“Ikke kaldet til enighed, men til enhed”, siger vi. En præmis også jeg hylder. Men hvad er enhed i denne sammenhæng? Er det noget, mennesker har skabt eller kan skabe? Eller er det en Åndens enhed, som vi besidder i kraft af det, som Gud har gjort for os gennem Kristus? Det er vel Åndens værk? Så er vores opgave at skabe noget, som allerede er skabt, eller i stedet stræbe efter at fastholde det? Hvilket vækker dette spørgsmål: Hvor meget uenighed kan enheden bære?

“Det er et ekkokammer!”, siger man til dem, der gør noget sammen med andre, som man har det godt sammen med. Men indebærer fællesskab sammen med nogle, at man ikke kan være lyttende overfor andre? Det tror jeg ikke. Det håber jeg ikke.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 13. maj. 2026 - Hvad velsignelse betyder for mig
• 07. maj. 2026 - Kast nettet ud
• 29. apr. 2026 - Bøn i ventetiden

Find flere

Men tidsånden har skiftet retning. I dag mærker vi i stedet splittelse, mistillid og polarisering. Og kirkerne? Vi er ikke hævet over det. Vi påvirkes også. Af frygt. Af trangen til at vælge side, til at skære væk. Af frygten for at tage fejl.

Men evangeliet kalder os i en anden retning. Ikke væk fra verden men midt ind i den. Som mennesker, der insisterer på fællesskab, der lytter før de taler, og som tør rumme uenighed. Jesus kaldte både toldere og fiskere, både ivrige og tvivlende.

Det må også være vores kald: at gå mod tidsånden når den splitter og i stedet lade Helligånden føre os sammen. Ikke mod enshed, men mod en enhed, hvor vi lærer af vores forskellighed og bruger den som et redskab til at møde alle mennesker med evangeliet.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 15. maj. 2026 - Læs meget mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse
• 13. maj. 2026 - Mens vi venter…
• 07. maj. 2026 - Kast nettet ud
• 05. maj. 2026 - Kyle Henderson: Gud kalder os videre

Find flere

En forenet kirke ærer Jesus ved at anerkende ham som Herre og følge hans kald. I Johannesevangeliet kapitel 17, vers 21 beder Jesus om, at vi må være et.

Hvordan kalder Gud dig til at bringe enhed til Kristi legeme?

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen
• 18. maj. 2026 - Demokrati som samtale
• 18. maj. 2026 - Baptister og demokrati
• 18. maj. 2026 - Kan dansk og vestligt demokrati overleve?
• 18. maj. 2026 - Demokrati i blå uniform

Find flere

Artiklen findes også som lydfil – lyt med her:

Begge de kirke-stævner, vi var til i år, havde som rød tråd ’enhed’. Og da jeg hørte streamingen fra Mosaiks åbningstale, var jeg ved at falde bagover. Guess what: Enhed.

I Det Gamle Testamente skildres israelitternes nærmest cykliske rytme: Tæt på Gud og væk fra Gud. Den varer ca. 400 år hver gang. Med Jesus’ indtræden splintres glasset mellem mennesket og Gud, og vi kan nærme os Gud som vores far. Ufatteligt, vi kan nærme os universets Herre, og han vil os og elskede os først. Vi skal bare elske ham tilbage. Det er vi født til. Det skal være vores livs aftryk.

Nøglen er, at vi ikke har travlt med at skæve til hinandens offergave, men selv løber for at vinde. Det ville være katastrofalt, hvis cykelrytterne begyndte at kigge på hinanden, mens de besteg Alperne. Vi skal løbe ved siden af hinanden – for at vinde – og altid og ufravigeligt se på Gud.

Fokus på opgaven

Mine bedsteforældre var missionærer i Congo, og de holdt nogle år juleaften sammen med Rose, en enlig, tysk missionærkvinde, som boede langt borte. Min mor og bedsteforældre talte om hende med dyb respekt.

Et sommerstævne blev alle missionærer inviteret frem for at modtage fælles forbøn. Der var fuldt oplyst – ingen røg eller opkogt stemning i salen. Jeg gik frem sammen med min mor og kusine, som begge var opvokset i Afrika. Og pludselig mærkede jeg en slaphed og en svag rysten i kroppen. Vi stod lige bag ved Rose. Det var den eneste gang, jeg mødte hende. Hun delte med os, at hver gang hun havde rejst et sundhedscenter og var taget videre, var det gået til grunde kort tid efter. Hele hendes tjeneste for Gud i Congo var en lang perlerække af sundhedscentre, som var gået til grunde igen.

Den historie har jeg aldrig glemt. Mødet var stærkt og forunderligt for mig personligt. Her stod jeg med tre ydmyge og nærmest usynlige Herrens tjenerinder. Og i deres nærhed rystede jeg. I mit hjerte var der ingen tvivl. Rose var en gigant i Guds rige. Hun havde hele sin opmærksomhed rettet på ét fokuseret mål.

Relateret

• 18. maj. 2026 - Jesus gjorde demokratiet til virkelighed
• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen
• 18. maj. 2026 - Demokrati som samtale
• 18. maj. 2026 - Baptister og demokrati
• 18. maj. 2026 - Kan dansk og vestligt demokrati overleve?

Find flere

Som medlem af forretningsudvalget i Dansk Ungdoms Fællesråd blev jeg spurgt om at fortælle lidt om de kirkelige organisationer, der er i DUF, fordi en af vores medarbejdere undrede sig over, at der var så mange forskellige. Min umiddelbare respons var, at jeg er forundret over, at vi ikke er flere. DUF-medarbejderen grinede og spurgte: Hvordan i alverden kan så mange forskellige kirkelige organisationer finde ud af at samarbejde, når de er opdelt i så mange fraktioner? Og jeg må indrømme, at det er et interessant spørgsmål.

Hvordan i alverden kan så mange forskellige kirkelige organisationer finde ud af at samarbejde, når de er opdelt i så mange fraktioner?

At ville hinanden

Udfordringen er interessant. På den ene side er vi uenige på tværs af kirken – internt i menighederne og på tværs af konfessioner. På den anden side argumenterer vi for det økumeniske sammenhold. Vi bliver ved med at insistere på at ville hinanden.

Vi bliver ved med at insistere på at ville hinanden.

Årsagen til denne insisteren ligger i kernen af Det Nye Testamente: ”Kroppen er en helhed, der er sammensat af mange dele, og alle de mange dele udgør én krop. Sådan er det også med Kristus.”[1] Her forklarer Paulus, hvad Kristus’ krop betyder – eller hvad vi taler om, når vi taler om enhed i Kristus: At i Kristus er vi bundet sammen på trods af vores mange dele.

Unikke, forskellige individer

Den udlægning ligger ikke lige til højrebenet i en dybt individualiseret kultur, som den vestlige. Vi er trænet til at tænke individuelt og til at søge vores eget for vores egen skyld. Og det i en grad, så vi nok ikke engang ved, hvad vi mister ved at gøre det.

Når vi forsøger at finde helhed alene, virker det ikke. Når vi står alene, forstår vi ikke det store billede. Vi er for sårbare og brudte til at forstå, hvad der er på spil – hvad alt det med Gud betyder. Paulus fortsætter: ”Vi er alle sammen døbt med én ånd, så vi udgør én krop, og derfor er det ligegyldigt, om vi er jøder eller ikkejøder, frie eller slaver. Vi har nemlig alle sammen drukket af den samme ånd.”[2]

Når vi forsøger at finde helhed alene, virker det ikke.

For Paulus er tanken om enheden i Kristus klar. Enheden fjerner de skel, vi sætter imellem hinanden, når vi ser ned på hinanden, fordi vi har en anden religion, nationalitet eller kommer fra et andet samfundslag. I Kristus er der enhed på trods af vores forskellighed.

Hver for sig er vi forskellige med forskellige gaver, evner og sind. Vi er unikke individer, men på samme tid er vi ikke så forskellige og unikke. Vi ligner hinanden mere, end vi tror. Vi er skabt lige, skabt af det samme og af den samme. “Som I ved består kroppen ikke kun af én del, men af mange.”[3]

Enhed af unikke individer

Når vi forstår, at vi er mere ens end forskellige, bliver det muligt at flytte samtalen fra, hvem jeg er, til hvem vi er. Så kan vi begynde at forstå Kristus i hans helhed og ikke kun som en del af hver vores individuelle, fraktionerede brudthed.

Ofte er vores udgangspunkt os selv: ”Jeg gør det for min egen skyld”, kan vi sige, for sådan er vores kultur. Vi er vores egne projekter. Det er en af de største udfordringer i vores tid, at vi isolerer os fra andre. Paulus slår fast, at vi ikke først og fremmest lever for os selv. Vi er først og fremmest en enhed, og derefter er hver enkelt af os unikke individer.

Sådan som er vi som individer, sådan er vi som kirker, en samlet enhed med mange unikke dele. Når vi står sammen i enhed, bliver vi endnu større og får en bedre forståelse af, hvem vi er – og vi kommer tættere på at forstå, hvem Kristus er, og hvad han vil med verden. ”Menigheden er Kristus’ krop og hver eneste af jer er en del af den.”[4]

Derfor var min gode DUF-kollegas spørgsmål så interessant. Det ligger i kernen af evangeliet, at vi altid står sammen på trods af vores forskelle. Det er enhed i Kristus, og det er økumeni. Det er en gave og en opgave, som vil blive ved med at forpligte os.

[1] 1. Korintherbrev kap. 12, vers 12 (Bibelen 2020)

[2] 1. Korintherbrev kap. 12, vers 13 (Bibelen 2020)

[3] 1. Korintherbrev kap. 12, vers 14 (Bibelen 2020)

[4] 1. Korintherbrev kap. 12, vers 27 (Bibelen 2020)

Relateret

• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 16. apr. 2026 - Overbevisning
• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 07. apr. 2026 - Awake Worship II: Næsten 300 unge samlet til lovsangsfest i Herning

Find flere

Mogens S. Mogensen:

• ph.d. i interkulturelle studier og missionsteologi
• tilknyttet Sudanmissionen, 1981-91 i Nigeria, 1991-98 i Danmark
• se også https://mogenssmogensen.wordpress.com[/facts%5D

Ordet økumeni er nært beslægtet med økonomi og økologi. Forstavelsen øko- kommer af det græske ord ’oikos’, der betyder ‘hus, familie, husholdning’. Økumeni har sin rod i ordet ’oikumene’, der betyder ’den beboede verden’ – den verden, som vi er fælles om og har et fælles ansvar for. I de seneste godt 100 år har vi brugt ordet om mellemkirkeligt arbejde i almindelighed og bestræbelserne på kirkens enhed i særdeleshed.

At holde op med at slå hinanden ihjel

På en stor missionskonference i Aarhus i 2010 sagde den amerikanske teolog Stanley Hauerwas, at det første skridt i økumeni må være, at kristne holder op med at slå hinanden ihjel. At kristne fra forskellige kirkeretninger vitterligt har slået hinanden ihjel – endda i deres kristne tros navn – er de religionskrige mellem protestanter og katolikker, som fulgte efter reformationen i det 16. og 17. århundrede, et trist vidnesbyrd om.

Det første skridt i økumeni må være, at kristne holder op med at slå hinanden ihjel.

Vi er som kristne kaldet til at stifte fred, men historien viser, at kirkesamfund tværtimod undertiden har bidraget til krig. Det kan ske, når kristendommen i en bestemt konfessionel udgave kobles til nationaliteten og mobiliseres til støtte i kampen mod en anden nationalitet, der er koblet til en anden kirkeretning. Det skete fx under Balkan-krigene i 1990’erne, hvor ortodokse serbere kæmpede mod katolske kroater. Den konflikt var baggrunden for Miroslav Volfs bog Exclusion and Embrace – om hvordan kristendommen kan bidrage til forsoning.

Hvis økumeni skal være mere end snak, så må det naturligvis betyde, at vi anerkender hinanden som kristne.

På kirkedagene, ”Himmelske Dage”, fortalte Miroslav Volf om kirkens rolle i samfundet og verden, og den engelske historiker, Tom Holland, påviste, hvordan kristendom helt grundlæggende har haft en positiv indvirkning på udviklingen i Vesteuropa i de seneste 2000 år. Den har lagt det værdimæssige grundlag for det samfund, vi lever i. Hans nye bog er netop blevet oversat til dansk: Herredømmet – Da kristendommen skabte den vestlige bevidsthed.

Konflikt eller samarbejde lokalt?

Også på det lokale plan, hvor forskellige kirkeretninger kan bidrage til konflikter, er der behov for økumeni. I Øster Han Herred, hvor jeg er fra, har der siden slutningen af 1800-tallet ud over folkekirken været baptistkirker og missionsforbundskirker. I 1950’erne og 60’erne var konflikterne blevet afløst af et begyndende samarbejde, og som børn og unge krydsede vi uden problemer de konfessionelle grænser. I 1960’erne begyndte ’unge hjem’ fra de to frikirker og Indre Mission at holde møder sammen.

Da provsten, som var sognepræst i Brovst, i 1969 læste i avisen, at en sognepræst fra Lindholm skulle tale til et sådant fællesmøde i Baptistkirken, fik han biskoppen til at forbyde sognepræsten at deltage. Det økumeniske møde i Baptistkirken blev dog gennemført, men nu med universitetslektor Johs. Aagaard som foredragsholder og med emnet: ’Er det økumeniske samarbejde mere end snak?’ Hvis økumeni skal være mere end snak, så må det naturligvis betyde, at vi anerkender hinanden som kristne, og også kan mødes og samarbejde som kristne. Da Brovst sogn få år senere fik en ny sognepræst, udviklede der sig et meget positivt økumenisk klima til gavn for hele byen, og for første gang begyndte man nu at holde fælles bedemøder i Evangelisk Alliances bedeuge.

Kirkens enhed

Den bibelske begrundelse for økumeni, altså spørgsmålet om kirkens enhed, findes bl.a. i Jesus’ ypperstepræstelige bøn, hvor Jesus beder for sine disciple, ”at de alle må være ét, for at verden skal tro”.[1] Derfor udsprang den moderne økumeniske bevægelse da også af kirkernes missionsarbejde. Enheden er afgørende for vores fælles troværdige vidnesbyrd om evangeliet om Jesus Kristus, for hvordan skal mennesker få øje på Guds kærlighed i Kristus, hvis de, der hører ham til, lever i ukærlighed?

I kirkernes missionsarbejde i Afrika og Asien blev samarbejdet en påtrængende nødvendighed, og på den store internationale missionskonference i Edinburgh i 1910 blev grunden lagt til forskellige økumeniske organisationer og til dannelsen af Kirkernes Verdensråd. Mission har lige siden været en drivkraft i økumeni, og kirker, der måske havde svært ved at samarbejde i deres hjemlande, kunne ofte arbejde tæt sammen, når det gjaldt om at forkynde evangeliet i Afrika og Asien.

Hvordan skal mennesker få øje på Guds kærlighed i Kristus, hvis de, der hører ham til, lever i ukærlighed?

Måske ville det økumeniske samarbejde i Danmark også blive kraftigt styrket, når og hvis de forskellige kirker i fællesskab tog missionsudfordringen op her i landet.

Enheden er afgørende

Enheden er også afgørende for, at vi kan stå sammen i diakonal tjeneste og gøre en afgørende forskel med hensyn til at værne om menneskets værdighed og rettigheder, at arbejde for retfærdighed og at vise gæstfrihed for den fremmede på flugt fra krig og forfølgelse. Endvidere er enheden afgørende for, at vi i fællesskab kan yde et vægtigt bidrag til at værne om Guds skaberværk af hensyn til kommende generationer. Kaldet til økumenisk samarbejde gælder derfor alle kirker og alle kristne i dag.

[1] Johannes-evangeliet kap. 17, vers 21 ff.

Relateret

• 25. maj. 2026 - Fælles aktiviteter tager form i efteråret 2026
• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 15. maj. 2026 - Læs meget mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse
• 13. maj. 2026 - Sådan udfolder missionsarbejdet sig i Roskilde Baptistkirke

Find flere