Hensigten var at give eksempler på, hvad vi siger i vores kirker om baptistisk identitet. Et par præster tog udfordringen op og sendte os en prædiken, som så er klippet til og beskåret.

Ikke i en prædiken

Flere præster takkede nej til opgaven at prædike over temaet: ’Hvad står vi som baptister?’ Deres begrundelse var dels, at det ikke ville være relevant for de deltagere i gudstjenesten, der ikke er baptister; og dels at prædikenen altid tager sit udgangspunkt i en konkret bibeltekst. Enkelte svarede: ’Beklager, vi har allerede planlagt temaer for alle efterårets gudstjenester.

Flere af dem påtog sig til gengæld at give deres bud på baptistisk identitet i en kort artikel.

Hvad er en baptistkirke?

Michael Frost, præst i Roskilde Baptistkirke

Roskilde baptistmenighed tilbyder alle ’nye’ et introduktionskursus til menigheden, hvor man fortæller om baptistkirken.

Vi fortæller kort om anabaptisternes historie og placerer anabaptisterne som den oversete ‘gren’ i reformationen, hvor man normalt kun fokuserer på katolicismen og Luther.

Anabaptisterne blev forfulgt i Tyskland og flygtede derfor til Holland og England. Da de også blev forfulgt i England, flygtede mange til USA.

De troendes fællesskab

De fleste fokuserer på anabaptisternes dåbssyn, men deres opfattelse af dåben er resultat af deres fokus på det forpligtende fællesskab og discipelskab. Anabaptisterne anså menigheden for at være helt central i den kristnes liv, og menigheden skal bestå af mennesker, der har valgt Jesus til og i fællesskab forsøger at følge ham. Derfor optages medlemmer ved dåb på et tidspunkt i livet, hvor de kan træffe en selvstændig beslutning.

Deres opfattelse af dåben er resultat af deres fokus på det forpligtende fællesskab og discipelskab.

Demokrati

Dernæst nævner vi, at i dag adskiller baptistkirker i Danmark sig meget fra hinanden i stil, men baptistkirken adskiller sig fra de fleste andre frikirkeretninger i Danmark ved vores menighedsdemokrati. På menighedsmøder træffer menighedens medlemmer beslutning om budgetter og andre store afgørelser, herunder ansættelser, mens mindre beslutninger foretages i menighedsrådet.

At lytte til Guds stemme

Bente Højris, præst i Brovst Baptistmenighed

”Hvad vi står for som baptister – det spørgsmål findes der rundt regnet 5.000 svar på; ligeså mange som der er baptister i Danmark”, siger Bente Højris.

Bente Højris er en af de præster, der tog udfordringen op og behandlede spørgsmålet i en prædiken, som redaktionen har klippet i.

”Jeg har grædt”, fortsætter Bente Højris, ”når baptisters holdninger til forskellige spørgsmål forekom mig uforenelige. Tænk bare på debatterne om homofile ægteskaber, vores holdning til Kirkernes Verdensråd, om abort, om at flytte sammen inden man er gift, om overført eller åbent medlemskab, om gudstjenestefejring, om Cross-Yoga og meget andet.

Derfor må jeg spørge mig selv: ’Hvad er det vigtigste for mig at få formidlet, når jeg stilles spørgsmålet om min baptistiske holdning?’”

Det vigtigste er at lytte!

At lytte til Guds stemme, som jeg hører den i Bibelen, men også som den kan komme til mig i form af tanker og indskydelser. Og når jeg lytter til Guds stemme, så taler den ofte til mig om at tage et socialt ansvar. Gud beder mig om at elske min næste og tage mig af den svage. Når jeg læser i min Bibel, ser jeg, at det var sådan, Jesus var. Han tog de svages parti og kæmpede for retfærdighed.

Bibelen er vores ståsted

Det har den været igennem hele baptistkirkens eksistens. Vi har fx ikke nogen fast trosbekendelse. Vi har Bibelens ord, som vi må læse med ansvarlighed og tage til os at handle efter.

Lederskab og demokrati

Når bølgerne er gået højt nationalt i Baptistkirkens liv, har nogle efterlyst en stærkere ledelse, der turde sætte stolen for døren, hvis menigheder bevægede sig uden for den norm, som andre mente var den rigtige. Men et af Baptistkirkens kendetegn er netop, at vi ikke er en kirke med et lederskab, der bestemmer over menighedernes liv og levned. Vi er demokratiske, og alles stemme har vægt.

Et af Baptistkirkens kendetegn er netop, at vi ikke er en kirke med et lederskab, der bestemmer over menighedernes liv og levned. Vi er demokratiske, og alles stemme har vægt.

Så kan man jo spørge, om dét så er godt. Mit svar er: ”Ja, det er det, hvis den enkelte lader sig lede af Guds stemme, spørger Gud til råds, og så vel at mærke ikke kommer tilbage og siger: ”Så siger Herren!” – som om denne person er den eneste, der har forbindelserne i orden. Demokrati er godt, hvis vi er parate til også at lytte til det, den anden part er kommet frem til i eftertanke og bøn.

Vær beredt

Det gælder livet igennem, at vi må være parate. Parate til de opgaver og udfordringer, som livet stiller os. Jeg tror, det er det, Gud ønsker af os: At vi er parate og hele tiden sørger for, at vores skat er i himlene. At vi lytter efter Guds stemme, og ikke bare har vores egne forudindtagede meninger. Hvad vi så hører og konkluderer og handler efter, kan ikke dikteres af et kirkesamfund. Dér står vi hver især til ansvar overfor Gud.

Hvad står vi for som baptister?

Henrik Krak Søndergaard, præst i Baptistkirken Odense

Jeg har valgt at fremhæve to kendetegn: Bibelen og det personlige valg.

Baptister har ikke en grundlægger eller nogle bekendelsesskrifter, som definerer vores tro. Vi har alene Bibelen. Som 17-årig blev jeg selv omvendt ved at læse i Bibelen. Jeg vidste ikke på det tidspunkt, hvad en baptist var. De kristne, jeg kendte var primært lutherske. I teologiske diskussioner fik jeg ofte at vide, at ’Luther sagde’, eller ’I kirkens ritual står der’ …

Det var en enorm befrielse for mig, da jeg mødte Baptistkirken, hvor alle de tillægsskrifter er skåret væk. Vi går tilbage til kilden og de første kristne. Efter 30 år fandt jeg ud af, at jeg uden at vide det, havde været baptist siden min omvendelse.

Bibelen – en bog for alle

I Baptistkirken giver vi plads til uenighed. Vi har Bibelen som eneste rettesnor, men vi tolker teksten hver især. Vi tolker den i enrum, og vi tolker den i fællesskab. Begge dele er vigtige. Vi tror, at Bibelen er inspireret af Gud. Det vil sige, at den er skrevet af mennesker, men det er Guds tanker, der afspejles i teksterne. Når vi læser skrifterne, finder vi sammen ud af, hvad det betyder for vores tro og vores måde at leve på. Baptister har altid lagt særlig vægt på at praktisere Jesus’ og apostlenes lære.

Bibelen er inspireret af Gud. Det vil sige, at den er skrevet af mennesker, men det er Guds tanker, der afspejles i teksterne.

Baptistkirken er en lægmandskirke. Præsten har ikke pga. sin stilling et større ord at skulle have sagt i teologiske diskussioner. Hver baptist har sin Bibel, og sammen erkender vi mere og mere af dens budskab.

Bibelen kan læses og forstås umiddelbart.

De første baptister blev ikke overbevist af en dygtig læremester. De studerede Bibelen sammen, og lod det ord, de læste, forme deres tanker og liv. Det har siden været baptisters kendetegn. Selvfølgelig kan det kaste lys over teksten at vide lidt om den tid, teksten blev skrevet i, og de menneskers situation, som var de første modtagere af teksterne. Men vores udgangspunkt er, at alle kan læse og forstå teksten umiddelbart – uanset baggrund, uddannelse og viden.

Det personlige valg

Vi vælger ikke for hinanden og er ikke dommere over hinandens tro. Vi giver hinanden frihed til at tage de valg i livet, vi er overbevist om, er de rigtige. Det betyder også, at vi ikke tager valget på vores børns vegne. Derfor døber vi ikke børn, før de selv vælger at ville tro på Jesus og følge ham.

Vi giver hinanden frihed til at tage de valg i livet, vi er overbevist om, er de rigtige.

Ved dåb i en baptistkirke lyder det ofte: ’På Jesu Kristi befaling, og på din egen bekendelse, døber jeg dig i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn’. Enhver må selv vælge Jesus og troen til i sit liv. Troen kan ikke arves eller læres. Det betyder ikke, at vi lader andre sejle deres egen sø. Vi betragter os som en familie, og i en familie støtter, vejleder og opmuntrer vi hinanden, for vi ønsker hinanden det bedste.

Det hele sker i frihedens navn. Frihed er et vigtigt begreb sammen med det personlige valg. Baptister har igennem historien været forfulgt alene pga. vores ønske om at give den enkelte frihed – især til selv at vælge dåb. Derfor har frihed altid været vigtigt for baptister sammen med det personlige valg. Ud af de to grundprincipper springer de fleste kendetegn, som har fulgt baptister overalt og til alle tider.

En lysende vej

Anne-Marie Winther, præst i Vrå Baptistkirke

Anne-Marie Winther er en af de præster, der i en prædiken har givet sit bud på, hvad baptister står for.

Anne-Marie Winther skildrer i sin prædiken den tidlige kirkes liv og mission og bruger apostlene som eksempler på kristne handlingsmønstre. Samtidig belyser hun tre væsentlige kendetegn ved baptisterne.

Frihed til dialog

Debatten om omskæring har huseret længe her i landet og er blusset op. Politikere har en tendens til at glemme, hvad religion betyder for mennesket, at ritualer betyder mere for sammenhængskraften end den frie vilje.

Vi baptister nyder godt af religionsfriheden og har gjort det i 170 år. Skulle vi ikke forsvare andre menneskers ret til at holde deres gudsdyrkelse og ritualer i hævd? Vi skal altid være foran med at forsvare religionsfriheden! Både for jøder, muslimer, hinduer og andre kristne. Ellers hopper vi nemt på den vogn, der kører jøder ud af vores land og stigmatiserer muslimer. Det er vi ikke kaldet til. Vi har frihed til at indgå i dialog.

Vi skal altid være foran med at forsvare religionsfriheden!

Noget af det fineste, der foregår i Danmark i dag, er Özlem Cekic og den gamle rabbiner Bent Melchior, der indgår i dialog og fælles fodslaw. De viser en indbyrdes forsonende forståelse og kærlighed, som er bemærkelsesværdig.

Den vigtige samtale

Vores menighed ledes helt demokratisk – hvert medlem, én stemme. Menighedsrådet er en teamledelse. Det har både fordele og ulemper. En kæde er som bekendt ikke stærkere end sit svageste led.

Peter og Paulus er troværdige som mennesker og ledere. De leder gennem handling og forhandling, ved at gå foran og gennem undervisning. Apostlenes Gerninger viser os en lysende vej, en Kristus-vej, som vi kan gå på også i dag. Apostlene er med deres sammenhold og stridigheder helt menneskelige. Deres liv var hårdt, men de brændte for at fortælle om Jesus Kristus, død og opstanden, levende og almægtig. Deres ærlige fortælling – om kursskifte, omvendelse og Kairos-øjeblikke – fik dem til at se verden med Frelserens øjne: Kærlighed og nåde. Paulus’ ønske – om med hele sit liv at følge sin mester og Herre, at ville følge Frelseren med ALLE sine evner og ALT i sig – er lysende.

Apostlenes Gerninger viser os en lysende vej, en Kristus-vej, som vi kan gå på også i dag.

Jeg var lykkelig for at blive døbt!

Det er min dåbsdag i dag. Jeg blev døbt som knap 11-årig i Bethelkirken i Aalborg. Ved menighedsmødet blev jeg interviewet af fru Vidmar, som spurgte, hvad jeg ville være, når jeg blev voksen. ”Jeg vil være missionær”, sagde jeg.

Jeg var lykkelig for at blive døbt! Og jeg er stadig lykkelig for det! Jeg er lykkelig for at være baptist. Jeg synes, det er det frieste i verden. Og jeg blev sendt ud i mission, som hver eneste kristen er. Jeg er ingen Paulus, men jeg er apostel. Jeg har bestemt ikke altid været et godt eksempel med min livsførelse, men Jesus elsker mig, og han tager mine synder på sig.

Frihed

Lars Midtgaard, præst i Bethelkirkens Baptistmenighed

Hvad står baptister for? Det kan ikke beskrives udtømmende på den plads, jeg har fået stillet til rådighed.

Jeg vælger at tage udgangspunkt i ét enkelt ord: Frihed! Frihed fra, frihed til …

Frihed til selv at relatere til Gud i tanke, ord og handling. Det er troen og overbevisningen om, at jeg selv er i stand til at høre fra Gud, lytte til Ham, tage imod fra Ham. Uden at der skal være en gejstlig eller kirkelig ’overbygning’, som skal tage sig af det. At Ordet er mig nær, og at jeg selv er i stand til at tolke og forstå Guds ords tale til mig.

Frihed fra en statslig styring af min tro og mit kirkelige engagement. Jeg glæder mig over, at det ikke er den til enhver tid siddende ledelse af mit land, som samtidig skal bestemme, hvordan jeg udfolder min tro. Men forankringen er placeret i den lokale kirke, hvor jeg sammen med brødre og søstre i troen finder rammerne. Og hvor vi sammen tolker på Evangeliets betydning for tro, lære og liv.

Frihed til at tjene. Men også ansvaret – ja, måske endda forpligtelsen – til at tjene. Ud fra overbevisningen om, at vi alle er blevet noget givet af Gud. Gud har velsignet den enkelte med gaver, evner, talenter. Dem er jeg samtidig også kaldet til at bruge i tjenesten for Gud og for andre. Det indebærer for mig at se kaldet til at give sig selv til et forpligtende, kristent fællesskab, til menigheden. At være baptist er at gå imod en hvilken som helst tidsånd, der frister til individualiseret privatreligiøsitet, som føler sig hævet over det forpligtende menighedsfællesskab.

Frihed, som ikke underlægges Kristus’ autoritet og herrevælde, kan køre af sporet.

Heri ligger også advarslen for enhver kristen, som så stærkt betoner frihedsbegrebet: At enhver styrke kan blive en svaghed! Forstået på den måde, at frihed, som ikke underlægges Kristus’ autoritet og herrevælde, kan køre af sporet. Frihed er ikke det samme som at frasige sig behovet for afhængighed – af Gud og af andre mennesker og relationer. Frihed er ikke ’jeg alene vide!’ Frihed er ikke fritagelse fra at underordne sig autoriteter, endsige at bede for dem!

Punktopstilling skrevet af Henrik Søndergaard, brugt i Baptistkirken Odense:

Bibelen

Baptister tillægger Bibelen afgørende værdi. Bibelen er vores rettesnor, som vi læser og tolker i lyset af  Jesus. Vi har ingen trosbekendelser eller stifter, som tillæg til Bibelen.

Autonomi i den lokale kirke

Den enkelte menighed er selvstyrende. Landsledelsen og andre menigheder har ingen beslutningsmyndighed over den enkelte menighed. Alle beslutninger tages lokalt.

Personligt bibelstudie

Alle kan studere og udlægge Bibelen, prædike, bede for andre og tilbede Gud.

Tro og efterfølgelse

Baptister tror på den samme Gud som alle andre kristne. Vi lægger særligt vægt på, at troen skal leves ud i hverdagen. Jesus skal både tros og efterfølges.

Individuel trosfrihed

Baptister kæmper for den enkeltes trosfrihed. Alle skal have lov at tro og mene, hvad de vil, så længe det ikke krænker andres rettigheder.

Skel mellem stat og kirke

En af baptisternes mærkesager er ånds- og trosfrihed. Vi går derfor ind for adskillelse af kirke og stat.

To praksisser – dåb og nadver

Baptister praktiserer som de fleste andre kristne dåb og nadver, som vi opfatter som Guds forkyndte ord i fast og synlig form.

En menighed af troende

Man bliver medlem af en baptistmenighed ved selv aktivt at vælge det. Efter at have aflagt sin bekendelse af Jesus som frelser og herre – normalt i forbindelse med dåb – bliver man optaget og budt velkommen.

Reelt medlemsdemokrati

I baptistmenigheder tages de fleste større beslutninger på menighedsmøder, hvor alle medlemmer har stemmeret.

Relateret

• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen
• 18. maj. 2026 - Demokrati som samtale
• 18. maj. 2026 - Baptister og demokrati
• 18. maj. 2026 - Kan dansk og vestligt demokrati overleve?
• 18. maj. 2026 - Demokrati i blå uniform

Find flere

Christian Peter Heldgaard Bylund:

• cand.theol. fra Aarhus Universitet
• præst med Tølløse Baptistkirke

Er Jesus vejen til og sandheden om alt, og er Jesus alle livets aspekter? Hvad betyder det overhovedet, at Jesus er vejen?

Hvis jeg leder efter en vej, der skal sikre min økonomi i en Corona-tid, så tror jeg ikke, at Jesus er vejen. Her er økonomiske vismænd nok vejen. Hvis jeg leder efter en medicinsk kur mod Covid-19, så tror jeg heller ikke, Jesus er vejen, men derimod den hær af virologer, der kæmper for at finde en kur.

Med Jesus kom gudsriget til jorden

Men hvis jeg spørger til gudsriget: Hvad betyder budskabet om gudsriget for dig og mig? Og hvordan kan vi som mennesker få del i det? – så hjælper hverken virologer eller økonomer. Det er her, Jesus er vejen, sandheden og livet.

En anden ting, jeg har oplevet, er spørgsmål som: Er Jesus den eneste vej væk fra undergang? Er Jesus den eneste vej til frelse? Jeg véd ikke, hvordan den tankegang opstår. Måske er det for at kontrollere eller begrænse andre? Men den tankegang er problematisk, for sådan hører jeg ikke Jesus’ ord i evangelierne. Livet handler ikke om at undgå helvede. Det var ikke det, han kom for at fortælle.

Jesus kom ikke for at fortælle os, om vi kommer i himmelen. Han kom for at fortælle om gudsriget i verden!

Han kom med en bedre vej i livet. Jesus kom ikke for at fortælle os, om vi kommer i himmelen. Han kom for at fortælle om gudsriget i verden! Al den tid, Jesus brugte på jorden, blev ikke brugt på at afgrænse gudsriget. Nej, den blev brugt på at invitere alle med. Jesus ekskluderer ikke mennesker. Han møder dem.

Jesus’ farvel

Det er afgørende at se Bibelens tekster i deres sammenhæng. Det hjælper ikke at hive et enkelt vers ud og se på det uden at forstå helheden. Så hvad står der inden ordene om, at ’Jesus er vejen, sandheden og livet’?[1]

Står der, at der er få boliger i Guds hus, at der kun er plads til de udvalgte? At Jesus er svaret på alt? At han kan hjælpe i alle tænkelige og utænkelige situationer. At han er den bedste virolog eller investeringsrådgiver? Nej det læser jeg ikke. – Men hvad står der så?

I kan ikke længere følge med mig

Hvis man læser lidt bagud i teksten, er Jesus er i gang med at holde sin afskedstale til disciplene. Jesus véd, at han skal dø, og ligeledes at han skal forrådes af Judas og fornægtes af Peter. Og her er de samlet efter, at Jesus har fortalt om et rige, der er anderledes. Den verden, de lever i, handler om magt og penge. Jesus arbejder på en anden måde. Jesus vasker fødderne på sine venner. Jesus tjener fremfor at herske.

Den verden, de lever i, handler om magt og penge. Jesus arbejder på en anden måde.

Jesus fortæller disciplene, at der skal komme en tid, hvor han er væk fra dem. En tid, hvor de ikke kan følge efter ham. Jeg tror, det har skabt røre i andedammen, og Jesus – som gang på gang har konstateret, at disciplene ikke altid kan følge med – siger så: ’Et nyt bud giver jeg jer: I skal elske hinanden. Som jeg har elsket jer, skal også I elske hinanden.’[2]

Jesus understreger med ord dét, han lige har gjort ved fodvaskningen. Disciplene skal tjene og elske hinanden, og det er derigennem, de skal kendes som Jesus’ disciple.

Forvirrede disciple og en opmuntrende Jesus

Peter forstår ikke, hvad Jesus siger. Hvor skal han hen? Hvor er det, de ikke kan komme med? Peter bliver ved og spørger, hvorfor han ikke kan komme med? Og Jesus fortæller, at Peter vil fornægte ham tre gange inden morgenen kommer.

Også Thomas spørger: Vi ved stadig ikke, hvor du skal hen, hvordan kan vi så følge efter dig? Vi kender ikke målet, hvordan skal vi så kende vejen? Spørgsmålet er vigtigt, for det indleder ordene om Jesus som vejen, sandheden og livet. Så hvad spørger Thomas om?

Han spørger ikke om, hvad der sker med dem, som ikke tror, dem som ikke kender Jesus. Eller om hvad man skal gøre i alle livet aspekter. Nej, Thomas spørger: Hvor er det, du skal hen? Hvor er det, vi ikke kan følge dig?

Jeg er vejen, sandheden og livet til gudsriget på jord

Kort sagt siger Jesus til disciplene: Tro på mig. Det er ok, at I ikke forstår det hele lige nu. I skal blot have tillid. Gå ikke væk fra den sti, I har gået med mig. Følg mig, tro mig. Alt, I behøver, er i mig. Og jeg vil bringe ’Guds hus til jer’.

Det er ok, at I ikke forstår det hele lige nu. I skal blot have tillid.

Disciples uendelige spørgen efter, hvor Jesus skal hen, bliver endnu engang besvaret på samme måde: De skal se mod ham. De skal følge hans eksempel. De skal elske deres næste. De skal tjene hinanden frem for at herske. Det er den vej, Jesus har lagt. Det er den vej, den sandhed og det liv, der sprang ud af Jesus’ liv på jorden.

Der er ikke en vej eller sandhed i alle livets aspekter, men der er en sandhed til et liv med Jesus. En vej til et liv som Jesus, en sandhed om gudsriget her på jorden og et liv i relation med Gud.

1    Johannes-evangeliet kap. 14, vers 6

2    Johannes-evangeliet kap. 13, vers 34

Relateret

• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 13. maj. 2026 - Mens vi venter…
• 13. maj. 2026 - Hvad velsignelse betyder for mig
• 12. mar. 2026 - Fællesskab er vigtigt!
• 20. feb. 2026 - Sebastian tog skridtet fra fællesskab til lederskab

Find flere

”Det er bare for sjov”, siger de drenge, som skyder krudt af mod hinanden og andre. Med dødsforagt og mangel på empati.

Politikerne tror stadigvæk, at de kan lovgive sig fra dumhed og mangel på næstekærlighed.

Jeg må spørge, som de har gjort sig tanker omkring normering på daginstitutioner: ”Hvor er der en voksen?” Én at tale med. Én, der tør tage og give ansvar og lære de unge (og voksne) at håndtere ansvar.

Alle skulle have en mentor. Jesus er den bedste, men en Jesu efterfølger er næstbedst. Er du sådan én?

Godt nytår.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 07. maj. 2026 - Kast nettet ud
• 29. apr. 2026 - Bøn i ventetiden
• 23. apr. 2026 - Hvad er sandheden?
• 16. apr. 2026 - Overbevisning
• 09. apr. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?

Find flere

Lasse Åbom:

• præst i Aarhus Baptistmenighed
• tidligere ansat i Odense og Herlev Baptistmenigheder
• medlem af ‘Tjeneste og Uddannelses-udvalget
• cand. theol.

Bibelen er historien om Guds svar på vores råb. Kirkehistorien er historien om vores svar på Guds kald.
Guds svar på menneskers råb er i Det gamle Testamente udvælgelsen af jøderne som sit folk, som et kongerige af præster og et helligt folk for Gud. Den tanke fortsættes i Det nye Testamente, hvor de kristnes fællesskab – menigheden – kirken skildres som Guds folk. Paulus siger det meget stærkt: de kristne er Kristus’ legeme i verden, og han taler om, at vi iklæder os Kristus og lever i Kristus.[3]

Vi er Guds svar på verdens kald

Vi er budskabet. Når verden råber: ”Gud, hvor er du?” Er svaret: ”I de kristnes fællesskab – menigheden – kirken er jeg nærværende hos jer”. Gud inkarneres i verden som menneske i Jesus’ fødsel, og kirken er en gentagelse af inkarnationen. Gud er til stede i verden gennem kirkens eksistens.
Derfor lyder Guds spørgsmål, Guds kald til de kristne: ”Menneske, hvor er du?”

Læs også artiklen:
Er det muligt at få og holde på præsterne?

Kaldet til efterfølgelse

På Jeremias-studietur til London blev kirkens kald til diakoni meget klart, fortalte Christian Sofussen, der læser teologi på Aarhus Universitet. Efter en række dage med fokus på det åndelige besøgte gruppen Frelsens Hær. Her oplevede de kirken i tjeneste for de udsatte. Det blev tydeligt, at kirken – menigheden – de kristnes fællesskab er kaldet til efterfølgelse, til at være nær hos mennesker i verden.

Kirken er et middel

Nyere missionsteologi har lært os, fortsatte Lasse Åbom, at kirken er ikke er målet, men snarere midlet i Guds mission. Kirken arbejder ikke selvstændigt med mission, men arbejder med på Guds mission, MISSIO DEI. Der er kirke, fordi der er en mission og ikke omvendt.[4] Bonhoeffer sagde det således: ”Kirken er kun kirke, når den er til for andre.”

Yoder og andre anabaptister opfatter kirken som tegn på Guds Rige. Man tager ikke til Paris for at se et skilt til Eiffeltårnet. Skiltet er ikke et mål i sig selv, men skiltet hjælper os til at finde og se Eiffeltårnet. På samme måde er kirken ikke et mål i sig selv, men hjælper os til at finde og se Gud.

Præsterne har dobbelt arbejdsgiver

Opgaven – og visionen – er altså, at menigheden skal være tegn på Guds rige. Den skal være et skilt, der viser videre til Gud.

Det er mandatet, og det betyder jo i grunden, at som ansatte i menighederne har vi en dobbelt arbejdsgiver. Vi har en konkret menighed og en sammenhæng, vi skal fungere i, men vi har også et mandat – et kald – en tjeneste, der ikke flyder fra ansættelsekontrakten, men fra det, vi tror, Gud vil, vi skal i verden.

Det er en særlig fare i vores tradition, at kirken, opretholdelsen af menigheden, bliver målet i sig selv.

Den gyldne cirkel af hvad, hvordan – og især hvorfor

Ved ethvert initiativ er det væsentligt at overveje, hvorfor (why) man gør det. Det er budskabet i Simon Sineks ’The Golden Circle’, som Charlotte Friis præsenterede os for. Vi ved alle, hvad (what) og hvordan (how) vi gør, men ved vi også, hvorfor vi gør det?

Når vi ved hvorfor, er det nemmere selv at bevare fokus på opgaven og at motivere andre til at være med. Derfor opfordrede Charlotte Friis menighederne til at finde frem til, hvorfor de handler, og til at sørge for at holde fokus på årsagen, evt. gennem forbedringer eller forandringer. Charlotte Friis læser ’Professionsbachelor i Kristendom, Kultur og Kommunikation’ (3K) på Diakonhøjskolen i Aarhus.

I et spændingsfelt

Det er altid en udfordring, fortsatte Lasse Åbom, og alle former for kirker er svar på at leve den udfordring ud. I vores tradition er den særlige udfordring, at præstens stilling er udsat, og alles mening er vigtig. Derfor bliver hvert menighedsmedlems holdning rettesnor for det, vi skal gøre, hvordan gudstjenesten skal udformes, og de aktiviteter, vi skal sætte igang i kirken. Men rettesnoren må aldrig være menneskers – den er Guds.

Det spændingsfelt står vi i som præster – og jeg skal ikke fortænke nogen i at knække halsen på det, for det er udfordrende. Det, vi gør, skal være baseret på vores mission – ikke vores smag – for ellers er vi ilde stedt. Når vores preferencer – og ikke vores passion eller mål – styrer vores valg, er vi ilde stedt som kirke.

Det er ikke kun en kritik af det gamle, men i lige så høj grad en kritik af det nye. Som Teun van der Leer sagde i sommer: ”Vi deler os langt hellere på baggrund af smag og stil end dogmatiske forskelle”.

Heling er nødvendig

Kirken er inkarnationens sted i nutiden. Menigheden bærer Guds nærvær blandt mennesker. Det drejer sig om at reparere verden; at være til velsignelse. Den funktion kræver en heling af os og af vores verden.

Måske skal vi ikke være så bange for at tænke i sæsoner og skift. Der er måske en tid til at dø, eller der er en tid til genopstandelse. Heling betyder at vokse i dybden og at begynde med os selv. Heling af os selv og verden. Ikke bare fastholde og tillade vores spiritualitet at forblive forkrampet.

Læs også artiklen:

Gud kalder – men hvad kalder Gud til?

Mission i et bredere perspektiv

”Tjeneste er ikke kun at være ude blandt mennesker. Tjeneste er også at arbejde med de bagved liggende strukturer og opgaver”, sagde Cecilie Mølbæk Jørgensen, der også læser på 3K. Hun fortalte om sit arbejde med YEGO: ”Jeg har ikke særlig meget kontakt med de mennesker, jeg arbejder for at hjælpe, men uden alt det arbejde, der ligger bag et udviklingsprojekt, ville der slet ikke være noget projekt. Jeg er i tjeneste, når jeg prøver at gøre verden til et bedre sted at være – også selvom det ikke er for dem, der er tæt på mig lige nu og her.”

Vi er kaldet til kollektiv tjeneste; til i fællesskab at reparere verden, sluttede Lasse Åbom sit oplæg. De kristnes fællesskab er kaldet til at tage del i MISSIO DEI – Guds mission. Hvis vores tænkning om det at være de kristnes fællesskab – menighed – kirke ikke går tilbage til Abraham, så er vi ilde stedt. Vi er velsignet, for at vi kan være til velsignelse.

[1] 1. Mosebog kap. 3, vers 9

[2] Salmernes Bog kap. 10, vers 1

[3] Salmernes Bog kap. 10, vers 1; 1. Peters brev kapo. 2, vers 9-10; 1. Korintherbrev kap. 12, vers 12 og 27

[4] David Bosch: ‘Transforming Mission’.

Relateret

• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 15. maj. 2026 - Læs meget mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse
• 13. maj. 2026 - Sådan udfolder missionsarbejdet sig i Roskilde Baptistkirke
• 05. maj. 2026 - Kyle Henderson: Gud kalder os videre
• 26. apr. 2026 - Det haster med missionsbefalingen

Find flere

”Jeg oplever, at Gud har kaldet mig til at leve sammen med Ham. Jeg er ikke vokset op i en kristen familie, men jeg har oplevet, at det giver mig dyb fred at tro på, at Gud er der altid.” Camilla kommer fra et møde i Aalborg og mødes med mig i København på vej hjem til Bornholm. Det første, hun fortæller, er, at hun er rigtig træt, men det mærkes nu ikke. Fra starten er hun helt til stede og engageret. ”Det har ikke været en langsigtet plan i mit liv at blive præst, men det var ligesom dér, jeg blev ledt hen. Min interesse var teologi, så derfor begyndte jeg at læse. Ret hurtigt begyndte jeg at undervise. Det er det, jeg kan og er god til.”

Hvad er vigtigt for dig at formidle, når du underviser?

Jeg tænker meget i målgrupper. Det er vigtigt for mig, hvem jeg skal tale til. Til mennesker, som ikke kender Gud, er det vigtigst, at Gud vil dig. ’Jesus elsker dig’ er lidt en kliché, men en sand kliché. Og det er nok noget, som mange ikke ved. Jeg tror, at skyld fylder meget i folks bevidsthed. Det virker svært at opnå det at være kristen. De fleste tænker, at der er mange krav, man skal leve op til. Så det er vigtigt for mig at formidle, at Jesus gerne vil os alle.”

”Når jeg taler til kirken, handler det ofte om ansvar. Det at være kristen handler fx ikke om, at kirken er en organisation, man er medlem i. Det at være kristen handler om efterfølgelse, at forsøge at være mere lig og leve sammen med Kristus. Hvis vi forsøger at følge efter Jesus, er det sådan set ligegyldigt, om du er medlem det ene eller andet sted. Som kirke og kristne har vi et ansvar for at leve det liv, som Gud har kaldet os til.”

Hvordan ser det kald ud?

”Kirken har to opgaver: At være en profetisk stemme i verden, som peger hen mod Jesus, og at møde menneskers behov, dér hvor de er. Det bliver skævt, hvis vi kommer til at fokusere for meget på det ene.” Camilla stopper op et øjeblik for at finde de bedste ord. Man mærker hurtigt, at hun har et hjerte for at undervise. ”Kirken skal forkynde evangeliet i ord og handlinger. Igennem ordet skal vi fortælle om Kristus, så mennesker lærer Ham at kende. Men det sociale ansvar er for mig også en stor del af Kirkens eksistensberettigelse. Allerede i Det nye Testamente ser vi, at man i kirken tager vare på hinanden – blandt andre enkerne og de faderløse.”

”Det at følge efter Jesus kan jo se ud på mange måder, men jeg tror, at det grundlæggende handler om, at vi skal turde være mindre optagede af os selv. Vi skal være vores egen familie, have karrieren, huset, bilen og tøjet. Denne selvdyrkelse foregår også i kirkerne. Nogle gange tror vi, at vi som kristne får tjekket af på vores kristenhedsskema ved at komme i kirken om søndagen. Jeg plejer at sige: Man er ikke kristen, fordi man kommer i kirke, men man kan godt være kristen og komme i kirken”, griner hun, og ser så alvorligt på mig. ”Det er ikke det, der betegner det kristne liv. Det kristne liv koster noget, og det er noget, som også jeg har svært ved at finde ud af i mit liv.”

”Jeg tror, at en nøgle er at begynde at se mere konkret på Jesus. Det føles lidt farligt at sige, men vi må for at følge efter Jesus turde kigge på ham og se, hvad han egentlig forventede af sine efterfølgere. For eksempel gik Jesus ikke meget op i, at de kristne gav tiende, men at hans disciple gav slip på det hele og fulgte efter ham!” Camilla ser både begejstret og bedrøvet ud: ”Det er nok meget mere radikalt at følge efter Jesus, end vi har lyst til at se i øjnene. Samtidig er det altafgørende at forstå, at det ikke er vores projekt. Paradokset er, at vi har et ansvar selv, men at vi ikke kan gøre det i egen kraft. Vi er både mennesker med et frit valg, og vi er fuldstændig afhængige af Ham. Den balance er svær for os at gribe, for det kan virke som modsætninger. Det tror jeg dog ikke, det er.”

Du har tre børn. Hvordan lærer vi bedst vores børn om Jesus og om efterfølgelse?

”Det synes jeg faktisk er sværere, end jeg troede, det ville være. Umiddelbart er svaret jo enkelt nok: Ved selv at følge efter! Men det er ikke enkelt.” Camilla fortsætter: ”Det vigtigste for mig er at hjælpe mine børn til selv at finde ud af, hvem Jesus er. Min søn Rocky siger: ’Ja, ja, mor. Lad os bare bede, men Gud gør jo alligevel ikke noget.’ Dér bliver det vigtigt for mig ikke bare at sige: ’Jo, jo. Selvfølgelig gør Gud altid det, vi beder om.’ Jeg tror, Gud har styr på tingene, men jeg må jo give Rocky ret i, at det ikke altid ser sådan ud. Gud handler ikke, som vi gerne vil og forventer, og jeg forstår det heller ikke altid. Det er vigtig for mig at tale med mine børn om skuffelser, forventninger, håb og nåde – og at lære dem selv at søge Gud og at finde ud af, hvordan de hører Guds stemme.”

Fakta:

Navn: Camilla Westen

Alder: 37 år

Gift med Daniel og mor til Oktober (9 år), Rocky (7 år) og Coco (1½ år).

Har været ansat i Baptistkirken Bornholm siden 2012.

Har lavet Sommerstævner siden 2012.

Er vild med tatoveringer og har selv fire.

Relateret

• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen
• 18. maj. 2026 - Demokrati som samtale
• 18. maj. 2026 - Baptister og demokrati
• 18. maj. 2026 - Kan dansk og vestligt demokrati overleve?
• 18. maj. 2026 - Demokrati i blå uniform

Find flere