Lyt til artiken:

For enden af en villavej ligger Holstebro Baptistkirke. Næsten som om den ikke vil forstyrre. Hvis du søger på Google Streetview, får du et billede af krattet foran kirken. Indenfor er der varme, kaffe og den særlige ro, som opstår, når folk kender hinanden. Formand Hanna Ringgaard og menighedsrådsmedlemmerne Leif Christensen og Allan Thing har kaffen klar – og fastelavnsbollerne.

Talen falder hurtigt på det tætte fællesskab, for netop dér ligger også sårbarheden: Når man er få, kan den enkelte ikke gemme sig i mængden. Ordene vejer tungere. Accept af hinanden betyder alt.

Fra venstre: Hanna Ringgaard, Leif Christensen og Allan Thing (Foto: Henrik Andersen

I den lille menighed er reglerne få. Når noget bliver svært, folder de hænderne i Holstebro. “Der er fokus på bønsfællesskabet,” fortæller Allan og fortsætter: ”Til gudstjenesterne har vi altid et punkt, hvor vi beder sammen – og under ordet frit, beder vi også tit for hinanden.”

Mange menigheder venter på, at verden udenfor opdager deres arbejde. For enden af villavejen i Holstebro er det ikke nemt at blive opdaget. Derfor har menigheden valgt at gå ud: støtte det, der allerede virker – og være med i det tværkirkelige arbejde i Holstebro. I Kirke Care og Kirkernes Sociale Arbejde møder menigheden mennesker, der aldrig ville tage turen til enden af villavejen. Baptistkirken gør det sammen med andre kirker, fordi ressourcerne er få, og fordi de fælles initiativer rækker ud i lokalsamfundet.

Bøn fylder meget i det lille fællesskab i Holstebro. På menighedens Facebookside er der ugentligt ord til opbyggelse.

Samtidig er der drømme for fremtiden: at flytte tættere på livet i midtbyen – måske med et enkelt, åbent sted, hvor man kan komme forbi på en hverdag og få en kop kaffe. Men mellem drøm og virkelighed står en betalt kirkebygning på gratis grund – og et lille fællesskab, der både er stærkt og sårbart. Er det muligt at realisere drømmen uden at miste hinanden af syne?

Den omvendte strategi?

I Holstebro er der cirka 40 medlemmer. Menighedens medlemmer er geografisk meget spredt og det er svært at samle mere end 20 medlemmer til arrangementerne. Selv om der tit dukker andre end medlemmerne op, slider det ikke meget på kirkebænkene. For den lille menighed vil ”refleksen” ofte være at bruge kræfterne i fællesskabet i stedet for udenfor fællesskabet. Men ikke i Holstebro!

Hanna fortæller: ”Vi havde en samtale om, at vi skulle gøre noget ude i byen. Og i den snak kommer vi så ind på, at det kunne være noget for de unge om natten, så de ikke falder i åen!” Latteren breder sig rundt om bordet og Leif fortsætter: ”Det er rigtigt! For jeg har altid ment, at vi skulle gå ud ad døren i stedet for kun at gå ind ad den!”

Allan griber tråden: ”Du vil gerne være konkret. Og da Kirke Care henvender sig, er du allerede klar og så får du trukket os andre med! Vi kan sætte alt muligt i gang, men hvad er sandsynligheden for succes? Så hellere hjælpe der, hvor der allerede sker noget. ”

Holstebro Baptistkirke (Foto: Henrik Andersen)

Fredag aften i gågaden

Det er fredag aften i Holstebro. Festen har allerede været i gang et stykke tid på barerne og diskotekerne i gågaderne omkring Nørregade og Store Torv. For nogle er festen allerede ved at være forbi: Lidt for meget alkohol, en tabt telefon eller kærestesorger. Ude på gaden er der hjælp at hente fra Kirke Care. Et team på tre voksne med et karakteristisk logo på ryggen.

”Vi er fire fra kirken med i Kirke Care. Vi evangeliserer ikke, men møder de unge med omsorg og kærlighed. Der står jo Kirke Care på vores tøj, så det er tit de unge gerne vil tale om tro, eller bare fortælle os, at de kan både fadervor og trosbekendelsen” forklarer Leif, ”Det er rigtig godt at være med i udadvendt arbejde som menighed.”

Menigheden i kirken for enden af villavejen venter ikke på at blive fundet. Den går ud og møder mennesker.

Når frikirke og folkekirke bygger sammen

Samtalen om Kirke Care fører naturligt videre, da Hanna siger: ”Vi møder jo også mange fra de andre kirker gennem Kirke Care…”. Allan er hurtig til at samle tråden op: ”Det er virkelig en del af vores tværkirkelige fællesskab her i Holstebro: Vi går sammen og taler sammen med folk fra andre kirker. Det danner bånd, skaber netværk og bryder barrierer ned.”

”Det er en gave, Gud har givet os! Vi søgte det og det kom til os,” siger Hanna, ”på sådan en iskold nat kan man nå at få mange gode snakke med de andre!”

Rundt om bordet fremhæver alle tre det tværkirkelige samarbejde. Ikke kun fordi baptisterne får ros for at stille med ti procent af menigheden til Kirke Care, men fordi samarbejdet med andre styrker sammenholdet indadtil. Når kirken ikke kun er en adresse for enden af villavejen, men lever i hele byen, er det nemmere at samle energi. Der er oplevelser om tro og fællesskab, der kan deles, når ordet er frit til søndagsgudstjenesten.

Læs mere om Holstebro Baptistkirke:

På web: https://holstebrobaptistkirke.dk/
På Facebook: https://www.facebook.com/profile.php?id=100070428941705#
Om Kirke Care på landsplan: https://www.kirkecare.dk/
– og lokalt: https://www.facebook.com/kirkecareholstebro

Det virker – men det fylder ikke kirkebænkene

Der bliver en smule stille, da Hanna, Leif og Allan reflekterer over, at den udadvendte indsats ikke får flere til at søge baptistkirken.

”Måske er vi kommet til at acceptere, at vi er en husmenighed, hvor vi tager os af hinanden. Selv om vi gerne vil være mange flere,” reflekterer Hanna, ”For vi er jo heller ikke en stærk menighed, hvis man kan udtrykke det sådan. Vi har mange gode værdier, vi har mange gode kræfter, men vi har også mange, der internt bruger meget energi på samtaler med hinanden. Der er mange, der kæmper.”

Der er enighed om, at det tætte og nære liv i den lille menighed gør det nemmere at tage fat i hinanden og invitere hinanden med ud og opleve fællesskabet med andre kirker.

Holstebro Baptistkirke (Foto: Henrik Andersen)

Tæt på hinanden – og derfor sårbare

Samtalen fortsætter om det tætte fællesskab. Man tager sig af hinanden, hjælper hinanden med stort og småt. Sikkert også noget, som fællesskabet slet ikke hører om. Men især en ting kan give udfordringer, fortæller Leif:
”Det er svært at tage de alvorlige snakke, fordi vi kender hinanden så godt. Det er svært at sige noget negativt, og det er en kæmpe udfordring i den lille menighed. Det bliver meget hurtigt personligt.”

”Der skal ikke meget til, før man får hjertebanken,” fortsætter Allan, ”det er jo ikke en fjern relation, der sidder ved siden af. Det er faktisk en, jeg gerne vil være sammen med.”

På spørgsmålet om, hvordan menigheden håndterer konflikterne, er der ikke meget tvivl i svarene. Allan samler op med et smil: ”Der er ikke noget, der er for stort eller for småt – det skal bedes væk!”

De vildeste drømme: Café i midtbyen!

Det tager lige et øjeblik og kræver en smule tilløb før Leif tør præsentere sin vildeste drøm for menighedens fremtid:
”Det er simpelthen, at vi skal… af med det her sted og så skal vi ned og bo midt i byen.”

Hanna falder ind: ”Så skal vi jo have den der lille café, der har åbent lørdag formiddag.”

Der er enighed om, at udfordringen ved de vilde fremtidsdrømme ikke er om menigheden har lyst til at drømme med. Men om menigheden har ressourcer til at realisere drømmene. Ligesom i mange andre frivillige fællesskaber er det svært at finde frivillige nok til at drive fællesskabet. Når driften også omfatter en ældre bygning med utæt tag, er det ofte ”Tordenskjolds soldater”, der møder op.

Leif peger på, at der en drøm, der overskygger alle andre:
”Den vigtigste drøm er nok at finde nogle, vi kan give stafetten videre til. Så tror jeg, at dem, der kommer, vil drømme nye drømme.”

”Grunden er gratis her. Kirken er betalt. Men hvad vil kommunen forlange, hvis vi flytter?…” (Foto: Henrik Andersen)

En betalt kirke på gratis grund

Store og vilde drømme kan også komme med en pris, hvis de skal realiseres.

”Grunden er gratis her. Kirken er betalt. Men hvad vil kommunen forlange, hvis vi flytter? Skal vi vælte huset, så vi efterlader en bar grund? For mig er det sådan noget, det handler om,” siger Hanna.

De andre er enige. Der er udfordringer ved at drømme vildt og stort. Og flere udfordringer ved at realisere drømmen. Samtalen vender tilbage til omdrejningspunktet: den lille menighed, da Allan siger: ”Det ville også kræve lidt flere hænder at drive kirke i midtbyen…”

Det lille fællesskab giver mulighed for at være kirke tæt på menneskers hverdag. Men det er også de vilde drømmes begrænsning.

En levende menighed

I BaptistKirken har vi lukket små menigheder, fordi livet langsomt er ebbet ud. I Holstebro er der et livgivende bønsfællesskab i den lille menighed. Når de ikke beder, går de ud ad døren og møder verden i fællesskab med andre kirker.

De giver sig selv lov til at drømme vilde drømme. Krattet på Google Streetview får ikke lov til at blive det sidste billede: De drømmer om at flytte kirken for enden af villavejen til livet i midtbyen.

Relateret

• 13. sep. 2026 - Børn med værdighed
• 29. aug. 2026 - “Vi deler liv med hinanden”
• 24. aug. 2026 - Det nye ungdomsoprør: Faste holdepunkter i en flydende verden
• 15. aug. 2026 - Vil du læse Bibelen på to år – tag med på Bibelstien!
• 13. aug. 2026 - Deltag i online informationsmøder om forslag til Landskonferencen

Find flere

Min digitale postkasse udstøder endnu et suk. En regning? Eller bare en reklame?

Nej, denne gang er der Nyhedsbrev fra ”Verdens Bedste Nyheder” – et utroligt nyhedsmedie, der kun fortæller om fremskridt og løsninger på klodens største udfordringer. Denne mandag får jeg historien om Dara på Vestbredden, der sender dadler til Danmark og en beretning om firhjulstrækkere, der kører kondomer og p-piller langt ud på landet i Tanzania.

Med ”Verdens Bedste Nyheder” indfinder håbet sig på en mandag.

Håbet – en mærkelig størrelse, der er i familie med forventninger og fætter til drømme og længsler.
Håbet – der er grundlag for alle store forandringer i vores liv.
Håbet – der får fællesskaber til at fungere, vokse og skabe liv.
Håbet – der aldrig fuldt ud bliver til virkelighed.
Håbet – som vi ikke kan leve uden.

Nogle gange får håbet os til at handle, andre gange kan vi ikke andet end at håbe. ”Verdens Bedste Nyheder” rammer min indbakke med historier om håb, der bliver til handling.

Da jeg har læst om Daras dadler, glæder jeg mig over, at mit liv både rummer et håb for denne verden og et håb om en ny himmel og en ny jord.

Og jeg så en ny himmel og en ny jord.
For den første himmel og den første jord forsvandt,
og havet findes ikke mere.

Og den hellige by, det ny Jerusalem,
så jeg komme ned fra himlen fra Gud,
rede som en brud, der er smykket for sin brudgom.
Og jeg hørte en høj røst fra tronen sige:

Nu er Guds bolig hos menneskene,
han vil bo hos dem,
og de skal være hans folk,
og Gud vil selv være hos dem.

 Han vil tørre hver tåre af deres øjne,
og døden skal ikke være mere,
ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere.
Thi det, der var før, er forsvundet.

(Johannes Åbenbaring, kapitel 21, vers 1 til 4)

Relateret

• 24. aug. 2026 - Det nye ungdomsoprør: Faste holdepunkter i en flydende verden
• 25. jul. 2026 - Hvad kan kirken lære af nye troende?
• 09. jul. 2026 - Helt almindelige mennesker
• 09. jul. 2026 - Gud gav Kyle en drøm
• 09. jul. 2026 - Livsforvandling gennem bibellæsning

Find flere

Lyt til artiklen:

Ved en fejl er Emil Bredahl Lavsens navn skrevet forkert i portrættet, der er trykt i baptist.dk nr. 3, 2025. Lydfilen indeholder ligeledes det forkerte navn. Redaktionen beklager meget!

Emil Bredahl Lavsen er 40 år, har boet og stiftet familie i Korea, hvor han tog en bachelor og master i teologi, og han er nu trods anden kirkebaggrund blevet præst i Kristuskirken på Nørrebro i København.

Alvorlige sygdomsforløb

Efterskole, uddannelse til social- og sundhedshjælper og rejsen til Korea kom til at forme ham. Sygdommene fyldte meget, men Preben Kochs bog: ”Skæld ud på Gud” gav ham nye indsigter, og Emil forstod, at det var ok at være ked af det og være vred på Gud: ”Egentlig troede jeg, at kristendommen var en performance, at man skulle være en bestemt person. Men da jeg opdagede, at det ikke var sådan, oplevede jeg en enorm frihed. Glæden kom til at fylde, og det er ikke længere traumatisk at tænke tilbage.”

Korea – Danmark

Emil Lavsen kommer fra en ikkekirkelig diskussionslysten glad familie. Det har givet ham en fantastisk ballast, og den bekymring, forældrene bar, da Emil var så engageret i pinsekirken i Korea, er nu forsvundet: ”Alle forældre ønsker jo bare, at deres børn har det godt, og de kan se, at min familie og jeg er glade, at kirken er sund, og det er et godt sted at være.”

Fra en begyndelse i en metodistkirke i Korea, kom Emil til en kæmpestor pinsekirke, hvor han sammen med sine venner følte sig hjemme: ”Der skete altid noget – jeg elskede det, og det blev min familie.”  Emil var med til at udvikle menigheden, ”og det begejstrer jo”, og sprogstudierne blev konverteret til teologistudier. Undervejs blev han flydende på koreansk, og Emil arbejdede under studiet som gadepræst og som konsulent for danske firmaer, der ville etablere sig i Korea.

Emil fandt Yu-min Seo og blev gift med hende, da han afsluttede sin master. Efter studiet blev han en del af det pastorale team og var med til at etablere den udenlandske afdeling. Men det fik desværre en ende, da coronaen kom: ”Det var den hårdeste periode i mit liv. Forestil dig 55 millioner mennesker, som er totalt pressede. Alt lukkede ned, og en lukket kirke betød intet arbejde, ingen indtægt og ingen muligheder. Vi besluttede at flytte til Danmark for at komme væk fra det kaos, der herskede.”

Det var den hårdeste periode i mit liv. Forestil dig 55 millioner mennesker, som er totalt pressede.

I Korsør forsørgede Emil familien som lærervikar, som SOSU-hjælper og med en kvarttids ansættelse i Korsør Pinsekirke. Emil og Yu-min Suo, som er violinist, er gift på 13. år og har Lina på syv år, som er født i Korea, og Loa på fire år, der er født på Slagelse Sygehus.

Kristuskirken i København

Han er bevidst om, at han er på vandring og dermed også i en læreproces.

”Jeg elsker mennesker og dialogen”, er Emils hurtige svar på spørgsmålet om hans stærke sider. Han er bevidst om, at han er på vandring og dermed også i en læreproces. Vandringen involverer også menigheden, idet alt handler om, hvordan han og menigheden kommer fremad i forhold til drømmene og ambitionerne: ”Man må lytte, lære, indgå i relationerne og være ydmyg i forhold til, hvad Gud ønsker.”

Inden Emils ansættelse havde ledelsen været i en konstruktiv proces, og nu søger de sammen med Emil at finde Guds planer for menigheden. Der er en baptistisk historie, som ledelsen har stor respekt for og ønsker at tage ved lære af, og der er mange, der løfter forskellige opgaver: ”Ja, og så har Gud placeret denne kirke på dette fantastiske sted, fordi Han har en plan.”

Maduddeling, bibelundervisning, ungdoms- og seniorarbejde, børnekirke, og gospelkor med ca. 250 unge en gang om måneden er nye elementer, ligesom antallet af gudstjenester er øget til fire med to eftermiddagsgudstjenester.

Udfordring og styrke

Emil Lavsen har med sin uddannelse på et reformert universitet en traditionel tilgang til evangeliet: ”Det stimulerer mig og giver mig ro.” Emil arbejder på at blive mere organiseret, og han har mennesker omkring sig, der kan hjælpe og tale ind i hans liv: ”Det er godt for sådan en som mig, der har så meget energi og lyst til at deltage i alt, og det giver plads til, at jeg kan være mig selv og være hyrde.”

Menigheden kan se, at jeg ønsker at være med til at udvikle – ikke afvikle.

Emil bestræber sig på tilgængelighed og ægthed: ”Folk må gerne møde den trætte præst. Der er et behov for at møde det hele menneske, og jeg er meget taknemmelig for alle dem, der er med til at løfte de mange opgaver.” Emil har lige været på prædikantkursus, og oplever, at ”menigheden kan se, at jeg ønsker at være med til at udvikle – ikke afvikle. Vi ønsker at se fremad, og kun Gud kender vejen.”

Mange drømme

Emil har tidligere udtrykt sig om at turde tage ubehagelige beslutninger, og beskriver, at det handler om at turde stå ved, hvad Gud har lagt på ens hjerte: ”Her er en ledelse, der har respekt for hinanden, og en menighed, der slutter op om menighedsrådet. Det er vigtigt at kunne elske hinanden trods forskelligheder. I Kristuskirken formår man, som i politik, hvor Emil også er involveret, at kunne debattere trods forskelligheder, og man respekterer og accepterer de beslutninger, der i fællesskab bliver taget.”

Det er vigtigt at kunne elske hinanden trods forskelligheder.

Der er mange drømme for Kristuskirken, og Emil Lavsen ønsker at virkeliggøre sit kald til at gøre Kristuskirken til et sted, hvor mange mennesker ønsker at være. ”Historien æres, der er præstenetværk, sparringspartnere, aktive menighedsmedlemmer, og ”mange, der har investeret i os og beder for os”.” Og han tror, det bliver godt, trods de op- og nedture livet nu engang giver.

Relateret

• 13. maj. 2026 - Fra mangel til muligheder
• 15. mar. 2026 - I Holstebro kan du møde baptisterne fredag nat i gågaden!
• 12. feb. 2026 - Nyheder, der bringer håb på en mandag
• 13. jan. 2026 - En overvældende afsked
• 14. nov. 2025 - Et fyrtårn, der lyste – Per Nørgaard til minde

Find flere

Artiklen findes også som lydfil – lyt med her:

Det er en pjaskvåd og vintermørk november-eftermiddag i Sæby. Der er ikke meget optimisme i vejret. Det er der til gengæld indenfor hos Frikirken i Sæby på Sæbygårdvej, hvor præsten, Hans Thomsen, Lars Villadsen, medlem af ledelsen, og Maria Bentsen, nyansat børne- og ungdomsmedarbejder, byder på frisklavet kaffe. Der er latter og indforstået humor, da Hans med et grin hævder at være hukommelsen i selskabet. De to andre er ikke helt enige i, at det er tilfældet.

Frikirken i Sæby er etableret efter delingen af Sæby Baptistmenighed medio 2022. Frikirken i Sæby blev optaget i Baptistkirken i Danmark på Landskonference 1 på Lindenborg i 2022.

Drømme

Frikirken i Sæby, ”… eller bare Frikirken”, som Lars siger, er en ny baptistkirke (se info-boks). Her er plads til at drømme om fremtiden. Den gode stemning stiger en smule, da de tre bliver opfordret til at fortælle om deres drømme for Frikirkens fremtid.

“Vi er en kirke, der vil Sæby. En kirke, hvor vi ikke er bange for at invitere nye med. Vi er også en kirke, der gerne vil vokse. Vi vil gerne vokse hurtigt – ikke for vores egen skyld, men for at ære Jesus. Og vi vil arbejde med vores gudstjenester, så de er nutidige og tiltrækker mennesker,” fortæller Hans Thomsen.

Jeg drømmer om, at alt det vi har bedt om, engang vil lykkes.

Der er knap nok en pause, før Lars Villadsen fortsætter:
“Jeg drømmer om, at alt det vi har bedt om, engang vil lykkes. Vi har kun været i gang et år og vi har været meget igennem, men jeg tror, Gud har haft en mening med det hele. Vi har bedt om at komme i gang med børne- og ungdomsarbejde og så dukker Maria op. Vi har bedt om, at lovsangen skulle styrkes og nu kan vi ansætte Michael Nielsen som lovsangsleder til at hjælpe med det. Vi kan se, at der kommer rigtig mange fremmede, når vi inviterer til lovsangsgudstjeneste. Jeg er overbevist om, at vi kan nå Sæby på den måde, vi arbejder.”

Maria Bentsen skal lige tænke over ordene, men så kommer de – hurtigt og præcist:
”Vi drømmer alle om at være en relevant kirke, der rækker ud til mennesker. Jeg tror, at Gud ønsker at genoprette sin kirke. Kirken har i mange år været i knæ. Hvis kirken vågner op og hvis kirken iklæder sig Kristus, så har vi en stemme i samfundet.”

Maria Bentsen (Foto: Frikirken i Sæby / Facebook)

Oplever vækst

Den 2. oktober 2023 begyndte Maria Bentsen som børne- og ungdomsmedarbejder. Stillingen er etableret i samarbejde med Baptisternes Børne- og Ungdomsforbund, der støtter økonomisk. Den 1. november tog menigheden endnu et skridt i tro på fremtiden, da man ansatte Michael Nielsen som musikmedarbejder til at lede lovsangen.

Maria fortæller om sine overvejelser i forbindelse med ansættelsen:
”Jeg drømmer om at få lov til at opleve, at Gud fornyer os. Jeg tror, det er min opgave at skubbe på udviklingen. Men nogle gange skal det bare starte med, at kirken bliver levende. Første gang jeg sneg mig ind på bageste række i Frikirken, oplevede jeg virkelig, at Gud var til stede: Det kan godt være, at teknikken og lyden ikke var perfekt: Der var måske også andre ting, der ikke var perfekte, men Guds ånd var her!”

Undervisning på menighedsweekenden (Foto: Frikirken i Sæby / Facebook)

Hvem er medlem?

Hvor mange medlemmer er der i Frikirken? Et ligetil spørgsmål, der udløser en kollektiv reaktion: Alle tre er enige om, at fællesskabet er større end medlemsstatistikken. Og menigheden er dem, der deltager. Lars fortæller, at menigheden har 35 medlemmer, men fællesskabet er noget større: Lige nu tæller det omkring 50.

Hans protesterer en smule over begrebet menighed: Han synes, at det signalerer lukkethed – en begrænsning. ”Kirke” er meget bedre: Kirke er noget større, noget for alle.

Hans fortæller, at det er vigtigt, at alle føler sig lige meget værd, når de kommer i kirken. Medlemskab er en praktisk foranstaltning. Alle, der deltager i kirkens liv, er kirken.

Frikirken har også en drøm om at flytte til større lokaler. ”Du kan ikke drømme om vækst og så have nogle mure, der gør det umuligt,” lyder det fra Hans. Maria supplerer: ”Vi har brug for et hjem. Et sted, hvor vi kan udfolde os. Men det vigtigste er, at dem der kommer, føler sig hjemme. At de oplever at have et åndeligt fællesskab i netop de her rum.”

Lars har en meget nøgtern kommentar: ”Vi kan være 70 i kirkesalen. Den grænse skulle vi gerne snart sprænge. Og så har vi brug for noget nyt.”

Guds varme hænder

Frikirken i Sæby har engageret sig i julekurv.nu. Initiativet drives af pinsekirken Aalborg Citykirke i samarbejde 7 lokale kirker i Nordjylland. Der bliver uddelt julekurve i Aalborg, Støvring, Hjørring, Frederikshavn, Mariager, Thisted, Aars, Hirtshals og Sæby.

Det betyder meget for Frikirken, at være med, fortæller Hans Thomsen:
“Den dag, vi skal uddele julekurve, bliver vi måske 120 mennesker. Jeg vil så gerne, at vi kan gøre det til en festdag. Vi vil vise, at Frikirken er åben for alle og at alle er velkomne.”

Masser af aktivitet til Lego-byggeevent (Foto: Frikirken i Sæby / Facebook)

Maria fortæller, at Frikirken overvejer, hvordan den bliver ”Guds varme hænder” for børnefamilierne. Der er allerede gang i Messy Church, men man vil meget mere:
”Hvordan kan vi række ud til børnefamilierne? Hvordan får vi mor og far til at forstå, at vi er her for dem? Vi skal heller ikke glemme, at børnene er kirkens næste generation, så hvordan når vi dem?”

Maria peger også på, at mange af de kirker, der oplever vækst, har et omfattende diakonalt arbejde. ”Der er tale om et hårdt ”markarbejde”. Diakoni kræver en stor indsats, men det bærer helt sikkert også frugt, at engagere sig praktisk i menneskers liv.”

Vi skal turde

Mens vi hælder mere kaffe op, fortsætter samtalen om ”den mistede generation”: Mange menigheder har oplevet, at børnene af dem, der byggede kirken, er forsvundet ud af fællesskabet. Sådan er det også i Sæby. Der mangler en generation. Hans har et bud på en forklaring:
”Der er en ældre kvinde i byen, der kan fortælle om dengang, der kom 150 – 200 børn i søndagsskole. Når jeg spørger hende, hvor de blev af, svarer hun meget klart: ”Vi glemte at forkynde. Vi var bare en pasningsordning.””

Lars tager tråden op og fortæller om en slags berøringsangst, hvor man nemt bliver bange for menneskers reaktion på forkyndelsen om en levende Gud, og derfor holder igen på glæde og begejstring i kirken:
”Vi har været alt for bange for at fortælle, hvorfor vi er her, og hvordan Gud arbejder i os. Vi må ikke være bange for at fortælle om Kristus. Det er jo netop det, folk kommer ind for at høre. Vi skal turde fortælle. Ellers oplever vi ikke vækst.”

Lovsangskor- og band (Foto: Frikirken i Sæby / Facebook)

Maria supplerer:
”Det, jeg elsker Frikirken allermest for, er vores hjerte for at nå mennesker. Hvis jeg ikke havde oplevet det, var jeg nok ikke kommet hertil. Vi har virkelig et ønske om at nå mennesker.”

Deltagere i Frikirkens informationsmøder dukker ofte op igen til gudstjenesterne:
”Folk er ikke forskrækkede over at møde os. De er fuldstændig klar over, at de går ind i en kirke. Og de er begejstrede over, at der er liv, sang, musik og glade mennesker.”

En del af BaptistKirken

Lars fortæller, at Frikirken er en del af BaptistKirken, fordi man føler sig som baptister:
”Men vi tror også på en fremtid, hvor BaptistKirken bliver fornyet. Vi håber, den nye ledelse kommer med initiativer til fornyelse, for det er tiltrængt.”

Maria fortæller videre:
”Da jeg var barn, talte vi børn om ”baptristerne”. Jeg er blevet meget positivt overrasket over de mennesker, jeg har mødt både her i Sæby og fx også i Baptisternes Børne og Ungdomsforbund (BBU). Jeg har mødt en masse mennesker, der virkelig ønsker forandring. Når jeg taler med ungdomslederne, så ønsker de virkelig en vækst blandt de unge.”

Jeg har mødt en masse mennesker, der virkelig ønsker forandring. Når jeg taler med ungdomslederne, så ønsker de virkelig en vækst blandt de unge.

Diskussionen om fornyelse er vigtig. De tre ved bordet kommer vidt omkring. Fra lovsang til salmer, fra traditionel kirke til karismatisk fornyelse – meget bliver vendt. Lars slutter samtalen:
”Vi glæder os til at opleve fornyelsen.”

Afslutning

Kaffen er ved at være drukket. Nye møder venter i Frikirken. Der er blevet fortalt med engagement og begejstring. Alligevel lægger Lars og Hans ikke skjul på, at det har været hårdt arbejde at starte en ny kirke. Der er de mange spørgsmål, fx: Vi er både glade for salmer og lovsang: Men hvordan prioriterer vi? Og der er store spørgsmål som: Hvilken slags kirke, vil vi være?

Maria tager ordet til sidst:
”Alle dem, der er med i Frikirken i Sæby har truffet et aktivt valg om at være her. For mange har det været et svært valg. Men det er også en styrke, når der skal træffes svære valg. Vi har valgt at være sammen om Frikirken. Det gør det nemmere at acceptere forandringerne, selv om man skal gå på kompromis af og til.”

Relateret

• 27. aug. 2026 - Religionens rolle
• 24. aug. 2026 - Det nye ungdomsoprør: Faste holdepunkter i en flydende verden
• 12. aug. 2026 - Tacklet af Gud
• 05. aug. 2026 - Pinseunderet er, at Gud taler til os i forskellige sprog, som vi kan forstå
• 31. jul. 2026 - Velsignelse uden noder

Find flere