Lyt til artiklen:

Daniel Øhrstrøm har skrevet en let læst, men ikke letbenet bog om sygdom, tro og uventede velsignelser. Den hedder ”Det er om natten, man ser nordlys”.

Vi følger ham igennem godt tre års hospitalsindlæggelser og utallige operationer, op og nedture, frygten for at dø fra sine tre, nu fire børn og sin kone. Mest af alt er det en trosvandring med store velsignelser i mørket – større end det er de fleste forundt.

Daniel Øhrstrøm, 46, er journalist ved Kristeligt Dagblad, en elsket foredragsholder, musiker og sangskriver.

Forfatter Daniel Øhrstrøm (Foto: Pelle Rink / Bibelselskabet)

Han fortæller i bogen om flere store åndelige oplevelser midt i mørket. Bl.a. møder han Jesus i menneskers ansigter – og sin elskede afdøde farmor – i en MR-scanners klaustrofobiske indre. Møder, der blev til velsignelser, gav trøst og håb.

Fangekoret

Det mest bevægende afsnit i bogen handler om Louise Adrian, der var Fangekorets ”mor” i 30 år og som døde i 2024. Hun og Daniel var hinandens livsvidner – Louise fik kræft et halvt år efter Daniel blev syg, og de fulgte hinandens liv tæt. Hendes sidste hilsen til ham handlede om hans nyfødte datter, Gerda Rose, der er født med Downs syndrom. En hilsen han fik kun få dage før Louise døde.

Jesus-bønnen er gennemgående i bogen, fra allerførste side til den sidste. Bønnen, han begiver sig ind i narkosen med, hver gang han skal opereres, og for det meste vågner han med en salme i tankerne.

Jesusbønnen stifter Daniel netop bekendtskab med, da han følger Fangekoret i et halvt år for at skrive en bog om koret og Louise i 2012.

Han skriver: ”Livets dybeste mening er fællesskab. Vi fødes og dør alene, men vi lever sammen og har brug for hinanden. Fællesskab fordriver frygt, fordi næstekærlighed fordriver frygt. Uden kærlighed er vi intet. For alting er ingenting uden kærlighed.”

Netop Louise Adrian formåede at se de store kriminelle bamser som mennesker, der er elskede uanset deres fortid.

Bogens omslag (Bibelselskabet)

Daniel skriver: ”Vi kan hurtigt dømme hinanden og alt for mange lever livet som korrekturlæsere, der kun går op i at finde andres fejl. (…) Louise var en tingfinder efter det gode i dem, der allerede var blevet stemplet som onde.”

Slægtninge i troen

Daniel bor med sin familie på Bornholm, hvor han også prædiker i Baptistkirken Bornholm. Netop her sætter han pris på fællesskabet. ”Det er gode folk i den kirke. Et utroligt godt fællesskab, fordi de lever som slægtninge i troen. Det er der noget smukt i.”

Jeg fanger ham på telefonen i en pause på pastoralseminariet, hvor han læser lige for øjeblikket. Han håber på at blive præst.

”Jeg vil være med til at formidle Guds kærlighed, trøst og håb. Vi lever i en frygtsom tid. Der bliver talt om åndelig oprustning og samtidig nedlægger regeringen Store Bededag. I stedet er der brug for flere foldede hænder og hænder, der rækker ud.”

Guds spørgsmål

I bogen sætter han ord på de to spørgsmål, Gud stiller mennesker allerførst i Bibelen. Han spørger Adam, der netop har forrådt Gud: ”Hvor er du?” og Kain spørger Han, efter at Kain har slået sin bror Abel ihjel: ”Hvor er din bror?” Det er de spørgsmål, Gud også stiller os. Han søger fællesskab med os uanset og ønsker, at vi står i relation til hinanden.

Daniel siger: ”Vi skal søge tilbage i fællesskab med Gud og med hinanden. Der er mange ensomme mennesker og kirke handler om fællesskab, når vi er bedst.”

Om ”Det er om natten, man ser nordlys”.

Forfatter: Daniel Øhrstrøm
Sidetal: 198 sider
Indbinding: Softcover med flapper
Forlag: Bibelselskabets Forlag
Varenummer: 978-87-7232-338-1
Mål: 14 x 20 cm.

https://www.bibelselskabet.dk/Webshop

Terapi at skrive

Han fortæller, at det med at skrive er en måde at tænke på for ham. Det er nærmest terapeutisk. Allerede da han lå på intensiv afdeling på sygehuset i Rønne begyndte han at skrive om sin sygdom på Facebook.

”Jeg vidste jo ikke, om jeg overlevede. Jeg læste min egen journal: der var mistanke om leverkræft. Det var det ikke, men jeg fik en blodforgiftning efter en kikkertoperation, der i stedet afslørede en autoimmun sygdom. Og siden fik jeg konstateret kræft i både tolvfingertarmen og blindtarmen, så den blev fjernet. Men jeg troede først, det var en dødsdom. Egentlig var det derfor et eksistentielt testamente til mine børn, jeg skrev. Jeg skrev mine pointer ned, så børnene kunne bruge dem, hvis jeg ikke var der længere. En slags flaskepost.

På Facebook fik jeg mange hilsner fra folk, der kunne bruge det, jeg skrev. Så da jeg kunne, begyndte jeg at holde foredrag om livsmod under alvorlig sygdom, og om håbet om evigheden…”

Det var disse Facebook-skriverier, der blev basis for både bogen og foredragene rundt i Danmark.

Sygehus som kirke

En af hans pointer er glæden over det danske sygehusvæsen, hvor man ikke regnes efter status. Her er fattig og rig lige værdige, og der sendes en helikopter efter dem begge.

”Når vi går ind i sygehuset, er det som at gå ind i kirken. Vi hænger vores titler i våbenhuset, og tager ens tøj på. Jeg har bedt aftenbøn med mange medpatienter, både direktører og førtidspensionister.”

Udtrykket ”Det er om natten, man ser nordlys” fik han fra frikirkepræsten Poul Kirk, som er en anden af Daniels livslange venner.

Den seneste skanning fra februar viser, at han nu stadig er kræftfri. Og lige nu er han glad og taknemmelig over at gå på pastoralseminariet – selvom det betyder, at han igen er væk fra familien i lang tid. Han har efterhånden rig erfaring i at prædike, og dog vil hans udfordring som folkekirkepræst nok være, siger han, at han skal skrive sine prædikener ned.

”Normalt har jeg bare en disposition, ligesom et foredrag, hvor jeg taler mere frit. Men jeg skriver hver eneste dag. Det er min måde at tænke på.”

Og det har altså manifesteret sig i mere end 15 bøger om andre mennesker, mens den seneste altså handler om ham selv. Jeg var ved at skrive sidste. Det håber jeg ikke, det bliver!

Relateret

• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 13. maj. 2026 - Mens vi venter…
• 13. maj. 2026 - Hvad velsignelse betyder for mig
• 07. maj. 2026 - Kast nettet ud

Find flere

Det er længe siden, jeg læste bogen, men dens titel var et af de mange brudstykker, der kom frem i min erindring, da jeg en dag i november for et par år siden selv oplevede en ny tidsregning begynde. Det skete den dag, min datter kom til verden.

År nul

Få øjeblikke efter Lina blev født, lød ordene: ’Downs syndrom’. Vi havde ingen anelse om det på forhånd, og i de hektiske dage, der fulgte, oplevede jeg ikke blot et år nul, men nærmere en afgrund, hvor tid og sted forsvandt, og hvor det føltes, som om det liv, jeg kendte, smuldrede mellem mine hænder.

Linas diagnose var ikke et valg, men et vilkår, som både hun og vi skulle indrette os efter.

Læger, sygeplejersker, psykologer og socialrådgivere gav os information, og jo mere de fortalte, des mere syntes det liv, jeg kendte, at fortone sig. År nul. En ny tid. På alle måder.

Linas diagnose var ikke et valg, men et vilkår, som både hun og vi skulle indrette os efter. At finde ud af, hvad dette vilkår i virkeligheden betød, virkede uoverskueligt og umuligt i de første dage af hendes spæde liv.

Mere end en diagnose

Retten til at vælge og handle i mit eget liv ligger som et dybt fundament ikke kun hos mig, men vel hos de fleste mennesker – og måske særlig udpræget i min generation.

Linas liv er mere end en diagnose.

Som barn af 1980’erne er jeg vokset op i en tid, hvor mulighederne hele tiden bliver større, valgene flere og horisonten dybere. På godt og på ondt, naturligvis. Men at blive indrulleret i en verden, hvor handicap og udviklingshæmning pludselig var livets fortegn, var ikke noget, jeg havde tænkt som et muligt plot i min livsfortælling. Tværtimod føltes det, som om valgfriheden var væk og mulighedsrummet forsvundet.

Når et møde med læger og sygeplejersker sluttede, satte jeg mig ind til kuvøsen, hvor min datter lå. Og hver gang oplevede jeg en kløft imellem de kliniske ord og det nyfødte liv. Lina er født med Downs syndrom, men med tiden gled diagnoser og lægelatin mere og mere i baggrunden, for hendes liv er mere end en diagnose.

Særlige behov

At Lina har Downs, er ikke et valg hverken for hende eller os. Det er et vilkår, som vi skal leve med, og det er en fortælling, som vi skal indskrive i vores livshistorie. Hendes fødsel blev et år nul. Men nu lever vi både i år 2 og i år 2015. Tiden i og omkring os er ikke hørt op, muligheder og friheder er ikke forsvundet; de har bare ændret form.

Igennem Lina er vi blevet en del af en verden, der konstant søger at finde politisk rigtige ord for det normale og for det, der skiller sig ud. I det sprog er Lina et barn ’med særlige behov’, som er det udtryk, der bruges til at beskrive noget andet end det normale.

På mange områder er Linas liv anderledes end de flestes. Men på andre områder er det slet ikke så forskelligt endda. Ganske vist møder Lina flere specialtilbud, terapeuter og undersøgelser end de, der ikke har ’særlige behov’. Men bag ordene og behandlingerne ligger den samme ambition som for ethvert andet barn, nemlig at skabe rammerne for en god barndom og dermed fundamentet for et godt liv.

Når livet bli’r til, må det elskes

Når ordene ’Downs syndrom’ i de første dage kunne føles mere som en dom end som en diagnose, handlede det om en følelse af magtesløshed, men også om mit eget stereotype billede af det normale liv. Siden er jeg blevet mindet om ordene i en norsk Mariavise, hvor det lyder: ”Når livet blir til, må det elskes / og elskes fordi det er til. / Så vanskeligt er det at la’ det få rum / få rum til at bli’ hvad det vil.”

Vi vælger ikke livet, men vi vælger, hvordan vi giver livet rum til at udfolde sig.

Jeg er vokset op i en mulighedernes verden, men samtidig i en verden, hvor grænsen for det normale bliver stadig mere hårfin, og hvor det, der skiller sig ud fra mængden, kan vælges fra. I mit år nul lærte jeg, at valget ligger et helt andet sted. For vi vælger ikke livet, men vi vælger, hvordan vi giver livet rum til at udfolde sig.

Find flere