Jeg har tænkt på følgende spørgsmål: Hvad er egentlig vores kald som følgere af Jesus – og kaldet til vores tjeneste for Herren? Jeg har derfor læst om, da Jesus kalder de første disciple.

Jesus råbte ud til dem: “Kom med mig, så skal jeg gøre jer til menneskefiskere.”

Det syntes jeg er et helt fantastisk vers og ord – MENNESKEFISKERE. Vi er kaldet til at være menneskefiskere. Ikke med fordømmelse eller krav om perfektion – men med åbne hænder og åbne hjerter.

Vores opgave er ikke at sortere, dømme eller afgøre, hvem der ’passer ind’. Den opgave tilhører Gud! Vi må møde mennesker dér, hvor de er. Se dem. Lytte. Række ud. Invitere ind – indgå i relation med andre mennesker! For Guds kærlighed er ikke for de få – den er for alle slags mennesker, i alle livets situationer.

Nogle gange kan vi måske blive usikre: Gør vi det rigtigt? Siger vi det rigtige? Men måske handler det ikke om at gøre det perfekt, men mere om at være villige. Villige til at elske, selv når det er svært. Villige til at dele håb, selv når vi selv tvivler. Vi skal ikke bære ansvaret for resultatet. Vi skal bare kaste nettet – og stole på, at Gud gør resten.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 13. maj. 2026 - Mens vi venter…
• 29. apr. 2026 - Bøn i ventetiden
• 23. apr. 2026 - Hvad er sandheden?
• 16. apr. 2026 - Overbevisning
• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura

Find flere

Jeg tolker ikke Jesus’ ord – men vil dele den tanke: Forholder det sig altid sådan i den verden, vi lever i, og det, vi hører?

Hvad med Donald Trump? Fra hans mund lød der de mest horrible påstande og løgne i valgkampen og alligevel vandt han præsidentvalget klart. Endda med mange stemmer fra kristne.
Hvad med fodboldfans på stadion? Til tider hører jeg de mest forfærdelige råb som ”Ludersøn” og ”Du skal dø”.
Hvad med retorikken på Facebook?

Kan vi alene bedømme mennesker ud fra, hvad munden løber over med?  Nej, det er for enkelt. Alligevel bør vi være mere opmærksomme på vores retorik og hvad vi siger. Ja, øve os i at tale med hjertet og ikke lade munden løbe – også i samtale om menigheder og kirkesamfund!

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 29. apr. 2026 - Bøn i ventetiden
• 23. apr. 2026 - Hvad er sandheden?
• 16. apr. 2026 - Overbevisning
• 26. mar. 2026 - Valget – hvordan synes du selv…
• 19. mar. 2026 - Krig og fred

Find flere

”Når jeg for eksempel hører al den snak om vores kristne værdier, og hvordan politikerne har travlt med at bruge dem til at slå andre i hovedet med, så bliver jeg stadig oprørt. For talen om kristen identitet er ikke andet end proklamationer og tomme ord. I stedet for at skabe skel, bør man tænke over, at kristendom først og fremmest handler om at turde holde dom over sig selv.”

Kjeld Holm langer ud efter politikerne, og det er jeg ikke, men citatet ramte mig alligevel, for trangen til være selvgod og dømme andre er desværre en almenmenneskelig synd – en synd, Jesus advarer os imod. ”Døm ikke, for at I ikke selv skal dømmes. For den dom, I dømmer med, skal I selv dømmes med…”, og det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med.”

Vigtig påmindelse til politikerne og os alle – at turde holde dom over os selv, før vi dømmer andre.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 29. apr. 2026 - Bøn i ventetiden
• 23. apr. 2026 - Hvad er sandheden?
• 16. apr. 2026 - Overbevisning
• 26. mar. 2026 - Valget – hvordan synes du selv…
• 19. mar. 2026 - Krig og fred

Find flere

Sara Palmqvist Gaarn-Larsen:

• uddannet som lærer
• selvstændig foredragsholder og skribent i seksualitet og køn
• se også: letstalkaboutsex.dk

Kvinden og hendes forlovede var kristne og kom fast i en kirke. Nu var de kommet til at gå i seng med hinanden, og det havde hun det rigtig svært med. Hun var så fyldt af skam, at hun næsten ikke kunne være i sig selv.

Da hun fortalte mig det, var det tydeligt, at hun forventede en bestemt reaktion. Hun så mig ind i øjnene, afventende den dom, der ville bekræfte hendes skyld og skam. Men i stedet blev jeg ked af det på hendes vegne. Jeg syntes, det var synd for hende og hendes forlovede, at deres fælles seksualitet skulle begynde med skam. At det, som Gud havde givet dem begge som noget fantastisk smukt, nu var gået hen og blevet til noget, der skulle gemmes væk.

Skyld og skam

Deres situation er ikke unik. Mange kan nikke genkendende til at komme til at træde ved siden af, når det kommer til deres seksualitet. Det sker ikke kun gennem sex før ægteskabet. Afhængighed af porno, utroskab og urealistiske kropsidealer er også måder, hvor fristelsen tager over.

Aldrig har det været sværere at håndtere sin egen seksualitet med glæde.

Det er blevet en betingelse for det at være et seksuelt menneske, at skyld og skam er faste følgesvende. Aldrig har det været sværere at håndtere sin egen seksualitet med glæde, for fristelserne og højtråbende gudsforladte budskaber om det perfekte kropsideal står i kø for at få vores opmærksomhed.

Skabt med et køn

Seksualiteten er med til at skabe rammen for vores liv. Jeg er født som et bestemt køn. I det henstår en række fantastiske egenskaber, som er med til at berige mit og andres liv. Der ligger en stor skat i at kunne glæde sig over de ting, Gud har velsignet mig med i kraft af mit køn.

Ligeledes har Gud skabt os til at leve sammen som elskende, hvor kærligheden bekræftes, og hvor vi skaber liv. Familier eksisterer som et resultat af den seksuelle kærlighed, der opstår mellem mennesker. Der ligger en overflod af velsignelser og rigdomme i vores seksualitet. Men med velsignelsen følger også et ansvar.

Der ligger en overflod af velsignelser og rigdomme i vores seksualitet.

Den skrøbelige seksualitet

Seksualiteten er skrøbelig og går let i stykker. Det gør ondt, og skyldfølelsen er svær at bære rundt på. Derfor reagerer vi oftest på en af to måder. Den første er det, jeg omtalte i ovenfor med kvinden på caféen. Vi bliver så tynget af skyld og skam, at vi får lyst til at gemme os væk. Det er en almindelig reaktion på smerten af en brudt seksualitet.

Den anden reaktion er helt modsat. Man begynder at komme med argumenter for, hvorfor det er Guds ord, den er gal med: ’Gud har jo givet mig min seksualitet, og det giver mig ret til at nyde den’; ’Man kan jo ikke forvente, at jeg kan leve op til det’ og ’Det er gammeldags opfattelser, som ikke passer ind i dagens samfund’. Når den skamfyldte seksualitet bliver for svær at være i, skubber vi det væk ved at gå i forsvar på en måde, så vi ikke behøver skamme os. I værste fald vælger man at søge væk fra kirken, fordi det blot er en påmindelse om ens egen skyld. Her får synden lov til at skille os fra Gud.

En tredje mulighed

Men der findes en tredje mulighed, som tager sit udgangspunkt i tilgivelsen. Her vælger jeg at se min synd i øjnene ved at tage ansvar for den og lære af den. Gud ønsker ikke, at vi skal leve i skyld og skam, men ved at lægge det foran korset, får jeg en ny chance for at lære af mine fejl og samtidig blive mødt med tilgivelse. Gud er optaget af hjertet – ikke af synden. Han véd, hvad det gør ved os, når vores seksualitet rammes af skam. Men vi overfører vores egen fordømmelse på Gud. Hvorfor skulle han dog tilgive mig?

Det er svært for os at forstå omfanget af den kærlighed, Gud tilbyder os – særligt når vi synes, vi ikke fortjener den – men Paulus skriver: ”Jeg beder om, at I virkelig må kunne forstå Kristi kærlighed, der overgår menneskelig fatteevne, så I fuldt ud kan opleve alt det, Gud har til jer”[i]. Gud kan genoprette den brudte seksualitet, hvis vi giver ham lov. Ved at bede om tilgivelse for det, som jeg skammer mig over, sættes jeg fri til at nyde at være et seksuelt menneske. Men det kræver, at jeg også viser mig selv nåde.

Vi er vores egne værste dommere. Vi er gode til at holde fast i vores fejltagelser.

Vores egen værste dommer

Indimellem møder jeg mennesker, der synes at opleve, at Guds tilgivelse ikke har ændret noget for dem. At det ikke gjorde en forskel at bede over det, som de ønskede at blive tilgivet for. Men svaret er åbenlyst. Vi er vores egne værste dommere. Vi er gode til at holde fast i vores fejltagelser, og med tiden udvikler det sig til at blive en tung rygsæk fyldt med store sten af skam, som hæmmer vores liv.

Guds tilgivelse kan sætte os fri, men hvis man holder sig selv fanget, vil seksualiteten stadig lide under vores egne stramme regler, og dermed skabe en legeplads for skammen. Vi må nægte at lade skyld og skam overtage vores krop og identitet og i stedet tilgive os selv for det, når vi snubler over fristelserne. Gud kan give os styrken til denne tilgivelse. Derigennem kan han vise os de rigdomme, vores seksualitet rummer.

[1] Efeserbrevet kap. 3, vers 19 ifølge ’Bibelen på Hverdagsdansk’ 2009

Relateret

• 13. maj. 2026 - Hvad velsignelse betyder for mig
• 07. maj. 2026 - Kast nettet ud
• 07. apr. 2026 - Awake Worship II: Næsten 300 unge samlet til lovsangsfest i Herning
• 04. apr. 2026 - ”Vær ikke forfærdede”
• 19. mar. 2026 - Krig og fred

Find flere

Evangeliet skal aldrig bruges som et forstørrelsesglas til studium af andre menneskers liv, men derimod altid som et spejl, hvor man kan se sig selv og sit eget liv i evangeliets perspektiv.

Gud frelser os fra at tabe livet på gulvet. Vi skal blot tro på Guds kærlighed i Jesus Kristus og acceptere hans kærlighed som livets grundvilkår: Altså noget, der ikke afhænger af mig, og som jeg ikke kan ændre på.

Jesus understreger i en række lignelser, at vi skal bruge vores liv rigtigt, fordi vi ellers vil tabe livet på gulvet. Det er en understregning af, at jeg bør besinde mig på, om mit liv leves efter en målestok, der gør det muligt for mig at bestå, når jeg stilles ansigt til ansigt med den levende Gud.

Det er altså til hver en tid en kommentar til, hvordan jeg forvalter det faktum, at jeg er dåbs-begravet og dåbs-opstanden til et helt nyt liv[2], hvor virkeligheden er Guds, og hvor jeg blot skal leve ud af min dåbspagts nåde. I sikker forvisning om, at Gud har taget imod mig i sin nye virkelighed.

At vide sig sat under Guds vurdering er et vigtigt memento til måden at bruge livet på. Vores liv er en kostelig gave, så det skal leves fuldt ud. Vi skal gribe Guds kærlighed med ivrige hænder, suge til os af dens næring og dele rigeligt ud til alle, vi lever sammen med.

Og ingen anden end vor Herre Jesus Kristus skal vurdere resultatet. Ikke vores omgivelser og heldigvis heller ikke os selv. Det er kærlighedens Gud, der dømmer.

1 Se 1. Korintherbrev kap. 13, vers 12

2 Se Romerbrevet kap. 6, vers 3-11

Relateret

• 07. maj. 2026 - Kast nettet ud
• 22. dec. 2025 - Julen er hjerternes fest – men også der, hvor de bliver knust
• 15. okt. 2025 - Jordskælvskatastrofe i Myanmar – Baptistkirker bringer håb og hjælp
• 09. okt. 2025 - Vælg side – eller?
• 22. maj. 2025 - Fællesskab

Find flere

Asger Chr. Højlund, dr. theol. og professor på Menighedsfakultetet, belyser her det traditionelle lutherske syn på dom og frelse.

Det er nærliggende for mig at tage mit udgangspunkt i et af Folkekirkens bekendelsesskrifter, nemlig ’Den augsburgske bekendelse’. Her hedder det bl.a. i art. 17: ”De (dvs. vore menigheder) lærer ligeledes, at Kristus vil komme til syne ved verdens ende for at dømme, og at han vil opvække alle døde. De fromme og udvalgte vil han give evigt liv og bestandige glæder, men ugudelige mennesker og djævle vil han fordømme til at pines evigt uden ophør’.

Med art. 17 befinder vi os et godt stykke henne i bekendelsen. Den begynder med at sige noget om Gud, om mennesket som synder, om Kristus som frelser, om troen, gerningerne osv. Men til sidst kommer denne artikel om Kristi komme til dom. Det er ikke her, bekendelsen begynder. Men det hører med til grundlæggende kristendom.

Som skaber er Gud ikke ligeglad med, hvordan vi lever vores liv.

Bekendelsen henviser udelukkende til Bibelens ord og historie, som vi er en del af, og som vi i hver ny tid skal formes af. Men for at troen ikke skal udvikle sig væk fra sit udgangspunkt, har de kristne lige fra begyndelsen haft nogle pejlemærker. Dette er et af dem: Der kommer en dom, hvor vi vil møde Jesus som dommer. Og hvor han vil sætte et skel i menneskeheden, som rækker ind i evigheden.

Dommen

Den vigtigste basis for det har vi uden tvivl i Jesus’ egne ord. De står på ingen måde isoleret i Bibelen, men hænger nøje sammen med det, som Det gamle Testamente siger om Guds komme til dom i de sidste tider. Igen og igen taler Jesus om dagen, som skal komme som en tyv, om at have olie på lampen osv. Et af de kendteste steder er lignelsen om folkeslagene, der samles foran Menneskesønnens trone og skilles ad på basis af det, de har gjort ‘mod en af disse mine mindste brødre’[2]. Sådan taler også hans apostle: ’For vi skal alle fremstilles for Kristi domstol, for at enhver kan få igen for det, han har gjort her i livet, hvad enten det er godt eller ondt’[3]. Og sådan taler man i den tidligste oldkirke, hvor forkyndelsen om en kommende dom vakte de kraftigste reaktioner hos hedenske kristendomskritikere. Tanken om en kommende dom, for slet ikke at tale om en evig fortabelse, var for dem latterlig og meningsløs.

Hvorfor spiller dommen en sådan rolle? Kan den overhovedet forliges med det, vi ellers hører om Jesus og forbinder med den kristne tro, nemlig at Jesus åbenbarer Guds kærlighed? Hører det ikke til en forståelse, som der eventuelt er rester af i Bibelen, men som vi på basis af Bibelens hovedbudskab må dømme ude eller finde en anden tolkning af?

Gud bekymrer sig

Den Gud, som taler til os igennem Bibelen, er både skaber og frelser. Det argument brugte man allerede i oldkirken. Det kan med samme ret bruges i dag. Som skaber er Gud ikke ligeglad med, hvordan vi lever vores liv. Forventningen om, at Gud en dag vil holde dom, er ét langt vidnesbyrd om det. Gud vil føre sit skaberværk til ende. Han vil ikke lade det onde herske for evigt, men sætter allerede her i livet grænser for det – døden er en stadig påmindelse derom. Og en dag vil han gøre endelig op med det onde. Når den hedenske samtid opfattede de første kristnes tale om dom som latterlig, var det, fordi de ikke anså denne verdens tilfældigheder som noget, Gud nedlod sig til at tage sig af. Men en så åndelig gudsforståelse har vi netop ikke. Når mennesker i dag i mødet med lidelse og uretfærdighed spørger: ’Hvor er Gud?’, så er der et svar at give ud fra den bibelske åbenbaring: Gud vil en dag gøre op med denne verdens ondskab.

Gud vil en dag gøre op med denne verdens ondskab.

Problemet er bare, at det onde også er trængt ind i os mennesker. Derfor må Gud også dømme os. Det gælder ikke bare i enkelte forbryderiske ledere og deres medløbere. Ondskaben ligger latent i os alle – vi har bare så svært ved at se det. Derfor sendte Gud sin søn, for at opgøret med os mennesker kunne blive taget i ham, og der med ham kunne komme en ny begyndelse.

Det ophæver ikke dommen – Bibelen fremstiller jo netop Jesus som dommeren. Men det betyder, at der er en vej igennem dommen. En vej i kraft af det liv, han giver uden nogen fortjeneste fra vores side, med de frugter det sætter i mennesker.

Troen bliver ligegyldig

At sige, at der ikke findes nogen dom, eller at dommen er at forstå som en renselse, som i sidste instans vil føre til, at alle bliver frelst, er at gøre det bibelske budskab meningsløst. Hvis Guds kærlighed betyder, at fortabelsen er en umulighed, er det meningsløst, at hans Søn skulle dø. Så er troen på Jesus som vejen, sandheden og livet store ord uden indhold. Ud fra et luthersk perspektiv bliver betoningen af troens betydning og sakramenternes formidling af alt det, Jesus har gjort, meningsløs. Taknemligheden over Guds ufortjente gave forvandles til ret og selvfølgelighed. Talen om den kamp, der hører al tro til, mister også enhver mening. Livet bliver ulideligt let.

Det er det, som det bibelske billede i hele dets fylde – også med de gåder det rummer for os mennesker – er med til at hindre.

1 Markus-evangeliet kap. 9, vers 7

2  Matthæus-evangeliet kap. 25, vers 31-46

3 2. Korinther-brev kap. 5, vers 10

Relateret

• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 13. maj. 2026 - Mens vi venter…
• 13. maj. 2026 - Hvad velsignelse betyder for mig
• 07. maj. 2026 - Kast nettet ud
• 23. apr. 2026 - Hvad er sandheden?

Find flere