Lyt til artiklen:

I 1700-tallet nægtede flere forældre at lade deres nyfødte børn døbe, som loven krævede indenfor otte dage. Kongen befalede, at præsterne i København – hemmeligt – skulle finde ud af, hvor mange det drejede sig om. Der var ’snesevis af forældre’.

Simon og Maren Bølle

Blandt dem var Simon og Maren, der fra 1739 ledte en husgruppe. Han brød også loven på to andre punkter: Han holdt nadver og foretog en vielse. Det viser, at han ville skabe en ’fri kirke’, der intet fællesskab skulle have med den lutherske – ’frafaldne’ – kulturkirke.

Kongen udstedte tre love, der skulle styre det vakte lægfolk. Den første tillod, at dåben kunne udskydes seks uger. Blev loven overtrådt, skulle familierne rejse til fristaden Fredericia – eller landsforvises. Den anden påbød, at husmøderne skulle kontrolleres af præsterne. Den tredje handlede direkte om døbere: ’Reskriptet af 5. Marts 1745 mod Separatister og Anabaptister’.

Fra nu af måtte ingen ’bo og opholde sig her i landet, som er henfalden til den anabaptistiske vildfarelse og ikke vil lade sine børn døbe efter loven inden 8 dage, efter de er fødte’. Hvis døberne overtrådte loven, blev de forvist til fristæderne, hvortil ’de inden påske 1746 skal forføje sig’. Hvis de nægtede, ’hensættes de i tugthuset’.

Simon Bølle og den lille københavnske menigheds skæbne med ca. 20 deltagere fortaber sig i mørket.

Anniken og Søren Bølle

I Norge gik det anderledes med Søren Bølle og hans store menighed. Han blev teologisk kandidat i København i 1740. To år efter lod han sig døbe sammen med otte andre i Drammen, hvor de stiftede en døbermenighed. Hans tre brud på loven ligner til forveksling Simon Bølles.

Døbermenighedens ledere blev landsforviste som ’forførere og oprørere’.

Det førte til en forgæves ’omskoling’ i fængslet i Oslo. I 1743 døbte han 25 voksne i elven ved Drammen. En af de unge kvinder døde, og han begravede hende i haven. Følgerne blev himmelråbende. Menighedens ledere blev landsforviste som ’forførere og oprørere’, hvorpå de søgte ophold i fristæderne. De blev sejlet til Fredericia, hvorfra de blev forvist. Det samme skete i Frederiksstad: ’En mand førte os straks ud af byen og lod os gå, hvorhen vi selv kunne, fremmede og fattige’.

Beslutsomt rejste de til Drammen igen for at bringe menigheden til Altona på et skib, som de selv lejede. Listen over emigranter, som de afleverede i Drammen, talte 101 døbte og 27 børn – men nu nægtede bystyret dem at rejse.

Hvem var ’bøllerne’?

Med list adskilte myndighederne derpå menighedens medlemmer. De udviste syv ledere med familier, mens resten skulle forblive i Drammen, hvor ’de nok med tiden ved fornuftige læreres opbyggelige opførsel kan blive førte på den rette vej igen’. Døberne tog sagen i egen hånd.

Med list adskilte myndighederne nu menighedens medlemmer.

Midt om natten gik de fra Drammen ’vestpå for at sejle efter de andre’. To uger senere opholdt der sig 60 døbere i Altona, inkl. ’kvinder og børn’. Heller ikke her fik de fred. Efter endnu en vielse i menigheden påbød kong Christian VI alle baptister at forlade ’Fristaden’ (!).

Byens præsident ændrede kongens ordre efter døbernes ønske, hvis de ville fjerne alle særpræg: Langt skæg, rem om livet og deres hvide dragter. Deres ydre identitet blev dem berøvet. Menigheden gik efter 1744 i opløsning.

I 1747 gav kong Frederik V en lov, der ændrede Altonas status. Døberne fik indrømmelser, der gav dem nogle af de rettigheder, som brødrene Bølle havde kæmpet for at indføre i København og Drammen. Men da var det for sent. Nogle tog til Drammen, hvor de efter omskoling gik ind i statskirken. Andre flyttede rundt i Slesvig. Søren Bølle døde i Altona i 1780’erne, hvor ’nogle barmhjertige familier årligt gav ham noget bistand’.

Styrker fromhed riget?

Statsledere har ofte forsøgt at beholde magten ved at stække andres frihed – under dække af kristen fromhed. Sker det også i Europa i dag, hvor ’kristne lande’ forsøger at udøve sindelagskontrol? Kan åndsliv reguleres med tvang?

Relateret

• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 11. feb. 2026 - Når troen trues – Open Doors tjener forfulgte kristne
• 29. dec. 2025 - ’Never again’ – heller ikke i Danmark
• 04. okt. 2025 - Tro er ikke en privatsag – men et offentligt kald
• 21. jul. 2025 - Dogmer eller økonomisk vækst?

Find flere

Lyt til artiklen:

Her skildrer vi nogle af de første danske døberes kamp i en læresag blandt præster og i en håndfuld frie byer, der sikrede, at de anabaptistiske tanker aldrig helt forsvandt fra Danmark.

Odense-sagen 1551-54

Kirkeordinansen fra 1537 fortalte om, hvordan gudstjenesten skulle afholdes i kongerigerne Danmark og Norge samt i hertugdømmerne Slesvig og Holsten. Med Kirkeordinansen blev folkekirkepræster pålagt at prædike imod anabaptister én gang årligt – nemlig Skt. Hansaften.

Efter reformationen blev den nye lutherske kirkes grundlov beskrevet i Kirkeordinansen fra 1537. Men i Skt. Knuds Kloster i Odense lød bønnerne stadig som i den katolske tid. Det fik sognepræst Laurits Hellisen og lektor Christoffer Mikkelsen, begge teologer, til at se rødt. Fra prædikestolen kaldte de biskop Jørgen Sadolin for vranglærer.

Kirkens disciplinære maskineri reagerede prompte. Provsteretten fyrede begge teologer, men sagen voksede. Et tykt anklageskrift blev sendt til Christian III, der bad universitetets professorer undersøge, om de to kritikere var ’sværmere’ – datidens samlebetegnelse for alle, der rokkede ved dogmerne eller ved kirkens hierarki.

Hellisen og Mikkelsen stod fast, og de nægtede at trække deres kritik af biskop Sadolin tilbage. Først fik de en dødsdom for majestætsfornærmelse. Senere blev dommen mildnet til livsvarigt fængsel. I januar 1554 blev de begge fængslet for at stå fast på deres tro.

Senere kilder fortæller, at de lod Hellisens voksne søn døbe ved kongens slot i København for at provokere. Om den dåb styrkede sagen mod Hellisen og Mikkelsen er usikkert, men Christian III skrev i samme periode tre tekster imod anabaptister, så der har været røre i ’døberdammen’!

Da de to præster fra Odense lod den enes næsten voksne søn døbe ved stranden nær Københavns Slot, var det tydeligt at se, at dåben med stor sikkerhed ikke kun var en religiøs handling, men også en direkte provokation over for kongen.

At staten havde vundet, var tydeligt nok. Men idéerne levede videre sammen med historien om de to gejstlige fra Odense, der hellere ville miste friheden end gå på kompromis med deres tro.

Christian III skrev tre tekster imod anabaptister, så der har været røre i ’døberdammen’!

Fristæderne – når penge vejer tungere end dogmer

Efter Fremmedartiklerne fra 1569 blev enhver fremmed teolog forhørt ved ankomsten til riget: Hvad mener du om dåben og nadveren? Mens kongen holdt døberne ude, begyndte hertugerne i de slesvig-holstenske områder at lokke dem til. Begrundelsen var jordnær: skat, handel og vækst.

Mens kongen holdt døberne ude, begyndte hertugerne i de slesvig-holstenske områder at lokke dem til. Begrundelsen var jordnær: skat, handel og vækst.

Byen Altona blev det første vendepunkt. Allerede fra 1580 var døbere, calvinister[1] og andre ’sværmere’ tålt i byen. I begyndelsen af 1600-tallet gjorde grev Ernst af Schauenburg byen til handelsfristad. Det betød ingen told på varer, og ingen indblanding i samvittigheden, så længe de ikke lavede ballade. Friheden gjaldt ikke alle, men især de fredelige døbere og calvinister fra Nederlandene, som tidligere var blevet fordrevet, fik lov til at slå sig ned i byen. Få år senere blev der også plads til katolikker og jøder, og fra 1664 var der religions- og handelsfrihed i Altona.

Omkring 1621 grundlagde hertug Frederik III af Gottorp kanalbyen Friedrichstadt på marsken mellem Ejderen og Trenen. Han indskrev religionsfrihed direkte i byens identitet med Altona som forbillede. Til gengæld skulle indvandrerne, især remonstranter og enkelte mennonitter[2], investere kapital, holde handelen i gang og naturligvis betale skatter til hertugen. Det var en lille pris for at kunne udleve deres tro. I årene efter voksede antallet af fristæder, og i flere af dem blomstrede mennonitkirker i en periode. Enkelte steder i kongeriger stod en lille port altså på klem for døberne, men der skulle gå mange år, før de kunne leve frit.

Har vi lært noget siden da?

Når nye religiøse strømninger banker på i dag, spørger vi stadigvæk først: Hvilken uddannelse har de, og hvad bidrager de med til samfundet? Er vi blevet mere åbne, eller tager vi kun imod dem, der har de uddannelser, vi mangler, så vi sikrer vækst og velstand, mens vi skubber resten af de fremmede fra os?

[1] Calvinister: Reformerte kristne, der fremhæver Guds suveræne forudbestemmelse (prædestination) og et enketl gudstjenesteliv.

[2] Mennonitter: Anabaptister, der voksendøber og er kendt for pacifisme og et stærkt menighedsliv.
Remonstranter: Hollandsk modreaktion mod calvinismen; betoner menneskets frie vilje og frelse for alle.

Relateret

• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 11. feb. 2026 - Når troen trues – Open Doors tjener forfulgte kristne
• 29. dec. 2025 - ’Never again’ – heller ikke i Danmark
• 15. okt. 2025 - Desperat hetz mod døbere på pietismens tid
• 04. okt. 2025 - Tro er ikke en privatsag – men et offentligt kald

Find flere

Lyt til artiklen:

1500-tallets anabaptister krævede trosfrihed for alle. Det satte Europa på den anden ende. Bevægelsen fik aldrig fodfæste i Danmark på grund af forbud, censur og forfølgelse – en udvikling, der tog fart allerede i døbernes tidlige historie.

Religiøs tolerance

Frederik I tillod i begyndelsen af reformationen prædikanter at arbejde frit. Kongemagten beskyttede dem med værnebreve, som gav dem immunitet mod kirkelig censur. Det var nødvendigt, da kampen med den gamle katolske kirke og dens støtter var i fuld gang. Men den tolerance var ikke ubegrænset. Den gjaldt kun, så længe prædikanterne ikke skabte uro.

Men tolerancen var ikke ubegrænset. Den gjaldt kun, så længe prædikanterne ikke skabte uro.

Døberen Melchior Hoffman, der virkede i Danmark.

Den tyske anabaptist Melchior Hoffman var blandt dem, der fik beskyttelse, selvom han ikke var lutheraner. Frederik I havde hørt Hoffmans prædikener og var begejstret for dem. Derfor tillod kongen, at Hoffman blev præst i Slesvig. Men Hoffman var mere end en dygtig prædikant; han var en karismatisk skikkelse, der bragte reformatoriske døberidéer med sig.

Hans prædikener vakte opsigt, fordi han forkyndte nadveren symbolsk, i modsætning til den lutherske lære. Det blev for meget for de lokale autoriteter. I 1529 blev Hoffman indkaldt til en teologisk læresag i Flensborg. Under ledelse af den senere Christian III blev han dømt som kætter og forvist. Hans trykpresse blev konfiskeret, og hans tilhængere blev udvist.

Hans trykpresse blev konfiskeret, og hans tilhængere blev udvist.

Det blev et vendepunkt: Den kortvarige religiøse tolerance i Danmark var slut for dem, der stod udenfor den lutherske bevægelse. På få år gik Danmark fra at have en lovligt virkende præst med anabaptistiske tanker til udvisning.

Haderslev-artiklerne og forfølgelse

Christian III, der gjorde ‘danerne til lutheranere’ og forbød døberne at opholde sig i Danmark.

I 1528 fik den senere Christian III formuleret Haderslev-artiklerne. Artiklerne pålagde præsterne at bekæmpe ’sekter (&) falsk lære’. De nævnte ikke anabaptister direkte, men det stod klart, at enhver, der afviste barnedåben, ikke var velkommen. At lade sig gendøbe var at spotte Helligånden, og præsterne skulle aflægge dette præsteløfte: “Jeg N. sværger…, at jeg hverken åbenbart eller hemmeligt vil vedkende mig, forsvare eller lære nogen sætning af… gendøbernes… vildfarende lære…”.

Christian III’s magtovertagelse i 1536 cementerede den linje. Med Kirkeordinansen af 1537 blev lutherdommen statsreligion, og al afvigelse blev forbudt. Kort efter indførte kongen censur. Ingen bog måtte trykkes uden kongelig tilladelse, og skrifter, der afveg fra den lutherske lære, blev bandlyst.

Forvist, fængslet og henrettet

Tårnet af Sankt Lamberti-kirken i Münster i Nordtyskland. Efter døbernes ledere blev henrettet i 1535, blev deres lig hængt op i tårnet i de tre bure over uret. Da tårnet blev fornyet i 1887, blev burene erstattet med nye – og de hænger der stadig til skræk og advarsel.

I årene 1553-1555 udsendte Christian III forordninger imod anabaptisterne, der forbød dem at opholde sig i Danmark. Myndighederne blev instrueret om at afhøre alle fremmede om deres tro, og ingen måtte slå sig ned uden at bekræfte, at de forkastede deres tidligere anskuelser. Gendøbere blev forfulgt, og der blev indført forbud mod enhver forståelse og udførelse af sakramenter, der afveg fra den nye lutherske kongekirkes opfattelse.

Den danske forfølgelse var en del af en større europæisk tendens. Efter Münster-oprøret (1534-1535), hvor anabaptister kortvarigt tog magten i den tyske by Münster, blev anabaptister i hele Europa mødt med brutal undertrykkelse, herunder også i Danmark. Det endelige søm i kisten for døberne i Danmark blev Fremmedartiklerne, som Frederik II indførte i 1569. Hermed blev Christian III’s tanker stadfæstet: Anabaptister skulle forhøres ud fra 25 artikler inden for de første dage efter deres ankomst.

Døbernes reformation blev slået ned.

Døbernes reformation blev slået ned. Men deres idéer levede videre, og i løbet af de næste 300 år kom flere bølger af døbere, som magthaverne igen måtte forholde sig til. På samme måde som det danske samfund i dag hele tiden skal forholde sig til nye religiøse strømninger og tendenser. Spørgsmålet er, om vi er blevet klogere, eller om vi fortsat har vanskeligt ved at tolerere det, vi ikke kender?

Relateret

• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 11. feb. 2026 - Når troen trues – Open Doors tjener forfulgte kristne
• 29. dec. 2025 - ’Never again’ – heller ikke i Danmark
• 15. okt. 2025 - Desperat hetz mod døbere på pietismens tid
• 04. okt. 2025 - Tro er ikke en privatsag – men et offentligt kald

Find flere

Lyt til artiklen her:

Genstart1525 – markering af 500-året for døbere i Europa og Danmark
Hvorfor førte døbernes fremkomst i 1525 ikke til døbermenigheder i Danmark før 1839?
Det spørgsmål om danske døberes grumme skæbne vil vi belyse i fire artikler i 2025.

Døberbevægelsen opstod i Zürich i det nordlige Schweiz. Byens reformator hed Ulrich Zwingli. De første døbere mødtes fra 1519 i en studiegruppe, hvor Zwingli lærte dem at læse Bibelen på grundsprogene.

Det, der gik forud – samtaler om tro

I 1523 indledte Zwingli ’trossamtaler’ på byens rådhus med teologer fra Den katolske Kirke. Zwingli fremlagde 67 teser, hvor han skelnede mellem bibelsk sandhed og kætterier, som kirken senere vedtog. I 1524 kom barnedåben i centrum.

De, der blev døbere kort efter, hævdede, at ’barnedåben er en meningsløs, blasfemisk vederstyggelighed, i modstrid med hele Skriften’. De ville gøre troskab mod Ny Testamente til den eneste målestok for både tanke og handling – modsat Zwingli og byrådet, der bestemte den trosform, der skulle være tilladt i Zürich. Døberne skulle rette ind – eller forlade byen.

Det, der skete – dåb og flugt

Spredning fra byer, hvor anabaptisterne opstod. Udvalgte centre, hvor anabaptisterne levede. Områder med flere menigheder af anabaptister.

Døberne blev i Zürich! Her døbte de hinanden ved bestænkning med vand, mens de knælede, hvorpå de lovede hinanden troskab og dannede menighed efter de første kristnes forbillede. De havde nu forladt samtidens kirkemodel, hvor kirke og (by)stat skulle være én ubrydelig enhed på et givet geografisk område. De havde forkastet statens ret til at bestemme over alle borgere i religiøse spørgsmål. Kristen tro kræver frihed.[1]

Bruddet betød også, at døberne selv ville udbrede evangeliet. Det skulle ikke ske med politisk magt, men i kraft af deres ord og eksempel. Deres mission fandt sted i landsbyer nær Zürich, hvor flere hundrede blev døbt på få uger. Allerede her ses et omrids af de vilkår, der mødte døberne i flere århundreder: Hvor de forkyndte evangeliet, der blev modtaget ved personlig overbevisning og dåb, opstod der nye menigheder, som øvrigheden bekæmpede med magt. Døberne blev forvist, fængslet og i yderste konsekvens dødsdømt.

Det, de blev udsat for – nye love

Sidst på året 1525 blev de første døbere pågrebet nord for Zürich. De blev stillet for retten – anklaget for både oprør og vranglære – og dømt til fængsel i isolation på ubestemt tid. I marts 1526 lød dommen på fængsel på livstid. Samtidig indførte byrådet i Zürich en lov, der gjorde ’gendåb’ til en kriminel handling, der skulle straffes med døden.

Den første dødsdom blev udført i januar 1527, hvor døbernes leder blev druknet i Zürich. Af de ca. 800 døbte fra by og opland levede kun de færreste efter forfølgelsen i 1528. Året før lykkedes det dog ’nogle af Guds børn’ under flugt at fastholde døbernes teologi i et lejlighedsskrift – kendt som ’Bekendelsen fra Schleitheim’.[2]

Kejser Karl V bestemte i 1528, at alle døbere var fredløse og kunne henrettes.

Det, de blev til – kirke under jorden

Døbernes flugt tog til, da kejser Karl V i 1528 bestemte, at alle døbere var fredløse og kunne henrettes. Martin Luther protesterede ikke. Ved ’religionsfreden’ i 1555 blev det fastlagt, at alle kongens undersåtter skulle tro som kongen, og hvis nogle nægtede, skulle de have ret til at emigrere. Det sidste kom aldrig til at gælde de fredløse døbere. De blev et folk på flugt i Europa, hvor de slog sig ned på steder med størst frihed. Flere tusinde blev brændt, hængt eller druknet i Mellemeuropa inden 1555 – og det fortsatte.

Flere tusinde blev brændt, hængt eller druknet i Mellemeuropa inden 1555 – og det fortsatte.

Når katolikker opsøger deres rødder, tager de til Rom. Når lutheranere gør det, mødes de i Wittenberg. Reformerte tager til Zürich eller Geneve. Hvad gør vi som døbere? Vi må ty til ’naturens katedraler’, hvor de mødtes. Et af de steder, hvor Zürichs døbere tog tilflugt, var i ’Døberhulen’ ved Bäretswil. I den klippehule fejrede flere hundrede døbere, der var på flugt, ofte gudstjeneste. Et bevægende sted at besøge også i dag.

[1] Et af døbernes kirkekendetegn handlede om religionsfrihed for alle. Læs mere i denne artikel.

[2] Schleitheimbekendelsen kan læses her: https://baptistkirken.dk/wp-content/uploads/pdf/anabaptist.pdf. Læs også denne artikel.

Relateret

• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 11. feb. 2026 - Når troen trues – Open Doors tjener forfulgte kristne
• 29. dec. 2025 - ’Never again’ – heller ikke i Danmark
• 15. okt. 2025 - Desperat hetz mod døbere på pietismens tid
• 04. okt. 2025 - Tro er ikke en privatsag – men et offentligt kald

Find flere

Mødet med denne mindesten trækker stadig spor i mit liv. Modige mennesker handlede på deres tro og værdier. Gør vi stadig det?

Lersøparken var fuld af hundeluftere og motionsløbere, da jeg så ‘dåbsstenen’ første gang. Det var nytårsaftensdag 2013 og vi skulle have billeder af mindestenen til Baptistkirkens 175 års jubilæum. Jeg havde læst om den, men det satte uventet mange tanker i gang at stå lige foran den.

“Det har været koldt at gå ud i søen og skulle under vandet for at blive døbt!” tænkte jeg. Men det gjorde de, den lille flok mennesker, der blev de første danske baptister den 27. oktober for nu 180 år siden.

I 1839 var det også en ulovlig handling (!) og lederen, P. C. Mønster, blev fængslet 5 gange fra 1839-1845, i sammenlagt 2 år.

Jeg er fuld af respekt for, at de turde handle på deres overbevisning og således var med til at bane vej for religionsfrihed i Danmark med Grundloven i 1849. De var ganske almindelige mennesker, der handlede på deres tro på Gud – og tog konsekvenserne af deres handlinger.

“Til grin for andre” er måske den tanke, jeg tumlede mest med efter besøget. For det var jo også dét, de var, de første der en mørk morgen gik ud til søen. ”Døbere” eller “baptister” blev de kaldt i et forsøg på latterliggørelse.

I dag har de navne en anderledes klang – men har vi større tolerance over for mennesker, der er anderledes end os? Baptister verden over har altid kæmpet for bl.a. religionsfrihed – for alle – også dem, vi er dybt uenige med. Kan vi fejre og respektere vores baptistforfædre (og mødre) på bedre måde end ved fortsat at dele Guds kærlighed og evangeliet med andre mennesker?

Jeg har valgt det originale billede fra 2013 med graffiti og visne blade, for det minder mig om, at vi skal leve og omsætte vores tro i hverdagslivet.

I dag er dåbsstenen renset pænt – men de værdier, den minder om, er under forfald. Har vi trosfrihed for alle? Ser vi på alle mennesker med samme værdi, fordi vi alle er skabt i Guds billede?

Er du i nærheden af København, så besøg Lersøparken og se mindestenen for vores ’pionerer’ fra 1839. Tænk med taknemlighed over, hvor stor betydning deres mod og indsats fik for os som kristne i Danmark.

Her fortæller Bent Hylleberg om de første danske baptisters banebrydende kamp for religionsfrihed i Danmark.

Hvilke værdier er vi villige til at handle på i dag?
Inspirerer arven fra anabaptisterne stadig?
Læs “Døberbevægelsen i grundrids” fra side 9.

Relateret

• 20. jan. 2026 - 100 år i Afrika: BaptistKirken gør klar til 2028
• 10. jan. 2026 - Unge vælger dåb og kirke til: Et skifte, der går under radaren
• 29. dec. 2025 - ’Never again’ – heller ikke i Danmark
• 15. okt. 2025 - Desperat hetz mod døbere på pietismens tid
• 21. jul. 2025 - Dogmer eller økonomisk vækst?

Find flere