Lyt til artiklen:

På årets landskonference bad ledelsen om, at værdierne fra Synoden Genstart2025 blev godkendt som BaptistKirkens nye fælleserklæring. Begrundelsen var enkel: Ifølge vedtægterne skal vores arbejdsgrundlag fastlægges i en fælleserklæring, og den tidligere erklæring fra 2019 skulle fornyes. Under Genstart-processen var der ikke tid til at skrive en helt ny; derfor fik vi i 2024 en udsættelse. Nu er tiden kommet, og landskonferencen vedtog med stor majoritet at lade synodens værdier være vores fælles udgangspunkt de kommende år.

Landskonferencen vedtog med stor majoritet at lade synodens værdier være vores fælles udgangspunkt.

Oprydning i ’dokumentvrimmelen’

Mange pegede efter synoden på, at vi har mange tekster i omløb: forordet (præamblen) til vedtægterne, fælleserklæringen fra 2019, de otte teser – og nu værdierne. Det er paradoksalt for et kirkesamfund uden trosbekendelse, dogmer eller lærestole, at vi kan ende med at have for mange papirer at holde styr på. Ved at gøre synodens værdier til fælleserklæring tager vi et skridt mod klarhed og enkelhed.

Hvad betyder beslutningen?

Værdierne bliver vores arbejdsgrundlag. De sætter retningen for det, vi skal gøre sammen på tværs af forskelligheden, der er i vores kirke. BaptistKirken er ikke et holdningsfællesskab. Vi er et handlingsfællesskab. Vi behøver ikke mene det samme om alting, men vi vil sammen være i mission for og tro på Jesus Kristus.

Vejen frem: læring, samtaler og mission

Ud af værdierne fremlagde ledelsen en procesplan for BaptistKirken de følgende år. Som lovet på synoden, skal vi sætte fokus på begrebet inklusion ved en læredag, men vi stopper ikke der. Vi skal b.la. arbejde med følgende:

 1) Læredag om inklusion – 31. januar 2026, Korskirken i Herlev
Som lovet på synoden starter vi med begrebet inklusion. Vi lærte på synoden, at vi kan tale åbent om svære ting, det fortsætter vi med.

2) Læredage som tradition
I de næste år vil vi tage fat på teologiske kerneområder: frelsesforståelse, kirkeforståelse og bibelsyn. Vi ønsker trygge rum for ærlig samtale om det, der både forener og udfordrer os.

3) Inspirationsdøgn om fælles mission 24.-25. april 2026
Mission – ude i verden, i menigheden og hos den enkelte – er vores kald som en del af Guds kirke. Her samler vi menigheder til idéudveksling, sparring og konkrete skridt til inspirationsdøgn.

4) ’Fest og farver’ i nye former
Sommerstævnet ligger i dvale, men glæden lever! Vi drømmer om nye samlingspunkter, hvor troen fejres. Har I idéer? Menigheder og ildsjæle inviteres til at komme på banen.

5) Næste generation og nye menigheder
Vi vil forny fokus på at give evangeliet videre til børn og unge og – når Gud åbner døre – plante nye menigheder. Det er langsigtet arbejde; vi begynder nu og bygger tålmodigt.

Vi har brug for jer

Vi når ikke det hele på ét år. Derfor beder vi om input fra jer:

• Hvad oplever I i forhold til de initiativer, vi sætter i gang?
• Hvad savner I i vores fælles arbejde?

Del jeres erfaringer og ønsker med ledelsen, så justerer vi kursen sammen.

Først og sidst er det igen vigtigt at sige, at vi ikke skal være enige om alting. BaptistKirken i Danmark er ikke et holdningsfælleskab, men et handlingsfællesskab. Vi kan i vores livsanskuelser være uenige om mange ting, men vi er enige om samlet at være i mission for Jesus Kristus.

Relateret

• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 07. apr. 2026 - Awake Worship II: Næsten 300 unge samlet til lovsangsfest i Herning
• 19. mar. 2026 - “Lad de små børn komme til mig” – nyt håb for unge mødre i Rwanda
• 19. mar. 2026 - Krig og fred
• 15. mar. 2026 - I Holstebro kan du møde baptisterne fredag nat i gågaden!

Find flere

Lyt til artiklen her:

På Synoden i pinsen lovede ledelsen at udarbejde en procesplan. Et arbejdsredskab, der skal sikre, at værdiernes ord bliver til virkelighed.

”Vi skal undgå, at folk oplever, at Synoden var en spildt weekend med nogle ’fluffy’ ting, som aldrig bliver udmøntet,” siger BaptistKirkens generalsekretær Bodil Højbak Møller. Hun har stået for det forberedende arbejde med procesplanen i ledelsen. Et arbejde, der blev præsenteret på Landskonferencen i Esbjerg den 27. september. Ved samme lejlighed blev værdierne forankret i BaptistKirkens Fælleserklæring.

Proces efter synoden

– er overskriften på en artikel i magasinet baptist.dk, hvor generalsekretær Bodil Højbak Møller skriver, at “Kursen er sat på ledelsens kompas: vi vil rumme forskellighed i respekt!” Læs Bodils artikel og artiklen her på siden og bliv klogere på den fortsatte Genstart2025-proces.

Læs her: “Proces efter synoden”

Ikke alt er udfyldt – og det er med vilje

Procesplanen er udviklet i et helt almindeligt regneark – enkelt, men funktionelt.
”Jeg har kigget på forskellige værktøjer, jeg har ikke fundet noget bedre og nemmere at bruge end Excel,” fortæller Bodil med et smil.

Hvert indsatsområde – som fx inklusion, præstepakke og frelsesforståelse – har sin egen fane med konkrete initiativer og ansvarsområder.

Flere af felterne i planen står tomme. Det er helt bevidst, understreger Bodil:
”Vi mødtes og begyndte arbejdet med procesplanen før den nye ledelse blev valgt,” fortæller hun. ”Og så tænkte vi: Hvis vi nu siger, at vi allerede har planlagt de næste fem år, hvor fedt er det så at blive valgt og få at vide, at alle handlinger i procesplanen allerede er besluttet? Derfor har vi valgt at lade en del punkter stå åbne, så de nye i ledelsen får mulighed for at tage ejerskab.”

Bodil understreger, at de emner, som fyldte mest på forårets lederdage og i samtalen på Synoden, er prioriteret i procesplanen. Vi begynder med det, flest finder vigtigt.

På den måde bliver procesplanen ikke en færdig manual, men et arbejdsdokument, der inviterer både nuværende og nyvalgte ledelsesmedlemmer til at forme fremtiden sammen med frivillige fra menighederne.

Værdierne er fundamentet – ikke målet

Planen tager udgangspunkt i værdierne, men den handler ikke om værdierne i sig selv.

”Vores mål er ikke værdierne,” siger Bodil og fortsætter: ”Målet er, at vi som kirkesamfund hjælper hinanden til at være i mission – at vi oplever, at vi er stærkere i fællesskab, og at det hjælper os i vores forkyndelse, især til børn og unge.”

Hun tilføjer: ”Vi har prioriteret værdierne, fordi de er nødvendige for, at vi kan finde fælles fodslag. Men vi må ikke glemme, hvorfor vi gør det – nemlig for at styrke menighedernes liv og kald.”

En kirkefamilie med udfordringer

Bodil peger på, at den krise, vi taler om nu, er en krise, der begyndte længe før arbejdet med værdier og procesplan begyndte.  Den krise, der førte til, at ledelsen satte Genstart2025 i gang var meget konkret:

”Det lyder som en kliché: Men vi stod faktisk på en brændende platform,” siger Bodil. ”Vi oplevede at ældre menigheder lukkede, og vi manglede både børn, unge og præster. Så vi var nødt til at tage fat dér, hvor krisen var tydeligst.”

Fordi krisen var så tydelig på netop disse punkter, blev andre områder – som international mission og kommunikation – ikke prioriteret i første omgang.
”Vi syntes jo, det fungerede på de områder,” siger Bodil, ”Men jeg kan godt se, at det kan virke, som om vi ikke prioriterer dem. Det var bare, fordi det ikke var dér, de store problemer lå.”

En invitation til fælles engagement

Selv om procesplanen i første omgang er et internt redskab, håber ledelsen, at menighederne også vil tage den til sig.

”For mig er procesplanen både et orienteringspunkt – og et kald til handling for menighederne,” siger Bodil. ”Det handler om at give alle interesserede indblik i, hvad vi arbejder med, og hvad vi prioriterer i ledelsen. Og så håber jeg, at det kan ses, at de ting, der er bragt op på lederdagene, på Synoden og i den almindelige debat, faktisk bliver adresseret.”

Bodil håber, at menighederne ikke bare kigger på planen: De skal være med!
”Kirke er noget, vi er og gør sammen,” understreger hun. ”Vi kommer til at invitere folk med i arbejdsgrupper og udvalg. Og vi håber, at de, der brænder for noget bestemt, vil engagere sig. Det er sådan, vi bliver stærkere som fællesskab.”

Et fællesskab i bevægelse

For Bodil handler procesplanen ikke om at lægge kursen fast én gang for alle, men om at give retning.

”Når jeg ser på det, vi har lavet, så er det i virkeligheden en prioritering,” siger hun. ”Vi har sagt: Her er nogle kerneområder, som vi skal have givet en tilbagemelding på. Men det betyder ikke, at andet ikke er vigtigt. Det her er bare vores bud på, hvor vi begynder.”

Hun håber, at menighederne vil tage imod procesplanen som en åben invitation: ”Jeg håber, at procesplanen viser, at det menigheder og enkeltpersoner har bragt frem, bliver taget alvorligt. Og hvis der mangler noget, så skal vi tale om det. Det er jo sådan, vi sammen skaber kirke.”

Se eksempler fra procesplanen:

Procesplanen – en oversigt – Klik for at se større billede

Værdierne nummer et til tre – Klik for større billede

Værdierne nummer fire til syv – Klik for større billede

Relateret

• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 07. apr. 2026 - Awake Worship II: Næsten 300 unge samlet til lovsangsfest i Herning
• 19. mar. 2026 - “Lad de små børn komme til mig” – nyt håb for unge mødre i Rwanda
• 19. mar. 2026 - Krig og fred
• 15. mar. 2026 - I Holstebro kan du møde baptisterne fredag nat i gågaden!

Find flere

Lyt til artiklen:

Genstart2025 har åbnet mange samtaler! Måske for mange vil nogle sige… – i hvert fald har det givet anledning til mange samtaler og diskussioner i ledelsen, i præstekollegiet, i menighederne, i netværksgrupper og i hjemmene. Ledelsen ønskede at involvere alle i vores kirke i en samtale om, hvordan vi som fællesskab bedst understøtter mission i og ud fra de lokale menigheder, så børn og unge og voksne må lære Jesus at kende og blive mødt af ham og hans kærlighed og blive mødt af et varmt og indbydende fællesskab.

Mange synspunkter

Mange har bekræftet fællesskabet og ønsket om at være i fælles mission.

Samtalen er stukket af i alle retninger, og mange synspunkter og meninger er kommet frem. Mange har bekræftet fællesskabet og ønsket om at være i fælles mission, mens andre har mindet os om forskellene og de forskellige udtryk, som er i Baptistkirken i Danmark. Det har affødt mange samtaler på kryds og på tværs, og særligt nogle få emner har fyldt uforholdsmæssigt meget i samtalen. For vores fællesskab og samarbejde er så meget mere end det.

Fire spor

Genstart2025 havde oprindelig fire spor. Det første spor handler om støtte og udvikling af menighedernes virke og mission. Det må være menighedernes primære opgave, og derfor også den primære opgave for vores fælles arbejde i BaptistKirken.

Det andet spor er udrustning af præster og lægfolk. Menighederne har brug for dygtige og engagerede lægfolk og præster. Det er for stor en opgave for den enkelte menighed selv at løfte den opgave. Her har vi i særdeleshed brug for hjælp fra fællesskabet.

Det tredje spor er trosformidling til børn og unge med tilhørende styrkelse af børne- og ungdomsarbejdet lokalt og nationalt. Det sidste spor er udvikling og tilpasning af BaptistKirkens organisation og struktur for at kunne understøtte vores visioner.

Der var nogle vigtige værdier, som vi skulle drøfte og nå til enighed om.

Alt dette har vi ikke glemt, selvom samtalen har drejet sig om meget andet. Når værdierne til Synoden ikke til fulde afspejlede de fire spor, skyldtes det, at ledelsen igennem de mange kritisk konstruktive tilbagemeldinger fra menighederne – med forskellig vægtlægning på kritik og konstruktivitet – oplevede, at der var nogle vigtige værdier, som vi skulle drøfte og nå til enighed om.

Opbakning til at fortsætte Genstart2025

Kærligheden og viljen til fællesskabet i Baptistkirken i Danmark stod tydeligst frem på Synoden – også selvom forskellene igen kom frem. Ledelsen og vores to mentorer oplevede en overvejende opbakning til Genstart2025 processen, hvor vi fortsætter med at have fokus på, hvordan vi i fællesskab bedst kan understøtte menighederne i deres lokale mission og virke, mens vi selvfølgelig også fortsætter vores internationale mission.

Ledelsen og vores to mentorer oplevede en overvejende opbakning til Genstart2025 processen.

Fornyet samarbejde i BaptistKirken

I samtalerne er forskellige fremtidsscenarier blevet præsenteret, men en enig ledelse har besluttet, at vi vil lede BaptistKirken i retning imod at være en kirke, hvor vi vil rumme forskellighed i respekt. For fællesskab uden respekt og tillid til dem, der er forskellige fra os selv, bliver en kampplads om magt og indflydelse.

En vigtig del af processen bliver at få genetableret tillid og respekt mellem menighederne. Vi håber på, at menighederne vil deltage i det med mindst samme engagement som i den foreløbige samtale. Genstart2025 er starten på et fornyet samarbejde i BaptistKirken.

På Landskonferencen den 27. september vil ledelsen fremlægge et forslag til en procesplan, som sikrer, at vi får talt om de teologiske udfordringer, vi som kirke står i, og får prioriteret det fremtidige arbejde med at udvikle og realisere de initiativer til mission, som vi drømmer om.

Relateret

• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 07. apr. 2026 - Awake Worship II: Næsten 300 unge samlet til lovsangsfest i Herning
• 19. mar. 2026 - “Lad de små børn komme til mig” – nyt håb for unge mødre i Rwanda
• 19. mar. 2026 - Krig og fred
• 15. mar. 2026 - I Holstebro kan du møde baptisterne fredag nat i gågaden!

Find flere

Jeg insisterer på samtalen og har behov for at bløde op, at forstå og række hånd ud til. Det firkantede og ufravigelige standpunkt strider mod alt, jeg står for. Ofte går stringente regler og holdninger ud over andre mennesker. De oplever måske en situation, hvor de har behov for imødekommenhed, eller fællesskabets vilje og evne til bøje reglerne i forsøget på at finde en mulighed. Måske er jeg dybest set bange, hvis det gik ud over mig og mine.

Mit ideal er Jesus, som jeg aldrig har opfattet som paragrafrytter – og slet ikke som dømmende. Det gør ondt i mig, når mennesker kommer i klemme og lider under andres dom eller manglende vilje til at byde dem velkommen i fællesskabet. Den såkaldt nye verdensorden, med hvad der kan opfattes som to diktatorer, skaber en ”vi og de andre” orden – måske endda for den enes vedkommende i Jesus’ navn.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 23. apr. 2026 - Hvad er sandheden?
• 16. apr. 2026 - Overbevisning
• 26. mar. 2026 - Valget – hvordan synes du selv…
• 19. mar. 2026 - Krig og fred
• 12. mar. 2026 - Fællesskab er vigtigt!

Find flere

Lyt til artiklen her:

Hver kirke har sine særlige eftertryk og i Genstart2025 finder vi inspiration og rettesnor i de traditionelle baptistiske kendetegn. Her er frihed, forpligtelse, kald og ansvar nøglebegreber. Alt er ikke til diskussion – selv om det kan virke sådan. Vi er ikke historie- og traditionsløse – og heller ikke frit svævende uden forpligtende relationer til andre.

Forpligtende relationer

Først og fremmest står vi i relation til vores Herre og frelser Jesus Kristus. Ham følger vi efter – eller det tilstræber vi i hvert fald – og vi beder om Helligåndens nærvær og vejledning i vores liv, menighedsliv og kirkeliv. Som personer står vi i relation til vores trossøskende i menigheden, som menigheder til fællesskabet i BaptistKirken og som kirkesamfund til vores nationale og internationale samarbejdspartnere.

Frihed og ansvar

Frihed er et baptistisk fællestræk. Tros- og åndsfrihed har været afgørende siden vores anabaptistiske rødder og baptismens begyndelse i Danmark. Ingen – hverken kongelig eller kirkelig – autoritet må bestemme over den enkeltes trosliv. Derfor må dåben være den enkeltes frie valg uden tvang fra hverken øvrighed eller kirke. Men friheden begrænser sig ikke hertil. Den enkelte har også frihed til at udleve sin tro efter sin overbevisning og samvittighed. Og friheden understreges i baptistisk tradition altid sammen med forpligtelse, kald og ansvar.

Friheden understreges i baptistisk tradition altid sammen med forpligtelse, kald og ansvar.

Den enkelte har forpligtelse og ansvar og kald til at leve sit liv efter Bibelen og i efterfølgelse af Jesus Kristus. Jesus er det levende guds-ord, og den enkelte har frihed til og ansvar for at tolke Bibelen i forhold til sin samvittighed under Helligåndens vejledning og inspiration.

Det er et flot princip og samtidig besværligt, for det giver rum for tolkningsforskelle. Det skinner igennem i Genstart2025-samtalerne. Men det er hverken en ny eller en særlig dansk udfordring. I 1989 skrev Baptisternes Verdensalliance: ”Der er en vigtig skelnen mellem Bibelens autoritet og autoriteten af min fortolkning af Bibelen. Nogle gange har folk forsøgt at sige, at deres fortolkning er den eneste gyldige, og de kan have ret, men da vi ikke er Gud, og den ultimative autoritet ligger hos Kristus, bør ingen forsøge at tvinge eller kræve en autoritet for sit eget syn.”[1]

”Bibelen er vores rettesnor for tro, liv og lære. Vi læser og tolker de bibelske skrifter i lyset af Jesus Kristus i bøn om, at det må ske under Helligåndens vejledning. Vi læser Bibelen individuelt og i fællesskab med ønske om at gøre dens budskab relevant i dag.” – Tese 2 i De otte teser, BaptistKirken 2023.

Må vi i vores samtaler i hjemmene, menighederne og i regionale/nationale samlinger huske, at vi har frihed, forpligtelse og ansvar til at leve efter og tolke Skriften med mulighed for forskellige tolkninger, men ingen kan kræve autoritet for sit eget syn.

Selvstændighed  og fællesskab

Paulus beskriver menigheden som en krop, der består af mange forskellige lemmer med hver sin funktion. I fællesskab udgør vi Kristus’ legeme. Lige så fremmed det er, at en hånd kan fungere uden forbindelse til resten af kroppen, lige så utænkeligt er det for Det Nye Testamente at være kristen udenfor menigheden! ”Vi bliver kristne hver for sig, men når vi tilhører Kristus, hører vi til hans krop. Det moderne forsøg på at have en privat tro på Kristus uden at tilhøre en kirke er fremmed for Det Nye Testamente.”[2]

Vores fælles baptistiske tradition har et stærkt fokus på individet uden at blive til individualisme, og stærkt fokus på fællesskab uden at blive til kollektivisme. Ved vores overgivelse og dåb til Kristus forpligter vi os sammen med de øvrige lemmer på legemet til at bruge vores gaver og evner i tjeneste for næsten i mission og diakoni. Det er vores kald og vores ansvar som efterfølgere af Kristus. Vi bevarer vores selvstændighed og mulighed for at træffe egne beslutninger, men samtidig er vi også en del af fællesskabet, hvor vi er sammen med andre, som forekommer os lige så forskellige fra os, som hånd er fra fod. Men dog er begge vigtige dele for kroppen.

Kongelig hjælp …

Kongen gav i sin nytårstale en opfordring, som tåler gentagelse for os baptister.

I de samtaler, der foregår netop nu – i samfundet såvel som i BaptistKirken – bliver det tydeligt, at det er svært at bevare fællesskabet i en tid, der er præget af stærk individualisme og polarisering. Kongen gav i sin nytårstale en opfordring, som tåler gentagelse for os baptister: ”Selv har jeg mange gange lånt en andens blik og fået øje på noget nyt. Det kan være udfordrende, men det er altid berigende, uanset om vi ser helt ens på tingene. Vi skal ikke lade uenighed holde os fra at udveksle opfattelser og holdninger. Det er i den udveksling, at vi får mulighed for at flytte os og nærme os hinanden. Vores held er, at vi stoler på hinanden herhjemme. Tilliden er høj imellem os. Det gør det lettere at se medmennesket før modstanderen.”[3]

Må vi med Guds hjælp og visdom lytte til og se på hinanden med åbenhed og forståelse – og i bøn og under Helligåndens vejledning finde den vej, som Gud kalder os at gå.

[1] BWA, We Baptists, 1989, s. 23-24, 41

[2] BWA, We Baptists, 1989, s. 24-25

[3] https://www.kongehuset.dk/nyheder/laes-h-m-kongens-nytaarstale-2024

Relateret

• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 07. apr. 2026 - Awake Worship II: Næsten 300 unge samlet til lovsangsfest i Herning
• 19. mar. 2026 - “Lad de små børn komme til mig” – nyt håb for unge mødre i Rwanda
• 19. mar. 2026 - Krig og fred
• 15. mar. 2026 - I Holstebro kan du møde baptisterne fredag nat i gågaden!

Find flere

Lyt til artiklen:

Efter at have været lagt på hylden af protestanter i små 500 år, er pilgrimsvandring de seneste 20 år igen blevet populært. Den mest kendte er Camino de Santiago, som har over 200.000 årlige vandrere, men der er utallige ruter andre steder, og nye pilgrimsruter dukker også op i Danmark. Som pilgrimsvandrer går man ofte alene, men alligevel føler man en stor samhørighed med andre pilgrimsvandrere, som følger de samme spor, både dem, som er gået før, og dem, som kommer.

Sporene

Sporene flytter os. Nogle vandrere går for at efterlade smertefulde oplevelser, andre går i længslen efter en ny start, mens andre igen blot vil inspireres og opmuntres. ”Spor at gå” er titlen på det samtalemateriale, som mange af os er sammen om i øjeblikket. Der er mange spor at gå, der er mange trin at gå – og ligesom på en pilgrimsvandring er det nogle gange svært og sårbart.

Når man er på pilgrimsvandring, handler det ikke om bare at komme fra A til B, for så havde man valgt andre mere komfortable transportmidler. Men selve vandringen – det der sker, når man går med trætte ben og mest af alt har lyst til at sætte sig, men alligevel bliver ved med at gå, selvom det er tungt og svært – dét gør noget særligt ved en. De tanker og oplevelser fæster sig anderledes end normalt.

BaptistKirkens værdier

Vi er i ledelsen blevet spurgt om, hvorfor vi ikke selv kan formulere de værdier, som, vi mener, er BaptistKirkens fælles DNA, eller hvorfor vi ikke vil udstikke en klar kurs, som andre kan tilslutte sig eller kritisere eller helt tage afstand fra?

Hvad lod man ligge på vandringsstien eller skilte sig af med?

Et af svarene er, at vi hver især – som enkeltpersoner og menigheder – har brug for at gå på pilgrimsruten med de forskellige spor og finde ud af, hvilke erfaringer og lærdomme man tager med sig. Hvad lod man ligge på vandringsstien eller skilte sig af med? Og hvilke nye erfaringer – måske endda åbenbaringer – fik man?

Det må vi tale med hinanden om, og ligesom pilgrimsvandrere oplever fællesskab med de andre vandrere ved at træde de samme stier, håber vi, at vi vil samtale og lytte til hinanden og til Åndens vejledning, så vi sammen kan formulere de værdier, som er umistelige for os i fællesskabet i BaptistKirken.

Vi er et folk på vandring

De første kristne blev kaldt ’de, som følger vejen’, og selv kaldte de kirken for ’Vejen’. Det er et gennemgående tema i Bibelen, at det at være troende er at være i bevægelse. Vi ser det, når Jesus kalder de første disciple til at forlade det sted, hvor de er, og følge Ham. Jesus kaldte og kalder også os med ’kom, følg mig’.

At være troende er at være i bevægelse.

At være en levende kristen, en levende kirke, kræver også i dag bevægelse. Alting omkring os bevæger sig, og hvis vi som kirke skal være relevant og aktuel, må vi være åben for fornyelse og forandring. Vi må have åbne sind og hjerter overfor det, som Ordet og Ånden åbenbarer for os. Åbne arme og rum for de mennesker, som Han leder til vores kirker, spejdergrupper, ungdomsgrupper, varmestuer og socialt arbejde. Men vi skal også være villige til selv at bevæge os og lade Ham lede os på nye veje, til nye opgaver og nye mennesker.

Vi må have åbne sind og hjerter overfor det, som Ordet og Ånden åbenbarer for os.

”Kirken er kun kirke, når den eksisterer for andres skyld”

Dette citat af den tyske præst og teolog Dietrich Bonhoeffer er med i ”Spor at gå” og minder os om, at vi ikke bare er her for vores egen skyld. Et vigtigt spørgsmål, som vi kan stille hinanden, som lokale menigheder og som kirkesamfund er derfor: Hvad vil folk udenfor vores kirke savne, hvis vi ikke er her? Hvilke værdier og handlemåder kendetegner egentlig vores fællesskaber?

Genstart2025 har fra begyndelsen været et stort ønske om en værdiproces, hvor vi bliver skarpe på de værdier, vi vil bære frem og ønsker at give plads og prioritet – både lokalt og nationalt i Baptistkirkens fællesskab. I arbejdet med den nuværende fælleserklæring for Baptistkirken tog vi afsæt i ordet fra Mika 6,8, og det ord tager vi med ind i Genstart2025: ”Menneske, du har fået at vide, hvad der er godt, hvad Herren kræver af dig: Du skal handle retfærdigt, vise trofast kærlighed og årvågent vandre med din Gud.”

Kaldet er det samme

Vi skal stræbe efter at handle retfærdigt, men selve handlingerne kan se forskellige ud alt efter behov og omstændigheder og de tjenester og gaver, der omgiver os og er i den lokale menighed. Alle er vi kaldet til at vise trofast kærlighed. Men forskellige menigheder oplever sig særligt kaldet til at vise trofast kærlighed overfor bestemte grupper. Det vigtige er ikke, hvem vi er særligt kaldet til at vise trofast kærlighed, men at vi gør det!

Kaldet – endda kravet – til at vandre opmærksomt med vores Gud lyder til os alle, men hvordan vi udtrykker og udlever denne opmærksomhed, ser forskelligt ud blandt menighederne og endda i menighederne. Men kaldet er det samme til os alle.

Stærkere sammen

Vi er organiseret i Baptistkirken i Danmark i tillid til, at vi står stærkere sammen end hver for sig. Det er der utallige eksempler på. Men overalt sker der store forandringer, og vi skylder hinanden en seriøs samtale om, hvordan vi bedst støtter og opmuntrer hinanden til at gå i det kald, der er vores. Samtalen fungerer altså bedst, hvis vi taler og mest af alt lytter til hinanden! Så lad os tale sammen – i menighederne og i det store fællesskab.

Relateret

• 26. apr. 2026 - Det haster med missionsbefalingen
• 09. apr. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 19. mar. 2026 - “Lad de små børn komme til mig” – nyt håb for unge mødre i Rwanda
• 15. mar. 2026 - I Holstebro kan du møde baptisterne fredag nat i gågaden!
• 20. feb. 2026 - Sebastian tog skridtet fra fællesskab til lederskab

Find flere

Lyt til artiklen:

Min hustru siger, at hun ikke bryder sig særligt meget om Jehovas Vidners syn på tro og mener derfor ikke, der er nogen som helst grund til ligefrem at invitere dem indenfor.

Men jeg er uenig med hende og kan nu godt lide at tale med Jehovas Vidner. Jeg har respekt for, at de vedholdende stemmer dørklokker og har den frimodighed til at tale om tro med fremmede, som jeg desværre ikke selv ejer i samme grad.  ’Vidnerne’ og jeg ser forskelligt på mange aspekter vedrørende tro, for eksempel dommedag og treenigheden for nu at nævne nogle af de større teologiske knaster i vores samtaler.

Religion og politik

Vi er heller ikke enige om berøringsfladen mellem religion og politik. Jehovas Vidner stemmer ikke, når der er valg. De sætter deres lid til en himmelsk regering og forhåbningen om en snarlig afskaffelse af demokratierne til fordel for et teokrati. Jeg stemmer derimod med både glæde og stolthed, når der er valg. Jeg er beæret over at bo et sted, hvor man har stemmeret og indflydelse, og jeg har altid tænkt, at der er en sandhed gemt i Gandhis ord:” Those who say religion has nothing to do with politics do not know what religion is”.[1]

Men jeg må også indrømme, at den drejning, verdenssituationen har taget det seneste årti, har fået mig til at tvivle mere på demokratiets gennemslagskraft end tidligere. Jeg fornemmer, at valgkampe og debatter alt for ofte gennemsyres af navlebeskuende fordomme, fjendebilleder, faktaresistens og klimauansvarlighed.

Jeg holder stædigt fast i, at ”vidnerne” ikke gør det rigtige ved at holde sig helt fra politik og undlade at stemme, når der er valg, men hvor ville jeg dog ønske, at det politiske klima og demokratiets vilkår selv i Vesten i langt højere grad var præget af næstekærlighed, ansvarlighed og en visionær lyst til at håndtere verdens problemer konstruktivt.

[1] Oversat: ”Dem, der siger, at religion intet har at gøre med politik, véd ikke, hvad religion er.”

Relateret

• 12. mar. 2026 - Fællesskab er vigtigt!
• 20. feb. 2026 - Sebastian tog skridtet fra fællesskab til lederskab
• 11. feb. 2026 - Invitation til fællesskab
• 08. feb. 2026 - Det er om natten, man ser nordlys
• 22. jan. 2026 - Du bliver, hvad du spiser

Find flere

Vi kan tilbyde, at dialogen om, hvad der er vitalt for både kirken og verden, foregår i respekt for mennesker, som tænker anderledes end os – både kirkeligt og verdsligt.

I vores kirke har alle en røst. Ledelsen, præster og alle i menighederne kan tale med lige stor vægt ind i troslivet og ud i verden.

Vi kan som kirke både lokalt og globalt virke som dem, som udøver mission, men også som kirken der skaber økumenisk samarbejde og derigennem leder mennesker til Jesus Kristus.

Hvis vi skal være en del af den mørtel, som kitter kirkerne sammen, skal vi også tale med hinanden med kærlighed og respekt. BaptistKirken kan kun inspirere til, hvad vi selv gør.

Under Helligåndens vejledning håber jeg, det er, hvad vi oplever i tiden inden synoden i pinsen 2025.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 26. apr. 2026 - Det haster med missionsbefalingen
• 23. apr. 2026 - Hvad er sandheden?
• 16. apr. 2026 - Overbevisning
• 09. apr. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 26. mar. 2026 - Valget – hvordan synes du selv…

Find flere

Lyt til artiklen her:

Iran er et overvejende shiamuslimsk land, hvor præstestyret overvåger al religiøs aktivitet. Landets kurdere er overvejende sunnimuslimer. I skolen – fra folkeskole til højere læreanstalter – skal alle iranske elever studere bøgerne ’Religiøs lære’ og koranen.

Peter var et videbegærligt barn med mange spørgsmål. Hvis han stillede sin lærer i folkeskolen spørgsmål om Gud og Muhammed, fik han bank – nogle gange så blodet flød. Som 14-årig betragtede Peter sig selv som ateist. Siden begyndte han at interesse sig for kristendommen.

Livsfarligt at konvertere

I Iran kan man være kristen, hvis man tilhører en kristen slægt. De kristne slægter og kirker er få, og de bliver overvåget af myndighederne, da det er strengt forbudt af konvertere fra islam til kristendom.

Det er strengt forbudt af konvertere fra islam til kristendom.

Peter forklarer, at omkring 50% af befolkningen i Iran ikke er troende muslimer. Folk skal ikke skilte med afvigende tro og holdninger, men der er en forholdsvis stor rummelighed og tolerance folk imellem. Peter betragter sine forældre og svigerforældre som ’kultur-muslimer’ eller ’traditions-muslimer’.

Efter sin universitetstid var Peter soldat i 21 måneder. Iranske soldater er efter muslimsk praksis forpligtede til at bede fem gange om dagen i moskeen. Det ville Peter ikke, så han fandt på undskyldninger ved fx at tilbyde at tage vagten for andre for at undgå at deltage i bønnen til en gud (Allah), som han ikke troede på.

Et forvandlet hjerte

Hjembyen var omgivet af høje bjerge, og Peter var ivrig bjergbestiger og medlem af en bjergbestigerklub. En ven herfra – vi kan kalde ham ’Jamal’ – kom fra en kristen familie. Hemmelige samtaler med ’Jamal’ gennem tre år i Irans bjerge førte Peter til tro på Jesus. ’Jamal’ var det første menneske, Peter mødte, som var i stand til omsorgsfuldt at svare på hans spørgsmål om tro. Først efter ca. to år fik Peter Johannesevangeliet af sin ven. Gennem bibellæsning mødte Peter Jesus’ nåde og fred. Det forvandlede hans hjerte.

At Jesus er menneskers frelser og forsoner, var nyt for Peter.

Jesus er ikke fremmed for muslimer, men betragtes om en stor profet. Men at Jesus er menneskers frelser og forsoner, var nyt for Peter. Han begyndte at komme i en skjult husmenighed, hvor han sagde ’ja’ til at følge Jesus. ”Aldrig før har jeg oplevet så meget ro i hjertet, som da jeg lukkede Jesus ind”, fortæller Peter.

At følge sit hjerte koster

Peter mødte sin kommende kone i sin skoletid. I Iran går piger og drenge på hver sin skole, men Peters mor var lærer for pigen, som senere valgte at blive gift med Peter. Det skete i 2005.

Syv år efter bliver Peter en kristen. En nabo opdager kristen litteratur i deres hjem og melder Peter til politiet. Og så må han flygte med det samme. Peter vandrede mere end 6.000 km fra sit hjem til Europa gennem bl.a. Tyrkiet, Grækenland og Bulgarien med mange strabadser undervejs. Skjult i en tank, nåede han til sidst Danmark, hvor han søgte asyl.

Peters kone måtte dække over hans omvendelse.

Peters kone måtte dække over hans omvendelse, fordi traditionen krævede, at hun skulle lade sig skille, da hendes mand var flygtet fra Iran. Med den lille datter på armen blev hun truet og fik sat stolen for døren, da hun nægtede at blive skilt fra sin mand. Endelig lykkedes det Peter ved Guds hjælp at få familiesammenføring for kone og barn i 2019.

Døbt i Vrå

På asylcenter og sprogskole i Danmark blev Peter chikaneret og truet, fordi han var en kristen. Han boede i Vrå i ni måneder og fandt ly i baptistkirken, hvor han endelig fik sit store ønske opfyldt. Han blev døbt den 10. september 2017 og tog navnet Peter.

Mødet med Kristus kostede ham næsten alt. Men familien er samlet og trives i dyb taknemmelighed til Gud, der er en god far, som hører bøn og baner vej.

Læs også “Modsætninger mødes”.

Relateret

• 09. apr. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 12. mar. 2026 - Fællesskab er vigtigt!
• 20. feb. 2026 - Sebastian tog skridtet fra fællesskab til lederskab
• 19. feb. 2026 - Normer
• 11. feb. 2026 - Invitation til fællesskab

Find flere

Lyt til artiklen:

Marianne Christiansen, biskop i Haderslev på 11. år

Naveed Baig, imam og Ph.d.-studerende i Norge

Det er 10-11 år siden. Marianne Christiansen og Naveed Baig mødtes i Kristen-Muslimsk Samtaleforum i Roskilde. Hun var ny biskop i Haderslev og var der i den egenskab. Hun kom i snak med imamen Naveed Baig om en byggesag med en moské i Haderslev, der mødte modstand. Hun husker, at Naveed Baig udfordrede hende: ”Så håber jeg, at du gør noget ved det.” Hun havde tænkt, at det var deres sag, men hun tog hjem og blandede sig i debatten.

Den frihed, vi selv har, skal også gælde for andre.

”Jeg tog med mig, at religionsmødet handler om fællesskab. Den frihed, vi selv har, skal også gælde for andre”, siger Marianne Christiansen. Det blev startskuddet til et bekendtskab, der har udviklet sig til et venskab. ”Vi er brødre og søstre i troen, og det er faktisk meget bedre end venskaber”, siger Naveed Baig.

Den teknik…

Det har været besværligt at finde et tidspunkt, hvor begge travle mennesker kunne tale med mig samtidig. Det var umuligt at mødes, og da vi endelig skal have samtalen, så driller teknikken, og det bliver alligevel to interviews. De to hører derfor ikke, hvad den anden siger, selvom jeg havde dem begge i røret. Men de supplerer hinanden, og det signalerer netop det, de gerne vil: At modsætninger ikke altid er modsætninger, men komplementerer hinanden.

Modsætninger er ikke altid modsætninger, men komplementerer hinanden.

Biskoppen og imamen her nemlig udviklet et koncept, som de netop er begyndt at turnere med i Danmark. De kalder det ”Modsætninger mødes”. Det blev lanceret på Kulturmødet på Mors i august med følgende præsentation: ”Marianne Christiansen er kvinde, biskop, fra Jylland og med kristen baggrund. Naveed Baig er mand, imam og muslim, født og opvokset på Vestegnen.

Nu mødes de to til en samtale om tro og forskellighed, men også om, hvor og hvordan vi mødes med vores modsætninger i enighed og uenighed: Tror vi på den samme Gud? Er der forskelle på religionernes måde at forholde sig til samfund og lovgivning på? Og hvad med kønnet, maden, fællesskabet, volden?” De to religiøse overhoveder har sat hinanden stævne offentligt på baggrund af en dyb, gensidig respekt, der er bygget op over flere år.

Religions-dialog-partnere

Det startede lidt skævt, husker Naveed Baig. Netop i Kristent-Muslimsk Samtaleforum (KMS) skulle de finde en partner til en øvelse. ”Jeg spurgte, om hun havde en partner. Hun troede, at det handlede om hendes privatliv…! Men hun blev min religions-dialog-partner. Hun bor så langt væk, så vores venskab er ikke blevet rigtig privat. Vi har ikke spist sammen hjemme – Marianne har vist mødt min kone til et arrangement, hvor hun var med. Måske jeg skulle invitere hende”, tænker Naveed Baig højt.

Men de mødes ofte. Ud over KMS er de begge med i Brobyggerne, arrangeret af Özlem Cekic, dét med dialog-kaffe. De har været med i et video-projekt på nettet, der kaldes ”Den lyserøde taxa”. Det lykkedes for Ellie Jokar i den lyserøde taxa at samle Marianne Christiansen, Naveed Baig og overrabbiner Jair Melchior op og sætte dem skiftevis på forsædet og bagsædet til en samtale, mens de kørte rundt i København. Videoen i flere afsnit kan ses på YouTube.

Fordomme begge veje

Nu er Marianne Christiansen og Naveed Baig på vej rundt i Danmark på dialog-turné. I første omgang skal de til Ullerød Kirke, en grundtvigsk højskole, en moské i Nordvest, Vejle Bibliotek og KMS igen i november.

Vi er enige om, at vi ikke skal frygte religion.

Naveed Baig siger: ”Danske muslimer vil have godt af at møde og udfordre en kvindelig biskop i en moske, for det sker sjældent. Så nu bliver vores venskab offentligt. Vi er enige om, at vi ikke skal frygte religion. Generelt frygter danskerne muslimer og tænker, at muslimer vil overtage Danmark, indføre sharia, og at kulturerne er uforenelige. Det passer ikke set fra mit ståsted. Jeg håber, vores samtale kan udfolde de mange ligheder og de forpligtelser, vi har overfor hinanden som mennesker med tro.”

Marianne Christiansen supplerer: ”På det religiøse område er der en del fordomme og en masse ting, man aldrig får spurgt om. Så opstår ideen om, at religion skaber splid. Men faktisk skaber religion også fællesskab. Det er en kraft i samfundet. Naveed og jeg kan snakke fra nu af og ind i evigheden. Vi skal huske at give plads til spørgsmålene fra salen. Det oplevede vi på Mors, hvor der ikke var tid nok, og det kan være, man ikke ellers har mulighed for at stille et spørgsmål til en muslim. Fx: ’Er det rigtigt, at muslimer ikke må tvivle?’ Det spørgsmål kan kun Naveed svare på.”

Udfordret på troen

Foto af Daniel Urhøj Andersen

Samtalen om deres forskellige udgangspunkt for tro har bragt dem tættere sammen. ”At være ven med Marianne betyder, at jeg har et religiøst menneske i mit liv, som deler nogle værdier med mig”, fortæller Naveed Baig. ”Jeg kan ringe eller skrive til hende, hvis jeg er i tvivl om kristendommen. I det hele taget kan jeg sparre med hende. Hun har også udfordret min tro. Vi har haft diskussioner om køn og LGBT+, hvor jeg har måttet reflektere over mine ståsteder, og hvordan jeg forstår de store spørgsmål. Og så bliver jeg udfordret af, hvordan hun som religiøs leder tager sig af de kolleger, hun har ansvar for. Og hvordan taler hun ind i danskernes hverdag”, uddyber Naveed Baig.

Når jeg spørger ind til, om der kan være knaster i relationen, siger han: ”Relationer kan altid være problematiske, især til vores nærmeste. Men et venskab bliver ofte dybere, hvis man skælder hinanden ud en gang imellem. Det er dog svært med Marianne – hun er så sød.”

Insistere på samtalen

Marianne Christiansen er også meget rosende overfor Naveed Baig: ”Dels synes jeg, at Naveed er klog. Jeg føler mig godt tilpas i hans selskab. Og så bliver jeg klogere på mange forhold, jeg ikke har indsigt i. Jeg kan spørge om ting, som jeg ikke forstår. Vi er også gode til at more os sammen. Dels taler Naveed meget respektfuld både til og om folk. Og så har han en stærk understregning af samtalens betydning hen over uenigheder.”

Samtalens og nærværets betydning er blevet vigtige i deres venskab.

Samtalens og nærværets betydning er blevet vigtige i deres venskab. Også selvom det på en måde er en slags professionelt venskab. Derfor fik de for to år siden ideen til deres dialog-turné. Marianne Christiansen siger: ”Jeg ved, det er en floskel, men i vores tid bliver det offentlige samtaleklima ofte polariseret. Det er jeg ikke ene om at mene. Krige tæt på skubber til os, så vi mister nuancerne og tålmodigheden. Man skal være fysisk sammen for at kunne mægle i konflikter. Også for at kunne stille spørgsmål til hinanden. Vi kommer for lidt ud og møder hinanden. Det gælder også mig selv, at jeg ofte befinder mig i et ekkokammer. Nu vil Naveed og jeg tage rundt og se, om der er nogle, der gider bruge tid på at være i et andet rum end derhjemme. Det kan næsten kun gøre gavn. Vi vil tage del i den offentlige samtale.”

Naveed Baig tilføjer: ”Vi vil ud – ud i landsbyerne og på andre kanter. Vi er enige om, at det vigtigste budskab er, at vi skal holde fast i håbet. Og at modsætninger ikke nødvendigvis er farlige.”

Læs også “Tid og rum til samtale”.

Relateret

• 09. apr. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 12. mar. 2026 - Fællesskab er vigtigt!
• 20. feb. 2026 - Sebastian tog skridtet fra fællesskab til lederskab
• 19. feb. 2026 - Normer
• 11. feb. 2026 - Invitation til fællesskab

Find flere