Lyt til artiklen:

Når et politisk system bryder sammen og mister legitimitet, smitter det af på resten af samfundet og konflikten medfører etniske, sociale eller religiøse spændinger. Men de store overgreb kommer ikke altid fra mennesker med en anden tro eller etnicitet fortæller Saw Tun He, en af deltagerne i BaptistKirkens projekt for fremme af tros- og religionsfrihed: “De største krænkelser kommer fra militæret mod alle religioner. Det handler ikke kun om kristne. Religiøse bygninger fra alle religioner bliver angrebet.”

Naomi Naw helt til venstre og Saw Tun He helt til højre (Foto: Morten Kjær Kofoed)

FN’s tidligere særlige rapportør for Myanmar, Tom Andrews, advarer om en krise, der både er brutal og overset[1]. Siden militærkuppet i 2021 er angrebene på civile mål steget voldsomt. Skoler, klinikker og kirker er blevet ramt. Millioner er fordrevet eller truet af sult. Myanmar er blevet en “glemt krise”.

I maj måned besøgte missionssekretær Morten Kofoed BaptistKirkens projekt til fremme af tros- og religionsfrihed i Myanmar.  Et nødvendigt projekt i et land, hvor religion, etnicitet, politik og konflikt er tæt filtret sammen. Projektet er bevilget i 2025 til BaptistKirken og samarbejdspartnere i Myanmar af Center for Kirkeligt Udviklingssamarbejde (CKU), der har en pulje netop til at fremme af tros- og religionsfrihed[2].

(Foto: Morten Kjær Kofoed)

Mere end en humanitær krise

Myanmar er ikke kun ramt af en politisk og humanitær krise. Der er også en dyb krise for menneskelig værdighed, samvittighedsfrihed og retten til at leve trygt med sin religion eller overbevisning. Det er her, tros- og religionsfrihed (ofte omtalt som FoRB, Freedom of Religion or Belief) bliver afgørende.

Tros- og religionsfrihed handler ikke kun om retten til at praktisere sin tro. Det handler også om menneskets frihed til at tro, skifte tro, ikke tro, praktisere sin tro og deltage ligeværdigt i samfundet uden frygt, tvang eller diskrimination. Det gælder alle religioner. I sin kerne handler det om, hvorvidt mennesker kan leve sikkert som sig selv.

Når religion bliver en markør

Religion bliver brugt som markør for, hvem der hører til, og hvem der mistænkeliggøres. Gamle fordomme blusser op, og lokale stridigheder får ny kraft, når frygt, propaganda og usikkerhed breder sig. Derfor er tros- og religionsfrihed vigtig i en krise som Myanmars. Det er en del af selve spørgsmålet om fred, sammenhængskraft og beskyttelse af civile.

I Myanmar er religion, etnicitet, politisk identitet og væbnet konflikt filtret tæt sammen. Når religion politiseres eller bruges til at skabe fjendebilleder, bidrager den til mistillid, had og vold. Men religiøse ledere og trosfællesskaber er også blandt de få aktører, der stadig har lokal tillid, nærvær og moralsk autoritet. Derfor spiller de en vigtig rolle som brobyggere, fredsskabere og beskyttere af lokalsamfund.

(Foto: Morten Kjær Kofoed)

Problematiske ID-kort

Samtidig viser hverdagen, at religiøs identitet har konkrete konsekvenser. Saw Tun He fortæller: “På vores ID-kort er vores nationalitet, etnicitet og religion angivet. Hinduer og muslimer har sværest ved at få et ID-kort.” Uden nationalt ID-kort kan man ikke åbne en bankkonto, rejse frit eller gå til eksamen. Administrativ forskelsbehandling er derfor en barriere for uddannelse, arbejde og deltagelse i samfundet.

Forandring begynder i det små

CKU’s[3] læring fra tros- og religionsfrihed-projekter peger netop på, at bæredygtig forandring sjældent kommer alene gennem juridiske reformer eller internationale erklæringer. Det er vigtigt, men ikke nok. I skrøbelige samfund begynder forandringen ofte i det små: gennem tillid, forbedrede relationer, mindre frygt, fælles handling og modet til at se den anden som medmenneske frem for trussel. Religion kan være en ressource for fred, men også en drivkraft for polarisering. Derfor kræver arbejdet både lokal forankring, konfliktforståelse og evnen til løbende at tilpasse sig en virkelighed, der hurtigt forandrer sig.

(Foto: Morten Kjær Kofoed)

Det er også udgangspunktet for BaptistKirkens tros- og religionsfriheds-projekt i Myanmar. Projektet er forankret hos lokale partnere og det styrker unge religiøse ledere — herunder kvinder — fra forskellige trosretninger, så de kan forstå tros- og religionsfrihed, analysere lokale spændinger og tage initiativ til dialog, tillidsopbygning og lokale løsninger. Projektets formål er ikke at eksportere en færdig model til Myanmar, men at støtte lokale aktører i selv at identificere problemer, bygge relationer og handle dér, hvor de er.

For Naomi Naw har træningen givet et sprog for noget, hun allerede mærkede var forkert:
“Før træningen vidste jeg allerede, at jeg ikke brød mig om racemæssig eller religiøs diskrimination. Men jeg kendte ikke til tros- og religionsfrihed.” Efter træningen oplever hun, at hun har fået konkret viden og idéer til, hvordan hun kan tage del i arbejdet og gennemføre aktiviteter i sit lokalsamfund.

(Foto: Morten Kjær Kofoed)

Rettigheder kræver relationer

Et vigtigt element er tillidsopbygning. Naomi Naw fortæller, at buddhismen er majoritetsreligion i hendes område, og at buddhistiske religiøse fejringer kan foregå offentligt uden særlig tilladelse.
“Men for andre religioner gælder det, at hvis vi vil arrangere noget med mere end 50 mennesker, skal vi bede om godkendelse. Hvis det ikke bliver godkendt, kan vi ikke gennemføre aktiviteten.”
Netop derfor handler tros- og religionsfriheds-arbejde både om rettigheder og relationer: om at kende sine rettigheder, men også om at skabe lokale forbindelser, der kan mindske frygt og mistillid.

Erfaringerne viser, at interreligiøs dialog virker bedst, når den ikke kun består af samtaler, men også forbindes med praktisk samarbejde og fælles handling i lokalsamfundet. Når unge, kvinder og religiøse ledere arbejder sammen om konkrete udfordringer, opstår der nye relationer på tværs af skel. Det kan være netop de relationer, der senere gør det muligt at dæmpe konflikter, modvirke rygter og beskytte sårbare grupper.

Saw Tun He peger på, at det også kræver dokumentation:
“Vi arbejder på ét projekt: dataindsamling om Tros- og Religionsfriheds-krænkelser i Myanmar. Der er mange krænkelser i Myanmar, men vi har ikke specifikke data, der dokumenterer overgrebene.”

Solide data kan bruges i både national og international fortalervirksomhed — ligesom data kan hjælpe lokale aktører med at vise, hvad der faktisk sker, hvor det sker, og hvem der rammes.

(Foto: Morten Kjær Kofoed)

Ingen kan gøre det alene

Det kan lyde beskedent i et land præget af militær vold, sult og fordrivelse. Men i et samfund, hvor frygt og mistillid er blevet hverdag, er relationer ikke småting. Et trygt rum for samtale kan være begyndelsen på fred. En ung religiøs leder, der lærer at beskytte andres frihed, styrker også sin egen. En lokal gruppe, der går sammen på tværs af tro og etnicitet, kan blive et værn mod polarisering. Som Saw Tun He siger:
“Én organisation kan ikke gøre det alene. Vi er nødt til at gøre det sammen.”

Tros- og religionsfrihed handler ikke om at give særlige rettigheder til religiøse grupper. Det handler om lige værdighed og fælles frihed. Når trosfriheden bliver svækket, går det også ud over ytringsfrihed, forsamlingsfrihed, minoritetsrettigheder og civilsamfundet muligheder. Og når trosfriheden bliver styrket, bliver den en vej til fred, deltagelse og beskyttelse af mennesker i et af verdens mest sårbare samfund.

“Min drøm er at være fredsbygger”

Derfor giver det mening at lade projektets deltagere selv få det sidste ord. Naomi Naw siger:
“Jeg forsøger at bygge enhed i mangfoldighed. I vores lokalsamfund er der mange forskellige religioner og etniske grupper. Selv om vi er forskellige, er det fælles, at vi alle er mennesker.”

Saw Tun He formulerer sin fremtidsdrøm sådan:
“Min drøm er at være fredsbygger.”
Han er selv konverteret fra buddhismen, men hans forældre og størstedelen af familien er fortsat buddhister. Alligevel lever de fredeligt sammen, og når Saw Tun He besøger sine forældre eller slægtninge, beder de ham om at bede for dem:
“I vores land har vi mange etniske grupper og mange religioner, og vi er nødt til at leve sammen.”

Myanmar må ikke blive en glemt krise. Og tros- og religionsfrihed må ikke blive reduceret til et nicheanliggende for særligt interesserede. Det er en grundlæggende del af kampen for menneskelig værdighed. I Myanmar — som mange andre steder — begynder den kamp ofte med mennesker, der tør mødes, lytte og bygge tillid, selv når alt omkring dem trækker i retning af frygt og splittelse.

[1] https://www3.nhk.or.jp/nhkworld/en/news/backstories/4795/

[2] ToRF-vinduet er en pulje af midler der skal fremme Tros- og Religionsfrihed benævnt ToRF eller FoRB (Freedom of Belief and Religion) og er tæt knyttet til artikel 18 i Menneskerettighedserklæringen om tros- og religionsfrihed.

[3]https://cku.dk/wp-content/uploads/2025/10/FORB_LearningReview_web_highRes.pdf

Relateret

• 02. jun. 2026 - Trosanalysen 2026: Når unge søger mening, bør kirken lytte
• 25. maj. 2026 - Fælles aktiviteter tager form i efteråret 2026
• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 15. maj. 2026 - Læs meget mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse
• 13. maj. 2026 - Serhiis hus ved vejen blev et hvilested for soldater

Find flere

Lyt til artiklen:

På årets landskonference bad ledelsen om, at værdierne fra Synoden Genstart2025 blev godkendt som BaptistKirkens nye fælleserklæring. Begrundelsen var enkel: Ifølge vedtægterne skal vores arbejdsgrundlag fastlægges i en fælleserklæring, og den tidligere erklæring fra 2019 skulle fornyes. Under Genstart-processen var der ikke tid til at skrive en helt ny; derfor fik vi i 2024 en udsættelse. Nu er tiden kommet, og landskonferencen vedtog med stor majoritet at lade synodens værdier være vores fælles udgangspunkt de kommende år.

Landskonferencen vedtog med stor majoritet at lade synodens værdier være vores fælles udgangspunkt.

Oprydning i ’dokumentvrimmelen’

Mange pegede efter synoden på, at vi har mange tekster i omløb: forordet (præamblen) til vedtægterne, fælleserklæringen fra 2019, de otte teser – og nu værdierne. Det er paradoksalt for et kirkesamfund uden trosbekendelse, dogmer eller lærestole, at vi kan ende med at have for mange papirer at holde styr på. Ved at gøre synodens værdier til fælleserklæring tager vi et skridt mod klarhed og enkelhed.

Hvad betyder beslutningen?

Værdierne bliver vores arbejdsgrundlag. De sætter retningen for det, vi skal gøre sammen på tværs af forskelligheden, der er i vores kirke. BaptistKirken er ikke et holdningsfællesskab. Vi er et handlingsfællesskab. Vi behøver ikke mene det samme om alting, men vi vil sammen være i mission for og tro på Jesus Kristus.

Vejen frem: læring, samtaler og mission

Ud af værdierne fremlagde ledelsen en procesplan for BaptistKirken de følgende år. Som lovet på synoden, skal vi sætte fokus på begrebet inklusion ved en læredag, men vi stopper ikke der. Vi skal b.la. arbejde med følgende:

 1) Læredag om inklusion – 31. januar 2026, Korskirken i Herlev
Som lovet på synoden starter vi med begrebet inklusion. Vi lærte på synoden, at vi kan tale åbent om svære ting, det fortsætter vi med.

2) Læredage som tradition
I de næste år vil vi tage fat på teologiske kerneområder: frelsesforståelse, kirkeforståelse og bibelsyn. Vi ønsker trygge rum for ærlig samtale om det, der både forener og udfordrer os.

3) Inspirationsdøgn om fælles mission 24.-25. april 2026
Mission – ude i verden, i menigheden og hos den enkelte – er vores kald som en del af Guds kirke. Her samler vi menigheder til idéudveksling, sparring og konkrete skridt til inspirationsdøgn.

4) ’Fest og farver’ i nye former
Sommerstævnet ligger i dvale, men glæden lever! Vi drømmer om nye samlingspunkter, hvor troen fejres. Har I idéer? Menigheder og ildsjæle inviteres til at komme på banen.

5) Næste generation og nye menigheder
Vi vil forny fokus på at give evangeliet videre til børn og unge og – når Gud åbner døre – plante nye menigheder. Det er langsigtet arbejde; vi begynder nu og bygger tålmodigt.

Vi har brug for jer

Vi når ikke det hele på ét år. Derfor beder vi om input fra jer:

• Hvad oplever I i forhold til de initiativer, vi sætter i gang?
• Hvad savner I i vores fælles arbejde?

Del jeres erfaringer og ønsker med ledelsen, så justerer vi kursen sammen.

Først og sidst er det igen vigtigt at sige, at vi ikke skal være enige om alting. BaptistKirken i Danmark er ikke et holdningsfælleskab, men et handlingsfællesskab. Vi kan i vores livsanskuelser være uenige om mange ting, men vi er enige om samlet at være i mission for Jesus Kristus.

Relateret

• 02. jun. 2026 - Trosanalysen 2026: Når unge søger mening, bør kirken lytte
• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 18. maj. 2026 - Jesus gjorde demokratiet til virkelighed
• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen

Find flere

Lyt til artiklen her:

På Synoden i pinsen lovede ledelsen at udarbejde en procesplan. Et arbejdsredskab, der skal sikre, at værdiernes ord bliver til virkelighed.

”Vi skal undgå, at folk oplever, at Synoden var en spildt weekend med nogle ’fluffy’ ting, som aldrig bliver udmøntet,” siger BaptistKirkens generalsekretær Bodil Højbak Møller. Hun har stået for det forberedende arbejde med procesplanen i ledelsen. Et arbejde, der blev præsenteret på Landskonferencen i Esbjerg den 27. september. Ved samme lejlighed blev værdierne forankret i BaptistKirkens Fælleserklæring.

Proces efter synoden

– er overskriften på en artikel i magasinet baptist.dk, hvor generalsekretær Bodil Højbak Møller skriver, at “Kursen er sat på ledelsens kompas: vi vil rumme forskellighed i respekt!” Læs Bodils artikel og artiklen her på siden og bliv klogere på den fortsatte Genstart2025-proces.

Læs her: “Proces efter synoden”

Ikke alt er udfyldt – og det er med vilje

Procesplanen er udviklet i et helt almindeligt regneark – enkelt, men funktionelt.
”Jeg har kigget på forskellige værktøjer, jeg har ikke fundet noget bedre og nemmere at bruge end Excel,” fortæller Bodil med et smil.

Hvert indsatsområde – som fx inklusion, præstepakke og frelsesforståelse – har sin egen fane med konkrete initiativer og ansvarsområder.

Flere af felterne i planen står tomme. Det er helt bevidst, understreger Bodil:
”Vi mødtes og begyndte arbejdet med procesplanen før den nye ledelse blev valgt,” fortæller hun. ”Og så tænkte vi: Hvis vi nu siger, at vi allerede har planlagt de næste fem år, hvor fedt er det så at blive valgt og få at vide, at alle handlinger i procesplanen allerede er besluttet? Derfor har vi valgt at lade en del punkter stå åbne, så de nye i ledelsen får mulighed for at tage ejerskab.”

Bodil understreger, at de emner, som fyldte mest på forårets lederdage og i samtalen på Synoden, er prioriteret i procesplanen. Vi begynder med det, flest finder vigtigt.

På den måde bliver procesplanen ikke en færdig manual, men et arbejdsdokument, der inviterer både nuværende og nyvalgte ledelsesmedlemmer til at forme fremtiden sammen med frivillige fra menighederne.

Værdierne er fundamentet – ikke målet

Planen tager udgangspunkt i værdierne, men den handler ikke om værdierne i sig selv.

”Vores mål er ikke værdierne,” siger Bodil og fortsætter: ”Målet er, at vi som kirkesamfund hjælper hinanden til at være i mission – at vi oplever, at vi er stærkere i fællesskab, og at det hjælper os i vores forkyndelse, især til børn og unge.”

Hun tilføjer: ”Vi har prioriteret værdierne, fordi de er nødvendige for, at vi kan finde fælles fodslag. Men vi må ikke glemme, hvorfor vi gør det – nemlig for at styrke menighedernes liv og kald.”

En kirkefamilie med udfordringer

Bodil peger på, at den krise, vi taler om nu, er en krise, der begyndte længe før arbejdet med værdier og procesplan begyndte.  Den krise, der førte til, at ledelsen satte Genstart2025 i gang var meget konkret:

”Det lyder som en kliché: Men vi stod faktisk på en brændende platform,” siger Bodil. ”Vi oplevede at ældre menigheder lukkede, og vi manglede både børn, unge og præster. Så vi var nødt til at tage fat dér, hvor krisen var tydeligst.”

Fordi krisen var så tydelig på netop disse punkter, blev andre områder – som international mission og kommunikation – ikke prioriteret i første omgang.
”Vi syntes jo, det fungerede på de områder,” siger Bodil, ”Men jeg kan godt se, at det kan virke, som om vi ikke prioriterer dem. Det var bare, fordi det ikke var dér, de store problemer lå.”

En invitation til fælles engagement

Selv om procesplanen i første omgang er et internt redskab, håber ledelsen, at menighederne også vil tage den til sig.

”For mig er procesplanen både et orienteringspunkt – og et kald til handling for menighederne,” siger Bodil. ”Det handler om at give alle interesserede indblik i, hvad vi arbejder med, og hvad vi prioriterer i ledelsen. Og så håber jeg, at det kan ses, at de ting, der er bragt op på lederdagene, på Synoden og i den almindelige debat, faktisk bliver adresseret.”

Bodil håber, at menighederne ikke bare kigger på planen: De skal være med!
”Kirke er noget, vi er og gør sammen,” understreger hun. ”Vi kommer til at invitere folk med i arbejdsgrupper og udvalg. Og vi håber, at de, der brænder for noget bestemt, vil engagere sig. Det er sådan, vi bliver stærkere som fællesskab.”

Et fællesskab i bevægelse

For Bodil handler procesplanen ikke om at lægge kursen fast én gang for alle, men om at give retning.

”Når jeg ser på det, vi har lavet, så er det i virkeligheden en prioritering,” siger hun. ”Vi har sagt: Her er nogle kerneområder, som vi skal have givet en tilbagemelding på. Men det betyder ikke, at andet ikke er vigtigt. Det her er bare vores bud på, hvor vi begynder.”

Hun håber, at menighederne vil tage imod procesplanen som en åben invitation: ”Jeg håber, at procesplanen viser, at det menigheder og enkeltpersoner har bragt frem, bliver taget alvorligt. Og hvis der mangler noget, så skal vi tale om det. Det er jo sådan, vi sammen skaber kirke.”

Se eksempler fra procesplanen:

Procesplanen – en oversigt – Klik for at se større billede

Værdierne nummer et til tre – Klik for større billede

Værdierne nummer fire til syv – Klik for større billede

Relateret

• 02. jun. 2026 - Trosanalysen 2026: Når unge søger mening, bør kirken lytte
• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 18. maj. 2026 - Jesus gjorde demokratiet til virkelighed
• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen

Find flere

Lyt til artiklen:

Genstart2025 har åbnet mange samtaler! Måske for mange vil nogle sige… – i hvert fald har det givet anledning til mange samtaler og diskussioner i ledelsen, i præstekollegiet, i menighederne, i netværksgrupper og i hjemmene. Ledelsen ønskede at involvere alle i vores kirke i en samtale om, hvordan vi som fællesskab bedst understøtter mission i og ud fra de lokale menigheder, så børn og unge og voksne må lære Jesus at kende og blive mødt af ham og hans kærlighed og blive mødt af et varmt og indbydende fællesskab.

Mange synspunkter

Mange har bekræftet fællesskabet og ønsket om at være i fælles mission.

Samtalen er stukket af i alle retninger, og mange synspunkter og meninger er kommet frem. Mange har bekræftet fællesskabet og ønsket om at være i fælles mission, mens andre har mindet os om forskellene og de forskellige udtryk, som er i Baptistkirken i Danmark. Det har affødt mange samtaler på kryds og på tværs, og særligt nogle få emner har fyldt uforholdsmæssigt meget i samtalen. For vores fællesskab og samarbejde er så meget mere end det.

Fire spor

Genstart2025 havde oprindelig fire spor. Det første spor handler om støtte og udvikling af menighedernes virke og mission. Det må være menighedernes primære opgave, og derfor også den primære opgave for vores fælles arbejde i BaptistKirken.

Det andet spor er udrustning af præster og lægfolk. Menighederne har brug for dygtige og engagerede lægfolk og præster. Det er for stor en opgave for den enkelte menighed selv at løfte den opgave. Her har vi i særdeleshed brug for hjælp fra fællesskabet.

Det tredje spor er trosformidling til børn og unge med tilhørende styrkelse af børne- og ungdomsarbejdet lokalt og nationalt. Det sidste spor er udvikling og tilpasning af BaptistKirkens organisation og struktur for at kunne understøtte vores visioner.

Der var nogle vigtige værdier, som vi skulle drøfte og nå til enighed om.

Alt dette har vi ikke glemt, selvom samtalen har drejet sig om meget andet. Når værdierne til Synoden ikke til fulde afspejlede de fire spor, skyldtes det, at ledelsen igennem de mange kritisk konstruktive tilbagemeldinger fra menighederne – med forskellig vægtlægning på kritik og konstruktivitet – oplevede, at der var nogle vigtige værdier, som vi skulle drøfte og nå til enighed om.

Opbakning til at fortsætte Genstart2025

Kærligheden og viljen til fællesskabet i Baptistkirken i Danmark stod tydeligst frem på Synoden – også selvom forskellene igen kom frem. Ledelsen og vores to mentorer oplevede en overvejende opbakning til Genstart2025 processen, hvor vi fortsætter med at have fokus på, hvordan vi i fællesskab bedst kan understøtte menighederne i deres lokale mission og virke, mens vi selvfølgelig også fortsætter vores internationale mission.

Ledelsen og vores to mentorer oplevede en overvejende opbakning til Genstart2025 processen.

Fornyet samarbejde i BaptistKirken

I samtalerne er forskellige fremtidsscenarier blevet præsenteret, men en enig ledelse har besluttet, at vi vil lede BaptistKirken i retning imod at være en kirke, hvor vi vil rumme forskellighed i respekt. For fællesskab uden respekt og tillid til dem, der er forskellige fra os selv, bliver en kampplads om magt og indflydelse.

En vigtig del af processen bliver at få genetableret tillid og respekt mellem menighederne. Vi håber på, at menighederne vil deltage i det med mindst samme engagement som i den foreløbige samtale. Genstart2025 er starten på et fornyet samarbejde i BaptistKirken.

På Landskonferencen den 27. september vil ledelsen fremlægge et forslag til en procesplan, som sikrer, at vi får talt om de teologiske udfordringer, vi som kirke står i, og får prioriteret det fremtidige arbejde med at udvikle og realisere de initiativer til mission, som vi drømmer om.

Relateret

• 02. jun. 2026 - Trosanalysen 2026: Når unge søger mening, bør kirken lytte
• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 18. maj. 2026 - Jesus gjorde demokratiet til virkelighed
• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen

Find flere

Jeg insisterer på samtalen og har behov for at bløde op, at forstå og række hånd ud til. Det firkantede og ufravigelige standpunkt strider mod alt, jeg står for. Ofte går stringente regler og holdninger ud over andre mennesker. De oplever måske en situation, hvor de har behov for imødekommenhed, eller fællesskabets vilje og evne til bøje reglerne i forsøget på at finde en mulighed. Måske er jeg dybest set bange, hvis det gik ud over mig og mine.

Mit ideal er Jesus, som jeg aldrig har opfattet som paragrafrytter – og slet ikke som dømmende. Det gør ondt i mig, når mennesker kommer i klemme og lider under andres dom eller manglende vilje til at byde dem velkommen i fællesskabet. Den såkaldt nye verdensorden, med hvad der kan opfattes som to diktatorer, skaber en ”vi og de andre” orden – måske endda for den enes vedkommende i Jesus’ navn.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 18. maj. 2026 - Jesus gjorde demokratiet til virkelighed
• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen
• 18. maj. 2026 - Demokrati som samtale
• 18. maj. 2026 - Baptister og demokrati
• 18. maj. 2026 - Kan dansk og vestligt demokrati overleve?

Find flere

Lyt til artiklen her:

Hver kirke har sine særlige eftertryk og i Genstart2025 finder vi inspiration og rettesnor i de traditionelle baptistiske kendetegn. Her er frihed, forpligtelse, kald og ansvar nøglebegreber. Alt er ikke til diskussion – selv om det kan virke sådan. Vi er ikke historie- og traditionsløse – og heller ikke frit svævende uden forpligtende relationer til andre.

Forpligtende relationer

Først og fremmest står vi i relation til vores Herre og frelser Jesus Kristus. Ham følger vi efter – eller det tilstræber vi i hvert fald – og vi beder om Helligåndens nærvær og vejledning i vores liv, menighedsliv og kirkeliv. Som personer står vi i relation til vores trossøskende i menigheden, som menigheder til fællesskabet i BaptistKirken og som kirkesamfund til vores nationale og internationale samarbejdspartnere.

Frihed og ansvar

Frihed er et baptistisk fællestræk. Tros- og åndsfrihed har været afgørende siden vores anabaptistiske rødder og baptismens begyndelse i Danmark. Ingen – hverken kongelig eller kirkelig – autoritet må bestemme over den enkeltes trosliv. Derfor må dåben være den enkeltes frie valg uden tvang fra hverken øvrighed eller kirke. Men friheden begrænser sig ikke hertil. Den enkelte har også frihed til at udleve sin tro efter sin overbevisning og samvittighed. Og friheden understreges i baptistisk tradition altid sammen med forpligtelse, kald og ansvar.

Friheden understreges i baptistisk tradition altid sammen med forpligtelse, kald og ansvar.

Den enkelte har forpligtelse og ansvar og kald til at leve sit liv efter Bibelen og i efterfølgelse af Jesus Kristus. Jesus er det levende guds-ord, og den enkelte har frihed til og ansvar for at tolke Bibelen i forhold til sin samvittighed under Helligåndens vejledning og inspiration.

Det er et flot princip og samtidig besværligt, for det giver rum for tolkningsforskelle. Det skinner igennem i Genstart2025-samtalerne. Men det er hverken en ny eller en særlig dansk udfordring. I 1989 skrev Baptisternes Verdensalliance: ”Der er en vigtig skelnen mellem Bibelens autoritet og autoriteten af min fortolkning af Bibelen. Nogle gange har folk forsøgt at sige, at deres fortolkning er den eneste gyldige, og de kan have ret, men da vi ikke er Gud, og den ultimative autoritet ligger hos Kristus, bør ingen forsøge at tvinge eller kræve en autoritet for sit eget syn.”[1]

”Bibelen er vores rettesnor for tro, liv og lære. Vi læser og tolker de bibelske skrifter i lyset af Jesus Kristus i bøn om, at det må ske under Helligåndens vejledning. Vi læser Bibelen individuelt og i fællesskab med ønske om at gøre dens budskab relevant i dag.” – Tese 2 i De otte teser, BaptistKirken 2023.

Må vi i vores samtaler i hjemmene, menighederne og i regionale/nationale samlinger huske, at vi har frihed, forpligtelse og ansvar til at leve efter og tolke Skriften med mulighed for forskellige tolkninger, men ingen kan kræve autoritet for sit eget syn.

Selvstændighed  og fællesskab

Paulus beskriver menigheden som en krop, der består af mange forskellige lemmer med hver sin funktion. I fællesskab udgør vi Kristus’ legeme. Lige så fremmed det er, at en hånd kan fungere uden forbindelse til resten af kroppen, lige så utænkeligt er det for Det Nye Testamente at være kristen udenfor menigheden! ”Vi bliver kristne hver for sig, men når vi tilhører Kristus, hører vi til hans krop. Det moderne forsøg på at have en privat tro på Kristus uden at tilhøre en kirke er fremmed for Det Nye Testamente.”[2]

Vores fælles baptistiske tradition har et stærkt fokus på individet uden at blive til individualisme, og stærkt fokus på fællesskab uden at blive til kollektivisme. Ved vores overgivelse og dåb til Kristus forpligter vi os sammen med de øvrige lemmer på legemet til at bruge vores gaver og evner i tjeneste for næsten i mission og diakoni. Det er vores kald og vores ansvar som efterfølgere af Kristus. Vi bevarer vores selvstændighed og mulighed for at træffe egne beslutninger, men samtidig er vi også en del af fællesskabet, hvor vi er sammen med andre, som forekommer os lige så forskellige fra os, som hånd er fra fod. Men dog er begge vigtige dele for kroppen.

Kongelig hjælp …

Kongen gav i sin nytårstale en opfordring, som tåler gentagelse for os baptister.

I de samtaler, der foregår netop nu – i samfundet såvel som i BaptistKirken – bliver det tydeligt, at det er svært at bevare fællesskabet i en tid, der er præget af stærk individualisme og polarisering. Kongen gav i sin nytårstale en opfordring, som tåler gentagelse for os baptister: ”Selv har jeg mange gange lånt en andens blik og fået øje på noget nyt. Det kan være udfordrende, men det er altid berigende, uanset om vi ser helt ens på tingene. Vi skal ikke lade uenighed holde os fra at udveksle opfattelser og holdninger. Det er i den udveksling, at vi får mulighed for at flytte os og nærme os hinanden. Vores held er, at vi stoler på hinanden herhjemme. Tilliden er høj imellem os. Det gør det lettere at se medmennesket før modstanderen.”[3]

Må vi med Guds hjælp og visdom lytte til og se på hinanden med åbenhed og forståelse – og i bøn og under Helligåndens vejledning finde den vej, som Gud kalder os at gå.

[1] BWA, We Baptists, 1989, s. 23-24, 41

[2] BWA, We Baptists, 1989, s. 24-25

[3] https://www.kongehuset.dk/nyheder/laes-h-m-kongens-nytaarstale-2024

Relateret

• 02. jun. 2026 - Trosanalysen 2026: Når unge søger mening, bør kirken lytte
• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 18. maj. 2026 - Jesus gjorde demokratiet til virkelighed
• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen

Find flere

Lyt til artiklen:

Efter at have været lagt på hylden af protestanter i små 500 år, er pilgrimsvandring de seneste 20 år igen blevet populært. Den mest kendte er Camino de Santiago, som har over 200.000 årlige vandrere, men der er utallige ruter andre steder, og nye pilgrimsruter dukker også op i Danmark. Som pilgrimsvandrer går man ofte alene, men alligevel føler man en stor samhørighed med andre pilgrimsvandrere, som følger de samme spor, både dem, som er gået før, og dem, som kommer.

Sporene

Sporene flytter os. Nogle vandrere går for at efterlade smertefulde oplevelser, andre går i længslen efter en ny start, mens andre igen blot vil inspireres og opmuntres. ”Spor at gå” er titlen på det samtalemateriale, som mange af os er sammen om i øjeblikket. Der er mange spor at gå, der er mange trin at gå – og ligesom på en pilgrimsvandring er det nogle gange svært og sårbart.

Når man er på pilgrimsvandring, handler det ikke om bare at komme fra A til B, for så havde man valgt andre mere komfortable transportmidler. Men selve vandringen – det der sker, når man går med trætte ben og mest af alt har lyst til at sætte sig, men alligevel bliver ved med at gå, selvom det er tungt og svært – dét gør noget særligt ved en. De tanker og oplevelser fæster sig anderledes end normalt.

BaptistKirkens værdier

Vi er i ledelsen blevet spurgt om, hvorfor vi ikke selv kan formulere de værdier, som, vi mener, er BaptistKirkens fælles DNA, eller hvorfor vi ikke vil udstikke en klar kurs, som andre kan tilslutte sig eller kritisere eller helt tage afstand fra?

Hvad lod man ligge på vandringsstien eller skilte sig af med?

Et af svarene er, at vi hver især – som enkeltpersoner og menigheder – har brug for at gå på pilgrimsruten med de forskellige spor og finde ud af, hvilke erfaringer og lærdomme man tager med sig. Hvad lod man ligge på vandringsstien eller skilte sig af med? Og hvilke nye erfaringer – måske endda åbenbaringer – fik man?

Det må vi tale med hinanden om, og ligesom pilgrimsvandrere oplever fællesskab med de andre vandrere ved at træde de samme stier, håber vi, at vi vil samtale og lytte til hinanden og til Åndens vejledning, så vi sammen kan formulere de værdier, som er umistelige for os i fællesskabet i BaptistKirken.

Vi er et folk på vandring

De første kristne blev kaldt ’de, som følger vejen’, og selv kaldte de kirken for ’Vejen’. Det er et gennemgående tema i Bibelen, at det at være troende er at være i bevægelse. Vi ser det, når Jesus kalder de første disciple til at forlade det sted, hvor de er, og følge Ham. Jesus kaldte og kalder også os med ’kom, følg mig’.

At være troende er at være i bevægelse.

At være en levende kristen, en levende kirke, kræver også i dag bevægelse. Alting omkring os bevæger sig, og hvis vi som kirke skal være relevant og aktuel, må vi være åben for fornyelse og forandring. Vi må have åbne sind og hjerter overfor det, som Ordet og Ånden åbenbarer for os. Åbne arme og rum for de mennesker, som Han leder til vores kirker, spejdergrupper, ungdomsgrupper, varmestuer og socialt arbejde. Men vi skal også være villige til selv at bevæge os og lade Ham lede os på nye veje, til nye opgaver og nye mennesker.

Vi må have åbne sind og hjerter overfor det, som Ordet og Ånden åbenbarer for os.

”Kirken er kun kirke, når den eksisterer for andres skyld”

Dette citat af den tyske præst og teolog Dietrich Bonhoeffer er med i ”Spor at gå” og minder os om, at vi ikke bare er her for vores egen skyld. Et vigtigt spørgsmål, som vi kan stille hinanden, som lokale menigheder og som kirkesamfund er derfor: Hvad vil folk udenfor vores kirke savne, hvis vi ikke er her? Hvilke værdier og handlemåder kendetegner egentlig vores fællesskaber?

Genstart2025 har fra begyndelsen været et stort ønske om en værdiproces, hvor vi bliver skarpe på de værdier, vi vil bære frem og ønsker at give plads og prioritet – både lokalt og nationalt i Baptistkirkens fællesskab. I arbejdet med den nuværende fælleserklæring for Baptistkirken tog vi afsæt i ordet fra Mika 6,8, og det ord tager vi med ind i Genstart2025: ”Menneske, du har fået at vide, hvad der er godt, hvad Herren kræver af dig: Du skal handle retfærdigt, vise trofast kærlighed og årvågent vandre med din Gud.”

Kaldet er det samme

Vi skal stræbe efter at handle retfærdigt, men selve handlingerne kan se forskellige ud alt efter behov og omstændigheder og de tjenester og gaver, der omgiver os og er i den lokale menighed. Alle er vi kaldet til at vise trofast kærlighed. Men forskellige menigheder oplever sig særligt kaldet til at vise trofast kærlighed overfor bestemte grupper. Det vigtige er ikke, hvem vi er særligt kaldet til at vise trofast kærlighed, men at vi gør det!

Kaldet – endda kravet – til at vandre opmærksomt med vores Gud lyder til os alle, men hvordan vi udtrykker og udlever denne opmærksomhed, ser forskelligt ud blandt menighederne og endda i menighederne. Men kaldet er det samme til os alle.

Stærkere sammen

Vi er organiseret i Baptistkirken i Danmark i tillid til, at vi står stærkere sammen end hver for sig. Det er der utallige eksempler på. Men overalt sker der store forandringer, og vi skylder hinanden en seriøs samtale om, hvordan vi bedst støtter og opmuntrer hinanden til at gå i det kald, der er vores. Samtalen fungerer altså bedst, hvis vi taler og mest af alt lytter til hinanden! Så lad os tale sammen – i menighederne og i det store fællesskab.

Relateret

• 10. jun. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 02. jun. 2026 - Trosanalysen 2026: Når unge søger mening, bør kirken lytte
• 25. maj. 2026 - Fælles aktiviteter tager form i efteråret 2026
• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 18. maj. 2026 - Jesus gjorde demokratiet til virkelighed

Find flere

Lyt til artiklen:

Min hustru siger, at hun ikke bryder sig særligt meget om Jehovas Vidners syn på tro og mener derfor ikke, der er nogen som helst grund til ligefrem at invitere dem indenfor.

Men jeg er uenig med hende og kan nu godt lide at tale med Jehovas Vidner. Jeg har respekt for, at de vedholdende stemmer dørklokker og har den frimodighed til at tale om tro med fremmede, som jeg desværre ikke selv ejer i samme grad.  ’Vidnerne’ og jeg ser forskelligt på mange aspekter vedrørende tro, for eksempel dommedag og treenigheden for nu at nævne nogle af de større teologiske knaster i vores samtaler.

Religion og politik

Vi er heller ikke enige om berøringsfladen mellem religion og politik. Jehovas Vidner stemmer ikke, når der er valg. De sætter deres lid til en himmelsk regering og forhåbningen om en snarlig afskaffelse af demokratierne til fordel for et teokrati. Jeg stemmer derimod med både glæde og stolthed, når der er valg. Jeg er beæret over at bo et sted, hvor man har stemmeret og indflydelse, og jeg har altid tænkt, at der er en sandhed gemt i Gandhis ord:” Those who say religion has nothing to do with politics do not know what religion is”.[1]

Men jeg må også indrømme, at den drejning, verdenssituationen har taget det seneste årti, har fået mig til at tvivle mere på demokratiets gennemslagskraft end tidligere. Jeg fornemmer, at valgkampe og debatter alt for ofte gennemsyres af navlebeskuende fordomme, fjendebilleder, faktaresistens og klimauansvarlighed.

Jeg holder stædigt fast i, at ”vidnerne” ikke gør det rigtige ved at holde sig helt fra politik og undlade at stemme, når der er valg, men hvor ville jeg dog ønske, at det politiske klima og demokratiets vilkår selv i Vesten i langt højere grad var præget af næstekærlighed, ansvarlighed og en visionær lyst til at håndtere verdens problemer konstruktivt.

[1] Oversat: ”Dem, der siger, at religion intet har at gøre med politik, véd ikke, hvad religion er.”

Relateret

• 02. jun. 2026 - Trosanalysen 2026: Når unge søger mening, bør kirken lytte
• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 18. maj. 2026 - Jesus gjorde demokratiet til virkelighed
• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen

Find flere

Vi kan tilbyde, at dialogen om, hvad der er vitalt for både kirken og verden, foregår i respekt for mennesker, som tænker anderledes end os – både kirkeligt og verdsligt.

I vores kirke har alle en røst. Ledelsen, præster og alle i menighederne kan tale med lige stor vægt ind i troslivet og ud i verden.

Vi kan som kirke både lokalt og globalt virke som dem, som udøver mission, men også som kirken der skaber økumenisk samarbejde og derigennem leder mennesker til Jesus Kristus.

Hvis vi skal være en del af den mørtel, som kitter kirkerne sammen, skal vi også tale med hinanden med kærlighed og respekt. BaptistKirken kan kun inspirere til, hvad vi selv gør.

Under Helligåndens vejledning håber jeg, det er, hvad vi oplever i tiden inden synoden i pinsen 2025.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 02. jun. 2026 - Trosanalysen 2026: Når unge søger mening, bør kirken lytte
• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 18. maj. 2026 - Jesus gjorde demokratiet til virkelighed
• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen

Find flere

Lyt til artiklen her:

Iran er et overvejende shiamuslimsk land, hvor præstestyret overvåger al religiøs aktivitet. Landets kurdere er overvejende sunnimuslimer. I skolen – fra folkeskole til højere læreanstalter – skal alle iranske elever studere bøgerne ’Religiøs lære’ og koranen.

Peter var et videbegærligt barn med mange spørgsmål. Hvis han stillede sin lærer i folkeskolen spørgsmål om Gud og Muhammed, fik han bank – nogle gange så blodet flød. Som 14-årig betragtede Peter sig selv som ateist. Siden begyndte han at interesse sig for kristendommen.

Livsfarligt at konvertere

I Iran kan man være kristen, hvis man tilhører en kristen slægt. De kristne slægter og kirker er få, og de bliver overvåget af myndighederne, da det er strengt forbudt af konvertere fra islam til kristendom.

Det er strengt forbudt af konvertere fra islam til kristendom.

Peter forklarer, at omkring 50% af befolkningen i Iran ikke er troende muslimer. Folk skal ikke skilte med afvigende tro og holdninger, men der er en forholdsvis stor rummelighed og tolerance folk imellem. Peter betragter sine forældre og svigerforældre som ’kultur-muslimer’ eller ’traditions-muslimer’.

Efter sin universitetstid var Peter soldat i 21 måneder. Iranske soldater er efter muslimsk praksis forpligtede til at bede fem gange om dagen i moskeen. Det ville Peter ikke, så han fandt på undskyldninger ved fx at tilbyde at tage vagten for andre for at undgå at deltage i bønnen til en gud (Allah), som han ikke troede på.

Et forvandlet hjerte

Hjembyen var omgivet af høje bjerge, og Peter var ivrig bjergbestiger og medlem af en bjergbestigerklub. En ven herfra – vi kan kalde ham ’Jamal’ – kom fra en kristen familie. Hemmelige samtaler med ’Jamal’ gennem tre år i Irans bjerge førte Peter til tro på Jesus. ’Jamal’ var det første menneske, Peter mødte, som var i stand til omsorgsfuldt at svare på hans spørgsmål om tro. Først efter ca. to år fik Peter Johannesevangeliet af sin ven. Gennem bibellæsning mødte Peter Jesus’ nåde og fred. Det forvandlede hans hjerte.

At Jesus er menneskers frelser og forsoner, var nyt for Peter.

Jesus er ikke fremmed for muslimer, men betragtes om en stor profet. Men at Jesus er menneskers frelser og forsoner, var nyt for Peter. Han begyndte at komme i en skjult husmenighed, hvor han sagde ’ja’ til at følge Jesus. ”Aldrig før har jeg oplevet så meget ro i hjertet, som da jeg lukkede Jesus ind”, fortæller Peter.

At følge sit hjerte koster

Peter mødte sin kommende kone i sin skoletid. I Iran går piger og drenge på hver sin skole, men Peters mor var lærer for pigen, som senere valgte at blive gift med Peter. Det skete i 2005.

Syv år efter bliver Peter en kristen. En nabo opdager kristen litteratur i deres hjem og melder Peter til politiet. Og så må han flygte med det samme. Peter vandrede mere end 6.000 km fra sit hjem til Europa gennem bl.a. Tyrkiet, Grækenland og Bulgarien med mange strabadser undervejs. Skjult i en tank, nåede han til sidst Danmark, hvor han søgte asyl.

Peters kone måtte dække over hans omvendelse.

Peters kone måtte dække over hans omvendelse, fordi traditionen krævede, at hun skulle lade sig skille, da hendes mand var flygtet fra Iran. Med den lille datter på armen blev hun truet og fik sat stolen for døren, da hun nægtede at blive skilt fra sin mand. Endelig lykkedes det Peter ved Guds hjælp at få familiesammenføring for kone og barn i 2019.

Døbt i Vrå

På asylcenter og sprogskole i Danmark blev Peter chikaneret og truet, fordi han var en kristen. Han boede i Vrå i ni måneder og fandt ly i baptistkirken, hvor han endelig fik sit store ønske opfyldt. Han blev døbt den 10. september 2017 og tog navnet Peter.

Mødet med Kristus kostede ham næsten alt. Men familien er samlet og trives i dyb taknemmelighed til Gud, der er en god far, som hører bøn og baner vej.

Læs også “Modsætninger mødes”.

Relateret

• 02. jun. 2026 - Trosanalysen 2026: Når unge søger mening, bør kirken lytte
• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 18. maj. 2026 - Jesus gjorde demokratiet til virkelighed
• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen

Find flere