Podie under opførelse i den nye kirke.

BaptistKirkens partnere i Rwanda og Burundi har de senere år deltaget i et projekt – eller rettere en proces – hvor udvalgte kirker og lokalsamfund bliver trænet i at bruge de ressourcer, der allerede findes lokalt. Denne ’hjælp-til-selvhjælp’-tilgang tager udgangspunkt i kirkernes eksisterende arbejde, deres lokale tilstedeværelse og deres rolle som aktive aktører i lokalsamfundet. I Danmark kalder vi det menighedsbaseret diakoni.

Menigheds- og lokalsamfundsmobilisering

Menigheds- og lokalsamfundsmobilisering er et diakonalt udviklingskoncept, der bygger på en enkel, men grundlæggende tanke: Varig forandring skabes bedst, når mennesker selv opdager og mobiliserer de ressourcer, de allerede har. Metoden er dermed en struktureret måde at omsætte diakoni til praksis – som konkret hjælp til selvhjælp.

Varig forandring skabes bedst, når mennesker selv opdager og mobiliserer de ressourcer, de allerede har.

Metoden bruges i dag i mange lande, herunder Rwanda og Burundi, hvor BaptistKirken i Danmark sammen med lokale kirker og med støtte fra CKU[1] har været med til at implementere tilgangen. Erfaringerne viser, at kirken har en særlig styrke som forandringsaktør, fordi den er lokalt forankret, har relationer til både mennesker og myndigheder og nyder høj tillid i lokalsamfundene.

Kirken har en særlig styrke som forandringsaktør, fordi den er lokalt forankret.

Efter hans hus brændte, har en indbygger fået et nyt hus med hjælp fra kirken, der deltager i projektet.

Diakonale aktiver – mere end penge

En helt central del af processen er at arbejde med holdninger og selvforståelse. Her spiller begrebet diakonale aktiver en vigtig rolle. I stedet for at tage udgangspunkt i det, der mangler, begynder processen med at identificere det, der allerede findes. Det gælder både de synlige aktiver som bygninger, jord, menigheder, frivillige og lederskab – og de usynlige aktiver som tro, håb, relationer, konflikthåndtering, tillid og ansvarsfølelse. Derved styrkes troen på, at man selv kan gøre en forskel og har ansvar for – og indflydelse på – en positiv udvikling.

I den proces bliver diakonien konkret, fx når fællesskaber organiserer spare- og lånegrupper – noget, mange i forvejen kender fra andre indsatser. Her sparer man små beløb op og låner til helt jordnære formål: skolepenge til børnene, frø til næste sæson eller smådyr, der kan skabe en indtægt. Beløbene er ofte beskedne, men betydningen er stor. Når mennesker opdager, at de sammen kan mobilisere ressourcer, sker der et markant skifte i selvforståelsen. Afhængigheden af ekstern hjælp mindskes, og oplevelsen af ansvar, ejerskab og fælles handlekraft vokser.

Menigheds- og lokalsamfundsmobilisering (CCMP)

Tilgangen er inspireret af den kristne udviklingsorganisation Tearfund, som arbejder med metoden Church and Community Mobilisation Process (CCMP) – på dansk menigheds- og lokalsamfundsmobilisering. Menigheds- og lokalsamfundsmobilisering er en menighedsbaseret, diakonal metode, der hjælper kirker og lokalsamfund med at identificere og mobilisere deres egne ressourcer. Metoden bygger på hjælp til selvhjælp og tager udgangspunkt i både synlige aktiver (fx menigheder, frivillige, bygninger, jord og lederskab) og usynlige aktiver (fx tro, fællesskab, relationer, tillid, ansvar og håb). Formålet er at styrke lokalt ejerskab, fælles handlekraft og bæredygtig udvikling – med kirken som katalysator for social og åndelig forandring.

https://learn.tearfund.org/en/resources/series/church-and-community-mobilisation-process-ccmp

Spare- og lånegrupperne er mere end et økonomisk redskab. De bliver et læringsrum, hvor tillid, samarbejde og gensidig forpligtelse styrkes. Netværk, relationer og fælles økonomi danner grundlag for større initiativer. Det er hjælp til selvhjælp i praksis.

En deltager fra Burundi formulerede det sådan: “Hvis vi tror, vi er fattige, er vi det allerede. Hvis vi tror, vi har noget, kan vi handle – det er en indre styrke.”

Kirken som katalysator

Menigheds- og lokalsamfundsmobilisering starter ofte med det, der kaldes en church awakening – en proces, hvor menigheden reflekterer teologisk over sin rolle i samfundet. Diakoni forstås ikke som et projekt ved siden af kirkens liv, men som en integreret del af kirkens identitet. Tro og handling hører sammen.

Erfaringerne viser, hvordan tilgangen skaber konkrete resultater: menigheder organiserer spare- og lånegrupper, bygger huse til udsatte, bidrager til sundhedsforsikring og styrker relationerne i lokalsamfundet. Samtidig vokser fællesskabet i menigheden, og flere tager ansvar.

Processen viser, at menighedsbaseret diakoni ikke handler om store budgetter, men om at frigøre det potentiale, Gud allerede har lagt i mennesker og fællesskaber. Når kirken tager sine diakonale aktiver alvorligt, kan den være med til at skabe håb, værdighed og forandring – indefra og ud.

Menighedsbaseret diakoni er i sidste ende netop det: tro i handling – hjælp til selvhjælp – båret af fællesskab, ansvar og håb.

Nye toiletter finansieret af egne midler som en aktivitet i projektet.

[1] CKU – Center for Kirkeligt Udviklingsarbejde

Relateret

• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen
• 18. maj. 2026 - Demokrati som samtale
• 18. maj. 2026 - Baptister og demokrati
• 18. maj. 2026 - Kan dansk og vestligt demokrati overleve?
• 18. maj. 2026 - Demokrati i blå uniform

Find flere

Lyt til artiklen:

Johannes Steenbuch ved godt, at ordet anarki får de fleste til at tænke på kaos, vold og sammenbrud. Men i hans nye bog The Kingdom of God is Anarchy er ordet ment som noget helt andet. Det peger på en virkelighed, hvor mennesker ikke hersker og dominerer: et Guds rige, som vender vores normale forestillinger om magt på hovedet.

Johannes kalder bogen en kortere og mere fokuseret udgave af sin tidligere danske bog om emnet. Han håber, den kan give læseren ”lidt inspiration og lidt luft” i en tid, hvor andre perspektiver sætter dagsordenen.

Foto: Johannes Steenbuch

Når anarki er den gode nyhed

Når Johannes skriver om anarki, er det altså ikke en hyldest til lovløshed. Han henter blandt andet inspiration hos den russiske filosof Nicolai Berdyaev, der taler om anarki som frihed fra menneskers magt over hinanden. “Guds rige er,” siger Johannes,
”… så radikalt forskelligt fra alt, hvad vi kan forestille os, at det ikke er noget, vi kan sætte i system med vores begreber eller bemægtige os med vores tankevirksomhed.”

Det gør også stoffet vanskeligt. For hvis Guds rige ikke kan forstås med vores tankevirksomhed, hvordan skriver og taler man så om det? Johannes’ svar er, at Guds rige ikke kan reduceres til et program, et system eller en formel, vi selv kan styre.

Netop derfor bliver Jesus’ ord om tjeneste så sprængfarlige. Når han siger: ”… den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener, og den, der vil være den første blandt jer, skal være jeres træl, …” så er det ikke kun fromme ord. Det er en radikal kritik af den måde, vi normalt indretter både samfund og kirke på.

Lokomotivet og det sidste får

Det bliver tydeligt, når Johannes Steenbuch taler om kirkelig ledelse. Han er kritisk over for, at frikirker ofte overtager et sprog om ledelse, som minder mere om erhvervslivets end om evangeliets sprog.

Han nævner et billede, han har mødt i kirkelig sammenhæng: Kirken som et tog, hvor ledelsen er lokomotivet, og dem, der ikke kan følge med, må blive stående på perronen. Det billede rammer ham hårdt.

”Et mere ukristeligt billede på kirken har jeg svært ved at forestille mig,” siger han.

Jesus’ billedsprog er radikalt anderledes. Han taler om det sidste får. Om hyrden, der ikke bare styrter afsted foran hele flokken, men går ud for at finde det får, der sakker bagud og farer vild. Johannes sammenligner det med læreren på klassens cykeltur, der cyklede bagest, så den sidste også kom med.

På det direkte spørgsmål om, hvordan Guds riges magtfri anarki kan fungere i et menighedsråd, der skal bestemme farven på de nye gardiner, svarer Johannes med latter i stemmen: ”Det handler om, at man ikke bruger sin position til at pådutte andre sine egne ønsker. Det handler om, at man møder hinanden med respekt.”

Johannes peger også på gudstjenesten som et sted, hvor vi kan tænke over, om vi giver plads til Guds riges anarki: I den gamle landsbykirke står orglet bagest i kirken. Herfra understøtter det fællessangen, som bæres af menigheden. I mange moderne frikirkelige sammenhænge står lovsangsbandet på scenen, og tanken er, at menigheden følger musikken og forsangerne. For Johannes er det ikke et spørgsmål om smag og stil, men et billede på to forskellige måder at forstå kirke på.

Foto: Johannes Steenbuch

Tjeneste er kirkens grundlov

Tjeneste som kirkens grundlov er ikke et fremmed ideal, der kommer udefra. Tværtimod peger Johannes på, at baptister historisk har haft netop denne tanke tæt inde på livet.

Det var baptistpioneren Julius Købner, der kaldte Jesus’ ord om tjeneste for ‘kirkens grundlov’. “Baptistkirken blev,” siger Johannes, “født som et forsøg på at bygge kirke nedefra som en græsrodsbevægelse. Derfor er det også et baptistisk selvopgør, når vi i dag taler mere om ledelse, effektivitet og vækst end om tjeneste.”

Johannes tror, at noget af forklaringen på, at vi kan glemme fortidens fokus på tjeneste, er træthed over flade strukturer og påvirkning fra især amerikanske og karismatiske miljøer, hvor synet på ledelse ofte er mere autoritært. Spørgsmålet er, hvad der sker med kirken, når den begynder at lytte mere til ‘denne verdens magter og denne verdens måde at forstå magt og ledelse og effektivitet på’  end til Jesus’ ord om at tjene.

At vidne – ikke frembringe

En hovedpointe i bogen er, at kirken ikke skal frembringe Guds rige, men vidne om det.

Johannes gør op med forestillingen om, at Guds rige kan skabes gennem de rigtige strategier, de rigtige projekter eller de rigtige kirkelige modeller. ”Spørgsmålet er, om man tror, man kan frembringe Guds rige … eller om vi skal vidne om Guds rige, pege på Guds rige i ord og praksis.”

“The Kingdom of God is Anarchy”

Forfatter:
Johannes Steenbuch

Forlag:
Cascade Books
An Imprint of Wipf and Stock Publishers
199 W. 8th Ave., Suite 3
Eugene, OR 97401

ISBN:
Paperback isbn: 979-8-3852-4395-2
Hardcover isbn: 979-8-3852-4396-9
Ebook isbn: 979-8-3852-4397-6

Kan blandt andet købes her:
https://wipfandstock.com/9798385243952/the-kingdom-of-god-is-anarchy/

https://amzn.eu/d/06mSnb3r

https://www.saxo.com/dk/the-kingdom-of-god-is-anarchy_bog_9798385243952

Mere end passivitet

Det er let at indvende, at Johannes’ tanker er svære at føre ud i virkeligheden. Hvis kirken skal holde sig ude af enhver magtrelation, hvad bliver der så tilbage ud over fromme ord?

Den indvending tager Johannes alvorligt. Han siger direkte, at det hurtigt kan blive ”luftigt og fluffy og tyndt”, hvis kirken bare nøjes med at sige, at den skal være et vidnesbyrd. Derfor afviser han også, at hans tanke skal forstås som ren passivitet.

Tværtimod understreger han, at kristne godt kan handle i verden. Forskellen ligger i måden. Er det kirken, der går ud i verden med budskabet om et ideal? Eller er det den enkelte kristne, der deler sin tro og sit vidnesbyrd i overbevisning om, at det kan gøre en forskel for andre? For Johannes er der forskel.

Han bruger Jesus’ ord om at bruge ”den uretfærdige mammon” til at skabe venner. Man må gerne bruge de midler, verden stiller til rådighed, også økonomiske. Men man må ikke bilde sig ind, at man dermed selv er blevet ren, eller at ens projekter står uden for de modsætninger og fristelser, som præger alt menneskeliv.

Johannes citerer også oldkirkelige stemmer med en skarphed, som stadig bider: “Basilios den Store siger, at den kappe, du ikke bruger, tilhører den, der mangler tøj, og at de sko, der står og rådner i skabet, tilhører den, som ingen sko har. Det er diakoni uden selvros. Ikke som moralsk overskud, men som erkendelse af, at vi ofte ejer mere, end vi har ret til.”

Et frirum fra præstation

Johannes holder meget af gamle kirkebygninger. Ikke som monumenter over kirkens magt: det ville også passe dårligt ind i ideen om Guds rige som anarki. Johannes ser kirkebygningen som et frirum. Et kirkerum kan være et sted, hvor man går ud af en stresset og effektivitetsfokuseret hverdag og får lov bare at være til stede. Johannes advarer mod at gøre kirken til et sted, hvor man kun åbner døren, når nogen skal ”hives ind” til et arrangement eller et projekt. Han foretrækker det åbne kirkerum, hvor man kan træde ind uden at blive påduttet noget.

Johannes har en pointe mere i forhold til kirken som en fast ramme. Nogle gange kan faste rammer, liturgi og strukturer faktisk sætte mennesker fri. Når vi ikke længere skal præstere, være synlige eller måle egen nytteværdi i kirken, kan der opstå et rum helt uden magt og dominans. Et rum, hvor vi finder Guds rige.

Johannes Steenbuchs bog giver ikke tre hurtige råd til hverdagen. Til gengæld stiller den et ubehageligt og nødvendigt spørgsmål: Er kirken blevet for fortrolig med magtens sprog?

Vil vi være lokomotivet, der kører, før alle er med — eller hyrden, der går tilbage efter det sidste får?

Foto: Johannes Steenbuch

Relateret

• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 15. maj. 2026 - Læs meget mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse
• 13. maj. 2026 - Serhiis hus ved vejen blev et hvilested for soldater
• 13. maj. 2026 - Fra mangel til muligheder
• 13. maj. 2026 - LÆREDAG om inklusion i BaptistKirken

Find flere

Lyt til artiken:

For enden af en villavej ligger Holstebro Baptistkirke. Næsten som om den ikke vil forstyrre. Hvis du søger på Google Streetview, får du et billede af krattet foran kirken. Indenfor er der varme, kaffe og den særlige ro, som opstår, når folk kender hinanden. Formand Hanna Ringgaard og menighedsrådsmedlemmerne Leif Christensen og Allan Thing har kaffen klar – og fastelavnsbollerne.

Talen falder hurtigt på det tætte fællesskab, for netop dér ligger også sårbarheden: Når man er få, kan den enkelte ikke gemme sig i mængden. Ordene vejer tungere. Accept af hinanden betyder alt.

Fra venstre: Hanna Ringgaard, Leif Christensen og Allan Thing (Foto: Henrik Andersen

I den lille menighed er reglerne få. Når noget bliver svært, folder de hænderne i Holstebro. “Der er fokus på bønsfællesskabet,” fortæller Allan og fortsætter: ”Til gudstjenesterne har vi altid et punkt, hvor vi beder sammen – og under ordet frit, beder vi også tit for hinanden.”

Mange menigheder venter på, at verden udenfor opdager deres arbejde. For enden af villavejen i Holstebro er det ikke nemt at blive opdaget. Derfor har menigheden valgt at gå ud: støtte det, der allerede virker – og være med i det tværkirkelige arbejde i Holstebro. I Kirke Care og Kirkernes Sociale Arbejde møder menigheden mennesker, der aldrig ville tage turen til enden af villavejen. Baptistkirken gør det sammen med andre kirker, fordi ressourcerne er få, og fordi de fælles initiativer rækker ud i lokalsamfundet.

Bøn fylder meget i det lille fællesskab i Holstebro. På menighedens Facebookside er der ugentligt ord til opbyggelse.

Samtidig er der drømme for fremtiden: at flytte tættere på livet i midtbyen – måske med et enkelt, åbent sted, hvor man kan komme forbi på en hverdag og få en kop kaffe. Men mellem drøm og virkelighed står en betalt kirkebygning på gratis grund – og et lille fællesskab, der både er stærkt og sårbart. Er det muligt at realisere drømmen uden at miste hinanden af syne?

Den omvendte strategi?

I Holstebro er der cirka 40 medlemmer. Menighedens medlemmer er geografisk meget spredt og det er svært at samle mere end 20 medlemmer til arrangementerne. Selv om der tit dukker andre end medlemmerne op, slider det ikke meget på kirkebænkene. For den lille menighed vil ”refleksen” ofte være at bruge kræfterne i fællesskabet i stedet for udenfor fællesskabet. Men ikke i Holstebro!

Hanna fortæller: ”Vi havde en samtale om, at vi skulle gøre noget ude i byen. Og i den snak kommer vi så ind på, at det kunne være noget for de unge om natten, så de ikke falder i åen!” Latteren breder sig rundt om bordet og Leif fortsætter: ”Det er rigtigt! For jeg har altid ment, at vi skulle gå ud ad døren i stedet for kun at gå ind ad den!”

Allan griber tråden: ”Du vil gerne være konkret. Og da Kirke Care henvender sig, er du allerede klar og så får du trukket os andre med! Vi kan sætte alt muligt i gang, men hvad er sandsynligheden for succes? Så hellere hjælpe der, hvor der allerede sker noget. ”

Holstebro Baptistkirke (Foto: Henrik Andersen)

Fredag aften i gågaden

Det er fredag aften i Holstebro. Festen har allerede været i gang et stykke tid på barerne og diskotekerne i gågaderne omkring Nørregade og Store Torv. For nogle er festen allerede ved at være forbi: Lidt for meget alkohol, en tabt telefon eller kærestesorger. Ude på gaden er der hjælp at hente fra Kirke Care. Et team på tre voksne med et karakteristisk logo på ryggen.

”Vi er fire fra kirken med i Kirke Care. Vi evangeliserer ikke, men møder de unge med omsorg og kærlighed. Der står jo Kirke Care på vores tøj, så det er tit de unge gerne vil tale om tro, eller bare fortælle os, at de kan både fadervor og trosbekendelsen” forklarer Leif, ”Det er rigtig godt at være med i udadvendt arbejde som menighed.”

Menigheden i kirken for enden af villavejen venter ikke på at blive fundet. Den går ud og møder mennesker.

Når frikirke og folkekirke bygger sammen

Samtalen om Kirke Care fører naturligt videre, da Hanna siger: ”Vi møder jo også mange fra de andre kirker gennem Kirke Care…”. Allan er hurtig til at samle tråden op: ”Det er virkelig en del af vores tværkirkelige fællesskab her i Holstebro: Vi går sammen og taler sammen med folk fra andre kirker. Det danner bånd, skaber netværk og bryder barrierer ned.”

”Det er en gave, Gud har givet os! Vi søgte det og det kom til os,” siger Hanna, ”på sådan en iskold nat kan man nå at få mange gode snakke med de andre!”

Rundt om bordet fremhæver alle tre det tværkirkelige samarbejde. Ikke kun fordi baptisterne får ros for at stille med ti procent af menigheden til Kirke Care, men fordi samarbejdet med andre styrker sammenholdet indadtil. Når kirken ikke kun er en adresse for enden af villavejen, men lever i hele byen, er det nemmere at samle energi. Der er oplevelser om tro og fællesskab, der kan deles, når ordet er frit til søndagsgudstjenesten.

Læs mere om Holstebro Baptistkirke:

På web: https://holstebrobaptistkirke.dk/
På Facebook: https://www.facebook.com/profile.php?id=100070428941705#
Om Kirke Care på landsplan: https://www.kirkecare.dk/
– og lokalt: https://www.facebook.com/kirkecareholstebro

Det virker – men det fylder ikke kirkebænkene

Der bliver en smule stille, da Hanna, Leif og Allan reflekterer over, at den udadvendte indsats ikke får flere til at søge baptistkirken.

”Måske er vi kommet til at acceptere, at vi er en husmenighed, hvor vi tager os af hinanden. Selv om vi gerne vil være mange flere,” reflekterer Hanna, ”For vi er jo heller ikke en stærk menighed, hvis man kan udtrykke det sådan. Vi har mange gode værdier, vi har mange gode kræfter, men vi har også mange, der internt bruger meget energi på samtaler med hinanden. Der er mange, der kæmper.”

Der er enighed om, at det tætte og nære liv i den lille menighed gør det nemmere at tage fat i hinanden og invitere hinanden med ud og opleve fællesskabet med andre kirker.

Holstebro Baptistkirke (Foto: Henrik Andersen)

Tæt på hinanden – og derfor sårbare

Samtalen fortsætter om det tætte fællesskab. Man tager sig af hinanden, hjælper hinanden med stort og småt. Sikkert også noget, som fællesskabet slet ikke hører om. Men især en ting kan give udfordringer, fortæller Leif:
”Det er svært at tage de alvorlige snakke, fordi vi kender hinanden så godt. Det er svært at sige noget negativt, og det er en kæmpe udfordring i den lille menighed. Det bliver meget hurtigt personligt.”

”Der skal ikke meget til, før man får hjertebanken,” fortsætter Allan, ”det er jo ikke en fjern relation, der sidder ved siden af. Det er faktisk en, jeg gerne vil være sammen med.”

På spørgsmålet om, hvordan menigheden håndterer konflikterne, er der ikke meget tvivl i svarene. Allan samler op med et smil: ”Der er ikke noget, der er for stort eller for småt – det skal bedes væk!”

De vildeste drømme: Café i midtbyen!

Det tager lige et øjeblik og kræver en smule tilløb før Leif tør præsentere sin vildeste drøm for menighedens fremtid:
”Det er simpelthen, at vi skal… af med det her sted og så skal vi ned og bo midt i byen.”

Hanna falder ind: ”Så skal vi jo have den der lille café, der har åbent lørdag formiddag.”

Der er enighed om, at udfordringen ved de vilde fremtidsdrømme ikke er om menigheden har lyst til at drømme med. Men om menigheden har ressourcer til at realisere drømmene. Ligesom i mange andre frivillige fællesskaber er det svært at finde frivillige nok til at drive fællesskabet. Når driften også omfatter en ældre bygning med utæt tag, er det ofte ”Tordenskjolds soldater”, der møder op.

Leif peger på, at der en drøm, der overskygger alle andre:
”Den vigtigste drøm er nok at finde nogle, vi kan give stafetten videre til. Så tror jeg, at dem, der kommer, vil drømme nye drømme.”

”Grunden er gratis her. Kirken er betalt. Men hvad vil kommunen forlange, hvis vi flytter?…” (Foto: Henrik Andersen)

En betalt kirke på gratis grund

Store og vilde drømme kan også komme med en pris, hvis de skal realiseres.

”Grunden er gratis her. Kirken er betalt. Men hvad vil kommunen forlange, hvis vi flytter? Skal vi vælte huset, så vi efterlader en bar grund? For mig er det sådan noget, det handler om,” siger Hanna.

De andre er enige. Der er udfordringer ved at drømme vildt og stort. Og flere udfordringer ved at realisere drømmen. Samtalen vender tilbage til omdrejningspunktet: den lille menighed, da Allan siger: ”Det ville også kræve lidt flere hænder at drive kirke i midtbyen…”

Det lille fællesskab giver mulighed for at være kirke tæt på menneskers hverdag. Men det er også de vilde drømmes begrænsning.

En levende menighed

I BaptistKirken har vi lukket små menigheder, fordi livet langsomt er ebbet ud. I Holstebro er der et livgivende bønsfællesskab i den lille menighed. Når de ikke beder, går de ud ad døren og møder verden i fællesskab med andre kirker.

De giver sig selv lov til at drømme vilde drømme. Krattet på Google Streetview får ikke lov til at blive det sidste billede: De drømmer om at flytte kirken for enden af villavejen til livet i midtbyen.

Relateret

• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 15. maj. 2026 - Læs meget mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse
• 13. maj. 2026 - Serhiis hus ved vejen blev et hvilested for soldater
• 13. maj. 2026 - Fra mangel til muligheder

Find flere

Lyt til artiklen

Fra den 23.-25. september deltog jeg i et seminar i Rwanda om diakoni og om, hvordan de rwandiske kirker kan styrke deres indsats på dette område. Seminaret, der er finansieret af Center for Kirkeligt Udviklingssamarbejde, samlede medarbejdere, teologer, præster og ledere for at reflektere over det teologiske grundlag og den praktiske udmøntning af diakoni.

Undring?
Undrer du dig også over teksten på den store plakat bag deltagerne? “TOTS” betyder training of trainers. Deltagerne i seminaret er ledere, der uddanner andre ledere.

Hvad er diakoni?

Ordet diakoni stammer fra græsk og betyder egentlig tjeneste. Tjeneste forstået som den opgave og det kald, vi som kirke og kristne har: At omsætte troen til handling. Diakoni er derfor mere end sociale aktiviteter; det er selve kirkens måde at være til på, hvor Guds kærlighed bliver synlig gennem omsorg, fællesskab og retfærdighed i mødet med næsten. Som en af oplægsholderne formulerede det: ”Uden diakoni ville kirken ikke leve i overensstemmelse med sin identitet i Kristus.”

Diakoni er troens handling – deltagere i seminaret (Foto: Jado)

Teologiske refleksioner om diakoni

På seminaret lagde den lokale teolog Nathan Ndyamiyemenshi en stærk ramme for forståelsen af diakoni. Han pegede på, at diakoni er dybt forankret i Bibelen: Profeten Jeremias’ ord om at ”gøre ret og retfærdighed”, Jesu egen tjenende rolle, og beretningen i Apostlenes Gerninger, kapitel 6, om omsorgen for enkerne. Diakoni udspringer altså af selve Guds mission og er både en åndelig og en praktisk tjeneste. Diakoni er ikke blot et tillæg til kirkens arbejde, men en integreret del af kirkens væsen og mission. Det er både profetisk – hvor kirken konfronterer uretfærdighed – og tjenende, hvor den viser Guds kærlighed i praksis. Diakoni rækker både indadtil i menigheden og udadtil i samfundet.

Praktiske eksempler

Der blev delt praktiske eksempler og konkrete erfaringer fra projekter og menigheder. Spare- og lånegrupper var et eksempel, der kunne hjælpe familier med at betale skolepenge eller købe husdyr. Andre nævnte køkkenhaver, der giver mad til forældreløse børn. Menigheder, der har taget initiativ til forsoningsdialoger i landsbyer præget af gamle sår. Disse eksempler viser, at diakoni ikke kræver store midler, men vilje til at handle med de ressourcer, som allerede findes i lokalsamfundet.

Diakoni er troens handling – deltagere i seminaret (Foto: Jado)

Begrebet diakonale aktiver er her centralt. Hver menighed rummer allerede værdifulde ressourcer. Det kan være åndelige aktiver, som bøn og tro, menneskelige aktiver, som viden, evner og lederskab, sociale aktiver, som relationer og netværk, materielle aktiver, som adgang til jord, bygninger, redskaber og økonomi, og endelig kan man tale om kulturelle aktiver, som fortællinger og sange.

En kortlægning af disse ressourcer er nødvendig for, at der kan ændres fokus og skabes udvikling indefra: ”Diakoni begynder med, hvad folk allerede har, ikke med hvad de mangler”.

Værdier har også betydning

Diakoni bygger også på værdier. Værdierne former, hvordan man tænker og handler i mødet med næsten. Centralt står værdighed, hvor hvert menneske ses som skabt i Guds billede; retfærdighed, hvor kirken søger at udligne uligheder og stå på de svages side; og fællesskab, hvor ingen overlades til at stå alene. Hertil kommer tjeneste – at følge Kristi eksempel som den tjenende Herre – og håb, som driver menigheden til at arbejde for forvandling – også under svære vilkår.
Diakonale værdier giver både retning og legitimitet i arbejdet. De sikrer, at diakoni ikke reduceres til projekter, men forbliver en livsholdning, hvor troen omsættes til kærlighed i handling.

Morten Kofoed gav også et indlæg på seminaret (Foto: Jado)

Fra mangel til muligheder

En af de stærkeste indsigter fra seminaret var nødvendigheden af at ændre tankegang. Alt for ofte fokuseres på mangler – og dermed fastholdes fokus på fattigdom, begrænsninger og afhængighed af udefrakommende ressourcer.

I stedet opfordres vi til at se på, hvad vi allerede har. Når vi begynder at identificere de diakonale aktiver – tro, relationer, jord, viden og kulturelle traditioner – åbner der sig helt nye muligheder for handling. Et skifte i mindset er grundlæggende: Fra at se knaphed til at opdage Guds overflod midt iblandt os.
Som det blev sagt på seminaret: ”Diakoni starter ikke med det, vi mangler, men med det, vi har.”

Sidste del af seminaret handlede om konkrete handlingsplaner for de mange engagerede deltagere.

Seminaret understregede, at diakoni er kirkens DNA. Det handler om at bruge de ressourcer, Gud allerede har givet os, og om at planlægge ud fra det, der allerede findes. Når kirken ser på, hvad den har – tro, fællesskab, land, viden, relationer – og sætter det i spil, skabes der håb, værdighed og forvandling.

Diakoni er med andre ord tro i handling – en levende og synlig tjeneste, hvor evangeliet får hænder og fødder i verden.

Dialog på seminaret Diakoni er troens handling (Foto: Jado)

Relateret

• 13. maj. 2026 - LÆREDAG om inklusion i BaptistKirken
• 27. apr. 2026 - I Guds rige vender magten på hovedet
• 19. mar. 2026 - “Lad de små børn komme til mig” – nyt håb for unge mødre i Rwanda
• 15. mar. 2026 - I Holstebro kan du møde baptisterne fredag nat i gågaden!
• 03. feb. 2026 - En ny måde at tale sammen på: 80 deltagere til BaptistKirkens første læredag

Find flere

Mogens S. Mogensen:

• konsulent i egen rådgivningsvirksomhed
• ekstern lektor på højere læreanstalter i missiologi, kristen-muslimske relationer, missional kirke mv.
• ph.d. i interkulturelle studier og missionsteologi
• se også https://mogenssmogensen.wordpress.com

Tidligere udenrigs- og kirkeminister Per Stig Møller har udtalt: ”Hvis man siger, at kristendommen ikke må spille nogen rolle for ens politik, har man misforstået det. Politik kommer ikke af ingenting, men den kommer af den enkeltes grundopfattelse, der er baseret på ens etik, moral eller religion, hvad enten man er kristen, muslim eller buddhist.”

Per Stig Møller peger her på, at der er noget ’før-politisk’, som former det politiske. Derfor er der grund til at besinde sig på, hvordan etik, moral og religion påvirker vores fælles og sekulære liv.

Kristendommens forandring af samfundet

I bogen ’Herredømme’[1] påviser den engelske historiker Tom Holland, hvordan kristendommen gennem 2000 år har haft en transformerende indflydelse på den vestlige verden. Han konstaterer, at det at leve i et vestligt land er at leve i et samfund, der er gennemtrængt af kristne begreber, og det er hans påstand, at kristendommens indvirkning på udviklingen af vestens civilisation har været så dybtgående, at vi ikke umiddelbart kan få øje på den. Vi har det samfund, som vi på mange måder har grund til at være meget taknemlige for, fordi der ned gennem historien har været kristne, som tog forpligtelsen til at præge samfundet ud fra deres kristne overbevisning på sig.

At leve i et vestligt land er at leve i et samfund, der er gennemtrængt af kristne begreber.

Næstens ve og vel

Vi er kaldet til at elske vores næste som os selv, og det indebærer ikke kun at dele evangeliet med dem, men også at tage vare på deres ve og vel – altså det vi kalder diakoni. Diakoni kan være, at vi som den barmhjertige samaritaner[2] tager os af ham, der ligger såret i grøften efter røvernes overfald. Men diakoni kan også – for at blive i lignelsens verden – være at arbejde for, at vejene bliver sikre at færdes på, så røveriske overfald forebygges. Den sidste form for diakoni har med politik at gøre. Men det kan have sin pris for kristne at blande sig i politik. Den brasilianske ærkebiskop Hélder Câmara er kendt for at have sagt: ”Når jeg giver mad til de fattige, kalder de mig for helgen. Når jeg spørger, hvorfor de er fattige, kalder de mig kommunist”.

Men det kan have sin pris for kristne at blande sig i politik.

Kristendom hører hjemme i det offentlige rum

Kristendom er, som den kroatiske teolog Miroslaw Volf har kaldt en af sine bøger ’A Public Faith’ – en offentlig tro. Kristendom har et vigtigt bidrag til ’offentligheden’, til samfundets udvikling og dermed også til politik. Sådan var det også i Det Gamle Testamente, hvor profeterne råbte op om magthavernes særlige ansvar for de svageste i samfundet, enkerne og de faderløse, de fremmede og de fattige. Og offentligheden, samfundet, har brug for kristendommens værdier og indsigter. Det er ikke kun det enkelte menneske, der har brug for at vide, at det står til ansvar over for noget højere (Gud). Også i samfundet går det galt – og det risikerer at blive inhumant – hvis det gør sig selv til Gud og ikke anerkender en moralsk forpligtelse ud over de politiske beslutninger.

Ansvar for samfundet

Det er det, som vi i de senere år er begyndt at kalde ’offentlighedsteologi’. Målet med et offentlighedsteologisk engagement er ikke at forsvare kirkens interesser, men at tage vare på ’det fælles gode’. Det klassiske eksempel er biskoppernes hyrdebrev i 1943, der via de danske embedsmænd blev givet til de tyske myndigheder. Her protesteres der mod forfølgelsen af jøder: ”Fordi forfølgelsen af jøder strider mod den menneskeopfattelse og næstekærlighed, som er en følge af det budskab, Kristi kirke er sat til at forkynde. Kristus kender ikke til personsanseelse, og han har lært os at se, at ethvert menneskeliv er dyrebart i Guds øjne (Gal. 3.28)”.

Det er imidlertid en kristelig opgave, som ikke kun skal løftes af præster, men også af lægmænd og kvinder.

Målet er ikke at forsvare kirkens interesser, men at tage vare på ’det fælles gode’.

Hvordan griber vi det an?

Her vil jeg kort pege på fem retningslinjer:

1. En forudsætning for et meningsfuldt engagement i debatten er, at vi har sat os grundigt ind i sagen.
2. Vores troværdighed styrkes, hvis vi ikke ’skyder på alt, hvad der rører sig’, men fokuserer på emner, hvor vi som kristne har noget unikt at byde ind med. Vores troværdighed styrkes også, hvis vi har sat handling bag vores holdninger, altså fx hvis vi som kirke er i gang med at bidrage til løsning af de problemer, som vi har en holdning til.
3. Hvis vores udtalelse bygger på etiske principper i kristendommen, som de fleste kristne er enige om, vil udtalelsen naturligvis have større autoritet, end hvis der er større uenighed om emnet i kirken.
4. Vi skal bestræbe os på at udtale os sådan, at det er forståeligt ikke kun for kirkens egne medlemmer, men også for den bredere offentlighed. Det kan betyde, at vi må søge at oversætte vores bibelske eller kirkelige sprog til et sprog, som andre også kan forstå.
5. Et offentlighedsteologisk engagement indebærer, at vi deltager i den politiske debat uden at blive partipolitiske.

Hvad har kristendom med politik at gøre?

Vores kristne tro har med alt at gøre, ikke kun med vores forhold til den enkelte næste, men også til vores fælles samfund og det fælles gode.

[1] Kristeligt Dagblads forlag 2020

[2] Lukas-evangeliet kap. 10, vers 25-37

Relateret

• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen
• 18. maj. 2026 - Demokrati som samtale
• 18. maj. 2026 - Baptister og demokrati
• 18. maj. 2026 - Kan dansk og vestligt demokrati overleve?
• 18. maj. 2026 - Demokrati i blå uniform

Find flere

Han henviste både til de politiske strømninger i Danmark i disse år, og til BaptistKirkens ønske om at vise solidaritet med den lidende befolkning i Myanmar.

Her kan formandsberetningen læses i sin helhed:

Jeg tror enhver beretning for det seneste år i denne tid er præget af Covid-19.

Menighederne har løst opgaven med menighedsliv og Corona på forskellig vis. Elektroniske gudstjenester og andre aktiviteter har præget arbejdet i en række menigheder, og nogle medlemmer har benyttet sig af muligheden for at komme til gudstjeneste flere steder – også med stor geografisk afstand – samme søndag. Vi har manglet samvær og fællesskab, især hvis ikke elektronikken gav mulig for at hilse på hinanden før og efter gudstjenesten. Vi har måske oplevet at noget, der var en del af vores faste program, har kunnet undværes uden det store savn, og andet har vi taget som selvfølgeligheder og har nu set, at det betød et stort savn at undvære.

Som andre steder i samfundet tror jeg, det er vigtigt, at menighederne vurderer det seneste år og tager de elementer med fra Corona-tiden, som også giver god mening i en mere normal hverdag.

Forlængelse af generalsekretæren

For BaptistKirkens ledelse har antallet af møder har været som det plejer, men de fleste møder har været zoom møder. Alle mødetyper har fordele og ulemper, og vi vil prøve i det kommende år at lægge op til en kombination af fysiske og elektroniske møder, så vi både kan udnytte effektiviteten i det elektroniske møde med kortere tidsforbrug (bl.a. ingen rejsetid) og det fysiske møde, hvor pauser og småsnak kan være med til at give nye input og opbygge relationer.

Organisatorisk fremlægger vi forslag til justering af vedtægter for at styrke ledelsesarbejdet med flere hænder at fordele opgaverne på og et stærkere system til opstilling af kandidater til ledelsen.  Organisationen og vore regler skal være funktionelle og i orden, men alt i alt er det vigtigste, at vi finder organisationsformer, der styrker arbejdet og sammenhængskraften i vores kirke.

Til efteråret – 30. september – udløber Torben Andersens ansættelse som generalsekretær. Formand og næstformand har – på vegne af ledelsen – haft indledende samtaler med Hjørring Baptistkirke om en forlængelse af samarbejdet, som begge parter vurderer som meget velfungerende. Fra BaptistKirkens side har vi ønsket, at et kommende samarbejde kan betyde lidt mere tid til BaptistKirkens opgaver – og dermed lidt mindre tid til menigheden. Vi tror, det vil kunne styrke samarbejdet med menighederne, at generalsekretæren har flere ressourcer og bedre mulighed for menighedskontakt. Samtidig tror vi, at Torben Andersen på en god måde kan løfte denne opgave. Hjørring Baptistkirke har menighedsmøder i maj og juni, hvor mulighederne set fra menighedens side drøftes. Vi håber, at vi kan nå frem til en aftale, alle parter kan glædes ved.

Den vigtige kommunikation

Kommunikationen er vigtigere end nogensinde for os. De gode historier må fortælles, og jeg tror ikke, vi skal overse, at enkelte beretninger spiller en stor rolle. Vi ved, at pressen har større tilbøjelighed til at bære negative sager frem, f.eks. på det seneste, hvor en frikirkepræsts overgreb mod en række kvinder, er sendt på DR1 i den bedste sendetid. Jeg siger ikke, at grundlæggende forkerte handlinger skal skjules, men vi må gøre, hvad vi kan, for at der ikke skabes et fortegnet billede af det kirkelige liv. Derfor må vi gøre mest muligt for at fortælle de gode historier. Jeg hører til den del af befolkningen, der godt kan lide at følge ”folketingskanalen”, og det er jo ikke sjældent, at der henvises til sager fra medierne i den politiske argumentation.

30. september er BaptistKirken medarrangør af en tværkirkelig temadag med titlen, ”Når kirken svigter”. Her sættes fokus på, hvordan vi undgår overgreb i det kirkelige miljø, og hvordan vi handler, hvis overgreb finder sted.

For to år siden var vi glade for at kunne fastholde Lone Møller-Hansen i arbejdet med kommunikationsopgaver, og dette har fungeret rigtig godt, men vi bør alle hjælpe i kommunikationen med at gøre opmærksom på de gode historier, vi ser.

Jan Kornholts arbejde som menighedskonsulent har været meget udfordret af Corona situationen. Jans tilbud til menighederne gælder jo året ud, og Jan stiller sig efterfølgende til rådighed for ad hoc-opgaver.

I verden

Som kirke er vi placeret i verden og i det samfund, der blev vores.

Det politiske system udfordrer vores og andre kirker og religiøse samfund. Der synes at være et ønske om med alle midler at ramme visse rabiate religiøse grupperinger, hvad der kan være forståeligt. Men samtidig er der en ligegyldighed over, at dette på helt urimelig vis rammer kirker og religiøse grupper, der fungerer som en integreret del af samfundet. I min ungdom var slagordet: ”hellere lade en skyldig gå fri end dømme en uskyldig”. Dette synes at være vendt om i dag til: ”kan vi ramme en ’skyldig’ så skidt med, at vi rammer en række uskyldige”.

Det varslede lovforslag om prædiken-oversættelse til dansk er det seneste af disse tiltag. Dette vil være dræbende for vore etniske menigheder, og BaptistKirken har, sammen med nationale og internationale organisationer, protesteret kraftigt overfor regeringen. Vi skal fastholde protesterne, men man kan håbe, at når fremsættelsen af forslaget er udskudt gang på gang, skyldes det, at der breder sig en forståelse af, at ”dette forslag ikke har sin gang på jorden”

Det siges i skåltaler, at de demokratiske rettigheder ikke er vundet én gang for alle, men forsat må forsvares. Oplevelsen i de seneste år er, at dette gælder religionsudøvelse og religionsfrihed – her har baptister altid stået på barrikaderne, både for vores egen frihed og for at andre grupper nyder samme frihed.

Myanmar

I de seneste måneder har Myanmar fyldt mere i vores bevidsthed. Det er belastende for vore burmesiske brødre og søstre at være vidne til undertrykkelse og forfølgelse, der også rammer familie, venner og bekendte i Myanmar.

Vore migrantmenigheder med denne nationale baggrund har engageret sig i protesterne, og som Baptistkirke har vi støttet op, dels gennem arbejdskraft, hvor Lone Møller-Hansen, Moses Peng og Morten Kofoed særligt har været engageret, og også med mindre økonomiske bidrag – senest ved demonstrationen sidste lørdag i København, hvor mødet på Rådhuspladen blev ledt af generalsekretær Torben Andersen.

Kirken har altid spillet en rolle i det sociale arbejde i et samfund. Som baptister har vi måske ikke tradition for at denne del af tjenesten fylder mest, men i menighederne er der mange, der arbejder med julehjælp, familiestøtte, medvandrere mv. og dette er en central del af at være kirke.

BAM lukker ned

Baptisternes Afholdsmission (BAM) har i mange år været en del af det sociale arbejde med oplysning om misbrug, engagement i Kildegården og tidligere ”mandagsmøderne” i flere storbyer. BAM har påbegyndt sin opløsning, der er vedtaget på en generalforsamling, og skal vedtages igen på en kommende generalforsamling. Samtidig med denne proces har BAM modtaget et større beløb fra boet efter A-forsikringen. BAM har kunnet styrke Kildegaarden, oplysningsarbejde ud fra Kirken i Kulturcentret i Sæsing og desuden vil der efter aftale blive etableret en konto i BaptistKirken på 200.000 kr., der kan anvendes til lokale og nationale projekter, til oplysningsarbejde omkring misbrug og til socialt arbejde.

Samtidig med dette har vi i BaptistKirken fået gennemgået retningslinjerne for KSA – Kirkernes sociale arbejde, der med udspring i Silkeborg søges udbredt til hele landet. Her er der mulighed for at enkeltpersoner – i samarbejde med andre fra kirkelivet – kan være med til at hjælpe og støtte andre socialt udfordrede. Jeg tror, dette kan være en mulighed for vore menighedsmedlemmer. Også fordi det ikke kræver, at en menighed skal stille hele apparatet til rådighed, men at medlemmer – få eller mange – kan engagere sig.

Kurt Sørensen fra Silkeborg Baptistmenighed er formand for KSA og kan hjælpe med yderligere information.

Ansvaret for den svage

Vi lever i et luthersk land, hvor to-regimente læren om at skille det åndelige regime fra det verdslige regime præger samfundet, selvom vi som baptister naturligvis ikke er bundet af en luthersk doktrin, er vi jo alle præget af vore omgivelser.

Skal Bibelen bruges til at føre politik efter? Skal kirken handle politisk? Jeg tror ikke, vi kan skelne skarpt mellem et kristent liv og et politisk liv. Vi skal respektere, at vi som kristne kan tage forskellige politiske standpunkter, men vores kristne livsholdning vil altid præge de andre dele af tilværelsen – også når vi skal tage stilling. Oplever vi, at den svage angribes, vil ansvaret for næsten altid udfordre os til at søge handling.

 Ikke af verden

BaptistKirken deltager i et omfattende kirkeligt samarbejde. Vi har et godt samarbejde i Danske Kirkers Råd og har her oplevet, at kirkerne står sammen om at reagere mod urimeligheder, f.eks. forslaget om prædikenoversættelse, uanset om disse urimeligheder rammer egen kirke eller andre. I forlængelse af arbejdet i DKR er ”Himmelske dage”. Vi ser frem til at mødes til det kirkelige folkemøde i Roskilde i Kristi Himmelfarts-dagene 2022, hvor jeg håber, at også mange fra vore menigheder vil være med.

Efter to års pause ser vi frem til igen i fællesskab med Missionsforbundet, MBU og BBU, at kunne samles til sommerstævne i 2022. Den aftale, vi har om de fælles sommerstævner på Lindenborg, udløber i 2023 og skal derfor gentænkes. Som verden ser ud nu, har vi en forventning om at samarbejdet kan fortsætte. Vi har talt om forskellige områder, hvor BaptistKirken og Missionsforbundet kunne udbygge samarbejdet. Corona har sat overvejelserne på pause, men jeg forventer, at samtalerne kan genoptages i det kommende konference-år

SCMTs forlængelse

Studiecenter for Menighedsbaseret Teologi, der er et samarbejde mellem Apostolsk kirke, BaptistKirken, Dansk Oase og Vineyard, samler teologistuderende om bl.a. netværksdannelse, menighedspraktik og at optage en tjeneste i en menighed. SCMT nærmer sig udløbet af den første tre-årige periode, hvor Borgfonden sammen med medlemskirkerne har bidraget til forløbet. I den kommende uge mødes repræsentanterne fra medlemskirkerne for at evaluere forløbet og drøfte mulighederne for at videreføre projektet i en ny periode.

BASIS – uddannelse for ikke teologer i forskellige teologiske temaer, gudstjenestens liturgi mv. – afsluttede første hold efter et to-årigt forløb i maj i år. Forløbet er blevet meget godt modtaget, og et nyt hold tilbydes efter sommerferien.

Ægtepar til Afrika

Samarbejdet i International Mission med kirker i Burundi, Rwanda og Myanmar er en central del af BaptistKirkens virke. Vi glæder os over den fælles tjeneste, hvor evangeliet har frit løb og hjælp til mennesker i en udfordret livssituation. Det er med stor glæde, at vi fra Landskonferencen kan udsende Lise og Jep Emming til tjeneste i Burundi og Rwanda med base i Rubura.

Tidsmæssigt bevæger vi os frem mod 2028, der er 100-året for begyndelsen af BaptistKirkens mission i Burundi. Er tiden ikke snart kommet til at trække os tilbage, kan man spørge om? Jeg tror, at så længe vi i et ærligt og ønsket samarbejde kan mødes som partnere i tjenesten, har vi en opgave at løse, samtidig med at opbygningen frem mod lokalt at tage størst muligt ansvar må være målet.

Den lutherske kirke fylder i sagens natur meget i det kirkelige landskab i Danmark. Det er spændende at følge debatten om gudstjenesteliturgi, samtaler om dåb og nadver og hvem der bestemmer i kirken.

Hvordan finder man i gudstjenesten et sprog, som når mennesker indenfor den fastlagte liturgi? Er den korte halvtimes gudstjeneste fremtidens gudstjeneste? Vi har mulighed for at prøve forskellige former for gudstjenesteformer uden at være bundet af højmesseordning eller andre liturgiske bindinger, og bør bruge vores frihed klogt.

Debatten omkring dåbssynet er ligeledes spændende set ud fra et baptistisk synspunkt. Flere og flere indlæg i debatten taler peger på, at det fødte barn er Guds barn uden en frelsende dåbshandling. Den islandske lutherske kirke har indført et ritual for barnevelsignelse i erkendelse af, at flere forældre ønsker, at dåben er udtryk for en personlig stillingtagen. De øvrige nordiske lutherske kirker har ikke ønsket en tilsvarende ordning – endnu!

Endelig er der flere, der stiller spørgsmål ved, med erfaringer fra Corona-året, om det er den rigtige kirkeordning, at staten kan koste rundt med kirken efter forgodtbefindende.

Som baptistkirke bør vi være opmærksomme i debatten og i en respektfuld samtale bidrage med vore erfaringer og holdninger.

Børn og unge

Det bør være en helt central opgave for os at formidle evangeliet til vore børn og unge, og i samarbejde med spejderne og BBU fortsættes dette arbejde. I flere af vore menigheder er der ganske få børn og unge. Vi må være kreative i at finde veje til, at der kan skabes miljøer, hvor evangeliet kan formidles på tværs af menigheder, ikke mindst for kristendomsklassekandidater. Spærrer forskellig teologisk tolkning for samarbejde, bør menighederne sætte sig sammen og finde et forløb, alle kan se sig selv i.

Ved siden af den organisatoriske samtale igangsætter vi efter sommerferien samtalen om BaptistKirkens identitet, som er kaldt ”præambelsamtaler”, idet en kommende fælles forståelse kan være baggrund for en senere formulering af indledningen af vores vedtægter – præamblen. Det vigtige er samtalen om, hvor vi som baptister er fælles med andre kristne, og hvor vi som baptister har et særligt bidrag i den kirkelige samtale – og hvordan tjenesten kan udformes i og mellem menighederne.

De, som tjener fællesskabet

Vi kan blive bange for de store opgaver, vi ser ligge foran os, og vi føler måske heller ikke altid, at vi er de bedste til at løse opgaverne – og andre kan være enige heri. I forbindelse med den elektroniske afstemning af forslagene og valgene i efteråret, fik jeg sendt et spørgsmål fra en menighed. Nu var mailen en fortsættelse af en korrespondance i menigheden (som jeg ikke tror, jeg skulle have set), og hvor menighedsrådsformanden skrev til menighedens repræsentanter:

” Jeg foreslår, at vi støtter alle kandidater med tre stemmer hver, selvom det ikke ligefrem er stjerner, der er opstillet til ledelsen.”

Så er det dejligt at synge eller læse salmen, som vi hørte til indledning ”Morgenstund har guld i mund” og i sidste vers læse: ”Gud give os at skinne så, som himmellys, skønt af de små, da randt for os guldterning!”

Vi har som baptistkirke og menigheder en opgave at løse i den verden, vi blev forvaltere af. Vi må søge efter måder, hvor vi sendes ud i ordets forkyndelse og i praktisk tjeneste for næsten. Vore kræfter må sættes ind på at inspirere og støtte hinanden i tjenesten, fordi Gud har kaldet os, og her har vi alle en plads og en opgave at løse. Vi læser i 1. Johannes brev 4: ”Vi elsker, fordi han elskede os først.” Således er vi bundet sammen i et handlende fællesskab som et resultat af Kristi kærlighed.

TAK

Læs også om Benny Klarholts indtryk fra landskonferencen.

Relateret

• 15. maj. 2026 - Læs meget mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse
• 13. maj. 2026 - Fra mangel til muligheder
• 27. apr. 2026 - I Guds rige vender magten på hovedet
• 26. apr. 2026 - Det haster med missionsbefalingen
• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura

Find flere

Støt børnene

Det nuværende projekt løber frem til udgangen af 2021. Du kan støtte børnene ved at sende et beløb til konto 3201 10042879 eller MobilePay 90519 mrk. ’Børn’. Gaver er fradragsberettigede efter gældende regler.

I Burundi lever mange under FNs fattigdomsgrænse, og urimeligt mange børn er fejlernærede,[1] mangler adgang til skolegang og basale rettigheder. Samtidig er Burundi fortsat et af verdens fattigste lande. Derfor besluttede BaptistKirken at støtte udsatte børn målrettet.

I 2004 blev Solveig og Niels Christian Nielsen udsendt for at etablere et projekt for de mange udsatte børn. De mange hjemvendte flygtninge ejede ingenting, og fattigdommen var stor. Alle Burundis baptistmenigheder var med, og Solveig og Niels Christian Nielsen besøgte dem alle flere gange om året. Og nok er Burundi ‘kun’ på størrelse med Jylland, men vejenes beskaffenhed og afstandene gjorde, at det var pænt strabadserende for det ikke helt unge missionærpar – men de nød hvert minut, husker jeg!

Diakoni i praksis

Menighederne i Burundi har altid evnet at række ud til lokalsamfundet og tage sig af de mange udsatte børn. Og der er fortsat tradition for at tage især udsatte familiemedlemmers børn til sig. Det byggede Børneprojektet videre på, mens man styrkede menighedernes diakonale arbejde ved at danne omsorgsgrupper i kirkerne og uddanne dem samt præsterne og forældrene.

Samme formål – nye metoder

I begyndelsen var det udelukkende finansieret af indsamlede midler. Senere fik vi supplerende midler udefra, og i december 2019 fik vi for fjerde gang midler fra Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling (DMRU). Dem supplerer vi fortsat med midler indsamlet til ’Børneprojektet’. Heldigvis har rigtig mange valgt at støtte med faste overførsler eller enkeltbidrag. Derfor har vi kunnet hjælpe over 5.000 børn og deres familier – eller omkring 30.000 personer! Og vi bliver ved!

Derfor har vi kunnet hjælpe over 5.000 børn og deres familier – eller omkring 30.000 personer! Og vi bliver ved!

Omdrejningspunktet har hele tiden været udsatte børn, hvoraf de fleste mangler en eller begge forældre. Men ikke blot børn støttes. Det gør også menighederne, omsorgsgrupperne og ikke mindst familierne. Man opbygger (andels)foreninger til at kunne hjælpe børn og familier ud over de to år, de støttes af projektet. I foreningerne er man fælles om fx en jordlod, hvor fælles arbejde giver fælles indtægt. Som noget nyt bliver alle medlemmer af spare- og lånegrupper, og de ekstra midler investeres til fælles bedste og deles blandt medlemmerne. Det sikrer ejerskab og bæredygtighed, og arbejdet fortsætter. I nogle menigheder inddrages endda andre udsatte børn og deres familier.

Omsorgsgrupperne uddannes fortsat til at besøge familierne, tage sig af børns behov, yde kvalificeret voksenkontakt og til at oplyse om børns rettigheder – og til at agere på det, hvis de ikke overholdes. Der undervises også i familieplanlægning, og der indgås aftaler med de lokale myndigheder om at registrere de mange udsatte børn.

DMRU er med

Peter Blum Samuelsen besøgte Burundi og børneprojektet i oktober 2017. På billedet i toppen af artiklen ses Peter sammen med Zacharie, en af UEBBs ansatte og Anita, leder af en omsorgsgruppe og meget aktiv i arbejdet med spare- og lånegrupper.

DMRU støtter altså økonomisk og med faglig sparring og er glade for samarbejdet. Sekretariatschef Peter Blum Samuelsen siger om Børneprojektet: ’Det er helt fantastisk, hvor stor en forskel kirkernes arbejde gør for børnene. Kirkerne er gode til at mobilisere at tage sig af børn og familier – til at udøve diakoni – kirkens særlige aftryk i udviklingsarbejdet. Det er fantastisk!’

Det er helt fantastisk, hvor stor en forskel kirkernes arbejde gør for børnene.

Han tilføjer: ’BaptistKirken har gennem mange år udført et solidt missions- og projektarbejde i Burundi og er en god repræsentant for kirkeligt udviklingsarbejde med en stærk kristen profil. Ikke mindst fordi BaptistKirken er til stede helt ude i de mest fjerne og mest marginaliserede områder og kan fortsætte med at vedligeholde og fastholde aktiviteter langt længere, end så mange andre udviklingsaktører kan – det så jeg tydeligt på mine besøg!’

Der er mange udsatte børn i Burundi. Vi kan ikke hjælpe dem alle, men vi glæder os over dem, der med vores fælles indsats får et bedre liv med nok mad, adgang til sundhedsydelser og ikke mindst får skolegang samtidig med, at deres familier får øget deres indkomstmuligheder.

[1]  65% af befolkningen lever i fattigdom, 50% af befolkningen mangler konstant nok mad, og landet har verdens højeste rate af kronisk fejlernæring. Det betyder, at 56% af børnene er fysisk underudviklede. https://www.wfp.org/countries/burundi

Relateret

• 13. maj. 2026 - Sådan udfolder missionsarbejdet sig i Roskilde Baptistkirke
• 27. apr. 2026 - I Guds rige vender magten på hovedet
• 15. mar. 2026 - I Holstebro kan du møde baptisterne fredag nat i gågaden!
• 26. feb. 2026 - Kunsten at balancere i to verdener
• 20. jan. 2026 - 100 år i Afrika: BaptistKirken gør klar til 2028

Find flere

I efteråret havde Baptistkirken i Danmark besøg af Jean Jacques Masabo, der er formand for Burundis Baptistkirke, UEBB. Han deltog på Diakonhøjskolens internationale kursus i Aarhus, men havde også enkelte besøg i menigheder og deltog i Landskonference 2 i Vejle.

Inden Jean Jacques vendte tilbage til Burundi sidst i november, fik jeg en god samtale med ham og fik lejlighed til at stille en række spørgsmål om hans oplevelser, indtryk og drømme for fremtiden.

For Jean Jacques har det været fantastisk at opleve en så forskellige kultur i forhold til hans egen. Han har sat stor pris på at blive modtaget med åbne arme alle de steder, han har været. Som nogle af de største forskelle eller oplevelser fremhæver han den ærlighed, han oplevede. Folk siger, hvad de mener, som oftest på en direkte men kærlig/respektfuld måde. Selvom Jean Jacques ind i mellem laver mad til familien, er han dog alligevel overrasket over det samarbejde, der er i familierne om alle de huslige opgaver, og om hvordan børnene ofte deltager på lige fod i det. Ligeværdigheden i familierne er noget af det, han har taget til sig, og som han mener, burundere kan lære noget af.

Kursus på Diakonhøjskolen

Hovedformålet med opholdet i Danmark var deltagelse i kurset på Diakonhøjskolen. Deltagerne blev præsenteret for en række konkrete arbejdsværktøjer og emner, der vil hjælpe ham i hans fremtidige arbejde. Men særligt fremhæver han undervisningen om civilsamfundets rolle for udviklingen af landet. Og ikke mindst kirkens rolle og mulighed for at ændre ting til det bedre, bl.a. til at advokere for de udsatte. Jean Jacques fortæller, at i Burundi går de fleste politikere i kirke, så det er oplagt at tage dialogen i kirkerne om samfundsrelevante problemer. På den måde kan kirkerne også påtage sig samfundsansvar (for fattige og udsatte mennesker) og være en vigtig civilsamfundsaktør. ”Kirkerne er jo lige dér, hvor ingen andre når ud!” siger Jean Jacques.

Et andet vigtigt aspekt for opholdet på Diakonhøjskolen var samværet, fællesskab og den interkulturelle udveksling. ”Jeg har fået venner for livet!” Både blandt de andre deltagere og ikke mindst blandt de mange danskere, han også mødte. Og mange har lovet, at de vil komme og besøge ham i Afrika! På højskolen var alle flinke til at hjælpe hinanden – også med for ham nye ting, såsom betjening af opvaskemaskine og vaskemaskine. Fornødenheder han ikke kendte til fra Burundi.

”Kirkerne er jo lige dér, hvor ingen andre når ud!”

Indtryk fra opholdet

Af andre ting, som Jean Jacques tager med sig hjem til Burundi, er den ærlighed, han oplever. Danmark er et samfund uden korruption og generelt tigges der ikke, hverken på gaden eller i andre sammenhænge. De fleste af dem, han har mødt, er både arbejdsomme og meget passionerede i det, de laver. Det er en værdi for mange. Konkret nævner han også den åbenhed, han har oplevet. ”Folk viste mig rundt i hele deres hus. I Burundi er det kutyme kun at være i opholdsstuen.” Dén åbenhed har tydeligvis gjort indtryk på Jean Jacques.

Men der er også et par hjertesuk.

I Burundi har man en mere kollektiv kultur. Her bor flere generationer sammen – især på gårdene ude på landet, men også i byerne. I byerne er der også tradition for, at man har et eller flere børn boende fra familie, der måske ikke har råd til at forsørge dem. Han finder det mærkeligt, at vi ikke passer bedre på vores gamle. At placere ældre på plejehjem uden daglig kontakt til børn, børnebørn og oldebørn er for Jean Jacques meget fremmedartet, og man kan se, at han næsten får ondt i hjertet på vegne af de ældre.

Jean Jeaques sammen med Hanna og Jakob Vagner i Roskilde Baptistkirke.

Jean Jacques nåede at besøge en del kirker under sit ophold. ”Der er lidt for mange ældre og for få unge til stede. Nogle steder ser kirken døende ud, så der er brug for en fornyelse af kirketraditionen i Danmark.” I Burundi har den katolske kirke vendt deres tilbagegang ved at ændre på gudstjenestens indhold. Ind er kommet mere korsang og rytmisk musik og ud er røget traditionel salmesang – med det resultat at der nu kommer flere til messer og gudstjenester.

Af de gode eksempler, han også har oplevet i Danmark, fremhæver han kirker, som formår at tiltrække unge. Kirker med et socialt engagement – og så gospelmusikken som et stærkt værktøj til at tiltrække folk. Danskerne går utroligt meget op i sundhed, så hvorfor ikke lavet et fitnesscenter med gospelmusik, der vil lede til et positivt syn på kirken, spørger han.

Nu kender jeg jer meget bedre!

Opholdet har helt sikkert været med til at forbedre partnerskabet mellem vores to kirkesamfund og skabt en bedre forståelse for BaptistKirkens ofte rigide krav til projekter og afrapportering. Jean Jacques har fået en bedre forståelse for nødvendigheden af, hvad han kalder ’at være striks på en ærlig måde’ i håndteringen af betroede midler.  ”Jeg kan se, at de midler, vi i Burundi bliver velsignet med, ikke kommer uden hårdt arbejde og passion for at hjælpe os i Burundi. Det forpligter.”

Vision for fremtiden

Opholdet i Danmark har givet ham mod på fortsat at arbejde for sin kirke og sit land, og han har mange idéer og visioner for fremtiden.

Hans vision er at se alle baptistkirker i Burundi som omdrejningspunkt for åndelig vækst og som kraftcentre for udvikling i samfundet. For at det kan ske, må præster fortsat uddannes. Mænd, kvinder og unge skal involveres og tage ansvar lokalt og i kirkesamfundet. Forvalterskab er også centralt i hans vision, både når det gælder økonomi, men også i forhold til involvering i ledelse af kirken. Kirken skal understøtte en kultur af at gøre tingene godt til Guds ære og selv tage ansvar for egen, for udsattes, for kirkens og for landets udvikling. Det kommer ikke af sig selv, og det ved Jean Jacques godt. Men med ny viden og erkendelser fra opholdet i Danmark, et godt partnerskab i ryggen og Guds Ånd til at vejlede, er fundamentet på plads.

Relateret

• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 15. maj. 2026 - Læs meget mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse
• 13. maj. 2026 - Fra mangel til muligheder
• 13. maj. 2026 - Sådan udfolder missionsarbejdet sig i Roskilde Baptistkirke
• 05. maj. 2026 - Kyle Henderson: Gud kalder os videre

Find flere

I 2010 tog Aysel Lindberg en Master om udsatte børn. Derigennem oplevede hun behovet for julegaver til udsatte børn. Hun vidste også, at der hos mange familier var rigtig meget legetøj, som havde været brugt meget lidt, og derfor kunne gøre gavn hos andre. ”Hvorfor ikke vende et overskud til at blive brugt, hvor der er underskud? Det er både gavnligt og bæredygtigt!”

Omkring mortensaften i 2010 tog Aysel hjem til sin mor Henny Gümüs og fortalte, at de skulle dele julegaver ud til børn i udsatte familier. Henny smilte lidt og fortæller: ”Jeg sagde godt nok, at det kan vi umuligt nå i år. Men det kunne vi! Med hjælp fra Frivillighuset i Pandrup delte vi allerede det første år 75 legetøjsgaver ud.”

En lokal forankret forening

”Vi samarbejder selvfølgelig med mange andre – Jammerbugt Kommune, Rotary, Råd og Dåd (et socialøkonomisk projekt) – ja, der har været mange forskellige partnere ind over”, fortæller Aysel, ”men den lokale vinkel, hvor folk kan se, hvad det går til, er vigtig. Og så er der alle de frivillige”, fortsætter Henny: ”Vi  begyndte to, men i dag er vi nok 40-50 mennesker, som i varieret tid hjælper til med både istandsættelse, indpakning og afvikling af udleveringen.”
De frivillige binder sig ikke for noget bestemt, men de kan give den tid, de har. Så antallet varierer en del. ”Men det gør måske faktisk, at vi kan få rigtig mange hjælpere”, konstaterer de to kvinder samstemmende.

De frivillige binder sig ikke for noget bestemt, men de kan give den tid, de har.

Klar til leg

Projektet får også donationer af nyt legetøj og midler til køb af legetøj, men det bærende element er stadig indsamlet legetøj fra private: ”Derfor har vi også brug for mange hænder”, fortæller Aysel .”Alt legetøj bliver både kontrolleret og eventuelt repareret. Der skal ikke sidde en lille pige eller dreng juleaften med et spil, der mangler brikker, eller et stykke mekanik, som ikke virker. Det, som vi udleverer, er i orden.”
I 2018 blev der delt knap 500 gaver ud. Pakkerne bliver pakket efter alder, så det er muligt at lege med dem efter modtagelsen. Aysel nævner som eksempler: ”Hvis et barn får et legetøjskomfur, følger der selvfølgelig gryder med, og garagen ledsages af biler. Børnene, som får gaverne, har ikke altid så meget. Det er vigtigt, at der pakkes hele pakker, så det ikke er løsrevne ting. Gaverne skal animere til en leg.”

Uden registrering og kontrol

Der er ingen ansøgning eller registrering i forhold til at modtage pakkerne. Folk kommer på det annoncerede tidspunkt og beskriver deres behov. Aysel slår fast: ”Vi bliver tit spurgt, om der ikke er nogen, som snyder, eller som ikke har behovet. Vi konfronterer selvfølgelig folk, hvis vi mener, det er tilfældet, men vores erfaring er, at det sker ikke, eller det sker i hvert fald så sjældent, at det ikke er værd at være bekymret for”. ”Her hjælper den lokale forankring også”, fortæller Henny: ”Jeg kender efterhånden de fleste af de mennesker, som kommer, og kender også deres behov.”

Jeg kender efterhånden de fleste af de mennesker, som kommer, og kender også deres behov.

Støtte fra lokalsamfundet

Foreningen oplever, at de nyder både anerkendelse og troværdighed i lokalsamfundet. ”I den sidste uge inden udleveringen, hvor vi arbejder mange frivillige i mange timer, donerer lokale forretninger fx mad til os”, fortæller Aysel. ”Det er en stor hjælp, som vi påskønner meget.”

Alle børn har uanset hjemmets økonomi ret til en glædelig jul!

”Arbejdet med at hjælpe lokalt er efterhånden blevet en livsstil!” Henny slutter med at fortælle: ”Vi er kendt i kommunen. Hvis der fx sidder en ny flygtningefamilie med børn uden legetøj, får vi henvendelse fra sundhedsplejersker eller socialrådgivere, og så hjælper vi med lidt fra restlageret”.
”Alle børn har uanset hjemmets økonomi ret til en glædelig jul!” ”Det er det motto, vi arbejder efter”, fortæller Aysel og Henny samstemmende på vegne af foreningen Giv en julegave i Jammerbugt kommune.

Relateret

• 27. apr. 2026 - I Guds rige vender magten på hovedet
• 15. mar. 2026 - I Holstebro kan du møde baptisterne fredag nat i gågaden!
• 24. dec. 2025 - Fred til dig, der længes – En fred, ingen kan tage fra dig
• 22. dec. 2025 - Nu tændes tusind julelys
• 22. dec. 2025 - Julen er hjerternes fest – men også der, hvor de bliver knust

Find flere

Når livets afslutning nærmer sig, får sorg og angst ofte følgeskab af eksistentielle og religiøse overvejelser, som kan fylde rigtig meget for patienterne – og for de pårørende. Har jeg levet mit liv rigtigt? Har jeg været et godt menneske? Findes der noget liv efter døden?

Åndelig omsorg

Før i tiden var der ikke samme bevidsthed om den åndelige omsorg, og i hjemmeplejen var det om ikke forbudt – så i hvert fald ikke velset, at man talte med patienterne om eksistentielle og religiøse spørgsmål, med mindre de selv begyndte at tale om det.

Jeg oplevede, at mange havde behov for at tale om det, og at de fik ro i sindet efter en samtale eller en fælles bøn – men jeg skulle ‘stjæle’ mig til det.

De fik ro i sindet efter en samtale eller en fælles bøn – men jeg skulle ‘stjæle’ mig til det.

Jeg arbejder nu på Hospice Vendsyssel, hvor det er en helt naturlig del af plejen. Der er kommet fagligt fokus på det og accept af det, og I 2017 blev åndelig omsorg et forskningsområde på Syddansk Universitet med Niels Christian Hvidt som den første professor på området.

Dansk Kristelig Sygeplejeforening arbejder for at udbrede kendskab til, hvordan man varetager den åndelige og eksistentielle omsorg på sygehus, plejehjem, hjemmepleje, hospice osv. Vi har en hjemmeside der hedder http://www.aandeligomsorg.dk – Her kan man få hjælp bl.a. ved eksempler på, hvordan man kan tale med patienter om åndelige behov.

Mod til at være i angsten

Det er ofte i aften- og nattevagten, at patienter kan ligge søvnløse og tumle med tanker og svære spørgsmål, og så kan det ikke altid vente, til hospicepræsten kommer næste gang.

Det kræver mod at gå ind i et rum med lidelse, angst og fortvivlelse med vilje til at lytte og være nærværende. I det rum gælder det om at give patienten mulighed for at udfolde egen tro og livssyn, men også om uopfordret at tage de eksistentielle og religiøse emner op.

Det kræver mod at gå ind i et rum med lidelse, angst og fortvivlelse med vilje til at lytte og være nærværende.

Fællesnævner for livet

De rum betrædes på forskellig vis, men for mig handler det ofte om at gribe elementer fra patientens historie og finde fællesnævnere i vores liv som en dør til samtalen. Det kan være et kors om halsen eller en spejdersangbog. Andre gange må jeg sætte mig ind i andre trosretninger for at kunne finde fælles begreber, som kan åbne døren til den fredgivende samtale eller bøn.

Relateret

• 13. maj. 2026 - Fra mangel til muligheder
• 27. apr. 2026 - I Guds rige vender magten på hovedet
• 26. apr. 2026 - Det haster med missionsbefalingen
• 15. mar. 2026 - I Holstebro kan du møde baptisterne fredag nat i gågaden!
• 06. jan. 2026 - Nytårshilsen fra BaptistKirkens ledelse – januar 2026

Find flere