Økonomiske donationer til religiøse foreninger skal reguleres for at skabe gennemskuelighed og forhindre, at demokratiet undergraves. Det kan ingen have noget imod.

Til demokratiet henregnes også ligestilling mellem kønnene. Hvis en religiøs forening er imod kvindelige forkyndere, vil det kunne føre til, at ”Udlændingestyrelsen beslutter at undersøge organisationen nærmere”.

Det vil ramme en del moskéer, skønt trosfriheden vel også gælder muslimer. Men også den jødiske synagoge og en række folke- og frikirkelige grupperinger, vil komme under tilsyn af Udlændingestyrelsen, skønt medlemmerne er danske.

Dette er udtryk for skribenten egen holdning.

Relateret

• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen
• 18. maj. 2026 - Demokrati som samtale
• 18. maj. 2026 - Baptister og demokrati
• 18. maj. 2026 - Kan dansk og vestligt demokrati overleve?
• 18. maj. 2026 - Demokrati i blå uniform

Find flere

Jamie Lynn Cunningham:

• født og opvokset i USA
• har boet i Danmark i 20 år
• gymnasielærer i engelsk og religion
• erfaring inden for sprog, kultur og integration
• afventer afgørelsen på dobbelt statsborgerskab (søgte i maj 2017)

Danskhed har præget mange debatter og lovforslag i de seneste år, og det vækker stærke følelser og meninger blandt landets brogede befolkning. Men hvad vil det sige at være dansk? Især, hvis man hører til en minoritetsgruppe som baptisterne gør?

I 2016 satte daværende kulturminister Bertel Haarder en indsamling af samfundsværdier, traditioner og bevægelser, der former og binder danskerne sammen, i gang. Den hedder Danmarkskanonen[1] og indeholder ti værdier, som er karakteristiske for Danmark og væsentlige for fremtidens samfund: den kristne kulturarv, det danske sprog, foreningsliv og frivillighed, frihed, frisind, hygge, kønsligestilling, lighed for loven, tillid og velfærdssamfundet.

Kulturministeriet og Undervisningsministeriet har ovenikøbet udarbejdet et undervisningsmateriale, som især bruges i undervisningen af ’nydanskere’, selv om kun udskolingen og gymnasiet nævnes på hjemmesiden.

Danmarkskanonen er rammen for dette nummer af baptist.dk, og vi kigger nærmere på kunstværket med baptist-briller. God læselyst!

[1]   http://www.danmarkskanon.dk

Relateret

• 21. nov. 2018 - Noget om kraft
• 21. nov. 2018 - Alt det, som er op til den enkelte
• 21. nov. 2018 - Om danskhed
• 21. nov. 2018 - Mit år som dansker
• 05. dec. 2017 - Hvornår er man dansker?

Find flere

Peter Skov-Jakobsen (f. 1959):

• biskop i Københavns Stift siden 2009 og for Sømandskirkerne og Europakirkerne
• cand.theol., tidligere sogne- og orlogspræst i Holmens Kirke og sømandspræst i Hull i England.
• formand for Rådet for Folkekirkens Nødhjælp og medlem af Folkekirkens Mellemkirkelige Råd

På den anden side er der mennesker nok, der taler kristendommen som sammenhængskraft i samfundet ned. Som kristen kan jeg ikke være med i det kor af grædekoner. Desuden tror jeg heller ikke på, at det er sådan – bare se på præster på hospitaler og i fængsler, kristendomsundervisning i folkeskolen og horderne af nysgerrige konfirmander.

Sammenhængskraft

Jeg har tyvstjålet overskriften og de følgende verslinjer fra digteren Halfdan Rasmussen. Han har skrevet om det moderne menneskes længsel efter at blive forundret og have lov til at stille de store spørgsmål. Den kraft strømmer fortsat igennem vores samfund, selvom det ikke altid er til at se det – for vi bærer ikke vores kristne identitet udenpå tøjet.

Thi alle steder er samme under
og samme kraft, som gør sjælen stum.
Og alle vegne går folk og grunder
på livets dybe mysterium.

Det mest hjemlige

Her grundlægges agtelsen for medmennesket og skabelsen. I den fortælling venter en forundringskraft hele tiden. Men jeg er heller ikke naiv, for kristendommen, den kulturelle arv og menneskesynet, der følger med, er ikke naturgivet som tidligere. Der er flere bevægelser i gang på samme tid. Når vi dagligt bombarderes med over 5.000 budskaber (ja, det er der målt på!), og når samfundet bevæger sig i retning af det mere individuelle, kommer de store fællesskaber som folkeskole, politiske partier og kirken under pres. Hvad gør man så?

Som kirke kan man råbe højere, eller man kan dæmpe sig og blive bedre til at lytte. Jeg tror faktisk på begge dele, for som kirke er man nødt til at gøre opmærksom på sin eksistens og på, at kirken og troen har bevæget sig i takt med tiden. Men jeg tror mest på det sidste: Vi skal især blive bedre til at lytte til, hvor og hvordan der er behov for os.

Kirken vælges til

Mange tros-pessimister glemmer, at de, som er medlem af kirken og bruger kirken i dag, er mennesker, som bare kunne melde sig ud, for det er enkelt at gøre. Men det har de ikke gjort. Kristendommen er fortsat en vigtig og uudslettelig kraft i samfundet, trods almen sekularisering og aggressive ateistkampagner.

Kristendommen, den kulturelle arv og menneskesynet, der følger med, er ikke naturgivet som tidligere.

Vores samfund rummer flere og flere nationaliteter, trosretninger og livssyn, og vi ser øgede tendenser til polarisering og en dem-og-os-retorik, hvor man peger fingre ad hinanden og tænker i konflikter. Vi lever under den samme himmel og skal ikke splittes op i isolerede enheder, men samtalen, som er central i kristendommen, bør være i centrum. Vi må kunne rumme vores samtid og være i dialog med den.

I dialog med hinanden

‘Danskhed’ og ‘danskere’ er begreber, der bruges i flæng og ikke altid med omhu. Et ord, jeg godt kunne ønske mig, der vinder frem, er ordet ‘borger’. En borger er bevidst om at leve i et demokrati og skylder samfundet at tage stilling, for vi skal hele tiden være i dialog med hinanden, hvis vi skal finde den grundindstilling, som vi er fælles om, og som gør, at vi kan kalde os et samfund. Borgeren har rettigheder og pligter og opfatter ikke bare sig selv som en kunde i staten, der skal have skole, hospital, kultur og kirke for pengene. Vi er mere end kunder. Vi er borgere.

Som kirke kan man råbe højere, eller man kan dæmpe sig og blive bedre til at lytte.

Lad os også turde være ærlige over for hinanden og tage de skarpe diskussioner, men altid i gensidig agtelse og i bevidsthed om, at Danmark er vi alle fælles om. Der er ingen grund til at være sur eller forbeholden. Tværtimod er der grund til at glæde sig til de mange samtaler, de sjove modsætningsforhold og de ærlige uoverensstemmelser mellem os på tværs af kulturer og traditioner i vores fælles land.

Danskhed med udsyn

Hvis ens egne ord slipper op eller ikke slår til, kan man altid låne fra en digter. Man siger om digteren Benny Andersen, at han er noget af det mest danske, der findes. Jeg tror, det er rigtigt. Han er folkelig, for hos ham bliver man aldrig lukket ikke inde i danskheden. Han kunne med ord tegne ”den lidt slaskede horisont”, som vi er fælles om og heldigvis aldrig bliver færdige med.

Relateret

• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen
• 18. maj. 2026 - Demokrati som samtale
• 18. maj. 2026 - Baptister og demokrati
• 18. maj. 2026 - Kan dansk og vestligt demokrati overleve?
• 18. maj. 2026 - Demokrati i blå uniform

Find flere

Andreas Steenberg:

• medlem af Folketinget for Radikale Venstre fra 2011
• gymnasielærer på orlov
• cand. scient. pol.

Jeg er ud af en præsteslægt. Som barn var jeg ’præstens søn’ på skolen. Det medførte af og til nogle pudsige spørgsmål fyldt med fordomme. Det er der sikkert mange af jer, der også oplever.  Det opfattes som mærkeligt at have andre holdninger end flertallet pga. sin tro. Men det er jo ikke ulovligt.

Frihed til egen mening

Vores grundlov, som nogle partier normalt betegner som danskHEDEN, siger, at man ikke må diskriminere på baggrund af seksualitet, religion, køn og alder. Og man må tro og ytre sig, som man vil. Altså må man ikke fravælge en ansat, fordi han er homoseksuel, men man har også ret til at være imod homoseksualitet.

Tværtimod støtter danskerne demokratiet – også selvom de ikke altid får deres vilje.

Ser vi på Danmarks historie, så har vi kunnet rumme nazister, kommunister, mange former for trosretninger og selv sådan nogle radikalere, som jeg. Alligevel har vores demokrati overlevet og aldrig været i fare. Tværtimod støtter danskerne demokratiet – også selvom de ikke altid får deres vilje. Det er nok, fordi de gerne må ytre, at de ønsker noget andet.

Frygten for islam

Men jeg frygter for den demokratiske tradition. I dansk politik lader vi frygten for islam råde. Frygten for ’de andre’, som vi skal bekæmpe. Pludselig er det helt legalt særligt på Facebook at være imod religionsfriheden. Et parti siger direkte, at grundlovens beskyttelse af religionsfriheden skal knægtes. For at bekæmpe islam og muslimer. Et – set fra min stol – kæmpe brud på danskheden og vores danske værdier.

Jeg ser især det skred i en lang række sager om danske statsborgere, der får udvist familiemedlemmer, fordi de er udlændinge fra et ikke EU-land. Selvfølgelig er man ikke nødvendigvis muslim, fordi man ikke er fra EU, men alle skæres over én kam, og antallet betyder jo noget, som det siges. Det betyder, at danskere kan se børn og ægtefæller blive smidt ud af landet. Ud fra islamfrygten. Også selv om der slet ikke er tale om muslimer.

Det værste, jeg har set, er en sag, hvor danskeren Casper får udvist sin kone, der er mor til deres to måneder gammel baby. Hvordan i al verden er vi nået dertil?! Familien og ægteskabet er borgerens, og det er det dyrebareste, vi har. Det skal staten ikke blande sig i. Hvorfor er det mere ok at gifte sig med en bulgarer end en ukrainer? Med en københavner end en amerikaner? Her er vi ikke lige for loven. Og det endda når det handler om vores elskede. Vores familie.

Familien og ægteskabet er borgerens, og det er det dyrebareste, vi har. Det skal staten ikke blande sig i.

 At holde andre folks liv i hænderne

Det er først og fremmest et privilegium at have magt og kunne skabe verden. Og så handler det også om ydmygt at holde fingrene væk fra de spørgsmål, som folk selv skal og kan finde ud af. Religion, holdninger, livsstil og meget andet er spørgsmål, som den enkelte selv skal vælge, diskutere og finde ud af. Uden at jeg eller kollegerne skal have magt over det. Vores grundlov sikrer det. Indtil videre i al fald …

Relateret

• 18. maj. 2026 - Jesus gjorde demokratiet til virkelighed
• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen
• 18. maj. 2026 - Demokrati som samtale
• 18. maj. 2026 - Baptister og demokrati
• 18. maj. 2026 - Kan dansk og vestligt demokrati overleve?

Find flere

Danmark og danskhed

‘Danskhed’ er individuelt og bør ikke defineres af andre end en selv.

Som land er Danmark kendt for ligestilling, et stærkt velfærdssamfund og verdens lykkeligste folk. Faktorer, der alle gør Danmark til et dejligt land, men ordet ‘danskhed’ har fået en negativ klang, fordi man ønsker at bevare den såkaldte ‘danskhed’. I den forbindelse vil man regulere, hvordan danskere må gå klædt, og hvad de skal spise i institutionerne. Det er at gå imod værdier som ligestilling og frihed, som netop er noget af det vigtigste i det danske samfund. Hvis det er ‘danskhed’, så vil jeg ikke være dansk.

Hvis man føler sig dansk, så er man dansk!

Caroline Holm, sekretærassistent, tilhører Korskirkens Baptistmenighed.

Der er et yndigt land

For Helle Hyldgård er det særlige ved at være dansk gavmildhed og lyst til at gå langt for andre mennesker, som hun oplever omkring sig.

”Det gælder, hvad enten det er overfor et nært familiemedlem eller et menneske, vi ikke kender særlig godt”,  fortæller Helle og fortsætter: ”Samtidig er det at være dansk også evnen til at stå tæt sammen på tværs af politiske, religiøse og kulturelle holdninger, når der opstår særlige begivenheder – hvad enten det er Kim Larsens død, kvinde-EM i fodbold eller lignende begivenheder. Vi er et lille land, der i fællesskab kan løfte meget”.

Helle Hyldgård, 38 år, pædagog¸ tilhører Pandrup Baptistkirke.

Er det noget særligt at være dansk?

Betyder det noget? Født og opvokset som dansker i Danmark, er det en selvfølge og ganske almindeligt.

Som udvekslingsstudent i USA boede jeg i en familie sammen med en pige fra Indonesien. Desuden mødte vi de andre fra regionen. Det var pludselig anderledes at være dansk. Da jeg kom hjem, arbejdede jeg med udvekslingsprogrammet. Det danske blev hele tiden sat i perspektiv.

Som lærer på en dansk skole har jeg boet i Sydslesvig i næsten 40 år. Det opleves anderledes at være dansk her, for jeg er midt i en tysk hverdag, men også det bliver almindeligt, og ikke noget jeg tænker over. De danske årsmøder først i juni er en folkefest, der vil noget. Det er med til at definere, hvem vi er.

Som danske er vi fælles om meget, men vi skal ikke være ens. Danskere findes i mange modeller –  heldigvis.

Karen Sofussen, lærer, tilhører Baptistkirken Sydjylland.

Gode til at improvisere

Det specielle ved at være dansk viser sig ved, at vi er forskellige fra svenskere eller tyskere.

Det danske består bl.a. i, at vi er lidt mindre velorganiserede – og ret dygtige til at improvisere. Som da vi i 1992 blev Europamestre i fodbold. Fordi vi blev indkaldt til slutkampene med kort varsel, havde vi ikke tid til at lave systemer. Vi spillede bare fodbold, som vi kan lide det.

Jeg overlevede selv i 1943 ved en totalt uforberedt redningsaktion. En improvisation, der lykkedes. Tyskere og svenskere kan lave Folkevogne og Volvoer. Vi laver Ellerter, og det er vi ikke så gode til. Men når det for alvor gælder, kan vi godt tage os sammen. Og så gør vi det godt.

Bent Melchior, tidligere overrabbiner.

Et solidarisk folk

Det, vi opfatter som at være dansk, afhænger af vores menneskesyn og livserfaringer.

En af de første ting jeg lærte, da jeg kom til Danmark, var, at danskerne er solidariske. Sæt en flok danskere på en øde ø, og de danner en frivillig forening.

Danskerne hjælper til. I år har vi 75-året for redningsaktionen for jøderne. Helt almindelige danskere sejlede jøder over Øresund. I dag havde vi kaldt dem menneskesmuglere og sat dem i fængsel. Tænk på Venligboerne – flere hundrede tusinde mennesker, der inviterer flygtninge ind i fællesskabet. Sygeplejersker og læger tager ud i verden til alvorlige brændpunkter.

Danskere har viljen til at gøre noget for andre end sig selv.

Özlem Cekic, debattør og tidligere folketingsmedlem.

Relateret

• 15. jan. 2026 - Gud og vigepligt
• 22. dec. 2025 - Nyd nordlyset
• 11. dec. 2025 - Tro, politik og retfærdighed i Honduras
• 27. nov. 2025 - Kommunalvalgets skampletter
• 02. apr. 2025 - Kirkelukninger i Rwanda rammer baptistkirker hårdt

Find flere

Helen Russell:
‘Mit år som dansker. På jagt efter hemmeligheden bag verdens lykkeligste nation’, Turbine 2017. Pris kr. 149,95 / 169,95 (e-bog). Oversat af Dorthe Klyvø fra ‘The year of living Danishly’, Icon Books 2015.

Helen Russell og hendes mand har gode jobs i London og en travl hverdag med lange arbejdsdage og meget lidt fritid. Helen Russell er en højt profileret journalist, har drømmejobbet og tror, det er helt normalt at leve så hektisk, da hendes mand får tilbudt job på Lego. Efter nøje granskning af fordele og ulemper vælger de at give Danmark et år. Tiden skal bruges til at finde ud af, hvorfor Danmark flere gange er udnævnt til verdens lykkeligste nation. Det kommer der en sjov og spændende analyse ud af.

Viden og oplevelse

Helen Russell lærer lokalbefolkningen at kende på godt og ondt. Hun interviewer politikere og eksperter på mange områder, slår op i statistikker og spørger til folks lykkeniveau, og hun overrasker med sin umådeligt store nysgerrighed og sin evne og vilje til at finde og formidle svar.

Med sprudlende humor og hjertelighed flyver ordene over siderne, og vi følger Helen Russells færd og voksende trivsel igennem året, hvor hun måned efter måned sammenfatter ny viden og egne refleksioner.

Hun opdager, at man som fremmed skal være insisterende for at komme ind i varmen.

Sammenlignet med andre lande

Helen Russell sammenligner Danmark med andre lande, især England, og overraskes over korte arbejdsdage, foreningslivet, de utallige traditioner og den store tillid, vi har til systemet og hinanden.
I Danmark er der tid til, at mennesker kan dyrke hinanden og have interesser. Man bruger tid i hjemmene og interesserer sig for design og pæne boliger. Der hygges med stearinlys og kager, men hun opdager også, at man som fremmed skal være insisterende for at komme ind i varmen.
Der betales en meget høj skat, men de danske familier får rigtig meget for skattepengene, især fanges Helen Russells opmærksomhed af ydelserne indenfor børneområdet og sundhedsvæsenet.
Alt er naturligvis ikke perfekt. Fx er graden af vold større, end Helen Russell havde indtryk af, og der er mange skilsmisser i Danmark. Kønnene er stadig ikke fuldstændigt ligestillede, som hun havde forestillet sig, men Danmark er stadig foran sammenlignet med andre lande.

Med sprudlende humor og hjertelighed flyver ordene over siderne.

Danskere ved det godt

Helen Russell finder mange fænomener og tendenser frem, som vi almindeligvis ikke skænker en tanke eller måske endda er uvidende om. De mange beskrivelser er krydret med kærlig ironi og giver anledning til latter og undren og ind imellem også: ”Kan det nu være rigtigt – det er da vist bare et lokalfænomen?” Vi får nyt kendskab til vores land og får også spænding og overraskelser med på vejen.

Absolut læseværdig

På trods af, at Danmark er en lykkelig nation, har vi alle oplevet eller hørt om områder, der kunne optimeres, og er sindsstemningen lav, kan læsningen af bogen godt bringe humøret og optimismen, måske endda stoltheden, frem igen. Helen Russell skriver, så vi oplyses, opmuntres og kommer til at grine af os selv, og det er nu ikke så ringe endda.

Relateret

• 15. aug. 2025 - Bibellæsning med Jesus som nøglen til at forstå teksten
• 06. feb. 2025 - Trossamfundsloven til revision: Balance mellem kontrol og frihed
• 11. nov. 2024 - ”Bibelen for sjov” – en bog for børn og barnlige sjæle
• 01. sep. 2024 - Når kirken løfter
• 06. jun. 2024 - ”Vær stille og kend at jeg er Gud”

Find flere

Min første jul under fremmede himmelstrøg, var, hmm, ikke typisk dansk – men så typisk dansk, som det kunne lade sig gøre. I min familie refererer vi til den, som vores ”Pedersen og Findus Jul”, fordi den minder om børnebogen, hvor Pedersen og hans kat, Findus, bygger et juletræ og laver julepynt af ting fundet i huset.

Vi konstruerede selv vores juletræ ud af stedsegrønne grene og strips og med en snor i loftet, så det holdt sig oprejst. Stjernen af papir måtte hænge i loftet over træet, da der ikke var nogen top, den kunne sættes på. Vi flettede stjerner, hjerter og kræmmerhuse af papir, vi havde liggende, og min far lavede lyseholdere ud af tyk ståltråd og møtrikker. Det er langt fra det kønneste juletræ, jeg har set, men det er det juletræ, jeg mindes med størst glæde.

Tryghed

Som familie var vi flyttet til Nigeria et halvt år tidligere. Det var trygt og rart at kunne holde dansk jul – i hvert fald i den udstrækning, det var muligt. Vi fejrede juleaften den 24. december, læste juleevangeliet højt på dansk og dansede rundt omkring træet, mens vi sang danske julesalmer og sluttede aftenen af med gaver og lidt sparsomme julesmåkager. Hvis vi havde gjort det ude på gaden, hvor resten af landet kunne se os, havde de troet, vi var vanvittige. Vores almindelige danske skikke og traditioner er bestemt ikke almindelige andre steder end i Danmark. Men der var ingen, der stoppede os eller forlangte, at vi fejrede jul på en bestemt måde – eller forlangte, at vi slet ikke fejrede jul.

Der var ingen, der stoppede os eller forlangte, at vi fejrede jul på en bestemt måde – eller forlangte, at vi slet ikke fejrede jul.

Respekt

Når hele ens hverdag er bygget op omkring det at navigere i en fremmed kultur på et fremmed sprog, så giver det en tiltrængt pause at komme hjem, lukke døren, snakke dansk og spise leverpostej. Miljøet, vi var en del af, var heldigvis internationalt og varieret, og derfor var der ingen, der forventede, at vi lagde vores danske skikke bag os – det handlede i stedet om at være åben og respektfuld overfor hinanden. Der var plads til os alle på trods af forskelle i kulturer og væremåder. Da jeg efter en årrække vendte tilbage til Danmark, syntes jeg, det danske samfund havde lukket sig om sig selv. Der gik mange år, inden jeg – uden kvaler – kunne identificere mig selv som dansker.

Rigtig dansk?

Men er jeg egentlig rigtig dansk? Jeg er født og opvokset i Danmark – i hvert fald det meste af mit liv. Jeg taler flydende dansk og kender den danske kultur ind og ud. Mine forældre og bedsteforældre er alle danske. Jeg har fulgt det danske skolesystem og er snart færdig med en uddannelse fra et dansk universitet. Jeg spiser leverpostej på mit rugbrød og vaniljekranse og ris a la mande til jul. Jeg fejrer de danske højtider – jul, påske og J-dag, altså dagen, hvor årets juleøl lanceres! Alligevel er der mere i mig end min danskhed. Udover leverpostej spiser jeg også suya og puff puffs, når jeg kan komme til det. Jeg har taget eksamener på amerikansk manér med klassekammerater fra hele verden. Jeg taler udover dansk og engelsk også en lille smule hausa, og udover de danske højtider husker jeg altid på den 1. oktober, Nigerias selvstændighedsdag, som en højtidsdag. Så måske er jeg ikke helt så dansk, som jeg umiddelbart virker, for hele min opvækst og kultur er ikke 100% dansk. Alligevel vil jeg i stort set alle sammenhænge blive refereret til som dansker.

Ikke dansker

En fyr jeg kender er opvokset i Danmark. Han taler flydende dansk, går i dansk skole og kender den danske kultur ind og ud – mindst lige så godt som jeg gør, hvis ikke bedre. Men han er ikke dansk. Hans forældre kom til Danmark, før han blev født, så derfor er han 2. generations indvandrer. For det at blive født og vokse op i Danmark betyder åbenbart ikke, at man automatisk er ”dansk”.

Da jeg efter en årrække vendte tilbage til Danmark, syntes jeg, det danske samfund havde lukket sig om sig selv.

I foråret kom Nadia Nadim, anfører for det danske kvindelandshold i fodbold, i modvind, fordi hun udtalte, at hun ikke havde lyst til at blive 100% dansk. Nadim er oprindeligt fra Afghanistan, og hun havde ikke lyst til at denounce sine afghanske rødder fuldstændigt. Der er åbenbart danskere, der mener, at der ikke er plads til andre kulturer i Danmark end den danske – og at man ikke kan være en kultursammensat person og stadig se sig selv som dansk.

Vil nogen have min plads?

Jeg føler mig dansk, men jeg spiser sjældent bacon og bryder mig ikke synderligt om flæskesteg. Hvis den danske regering besluttede sig for, at jeg ikke længere måtte betegnes som dansker, ville jeg måske blive lidt irriteret over det, men ikke mere. Jeg har til gengæld ikke måttet kæmpe for at nå hertil. Jeg har ikke bragt mit liv i fare, forladt min familie og alt jeg kender for at tage til et fremmed land i håb om en bedre fremtid – i håb om at blive taget imod og accepteret, også selvom jeg ved, at jeg ikke vil passe 100% ind.

Hvis jeg havde fundet vej til Danmark og følte mig dansk, ville jeg ikke bare blive irriteret over ikke at kunne blive det. Jeg ville være sønderknust.

Hvis jeg havde fundet vej til Danmark og følte mig dansk, ville jeg ikke bare blive irriteret over ikke at kunne blive det. Jeg ville være sønderknust. Og endnu mere sønderknust ville jeg blive, hvis mine børn ikke kunne blive betegnet som danskere – på trods af en dansk opvækst. Så hvis der er nogen, der gerne vil være dansker, men ikke kan få lov, så vil jeg gerne opgive min plads. Jeg skal nok finde et andet sted at passe ind.

Relateret

• 22. dec. 2025 - Nu tændes tusind julelys
• 22. dec. 2025 - Julen er hjerternes fest – men også der, hvor de bliver knust
• 22. dec. 2025 - Jul og håb i en ustabil verden
• 18. dec. 2025 - Ønsker
• 05. dec. 2025 - Julemarked i Brande: Nyt initiativ fyldte kirken

Find flere