Lyt til artiklen:

„Jeg føler, at jeg faktisk har noget at stå på.“

Sådan beskriver 25-årige Marina den forandring, hun oplevede, da hun blev kristen. Før havde hun søgt efter mening i forskellige former for alternativ spiritualitet. Nu oplever hun jordforbindelse og stabilitet.

Marina er en af 30 unge mellem 18 og 30 år, som den engelske tænketank Theos har interviewet for Church of England. Fælles for dem er, at de først inden for de seneste fem år er begyndt at gå regelmæssigt i en anglikansk kirke. Undersøgelsen fortæller om deres erfaringer – ikke hvor udbredt bevægelsen mod kristendommen er blandt unge.

For de 30 handler det blandt andet om mening, ensomhed og fællesskab, angst og præstationspres – og om en søgen efter noget, der står fast i en kultur, hvor den enkelte i stigende grad selv skal skabe sin identitet og sine værdier.

Den polsk-britiske sociolog Zygmunt Bauman beskrev udviklingen som ’flydende modernitet’: Institutioner, traditioner og sociale roller, der tidligere gav livet forholdsvis faste rammer, er blevet mindre stabile. Det giver større frihed, men også et større ansvar for selv at finde ud af, hvem man er, hvad man tror på, og hvordan man bør leve.

For nogle af de unge er kristendommen et overraskende svar på den udfordring.

Når kristendommen ikke længere er det normale

Næsten ingen af de 30 interviewede er vokset op med regelmæssig kirkegang. Mange havde kun begrænset kendskab til kristendom, og nogle kom fra familier, der var direkte kritiske over for religion.

En tredjedel fortæller, at de har været igennem det, de selv kalder en „teenage atheist phase“. Andre – især kvinder – havde eksperimenteret med forskellige former for alternativ spiritualitet.

Kristendommen var altså ikke det oplagte valg. For flere var den noget fremmed, de havde opdaget gennem sociale medier, litteratur, podcasts, bibellæsning eller personlige møder.

Hvor unges oprør tidligere kunne handle om at lægge afstand til kirken, kan det for nogle unge i dag være modkulturelt at læse Bibelen, bede, faste eller deltage i gudstjenester med rødder flere hundrede år tilbage.

20-årige Farid var som teenager stærkt påvirket af religionskritikeren Richard Dawkins og ateistiske miljøer på Reddit. I hans øjne har den form for ateisme mistet noget af den kulturelle status, den havde for 10 eller 15 år siden.

Noget at stå på

Marina fortæller, at hun tidligere bevægede sig „her og der“, mens den kristne tro har givet hende noget solidt at stå på. Samtidig oplever hun større psykisk stabilitet efter perioder med depression.

22-årige Jake fortæller om en periode, hvor han befandt sig på det mørkeste sted i sit liv efter psykisk sygdom og et afsluttet parforhold. Kirken og troen har siden givet ham „en følelse af retning, en følelse af formål, en følelse af fred“.

Ingen af deltagerne begyndte at gå i kirke for at få det psykisk bedre. Alligevel fortæller alle om forbedret trivsel efterfølgende. For flere hænger det sammen med håb, mening og følelsen af at høre til.

Erfaringerne peger dermed på en dimension af mistrivsel, som let overses: behovet for mening, retning og et sted at høre til.

Gå til kilden!

Denne artikel er skrevet på baggrund af materiale fra The Church Of England bl.a. rapporten “Understanding Young Adult Journeys to Faith in the Church of England” udgivet den 23. juli 2026. Artiklen er også inspireret af Kristeligt Dagblads Mandagsnyhedsbrev den 11. august 2026.
Rapporten kan hentes her
Læs også:
“Beyond the headlines: young adults and faith”  og
“Learnings on young adult faith”

Fællesskab uden algoritme

Mange opdager kristendommen på nettet gennem videoer, podcasts, debatter og kristne influencere. Nogle begynder også at læse Bibelen eller teologiske bøger på egen hånd.

Men nettet får dem sjældent hele vejen ind i kirken. Her er mennesker afgørende.

En ven, bofælle, partner eller præst bliver ofte forbindelsen mellem digital nysgerrighed og det første besøg i en menighed. Præsten Rich Miles sammenfatter et af undersøgelsens vigtigste fund: „Fællesskab er det, der forvandler nysgerrighed til engagement. Unge kan opdage Jesus online, men de bliver ofte, fordi de finder et sted at høre til.“

28-årige Ryan beskriver livet som ung på arbejdsmarkedet i London som temmelig elendigt: Man bor med mennesker, man knap kender, tjener ikke meget og oplever både egen bolig og familie som en fjern drøm. Kirken gav ham et hjem, en identitet og et fællesskab.

20-årige Millie er aktiv i flere fællesskaber, men den gensidige omsorg, hun møder i kirken, har hun svært ved at finde andre steder.

For nogle bliver kirken dermed en analog modpol til det digitale liv. Her møder de mennesker i forskellige aldre og med forskellig baggrund og livserfaring. Da 30-årige Lorna var bekymret over at fylde 30, fandt hun perspektiv hos ældre mennesker i menigheden. Andre fremhæver tilsvarende værdien af en „kirkefamilie“ på tværs af generationer.

Når man ikke behøver præstere

For nogle af de unge mænd bliver kirken også et sted, hvor de må vise svaghed.

Flere beskriver en kultur, hvor mænd holder problemer og følelser for sig selv. Nogle havde søgt mod bodybuilding, selvoptimering eller internetmiljøer, hvor svaret på usikkerhed er større muskler, flere penge og en stærkere maskulin identitet.

27-årige Zachary fortæller om en mandegruppe i kirken, hvor deltagerne kan tale åbent om det, der bekymrer dem, uden at skulle opretholde billedet af „den maskuline mand“.

Flere beskriver dermed kirken som en modvægt til forestillingen om, at problemer skal løses gennem mere selvkontrol, fysisk styrke eller succes. Her kan værdi og tilhørsforhold komme før præstationen.

Omsorg før tro

I Winchester har to anglikanske kirker taget et praktisk skridt. The Pillar Project støtter 11–18-årige, som kæmper psykisk, men ikke opfylder kriterierne for specialiseret hjælp.

Her kommer omsorgen før samtalen om tro. Faglig ledelse og traumebevidste frivillige møder de unge, og når tilliden vokser, begynder nogle selv at stille spørgsmål om tro. Andre gør ikke.

Erfaringen er enkel: Kirken behøver ikke altid begynde med svaret. Nogle gange begynder den med at være til stede.

Oprør mod ’anything goes’

Fællesskab og omsorg forklarer ikke hele tiltrækningen. Noget af det mest interessante i Theos-undersøgelsen er søgningen efter ’tyngde’.

For nogle handler søgningen i kristendommen også om et opgør med den moralske relativisme, de oplever omkring sig. 23-årige Aditya oplevede under sit fysikstudium en eksistentiel krise og en voksende modstand mod en ’anything goes’-kultur, hvor alle idéer kan være lige gode.

For 28-årige Nik blev Dostojevskijs romaner ’Forbrydelse og straf’ og ’Brødrene Karamazov’ afgørende. De fik ham til at spørge, om hans ateistiske og materialistiske verdensbillede havde en fyldestgørende forklaring på moral.

For nogle er kristendommen altså ikke attraktiv, fordi den gør livet lettere, men fordi den tilbyder en sammenhængende forståelse af verden og stiller krav til den enkelte.

De unge er samtidig langt fra enige om den kirke, de ønsker at møde. Nogle søger højkirkelig liturgi, sakramenter, gamle bønner og stilhed. Andre foretrækker moderne lovsang, spontan bøn og evangelikale gudstjenester.

De efterspørger altså ikke én bestemt kirkestil. Det fælles er snarere alvor, autenticitet, dybde, relationer og en tro, kirken selv tør tage alvorligt.

Kirken behøver ikke ligne det, de unge møder alle andre steder. Det kan være en del af dens tiltrækning, at den tør være noget andet.

Måske er det dét, der er oprøret

Man skal være forsigtig med fortællinger om hele generationer. 30 unge englændere fortæller os ikke, hvad hele Generation Z tænker, og Theos understreger selv, at undersøgelsen ikke kan sige noget om omfanget af en mulig religiøs bevægelse blandt unge.

Men historierne udfordrer forestillingen om, at unge først og fremmest ønsker en mindre krævende, mindre traditionel og lettere tilgængelig kristendom.

Nogle gør sikkert. Andre synes at søge det modsatte: autenticitet, alvor og dybde.

Kirken kan dermed blive et alternativ til noget af det, der præger mange unges hverdag: løse fællesskaber, digitale relationer og et stærkt krav om hele tiden at udvikle og forbedre sig selv. Her møder de i stedet et forpligtende fællesskab og en tro på, at mennesket ikke først skal præstere for at have værdi.

Måske består oprøret for nogle unge netop i at opdage, at de har brug for noget at stå på.

Andre artikler om samme emne:

Hvad kan kirken lære af nye troende?
Trosanalysen 2026: Når unge søger mening, bør kirken lytte
Unge vælger dåb og kirke til: Et skifte, der går under radaren

Relateret

• 27. aug. 2026 - Religionens rolle
• 12. aug. 2026 - Tacklet af Gud
• 05. aug. 2026 - Pinseunderet er, at Gud taler til os i forskellige sprog, som vi kan forstå
• 31. jul. 2026 - Velsignelse uden noder
• 25. jul. 2026 - Hvad kan kirken lære af nye troende?

Find flere

Artiklen findes også som lydfil – lyt med her:

”Kirkeplantning og personlig mission vil være det centrale indhold af min undervisning på Sommerstævnet”, forklarer John McGinley, ”for personlig mission og kirkeplantning hører sammen. Jeg er overbevist om, at Gud arbejder på at lære sin kirke, at den enkelte kristne skal udrustes til at følge kaldet til efterfølgelse og mission; ganske almindelige kristne skal arbejde med på at gøre Kristus kendt. Kirken er udfordret af, at vi har professionaliseret kirkens arbejde.

”Vi har kirker i hvert hjørne af landet, men vi har en vigende deltagelse i kirkelivet.”

Folk er hengivne kristne og trofaste kirkegængere; de udlever den kristne tro i deres hverdag, men de har aldrig fået mulighed for opdage deres egen rolle i Guds mission. Jeg vil vise, at alle kristne kan blive brugt af Gud til at nå nye mennesker og kan være med til at etablere nye kirker.”

John McGinley:

• universitetsuddannet i økonomi og geografi og derefter ansat som indkøber i stormagasinet Harrods – lærte at dele sin tro i meget sekulær sammenhæng – lægprædikant
• uddannet fra Trinity College Bristol i teologi og sjælesorg; plantede en ungdomsmenighed
• leder af kirke i Hounslow, Vestlondon – et team på 20 blev plantet i en ledig kirke, der blev til en kirke med 150 medlemmer
• Holy Trinity Church, Leicester: Vi dannede 25 missionale fællesskaber i byen og plantede fem kirker
• arbejder på en doktorgrad om kirkeplantning på Ashbury University
• leder organisationen ’Myriad’
• har skrevet bogen: The Church of Tomorrow – being a Christ centred people in a changing world
• læs mere på https://ccx.org.uk/myriad/

”Hvad er begrundelsen for, at en stor etableret kirke som Church of England[i] arbejder med kirkevækst?”

”Vi har kirker i hvert hjørne af landet, men vi har en vigende deltagelse i kirkelivet, menighederne består af ældre mennesker, og vi når ikke de yngre generationer. Før regnede vi med, at enhver, der ønskede at deltage i kirkens liv, ville komme i kirken, for kirken er tilgængelig, til stede og tager ansvar i lokalsamfundet. Men i missionsbefalingen siger Jesus: ’Gå og gør alle folk til mine disciple!’.”

”Det teologiske grundlag er, at kirken er blevet en institution fremfor en missionerende græsrodsbevægelse, der udvikler disciple. Kirken som institution er ikke kun af det onde – meget godt er kommet derfra, men kirken er blevet meget struktureret, og det betyder, at vi ikke har haft frihed til at tilpasse os omverdenens ændrede kultur. Resultatet er, at store dele af befolkningen nok har en forbindelse til den kristne tro, men de forstår den ikke.

Før blev næsten alle gift i kirken, og alle børn blev døbt. I dag bliver kun 15% gift i kirken, og cirka 10% af en årgang bliver døbt. Kirken står overfor et paradigmeskifte, og vi må stille os selv spørgsmålet: ’Er det faktisk rigtigt, at enhver, der ønsker at deltage i kirkens liv, vil komme i kirken?’

”Store dele af befolkningen har en forbindelse til den kristne tro, men de forstår den ikke.”

Efter min mening er der i dag både kulturel og geografisk afstand til kirken og mange barrierer. Kun omkring 6% af befolkningen går i kirke i løbet af en måned. Vi må spørge os selv, om nogle af de øvrige 94% af befolkningen vil ønske at følge Jesus, hvis historien om Jesus blev præsenteret for dem på fornyet og relevant måde. Det tror jeg, for de er skabt til fællesskab med Gud. Problemet er, at kirken er stivnet i sin særlige form, og den har ikke udviklet sig for at nå folk på nye måder.”

John McGinley (Foto: The Gregory Centre for Church Multiplication)

Kirkeplantning

”Når vi danner kirke på en ny måde og på et nyt sted med det fokus at nå nye mennesker, der ikke er vant til at gå i kirke, er det vores erfaring, at nye mennesker kommer til tro og begynder at følge Jesus. Derfor er det vores vision at opleve 10.000 nye kirker blive plantet i løbet af ti år.

Det er vores ambitiøse bøn og håb. Church of England har 12.000 sogne og kirker. Vi arbejder på at etablere nye kristne menigheder ved siden af de eksisterende. Vi prøver ikke at ændre den eksisterende struktur, men arbejder indenfor den.

”I knytter gamle etablerede kirker sammen med nye menigheder. Hvad er hensigten med det?”

”Vi etablerer et partnerskab mellem en gammel etableret kirke og en ny menighed og beder præsten i den etablerede kirke være mentor for den nye menighed, fordi præsterne har teologisk indsigt og erfaring med sjælesorg.

”Derfor er det vores vision at opleve 10.000 nye kirker blive plantet i løbet af ti år.”

Begge dele er nødvendige for at sikre en sund kultur og teologi. Præsten er mentor, ikke leder af menigheden. Leder er derimod et almindeligt kristent menneske, der jo allerede har relationer til andre gennem naboskab eller andre netværk, som de kan invitere til at være med. De er allerede del af et fællesskab, men de har behov for kirkens opmuntring, støtte og hjælp til at bygge menighed med det fællesskab.”

”Har du nogle konkrete eksempler?”

”Ja, der er fx et kristent fællesskab, der har etableret en ny kirke i et fitnesscenter, hvor der er spinning, motionshold, gymnastik osv. Man kan så melde sig til det, men også til ’Åndelig sundhed’ og ’Opdag den kristne tro’ arrangeret af kirke-teamet – og folk melder sig faktisk til. Dem inviterer de så til at deltage i et gudstjenestefællesskab i et af fitnesscenterets lokaler.”

”Vi har fx et kristent fællesskab, der har etableret en ny kirke i et fitnesscenter.”

”Et andet eksempel er en gammel etableret kirke med ca. 20 aktive, der alle er +60 og de fleste +70 år. De havde hørt om vores arbejde med at etablere nye kristne fællesskaber og ønskede at forsøge. De har inviteret til ’kristent fællesskab for børnefamilier’. De mødes hver søndag i kirkens lokaler, men de sidder omkring borde, børnene leger, og man kan så stille spørgsmål og drøfte dagens tema.”

”Har de en bevidsthed om, at de er (i) kirke?”

”De opfatter sig primært som et fællesskab, men når den gamle sognemenighed falder væk, står og falder kirken i den landsby med, at de er kommet til at opfatte sig som kirke.”

”De opfatter sig primært som et fællesskab.”

”Hvad med gudstjenestens elementer som salmer, prædiken og bøn?”

”De er der, men formerne er meget anderledes. Prædiken består fx af en bibelhistorie og en kort introduktion til et tema og samtale om det. Bøn er der, men i en anden form. Til en gudstjeneste om tilgivelse fik man fx lejlighed til at skrive det, man ønskede tilgivelse for, på et ark papir. Papiret blev så kørt gennem en makulator som tegn på, at det skete var tilgivet, og man kunne lægge det bag sig.”

”Hvem skal tage initiativ til at danne et nyt fællesskab?”

”Hvis kirken inviterer, sker der intet. Hvis præsten inviterer, tænker folk: ’Det er en kirke-aktivitet’ – og der sker intet. Hvis lægfolk inviterer indenfor deres eget netværk til fællesskab på et kristent grundlag, så vil der være interesse for det.”

Land eller by

”Du har fortalt om erfaringer fra en landsby, men organisationens hjemmeside fokuserer mest på de store byer, selvom de fleste kirker ligger på landet. Hvorfor?”

”Størstedelen af kirkerne er små og baseret på landet, men størstedelen af befolkningen lever i de store byer. Derfor er det vigtigt at have fokus på kristent liv i dem.”

John McGinley (Foto: The Gregory Centre for Church Multiplication)

Den teologiske begrundelse – igen

”Du efterspurgte den teologiske begrundelse. Den ene del er at skabe nye disciple; den anden er at skabe et fælles liv i efterfølgelse for almindelige mennesker. Det er langt lettere at skabe nye og anderledes normer for fællesskab om troen i et nyt fællesskab.”

”Bag mit spørgsmål om den teologiske begrundelse lå et ønske om at placere dine tanker i forhold til kirkevækst-bevægelsen og interkulturalisering /tværkulturel tilgang til mission – hvor hører du hjemme?”

”Jeg er glad for, at du rejser spørgsmålet, for jeg bryder mig virkelig ikke om kirkevækst-bevægelsens teorier. De forekommer i alt for høj grad baseret på vestens fokus på vækst og succes og management-teorier. Der er ikke noget i vejen med vækst, men når vækst bliver målet i sig selv, kommer det til at forvrænge evangeliet og fortrænge den tanke om kærlighed, der bør være central i ethvert kristent fællesskab. Fokus skal ikke være på det kristne fællesskabs størrelse, men på kvaliteten.”

”Hvad er de væsentligste kvaliteter ud over at dele Guds kærlighed?”

”Den kristne er kaldet til tre kærligheds-relationer: Kærlighed til Gud, kærlighed til andre kristne og kærlighed til næsten. Vi taler netop om kærlighed, fordi det beskytter os mod management-teorier og en program-styret tilgang, og samtidig rejser det spørgsmålet: ’Hvordan skal kærligheden udtrykkes i netop vores fællesskab?’”

[i] Church of England – Den engelske Kirke – har en position, der svarer til Folkekirkens i Danmark.

Links til mere information

Sommerstævne ’23 – webside med program og tilmelding

Hanne Kiels interview med John McGinley er på engelsk uden undertekster. På Sommerstævne ’23 bliver John McGinley tolket):

Relateret

• 09. aug. 2026 - Mission – hvordan griber vi det an?
• 09. jul. 2026 - Gud gav Kyle en drøm
• 10. jun. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 25. maj. 2026 - Fælles aktiviteter tager form i efteråret 2026
• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord

Find flere