Charlotte Rahbek Rørth:

Journalist og forfatter til bøgerne:
‘Jeg mødte Jesus’, ‘Vi mødte Jesus’ og ‘Gud, du er jo lige her’.

Kunne jeg have forhindret det? Det manglende svar er kun en af de smerter, min og millioner af andre familier lever med. Hvert år begår over 800.000 mennesker selvmord verden over. Hvert eneste år. Det er den næsthyppigeste dødsårsag for 15-29-årige. Min søn blev 22 år.

Jeg er heldig

Jeg har ikke oplevet, at folk i forlegenhed er gået over på den anden side af gaden, når jeg kom. Og min familie er ikke gået sønder. Tværtimod. Døden har forløst en mængde kærlighed mellem os. Vi er tættere end nogensinde, men at han ikke er her til at tage del i den kærlighed, gør sviende ondt.

Døden har forløst en mængde kærlighed mellem os.

Især, når vi er sammen. Når jeg er alene, er det især sprækken i min eksistensberettigelse, der vokser. Jeg er sat i verden for at passe på mine børn. Det lykkedes ikke.

Hvordan kan jeg leve med det?

Det véd man først, når man er helt skrællet af og står i det hvide lys. I smerte og i kærlighed til drengen. Det er jo et mirakel, at vi overhovedet har haft ham. En glæde.

At være i glæde og sorg på samme tid er derfor min eneste mulighed for at leve videre. Som når Jesus hænger på korset og er lettet over at skulle op til sin far og knust over at skulle forlade sin mor. På samme tid.

Men, når folk spørger, om ikke det hjælper at være troende, må jeg svare, at jeg ikke véd, om det ville have været mere smertefuldt at miste et barn, hvis jeg ikke var troende?

At være i glæde og sorg på samme tid er derfor min eneste mulighed for at leve videre.

Kan man sammenligne? Kan man se troen som et quick fix, man kan lære sig, så man bedre kan klare sorgen over at miste et barn? Nej.

Jeg varmes ved, at han er et sted, hvor han har det godt. Og jeg bæres af det udefinerbare håb om at møde ham et sted, jeg ikke kender, i en form, jeg ikke kender. Men gruen i, at han er taget af sted, fordi han så et sted, der var bedre for ham end her hos os, rammer mig også.

Jeg vil gerne hen til ham. Men jeg véd, at jeg må vente. Vente lidt endnu. 

Relateret

• 11. mar. 2019 - Gud, du er jo lige her
• 02. jan. 2018 - Vi mødte Jesus – og hvad kommer det andre ved?
• 01. apr. 2016 - Jesus og Charlotte i bare tæer
• 18. mar. 2016 - Jeg skal ikke prædike

Find flere

Jeg mødte Jesus, 2015
Vi mødte Jesus, 2017
2018: Tre tv-programmer på DRK

Charlotte Rørth mødte Jesus for ti år siden i et spansk kapel. Som i et hologram, fortæller hun. Inden da havde hun fået en lysstråle i panden hjemme i Rold Skov. Begge dele kredser hun om i den tredje af sine bøger, som alle tager udgangspunkt i de overnaturlige oplevelser og reaktionerne derpå.

Denne gang er det en mere moden kristen kvinde, der står ved sin tro og tør udfordre andre til også at stå ved deres. Med andre ord en mere personlig bog, hvor hun ikke er journalisten, der holder oplevelserne ud i strakt arm. Hun erkender, at hun er ambassadør for Jesus, men hun er ikke missionær. ”For mig er det underordnet, om man bliver troende eller ej af at have læst denne bog”, skriver hun. Men hun vil gerne have os til at tale om tro og åndelige erfaringer. Og det er også en slags mission. Hun fortæller om sin tro i praksis og om hvad forskellige trospraksisser gør ved hende. Troværdigt og ærligt.

Hun vil gerne have os til at tale om tro og åndelige erfaringer.

Den anden erfaring, som er meget personlig og som præger bogen og hendes liv, er, at hun lige før første bog udkom i 2015 mistede sin voksne søn, den yngste af tre. Den sorg og det savn er også et gennemgående tema i bogen.

Jeg kan nemt tilgive hende, at denne bog er mere rodet end de forrige.

Der er en del snakkende sprog i bogen, men på den måde bliver den også meget menneskelig. Hun gør meget ud af, at hun ikke er noget særligt, og at det at have åndelige erfaringer og gudsberøringer ikke er noget, man kan gøre sig fortjent til. Jeg kan nemt tilgive hende, at denne bog er mere rodet end de forrige. Det kan jeg faktisk godt lide, for det er som om, det strømmer fra hende med liv og kærlighed til mennesker, og den kærlighed kommer fra Gud.

Jeg er sikker på, at hun med denne bog endnu engang rører mennesker, som er søgende og har afvist den danske kulturkristendom. Hun er en troværdig gesandt for en levende dansk folkekirke, som hun har fundet sig til rette i. Men hun vil givetvis også ruske op i denne. For der skal være plads til de personlige åndelige erfaringer. Troen skal have krop. Det er stadig svært i nogle kirker. Ikke kun folkekirker skal jeg hilse og sige.

Relateret

• 20. feb. 2026 - Sebastian tog skridtet fra fællesskab til lederskab
• 11. feb. 2026 - Invitation til fællesskab
• 08. feb. 2026 - Det er om natten, man ser nordlys
• 11. dec. 2025 - Tro, politik og retfærdighed i Honduras
• 04. dec. 2025 - Tror du på Jesus?

Find flere

Charlotte Rørths bog: Vi mødte Jesus – og hvad kommer det andre ved? (Gyldendal 2017)

Anmeldt af Johannes Aakjær Steenbuch, ph.d., cand.mag. i filosofi og patristik

I 2015 udgav hun bogen Jeg mødte Jesus om, hvordan hun to gange selv har oplevet, at Jesus har vist sig for hende. Siden da har Charlotte Rørth modtaget et utal af henvendelser fra mennesker, der har haft oplevelser, der ligner hendes.

Rørth beretter selv, hvordan hun havde en oplevelse af, at hun på tværs af tid og rum kunne se Jesus, mens han gik rundt i Israel omkring år 30, og tale ordløst med ham. Flere af beretningerne i Vi mødte Jesus ligner Rørths.

Hvorfor lige mig?

Oplevelserne er sjældent noget mennesker opsøger eller beder om, men noget, der kommer til dem. Det er vist det, vi i teologien kalder nåde. Folk beretter om en oplevelse af ro, accept og kærlighed. Men nåden er ikke altid lige behagelig. Samtidig kommer en vildrede til udtryk over, hvad man dog skal med de oplevelser. Hvorfor lige mig? Har jeg en opgave?

Rørth konkluderer, at oplevelserne typisk er noget, mennesker holder for sig selv. Det er noget, der ikke skal påduttes andre. De mange beretninger er karakteriseret af en afvæbnende ydmyghed og mildhed. Flere beretter ligefrem, at de kan føle en nærmest fysisk kvalme, når de formaster sig til at instrumentalisere deres oplevelser, hvis de skal ”bruges” til noget.

Målet er åbenhed

Rørth forklarer, at hendes anliggende er at skabe åbenhed om åndelige oplevelser, så de, der har haft oplevelser, ikke skal forblive tavse i frygt for at blive latterliggjort. Målet er samtalen. Ved at tale om oplevelserne kommer en fælles ydmyghed overfor det, vi mennesker ikke kan forstå og kontrollere.

Bogen indeholder flere interviews med forskere og teologer. For eksempel provst Thomas Reinholdt, der gør det klart, at præster skal have respekt, så folk vil tale, men samtidig slår fast, at det er åbenbaringen af Gud på korset, og ikke oplevelser, der er kristendommens kerne.

Men hvordan skal kirken forholde sig til religiøse oplevelser? Jeg tror, vi skal holde tingene lidt adskilt. I kirken er omdrejningspunktet troen på det, som intet øje har set og intet øre hørt[1]. Tro handler om de ting, vi ikke ser – ikke om ting, vi har oplevet og set.

Om det er den kristne gud, der åbenbarer sig, eller om det er ”altet” eller en kollektiv underbevidsthed, lader Rørth stå hen i det uvisse. Så må vi selv dømme – hvis vi vil.

[1] 1. Korintherbrev kap. 2 vers 9

Relateret

• 09. apr. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 04. apr. 2026 - ”Vær ikke forfærdede”
• 19. feb. 2026 - Normer
• 11. feb. 2026 - Hvorfor er Bibelen vigtig, og hvordan bruger vi den?
• 11. feb. 2026 - For at guide os hen til Jesus

Find flere

Charlotte Rørth tager imod i bare tæer og vådt hår. Hun har været nede og træne. Den dårlige ryg kræver det.

Hun skynder sig at beklage, at hun kun har købt ind til to, croissanter og fastelavnsboller. Hun vidste ikke, at der var en fotograf med. Jeg undskyldte med, at han havde til hensigt at fordufte, når billederne var taget, men samtalen blev for spændende.

Ligesom huset er spændende. Det viser sig, at Charlotte er flyttet ind i sin mand, Uffes, barndomshjem. Et smukt murermesterhus, der har været i familiens eje siden det blev bygget i 1928, i det sydlige Aalborg, højt hævet med udsigt over byen. Det gjorde de i november 2014, et års tid efter at Uffes mor var død. I december samme år begik deres yngste søn, Frederik, selvmord, to dage før hendes bog ”Jeg mødte Jesus, bekendelser fra en modvilligt troende” gik i trykken. Og i januar 2015 udkom hendes bog så og siden har livet stået på gloende pæle. Hun har fået lov til at holde fri uden løn fra sin arbejdsplads, når det passer hende. Hun arbejder fortsat som journalist på Nordjyske.

En sællert

Hun er træt, fortæller hun os. Sorgen går hende på, og samtidig er hun udaset. Selvom hun sover meget. Siden bogen udkom, har hun mødt 10.000 mennesker til 45 foredrag rundt om i landet, og nu er bogen udkommet i Norge. Senere i år udkommer den både i Polen og Spanien. Der er planlagt 70 foredrag i 2016. Hun ligger igen på bestseller-listen hos boghandlerne.

Hun anede ikke, hvad hun havde sat gang i, da hun skrev sin bog.

Måske er hun den første, de fortæller det til.

”Jeg var nok, med salmedigteren Hans Anker Jørgensens ord, ’bange for at blive hånet og stenet’ ”, fortæller hun. Men reaktionen har været stik modsat. Mennesker har taget imod bogen med et åbent sind. Omkring 800 mennesker har skrevet til hende og betroet hende, at de har haft lignede oplevelser, som den hun har fortalt om i sin bog. Måske er hun den første, de fortæller det til.

De har ikke haft mod til at stå frem, som hun har gjort. Bange for at blive ”hånet og stenet”. Hendes næste bog vil handle om nogle af de andre vidnesbyrd fra mennesker, der har mødt Jesus.

Samtale om tro

”Mit eneste ønske har været, at mennesker skulle tale om Jesus. Og det gør de. Mange af dem kommer to eller tre sammen til foredragene. De snakker selvfølgelig sammen på vej hjem. Og på arbejdspladsen dagen efter. Jeg oplever, at de lytter opmærksomt, spørger ind. Jeg opfordrer altid til, at man er nænsom og varsom, når man taler om det, man tror på.”

Hun oplever en ny åbenhed omkring det åndelige.

”Tiden er moden. Vi er trætte af alt det andet. Har ingen tillid til politikerne, mens vores klode og vores velfærd er i fare. Det er som om, at man kan vælge at blive fundamentalist eller mere åben. Jo mere bange man er, jo mere fundamentalistisk bliver man.

Der var et lys omkring dit hoved. Det fulgte dig. Jeg så det to gange.

Det er som om, debatten er blevet meget hård. Ordene er hårde. Det vil jeg ikke have ved mine foredrag. Vi skal behandle hinanden med respekt og tolerance.”

Fotografen fortæller, at han var med til et af foredragene. ”Du lyste”, siger han. ”Der var et lys omkring dit hoved. Det fulgte dig. Jeg så det to gange.”

”Det fortæller folk mig, men jeg kan ikke selv se det eller mærke det”, svarer hun.

Familien

I bogen fortæller hun, at hendes søn, Niklas, var en af de første til at mærke lyset fra Charlotte. Hun skød lyn ud af fingrene, ca. 15 cm. Og det virkede som elektriske stød. Men han blev ikke bange og tog heller ikke afstand.

Også den ældste søn Sixten, har haft en åndelig erfaring. En nærdødsoplevelse, da de havde et alvorligt trafikuheld for ti år siden, samme uheld som satte mén i Charlottes ryg. Sixten blev kastet ud af bagruden og svævede mellem liv og død i seks dage. Eller rettere, han var død.

Men han er i allerhøjeste grad levende, da han træder ind i stuen midt under interviewet. 27 år nu, og stadig mors dreng.

Uheldet har bundet familien tættere sammen, og det samme har Frederiks selvmord.

Hun mødte Jesus to gange i løbet af et år

Nogle har spurgt, om hun virkelig kan tro på en Gud, der “sådan tager hendes barn fra hende”. Hun svarer, at hun ikke tror på, at Gud gør sådan og fører regneark over vores liv og sørger for, at Frederik dør for at straffe hende eller hans far, brødre eller ham selv. Hvorfor, Frederik døde, ved ingen og hun ser ingen mening med hans død, men mærker, at Jesus’ kærlighed hjælper hende med at leve meningsfyldt med den. “

Nede på jorden

Hun virker til at være et ydmygt og behageligt menneske. Nem at tale med. Nede på jorden, selvom hun i bogstaveligste forstand har haft hovedet i himlen.

Hun mødte Jesus to gange i løbet af et år, i det samme kapel i Spanien. Han stod halvanden meter foran hende. Det første, hun bemærkede, var de solblegede hår på hans fødder i de ”slidte Jesus-sandaler” på den røde grusvej et sted i Israel for 2000 år siden. Han gennemtrænger både tid og sted på en ufattelig måde.

Han talte til hende. Telepatisk. Hun forstod ikke sproget, men nogle af ordene og attituden.

Hun følte sig set, accepteret og elsket af manden med rødt sand mellem tæerne.

Læs bogen – og bliv rørt.

Relateret

• 09. apr. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 04. apr. 2026 - ”Vær ikke forfærdede”
• 12. mar. 2026 - Fællesskab er vigtigt!
• 20. feb. 2026 - Sebastian tog skridtet fra fællesskab til lederskab
• 19. feb. 2026 - Normer

Find flere

Mit første spørgsmål til Charlotte er – i anledning af påsken – om det var den opstandne Jesus, hun mødte i det dér kapel i Spanien i 2009. Hun svarer nej. ’Jeg ved ikke hvorfor – mange andre, der har fortalt om møder med Jesus, har mødt den opstandne – med naglemærkerne. Men jeg mødte en hverdags-Jesus’.

Charlotte har ræsonneret sig frem til, at det var i det andet år af hans tre års tjeneste: ’Han og de disciple, jeg så bag ham, var glade og afslappede, måske var de på vej fra brylluppet i Kana. Der var børn, der legede, kvinder med vandkrukker på hovedet. Det var hverdag’.

Ikke udvalgt

Hun fortæller afslappet om sit syn, der stadig er meget levende for hende. Men hvad har det gjort ved hende, det syn? Hun siger: ’Jeg føler mig ikke udvalgt, ikke speciel. Jeg er stadig 165 cm høj, gift med samme mand, stadig journalist. Meget har ikke ændret sig. Men andet har’.

Hun vil gå med til, at hun er valgt. At Jesus valgte at vise sig for hende og ikke for de andre, der var i det samme rum. Jeg siger, at jeg godt kan forstå, at Jesus valgte hende – hun er velskrivende og en god formidler og samtidig troværdig for mange mennesker udenfor kirken. Da hun skal finde ud af, hvad det var, der skete, går hun  som journalist ud i alle hjørner af den spirituelle og lægelige verden for at finde en forklaring på sit syn.

’Jeg var bange for at blive skør’, indrømmer hun. Efter en tid accepterer hun, at det ‘bare’ var Jesus, der viste sig for hende, og det hjalp at finde ud af, at andre har haft samme erfaring i tidens løb: ’Jesus sagde ikke til mig, at jeg skulle skrive en bog, men når jeg valgte at skrive den, så skriver jeg den selvfølgelig som journalist, med grundig research. Jeg er vant til at være dum og stille spørgsmål’.

Gennemskuet og elsket

Hun tolker sit syn derhen, at hun også selv skal være et hverdagsmenneske: ’Han var sådan en, man kunne møde og ikke fæstne sig særligt ved. Ikke før han så på en. Det var hans blik, der var særligt’. Da hun vover at se ind i hans øjne, føler hun sig set og accepteret, som hun er. Gennemskuet, genkendt og elsket. Og i bogen fortæller hun, at han smiler: ’Det er et smil, der får mig til at føle mig elsket med en anden slags kærlighed, end jeg kender. Det er venlighed. En ligetil og simpel accept af, at det er godt, at jeg er her’.

Hun forstår ikke hans sprog, men tre budskaber trænger igennem til hende – nærmest telepatisk: ’Velkommen, godt at se dig’, som smeltede alt i hende. ’Det gør ikke noget, at du ikke forstår, hvad jeg siger’ – hvorefter lettelsen breder sig i hende. Og endelig, ved det andet møde næsten et år senere, siger han: ’Jeg stoler på dig’.

De to møder har forandret hendes liv, selvom hun fastholder, at hun stadig er en almindelig kvinde.

De to møder har forandret hendes liv, selvom hun fastholder, at hun stadig er en almindelig kvinde. Hun har tabt 15 kg. Hun har haft en overnaturlig energi, der skulle arbejdes ud. Hun har efter flere år fundet mening i ’galskaben’. Hun oplever, at hendes kald er at få mennesker til at tale om det, de tror på.

Skal ikke prædike

’Jeg er en journalist, der er sket noget usædvanligt for. For mig handler det om bedst muligt at tage vare på den gave. Jeg er ikke teolog og skal ikke prædike – og jeg bliver aldrig fundamentalist. Alt, hvad jeg hører og bliver spurgt om, bliver prøvet på den oplevelse, jeg har haft med Jesus. Der er ikke nogen, der skal spænde mig for deres vogn!’

Vejen ind i troen er forskellig – og jeg kan føle fællesskab med alle, der tror, uanset om de er troende muslimer eller buddhister.

Som frikirke-mennesker tænker vi, at hun nok mest hører hjemme i vores selskab. Fordi vi normalt er mere åbne overfor den slags åndelige erfaringer. Men Charlotte er medlem af Folkekirken, og kommer dér. ’Vejen ind i troen er forskellig – og jeg kan føle fællesskab med alle, der tror, uanset om de er troende muslimer eller buddhister’, siger hun og trækker på smilebåndet, da hun fortæller, at hun bliver spurgt, om hun nu er en kristen?

’Jeg forstår godt, at nogle har brug for et gitter af holdninger, for at føle stabilitet i troen. Det har jeg ikke, for rummet er blevet mig givet. Det blev kastet ind i mig. Man kan sige, at jeg ikke tror, for jeg véd. Jesus er her stadigvæk. Hans budskab til os er, at han stadig vil alle os hverdagsmennesker. Samtidig har jeg ikke glemt, hvordan det er ikke at være troende’.

Ytringsfrihed om tro

Som journalist ligger ytringsfrihed hende på sinde – også ytringsfriheden omkring det, vi tror på: ’Ved mine foredrag beder jeg folk om at opføre sig nænsomt og varsomt. Det er dyrebart, dét vi her taler om’.

Salmen ‘Hvad er det at møde den opstandne mester’[1] har gjort indtryk på hende. Vers otte lyder:

’Det er som en ånd gennem lukkede døre
i kød og i blod,
der sender os, siger os, hvad vi skal gøre,
og indgyder mod,
så den, der er bange for hån og for stening,
tør gøre i dag, hvad der evigt gir mening’.

I flere år kæmpede Charlotte med modet til at fortælle, hvad hun havde oplevet. I dag giver det dyb mening, at hun turde skrive sin bog. Hun blev positivt overrasket over, hvor godt folk har taget imod den. Og en ny er på vej. Læs mere på http://www.baptist.dk.

1 Af Hans Anker Jørgensen, Den danske Salmebog nr. 249

Relateret

• 09. apr. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 04. apr. 2026 - ”Vær ikke forfærdede”
• 12. mar. 2026 - Fællesskab er vigtigt!
• 20. feb. 2026 - Sebastian tog skridtet fra fællesskab til lederskab
• 19. feb. 2026 - Normer

Find flere