Lyt til artiklen:

“Da jeg blev gravid, var min familie ikke glad. Jeg følte mig skamfuld og gemte mig derhjemme. Men nu vil jeg klare mig selv og tage ansvar for mit barn.” Sådan siger 26-årige Solange, der blev mor for 10 måneder siden. Hun er en af deltagerne i projektet for unge enlige mødre på centeret ”Let the Little Children Come to Me” (LLCCM) i Butare i Rwanda. Projektets mål er at hjælpe kvinderne tilbage i samfundet.

Mortens besøg på LLCCM-centeret

Morten Kjær Kofoed, Sekretær for International Mission i BaptistKirken, besøgte centeret den 15. marts 2026. Morten fortæller:
”Da jeg var på besøg, var omkring 30 unge kvinder mellem 16 og 29 år tilknyttet projektet. De kom fra lokalsamfundet, og alle var enlige mødre. Hver af dem bar på en historie om social isolation, skyld og skam – men de havde et fælles håb om en ny begyndelse.”

Unge enlige mødre på LLCCM (Foto: Morten Kjær Kofoed)

Et arbejde med rødder tilbage til 2016

I 2016 fik YEGO[i] sammen med partnerorganisationen AEBR Youth i Rwanda støtte af Dansk Ungdoms Fællesråd til projektet ”Young Single Mothers.” Det blev begyndelsen på det arbejde, der stadig hjælper unge enlige mødre, der ofte er udstødt af familie, venner og kirke. Samtidig skal projektet give kvinderne færdigheder og tro på egne evner, så de kan finde fodfæste i samfundet igen.

I dag er det BaptistKirken i Danmark, der driver ”Young Single Mothers”-projektet sammen med partnere i Rwanda. Projektet har modtaget støtte fra Civilsamfund i Udvikling (CISU), men er i dag finansieret af indsamlede midler fra menigheder, spejderkorpset og engagerede enkeltpersoner.

Når tro bliver til konkret handling

Projektet på LLCCM bygger på Jesu ord om, at vi skal tage os af de mindste – samfundets marginaliserede og udstødte (Matthæus-evangeliet, kapitel 25, vers 40). For kvinderne har graviditeten fået store konsekvenser. De er blevet isoleret fra familie og fællesskab, og de fleste har samtidig måttet opgive deres skolegang. Men projektet giver dem en ny retning. Som en af deltagerne udtrykte det:
“Vi er glade for, at I kommer for at hjælpe – ikke bare som besøgende, men for at gøre en forskel.”

Fag, færdigheder og tro på fremtiden

Projektet gør en konkret forskel for kvinderne. Tilbuddet er helhedsorienteret og rettet mod reetablering i samfundet. Kvinderne får tilbudt uddannelse i seks måneder som syerske eller i tre måneder som frisør.

24-årige Claudine, mor til lille Fabrice på fire måneder, ser fremad og erklærer optimistisk:
“Jeg vil lære at sy, så jeg kan forsørge mig selv og min søn. Jeg vil ikke være afhængig af andre.”

Unge enlige mødre på LLCCM (Foto: Morten Kjær Kofoed)

Værdighed, sundhed og ansvar for livet som forælder

Morten fortæller videre fra besøget:
”Det var ikke alle kvinderne, der havde været med i det oprindelige projekt. Derfor var der tilføjet kurser i almen sundhed, børns sundhed, ernæring og livet som forælder. Projektet rækker dermed ud over blot at give praktiske færdigheder. Det handler om værdighed, ansvar og nye muligheder – og om at give både mødre og børn en fremtid.”

Omsorg, råd og hjælp tilbage til familien

Et af de nyere tiltag i projektet er frivillige ”bedstemødre”. De fungerer både som brobyggere til de unge kvinders familier – hvor der ofte er opstået konflikter – og som støttepersoner, der tilbyder omsorg, råd og praktisk vejledning i hverdagen.

Régina på 52 år er en af bedstemødrene. Som motivation for at engagere sig siger hun:
“Jeg kunne ikke vende ryggen til min egen datter, da hun stod i samme situation. Nu vil jeg hjælpe andre unge kvinder, så de ikke står alene.”

Ingen hjælp uden formaning!

De lokale myndigheder bakker også op om indsatsen og har deltaget i udvælgelsen af deltagerne. Myndighederne forbeholdt sig dog ret til at ”løfte pegefingeren” over for kvinderne i forbindelse med starten på projektet: En såkaldt kønsansvarlig (”gender officer”) understregede vigtigheden af disciplin, respekt og at gribe muligheden:
“Når I får denne chance, må I ikke spilde den,” lød det fra myndighedsrepræsentanten.

Han blev bakket op af projektleder Leonard, som opfordrede kvinderne til ikke at havne i samme situation igen. Bemærkningerne viser, at det omgivende samfund fortsat har svært ved at slippe forestillingen om, at kvinderne selv bærer skylden for deres situation.

Unge enlige mødre på LLCCM (Foto: Morten Kjær Kofoed)

Håbet spirer – men det kræver opbakning

Morten slutter sin beretning fra besøget:
”Desværre er der fortsat mange unge mødre i Rwanda, der er i samme situation som de 30 kursister i Butare. Bare i LLCCM’s lokalområde er behovet langt større end projektets ressourcer kan dække i dag. Derfor er der fortsat brug for opbakning. Hver eneste gave – uanset størrelse – er med til at give en ung mor mulighed for at lære et fag, genvinde sin værdighed og skabe en fremtid for sit barn. Midt i alle udfordringerne spirer håbet. Men håbet bærer kun frugt, hvis det får næring.”

At støtte mødrene er også at tage imod børnene

I snart ti år har først YEGO og siden BaptistKirken støttet arbejdet blandt unge enlige mødre. Mange børn og mødre er blevet hjulpet til et bedre liv. Det er et stærkt vidnesbyrd om, hvad fællesskab og vilje til at dele kan skabe på tværs af lande og livsvilkår. Hvis vi tager Jesu ord om de mindste alvorligt, så handler det også om at støtte deres mødre.

[i] Siden 2010 har Baptisternes Børne- og Ungdomsforbund (BBU) og Danske Baptisters Spejderkorps (DBS) samarbejdet om projekter i Rwanda. Samarbejdet hedder YEGO, der betyder ”Ja” på kinyarwanda.  Projekterne har fokus på unges rettigheder og rolle i udviklingen af Rwanda.  Og YEGO er et ”Ja” til at nedbryde fordomme, skabe relationer til det globale syd og tage ansvar for den verden, vi lever i.

Relateret

• 15. aug. 2026 - Vil du læse Bibelen på to år – tag med på Bibelstien!
• 13. aug. 2026 - Deltag i online informationsmøder om forslag til Landskonferencen
• 12. aug. 2026 - Tacklet af Gud
• 25. jul. 2026 - Hvad kan kirken lære af nye troende?
• 17. jul. 2026 - Sammen ved Jesus’ bord

Find flere

Lyt til artiklen:

BaptistKirkens samarbejdspartner i Rwanda, Association des Églises Baptistes au Rwanda (AEBR) fortæller, at kirkelukningerne har haft store konsekvenser. Mange menigheder har mistet deres samlingssteder. Ud over at menighederne ikke længere kan mødes til gudstjeneste og andre kirkelige anledninger, rammer kirkelukninger også sociale aktiviteter og udviklingsprogrammer blandt samfundets mest udsatte.

Kirkebygning i Butare (Foto: Morten Kjær Kofoed)

Butare-regionen er særlig hårdt ramt

AEBR’s menigheder i Butare-regionen i det sydlige Rwanda er særlig hårdt ramt. Angiveligt er kun ganske få af de 60 baptistkirker i området i drift i dag.

Morten Kjær Kofoed, Sekretær for International Mission i BaptistKirken, siger:
”Regeringen lader som regel kirkerne genoptage arbejdet, når de lever op til lovens ganske omfattende bygningstekniske krav.  Men udfordringen er, at mange kirker i deres nuværende form og med den aktuelle beliggenhed aldrig kommer til at opfylde fx krav om ’… lydisolering og nok parkerings-/tilgængelighedsplads, hvor det er nødvendigt.’ I mange tilfælde vil det kræve en ny kirkebygning at leve op til krav om lydisolering.”

Udendørs gudstjeneste i Kibaga. Kirken må fortsat benyttes, men den var for lille, da der kom gæster fra nabomenighederne. Heldigvis var der ikke klager over afholdelse af udendørs gudstjeneste! (Foto: Morten Kjær Kofoed)

Myndighedernes krav

I en pressemeddelelse fra den 30. august 2024 fortæller den rwandiske regering om den række af krav, religiøse samlingssteder skal leve op til:

”Juridisk anerkendelse: Trosbaserede organisationer skal have et gyldigt registreringsbevis udstedt af Rwanda Governance Board (RGB) samt et gyldigt samarbejdsbrev med den relevante distriktsadministration.

Uddannelseskrav til ledere: Kirkens ledelse skal besidde en gyldig teologisk uddannelse eller en anden  relevant uddannelse suppleret med en uddannelse i kirkeledelse.

Bygningskrav: Kirken skal eje sin egen bygning, der overholder lokale bygningsreglementer. Det betyder blandt andet at:

• Bygningen må ikke være et åbent område, et telt eller en multifunktionel bygning.
• Sikkerheds- og sanitetsforhold: Bygningen skal opfylde følgende krav:
  • Tilstrækkelig ventilation.
  • Toiletter og andre nødvendige sanitære faciliteter.
  • Lydisolering for at minimere støjforurening.
  • Tilstrækkelig parkeringsplads og adgangsforhold, hvor det er nødvendigt, for at sikre adgang for nødkøretøjer.
  • Installation af lynafleder.
  • Adgang til vandforsyning.

Disse foranstaltninger er implementeret for at sikre de bedendes sikkerhed og velfærd samt for at forhindre udnyttelse og spredning af skadelige praksisser.”

Kirkebygning i Karama (Foto: Morten Kjær Kofoed)

Absurde krav

I pressemeddelelsen forklarer regeringen, at ”tilstrækkelig parkeringsplads” i praksis betyder mindst ”en halv hektar” svarende til 5.000 kvadratmeter. Begrundelsen for netop dette krav er ”at sikre adgang til udrykningskøretøjer til at hjælpe i tilfælde af behov. Sikkerheden for mennesker er vigtig, uanset hvor de befinder sig.”

Både af praktiske og økonomiske årsager er der mange menigheder, der aldrig kommer til at opfylde myndighedernes krav. De fleste kan se det fornuftige i, at der er ordentlige sanitære forhold i kirkerne, men rindende rent vand er fortsat en udfordring mange steder på landet i Rwanda. Og parkeringspladser på 5.000 kvadratmeter til ikke-eksisterende udrykningskøretøjer forekommer absurd i et land, hvor 35% af befolkningen fortsat er underernærede og de færreste ejer en bil.

Hvorfor lukker regeringen kirkerne?

Regeringen i Rwanda forklarer, at der i perioden 2018 til 2024 er foretaget kontrol af 14.000 religiøse bygninger. 8.000 af bygningerne havde mangler i forhold til reglerne, hvorfor de blev lukket.

De væsentligste mangler i forbindelse med kontrollerne var:

• Manglende dokumentation for uddannelse (eksamen) i teologi for relevante kirkeledere.
• Mangel på godkendelse fra Rwanda Governance Board til at virke som kirke.
• Manglende brev om / godkendelse fra distriktet, hvor det er relevant.
• Udførelse af tilbedelsesaktiviteter i andre uautoriserede områder (huler, bjerge, floder, skove osv.).
• Bygninger, der ikke opfylder de lokale bygningsregler, herunder
  • Dårlig sanitet
  • Mangel på lydisolerende foranstaltninger
  • Manglende overholdelse af grundlæggende sikkerhedsstandarder (fx manglende parkeringspladser)

Regeringen meddeler, at de religiøse ledere er ”villige til at løse de fremhævede anomalier.” Det fremgår ikke, i hvilket omfang samarbejdsviljen hos de religiøse ledere har ført til genåbning af kirkerne.

Sang og dans til gudstjenesten i Kibaga (Foto: Morten Kjær Kofoed)

Handler det kun om kirkegængernes sikkerhed?

Rwanda er på trods af økonomisk fremgang, fremgang i sundhed og fødevaresikkerhed, fremgang i beskæftigelse, ligestilling i parlamentet og meget andet positivt de facto et diktatur. Det er hævet over enhver tvivl, at præsident Paul Kagame styrer landet. Opposition og systemkritik findes næsten ikke i Rwanda.

Kirken er i vækst i Rwanda og kirkerne er i høj grad steder mennesker mødes, lytter og taler sammen. Kirkerne er også omdrejningspunkter for meget af den hjælp, der går til de fattigste. Kirkerne er kulturelle knudepunkter i et ellers forknyt demokrati.

Derfor hævder en del systemkritikere udenfor Rwanda, at kirkelukningerne er politisk motiverede. Både The New York Times og Christianity Today har bragt artikler om emnet. Amnesty International har udtrykt bekymring for, at kirkelukningerne kan være en del af en bredere indsats for at begrænse ytrings- og religionsfriheden i landet og have kontrol over hele NGO-sektoren.

Det er varmt at være til gudstjeneste i Kibaga (Foto: Morten Kjær Kofoed)

Konkrete eksempler på, at loven handler om andet end bygninger

I den omtalte pressemeddelelse gør regeringen en del ud af at fortælle, at Rwandas forfatning giver borgerne både religions- og forsamlingsfrihed. Samtidig præciseres det dog, at disse rettigheder ”skal udøves i overensstemmelse med loven. Loven pålægger folk at bede et sted, der opfylder visse krav, for at forhindre dem i at bringe deres liv i fare.”

Regeringen forklarer årsagerne til, at så mange kirker ikke lever op til kravene og de deraf følgende kirkelukninger på denne måde:
”… der er dem, der etablerer kirker ikke for evangelisering, men for deres egen fordel. De etablerer kirker for at få penge og ejendom fra folket, prædiker vildledende budskaber og engagerer sig i udnyttelse af mennesker. Nogle prædikanter har forvandlet kirker til forretninger…”

Regeringen forklarer videre:
”I de senere år har der været en hastig stigning i … tilfælde af prædikanter, der er involveret i udnyttelse af mennesker gennem afpresning af penge og ejendom ved at love mirakler, tilskynde til skadelig praksis såsom at så splittelse, fremme anti-vaccinationsideologier og andre konspirationsteorier.”

Loven rammer skævt

På baggrund af den rwandiske regerings egen forklaring så sent som i august 2024 er det klart, at lovens hensigt også er at ramme religiøse forkyndere, som regeringen ikke bryder sig om. I det omfang, det handler om plattenslagere og småforbrydere kan alle ordentlige kirkesamfund støtte loven. Men vi ser desværre også, at fx krav om parkeringspladser og kirkebygning med rindende vand rammer mange af de menigheder, BaptistKirken har støttet i snart 100 år. I Rwanda beder de til, at de kirker, der har arbejdet hårdt på forbedringer, snart kan genåbnes.

Relateret

• 19. mar. 2026 - “Lad de små børn komme til mig” – nyt håb for unge mødre i Rwanda
• 20. jan. 2026 - 100 år i Afrika: BaptistKirken gør klar til 2028
• 15. jan. 2026 - Gud og vigepligt
• 22. dec. 2025 - Nyd nordlyset
• 15. dec. 2025 - Kollapset fredsaftale i DR Congo sender tusinder på flugt til Burundi

Find flere

Lyt til artiklen her:

Det var Bodil Højbak Møller, præst i Korskirken i Herlev og medlem af BaptistKirkens ledelse, der havde kastet sig over undervisningsopgaven. Det skete, mens hun besøgte Burundi og Rwanda fra den 19. februar til den 4. marts 2024. Besøget bragte Bodil vidt omkring: Fra præsteskolen i Rubura over Korskirkens projekter i Musema til BaptistKirkens projekt for unge enlige mødre nær Butare.

Foto: Lise Emming Weber-Hansen

Afrika begejstrer

Der går kun få sekunder fra Bodil svarer på opkaldet, til telefonforbindelsen er fyldt med begejstring. Hun har oplevet mere varme, glæde og begejstring på sin tur til Afrika, end hun nogensinde havde drømt om. Det smitter af på hele interviewet.

Mange interesser skulle plejes

”Jamen, det var jo nærmest sådan en ’joint-venture’-tur,” fortæller Bodil, og tilføjer hurtigt: ”Nej, det må du altså ikke skrive!” Men det gør vi alligevel. For der var tale om en tur, hvor mange interessenter og mange interesser skulle tilgodeses.

I to landsbyer uden for Musema er Korskirken med til at drive et projekt blandt batwaerne: De fattigste blandt de fattige i Burundi. Menigheden i Musema blev selvfølgelig også besøgt og Bodil prædikede ved gudstjenesten.

Herhjemme havde Bodil holdt et oplæg for Kvindenetværket om at bringe evangeliet til marginaliserede grupper. Det ville Kvindenetværket gerne, at Bodil delte med samarbejdspartnerne i Burundi. Derfor havde de – sammen med BaptistKirkens ledelse – opfordret Bodil til at undervise på præsteskolen i Rubura.

BaptistKirken arbejder også for, at flere kvinder får en mere synlig plads i menighederne i Burundi. Præsteskolen er et godt sted at så frø, der måske senere kan spire og skabe forandring.

BaptistKirkens ledelse har en særlig forpligtelse

Bodil peger også på, at BaptistKirken har en forpligtelse som organisation til at følge op på de projekter, vi støtter. Det sker, når Lise Emming Weber-Hansen rejser rundt i Burundi og Rwanda og besøger projekterne og når Sekretær for International Mission, Morten Kjær Kofoed, rejser ud og møder partnere og projektansvarlige. Men ledelsen er også nødt til selv at rejse ud og få førstehåndskendskab og vise samarbejdspartnerne, at BaptistKirkens ledelse prioriterer samarbejdet.

Undervisning på præsteskolen (Foto: Lise Emming Weber-Hansen)

Hårdt arbejde

Selv om solen skinner og klimaet er mere behageligt end i Danmark, så er det hårdt arbejde at være rejsende repræsentant for BaptistKirken. Besøget hos batwaerne og undervisningen på præsteskolen fyldte meget i programmet. Undervisningen havde også fyldt meget inden rejsen, fortæller Bodil. Det tager tid at forberede tre dages undervisning. Både fordi det hele skulle foregå på engelsk og der skulle være tid til oversættelse, og fordi undervisningen skulle give mening og være relevant for mennesker i en helt anden kultur. Men Bodil oplevede også en udfordring af en helt anden karakter:

”Jeg var faktisk nervøs for at undervise på præsteskolen. Mig bekendt var jeg den første kvindelige teolog fra Danmark, der skulle undervise. Og jeg tror ikke, at de tidligere har modtaget undervisning af en kvindelig teolog,” fortæller Bodil om sine overvejelser og fortsætter: ”Jeg vidste på forhånd, at både mit budskab og det, at jeg er kvinde, ville være udfordrende.”

Foto: Lise Emming Weber-Hansen

Evangeliet er virkelig gode nyheder

Bodils undervisning på præsteskolen stillede spørgsmålet: ”Hvordan er evangeliet virkelig de gode nyheder – for alle?” Bodil uddyber budskabet:
”Jeg spurgte: Hvordan er evangeliet ”truly the good news”? For jeg mener virkelig, at evangeliet er gode nyheder – også for alle marginaliserede grupper. Men det er bare ikke altid det budskab, kirken kommer ud med.”

Bodil spørger retorisk og glemmer helt, at det er hende, der skal svare på spørgsmålene:
”Hvornår er evangeliet virkelig de gode nyheder? Fx for kvinder i et mandsdomineret samfund? Eller for batwaerne, der virkelig er marginaliserede. Mennesker som ingen andre i samfundet bryder sig om. Kvinderne i Young Single Mothers-projektet, der er blevet smidt ud af kirken og familierne: Hvordan kan evangeliet nogensinde blive en god nyhed for dem, hvis kirken bruger det til at undertrykke dem?”

Bodil og de præstestuderende i Rubura (Foto: Lise Emming Weber-Hansen)

Udfordrede præstespirer

Det er ikke svært at forstå, hvis eleverne på præsteskolen blev udfordret af spørgsmålene. Og de fik mere at tænke over, for Bodil udfordrede også ved at spørge dem, hvad det var, Jesus kom med? Var Jesus’ evangelium ikke også et opgør mod den kultur, der var på hans tid? Og er meningen med evangeliet i dag ikke fortsat at udfordre den styrende kultur? Hvis kulturen fx er at udelukke og se ned på kvinder, der bliver gravide udenfor ægteskab, så er evangeliet den modkultur, der prædiker omsorg og tilgivelse.

”Vi må jo ikke tilpasse evangeliet, så det passer ind i vores kultur. Som kirke er vi kaldet til at være en modkultur og holde fast i det oprindelige budskab,” siger Bodil.

Det samme budskab overalt

Bodil fremhæver, at hendes undervisning selvfølgelig var rettet mod de mænd, der studerer på præsteskolen i Rubura. Alle studerende på præsteskolen er mænd, for man kan kun være baptistpræst i Burundi, hvis man er mand – og gift. Men budskabet kan ikke isoleres til kulturen i Burundi og Rwanda. Budskabet gælder også i Danmark:
”Vores udfordring herhjemme er, at Jesus taler rigtig meget om nøjsomhed. Jesus er jo ikke fortaler for overforbrug eller for, at vi ikke deler med de fattige. Det er jo det, der gør ondt hos os. Vi er ikke bedre end præsteaspiranterne, men vi har forskellige udfordringer at kæmpe med i forhold til at være modkultur.”

Inspirationen fra Galaterbrevet

Bodil fortæller hvor inspirationen til undervisningen kom fra:
”Jeg er meget optaget af Paulus’ budskab i Galaterbrevet, kapitel 3, fra vers 27-28, hvor der står ’Alle I, der er døbt til Kristus, har jo iklædt jer Kristus.  Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand og kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus, og hører I Kristus til…’. Det har vi slet ikke taget alvorligt som vestlig kirke. Hos os har der sandelig været forskel på, om man var ’jøde eller græker’ eller sort eller hvid. Så vi har bestemt ikke nogen grund til at hæve os over vores brødre og søstre i Afrika. Det var vigtigt for mig at undervise i, at for Jesus er der ikke forskel på mennesker.”

Et intenst forløb

Bodil fortæller, at forløbet på præsteskolen var meget intenst. Det var hårdt at være ”på” i adskillige timer. Flere gange undervejs blev hun bevæget over elevernes engagement og lyst til at forstå budskabet:
”Det gjorde enormt stort indtryk på mig. Når man prædiker, prædiker man jo også for sig selv. Og jeg kom undervejs til at reflektere over de eksempler i vores kultur, hvor vi heller ikke behandler de marginaliserede ordentligt. Jeg blev ramt af tanken om, hvor stærkt og hvor kærligt evangeliet vitterligt er.”

Anerkendelse på præsteskolen (Foto: Lise Emming Weber-Hansen)

Anerkendelse

Eleverne på præsteskolen var virkelig overraskede over undervisningen. Både over at modtage undervisning af en kvinde, men også over budskabet. Efter den første dag med undervisning, hvor alle var ved at pakke sammen, er der en af de studerende, der siger: ”She is really a pastor” – ”hun er virkelig en præst…”.

”Jeg opfattede det som en anerkendelse. At man godt kunne have respekt på trods af, at jeg er kvinde. Dagen efter spurgte jeg, om det havde været for stor en mundfuld og alt for udfordrende. Så er der en, der rejser sig op og siger, at ja, det havde været en udfordring, men han ville bare ønske at jeg kunne blive der under hele deres uddannelse.”

Efter et par sekunder fortsætter Bodil med et tydeligt smil i telefonen: ”Bum! Den skulle lige synke ind…. Men så gav jeg den også gas resten af tiden!”

Foto: Lise Emming Weber-Hansen

Batwaerne

Burundi er et af verdens fattigste lande målt på næsten alle kendte parametre. Bodil besøgte to batwa-landsbyer udenfor Musema, hvor Korskirken støtter forskellige projekter:
”Når man besøger de fattigste mennesker i det fattigste distrikt i verdens fattigste land… Så er folk vitterligt meget fattige. Selv om jeg har set billeder og været involveret i arbejdet meget længe, så gjorde det et ufatteligt stort indtryk at besøge de her mennesker.”

Selv om vores økonomiske bidrag kan virke beskedne, så gør det en meget stor forskel for en batwa-familie, om de bor i en hytte af jord og palmeblade eller en lerklinet hytte med fast tag og ildsted.

Foto: Lise Emming Weber-Hansen

De sendte en dame

Bodil fortæller om en hændelse, der ledte tankerne hen på Lise Nørgaards ikoniske bogtitel. Ved ankomsten til menigheden i Musema virkede modtagelses-komiteen med menighedens forstander i spidsen temmelig uinteresserede i gæsterne. Bodil genkendte flere fra sin årelange e-mailkorrespondance med menigheden, men det virkede ikke som om kendskabet var gensidigt. Efter lidt tid kommer spørgsmålet: ”Hvornår kommer mændene? I skrev jo, at der ville komme en præst?” Herefter var det lidt svært for Bodil og rejsemakkeren Lise Emming Weber-Hansen at holde masken. Lise måtte forklare, at ”det er Bodil, der er præsten.” Det vakte en del bestyrtelse, at de danske baptister ”sendte en dame.”

På falderebet

– ligger det Bodil meget på sinde, at vi husker Young Single Mothers-projektet i Huye nær Butare:
”Det handler både om menneskesyn og ansvarsforflygtigelse: Kulturen er, at man ekskluderer de gravide kvinder og lader mændene stikke af fra ansvaret. Mens jeg var der, var flere skoleledere inviteret på besøg for at åbne op for en samtale om, at det ikke løser nogle problemer at smide pigerne ud af skolerne – tværtimod. I den sammenhæng er projektet med syskolen, som blandt andre Bethelkirken støtter, også et virkelig vigtigt arbejde.”

Så er vi tilbage ved evangeliet som modkultur. For dem, der udstøder de unge kvinder fra kirken og familien er evangeliet, at det skal de holde op med – de må ændre kulturen. For os er evangeliet at møde denne kultur med tilgivelse og kærlighed og hjælp til forandring i stedet for fordømmelse.

Foto: Lise Emming Weber-Hansen

Relateret

• 13. maj. 2026 - Sådan udfolder missionsarbejdet sig i Roskilde Baptistkirke
• 27. apr. 2026 - I Guds rige vender magten på hovedet
• 09. apr. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 19. mar. 2026 - “Lad de små børn komme til mig” – nyt håb for unge mødre i Rwanda
• 26. feb. 2026 - Kunsten at balancere i to verdener

Find flere