Når jeg lander i lærerjobbet igen efter sådan en tur, kan det være svært at skifte gear og tage alvorligt, når et barn bryder sammen, fordi det var de forkerte sko, der kom på i morges, eller at man ikke er så vild med det, der er med i madpakken.  Men når man kigger ind i øjnene på sådan et barn, er der også et behov her; et helt konkret behov om en nærværende voksen, et kram eller bare en, der gider lige at lytte. Det øver jeg mig i – det med at se de helt ægte, men ofte skjulte behov, der gemmer sig bag noget, der ved første øjekast kan virke forkælet eller utaknemmeligt. Og jeg takker Gud for, at jeg er i stand til at hjælpe både her i hverdagen – og i arbejdet i Burundi.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 19. mar. 2026 - Krig og fred
• 12. mar. 2026 - Fællesskab er vigtigt!
• 05. mar. 2026 - Find håb i bøn
• 19. feb. 2026 - Normer
• 11. feb. 2026 - Hvorfor er Bibelen vigtig, og hvordan bruger vi den?

Find flere

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2026/01/status-paa-jubilaeum-2028.mp3

”Ruinerne af de gamle huse, vi fandt, var umulige at gøre i stand. Derimod en mængde brugbare soltørrede mursten. Vi fik 12.000 sten frem og begyndte at opføre et hus. Desværre har de indfødte kun ringe sans for rette linjer, så min mand måtte lægge stenene selv. Efter tre ugers forløb er huset for så vidt færdigt, så vi kan flytte ind, men det mangler både loft og gulv. Men der er tykt lagt græs som tag, så i huset kan man opholde sig uden solhjelm på hvilket som helst tid af dagen. Huset er 4,5 meter bredt og godt 17 meter langt. Der er to små stuer og et lille rum til kasser og kufferter, et rum til poliklinik og et til opbevarelse af redskaber og værktøj. Så er herligheden, det første hus på de danske baptisters første missionsstation færdigt. Men det står endnu og har været i brug siden.”

Musema 1928 (Foto: N.P. Andersen)

I beretningen fra 1963 ser Johanne Andersen tilbage på rejsen i 1928 fra Danmark over Belgien til Urundi. Det land, vi i dag kender som Burundi (du finder lydfilen her). Johanne og N.P. Andersen var de første danske baptister, der blev sendt ud som missionærer. De nåede til Urundi den 17. maj 1928 og den 6. juni 1928 nåede ægteparret sammen med 80 bærere frem til Musema, hvor de byggede den første missionsstation.

I 2028 skal vi fejre 100 år i Afrika og forberedelserne er ved at komme i gang.

Fra Teams-møder til et spændende digitalt arkiv

I efteråret 2022 ringede Morten Kjær Kofoed, sekretær for International Mission i BaptistKirken, rundt til en flok særligt udvalgte. Hurtigt fik han samlet et lille udvalg, der siden har holdt utallige møder på Teams og gravet i arkiverne. Udvalget har efterhånden samlet et omfattende materiale om BaptistKirkens første 100 år i Afrika:

• Mere end 25 timers interviews med tidligere udsendte eller deres børn – og der er flere på listen!
• Alle årbøgerne fra 1895 (og enkelte ældre) frem til i dag er scannet. Det er muligt at søge i det digitale materiale.
• 27 mikrofilm med ugebladet – under forskellige navne – fra 1851 til 1961 er scannet og ved at blive gjort tilgængelige for alle interesserede. Udvalget arbejder på at digitalisere ugebladet fra 1961 frem til 2006. Nyere udgaver findes digitalt på baptist.dk.
• Der er oprettet et omfattende digitalt billedarkiv, der løbende bliver udbygget.
• Gamle bøger, breve og lydoptagelser er blevet digitaliseret.

Alt det digitale materiale er samlet på BaptistKirkens server, så alle der skal arbejde med jubilæumsforberedelserne, kan få glæde af materialet.

Johanne Andersen med en skoleklasse i Musema (Foto: N.P. Andersen)

Jubilæumsbogen tager form – redaktør og skribenter er i gang

BaptistKirkens ledelse har besluttet, at der skal udgives en jubilæumsbog i anledning af jubilæet. Der er samlet et hold af skribenter, der er i gang med de første udkast til tekst. Historiker Jens Wendel-Hansen har påtaget sig opgaven som redaktør: Det sikrer, at der bliver tale om professionel historieformidling.

Udvalget fortsætter arbejdet med at finde og indsamle materiale. For at skabe overblik og hjælpe skribenterne bliver der afholdt webinarer for skribenterne med information om BaptistKirkens egne arkiver (både de digitale og det fysiske i Tølløse), adgang til Det kongelige Bibliotek, Rigsarkivet og en række online-steder hvor der også kan findes information om missionærer og arbejdet i Afrika.

Stemmer fra syd: Jagten på fortællingerne i Rwanda og Burundi

Udvalget har forsøgt at etablere et samarbejde med vores partnere i Rwanda og Burundi. Det har været svært: Folkemordet i Rwanda i 1994 og gentagne uroligheder i Burundi har medført, at baptistkirkerne ikke længere har arkiver af betydning. For at få ”stemmer fra syd” med i materialet og i bogen forsøger udvalget at gennemføre en række interviews med personer i Rwanda og Burundi, der kan fortælle om mødet med BaptistKirkens udsendte.

Det andet hus i Musema – cirka 1932 (Foto: N.P. Andersen)

Fejringen i 2028: Vi fejrer det både nationalt og lokalt

En bog kan belyse og oplyse. I særlige tilfælde kan den begejstre og måske samle mennesker for en sag. Men en fælles fejring kan forbinde – på tværs i BaptistKirken og fra nord til syd. Derfor har Morten samlet endnu et udvalg, der arbejder med en fælles fejring af jubilæet i 2028.

Der er mange ideer på bordet: Flere af dem handler om at gøre det spændende arkivmateriale tilgængeligt for mange:

• digitalt på websider eller i podcasts.
• som nøglefærdige ”rejseudstillinger”, der kan cirkulere mellem menighederne –
• eller permanente mini-udstillinger til de enkelte menigheder.
• Der er ideer om at lave kulturel udveksling mellem nord og syd,
• besøg til egentlige jubilæumsfejringer (der kan transmitteres på Facebook og YouTube) og
• markering af jubilæet på Kirkernes Folkemøde i Hillerød i 2028.

Ideerne står i kø. Det bliver spændende at følge med i forberedelserne til fejringen.

Ventetid ved klinikken? (Foto: N.P. Andersen)

Har du materiale – eller vil du bidrage? Sådan hjælper du

Hvis du har materiale fra arbejdet i Rwanda og Burundi – billeder, lyd, dagbøger, breve eller andet, der kan være med til at fortælle historien, så kontakt Morten Kofoed. Listen med interview-emner er fortsat lang, så giv os gerne et praj, hvis du vil fortælle din historie.

Hvis vi har overset dig i vores søgen efter skribenter – eller hvis du på anden måde ønsker at bidrage til det fortsatte arbejde, er du meget velkommen til at kontakte udvalget.

Kontakt Morten Kjær Kofoed, e-mail: morten@baptistkirken.dk, Tlf.: 3011 2904

Læs mere?

“Det lille træ, Gud planter, kan ingen storm vælte” – baptist.dk, 29. november 2025
”Fra de første skridt til 100 år i Afrika” – baptist.dk, 7. maj 2024

Relateret

• 07. apr. 2026 - Awake Worship II: Næsten 300 unge samlet til lovsangsfest i Herning
• 19. mar. 2026 - “Lad de små børn komme til mig” – nyt håb for unge mødre i Rwanda
• 19. mar. 2026 - Krig og fred
• 15. mar. 2026 - I Holstebro kan du møde baptisterne fredag nat i gågaden!
• 12. mar. 2026 - Fællesskab er vigtigt!

Find flere

Lyt til artiklen:

Støt
Du kan være med til at støtte byggeriet af nye kirker i Burundi ved at sende et beløb til MobilePay 911 118 eller kontonr. 3201 10042879 mærket ’kirkebyggeri’. Gaver er fradragsberettigede efter gældende regler.

Siden danske baptisters mission i Burundi begyndte i 1928, er der etableret kirker og satellitmenigheder, så der nu er 167 selvstændige menigheder og 103 satellitter, der arbejder på at blive selvstændige. Baptistkirken i Burundi har vision om endnu flere kirker.

Menighedsplantning i Burundi – håb, vækst og nye begyndelser

Befolkningstilvæksten er utrolig høj i Burundi. Landet har tæt på 14 millioner indbyggere, og befolkningen er blandt verdens yngste. Baptistkirken er stærkt repræsenteret i landdistrikterne, hvor størstedelen af befolkningen indtil nu har boet og ernæret sig ved smålandbrug. Men det er under opbrud. Ligesom i resten af verden søger flere og flere mod byerne, og derfor vil Baptistkirken plante menigheder i alle større byer, hvor der endnu ikke er en baptistkirke.

Det øger behovet for nye menigheder og gode mødesteder, hvor mennesker kan finde åndeligt hjemsted og fællesskab.

Med sine 50-60.000 medlemmer – og op mod 100.000 når børn regnes med – er kirken i vækst. Det er glædeligt, men øger også behovet for nye menigheder og gode mødesteder, hvor mennesker kan finde åndeligt hjemsted og fællesskab.

De senere år er mange tidligere flygtninge vendt tilbage fra Tanzania. Sammenholdt med urbaniseringen betyder det behov for flere kirker i byerne, især tæt på grænsen til Tanzania, hvor mange bosætter sig. I grænseområderne Makamba og Ruyigi har man købt grunde og er allerede i gang med kirkebyggerier.

Flere kirker er også under opførelse andre steder i landet. I Rumonge ved Tanganyikasøen er man i gang med at færdiggøre en større kirke. Generalsekretær Jean Jacques Masabo fortæller, at drømmen er at bygge en skole i tilknytning til kirken. Myndighederne forventer, at kirker bidrager til samfundsudviklingen, og mange børn har over fem kilometer til nærmeste skole. For fattige familier betyder det, at alt for mange børn aldrig kommer i skole.

Menighedsplantning gør en forskel – helt konkret

I Burundi er menighedsplantning ikke blot en vision eller et byggeri. Det er et svar på virkelighedens behov: nye områder uden menigheder, unge uden vejledning og lokalsamfund med brug for både åndeligt og socialt håb. Og det vil Baptistkirken gerne give dem. Traditionelt støtter vi fra Danmark med midler til tage, døre, vinduer og cement, mens de lokale stiller arbejdskraft til rådighed. Det sker også i byerne, men da myndighedskravene er højere, koster en ny stor bykirke knapt 100.000 kroner.

100-års jubilæum nærmer sig

I 2028 har vores internationale mission 100-års jubilæum. Det er samtidig 100års jubilæum for Baptistkirken i Burundi. Det vil man markere på forskellig vis. En af de helt store – og dyre – ting er opførelsen af en jubilæumskirke i Bujumbura. I forstaden Ngagara, hvor Baptistkirken havde kontor frem til 1993, vil man bygge en kirke med plads til over 4.000 personer. Den lokale menighed har over 1.000 medlemmer, og den nuværende kirke har plads til knapt 500, så man har i flere år holdt tre søndagsgudstjenester. Der projekteres også kontorer og mødefaciliteter, så bygningen kan bruges til konferencer og træning.

Den lokale menighed har over 1.000 medlemmer, og den nuværende kirke har plads til knapt 500.

Da Baptistkirken var den første protestantiske kirke i landet, er det også et jubilæum for andre kirkesamfund. Der er løfter om støtte fra flere af dem, og der samles ind på tværs af landet. Eksterne donorer har vist interesse, men finansieringen er endnu ikke på plads – derfor inviteres også vi i Danmark til at bidrage.

For Burundis fremtid

Når kirker plantes i Burundi, forandres liv.

Når kirker plantes i Burundi, forandres liv. Der skabes tilhørsforhold, tro, håb og nye muligheder – også dér, hvor hverdagen er tungest. Derfor er menighedsplantning et af de stærkeste redskaber, kirken har. Vi kan være med – i forbøn, i opmuntring og i økonomisk støtte. Lad os derfor stå sammen med vores søskende i Burundi og sætte menighedsplantninger højt på dagsordenen. For evangeliets og menneskers skyld – og for Burundis fremtid.

Relateret

• 20. jan. 2026 - 100 år i Afrika: BaptistKirken gør klar til 2028
• 15. dec. 2025 - Kollapset fredsaftale i DR Congo sender tusinder på flugt til Burundi
• 29. nov. 2025 - “Det lille træ, Gud planter, kan ingen storm vælte”
• 30. sep. 2025 - BaptistKirken: Fra holdningsfællesskab til handlingsfællesskab?
• 14. sep. 2025 - Håb i Musema: Frivillige mødre forvandler lokalsamfundet

Find flere

Lyt til artiklen:

USA’s præsident Donald Trump optrådte som mægler, da præsidenterne for DR Congo og Rwanda, Félix Tshisekedi og Paul Kagame, indgik en meget omtalt fredsaftale den 4. december i Washington.

Fredsaftalen skulle være vendepunktet for tre årtiers konflikt i det østlige DR Congo. I stedet blev den – næsten øjeblikkeligt – et symbol på USA’s manglende evne til at forhandle holdbare aftaler. Få dage efter underskrivelsen rykkede den rwandisk-støttede oprørsgruppe M23 videre fra positionerne i fredsaftalen og erobrede Uvira i Sydkivu. Det militære fremstød ændrede magtbalancen i det østlige DR Congo og det udløste en akut humanitær krise, som i særlig grad har ramt nabolandet Burundi.

Faktaboks: Konflikten kort fortalt

Hvad sker der?
En USA-mæglet fredsaftale mellem DR Congo og Rwanda blev underskrevet 4. december, men kollapsede næsten øjeblikkeligt, da oprørsgruppen M23 fortsatte sin offensiv.

Hvorfor brød aftalen sammen?
M23 var ikke part i aftalen. Oprørsgruppen – som Rwanda støtter ifølge FN, USA og EU  – kontrollerer udviklingen i det østlige DR Congo.

Hvad er sket i Uvira?
M23 har erobret Uvira, en strategisk by i Sydkivu tæt på Burundis grænse. Byens fald udløste massive flygtningestrømme mod Burundi.

Hvor mange er på flugt?

• Over 500.000 mennesker er internt fordrevne i det østlige DR Congo.
• Nogle kilder oplyser, at den seneste udvikling alene har sendt 200.000 på flugt.
• Flere end 50.000 er flygtet til Burundi på få dage.
• Omkring 1.000 er flygtet til Rwanda.

Hvordan er situationen i Burundi?
Flygtningelejre mangler mad, husly, rent vand og sundhedsydelser. Hjælpeorganisationer advarer om risiko for sygdomsudbrud og alvorlige beskyttelsesproblemer – især for kvinder og børn.

Hvorfor er Burundi særligt presset?
Burundi er både militært involveret i konflikten og hovedmodtager af flygtninge – samtidig med at landet i forvejen har meget begrænsede ressourcer.

Ud over at være primær modtager af titusindvis af mennesker på flugt er Burundi også militær aktør i DR Congo på regeringens side – mod oprørsgruppen M23.

En fredsaftale uden fodfæste

Washington-aftalen havde indbyggede svagheder fra begyndelsen. Den behandlede relationen mellem regeringerne i Kinshasa i DR Congo og Kigali i Rwanda, men omtalte ikke den tungt bevæbnede oprørsgruppe M23, der reelt kontrollerer den militære udvikling i det østlige DR Congo. Oprørsgruppen var ikke part i aftalen og fortsatte sin offensiv, selv mens præsidenterne udvekslede diplomatiske håndtryk i USA. Kampene afslørede hurtigt fredsaftalen som politisk symbolik uden hold i en militære virkelighed.

Aftalens sammenbrud blev tydeligt, da M23 indtog Uvira – en strategisk vigtig by tæt på grænsen til Burundi.

Uvira som katalysator for flugt

Kampene i og omkring Uvira har skabt kaotiske forhold for civilbefolkningen. Vidnesbyrd taler om artilleri, skudvekslinger og lig i gaderne. Tusinder oplevede flugt som den eneste overlevelsesmulighed. Krigen og situationen taget i betragtning var det oplagt at flygte over grænsen til Burundi og søge mod hovedstaden Bujumbura.

På få dage krydsede flere end 50.000 congolesere grænsen til Burundi. I perioder ankom op mod 8.000 mennesker dagligt, ifølge flere humanitære organisationer. Presset blev så voldsomt, at Burundi til sidst valgte at lukke grænsen.

Burundi i en dobbeltrolle

Burundi befinder sig i en kompleks og sårbar position. På den ene side deltager landet militært i DR Congo med tusindvis af soldater som støtte for den congolesiske regering. På den anden side modtager landet hovedparten af flygtningene fra den eskalerende konflikt.

Burundis udenrigsminister beskrev M23’s offensiv som ”en lussing” og ”en langfinger” til fredsprocessen. Udtalelsen udtrykker ikke kun diplomatisk frustration: den vidner også om et voksende pres på et af verdens fattigste lande, der nu står over for en humanitær krise, det ikke har ressourcer til at håndtere uden hjælp udefra.

Flygtningesituationen i Burundi: Et system på bristepunktet

Situationen for de nyankomne flygtninge i Burundi beskrives som kritisk. I de midlertidige lejre mangler næsten alt: tag over hovedet, mad, rent vand, latriner og basal sundhedspleje. Mange familier sover under presenninger, og der er stigende risiko for sygdomsudbrud som fx kolera.

International Rescue Committee (IRC) advarer om, at der ikke er kapacitet til at modtage flygtningene. Særligt kvinder og børn befinder sig i en ekstremt sårbar situation: der er underernæring, familier bliver skilt og der er øget risiko for kønsbaseret vold. Flere hjælpeorganisationer er i gang, men behovet overstiger i voldsom grad indsatsen.

Geografien i det krigsramte område (Klik for større billede)

Konsekvenser for regional stabilitet – og for kirkeligt arbejde

Flygtningestrømmen til Burundi er ikke blot et humanitært problem. Den skaber usikkerhed for hele landet. Når flygtninge i tusindtal ankommer på få dage, bliver allerede eksisterende sociale og økonomiske spændinger hurtigt forstærket.

Da de nationale og internationale strukturer ikke er på plads, er kirkerne og andre civilsamfundsorganisationer de første til at yde hjælp. Det betyder, at behovet for hjælp til bl.a. BaptistKirkens samarbejdspartnere vokser eksplosivt: Vi må forvente, at behovet i en periode bevæger sig fra langsigtet udvikling til akut nødhjælp.

Perspektiv

Udviklingen i Burundi viser med al tydelighed, at konflikten i det østlige DR Congo ikke er et isoleret fænomen. Den kollapsede fredsaftale og militære udvikling har allerede flyttet konsekvenserne over grænsen.

Burundi er i dag et land på kanten af sammenbrud. Uden massiv humanitær støtte risikerer landet at blive det næste brændpunkt i en region, der allerede balancerer på kanten af en større krise.

Relateret

• 19. mar. 2026 - “Lad de små børn komme til mig” – nyt håb for unge mødre i Rwanda
• 19. mar. 2026 - Krig og fred
• 05. mar. 2026 - Find håb i bøn
• 26. feb. 2026 - Kunsten at balancere i to verdener
• 20. jan. 2026 - 100 år i Afrika: BaptistKirken gør klar til 2028

Find flere

Lyt til artiklen:

På Sommerstævnet i 2024 kom Marianne Christophersen til udvalget, der arbejder med at indsamle materiale til 100-års jubilæet for BaptistKirkens arbejde i Burundi og Rwanda. Hun havde et lydbånd til en spolebåndoptager, men intet kendskab til indholdet på båndet, der lå i en fin, men temmelig gammel, papæske. Udenpå sad en seddel med teksten ”Johanne og N.P. Andersen”. Udvalget sagde ”Tak, det kigger vi på…” og båndet endte på en hylde, sammen med andre ting, som ”vi kigger på.” Et års tid senere spurgte Marianne, om vi havde lyttet til båndet. Det havde vi ikke. Men nu skulle der ske noget!

En kæmpe overraskelse

Stor var overraskelsen, da det viste sig at båndet indeholdt et foredrag, hvor BaptistKirkens første missionærpar i Afrika, Johanne og N.P. Andersen, fortæller om deres udsendelse til Urundi (i dag Burundi) i 1928 og de første år på missionsmarken.

Du kan lytte med

Optagelsen fortjener at blive delt med alle, der interesserer sig for BaptistKirkens arbejde i Rwanda og Burundi. Derfor kan du lytte med her på siden: Klik blot på linket nedenfor og glæd dig til 37 minutters engageret beretning om begyndelsen på BaptistKirkens arbejde i Afrika – for næsten 100 år siden.

Af N.P. Andersens foredrag fremgår det, at foredraget bliver holdt 35 år efter rejsen til Urundi. Derfor må optagelsen være fra cirka 1963. Det fremgår ikke hvor foredraget bliver holdt. Udvalget har selv nogle bud, men du er meget velkommen til at give dit bud. Skriv i kommentarsporet eller send en mail til webredaktion@baptist.dk

Lyt til Johanne og N.P. Andersen:

Det første telt i Musema (Fotorettigheder: BaptistKirken)

Den lange rejse

Optagelsen begynder med, at Johanne skildrer den lange og krævende rejse til Østafrika: Forberedelserne i Bruxelles, bådrejsen fra Genova til Dar es-Salaam, videre med tog til Kigoma på Tanganyikasøens østlige side og endelig nordpå med båd til Osumbura (Bujumbura). Herfra går turen til fods med en stor karavane af bærere ind i landet gennem bjergterræn og tæt befolkede landskaber med bananplantager.

Byggeri i Musema

Efter at have inspiceret gamle tyske missionsstationer og mulige områder for et dansk arbejde, finder ægteparret et egnet sted i Musema, hvor de sammen med lokale hjælpere rydder den overgroede høj. Det er begyndelsen til byggeri af hus, køkken, klinik og senere skole og kirke: Det hele med håndkraft og med materialer som soltørrede mursten, græs til tagene og hvad der kunne anvendes fra tidligere bygninger i området.

Arbejdet begynder

Johanne fortæller levende om de første møder med lokalbefolkningen, især de mange syge, der opsøger dem. Hun beskriver tropiske sår, underernærede børn og den første lille dreng, hun hjælper tilbage til livet – en dreng, der som voksen vender tilbage og minder hende om hendes omsorg. Skolearbejdet begynder småt, men vokser hurtigt, og især kvinderne viser stor interesse for undervisning.

Johanne Andersen med skoleklasse i Musema (Fotorettigheder: BaptistKirken)

Vækst trods udfordringer

N.P. Andersen overtager fortællingen og giver indblik i sprogarbejdet og begyndelsen på det egentlige missionsarbejde. Han har fundet ud af, at de fire evangelier findes oversat til kinyarwanda (sproget i Rwanda, der ligner kirundi, sproget i Burundi) og får skaffet 50 eksemplarer fra et engelsk missionsselskab. Evangelierne er med fra rejsens begyndelse.

Senere modtager de en uvurderlig grammatik og ordbog fra en katolsk præst. Det bliver fundamentet for de første prædikener, bibelundervisning og forberedelsen af de mange unge, der strømmer til.

Han fortæller om fejl, misforståelser og sproglige komiske episoder – men også om de stærke åndelige oplevelser: de første fælles fadervor-bønner, de spirende bibelklasser og den voksende længsel hos unge mænd og kvinder efter dåb og tro.

Det andet hus i Musema – cirka 1930 (Fotorettigheder: BaptistKirken))

Den første dåb

Højdepunktet i fortællingen er den første dåb i Musema den 1. januar 1931, hvor 34 unge bliver døbt. Få dage senere, den 4. januar, bliver den første baptistmenighed i Urundi stiftet. I dag – siger N.P. Andersen i foredraget – står menigheden stadig stærkt, og nye menigheder er vokset frem.

Relateret

• 19. mar. 2026 - “Lad de små børn komme til mig” – nyt håb for unge mødre i Rwanda
• 26. feb. 2026 - Kunsten at balancere i to verdener
• 20. jan. 2026 - 100 år i Afrika: BaptistKirken gør klar til 2028
• 29. dec. 2025 - Hjerte for mission
• 15. dec. 2025 - Kollapset fredsaftale i DR Congo sender tusinder på flugt til Burundi

Find flere

Lyt til artiklen:

I bakkerne ved Butaganzwa kommune i Musema sundhedsdistrikt rejser en usynlig hær sig – det er ikke soldater med våben, men mødre med viden og omsorg. Det er ”Care Group Volunteers” (på dansk omsorgsgruppefrivillige). Udstyret med notesbøger, undervisningsmaterialer og egne erfaringer er kvinderne blevet lokalsamfundets første forsvarslinje mod børnesygdomme og mødredødelighed.

En forvandlingsproces

Historien om de frivillige er en fortælling om en forvandling af helt almindelige mødre til sundhedsambassadører, der lærer naboerne at holde børn i live og sikre, at de trives. Deres mission begyndte i 2022, da projektet ”Undersøgelse af trivsel for børn under 5 år i Butaganzwa Kommune” blev lanceret. Projektet blev drevet af Burundis Baptistsamfund (UEBB) i partnerskab med BaptistKirken i Danmark (BiD) og World Relief Burundi (WRB). Initiativet opstod på baggrund af et akut behov for at bekæmpe en høj forekomst af underernæring, forebygge børnesygdomme og mødredødelighed i en af Burundis mest sårbare regioner.

Livets og håbets vogtere

De frivillige mødre i ”Care Group Volunteers” er ikke professionelle. Men de er blevet stærke forandringsagenter, fordi de er dedikerede og tæt på deres naboer. Uddannet i ernæring, hygiejne, sygdomsforebyggelse og mødreomsorg går de nu fra hus til hus og bringer livreddende viden derhen, hvor der er mest brug for den. I en hverdag præget af fattigdom, store familier og begrænset adgang til sundhedsklinikker, bygger ”Care Group Volunteers” bro mellem sundhedssystemet og familiernes hverdagsliv. Kvinderne ændrer adfærden i lokalsamfundet: De fremmer amning og håndvask, hjælper til mere sikre fødsler og lærer familier at genkende faresignaler hos syge børn. De er blevet livets og håbets vogtere for tusinder i Musema.

Care Group-modellen forklaret

Care Group-modellen er enkel, men kraftfuld. Hver frivillig mor bliver oplært i centrale sundheds-, ernærings- og hygiejnepraksisser. Hun organiserer derefter små grupper af 10 – 12 husholdninger i nabolaget. På regelmæssige møder videregiver hun sin viden til deltagerne.

På den måde kommer viden om sundhed ud af klinikkerne og direkte ind i køkkener, haver og baggårde.

Efter kirketid kan man opleve, at mødrene samler sig under mangotræerne og diskuterer:

• Amning og spædbarnsernæring
• Forebyggelse af diarré og dehydrering
• Håndvask og hygiejne
• Genkendelse af faresignaler hos syge børn
• Hvorfor selvmedicinering er risikabelt

Livreddende information, der kan forstås

Denne ”kvinde-til-kvinde”-undervisning sikrer, at alle mødre får adgang til livreddende information på et sprog og i en ramme, de forstår. Endnu vigtigere: Det skaber tillid – budskabet kommer ikke fra en fremmed, men fra en anden mor, der har oplevet de samme udfordringer. Hver frivillig bliver en bro mellem sundhedssystemet og landsbyen. Kvinderne er udstyret med visuelle hjælpemidler, sange og rollespil, der hjælper med at formidle det, der er svært at forstå. Ud over at dele viden viser de frivillige mødre, hvordan man får sikre vaner selv med få ressourcer. Effekten spreder sig hurtigt til hele landsbyen, når en enkelt frivillig påvirker ti familier.

Josiane Irankunda (Foto: Privat)

Josiane Irankundas rejse: Fra lærling til lærer

Josiane er 34 år og mor til tre. Hun kæmpede engang for at holde sine børn raske. Hendes første barn led ofte af diarré og underernæring. Da hun blev inviteret med i en Care Group, lærte hun om balanceret kost med lokale fødevarer, kogning af vand og vigtigheden af at søge sundhedshjælp tidligt.

I dag er Josiane gruppeleder. Hun samler sine naboer to gange om måneden og underviser med rollespil og sange. Hun siger:

“Jeg er ikke sygeplejerske, men jeg er mor ligesom dem. Når jeg viser, hvad jeg gør i mit eget hjem, ser de, at det er muligt. Det giver dem mod.”

Naboerne stoler på hende, fordi hun kender deres udfordringer. Hendes forvandling inspirerer andre. Over tid har hun set tydelige resultater: Færre syge børn, renere omgivelser og flere fædre, der støtter i børnepasningen. Hendes hjem er blevet et læringscenter, hvor mødre lærer at tilberede næringsrig grød eller vaske hænder korrekt. Hendes rejse afspejler Care Group-modellens succes: Almindelige kvinder, engang tavse ofre for fattigdom, står nu som respekterede ledere, der former en sundere fremtid for deres lokalsamfund.

Ngendakubwayo Violette (Foto: Privat)

At bryde barrierer gennem tillid

I landområderne tøver mødrene ofte med at opsøge sundhedsklinikken. Forhindringerne er mange: Afstanden er for stor, behandlingen for dyr eller der er kulturelle overbevisninger mod at bruge sundhedssystemet. Men når sundhedsrådene kommer fra en kendt nabo, falder modstanden.

Care Group Volunteers bruger hverdagssprog, lokale eksempler og ordsprog. Det gør sundhedsviden tilgængelig, genkendelig og brugbar.

Ngendakubwayo Violette, der deltager i projektet, fortæller:

“Når Josiane forklarer, hvorfor vi kun skal give modermælk de første seks måneder, forstår jeg det bedre, end når lægen siger det. Hun taler som en søster.”

Tillid er en central del af projektet

Tilliden er blevet en hjørnesten i projektets succes. Kendte stemmer har overvundet skepsis overfor sundhedsvæsnet og modstand mod forandring. Frivillige går lange afstande for at møde familierne og viser, at sundhedspraksis kan tilpasses lokale vilkår. Også mænd og bedstemødre inddrages, så mødrene ikke står alene med vigtige sundhedsvalg. Med tiden er indstillingen skiftet – familier ser nu sundhedscentre som partnere, ikke som fjerne institutioner.

Indvirkning på børn under fem år

Resultaterne er tydelige og målbare:

• Ernæring: Flere familier dyrker køkkenhaver og får sundere måltider. Underernærede børn bliver ”genoprettet” med lokale fødevarer på få uger.
• Sygdomsforebyggelse: Mødre kender nu til forebyggelse af diarré og malaria. Brugen af myggenet og rent drikkevand har reduceret infektioner drastisk.
• Sundhedssøgning: Familier kontakter hurtigere klinikker, gravide går til undersøgelser, og de fleste vælger nu at føde på klinikker.

Efter otte måneder viste undersøgelser, at 80 % af børn under fem år i projektområderne havde bedre helbred. Dødsfald af sygdomme som diarré, lungebetændelse og malaria faldt markant. Landsbyer, der før oplevede hyppige børnebegravelser, fejrer nu legende, livlige børn.

Forvandlingens historier

Violettes familie: Hendes første barn var konstant sygt. Efter at have lært om amning og hygiejne trives hendes andet barn.

Rent vand: Inspireret af Care Group byggede en landsby kildebeskyttelse for at sikre rent vand. Et råd blev til kollektiv handling og varig forandring.

Mænds deltagelse: Fædre er begyndt at støtte i børnepasning og ernæring samt deltage i spare- og lånegrupper. Det har lettet kvindernes byrder og styrket familiernes sundhed.

NSABIMANA Claudette (Foto: Privat)

Samarbejde med præster og sundhedspersonale

Frivillige står ikke alene. Præster styrker sundhedsbudskaber i prædikener, og sundhedsarbejdere giver træning og støtte. Samarbejdet danner en stærk trekant af tro, fællesskab og sundhed.

Sygeplejerske NSABIMANA Claudette siger:

“Når frivillige bringer mødre til os, ved de allerede, hvorfor de er her. Det gør vores arbejde lettere og mere effektivt.”

Præster og sundhedsarbejdere har sammen med frivillige styrket tilliden til sundhedsvæsnet og vist, at tro og viden kan gå hånd i hånd.

Udfordringer og udholdenhed

På trods af fremskridt står de frivillige stadig overfor udfordringer:

• Nogle familier holder fast i traditionelle midler af frygt for moderne medicin.
• Fattigdom begrænser adgang til varieret kost.
• Frivillige går lange afstande i svært terræn.

Men de frivillige fortsætter – drevet af kald, solidaritet og synlige resultater. Når blot ét barn bliver reddet fra underernæring, eller en mor føder sikkert, får de ny styrke til at fortsætte.

En model for Burundi og videre

Succesen i Butaganzwa viser, at Care Group-modellen kan skaleres. Små mødregrupper er blevet til en bevægelse, der ændrer folkesundhed på tværs af kommuner. Naboområder beder allerede om træning, og Sundhedsministeriet har bemærket resultaterne. Med lav pris og høj effekt har modellen potentiale til at brede sig i hele Burundi og nabolandet Rwanda.

Konklusion: Mødrene er blevet livets vogtere.

Viden og tillid forandrer samfund

”Care Group Volunteers” er ikke lønnede fagfolk, men deres indflydelse er enorm. De har omsat personlige kampe til tjeneste for fællesskabet og sikret, at ingen børn dør af uvidenhed eller forsømmelse.

Deres historie beviser, at når kvinder får viden og tillid, kan de forandre hele samfund. Disse mødre er ikke blot omsorgsgivere – de er sundhedsambassadører, livreddere og fremtiden for Burundis børn. Ved først at forvandle deres egne hjem forvandler de hele lokalsamfund.

Artiklen er skrevet af Jean-Marie Bukeyeneza i samarbejde med projektleder Zacharie Minani. Den er oversat fra engelsk og bearbejdet af redaktionen.

Relateret

• 20. jan. 2026 - 100 år i Afrika: BaptistKirken gør klar til 2028
• 29. dec. 2025 - Hjerte for mission
• 18. dec. 2025 - Ønsker
• 15. dec. 2025 - Kollapset fredsaftale i DR Congo sender tusinder på flugt til Burundi
• 29. nov. 2025 - “Det lille træ, Gud planter, kan ingen storm vælte”

Find flere

Hver uge samles tusindvis af mennesker i spare- og lånegrupper i Burundis Ruyigi-provins. De sparer op, låner ud, investerer og bygger et stærkere lokalt fællesskab. Resultatet er ikke kun økonomisk vækst – men også ny tillid, mere ansvar og samarbejde. 

Samarbejdet 

Det var BaptistKirkens partner i Burundi, Dutabarane, der i perioden 2022–2024 etablerede 211 lokale spare- og lånegrupper (Village Savings and Loan Associations, VSLA) og 16 større fællesskaber, såkaldte føderationer (Village Savings and Loan Federations, VSLF). Projektet blev gennemført i Ruyigi-provinsen tæt på Tanzania i det østlige Burundi. Projektet er finansieret af FAHU Fonden: En fond, der arbejder for at forbedre levevilkårene for fattige mennesker gennem bæredygtige løsninger. 

Under besøg viser deltagerne skuespil om, hvordan projektet har ændret deres liv og hvad de har lært (Foto: Morten Kofoed)

En fond med global rækkevidde 

FAHU Fonden blev etableret i 2007 med det overordnede mål at støtte bæredygtig udvikling i marginaliserede områder verden over – uden politiske, økonomiske eller religiøse bindinger. Fonden opererer med et klart fokus på såkaldt finansiel inklusion. Det sker især gennem støtte til selvhjælps-initiativer som spare- og lånegrupper. FAHU finansierer blandt andet træning af lokale grupper, der arbejder for at løfte lokalsamfund økonomisk og socialt. 

Fra enkelte grupper til stærke føderationer 

Overordnet var formålet med projektet at fremme økonomisk selvstændighed og ansvarlighed især blandt kvinder og unge i landområder. Partnerskabet mellem Baptistkirken i Danmark og Dutabarane i Burundi gennemførte med økonomisk støtte fra FAHU-fonden det omfattende projekt 

I den indledende fase blev der etableret lokale VSLA-grupper, hvor medlemmer sparede sammen og ydede lån til hinanden. Træning i økonomistyring, landbrugspraksis, iværksætteri og social mobilisering gav deltagerne indsigt og ansvar i praksis. 

Samtidig blev VSLA-grupperne organiseret i såkaldte føderationer (VSLF) for at skabe større økonomisk gennemslagskraft – fx ved fælles investeringer i jordbrug og adgang til formelle finansielle ydelser fx gennem lokale banker. 

Besøg hos de lokale myndigheder er en vigtig del af projektets legitimitet og vigtigt for vores lokale partner – Dutabarane (Foto: Morten Kofoed)

Projektet har givet gode resultater 

I løbet af projektperioden blev der etableret 211 VSLA-grupper med 4.913 deltagere. 69 % af deltagerne var kvinder. Desuden blev der etableret 16 VSLF-føderationer, med i alt 3.160 medlemmer. Føderationerne giver mulighed for at få større lån til VSLA-grupperne – eller enkelte medlemmer af grupperne. Føderationerne fungerer også som lokale civilsamfundsorganisationer, der kan gå i dialog med myndigheder og banker om bedre forhold for lokalbefolkningen. 

Ved at deltage i projektet har deltagerne øget deres personlige opsparing. Det giver mulighed for lån, der kan investeres i lokale mikrovirksomheder. Mange af deltagerne driver nu små vellykkede landbrugsvirksomheder i form af køkkenhaver, agerbrug, opdræt af geder, kaniner og honningproduktion. 

VSLA-gruppernes investeringer i lokale mikrovirksomheder har ført til markant forbedring af husholdningernes økonomi: Familierne har fået råd til skolematerialer og til at betale skolepenge. 

Her er en VSLF gruppe gået sammen om at investere i dyrehold og har sammen bygget en stald og indkøbt grise (Foto: Morten Kofoed)

Familierne har også fået råd til en basal sundhedsforsikring, der giver mulighed for at betale sundhedsudgifter. En ændring der er med til at forbedre levevilkårene for de fattigste i Burundi. 

Udover bedre økonomi fortæller deltagerne også, at relationerne i lokalsamfundet er blevet mærkbart styrket: Folk tager større ansvar og samarbejdet i lokalsamfundet er blevet meget bedre. Konkret har VSLA- og VSLF-grupperne medvirket til at renovere veje og broer, ligesom man i fællesskab har bygget huse til særligt udsatte.  

Føderationerne har desuden skabt finansiel sikkerhed gennem tilslutning til lokale kooperativer, fx COOPEC, et lokalt pengeinstitut, som har specialiseret sig i finansielle tjenester til medlemmerne af VSLA- og VSLF’er i landområderne. 

Om Dutabarane 

Dutabarane er et netværk af protestantiske kirker i Burundi. Netværket blev etableret i 2007 af Baptistkirken i Danmark, World Relief Burundi og det burundiske kirkeråd. Oprindeligt var fokus HIV/AIDS-forebyggelse, men hurtigt blev fokus udvidet, da man erfarede den tætte sammenhæng mellem HIV, fattigdom og kønsbaseret vold. I dag arbejder Dutabarane bredt med:  

Økonomisk inklusion: Etablering og facilitering af VSLA-grupper, hvor deltagerne sparer op, låner og investerer sammen. VSLA er et godt redskab til fattigdomsbekæmpelse og lokal udvikling. Organisationen har siden 2009 trænet omkring 200.000 VSLA-medlemmer i Burundi. 

Fødevaresikkerhed, sundhed, social ansvarlighed og beskyttelse af børn, med en tilgang der sigter mod helhedsorienteret udvikling under navnet PILDA (Participatory Integrated Local Development Approach). 

Dutabarane arbejder i hele Burundi og støttes af lokale kirker, myndigheder og internationale partnere som World Relief, TearFund, FAHU Fonden og Baptistkirken i Danmark. 

Baggrunden: Hvorfor er dette vigtigt? 

VSLA-modellen har historisk vist rigtigt gode resultater i Østafrika, men den er ofte blevet begrænset til mindre grupper uden større økonomisk – eller lokalpolitisk – gennemslagskraft.  

Det har den FAHU-støttede indsats i projektet forsøgt at ændre gennem etablering af VSLF’er. Arbejdet har båret frugt i Ruyigi-provinsen, der er et område præget af fattigdom, mangel på adgang til formelle finansielle ydelser og lav økonomisk deltagelse blandt kvinder og unge. 

Projektet har haft fokus på fødevaresikkerhed, fattigdom og manglende lokal organisering – og anvendt netop de værktøjer, som FAHU støtter: Træning i finansiel inklusion, myndiggørelse og lokalt ejerskab. 

Selvom mange har oplevet forbedringer, er der fortsat udfordringer og områder, der kan forbedres. 

Nogle VSLA-grupper har endnu ikke tilsluttet sig føderationerne. Det handler både om manglende modenhed i arbejdet med VSLA og kendskab til føderationerne. Mange deltagere drømmer om en forbedret infrastruktur i form af faciliteter til dyreavl og forarbejdning af landbrugsprodukterne. Nogle af disse mål kan nås ved den lokale forankring og ejerskab. Det kræver dog en bedre adgang til flere finansielle muligheder i det formelle banksystem. 

Repræsentanter fra FAHU Fonden besøgte projektet i 2024. De blev hjerteligt modtaget ude i felten (Foto: Morten Kofoed)

Partnerskabet med FAHU Fonden 

Partnerskabet med FAHU Fonden har været uvurderligt for projektet. FAHU Fonden har – udover økonomisk støtte – bidraget med erfaring og ekspertise inden for mikrofinans. Blandt befolkningen har de kirkelige netværk og relationer været vigtige i forbindelse med mobilisering og træning af (frivillige) ressourcer i lokalsamfundene. 

Der skal tages flere skridt… 

Projektet er et godt eksempel på, hvordan finansiel inklusion og lokal mobilisering går hånd i hånd. FAHU Fondens støtte har ikke blot sikret bedre økonomi i projektet – den har styrket ansvar, ejerskab og social sammenhængskraft i udsatte landsbyer. Næste skridt bliver at udvide modellen, bygge på infrastrukturen og forankre føderationerne i formaliserede, bæredygtige systemer – til gavn for flere hjem, flere liv og flere generationer. 

 Læs mere 

• “Indkomstskabende aktiviteter og mikrofinans”: https://www.mikrofinans.dk/wp-content/uploads/2021/02/2019-Aarsrapport-2020-21-Handlingsplan-vedtaget-2.pdf
• FAHU Fondens webside: https://fahufonden.dk/ 

En VSLF-gruppe er gået sammen om at bygge et nyt hus til en værdigt trængende familie.(Foto: Morten Kofoed)

Relateret

• 26. feb. 2026 - Kunsten at balancere i to verdener
• 20. jan. 2026 - 100 år i Afrika: BaptistKirken gør klar til 2028
• 29. dec. 2025 - Hjerte for mission
• 15. dec. 2025 - Kollapset fredsaftale i DR Congo sender tusinder på flugt til Burundi
• 29. nov. 2025 - “Det lille træ, Gud planter, kan ingen storm vælte”

Find flere

Lyt til artiklen:

”Far i himlen, tak fordi vi må række ud og gøre en positiv forskel.” Det var Morten Kofoeds bøn ved indledningen af BaptistKirkens første online-seminar om international mission torsdag 24. april. Mødet samlede både unge og ældre om en fælles vision: At være lys og håb for mennesker, der har brug for os.

Vi mødes onlne

En ny måde at samles på

“Vi har brug for at holde gryden i kog,” lød det fra Morten Kofoed, Sekretær for International Mission, da han bød velkommen til webinaret. Ideen med mødet var at give et indblik i, hvordan BaptistKirkens internationale arbejde udvikler sig – i en tid, hvor der ikke er udsendte ”i marken”.

Efter den fælles bøn fortalte Morten om ideen med mødet: IM-udvalget (Udvalget for International Mission) vil fremover række ud til baglandet via korte online møder, så endnu flere får mulighed for at følge med i arbejdet.

Se hele webinaret

Du kan se hele webinaret (cirka en times varighed) på BaptistKirkens Youtubekanal – lige her!

Det næste webinar med IM-udvalget finder sted den 21. maj 2025, kl. 16 – 17. Her vil der bl.a. være fokus på projektet, der hjælper unge, enlige mødre. En projektidé, der er vokset ud af YEGO-teamets samarbejde med de unge i AEBR Youth.

De unge viser vejen

Mødets højdepunkt var præsentationen fra YEGO: Et mangeårigt samarbejde mellem Danske Baptisters Spejderkorps (DBS) og Baptisternes Børne- og Ungdomsforbund (DBS). Formand Iben Kragh Nørlund og tidligere ungdomsleder Julie Mikkelsen fortalte engageret om ungdomsarbejdet, der i partnerskab med AEBR Youth i Rwanda skaber livsforvandlende projekter for unge i udsatte positioner.

Arbejdet bygger på ligeværd og partnerskab, ikke på dansk overlegenhed. Gennem små, målrettede projekter – som hjælp til unge mødre, uddeling af symaskiner og støtte til forældreløse – vokser håbet konkret frem.

Danske uledere fra YEGO sammen AEBR Youths frivillige i juni 2024

”Vi driver projekterne sammen. De har hånden på pulsen lokalt – vi understøtter og lærer af hinanden,” forklarede Iben.

“Vi er unge i Danmark, der sammen med unge i Rwanda drømmer om at skabe håb,” sagde Iben, som fremhævede det nyligt afsluttede projekt for forældreløse børn. Med støtte fra DUF (Dansk Ungdoms Fællesråd, red.) er der udviklet netværk, givet kompetencer og muligheder til børn, som ellers ville være overladt til sig selv.

“Det største mirakel er at se, at en lille gruppe kan blive til 500, som hjælper hinanden videre,” fortalte hun og delte, hvordan tidligere projekter nu lever videre på børn og unges eget initiativ.

“Vi kan ingenting alene,” sagde Iben Kragh, “men ved Guds hjælp kan vi skabe noget, der forandrer liv.”

“Vi kan ingenting alene… men ved Guds hjælp kan vi skabe noget, der forandrer liv.”

Når kirker lukker – og håb alligevel lever

Morten Kofoed berettede om en alvorlig udfordring i Rwanda: Lukningen af hundredvis af kirker.

Det er lokale myndigheder, der lukker kirkerne med henvisning til regeringens nye, skærpede krav til kirkebygninger og uddannelse af præster og ledere.

“Det kan føles som at kæmpe i modvind. Det virker tilfældigt, hvem der får lov at åbne igen, men vi oplever samtidig en stærk vilje til at finde nye veje,” sagde Morten.

BaptistKirken samler nu midler ind til at støtte genåbningen af kirker, men venter på klare retningslinjer, før pengene frigives.

Rubura 1948 under Henry Gjerrilds besøg

100 år forankret i tro og fortælling

Henrik Andersen, der er tovholder på projektet “100 år i Afrika”, rundede mødet af med at løfte sløret for jubilæumsforberedelserne i anledning af at de første missionærer fra Danmark kom til Burundi i 1928.

“Vi har samlet et hold, der både kan finde de gode historier og sikre, at vi også får de glemte stemmer med,” fortalte Henrik.

Historiker Jens Wendel-Hansen har lovet at redigere en jubilæumsbog. Det er planen, at den udkommer i foråret 2028. I løbet af foråret 2025 regner udvalget med at have et hold af skribenter på plads.

Som en del af forberedelserne interviewer udvalgte både tidligere udsendte og deres børn.
“Det personlige vidnesbyrd har altid været et bærende element i vores mission. Det skal vi huske, når vi skriver historien,” understregede Henrik.

En tjeneste i forandring

Webinaret sluttede med en fælles bøn ved udvalgets formand Per Beck og med en påmindelse: ”Tak, Gud, fordi kaldet stadig lyder – og fordi vi får lov at tage det op.”

Mission er ikke forbeholdt dem, der rejser ud. Det er en fælles tjeneste, båret af bøn, fællesskab og tro – også hjemme fra Danmark.

Du kan se hele webinaret (cirka en times varighed) på BaptistKirkens Youtubekanal – lige her!

Det næste webinar med IM-udvalget finder sted den 21. maj 2025, kl. 16 – 17. Her vil der bl.a. være fokus på projektet, der hjælper unge, enlige mødre. En projektidé, der er vokset ud af YEGO-teamets samarbejde med de unge i AEBR Youth.

Relateret

• 19. mar. 2026 - “Lad de små børn komme til mig” – nyt håb for unge mødre i Rwanda
• 26. feb. 2026 - Kunsten at balancere i to verdener
• 20. feb. 2026 - Sebastian tog skridtet fra fællesskab til lederskab
• 02. feb. 2026 - Fem år efter militærkuppet styrer frygten fortsat: Bed for Myanmar!
• 20. jan. 2026 - 100 år i Afrika: BaptistKirken gør klar til 2028

Find flere

Med hele tre mastergrader inden for monitorering og evaluering, udviklingsstudier samt internationalt samarbejde og nødhjælp kombinerer Jean-Marie akademisk viden med et stort hjerte for lokalsamfundene i sit hjemland.  Han bor i en forstad til Bujumbura i Burundi med sin kone, Eddyne Yamuremye, som arbejder som universitetslærer og oversætter. Sammen har de to børn, Perla Chevanne på snart 4 år og Steen Joan på næsten 2 år.

Jean-Marie go Eddyne med børnene Perla og Steen (Foto: Privat)

Efter Lise Emming Weber-Hansens hjemrejse fra Burundi i sommeren 2024 har BaptistKirken ikke haft udsendte medarbejdere. I stedet har vi ansat Jean-Marie som lokal medarbejder. Han skal assistere os med nogle af de ting Lise tog sig af, da hun var der. Vi har fået Jean-Marie til at fortælle om sit liv, arbejde og drømme.

Vejen til samarbejdet med Baptistkirken i Danmark

Jean Maries forbindelse til Baptistkirken i Danmark startede tilbage i 2006, hvor han som ganske ung mødte vores daværende udsendte Susi Baggesen. Susi hjalp den forældreløse Jean-Marie med støtte til en universitetsuddannelse. Det blev begyndelsen på en stærk relation til vores arbejde.

Under sin studietid blev han tæt knyttet til flere danske familier: Familierne Spanner, Hylleberg og Norgaard Mortensen samt Morten Kofoed. Jean-Marie arbejdede som guide og tolk under deres ophold og besøg i Burundi og blev hurtigt en del af kirkens udviklingsarbejde. I 2013 var Jean-Marie praktikant for Baptistkirken i Danmark og samme år også en tur i Danmark, hvor han blandt andet besøgte vores sommerstævne på Lindenborg. Siden 2015 har han haft flere projektlederjobs og fungerer nu som lokal medarbejder for BaptistKirken i Burundi.

Jean-Marie har både praksis og teori på plads (Foto: Privat)

Et kald til at skabe forandring

Jean Marie brænder for at hjælpe de udsatte i samfundet. En passion, der stammer fra hans opvækst i et land præget af konflikt og fattigdom. Som barn oplevede han at se sin mor blive dræbt i nogle af de mange uroligheder, landet har oplevet. Jean-Marie føler et stærkt ansvar for at give tilbage og har derfor arbejdet både frivilligt og lønnet hos vores burundiske partnere gennem årene.

Burundi står fortsat over for store udfordringer. Jean-Marie peger på fattigdom, politisk ustabilitet, arbejdsløshed og begrænset adgang til uddannelse og sundhed. Fødevareusikkerhed og følgerne af klimaforandringer er også noget befolkningen i et af verdens fattigste lande dagligt må forholde sig til.

Jean-Marie ser kirken som en afgørende aktør i arbejdet med at løse landets mange problemer. Kirken kan gå foran i fredsskabelse, tale for retfærdighed og støtte økonomisk udvikling blandt udsatte befolkningsgrupper. Jean-Marie mener også, at kirken har en mulighed og forpligtelse til at bruge sin profetiske stemme i samfundet, selvom det ofte er vanskeligt. Vigtigst af alt er kirkens mulighed for at formidle Guds kærlighed og indgriben i den enkeltes liv. Når kirken tilbyder et møde med Jesus og åndelig vejledning fremmer det også fred, retfærdighed og social udvikling, mener Jean-Marie.

Drømmen om et bedre Burundi

Jean Marie drømmer om et Burundi, hvor mennesker lever i fred, værdighed og økonomisk stabilitet. Han ønsker, at kirken fortsat skal være en stærk drivkraft for både åndelig og varig social forandring. Jean-Marie drømmer om flere bæredygtige projekter, der kan udvikle landet og han ønsker, at de unge bliver uddannet til ledere, der kan og vil tage ansvar og aktiv del i landets fremtid.

BaptistKirken har gennem årene iværksat mange udviklingsprojekter i Burundi, og nogle af de mest betydningsfulde er de landbrugs- og fødevaresikkerhedsprojekter, hvor Jean-Marie har spillet en vigtig rolle. Siden 2015 har BaptistKirken – med hans hjælp – introduceret metoden Rural Initiative for Participatory Agricultural Transformation, RIPAT (Se mere https://recoda.or.tz/ripat/ ).

Jean-Marie på besøg i Batwa-landsbyen sammen med den lokale projektleder Peter (Foto: Privat)

RIPAT kombinerer udvikling af bæredygtige landbrugsmetoder med mikrofinans og forbedrer på den måde fødevareproduktionen og øger de mange småbønders indkomst.  Mange familier, der tidligere levede på sultegrænsen, oplever større høstudbytte og en mere stabil økonomi. Projekterne har også styrket fællesskabet, da landmændene danner kooperativer, som giver dem bedre adgang til markeder og ressourcer.

Ud over landbrugsprojekterne har Jean Marie også arbejdet med fredsopbygning og dialog mellem konfliktramte samfund samt Ubuntu-projektet, der støtter de marginaliserede Batwa-folk gennem uddannelse og økonomiske muligheder.

Selv ser han sin rolle som brobygger mellem kirken og lokalsamfundenes udviklingsindsatser, så de mest udsatte får en reel mulighed for at ændre deres livssituation til det bedre. Jean-Marie ønsker også at formidle de mange gode historier til hans danske bagland.

Forbøn, åndelig støtte og opbakning fra Danmark giver styrke til os, der arbejder i felten, og til dem, vi hjælper.

Hvordan kan Danmark støtte arbejdet i Burundi?

Jean-Marie mener, at dansk støtte kan gøre en stor forskel på flere måder. Økonomisk og praktisk støtte til udviklingsprojekter er afgørende, men det er også vigtigt at skabe opmærksomhed om Burundis udfordringer. De bliver ofte glemt i den internationale debat, der for tiden er optaget af helt andre dagsordener.

Afslutningsvis understreger Jean-Marie, at forbøn er det vigtigste. “Forbøn, åndelig støtte og opbakning fra Danmark giver styrke til os, der arbejder i felten, og til dem, vi hjælper. Med Guds hjælp og en fælles indsats kan vi skabe varige forandringer i Burundi,” slutter Jean-Marie.

Relateret

• 19. mar. 2026 - “Lad de små børn komme til mig” – nyt håb for unge mødre i Rwanda
• 19. mar. 2026 - Krig og fred
• 26. feb. 2026 - Kunsten at balancere i to verdener
• 02. feb. 2026 - Fem år efter militærkuppet styrer frygten fortsat: Bed for Myanmar!
• 20. jan. 2026 - 100 år i Afrika: BaptistKirken gør klar til 2028

Find flere

Lyt til artiklen:

Jævnlige oversvømmelser og jordskred forårsaget af kraftig regn lægger pres på Burundis skrøbelige økosystemer. Det gør landet til et af de mest sårbare over for klimaforandringer globalt set.

Støt arbejdet ved at sende et beløb på MobilePay 911 118 eller kontonr. 3201 10042879 mærket ’Nødhjælp Burundi’. Gaver er fradragsberettigede efter gældende regler.

Regn og oversvømmelser i Burundi

Burundi blev ramt igen i marts 2024. Der er jævnligt ekstrem regn i området, og denne gang forårsagede regnen jordskred og forhøjet vandstand i Tanganyika-søen, som landets største by Bujumbura ligger ud til. Det betød oversvømmelser, som påvirkede familier langs søens bredder, bl.a. i forstaden Gatumba. Huse blev oversvømmet, og veje var ufremkommelige. Mere end 30.000 fik deres hjem helt eller delvist ødelagt. Jordskred syd for byen var årsag til dødsfald og sårede; mere end 500 huse blev ødelagt. Ofrene blev indkvarteret på en lokal skole og senere flyttet til en lejr for såkaldt internt fordrevne.

Mere end 30.000 fik deres hjem helt eller delvist ødelagt.

Nødhjælp

Netop indbyggerne i lejren for internt fordrevne har Baptistkirken i Danmark, i samarbejde med vores partnere i Burundi, hjulpet. Vi fik 700.000 kroner[1] til at afhjælpe den værste nød. Mere end 1.500 familier, eller over 7.500 personer, blev hjulpet. I praksis fik familierne overført penge via en slags MobilePay system, og så havde de mad og andre fornødenheder til cirka en måned. ”Sammen med vores partner i Burundi, besluttede vi at uddele kontanter og benytte overførsler til telefoner”, fortæller Jean-Marie Bukeyenza, der er BaptistKirkens ansatte i Burundi, efter Lise Emming Weber-Hansen er taget hjem.

Sundhedscenter i lejren.

”Fordelen er, at familierne selv kan beslutte, hvad de vil købe, afhængigt af hvad de har brug for”, fortæller Jean-Marie videre. Det sparer også på udgifterne til at indkøbe og transportere varer og personale til at uddele tingene. Ulempen er udbuddet i nærområdet af flygtningelejren samt lokale prisstigninger. I lejren er der et midlertidigt sundhedscenter, hvor beboerne kan blive behandlet for de mest almindelige sygdomme, men de mange børn må gå fem kilometer til den nærmeste skole!

Besøg i lejrene

I oktober 2024 besøgte missionssekretær Morten Kofoed og Jean-Marie Bukeyenza den oversvømmede forstad Gatumba og lejren, der har fået hjælp. I lejren, der ligger på toppen af et goldt og vindblæst bjerg, mødte vi Kabura, der har kone og otte børn. Han havde brugt pengene på at købe mad til sin familie. På spørgsmålet om, hvad han vil gøre fremover, bliver han fjern i blikket og svarer, at det er svært at planlægge. Men han håber, han kan tjene lidt penge og starte noget forretning op, så han kan forsørge sin familie. Indtil da må han forlade sig på støtte fra andre og meget dyre lån. Hvor længe det varer, ved han ikke.

Fremtiden

Desværre er de fleste af ofrene for oversvømmelsen fortsat i lejren. De venter på, at regeringen skal tildele dem et nyt sted, hvor de kan bo. Men det er ikke lige til at finde i et land med Afrikas højeste befolkningstæthed. Myndighederne har nemlig erklæret Gatumba ubeboelig og vil ikke hjælpe dem, der alligevel genbosætter sig i den ødelagte forstad. Vi kunne se de skader, vandet havde forårsaget, men også at mange af husene fortsat var beboet. Nogen havde lavet interimistiske huse på pinde, mens andre havde lavet volde omkring deres hus.

Myndighederne har erklæret Gatumba ubeboelig og vil ikke hjælpe dem, der alligevel genbosætter sig.

”Det er hjerteskærende at se ødelæggelserne i forstaden, men vi glæder os over, at vi har hjulpet mange, og at vores støtte måske har været det, der holdt modet op hos de mange familier i den periode, hvor de havde det allerhårdest”, slutter Jean-Marie Bukeyenza af, inden vi forlader forstaden Gatumba, hvor han i øvrigt selv er fra.

Lejrens toiletter.

[1] Fra DERF, Danish Emergency Relief Fund

Relateret

• 02. feb. 2026 - Fem år efter militærkuppet styrer frygten fortsat: Bed for Myanmar!
• 20. jan. 2026 - 100 år i Afrika: BaptistKirken gør klar til 2028
• 29. dec. 2025 - Hjerte for mission
• 15. dec. 2025 - Kollapset fredsaftale i DR Congo sender tusinder på flugt til Burundi
• 29. nov. 2025 - “Det lille træ, Gud planter, kan ingen storm vælte”

Find flere