Lyt til artiklen:

I forordet til ’Trofast’ fortæller Jakob Vagner, præst i Roskilde Baptistkirke, om en samtale med Carl Otto Hansen under en ombygning af kirken. Carl Otto ville gerne bevare søjlerne i caféen. Ikke af arkitektoniske grunde, men fordi han kunne støtte sig til dem, når bentøjet ikke helt makkede ret.

Hændelsen giver anledning til at trække på smilebåndet. Men den er et meget præcist billede på Carl Ottos liv. Gennem årtier har han og hans hustru Inga været mennesker, andre kunne støtte sig til. Mennesker, der har båret familie og menighed – ikke med store ord, men med et langt livs omsorg og trofasthed.

Bogen er skrevet af Andreas Ravnsborg Daugaard i anledning af Carl Ottos 100-års fødselsdag den 20. maj 2026. Andreas er Carl Ottos barnebarn, jurist og bosat i Honduras. ’Trofast’ bygger på Carl Ottos egne nedskrevne erindringer og dybe samtaler mellem morfar og barnebarn. Bogen er selvudgivet og bærer undertitlen: ’Carl Otto Hansens liv og tjeneste gennem 100 år’.

En bog for den nærmeste familie? Helt sikkert. Men den er meget mere end det.

Carl Otto i uniform som soldat. Omkring år 1947 (Foto: Privat – fra ‘Trofast’)

Et liv uden rampelys

Andreas skriver om sin morfar, der aldrig har været berømt. Carl Otto Hansen har ikke stået på de store scener eller søgt opmærksomhed. Netop derfor bliver beretningen om hans almindelige liv i en nær, men ofte glemt, fortid interessant for andre end familien.

For ’Trofast’ fortæller danmarkshistorie gennem Carl Ottos liv. Fra barndommen på Bornholm, hvor livet var nøjsomt og arbejdet fysisk hårdt, over lærerige ungdomsår, arbejde, kærlighed, tab og familieliv til mange års tjeneste i Roskilde Baptistkirke.

Andreas har lyttet, spurgt, optaget, redigeret og skrevet for at bevare en stemme, før den forsvinder. Måske er det et af bogens vigtigste budskaber: Mange af dem, der har båret menigheder, efterlader sig ikke store arkiver. De efterlader sig spor i andre mennesker.

Plads til både alvor og humor

Carl Otto hedder egentlig Karl Otto. Men han begyndte selv at skrive sit fornavn med C, ‘fordi K’et var lidt for omstændeligt’. En detalje, der siger noget om bogens tone. Der er plads til både alvor og humor i fortællingen.

Der er også brylluppet med Inga i 1954, hvor de tre rum i Ingas barndomshjem på Lundergårdsmark i Pandrup blev ryddet for møbler, så der kunne dækkes langbord gennem døråbningerne. Det må, som Carl Otto selv bemærker, have været svært at komme rundt med serveringen, når bordet gik gennem døråbningerne. Men det gik.

Det er her bogen er bedst: Når den fortæller i billeder. Langbordet til brylluppet. Søjlen i kirkens café. De små praktiske besværligheder. Navnet med C. Vi får lov at forestille os, hvordan det var.

Humoren i fortællingen er som et lunt blik på livet: Sådan fandt man ud af det.

Bryllup, 1954 (Foto: Privat – fra ‘Trofast’).

Trofast – også når livet gør ondt

I bogen er der en tidslinje over Carl Ottos liv. Her står nogle af de tunge begivenheder helt nøgternt: Datteren Lena blev født i 1958, hun blev ramt af sygdom og døde, inden hun fyldte et år. I 1962 var Carl Otto plaget af stress forårsaget af et alt for stort ansvar på arbejdet på støberiet Maglekilde. Året efter investerede han i et støbegodsfirma, der gik konkurs. I 2025 døde Inga efter mere end 71 års ægteskab.

Det er store og livsomvæltende begivenheder, men bogen bruger ikke store ord for at gøre dem større. Det er en styrke. Sorgen får lov at stå, og tabet bliver ikke forklaret væk. Troen er med hele vejen – ikke som en let forklaring på det svære, men som det sted, Carl Otto og Inga igen og igen vender tilbage til.

Carl Otto var menighedsrådsformand i Roskilde Baptistkirke i en periode med uenighed og diskussioner. På et menighedsmøde blev der ligefrem krævet en afstemning om, hvorvidt Carl Otto kunne fortsætte som formand. I forordet beskriver Jakob Vagner ham som en samlende figur, der med sit rolige gemyt var med til at holde sammen på fællesskabet.

“Min morfar og jeg omkring 1995. Jeg så op til ham dengang – og det gør jeg stadig” (Foto: Privat – fra ‘Trofast’).

Menigheder kan blive rystet af spørgsmål, der udefra ser små ud, men indefra handler om identitet, tilhørsforhold og troens sprog. Her blev Carl Ottos trofasthed mere end et fromt ideal: Han blev stående, da fællesskabet kom under pres.

Med beretningerne om Carl Ottos tjeneste i menigheden bliver ’Trofast’ også et bidrag til baptistisk menighedshistorie: om mennesker, der passer økonomi, bygger kirke, holder møder, tager konflikter, beder, besøger, trøster og bliver ved med at møde op.

Bestil ‘Trofast’

Efter Carl-Ottos ønske går hele overskuddet fra salget af ‘Trofast’ til Roskilde Baptistkirkes internationale arbejde. Første oplag er udsolgt: Bestil bogen ved at skrive til andreas.daugaard@hotmail.com. Nyt oplag går i trykken, hvis der modtages tilstrækkelig mange bestillinger.

Bogen koster 150 kr. Betaling sker ved overførsel til kirkens MobilePay-nummer (20788 – markér overførslen “Bog om Carl Otto”). Bogen skal afhentes på kirkens kontor i Roskilde.

Et stille liv bliver synligt

Som bog er ’Trofast’ stærkest, når den stoler på Carl Ottos erindringer. Når han fortæller om gården på Bornholm, arbejdet, Inga, familien og menigheden, mærker man både tiden og mennesket. Her behøver bogen ikke forklare, hvad trofasthed betyder. Det viser fortællingen selv.

Enkelte steder er bogens pointe om trofasthed forklaret lidt for tydeligt. Læseren har allerede forstået den, når Carl Otto støtter sig til søjlen, når han bliver stående i menighedens konflikt, og når sorgen får lov at være en del af fortællingen.

Men det ændrer ikke ved bogens grundlæggende kvalitet: Den gør et stille liv synligt.

Andreas skriver med tydelig kærlighed til sin morfar, men bogen er ikke kun en privat hyldest. Den løfter et helt almindeligt menneskeliv frem som noget, vi kan lære af.

Carl Otto og Andreas ved udgivelsen af ‘Trofast’ (Foto: Privat).

I bogens forord fortæller Jakob Vagner om Carl Otto, der har brug for at støtte sig til søjlen i kirkens café. Efterhånden som bogen folder Carl Ottos liv ud, vender billedet langsomt: Carl Otto blev selv den søjle, mange støttede sig til.

“Det er en glæde at sende en hilsen i anledning af udgivelsen af Trofast – Carl Otto Hansens liv og tjeneste gennem 100 år.

Carl Ottos livshistorie er ikke blot en personlig fortælling, men også et stykke lokal- og Danmarkshistorie. Gennem årtier har han og Inga været en del af det levende fællesskab i Roskilde og har sat spor i både kirkeliv og lokalsamfund.

Bogen minder os om værdien af trofasthed, ansvar og engagement – kvaliteter, som også er fundamentet for et stærkt fællesskab.

Stort tillykke med udgivelsen.”

Tomas Breddam, Borgmester i Roskilde Kommune

Relateret

• 08. feb. 2026 - Det er om natten, man ser nordlys
• 11. dec. 2025 - Tro, politik og retfærdighed i Honduras
• 28. okt. 2025 - 100 til karismatisk-evangelisk lederdag
• 29. jun. 2025 - Hvad BaptistKirken kan lære af Honduras – og hvorfor vi har brug for en sag
• 25. apr. 2025 - Socialt arbejde giver værdighed og tro – et måltid ad gangen

Find flere

Lyt til artiklen:

Daniel Øhrstrøm har skrevet en let læst, men ikke letbenet bog om sygdom, tro og uventede velsignelser. Den hedder ”Det er om natten, man ser nordlys”.

Vi følger ham igennem godt tre års hospitalsindlæggelser og utallige operationer, op og nedture, frygten for at dø fra sine tre, nu fire børn og sin kone. Mest af alt er det en trosvandring med store velsignelser i mørket – større end det er de fleste forundt.

Daniel Øhrstrøm, 46, er journalist ved Kristeligt Dagblad, en elsket foredragsholder, musiker og sangskriver.

Forfatter Daniel Øhrstrøm (Foto: Pelle Rink / Bibelselskabet)

Han fortæller i bogen om flere store åndelige oplevelser midt i mørket. Bl.a. møder han Jesus i menneskers ansigter – og sin elskede afdøde farmor – i en MR-scanners klaustrofobiske indre. Møder, der blev til velsignelser, gav trøst og håb.

Fangekoret

Det mest bevægende afsnit i bogen handler om Louise Adrian, der var Fangekorets ”mor” i 30 år og som døde i 2024. Hun og Daniel var hinandens livsvidner – Louise fik kræft et halvt år efter Daniel blev syg, og de fulgte hinandens liv tæt. Hendes sidste hilsen til ham handlede om hans nyfødte datter, Gerda Rose, der er født med Downs syndrom. En hilsen han fik kun få dage før Louise døde.

Jesus-bønnen er gennemgående i bogen, fra allerførste side til den sidste. Bønnen, han begiver sig ind i narkosen med, hver gang han skal opereres, og for det meste vågner han med en salme i tankerne.

Jesusbønnen stifter Daniel netop bekendtskab med, da han følger Fangekoret i et halvt år for at skrive en bog om koret og Louise i 2012.

Han skriver: ”Livets dybeste mening er fællesskab. Vi fødes og dør alene, men vi lever sammen og har brug for hinanden. Fællesskab fordriver frygt, fordi næstekærlighed fordriver frygt. Uden kærlighed er vi intet. For alting er ingenting uden kærlighed.”

Netop Louise Adrian formåede at se de store kriminelle bamser som mennesker, der er elskede uanset deres fortid.

Bogens omslag (Bibelselskabet)

Daniel skriver: ”Vi kan hurtigt dømme hinanden og alt for mange lever livet som korrekturlæsere, der kun går op i at finde andres fejl. (…) Louise var en tingfinder efter det gode i dem, der allerede var blevet stemplet som onde.”

Slægtninge i troen

Daniel bor med sin familie på Bornholm, hvor han også prædiker i Baptistkirken Bornholm. Netop her sætter han pris på fællesskabet. ”Det er gode folk i den kirke. Et utroligt godt fællesskab, fordi de lever som slægtninge i troen. Det er der noget smukt i.”

Jeg fanger ham på telefonen i en pause på pastoralseminariet, hvor han læser lige for øjeblikket. Han håber på at blive præst.

”Jeg vil være med til at formidle Guds kærlighed, trøst og håb. Vi lever i en frygtsom tid. Der bliver talt om åndelig oprustning og samtidig nedlægger regeringen Store Bededag. I stedet er der brug for flere foldede hænder og hænder, der rækker ud.”

Guds spørgsmål

I bogen sætter han ord på de to spørgsmål, Gud stiller mennesker allerførst i Bibelen. Han spørger Adam, der netop har forrådt Gud: ”Hvor er du?” og Kain spørger Han, efter at Kain har slået sin bror Abel ihjel: ”Hvor er din bror?” Det er de spørgsmål, Gud også stiller os. Han søger fællesskab med os uanset og ønsker, at vi står i relation til hinanden.

Daniel siger: ”Vi skal søge tilbage i fællesskab med Gud og med hinanden. Der er mange ensomme mennesker og kirke handler om fællesskab, når vi er bedst.”

Om ”Det er om natten, man ser nordlys”.

Forfatter: Daniel Øhrstrøm
Sidetal: 198 sider
Indbinding: Softcover med flapper
Forlag: Bibelselskabets Forlag
Varenummer: 978-87-7232-338-1
Mål: 14 x 20 cm.

https://www.bibelselskabet.dk/Webshop

Terapi at skrive

Han fortæller, at det med at skrive er en måde at tænke på for ham. Det er nærmest terapeutisk. Allerede da han lå på intensiv afdeling på sygehuset i Rønne begyndte han at skrive om sin sygdom på Facebook.

”Jeg vidste jo ikke, om jeg overlevede. Jeg læste min egen journal: der var mistanke om leverkræft. Det var det ikke, men jeg fik en blodforgiftning efter en kikkertoperation, der i stedet afslørede en autoimmun sygdom. Og siden fik jeg konstateret kræft i både tolvfingertarmen og blindtarmen, så den blev fjernet. Men jeg troede først, det var en dødsdom. Egentlig var det derfor et eksistentielt testamente til mine børn, jeg skrev. Jeg skrev mine pointer ned, så børnene kunne bruge dem, hvis jeg ikke var der længere. En slags flaskepost.

På Facebook fik jeg mange hilsner fra folk, der kunne bruge det, jeg skrev. Så da jeg kunne, begyndte jeg at holde foredrag om livsmod under alvorlig sygdom, og om håbet om evigheden…”

Det var disse Facebook-skriverier, der blev basis for både bogen og foredragene rundt i Danmark.

Sygehus som kirke

En af hans pointer er glæden over det danske sygehusvæsen, hvor man ikke regnes efter status. Her er fattig og rig lige værdige, og der sendes en helikopter efter dem begge.

”Når vi går ind i sygehuset, er det som at gå ind i kirken. Vi hænger vores titler i våbenhuset, og tager ens tøj på. Jeg har bedt aftenbøn med mange medpatienter, både direktører og førtidspensionister.”

Udtrykket ”Det er om natten, man ser nordlys” fik han fra frikirkepræsten Poul Kirk, som er en anden af Daniels livslange venner.

Den seneste skanning fra februar viser, at han nu stadig er kræftfri. Og lige nu er han glad og taknemmelig over at gå på pastoralseminariet – selvom det betyder, at han igen er væk fra familien i lang tid. Han har efterhånden rig erfaring i at prædike, og dog vil hans udfordring som folkekirkepræst nok være, siger han, at han skal skrive sine prædikener ned.

”Normalt har jeg bare en disposition, ligesom et foredrag, hvor jeg taler mere frit. Men jeg skriver hver eneste dag. Det er min måde at tænke på.”

Og det har altså manifesteret sig i mere end 15 bøger om andre mennesker, mens den seneste altså handler om ham selv. Jeg var ved at skrive sidste. Det håber jeg ikke, det bliver!

Relateret

• 09. jul. 2026 - Helt almindelige mennesker
• 09. jul. 2026 - Gud gav Kyle en drøm
• 09. jul. 2026 - Livsforvandling gennem bibellæsning
• 09. jul. 2026 - Naboskab – om at bede for nabolaget
• 09. jul. 2026 - At vidne

Find flere

“Ligesom et legeme består af mange dele, og hver del har sin særlige funktion, således udgør alle vi, som tilhører Kristus, ét legeme. Vi hører sammen i en enhed, og vi er hver for sig dele af det samme legeme.” Romerbrevet, kapitel 12, vers 4-5

Det er vigtigt, at vi samarbejder med vores brødre og søstre i ånden. På tværs af kirkeretninger, alder, lokation osv!

Jeg er ansat som volontør med fokus på børne- og ungdomsarbejde i missions- pinse- og baptistkirken på Bornholm, som har skabt et fællesskab på tværs af kirkeretninger. Hver uge mødes over 100 børn og unge med fokus på den vigtigste og sejeste far! Og siden 2009 har kirkerne lavet et stort gratis event – MAXDAG – en kæmpe legedag, hvor kirkerne sammen med over 200 frivillige fra hele Danmark tjener og giver en gave til øen. I år deltog omkring 2000 børn og op mod 4-5000 mennesker.

Det er en kæmpe glæde at kunne give og tjene sammen og opleve, hvordan vi er ét legeme med mange forskellige styrker og svagheder.

Derfor vil jeg gerne udfordre dig! Hvordan kan du komme tættere på dine brødre og søstre? Bevæge dig tættere på ét legeme og undgå, at vores forskelligheder (i form af kirkeretninger mm) bliver en begrænsning, men nærmere en styrke?

Relateret

• 30. jun. 2026 - Når et stille liv bærer mere, end man tror
• 07. maj. 2026 - Kast nettet ud
• 29. apr. 2026 - Bøn i ventetiden
• 23. apr. 2026 - Hvad er sandheden?
• 16. apr. 2026 - Overbevisning

Find flere

Lyt til artiklen her:

Fra torsdag den 6. juni til søndag den 9. juni underviste Chin Chin (Biak Chin Par Lian, integrationsmedarbejder i BaptistKirken) både børn og voksne i kirken. Lørdag dukkede Torsten op som repræsentant for Integrationsudvalget i BaptistKirken. Ud over undervisning var formålet med besøget både at høre om livet i menigheden og undersøge, hvad BaptistKirken eventuelt kan hjælpe menigheden med.

Samtale om livet i menigheden (Foto: Chin Chin / Torsten Wendel-Hansen)

Samtale om livet i menigheden

Chin Chin og Torsten fortæller, at de deltog i et aftenmøde med både voksne, børn og unge – og med dejlig lovsang. Efter mødet var der samtale med et udsnit af menigheden for at blive klogere på, hvordan det er at være menighed i Nyker, et stykke udenfor Rønne.

Torsten fortæller om mødet:
”Vi kom rundt om mange ting, og blev meget klogere på, hvilke udfordringer menigheden står med, ikke mindst i ungdomsarbejdet. Børnene taler dansk i det daglige og de voksnes udfordring er at undervise børnene, så de forstår, hvad teksterne i biblen handler om. Foruden børnekirke har man en børne- og ungdomsgruppe (som er en del af Baptisternes Børne- og Ungdomsforbund, BBU) og en kvindegruppe.”

Masser af plads til børn og liv (Foto: Chin Chin / Torsten Wendel-Hansen)

Masser af plads til børn og unge

Der er planlagt en ungdomslejr i slutningen af juni måned. Her får man hjælp til undervisningen af en medarbejder fra Nexø Frikirke.

Menigheden har et stort hjerte for deres børn og unge. Børnekirken har 4 aktive ledere, der skaber gode relationer til og rammer for børnene. Man tager på ture, hygger sig sammen og de voksne lægger vægt på, at være der for børnene. Ungdomsgruppen holder på skift med kvindegruppen og missionsudvalget aftenmøder for hele menigheden hver lørdag aften.

Et stort ønske om en præst

Menigheden har ingen præst i øjeblikket, så opgaven med at prædike ved gudstjenesterne går på skift mellem medlemmerne. Der er et stort ønske om at få en præst, og menigheden vil gerne have hjælp fra BaptistKirken til at finde en forkynder/præst, som man kan trække på med jævne mellemrum.

I det daglige har man kontakt til Baptistkirken i Rønne, som man holder fælles gudstjenester sammen med to gange om året. Menigheden er også med i de tværkirkelige sammenhænge i Rønne.

Det tidligere missionshus i Nyker (Foto: Chin Chin / Torsten Wendel-Hansen)

Fra missionshus til frikirke

Immanuel Chin Church (ICC) blev stiftet i 2013 af en gruppe chin’er, der indtil da havde været en del af Baptistkirken i Rønne. I starten holdt man møder forskellige steder i Rønne, både hos Luthersk Missionsforening og Metodistkirken. For cirka tre år siden tilbød Indre Mission på Bornholm, at ICC kunne købe missionshuset i Nyker, der var i en noget ringe stand. Menigheden sagde ”ja” til tilbuddet, og siden har man med stor iver renoveret bygningen. I dag har det tidligere missionshus fået en dejlig kirkesal, et pænt stort køkken, en spisesal og et rum til børnene (der ligesom mange andre renoveringsprojekter lige mangler det sidste). I sommerperiode er et nyindkøbt telt placeret i haven.

”Selv om menigheden i den grad har haft travlt med det praktiske, har man ikke forsømt den åndelige del,” fortæller Chin Chin.

Lovsang og liv (Foto: Chin Chin / Torsten Wendel-Hansen)

En aktiv menighed med mod på mere

Torsten fortæller med begejstring om weekenden i det gamle missionshus i Nyker:
”Konklusionen på besøget er, at ICC er en meget aktiv menighed, der tackler de udfordringer, som kommer, på en god måde. Ikke mindst glæder vi os over, at menigheden råder over en kasserer, Sang Ku, der som veltalende bornholmer klarer økonomi, statistikker m.m., så vi ikke som Integrationsudvalg har mange henvendelser fra menigheden. Samtidig skal det ikke glemmes, at Sang Ku er blevet godt oplært af kassereren i Baptistkirken i Rønne, Noomi Hansen. Vi skylder Noomi stor tak for, at ICC ikke har problemer på dette område.”

Glade og opløftede drog Chin Chin og Torsten fra Bornholm efter besøg i en aktiv menighed med cirka 85 aktive, hvor de 35 er børn og unge.

”Må Gud være med jer i ICC i dagene fremover,” lyder hilsenen fra Chin Chin og Torsten.

Relateret

• 30. jun. 2026 - Når et stille liv bærer mere, end man tror
• 25. maj. 2026 - Fælles aktiviteter tager form i efteråret 2026
• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 15. maj. 2026 - Læs meget mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse
• 13. maj. 2026 - Sådan udfolder missionsarbejdet sig i Roskilde Baptistkirke

Find flere

Baptistkirken Bornholm har igennem en årrække været kendt for at være en menighed med et stærkt åndeligt bagland, og mange baptistpræster i hele landet har deres rødder her.

175 år

Mange baptister i Danmark har formentligt besøgt øens bakker, dale, kirker og klippeborg, hvis ikke de også har fejret gudstjeneste i den historiske gamle baptistkirke i Rønne fra 1888 eller deltaget i Holsteroddelejre. Øens strategiske beliggenhed og særprægede geografi og natur har formentlig formet det historiske krydsfelt for øens militære og religiøse liv. Den 13. maj kan baptistmenigheden fejre 175-års jubilæum i tillid til Guds fremtidige planer for kirken og menigheden. For på denne klippeø har Gud bygget sin menighed.

…menigheden kan snart fejre 175-års jubilæum i tillid til Guds fremtidige planer for kirken og menigheden.

Som så mange andre baptistmenigheder i Danmark har menigheden tabt en eller flere generationer. Samtidig oplever de udfordringer i spørgsmål om renovering af kirkebygningen og lejren Holsterodde. Endelig har medlemmerne forskellige ønsker til, hvordan ’Det Hellige’ skal fejres. Men ønsket og formålet er det samme: At give troen videre til den næste generation med den samme begejstring, som man selv har oplevet; ligesom Jesus ønskede at bygge sin menighed på troens klippe.

Krise eller kald?

Julefrokost med pakkespil.

Det er et udbredt dilemma at skulle vælge mellem en traditionel gudstjeneste med salmer eller en mere uformel gudstjeneste med lovsange. Valget står oftest mellem ønsket om at skabe tryghed og kendte rammer om det hellige for den ældre generation, som har været med til at sikre menighedens økonomi og bygninger, eller at flytte fokus og tale om det hellige i et sprog, som de unge kender og bliver draget af.

Flere medlemmer beretter om en menighed i krise igennem længere tid. Dog siger de næsten enstemmigt, at de er meget begejstrede for den udvikling, som også er sket i samme periode. De føler, at de mange burmesere, som kom for næsten tyve år siden, gav menigheden en meget vigtig opgave at stå sammen om. De er enormt glade for deres præst, Lone Møller-Hansen, og de mange tiltag, hun og menighedsrådet har taget initiativ til for at skabe sammenhængskraft i menigheden. Især Vital-forløbet og det populære tværkirkelige projekt ‘Max’ for børn og unge er der stor begejstring for.

Til den årlige tværkirkelige Max-dag er hele byen inviteret. 1000 børn deltager. Baptistkirken er bygget om til legeland for de mindste.

Integrationen lykkedes

VITAL-forløbet har været til glæde for de danske medlemmer såvel som dem med burmesiske rødder. Der er afsat dobbelt så lang tid til forløbet, fordi det meget spændende materiale og program skal oversættes for at sikre en ligeværdig platform for de burmesiske familier. De udgør nemlig en afgørende del af kirkens ressourcer, børneflok og økonomiske bidrag, da tiende i form af pengegaver og frivillighed er en vigtig del af deres trospraksis.

Menighedens tillid til fremtiden har dog ikke været uden tårer og sved eller tvivl.

Kirkens proces henimod at styrke den indbyrdes kærlighed og den klippe, som skal bære den næste generations baptister på øen, er dybt afhængig af idéer, der bygger bro mellem kulturer og generationer. Ud over præsten, Lone Møller-Hansen, er der ansat en deltids præstemedhjælper, Sambuh LangLe, og et andet burmesisk medlem har overtaget børnekirken. Menighedsrådet afspejler menighedens diversitet, og flere kan se, at ”VITAL gøder jorden”, og de tror, at ”det virker, fordi man kan se folks villighed tydeligere”.

Fremtiden?

Ingen ved helt, hvorfor en hel generation mangler, kun at de er savnet. Ingen ved helt, hvor pengene og ressourcerne skal komme fra til renovering af kirken, men talen om at sælge Holsteroddelejren har fået flere til at melde sig på banen for at genfinde den åndelige gejst. Ingen ved helt, hvornår kommunikationen gik i kludder, kun at de alle er blevet bevidste om, at genetablering af den indbyrdes kærlighed skal prioriteres. Også på denne klippeø har Gud bygget sin menighed. Mon ikke Gud også kan klare renoveringsplanerne?

Relateret

• 10. jun. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 05. maj. 2026 - Kyle Henderson: Gud kalder os videre
• 19. apr. 2026 - Acts2Movement: Et globalt blik på lokal mission
• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 25. mar. 2026 - Erik Løvind Andersen – præst og livsengageret menneske – til minde

Find flere

Der er over 200 børn fordelt på fire arbejdsgrene, Minimax 0-5 år, Super­max/King 6 år til 6. kl., J-Way 6.-9. kl og U! fra 9. kl. og op.

De forskellige grene holder til jævnt for­delt i kirkerne: Supermax i Missionskirken (Missionsforbundet), J-Way i Pinsekirken og Minimax og U! i Baptistkirken.

Der er to ansatte, som lønnes af de tre kirker tilsammen.

Man har valgt at sikre både ejerskab og genkendelighed ved, at der er en repræ­sentant fra alle kirkerne i hver ledelses­gruppe. Den overordnede ledelse er organi­seret på samme måde.

”Vi har valgt ikke at lade os begræn­se af ’kirkepolitik’ og ’frygten’ for at udhu­le de enkelte kirker. Det var vigtigere for os at skabe nogle levende og attraktive fæl­lesskaber og tilbud både for kirkernes børn og for børn og unge fra vores by”, siger Mi­chael Kaarby, præst i Pinsekirken.

Flemming Frandsen, formand i Missi­onskirkens menighedsråd, siger: ”Der er flere børn i det tværkirkelige arbejde, end der var før i de tre kirker tilsammen. Det er jo ofte sådan, at hvor unge mennesker er, kommer der flere.”

God støtte

Jesper Pedersen er både formand for menig­hedsrådet i Baptistkirken Bornholm og leder i teenage-arbejdet. Han siger: ”Vi har haft solid opbakning fra vores lokale kirker og igennem hele forløbet fra vores tre kirkers børne- og ungdomsforbund, BBU, MBU og PBU, både økonomisk og med gode råd. Det forventer vi også i fremtiden. Vi kan konsta­tere, at rigtig meget er gået rigtig godt, og det skyldes alene de fantastiske medarbej­dere og frivillige, vi har i vores lederteams. Selvfølgelig er der også nogle få områder, vi skal kikke nærmere på i fremtiden.”

Kompromisser

Han fortsætter: ”Det er min erfaring, at når man snakker fælleskirkeligt arbejde, hvad enten det er økumenisk eller frikirkeligt, er det altid bedre at fokusere på og arbej­de med de ting, man kan være enige om – for det er det meste. I stedet for at fremhæ­ve de ting, der kan være problematiske ved samarbejdet.

Vi arbejder for et fælles formål, og jeg tror ærlig talt, at Gud hiver sig selv i håret af irritation. Vi mennesker skaber jo selv de her problematikker, som i bund og grund er ligegyldige. Vi er jo ikke i tvivl om, hvad for­målet er med det hele.

Så selvfølgelig er der indgået kompro­misser for at få arbejdet til at fungere fæl­leskirkeligt. Men det er sagen værd, så længe vi som kirker er enige om, hvad det fælles mål er: Nemlig at alle øens børn og unge skal have mulighed for at høre om Jesus Kristus som vores frelser og igen­nem Biblens ord få at vide, hvad der er rigtigt og forkert – set ud fra vores syn­punkter som frikirker.”

Relateret

• 02. jun. 2026 - Trosanalysen 2026: Når unge søger mening, bør kirken lytte
• 29. apr. 2026 - Bøn i ventetiden
• 26. feb. 2026 - Kunsten at balancere i to verdener
• 16. feb. 2026 - Glæde i Chin Bethel Church i Skjern: 12 unge blev døbt
• 08. feb. 2026 - Det er om natten, man ser nordlys

Find flere