Lyt til historien:

I 2007 flygtede Esther fra Myanmar. Ved en razzia i forældrenes hjem i Mandalay havde militærregimet fundet tryksager, der støttede oprørerne i Chinstaten. Esther boede i Yangon og nu var det udelukket at vende hjem til Mandalay. Med familiens hjælp gik flugten først til Tyskland og siden til Danmark i 2009.

Inspireret af en veteran

Esthers personlige frihedskamp begynder for alvor i 2019. Hun besøger sin onkel i USA. Han er veteran fra Chin’ernes frihedskamp, hvor han kæmpede for Chin National Army, og hans fortælling tænder en oprørsk flamme i Esther. Hun begynder at læse om Burmas historie og – især – om Chinfolkets historie både før og efter Burmas selvstændighed i 1948.

Vi kender Esther!
Vi har valgt at fortælle Esthers historie, som vi har hørt den. Du kender kun Esther under fornavn. På redaktionen kender vi Esthers fulde identitet. Esther har fortsat familie i Myanmar og hun fører fortsat sin digitale kamp mod militærstyret. Derfor har vi valgt at lade Esther være anonym i denne historie.

Thantlang – bombet til ukendelighed

Ud over onklens beretning er det især militærregimets systematiske bombninger af byen Thantlang, lidt nordvest for hovedstaden Hakha i Chinstaten, der får Esther til tastaturet.

Der bliver stille på forbindelsen – som om Esther er nødt til at overveje ordene. Da hun begynder at tale knækker stemmen over. Esther slår over i engelsk, måske fordi det danske sprog ikke rækker, når svære ting skal forklares og følelserne fylder:
”All my memories are gone! We lived in Thantlang i ’97 og ’98 and I loved so much to live there.”

Fra demonstrationen under MaydayMyanmar i 2021 (Foto: Privat)

Fattigdom med konsekvenser

Esther fortsætter med at fortælle om farens job som bogholder i det offentlige skolesystem. Familien boede forskellige steder i Chin-staten: I Falam, i Hakha og til sidst i Thantlang inden faren fik et bedre job i Mandalay.

”Vi var fattige,” siger Esther og fortsætter: ”Min familie ønskede, at vi børn skulle have en ordentlig uddannelse. I Mandalay kunne vi få gratis uddannelse. Selv om Chin’erne var med til at grundlægge Unionen Burma i 1948, fik de aldrig samme rettigheder som den burmesiske befolkning. Og uddannelse skal man selv betale i Chinstaten.”

Flugten

”Militæret fandt nogle tryksager med revolutionært indhold, informationer om oprørsbevægelserne, hos mine forældre i Mandalay,” fortæller Esther. Hun fortsætter: ”De blev forhørt, men der skete ikke mere. Måske fordi de var gamle. Jeg ved det ikke. Men jeg kunne ikke vende tilbage. På det tidspunkt boede jeg i Yangon og min mors kusine hjalp mig ud af Myanmar.”

Esther kom til Frankfurt i 2007. I første omgang fik hun afslag på opholdstilladelse. Samme år demonstrerede buddhistiske munke mod styret i ”Safran-revolutionen” eller ”Den gule revolution”. Oprøret blev slået ned, men opstanden medførte, at alle chin’er fik opholdstilladelse i Tyskland. I 2009 blev Esther gift og kom til Danmark.

Resultatet af militærets bombeangreb. Stedet er ukendt (Foto: Privat)

Det har omkostninger at kæmpe

”Jeg blev for alvor aktiv efter militærkuppet i 2021. Jeg begyndte at skrive for Chin TV International på deres Facebookside. Ret hurtigt fik jeg en e-mail fra min redaktør om, at min Facebook-konto blev overvåget. Det havde jeg ikke tænkt over, men nu fik jeg pludselig vejledning i, hvordan jeg skulle beskytte kontoen med Facebook Protect,” beretter Esther, der fortæller videre om oplevelsen af at blive overvåget:

”Når jeg uploadede artikler til Chin TV Internationals Facebookside blev de heller ikke altid vist. Der var også forskellige ting, som holdt op med at virke på min konto. Det føltes som om, nogen begrænsede eller indførte restriktioner i mit liv.”

Esther fortæller videre, at hun mener, restriktionerne blev styret fra Facebooks lokale team i Myanmar. På et tidspunkt fandt teamet bag Chin TV International ud af, at militærstyret arbejdede på at få slettet Facebooksiden. I stedet for at vente på det skete, valgte Chin TV International frivilligt at lukke siden og vente et helt år med at dele oplysninger igen.

Det var ikke indbildning

At der ikke var tale om indbildning blev Esther og hendes venner klar over, da deres journalistkollega i Yangon kun med nød og næppe undgik arrestation. Han var ikke hjemme, da militæret bankede på:
”Han stoppede selvfølgelig straks med at skrive for os. Men han var alligevel nødt til at flygte ud af Myanmar,” siger Esther.

Skrev om Thantlang hver eneste gang

”Selv om det kan være hårdt, er jeg meget glad for det arbejde, jeg laver for Chin TV International med at fortælle om militærregimets overgreb i Myanmar,” fortæller Esther. Hun har især kæmpet for at fortælle om alle de gange hendes barndomshjem i Thantlang er blevet bombet:
”Det er sket mere end 30 gange! Byen er brændt ned til grunden i dag. Min skole i byen er brændt. Min onkels hus er brændt. Men jeg skrev om det hver eneste gang på Chin TV Internationals Facebookside: Nogle gange både på chin, burmesisk og engelsk! Og jeg nåede at skrive om det, inden vores side lukkede ned.”

Mere overvågning

Mens den tidligere leder i Myanmar, Aung San Suu Kyi’s parti, NLD – National League for Democracy – var ved magten, foretog militæret en række overgreb mod den muslimske befolkningsgruppe Rohingyaerne i 2016. Esther fortæller om konsekvenserne i Cyberspace:
”I forbindelse med Rohingyaerne udviklede Facebook, sammen med NLD, algoritmer til at overvåge opslag med hadefuldt indhold. Men vi er sikre på, at militærregimet efter kuppet i 2021 har fået adgang til algoritmerne og i dag bruger dem til at overvåge oprørsbevægelserne.”

Ytringsfriheden er også truet i Myanmar (Foto: Privat)

Ytringsfriheden truet for etniske grupper

Esther fortæller om en anden grund til, at hun engagerede sig i kampen via Chin TV International:
”I Myanmar har de forskellige etniske grupper ikke mulighed for at fortælle om deres problemer. Det er simpelthen forbudt. Under NLD-styret fik vi flere demokratiske rettigheder, men generelt er der ikke ytringsfrihed for etniske grupper.”

Esther giver et eksempel på den manglende ytringsfrihed:
”I forbindelse med bombningerne af Thantlang har der næsten ikke været skrevet noget i de burmesiske nyhedsmedier. Forskellige chin-medier har selvfølgelig skrevet en masse. Det hænger også sammen med, at chin’erne sammen med flere andre etniske grupper udgør en meget lille del af befolkningen i forhold til burmeserne, der sidder tungt på medierne. Efter endnu en bombning tog redaktøren af det største chin-medie, Chin World Media, fat i problemet. Redaktøren, der både er kendt i medieverdenen og ud af en kendt politikerfamilie, spurgte: ’Thantlang er blevet brændt ned til grunden. Men hvor er forsiderne i de burmesiske medier?’ Det fik vi aldrig svar på!”

Esther fortæller videre, at den etniske undertrykkelse har stået på i mange år, også under NLD’s styre, som vi i vesten betragtede som demokratisk. Allerede dengang kom redaktøren af Chin World Media på en overvågningsliste – en liste som militærstyret overtog ved kuppet i 2021. Og i dag er Esthers redaktørven flygtet til Bangkok.

Demonstrationen i 2021 i Fælledparken (Foto: Privat)

Mayday Myanmar

Esther fortæller, at der fortsat er brug for den opmærksomhed Mayday Myanmar giver. Og hun fortæller begejstret om den første Mayday Myanmar kampagne i 2020. Det foregik lige efter, at Chin TV International var ”genåbnet” på Facebook. Sammen med gode venner sendte Esther direkte på Facebook fra Mayday Myanmar-demonstrationen i København:
”Det var dejligt at hele verden kunne se, at vi var aktive i Danmark og at der var så stor opbakning. Jeg skriver selvfølgelig også om mange andre ting, som chin’erne i Danmark laver, så man kan se, at vi er aktive i kampen.”

”Jeg tror vi vinder”

Selv om Esthers kamp foregår ved tastaturet og i Cyberspace er hun alligevel overbevist om, at kampen skal vindes i Myanmar.

”Jeg begyndte i 2019 inspireret af min onkel og jeg stopper ikke. Selv om vores side blev lukket ned, holdt vi kontakt både med hinanden i teamet og med folk i Myanmar,” siger Esther, der slutter sin historie:
”Der er reelt borgerkrig i Myanmar. Hver gang militæret taber et slag til oprørerne bomber de civile fra luften – i Thantlang eller Wun Ma Thuu Hospital. Det foregår med russiske bombefly og det er den dyreste måde at føre krig på. Min Aung Hlaing (tidligere general og nu de fakto leder af Myanmar, red.) kan ikke blive ved. Jeg tror, vi vinder.”

Andre kilder

“Once-bustling town of Thantlang reduced to rubble by Myanmar’s junta” fra Radio Free Asia
“The Burning of Thantlang, 2 Years On” fra The Diplomat
“Update: internet access, censorship, and the Myanmar coup” fra Access Now
“Myanmar: UN experts condemn military’s “digital dictatorship”” fra UN – Rights Office
“Myanmar: Freedom on the Net 2023 Country Report” fra Freedom House

Relateret

• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 11. feb. 2026 - Når troen trues – Open Doors tjener forfulgte kristne
• 02. feb. 2026 - Fem år efter militærkuppet styrer frygten fortsat: Bed for Myanmar!
• 29. dec. 2025 - ’Never again’ – heller ikke i Danmark
• 15. dec. 2025 - Kollapset fredsaftale i DR Congo sender tusinder på flugt til Burundi

Find flere

På trods af borgerkrig i mit hjemland på fjerde år er jeg i et dilemma med min pacifisme – især når jeg hører jubel over, hvor mange fra diktatorens hær der har mistet livet i kampen med oprørshærene. Ikke fordi jeg holder med dem – men på grund af vreden over krigens dehumanisering af mennesker.

Hvis mennesket virkelig har evnen til at skelne mellem godt og ondt og er moralsk ansvarligt, vil en krig så nogensinde kunne kaldes retfærdig? Hvor langt skal man ud, før man mister troen på, at lydighed og tillid er gode dyder?

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 03. sep. 2026 - Efterårshåb
• 27. aug. 2026 - Religionens rolle
• 29. jun. 2026 - Når trosfrihed bliver et spørgsmål om fred
• 13. maj. 2026 - Serhiis hus ved vejen blev et hvilested for soldater
• 07. maj. 2026 - Kast nettet ud

Find flere

Peter Olesen, 77 år:

• er aktiv i Frederikshavn Baptistmenighed og har været spejder hele sit liv
• uddannet politiassistent i 1971 og har arbejdet inden for næsten alle sektorer i politiet
• officer af reserven i hæren, tilknyttet militærpolitiet
• gift med Annette, sammen har de børnene Inge og Søren

I 1991 brød Slovenien og Kroatien ud af den jugoslaviske føderation og erklærede sig selvstændige. Det førte til en brutal borgerkrig i området. I 1992 besluttede FN at indsætte en fredsbevarende styrke i landet. Folketinget besluttede i 1992, at Danmark skulle deltage i FN-styrken.

Fredsbevarende styrke

Hvilken betydning fik det for dig, Peter?
– Som tilknyttet forsvarsreserven bliver man spurgt om at deltage i et vist antal operationer. Fordi mine kompetencer var efterspurgte, sagde jeg ja.

FN-styrken i Jugoslavien var på ca. 40.000 mand, og vi var 900 danskere. Det danske ansvarsområde var på størrelse med Sjælland og Fyn i området omkring Kostajnica. Vores personel var spredt ud i området med fem kompagnier, mens jeg sad i hovedkvarteret i Kostajnica.

Hvad var jeres opgave?
– Opgaven var at være fredsbevarende. De jævnlige konflikter blev meldt til os, og vi skulle så gå i dialog med de kommanderende officerer i konflikten. Mange uenigheder bundede i, at kroaterne var katolikker, serberne ortodokse og bosnierne muslimer – og de søgte at ødelægge hinandens identitet ved at angribe kirker, klostre og moskeer. Den observation vandt ikke gehør hjemme i København. Religion skulle vi holde os fra.

– Vores mulighed var dialog, men som en amerikansk præsident engang sagde: ”Speak softly and carry a big stick”.[1] Fra begyndelsen stod det klart, at vi ingen vegne kom med dialog. Derfor fik vi tunge våben og kampvogne, så vi kunne lægge vægt bag det, vi sagde.

Fra begyndelsen stod det klart, at vi ingen vegne kom med dialog.

Var du i åben kamp?
– Kun en enkelt gang. Jeg var i Sarajevo i en kort periode for at hjælpe franskmændene, der havde ansvaret der. Byen var fyldt med snigskytter, der lå på tagene og skød på forbipasserende, gamle mennesker og børn. Da var vi nødt til at skyde igen.

Et voldsomt mentalt pres

Hvordan klarer man det mentalt?
– Som officer er man uddannet til at klare pressede situationer, men du er ikke forberedt på, at du konstant lever under et mentalt pres. En af mine opgaver var også at efterforske krigsforbrydelser.

– Vi så mennesker blive pint, lemlæstet og dræbt. Vi så gårde, landsbyer, ja hele byer blive jævnet med jorden. Vi så uerstattelige kulturværdier blive ødelagt. Vi så koldblodige overgreb mod egen befolkning bare for at kunne beskylde modstanderen for at begå krigsforbrydelse og dermed retfærdiggøre sine egne nedrigheder. Vi oplevede skinhellighed og hyklet forargelse ved forhandlinger og konferencer, og at aftaler blev brudt fem minutter efter, de var indgået.

– Det kan man ikke klare, hvis ikke ens bagland er i orden. Og jeg er privilegeret. Annette klarede livet derhjemme med to børn og var altid parat til at lade mig læsse af, når noget var svært. Man skal ikke glemme, at også børnene er præget af den usikkerhed, deres far lever under.

Kunne I bruge hinanden?
– Ja, det er simpelthen nødvendigt. En klog mand sammenlignede det med et krus, der hele tiden løber noget ned i. Hvis du ikke af og til får noget hældt ud, så løber det over på et tidspunkt.  Vi havde også en psykolog og en feltpræst, vi kunne tale med.  Feltpræsten holdt gudstjenester hver søndag. Her var der mange, der deltog.

Blev du brugt som kristen?
– Det ved jeg faktisk ikke. Jeg tror mere, det var cheffunktionen, der gjorde, at folk gerne ville have en snak. Men jeg har aldrig lagt skjul på, at jeg tror på Gud, og har også tit i samtalerne brugt Bibelen og citater derfra til at løse et problem. Det ligger helt naturligt for mig.

Jeg er fuldstændig enig med dem, der siger, at krig ikke burde forekomme. Men jeg er også nødt til at være realistisk og sige, at krig forekommer.

Principiel holdning til krig som kristen

Kan man som kristen deltage i krig?
– Jeg er fuldstændig enig med dem, der siger, at krig ikke burde forekomme. Men jeg er også nødt til at være realistisk og sige, at krig forekommer. Sådan har det været, så længe menneskeheden har eksisteret. Vi har et sørgeligt eksempel i dag med Ukraine. Nogle er nødt til at mestre den opgave. Derfor har jeg ikke som kristen haft problemer med, at jeg blev soldat. Jeg plejer at sammenligne forsvaret med brandvæsenet: Ingen ønsker, de skal træde i funktion, men når huset brænder, er det godt, at de er der.

Hvem er min næste i en krig og er tilgivelse mulig?
– For mit vedkommende er min næste alle, jeg kommer i kontakt med – også modstanderne. Rent menneskeligt kan man ikke tilgive de bestialske ting, vi så, men professionelt er man nødt til at forholde sig til det. Fangede vi krigsforbrydere, måtte de retsforfølges.

For mit vedkommende er min næste alle, jeg kommer i kontakt med – også modstanderne.

– Danske soldater har et vældig godt ry, fordi de er uddannet til at tage initiativ og løse problemer, og de behøver ikke at have en masse faste regler. Faste regler, langt fra virkeligheden, gav problemer. Samlede vi fx flygtninge op, skulle vi aflevere dem til de lokale myndigheder på stedet. Men vi vidste jo, hvad der skete med dem, så det var ufatteligt, så mange der flygtede fra os. Der sad nogle meget fornuftige ledere i høje stillinger, der helt præcist vidste, hvornår de skulle lukke øjnene.

– Jeg vendte tilbage til mit job og min hverdag uden problemer, men mit perspektiv på menneskelivet har ændret sig for altid. Livet er for kostbart til at gå op i småting!

Læs også artiklen ‘Vi må altid stå på de svages side’.

[1] Oversat: ´Tal roligt og hav en stor stok med´.

Relateret

• 13. maj. 2026 - Serhiis hus ved vejen blev et hvilested for soldater
• 29. apr. 2026 - Bøn i ventetiden
• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 04. apr. 2026 - ”Vær ikke forfærdede”
• 19. mar. 2026 - Krig og fred

Find flere