Lyt til artiklen:

Der er løbende behov for flere aktiviteter i projektet. Du kan støtte på MobilePay 911 118 eller konto 3201 10042879 mærket ”Mor-barn”.

Burundi er et af verdens mest børnerige lande – og samtidig et af verdens fattigste. Kvinder får i gennemsnit fem børn, men omkring 13 ud af 1000 børn dør, inden de fylder fem år. Og næsten 70% af børn under fem er enten under- eller fejlernærede med markant større risiko for at dø af malaria eller andre infektioner. Hertil kommer sandsynligheden for dårligere præstationer i skolen, for man kan ikke helbrede de skader, der opstår som følge af underernæring i de første 1000 dage af et barns liv.

Omkring 13 ud af 1000 børn dør, inden de fylder fem år.

Børnene er den røde tråd

Arbejdet med sårbare børn løber som en rød tråd gennem mange af vores tidligere projekter i Burundi. Børn er direkte eller indirekte målgruppen i projekterne for forældreløse og udsatte børn og i Batwa-projekterne.

Vi har hjulpet tusinder af børn til et bedre liv. Blandt dem er også albino-børnene, en meget marginaliseret gruppe. I mange lande i Afrika er albinisme forbundet med stor overtro. Mange tror, de er hekse, og desværre hører man stadig om drab på albinoer, hvor deres kropsdele sælges til brug i sort magi. Mange albinoer bliver ikke gift, for forældre ønsker ikke, at deres børn gifter sig med en albino. Dertil kommer de sundhedsmæssige udfordringer med blandt andet nedsat syn og den store risiko for hudkræft. Mødrene får ringe eller ingen vejledning i at beskytte barnets hud mod solen. Det er hjerteskærende at se et lille barn på ryggen af sin mor ligesom alle andre, men med solskoldninger i nakken og på ørerne og på de små fødder, fordi de mangler beskyttelse mod den skarpe sol.

En noget anden hverdag end den, vi kan give vores børn herhjemme.

Blandt batwa-børnene er mange også fejl- og underernærede. Man ser mange børn med tynde lemmer og udspilede maver, og alt for mange familier har ikke mulighed for at give deres børn bare ét måltid om dagen. I en af landsbyerne ved Musema spurgte jeg en skolepige om, hvad hun ville ønske sig, hvis hun kunne få det lige nu og her. Svaret var helt klart og præcist: ”Mere mad!” En noget anden hverdag end den, vi kan give vores børn herhjemme.

I Butaganzwa Kommune, hvor det nye projekt skal implementeres, vil både albinoer og batwa være en del af målgruppen. Området er et af de tættest befolkede i Burundi, og behovet for mere viden om ernæring er stort.

Omsorgsgrupper – en ny tilgang

I Danmark kender alle til besøg fra sundhedsplejersken. I Mor-barn projektet vil man danne 70 omsorgsgrupper med frivillige fra kirkerne. De vil blive trænet i at undervise og vejlede om vigtigheden af brystmælk, og hvor længe man skal fortsætte med at amme, god overgangskost til de mindste og god hygiejne.

… lidt på samme måde som vores sundhedsplejersker.

De vil hver få tilknyttet et antal familier, som de skal besøge og følge op på gennem hele projektet – lidt på samme måde som vores sundhedsplejersker. Vandbesparende køkkenhaver, hvor familierne kan dyrke næringsrige grønsager, er også et vigtigt element.

Vores grupper arbejder sammen med de lokale klinikker og hospitalet i Musema. Da gravide også er en del af målgruppen, er fødselsforberedelse på de lokale klinikker vigtig, og her er der fokus på at få fædrene med. Ikke mindst fordi familieplanlægning er en vigtig del af fødselsforberedelsen.

Det bliver spændende at følge projektet og den løbende evaluering af indsatserne, som skal give de mange små børn i og omkring Musema et godt liv.

Relateret

• 29. apr. 2026 - Bøn i ventetiden
• 26. apr. 2026 - Det haster med missionsbefalingen
• 15. mar. 2026 - I Holstebro kan du møde baptisterne fredag nat i gågaden!
• 26. feb. 2026 - Kunsten at balancere i to verdener
• 20. jan. 2026 - 100 år i Afrika: BaptistKirken gør klar til 2028

Find flere

Forkert brug af antibiotika. Fluer og lopper. Manglende håndhygiejne. Patienter der ligger udenfor i solen med høj feber og malaria. Lang kørsel for at komme i kontakt med en læge. Det er virkeligheden i Rubura, hvor jeg går rundt på klinikken.

Da jeg var her for godt fire år siden, var situationen værre. Nu er her trods alt kommet vand i nogle af hanerne, enkelte senge og ledelsen er skiftet ud. Men stadig. Jeg mærker fattigdommen, sygdom, mangel på uddannelse af personalet og et sundhedsvæsen, der er utrolig langt fra danske forhold. Jeg går ind på en af de mørke, beskidte stuer.

Indlagte kvinder

Herude kan det være farligt at være gravid og fødende.

Her ligger en gravid kvinde. Rundt om hendes seng står tre-fire andre kvinder. Nogle har børn på ryggen, bundet fast med et farverigt tørklæde. Kvinderne er ved at bede for den gravide kvinde. Jeg stopper op og beder med, for jeg ved det godt. Herude kan det være farligt at være gravid og fødende. Omkring 548 kvinder dør pr. 100.000 fødsler i Burundi. I Danmark er det ca. fire.

I en anden seng ligger en kvinde med sin lille nyfødte på godt to kg. Hun ser glad ud. Jeg peger på barnet og spørger: ”Umuhungu? Umukobwa?” Det betyder ”Dreng? Pige?” Det er et par gode ord at kunne. Selv om jeg har min tolk med, giver det mig en god kontakt til kvinderne at kunne et par lokale ord. De klapper i hænderne og griner af mit forsøg på at kommunikere med dem. Jeg mærker, at midt i alvoren på klinikken bliver stemningen lettere, og jeg undersøger den lille pige, som virker stærk trods den lave fødselsvægt.

Jeg undersøger den lille pige, som virker stærk trods den lave fødselsvægt.

Safe Delivery App

De kommende dage har jeg workshops for personalet. Jeg skal introducere dem for en app udviklet af danske læger og jordemødre, som hedder ”Safe Delivery App”. Den blev lanceret første gang i Etiopien i 2015. Den anvendes nu i over 40 lande, hovedsageligt lav- og middelindkomstlande. Appen findes på mere end 12 sprog og indeholder animerede film, guidelines og træningsprogrammer, der kan forbedre lokale fødselshjælperes viden og handlinger. Indholdet bygger på WHO´s guidelines. Jeg har medbragt fem brugte iPads og fem smartphones doneret fra vores netværk hjemme i Danmark. De uddeles til klinikkens personale, som underskriver en kontrakt. Derudover har jeg allieret mig med en af de uddannede sygeplejersker på klinikken, som vil følge op på personalet og anvendelsen af appen, når jeg er taget hjem.

Via en projektor – også doneret fra Danmark – viser jeg noget af indholdet. Personalet sidder tæt sammen på et par små træbænke inde i et lille, støvet lokale. Selv præsten fra Rubura og en underviser fra præsteskolen er kommet for at lytte med på emner som håndhygiejne og svangerskabsforgiftning. Jeg har downloadet appen på fransk. De lytter opmærksomt. Jeg introducerer de 13 moduler med tilhørende tests og eksamen. Vi aftaler, at de har cirka et år til at komme gennem materialet. Derefter evaluerer vi.

En verden til forskel

Inde i det lille lokale laver vi også små praktiske øvelser. På klinikken er der ingen muligheder for smertelindring af fødende. Kvinderne ligger på ryggen på en kold, gammel, hård briks og føder. Jeg viser bl.a. nogle enkelte massageteknikker, lejringsmuligheder og ikke-medicinske smertelindringsmetoder.

Ved en af de sidste workshops, hvor jeg skal sige farvel og takke for denne gang, bliver jeg bevæget, og stemmen ryster. ”I har grebet mit hjerte, og jeg beder for jer”, får jeg fremsagt. Snart står jeg hjemme i min afdeling i et helt andet sundhedsvæsen. Her er håndsæbe og håndsprit frit tilgængeligt. Her kan kvinderne tage rent hospitalstøj på. Her behøver patienterne ikke at ligge ude i græsset i bagende sol og vente på hjælp. Her er vi veluddannede, og mødre- og spædbarnsdødeligheden meget lav. Kontrasten til klinikken i Rubura er stor.

Relateret

• 21. jul. 2025 - Værdighed og fremskridt i Musema
• 10. okt. 2024 - ’Baho neza kibondo’ – hav et godt liv lille barn
• 28. apr. 2024 - Vi ventede en præst, men de sendte en dame…
• 21. dec. 2023 - Barnet i krybben!
• 20. dec. 2023 - Varm mad til jul og god hygiejne

Find flere