baptist.dk https://baptist.dk baptist.dk er Baptistkirken i Danmarks hjemmeside med aktuelle artikler om liv og tro blandt baptister, venner i andre kirker og sammenhænge – og fra vores indsats ude i den store verden. Her finder du også tidløse temaer og evigt aktuelle artikler fra bladet baptist.dk i en af de fem sektioner: teologi, personer, debat, kirkeliv og internationalt. Sun, 26 Apr 2026 10:31:45 +0000 da-DK hourly 1 https://baptist.dk/wp-content/themes/baptist/images/feed.png144144baptist.dkhttps://baptist.dk Kunsten at balancere i to verdener https://baptist.dk/kunsten-at-balancere-i-to-verdener/ Thu, 26 Feb 2026 05:00:47 +0000 https://baptist.dk/?p=20967
Jeg har lige været en tur i Burundi. Der er nøden stor, behovene er tydelige og meget konkrete i forhold til herhjemme i Danmark. Hvis man spørger om, hvad et barn i Batwa-landsbyerne ønsker sig, er svaret ofte; mere mad! Og forældrene bekymrer sig om sko, skolepenge, sundhedsforsikring og mad nok til hele familien bare en gang i døgnet.

Når jeg lander i lærerjobbet igen efter sådan en tur, kan det være svært at skifte gear og tage alvorligt, når et barn bryder sammen, fordi det var de forkerte sko, der kom på i morges, eller at man ikke er så vild med det, der er med i madpakken.  Men når man kigger ind i øjnene på sådan et barn, er der også et behov her; et helt konkret behov om en nærværende voksen, et kram eller bare en, der gider lige at lytte. Det øver jeg mig i – det med at se de helt ægte, men ofte skjulte behov, der gemmer sig bag noget, der ved første øjekast kan virke forkælet eller utaknemmeligt. Og jeg takker Gud for, at jeg er i stand til at hjælpe både her i hverdagen – og i arbejdet i Burundi.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]>
Jeg har lige været en tur i Burundi. Der er nøden stor, behovene er tydelige og meget konkrete i forhold til herhjemme i Danmark. Hvis man spørger om, hvad et barn i Batwa-landsbyerne ønsker sig, er svaret ofte; mere mad! Og forældrene bekymrer sig om sko, skolepenge, sundhedsforsikring og mad nok til hele familien bare en gang i døgnet.

Når jeg lander i lærerjobbet igen efter sådan en tur, kan det være svært at skifte gear og tage alvorligt, når et barn bryder sammen, fordi det var de forkerte sko, der kom på i morges, eller at man ikke er så vild med det, der er med i madpakken.  Men når man kigger ind i øjnene på sådan et barn, er der også et behov her; et helt konkret behov om en nærværende voksen, et kram eller bare en, der gider lige at lytte. Det øver jeg mig i – det med at se de helt ægte, men ofte skjulte behov, der gemmer sig bag noget, der ved første øjekast kan virke forkælet eller utaknemmeligt. Og jeg takker Gud for, at jeg er i stand til at hjælpe både her i hverdagen – og i arbejdet i Burundi.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/kunsten-at-balancere-i-to-verdener/feed/ Ønsker https://baptist.dk/oensker/ Thu, 18 Dec 2025 05:00:59 +0000 https://baptist.dk/?p=20489
Som forælder til to små børn må jeg sige, at mit største ønske i år er en pause. Ikke nødvendigvis en pause fra mine børn (selvom ærligt, det kan også være tiltrængt), men en pause fra samfundet. Vi må efterhånden alle sammen have hørt det famøse udtryk PDO, som bliver kastet rundt, som om nutidens forældre er elendige forældre.

Som mange andre i december genser jeg Matador (igen igen), og i det lærer Andersen bliver fyret, erklærer han, at hans arbejde er umuligt, “fordi de pylrede forældre ikke vil lade skolen opdrage deres forkælede unger”. Lyder det bekendt for andre end mig?

Måske er det der med børn, der reagerer på deres omgivelser, ikke en ny ting. Selv Jesus stak af fra sine forældre for at tage i templet. Måske var Josef og Maria også bare elendige forældre? Hvad ved jeg?

Mit ønske for det nye år er i hvert fald, at vi bliver nysgerrige på, hvorfor børnene reagerer – i stedet for hvordan. Måske vil vi opleve, ligesom med Jesus, at der faktisk er en god grund.

Glædelig jul!

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]>
Som forælder til to små børn må jeg sige, at mit største ønske i år er en pause. Ikke nødvendigvis en pause fra mine børn (selvom ærligt, det kan også være tiltrængt), men en pause fra samfundet. Vi må efterhånden alle sammen have hørt det famøse udtryk PDO, som bliver kastet rundt, som om nutidens forældre er elendige forældre.

Som mange andre i december genser jeg Matador (igen igen), og i det lærer Andersen bliver fyret, erklærer han, at hans arbejde er umuligt, “fordi de pylrede forældre ikke vil lade skolen opdrage deres forkælede unger”. Lyder det bekendt for andre end mig?

Måske er det der med børn, der reagerer på deres omgivelser, ikke en ny ting. Selv Jesus stak af fra sine forældre for at tage i templet. Måske var Josef og Maria også bare elendige forældre? Hvad ved jeg?

Mit ønske for det nye år er i hvert fald, at vi bliver nysgerrige på, hvorfor børnene reagerer – i stedet for hvordan. Måske vil vi opleve, ligesom med Jesus, at der faktisk er en god grund.

Glædelig jul!

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/oensker/feed/ Håb i Musema: Frivillige mødre forvandler lokalsamfundet https://baptist.dk/haab-i-musema-frivillige-moedre-forvandler-lokalsamfundet/ Sun, 14 Sep 2025 10:50:49 +0000 https://baptist.dk/?p=19898 Mødre i frontlinjen for forandring: Care Groups giver sundere børn, færre dødsfald og stærkere fællesskaber


 

Lyt til artiklen:

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2025/09/haab-i-musema.mp3

I bakkerne ved Butaganzwa kommune i Musema sundhedsdistrikt rejser en usynlig hær sig – det er ikke soldater med våben, men mødre med viden og omsorg. Det er ”Care Group Volunteers” (på dansk omsorgsgruppefrivillige). Udstyret med notesbøger, undervisningsmaterialer og egne erfaringer er kvinderne blevet lokalsamfundets første forsvarslinje mod børnesygdomme og mødredødelighed.

En forvandlingsproces

Historien om de frivillige er en fortælling om en forvandling af helt almindelige mødre til sundhedsambassadører, der lærer naboerne at holde børn i live og sikre, at de trives. Deres mission begyndte i 2022, da projektet ”Undersøgelse af trivsel for børn under 5 år i Butaganzwa Kommune” blev lanceret. Projektet blev drevet af Burundis Baptistsamfund (UEBB) i partnerskab med BaptistKirken i Danmark (BiD) og World Relief Burundi (WRB). Initiativet opstod på baggrund af et akut behov for at bekæmpe en høj forekomst af underernæring, forebygge børnesygdomme og mødredødelighed i en af Burundis mest sårbare regioner.

Livets og håbets vogtere

De frivillige mødre i ”Care Group Volunteers” er ikke professionelle. Men de er blevet stærke forandringsagenter, fordi de er dedikerede og tæt på deres naboer. Uddannet i ernæring, hygiejne, sygdomsforebyggelse og mødreomsorg går de nu fra hus til hus og bringer livreddende viden derhen, hvor der er mest brug for den. I en hverdag præget af fattigdom, store familier og begrænset adgang til sundhedsklinikker, bygger ”Care Group Volunteers” bro mellem sundhedssystemet og familiernes hverdagsliv. Kvinderne ændrer adfærden i lokalsamfundet: De fremmer amning og håndvask, hjælper til mere sikre fødsler og lærer familier at genkende faresignaler hos syge børn. De er blevet livets og håbets vogtere for tusinder i Musema.

Care Group-modellen forklaret

Care Group-modellen er enkel, men kraftfuld. Hver frivillig mor bliver oplært i centrale sundheds-, ernærings- og hygiejnepraksisser. Hun organiserer derefter små grupper af 10 – 12 husholdninger i nabolaget. På regelmæssige møder videregiver hun sin viden til deltagerne.

På den måde kommer viden om sundhed ud af klinikkerne og direkte ind i køkkener, haver og baggårde.

Efter kirketid kan man opleve, at mødrene samler sig under mangotræerne og diskuterer:

  • Amning og spædbarnsernæring
  • Forebyggelse af diarré og dehydrering
  • Håndvask og hygiejne
  • Genkendelse af faresignaler hos syge børn
  • Hvorfor selvmedicinering er risikabelt

Livreddende information, der kan forstås

Denne ”kvinde-til-kvinde”-undervisning sikrer, at alle mødre får adgang til livreddende information på et sprog og i en ramme, de forstår. Endnu vigtigere: Det skaber tillid – budskabet kommer ikke fra en fremmed, men fra en anden mor, der har oplevet de samme udfordringer. Hver frivillig bliver en bro mellem sundhedssystemet og landsbyen. Kvinderne er udstyret med visuelle hjælpemidler, sange og rollespil, der hjælper med at formidle det, der er svært at forstå. Ud over at dele viden viser de frivillige mødre, hvordan man får sikre vaner selv med få ressourcer. Effekten spreder sig hurtigt til hele landsbyen, når en enkelt frivillig påvirker ti familier.

Josiane Irankunda (Foto: Privat)

Josiane Irankundas rejse: Fra lærling til lærer

Josiane er 34 år og mor til tre. Hun kæmpede engang for at holde sine børn raske. Hendes første barn led ofte af diarré og underernæring. Da hun blev inviteret med i en Care Group, lærte hun om balanceret kost med lokale fødevarer, kogning af vand og vigtigheden af at søge sundhedshjælp tidligt.

I dag er Josiane gruppeleder. Hun samler sine naboer to gange om måneden og underviser med rollespil og sange. Hun siger:

“Jeg er ikke sygeplejerske, men jeg er mor ligesom dem. Når jeg viser, hvad jeg gør i mit eget hjem, ser de, at det er muligt. Det giver dem mod.”

Naboerne stoler på hende, fordi hun kender deres udfordringer. Hendes forvandling inspirerer andre. Over tid har hun set tydelige resultater: Færre syge børn, renere omgivelser og flere fædre, der støtter i børnepasningen. Hendes hjem er blevet et læringscenter, hvor mødre lærer at tilberede næringsrig grød eller vaske hænder korrekt. Hendes rejse afspejler Care Group-modellens succes: Almindelige kvinder, engang tavse ofre for fattigdom, står nu som respekterede ledere, der former en sundere fremtid for deres lokalsamfund.

Ngendakubwayo Violette (Foto: Privat)

At bryde barrierer gennem tillid

I landområderne tøver mødrene ofte med at opsøge sundhedsklinikken. Forhindringerne er mange: Afstanden er for stor, behandlingen for dyr eller der er kulturelle overbevisninger mod at bruge sundhedssystemet. Men når sundhedsrådene kommer fra en kendt nabo, falder modstanden.

Care Group Volunteers bruger hverdagssprog, lokale eksempler og ordsprog. Det gør sundhedsviden tilgængelig, genkendelig og brugbar.

Ngendakubwayo Violette, der deltager i projektet, fortæller:

“Når Josiane forklarer, hvorfor vi kun skal give modermælk de første seks måneder, forstår jeg det bedre, end når lægen siger det. Hun taler som en søster.”

Tillid er en central del af projektet

Tilliden er blevet en hjørnesten i projektets succes. Kendte stemmer har overvundet skepsis overfor sundhedsvæsnet og modstand mod forandring. Frivillige går lange afstande for at møde familierne og viser, at sundhedspraksis kan tilpasses lokale vilkår. Også mænd og bedstemødre inddrages, så mødrene ikke står alene med vigtige sundhedsvalg. Med tiden er indstillingen skiftet – familier ser nu sundhedscentre som partnere, ikke som fjerne institutioner.

Indvirkning på børn under fem år

Resultaterne er tydelige og målbare:

  • Ernæring: Flere familier dyrker køkkenhaver og får sundere måltider. Underernærede børn bliver ”genoprettet” med lokale fødevarer på få uger.
  • Sygdomsforebyggelse: Mødre kender nu til forebyggelse af diarré og malaria. Brugen af myggenet og rent drikkevand har reduceret infektioner drastisk.
  • Sundhedssøgning: Familier kontakter hurtigere klinikker, gravide går til undersøgelser, og de fleste vælger nu at føde på klinikker.

Efter otte måneder viste undersøgelser, at 80 % af børn under fem år i projektområderne havde bedre helbred. Dødsfald af sygdomme som diarré, lungebetændelse og malaria faldt markant. Landsbyer, der før oplevede hyppige børnebegravelser, fejrer nu legende, livlige børn.

Forvandlingens historier

Violettes familie: Hendes første barn var konstant sygt. Efter at have lært om amning og hygiejne trives hendes andet barn.

Rent vand: Inspireret af Care Group byggede en landsby kildebeskyttelse for at sikre rent vand. Et råd blev til kollektiv handling og varig forandring.

Mænds deltagelse: Fædre er begyndt at støtte i børnepasning og ernæring samt deltage i spare- og lånegrupper. Det har lettet kvindernes byrder og styrket familiernes sundhed.

NSABIMANA Claudette (Foto: Privat)

Samarbejde med præster og sundhedspersonale

Frivillige står ikke alene. Præster styrker sundhedsbudskaber i prædikener, og sundhedsarbejdere giver træning og støtte. Samarbejdet danner en stærk trekant af tro, fællesskab og sundhed.

Sygeplejerske NSABIMANA Claudette siger:

“Når frivillige bringer mødre til os, ved de allerede, hvorfor de er her. Det gør vores arbejde lettere og mere effektivt.”

Præster og sundhedsarbejdere har sammen med frivillige styrket tilliden til sundhedsvæsnet og vist, at tro og viden kan gå hånd i hånd.

Udfordringer og udholdenhed

På trods af fremskridt står de frivillige stadig overfor udfordringer:

  • Nogle familier holder fast i traditionelle midler af frygt for moderne medicin.
  • Fattigdom begrænser adgang til varieret kost.
  • Frivillige går lange afstande i svært terræn.

Men de frivillige fortsætter – drevet af kald, solidaritet og synlige resultater. Når blot ét barn bliver reddet fra underernæring, eller en mor føder sikkert, får de ny styrke til at fortsætte.

En model for Burundi og videre

Succesen i Butaganzwa viser, at Care Group-modellen kan skaleres. Små mødregrupper er blevet til en bevægelse, der ændrer folkesundhed på tværs af kommuner. Naboområder beder allerede om træning, og Sundhedsministeriet har bemærket resultaterne. Med lav pris og høj effekt har modellen potentiale til at brede sig i hele Burundi og nabolandet Rwanda.

Konklusion: Mødrene er blevet livets vogtere.

Viden og tillid forandrer samfund

”Care Group Volunteers” er ikke lønnede fagfolk, men deres indflydelse er enorm. De har omsat personlige kampe til tjeneste for fællesskabet og sikret, at ingen børn dør af uvidenhed eller forsømmelse.

Deres historie beviser, at når kvinder får viden og tillid, kan de forandre hele samfund. Disse mødre er ikke blot omsorgsgivere – de er sundhedsambassadører, livreddere og fremtiden for Burundis børn. Ved først at forvandle deres egne hjem forvandler de hele lokalsamfund.

Artiklen er skrevet af Jean-Marie Bukeyeneza i samarbejde med projektleder Zacharie Minani. Den er oversat fra engelsk og bearbejdet af redaktionen.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> Mødre i frontlinjen for forandring: Care Groups giver sundere børn, færre dødsfald og stærkere fællesskaber


 

Lyt til artiklen:

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2025/09/haab-i-musema.mp3

I bakkerne ved Butaganzwa kommune i Musema sundhedsdistrikt rejser en usynlig hær sig – det er ikke soldater med våben, men mødre med viden og omsorg. Det er ”Care Group Volunteers” (på dansk omsorgsgruppefrivillige). Udstyret med notesbøger, undervisningsmaterialer og egne erfaringer er kvinderne blevet lokalsamfundets første forsvarslinje mod børnesygdomme og mødredødelighed.

En forvandlingsproces

Historien om de frivillige er en fortælling om en forvandling af helt almindelige mødre til sundhedsambassadører, der lærer naboerne at holde børn i live og sikre, at de trives. Deres mission begyndte i 2022, da projektet ”Undersøgelse af trivsel for børn under 5 år i Butaganzwa Kommune” blev lanceret. Projektet blev drevet af Burundis Baptistsamfund (UEBB) i partnerskab med BaptistKirken i Danmark (BiD) og World Relief Burundi (WRB). Initiativet opstod på baggrund af et akut behov for at bekæmpe en høj forekomst af underernæring, forebygge børnesygdomme og mødredødelighed i en af Burundis mest sårbare regioner.

Livets og håbets vogtere

De frivillige mødre i ”Care Group Volunteers” er ikke professionelle. Men de er blevet stærke forandringsagenter, fordi de er dedikerede og tæt på deres naboer. Uddannet i ernæring, hygiejne, sygdomsforebyggelse og mødreomsorg går de nu fra hus til hus og bringer livreddende viden derhen, hvor der er mest brug for den. I en hverdag præget af fattigdom, store familier og begrænset adgang til sundhedsklinikker, bygger ”Care Group Volunteers” bro mellem sundhedssystemet og familiernes hverdagsliv. Kvinderne ændrer adfærden i lokalsamfundet: De fremmer amning og håndvask, hjælper til mere sikre fødsler og lærer familier at genkende faresignaler hos syge børn. De er blevet livets og håbets vogtere for tusinder i Musema.

Care Group-modellen forklaret

Care Group-modellen er enkel, men kraftfuld. Hver frivillig mor bliver oplært i centrale sundheds-, ernærings- og hygiejnepraksisser. Hun organiserer derefter små grupper af 10 – 12 husholdninger i nabolaget. På regelmæssige møder videregiver hun sin viden til deltagerne.

På den måde kommer viden om sundhed ud af klinikkerne og direkte ind i køkkener, haver og baggårde.

Efter kirketid kan man opleve, at mødrene samler sig under mangotræerne og diskuterer:

  • Amning og spædbarnsernæring
  • Forebyggelse af diarré og dehydrering
  • Håndvask og hygiejne
  • Genkendelse af faresignaler hos syge børn
  • Hvorfor selvmedicinering er risikabelt

Livreddende information, der kan forstås

Denne ”kvinde-til-kvinde”-undervisning sikrer, at alle mødre får adgang til livreddende information på et sprog og i en ramme, de forstår. Endnu vigtigere: Det skaber tillid – budskabet kommer ikke fra en fremmed, men fra en anden mor, der har oplevet de samme udfordringer. Hver frivillig bliver en bro mellem sundhedssystemet og landsbyen. Kvinderne er udstyret med visuelle hjælpemidler, sange og rollespil, der hjælper med at formidle det, der er svært at forstå. Ud over at dele viden viser de frivillige mødre, hvordan man får sikre vaner selv med få ressourcer. Effekten spreder sig hurtigt til hele landsbyen, når en enkelt frivillig påvirker ti familier.

Josiane Irankunda (Foto: Privat)

Josiane Irankundas rejse: Fra lærling til lærer

Josiane er 34 år og mor til tre. Hun kæmpede engang for at holde sine børn raske. Hendes første barn led ofte af diarré og underernæring. Da hun blev inviteret med i en Care Group, lærte hun om balanceret kost med lokale fødevarer, kogning af vand og vigtigheden af at søge sundhedshjælp tidligt.

I dag er Josiane gruppeleder. Hun samler sine naboer to gange om måneden og underviser med rollespil og sange. Hun siger:

“Jeg er ikke sygeplejerske, men jeg er mor ligesom dem. Når jeg viser, hvad jeg gør i mit eget hjem, ser de, at det er muligt. Det giver dem mod.”

Naboerne stoler på hende, fordi hun kender deres udfordringer. Hendes forvandling inspirerer andre. Over tid har hun set tydelige resultater: Færre syge børn, renere omgivelser og flere fædre, der støtter i børnepasningen. Hendes hjem er blevet et læringscenter, hvor mødre lærer at tilberede næringsrig grød eller vaske hænder korrekt. Hendes rejse afspejler Care Group-modellens succes: Almindelige kvinder, engang tavse ofre for fattigdom, står nu som respekterede ledere, der former en sundere fremtid for deres lokalsamfund.

Ngendakubwayo Violette (Foto: Privat)

At bryde barrierer gennem tillid

I landområderne tøver mødrene ofte med at opsøge sundhedsklinikken. Forhindringerne er mange: Afstanden er for stor, behandlingen for dyr eller der er kulturelle overbevisninger mod at bruge sundhedssystemet. Men når sundhedsrådene kommer fra en kendt nabo, falder modstanden.

Care Group Volunteers bruger hverdagssprog, lokale eksempler og ordsprog. Det gør sundhedsviden tilgængelig, genkendelig og brugbar.

Ngendakubwayo Violette, der deltager i projektet, fortæller:

“Når Josiane forklarer, hvorfor vi kun skal give modermælk de første seks måneder, forstår jeg det bedre, end når lægen siger det. Hun taler som en søster.”

Tillid er en central del af projektet

Tilliden er blevet en hjørnesten i projektets succes. Kendte stemmer har overvundet skepsis overfor sundhedsvæsnet og modstand mod forandring. Frivillige går lange afstande for at møde familierne og viser, at sundhedspraksis kan tilpasses lokale vilkår. Også mænd og bedstemødre inddrages, så mødrene ikke står alene med vigtige sundhedsvalg. Med tiden er indstillingen skiftet – familier ser nu sundhedscentre som partnere, ikke som fjerne institutioner.

Indvirkning på børn under fem år

Resultaterne er tydelige og målbare:

  • Ernæring: Flere familier dyrker køkkenhaver og får sundere måltider. Underernærede børn bliver ”genoprettet” med lokale fødevarer på få uger.
  • Sygdomsforebyggelse: Mødre kender nu til forebyggelse af diarré og malaria. Brugen af myggenet og rent drikkevand har reduceret infektioner drastisk.
  • Sundhedssøgning: Familier kontakter hurtigere klinikker, gravide går til undersøgelser, og de fleste vælger nu at føde på klinikker.

Efter otte måneder viste undersøgelser, at 80 % af børn under fem år i projektområderne havde bedre helbred. Dødsfald af sygdomme som diarré, lungebetændelse og malaria faldt markant. Landsbyer, der før oplevede hyppige børnebegravelser, fejrer nu legende, livlige børn.

Forvandlingens historier

Violettes familie: Hendes første barn var konstant sygt. Efter at have lært om amning og hygiejne trives hendes andet barn.

Rent vand: Inspireret af Care Group byggede en landsby kildebeskyttelse for at sikre rent vand. Et råd blev til kollektiv handling og varig forandring.

Mænds deltagelse: Fædre er begyndt at støtte i børnepasning og ernæring samt deltage i spare- og lånegrupper. Det har lettet kvindernes byrder og styrket familiernes sundhed.

NSABIMANA Claudette (Foto: Privat)

Samarbejde med præster og sundhedspersonale

Frivillige står ikke alene. Præster styrker sundhedsbudskaber i prædikener, og sundhedsarbejdere giver træning og støtte. Samarbejdet danner en stærk trekant af tro, fællesskab og sundhed.

Sygeplejerske NSABIMANA Claudette siger:

“Når frivillige bringer mødre til os, ved de allerede, hvorfor de er her. Det gør vores arbejde lettere og mere effektivt.”

Præster og sundhedsarbejdere har sammen med frivillige styrket tilliden til sundhedsvæsnet og vist, at tro og viden kan gå hånd i hånd.

Udfordringer og udholdenhed

På trods af fremskridt står de frivillige stadig overfor udfordringer:

  • Nogle familier holder fast i traditionelle midler af frygt for moderne medicin.
  • Fattigdom begrænser adgang til varieret kost.
  • Frivillige går lange afstande i svært terræn.

Men de frivillige fortsætter – drevet af kald, solidaritet og synlige resultater. Når blot ét barn bliver reddet fra underernæring, eller en mor føder sikkert, får de ny styrke til at fortsætte.

En model for Burundi og videre

Succesen i Butaganzwa viser, at Care Group-modellen kan skaleres. Små mødregrupper er blevet til en bevægelse, der ændrer folkesundhed på tværs af kommuner. Naboområder beder allerede om træning, og Sundhedsministeriet har bemærket resultaterne. Med lav pris og høj effekt har modellen potentiale til at brede sig i hele Burundi og nabolandet Rwanda.

Konklusion: Mødrene er blevet livets vogtere.

Viden og tillid forandrer samfund

”Care Group Volunteers” er ikke lønnede fagfolk, men deres indflydelse er enorm. De har omsat personlige kampe til tjeneste for fællesskabet og sikret, at ingen børn dør af uvidenhed eller forsømmelse.

Deres historie beviser, at når kvinder får viden og tillid, kan de forandre hele samfund. Disse mødre er ikke blot omsorgsgivere – de er sundhedsambassadører, livreddere og fremtiden for Burundis børn. Ved først at forvandle deres egne hjem forvandler de hele lokalsamfund.

Artiklen er skrevet af Jean-Marie Bukeyeneza i samarbejde med projektleder Zacharie Minani. Den er oversat fra engelsk og bearbejdet af redaktionen.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/haab-i-musema-frivillige-moedre-forvandler-lokalsamfundet/feed/ Danske og ukrainske baptister giver håb til krigens børn https://baptist.dk/danske-og-ukrainske-baptister-giver-haab-til-krigens-boern/ Sat, 12 Jul 2025 10:58:08 +0000 https://baptist.dk/?p=19606 Et fælles projekt mellem baptistkirkerne i Danmark og Ukraine sikrer psykologisk støtte til 2.000 krigsramte børn og fødevarehjælp til 500 familier tæt på frontlinjen.


Lyt til artiklen:

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2025/07/hjaelp-til-ukraine-juli-2025.mp3

I tre år har krigen vendt op og ned på millioner af ukrainske børns hverdag. Deres liv er præget af frygt, fare og for mange også en daglig kamp for overlevelse. Mange er blevet tvunget til at flygte fra deres hjem, andre lever en stor del af deres liv i beskyttelsesrum i kældre og metrostationer ofte uden adgang til varme måltider, medicin eller uddannelse.

Derfor har Baptistkirken i Danmark og All-Ukrainian Union of Churches Evangelical Christians-Baptists Churches (det ukrainske baptistsamfund) taget initiativ til projektet “Hope for Ukraine”. Det skal hjælpe børn og udsatte familier fra nogle af de mest udsatte områder i det østlige Ukraine. Projektet er støttet med en million kroner fra Center for Kirkeligt Udviklingssamarbejde (CKU).

En pige krammer sin hund i en flygtningelejr i Zaporizhzhia, Ukraine (Foto: Elena Tita / the Collection of war.ukraine.ua)

Traumatiserede børn uden skolegang

For ukrainske børn handler krigen ikke kun om fysiske tab. Psykiske sår kan være svære at se, vanskelige at hele og konsekvenserne er alvorlige. Ifølge UNICEF risikerer 1,5 millioner ukrainske børn at udvikle depression eller angst. Mange forældre, især enlige mødre, kæmper med at give deres børn den nødvendige støtte til at bearbejde deres traumer.

Ud over skader på sjæl og legeme er 5,3 millioner ukrainske børn forhindret i at modtage regelmæssig undervisning. 3.798 skoler er blevet beskadiget, heraf er 365 fuldstændig ødelagt.

Du kan også hjælpe!

Langt de fleste udgifter i projektet er finansieret af bevillingen fra Center for Kirkeligt Udviklingssamarbejde (CKU), men vi vil gerne bakke op om de mange frivillige og dem, der fortsat har brug for hjælp til mad. Derfor kan du støtte projektet ved at sende et beløb på MobilePay 15397 eller konto 3201 10042879 mærket ’Ukraine’. Gaver er fradragsberettigede efter gældende regler.

Børnelejre skaber et frirum fra krigen

For at hjælpe de ramte børn organiserer “Hope for Ukraine” børnelejre af tre – fire dages varighed. Lejrene finder sted i 10 regioner (oblaster) over hele Ukraine, men i så sikre omgivelser og så tæt på børnenes hjem som muligt. Aktiviteterne ligner alt det, vi kender fra børnelejre i Danmark: Masser af fysiske udfoldelser og plads til at dyrke kreative interesser sammen med gode kammerater. Men der er også fokus på traumesensitive lege og refleksionsmomenter: Alt sammen designet til at give børnene et pusterum fra krigens virkelighed.

Lejrene drives af frivillige fra baptistkirkerne rundt om i Ukraine. Kompetente psykologer har inden lejrene trænet 40 frivillige lejrledere i at yde omsorg ud fra børnenes traumer. Lejrmedarbejderne holder øje med børnene under lejrene og tilbyder direkte opfølgning eller henvisninger til særligt sårbare børn.

Folk gemmer sig i metroen under luftalarm i Kiev (Foto: Viacheslav Ratynskyi / the Collection of war.ukraine.ua)

Hjælpen fortsætter efter lejren

Efter lejrene fortsætter hjælpen til børnene gennem kurset ”Unbreakable”: Et syv-ugers kursus, der er udviklet af ”Biblica” – Ukraines bibelselskab i samarbejde med psykologer. Kurset kombinerer bibelens budskaber med de bedste psykologiske praksisser for at hjælpe børnene med at bearbejde traumer, opbygge modstandskraft og få overskud til at leve et børneliv. Undervisningen er målrettet to aldersgrupper: De yngste får først konkret hjælp til at bearbejde traumer for senere at have fokus på langsigtet heling. De ældste børn lærer såkaldte ”coping”-teknikker til at tackle dårlige dage. Ukraines bibelselskab arrangerer også sommerlejre for børn, hvor de anvender ”Unbreakable”-materialet.

Målet er klart: At give håb til 2.000 børn i alderen 5 til 16 år, så de igen tør tro på fremtiden.

En dreng står foran den bygning i Zaporizhzhia, han boede i, indtil den blev ramt… (Foto: Elena Tita / the Collection of war.ukraine.ua)

Kontant fødevarehjælp sikrer værdighed

Men traumehjælp kan ikke stå alene. I Dnipropetrovsk-regionen, tæt på frontlinjen, lever tusindvis af familier under konstante bombardementer. I regionen var der i januar 2025 næsten 400.000 internt fordrevne. Krigen forhindrer befolkningen og flygtningene i at arbejde og tjene til livets ophold. Hver dag er en kamp for at skaffe penge til mad.

Projektet yder derfor kontantbaseret fødevarehjælp til 500 sårbare familier. Frem for at dele mad ud, får de udsatte familier penge direkte i hånden, så de selv kan købe det, de mest har brug for. Denne tilgang bevarer familiernes værdighed og sikrer samtidig, at hjælpen rammer præcist.

Udfordringen ved at hjælpe på denne måde er at priserne ofte stiger i takt med befolkningens evne til at betale. Derfor er lokale frivillige fra Ukraines baptistsamfund med hele vejen – fra identificering af behov hos de enkelte familier til uddeling af støtten. Baptistkirkerne er med til at sikre ansvarlighed og gennemsigtighed i hjælpearbejdet.

En lille dreng leger i en bil med smadret forrude i Zaporizhzhia (Foto: Elena Tita / the Collection of war.ukraine.ua)

Støtte, der skal sikre en bedre fremtid

Samarbejdet mellem BaptistKirken og Ukraines baptistsamfund bygger på et langt fællesskab mellem europæiske baptister gennem European Baptist Federation. Det tætte bånd mellem de to baptistsamfund blev formelt etableret i 2023 som en reaktion på den voksende humanitære krise.

Morten Kofoed, international sekretær i BaptistKirken, fortæller: ”Jeg var i Ukraine i juni 2023 sammen med en delegation med repræsentanter fra EBF. Det førte til det første samarbejde med støtte fra Nexus puljen – en Danida-bevilling som CKU administrerer. Projektet – “Slavia Ukraine” – blev gennemført i 2024. Her fik hundredvis af børn psykosocial støtte og familier modtog fødevarehjælp. Det gav de lokale kirker en masse erfaring og mod på at hjælpe endnu mere.”

“Hope for Ukraine” bygger videre på erfaringerne. Det er et projekt, der ikke blot løser akutte problemer, men også forsøger at opbygge modstandsdygtighed og fremme unges deltagelse i det fremtidige Ukraine. Vicegeneralsekretæren for Ukraines baptistsamfund fortalte i 2023, at kirken skal være “mulighedernes vindue”, der bidrager til, at der kommer et “bedre Ukraine ud på den anden side”.

Lille pige i en flygtningelejr i Zaporizhzhia (Foto: Elena Tita / the Collection of war.ukraine.ua)

Troen som drivkraft
For mange af de frivillige handler indsatsen om mere end blot at yde humanitær hjælp. Det handler om troen på, at omsorg og medmenneskelighed kan skabe langsigtede forandringer. Projektet er ikke ”bare” et nødhjælpsprogram, men et vidnesbyrd om troens styrke midt i krigens mørke.

Når danske og ukrainske baptister går sammen om at hjælpe, er det et signal til verden om, at ægte hjælp handler om andet og mere end mad og medicin: Det handler om at give mennesker troen på, at der findes en vej ud af mørket.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> Et fælles projekt mellem baptistkirkerne i Danmark og Ukraine sikrer psykologisk støtte til 2.000 krigsramte børn og fødevarehjælp til 500 familier tæt på frontlinjen.


Lyt til artiklen:

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2025/07/hjaelp-til-ukraine-juli-2025.mp3

I tre år har krigen vendt op og ned på millioner af ukrainske børns hverdag. Deres liv er præget af frygt, fare og for mange også en daglig kamp for overlevelse. Mange er blevet tvunget til at flygte fra deres hjem, andre lever en stor del af deres liv i beskyttelsesrum i kældre og metrostationer ofte uden adgang til varme måltider, medicin eller uddannelse.

Derfor har Baptistkirken i Danmark og All-Ukrainian Union of Churches Evangelical Christians-Baptists Churches (det ukrainske baptistsamfund) taget initiativ til projektet “Hope for Ukraine”. Det skal hjælpe børn og udsatte familier fra nogle af de mest udsatte områder i det østlige Ukraine. Projektet er støttet med en million kroner fra Center for Kirkeligt Udviklingssamarbejde (CKU).

En pige krammer sin hund i en flygtningelejr i Zaporizhzhia, Ukraine (Foto: Elena Tita / the Collection of war.ukraine.ua)

Traumatiserede børn uden skolegang

For ukrainske børn handler krigen ikke kun om fysiske tab. Psykiske sår kan være svære at se, vanskelige at hele og konsekvenserne er alvorlige. Ifølge UNICEF risikerer 1,5 millioner ukrainske børn at udvikle depression eller angst. Mange forældre, især enlige mødre, kæmper med at give deres børn den nødvendige støtte til at bearbejde deres traumer.

Ud over skader på sjæl og legeme er 5,3 millioner ukrainske børn forhindret i at modtage regelmæssig undervisning. 3.798 skoler er blevet beskadiget, heraf er 365 fuldstændig ødelagt.

Du kan også hjælpe!

Langt de fleste udgifter i projektet er finansieret af bevillingen fra Center for Kirkeligt Udviklingssamarbejde (CKU), men vi vil gerne bakke op om de mange frivillige og dem, der fortsat har brug for hjælp til mad. Derfor kan du støtte projektet ved at sende et beløb på MobilePay 15397 eller konto 3201 10042879 mærket ’Ukraine’. Gaver er fradragsberettigede efter gældende regler.

Børnelejre skaber et frirum fra krigen

For at hjælpe de ramte børn organiserer “Hope for Ukraine” børnelejre af tre – fire dages varighed. Lejrene finder sted i 10 regioner (oblaster) over hele Ukraine, men i så sikre omgivelser og så tæt på børnenes hjem som muligt. Aktiviteterne ligner alt det, vi kender fra børnelejre i Danmark: Masser af fysiske udfoldelser og plads til at dyrke kreative interesser sammen med gode kammerater. Men der er også fokus på traumesensitive lege og refleksionsmomenter: Alt sammen designet til at give børnene et pusterum fra krigens virkelighed.

Lejrene drives af frivillige fra baptistkirkerne rundt om i Ukraine. Kompetente psykologer har inden lejrene trænet 40 frivillige lejrledere i at yde omsorg ud fra børnenes traumer. Lejrmedarbejderne holder øje med børnene under lejrene og tilbyder direkte opfølgning eller henvisninger til særligt sårbare børn.

Folk gemmer sig i metroen under luftalarm i Kiev (Foto: Viacheslav Ratynskyi / the Collection of war.ukraine.ua)

Hjælpen fortsætter efter lejren

Efter lejrene fortsætter hjælpen til børnene gennem kurset ”Unbreakable”: Et syv-ugers kursus, der er udviklet af ”Biblica” – Ukraines bibelselskab i samarbejde med psykologer. Kurset kombinerer bibelens budskaber med de bedste psykologiske praksisser for at hjælpe børnene med at bearbejde traumer, opbygge modstandskraft og få overskud til at leve et børneliv. Undervisningen er målrettet to aldersgrupper: De yngste får først konkret hjælp til at bearbejde traumer for senere at have fokus på langsigtet heling. De ældste børn lærer såkaldte ”coping”-teknikker til at tackle dårlige dage. Ukraines bibelselskab arrangerer også sommerlejre for børn, hvor de anvender ”Unbreakable”-materialet.

Målet er klart: At give håb til 2.000 børn i alderen 5 til 16 år, så de igen tør tro på fremtiden.

En dreng står foran den bygning i Zaporizhzhia, han boede i, indtil den blev ramt… (Foto: Elena Tita / the Collection of war.ukraine.ua)

Kontant fødevarehjælp sikrer værdighed

Men traumehjælp kan ikke stå alene. I Dnipropetrovsk-regionen, tæt på frontlinjen, lever tusindvis af familier under konstante bombardementer. I regionen var der i januar 2025 næsten 400.000 internt fordrevne. Krigen forhindrer befolkningen og flygtningene i at arbejde og tjene til livets ophold. Hver dag er en kamp for at skaffe penge til mad.

Projektet yder derfor kontantbaseret fødevarehjælp til 500 sårbare familier. Frem for at dele mad ud, får de udsatte familier penge direkte i hånden, så de selv kan købe det, de mest har brug for. Denne tilgang bevarer familiernes værdighed og sikrer samtidig, at hjælpen rammer præcist.

Udfordringen ved at hjælpe på denne måde er at priserne ofte stiger i takt med befolkningens evne til at betale. Derfor er lokale frivillige fra Ukraines baptistsamfund med hele vejen – fra identificering af behov hos de enkelte familier til uddeling af støtten. Baptistkirkerne er med til at sikre ansvarlighed og gennemsigtighed i hjælpearbejdet.

En lille dreng leger i en bil med smadret forrude i Zaporizhzhia (Foto: Elena Tita / the Collection of war.ukraine.ua)

Støtte, der skal sikre en bedre fremtid

Samarbejdet mellem BaptistKirken og Ukraines baptistsamfund bygger på et langt fællesskab mellem europæiske baptister gennem European Baptist Federation. Det tætte bånd mellem de to baptistsamfund blev formelt etableret i 2023 som en reaktion på den voksende humanitære krise.

Morten Kofoed, international sekretær i BaptistKirken, fortæller: ”Jeg var i Ukraine i juni 2023 sammen med en delegation med repræsentanter fra EBF. Det førte til det første samarbejde med støtte fra Nexus puljen – en Danida-bevilling som CKU administrerer. Projektet – “Slavia Ukraine” – blev gennemført i 2024. Her fik hundredvis af børn psykosocial støtte og familier modtog fødevarehjælp. Det gav de lokale kirker en masse erfaring og mod på at hjælpe endnu mere.”

“Hope for Ukraine” bygger videre på erfaringerne. Det er et projekt, der ikke blot løser akutte problemer, men også forsøger at opbygge modstandsdygtighed og fremme unges deltagelse i det fremtidige Ukraine. Vicegeneralsekretæren for Ukraines baptistsamfund fortalte i 2023, at kirken skal være “mulighedernes vindue”, der bidrager til, at der kommer et “bedre Ukraine ud på den anden side”.

Lille pige i en flygtningelejr i Zaporizhzhia (Foto: Elena Tita / the Collection of war.ukraine.ua)

Troen som drivkraft
For mange af de frivillige handler indsatsen om mere end blot at yde humanitær hjælp. Det handler om troen på, at omsorg og medmenneskelighed kan skabe langsigtede forandringer. Projektet er ikke ”bare” et nødhjælpsprogram, men et vidnesbyrd om troens styrke midt i krigens mørke.

Når danske og ukrainske baptister går sammen om at hjælpe, er det et signal til verden om, at ægte hjælp handler om andet og mere end mad og medicin: Det handler om at give mennesker troen på, at der findes en vej ud af mørket.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/danske-og-ukrainske-baptister-giver-haab-til-krigens-boern/feed/ Kirkens kald i en ”platformskultur” https://baptist.dk/kirkens-kald-i-en-platformskultur/ Fri, 13 Jun 2025 00:31:29 +0000 https://baptist.dk/?p=19496 I en kultur præget af selviscenesættelse og usikkerhed savner børn og unge et sprog for tro. Hvordan skaber kirken den nødvendige forandring?


Lyt til artiklen:

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2025/06/fra-platformsmentalitet-til-guds-accept.mp3

På synoden i Sæsing fortalte sociolog Thomas Willer, hvordan ”platformskulturen” gør os til usikre mennesker og hvor svært det er at rive sig fri af gamle traumer. Teolog og projektleder Louise Bylund tog os med ind i et børneunivers, hvor der mangler et sprog for tro både blandt børnene og de voksne.

Mål for menneskers værdi

Thomas Willer indledte med personlige refleksioner fra sin opvækst i BaptistKirken: Fra det første kys, EM-finalen i 1992 til et budskab om, at han aldrig ville blive forkynder. Erfaringer, der ligger til grund for Thomas spørgsmål: Hvordan reagerer kirken i en kultur, hvor menneskers værdi måles i synlighed og andres anerkendelse?

Thomas pegede på et paradoks i dansk kirkeliv. På trods af mange menneskers åbenlyse åndelige længsel – fra den succesrige familiefar, der føler sig åndeligt tom til narkomanen Hassan, som i desperation råber til Gud på gaden – oplever frikirkerne ingen vækst. De seneste 100 år har frikirkerne ikke tiltrukket flere medlemmer – tværtimod. Thomas påstod, at kirkens budskab ikke når ind i hverdagslivets dybeste længsler.

”Platformskulturen”

Thomas fortalte, at en af de vigtigste årsager til udfordringen er “platformskulturen.” En kultur, hvor menneskers værdi konstant vurderes ud fra andres reaktioner. Resultatet er skrøbelige individer, der er fanget i en evig jagt på synlighed og bekræftelse.

“Vi bliver afhængige af ’likes’ og opmærksomhed på sociale medier. Vi lever i en vedvarende kamp for anerkendelse,” forklarede Thomas.

Ifølge Thomas er det næsten umuligt at bryde med platformskulturen: Behovet for andres accept er dominerende.

Thomas Willer på synode 2025

Kirkens alternativ

Den gode nyhed er – ifølge Thomas – at kirken kan tilbyde et radikalt andet perspektiv. Evangeliet fortæller en anden historie om menneskets værdi og identitet:
“Vi er altid allerede elsket ubetinget af Gud. Vores værdi afhænger ikke af egne præstationer eller andres meninger.” Budskabet er, at den kristne identitet rummer potentialet til at frigøre os fra platformskulturens konstante usikkerhed.

Selverkendelse er nødvendig

”Det kræver imidlertid ærlig selverkendelse at nå dertil”, påpeger Thomas. Han fortæller, hvordan hans egen selvforståelse blev formet: Som ung forkynder fik han af sin leder og mentor at vide, at han ikke havde evnerne til at forkynde. Denne afvisning blev til et traume, der påvirkede ham i mange år.

Thomas forskning viser, at mange kristne forkyndere ubevidst handler ud fra egne traumer og smertepunkter i livet. Selvindsigt er afgørende for at forstå, hvad der driver os.

Afslutningsvis understregede Thomas, at selvindsigt og strategi ikke alene skaber forandring:
“Vi må invitere Helligånden ind i vores liv og fællesskaber. Kun Ånden kan samle de knogler, som Ezekiel taler om, og skabe nyt liv.”

Løsningen på kirkens og menneskets dybeste længsler findes ikke i flere ’likes’ – men i at finde hvile i Guds ubetingede kærlighed.

Kun 4,7 procent af danske unge taler med deres forældre om tro

Troen mangler et sprog

”Kun 4,7 procent af danske unge taler med deres forældre om tro. Det er på niveau med samtaler om sex og porno – og det er et problem,” mente Louise Heldgaard Bylund.

“Tro er blevet en privatsag,” forklarede hun, “og derfor er det ikke et naturligt samtaleemne i hjemmet.”

Blandt jævnaldrende er tro også et sjældent samtaleemne. Ifølge bogen ’Jagten på frirum’ [1]taler kun 1–2 procent af de unge om tro med venner.

“De mangler sprog for at tale om tro. Det skal vi som voksne hjælpe dem med at finde,” sagde Louise.

Louise Bylund på synode 2025

Behov for udvikling af det åndelige sprog

Louise fortalte om psykolog Dorte Toudal Viftrup, der har undersøgt børn og unges behov for åndelig udvikling. Hun finder, at der er et behov – på linje med behov for sproglig og fysisk udvikling. Mens vi har talepædagoger og fysioterapeuter til at hjælpe med at udvikle sprog og fysik, står de unge ofte alene, når det handler om tro. De lærer sjældent det åndelige sprog i hjemmet eller skolen – det kræver en mere aktiv formidling.

“Vi skal ikke være eksperter eller mini-præster,” understregede Louise med erfaring fra sit job som projektleder i ´Det med Gud’ og fortsatte:
“Vi skal bare være voksne, der deler det, vi selv tror på – og turde sige, når vi ikke forstår alting.”

En ærlig og menneskelig tilgang, der åbner mulighed for, at børn og unge kan spejle sig i voksne og finde deres egne ord og erfaringer.

Vi skal bare være voksne, der deler det, vi selv tror på

’Det med Gud’

I projektet ’Det med Gud’ [2]arbejder Louise med fire enkle principper:

  • Andagter kan formes på mange måder
  • Forkyndelse må aldrig opleves som en sur pligt
  • Man behøver ikke være ekspert
  • Man deler det, man selv tror på

Louise mindede også om betydningen af de sekundære voksne – bedsteforældre, ledere og andre voksne i de unges liv.

Mange unge møder ikke længere voksnes tro i hverdagen, og derfor bliver de sekundære voksnes stemmer endnu vigtigere.

Bliv en sekundær voksen!

Louise sluttede sit indlæg på synoden med et spørgsmål og en opfordring.
”Hvor og hvordan kan vi være de voksne, der ikke viger udenom troens samtale – men møder de unge i den?” spurgte Louise og fortsatte:
“Hvor og hvordan kan du være en sekundær voksen, der deler liv og tro med børn og unge?”

[1] ”Jagten på frirum” af Simon Haugegaard & Søren Østergaard. Forlag: Ungdomsanalyse. ISBN 9788797088913

[2] https://www.detmedgud.dk/ – et samarbejde mellem KFUM-Spejderne, De grønne pigespejdere, FDF og KFUM og KFUK.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> I en kultur præget af selviscenesættelse og usikkerhed savner børn og unge et sprog for tro. Hvordan skaber kirken den nødvendige forandring?


Lyt til artiklen:

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2025/06/fra-platformsmentalitet-til-guds-accept.mp3

På synoden i Sæsing fortalte sociolog Thomas Willer, hvordan ”platformskulturen” gør os til usikre mennesker og hvor svært det er at rive sig fri af gamle traumer. Teolog og projektleder Louise Bylund tog os med ind i et børneunivers, hvor der mangler et sprog for tro både blandt børnene og de voksne.

Mål for menneskers værdi

Thomas Willer indledte med personlige refleksioner fra sin opvækst i BaptistKirken: Fra det første kys, EM-finalen i 1992 til et budskab om, at han aldrig ville blive forkynder. Erfaringer, der ligger til grund for Thomas spørgsmål: Hvordan reagerer kirken i en kultur, hvor menneskers værdi måles i synlighed og andres anerkendelse?

Thomas pegede på et paradoks i dansk kirkeliv. På trods af mange menneskers åbenlyse åndelige længsel – fra den succesrige familiefar, der føler sig åndeligt tom til narkomanen Hassan, som i desperation råber til Gud på gaden – oplever frikirkerne ingen vækst. De seneste 100 år har frikirkerne ikke tiltrukket flere medlemmer – tværtimod. Thomas påstod, at kirkens budskab ikke når ind i hverdagslivets dybeste længsler.

”Platformskulturen”

Thomas fortalte, at en af de vigtigste årsager til udfordringen er “platformskulturen.” En kultur, hvor menneskers værdi konstant vurderes ud fra andres reaktioner. Resultatet er skrøbelige individer, der er fanget i en evig jagt på synlighed og bekræftelse.

“Vi bliver afhængige af ’likes’ og opmærksomhed på sociale medier. Vi lever i en vedvarende kamp for anerkendelse,” forklarede Thomas.

Ifølge Thomas er det næsten umuligt at bryde med platformskulturen: Behovet for andres accept er dominerende.

Thomas Willer på synode 2025

Kirkens alternativ

Den gode nyhed er – ifølge Thomas – at kirken kan tilbyde et radikalt andet perspektiv. Evangeliet fortæller en anden historie om menneskets værdi og identitet:
“Vi er altid allerede elsket ubetinget af Gud. Vores værdi afhænger ikke af egne præstationer eller andres meninger.” Budskabet er, at den kristne identitet rummer potentialet til at frigøre os fra platformskulturens konstante usikkerhed.

Selverkendelse er nødvendig

”Det kræver imidlertid ærlig selverkendelse at nå dertil”, påpeger Thomas. Han fortæller, hvordan hans egen selvforståelse blev formet: Som ung forkynder fik han af sin leder og mentor at vide, at han ikke havde evnerne til at forkynde. Denne afvisning blev til et traume, der påvirkede ham i mange år.

Thomas forskning viser, at mange kristne forkyndere ubevidst handler ud fra egne traumer og smertepunkter i livet. Selvindsigt er afgørende for at forstå, hvad der driver os.

Afslutningsvis understregede Thomas, at selvindsigt og strategi ikke alene skaber forandring:
“Vi må invitere Helligånden ind i vores liv og fællesskaber. Kun Ånden kan samle de knogler, som Ezekiel taler om, og skabe nyt liv.”

Løsningen på kirkens og menneskets dybeste længsler findes ikke i flere ’likes’ – men i at finde hvile i Guds ubetingede kærlighed.

Kun 4,7 procent af danske unge taler med deres forældre om tro

Troen mangler et sprog

”Kun 4,7 procent af danske unge taler med deres forældre om tro. Det er på niveau med samtaler om sex og porno – og det er et problem,” mente Louise Heldgaard Bylund.

“Tro er blevet en privatsag,” forklarede hun, “og derfor er det ikke et naturligt samtaleemne i hjemmet.”

Blandt jævnaldrende er tro også et sjældent samtaleemne. Ifølge bogen ’Jagten på frirum’ [1]taler kun 1–2 procent af de unge om tro med venner.

“De mangler sprog for at tale om tro. Det skal vi som voksne hjælpe dem med at finde,” sagde Louise.

Louise Bylund på synode 2025

Behov for udvikling af det åndelige sprog

Louise fortalte om psykolog Dorte Toudal Viftrup, der har undersøgt børn og unges behov for åndelig udvikling. Hun finder, at der er et behov – på linje med behov for sproglig og fysisk udvikling. Mens vi har talepædagoger og fysioterapeuter til at hjælpe med at udvikle sprog og fysik, står de unge ofte alene, når det handler om tro. De lærer sjældent det åndelige sprog i hjemmet eller skolen – det kræver en mere aktiv formidling.

“Vi skal ikke være eksperter eller mini-præster,” understregede Louise med erfaring fra sit job som projektleder i ´Det med Gud’ og fortsatte:
“Vi skal bare være voksne, der deler det, vi selv tror på – og turde sige, når vi ikke forstår alting.”

En ærlig og menneskelig tilgang, der åbner mulighed for, at børn og unge kan spejle sig i voksne og finde deres egne ord og erfaringer.

Vi skal bare være voksne, der deler det, vi selv tror på

’Det med Gud’

I projektet ’Det med Gud’ [2]arbejder Louise med fire enkle principper:

  • Andagter kan formes på mange måder
  • Forkyndelse må aldrig opleves som en sur pligt
  • Man behøver ikke være ekspert
  • Man deler det, man selv tror på

Louise mindede også om betydningen af de sekundære voksne – bedsteforældre, ledere og andre voksne i de unges liv.

Mange unge møder ikke længere voksnes tro i hverdagen, og derfor bliver de sekundære voksnes stemmer endnu vigtigere.

Bliv en sekundær voksen!

Louise sluttede sit indlæg på synoden med et spørgsmål og en opfordring.
”Hvor og hvordan kan vi være de voksne, der ikke viger udenom troens samtale – men møder de unge i den?” spurgte Louise og fortsatte:
“Hvor og hvordan kan du være en sekundær voksen, der deler liv og tro med børn og unge?”

[1] ”Jagten på frirum” af Simon Haugegaard & Søren Østergaard. Forlag: Ungdomsanalyse. ISBN 9788797088913

[2] https://www.detmedgud.dk/ – et samarbejde mellem KFUM-Spejderne, De grønne pigespejdere, FDF og KFUM og KFUK.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/kirkens-kald-i-en-platformskultur/feed/ Ikke altid let at være forælder  https://baptist.dk/ikke-altid-let-at-vaere-foraelder/ Thu, 15 May 2025 04:00:01 +0000 https://baptist.dk/?p=19177
Det er ikke altid let at være forældre. Som forældre vil man gerne trøste og beskytte sine børn for følelser, der gør ondt, og trælse oplevelser, hvor de føler sig til overs, ligegyldige og udenfor. Men det er en umulig opgave, og børn bliver også nødt til at vide, at livet ikke altid er let.

Men hvor er jeg taknemmelig for at have Gud som hjælp, når ordene slipper op og magtesløsheden sætter ind. At kunne lægge de svære situationer over til Gud sammen med barnet. Eller kunne trøste ved at fortælle, at Gud har en mening med, at barnet er skabt som det er, og at hans kærlighed aldrig slipper op. Der er så meget håb og opmuntring, man som forældre kan sige og give videre til sine børn, når man er kristen.

Gad vide hvad forældre, der ikke tror, siger i de situationer, hvor jeg som forælder ikke længere føler, jeg slår til? Jeg ved ikke, hvad jeg skulle gøre uden troen, og jeg mener, at troen er noget af det bedste, vi kan give videre til vores børn.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]>
Det er ikke altid let at være forældre. Som forældre vil man gerne trøste og beskytte sine børn for følelser, der gør ondt, og trælse oplevelser, hvor de føler sig til overs, ligegyldige og udenfor. Men det er en umulig opgave, og børn bliver også nødt til at vide, at livet ikke altid er let.

Men hvor er jeg taknemmelig for at have Gud som hjælp, når ordene slipper op og magtesløsheden sætter ind. At kunne lægge de svære situationer over til Gud sammen med barnet. Eller kunne trøste ved at fortælle, at Gud har en mening med, at barnet er skabt som det er, og at hans kærlighed aldrig slipper op. Der er så meget håb og opmuntring, man som forældre kan sige og give videre til sine børn, når man er kristen.

Gad vide hvad forældre, der ikke tror, siger i de situationer, hvor jeg som forælder ikke længere føler, jeg slår til? Jeg ved ikke, hvad jeg skulle gøre uden troen, og jeg mener, at troen er noget af det bedste, vi kan give videre til vores børn.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/ikke-altid-let-at-vaere-foraelder/feed/ Henry hjælper unge med at finde deres identitet i Kristus https://baptist.dk/henry-hjaelper-unge-med-at-finde-deres-identitet-i-kristus/ Mon, 27 Jan 2025 20:16:14 +0000 https://baptist.dk/?p=18536 I Chin Baptist Church (CBC) i Esbjerg er ildsjælen Henry Nawl Thang Bik en af drivkræfterne i ungdomsarbejdet


Lyt til artiklen her:

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2025/01/lydfil-henry-thang-bik.mp3

Der er to ting, der fylder i Henrys liv: Familien, hustruen Dawt Par Chin, døtrene Jasmine (7) og Hannah (5) og arbejdet som ungdomsleder i CBC. Henry har viet sit liv til at støtte og inspirere de unge i menigheden. Det teoretiske grundlag er en masteruddannelse i teologi fra Indien.

Henrys egne erfaringer og hans dybe tro på Jesus Kristus er det praktiske fundament for hans engagement. Om sit mål med arbejdet siger Henry: ”Jeg vil gerne give de unge det håb, jeg selv har fundet. Livet har lært mig, at ægte glæde kommer indefra. Fra Jesus Kristus, når han bor i vores hjerte”. 

Ungdomsleder Henry Nawl Thang Bik (Privat foto)

De unge i CBC 

Ungdomsgruppen i CBC består af op mod 80 unge. Af dem er omkring 50 meget aktive i kirken. Aktiviteterne ligner dem, vi finder i mange andre kirkelige ungdomsgrupper, fortæller Henry:
”Vi har bibelundervisning to gange om måneden og fælles aktiviteter og “sjov tid”, hvor vi fokuserer på aktiviteter, der styrker fællesskabet.” 

Musikken fylder meget i ungdomsgruppen:
”Som vi alle sammen ved, holder de unge rigtig meget af musik og af at synge sammen,” siger Henry og fortæller videre, at gruppen holder ”Worship Night” med fokus på musik og lovprisning to gange om året.  

Ungdomsgruppen tager også ud til andre chinmenigheder som et gospelteam. På spørgsmålet om det ikke er en mulighed for endnu mere samarbejde mellem de etnisk danske og chinmenighederne, er Henry meget positiv:
”Jeg synes, det vil være en rigtig god idé. Vi er meget åbne for mere samarbejde og de unge vil gerne møde andre unge.” 

De unges udfordringer 

Henry har observeret, at enkelte af de unge i kirken oplever stress og tvivl om fremtiden. Nogle oplever problemer, der får dem til at vælge fællesskabet i kirken helt fra. Henry pointerer, at langt de fleste unge har et godt liv, men ligesom etnisk danske unge oplever unge med chinbaggrund også et stigende pres i hverdagen.  

Henry fortæller:
”Jeg er slet ikke ekspert. Men jeg tror, at der er mange forskellige årsager til deres udfordringer. Det kan være familieforhold eller problemer i skolen. Men de unge med chinbaggrund kæmper også med kulturel identitet. Mange af dem er født i Danmark og opvokset med en chin-kultur. Men de taler dansk bedre end chin. Det skaber en følelse af at være splittet mellem to kulturer. Hvis de også mangler danske venner i skolen, forstærker det følelsen af at være anderledes og udenfor.” 

Lederteamet i CBC Esbjerg

En særlig indsats 

De 12 ungdomsmedarbejdere i CBC forsøger at holde et tæt forhold til de unge. Især til de unge, der kæmper med at finde et ståsted i livet. Henry fortæller, at lederne gør et særligt arbejde for at nå dem:
”Nogle gange ringer vi til dem og inviterer dem personligt, andre gange sender vi SMS’er. Når de kommer, forsøger vi at muntre dem op og engagere dem i fællesskabet. Vi beder for dem og hvis vi ikke har set dem et stykke tid, sender vi nogle gange bibelvers, der fortæller om håb, om ikke at give op og om at glæde sig ved livet.”

Lasse Åbom underviser de unge i CBC Esbjerg (Privat foto)

Kirken og de sproglige udfordringer 

I kirken er sproget også med til at distancere de unge og skabe en generationskløft, fortæller Henry:
”Når de unge kommer til gudstjeneste, skal de både synge på chin og lytte til prædikenen på chin. Alt hvad vi gør i kirken, foregår på chin. Men de unge taler dansk, de lever deres hverdag i en dansk kultur. Det er svært for dem. Det kan jeg mærke på dem. Hvis de også mangler danske venner, så ender de i en ’midt-i-mellem’-kultur.” 

Henry fortæller videre, at man har arbejdet med udfordringerne i CBC. Flere gange har Lasse Åbom fra Immanuelskirken, Aarhus Baptistmenighed og BaptistKirkens ledelse taget turen til Esbjerg for at undervise de unge – på dansk. Et initiativ som de unge var meget glade for, fortæller Henry.   

Den unge piges historie 

Arbejdet blandt de unge i kirken giver mange gode oplevelser. Blandt de unge, der har udfordringer, er der også nogle, der oplever håb og får fornyet tro på livet i Kristus. 

Henry fortæller om en speciel oplevelse med en ung pige i ungdomsgruppen:
”I forbindelse med en ungdomslejr i kirken kom en ung pige frem til os og fortalte, at der ikke længere var noget håb for hende. Hun var deprimeret og havde næsten ikke været udenfor i to – tre uger. Vi blev meget forskrækkede, for vi anede ikke, at hun havde det så dårligt.” 

Henry fortæller videre, at pigen valgte at give livet en chance, da hun blev inviteret til at deltage i ungdomslejren:
”Hun lovede Gud, at hun ville stå frem og fortælle om sin oplevelse for hele menigheden, hvis Han ville hjælpe hende med at finde meningen med livet igen. På den sidste dag, mens vi sang og tilbad – nogle i tårer – stod hun frem og fortalte, at hun havde oplevet en stor forandring i sit liv. Hun modtog Jesus som sin Herre og Frelser og vidnede om oplevelsen i kirken.” 

Selv om interviewet foregår på en lidt skrattende mobilforbindelse er taknemmeligheden tydelig i Henrys stemme. Han fremhæver, at det er svært altid at vide, hvad der rører sig i teenagerne. Derfor er det så vigtigt at have tæt kontakt med dem. 

Ungdomsgruppen i CBC Esbjerg (Privat foto)

Henrys historie 

Henry voksede op i en kristen familie i delstaten Chín i det vestlige Burma. Hans far var den første i familien, der blev kristen. Henry havde en god barndom, hvor kirken var i centrum. Interessen for musik begyndte allerede i søndagsskolen, hvor Henry både sang solo og spillede guitar. I dag tjener Henry som leder af lovsangsbandet i CBC. Helt uden skygger var barndommen dog ikke. Myanmar var også militærdiktatur i Henrys barndom. Ofte kom soldaterne forbi: ”De tog ikke hensyn til nogen. Somme tider tog de min far. Når han kom tilbage, fortalte han aldrig, hvad han havde oplevet.” 

Som teenager fjernede Henry sig fra kirken og begyndte at drikke. Han følte sig ensom og fandt livet meningsløst. I maj 2005 deltog han modvilligt i et kristent møde, hvor han hørte verset fra Johannesevangeliet, kapitel 15, vers 16:
”Det er ikke jer, der har udvalgt mig, men mig, der har udvalgt jer og sat jer til at gå ud og bære frugt og blive ved med at bære frugt, så Faderen kan give jer, hvad som helst I beder om i mit navn.” 

Mere om Henry

Henry Nawl Thang Bik er tidligere blevet portrætteret i Kristeligt Dagblad: ”En enkelt sætning ændrede alt, da Henry tvivlede på sine forældres kærlighed” den 8. januar 2022. Tværkulturelt Centers medlemsblad ”Nyt på tværs” fortalte også om Henry i artiklen ”Kærligheden vandt” i nr. 4, december 2022. 

Verset gav Henry nyt håb og et nyt perspektiv på livet. Han genfandt sin tro og begyndte at studere teologi og tog en bachelor- og mastergrad. Han mødte sin kone, Dawt Par Chin, online, og da hun som flygtning i Danmark ikke kunne rejse tilbage til Burma, flyttede han til Danmark i 2018. Efter familiesammenføring studerer Henry i dag på VUC, hvor han tager en fuld HF, som han forventer at afslutte til sommer. 

Ungdomsgruppen i CBC Esbjerg (Privat foto)

Henrys drømme for fremtiden 

Henry har mange drømme for fremtiden, både personligt og i forhold til sit arbejde i kirken. 

Han drømmer om at færdiggøre sin HF og uddanne sig til ingeniør med fokus på teknik, klima og miljø. Han drømmer også om at etablere et lydstudie i CBC’s nye kirke. Sammen med de unge vil han indspille gospelmusik og børnesange til brug i søndagsskolen. Han drømmer også om at udvikle nye former for gudstjenester, der appellerer mere til de unge. 

Men først og fremmest drømmer Henry om fortsat at dele den glæde og det håb, han selv har fundet i Jesus Kristus, med de unge. Han oplevede en personlig åbenbaring gennem skriftstedet i Johannesevangeliet. Derfor formidler han budskabet om, at de unge er elskede og udvalgt af Jesus, uanset om de føler sig afvist af andre. Han ser det som sin opgave at hjælpe de unge med at finde deres identitet i Kristus. 

Henrys drøm er at skabe et miljø i kirken, hvor de unge kan finde deres plads og tro, mens de forbereder sig til fremtiden: ”Jeg vil gerne give den glæde, jeg har fået, og det håb, jeg har modtaget fra Jesus Kristus, til de unge. Især til teenagere i min kirke”. 

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> I Chin Baptist Church (CBC) i Esbjerg er ildsjælen Henry Nawl Thang Bik en af drivkræfterne i ungdomsarbejdet


Lyt til artiklen her:

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2025/01/lydfil-henry-thang-bik.mp3

Der er to ting, der fylder i Henrys liv: Familien, hustruen Dawt Par Chin, døtrene Jasmine (7) og Hannah (5) og arbejdet som ungdomsleder i CBC. Henry har viet sit liv til at støtte og inspirere de unge i menigheden. Det teoretiske grundlag er en masteruddannelse i teologi fra Indien.

Henrys egne erfaringer og hans dybe tro på Jesus Kristus er det praktiske fundament for hans engagement. Om sit mål med arbejdet siger Henry: ”Jeg vil gerne give de unge det håb, jeg selv har fundet. Livet har lært mig, at ægte glæde kommer indefra. Fra Jesus Kristus, når han bor i vores hjerte”. 

Ungdomsleder Henry Nawl Thang Bik (Privat foto)

De unge i CBC 

Ungdomsgruppen i CBC består af op mod 80 unge. Af dem er omkring 50 meget aktive i kirken. Aktiviteterne ligner dem, vi finder i mange andre kirkelige ungdomsgrupper, fortæller Henry:
”Vi har bibelundervisning to gange om måneden og fælles aktiviteter og “sjov tid”, hvor vi fokuserer på aktiviteter, der styrker fællesskabet.” 

Musikken fylder meget i ungdomsgruppen:
”Som vi alle sammen ved, holder de unge rigtig meget af musik og af at synge sammen,” siger Henry og fortæller videre, at gruppen holder ”Worship Night” med fokus på musik og lovprisning to gange om året.  

Ungdomsgruppen tager også ud til andre chinmenigheder som et gospelteam. På spørgsmålet om det ikke er en mulighed for endnu mere samarbejde mellem de etnisk danske og chinmenighederne, er Henry meget positiv:
”Jeg synes, det vil være en rigtig god idé. Vi er meget åbne for mere samarbejde og de unge vil gerne møde andre unge.” 

De unges udfordringer 

Henry har observeret, at enkelte af de unge i kirken oplever stress og tvivl om fremtiden. Nogle oplever problemer, der får dem til at vælge fællesskabet i kirken helt fra. Henry pointerer, at langt de fleste unge har et godt liv, men ligesom etnisk danske unge oplever unge med chinbaggrund også et stigende pres i hverdagen.  

Henry fortæller:
”Jeg er slet ikke ekspert. Men jeg tror, at der er mange forskellige årsager til deres udfordringer. Det kan være familieforhold eller problemer i skolen. Men de unge med chinbaggrund kæmper også med kulturel identitet. Mange af dem er født i Danmark og opvokset med en chin-kultur. Men de taler dansk bedre end chin. Det skaber en følelse af at være splittet mellem to kulturer. Hvis de også mangler danske venner i skolen, forstærker det følelsen af at være anderledes og udenfor.” 

Lederteamet i CBC Esbjerg

En særlig indsats 

De 12 ungdomsmedarbejdere i CBC forsøger at holde et tæt forhold til de unge. Især til de unge, der kæmper med at finde et ståsted i livet. Henry fortæller, at lederne gør et særligt arbejde for at nå dem:
”Nogle gange ringer vi til dem og inviterer dem personligt, andre gange sender vi SMS’er. Når de kommer, forsøger vi at muntre dem op og engagere dem i fællesskabet. Vi beder for dem og hvis vi ikke har set dem et stykke tid, sender vi nogle gange bibelvers, der fortæller om håb, om ikke at give op og om at glæde sig ved livet.”

Lasse Åbom underviser de unge i CBC Esbjerg (Privat foto)

Kirken og de sproglige udfordringer 

I kirken er sproget også med til at distancere de unge og skabe en generationskløft, fortæller Henry:
”Når de unge kommer til gudstjeneste, skal de både synge på chin og lytte til prædikenen på chin. Alt hvad vi gør i kirken, foregår på chin. Men de unge taler dansk, de lever deres hverdag i en dansk kultur. Det er svært for dem. Det kan jeg mærke på dem. Hvis de også mangler danske venner, så ender de i en ’midt-i-mellem’-kultur.” 

Henry fortæller videre, at man har arbejdet med udfordringerne i CBC. Flere gange har Lasse Åbom fra Immanuelskirken, Aarhus Baptistmenighed og BaptistKirkens ledelse taget turen til Esbjerg for at undervise de unge – på dansk. Et initiativ som de unge var meget glade for, fortæller Henry.   

Den unge piges historie 

Arbejdet blandt de unge i kirken giver mange gode oplevelser. Blandt de unge, der har udfordringer, er der også nogle, der oplever håb og får fornyet tro på livet i Kristus. 

Henry fortæller om en speciel oplevelse med en ung pige i ungdomsgruppen:
”I forbindelse med en ungdomslejr i kirken kom en ung pige frem til os og fortalte, at der ikke længere var noget håb for hende. Hun var deprimeret og havde næsten ikke været udenfor i to – tre uger. Vi blev meget forskrækkede, for vi anede ikke, at hun havde det så dårligt.” 

Henry fortæller videre, at pigen valgte at give livet en chance, da hun blev inviteret til at deltage i ungdomslejren:
”Hun lovede Gud, at hun ville stå frem og fortælle om sin oplevelse for hele menigheden, hvis Han ville hjælpe hende med at finde meningen med livet igen. På den sidste dag, mens vi sang og tilbad – nogle i tårer – stod hun frem og fortalte, at hun havde oplevet en stor forandring i sit liv. Hun modtog Jesus som sin Herre og Frelser og vidnede om oplevelsen i kirken.” 

Selv om interviewet foregår på en lidt skrattende mobilforbindelse er taknemmeligheden tydelig i Henrys stemme. Han fremhæver, at det er svært altid at vide, hvad der rører sig i teenagerne. Derfor er det så vigtigt at have tæt kontakt med dem. 

Ungdomsgruppen i CBC Esbjerg (Privat foto)

Henrys historie 

Henry voksede op i en kristen familie i delstaten Chín i det vestlige Burma. Hans far var den første i familien, der blev kristen. Henry havde en god barndom, hvor kirken var i centrum. Interessen for musik begyndte allerede i søndagsskolen, hvor Henry både sang solo og spillede guitar. I dag tjener Henry som leder af lovsangsbandet i CBC. Helt uden skygger var barndommen dog ikke. Myanmar var også militærdiktatur i Henrys barndom. Ofte kom soldaterne forbi: ”De tog ikke hensyn til nogen. Somme tider tog de min far. Når han kom tilbage, fortalte han aldrig, hvad han havde oplevet.” 

Som teenager fjernede Henry sig fra kirken og begyndte at drikke. Han følte sig ensom og fandt livet meningsløst. I maj 2005 deltog han modvilligt i et kristent møde, hvor han hørte verset fra Johannesevangeliet, kapitel 15, vers 16:
”Det er ikke jer, der har udvalgt mig, men mig, der har udvalgt jer og sat jer til at gå ud og bære frugt og blive ved med at bære frugt, så Faderen kan give jer, hvad som helst I beder om i mit navn.” 

Mere om Henry

Henry Nawl Thang Bik er tidligere blevet portrætteret i Kristeligt Dagblad: ”En enkelt sætning ændrede alt, da Henry tvivlede på sine forældres kærlighed” den 8. januar 2022. Tværkulturelt Centers medlemsblad ”Nyt på tværs” fortalte også om Henry i artiklen ”Kærligheden vandt” i nr. 4, december 2022. 

Verset gav Henry nyt håb og et nyt perspektiv på livet. Han genfandt sin tro og begyndte at studere teologi og tog en bachelor- og mastergrad. Han mødte sin kone, Dawt Par Chin, online, og da hun som flygtning i Danmark ikke kunne rejse tilbage til Burma, flyttede han til Danmark i 2018. Efter familiesammenføring studerer Henry i dag på VUC, hvor han tager en fuld HF, som han forventer at afslutte til sommer. 

Ungdomsgruppen i CBC Esbjerg (Privat foto)

Henrys drømme for fremtiden 

Henry har mange drømme for fremtiden, både personligt og i forhold til sit arbejde i kirken. 

Han drømmer om at færdiggøre sin HF og uddanne sig til ingeniør med fokus på teknik, klima og miljø. Han drømmer også om at etablere et lydstudie i CBC’s nye kirke. Sammen med de unge vil han indspille gospelmusik og børnesange til brug i søndagsskolen. Han drømmer også om at udvikle nye former for gudstjenester, der appellerer mere til de unge. 

Men først og fremmest drømmer Henry om fortsat at dele den glæde og det håb, han selv har fundet i Jesus Kristus, med de unge. Han oplevede en personlig åbenbaring gennem skriftstedet i Johannesevangeliet. Derfor formidler han budskabet om, at de unge er elskede og udvalgt af Jesus, uanset om de føler sig afvist af andre. Han ser det som sin opgave at hjælpe de unge med at finde deres identitet i Kristus. 

Henrys drøm er at skabe et miljø i kirken, hvor de unge kan finde deres plads og tro, mens de forbereder sig til fremtiden: ”Jeg vil gerne give den glæde, jeg har fået, og det håb, jeg har modtaget fra Jesus Kristus, til de unge. Især til teenagere i min kirke”. 

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/henry-hjaelper-unge-med-at-finde-deres-identitet-i-kristus/feed/ Genoplivet til et liv i mission https://baptist.dk/genoplivet-til-et-liv-i-mission/ Fri, 29 Nov 2024 09:00:21 +0000 https://baptist.dk/?p=18106 Isaac levede et hårdt liv med stoffer og alkohol i Myanmar. Det gik helt galt. På det yderste oplevede Isaac Guds omsorg. Siden har han tjent Jesus og delt Bibelens budskab blandt børn og unge


Lyt til artiklen

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2024/11/isaac-van-bawi-thang.mp3

”Gennem min skoletid som teenager fik jeg nogle virkelig dårlige venner. Jeg var narkoman i fire år – dybt afhængig af både stoffer og alkohol. Det var forfærdeligt. Mine forældre bad for mig, hele min familie bad for mig. De bad om, at jeg måtte komme ud af min afhængighed. Jeg kunne ikke redde mig selv og i den periode var jeg i fængsel to gange. Men Gud hørte mine forældre og søskendes bøn. Fordi jeg trods alt var et Guds barn, valgte Han at opdrage mig på en meget fysisk måde. Ligesom der står i Hebræerbrevet, kapitel 12, vers 8. Jeg døde af en overdosis! Mere end syv gange var jeg død og blev genoplivet, inden jeg kom på hospitalet.”

Ildsjæle

De findes i alle menighederne – ildsjælene. De laver kaffe, kirkefrokoster, pynter op til jul, står ved døren og byder velkommen, underviser eller prædiker. Nogle af ildsjælene kender vi, de deltager i debatten og skriver kommentarer på Facebook. Andre lever et stille liv i menigheden med fokus på deres tjeneste. På webmediet baptist.dk vil vi prøve at finde ildsjælene og fortælle deres historie.

Fra Myanmar til Danmark og kærligheden

Det er Isaac Van Bawi Thang, hjælpepræst i Chin Baptist Church (CBC) i Esbjerg, der fortæller. Det sker med stort engagement, men med en stemme, der knækker ind i mellem. Selv om det skete for næsten tyve år siden, piner oplevelsen fortsat Isaac.

I dag er Isaac kommet videre. Det der begyndte som en romance over internettet blev for syv år siden til ægteskab med Sui Hnem Alcum, der er kvoteflygtning og kom til Danmark i 2012. Isaac blev familiesammenført med Sui, og i dag bor de i Grindsted med to døtre på tre og seks år. Inden rejsen til Danmark læste Isaac Master of Divinity i Cambodia og virkede som omrejsende evangelist i Myanmar og missionær i Cambodia, Vietnam og Thailand.

Isaac og Sui (Foto: Privat)

Det livgivende åndedrag

Isaac kom ud af sit misbrug. På hospitalet tilbage i 2007 oplevede Isaac, at lægerne gav ham en maske på med ilt. Han kunne mærke den kølige gas strømme ud af masken. Men han kunne ikke trække vejret:
”Der var noget, der blokerede min vejrtrækning. Jeg kunne mærke ilten på næsen, men jeg kunne ikke trække vejret. Der gik et stykke tid og pludselig kunne jeg trække vejret igen. Og ud af min mund strømmede ordene ’Tak, Jesus’ – ’Tak, Jesus’ igen og igen.”

Fristelsen

Et par uger efter oplevelsen på hospitalet oplevede Isaac at blive fristet igen. Han følte, at han blev kontaktet af Djævelen. Ikke blot som en trang til narkotika og alkohol, men som noget virkeligt:
”Jeg så Djævelen! Mine forældre kunne ikke se ham. Mine venner kunne ikke se ham. Det var kun mig der kunne se ham, og det var frygteligt. Djævelen kom til mig som en fysisk person og forsøgte at få mig til at drikke og bruge narkotika igen. Jeg følte, at Djævelen forsøgte at tage mig med, men så kiggede jeg i min fars Bibel og begyndte at læse højt af Salme 148. Jo højere jeg råbte, jo længere forsvandt Djævelen fra mig. Til sidst forsvandt han helt og han er aldrig vendt tilbage. Fra det øjeblik gav jeg mit liv til Jesus.”

Missionærfamilien

Isaac er vokset op i en missionærfamilie. Hans far er en kendt prædikant og missionær blandt chinfolket i Myanmar. Allerede fra han var femten år gammel, rejste faderen rundt mellem landsbyerne i chinstaten og prædikede. Familien tæller syv børn som alle er enten præster eller missionærer. Isaac fortæller, at hans mor tog sig af hjemmet og på trods af manglende læsefærdigheder, læste hun højt fra Bibelen hver dag for børnene. Det var en daglig udfordring at holde sammen på hjemmet: Faderens løn blev ofte brugt på mission i stedet for husholdning.

Isaac taler i efterårsferien 2024 for unge i Matu Baptist Church i Svendborg (Foto: Chin Chin)

Kaldet til at missionere blandt børn og unge

Som hjælpepræst i CBC oplever Isaac et kald til mission blandt teenagere og unge. I Myanmar rejste han rundt mellem landsbyerne og underviste. I Danmark bliver han inviteret til at undervise. Kulturen ændrer sig også blandt chinfolk.

I CBC underviser Isaac især i det nye testamente. To gange om måneden mødes flere end 80 unge mennesker til bibelundervisning i kirken. Isaac har også været inviteret til at undervise i flere andre kirker – fra Bornholm til Svendborg – og på sommerlejre. Han føler, at de voldsomme oplevelser i hans tidlige ungdom giver ham en særlig forbindelse til de unge, der kæmper med at finde et   ståsted i livet.

Isaac bliver også inviteret til at undervise børn og unge i hjemmene. Et koncentreret bibelstudie fra fredag aften, hele lørdagen og søndag formiddag inden gudstjenesten, som CBC holder søndag eftermiddag i Kvaglund kirke.

Sproget er en voksende udfordring

Gennem sin undervisning er Isaac blevet opmærksom på en voksende udfordring for børn og unge i chin-menighederne:
”Børnene og de unge forstår selvfølgelig, når deres forældre taler til dem på vores sprog. Men ude i samfundet, i deres daglige liv i skolen, der kommunikerer de kun på dansk. Når de kommer i kirke og skal lytte til Guds ord eller menneskers vidnesbyrd, foregår det på vores eget sprog. Og det forstår de ikke alle sammen. Mit gæt er, at de måske forstår 25% af det, de hører i kirken. Derfor underviser jeg på engelsk – det forstår de bedre.”

Isaac pointerer, at det er vigtigt, at børnene og de unge fortsat lærer og taler chin-sproget. For ham er det bare endnu vigtigere, at de forstår, hvad Bibelen lærer dem.

Sproget er det vigtigste værktøj

”Sproget er det vigtigste værktøj, når vi skal lære de unge om Bibelen. Derfor har vi også inviteret Lasse Åbom (præst i Immanuelskirken i Aarhus og medlem af BaptistKirkens ledelse, red.) til at undervise på dansk. Han har allerede været her to gange. De unge forstår Bibelens budskab 100%, når Lasse underviser. Derfor underviser jeg på engelsk og forhåbentlig senere på dansk,” siger Isaac.

Isaac fortæller videre, at han fornemmer en konflikt mellem forældre og børn i forhold til sprog og kirke:
”Vi er virkelig i en overgangstid, hvor forældre og især præster skal handle klogt. Vi skal handle med stor visdom. Hvis de unge kommer i kirke om søndagen og ikke forstår, hvad der bliver talt og undervist, så forsvinder de igen.”

Bed for Myanmar

Når man taler med chinfolk, er der altid en ting, der går igen uanset emnet: ”Bed for Myanmar” siger de. Som indfødt i et af verdens mest udviklede og fredeligste samfund er det vanskeligt, måske umuligt, at forstå den smerte, der plager flygtningene fra Myanmar. Alle har familie, venner, bekendte i Myanmar, der oplever forfølgelse, overgreb og krig.
”Konflikten er værre end nogensinde før. Alt er blokeret og prisen er høj for dem, der kæmper. De kristne lider også under religiøs forfølgelse fra buddhisterne. Hvis man lægger det sammen, har det aldrig været vanskeligere for vores folk i Myanmar,” fortæller Isaac, der slutter: ”Bed for os. Bed for Myanmar.”

Lystfiskerhistorien

”Fisker du?” spørger Isaac. Det gør han, og lystfiskeriet er et billede på den måde, vi skal være kloge på:
”Jeg kaster krogen ud og hvis der ikke er bid, kaster jeg krogen ud igen. Jeg bruger forskellige kroge, værktøjer, metoder og ideer for at nå mit mål. Sådan skal vi også være vise, når vi vil nå de unge og fastholde dem i menighederne. Ellers kan vi sælge kirkerne om 10 år, når de unge har forladt os!”

”Næste generation bliver vores ledere”

Når Isaac taler om at fastholde de unge, så er det ikke kun de unge i chinmenighederne, han taler om. Hans hjerte brænder i lige så høj grad for etnisk danske unge.

”Næste generation bliver vores ledere,” siger Isaac og fortsætter:
”Baptisterne i Danmark har missioneret i mange år i Afrika. Helt ligesom Gud befaler os at gøre. Det har bragt Bibelens budskab ud til mange. Men jeg synes, tiden er kommet til, at BaptistKirken kigger på de unge i Danmark. Vi mister dem! Lad os sende missionærer ud for at nå de unge i Danmark!”

Isaacs drøm

Isaac undrer sig over, at der er så få missionærer i Danmark, når der er så mange kirker og Danmark har været et kristent land i 1000 år.

”Før Jesus fór til himmels, sendte han disciplene ud for at forkynde. De rejste ikke væk, men begyndte at forkynde i Jerusalem og siden i Samaria og Judæa. Jerusalem er billedet på dem, der er nærmest, vores familie, vores venner – de unge i Aarhus og København. Hvorfor missionerer vi ikke blandt dem?”

Hele budskabet kommer på en eneste vejrtrækning! Isaac brænder for mission blandt unge, for at gøre en forskel i deres liv og lede dem til en beslutning om at følge Jesus.

”Det er min drøm og mit forslag,” slutter Isaac.

Isaac og Sui sammen med døtrene (Foto: Privat)

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> Isaac levede et hårdt liv med stoffer og alkohol i Myanmar. Det gik helt galt. På det yderste oplevede Isaac Guds omsorg. Siden har han tjent Jesus og delt Bibelens budskab blandt børn og unge


Lyt til artiklen

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2024/11/isaac-van-bawi-thang.mp3

”Gennem min skoletid som teenager fik jeg nogle virkelig dårlige venner. Jeg var narkoman i fire år – dybt afhængig af både stoffer og alkohol. Det var forfærdeligt. Mine forældre bad for mig, hele min familie bad for mig. De bad om, at jeg måtte komme ud af min afhængighed. Jeg kunne ikke redde mig selv og i den periode var jeg i fængsel to gange. Men Gud hørte mine forældre og søskendes bøn. Fordi jeg trods alt var et Guds barn, valgte Han at opdrage mig på en meget fysisk måde. Ligesom der står i Hebræerbrevet, kapitel 12, vers 8. Jeg døde af en overdosis! Mere end syv gange var jeg død og blev genoplivet, inden jeg kom på hospitalet.”

Ildsjæle

De findes i alle menighederne – ildsjælene. De laver kaffe, kirkefrokoster, pynter op til jul, står ved døren og byder velkommen, underviser eller prædiker. Nogle af ildsjælene kender vi, de deltager i debatten og skriver kommentarer på Facebook. Andre lever et stille liv i menigheden med fokus på deres tjeneste. På webmediet baptist.dk vil vi prøve at finde ildsjælene og fortælle deres historie.

Fra Myanmar til Danmark og kærligheden

Det er Isaac Van Bawi Thang, hjælpepræst i Chin Baptist Church (CBC) i Esbjerg, der fortæller. Det sker med stort engagement, men med en stemme, der knækker ind i mellem. Selv om det skete for næsten tyve år siden, piner oplevelsen fortsat Isaac.

I dag er Isaac kommet videre. Det der begyndte som en romance over internettet blev for syv år siden til ægteskab med Sui Hnem Alcum, der er kvoteflygtning og kom til Danmark i 2012. Isaac blev familiesammenført med Sui, og i dag bor de i Grindsted med to døtre på tre og seks år. Inden rejsen til Danmark læste Isaac Master of Divinity i Cambodia og virkede som omrejsende evangelist i Myanmar og missionær i Cambodia, Vietnam og Thailand.

Isaac og Sui (Foto: Privat)

Det livgivende åndedrag

Isaac kom ud af sit misbrug. På hospitalet tilbage i 2007 oplevede Isaac, at lægerne gav ham en maske på med ilt. Han kunne mærke den kølige gas strømme ud af masken. Men han kunne ikke trække vejret:
”Der var noget, der blokerede min vejrtrækning. Jeg kunne mærke ilten på næsen, men jeg kunne ikke trække vejret. Der gik et stykke tid og pludselig kunne jeg trække vejret igen. Og ud af min mund strømmede ordene ’Tak, Jesus’ – ’Tak, Jesus’ igen og igen.”

Fristelsen

Et par uger efter oplevelsen på hospitalet oplevede Isaac at blive fristet igen. Han følte, at han blev kontaktet af Djævelen. Ikke blot som en trang til narkotika og alkohol, men som noget virkeligt:
”Jeg så Djævelen! Mine forældre kunne ikke se ham. Mine venner kunne ikke se ham. Det var kun mig der kunne se ham, og det var frygteligt. Djævelen kom til mig som en fysisk person og forsøgte at få mig til at drikke og bruge narkotika igen. Jeg følte, at Djævelen forsøgte at tage mig med, men så kiggede jeg i min fars Bibel og begyndte at læse højt af Salme 148. Jo højere jeg råbte, jo længere forsvandt Djævelen fra mig. Til sidst forsvandt han helt og han er aldrig vendt tilbage. Fra det øjeblik gav jeg mit liv til Jesus.”

Missionærfamilien

Isaac er vokset op i en missionærfamilie. Hans far er en kendt prædikant og missionær blandt chinfolket i Myanmar. Allerede fra han var femten år gammel, rejste faderen rundt mellem landsbyerne i chinstaten og prædikede. Familien tæller syv børn som alle er enten præster eller missionærer. Isaac fortæller, at hans mor tog sig af hjemmet og på trods af manglende læsefærdigheder, læste hun højt fra Bibelen hver dag for børnene. Det var en daglig udfordring at holde sammen på hjemmet: Faderens løn blev ofte brugt på mission i stedet for husholdning.

Isaac taler i efterårsferien 2024 for unge i Matu Baptist Church i Svendborg (Foto: Chin Chin)

Kaldet til at missionere blandt børn og unge

Som hjælpepræst i CBC oplever Isaac et kald til mission blandt teenagere og unge. I Myanmar rejste han rundt mellem landsbyerne og underviste. I Danmark bliver han inviteret til at undervise. Kulturen ændrer sig også blandt chinfolk.

I CBC underviser Isaac især i det nye testamente. To gange om måneden mødes flere end 80 unge mennesker til bibelundervisning i kirken. Isaac har også været inviteret til at undervise i flere andre kirker – fra Bornholm til Svendborg – og på sommerlejre. Han føler, at de voldsomme oplevelser i hans tidlige ungdom giver ham en særlig forbindelse til de unge, der kæmper med at finde et   ståsted i livet.

Isaac bliver også inviteret til at undervise børn og unge i hjemmene. Et koncentreret bibelstudie fra fredag aften, hele lørdagen og søndag formiddag inden gudstjenesten, som CBC holder søndag eftermiddag i Kvaglund kirke.

Sproget er en voksende udfordring

Gennem sin undervisning er Isaac blevet opmærksom på en voksende udfordring for børn og unge i chin-menighederne:
”Børnene og de unge forstår selvfølgelig, når deres forældre taler til dem på vores sprog. Men ude i samfundet, i deres daglige liv i skolen, der kommunikerer de kun på dansk. Når de kommer i kirke og skal lytte til Guds ord eller menneskers vidnesbyrd, foregår det på vores eget sprog. Og det forstår de ikke alle sammen. Mit gæt er, at de måske forstår 25% af det, de hører i kirken. Derfor underviser jeg på engelsk – det forstår de bedre.”

Isaac pointerer, at det er vigtigt, at børnene og de unge fortsat lærer og taler chin-sproget. For ham er det bare endnu vigtigere, at de forstår, hvad Bibelen lærer dem.

Sproget er det vigtigste værktøj

”Sproget er det vigtigste værktøj, når vi skal lære de unge om Bibelen. Derfor har vi også inviteret Lasse Åbom (præst i Immanuelskirken i Aarhus og medlem af BaptistKirkens ledelse, red.) til at undervise på dansk. Han har allerede været her to gange. De unge forstår Bibelens budskab 100%, når Lasse underviser. Derfor underviser jeg på engelsk og forhåbentlig senere på dansk,” siger Isaac.

Isaac fortæller videre, at han fornemmer en konflikt mellem forældre og børn i forhold til sprog og kirke:
”Vi er virkelig i en overgangstid, hvor forældre og især præster skal handle klogt. Vi skal handle med stor visdom. Hvis de unge kommer i kirke om søndagen og ikke forstår, hvad der bliver talt og undervist, så forsvinder de igen.”

Bed for Myanmar

Når man taler med chinfolk, er der altid en ting, der går igen uanset emnet: ”Bed for Myanmar” siger de. Som indfødt i et af verdens mest udviklede og fredeligste samfund er det vanskeligt, måske umuligt, at forstå den smerte, der plager flygtningene fra Myanmar. Alle har familie, venner, bekendte i Myanmar, der oplever forfølgelse, overgreb og krig.
”Konflikten er værre end nogensinde før. Alt er blokeret og prisen er høj for dem, der kæmper. De kristne lider også under religiøs forfølgelse fra buddhisterne. Hvis man lægger det sammen, har det aldrig været vanskeligere for vores folk i Myanmar,” fortæller Isaac, der slutter: ”Bed for os. Bed for Myanmar.”

Lystfiskerhistorien

”Fisker du?” spørger Isaac. Det gør han, og lystfiskeriet er et billede på den måde, vi skal være kloge på:
”Jeg kaster krogen ud og hvis der ikke er bid, kaster jeg krogen ud igen. Jeg bruger forskellige kroge, værktøjer, metoder og ideer for at nå mit mål. Sådan skal vi også være vise, når vi vil nå de unge og fastholde dem i menighederne. Ellers kan vi sælge kirkerne om 10 år, når de unge har forladt os!”

”Næste generation bliver vores ledere”

Når Isaac taler om at fastholde de unge, så er det ikke kun de unge i chinmenighederne, han taler om. Hans hjerte brænder i lige så høj grad for etnisk danske unge.

”Næste generation bliver vores ledere,” siger Isaac og fortsætter:
”Baptisterne i Danmark har missioneret i mange år i Afrika. Helt ligesom Gud befaler os at gøre. Det har bragt Bibelens budskab ud til mange. Men jeg synes, tiden er kommet til, at BaptistKirken kigger på de unge i Danmark. Vi mister dem! Lad os sende missionærer ud for at nå de unge i Danmark!”

Isaacs drøm

Isaac undrer sig over, at der er så få missionærer i Danmark, når der er så mange kirker og Danmark har været et kristent land i 1000 år.

”Før Jesus fór til himmels, sendte han disciplene ud for at forkynde. De rejste ikke væk, men begyndte at forkynde i Jerusalem og siden i Samaria og Judæa. Jerusalem er billedet på dem, der er nærmest, vores familie, vores venner – de unge i Aarhus og København. Hvorfor missionerer vi ikke blandt dem?”

Hele budskabet kommer på en eneste vejrtrækning! Isaac brænder for mission blandt unge, for at gøre en forskel i deres liv og lede dem til en beslutning om at følge Jesus.

”Det er min drøm og mit forslag,” slutter Isaac.

Isaac og Sui sammen med døtrene (Foto: Privat)

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/genoplivet-til-et-liv-i-mission/feed/ Tværkirkeligt samarbejde https://baptist.dk/tvaerkirkeligt-samarbejde/ Thu, 07 Nov 2024 07:15:41 +0000 https://baptist.dk/?p=18028
 

“Ligesom et legeme består af mange dele, og hver del har sin særlige funktion, således udgør alle vi, som tilhører Kristus, ét legeme. Vi hører sammen i en enhed, og vi er hver for sig dele af det samme legeme.” Romerbrevet, kapitel 12, vers 4-5

Det er vigtigt, at vi samarbejder med vores brødre og søstre i ånden. På tværs af kirkeretninger, alder, lokation osv!

Jeg er ansat som volontør med fokus på børne- og ungdomsarbejde i missions- pinse- og baptistkirken på Bornholm, som har skabt et fællesskab på tværs af kirkeretninger. Hver uge mødes over 100 børn og unge med fokus på den vigtigste og sejeste far! Og siden 2009 har kirkerne lavet et stort gratis event – MAXDAG – en kæmpe legedag, hvor kirkerne sammen med over 200 frivillige fra hele Danmark tjener og giver en gave til øen. I år deltog omkring 2000 børn og op mod 4-5000 mennesker.

Det er en kæmpe glæde at kunne give og tjene sammen og opleve, hvordan vi er ét legeme med mange forskellige styrker og svagheder.

Derfor vil jeg gerne udfordre dig! Hvordan kan du komme tættere på dine brødre og søstre? Bevæge dig tættere på ét legeme og undgå, at vores forskelligheder (i form af kirkeretninger mm) bliver en begrænsning, men nærmere en styrke?

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]>
 

“Ligesom et legeme består af mange dele, og hver del har sin særlige funktion, således udgør alle vi, som tilhører Kristus, ét legeme. Vi hører sammen i en enhed, og vi er hver for sig dele af det samme legeme.” Romerbrevet, kapitel 12, vers 4-5

Det er vigtigt, at vi samarbejder med vores brødre og søstre i ånden. På tværs af kirkeretninger, alder, lokation osv!

Jeg er ansat som volontør med fokus på børne- og ungdomsarbejde i missions- pinse- og baptistkirken på Bornholm, som har skabt et fællesskab på tværs af kirkeretninger. Hver uge mødes over 100 børn og unge med fokus på den vigtigste og sejeste far! Og siden 2009 har kirkerne lavet et stort gratis event – MAXDAG – en kæmpe legedag, hvor kirkerne sammen med over 200 frivillige fra hele Danmark tjener og giver en gave til øen. I år deltog omkring 2000 børn og op mod 4-5000 mennesker.

Det er en kæmpe glæde at kunne give og tjene sammen og opleve, hvordan vi er ét legeme med mange forskellige styrker og svagheder.

Derfor vil jeg gerne udfordre dig! Hvordan kan du komme tættere på dine brødre og søstre? Bevæge dig tættere på ét legeme og undgå, at vores forskelligheder (i form af kirkeretninger mm) bliver en begrænsning, men nærmere en styrke?

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/tvaerkirkeligt-samarbejde/feed/ ’Baho neza kibondo’ – hav et godt liv lille barn https://baptist.dk/baho-neza-kibondo-hav-et-godt-liv-lille-barn/ Thu, 10 Oct 2024 09:00:15 +0000 https://baptist.dk/?p=17820 Det er navnet på BaptistKirkens nye Mor-barn projekt i og omkring Musema i Burundi for 11.000 familier med børn i alderen 0-5 år. Projektet løber over tre år for midler fra CKU, DBSU og Baptistkirken i Danmark.


Lyt til artiklen:

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2024/10/18-baptist-dk-4-pkt-16-baho-neza-kibondo.mp3
Der er løbende behov for flere aktiviteter i projektet. Du kan støtte på MobilePay 911 118 eller konto 3201 10042879 mærket ”Mor-barn”.

Burundi er et af verdens mest børnerige lande – og samtidig et af verdens fattigste. Kvinder får i gennemsnit fem børn, men omkring 13 ud af 1000 børn dør, inden de fylder fem år. Og næsten 70% af børn under fem er enten under- eller fejlernærede med markant større risiko for at dø af malaria eller andre infektioner. Hertil kommer sandsynligheden for dårligere præstationer i skolen, for man kan ikke helbrede de skader, der opstår som følge af underernæring i de første 1000 dage af et barns liv.

Omkring 13 ud af 1000 børn dør, inden de fylder fem år.

Børnene er den røde tråd

Arbejdet med sårbare børn løber som en rød tråd gennem mange af vores tidligere projekter i Burundi. Børn er direkte eller indirekte målgruppen i projekterne for forældreløse og udsatte børn og i Batwa-projekterne.

Vi har hjulpet tusinder af børn til et bedre liv. Blandt dem er også albino-børnene, en meget marginaliseret gruppe. I mange lande i Afrika er albinisme forbundet med stor overtro. Mange tror, de er hekse, og desværre hører man stadig om drab på albinoer, hvor deres kropsdele sælges til brug i sort magi. Mange albinoer bliver ikke gift, for forældre ønsker ikke, at deres børn gifter sig med en albino. Dertil kommer de sundhedsmæssige udfordringer med blandt andet nedsat syn og den store risiko for hudkræft. Mødrene får ringe eller ingen vejledning i at beskytte barnets hud mod solen. Det er hjerteskærende at se et lille barn på ryggen af sin mor ligesom alle andre, men med solskoldninger i nakken og på ørerne og på de små fødder, fordi de mangler beskyttelse mod den skarpe sol.

En noget anden hverdag end den, vi kan give vores børn herhjemme.

Blandt batwa-børnene er mange også fejl- og underernærede. Man ser mange børn med tynde lemmer og udspilede maver, og alt for mange familier har ikke mulighed for at give deres børn bare ét måltid om dagen. I en af landsbyerne ved Musema spurgte jeg en skolepige om, hvad hun ville ønske sig, hvis hun kunne få det lige nu og her. Svaret var helt klart og præcist: ”Mere mad!” En noget anden hverdag end den, vi kan give vores børn herhjemme.

I Butaganzwa Kommune, hvor det nye projekt skal implementeres, vil både albinoer og batwa være en del af målgruppen. Området er et af de tættest befolkede i Burundi, og behovet for mere viden om ernæring er stort.

Omsorgsgrupper – en ny tilgang

I Danmark kender alle til besøg fra sundhedsplejersken. I Mor-barn projektet vil man danne 70 omsorgsgrupper med frivillige fra kirkerne. De vil blive trænet i at undervise og vejlede om vigtigheden af brystmælk, og hvor længe man skal fortsætte med at amme, god overgangskost til de mindste og god hygiejne.

… lidt på samme måde som vores sundhedsplejersker.

De vil hver få tilknyttet et antal familier, som de skal besøge og følge op på gennem hele projektet – lidt på samme måde som vores sundhedsplejersker. Vandbesparende køkkenhaver, hvor familierne kan dyrke næringsrige grønsager, er også et vigtigt element.

Vores grupper arbejder sammen med de lokale klinikker og hospitalet i Musema. Da gravide også er en del af målgruppen, er fødselsforberedelse på de lokale klinikker vigtig, og her er der fokus på at få fædrene med. Ikke mindst fordi familieplanlægning er en vigtig del af fødselsforberedelsen.

Det bliver spændende at følge projektet og den løbende evaluering af indsatserne, som skal give de mange små børn i og omkring Musema et godt liv.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> Det er navnet på BaptistKirkens nye Mor-barn projekt i og omkring Musema i Burundi for 11.000 familier med børn i alderen 0-5 år. Projektet løber over tre år for midler fra CKU, DBSU og Baptistkirken i Danmark.


Lyt til artiklen:

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2024/10/18-baptist-dk-4-pkt-16-baho-neza-kibondo.mp3
Der er løbende behov for flere aktiviteter i projektet. Du kan støtte på MobilePay 911 118 eller konto 3201 10042879 mærket ”Mor-barn”.

Burundi er et af verdens mest børnerige lande – og samtidig et af verdens fattigste. Kvinder får i gennemsnit fem børn, men omkring 13 ud af 1000 børn dør, inden de fylder fem år. Og næsten 70% af børn under fem er enten under- eller fejlernærede med markant større risiko for at dø af malaria eller andre infektioner. Hertil kommer sandsynligheden for dårligere præstationer i skolen, for man kan ikke helbrede de skader, der opstår som følge af underernæring i de første 1000 dage af et barns liv.

Omkring 13 ud af 1000 børn dør, inden de fylder fem år.

Børnene er den røde tråd

Arbejdet med sårbare børn løber som en rød tråd gennem mange af vores tidligere projekter i Burundi. Børn er direkte eller indirekte målgruppen i projekterne for forældreløse og udsatte børn og i Batwa-projekterne.

Vi har hjulpet tusinder af børn til et bedre liv. Blandt dem er også albino-børnene, en meget marginaliseret gruppe. I mange lande i Afrika er albinisme forbundet med stor overtro. Mange tror, de er hekse, og desværre hører man stadig om drab på albinoer, hvor deres kropsdele sælges til brug i sort magi. Mange albinoer bliver ikke gift, for forældre ønsker ikke, at deres børn gifter sig med en albino. Dertil kommer de sundhedsmæssige udfordringer med blandt andet nedsat syn og den store risiko for hudkræft. Mødrene får ringe eller ingen vejledning i at beskytte barnets hud mod solen. Det er hjerteskærende at se et lille barn på ryggen af sin mor ligesom alle andre, men med solskoldninger i nakken og på ørerne og på de små fødder, fordi de mangler beskyttelse mod den skarpe sol.

En noget anden hverdag end den, vi kan give vores børn herhjemme.

Blandt batwa-børnene er mange også fejl- og underernærede. Man ser mange børn med tynde lemmer og udspilede maver, og alt for mange familier har ikke mulighed for at give deres børn bare ét måltid om dagen. I en af landsbyerne ved Musema spurgte jeg en skolepige om, hvad hun ville ønske sig, hvis hun kunne få det lige nu og her. Svaret var helt klart og præcist: ”Mere mad!” En noget anden hverdag end den, vi kan give vores børn herhjemme.

I Butaganzwa Kommune, hvor det nye projekt skal implementeres, vil både albinoer og batwa være en del af målgruppen. Området er et af de tættest befolkede i Burundi, og behovet for mere viden om ernæring er stort.

Omsorgsgrupper – en ny tilgang

I Danmark kender alle til besøg fra sundhedsplejersken. I Mor-barn projektet vil man danne 70 omsorgsgrupper med frivillige fra kirkerne. De vil blive trænet i at undervise og vejlede om vigtigheden af brystmælk, og hvor længe man skal fortsætte med at amme, god overgangskost til de mindste og god hygiejne.

… lidt på samme måde som vores sundhedsplejersker.

De vil hver få tilknyttet et antal familier, som de skal besøge og følge op på gennem hele projektet – lidt på samme måde som vores sundhedsplejersker. Vandbesparende køkkenhaver, hvor familierne kan dyrke næringsrige grønsager, er også et vigtigt element.

Vores grupper arbejder sammen med de lokale klinikker og hospitalet i Musema. Da gravide også er en del af målgruppen, er fødselsforberedelse på de lokale klinikker vigtig, og her er der fokus på at få fædrene med. Ikke mindst fordi familieplanlægning er en vigtig del af fødselsforberedelsen.

Det bliver spændende at følge projektet og den løbende evaluering af indsatserne, som skal give de mange små børn i og omkring Musema et godt liv.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/baho-neza-kibondo-hav-et-godt-liv-lille-barn/feed/