For mig er én ting sikkert. Dét, at jeg er kristen, gør, at jeg kan fokusere på andet end mig selv. Når jeg husker at se på Jesus, så kan jeg sænke skuldrene, for han har styr på det hele. Jeg er ikke længere afhængig af min egen formåen og mine egne kræfter. Jeg bliver mindet om, at det ikke handler om mig men om ham. Det har jeg brug for i denne verden, hvor der sker så meget, jeg ikke kan gøre noget ved og hvor der er alt for meget fokus på os selv, vores udseende og præstation.

Det blev jeg mindet om til Alpha. Det er vigtigt at komme i et fællesskab, hvor man kan blive mindet om, at vi er elsket, og om at det ikke handler om os, eller hvad vi kan, men hvad Gud kan.

Hvis du ikke er i et kristent fællesskab, vil jeg virkelig anbefale det, for uden et fællesskab kan man fare vild i denne verden, også selvom bøn og bibellæsning er en fast disciplin. Det kristne fællesskab er vigtigt.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 07. apr. 2026 - Awake Worship II: Næsten 300 unge samlet til lovsangsfest i Herning
• 26. mar. 2026 - Valget – hvordan synes du selv…
• 19. mar. 2026 - “Lad de små børn komme til mig” – nyt håb for unge mødre i Rwanda
• 19. mar. 2026 - Krig og fred

Find flere

Breaking news lørdag morgen hed: “Endnu en krig i Mellemøsten er startet”.

I Danmark fylder det, at vi netop sidste uge fik udskrevet valg. Og aldrig har befolkningen været mere i tvivl om, hvor krydset skal sættes.

En gravid mor, hvis baby muligvis er meget syg spørger: “Simon, vil I ikke have os med i jeres aftenbøn?”

Når krig og ødelæggelse, usikkerhed og splittelse, modløshed og sorg fylder allermest, så er håbet stadig at finde i bøn. Iranerne beder om frihed. Danskerne beder og håber på et godt og trygt valg. Og den gravide mor beder i desperation, efter håb og lys der, hvor hun er ramt af mørket.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 04. apr. 2026 - ”Vær ikke forfærdede”
• 26. mar. 2026 - Valget – hvordan synes du selv…
• 19. mar. 2026 - Krig og fred
• 12. mar. 2026 - Fællesskab er vigtigt!

Find flere

Lyt til nytårshilsenen her:

Når jul og nytår er fejret, og lysene i gader og hjem slukkes og pakkes væk, oplever mange, at januar føles mørk og kold. Vi har det privilegium, at vi blot kan trykke på en knap – og så bliver der lys. Men også i overført betydning fungerer julen ofte som en lille helle, hvor verdens mørke for en stund fortoner sig.

I januars mørke mærker vi måske igen verdens ondskab og kan føle os afmægtige: fortsat krig i Ukraine, fortsat tyranni i Myanmar og utallige konflikter, vi knap hører om, men som alle medfører store menneskelige omkostninger. Dertil kommer, at det globale syd fortsat plages af fattigdom – som i Burundi – og at mennesker stadig dør af sult og fejlernæring.

Som kirke og som enkeltpersoner har vi hverken magt eller mandat til at styre verdens gang. Men vi kan bede for verdens ledere – at de lægger Jesus’ bud om næstekærlighed på sinde og arbejder i Herrens ånd. Vi sætter derfor heller ikke spørgsmålstegn ved vores lands og Europas oprustning i denne tid. Det er i den givne situation sikkert både rigtigt og fornuftigt. Men tanken melder sig alligevel: Hvad kunne vi ikke gøre for verden, hvis vi holdt fred? Hvad kunne vi ikke gøre, hvis vi delte med hinanden i stedet for at konkurrere? Vi kunne udrydde sult og sygdomme og give alle mennesker et værdigt liv.

I BaptistKirken er vi overbevist om, at afmægtigheden ikke skal få lov at sætte sig i vores hjerter. Måske spørger du: Hvad kan vi gøre? Uden at forfladige verdens store udfordringer er det værd at tage Reinhold Niebuhrs bøn til sig:

”Gud, giv mig sindsro til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre,
mod til at ændre de ting, jeg kan, og visdom til at se forskellen.”

Vi kan – både som enkeltpersoner og i vores lokale sammenhænge – gøre meget. Se dig omkring: Hvem kender du, som kunne have brug for et besøg? Et telefonopkald? En trøstende hånd i en svær tid?

Som menigheder kan vi række ud og skabe liv og lys for mennesker, der sidder i mørket. Hvis vi alle gør dette – måske endda på tværs af kirker og lande – kan vi tænde tusind julelys verden over, som brænder hele året.

Vi er også som kirkesamfund kaldet til både at være medspiller og modspiller i et samfund, der bliver stadig mere individualiseret, og hvor den enkelte pålægges et næsten umenneskeligt ansvar for at lykkes. Her vil vi pege på Kristus som den, der bærer os og kalder os ind i et livgivende fællesskab. Lad os være menigheder og mennesker, som leder mennesker væk fra skærmenes ensomhed og ind i et aktivt og livgivende fællesskab med Kristus og hinanden. Kirkens fællesskab med søgende behøver ikke i første omgang være baseret på tro – men kan skabe tro, når vi møder mennesker med varme og tolerance.

Vi skal til stadighed tale om det enkelte menneske som skabt i Guds billede og elsket af Skaberen – en sandhed åbenbaret i Jesus Kristus – uanset om vi personligt får verdslig succes. Og vi skal være vågne, hvis vi oplever, at samfundets beslutninger rammer de svageste. Vores stemme skal være en profetisk stemme, der minder om Jesus’ omsorg for de små og marginaliserede.

BaptistKirken er et fællesskab af menigheder, der samles om troen på den treenige Gud. Vi har håb og tillid til, at Gud taler til os gennem Bibelen og gennem Helligåndens vejledning – både til den enkelte og til fællesskabet. Derfor har vi alle ansvar for at læse og lytte, og der er frihed til at fortolke i fællesskab under Helligåndens vejledning. Det har vi gjort i 2025 gennem lederdage, synode og landskonference. Vi glæder os til den fortsatte samtale – og også til at være kirke sammen i handling. Særligt ser vi frem til, at danske baptister sammen med baptister verden over engagerer sig i BWAs missionsprojekt Acts2Movement for at sætte fokus på at formidle og leve evangeliet om Jesus’ frelse og kærlighed i ord og handling, som vi er kaldet til:

”Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple.” (Matt. 28,19)

BaptistKirken ønsker i disse år at være et lys i mørket i vores land. Gud har noget for i verden, og som en del af hans store kirke har vi meget at give – lokalt og nationalt. Det gælder respekten for det enkelte menneskes tro og holdninger, glæden ved alles engagement og deltagelse, og glæden over, at vi ikke er ens, men alligevel taler og arbejder sammen.

Det er det, vi skal bringe videre – ud i verden. Vi skal bringe lyset fra Jesus ud til glæde for alle, der befinder sig i mørket og afmægtigheden. Der findes et lys på vejen: Jesus Kristus.

Vi ønsker alle menigheder og samarbejdspartnere et godt og velsignet nytår – et år med både udfordringer og muligheder i den tid, Gud har sat os i. Lad os gennem det hele huske Jesus’ ord:

”Jeg er med jer alle dage, indtil verdens ende.” (Matt 28,20)

Kærlig hilsen
BaptistKirkens ledelse

Pia Duebjerg Andersen
Christian Peter Heldgaard Bylund
Emmanuel Chinzah
Vibeke Dalsgaard
Tine Kragh
Flemming Vesth Nielsen
Bodil Højbak Møller

Relateret

• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 09. apr. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 07. apr. 2026 - Awake Worship II: Næsten 300 unge samlet til lovsangsfest i Herning
• 04. apr. 2026 - ”Vær ikke forfærdede”
• 19. mar. 2026 - “Lad de små børn komme til mig” – nyt håb for unge mødre i Rwanda

Find flere

Lyt til artiklen:

På Agerø i Limfjorden mødte jeg en smuk og tankevækkende fortælling. Den begynder sådan: I begyndelsen af 1900-tallet boede der på Agerø to ugifte søstre på en stor gård, som de havde arvet. En dag var de to søstre gået over dæmningen til Mors på besøg. På vejen hjem blev der meget tåget, og søstrene blev bekymrede for, om de kunne finde vej over dæmningen i tågen.

Fanget i tågen

De lagde sig på knæ på dæmningen og bad til vor Herre om hjælp til at finde vejen gennem tågen. I deres bøn lovede de Gud, at hvis de med hans hjælp kom hjem, ville de give alt, hvad de ejede til ham! Søstrene fandt vej gennem tågen, og efterfølgende skænkede de deres store gård til kirken. For de midler blev der bygget den smukkeste lille kirke på Agerø. Den blev indviet i 1908.

Bønnens magt

På kirkegården omkring kirken fandt jeg en noget nyere gravsten med følgende indskrift: ’Bønnens magt er stor’! – Lad os huske på det i vores personlige forhold, men også i den aktuelle verdenssituation og vores fælles fremtid i menighederne.

Relateret

• 04. apr. 2026 - ”Vær ikke forfærdede”
• 12. mar. 2026 - Fællesskab er vigtigt!
• 05. mar. 2026 - Find håb i bøn
• 20. feb. 2026 - Sebastian tog skridtet fra fællesskab til lederskab
• 12. feb. 2026 - Nyheder, der bringer håb på en mandag

Find flere

Lyt til artiklen:

Jeg sad i havestuen og nød varmen. Så kom vores kat og ville op og nusses. Vi nussede lidt, men pludselig gik den sin vej, og der, hvor den havde været, blev der koldt. Den skulle noget andet. Senere, når vi går tur med hunden, går den nok med. Det gør den ofte.

Engang blev den væk i skoven, og da vi gik tilbage efter den, sad den og kaldte på os. Den er et selvstændigt væsen med egen vilje, særlige evner og altid sin egen.

Den kan klatre og hoppe og gør det med stor adræthed. Vi har et skab, hvorpå der står nogle flyttekasser. En dag var katten væk – altså fuldstændig væk – og der gik lang tid, før vi fandt den. Den lå oppe på kasserne ca. 30 cm under loftet!

Fra udsultet til opfedet

Vi har haft katten i syv år. Den levede vildt her i byen. Den var killing, bange, udsultet og beskidt. Nogle af os i byen besluttede at indfange den og sende den på internat. Det lykkedes os at fange den, og den kom hjem på vores lille badeværelse, hvor den kunne spise, sove og vænne sig til mennesker. Men vores datter så den, og på et kvart sekund havde hun forelsket sig. Så vi beholdt den! Den blev ren, tryg, steriliseret og fedet op. Den hedder Katniss, fordi den overlevede en meget barsk tilværelse.

Og hvad har det så med bøn at gøre?

Jo, Gud bruger også bønnen som et væsen med egen vilje og særlige egenskaber. Den kan være vild og lade sig fange. Den lader sig ikke tæmme, men bliver alligevel hos os. Den kommer i forskellige former, men er i bund og grund det samme væsen. Den forstyrrer midt i hverdagen og vil have opmærksomhed. Hvis vi forlader den, kalder den os tilbage. Den kan gemme sig, og når vi bliver desperate, fordi vi ikke kan finde den, er det måske, fordi den vil give os et nyt perspektiv på sig selv og på tilværelsen.

Husk at fodre og nusse din kat/bøn!

Relateret

• 05. mar. 2026 - Find håb i bøn
• 26. feb. 2026 - Kunsten at balancere i to verdener
• 11. feb. 2026 - Hvorfor er Bibelen vigtig, og hvordan bruger vi den?
• 11. feb. 2026 - For at guide os hen til Jesus
• 11. feb. 2026 - Bibelens relevans

Find flere

Lyt til artiklen:

Så går det løs! (Foto: Brendan Van)

Musikken er allerede på vej op i gear, da Rammi Cinzah går på scenen og inviterer de unge op foran:
”Vi skal danse, vi skal hoppe, vi skal synge, vi skal lovprise Herren. Hils på dem, der står ved siden af jer, selv om I ikke kender dem. Armene ud til siden, der skal være masser af plads – vi skal danse og prise Gud!”
Trommerne kører op i tempo, taktfaste klap og jubel bryder løs, da bandet og lovsangerne tager fat på ”Praise the Lord, oh my soul!”

Det begyndte med en drøm

Det hele begyndte med den samme drøm hos de fire initiativtagere: Rammi Cinzah, Filip Za Iap, Peter Tluang og Richard Cung. Drømmen om at samle unge på tværs af kirker og kirkesamfund til fælles lovsang og tilbedelse. Richard fortæller:
”Vi kommer alle fire med chin-baggrund og vores udgangspunkt for drømmen, var musikken til gudstjenesterne i chin-menighederne. Man synger meget salmer, og når der bliver udgivet nye lovsange, savner de unge at synge dem.”

Lovsang og tilbedelse ved Awake Worship Night 2025 (Foto: Brendan Van)

De fire unge mænd fortæller videre om deres overvejelser. De var alle inspireret af missionsbefalingen i Mattæus-evangeliets kapitel 28, vers 19: ”Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, …” Det var naturligt at tage udgangspunkt i deres egen baggrund i chin-menighederne. Det var også der, den økonomiske støtte i første omgang kom fra.

Evangeliet siger ’alle folkeslag’

”Men evangeliet siger ’alle folkeslag’ – ikke kun chin-folk eller afrikanere eller danskere. Uanset hudfarve kan du være Jesu discipel. Men vi begyndte med de unge chin’er, for at få dem engageret. Og så opfordrede vi dem til at tage deres venner med. Vi rakte ud til forskellige kirker, og nu er der kommet mennesker fra nær og fjern. Det er jo ikke sådan, at unge burmesere kun er venner med andre unge burmesere!” siger Richard.

“Vi skal danse, vi skal hoppe, vi skal synge, vi skal lovprise Herren.” (Foto: Brendan Van)

Her er plads til alle kulturer

De fire venner er allerede på vej mod det multikulturelle lovsangsarrangement, de ønsker sig i fremtiden. Aftenen bød på en enkelt lovsang på burmesisk, resten var på engelsk og dansk. Her kunne alle være med.

”Vi er opvokset i Danmark, vi taler dansk, vi tænker dansk, vi spiser dansk – selv om burmesisk mad smager bedre!” lyder det fra Rammi og Richard fortsætter: ”Men næste år har vi afrikanerne med, så er der en afrikansk lovsangsleder og sange på deres sprog. Der er jo ingen, der sætter grænser. Al vores musik er jo tilbedelse. Det er bare et andet sprog, man lovsynger med. Det er hjertets indstilling, vi fokuserer på.”

Dawt Hlei Par – med et stærkt budskab, der gik rent ind hos de unge (Foto: Brendan Van)

Dawt Hlei Par – en usædvanlig kvinde med et stærkt budskab

Inden bandet med teenagernes hjælp brød gennem lydmuren, var der tid til et kort interview med aftenens prædikant Dawt Hlei Par. Mellem pizzabakker og guitarkasser fik vi klemt os ned i et par stole backstage i Åbenkirkes fantastisk flotte auditorium i den gamle industribygning ”Textilen”.

Dawt Hlei Par blev dansk gift i efteråret 2024 og flyttede fra Norge til Skjern i januar 2025. Fysisk fylder Dawt ikke meget i stolen backstage. Men hun fylder hurtigt rummet mellem kasserne med musikgrej med en intens følelse af nærvær. Når hun fortæller om sin opvækst i en kristen familie, hvor Gud altid var en del af hverdagen, lytter man. Når hun fortæller videre om sin trosrejse og beslutning om at tjene med alt, hvad hun kunne, griber beretningen. Når hun fortæller med begejstring om alle de unge mennesker, hun møder, der ønsker at dele evangeliet og deres tro, så smitter begejstringen.

Dawt har en bachelorgrad i teologi og lederskab fra Høyskolen for Ledelse og Teologi i Oslo. Hun har arbejdet som ungdomspræst i flere menigheder i Norge og som direktør for Euro Chin Vision, der arrangerer en årlig konference for unge chin’er i Europa.

Der lyttes koncentreret til Dawt Hlei Pars budskab (Foto: Brendan Van)

Guds ubetingede kærlighed

Men i aften handler det om at forkynde budskabet om Guds ubetingede kærlighed til teenagerne i den gamle industribygning i Herning.

En ung kvinde i en lidt for stor herrejakke og moderne støvler – helt alene på en stor scene. Men det tager kun få sekunder for Dawt at brænde helt igennem til teenagerne. Kontakten til teenagerne er umiddelbar, og de lytter til hvert eneste ord. Klapper af pointerne og tager budskabet ind. Da Dawt et øjeblik leder efter et engelsk ord i sin norske hukommelse, kommer der prompte hjælp fra salen: Vi er et fællesskab i aften.

Dawt fortæller om de ti bud: En guide til en tættere og mere intim relation til Gud. Men vi misforstod Guds intention og blev slaver af loven. Vi fik fokus på alt det, vi ikke måtte gøre i stedet for alt det, vi kunne gøre. Dawt sammenlignede menneskenes liv med at være lukket inde i et mørkt rum. Til sidst blev muren ud til lyset brudt ned. Jesus brød muren ud til lyset og friheden ned for os.

Dawt slutter sin prædiken med at citere om kærligheden fra kapitel 13 i Paulus’ 1. brev til Korinterne: Det er sådan Guds ubetingede kærlighed til os ser ud.

Dawt Hlei Par. På chin betyder det ”evig kærlighed”. 200 teenagere gik hjem med budskabet om, at Gud elsker hver enkelt af dem – evigt og ubetinget. I tider hvor unge er presset af deres egne, forældres og samfundets forventninger til deres liv, gik alle opløftede hjem.

Forbøn i fællesskab (Foto: Brendan Van)

Plads til refleksion og forbøn

Efter prædikenen skruer bandet op igen. Men lydtrykket er lige en anelse lavere end i første sæt, teksterne lidt mere til refleksion, lidt mindre til dans. Fra scenen fortæller Peter, at der er forbønsstationer bagerst i lokalet. De menigheder, der støtter arrangementet, har sendt præsterne på arbejde lørdag aften. De unge holder sig ikke tilbage. De søger forbøn – på chin, engelsk og dansk. Der er koncentration om bønnen, et enkelt råb til Herren og forløsningens gråd ved en enkelt forbønsstation. Alle de unge går tilbage til vennerne foran scenen med et kærligt klap på skulderen fra præsten.

Pastor Khin Mong sluttede aftenen med bøn for alle unge (Foto: Brendan Van)

Fra scenen gentager Peter opfordringen til forbøn og fortæller, at vi alle sammen kan bede for hinanden. Nogle af de unge samler sig i grupper og beder sammen foran scenen, mens bandet har sat strøm til en rytmisk udgave af ”Amazing grace”. Det er som om “… how sweet the sound, that saved a wretch like me. I once was lost but now I’m found. Was blind, but now I see,” får endnu mere mening efter Dawts prædiken.

Efter et par timer nærmer vi os slutningen. Pastor Khin Mong kommer på scenen og slutter aftenen med at takke Herren for alle unge mennesker og bede for deres fremtid. Igen blev vi forsikret om, at Gud har et formål med hver enkelt af os.

AWAKE WORSHIP NIGHT

– blev støttet økonomisk af Chin Bethel Church (Skjern), Calvary Mission Church (Esbjerg), Baptisternes Børne og Ungdomsforbund (BBU) samt Chin Christian Association Denmark (CCADK). Endvidere havde private doneret penge til arrangementet, der foregik i Åbenkirkes lokaler i Herning lørdag den 22.marts 2025

Så var der kage!

Mens trommehinderne falder på plads, er der socialt samvær – og kage! Backstage er de fire arrangører sunket ned i sofaen. Det gik godt! Der kom mange mennesker og på nær Dawt Hleis powerpoint-præsentation ”spillede” det hele. Så er spørgsmålet, om der kommer en gentagelse? En Awake Worship Night 2026?

Det handler om at ære Gud

De fire venner, der kendte hinanden, men først blev venner efter at have delt drømmen og vision om Awake, håber på at vende tilbage med ”to’eren” næste år. Richard har allerede salgstalen klar:

”Så skal du skrive, at man kan forvente en intens og nærværende aften med fokus på lovsang, frihed og fællesskab blandt mange forskellige kulturer. Der bliver tid til både høj energi og stille momenter med tilbedelse, så alle kan være med. Og Gud vil møde mennesker personligt, lige der hvor de er. Det handler ikke om performance eller show, men om at ære Gud på tværs af alle nationaliteter. Det er det, vi vil prøve at gøre.”

Hele holdet bag Awake Worship Night 2025 i Herning. Der var lagt mange frivillige timer og meget energi i forberedelserne (Foto: Brendan Van)

Relateret

• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 07. apr. 2026 - Awake Worship II: Næsten 300 unge samlet til lovsangsfest i Herning
• 19. mar. 2026 - “Lad de små børn komme til mig” – nyt håb for unge mødre i Rwanda
• 19. mar. 2026 - Krig og fred
• 15. mar. 2026 - I Holstebro kan du møde baptisterne fredag nat i gågaden!

Find flere

Men det ord, der fik mest opmærksomhed, særligt i medierne, var “Inshallah” – som på dansk betyder “om Gud vil”.

For nogle er optagelsen af et arabisk ord i sig selv en trussel, og det bliver ikke bedre af, at det er en påkaldelse af Allah. Personligt får det mest af alt mig til at tænke over mit eget sprogbrug, ikke bare som dansker, men også som kristen.

Jeg har faktisk altid beundret muslimernes vedholdenhed i, at det, vi beder om, kun sker, når Gud vil. Der er en ærefrygt og gudsfrygt forbundet med det. Noget jeg tror, vi som kristne kan lære af.

Så i stedet for at græmmes over, at en muslimsk gudspåkaldelse har fundet vej til vores ordbog, vil jeg i stedet lade mig inspirere og bede: Om Gud vil.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 26. mar. 2026 - Valget – hvordan synes du selv…
• 19. mar. 2026 - Krig og fred
• 12. mar. 2026 - Fællesskab er vigtigt!
• 05. mar. 2026 - Find håb i bøn
• 26. feb. 2026 - Kunsten at balancere i to verdener

Find flere

Lyt til artiklen:

”Vi har det godt med hinanden og vi er så interesserede i at skabe noget sundt i København,” fortæller Emil Lavsen om samarbejdet i Kristuskirken.
”Derfor handler det også om at kunne stille op og sige: ’Det er den her vej, vi skal gå sammen.’ Det er sådan en præst, jeg gerne vil være.”

Fest i Kristuskirken

Søndag den 15. september var der fest i Kristuskirken. Emil Bredahl Lavsen blev indsat som præst under stor festivitas, med lovsang, smukt violinspil af Emils hustru Yu-Min Seo og velkomstord fra nabomenigheder og BaptistKirkens ledelse. Tjek Kristuskirken på Facebook og Instagram: Der er masser af festbilleder! Nogle af billederne kan du se i denne artikel.

Fra Ry til Korea første gang

Emil har boet i Korea i 16 år. Han møder første gang den koreanske kultur, da han som 18-årig udvekslingsstudent rejser ud med International Cultural Youth Exchange (ICYE):
”Efter en sygdomsperiode, hvor jeg har haft svært ved at være glad for livet, bliver jeg meget glad for Korea i det år, jeg er der. Det er i Korea, jeg første gang møder det kristne fællesskab. Jeg bliver en del af en metodistmenighed, hvor jeg møder mennesker, der er helt vildt søde og venlige,” fortæller Emil.

Oplevelsen af kristent fællesskab fascinerer Emil. Han er vokset op i Ry i det jyske søhøjland uden særlig kontakt til kirken:
”Den måde, man kan være sammen på som mennesker i kirken, hvor alle holder af dig som menneske, bare fordi du er et menneske, som Gud elsker, gjorde, at jeg oplevede en frihed, som jeg aldrig havde oplevet før.”

Under opholdet i Korea tænker Emil meget over livet. Han reflekterer og overvejer, hvad det er, han oplever:
”Jeg synes, at jeg fik svar på det hele. Jesus gav mig svar. Jeg oplevede en mening med mit liv, som jeg ikke havde mærket før.”

Yu-min spiller (Foto: Stephen Sandoval)

Historien – ganske kort

Før rejsen til Korea har Emil uddannet sig til social- og sundhedshjælper. Nu får han igen mulighed for at rejse til Korea, denne gang for at studere sprog. Han griber muligheden og begynder at læse i Seoul, hovedstaden i Sydkorea. I begyndelsen af studiet bliver han opfordret til at skifte spor til en teologiuddannelse på engelsk, der også findes på universitetet. Emil følger opfordringen og begynder at læse teologi.

Hjemme i Danmark er især Emils far lidt utryg ved det koreanske eventyr:
”Det er jo et fire-årigt studie og min far bliver så bekymret, at han er lige ved at rejse til Korea for at hente mig. Han er bange for, at jeg er kommet med i Moon-bevægelsen eller noget værre! Efter jeg selv har fået børn, kan jeg bedre forstå hans bekymring,” ler Emil.

Emil fortæller, at teologistudiet på mange måder var godt for ham. Mange spørgsmål blev besvaret, og han oplevede at finde en glæde og en ro, han aldrig havde oplevet før.

Færdig med sin bachelor møder Emil sin kommende hustru Yu-min Seo:
”Hun er den mest populære pige på hele skolen. Alle drengene er helt vilde med hende. Hun er god til stort set alting. Alle mine drengevenner drømmer om, at Yu-min skal være deres ’pastors wife’: Hustruen, der spiller klaver og holde selskaber. Sådan gik det ikke, for vi blev kærester: Jeg mistede næsten alle mine drengevenner på den konto,” ler Emil inden han pointerer, at forholdet fra begyndelsen var alvorligt ment. Yu-mins far arbejdede for den sydkoreanske regering og havde sort bælte i kampsporten taekwondo. Ikke en mand, der accepterede hvem som helst som svigersøn.

En fyldt kirke (Foto: Stephen Sandoval)

Emil fik sin Yu-min. De blev gift i 2012 og siden er familien udvidet med døtrene Lina og Loa.

I 2015 blev Emil færdig med sin Master of Divinity fra Asian Center for Theological Studies and Mission (ACTS).

Allerede under studierne havde Emil erfaret, at præstelønninger ikke rækker langt i en storby. Han etablerede derfor en virksomhed, der hjalp danske virksomheder ind på det koreanske marked. Mange satte pris på at kunne få hjælp af en dansker, der talte flydende koreansk og kendte kulturen.

Det kristne liv er en vandring

Allerede det første år i Korea begyndte Emil at opfatte livet med Jesus som en vandring:
”Kristenlivet er jo en vandring, hvor man træffer forskellige valg, der måske ikke alle er lige heldige. Men det, der er så fascinerende ved det kristne liv, er, at man har Jesus, der bare elsker mig fuldstændig vanvittigt og døde for mig på korset. Den relation og den vandring har været svær for mig, men også dybt fascinerende. Og jeg vidste efter det første år, at jeg havde lyst til at gøre mere ud af kristenlivet.”

Derfor var det en gave for Emil at få mulighed for at komme tilbage til Korea og begynde på teologistudiet.

Emil foran Kristuskirken (Foto: Kristuskirken)

Gadepræsten

Under bachelorstudiet er det et krav, at Emil involverer sig i  kirkeligt arbejde. Han arbejder med mennesker, der lever på gaden i storbyen:
”Mit job er at gå rundt på gaden og prædike evangeliet, men også bare at være der. Når alle andre går væk fra personen, så går jeg hen mod personen. En ven i nøden for gadens folk. Når jeg ser tilbage på mit liv, er det måske der, jeg har fundet allermest glæde. Jeg har altid haft en kæmpe kærlighed for gadens folk, for de udsatte, for dem, der kæmper i samfundet. Dem, der virkelig har det svært i livet.”

Emil følte et kald til at arbejde med og hjælpe gadens folk. Og samtidig erfarer han, at han har fået en gave til netop at møde mennesker på gaden på en måde, som er svær for mange andre.

Corona rammer

Corona-pandemien ramte hårdt i Danmark, men endnu hårdere i Korea. Landet blev lukket ned i et omfang, det er svært at fatte. Stort set alt socialt samvær med andre mennesker ophørte. Familien Lavsen var presset:
”Det var meget barsk under coronaen i Korea. Og vi ender faktisk med, at alt lukker ned. ’Overnight’, som man siger. Også min lille virksomhed. Alt stopper. En meget mørk tid for koreanerne. Og ganske forfærdeligt at være i. Vi kan heller ikke mødes i kirkerne. Mennesker bliver sat i fængsel og skal betale bøder, hvis de mødes i kirken. Jeg kan ikke gøre mere i Korea. Corona har lukket ned for det hele. Jeg har været sådan et kreativt kirkemenneske, og jeg har også fungeret som præst, men pludselig er der ikke mere at lave som præst.”

Emil spørger sin hustru Yu-min, om hun kan tænke sig at rejse til Danmark. Hun siger ’ja’ med det samme.

BaptistKirkens generalsekretær, Torben Andersen, taler (Foto: Stephen Sandoval)

Kulturchok

Det er hårdt at komme til Danmark. Efter 16 år i Korea opdager Emil, at ’dansk’ er et relativt begreb. ’Kulturchok?’ er en nærliggende tanke, når Emil fortæller:
”Jeg skal nærmest lære forfra, hvordan man gør ting: Hvem ringer man til hos kommunen? Hvordan bruger man MobilePay? Og hvad er MobilePay? Jeg har været vant til at betale 10 procent i skat – og nu trækker min arbejdsgiver pludselig 45 procent! Der var meget, der skulle læres, men vi kæmpede og lærte det.”

Det er ikke kun det praktiske hverdagsliv, der giver udfordringer i Danmark:
”Det var hårdt at komme hjem til Danmark. I Korea var jeg vant til ’den åbne dør’, altså sådan en åbenhjertelig måde at være sammen på, hvor man siger: ’Hej, kommer du over, så drikker vi lidt kaffe sammen’. I Danmark, skulle vi vænne os til, at danskerne var på en helt anden måde. En helt anden kultur og ikke helt, som jeg huskede den. Det var interessant og spændende, men også meget anderledes.”

Familien slog sig ned i Korsør. Emil fik nogle forskellige jobs: Som deltidspræst, SOSU-hjælper og underviser i koreansk på en international efterskole. Yu-min begyndte at lære dansk og inden længe fik hun også opholdstilladelse i Danmark.

På et tidspunkt bliver Emil gjort opmærksom på en jobmulighed som præst på fuld tid i Kristuskirken. Emil søger jobbet. Kristuskirken har fundet deres præst.

Forbøn (Foto: Stephen Sandoval)

Drømmen om Kristuskirken

”Jeg har hele tiden haft en brand i mig, et kald til det pastorale. Jeg har stor kærlighed til kirken og brænder for at gøre en forskel for kirken. Men jeg har også den her storbykærlighed. Altså, jeg har levet i en storby i 16 år og kender til livet i storbyen. Selv om jeg ikke boede i København. For mig handler det om at søge Gud med spørgsmålet: ’Hvilket kald har du over mit liv? Gud, hvad ønsker du jeg skal? Hvilke mennesker ønsker du, der skal sendes ind i mit liv?”

Emil pointerer, at han ønsker at fastholde respekten for tradition, for kultur og for baptisme i Kristuskirken. Selv om kultur og tradition fylder meget for den klassisk uddannede teolog er der noget, der er vigtigere:
”Det vigtigste for mig, det er at være med til at skabe en kirke og være en del af en kirke, som elsker Jesus. En kirke, hvor man elsker Gud og hinanden. Det lyder måske flyvsk og højtflyvende, men det er jo sandheden. At elske Gud og elske hinanden. Med respekt for den kultur, man er i.”

Emil peger på, at Kristuskirken er et fyrtårn midt i København. En fantastisk kirke, der har gennemgået så meget historie siden 1839, at man, med Emils begejstrerede ord:
”Tror det er løgn!” – og Emil fortsætter: ”Der er så mange mennesker, der har været inde over den kirke. Og de kirkeplantninger, der har været ud fra Kristuskirken, gør også, at det er en ære at være herinde. Med respekt for den kultur og traditionerne skal vi finde ud af at være en kirke i 2024.”

Samvær og velkomst (Foto: Stephen Sandoval)

Bønnen og søgen efter Jesus skal komme først

Vi vender tilbage til udgangspunktet. Emil fremhæver det gode samarbejde med menighedsrådet og ambitionen om at sætte en retning, at kunne sige i fællesskab: ”Det er den her vej, vi skal gå.”

Emil er klar over, at nogle mennesker kan blive udfordret af en klar retning:
”Det handler også om at kunne tage svære beslutninger, selv om de ikke er populære. Jeg står på mål for mine meninger. Men altid med respekt for andre mennesker. Jeg er absolut ikke interesseret i konfrontatorisk retorik. Det er jeg meget i mod. Jeg går ind for, at vi kan være uenige, men se hinanden i øjnene og have respekt for hinanden.”

Tiden er ved at løbe ud. Nye opgaver venter os begge. Emil trækker vejret, samtalens sidste budskab er klar:
”Uanset hvad, så kan det ikke gå galt så længe bønnen og vores søgen efter Jesus kommer først. Mit kald som præst er at være præst for folket: At alle mennesker kan komme til mig og vide, at Emil, han er der for mig.”

(Foto: Stephen Sandoval)

Relateret

• 05. mar. 2026 - Find håb i bøn
• 20. feb. 2026 - Sebastian tog skridtet fra fællesskab til lederskab
• 06. jan. 2026 - Nytårshilsen fra BaptistKirkens ledelse – januar 2026
• 15. okt. 2025 - Bønnens magt er stor
• 19. sep. 2025 - Byen kalder Gud – en bønnebog

Find flere

Jeg beder ikke om, at boligblokkene må falde sammen, men om at barrierer mellem mennesker – og mellem mennesker og Gud – må falde.

Jeg læste i efteråret Jackie Pullingers “Den lovløse by”. Hun oplever efter et fornyet bønsliv, at mennesker, som hun møder i Hongkongs slum, pludselig selv opsøger hende for at komme til tro. Det gav mig en ny motivation for at finde en ny måde at bede på.

Jeg har på det seneste oplevet at møde flere mennesker, som nærmest inviterer sig selv med i kirke – ikke nødvendigvis til gudstjeneste først, men ind i fællesskabet – før jeg selv har fundet lejlighed til at invitere dem.

Nicky Gumbel er kendt for at sige noget i retning af, at bønnesvar kan bortforklares som tilfældigheder, men at de tilfældigheder har det med at ske oftere, når man beder. Jeg kan kun være enig.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 26. mar. 2026 - Valget – hvordan synes du selv…
• 19. mar. 2026 - Krig og fred
• 12. mar. 2026 - Fællesskab er vigtigt!
• 05. mar. 2026 - Find håb i bøn
• 26. feb. 2026 - Kunsten at balancere i to verdener

Find flere

Lyt til artiklen her:

Hvert år, når vi passerer Fastelavn, popper der synspunkter op om, hvad ’fasten’ går ud på. Aviser, livsstilsblade og andre medier spørger folk om, hvad de faster fra, og måske også hvorfor de faster. Og det er godt! Tænk, at folk, som de er flest, inddrager kirkeårets faser i deres omtanke. Men så godt som alle svar gør mig frustreret. På søndag passerer vi Midfaste – vi er altså halvt igennem fasten. I år er min oplevelse (næsten) den samme som tidligere, desværre!

Faster vi fra – eller til?

Fasten er en periode på 40 dage i kirkeåret. Den ligger forud for påskens store begivenheder med Jesus i centrum. Fasten har altså noget med evangeliets centrum at gøre. Den forbereder påsken, ligesom adventstiden forbereder julen. Men hvordan forbereder vi os så som danskerne på påsken?

De lærde udtaler sig

Kristeligt Dagblad skrev Askeonsdag – den dag fastens 40 dage begyndte – om fasten med overskriften: Fasten handler både om fravalg og tilvalg. Denne overskrift synes at være skabt af de tre, der blev spurgt om, hvad faste betyder for dem. En teologistuderende vender blikket indad og prøver at droppe de konstante nyheder. En højskoleforstander holder pause fra de sociale medier for i stedet af forberede sig på påsken ved at læse i Bibelen. Og en præst tager på stilhedsretræte, hvor ’et nyt fokus for mig vil blive at se på kroppen som et tempel. Det er et udtryk, som Paulus bruger. At tage sig godt af sit tempel kan være en gudsdyrkelse og ikke bare en kropsdyrkelse, som vi kender det fra fitnesscentrene’.

Her møder vi ’fasten’ som fravalg. Ofte drejer fravalget sig om at holde pause – fra fx chokolade (det får præsten også nævnt) og fra alkohol. Og for ikke at stå tilbage i et tomrum må fasten så også bestå af tilvalg. I livsstilsbladene vælger de fleste at fokusere på kroppen. I Kristeligt Dagblad vælger de tre, der blev spurgt, altså at pleje deres åndelige form – og derfor går de ind i sig selv.

Fasten gennem kirkehistorien

I den første del af fasten i år dukkede der et interessant link op i min indbakke. Her beskrives i ord og ved hjælp af grafik, hvordan kristne siden kirkens første tid har opfattet fasten. I oldkirken hører vi fx om to ugentlige fastedage (fravalg) og om fastetid forud for voksendåben (forberedelse, tilvalg). Kristne fastede som udtryk for sorg over Jesu død eller over deres egne synder. I middelalderen fastede kristne stadig to dage om ugen, men reglerne blev mildere. Til gengæld blev de overvåget af præsterne. Sammenlagt skulle kristne faste 180 dage om året.

Folkekirken.dk’s oversigt

Oversigten, som ’Folkekirken.dk’ står bag, slutter med en omtale af fasten år 2020. Her står bl.a.: Hvert år markerer folkekirken fasteperioden mellem fastelavn og påske. Men der er ingen forventning om, at medlemmer faster i praksis. Fastfood, slik, alkohol, tv-kiggeri eller andet forbrug er nogle af de ting, folk giver afkald på i 40 dage. Det kan blandt andet være for at give sit åndelige liv opmærksomhed. Eller for at dyrke fællesskabet i stedet for sig selv. – Altså både fravalg og tilvalg. Den historiske oversigt kan ses her https://www.folkekirken.dk/aarets-hoejtider/faste/fasten-gennem-tiden.

Forstemt og lang i ansigtet

Alt det nævnte – i Kristeligt Dagblad og på Folkekirken.dk – er oplysende. Vi bliver klogere på, hvad fasten var og hvordan den opfattes i dag. Men det sker kun i en beskrivende form. Hvis vi skal være godt informeret om, hvordan vi bør faste, kan vi ikke nøjes med det deskriptive. Vi må have fat i noget normativt. Hvor finder vi normen for, hvad vi – som kristne – i dag bør forstå ved ’at faste’. Den overvejelse findes (næsten) ikke.

’Skriften alene’

Et Kristeligt Dagblad, der skriver om tro, etik og eksistens, og en Folkekirke, der er navngivet efter Martin Luther, burde i tide og utide pege på det bibelske perspektiv. Luther pegede på den norm, der hed ’Skriften alene’ – ofte skete det i et opgør med kirkens afsporede tradition. Og ’i Skriften’ drejede det sig for Luther om at tage ved lære af dét, Jesus tænkte og gjorde. Vil vi vide, hvad faste er, må vi have fat i, hvad Jesus læste i de skrifter, der var ’hans bibel’. Her efterlades vi ikke uden normer.

Af Profeten Esajas, kapitel 58

Råb af fuld hals, spar ikke på stemmen,
løft din røst som hornet!
Forkynd mit folk dets overtrædelse
og Jakobs hus dets synder.
Mig søger de dag efter dag,
de ønsker at kende mine veje;
som et folk, der øver retfærdighed
og ikke svigter sin Guds bud,
spørger de mig om lov og ret,
de ønsker at være Gud nær.

»Hvorfor ser du ikke, når vi faster,
og ænser ikke, at vi spæger vort legeme.«
På fastedagen driver I handel,
og jeres arbejdere jager I med.
I faster i kiv og strid
og kaster med sten i ondskab.
Når I faster, som I nu gør,
bliver jeres bøn ikke hørt i himlen.
Tror I, det er den faste, jeg ønsker,
at mennesket spæger sit legeme,
hænger med hovedet som et siv
og ligger i sæk og aske?

Er det det, I kalder faste,
en dag til Herrens behag?
Nej, den faste, jeg ønsker,
er at løse ondskabens lænker
og sprænge ågets bånd,
at sætte de undertrykte i frihed,
og bryde hvert åg;
ja, at du deler dit brød med den sultne,
giver husly til hjemløse stakler,
at du har klæder til den nøgne
og ikke vender ryggen til dine egne.

Da skal dit lys bryde frem som morgenrøden,
og dit sår skal hurtigt læges;
din retfærdighed går i spidsen for dig,
og Herrens herlighed er bag dig.
Da kalder du, og Herren vil svare,
da råber du om hjælp, og han siger: Her er jeg!

Hvis du fjerner åget
og holder op at pege fingre og tale ondt,
rækker den sultne dit brød
og mætter den forkuede,
så skal dit lys bryde frem i mørket
og dit mulm bliver til højlys dag.
Herren vil altid lede dig,
selv i øde egne vil han mætte dig.
Han vil styrke din krop,
så du bliver som en frodig have,
som et kildevæld,
hvis vand ikke svigter.

Kilderne, vi kan øse af

Forud for sin offentlige indsats fastede Jesus i 40 dage. Vi véd ikke, hvori hans faste bestod, men antallet af dage fortæller, at det var en forberedelsestid. Og læser vi, hvad evangelierne skriver om Jesu ord og handlinger efter fasten, får vi en idé om, hvori hans forberedelse bestod. Om fasten har Jesus ganske givet læst i det afsnit hos profeten Esajas, der leverer kilderne til det meste af Jesu selvforståelse, nemlig kap. 40-66. Normen – for det, ’faste’ var i traditionen bag Jesus – står skarpt formuleret i Esajas kap. 58 (se spalten).

Jesus satte andre mennesker i centrum

At ’faste’ bestod for Jesus ikke i at sætte sig selv i centrum, men i at gøre andre til genstand for dét, Gud vil have gjort i verden: ’Tror I, det er den faste, jeg ønsker, at mennesket spæger sit legeme, hænger med hovedet som et siv og ligger i sæk og aske? Er det det, I kalder faste, en dag til Herrens behag? Nej, den faste, jeg ønsker, er at løse ondskabens lænker og sprænge ågets bånd, at sætte de undertrykte i frihed, og bryde hvert åg. Ja, at du deler dit brød med den sultne, giver husly til hjemløse stakler, at du har klæder til den nøgne og ikke vender ryggen til dine egne.’  Det er den profetiske forståelse, Jesus trækker på, når han kritiserer sin samtids selvoptagne fastepraksis. Set i det lys, er det utroligt, hvad faste er blevet til i kirkens historie og nutid – ligesom megen (kristen) bøn også er blevet afsporet som skinbarlig egoisme.

’Bøn og faste’ sker for at …

Efter at have lært den lektie hos Esajas udfoldede Jesus den form for ’faste’ som sin livsstil – resten af sit liv. Det beskriver evangelierne. Det er jo Gudsriget, der kommer med ham, og det er den livsstil, han kaldte sine efterfølgere til at praktisere. Herudover siger evangelierne ikke meget om ’faste’ ud over nogle få gange at bruge begreberne ’bøn og faste’. De to hører sammen. ’Faste’ er at forstå som et handlingsråb, der svarer til bønnens råb med ord om, at Guds rige må bryde frem. ’Bøn og faste’ sker med en hensigt – at hjælpe andre, der er i nød. Den hensigt bør alle fastens tilvalg og fravalg altid have for øje.

Fasten er et opgør med verden

Kristen faste finder sted, når vi sætter medmennesket i centrum for evangeliets nyskabende ord og nye handlingsmønstre. Og det indebærer intet mindre end et opgør med ulige fordeling af rigdom og magt i denne verden. ’Bøn og faste’ er kampmidler, der skal til for at drive ondskaben på flugt i denne verden. At gøre den kristne faste til en slags ’forbudstid’ på 40 dage forud for påsken holder derfor ikke. Det forfladiger radikaliteten i Jesu budskab – og det skærer fordringen ud af evangeliet om at tage vare på medmenneskets ve og vel – hele året.

… det indebærer intet mindre end et opgør med ulige fordeling af rigdom og magt i denne verden.

Mit forbehold med ’næsten’

Ovenfor har jeg skrevet ’næsten’ i en parentes to gange. Det skyldes, at der trods alt er lyspunkter. Retfærdigvis skal det siges, at den nævnte hjemmeside – folkekirken.dk – begynder med at citere nogle bibeltekster om ’fasten’. Blandt dem er også Esajas 58. Men det, der udebliver, er en sammenkædning af de citerede tekster, så det fremgår, hvad ’faste’ betyder. Men også at Jesus fandt kilderne hos Esajas til det, der hos ham blev til Gudsrigets ’bøn og faste’ i kampen mod verdens ondskab.

Inspirationen

Også på dette webmedie – baptist.dk – har en skribent reflekteret over, hvad faste betyder. Hun er også årsag til mit ’næsten’ ovenfor. Ved fastens begyndelse skrev hun i Torsdagstanken: ’Jeg har ingen endelige svar, men jeg ved, at hverken slankekur, forbrug eller afhængighed skal motivere mig. I stedet vil jeg motiveres af, at jeg kan få mere tid med Gud, når jeg giver afkald. I stedet for at spise kan jeg læse i min bibel. I stedet for at shoppe kan jeg bede. I stedet for at scrolle på sociale medier kan jeg lovsynge.’ – Her handler fasten både om fravalg og om tilvalg. Og om et løfterigt blik til den bog, der motiverer os til at forstå, hvad ’faste’ er.

Måske flere lyspunkter?

Et lyspunkt ville være, hvis det blev muligt at lytte til Esajas 58, når fastetidens bibelske læsninger lyder. Den profetiske tekst fra Esajas, som Jesus lærte af, er ikke med blandt Folkekirkens foreskrevne læsninger i fastetiden. Hvorfor ikke, spørger jeg med forbavselse. Men en endnu større forundring får jeg brug for, hvis Esajas 58 ikke popper op i fastens læsninger i baptistkirkerne, hvor søndags tekster kan vælges med frihed – og måske (også) med omtanke.

Om vi på denne baggrund beslutter at ’faste’ – i korte perioder eller gennem et langt liv – det er et personligt valg. Gerne på baggrund af samtale med andre. Men også på en oplyst baggrund i de bibelske skrifter, der fortæller, hvad ’fasten’ i kristen forstand går ud på.

Relateret

• 12. mar. 2026 - Fællesskab er vigtigt!
• 05. mar. 2026 - Find håb i bøn
• 06. jan. 2026 - Nytårshilsen fra BaptistKirkens ledelse – januar 2026
• 16. okt. 2025 - Fredsfyrster?
• 15. okt. 2025 - Bønnens magt er stor

Find flere