Lyt til artiklen:

Jeg har altid følt mig velsignet. Jeg er opvokset i et kærligt hjem med en glad gudstro og kirkens fællesskab som fundament i tilværelsen. Selvfølgelig har jeg mødt modgang, men altid er jeg blevet vist en anden vej og har oplevet, at Gud var med mig igennem alt. Jeg fik hjælp til at finde glæden og optimismen igen.

En særlig velsignelse som barn

Mine forældre var pedelpar i kirken, hvor jeg som 7-årig kastede min kærlighed på klaveret. Når mor gjorde rent, sad jeg og øvede mig i at spille melodier efter gehør. En dag kom et medlem af menigheden, Marie Petersen, ind og lyttede. Hun var en midaldrende pebermø, som tjente lidt ved at være spillelærerinde i Danmarksgade tæt på kirken. Jeg blev inviteret til undervisning to gange ugentligt og kom til at elske Marie, som lærte mig noder og at spille klassisk musik.

Desværre blev hun syg af kræft, og til sidst – da jeg var 10 år, og hun stadig underviste fra sengen – slap hendes kræfter op. Hun holdt mig i hånden, mens hun fortalte, at nu kunne hun ikke mere, og jeg skulle derfor afløse hende som pianist i søndagsskolen i Ferslev. Jeg fik hendes nodebog til Søndagsskolesangbogen. Få dage efter døde hun, og jeg græd, men huskede, hvad jeg havde lovet Marie, så jeg gik i gang med noderne til de sange, der skulle synges om søndagen.

Gud gav mig en velsignelse og styrede min stemme, mine ører og hænder.

Nodebogen var tæt trykt med 4-stemmige satser

Jeg græd over min afmagt, men så foldede jeg mine hænder, bad Gud hjælpe, og jeg gik i gang med at finde melodierne pr. gehør. Jeg øvede og øvede, og efter de første famlende forsøg kunne jeg lægge harmonier under melodierne. Ingen teori, ingen node. Gud gav mig en velsignelse og styrede min stemme, mine ører og hænder. Først 12 år senere lærte jeg musikteorien på lærerstudiet.

Guds særlige gave er stadig en velsignelse for mig i kirke, skole, hospice med mere. At bruge den giver mig glæde.

Relateret

• 24. aug. 2026 - Det nye ungdomsoprør: Faste holdepunkter i en flydende verden
• 12. aug. 2026 - Tacklet af Gud
• 05. aug. 2026 - Pinseunderet er, at Gud taler til os i forskellige sprog, som vi kan forstå
• 25. jul. 2026 - Hvad kan kirken lære af nye troende?
• 09. jul. 2026 - Naboskab – om at bede for nabolaget

Find flere

Lyt til artiklen:

“Syv år, Niller, så ved man et eller andet!”

Sådan lyder en af de mindeværdige replikker fra den danske filmskat. Og selvom en ph.d.-afhandling måske ikke helt kan sammenlignes med Mulles livserfaring, var der alligevel noget om det, da jeg i marts forsvarede min ph.d.-afhandling efter seks års arbejde.

Afhandlingen udspringer blandt andet af min tid som præst i Bethelkirken i Aalborg, hvor jeg blev opmuntret til og fik mulighed for at begynde arbejdet. Sideløbende med forskningen ledte jeg det daværende Studiecenter for Menighedsbaseret Teologi, SCMT. Det blev seks år med fordybelse, interviews, analyser og mange samtaler om tro – og om, hvordan karismatiske frikirkers identitet formes i spændingen mellem kirkens fællesskab og en sekulær hverdag.

Mennesker er forskellige

Mennesker er ikke som vandhaner, man bare kan åbne, så svarene begynder at flyde. Det kræver overvejelse og metode at undersøge, hvordan mennesker beskriver deres trosrejse, og hvilken betydning kirken har haft.

Men mennesker er også historiefortællende væsener. Vi forstår vores liv gennem de fortællinger, det sprog og de fællesskaber, vi bliver en del af. Derfor kan livshistorier give indblik i, hvordan mennesker tilegner sig tro – og hvordan kirkens identitet bliver levet og formet.

Ti livshistorier om vejen til tro

Min afhandling undersøger ti personer, der er vokset op uden tro på Gud, men som i deres voksenliv er blevet troende i en karismatisk frikirke i København. Gennem deres livshistorier undersøger jeg, hvordan troen vokser frem, og hvordan kirkens fællesskab, sprog og praksis medvirker i processen.

Henrik Holmgaard (Foto: Privat)

Henrik Holmgaard

• cand.theol. og ph.d.
• sognepræst i Nebsager, Bjerre og Stenderup Kirker
• aktiv sejler
• gift med Mette og far til Isaac og Noah
• Tidligere:
  • Studerende ved  IBTSC: International Baptist Theological Study Centre i Amsterdam
  • Leder af StudieCenter for Menighedsbaseret Teologi (SCMT)
  • Præst i Bethelkirken i Aalborg
  • Formand for ”Tjeneste og uddannelsesudvalget” i BaptistKirken
  • Kirkeplanter i Apostolsk Kirke i Aalborg
  • Podcastvært og meget mere

Læs Henrik Holmgaards afhandling.

Hvad viste livshistorierne?

Undersøgelsen viste først og fremmest, at nye troendes vej ind i tro og menighed er en kompleks og erfaringsorienteret proces. I nogle frikirkelige sammenhænge, præget af vækkelsestraditionen, kan forståelsen af at blive troende være formet af omvendelse som en særlig øjebliksbeslutning, hvor “man siger ja til Jesus”. Det sprogbrug findes i de menigheder, jeg undersøgte. Livshistorierne viste, at troens tilegnelse ofte var mere kompleks. Men over tid lærte deltagerne at tolke deres tro som en beslutning. I deres fortælling var selve “beslutningen” ikke afgørende for deres tro. Den fungerede nærmere som en markering, der var vigtig for fællesskabet, fordi det dermed kunne genkende “de nye troende”.

Hjemkomst eller udforskning

I materialet tegnede der sig især to måder at fortælle om trosrejsen. Nogle fortalte om troen som en “hjemkomst”. Fortællingen afspejlede på en måde, hvad der kunne karakteriseres som en klassisk “omvendelseshistorie” med en u-vending fra noget dårligt til et godt liv som troende. I disse livshistorier talte deltagerne i nogen grad med et sprog, som indeholdt begreber som synd, frelse, nåde og et tydeligt før og efter.

Den anden gruppe fortalte om trosrejsen som en “udforskning”. Det var en mere lineær beskrivelse af en personlig udvikling. Her var fraværet af ord som synd, frelse og nåde bemærkelsesværdigt. I stedet udfoldede deres fortælling det, man kan kalde en selverkendelsesproces om “hvem er jeg?” sammen med Gud. Historisk har de karismatiske frikirker kritiseret andre kirkelige retninger for en “blodløs frelse”, som har negligeret Jesu objektive rolle i frelseslæren. Dette fund peger på, at der ligger en lignende nutidig udfordring i forhold til, hvordan frelse forstås og forhandles i mødet med en sekulær og individualiseret kultur.

Sognepræst i Nebsager, Bjerre og Stenderup Kirker, Henrik Holmgaard, prædiker ved indsættelsen den 14. september 2025 (Foto: Nebsager, Bjerre og Stenderup Kirker)

Kirken giver erfaringer – men mangler forklaringer

Hvis deltagernes beskrivelse af den udlevede kirkelige identitet kort skal opsummeres, så lykkes de karismatiske frikirker med at hjælpe mennesker til at genkende og leve med en erfaring af Gud som nærværende i et ellers sekulært hverdagsliv. Kirkens udlevede identitet beskrives som et fællesskab af mennesker, der samles om en særlig gudserfaring, hvor Gud er personlig, kærlig og aktiv.

Troens relationelle natur bliver særligt understreget gennem fællesskabet med andre nye troende og ved, at mere modne troende “investerer” tid i samtale og sidemandsoplæring i bøn og bibellæsning, enten en-til-en eller i mindre grupper.

Samtidig viser materialet, at nogle klassiske pentekostal-karismatiske udtryk – især tungetale og forbøn for helbredelse – kan opleves som fremmedgørende eller decideret overdrevne. Ligeledes viser undersøgelsen, at selvom disse kirker er gode til at give deltagerne “gudserfaringer”, så er de knap så gode til at forklare disse erfaringer. De nye troende bliver i særlig grad tiltrukket af erfaringen af Gud som en indre mystik, de kan erfare igennem kroppen i forbindelse med lovsang og bøn, og som kan hjælpe dem med at fortolke mening i hverdagen. Ligeledes afspejler livshistorierne den udfordring, at der kan opstå en for snæver forståelse af, hvad der er de “rigtige” gudserfaringer. Der er måske behov for en mere “generøs” forståelse, praksis og refleksion over gudserfaringens medierede natur, mangfoldighed og rolle, som integrerer erfaring, Bibel og tradition i den teologiske refleksion og praksis.

Henrik Holmgaard (Foto: Privat)

Fra klare grænser til et tydeligt centrum

Endelig viser undersøgelsen, at den udlevede kirkelige identitet er organiseret omkring et tydeligt defineret centrum. Dette centrum kan man som medlem være mere eller mindre tæt på eller længere fra. Det er en ændring fra den måde, karismatiske frikirker historisk har forstået sig selv på som tydeligt afgrænsede fællesskaber af bekendende troende, hvor dåb, medlemskab og menighedsetik markerer, hvem der er inden for og uden for.

Deltagernes livshistorier beskriver de kirkelige fællesskaber som åbne og nærmest som en genopdagelse af “teltmødets” funktion, hvor man kan komme og gå, som man vil. Kirkerne skaber rum, hvor mennesker kan undersøge troen, deltage i fællesskabet og langsomt orientere sig mod det definerende centrum af idealer om særlige gudserfaringer, praksis og etik. Medlemskab bliver beskrevet som forskellige niveauer af deltagelse med idealet om at deltage så ofte som muligt, hjælpe til så meget, man kan, bidrage og tage ansvar økonomisk, tale om og undersøge tro med andre og lade sig forme af fællesskabets definerende centrum.

Der er nye muligheder for, at man uforpligtende og undersøgende kan finde vej ind i kristen tro, uden at man skal tilegne sig “hele pakken”.

Denne organisering med et definerende centrum frem for en klar afgrænsning til samfund og andre kirker giver nye muligheder, men også markante ændringer i kirkelig identitet. Der er nye muligheder for, at man uforpligtende og undersøgende kan finde vej ind i kristen tro, uden at man skal tilegne sig “hele pakken”. Det definerende centrum holder et klart menighedsideal frem, men der er frihed til at vælge til og fra. Det betyder, at nye troende kan se sig selv som medlemmer i “periferien”, uden at de skal stå på mål for “særlige gudserfaringer”, kirkens lære eller særlige etiske normer om seksualitet m.m.

Denne ændrede struktur, hvor fællesskabet er centralt og ikke har en tydelig grænse til det omgivende samfund og andre kirker, minder på sin måde om en “abonnementsordning” som den, der for eksempel findes i fitnesscentre, hvor man kan være medlem på flere niveauer.

Denne forandring af strukturen og medlemskabet er en markant ændring, som kan tolkes som resultatet af forhandlingen af den udlevede karismatiske frikirkeidentitet i en sekulær kultur.

Forandringen kan også tolkes som en bevægelse fra en “bekendelseskirke” hen imod at være en “kirke med en bekendelse”, som denne bevægelse tidligere har taget kritisk afstand fra.

Hvad kan kirken lære?

Så hvad kan kirken lære af nye troendes livshistorier?

Deres livshistorier spejler den forhandling, der sker mellem samfund og religiøse minoritetsfællesskaber, når det kommer til, hvordan den erfaringsorienterede forståelse af Gud og kirke møder et mere eller mindre sekulært samfund.

Ligeledes spejler livshistorierne, hvordan nye troende individuelt forhandler den tro, de forsøger at undersøge og tilegne sig, og hvordan de forsøger at passe ind – en proces, der ikke er let i en sekulær kultur.

De gode nyheder er, at det fortsat sker, men nogle gange på trods.

Henrik og Mette Holmgaard i Amsterdam ved forsvaret af afhandlingen (Foto: Privat)

Relateret

• 24. aug. 2026 - Det nye ungdomsoprør: Faste holdepunkter i en flydende verden
• 15. aug. 2026 - Vil du læse Bibelen på to år – tag med på Bibelstien!
• 12. aug. 2026 - Tacklet af Gud
• 09. aug. 2026 - Mission – hvordan griber vi det an?
• 05. aug. 2026 - Pinseunderet er, at Gud taler til os i forskellige sprog, som vi kan forstå

Find flere

Læs eller lyt til artiklen her:

Da Kyle Henderson fredag eftermiddag fik ordet på Inspirationsdøgnet i Fredericia, begyndte han ikke med missionsstrategi og organisation, men med identitet.

Kyle Henderson fortalte om baggrunden for og indholdet i Acts2Movememt (Foto: Henrik Andersen)

”Kristne hører til i et andet rige,” sagde han, ”derfor er troende på tværs af landegrænser ikke fremmede for hinanden. De er brødre og søstre i Kristus.”

Da Henderson så deltagerne ankomme til Trinity og hilse hjerteligt på hinanden, fik han fornemmelsen af en familiesammenkomst. Familierelationen mellem kristne blev indgangen til resten af hans indlæg: Hvis kirken virkelig er én familie i Kristus, må den tage ansvar for den opgave, Jesus har givet.

Små i en stor verden – men sat her med et formål

Kyle Henderson viste et billede fra et stort sandområde i USA, hvor et lille menneske næsten forsvandt i landskabet. Sådan kunne han selv føle sig: lille, alene og overvældet.

Den følelse kan også ramme kirker og kirkesamfund. ”Men netop dér,” sagde Henderson, ”har Gud sat sin kirke i verden med et formål. Derfor kan Acts2Movement – Tro i bevægelse – sammen med den bredere 2033-bevægelse ’Finishing the Task’ (på dansk: afslut opgaven, red.) blive en af de afgørende missionsbevægelser i vores generation.”

BaptistKirkens
Inpirationsdøgn

– fandt sted den 24. og 25. april 2026 i Fredericia. Formålet var at udruste og inspirere enkeltpersoner, ledere og menigheder til at fuldføre missionsbefalingen! BaptistKirken har besluttet at engagere sig i Baptist World Alliances initiativ frem mod kirkens 2000-års jubilæum i 2033. Initiativet hedder Acts2Movement. På dansk er det blevet til Tro i Bevægelse.

Meget mere information følger til menighederne i menighedsforsendelser mv. Du kan følge med i Nyhedsbrevet, på sociale medier og i baptist.dk på web og i magasin.

Et gammelt kald, der stadig forpligter

Henderson tog udgangspunkt i missionsbefalingen og i Jesu ord om at gøre alle folkeslag til disciple. For ham er nøgleordet alle:

”Det handler ikke kun om ens eget folk, ens eget land eller mennesker, der ligner en selv. Missionsbefalingen er global, og kirken har haft den i næsten 2.000 år.”

Derfor stillede han det enkle, men udfordrende spørgsmål: ”Er det ikke på tide, at kirken gør alt, hvad den kan, for at fuldføre den opgave, den har fået?”

Med et billede fra sin egen barndom fortalte Henderson om sin far, der arbejdede som pilot og gav ham opgaver, når han var hjemme. Når faderen vendte hjem, spurgte han: Fik du det gjort?

”Missionsbefalingen er den opgave,” sagde Henderson, ”en dag vil Gud spørge os, hvad vi gjorde med den.”

Mange kirkesamfund er engageret i at fuldføre Missionsbefalingen frem mod 2033 (Foto: Henrik Andersen)

Kirken vokser – men når ikke med

Henderson fortalte, at den kristne befolkning vokser, men at verdens befolkning vokser hurtigere. Afstanden mellem dem, der har hørt evangeliet, og dem, der ikke har, bliver stadig større.

Spørgsmålet er ikke, om kirken vokser. Spørgsmålet er, om den vokser hurtigt nok og lever stærkt nok i mission til, at alle mennesker får en reel mulighed for at høre om Jesus.

”Der er tale om en nødsituation,” sagde Henderson, ”hvis kirken fortsætter som hidtil, bliver opgaven ikke mindre, men større.”

Nogle af deltagerne i Inspirationsdøgnet (Foto: Henrik Andersen)

Fra drøm til plan

Herfra førte Kyle Henderson forsamlingen ind i tanken bag 2033-bevægelsen. Han formulerede det enkelt: ”En drøm uden en dato forbliver ofte bare en drøm. Men en drøm med en dato bliver til en plan.”

Årstallet 2033 er valgt som en samlende milepæl, fordi det markerer 2.000-året for Jesu død, opstandelse og Helligåndens komme. Henderson understregede, at kalenderen ikke kan bruges som et præcist historisk instrument, når det gælder Jesus’ død og opstandelse. Men vi lever med den kalender, vi har, og netop derfor kan 2033 fungere som et fælles pejlemærke for den globale kirke.

Ideen er at skabe fælles fokus, så missionsbefalingen ikke fortsætter som en smuk drøm, men bliver til konkret handling.

Da kirken kom til at se indad

Henderson mindede om, at det ikke er første gang i kirkens historie, at nogen har forsøgt at lægge en plan for at fuldføre missionsbefalingen. Mange har prøvet før, og mange planer er strandet.

Han fortalte om en plan i sin egen menighed fra 1976, som gjorde dybt indtryk på ham som ung. Planen blev aldrig ført ud i livet. I stedet brugte menigheden energien på interne kampe og diskussioner.

For Henderson blev det en afgørende erfaring. Hvis kirken vil tage missionsbefalingen alvorligt, må den ikke bruge det meste af sin energi på at vende blikket indad.

Ingen kirke løfter opgaven alene

Henderson havde en tydelig pointe i sit indlæg: ”Ingen kirkelig tradition kan løfte denne opgave alene. Tidligere strategier byggede ofte på forestillingen om, at ens eget kirkesamfund kunne klare det selv. En helt fejlagtig tanke.”

Tværtimod har kirkesamfundene brug for hinanden. Henderson sagde direkte, at der er brug for kristne med forskellige teologiske profiler, forskellige traditioner og forskellige styrker, hvis hele verden skal nås.

Derfor fremhævede han som afgørende, at 2033-bevægelsen fra begyndelsen har samlet ledere fra mange kirkesamfund: katolikker, baptister, metodister, karismatikere og andre. Det afgørende er ikke fuld enighed om alt, men en fælles vilje til at tage missionsbefalingen alvorligt.

Hvad kan baptister så bidrage med?

I forhold til det brede globale samarbejde stillede Henderson spørgsmålet: ”Hvad kan baptister konkret bidrage med?”

Hans svar var enkelt: ”Baptister kan ikke gøre alt, men det, de kan gøre, betyder noget. Derfor har Baptist World Alliance formuleret fem stier i Acts2Movement.”

De fem stier – der er små, fikse foldbare “stier” på dansk på vej ud i menighederne fra Inspirationsdøgnet (Foto: Henrik Andersen)

Fem stier frem mod 2033

Den første sti er Bibelstien. Baptister ønsker, at alle mennesker skal have adgang til Bibelen på deres modersmål. Derfor må baptister elske Bibelen og leve af den.

Den anden sti er Vidnestien. Hvad nu, hvis hver baptist hvert år deler sin tro med mindst ét andet menneske? ”For mange er det en grænseoverskridende handling,” sagde Henderson, ”men hvis millioner af baptister over hele verden deler troen, bliver virkningen enorm.”

Den tredje sti er Nabostien. Henderson opfordrede til, at kristne begynder at bede for dem, der bor tættest på: naboer, overboer og genboer. Tro i bevægelse begynder lige uden for egen dør.

Den fjerde sti er Omsorgsstien. Hvad nu, hvis hver baptist en eller to gange om året viser et andet menneske Guds kærlighed gennem konkret handling? Det ville skabe en bølge af kærlig omsorg.

Den femte sti er Frihedsstien. Her pegede Henderson på, at baptister historisk har haft et særligt blik for religionsfrihed. Baptister ved, hvad det vil sige at være under pres, og netop derfor har de også et særligt bidrag at give den globale kirke: vidnesbyrdet om, at troen må være fri, og at ethvert menneske selv må have lov at svare Jesus Kristus.

Bibler til alle på deres eget sprog, vidnesbyrd om Jesus til alle, en kirke til alle, personlig bøn for alle og kærlig omsorg for alle… vi skal bare afsted! (Foto: Henrik Andersen)

Ikke topstyring, men bevægelse nedefra

Henderson understregede flere gange, at Acts2Movement ikke er en topstyret strategi. Det skal være en bevægelse, der vokser nedefra og op – båret af lokale menigheder og almindelige troende.

Derfor er de fem stier så enkle. De er ikke målrettet ledere og organisationer. De skal forstås og leves i menighedsliv og hverdagsliv.

For Henderson ligger håbet netop her: ikke i en stor central plan, men i at millioner af kristne tager små, trofaste skridt i den samme retning.

Når vi står foran Jesus

Mod slutningen samlede Henderson sin pointe i en enkel formulering: Når vi en dag står foran Jesus, skal vi kunne sige, at vi gjorde vores del.

Acts2Movement – Tro i bevægelse – er efter hans forståelse ikke hele svaret på missionsbefalingen. Men det er baptisternes konkrete og fælles svar ind i en større global bevægelse.

Dermed blev indlægget en direkte udfordring til de danske baptister på Inspirationsdøgnet. Tiden er kort, opgaven er stor, og kirken kan ikke nøjes med at holde drømmen levende med ord. Den må omsættes til handling – i menigheder, i hverdagsliv og i mødet med dem, der endnu ikke har hørt evangeliet.

Relateret

• 15. aug. 2026 - Vil du læse Bibelen på to år – tag med på Bibelstien!
• 09. aug. 2026 - Mission – hvordan griber vi det an?
• 31. jul. 2026 - Velsignelse uden noder
• 25. jul. 2026 - Hvad kan kirken lære af nye troende?
• 17. jul. 2026 - Sammen ved Jesus’ bord

Find flere

Lyt til artiklen:

Inspirationsdøgnet på Hotel Trinity i Fredericia får besøg af Kyle Henderson, der siden 2024 har været ”director” for Acts2Movement i Baptist World Alliance (BWA). Han vil opmuntre lokale menigheder til at se deres liv og mission som del af et større globalt fællesskab, hvor kristne på tværs af landegrænser står sammen om bøn, evangelisation og discipelskab.

Kyle Henderson (Foto: BWA)

Fra lokalpastor til global rolle

Kyle Henderson kommer ikke til Fredericia som konsulent fra BWA med et færdigt program i kufferten. Han har i mange år arbejdet som præst i lokale menigheder og kender menighedslivets rytme indefra. Før han fik sit nuværende job i BWA, var han i 27 år præst i First Baptist Church i Athens i Texas. Her arbejdede han både med kunst og multimedier i gudstjenesten og med at styrke menighedens økonomi. Som formand for byens ”race-taskforce” var han også med til at samle kirkerne i Athens i arbejdet for et mindre splittet samfund.

Den 2. marts 2023 vågnede Kyle Henderson efter en drøm, hvor han talte med Rick Warren, stifter af Saddleback-kirken i Californien, om at være med til at ”afslutte opgaven” (på engelsk: Finishing the Task). På det tidspunkt havde de to mænd aldrig mødt hinanden! Drømmen blev begyndelsen på et samarbejde i en global bevægelse, hvor kirker, organisationer og enkeltpersoner arbejder for, at alle mennesker inden 2033 får adgang til Bibelen, et kristent vidnesbyrd og et lokalt fællesskab på deres eget sprog.

I 2024 blev Kyle Henderson ansat i BWA som ”director” for Acts2Movement. Med initiativet vil BWA mobilisere 53 millioner baptister i 138 lande omkring fem centrale spor: Bibelen, vidnesbyrd, omsorg, naboen og frihed til at tro.

Kyle Hendersons baggrund giver ham en særlig stemme i samtalen om mission. Han taler ikke kun som strateg eller konsulent, men som en person, der har stået midt i det konkrete kirkeliv i mange år.

Forklaringen…

Acts2Movement er en genial titel. Frit oversat: Handlinger til bevægelse. Det giver ikke mening. Den dybere mening er ordspillet på engelsk, hvor Acts er Apostlenes Gerninger, 2 er kapitlet, hvor pinseunderet er beskrevet og hvor 3.000 mennesker tog imod budskabet. Titlen er både en reference til bibelen og en opfordring til at handle og sætte kirken i bevægelse!

Ikke et nyt program

Henderson understreger, at Acts2Movement ikke først og fremmest er endnu et kirkeligt program. Tværtimod beskriver han det som et forsøg på at genopdage noget oprindeligt:

”Acts2Movement handler ikke så meget om at skabe noget nyt, som det handler om at genopdage noget originalt – det Åndsrige, relationelle, udadvendte liv i den tidlige kirke,” skriver Kyle Henderson til baptist.dk.

På globalt plan håber han derfor ikke først og fremmest på organisatorisk succes, men på en åndelig bevægelse, hvor almindelige troende lever evangeliet naturligt og trofast i deres hverdag.

Et budskab til Danmark

Når Kyle Henderson møder deltagerne på Inspirationsdøgnet, vil hans budskab ifølge ham selv især kredse om tre ord: formål, opmuntring og invitation.

Det første handler om kald og retning: Hvad er det, Gud kalder kirken til lige nu?

Det andet handler om at få øje på det, der allerede sker. Henderson peger på, at Gud også virker i Danmark gennem stille og trofaste fællesskaber, som måske ikke skaber store overskrifter, men som har betydning i Guds rige.

Og det tredje handler om invitation. Ikke til at overtage et færdigt koncept, men til at træde ind i en fælles global rytme med fokus på bøn, evangelisation og discipelskab – særligt i perioden mellem påske og pinse.

Henderson understreger samtidig, at Acts2Movement ikke er noget, der bliver sendt til Danmark fra BWA.

”Det er ikke noget, der bliver sendt eller bragt til Danmark, men noget, vi håber at opdage sammen med Danmark,” skriver han.

“… a lens, not a layer”

Et af Hendersons stærkeste billeder er, at Acts2Movement skal være “a lens, not a layer” (dansk: en linse, ikke et lag).

Med det mener han, at Acts2Movement ikke skal lægges oven på kirkernes liv som endnu en aktivitet eller endnu en strategi. I stedet skal det hjælpe menigheder med at se deres eksisterende arbejde i lyset af missionsbefalingen og den større globale sammenhæng.

For danske baptister håber han, at det kan styrke både identitet og frimodighed: at også små menigheder har en reel og vigtig plads i Guds globale fortælling. I et større billede håber han, at Acts2Movement kan blive en bro mellem forskellige kristne traditioner, fordi initiativet samler om en fælles mission.

Begyndelsen på relationer

Kyle Hendersons forventninger til mødet i Danmark rækker derfor ud over selve Inspirationsdøgnet. Han håber, at besøget kan blive begyndelsen på nye relationer.

Han ønsker at lytte til danske baptisters behov og svare på måder, der kan støtte det, Gud allerede har lagt på hjerte hos menigheder og ledelse. Og han understreger, at Acts2Movement ikke er en kampagne, men et samarbejde.

Det er med andre ord ikke styring, branding eller centralisering, der er målet. Målet er at skabe plads til fælles retning og initiativ, uden at lokale kirker mister deres særpræg.

Når Henderson i næste weekend gæster Inspirationsdøgnet i Fredericia, kommer han ikke kun for at præsentere et internationalt initiativ fra BWA. Han kommer også for at invitere danske baptister ind i en samtale om, hvordan lokal trofasthed og global mission hænger sammen.

Læs mere på baptist.dk:
“Trosfrihed er mere end jura” om trosfrihed i Danmark og Myanmar af Biak Chin Par Lian(Chin Chin)
“En visionær plan for verdensmission” om Acts2Movement m.m. af Lone Møller-Hansen.

Relateret

• 09. aug. 2026 - Mission – hvordan griber vi det an?
• 31. jul. 2026 - Velsignelse uden noder
• 25. jul. 2026 - Hvad kan kirken lære af nye troende?
• 17. jul. 2026 - Sammen ved Jesus’ bord
• 09. jul. 2026 - Helt almindelige mennesker

Find flere

For mig er én ting sikkert. Dét, at jeg er kristen, gør, at jeg kan fokusere på andet end mig selv. Når jeg husker at se på Jesus, så kan jeg sænke skuldrene, for han har styr på det hele. Jeg er ikke længere afhængig af min egen formåen og mine egne kræfter. Jeg bliver mindet om, at det ikke handler om mig men om ham. Det har jeg brug for i denne verden, hvor der sker så meget, jeg ikke kan gøre noget ved og hvor der er alt for meget fokus på os selv, vores udseende og præstation.

Det blev jeg mindet om til Alpha. Det er vigtigt at komme i et fællesskab, hvor man kan blive mindet om, at vi er elsket, og om at det ikke handler om os, eller hvad vi kan, men hvad Gud kan.

Hvis du ikke er i et kristent fællesskab, vil jeg virkelig anbefale det, for uden et fællesskab kan man fare vild i denne verden, også selvom bøn og bibellæsning er en fast disciplin. Det kristne fællesskab er vigtigt.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 24. aug. 2026 - Det nye ungdomsoprør: Faste holdepunkter i en flydende verden
• 15. aug. 2026 - Vil du læse Bibelen på to år – tag med på Bibelstien!
• 12. aug. 2026 - Tacklet af Gud
• 05. aug. 2026 - Pinseunderet er, at Gud taler til os i forskellige sprog, som vi kan forstå
• 31. jul. 2026 - Velsignelse uden noder

Find flere

Breaking news lørdag morgen hed: “Endnu en krig i Mellemøsten er startet”.

I Danmark fylder det, at vi netop sidste uge fik udskrevet valg. Og aldrig har befolkningen været mere i tvivl om, hvor krydset skal sættes.

En gravid mor, hvis baby muligvis er meget syg spørger: “Simon, vil I ikke have os med i jeres aftenbøn?”

Når krig og ødelæggelse, usikkerhed og splittelse, modløshed og sorg fylder allermest, så er håbet stadig at finde i bøn. Iranerne beder om frihed. Danskerne beder og håber på et godt og trygt valg. Og den gravide mor beder i desperation, efter håb og lys der, hvor hun er ramt af mørket.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 31. jul. 2026 - Velsignelse uden noder
• 25. jul. 2026 - Hvad kan kirken lære af nye troende?
• 09. jul. 2026 - Helt almindelige mennesker
• 05. jul. 2026 - ”… selv i vores lille korps kan de små blive store”
• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord

Find flere

Lyt til nytårshilsenen her:

Når jul og nytår er fejret, og lysene i gader og hjem slukkes og pakkes væk, oplever mange, at januar føles mørk og kold. Vi har det privilegium, at vi blot kan trykke på en knap – og så bliver der lys. Men også i overført betydning fungerer julen ofte som en lille helle, hvor verdens mørke for en stund fortoner sig.

I januars mørke mærker vi måske igen verdens ondskab og kan føle os afmægtige: fortsat krig i Ukraine, fortsat tyranni i Myanmar og utallige konflikter, vi knap hører om, men som alle medfører store menneskelige omkostninger. Dertil kommer, at det globale syd fortsat plages af fattigdom – som i Burundi – og at mennesker stadig dør af sult og fejlernæring.

Som kirke og som enkeltpersoner har vi hverken magt eller mandat til at styre verdens gang. Men vi kan bede for verdens ledere – at de lægger Jesus’ bud om næstekærlighed på sinde og arbejder i Herrens ånd. Vi sætter derfor heller ikke spørgsmålstegn ved vores lands og Europas oprustning i denne tid. Det er i den givne situation sikkert både rigtigt og fornuftigt. Men tanken melder sig alligevel: Hvad kunne vi ikke gøre for verden, hvis vi holdt fred? Hvad kunne vi ikke gøre, hvis vi delte med hinanden i stedet for at konkurrere? Vi kunne udrydde sult og sygdomme og give alle mennesker et værdigt liv.

I BaptistKirken er vi overbevist om, at afmægtigheden ikke skal få lov at sætte sig i vores hjerter. Måske spørger du: Hvad kan vi gøre? Uden at forfladige verdens store udfordringer er det værd at tage Reinhold Niebuhrs bøn til sig:

”Gud, giv mig sindsro til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre,
mod til at ændre de ting, jeg kan, og visdom til at se forskellen.”

Vi kan – både som enkeltpersoner og i vores lokale sammenhænge – gøre meget. Se dig omkring: Hvem kender du, som kunne have brug for et besøg? Et telefonopkald? En trøstende hånd i en svær tid?

Som menigheder kan vi række ud og skabe liv og lys for mennesker, der sidder i mørket. Hvis vi alle gør dette – måske endda på tværs af kirker og lande – kan vi tænde tusind julelys verden over, som brænder hele året.

Vi er også som kirkesamfund kaldet til både at være medspiller og modspiller i et samfund, der bliver stadig mere individualiseret, og hvor den enkelte pålægges et næsten umenneskeligt ansvar for at lykkes. Her vil vi pege på Kristus som den, der bærer os og kalder os ind i et livgivende fællesskab. Lad os være menigheder og mennesker, som leder mennesker væk fra skærmenes ensomhed og ind i et aktivt og livgivende fællesskab med Kristus og hinanden. Kirkens fællesskab med søgende behøver ikke i første omgang være baseret på tro – men kan skabe tro, når vi møder mennesker med varme og tolerance.

Vi skal til stadighed tale om det enkelte menneske som skabt i Guds billede og elsket af Skaberen – en sandhed åbenbaret i Jesus Kristus – uanset om vi personligt får verdslig succes. Og vi skal være vågne, hvis vi oplever, at samfundets beslutninger rammer de svageste. Vores stemme skal være en profetisk stemme, der minder om Jesus’ omsorg for de små og marginaliserede.

BaptistKirken er et fællesskab af menigheder, der samles om troen på den treenige Gud. Vi har håb og tillid til, at Gud taler til os gennem Bibelen og gennem Helligåndens vejledning – både til den enkelte og til fællesskabet. Derfor har vi alle ansvar for at læse og lytte, og der er frihed til at fortolke i fællesskab under Helligåndens vejledning. Det har vi gjort i 2025 gennem lederdage, synode og landskonference. Vi glæder os til den fortsatte samtale – og også til at være kirke sammen i handling. Særligt ser vi frem til, at danske baptister sammen med baptister verden over engagerer sig i BWAs missionsprojekt Acts2Movement for at sætte fokus på at formidle og leve evangeliet om Jesus’ frelse og kærlighed i ord og handling, som vi er kaldet til:

”Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple.” (Matt. 28,19)

BaptistKirken ønsker i disse år at være et lys i mørket i vores land. Gud har noget for i verden, og som en del af hans store kirke har vi meget at give – lokalt og nationalt. Det gælder respekten for det enkelte menneskes tro og holdninger, glæden ved alles engagement og deltagelse, og glæden over, at vi ikke er ens, men alligevel taler og arbejder sammen.

Det er det, vi skal bringe videre – ud i verden. Vi skal bringe lyset fra Jesus ud til glæde for alle, der befinder sig i mørket og afmægtigheden. Der findes et lys på vejen: Jesus Kristus.

Vi ønsker alle menigheder og samarbejdspartnere et godt og velsignet nytår – et år med både udfordringer og muligheder i den tid, Gud har sat os i. Lad os gennem det hele huske Jesus’ ord:

”Jeg er med jer alle dage, indtil verdens ende.” (Matt 28,20)

Kærlig hilsen
BaptistKirkens ledelse

Pia Duebjerg Andersen
Christian Peter Heldgaard Bylund
Emmanuel Chinzah
Vibeke Dalsgaard
Tine Kragh
Flemming Vesth Nielsen
Bodil Højbak Møller

Relateret

• 31. jul. 2026 - Velsignelse uden noder
• 25. jul. 2026 - Hvad kan kirken lære af nye troende?
• 09. jul. 2026 - Helt almindelige mennesker
• 09. jul. 2026 - Gud gav Kyle en drøm
• 09. jul. 2026 - Livsforvandling gennem bibellæsning

Find flere

Lyt til artiklen:

På Agerø i Limfjorden mødte jeg en smuk og tankevækkende fortælling. Den begynder sådan: I begyndelsen af 1900-tallet boede der på Agerø to ugifte søstre på en stor gård, som de havde arvet. En dag var de to søstre gået over dæmningen til Mors på besøg. På vejen hjem blev der meget tåget, og søstrene blev bekymrede for, om de kunne finde vej over dæmningen i tågen.

Fanget i tågen

De lagde sig på knæ på dæmningen og bad til vor Herre om hjælp til at finde vejen gennem tågen. I deres bøn lovede de Gud, at hvis de med hans hjælp kom hjem, ville de give alt, hvad de ejede til ham! Søstrene fandt vej gennem tågen, og efterfølgende skænkede de deres store gård til kirken. For de midler blev der bygget den smukkeste lille kirke på Agerø. Den blev indviet i 1908.

Bønnens magt

På kirkegården omkring kirken fandt jeg en noget nyere gravsten med følgende indskrift: ’Bønnens magt er stor’! – Lad os huske på det i vores personlige forhold, men også i den aktuelle verdenssituation og vores fælles fremtid i menighederne.

Relateret

• 24. aug. 2026 - Det nye ungdomsoprør: Faste holdepunkter i en flydende verden
• 12. aug. 2026 - Tacklet af Gud
• 05. aug. 2026 - Pinseunderet er, at Gud taler til os i forskellige sprog, som vi kan forstå
• 31. jul. 2026 - Velsignelse uden noder
• 25. jul. 2026 - Hvad kan kirken lære af nye troende?

Find flere

Lyt til artiklen:

Jeg sad i havestuen og nød varmen. Så kom vores kat og ville op og nusses. Vi nussede lidt, men pludselig gik den sin vej, og der, hvor den havde været, blev der koldt. Den skulle noget andet. Senere, når vi går tur med hunden, går den nok med. Det gør den ofte.

Engang blev den væk i skoven, og da vi gik tilbage efter den, sad den og kaldte på os. Den er et selvstændigt væsen med egen vilje, særlige evner og altid sin egen.

Den kan klatre og hoppe og gør det med stor adræthed. Vi har et skab, hvorpå der står nogle flyttekasser. En dag var katten væk – altså fuldstændig væk – og der gik lang tid, før vi fandt den. Den lå oppe på kasserne ca. 30 cm under loftet!

Fra udsultet til opfedet

Vi har haft katten i syv år. Den levede vildt her i byen. Den var killing, bange, udsultet og beskidt. Nogle af os i byen besluttede at indfange den og sende den på internat. Det lykkedes os at fange den, og den kom hjem på vores lille badeværelse, hvor den kunne spise, sove og vænne sig til mennesker. Men vores datter så den, og på et kvart sekund havde hun forelsket sig. Så vi beholdt den! Den blev ren, tryg, steriliseret og fedet op. Den hedder Katniss, fordi den overlevede en meget barsk tilværelse.

Og hvad har det så med bøn at gøre?

Jo, Gud bruger også bønnen som et væsen med egen vilje og særlige egenskaber. Den kan være vild og lade sig fange. Den lader sig ikke tæmme, men bliver alligevel hos os. Den kommer i forskellige former, men er i bund og grund det samme væsen. Den forstyrrer midt i hverdagen og vil have opmærksomhed. Hvis vi forlader den, kalder den os tilbage. Den kan gemme sig, og når vi bliver desperate, fordi vi ikke kan finde den, er det måske, fordi den vil give os et nyt perspektiv på sig selv og på tilværelsen.

Husk at fodre og nusse din kat/bøn!

Relateret

• 31. jul. 2026 - Velsignelse uden noder
• 25. jul. 2026 - Hvad kan kirken lære af nye troende?
• 13. maj. 2026 - Hvad velsignelse betyder for mig
• 26. apr. 2026 - Det haster med missionsbefalingen
• 19. apr. 2026 - Acts2Movement: Et globalt blik på lokal mission

Find flere

Lyt til artiklen:

Så går det løs! (Foto: Brendan Van)

Musikken er allerede på vej op i gear, da Rammi Cinzah går på scenen og inviterer de unge op foran:
”Vi skal danse, vi skal hoppe, vi skal synge, vi skal lovprise Herren. Hils på dem, der står ved siden af jer, selv om I ikke kender dem. Armene ud til siden, der skal være masser af plads – vi skal danse og prise Gud!”
Trommerne kører op i tempo, taktfaste klap og jubel bryder løs, da bandet og lovsangerne tager fat på ”Praise the Lord, oh my soul!”

Det begyndte med en drøm

Det hele begyndte med den samme drøm hos de fire initiativtagere: Rammi Cinzah, Filip Za Iap, Peter Tluang og Richard Cung. Drømmen om at samle unge på tværs af kirker og kirkesamfund til fælles lovsang og tilbedelse. Richard fortæller:
”Vi kommer alle fire med chin-baggrund og vores udgangspunkt for drømmen, var musikken til gudstjenesterne i chin-menighederne. Man synger meget salmer, og når der bliver udgivet nye lovsange, savner de unge at synge dem.”

Lovsang og tilbedelse ved Awake Worship Night 2025 (Foto: Brendan Van)

De fire unge mænd fortæller videre om deres overvejelser. De var alle inspireret af missionsbefalingen i Mattæus-evangeliets kapitel 28, vers 19: ”Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, …” Det var naturligt at tage udgangspunkt i deres egen baggrund i chin-menighederne. Det var også der, den økonomiske støtte i første omgang kom fra.

Evangeliet siger ’alle folkeslag’

”Men evangeliet siger ’alle folkeslag’ – ikke kun chin-folk eller afrikanere eller danskere. Uanset hudfarve kan du være Jesu discipel. Men vi begyndte med de unge chin’er, for at få dem engageret. Og så opfordrede vi dem til at tage deres venner med. Vi rakte ud til forskellige kirker, og nu er der kommet mennesker fra nær og fjern. Det er jo ikke sådan, at unge burmesere kun er venner med andre unge burmesere!” siger Richard.

“Vi skal danse, vi skal hoppe, vi skal synge, vi skal lovprise Herren.” (Foto: Brendan Van)

Her er plads til alle kulturer

De fire venner er allerede på vej mod det multikulturelle lovsangsarrangement, de ønsker sig i fremtiden. Aftenen bød på en enkelt lovsang på burmesisk, resten var på engelsk og dansk. Her kunne alle være med.

”Vi er opvokset i Danmark, vi taler dansk, vi tænker dansk, vi spiser dansk – selv om burmesisk mad smager bedre!” lyder det fra Rammi og Richard fortsætter: ”Men næste år har vi afrikanerne med, så er der en afrikansk lovsangsleder og sange på deres sprog. Der er jo ingen, der sætter grænser. Al vores musik er jo tilbedelse. Det er bare et andet sprog, man lovsynger med. Det er hjertets indstilling, vi fokuserer på.”

Dawt Hlei Par – med et stærkt budskab, der gik rent ind hos de unge (Foto: Brendan Van)

Dawt Hlei Par – en usædvanlig kvinde med et stærkt budskab

Inden bandet med teenagernes hjælp brød gennem lydmuren, var der tid til et kort interview med aftenens prædikant Dawt Hlei Par. Mellem pizzabakker og guitarkasser fik vi klemt os ned i et par stole backstage i Åbenkirkes fantastisk flotte auditorium i den gamle industribygning ”Textilen”.

Dawt Hlei Par blev dansk gift i efteråret 2024 og flyttede fra Norge til Skjern i januar 2025. Fysisk fylder Dawt ikke meget i stolen backstage. Men hun fylder hurtigt rummet mellem kasserne med musikgrej med en intens følelse af nærvær. Når hun fortæller om sin opvækst i en kristen familie, hvor Gud altid var en del af hverdagen, lytter man. Når hun fortæller videre om sin trosrejse og beslutning om at tjene med alt, hvad hun kunne, griber beretningen. Når hun fortæller med begejstring om alle de unge mennesker, hun møder, der ønsker at dele evangeliet og deres tro, så smitter begejstringen.

Dawt har en bachelorgrad i teologi og lederskab fra Høyskolen for Ledelse og Teologi i Oslo. Hun har arbejdet som ungdomspræst i flere menigheder i Norge og som direktør for Euro Chin Vision, der arrangerer en årlig konference for unge chin’er i Europa.

Der lyttes koncentreret til Dawt Hlei Pars budskab (Foto: Brendan Van)

Guds ubetingede kærlighed

Men i aften handler det om at forkynde budskabet om Guds ubetingede kærlighed til teenagerne i den gamle industribygning i Herning.

En ung kvinde i en lidt for stor herrejakke og moderne støvler – helt alene på en stor scene. Men det tager kun få sekunder for Dawt at brænde helt igennem til teenagerne. Kontakten til teenagerne er umiddelbar, og de lytter til hvert eneste ord. Klapper af pointerne og tager budskabet ind. Da Dawt et øjeblik leder efter et engelsk ord i sin norske hukommelse, kommer der prompte hjælp fra salen: Vi er et fællesskab i aften.

Dawt fortæller om de ti bud: En guide til en tættere og mere intim relation til Gud. Men vi misforstod Guds intention og blev slaver af loven. Vi fik fokus på alt det, vi ikke måtte gøre i stedet for alt det, vi kunne gøre. Dawt sammenlignede menneskenes liv med at være lukket inde i et mørkt rum. Til sidst blev muren ud til lyset brudt ned. Jesus brød muren ud til lyset og friheden ned for os.

Dawt slutter sin prædiken med at citere om kærligheden fra kapitel 13 i Paulus’ 1. brev til Korinterne: Det er sådan Guds ubetingede kærlighed til os ser ud.

Dawt Hlei Par. På chin betyder det ”evig kærlighed”. 200 teenagere gik hjem med budskabet om, at Gud elsker hver enkelt af dem – evigt og ubetinget. I tider hvor unge er presset af deres egne, forældres og samfundets forventninger til deres liv, gik alle opløftede hjem.

Forbøn i fællesskab (Foto: Brendan Van)

Plads til refleksion og forbøn

Efter prædikenen skruer bandet op igen. Men lydtrykket er lige en anelse lavere end i første sæt, teksterne lidt mere til refleksion, lidt mindre til dans. Fra scenen fortæller Peter, at der er forbønsstationer bagerst i lokalet. De menigheder, der støtter arrangementet, har sendt præsterne på arbejde lørdag aften. De unge holder sig ikke tilbage. De søger forbøn – på chin, engelsk og dansk. Der er koncentration om bønnen, et enkelt råb til Herren og forløsningens gråd ved en enkelt forbønsstation. Alle de unge går tilbage til vennerne foran scenen med et kærligt klap på skulderen fra præsten.

Pastor Khin Mong sluttede aftenen med bøn for alle unge (Foto: Brendan Van)

Fra scenen gentager Peter opfordringen til forbøn og fortæller, at vi alle sammen kan bede for hinanden. Nogle af de unge samler sig i grupper og beder sammen foran scenen, mens bandet har sat strøm til en rytmisk udgave af ”Amazing grace”. Det er som om “… how sweet the sound, that saved a wretch like me. I once was lost but now I’m found. Was blind, but now I see,” får endnu mere mening efter Dawts prædiken.

Efter et par timer nærmer vi os slutningen. Pastor Khin Mong kommer på scenen og slutter aftenen med at takke Herren for alle unge mennesker og bede for deres fremtid. Igen blev vi forsikret om, at Gud har et formål med hver enkelt af os.

AWAKE WORSHIP NIGHT

– blev støttet økonomisk af Chin Bethel Church (Skjern), Calvary Mission Church (Esbjerg), Baptisternes Børne og Ungdomsforbund (BBU) samt Chin Christian Association Denmark (CCADK). Endvidere havde private doneret penge til arrangementet, der foregik i Åbenkirkes lokaler i Herning lørdag den 22.marts 2025

Så var der kage!

Mens trommehinderne falder på plads, er der socialt samvær – og kage! Backstage er de fire arrangører sunket ned i sofaen. Det gik godt! Der kom mange mennesker og på nær Dawt Hleis powerpoint-præsentation ”spillede” det hele. Så er spørgsmålet, om der kommer en gentagelse? En Awake Worship Night 2026?

Det handler om at ære Gud

De fire venner, der kendte hinanden, men først blev venner efter at have delt drømmen og vision om Awake, håber på at vende tilbage med ”to’eren” næste år. Richard har allerede salgstalen klar:

”Så skal du skrive, at man kan forvente en intens og nærværende aften med fokus på lovsang, frihed og fællesskab blandt mange forskellige kulturer. Der bliver tid til både høj energi og stille momenter med tilbedelse, så alle kan være med. Og Gud vil møde mennesker personligt, lige der hvor de er. Det handler ikke om performance eller show, men om at ære Gud på tværs af alle nationaliteter. Det er det, vi vil prøve at gøre.”

Hele holdet bag Awake Worship Night 2025 i Herning. Der var lagt mange frivillige timer og meget energi i forberedelserne (Foto: Brendan Van)

Relateret

• 31. jul. 2026 - Velsignelse uden noder
• 25. jul. 2026 - Hvad kan kirken lære af nye troende?
• 12. jul. 2026 - Ole er 90 år – og stadig bibelambassadør
• 09. jul. 2026 - Helt almindelige mennesker
• 09. jul. 2026 - Gud gav Kyle en drøm

Find flere