Hanne og Birk har begge arbejdet med børn det meste af livet. De har haft mange glæder og udfordringer ved at hjælpe deres store plejebørn til at komme sig efter en kaotisk periode i deres liv. Håbet var at kunne hjælpe børnene videre i livet.

Hvorfor fik I plejebørn?

Birk: ”Jeg arbejdede på et tidspunkt på en institution – et hjem for adfærdsvanskelige børn eller rettere: For børn med adfærdsvanskelige forældre! Vi tænkte, at vi som familie også kunne gøre noget for de børn. Plejebørnene var teenagere og havde deres forældre, så det var ikke adoptionslignende forhold. Vi kaldte ikke forældrene for biologiske forældre. Det er nedværdigende. Som om de kan producere børn, men så heller ikke mere. De er børnenes forældre, og vi er plejeforældre.”

Nogle af børnene havde det meget svært. Enkelte så slemt, at de ikke kunne hjælpes i en plejefamilie. ”En enkelt havde vi ikke taget imod”, fortæller Hanne, ”hvis kommunen havde informeret bedre. Han kunne ikke profitere af de relationer og følelser, der er i en familie. Det handler meget om at finde ud af, hvad man som person og familie kan og ikke kan. Nogle opgaver kan ikke løses i en plejefamilie.”

Det handler meget om at finde ud af, hvad man som person og familie kan og ikke kan.

Det samme gælder på efterskolen: ”Vi måtte tage stilling til, hvor mange børn med særlige behov, den kunne rumme – og vi endte på ca. 10% fordelt i klasserne”, fortæller Birk. ”Som kristen efterskole må vi også tage vores del af det sociale ansvar”.

Er vores tilbud til de svageste børn for dårligt?

”Ja, for økonomien bestemmer. Man sælger barnet, hvis man vælger en plejefamilie eller støtte i familien, når barnet har brug for en behandlingsinstitution. Men de gode institutioner koster ti gange så meget som en plejefamilie!”.

Kommunerne er hårdt pressede på økonomien. ”Det er ikke en bebrejdelse”, siger Birk, ”men en del af de penge, der bruges på kriminalitet, kunne med fordel overføres til forebyggende arbejde. Det vil blive dyrt i en årrække, men billigere på langt sigt. Man burde lytte mere til dem uden stemme, fx børnene.”

Birk er enig med Mette Frederiksen, som i sin nytårstale sagde, at flere børn skal anbringes uden for hjemmet. Det er en svær balance, men man bør se mere på forældrenes ressourcer og tænke på, hvad børn går glip af, eller hvad de udsættes for. ”Børnene bliver først fjernet, når de er blevet et problem for dem selv eller andre. Det er forkasteligt. Børn er også en slags mennesker. Det, vi voksne ikke skal udsættes for, skal børn absolut heller ikke”.

En del af de penge, der bruges på kriminalitet, kunne med fordel overføres til forebyggende arbejde.

Frivillige anbringelser er bedst

Hanne og Birk fortæller, at det er bedst for samarbejdet med forældrene, hvis de går med til en frivillig anbringelse. Så har de indset, at de har brug for hjælp. De har aldrig mødt forældre, der ikke elsker deres børn, men nok nogle, der ikke kunne vise det i praksis. ”Forældrene skal altid omtales positivt: De er gode kærlige forældre, de kan bare ikke passe dig. Når børnene opdager, at vi ikke nedgør eller modarbejder forældrene, kan de bedre slappe af, og forældrene kan nemmere finde deres nye forældrerolle: At de er gode forældre, når de er sammen med deres børn. Det kan de netop være, når de ikke skal klare alle hverdagens trakasserier.”

Overskriften på opholdet

Birk fortæller: ”Det er et vigtigt mål at få tiden til at gå godt. Måske var der kaos inden, måske kommer der kaos efter, men så har barnet i det mindste haft en god tid ind imellem. Det må man ikke underkende.”

Birk medgiver, at resultatet af opholdet varierer, afhængigt af barnets historie. Er barndommen forløbet godt, og der først er kommet problemer i puberteten, er skaden ikke så dyb, som hos det tidligt omsorgssvigtede barn.

Hvordan får børnene fred i hoved og hjerte?

Hanne og Birk har stræbt efter at være en almindelig familie med struktur og forudsigelighed. Børnene skulle lære at holde orden, vaske tøj og gøre rent. Når der ikke er et indre skelet, hjælper det at få et ydre. Et rodet værelse er udtryk for rod i hovedet. Det hjælper at få ryddet op.

Hanne og Birk Christensen:

• Hanne Bruus har været sundhedsplejerske
• Birk Christensen har arbejdet på Tølløse Børne- og Ungdomspension, været leder af Børns Vilkår og Tølløse Privat- og Efterskole – Baptisternes Skoler

Der har i hjemmet altid været en klar holdning til, at børnene skulle behandles med respekt. Det var vigtigt ikke at lade sig provokere af børnenes identitet. Der blev heller ikke sat spørgsmål ved udsmykning af krop og værelse.

Forkynd evangeliet, om nødvendigt med ord

Kristenliv kan godt kombineres med plejefamilielivet, men børnene kom kun med i kirke, hvis de selv ville. ”Vi er kristne og viser det ved at være dem, vi er, og ved at tale om det, vi nu taler om.”  At give børnene en ekstra chance har været en essentiel kristen værdi hos Hanne og Birk: ”Vi får jo alle en chance til – og endnu én”.

Plejebørnene er kommet godt videre. En enkelt havde svært ved at slippe og nogle har haft udfordringer, men jo siger Birk: ”De klarer sig godt. Vi har haft kontakt til de fleste, men ikke på samme måde som med vores egne børn. Nogen kommer dog stadig forbi og får en snak, og vi har oplevet at være til bryllup og at være bedsteforældre, hvor der også både var morforældre og farforældre.

Relateret

• 17. feb. 2024 - Bethelkirkens legestue ”Aalborg C” fejrer et-års fødselsdag med succes
• 18. sep. 2023 - Sommerlejr for børn og unge i Chin Bethel Church, Skjern
• 21. nov. 2018 - Det er en kvalitet at være frisindet
• 18. sep. 2018 - ”Jeg var jo kommet til at holde rigtig meget af skolen”
• 10. jul. 2015 - Den røde tråd

Find flere

Birk Christensen:

• forstander på Tølløse Privat- og Efterskole indtil juli 2018
• sekretariatschef for Børns Vilkår 1989-2005
• uddannet lærer og baptistpræst

I 1960’erne og 1970’erne var frisindede mennesker dem, der udfordrede holdningen til, hvad der var anstændigt, sådan som det store flertal af befolkningen tolkede det. Frisind blev opfattet som et noget tvivlsomt begreb og ikke noget, ’pæne’ mennesker tilstræbte at være.

Et nødvendigt opgør

Dengang var frisind forbundet med et nødvendigt opgør med tidens noget stramme regler for seksualitet, samliv, seksuel orientering, påklædning og censur for publicering af tekster og billeder. Det var fx bestemt ikke tilladt at være mere eller mindre afklædt i det offentlige rum.
I 2018 har vi så igen indført regler for påklædning i det offentlige rum. Nu et forbud mod at være tildækket, hvor vi har set billeder på TV af en politibetjent, der – ganske vist i Frankrig – anholder en muslimsk kvinde på stranden, fordi hun ikke er anstændigt påklædt i badetøj, men har valgt at beholde tøjet på. Så meget for frisindet!

Dengang var frisind forbundet med et nødvendigt opgør med tidens stramme opfattelse af definitionen på en familie. Kun kernefamilien var acceptabel. Nu er stort set alle familiemønstre heldigvis acceptable med undtagelse af familier, hvor moren er hjemmegående, og helt galt er det, såfremt familien er muslimer. Så meget for frisindet!

Værdier, der er tilstrækkeligt grundfæstede til ikke at begrænse andre.

De, som nu er tilhængere af burkaforbud eller har set sig sure på store (muslimske) børnefamilier, opfatter sig muligvis som frisindede, fordi de engang var tilhængere af ophævelse af censur, sex før ægteskabet og lempelse af abortreglerne, men det er en tvivlsom form for frisind. I bund og grund er de tilhængere af flertallets tyranni, selvom de kalder det demokrati.

Ret til at vælge sin egen vej

Danmarkskanonen definerer frisind således: ”Frisind betyder, at man anerkender det andet menneskes ret til frit at tænke, tro og tale – og til frit at vælge livsform. Men frisind betyder ikke, at man skal acceptere alle livsværdier og livsmønstre som lige gode. Frisind er ikke det samme som holdningsløshed…”.

Frisind handler altså om, hvorvidt vi vil tillade, at mennesker har andre styrende værdier for deres liv, end vi selv har. Vi beholder vores ret til vores livsværdier og til at søge at udbrede de livsværdier i respekt for, at enhver har ret til at vælge sin egen vej.

De … opfatter sig selv som frisindede, …. men det er en tvivlsom form for frisind.

 Forpligtelse til kamp for frisind

Som mindretal har baptister nydt godt af det religiøse frisind, der siden Grundtvig har været den herskende grundopfattelse. Derfor har vi en særlig forpligtigelse til at fastholde frisind hos os selv og i Danmark. ’Frihed for Loke såvel som for Thor’ kan vel oversættes således til nudansk: ’Frihed for kristne såvel som for muslimer’, ’frihed for heteroseksuelle såvel som for homoseksuelle’ og ’frihed for Indre Mission såvel som for ateister’?

 Rodfæstet?

En forudsætning er, at såvel flertal som mindretal er ægte frisindede og tillader andre at have andre livsværdier, end de selv har. Det sker kun, hvis det enkelte menneske, kirkesamfund eller det borgerlige samfund har værdier, der er tilstrækkeligt grundfæstede til ikke at begrænse andre, fordi de mener noget andet eller lever med andre værdier.

Måske er manglen på grundfæstede værdier den virkelige årsag til, at det berømmede danske frisind synes at være på retur?

Relateret

• 01. sep. 2024 - Når kirken løfter
• 06. jun. 2024 - ”Vær stille og kend at jeg er Gud”
• 15. apr. 2024 - Religiøse ledere har fokus på organdonation
• 28. dec. 2023 - Er der en voksen til stede?
• 15. aug. 2023 - Pengene fylder for meget

Find flere

Det er stilhed før stormen. Gangene er tomme, og skolegården ånder fred. Jeg har hørt, at lærerne skulle være her et sted, men umiddelbart er de ikke til at finde. Jeg kan dog høre en svag pulseren, og der ligger diverse byggematerialer rundt omkring, for der er lige et par småting, der skal repareres, inden det store rykind af godt 400 elever om en uge.

Jeg har aftalt at møde Henrik Kristiansen på første sal i hovedbygningen for at tale lidt med ham om, hvorfor han har valgt at blive forstander på skolen.

I første omgang fortæller han mig, at det er, fordi jobbet blev ledigt. Men da jeg spørger mere ind, er det tydeligt, at der ligger mere bag.

En spændende aldersgruppe

”Det er jo en ret speciel skole. Der findes ikke ret mange som den, hvor man kun har med teenagere at gøre. Vi har at gøre med en alder, hvor de går fra at være børn til at være begyndende voksne, og dén aldersgruppe, synes jeg, er spændende, fordi vi er sammen med dem i den proces, hvor de lærer at være bevidste, have holdninger og tage ansvar”, fortæller Henrik.

Vi har at gøre med en alder, hvor de går fra at være børn til at være begyndende voksne.

Planen var at blive præst

Henrik er født i 1960 og opvokset i Albertslund, hvor han og familien kom i Broholmkirken i Hvidovre. I 1984 flyttede han til Tølløse med en klar plan. Han fortæller selv historien sådan her:

”Det er egentlig en sjov historie. Jeg havnede i Tølløse, fordi jeg skulle læse på præsteseminariet. Da jeg var færdiguddannet som præst, blev jeg efterfølgende ansat på halv tid som ungdomspræst i Tølløse Baptistkirke i tre år. I den forbindelse havde jeg indimellem noget undervisning på skolen som supplement. Og senere, da jeg blev redaktør af ugebladet Baptist, fortsatte jeg med at arbejde på skolen. Så man kan sige, at jeg gradvist er kommet ind i det, uden at jeg sådan har sat mig ned og planlagt det.”

Frygten for et fantasiløst valg

Men i takt med at årene gik, blev det tydeligt for både Henrik og hans familie, at de ikke ønskede at komme ud at være præstefamilie i en baptistmenighed et eller andet sted i Danmark. Og Henrik begyndte derfor at læse til lærer på Holbæk Seminarium.

”Umiddelbart var det ikke meningen, at jeg absolut skulle vende tilbage til skolen, da jeg begyndte at læse i Holbæk. Men inden jeg var færdig, fik jeg en henvendelse, om jeg kunne tænke mig at blive lærer på skolen, når jeg engang var færdig med min uddannelse. Og det eneste minus, jeg kunne finde, var, at det måske var lidt fantasiløst bare at fortsætte der, hvor jeg kom fra”, fortæller Henrik.

Alligevel valgte han at vende tilbage til skolen, for som han selv siger: ”Jeg var jo kommet til at holde rigtig meget af skolen, dens medarbejdere, elever og den måde, skolen fungerede på”.

De baptistiske rødder er stadig dybe  

”Skolen er måske blevet mere broget, end den var førhen”, siger Henrik.

Skolen blev bygget i 1928 med både en højskole og realskole, og der har derfor altid været fokus på både dannelse og dygtiggørelse. Den krydsning lå helt i tråd med den baptistiske ånd, hvor den enkelte opfordres til selv at studere sin Bibel og på den baggrund tage velovervejede trosvalg.

Der har altid været fokus på både dannelse og dygtiggørelse.

”Vi ønsker at klæde de unge på. Det er stadig en af vores kerneopgaver. Vi har en stor overvægt af lærere, som har en kristen, værdiorienteret tro, og som enkeltpersoner er vi vores livssyn bevidst. Dén indstilling, at det er vigtigt, at nogle af os helt åbent formulerer os som kristne, og at det har konsekvenser for vores tanker, holdninger og måde at handle på – dén frihed er under pres, og der håber vi, at vi er med til at vise, at tro og religiøse argumenter er både lovlige og legitime”, fortæller Henrik passioneret.

Vi ønsker at klæde de unge på. Det er stadig en af vores kerneopgaver.

Mangler baptistbørn – men en sund skole

Hvor skolen i begyndelsen hovedsageligt bestod af elever fra baptistfamilier, ser det helt anderledes ud i dag. Faktisk er der ikke en eneste i år. Men det er der en helt naturlig forklaring på, mener Henrik:

”Vi baptister har altid været forskellige. Der har bare været forskel på, hvem der tegnede billedet. Men i takt med, at vi har oplevet flere og flere interne kampe og brydninger, har nogle baptister oplevet, at den linje, som skolen lagde, ikke længere passede med deres udlægning. Og derfor oplever de ikke, at skolen pr. automatik er deres”.

På trods af manglen på baptistbørn, så virker Henrik Kristiansen faktisk fuldt tilfreds med den skole, han nu har overtaget ledelsen af:

”I år kan vi byde 150 efterskoleelever og 260 privatskoleelever velkomne, og det er rekord. Derudover er vi ca. 60 ansatte. Faktisk er jeg rigtig godt tilfreds med de forhold og den pædagogik, vi har lige nu. Alt i alt er det en rigtig sund skole, og der er ikke nogen, der kommer her, bare fordi det er baptisternes skoler. De kommer, fordi de har hørt, at det er en god skole – og det er faktisk det allervigtigste for mig og for os.”

Relateret

• 21. nov. 2018 - Det er en kvalitet at være frisindet
• 10. jul. 2015 - Den røde tråd

Find flere

I 1971 rejste Birk Christensen, en ung mand på 19, til Burundi som u-landsfrivillig. I ’72 brød borgerkrigen ud: ’Det var ret voldsomt’, husker Birk. ’Min oplevelse i Burundi var nok en af de afgørende begivenheder i mit liv, der fik mig til at arbejde med børn og unge. Det var en følelse af uretfærdighed over, at nogle mennesker havde så dårlige levevilkår, og jeg blev lidt ‘rød’ af det’, griner han.

Jeg håber, jeg har gjort en positiv forskel for nogen.

Det sociale engagement
I 1977 begyndte han at arbejde som pædagogmedhjælper på Tølløse Børne- & Ungdoms-pension: ’Det var børn, der havde et rigtigt dårligt forhold til deres forældre. Det var nok dér, det for alvor gik op for mig, at der også var børn i Danmark, der havde det meget dårligt’. Det var også på den tid, Birk og hustruen Hanne begyndte at have plejebørn – noget som de fortsatte med i 18 år.

En anden retning
Birk er uddannet som baptistpræst på seminariet i Tølløse i midten af 70’erne og blev efterfølgende ungdomssekretær i DBUF[1], hvor han var i halvandet år: ’Jeg holdt op som ungdomssekretær, for det var altså ikke lige mig’, forklarer han, ’men på det tidspunkt havde jeg ikke bestemt, at jeg ikke ville være præst’. Det var altså ikke et fravalg af en karriere som præst, der afgjorde, at Birk lagde teologien på hylden, men lejligheden bød sig aldrig, og ’det har aldrig plaget mig’, siger han. I 1979 valgte Birk at begynde på Holbæk Seminarium, mens han levede med i Tølløse baptistkirke, bl.a. som menighedsrådsmedlem af flere omgange og søndage på prædikestolen som prædikant.

Brænder for de unge
I 80’erne førte Birks engagement for børn og unge ham til organisationen Børns Vilkår, først som frivillig og siden som ansat i organisationen. I 1987 var han med til at starte den succesfulde Børnetelefonen. Da jeg spørger til hans drømme og idealer, griner han først let og fortæller så, at de ’drømme og idealer, jeg havde som 15-årig, dem har jeg fået opfyldt. Og det er, at det ikke er ligegyldigt, om jeg har været her eller ej. Og så at være til gavn der, hvor jeg nu er havnet’. I dag er det som forstander på Tølløse Privat- og Efterskole på niende år.

Børn og unge skal have gode vilkår for at leve og lære.

Drømmene og idealerne holder stadig
Birk er ikke selv i tvivl om, at det sociale engagement – ønsket om at være til gavn og at gøre en forskel – har rødder tilbage til hans ophold i Afrika. Omend han er ‘rød’ i en lidt mere ’moderat udgave’, som han leende udtrykker det, synes han ikke, at holdningerne har ændret karakter synderligt – ’selvom det er lidt underligt at sige som 63-årig’, siger han med endnu en latter. Da han var i Børns Vilkår, kæmpede han for alle børns vilkår og rettigheder. I dag er den hverdag skiftet ud med skoleverdenen, men den dybe overbevisning om, at ’børn også er en slags mennesker’, har han taget med sig og ladet præge skolen. Ligesom han ’har været med til at sørge for, at der ikke er mobning på skolen. Og hvis det skulle ‘stikke sit grimme fjæs frem’, ved alle, hvordan de skal reagere’.

A- og B-hold i skolerne
Medierne diskuterer den såkaldte ‘klassekammerateffekt’, hvor de fagligt stærke elever skal trække de fagligt svage elever op. Birk forklarer: ’Tølløse Privat- og Efterskole er ikke en skole med program for enten de svage eller de stærke elever, men jeg tror på, at eleverne har gavn af at være sammen på kryds og tværs af deres faglige niveau’. Skolen gør en stor indsats på støtteområdet, for ’skole handler om at blive dygtig og at udvikle sig personligt’. Birk tilføjer, at der dog alligevel er rigtig mange, der har brug for en ekstra hånd til at klare de sociale udfordringer.

Fakta

• født 1952 og opvokset i Pandrup
• u-landsfrivillig i Burundi efter afsluttet STX i 1971
• uddannet som baptistpræst fra Baptisternes Teologiske Seminarium i Tølløse fra 1972-75 og som lærer fra Holbæk Seminarium fra 1979-1984
• ungdomssekretær for Nordjylland i DBUF
• var med til at starte Børnetelefonen i 1987
• sekretariatschef for Børns Vilkår fra 1989-2005
• forstander for Baptisternes Skoler, Tølløse Privat- og Efterskole siden 2007
• gift med Hanne, har tre voksne børn og fem børnebørn

Forældre i dag gør det godt
Tiden har ændret sig, men Birks hjerte for børn og unge er det samme. Forældreopfattelsen har ændret sig i en positiv retning: ’Mit billede af forældre i dag er positivt. De fleste vil og gør det bedste for deres børn’, understreger han. Han fortæller, at der selvfølgelig er yderpunkter på en ‘forældrelineal’, men at ’forældre i dag som regel er dem i midten, dem vi kalder ‘curlingforældre’. De er sommetider så omsorgsfulde, at de glemmer, at deres børn skal løsrive sig fra dem og klare sig selv. Men alligevel er disse forældre klart at foretrække frem for dem, der omsorgssvigter deres børn’, slutter han.

Vi gør alle en forskel
Da jeg lidt frækt spørger, om han synes, han har gjort en forskel, svarer han med endnu et varmt grin: ’Det håber jeg. Jeg tror faktisk, vi allesammen gør en forskel – om vi vil det eller ej. Jeg håber, jeg har gjort en positiv forskel for nogen!’

[1] Nu BBU, Baptisternes Børne- og Ungdomsforbund.

Relateret

• 27. apr. 2026 - I Guds rige vender magten på hovedet
• 15. mar. 2026 - I Holstebro kan du møde baptisterne fredag nat i gågaden!
• 26. feb. 2026 - Kunsten at balancere i to verdener
• 16. feb. 2026 - Glæde i Chin Bethel Church i Skjern: 12 unge blev døbt
• 10. jan. 2026 - Unge vælger dåb og kirke til: Et skifte, der går under radaren

Find flere