Men mon ikke problemstillingen er den samme i alle relationer, herunder også deltagelse i menighedsfællesskaber.

I både menighed og parforhold kommer man ind ad fordøren. Men kommer man med den bagtanke, at er det ikke helt som ønsket, ja så kan man blot smutte igen – så står ens bagdør på klem.

Et fællesskab er ikke mere, end det den enkelte bidrager med. Det ved vi. At bidrage er afgørende for, at fællesskabet kan være givende og fungere. Står ens bagdør på klem, ønsker man ikke at forpligte sig. Man bliver ”doven” og bidrager ikke eller kun nødtvungent.

Kommer vi glade og parate til at bidrage – så vil menighedsfællesskabet blomstre.

Skulle man så med tiden alligevel komme frem til, at her hører man ikke hjemme, ja så kan man med løftet pande blot sige tak for nu og gå – ud ad fordøren.

Jesus bruger kun fordøren, både når han kommer, og når han går.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 07. apr. 2026 - Awake Worship II: Næsten 300 unge samlet til lovsangsfest i Herning
• 26. mar. 2026 - Valget – hvordan synes du selv…
• 19. mar. 2026 - “Lad de små børn komme til mig” – nyt håb for unge mødre i Rwanda
• 19. mar. 2026 - Krig og fred

Find flere

Familien Mang:

• David (46) og Zung Then (45), Sunday (21), Rai (18) og lillebror Phun (16) kommer fra Matupi i Chin-regionen i Burma og bor nu i Rønne på Bornholm
• David kom til Danmark den 25. juli 2006, resten af familien den 23. februar 2007
• medlemmer af Baptistkirken Bornholm, hvor Zung Then er med i menighedsrådet, og David er formand for den lokale Matupi-gruppe, der bliver kaldt Bornholm Matu Christian Fellowship

Sunday var 16 år, gik i 7. klasse og havde fået fritidsarbejde i Netto. Den første måned tjente han 5.000 kr. ”Jeg arbejdede rigtig meget”, fortæller han. Og han havde ikke lige fanget, at forældrene forventede, at han betalte hele sin første løn til Gud. En tradition, som forældrene havde lært af Sundays farfar hjemme i Burma.

Dels betaler hele familien som noget naturligt tiende. De samler alle de penge, der skal gives til kirken, den sidste søndag i måneden. Kontanterne ligger på bordet, og så lægger alle hænderne på pengene og beder for dem under deres morgenandagt. Så er de klar til at tage til gudstjeneste. Og dels giver de altså også det første af alting til Gud.

Jeg forstod ikke, hvorfor jeg skulle betale alle pengene til kirken.

Så er vi tilbage ved den dag, hvor Sunday får sin første løn fra Netto: ”Jeg syntes, det var uretfærdigt. Jeg forstod ikke, hvorfor jeg skulle betale alle pengene til kirken eller noget andet med Gud. Vi diskuterede rigtig længe, men så accepterede jeg det. I dag synes jeg, det er en god idé.” Både han og søsteren Rai giver som noget naturligt tiende – og har tænkt sig, at de vil lære deres børn det, når eller hvis de engang skulle få nogle.

Belønnet

Zung Then, moderen i familien, fortæller, at det også var en ny tradition for hende, da hun giftede sig med David. De havde betalt tiende i hendes familie hjemme i Matupi i Chin-regionen i Burma. Men ikke dette med ’førstegrøden’.

Hun følte sig så rigeligt belønnet.

Efter at have haft nogle løse jobs med rengøring i Rønne fik hun elevplads som SOSU-hjælper. Hun havde klaret ikke at få nogen løn i flere måneder, så det var ikke svært for hende at give sin første elevløn til Gud. Og hun følte sig så rigeligt belønnet, da hun et par måneder senere blev gjort opmærksom på, at hun faktisk var voksen-elev og derefter fik voksenløn – med tilbagevirkende kraft. Forskellen var 5.000 kr. udbetalt om måneden.

Familien rummer også Rai Mawi, som fik sit første job i Meny: ”Jeg tjente ikke så meget som Sunday den første måned – og det var ikke bevidst”, forsikrer hun. Lillebror Phun er professionel fodboldspiller i Esbjerg og garanteret den af børnene, der har den højeste løn. Sunday er nyudsprungen student og har et sabbatår, mens Rai nu går i 3.g.

Farfars stemme

David, der er formand for menighedens chin-gruppe, er i øvrigt meget taknemlig for at få lov til at fortælle om deres traditioner med at give til kirken. Han synes vist, at vi danskere kunne give mere – og det er ikke løgn.

Rai oversætter det, hendes far fortæller: ”Farfar, der stadig bor hjemme i Chin, har stor betydning for familien. Han har lært os, at når man får løn, så lægger man en tiendedel til side, inden man bruger pengene. Det er til Gud. Der er et sted i Malakias’ Bog[1], som altid er inkluderet i andagten, hvor der står, at man skal give en tiendedel til Gud, og så vil himlen åbne sig og velsignelsen vil regne ned over dem.”

Det bibelvers har siddet i David lige siden, så han har altid givet, uanset hvor han har været i verden.

Stort ansvar

Jeg kan stadig høre min fars stemme.

”Jeg kan stadig høre min fars stemme”, siger David.  ”Lige meget hvilken kirke du kommer i, skal du give tiende til den kirke. For den, der er præst, kommer til at bede for dig, ligegyldigt om du har det godt eller dårligt, og den præst vil altid være der for dig.” Jeg føler – som Davids og familien Mangs præst – pludselig et stort ansvar.

På besøg i Burma

Hele familien var i Burma for et par år siden. Rai fortæller: ”De var i gang med at bygge en ny kirke. Den gamle var rigtig, rigtig gammel med jordgulv og af træ og havde ikke megen plads. Den nye kirke skulle laves af mursten, højere, bedre og finere. Jeg var overrasket over, hvor meget de gav. De byggede selv. Sunday og jeg var med til at lave gulv. Vi rørte cement. Det var fantastisk. Det overraskede mig, hvor gode de er til at give af både tid og penge.”

Her i landet kan man nok godt leve meget fint, selvom man giver tiende.

Hun fortsætter: ”Det giver faktisk bedre mening her i Danmark at give tiende. Dernede (i Burma) har de mega-lidt tilbage. Her tjener vi rimelig godt, så det burde være nemmere at give. Det er en lidt omvendt tankegang. Her kan man nok godt leve meget fint, selvom man giver tiende. Dernede føles en tiendedel som halvdelen af din løn. Man betaler for ret meget; skolegang, sundhedshjælp – man skal betale for alting. Til gengæld betaler man ikke skat.”

Brutto eller netto

Og så er vi ved spørgsmålet om, hvad man betaler tiende af: Bruttoløn eller nettoløn? Før eller efter man har betalt skat? I Burma er det tydeligvis brutto.

Det er nok et samvittighedsspørgsmål. Lige som det at betale tiende i det hele taget er et spørgsmål om forholdet mellem Gud og den enkelte. En god samvittigheds pagt.

[1] Malakias kap. 3, vers 10

Relateret

• 25. apr. 2025 - Socialt arbejde giver værdighed og tro – et måltid ad gangen
• 02. feb. 2025 - ”Vi er ikke allerbedst til at lytte…”
• 16. dec. 2024 - Håb ved udkanten
• 10. jul. 2024 - Alting har sin tid
• 23. maj. 2024 - At blive set

Find flere

I 2013 var bidragene nok til præstens løn og kirkens øvrige udgifter. Men hele ungdomsmedarbejderens løn måtte vi tage af vores opsparing. Om få år måtte vi altså opgive at have en lønnet ungdomsmedarbejder, hvis der ikke skete ændringer i menighedens økonomi.

Synlig økonomi

Derfor besluttede vi at gøre noget for at hæve menighedsbidragene.

Derfor besluttede vi at gøre noget for at hæve menighedsbidragene – selv om det for nogen er grænseoverskridende at tale om penge:

• i 2014 sendte vi en folder om økonomi til alle medlemmer
• i 2015 sendte vi et uddybende hæfte til alle medlemmer og i efteråret brugte vi en gudstjeneste på at tale om penge
• alle nye medlemmer fik udleveret folder og hæfte ved en økonomi-snak med præsten

Menighedsbidrag

2014                  854.164
2015               1.038.810
2016               1.102.142
2017*
2018               1.140.428
2019               1.153.791
2020               1.509.679

*Ingen sammenlignelige tal, da vi ændrede regnskabsår

Menighedsbidraget voksede

Det er altid svært at bestemme årsager til ændret adfærd. Skyldes ændringen vores anstrengelser, eller var det andre faktorer? Det overraskede os, at vi ikke registrerede, at flere begyndte at bidrage, men alligevel voksede indtægterne. Dem, der bidrog, gav altså mere efter vores indsats.

Dem, der bidrog, gav altså mere efter vores indsats.

Gudstjeneste om penge og økonomi

Prædikenen handlede meget direkte og konkret om fire måder at tænke penge og kirke på. De fleste af os får penge ind på kontoen sidst på måneden. Lad os forestille os, at vi lægger dem i en stor skål. Nogle af pengene går til faste udgifter, men der er en rest tilbage, som vi skal fordele i små skåle.

Det kan vi gøre ud fra fire forskellige holdninger:

• Pengene er mine, men jeg giver til Gud:

Jeg betragter pengene som mine, og fordeler dem bevidst eller ubevidst i mine forskellige skåle: ’faste udgifter’, ’mad’, ’tøj’, ’ting’. Der er også en ekstra skål ’luksus’: Det ekstra, der giver glæde i livet (en tur i biografen, kager, et kursus, en rejse…)

Jeg har også hjerte for andre, så jeg har en skål mærket ’nød’. Da jeg er kristen, giver jeg også til kirken, men løn-skålen er ved at være tom, så det bliver ikke det store, jeg lægger i skålen ’kirke’… Jeg tænker, at Gud bliver glad, når jeg også giver lidt til ham.

• En tiendedel er Guds:

Bibelen taler om tiende. 9/10 er mine penge og 1/10 er Guds. Når jeg får løn, tager jeg Guds tiendedel og lægger i hans skåle: ’nød’ og ’kirke’. Bagefter fordeler jeg 9/10 i mine skåle.

’Tiende’ skal ikke nødvendigvis tages bogstaveligt. Det kan også være 5% eller 25%. Ny Testamente er ikke så præcis som Gammel Testamente.

• Alle mine penge er Guds:

Det er Guds ære, at jeg er i live og kan tjene penge. Alle mine penge er i virkeligheden Guds. Men Gud siger til mig: ’Jeg vil give dig 9/10 af mine penge. Det er kun 1/10, som er reserveret til mig’. Jeg lægger 1/10 i ’nød’ og ’kirke’”, men også de 9/10 af pengene forvalter jeg efter bedste evne ud fra de ting, Jesus har sagt.

• Alt tilhører Gud:

Gud har skabt verden, og alt tilhører ham. Ikke bare mine penge, men også jeg og alt, hvad jeg har, tilhører Gud. Jeg forvalter mine penge, min tid, mine ressourcer, mine tanker…  – alt lægger jeg frem for Gud og beder ham vise mig, hvordan det hele skal fordeles.

Alle mine penge er i virkeligheden Guds.

Forvaltertanken

Den første holdning kan vi ikke bygge kirke på, og den forklarer nok mange af nullerne – skålen var tom, når der skulle gives til kirken. De tre sidste holdninger bygger på et vigtigt bibelsk princip: At vi ikke er ejere, men forvaltere af det, Gud har betroet os. Vi må hver især tale med Gud om, hvordan vi skal forvalte vores ressourcer. For mange vil tiende være et godt udgangspunkt.

Relateret

• 12. mar. 2026 - Fællesskab er vigtigt!
• 20. feb. 2026 - Sebastian tog skridtet fra fællesskab til lederskab
• 11. feb. 2026 - Invitation til fællesskab
• 08. feb. 2026 - Det er om natten, man ser nordlys
• 11. dec. 2025 - Tro, politik og retfærdighed i Honduras

Find flere