Læredagens emne var BaptistKirkens forhold til LGBT+ personer og ledelse – altså den helt store knast i udkastet til BaptistKirkens kommende værdier, punkt 4c, som under synoden i 2025 blev præsenteret således: ”Derfor vælger og engagerer vi mennesker på alle niveauer nationalt baseret på deres gaver og kvalifikationer uafhængigt af køn, etnicitet, handicap, seksualitet.”

Men spørgsmålet lurer: skal ordet ’seksualitet’ med? Skal det ikke med?

Men spørgsmålet lurer: skal ordet ’seksualitet’ med? Skal det ikke med? Og udvælger vi nu også kun på baggrund af kvalifikationer og gaver? Og hvem er ’vi’ for øvrigt? Er det alle menigheder i BaptistKirken eller kun nogen? Spørgsmålene er mange, og svarene sandsynligvis få eller i hvert fald svære at komme med!

Læredagens indhold

Til læredagen i Korskirken var der 80 deltagere, og man havde inviteret to eksterne oplægsholdere: Johannes Hansen fra Apostolsk Kirke og Jørgen Thaarup fra Metodistkirken til at fremlægge deres syn på sagen, hvorefter fire baptister hver fik 25 minutter til at præsentere udvalgte perspektiver efterfulgt af opklarende spørgsmål fra opponenter og fra tilhørerne i salen. Her er link til Henrik Andersens reportage fra læredagen, og på BaptistKirkens Youtube-kanal kan man finde videooptagelser af oplæggene og lytte til de mange gode argumenter for forskellige positioner.

Målet: at forstå hinanden

Bag de forskellige teologiske positioner står mennesker med tro, erfaringer og sårbarhed.

I indledningen til læredagen udlagde Bodil Højbak Møller, vores generalsekretær, Christen Kolds ord om, at “Træde varsomt, for her bliver mennesker til”, som en opfordring til og påmindelse om, at bag de forskellige teologiske positioner står ikke blot argumenter og bibelvers, men mennesker med tro, erfaringer og sårbarhed. Målet med læredagen var derfor ikke at vinde en debat, men at forstå hinanden. Med henvisning til Jesus mindede Bodil forsamlingen om kaldet til sagtmodighed og ydmyghed.

Målet med læredagen var ikke at vinde en debat, men at forstå hinanden.

Bodil Højbak Møller indleder læredagen.

Sagens kerne er bibelsynet

Debatten om inklusion – eller mangel på samme – af LGBT+-personer i kirkens lederskab er nu heller ikke en debat, der lader sig vinde eller tabe, for sagens kerne er, når alt kommer til alt, bibelsynet. Jeg vil tro, at vi alle kan blive enige om, at Bibelen er verdens vigtigste bog, men hvordan vi læser den, er der ikke enighed om, heller ikke i et ganske beskedent kirkesamfund som BaptistKirken.

Sagens kerne er, når alt kommer til alt, bibelsynet.

Jeg bryder mig ikke om at kategorisere forskellige personers eller menigheders bibelsyn og sætte etiketter på, om de er konservative eller liberale, klassiske eller moderne. Det er tomme og relativt meningsløse varedeklarationer uden egentlig substans, og de bidrager ikke positivt til samtalen i fællesskabet. Under alle omstændigheder er vi vel alle enige om, at den allervigtigste ingrediens i opskriften på værdierne i BaptistKirken må være noget i stil med den første af de otte teser, vi vedtog i 2023:

”Vi er et fællesskab af menigheder, der sammen med alle kristne bekender troen på Gud som Far, Søn og Helligånd, der skaber, frelser, giver liv og vejleder. Vi tror, at Gud fuldt ud har åbenbaret sig i Jesus Kristus og igennem Helligånden fortsat åbenbarer sig.”

Frihed til fællesskab trods uenighed

Måske bruger vi i virkeligheden alt for mange kræfter på at definere vores uenighed, mens vi næsten tager vores enighed for givet. Vi bekender den samme Kristus, læser den samme Bibel og ønsker den samme kirke fyldt af Åndens frugter – og alligevel taler vi undertiden, som om netop knasten i punkt 4c, inklusionsspørgsmålet, afgør alt.

Måske bruger vi i virkeligheden alt for mange kræfter på at definere vores uenighed, mens vi næsten tager vores enighed for givet.

Den oplagt største udfordring er derfor ikke, at vi er et uenighedsfællesskab, men at vi gør uenigheden langt større, end den behøver være. Hvis samtalen bliver en kombineret bibelsyns- og identitetskamp frem for en fælles søgen efter det, vi er enige om, mister vi noget meget væsentligt baptistisk: friheden. Friheden er jo noget helt særligt baptistisk, både kirkehistorisk og teologisk. Frihed er en helt unik DNA-streng i BaptistKirkens genetik. På læredagen i Korskirken problematiserede de to eksterne oplægsholdere Johannes Hansen fra Apostolsk Kirke og Jørgen Thaarup fra Metodistkirken begge baptisternes store forkærlighed for kongregationalismen, menighedernes selvstyre, hvorom de to herrer – i al venskabelighed – ikke havde meget positivt at sige. Man kunne have lyst til at læse Børge Andersens digt fra 1975 for dem:

Frihed

At være baptist
er det frieste i verden.

Det er at tro på Gud,
så jeg frit bøjer mig
for hans almagt.

Det er frit
at følge Jesus Kristus.
Det er af egen fri vilje

at lade sig døbe
på hans befaling.

Det er at leve
og foldes ud
sammen med hans folk
i Guds børns
umistelige frihed.[1]

Ved læredagens afslutning opsummerede Pia Duebjerg Andersen fra ledelsen, at deltagerne gik klogere hjem, end de kom. Fuld teologisk enighed blev der ikke nødvendigvis skabt, men måske blev der lagt et lille fundament for at kunne blive ved med at tale sammen. Det håber jeg er sandt.

[1] Børge Andersens digtsamling: Det som livet er, Aalborg 2015

Relateret

• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 13. maj. 2026 - Serhiis hus ved vejen blev et hvilested for soldater
• 01. maj. 2026 - Fra spejder i Herlev til toppen af paraidrætten
• 27. apr. 2026 - I Guds rige vender magten på hovedet
• 19. mar. 2026 - “Lad de små børn komme til mig” – nyt håb for unge mødre i Rwanda

Find flere

Lyt til artiklen:

Læredag i BaptistKirken om kirkens møde med LGBT+personer. En helt ny måde at mødes på. Et svært emne at mødes om. En samtale, der nemt kunne gå i stykker på vejen. De fleste deltagere følte nok en smule spænding inden dagen begyndte i Korskirken. Heldigvis var der rigelig kaffe og brunch til at begynde med. Og lejlighed til at tale med nogle af dem fra den anden ende af landet, som man ser alt for sjældent.

Det blev en god dag. Læredagskonceptet holdt, hvad vi var blevet lovet. Der var velforberedte oplæg, lyst til at stille udfordrende spørgsmål på den gode måde og vilje til at komme ud af ”ekkokammeret” og lytte til andre holdninger.

Vi er ikke færdige med at tale om kirkens møde med LGBT+personer. Emnet udfordrer fortsat både menigheder og enkeltpersoner. Men læredagen viste, at der blandt de fremmødte var lyst til at lytte til hinanden.

Det videre forløb

Det fortsatte forløb for arbejdet med inklusion er:

• Dagens oplæg blev filmet
• De fire interne oplægsholdere har lavet opsummeringer på cirka fem minutter
• Det hele lægges på BaptistKirkens YouTube-kanal
• Menighederne drøfter videre
• Tilbagemeldinger fra menigheder (med flere) senest medio maj
• Ledelsen udarbejder nyt forslag til ”punkt 4c”.

Konceptet forklaret

Læredag er en helt ny måde at mødes på i BaptistKirken. Princippet er lånt fra den akademiske verden, hvor forskeren fremlægger sin viden, bliver udfordret af andre forskere og til sidst udgiver sin viden, så alle kan kommentere.

Læredagen fulgte næsten samme model. Som ”appetitvækker” fik vi lov til at lytte til to eksterne oplægsholdere, inden fire baptister i løbet af 25 minutter gav hver deres syn på emnet. Hver oplægsholder fik herefter udfordrende spørgsmål af en af de andre oplægsholdere. Til sidst fik alle i salen mulighed for at stille spørgsmål.

Læredagskonceptet drager ikke konklusioner. Der var ingen afstemning, intet rigtigt eller forkert. Kun oplæg, samtale, eftertanke og refleksion. Og forhåbentlig inspiration til fortsat samtale.

To eksterne oplægsholdere

Læredagens første indlæg kom fra to eksterne oplægsholdere: Johannes Hansen (Apostolsk Kirke) og Jørgen Thaarup (Metodistkirken).

Johannes Hansen (Foto: Astrid Melkær Andersen)

Johannes Hansen repræsenterede et konservativt bibelsyn og argumenterede for, at Bibelen ikke anerkender fx homoseksuel praksis. Johannes pegede blandt andet på, at troslære (dogmatik) og etik hænger uløseligt sammen, og at etikken er en direkte konsekvens af troen. Konsekvensen af dette er, at praktiserende homoseksuelle ikke kan være ledere i kirken, da ledere skal være uangribelige forbilleder.

Johannes afsluttede med en observation af sammenhængen mellem bibelsyn og kirkevækst:
”Jeg kan se, at alle de steder, hvor man bliver liberal, der mister evangeliet sin kraft.” Og videre hævdede han:
”Det er faktisk dem, der har et konservativt bibelsyn, der fylder kirkerne, og de andre kirker, de tømmes!”

Jørgen Thaarup (Foto: Astrid Melkær Andersen)

Jørgen Thaarup vægtede tolkning og historisk kontekst og søgte en vej til kirkelig enhed trods uenighed. Han påpegede blandt andet, at alle parter står på Bibelens grund, men tolker teksterne forskelligt, da ord som “homoseksualitet” slet ikke findes i grundteksten.

Jørgen argumenterede også for at se på den kulturelle kontekst: De bibelske forbud var rettet mod afgudsdyrkelse, frugtbarhedsreligioner og tempelprostitution, ikke mod moderne kærlighedsforhold. I modsætning til Johannes Hansen mente Jørgen Thaarup, at etiske regler er kontekstafhængige og ikke har samme uforanderlige status som dogmatikken.

Fire oplæg fra baptister

Ole Lundegaard, Ulrick Refsager Dam, Lars Midtgaard og Kristian Bonde-Nielsen havde taget imod opfordringen til at bidrage med et oplæg.

Ole Lundegaard (Foto: Astrid Melkær Andersen)

Ole Lundegaard havde fokus på, at homoseksualitet er et medfødt livsvilkår, ikke et valg og slet ikke et bevidst oprør mod Gud. Med paralleller til at kirken over tid har ændret syn på fx slaveri, kvinder og skilsmisse, argumenterede han for, at vi kan bevæge os væk fra skrevne bibelord til en bedre erkendelse. Ole hævdede også, at det afgørende i et bibelsk ægteskab er pagten (troskaben) mellem to mennesker, ikke deres køn.

Ulrick Refsager Dam (Foto: Astrid Melkær Andersen)

Ulrick Refsager Dam fokuserede på kærligheden som den højeste lov og nøglen til fortolkning. Han definerede kærlighed som intentionelle handlinger, der fremmer “det fælles bedste” i relation til Gud og næsten. Derimod er synd de handlinger, der skader relationer og modarbejder kærlighedens formål. Ulrick forklarede, at Jesus brugte kærligheden til at føre skriften tilbage til dens hjerte, og at kirken skal gøre det samme i dag.

Lars Midtgaard (Foto: Astrid Melkær Andersen)

Efter kaffepausen blev det Lars Midtgaards tur til at gå på talerstolen. Med et meget velforberedt og gennemarbejdet oplæg satte Lars fokus på skabelsesteologi og ægteskabet som en hellig institution. Lars pegede på ægteskabet som symbol: Foreningen mellem mand og kvinde er et unikt billede på forholdet mellem Kristus og kirken. Han argumenterede for, at Guds oprindelige intention med to køn står over kulturelle svingninger og tidsbestemte eksempler. Lars ønsker at møde alle med kærlighed og respekt, men mener ikke, han har mandat til at velsigne samkønnede ægteskaber.

Kristian Bonde-Nielsen (Foto: Astrid Melkær Andersen)

Kristian Bonde-Nielsen argumenterede for fuld inklusion af LGBT+ personer i kirken. I modsætning til de tre andre oplægsholdere tog Kristian ikke udgangspunkt i skriftsteder, men i menneskers levede liv. Ud fra møder med mennesker pegede han på, at en afvisende holdning ikke ”bærer gode frugter”. Tværtimod fører den til depression og mistrivsel hos de afviste. Kristian kan ikke tro på en Gud, der ønsker, at Hans børn skal lide, og ser derfor ikke homoseksualitet som en synd. Af det følger også at LGBT+ personer skal have adgang til at blive viet eller velsignet i kirken ligesom de er velkomne i kirkens ledelse. Kristian kom med en konkret opfordring:
”Gør det tydeligt, offentligt, præcis hvor kirken står. Skriv det på hjemmesiden. Folk kommer til at spørge. Hvis man ikke har lyst til at sige det højt, så er det unfair.”

Sara Jalk fra Roskilde havde en god oplevelse på læredagen (Foto: Astrid Melkær Andersen)

Respons på læredagen

Læredagskonceptet lagde op til respons. Måske var det dagens svage punkt. ”Tamt” er en overdrivelse, men de skarpeste spørgsmål kom fra salen – ikke fra respondenterne. Det er måske for meget forlangt, at respondenten skal være knivskarp uden forberedelse, kun sekunder efter oplægsholderens sidste ord?

I kaffepausen fortalte Sara Jalk fra Roskilde, at hun savnede muligheden for forberedelse:
”Læredagen er et rigtig godt koncept, og der er en virkelig god stemning. Jeg havde med glæde modtaget oplæggene forud, så jeg kunne have forberedt mig bedre. Jeg kunne også ønske mig lidt mere balance mellem oplægsholdernes synspunkter.”

Bodil Nielsen fra Bethelkirken var også glad for konceptet (Foto: Astrid Melkær Andersen)

Bodil Nielsen fra Bethelkirken havde også en god oplevelse på læredagen:
”Det er en god måde at mødes på. Vi giver plads til forskellige holdninger og hinandens forskellighed. Jeg synes, det er meget positivt at alle prøver at være ærlige i forhold til deres holdninger og følelser.”

Skal vi prøve igen?

På læredagen afprøvede vi i fællesskab et nyt princip for udveksling af meninger og holdninger. I invitationen stod der: ”Målet er ikke ensretning, men gensidig forståelse på tværs…”. På deltagernes spørgsmål og engagement virkede det som om, læredagen nåede sit mål om forståelse. Enighed er nok for meget forlangt i BaptistKirken – og ensrettede: Det bliver vi aldrig!

Læredagen gav os et nyt værktøj. Måske skal vi tage det i brug til andre svære samtaler?

Relateret

• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 13. maj. 2026 - Serhiis hus ved vejen blev et hvilested for soldater
• 13. maj. 2026 - LÆREDAG om inklusion i BaptistKirken
• 01. maj. 2026 - Fra spejder i Herlev til toppen af paraidrætten
• 27. apr. 2026 - I Guds rige vender magten på hovedet

Find flere

Lyt til artiklen:

Fokus var på forandringsledelse, bibelbrug og baptisters opfattelse af frelse igennem tiden.
Altså til dels praktiske tilgange til det at være præst. Og det var helsebringende og befriende at være sammen om disse emner.
Desværre var der en del af kirkesamfundets præster, der på forhånd havde meldt ud, at de ikke magtede eller havde lyst til at være en del af fællesskabet. Det skyldes givetvis, at det de seneste år har været et meget splittet præstefællesskab, og det har været svært for nogle at være en del af. Og for andre har det ikke givet mening. Det er trist. Men dette års præstekonvent var anderledes. Der var ikke fokus på vores forskelle, men en lyst til at være sammen, tale sammen, bede sammen, synge sammen, læse i Bibelen sammen. Vores forskelle er der selvfølgelig stadig. Men det var ikke dem, der var vigtige. Og skuldrene sænkedes.

Maria Bjørsted fra Vrå og Lars Midtgaard fra Bethelkirken i Aalborg i samtale over kaffen (Foto: Lone Møller-Hansen)

Tak for BaptistKirken

Det var befriende den første eftermiddag at stifte bekendtskab med Carsten Lind fra Vineyard. Han er konsulent i forandringsledelse, og førte os erfarent igennem de første samtaler, som blandt andet handlede om, hvordan vi har det med konflikter. Kan vi leve på kanten af kaos uden at gå i panik? Kan vi overleve, når vi bliver ”beskudt”. Kan vi tænke klart under pres? Er vi i stand til at se tingene fra den andens perspektiv? Og så havde han en sætning, som bed sig fast: ”Byd angsten velkommen. Gør den til din ven.” Det er vi nok mange, der har brug for at lære, hvordan man gør…

Men det var især hans hjertelige hilsen til os præster, der varmede. Han lagde vægt på, at han havde en stor kærlighed til BaptistKirken, virkelig gerne ville hjælpe os og sagde: ”Alle vi andre frikirker står jo på jeres skuldre. Det er vigtigt, at I kommer igennem den krise, I er i.”

Sådan en mand helt udefra, der ser værdien i vores kirkesamfund. Det var stort.

Kærlighed til Biblen

Andendagen blev brugt sammen med Bent Bjerring-Nielsen fra Apostolsk Kirke. Han kendte flere af deltagerne, fordi han har undervist dem på SALT, Skandinavisk Akademi for Lederskab og Teologi, som lukkede for 15 år siden (virkelig?).

Han er nu ansat i missionsorganisationen Areopagos.

Han underviste ud fra sin bog ”Indblæst af Gud” om bibelbrug. Årsagen til vores uenigheder i BaptistKirken og baptistkirkerne er ikke nødvendigvis vores bibelsyn, men vores bibelbrug. Hvad gør vi med det, vi læser? Og hvordan forholder vi os til dem, der får noget andet ud af det end os?

Bent Bjerring-Nielsen slog fast, at vi skal sige nej til fundamentalismen:
”Vi skal genfinde kærligheden til Bibelen. Alt for ofte bliver vores bibellæsning til pligt, glædesløs, fantasiløs og åndløs.

”Det er også en udfordring, at rigtig mange – især unge – ikke længere læser i Biblen. Det er bevist, at man husker bedst det, man læser på papir i stedet for på en skærm,” kunne han fortælle.

Han slog til lyd for en ”generøs ortodoksi”, hvor vi erkender, at vi ikke forstår det hele og derfor ikke kan gøre os til dommere over hinandens forståelse af de bibelske sandheder. Men at vi kan være nysgerrige på, hvad den anden har forstået.

Læs Biblen sammen

Han talte om den ”anden naivitet”. Den første naivitet er sikkert det, vi kalder barnetro. Men selvom vi har læst mere i Biblen og fået nye indsigter, skal vi stadig være åbne for at læse og forstå med et åbent sind. Så Helligånden kan tale til os og give os nye, måske endda banale, indsigter.

Endelig opfordrede han til, at vi revitaliserer vores menigheder som et sted, hvor vi sammen fortolker skriften. At vi ikke overlader det til en eventuel præst, men at det er vores allesammens gave og opgave. Især os, der hylder det almene præstedømme – at vi alle er en form for præster.

Johannes Aakjær Steenbuch i samtale med Anne-Marie Winther fra Brande. Bente Højris fra Brovst i baggrunden (Foto: Lone Møller-Hansen.

Baptister og frelse

Torsdag, sidste dag, kom Johannes Steenbuch, medlem af BaptistKirkens Teologisk Forum. Han er filosof med speciale i tidlig kristendom – og et utroligt vidende menneske.

Han beskrev de mange forskellige opfattelser af frelse, der har været baptisternes igennem de sidste 500 år. Nogle af de tidlige europæiske baptister mente, at Gud havde frelst alle de udvalgte på forhånd, man kunne hverken gøre fra eller til. Andre mente, at man skal være medarbejder på sin frelse. Internationalt har baptisterne været delt i generalbaptister, der har ment, at frelsen tilbydes alle. Det afgørende er, om man modtager frelsen. Og partikulærbaptisterne, der mente, at kun nogle var udvalgt til frelse. Så var der dem, der mente, at Missionsbefalingen i Matthæusevangeliet var opfyldt af apostlene, så det angik ikke os. Først i 1800-tallet opstod missionstanken – og at troen var et resultat af Helligånden og en genfødsel i det enkelte menneske. Men stadig Guds værk. I 1900-tallet opstod splittelsen med pinsevækkelsen og her slog førende baptister på, at det ikke kom an på personlige erfaringer. Det er Jesu død og opstandelse, der frelser. Ikke vores tro.

I de seneste årtier har fokus været på Guds rige og troens liv, mere end hvordan man bliver frelst.

Johannes’ konklusion var, at vores kirkesamfund altid har rummet alle de forskellige teologier, der findes i frikirkedanmark.

15 ud af 37

Der er 37 ansatte præster i BaptistKirken – heraf er ca. en tredjedel præster i en af vores menigheder med en anden etnisk baggrund end dansk.

Vi var 15 baptistpræster, der mødtes til dette års præstekonvent fra 9.-11. september i Højby på Sjællands Odde. Sambuh Langle var den nye i ”klassen” og den eneste med en anden etnisk baggrund. Og han er præst i Odense Baptistmenighed. Der var desværre ingen repræsentation fra alle vores andre etniske menigheder.

På det møde undervejs, som peger fremad, blev der lagt vægt på den gensidige omsorg. Hanne Kiel og Lone Møller-Hansen sidder som præsternes repræsentanter i Personaleudvalget. Og Bodil Højbak Møller, Christian Sofussen og Ulrick Refsager Dam står for programmet til næste præstekonvent, der bliver 12.-14. marts 2026. Torsdag aften til lørdag, så de deltidsansatte har større chance for at deltage.

Deltagerne – fra venstre. Bodil Højbak Møller (generalsekretær), Bente Højris Pedersen (Brovst), Anne-Marie Winther (Brande), Bagerst: Christian Sofussen (Østhimmerland), Forrest: Lone Møller-Hansen (Bornholm), Hanne Kiel (magasinet baptist.dk), Ole Lundegaard (Herlev), Bagerst: Ulrick Refsager Dam (Holbæk), Forrest: Sambuh Langle (Odense), Lars Midtgaard (Bethelkirken, Aalborg), Anders Hyldgaard (Hjørring), Rune Funch (Lyngby), Christian Bylund (Tølløse), Gert Bjørsted (Vrå) – Maria Bjørsted (Vrå) var fraværende, da billedet blev taget (Foto: Johannes Aakjær Steenbuch)

Relateret

• 12. mar. 2026 - Fællesskab er vigtigt!
• 11. feb. 2026 - Hvorfor er Bibelen vigtig, og hvordan bruger vi den?
• 11. feb. 2026 - For at guide os hen til Jesus
• 11. feb. 2026 - Bibelens relevans
• 11. feb. 2026 - Bibelsyn og bibelbrug

Find flere

Lyt til artiklen:

Vi er lige hjemvendt fra årets præstekonvent. Det var et par skønne dage fyldt med dybe samtaler, teologisk fordybelse og gode kolleger.

Et af de temaer, der satte sig fast hos mig, var idéen om, at vi lever i paradokser. Og jeg tror på, det kan være en nøgle til at åbne for noget, som ofte føles fastlåst lige nu. Både i vores relationer til hinanden og i den måde, vi taler teologi og kirke på.

For hvad betyder det egentlig at leve i paradokset? Det betyder, at jeg kan stå fast på det, jeg oplever som sandt og vigtigt, og kæmpe for det, jeg oplever som Helligåndens inspiration samtidig med, at jeg anerkender, at du gør præcis det samme fra dit ståsted. Paradokset er, at vi begge har ret og begge tager fejl. Det er ikke enten eller – men både og.

Det er en krævende vej at gå. Men det er også befriende.

Og måske er det netop den vej, vi som baptister er kaldet til at gå.

At stå fast – og samtidig lytte

Vi lever i en tid præget af skarpe fronter. Polarisering fylder i den offentlige debat, på sociale medier og i mange menneskers hverdag. Der er ofte kun plads til én sandhed ad gangen. At indrømme, at vi kan tage fejl, lyder næsten som et svaghedstegn.

Men måske kan vi som kirke være et anderledes rum. Et sted, hvor vi både tør stå fast og samtidig lytte. Hvor vi kan bekende tro, overbevisning og kald – uden at det betyder, at vi afviser andres.

Paradokset er ikke bare et teoretisk greb. Det er en livsform.

Og at leve med paradokser er faktisk meget baptistisk.

Baptisternes kald til at leve i spændingsfeltet

Som baptister tror vi på den enkeltes frihed under ansvar. Vi tror på, at hver enkelt troende har ret og pligt til at søge Guds vilje. Og vi tror på, at Helligånden leder – ikke kun i systemer eller hierarkier, men i den enkeltes samvittighed og i den enkelte menighed.

Det betyder, at vi igen og igen kommer til at lande forskelligt. Nogle menigheder vælger én vej, andre en anden. Nogle ser Helligåndens inspiration i at gå frem mod en fuldt inkluderende kirke. Andre er overbeviste om, at Helligånden leder i en mere traditionel retning.

Det kan opleves udfordrende. Men det er ikke et tegn på svaghed. Det er et udtryk for, hvem vi er. Vi har aldrig været et folk, der tænkte ens. Vi har altid levet i spændingen mellem frihed og fællesskab.

At leve i paradokset betyder ikke, at vi skal gemme os for diskussionerne. Tværtimod.

At kæmpe uden fjender

Hvis jeg oplever, at Helligånden kalder mig til at kæmpe for en fuldt inkluderende kirke, så må jeg gøre det – åbent og med alt hvad jeg har i mig. Det betyder ikke, at jeg skal holde min mening for mig selv, eller at jeg skal blive ligeglad med teologi og etik.

Under konventet blev jeg mindet om Christian Richardts salme ”Altid frejdig, når du går”, der starter med at minde os om, at vi altid skal gå ’frejdigt’, når vi går på Guds kald og slutter af med at minde os om, at vi skal ”Kæmpe for alt, hvad vi har kært”.

Men kamp betyder ikke, at jeg ser dem, der tænker anderledes, som fjender. Kampen er ikke imod hinanden, men for det, vi oplever som sandt og helligt. Og lige dér bliver paradokset levende: Jeg kæmper for min sandhed, og jeg respekterer, at du kæmper for din. Jeg tror, Helligånden inspirerer mig – og jeg må samtidig tro, at Ånden også inspirerer dig, selv når vi står forskellige steder.

Det er krævende. For det betyder, at jeg må være villig til at indgå i offentlig debat, i teologiske diskussioner og i konkrete valg med både mod og ydmyghed. Ikke med en hånd, der afviser, men med en hånd, der rækker ud.

Når forskellighed bliver en gave

Noget af det mest udfordrende – og smukkeste – ved paradokset er, at vi må tro, at Helligånden virker på tværs af vores forskellighed.

Den samme Ånd, der taler til mig om inklusion, kan tale til en anden om tradition. Den samme Ånd, der leder én menighed til at åbne for nye praksisser, kan lede en anden menighed til at fastholde det kendte.

Vi kan opleve det som splittelse. Men hvad nu, hvis det faktisk er rigdom?

Paulus skriver i andet Korintherbrev: “Herren er Ånden, og hvor Herrens ånd er, dér er der frihed.” (2. Korintherbrev, kapitel 3, vers 17) og går videre til at sige, at vi forvandles, efter det vi oplever, når vi søger Guds Herlighed igennem Helligånden (vers 18). Friheden er ikke fravær af retning. Friheden er søgen efter at skabe Guds Herlighed – Guds Rige – netop i vores lokalområde. Friheden er Guds eget rum, hvor vi må gå forskelligt, efter hver vores samvittighed og alligevel være bundet sammen af Kristus.

Kirken som modbillede i en sort-hvid verden

Når verden er splittet i hårde fronter, må kirken netop vise en anden vej.

Vi kan vise, at det er muligt at kæmpe – og stadig lytte. At stå fast – og stadig være åbne. At mene noget stærkt – uden at det lukker samtalen.

Det er ikke bare en praktisk øvelse i tolerance. Det er et vidnesbyrd om Gud selv. For Gud er altid større end vores sandheder. Gud rummer mere end vores systemer. Gud kan kalde os forskelligt – og stadig samle os i Kristus.

At leve paradokset kan derfor være et profetisk kald. Vi lever i en tid, hvor alt skal placeres i “rigtigt” og “forkert.” Måske er vores vidnesbyrd netop, at vi tror på en Gud, der er større end det.

Paradokset i praksis er ikke nemt

Jeg mærker det selv, når jeg taler med kolleger, som står et andet sted end jeg. Jeg er overbevist om, at en fuldt inkluderende kirke er vejen frem. Jeg tror på, at Helligånden kalder os til det. Det er det, jeg har samvittighed til, med de mennesker jeg er præst for og de livshistorier, jeg vandrer med i. Og samtidig tror jeg, at Helligånden også virker i dem, der oplever det modsatte.

Det paradoks er ikke nemt. Men det gør samtalen dybere. Det kalder mig til at lytte – ikke for at opgive min overbevisning, men for at lade min sandhed møde andres.

Og måske er det netop dér, vi bliver kirke: Ikke i enighed, men i fællesskab midt i uenighed. Ikke i ensartethed, men i mangfoldighed.

Evangeliet er selv et paradoks

I sidste ende er evangeliet selv et paradoks. Vi tror på liv gennem død. Vi tror på styrke i svaghed. Vi tror på en Gud, der er både sandhed og mysterium.

Så måske er vi allermest tro mod evangeliet, når vi tør leve paradokset. Når vi kæmper og lytter. Når vi står fast og er åbne. Når vi både tager fejl og har ret – på én og samme tid.

Det er ikke let. Men det er profetisk. Og det kan være vores gave til hinanden – og til verden.

Relateret

• 18. maj. 2026 - Jesus gjorde demokratiet til virkelighed
• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen
• 18. maj. 2026 - Demokrati som samtale
• 18. maj. 2026 - Baptister og demokrati
• 18. maj. 2026 - Kan dansk og vestligt demokrati overleve?

Find flere

Lyt til artiklen:

Forud for synoden havde flere baptister på deres sociale medier givet udtryk for nervøsitet i forhold til både udfald og tone i diskussionen. Bekymringspunktet var diversitet. Debatten på synoden viste også, at netop dette punkt gav anledning til de største meningsforskelle. Flere formuleringer var i spil undervejs. Til sidst valgte ledelsen at udelade ”punkt 4C” til fordel for en proces over de næste 18 måneder, med mulighed for bredt at diskutere bibelsyn og -tolkning.

Lyttegruppe (Foto: Jørgen Johansen)

”Punkt 4C”

Indtrykket efter de tre lederdage var, at kun et enkelt punkt i forslaget til værdier for alvor skabte uenighed. Det handlede om ”punkt 4C”: ”Derfor vælger og engagerer vi mennesker på alle niveauer nationalt baseret på deres gaver og kvalifikationer uafhængigt af køn, etnicitet, handicap, seksualitet.”

Det var i høj grad ordet ”seksualitet”, der gav anledning til debat. Men også behovet for overhovedet at nævne eksempler, ”vi alligevel ikke kan gøre noget ved” blev diskuteret: Et indlæg pegede på, at LGBTQ-personer ofte er udsat i kirkelige fællesskaber, og derfor har brug for at vide, at de er velkomne – også på nationalt plan.

Talekø! (Foto: Jørgen Johansen)

Enkelte indlæg tog udgangspunkt i bibelens ord om at leve i syndige forhold. De blev imødegået med andre bibelord om, at det ikke er os men Herren, der skal fælde dom. Og det ikke nu, men først på den yderste dag. Valget og brugen af bibelcitater i debatten understregede en udfordring, som flere pegede på: At vores uenighed om ”punkt 4C” ikke handlede om tidsånd og ”wokeness,” men om vores grundlæggende bibelsyn.

Læs værdierne

Her kan du hente værdierne (pdf-fil), som de blev tiltrådt af synoden ved afslutningen.

Undervejs blev mindst fem forskellige udgaver af ”punkt 4C” diskuteret. Mandag formiddag stod det klart, at ledelsen erstattede teksten med tre prikker! Begrundelsen, som synoden senere tiltrådte, var: ”… dette punkt kræver mere arbejde og flere samtaler, omend at vi som kirkesamfund er enige om, at ’at vi vælger og engagerer mennesker på alle niveauer nationalt baseret på deres nådegaver og kvalifikationer’, men ikke er enige om, hvad det betyder.”

Samtalerne skal føres på ”åbne læredage inden for 18 måneder, hvor flere stemmer kan arbejde seriøst og åbent med emnet om LGBT-personers ledelsesansvar samt om velsignelse af ægteskab mellem to mennesker af samme køn.”

Bodil Højbak Møller, Christian Bylund og Vibeke Dalsgaard (Foto: Jørgen Johansen)

Processen

Processen på synoden sikrede involvering og taletid til alle synodens deltagere. Lørdag eftermiddag gennemgik ledelsen værdierne og fortalte om baggrunden. Alle deltagere fik mulighed for at samtale i “lyttegrupper”:  Du taler, vi andre lytter – vi reflekterer over dine ord, du lytter – vi samtaler om alt det sagte. Sidst på dagen fik hver lyttegruppe to minutters afmålt taletid. Under tilbagemeldingen var deltagerne udstyret med “tilkendegivelseskort”: Er du enig med taleren? Hold diskret dit orange kort op foran brystet. Er du uenig: Brug det blå kort. Kan du ikke bestemme dig? Hold begge kort op! Kun podiet kan se, hvad forsamlingen mener. Søndag havde ledelsen bearbejdet de mange forslag til ændringer. Et nyt udkast til værdier lå klar til diskussion i plenum. Endnu engang kom ledelsen på overarbejde: Mandag formiddag lå et endeligt dokument, som synoden kunne tiltræde.

Præsterne

Ud over ”punkt 4C” var det især punktet ”Præster”, der gav anledning til spørgsmål og debat. Under dette punkt var ledelsen tydelig om, at det fortsat er menighederne, der vælger præcis de præster, de ønsker. Der var generel opbakning til ideen om akkreditering, men en smule skepsis til den praktiske gennemførelse: Hvordan sikrer man uvildighed og objektivitet i et præstekollegium med store forskelle i fx bibelsyn? De mange forslag til ændringer medførte, at punktet blev delt i to ”Menigheder og præster” og ”Præster og tjeneste”.

Så er der kaffe! (Foto: Jørgen Johansen)

Den gode tone

Under hele debatten var der en god tone. Uenigheden var til tider meget tydelig, men det kom kun en enkelt gang til udtryk i en uhensigtsmæssig sammenligning, som taleren i øvrigt straks efter undskyldte for! BaptistKirkens mentorer var positivt overraskede over den baptistiske debatkultur og spurgte: ”Ved I godt, hvor gode I er til at tale sammen?”. Medvirkende til den gode stemning var måske, at næsten alle fulgte  Bodil Højbak Møllers opfordring ved velkomsten til at bruge pauserne til at tale sammen og lære hinanden bedre at kende.

Vi er kongregationalister!

Det vakte en del morskab undervejs, når det svære ord ”kongregationalistiske” blev forsøgt brugt i en ivrig talestrøm. Heldigvis handler det svære ord om et emne, mange havde fokus på: Menighedernes ret til selvbestemmelse. Ledelsen påpegede flere gange, at fælles værdier ikke handler om at ”styre” eller ”regulere” menighederne. En melding som synodens deltagere tog godt imod.

Kompromiset

Den endelige tekst, som synoden tiltrådte, er et kompromis – især i forhold til ”punkt 4C”. Synodens kompromis kræver, at vi kan mobilisere gejst og engagement til at deltage i ”læredage” over de næste 18 måneder med fokus på et emne, der allerede i dag splitter os. Kan vi det?

Håbet må være, at ”læredagene” gennemføres i en form, der engagerer bredt og fremmer bibelstudier og samtale om tolkning.

Relateret

• 03. feb. 2026 - En ny måde at tale sammen på: 80 deltagere til BaptistKirkens første læredag
• 29. dec. 2025 - Genstart2025 – færre papirer, klarere retning
• 05. nov. 2025 - Emil Lauge Ibsen
• 18. okt. 2025 - Fra værdier til virkelighed – BaptistKirken har en plan
• 15. okt. 2025 - Proces efter synoden

Find flere