Lyt til artiklen:

Søndag den 30. august starter et langdistanceløb, hvor alle kan være med. Vi løber igennem Bibelen – sammen! Ved at læse to kapitler hver dag, kommer du igennem Bibelen på to år. Hvis du tænker, at du kun får læst ét kapitel om dagen, så når du igennem Det Nye Testamente to gange og udvalgte tekster fra Det Gamle Testamente i løbet af de to år.

Og det fantastiske er, at du kan gøre det sammen med andre. Derhjemme. Du kan nemlig koble dig på en digital læsegruppe, enten med nogle, du ikke kender eller med en gruppe, du selv har dannet.

Det er dét, den nye app, Bibelstien, tilbyder. Og du kan koble dig på allerede nu og være parat til den 30. august. Tilmelding til en digital læsegruppe sker i appen.

Hent Bibelstien til Android eller iPhone (IOS) allerede nu på linket: https://scriptajourney.com/Bid/hent-app.php. Linket sender dig direkte videre til henholdsvis Apple App Store eller Google Play, hvor du plejer at hente apps.

Hvis du ikke har en mobiltelefon, men gerne vil læse efter læseplanen, bliver den også lavet som PDF-dokument, der kan hentes fra siden Tro i bevægelse på BaptistKirkens hjemmeside.

En dynamisk læseplan

Den 30. august begynder Bibelstien at leve med en daglig læsning: Hvis du læser et enkelt kapitel, når du igennem Det Nye Testamente to gange og nøgletekster fra Det Gamle Testamente i løbet af to år. Hvis man er med på at læse to kapitler om dagen (i gennemsnit, man kan jo godt læse forud eller indhente det forsømte!), så når man igennem hele Bibelen på to år.

Vi starter ikke med 1. Mosebog og læser kronologisk. Vi læser et brev eller et evangelium sammen med en tekst fra Det Gamle Testamente, og somme tider er det en tekst fra f.eks. en af Mosebøgerne, Samuels Bog eller en af Salmerne, som knytter sig til situationen. Det er altså en meget dynamisk læsning, vi går i gang med sammen.

Læs sammen med andre

Vi ved, at det kan være svært at holde ved. Derfor opfordrer vi alle til at læse sammen med andre. Det kan man selvfølgelig gøre i menigheden: Lav læsegrupper, hvor I mødes. Men man kan også koble sig på en gruppe i appen, Bibelstien. Så bliver man sat sammen med et par andre læsere, og i appen kan I udveksle tanker og erfaringer, fordi I læser det samme. Det er også muligt at tilmelde sig som gruppe i appen.

Hver gang vi tager et nyt skridt på Bibelstien: hver gang vi tager hul på et nyt skrift, vil en af præsterne fra BaptistKirken give en kort videointroduktion i appen. På den måde skaber appen også kendskab til de præster, der er i baptistkirkerne rundt omkring i Danmark.

Tro i bevægelse frem mod 2033

Fra den 30. august opfordres menighederne også til at tage hul på Acts2Movement, Tro i bevægelse, ved at bruge de syv oplæg til prædikener, der ligger på BaptistKirkens hjemmeside. Acts2Movement 2033 har som grundidé, at vi ser frem til 2033: 2000-årsjubilæet for den kristne kirke, som opstod efter Helligåndens komme på den første pinsedag. Samtidig fejrer vi også 2000-året for Jesu død og opstandelse. Det gør vi sammen med mange andre kirkesamfund verden over. Acts2Movement er Baptist World Alliances initiativ i denne anledning.

Evangeliet skal helt ned på jorden

De syv prædikenoplæg handler om den opgave Jesus gav kirken: at forkynde evangeliet til alle folk i hele verden. Det er ikke lykkedes den kristne kirke at fuldføre den opgave endnu. Det er der mange grunde til: Der er stadig er sproggrupper, der ikke har en Bibel på deres modersmål. Der er mange mennesker – også i vores eget nabolag – der aldrig har hørt evangeliet fortalt af et menneske, der selv tror på Jesus, og hvor Jesus har betydning i hverdagen. Et troværdigt vidnesbyrd, helt nede på jorden.

Evangeliets forkyndelse handler også om, at vi i kirken skal kendes på at have omsorg for den by eller det lokalsamfund, vi er en del af. Og endelig handler Jesus’ bud om at kæmpe for trosfrihed for alle mennesker – og for andre menneskerettigheder, der følger af den kamp.

Der er mange stier, vi kan gå, når evangeliet skal ud til alle mennesker inden 2033.

Lige nu starter vi med Bibelen, og så kommer de andre stier til hen ad vejen. Måske har du fået lyst til at læse Bibelen sammen med én, der aldrig har læst den? Hent Bibelstien og tilmeld dig allerede i dag.

Her er links til meget mere information:

Hent Bibelstien til Android eller iPhone (IOS) allerede nu

Se og hør Christian Bylund og Jakob Vagner fortælle hvorfor:

Se og hør Michael Frost præsentere ”Bibelstien” og vise, hvordan den virker

”Bibelstien” er en del af Acts2Movment – Tro i bevægelse, som du kan læse mere om her

Oversigt over artikler om Tro i bevægelse på baptist.dk

Relateret

• 13. okt. 2026 - BaptistKirken lever endnu
• 13. okt. 2026 - Jeg vil være baptist sammen med dem jeg er uenig med, men vil du være baptist med mig?
• 13. okt. 2026 - BaptistKirken overlevede!
• 13. okt. 2026 - Kirkens opgave er større end vores uenigheder
• 13. okt. 2026 - Elefanten i rummet

Find flere

Lyt til artiklen:

“Syv år, Niller, så ved man et eller andet!”

Sådan lyder en af de mindeværdige replikker fra den danske filmskat. Og selvom en ph.d.-afhandling måske ikke helt kan sammenlignes med Mulles livserfaring, var der alligevel noget om det, da jeg i marts forsvarede min ph.d.-afhandling efter seks års arbejde.

Afhandlingen udspringer blandt andet af min tid som præst i Bethelkirken i Aalborg, hvor jeg blev opmuntret til og fik mulighed for at begynde arbejdet. Sideløbende med forskningen ledte jeg det daværende Studiecenter for Menighedsbaseret Teologi, SCMT. Det blev seks år med fordybelse, interviews, analyser og mange samtaler om tro – og om, hvordan karismatiske frikirkers identitet formes i spændingen mellem kirkens fællesskab og en sekulær hverdag.

Mennesker er forskellige

Mennesker er ikke som vandhaner, man bare kan åbne, så svarene begynder at flyde. Det kræver overvejelse og metode at undersøge, hvordan mennesker beskriver deres trosrejse, og hvilken betydning kirken har haft.

Men mennesker er også historiefortællende væsener. Vi forstår vores liv gennem de fortællinger, det sprog og de fællesskaber, vi bliver en del af. Derfor kan livshistorier give indblik i, hvordan mennesker tilegner sig tro – og hvordan kirkens identitet bliver levet og formet.

Ti livshistorier om vejen til tro

Min afhandling undersøger ti personer, der er vokset op uden tro på Gud, men som i deres voksenliv er blevet troende i en karismatisk frikirke i København. Gennem deres livshistorier undersøger jeg, hvordan troen vokser frem, og hvordan kirkens fællesskab, sprog og praksis medvirker i processen.

Henrik Holmgaard (Foto: Privat)

Henrik Holmgaard

• cand.theol. og ph.d.
• sognepræst i Nebsager, Bjerre og Stenderup Kirker
• aktiv sejler
• gift med Mette og far til Isaac og Noah
• Tidligere:
  • Studerende ved  IBTSC: International Baptist Theological Study Centre i Amsterdam
  • Leder af StudieCenter for Menighedsbaseret Teologi (SCMT)
  • Præst i Bethelkirken i Aalborg
  • Formand for ”Tjeneste og uddannelsesudvalget” i BaptistKirken
  • Kirkeplanter i Apostolsk Kirke i Aalborg
  • Podcastvært og meget mere

Læs Henrik Holmgaards afhandling.

Hvad viste livshistorierne?

Undersøgelsen viste først og fremmest, at nye troendes vej ind i tro og menighed er en kompleks og erfaringsorienteret proces. I nogle frikirkelige sammenhænge, præget af vækkelsestraditionen, kan forståelsen af at blive troende være formet af omvendelse som en særlig øjebliksbeslutning, hvor “man siger ja til Jesus”. Det sprogbrug findes i de menigheder, jeg undersøgte. Livshistorierne viste, at troens tilegnelse ofte var mere kompleks. Men over tid lærte deltagerne at tolke deres tro som en beslutning. I deres fortælling var selve “beslutningen” ikke afgørende for deres tro. Den fungerede nærmere som en markering, der var vigtig for fællesskabet, fordi det dermed kunne genkende “de nye troende”.

Hjemkomst eller udforskning

I materialet tegnede der sig især to måder at fortælle om trosrejsen. Nogle fortalte om troen som en “hjemkomst”. Fortællingen afspejlede på en måde, hvad der kunne karakteriseres som en klassisk “omvendelseshistorie” med en u-vending fra noget dårligt til et godt liv som troende. I disse livshistorier talte deltagerne i nogen grad med et sprog, som indeholdt begreber som synd, frelse, nåde og et tydeligt før og efter.

Den anden gruppe fortalte om trosrejsen som en “udforskning”. Det var en mere lineær beskrivelse af en personlig udvikling. Her var fraværet af ord som synd, frelse og nåde bemærkelsesværdigt. I stedet udfoldede deres fortælling det, man kan kalde en selverkendelsesproces om “hvem er jeg?” sammen med Gud. Historisk har de karismatiske frikirker kritiseret andre kirkelige retninger for en “blodløs frelse”, som har negligeret Jesu objektive rolle i frelseslæren. Dette fund peger på, at der ligger en lignende nutidig udfordring i forhold til, hvordan frelse forstås og forhandles i mødet med en sekulær og individualiseret kultur.

Sognepræst i Nebsager, Bjerre og Stenderup Kirker, Henrik Holmgaard, prædiker ved indsættelsen den 14. september 2025 (Foto: Nebsager, Bjerre og Stenderup Kirker)

Kirken giver erfaringer – men mangler forklaringer

Hvis deltagernes beskrivelse af den udlevede kirkelige identitet kort skal opsummeres, så lykkes de karismatiske frikirker med at hjælpe mennesker til at genkende og leve med en erfaring af Gud som nærværende i et ellers sekulært hverdagsliv. Kirkens udlevede identitet beskrives som et fællesskab af mennesker, der samles om en særlig gudserfaring, hvor Gud er personlig, kærlig og aktiv.

Troens relationelle natur bliver særligt understreget gennem fællesskabet med andre nye troende og ved, at mere modne troende “investerer” tid i samtale og sidemandsoplæring i bøn og bibellæsning, enten en-til-en eller i mindre grupper.

Samtidig viser materialet, at nogle klassiske pentekostal-karismatiske udtryk – især tungetale og forbøn for helbredelse – kan opleves som fremmedgørende eller decideret overdrevne. Ligeledes viser undersøgelsen, at selvom disse kirker er gode til at give deltagerne “gudserfaringer”, så er de knap så gode til at forklare disse erfaringer. De nye troende bliver i særlig grad tiltrukket af erfaringen af Gud som en indre mystik, de kan erfare igennem kroppen i forbindelse med lovsang og bøn, og som kan hjælpe dem med at fortolke mening i hverdagen. Ligeledes afspejler livshistorierne den udfordring, at der kan opstå en for snæver forståelse af, hvad der er de “rigtige” gudserfaringer. Der er måske behov for en mere “generøs” forståelse, praksis og refleksion over gudserfaringens medierede natur, mangfoldighed og rolle, som integrerer erfaring, Bibel og tradition i den teologiske refleksion og praksis.

Henrik Holmgaard (Foto: Privat)

Fra klare grænser til et tydeligt centrum

Endelig viser undersøgelsen, at den udlevede kirkelige identitet er organiseret omkring et tydeligt defineret centrum. Dette centrum kan man som medlem være mere eller mindre tæt på eller længere fra. Det er en ændring fra den måde, karismatiske frikirker historisk har forstået sig selv på som tydeligt afgrænsede fællesskaber af bekendende troende, hvor dåb, medlemskab og menighedsetik markerer, hvem der er inden for og uden for.

Deltagernes livshistorier beskriver de kirkelige fællesskaber som åbne og nærmest som en genopdagelse af “teltmødets” funktion, hvor man kan komme og gå, som man vil. Kirkerne skaber rum, hvor mennesker kan undersøge troen, deltage i fællesskabet og langsomt orientere sig mod det definerende centrum af idealer om særlige gudserfaringer, praksis og etik. Medlemskab bliver beskrevet som forskellige niveauer af deltagelse med idealet om at deltage så ofte som muligt, hjælpe til så meget, man kan, bidrage og tage ansvar økonomisk, tale om og undersøge tro med andre og lade sig forme af fællesskabets definerende centrum.

Der er nye muligheder for, at man uforpligtende og undersøgende kan finde vej ind i kristen tro, uden at man skal tilegne sig “hele pakken”.

Denne organisering med et definerende centrum frem for en klar afgrænsning til samfund og andre kirker giver nye muligheder, men også markante ændringer i kirkelig identitet. Der er nye muligheder for, at man uforpligtende og undersøgende kan finde vej ind i kristen tro, uden at man skal tilegne sig “hele pakken”. Det definerende centrum holder et klart menighedsideal frem, men der er frihed til at vælge til og fra. Det betyder, at nye troende kan se sig selv som medlemmer i “periferien”, uden at de skal stå på mål for “særlige gudserfaringer”, kirkens lære eller særlige etiske normer om seksualitet m.m.

Denne ændrede struktur, hvor fællesskabet er centralt og ikke har en tydelig grænse til det omgivende samfund og andre kirker, minder på sin måde om en “abonnementsordning” som den, der for eksempel findes i fitnesscentre, hvor man kan være medlem på flere niveauer.

Denne forandring af strukturen og medlemskabet er en markant ændring, som kan tolkes som resultatet af forhandlingen af den udlevede karismatiske frikirkeidentitet i en sekulær kultur.

Forandringen kan også tolkes som en bevægelse fra en “bekendelseskirke” hen imod at være en “kirke med en bekendelse”, som denne bevægelse tidligere har taget kritisk afstand fra.

Hvad kan kirken lære?

Så hvad kan kirken lære af nye troendes livshistorier?

Deres livshistorier spejler den forhandling, der sker mellem samfund og religiøse minoritetsfællesskaber, når det kommer til, hvordan den erfaringsorienterede forståelse af Gud og kirke møder et mere eller mindre sekulært samfund.

Ligeledes spejler livshistorierne, hvordan nye troende individuelt forhandler den tro, de forsøger at undersøge og tilegne sig, og hvordan de forsøger at passe ind – en proces, der ikke er let i en sekulær kultur.

De gode nyheder er, at det fortsat sker, men nogle gange på trods.

Henrik og Mette Holmgaard i Amsterdam ved forsvaret af afhandlingen (Foto: Privat)

Relateret

• 15. okt. 2026 - Når ingen beslutning er den rigtige
• 14. okt. 2026 - Hvem er det egentlig, vi er?
• 13. okt. 2026 - Kirkens opgave er større end vores uenigheder
• 11. okt. 2026 - Købnerkirken er lokalområdets kirke
• 01. okt. 2026 - Gud orkestrerer liv

Find flere

Lyt til artiklen:

Michael Frost:

• præst i Lyngby Baptistkirke
• driver selvstændig virksomhed indenfor import, hudpleje og IT-udvikling

For lidt over ti år siden spurgte jeg i Roskilde Baptistkirke, om der var nogen, der havde lyst til at læse Bibelen igennem sammen med mig på et år. Jeg havde lavet en læseplan med tre-fire kapitler om dagen, og hver tirsdag skulle vi mødes hjemme hos mig og tale om det, vi havde læst.

Til min store overraskelse meldte omkring ti personer sig. For mig blev det et tydeligt tegn på, at mange egentlig længes efter at kende Bibelen bedre, men måske mangler fællesskabet, strukturen eller motivationen til at komme i gang.

Et livsforvandlende år

Deltagerne var meget forskellige. Nogle havde læst i Bibelen før, men havde svært ved at forstå den og forbinde den med deres hverdag. Andre havde næsten aldrig åbnet en bibel.

Den første aften dukkede en ældre kvinde op. Hun var mor til en af deltagerne, havde ingen særlig tilknytning til kirke eller tro og var egentlig bare kommet for at køre sin søn. Da hun syntes, det var lidt besværligt at køre frem og tilbage, spurgte hun, om hun måtte blive siddende og lytte med. Det måtte hun selvfølgelig gerne.

Men langsomt begyndte ordene at gøre noget i hende.

Da aftenen var slut, sagde hun, at hun ville gå hjem og overveje, om hun skulle være med i gruppen. Næste tirsdag kom hun igen. Hun havde fundet en gammel Bibel i kælderen og begyndte ihærdigt at læse med. Hun lagde ikke skjul på, at der var meget, der var svært at forstå. Men langsomt begyndte ordene at gøre noget i hende. Hun blev mildere. Hun begyndte at bede for sine børn og børnebørn. Hun fandt en ny glæde.

Et halvt år inde i forløbet, efter juleferien, kom hun tilbage med lys i øjnene. Af sin mand havde hun i julegave fået – som hun sagde – den bedste gave, hun nogensinde havde fået: en ny Bibel. Et halvt år senere blev både hun og hendes mand døbt.

Bibellæsning fører til forandring

Året med Bibelen blev ikke kun livsforvandlende for den ene kvinde. Jeg taler stadig ofte med flere af dem, der var med i gruppen, og mange peger tilbage på netop det år som et tidspunkt, hvor deres tro på en eller anden måde blev forandret.

Gennem årene har jeg mødt mange kristne, som aldrig rigtig er kommet i gang med at læse i Bibelen – eller som er gået i stå, fordi det blev for svært, for uoverskueligt eller kom til at føles som en sur pligt. Men jeg har også mødt mange, der har opdaget Bibelen på ny og næsten oplevet en ny forelskelse i Guds ord.

Fællesskab støtter læsningen

Det er også længslen bag Bibelsporet i Acts2Movement: at Bibelen må blive levende, nærværende og spændende for mange flere. En norsk ph.d.-undersøgelse af unge kristnes bibellæsning peger på en tydelig sammenhæng mellem at læse Bibelen sammen med andre og at holde fast i bibellæsningen over tid. Det genkender jeg fra min egen erfaring: Når vi læser alene, kan vi let gå i stå. Når vi læser sammen, bærer vi hinanden videre.

Bibelstien – en ny app

Derfor har vi fået bygget vores egen app, Bibelstien, som snart lanceres. Her kan man følge en af to læseplaner. Den ene plan fører læseren gennem ét kapitel om dagen i to år og dermed to gange gennem Det Nye Testamente samt Salmernes Bog, Ordsprogenes Bog og udvalgte gammeltestamentlige skrifter. Den anden plan lægger op til to kapitler om dagen og fører gennem hele Bibelen på to år.

Derfor har vi fået bygget vores egen app, Bibelstien, som snart lanceres.

Læsegrupper

I appen vil der løbende blive lagt korte undervisningsvideoer ud med introduktioner til det, vi skal læse, blandt andet fra præster i BaptistKirken. Men noget af det vigtigste er, at man også kan deltage i læsegrupper, og dermed læse Bibelen sammen med andre baptister i hele Danmark. Her kan man dele inspiration, opmuntringer og spørgsmål undervejs.

Læseplanerne starter den 30. august, og der kommer mere information. Min bøn er, at mange vil tage imod invitationen. Ikke bare til at læse mere i Bibelen, men til at lade Bibelen læse os, forme os og føre os tættere på Kristus.

Læs også ‘Trosfrihed er mere end jura‘ (Frihedsstien).

Relateret

• 14. okt. 2026 - Hvem er det egentlig, vi er?
• 13. okt. 2026 - Kirkens opgave er større end vores uenigheder
• 11. okt. 2026 - Købnerkirken er lokalområdets kirke
• 05. okt. 2026 - Formandstalen 2026
• 24. aug. 2026 - Det nye ungdomsoprør: Faste holdepunkter i en flydende verden

Find flere

For mig er én ting sikkert. Dét, at jeg er kristen, gør, at jeg kan fokusere på andet end mig selv. Når jeg husker at se på Jesus, så kan jeg sænke skuldrene, for han har styr på det hele. Jeg er ikke længere afhængig af min egen formåen og mine egne kræfter. Jeg bliver mindet om, at det ikke handler om mig men om ham. Det har jeg brug for i denne verden, hvor der sker så meget, jeg ikke kan gøre noget ved og hvor der er alt for meget fokus på os selv, vores udseende og præstation.

Det blev jeg mindet om til Alpha. Det er vigtigt at komme i et fællesskab, hvor man kan blive mindet om, at vi er elsket, og om at det ikke handler om os, eller hvad vi kan, men hvad Gud kan.

Hvis du ikke er i et kristent fællesskab, vil jeg virkelig anbefale det, for uden et fællesskab kan man fare vild i denne verden, også selvom bøn og bibellæsning er en fast disciplin. Det kristne fællesskab er vigtigt.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 15. okt. 2026 - Når ingen beslutning er den rigtige
• 14. okt. 2026 - Hvem er det egentlig, vi er?
• 13. okt. 2026 - Kirkens opgave er større end vores uenigheder
• 11. okt. 2026 - Købnerkirken er lokalområdets kirke
• 08. okt. 2026 - Hvem er jeg? Og hvem er du?

Find flere

Lyt til artiklen:

Før Gutenbergs opfindelse af bogtrykkerkunsten i 1450 var det forbeholdt gejstlige og fornemme at læse de bibelske manuskripter, som regel på latin, oversat fra hebraisk og græsk. Bogtrykkerkunsten var en vigtig brik i de begivenheder, der førte til Reformationen tidligt i 1500-tallet. Siden tog det fart. Bibelen blev oversat til de enkelte modersmål, og som århundrederne gik, blev det almindeligt at eje en bibel, først en pr. hjem og i vores tid en pr. person.

Bibelens vigtighed

Bibelen er de vejledende, retningsgivende skrifter for kristen tro og praksis.

Bibelens vigtighed er åbenlys. Bibelen er ’Den hellige Skrifts kanoniske bøger’ – altså de vejledende, retningsgivende skrifter for kristen tro og praksis.

Det tog næsten 400 år for de første generationer af kristne at nå frem til den samling af skrifter, vi i dag kalder Bibelen. Den blev endeligt kanoniseret på et kirkemøde i år 393 i Hippo (i vore dages Algeriet) og stadfæstet på endnu et kirkemøde i 397 i Karthago (i vore dages Tunesien).

Senere, efter protestantismens fremkomst og de mange kirkesplittelser, der fulgte i kølvandet, kan man endda sige, at Bibelen blev mere og mere central – fordi den efterhånden blev kilde til mere og mere diskussion, ja, ligefrem kamp.

Bærer det, vi læser, frugt?

Men her skal det ikke handle om bibelsyn og kampen om, hvem der ’har ret’. Hvis vi tænker på Jesus´ lignelse om den store verdensdom[1], er det afgørende spørgsmål ikke bibelsyn eller dogmatik, men om vi har elsket vores næste – altså om Jesus´ forkyndelse har båret frugt i vores liv til gavn for vores næste.

Det afgørende spørgsmål er ikke bibelsyn eller dogmatik, men om vi har elsket vores næste.

Kanon

Det vigtige er, hvordan vi bruger Bibelen som vores retningsviser, når vi skal leve vores liv. ’Kanon’ betyder ’rettesnor’, ’retningsviser’. Ved siden af Bibelen udviklede den katolske kirke i middelalderen ’De kanoniske love’, som var bestemmelser om en lang række spørgsmål, som Bibelen ikke sagde noget præcist om, og som man derfor havde brug for at finde svar på. Det var spørgsmål som: Hvordan organiseres kirken? Hvordan fejres der gudstjeneste? Hvordan udnævnes biskopper? Hvordan forholder man sig i forbindelse med skilsmisse? osv. osv.

Bibelen som retningsviser

I protestantisk tradition har vi ikke sådanne nedskrevne love, men vi foretager naturligvis vurderingerne alligevel, bare på mindre formelle måder. Vi foretager dem igen og igen alt efter den tid og kontekst, vi befinder os i. Derfor er det, den ene tid finder ’bibelsk’, ikke altid det samme, som en senere tid finder ’bibelsk’.

Derfor er det, den ene tid finder ’bibelsk’, ikke altid det samme, som en senere tid finder ’bibelsk’.

Når vi finder vej i nye spørgsmål eller finder andre svar end dem, vi fandt tidligere, bruger vi Bibelen som retningsviser, for den er god at pejle efter. Vi bruger den ikke kun ved at finde sætninger og vers i Bibelen, der svarer på alt – for det moderne liv indeholder flere spørgsmål og dilemmaer end dem, Bibelen tager op. Vi bruger den ved at søge den ånd, der ligger bag ordene, når vi sætter os grundigt ind i den kontekst ordene hørte hjemme i og læser dem under bøn om Guds hjælp.

Ydmyghed

Vi må altid gå til Bibelen med stor ydmyghed. Bibelens skrifter har vi fået overdraget fra de første kristne, der – som nævnt – gennem flere hundrede år vejede skrifter mod hinanden og til sidst besluttede sig for de 39, vi har i Gamle Testamente, og de 27 i Ny Testamente. Det kalder på respekt og ydmyghed.

Inden vi i overmod fælder dom over det, vi læser – fordi vi mener, vi har udtømt betydningen, og der ikke er mere at snakke om – bør vi altid lytte endnu en gang i ydmyghed og med et åbent sind både til teksterne og til hinanden, når vi sammen søger at tolke og finde vej i vores tid og verden. Bibelens skrifter taler Guds ord til os, så vi sammen kan finde vej – også i nye tider. De er ikke tænkt som slagvåben, vi skal bruge mod dem, vi er uenige med.

Læs også ‘Men på hver sin måde’

[1] Matthæusevangeliet kap.25, vers 31-46

Relateret

• 01. okt. 2026 - Gud orkestrerer liv
• 24. sep. 2026 - Mental oprustning
• 17. sep. 2026 - Det er ikke en selvfølge
• 10. sep. 2026 - Om kykloper og andre myter
• 03. sep. 2026 - Efterårshåb

Find flere

Foto: Carsten Laursen, Bibelselskabet og Arseny Togulev – Unsplash

Lyt til artiklen:

Vejledning til tro og efterfølgelse af Jesus findes i Bibelen, men desværre er teksterne også blevet misbrugt til at legitimere magtovergreb og til at male misvisende karikaturer af en krigerisk stammegud, som man for alt i verden skal ’holde sig på god fod med’.

Hvad er Bibelen for en bog?

Mens jeg skrev: ”Han åbner Bibelen igen – om at læse teksterne i lys af Jesus”, tumlede jeg konstant med at forme et så kort og dækkende svar som muligt på spørgsmålet: ’Hvad er Bibelen for en bog?’ Jeg landede på følgende: ”Bibelen er den samling af grundlæggende tekster om Gud og verden, som den kristne kirke ved en Jesus-belyst læsning genkender som inspireret af Helligånden til at lede til tro på og efterfølgelse af Jesus Kristus.” Lad mig sætte lidt flere ord på nogle af aspekterne:

For det første: Bibelen er ’en samling af vidt forskellige tekster’

Den er en varieret antologi, hvor mange forskellige stemmer og tankegange kommer til orde. Undertiden modsiger de hinanden. Et af mange eksempler er den store forskel på Nahums Bog og Jonas’ Bog. Hos Nahum skal assyrerne bare nedværdiges og ned med nakken – menneskeligt set for øvrigt helt forståeligt. Jonas’ Bog munder derimod ud i et budskab om Guds medfølelse med indbyggerne i Nineve, assyrernes hovedstad – forresten til Jonas’ ærgrelse.

For det andet: ’Ved en Jesus-belyst læsning’

En selvfølge at fortolke de vidt forskellige tekster i lys af Jesus.

Umiddelbart kunne man tro, at forskellene i teksterne kunne lede til forvirring og den rene vilkårlighed. Sådan så de første århundreders kristne, som samlede og blåstemplede netop disse tekster, ikke på det. For dem var det en selvfølge at fortolke de vidt forskellige tekster i lys af Jesus. De udelod ikke forskellighederne og modsigelserne, men de fortolkede alle historierne ud fra deres erfaringer med og kendskab til Jesus’ fødsel, liv, død og opstandelse. Så når de fx læste historier om ’Gud-villet’ barbarisk udryddelse af folkeslag, læste de det ikke som bogstavelig, faktuel historie, men fortolkede det i lys af Jesus – der tilgav ’fjender’, rørte ved ’urene’, opsøgte og frelste det fortabte og gav sit liv for verden – som budskaber om Guds radikale kærligheds sejr over alt ondt.

For det tredje: ’Inspireret af Helligånden’ eller ’indblæst af Gud’

Formuleringen er hentet fra 2. Timotheus Brev kap. 3, vers 15-17, som jeg ser som en central sammenfatning af, hvordan de første århundreders kristne forholdt sig til ’De hellige Skrifter’, som jo i denne sammenhæng var tekster fra Det Gamle Testamente. Her har jeg ikke plads til at gå nærmere ind på, hvad ’inspireret’ – som jeg forstår det – vil sige.[1] Men bare kort: Tilblivelsen af dem er på én eller anden måde igangsat af en tiltale fra Gud – også selvom ’hørelsen’ af det, Gud sagde, undertiden var upræcis og naturligvis præget af den givne tids kultur og af personlige erfaringer. Men tværs igennem det hele gør Helligånden det sådan, at Skrifterne kan ”give visdom til frelse ved troen på Jesus Kristus”. Og ethvert skrift er ”nyttigt til undervisning, … så det menneske, som hører Gud til, kan blive fuldvoksent, udrustet til al god gerning.”

Tilblivelsen af dem er på én eller anden måde igangsat af en tiltale fra Gud.

Bibelen er vel da ’Guds Ord’?

I min tradition er vi vant til at kalde Bibelen for ’Guds ord’, men vi har brug for at præcisere, hvad vi mener med det. Ellers står vi i fare for at gøre Bibelen til noget, som jeg tror, hverken Helligånden eller den første kirke, som samlede og gav os teksterne, havde tænkt, den skulle være. Vi risikerer at forkludre dens vigtige funktion: At guide os hen til Jesus.

Der peges i stedet ihærdigt på Jesus Kristus som Guds Ord!

Så vidt jeg kan se, lægger teksterne ikke selv op til at identificere Bibelen med Guds ord. Der peges i stedet ihærdigt på Jesus Kristus som Guds Ord![2] Brorson skrev det smukt: ”Men ak, hvad skal jeg sige/når jeg vil tænke på/at Gud af Himmerige/i stalden ligge må/at Himlens pryd og ære/det levende Guds ord /skal så foragtet være/på denne onde jord.”

Guds ord blev ikke til bogstaver, men til kød. Det var ikke skriftruller, der lå i krybben i Betlehem, men Gud, der var blevet menneske. C.S. Lewis skriver i ét af sine breve: ”Det er Kristus selv, ikke Bibelen, som er det sande Guds ord. Bibelen, læst i den rette ånd og under vejledning af gode lærere, vil bringe os til ham.” Bibelen er ikke selv den kilde, der giver liv, men den forsyner os med skilte, der leder os hen til kilden, til Jesus Kristus. Og til at få øje på disse skilte har vi brug for Helligånden.

Og relevansen?

Derfor kan vi slet ikke undvære nærkontakt med de bibelske tekster, og vi må med Helligåndens hjælp finde deres røde tråd, der leder hen til Jesus Kristus. Det var hensigten, da den tidlige kristne kirke for ca. 1700 år siden definerede de tekster som ”kanoniske”, dvs. rettesnors-tekster, altså pålidelige skilte. Det er gennem dem, vi kommer tættest på øjenvidnernes beretninger om Jesus og deres måde at fortolke de forskellige tekster på. At droppe den nærkontakt med Bibelen åbner for at påstå eller lade sig bilde hvad som helst ind og kalde det for ’kristen tro’. Og vi går glip af glæden og styrken ved gang på gang at blive mindet om evangeliet, som fortsat er Guds kraft til frelse.

At droppe nærkontakten med Bibelen åbner for at påstå eller lade sig bilde hvad som helst ind og kalde det for ’kristen tro’.

Læs også ‘Bibelens relevans’.

[1] Læs mere i Gunni Bjørsted: ”Han åbner Bibelen igen – om at læse teksterne i lys af Jesus” fra side 110
[2] Fx: Johannesevangeliet kap. 1, vers 1ff; 1. Johannesbrev kap.1, vers 1; Johannes’ Åbenbaring kap. 19, vers 13; Hebræerbrevet kap. 4, vers 12-16

Relateret

• 01. okt. 2026 - Gud orkestrerer liv
• 24. sep. 2026 - Mental oprustning
• 17. sep. 2026 - Det er ikke en selvfølge
• 10. sep. 2026 - Om kykloper og andre myter
• 03. sep. 2026 - Efterårshåb

Find flere

Lyt til artiklen:

Tema for baptist.dk nr. 1, 2026 er Bibelen og vores brug af den. Derfor har vi stillet to spørgsmål til ledelsens medlemmer: Hvordan har Bibelen taleret i dit liv? Hvilken indflydelse har Bibelen i dit liv? Her er deres svar:

Christian Bylund, præst i Tølløse Baptistkirke og næstformand i BaptistKirken:

”Bibelen taler sjældent til mig som et facit, men som en stemme, der kalder mig ind i Jesus’ måde at være menneske på – en måde, vi ofte overser midt i vores konflikter. Gennem teksterne og tolkningen af dem i tidens løb har Bibelen talt stærkest til mig om Jesus, og hvordan Jesus har blik for dem, der bliver gjort mindre værd; om hans mod til at sige sandheden, også når den er ilde hørt; og om hans nåde, der ikke kræver forbehold.

Jeg læser Bibelen som menneskers erfaringer af Gud og fortællinger om Gud. Det giver naturligt plads til nuancer og brudflader. Og derfor kan teksterne udfordre mig og blive steder, hvor Helligånden skubber til mig og mit forudindtagede ståsted – samt gøre mit hjerte blødere og rykke mig tættere på, hvordan Jesus ville leve sit liv i dag.

På den måde kan teksterne udfordre mig og blive steder, hvor Helligånden skubber til mig og mit forudindtagede ståsted.

Bibelen former min tro ved at åbne samtalen, ikke lukke den. Den giver mig et sprog for håb, når livet er skrøbeligt, og lader mig vandre med andre i troen. I bedste fald påvirker den mine valg ved at holde Jesus’ kærlighed frem som målestok. Derved kan den bygge op, skabe frihed og værne om menneskers værdighed på trods af min menneskelighed. For mig er Bibelen en bog, vi bruger i fællesskab med blik for den tid og kultur, vi lever i, og med opmærksomhed på de magtstrukturer, vi sætter op. En bog jeg læser for bedre at forstå, hvordan Jesus levede, så vi i bedste fald kan prøve at gå samme vej.”

Emmanuel Cinzah, præst i Chin Bethel Church i Skjern:

”Jeg opfatter Bibelen som Guds ord, og hver gang jeg læser i Bibelen, oplever jeg derfor, at det er Gud, der taler i mit liv.

Det er Gud, der taler i mit liv.

Baptister i hele verden tror på Bibelens uafhængighed og selvstændighed, og derfor har Bibelen indflydelse i mit liv.”

Flemming Vesth Nielsen, Bethelkirken Aalborg:

”Dine ord er en lygte for min fod, et lys på min sti”. Det stod på en plakat på mit teenageværelse.

”Det var vovet. Min kone og jeg var meget i tvivl om det større hus, vi havde brug for. Så jeg bad Gud give mig et tegn, slog tilfældigt op i Bibelen og landede på 1. Kongebog kap. 6 og versene, hvor Kong Salomon får at vide, hvordan og hvad han skal bygge. Det inspirerede til byggeriet af vores hus, der har været en velsignelse for os i 27 år.

I den mindre risikovillige afdeling elsker jeg jævnligt at sætte mig i fred og ro og meditere over de mest betydningsfulde vers for mig – og jeg har lært, at jeg må gøre Guds ord personligt: ’Fred efterlader jeg dig, Flemming, min fred giver jeg dig, Flemming; jeg giver dig ikke, som verden giver. Dit hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst, Flemming!’[1]  

[Gud] har iscenesat og instrueret skrifterne i Bibelen som sit skrevne ord.

Når Gud er Universets skaber, men samtidig en kærlig, himmelsk far, der blandt andet rejste sin søn Jesus op fra de døde for at vise mig hans nåde og godhed, er det helt logisk for mig, at han har iscenesat og instrueret skrifterne i Bibelen som sit skrevne ord, der skal vejlede og styrke os hver dag. Derfor har Bibelen for mig autoritet. Ikke blot til at styrke og opmuntre mig, men også til at vise mig vejen til efterfølgelse af Jesus.”

Pia Duebjerg Andersen, Lyngby Baptistkirke:

”Jeg ville ønske, jeg kunne sige, at det da naturligvis er i den bog, jeg hver eneste dag finder inspiration til at leve mit liv i overensstemmelse med Guds vilje. Og hvis jeg går og tumler med noget, så finder jeg altid svaret der. Det ville bare være helt og aldeles løgn.

Sandheden er, at jeg naturligvis læser i min Bibel, men mest når jeg skal forberede mig til en gudstjeneste eller en andagt. Men indrømmet, det er ikke noget, jeg har haft en fast rutine med. I 2025 fulgte jeg for (kun?) anden gang i mit liv en læseplan, så jeg er kommet Bibelen igennem på et år. Sidste gang jeg satte mig for at følge en tilsvarende, tog det syv år, før jeg var færdig!

Jeg har brug for at læse Bibelen sammen med andre. Sammen at tolke og forstå.

Begge gange har jeg naivt håbet, at nu åbenbarer evangeliet sig for mig på en helt ny måde, for nu dedikerer jeg daglig læsetid til Bibelen. Og begge gange har jeg siddet forvirret tilbage, måske mere nu end tidligere. Når man sidder og tygger sig igennem Det Gamle Testamente, bliver man ramt af, at Gud især holder med dem, der snyder. Tag bare Jakob, der snød sin bror for arven.

Jeg har brug for at læse Bibelen sammen med andre. Sammen at tolke og forstå. For på den måde får Bibelen – og Kristus – taleret i mit liv.”

Tine Kragh, Vraa Baptistmenighed:

”Jeg læser i min Bibel hver morgen. Det sker ikke altid i papir-udgaven. Jeg bruger app’en ’Holy Bible’ med guidet bøn hver dag med skriftsteder og længere bibellæseplaner. Her kan man også fx sammenligne med en engelsk Bibel-udgave. Teksterne får tit helt nyt liv, når jeg læser dem på engelsk.

Bibelen er et levende redskab for mig til at lytte til Gud. Jeg har erfaret, at vedholdenhed hjælper, når man ikke fatter, hvad man læser. Det skal ikke være en sur pligt at åbne Bibelen, men en vis disciplin er nødvendig. Og så kan man faktisk være velsignet med, at Gud af og til taler gennem et skriftsted.

Bibelen er et levende redskab for mig til at lytte til Gud.

På retræter har jeg haft tid til at fordybe mig i Bibelen. Jeg har også fundet en læseplan, hvor man skriver skriftstedet af og evt. tegner til, hvis man er lidt kreativ. I den proces har jeg fået nye tanker og inspirationer i forhold til gammelkendte tekster. Og igen: følt mig meget velsignet. Disse og flere ’tiltag’ har gjort, at jeg på et tidspunkt kunne skrive i min lille bog: jeg gen-elsker min Bibel! Jeg føler mig tit set, tiltalt, trøstet, taget ved hånden, ledt på vej eller revset, når jeg har læst i Bibelen.

Det er spændende at lære mere om Bibelen og teksternes tilblivelse, historie, originalsprog og fortolkninger, men det vigtigste er, at den er levende i dag.”

Vibeke Dalsgaard, Pandrup Baptistmenighed og formand for BaptistKirken:

”Bibelen er en vidunderlig bog og den vigtigste i verden. Den har fulgt mig, siden jeg som otteårig fik min første børnebibel, og den har givet mig trøst, inspiration, viden og indsigt i livet. Bibelen åbnede også litteraturen for mig, så jeg hele livet har været en stor læser af alle genrer. Bibelen har båret mig gennem svære tider i mit liv og lært mig at høre Helligåndens stemme.

Bibelen har båret mig gennem svære tider i mit liv og lært mig at høre Helligåndens stemme.

’Jeg tror ikke på Bibelen’, sagde jeg under synoden, og det står jeg ved. Bibelen er for mig skrevet af mennesker under Helligåndens vejledning til mennesker om Gud.

Gud har ikke skrevet Bibelen, så det er op til os at tolke Bibelens ord til os og til verden. Vi skal hjælpe hinanden til at tolke ordene og fortællingerne, så de bliver relevante i vores tid. Tolkningen skal også hjælpe os til at finde det væsentlige i vores tro og give det videre til mennesker, som har behov for at høre om Gud.

Vi, som tror på den treenige Gud, skal gå ud i verden. Det gør vi altid med Bibelen som rettesnor, men samtidig med det for øje at nå mennesker der, hvor de er.

Derfor tolker vi Bibelen ind i verden i dag og viser mennesker den store kærlighed, som Gud har til hver enkelt – fra skabelsens tid og evigt.”

Læs også ‘Bibelsyn og bibelbrug’

[1] Johannesevangeliet kap. 14, vers 27

Relateret

• 01. okt. 2026 - Gud orkestrerer liv
• 24. sep. 2026 - Mental oprustning
• 17. sep. 2026 - Det er ikke en selvfølge
• 10. sep. 2026 - Om kykloper og andre myter
• 03. sep. 2026 - Efterårshåb

Find flere

Lyt til artiklen:

Der er ikke nogen bog, der betyder mere for mig, end Bibelen gør. Betyder det så, at jeg kender den tilstrækkeligt godt? Nej, heller ikke, desværre. Men der er alligevel ikke nogen anden bog, som har påvirket og forvandlet mig i en sådan grad som den. Ligesom der heller ikke er nogen anden bog, som inviterer mig ind i en fortælling og en efterfølgelse, som den gør. Og jeg har gennem mit liv lært at genkende, hvordan jeg alt for let rammes af forvirring, mismod, sortsyn og manglende vejledning i de perioder, hvor jeg forsømmer min bibellæsning.

Ikke nogen anden bog har påvirket og forvandlet mig i en sådan grad.

To rum for bibellæsning

I forholdet til Bibelen bevæger jeg mig hele tiden frem og tilbage mellem to ’rum’: Min tjeneste som præst og leder i en menighed, og mit personlige liv med de relationer, jeg nu engang indgår i. Begge rum har jeg i den grad brug for at fylde med bibellæsning. Hvis læsningen forsømmes i forhold til det ene rum, påvirker det uvægerligt livet i det andet rum.

Bibelen er Guds ord

Jeg har fundet stor glæde i bogen “Hvad mener vi med at Bibelen er Guds ord?” af Mikael Tellbe.[i] Han har med den bog hjulpet mig til at forstå mit eget syn på Bibelen bedre, ligesom hans forfatterskab inspirerer mig til at leve endnu mere i og med Bibelen.

Jeg har ikke brug for at bevise, at Bibelen er Guds ord.

Jeg tror og bekender, at Bibelen er Guds ord. Og ordene ’tror’ og ’bekender’ er vigtige for mig i denne sammenhæng. For jeg har ikke brug for at bevise, at Bibelen er Guds ord. For det kan være svært. Ligesom jeg heller ikke kan bevise, at Gud findes. Ligesom ateisterne heller ikke kan bevise, at Gud ikke findes. Det er en trossag. Jeg tror, og jeg bekender, at Bibelen er Guds ord. Jeg tror og jeg oplever, at jeg ved læsning af Bibelen hører Guds ord tale til mig. Jeg tror, og jeg oplever, at Gud møder mig gennem læsningen af Bibelen.

Jesus Kristus åbenbarer Gud

Jeg tror på, at Bibelen er Guds ord, fordi jeg tror på Jesus Kristus. Sådan vender det for mig. Det er ikke troen på Bibelen, som har givet mig min gudstro. Men det er troen på Jesus Kristus som Guds enbårne Søn og som min Herre og Frelser, som har givet mig troen på og bekendelsen om, at Bibelen er Guds ord.

Jeg tror på, at Gud er en Gud, som åbenbarer sig. Og jeg kan lære Ham at kende i det omfang, Han åbenbarer sig for mig. Jeg tror på en Gud, som har åbenbaret sig – og som stadigvæk åbenbarer sig. Det gør Han på flere måder. Men den stærkeste åbenbaring af Gud selv finder vi i Jesus Kristus. Og den åbenbaring finder jeg først og fremmest i Skriften, i Bibelen. Derfor tror jeg, at Bibelen er Guds ord.

Det stærkeste lys

Nogle gange – også indenfor vores eget kirkesamfunds rammer – støder jeg på mennesker, som siger noget i stil med: “Vi kan og skal ikke bruge Bibelen til at argumentere for vores synspunkter!” Måske er baggrunden for et sådant standpunkt, at man er stødt på mennesker, som billedligt talt har brugt Bibelen til at ’slå dem i hovedet’ på grund af deres synspunkter. Hvis det er tilfældet, kan jeg have en vis forståelse for deres udtalelse. For naturligvis skal vi ikke bruge Bibelen på den måde. Men hvis det er et udtryk for, at man lægger større vægt på verdslige og/eller humanistisk funderede argumenter end Bibelen, så må jeg tage afstand fra det standpunkt. Hvis ikke vi tror på, at Bibelen er vores stærkeste lygte for vores fod og lyset på vores sti, når det handler om at forstå Gud, os selv, dem vi er i relation med, og den verden vi lever i, hvad har vi så tilbage? Hvordan skal vi så finde vej?

Et kærlighedsbrev

Finder jeg alt det, jeg gerne vil finde, i Bibelen? Nej, det er ikke en matematikbog med en komplet facitliste. Det er et kærlighedsbrev med en invitation ind i en relation med – og efterfølgelse af – Ham, som både er min Frelser, min Herre, og min Ven.

Læs også ‘Hvorfor er Bibelen vigtig, og hvordan bruger vi den?’

[1] Michael Tellbe: Dr.theol. og lektor i Ny Testamente ved Örebro Teologiska Högskola (ÖTH) og Akademi för Ledarskap och Teologi (ALT)

Relateret

• 01. okt. 2026 - Gud orkestrerer liv
• 24. sep. 2026 - Mental oprustning
• 17. sep. 2026 - Det er ikke en selvfølge
• 10. sep. 2026 - Om kykloper og andre myter
• 03. sep. 2026 - Efterårshåb

Find flere

Lyt til artiklen:

Når jeg skal prædike, kan jeg godt lide at læse mindst to forskellige oversættelser af Bibelen, for det er forskellige fortolkninger og måder at udtrykke sig på. Oftest bruger jeg ’Bibelen 2020’ samtidig med Studieguiden til Bibelen på Hverdagsdansk. De fortæller jo det samme, men på hver sin måde. Om man er til den ene eller den anden version af en af dem eller foretrækker den gamle autoriserede 1992 udgave, er vel en smagssag.

2020 er bedst

Det er vigtigt, at vi følger med i en sprogbrug, folk kan forstå.

Jeg synes bedst om Bibelen 2020. Det er for mig et mere nutidigt sprog. Det er vigtigt, at vi følger med i en sprogbrug, folk kan forstå, når bare det giver den samme mening. Også selvom meningen udtrykkes på hver sin (gode) måde. Jeg er også så småt begyndt at bruge de prøveoversættelser af Bibelen, der er forløbere for den autoriserede Bibel, som vil blive udgivet i 2036 som erstatning for 1992 udgaven – i anledning af 500-året for reformationen i Danmark.

Et eksempel

Prøv at læse med på de forskellige oversættelser af Filipperbrevet kap. 4, vers 4-7.

I den autoriserede udgave fra 1992, underskrevet af Dronning Margrethe, står sådan:

”Glæd jer altid i Herren! Jeg siger atter: Glæd jer! Lad jeres mildhed blive kendt af alle mennesker. Herren er nær. Vær ikke bekymrede for noget, men bring i alle forhold jeres ønsker frem for Gud i bøn og påkaldelse med tak. Og Guds fred, som overgår al forstand, vil bevare jeres hjerter og tanker i Kristus Jesus.”

I de forskellige udgaver, jeg støtter mig til i forberedelse af en prædiken, står der sådan:

Fremhæver noget forskelligt

Ting kan siges på mange måder. Det viser ovenstående eksempler – og jeg kan lide dem alle. Hvis jeg skulle prædike over det, ville jeg nok vælge at fortælle om de forskellige udtryksmåder, for de fremhæver noget forskelligt – uden at det går ud over det egentlige indhold: At vi skal glæde os over, at vi tilhører Gud, og Han sørger for os i rigt mål.

Vi fik snakket om, hvad det egentlig er, der står i Bibelen.

En Bibel, der også har præget os i efteråret herhjemme, har været ”Bibelen for sjov” af Jakob Svendsen. Jeg synes dog, at man skal kende ’de sande historier’, inden man giver sig til at læse den. Men morsom er den. Skrevet som fri gendigtning over, hvordan det kunne have været. Vi fik i hvert fald ’et billigt grin’, og vi fik snakket om, hvad det egentlig er, der står i Bibelen.

I øvrigt: Til min daglige bibellæsning får jeg en lille reminder på telefonen, og her læser jeg dagens ord.

Læs også ‘For at guide os hen til Jesus’.

Relateret

• 01. okt. 2026 - Gud orkestrerer liv
• 24. sep. 2026 - Mental oprustning
• 17. sep. 2026 - Det er ikke en selvfølge
• 10. sep. 2026 - Om kykloper og andre myter
• 03. sep. 2026 - Efterårshåb

Find flere

Lyt til artiklen:

Fokus var på forandringsledelse, bibelbrug og baptisters opfattelse af frelse igennem tiden.
Altså til dels praktiske tilgange til det at være præst. Og det var helsebringende og befriende at være sammen om disse emner.
Desværre var der en del af kirkesamfundets præster, der på forhånd havde meldt ud, at de ikke magtede eller havde lyst til at være en del af fællesskabet. Det skyldes givetvis, at det de seneste år har været et meget splittet præstefællesskab, og det har været svært for nogle at være en del af. Og for andre har det ikke givet mening. Det er trist. Men dette års præstekonvent var anderledes. Der var ikke fokus på vores forskelle, men en lyst til at være sammen, tale sammen, bede sammen, synge sammen, læse i Bibelen sammen. Vores forskelle er der selvfølgelig stadig. Men det var ikke dem, der var vigtige. Og skuldrene sænkedes.

Maria Bjørsted fra Vrå og Lars Midtgaard fra Bethelkirken i Aalborg i samtale over kaffen (Foto: Lone Møller-Hansen)

Tak for BaptistKirken

Det var befriende den første eftermiddag at stifte bekendtskab med Carsten Lind fra Vineyard. Han er konsulent i forandringsledelse, og førte os erfarent igennem de første samtaler, som blandt andet handlede om, hvordan vi har det med konflikter. Kan vi leve på kanten af kaos uden at gå i panik? Kan vi overleve, når vi bliver ”beskudt”. Kan vi tænke klart under pres? Er vi i stand til at se tingene fra den andens perspektiv? Og så havde han en sætning, som bed sig fast: ”Byd angsten velkommen. Gør den til din ven.” Det er vi nok mange, der har brug for at lære, hvordan man gør…

Men det var især hans hjertelige hilsen til os præster, der varmede. Han lagde vægt på, at han havde en stor kærlighed til BaptistKirken, virkelig gerne ville hjælpe os og sagde: ”Alle vi andre frikirker står jo på jeres skuldre. Det er vigtigt, at I kommer igennem den krise, I er i.”

Sådan en mand helt udefra, der ser værdien i vores kirkesamfund. Det var stort.

Kærlighed til Biblen

Andendagen blev brugt sammen med Bent Bjerring-Nielsen fra Apostolsk Kirke. Han kendte flere af deltagerne, fordi han har undervist dem på SALT, Skandinavisk Akademi for Lederskab og Teologi, som lukkede for 15 år siden (virkelig?).

Han er nu ansat i missionsorganisationen Areopagos.

Han underviste ud fra sin bog ”Indblæst af Gud” om bibelbrug. Årsagen til vores uenigheder i BaptistKirken og baptistkirkerne er ikke nødvendigvis vores bibelsyn, men vores bibelbrug. Hvad gør vi med det, vi læser? Og hvordan forholder vi os til dem, der får noget andet ud af det end os?

Bent Bjerring-Nielsen slog fast, at vi skal sige nej til fundamentalismen:
”Vi skal genfinde kærligheden til Bibelen. Alt for ofte bliver vores bibellæsning til pligt, glædesløs, fantasiløs og åndløs.

”Det er også en udfordring, at rigtig mange – især unge – ikke længere læser i Biblen. Det er bevist, at man husker bedst det, man læser på papir i stedet for på en skærm,” kunne han fortælle.

Han slog til lyd for en ”generøs ortodoksi”, hvor vi erkender, at vi ikke forstår det hele og derfor ikke kan gøre os til dommere over hinandens forståelse af de bibelske sandheder. Men at vi kan være nysgerrige på, hvad den anden har forstået.

Læs Biblen sammen

Han talte om den ”anden naivitet”. Den første naivitet er sikkert det, vi kalder barnetro. Men selvom vi har læst mere i Biblen og fået nye indsigter, skal vi stadig være åbne for at læse og forstå med et åbent sind. Så Helligånden kan tale til os og give os nye, måske endda banale, indsigter.

Endelig opfordrede han til, at vi revitaliserer vores menigheder som et sted, hvor vi sammen fortolker skriften. At vi ikke overlader det til en eventuel præst, men at det er vores allesammens gave og opgave. Især os, der hylder det almene præstedømme – at vi alle er en form for præster.

Johannes Aakjær Steenbuch i samtale med Anne-Marie Winther fra Brande. Bente Højris fra Brovst i baggrunden (Foto: Lone Møller-Hansen.

Baptister og frelse

Torsdag, sidste dag, kom Johannes Steenbuch, medlem af BaptistKirkens Teologisk Forum. Han er filosof med speciale i tidlig kristendom – og et utroligt vidende menneske.

Han beskrev de mange forskellige opfattelser af frelse, der har været baptisternes igennem de sidste 500 år. Nogle af de tidlige europæiske baptister mente, at Gud havde frelst alle de udvalgte på forhånd, man kunne hverken gøre fra eller til. Andre mente, at man skal være medarbejder på sin frelse. Internationalt har baptisterne været delt i generalbaptister, der har ment, at frelsen tilbydes alle. Det afgørende er, om man modtager frelsen. Og partikulærbaptisterne, der mente, at kun nogle var udvalgt til frelse. Så var der dem, der mente, at Missionsbefalingen i Matthæusevangeliet var opfyldt af apostlene, så det angik ikke os. Først i 1800-tallet opstod missionstanken – og at troen var et resultat af Helligånden og en genfødsel i det enkelte menneske. Men stadig Guds værk. I 1900-tallet opstod splittelsen med pinsevækkelsen og her slog førende baptister på, at det ikke kom an på personlige erfaringer. Det er Jesu død og opstandelse, der frelser. Ikke vores tro.

I de seneste årtier har fokus været på Guds rige og troens liv, mere end hvordan man bliver frelst.

Johannes’ konklusion var, at vores kirkesamfund altid har rummet alle de forskellige teologier, der findes i frikirkedanmark.

15 ud af 37

Der er 37 ansatte præster i BaptistKirken – heraf er ca. en tredjedel præster i en af vores menigheder med en anden etnisk baggrund end dansk.

Vi var 15 baptistpræster, der mødtes til dette års præstekonvent fra 9.-11. september i Højby på Sjællands Odde. Sambuh Langle var den nye i ”klassen” og den eneste med en anden etnisk baggrund. Og han er præst i Odense Baptistmenighed. Der var desværre ingen repræsentation fra alle vores andre etniske menigheder.

På det møde undervejs, som peger fremad, blev der lagt vægt på den gensidige omsorg. Hanne Kiel og Lone Møller-Hansen sidder som præsternes repræsentanter i Personaleudvalget. Og Bodil Højbak Møller, Christian Sofussen og Ulrick Refsager Dam står for programmet til næste præstekonvent, der bliver 12.-14. marts 2026. Torsdag aften til lørdag, så de deltidsansatte har større chance for at deltage.

Deltagerne – fra venstre. Bodil Højbak Møller (generalsekretær), Bente Højris Pedersen (Brovst), Anne-Marie Winther (Brande), Bagerst: Christian Sofussen (Østhimmerland), Forrest: Lone Møller-Hansen (Bornholm), Hanne Kiel (magasinet baptist.dk), Ole Lundegaard (Herlev), Bagerst: Ulrick Refsager Dam (Holbæk), Forrest: Sambuh Langle (Odense), Lars Midtgaard (Bethelkirken, Aalborg), Anders Hyldgaard (Hjørring), Rune Funch (Lyngby), Christian Bylund (Tølløse), Gert Bjørsted (Vrå) – Maria Bjørsted (Vrå) var fraværende, da billedet blev taget (Foto: Johannes Aakjær Steenbuch)

Relateret

• 05. okt. 2026 - Formandstalen 2026
• 15. aug. 2026 - Vil du læse Bibelen på to år – tag med på Bibelstien!
• 25. jul. 2026 - Hvad kan kirken lære af nye troende?
• 09. jul. 2026 - Livsforvandling gennem bibellæsning
• 13. maj. 2026 - LÆREDAG om inklusion i BaptistKirken

Find flere