Lyt til artiklen:

Når vi sætter bekymringer og håb overfor hinanden, véd vi godt, hvad vi foretrækker, men alligevel har bekymringer en evne til at snige sig ind og tage en plads i vores liv, som vi egentlig ikke har lyst til at give dem.

Er det vores ansvar?

Måske skyldes det, at vi har nemmest ved at forholde os til, hvad vi selv kan udrette, og dermed overse Skaberen, der har os alle i sin hånd. Med den tilgang bygger vi tankemønstre op, hvor resultatet af det, vi gør, alene afhænger af os!

Så dukker bekymringerne op, fordi vi tror, at vi ikke kan nøjes med at gøre godt, men også selv har ansvaret for udfaldet. Vi har selv defineret, hvad det gode resultat bør være, og konkluderet, at det er vores ansvar – og det holder vi krampagtigt fast i. Vi kan også komme til at leve i en illusion om, at vi med vores bekymringer udretter noget: For det, vi bekymrer os for, ligger i tæt familie med det, vi føler ansvar for. Og det at tage ansvar for noget, får os til at føle os betydningsfulde!

Tillid til at Jesus har magt

At leve fri for bekymringer og fyldt af håb handler om tillid til, at Jesus virkelig er givet al magt i himlen og på jorden.[1] Hvis du vil mærke efter, hvor du har tendens til at tvivle på det, Jesus siger, så lav en liste over de områder, hvor du har svært ved at tro på, at Jesus virkelig er givet al magt.

Vi har frihed til at vælge, hvad vi retter vores fokus mod!

Frihed til at vælge sit fokus

I forhold til bekymringer er det vigtigt at gøre klart for os selv, at vi har frihed til at vælge, hvad vi retter vores fokus mod! Det lyder meget enkelt, men ofte lever vi ikke, som om det er vores virkelighed. Vi kan bindes eller begrænses på alle mulige måder, men hvad vi vælger at fokusere eller tænke på, kan andre ikke kontrollere. Gud kontrollerer det heller ikke, men udfordrer os igen og igen til at arbejde på det: ”Jeres liv skal ikke styres af verdens tankegang. Lad i stedet Guds Ånd forvandle jeres tanker og vaner, så I kan glæde ham ved at leve efter hans vilje som gode og modne kristne.”[2]

Vi kan ikke bare fjerne bekymringer fra vores tanker. De må erstattes af noget andet.

At lade Guds Ånd forvandle vores tanker er et samarbejde med den Helligånd, der vil arbejde i vores liv. Men vi kan ikke bare fjerne bekymringer fra vores tanker. De må erstattes af noget andet. Derfor er formuleringerne, vi finder i Bibelen, i høj grad fokuseret på, hvad vi skal lade fylde vores sind og tanker med:

• ”Nu, hvor I ligesom Kristus er blevet oprejst til et nyt liv, skal I lægge vægt på de værdier, som kommer ovenfra, hvor Kristus sidder på tronen ved Guds højre hånd.”[3]
• ”Alt det i jeres gamle liv, som hører denne verden til, skal I derfor overgive til døden…”[4] Læs selv fortsættelsen!
• ”I har iført jer det nye liv, som vokser og fornyes i takt med jeres forståelse af Gud, så I kommer til at ligne ham mere og mere.”[5] Hvordan det nye liv ser ud, beskrives i de følgende vers.
• ”Lad den fred, som kommer fra Kristus, kontrollere jeres tanker.”[6]

Det sker ved, at vi fylder vores tanker med Guds ord, vejleder hinanden i fællesskabet, tilbeder sammen og søger at leve vores liv med den størst mulige lydighed over for Jesus Kristus. Grunden til, at vi vil leve sådan, er vores enorme taknemlighed for, hvad Jesus har gjort for os.

Som voksne mennesker, der har givet troen plads i livet, har vi selv ansvar for de tanker og følelser, der fylder os! Vores viljes primære funktion er at leve i tillid til Gud.

Forkert fokus

Men det går galt, hver gang vi fjerner vores fokus fra Gud og tænker, at vores viljes primære funktion er at have tillid til os selv, vores krop, vores evner eller vores ressourcer og relationer. Nogle vers, der stadig hjælper mig på det område, finder vi i Filipperbrevet: ”Vær altid glade i jeres tro på Herren! Jeg siger igen: Vær glade! Lad alle mærke, at I har et venligt sind. Herren er nær. Vær ikke bekymrede for noget, men sig altid Gud tak og læg jeres ønsker frem for ham i bøn. Så vil I opleve, at Guds fred, som overgår al menneskelig forstand, vil beskytte jeres tanker og hjerter og bevare jeres tillid til Jesus Kristus.

Desuden opfordrer jeg jer, kære venner, til at fokusere jeres tanker på det, der er sandt og ædelt, ret og rent, det, man værdsætter og taler godt om, ja alt, hvad der udmærker sig og er værd at rose.”[7]

Du kan ønske at have tillid til Gud!

Du kan ønske at have tillid til Gud! Når du ikke formår at have tillid til Gud, kan du bevæge dig i retning af tillid til ham, ved at præsentere dit ønske om tillid for Gud.

At møde verden

Når jeg læser Salmernes Bog, møder jeg ofte denne selvirettesættelse, både i forhold til, hvad der er værd at huske på, og hvordan jeg længes efter at min indstilling skal være: ”Min sjæl, pris Herren, glem ikke hans velgerninger.”[8] og ”Min sjæl, pris Herren! Jeg vil lovprise Herren, så længe jeg lever, synge til hans ære, så længe jeg trækker vejret. Stol ikke på stormænd, for mennesker kan ikke frelse jer.”[9]

Hvorfor er det vigtigt, at vores hjerter er farvet af noget andet end bekymringer? Det, du kan tage med dig – det, som er dit evigt liv – er den person, du bliver til, de oplevelser, du har, og din måde at møde verden på.

Så vær ikke bekymret, men vær fyldt af tillid og forventning – både for livet her og for evigheden.

Læs også artiklen “Jul og håb i en ustabil verden” – om håb og tro.

[1] Matthæusevangeliet kap. 28, vers 18
[2] Romerbrevet kap. 12, vers 2
[3] Kolossenserbrevet kap. 3, vers 1
[4] Kolossenserbrevet kap. 3, vers 5
[5] Kolossenserbrevet kap. 3, vers 10
[6] Kolossenserbrevet kap. 3, vers 15
[7] Filipperbrevet kap. 4, vers 4-8
[8] Salmernes Bog, kap. 103, vers 2
[9] Salmernes Bog kap. 146, vers 1-3

Alle tekster er citeret fra Bibelen på Hverdagsdansk

Relateret

• 04. apr. 2026 - ”Vær ikke forfærdede”
• 19. mar. 2026 - Krig og fred
• 05. mar. 2026 - Find håb i bøn
• 12. feb. 2026 - Nyheder, der bringer håb på en mandag
• 11. feb. 2026 - Invitation til fællesskab

Find flere

Læs eller lyt til artiklen her:

Jesus hjælper mig med at åbne hele Bibelen igen

Af Jette Bjørnestad

Jeg forestiller mig, at jeg ikke er den eneste, der indimellem lukker Bibelen, fordi den bliver for svær at forholde sig til, eller jeg ikke kan kende den Gud, som teksten beskriver. Så spørger jeg mig selv, om det er mine tanker, der er noget i vejen med eller om det bare er Gud, der har forandret sig så meget, at han ikke er til at kende igen? Uanset hvad, så bliver det svært at forholde sig til, hvordan Gud kan bruge Bibelen i mit liv.

Så er det godt at få en bog som Gunni Bjørsteds ”Han åbner Bibelen igen” præsenteret. Det er godt for mig, der har slået mig på at blive opfattet som en, der ikke tager Bibelen alvorligt og har oplevet, at mit bibelsyn ikke opfattes som ”rigtig baptistisk”.

Han åbner Bibelen igen

Forfatter: Gunni Bjørsted
Forlag: Kahrius
190 sider
Format: 155×230 mm
Paperback
ISBN 978-87-7153-466-5
Kr. 249,95
(Kan bl.a. købes hos forlagets webshop på https://kahriusshop.dk/)

I Bjørsteds forståelse af Bibelen er det vigtigt, at det er Jesus, som åbner Bibelen for os igen. Han skal være den målestok, ud fra hvilken vi forstår hele åbenbaringen. For det er Jesus, der er Guds ord, som vi kender det fra starten af Johannesevangeliet, kapitel 1 og som det formuleres i bogen: ”Guds primære ord er altså ikke en bog, men en person. Guds ord er Jesus. Og i forlængelse af dét: Guds ord i Bibelen er alt, der lyser på Jesus og peger hen på ham – og alt, der lyser fra Jesus ind over vores liv.”

Derfor taler det stærkt til mig at blive opfordret til at holde øje med, hvem Jesus er, hvordan han møder mennesker og hvordan det påvirker os til at handle i vores hverdag, i kirken, i familien, på arbejde. Uden at falde i den grøft at ”Jesus jo bare var et godt menneske”, men med det stærke fokus på, at vi vil lade alle ord belyse af Jesus og lade os udfordre af ham under alle forhold.

Foruden at gå grundigt igennem mange af de udfordringer, som møder os i vores læsning af Bibelen og dermed vise, at det ikke er et forsøg på at skøjte hen over det, der er svært, oplever jeg det også som en stor trøst, at Jesus er så centralt placeret i hele forståelsen af Guds ord, for det er der, jeg ønsker, han skal være!

Når Jesus får lov til at tale ud fra hele Bibelen og ind i mit liv, så er det godt at vide, at han kan få mig til at åbne Bibelen igen.

Tak for en rigtig god og trøstende bog.

Bibelen læst med Jesus som ”filter”: Et vigtigt indspark i debatten om, hvordan vi læser Bibelen

Af Lise Emming Weber-Hansen

Jeg fik denne bog stukket i hånden med spørgsmålet: ”Kan du ikke læse den og lave en anmeldelse af den”?

Jeg er en nok meget gennemsnitlig bibellæser, som ofte har undret mig over ting, der står især i det Gamle Testamente.  Men jeg er også en, der igennem livet har slået mig på – og er blevet slået på med bibelcitater, hvor man læser det, der står og tager det som den eneste rigtige sandhed. Det har været nedbrydende i stedet for opbyggende, og givet mange kampe både med mig selv og med andre.

Det har været svært i mit trosliv at finde ud af, hvordan mit billede af Jesus som kærlig, forsonende, rummelig og tilgivende kunne forliges med Det Gamle Testamente og det Gudsbillede, jeg har mødt også gennem forskellige prædikanters udlægning. Jeg har i perioder nærmest opgivet at finde mening med det og primært forholdt mig til Det Nye Testamente.

Det, der står tilbage hos mig efter at have læst bogen er, at hvis man læser Bibelen med Jesus som ”filter” og hele tiden stiller Ham op som målestok, viser teksterne i Det Gamle Testamente en anden hensigt end den, jeg har mødt indtil nu.

Min kirke er i en brydningstid, hvor vi diskuterer værdier, holdninger og bibelsyn. Her er denne bog med til at vise en anden måde at læse Bibelen på – og forstå Guds intentioner og handlinger på.

Bogen forstærker billedet af Kristus som Guds ord til os, og den viser samtidig, hvor nødvendigt det er, at vi igen og igen stiller spørgsmål, undres, diskuterer og finder nye veje i vores læsning af Bibelen.

Med den i hånden føler jeg mig bedre klædt på til at gå ind i læsningen af min Bibel på ny. Jeg har selv brug for at læse bogen flere gange og samtidig dykke ned i nogle af de steder i Bibelen, der henvises til.

For nogle vil bogen være provokerende, men den er et vigtigt indspark i debatten om, hvordan vi læser Bibelen med Guds kærlighed gennem Jesus til alle – en kærlighed som inkluderer og opbygger og ikke ekskluderer og bryder ned.

Relateret

• 11. feb. 2026 - Hvorfor er Bibelen vigtig, og hvordan bruger vi den?
• 11. feb. 2026 - For at guide os hen til Jesus
• 11. feb. 2026 - Bibelens relevans
• 11. feb. 2026 - Bibelsyn og bibelbrug
• 11. feb. 2026 - Men på hver sin måde

Find flere

Krig i Europa – kommer den tættere på mig? Priser, der stiger og stiger – kan jeg betale mine regninger? Nyt styre i et land, vi ellers læner os meget op ad – vil de hjælpe os?

Hvordan skal jeg forstå det? Tolke det? Som et udtryk for, at vi nærmer os altings afslutning og genoprettelse, som Bibelen fortæller, vil komme? Eller som et udtryk for at vi i vores forkælede hjørne af verden skal åbne øjnene for, at det længe har været hverdagskost for mange andre rundt omkring på kloden? Eller som et udtryk for at vi skal blive bedre til at klare os selv og ikke bare forvente, at andre rager kastanjerne ud af ilden for os? Jeg gætter på, at det er lidt af det hele.

Det er godt at gå ind i adventstiden. Den minder mig om, at selvom jeg kan være urolig for, hvad der kommer, kan jeg glæde mig over, hvem der kommer!

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 09. apr. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 04. apr. 2026 - ”Vær ikke forfærdede”
• 26. mar. 2026 - Valget – hvordan synes du selv…
• 19. mar. 2026 - Krig og fred
• 12. mar. 2026 - Fællesskab er vigtigt!

Find flere

Lyt til artiklen:

Peter Madsen, f. 1958 i Aarhus

Tegner, forfatter, filmskaber og foredragsholder.

Debuterede allerede som 15-årig som tegneserietegner i Seriemagasinet. Studerede medicin 1980-84, men opgav studierne for at blive tegner på fuld tid. Peter Madsen har gennem årene vundet adskillige priser for sit arbejde. 

Udvalgt bibliografi:
Valhalla (1979-2009, tegneserie i 15 bind om de nordiske guder)
Menneskesønnen (1995, historien om Jesu liv baseret på de fire evangelier malet i akvarel)
Historien om Job (1999, billedbog i ekspressiv stil baseret på Jobs Bog)
Signe-trilogien:
Signes Jul (2003, en julebog for hele familien i samarbejde med Johannes Møllehave)
Rejsen til Jerusalem (2008, om påsken)
Vingeslag (2018, om Pinsen)
Urhistorien (2021, Bibelens 11 første kapitler tegnet, fortalt, fortolket som tegneserie)

I 1995 udgav Bibelselskabet tegneserien Menneskesønnen om Jesus’ liv og død, tegnet og fortalt af Peter Madsen, som op gennem 1980’erne opnåede succes med serien Valhalla om de nordiske guder. Menneskesønnen solgte langt over forventning, og sidenhen er værket blevet oversat til adskillige sprog. Hvordan er det egentlig at fortolke Jesus gennem tegneseriemediets talebobleformat? Kan man afbilde Gud i en billedbog? Og er der ikke et urimeligt stort spænd fra at tegne nordiske guder til at afbilde treenigheden? baptist.dk har besøgt Peter Madsen i hans tegnestudie i Allerød til en snak om det.

”Jeg har faktisk ikke tegnet Gud ret mange steder. Det bliver så nemt til en totempæl, hvor billedet tager for meget over”, fortæller Peter Madsen, mens han bladrer i et eksemplar af Urhistorien, som er hans nyeste udgivelse for Bibelselskabet. ”I Urhistorien kunne jeg for første gang ikke rigtig slippe uden om det. Gud er mægtig og kan have mange skikkelser: dommer, pottemager, gartner, et dyr, alt efter hvor man læser i Bibelen”, fortsætter Peter fra sofaen i sin lyse tegnestue, som ud over et stort, skråtstillet tegnebord består af en del gulv-til-loft reoler fyldt med bøger og tegneserier samt et lille sofaarrangement.

Jeg har faktisk ikke tegnet Gud ret mange steder. Det bliver nemt en totempæl.

”Jeg har altid tegnet, som alle børn jo gør det. Jeg stoppede bare aldrig med det, og som 11-12årig begyndte jeg at tegne tegneserier. Kombinationen af tekst og tegning har altid fascineret mig. Teksten og tegningen befrugter hinanden og fortæller en helt ny historie”, fortæller Peter.

Kombinationen af tekst og tegning har altid fascineret mig. De befrugter hinanden og fortæller en ny historie.

Mens han gik i gymnasiet, blev han kontaktet af Henning Kure, der var redaktør på forlaget Interpresse, som udgav fx Lucky Luke. Forlaget ville gerne lave noget dansk med vikinger og mytologi, og Peter Madsen fik et tilbud om at tegne Valhalla. ”Oprindeligt tænkte jeg ikke på tegning som et erhverv, så jeg begyndte at læse medicin og kom egentlig ganske langt i studiet, før jeg fandt ud af, at studiet jo bare var en hobby”, siger Peter.

Samarbejde med Bibelselskabet

På et tidspunkt i 1990 i forbindelse med den nye bibeloversættelse blev Peter Madsen spurgt af Bibelselskabet, om han ville lave en tegneseriebibel, og efter nogen betænkningstid sagde han ja til at tage fat på den del af Bibelen, der var vigtigst for ham: Evangelierne. ”Jeg havde ikke lyst til at tegne i Valhallastilen, for jeg synes, stilen bør underlægge sig historien”, forklarer Peter. Han fik frie hænder til både at tegne og fortælle, så han startede med at læse Bibelen igennem fra ende til anden og lave masser af research i Israel, hvor det hele foregår.

Jeg ville ikke tegne i Valhallastil, for stilen bør underlægge sig historien.

Efter tre års arbejde udkom Menneskesønnen i 1995, og salget gik meget bedre, end man havde forventet, så samarbejdet med Bibelselskabet fortsatte. I sin søgen efter et nyt tegneprojekt faldt Peter Madsen over Jobs bog. ”Det er en forfærdeligt spændende fortælling, og hvis ikke det er, fordi den står i Bibelen, ville folk nok synes, den er blasfemisk. Den griber fat i teodicé-problemet, og det bliver man aldrig træt af at tænke over, så den ville jeg gerne lave en fortolkning af”, forklarer Peter. Det blev til Historien om Job, en billedbog i ekspressionistisk stil.

Højtiderne

I 2003 udkom Signes Jul, en højtlæsningsbog om julen skrevet i samarbejde med Johannes Møllehave. Efterfølgende rejste Madsen og Møllehave sammen på studietur til Israel for at researche til det næste projekt i støbeskeen: en bog om påsken. ”Påsken er en omfattende fortælling om død, opstandelse og de store spørgsmål”, forklarer Peter, mens han henter et eksemplar af Rejsen til Jerusalem, som bogen kom til at hedde, på en af reolerne i tegnestuen. Peter bladrer og viser de smukke illustrationer af Løveporten, Tempelpladsen og Grædemuren i Jerusalem. Tegnestilen i bogen er helt anderledes.

”Efter Rejsen til Jerusalem manglede jeg jo pinsen”, fortæller Peter Madsen. ”Rejsen til Jerusalem var en arbejdsproces på godt og vel fem år, men det tog mig altså næsten 10 år at komme omkring pinsen.” Den tredje bog i Signe-trilogien blev til Vingeslag, og den udkom i 2018. Peter henter et eksemplar af Vingeslag, mens han begejstret viser billeder i den og forklarer om handlingen. Bogen er lavet i regulær tegneseriestil. Peter Madsen forklarer: ”Hvor julen er et digt, påsken den store episke fortælling, så er pinsen er jo bare et øjebliksbillede, hvor verden får fylde, og det kunne jeg kun få til at fungere, hvis jeg lod billederne fylde mere. Jeg ville jo pine Helligånden fuldstændigt ud af projektet med alle mine ord, så jeg lod billederne tale. Det er netop det, som tegneserien er god til.”

Jeg ville jo pine Helligånden fuldstændigt ud af projektet med alle mine ord, så jeg lod billederne tale.

I Vingeslag finder hovedpersonen Signe et eksemplar af den franske kunstner Gustave Dorés gamle billedbibel fra 1850’erne. ”Den var jeg selv så heldig at finde i et antikvariat”, smiler Peter, mens han også henter den store, tunge billedbibel fra reolen og viser illustrationer.

Begyndelsen på det hele

Det nyeste projekt, som Peter Madsen har lavet i samarbejde med Bibelselskabet, er fra 2021: Urhistorien, som omhandler de første 11 kapitler i 1. Mosebog. ”Når jeg læste teksterne og dykkede ned i dem, blev jeg vildt fascineret. Jeg tog begge skabelsesberetninger med, for de er jo meget forskellige.” Den første skabelsesfortælling er malet i klassisk billedbogsstil, hvorimod den anden er traditionel tegneseriestil. Historien om Kain og Abel er malet med meget nedtonet farvepallet, næsten sort/hvid, og beretningen om Noa er lavet som blyantstegninger, der er farvelagt på computer. Det er tydeligt, at der ligger mange overvejelser bag denne vekslen mellem stilarter og tegnestile. Urhistorien afsluttes med Babelstårnet, som er malet i gouache-stil, der giver en meget mere malerisk effekt. ”Det er en fantastisk fortælling”, siger Peter og viser illustrationer fra bogen. ”Babelstårnet er jo ikke bare et tårn. Det er en totalitær ideologi og tro på, at vi som mennesker kan alt. Vi bygger stadig babelstårne den dag i dag.”

Hvordan ser Jesus ud?

I arbejdet med at tegne Menneskesønnen, forklarer Peter Madsen, at han arbejdede med 30-35 forskellige versioner af Jesus: langt hår, kort hår, tyk, tynd, høj, lav. Han endte dog med at læne sig en del op ad traditionen. ”Jeg har tegnet ham med jødekarakteristiske træk: halvlangt hår, kroget næse og mørk i huden, for det foregår i Mellemøsten. Jeg ville gerne undgå en Tarzan-figur”, griner Peter Madsen og forklarer videre: ”Nogle syntes, det var et ulideligt glansbillede, og han var hæslig. Andre synes, han lignede Loke fra Valhalla for meget, og en kvinde fra det engelske bibelselskab sagde til mig, at jeg godt kunne glemme at få bogen udgivet der, fordi min Jesus lignede Judas.”

Peter Madsen fortæller ivrigt videre, mens han viser tegninger fra Menneskesønnen. ”Det gode ved tegneseriemediet er, at man kan veksle billedet og udtrykket en del. På nogle billeder er Jesus muskuløs og magtfuld, andre steder er han spinkel og skrøbelig – en krykhusar. På andre tegninger er han mild og kærlig og på atter andre nærmest splittergal.”

På nogle billeder er Jesus muskuløs og magtfuld, andre steder er han spinkel og skrøbelig – en krykhusar.

Bibelen og Valhalla

Gennem årene har mange spurgt Peter Madsen, hvordan man dog både kan lave kristne tegneserier og serier om nordiske guder, trolde og jætter. ”Der er måske ikke så langt fra det ene til det andet”, siger han. ”Der er mange sandheder og moraler gemt i den nordiske mytologi, og mange af historierne har fællestræk med Det gamle testamente.” .”Grundtvig skrev jo også en hel del om nordisk mytologi, og når det var godt nok for Grundtvig, så går det nok også an for mig”, griner Peter som afslutning på interviewet siddende ved det store tegnebord.

Læs også artiklen “Sådan oplever jeg Gud”.

Relateret

• 22. dec. 2025 - Et blik på bekymringer inspireret af Skriften
• 17. nov. 2025 - Tag med i maskinrummet: Bibelselskabets nye podcast gør oversættelse nærværende – og underholdende
• 18. okt. 2025 - Fra værdier til virkelighed – BaptistKirken har en plan
• 15. okt. 2025 - Proces efter synoden
• 15. aug. 2025 - Bibellæsning med Jesus som nøglen til at forstå teksten

Find flere

Lyt til artiklen her:

Mennesket har en unik position og værdi i skaberværket. Som det eneste væsen er vi skabt i Guds eget billede. Alle mennesker! Noget af det revolutionerende ved Jesus er, at han giver værdi til både børn og kvinder – dem, der ikke havde værdi i samfundet for 2000 år siden. Børnene sætter han i centrum flere gange og siger, at vi skal tage imod Guds rige ligesom et lille barn.

Jesus giver værdi til både børn og kvinder – dem, der ikke havde værdi i samfundet for 2000 år siden.

Kvinderne i Jesus’ selskab bliver fremhævet af Lukas: ”Sammen med ham (Jesus) var de tolv og nogle kvinder, der var blevet helbredt for onde ånder og sygdomme. Det var Maria med tilnavnet Magdalene, som syv dæmoner var faret ud af, og Johanna, der var gift med Kuza, en embedsmand hos Herodes, og Susanna og mange andre. De sørgede for dem af deres egne midler.”[1]

I Det Gamle Testamente er det kun få kvinder, der fremhæves – tydeligvis grundet en patriarkalsk kultur. Ruth blev kong Davids oldemor. Luderen Rahab hjalp israelitterne ind i Jeriko. Dommeren Debora var i praksis en profet og leder. Tendensen er, at børn og unge har en værdi, hvis de kan blive ledere – det gælder også mændene.

Lad ingen ringeagte dig

I Det Gamle Testamente bliver flere unge – ja endda børn – fremhævet. Samuel[2] bliver som dreng afleveret i templet for at vokse op og blive tempeltjener. Han viser sig at være profet, og som dreng eller helt ung mand taler Gud til ham. Han får senere en fremtrædende rolle som den, der bl.a. salver David til konge.

Det er ikke alder eller placering i familien, der er afgørende for, hvad Gud kan bruge os til.

Netop David bliver udpeget som konge, mens han er en stor hyrdedreng[3]. Han er den yngste af sønnerne, og det er uventet, at det er ham, Gud peger på. Derved viser Gud, at det ikke er alder eller placering i familien, der er afgørende for, hvad Gud kan bruge os til. Som dreng bliver David sendt til sine brødre, der er i krig. Det ender med, at David slår en af fjenderne – en kæmpe ved navn Goliat – ihjel med sin stenslynge.

Profeten Jeremias bliver kaldet som ganske ung. Gud siger til ham: ”Du skal ikke sige: Jeg er ung! Men overalt, hvor jeg sender dig, skal du gå”.[4]

I Det Nye Testamente hører vi om Jesus’ første påskerejse til Jerusalem som 12-årig. Børn kom ikke med på den lange rejse fra Nazareth, men de 12-årige kunne både klare rejsen og forstå, hvad der foregik. Lukas fortæller endda, at Jesus kunne stille de skriftlærde i templet begavede spørgsmål: ”Alle, der hørte det, undrede sig meget over hans indsigt og de svar, han gav.”[5]

Timotheus var en ung mand, der fulgte apostlen Paulus på nogle af hans rejser. Han var tydeligvis en betroet medarbejder og to af Paulus’ breve i Det Nye Testamente er skrevet til Timotheus. Han skriver bl.a.: ”Lad ikke nogen ringeagte dig, fordi du er ung.”[6]

Teenage-disciple

Hvordan så med Jesu tolv disciple, som ofte har været skildret i kunsthistorien som voksne mænd med skæg. Hvor gamle var de mon? Sandsynligvis var de fleste af de tolv, som fulgte Jesus, ganske unge mænd. Undtagelserne er nok Peter, der var gift, og Matthæus – eller Levi – der var tolder. Flere af de andre var fiskere sammen med deres fædre, hvilket også indikerer, at de var ganske unge. Oftest var det store drenge, der blev disciple – eller lærlinge – af en jødisk lærer.

Sandsynligvis var de fleste af de tolv, som fulgte Jesus, ganske unge mænd.

Jesus vælger selv sine disciple. Nogle har temperament – to bliver kaldt tordensønnerne og en tredje har formentlig været med i den jødiske oprørsbevægelse zeloterne. De har vel været 10-15 år yngre end Jesus, som var 30 år, da han begyndte at samle lærlingene omkring sig. Overleveringen vil vide, at flere af dem døde både 30 og 50 år efter Jesus’ død. De havde altså mange års tjeneste i den unge kristne kirke.

Guds strategi

At være ung og formbar har tydeligvis været en af Guds strategier. Bibelens personer er dog aldrig perfekte. Den store kong David får slået en af sine soldater ihjel for at skjule, at han var været i seng med soldatens kone. Første-disciplen Peter svigter Jesus, men genvinder sin status som leder ved Guds tilgivelse og genoprejsning. Klogere på sig selv end før.[7] Man fornemmer, at det, Gud ser på, er vores potentiale – og dér skiller vi os ud allerede som børn og teenagere.

Man fornemmer, at det, Gud ser på, er vores potentiale – og dér skiller vi os ud allerede som børn og teenagere.

Det er også en bibelsk lærdom, at de unge har mentorer, som er med til at vejlede og forme dem. Vi synes vel, at de tolv disciple er heldige, at de oplæres af Mesteren selv. Hvilken kristen er ikke lidt misundelig på dem? Timotheus har Paulus, både når de er sammen på rejser, og når de er adskilt igennem breve og vejledninger. Heller ikke vejlederne er perfekte. Samuels leder Eli og hans slægt udslettes. Det er netop Samuels første profeti.[8]

Giv dem plads

Hvis vi vil have unge mennesker med potentiale til at blive ledere i Guds rige, skal vi altså bruge tid med dem, men også lade dem gøre tingene på deres måde. Hvis vi lærer dem at skelne Guds stemme fra alle andre stemmer, vil Gud vejlede dem til at være ledere i en tid, hvor vi gamle kan have svært ved at følge med. De skal lære traditionen – også baptisternes – at kende, men ikke være bundet af vores og fortidens tankegang.

[1] Lukas-evangeliet kap.8, vers 1-3

[2] 1. Samuels Bog kap.2

[3] 1. Samuels Bog kap. 16

[4] Jeremias Bog kap. 1, vers 6-7

[5] Lukas evangeliet kap. 2, vers 47

[6] 1. Timotheus brev kap. 4, vers 12

[7] Johannes-evangeliet kap. 18 og 21

[8] 1. Samuels Bog kap.3, vers 11

Relateret

• 03. feb. 2026 - En ny måde at tale sammen på: 80 deltagere til BaptistKirkens første læredag
• 22. dec. 2025 - Et blik på bekymringer inspireret af Skriften
• 18. dec. 2025 - Ønsker
• 08. dec. 2025 - Holbæk- og RegstrupSpejderne hædret som Årets Ungdomsforening 2025 for ”Skovens Portal”
• 26. sep. 2025 - Diakoni er troens handling!

Find flere

Hvordan kan Gud belønne dem, der har rigeligt? – og straffe dem, der er bange for ikke at gøre det godt nok?

Det blev til “Brug dit talent – for alles indsats er vigtig!” Det kunne jeg stå inde for på prædikestolen. Men nu er det jo med Guds ord sådan, at der kan findes dybere lag i det, jeg tror, jeg kender – og at jeg havde taget flere mønstre med fra barndommen.

Forleden læste jeg en sætning, som ændrede min opfattelse af hele teksten. Det var på engelsk, og der stod bare “Come and share your master’s happiness”. Jeg gentog for mig selv: “Kom og del din Herres glæde”.

En invitation, jeg havde overset – at Gud ville DELE sin glæde med mig. Det var helt anderledes end “Gå ind til din Herres glæde” – som er passivt – og måske nærmere en form for underholdning for de retfærdige?

Men tænk, at Gud ønsker at dele GLÆDEN med mig – når jeg lykkes. At det ikke kun handler om, at undgå skammen over at mislykkes.

Det var nyt – og det var stort.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 19. mar. 2026 - Krig og fred
• 12. mar. 2026 - Fællesskab er vigtigt!
• 05. mar. 2026 - Find håb i bøn
• 26. feb. 2026 - Kunsten at balancere i to verdener
• 20. feb. 2026 - Sebastian tog skridtet fra fællesskab til lederskab

Find flere

Else Kragelund Holt

• lektor emerita i Det Gamle Testamente ved Aarhus Universitet
• underviser på Teologi for Lægfolk
• foredragsholder
• har medvirket til bibeloversættelsen: Bibelen 2020

Der er forskel på, om man fører angrebskrig, eller man selv bliver angrebet af andre, måske mægtigere magter. For det gamle Israel var det sidste som regel tilfældet – ja, Det Gamle Testamente er netop blevet til som en reaktion på tabet af selvstændighed, hovedstad og tempel, som man kan læse om det i slutningen af Anden Kongebog.

Mit hjerte banker for israelitternes hær …

Måske er det netop derfor, man kunne drømme og fortælle historier om dengang, Gud førte israelitterne ind i det forjættede land og lod dem besejre landets oprindelige befolkning.[1] Deboras Sejrssang beskriver, hvordan israelitternes modvillige bondehær besejrede kana’anæerne, fordi Gud gik i spidsen for den:
”Byttet deles ved vandingsstederne
nu takker alle Gud for sejren,
den sejr, som bønderne vandt,
da Guds hær beslutsomt gik ned til byportene.”[2]

Josva- og Dommerbøgerne beskriver, hvis man ser godt efter, en brutal erobringskrig mod landets oprindelige indbyggere, ledet af Gud selv: ”Gud vil overlade dem til jer, så I kan slå dem ihjel. Og I skal udrydde dem fuldstændigt. I må ikke lave nogen fredsaftaler med dem, fordi I pludselig får medlidenhed med dem.”[3]

I fortællingerne om israelitternes krige med kana’anæerne og de andre folkeslag hører vi igen og igen, hvordan de får besked om at indvie dele af krigsbyttet til Gud. Man kan sige, at mennesker og Gud deler krigsbyttet. Fx fortælles det, hvordan Gud pålægger kong Saul at udrydde amalekitterne fuldstændigt: ”Slå alt ihjel uden undtagelse, mænd, kvinder, børn, spædbørn, okser, får, kameler og æsler”, siger Gud.[4]

Gud kan altså ikke siges at være imod krig.

Gud kan altså ikke siges at være imod krig. Faktisk er de bøger meget omhyggelige med at beskrive, at det ikke er israelitternes egen militære dygtighed, der bevirker, at de kan erobre landet. Nej – det er Gud selv, der fører krigen på deres vegne.[5]

Hvor længe vil du være vred, Gud?

Helt anderledes ser det naturligvis ud, når man ikke ser tilbage på fortællingerne om fortidens erobringer, men har oplevet krigens grusomhed på sin egen krop eller har den som en del af folkets erindring. I 587 f.Kr. erobrede babylonierne Jerusalem, ødelagde Guds tempel og førte kongen, hoffet, præster og borgere i eksil. Hvordan skulle man kunne forstå den katastrofe? Var det de fremmede folks guder, der havde overvundet Gud Herren, eller var det udtryk for, at Gud havde slået hånden af sit folk?

Helt anderledes ser det naturligvis ud, når man har oplevet krigens grusomhed på sin egen krop.

Klagesangene beskriver, hvordan livet er i den ødelagte hovedstad:
”Se, Gud, se dog, hvem du har gjort det mod!
Skal kvinder æde deres egne, spædbørnene, de selv har født?
Skal præster og profeter myrdes i Guds tempel?
Børn og gamle ligger på jorden i byens gader.”[6]

Her er fortvivlelsen over Guds alt for voldsomme vrede ganske tydelig.

Men I, mit folk, har glemt mig

Store dele af de gammeltestamentlige bøger når frem til den forståelse, at det er gudsfolkets egen ulydighed mod Gud og hans lov, der har medført ødelæggelsen. Det fremgår ganske tydeligt i Kongebøgerne.[7] Også profetbøger som Jeremias’ og Ezekiels bøger og langt de fleste af de tolv små profeter[8] anslår dette tema: Guds krig mod sit folk er helt retfærdig, fordi de har svigtet ham og dyrket fremmede guder, de rige har udnyttet de fattige, og de har dyrket Gud på en helt forkert måde, så han har forladt sit tempel, hvor han ellers boede.

Guds krig mod sit folk er helt retfærdig, fordi de har svigtet ham og dyrket fremmede guder.

Derfor fører Gud en grusom krig mod sit folk. Og dog: Engang vil han tilgive dem og føre dem tilbage til landet, som profeten Esajas skriver: ”I skal trøstes – mit folk skal beroliges”.[9] Engang vil krigen være forbi for altid:
”Nu vil jeg skabe en ny himmel og en ny jord.
Det, der tidligere er sket, vil blive glemt,
ingen vil tænke på det mere.”[10]

Læs også ‘Udsendt til krig’.

Alle tekster er citeret fra Bibelen 2020.

[1] Læs Josvabogen og Dommerbogen

[2] Dommerbogen kap. 5, vers 11

[3] 5. Mosebog kap. 7, vers 2

[4] 1. Samuelsbog kap. 15, især vers 3

[5] Dommerbogen kap. 7, vers 1-8

[6] Klagesangene  kap. 2, vers 20-21

[7] Fx 2. Kongebog kap. 17

[8] Hoseas Bog og Malakias’ Bog

[9] Esajas’ Bog kap. 40, vers 1

[10] Esajas’ Bog kap. 65, vers 17

Relateret

• 04. apr. 2026 - ”Vær ikke forfærdede”
• 19. mar. 2026 - Krig og fred
• 05. mar. 2026 - Find håb i bøn
• 26. feb. 2026 - Kunsten at balancere i to verdener
• 11. feb. 2026 - Hvorfor er Bibelen vigtig, og hvordan bruger vi den?

Find flere

Roskilde Baptistkirkes team var i fuld gang under besøget i Rubura i Burundi i efteråret. Magnus Fuchs underviste på præsteskolen og introducerede de unge til spikeball. Frederik Hansen bragte hilsen fra menigheden og spillede på møderne. Astrid Brandt Vesterager underviste lærere på skolerne og farmor Grethe Pedersen inspirerede strikkedamerne med egen business. Rebekka og Maria besøgte den udstødte Batwa-stamme og Lea sang til møder og gudstjenester. Hanna underviste på klinikken i Rubura og hospitalet i Musema og Jakob underviste og forkyndte i kirken og på møder.

Første, men ikke sidste gang

“Det var min første gang i Afrika, men det bliver ikke den sidste”, fortæller Magnus Fuchs.

“Alle vesterlændinge burde have et obligatorisk møde med den fattigdom, som også findes i verden. Flyvemaskinen derned agerer nærmest som en tidsmaskine. At bevæge sig rundt i Burundi er som at blive sendt 300 år tilbage i tiden. Folk, børn som voksne, knokler til dagen og vejen på markerne for derefter at tage hjem til deres lerhytte ude på landet eller ind i de alt for trange byer.

Det forandrer perspektiv og liv at stå med fødderne i støvet og møde mennesker, der stadig priser Gud trods vores helt forskellige kulturer og vilkår. Ikke desto mindre har vi så meget at være taknemmelige for her i Danmark.”

Det er relationerne, der gør forskellen

Jakob Vagner, præst i Roskilde Baptistkirke, er på sin femte rejse i Burundi. Flere af gangene har familien været med:

“Vores første besøg som familie varede tre måneder – og det forandrede vores liv.

Hvis du kun er på besøg en uge, kan du tage hjem og fortælle om det anderledes, du har oplevet, og måske ryste det af dig igen. Det kunne vi ikke efter flere måneder. Vi fik opbygget Gudgivne relationer, og den ekstreme nød og fattigdom forandrede os.

I Batwa-landsbyen, cirka 3 km fra Rubura, gør lokale baptister fra Rubura et stort stykke arbejde for at forandre en udstødt og marginaliseret befolkningsgruppe. Vi har besøgt Batwa-landsbyen flere gange og bliver lige berørte hver gang. Nøden er ekstrem, men vi kan være med til at gøre en forskel for få midler.

Landsbyen består af 50 familier, der for en investering på 250.000 kr. er blevet selvforsynende og er gået fra at bo i sivhytter til at blive et landbrugssamfund. Det er da stort, at vi kan gøre så meget for dem – med så lidt økonomi.”

Mission for alle aldre

Rebekka og hendes veninde Anna har solgt kage og kaffe i efteråret og samlet penge ind til Batwa, der lever under kummerlige forhold. Resultatet er, at en familie har kunnet få et lille hus frem for at leve under ‘siv og blade’. Her ses Rebekka-huset. Nu går de i gang med at bygge Anna-huset!

Farmor Grethe på 82 år rejste også med til Burundi – og selv om de havde et fyldt og krævende program, som man ikke lige kan tage hvem som helst med ud i, var hun altid positiv, glad og ønskede at deltage i så meget som muligt – også at undervise i andre måder at slå masker op til et strikketøj.

“Vi rejser for at besøge venner og hjælpe dem i en situation, hvor store behov skriger til himlen – og dermed til os,” siger Jakob Vagner og fortsætter:

“Vi har oplevet, hvor lidt det kræver at bringe den hjælp, der gør dem selvkørende på sigt. Det arbejder vi på at finde midler til – og så rejser vi ud for at opmuntre dem en gang om året. Relationerne betyder meget for alle.

Vi forsøger at støtte op om de lokale, der underviser i landbrug og dyrehold, og har gode resultater med det – for det er lokale ‘videns-personer’, der kan følge op på undervisningen og erfaringerne. ‘Hvorfor dør smågrisene?’ De kan vise, hvor stor forskel det gør, når markerne bliver gødet – og afgrøderne supplerer hinanden.

Vi satser på at rejse ud en gang om året og opmuntre og undervise. Vi vil gerne rejse midler til at genrejse 8-9 batwa landsbyer. Men vi arbejder samtidig på flere langsigtede projekter herhjemme i Danmark.”

“Safe Delivery App”

Det er et redskab til at styrke fødselshjælperes faglighed. Hanna er meget engageret i udbredelsen af app’en, for den kan gøre en stor forskel for de fødende. App’en er foreløbig introduceret på fransk i Rubura og Musema.

Engelskundervisning

Jakob fortsætter: “Vi arbejder med at skaffe ordbøger og lydbånd med udtale, så lærerne kan få korrigeret deres udtale, før de lærer fejlene videre. Det er endnu et område, hvor de udsendte opkvalificerer de lokale – her engelsklærerne, der aldrig har mødt det talte sprog i virkeligheden.

Giv dem bedre teologi

Kirkerne er omdrejningspunktet for meget arbejde i Burundi – og resten af Afrika – og vi kan gøre en stor forskel ved at styrke præster, ledelse og menighederne. En af måderne er ved teologisk uddannelse af præsterne, for selv blandt dem er uvidenhed og overtro massiv – men der findes heller ikke en eneste bog om bibelfortolkning på kirundi – og alt andet materiale har været på fransk.

Det bliver anderledes nu, for i samarbejde med Det internationale Bibelselskab udgives to basisbøger i teologi: ”How to Read the Bible” og ”How to Read the Bible Book by Book”. Bøgerne har været længe undervejs, men de er nu oversat til kirundi og er i trykken i Sydkorea.

Tænk, hvis vi kunne samle midler til at købe et sæt til samtlige præster i Burundi. Hvilket løft det ville give forkyndelsen – og lederskabet i menighederne.

Følg med i Baptistkirkens arbejde i Burundi og Rwanda

Relateret

• 04. apr. 2026 - ”Vær ikke forfærdede”
• 05. mar. 2026 - Find håb i bøn
• 26. feb. 2026 - Kunsten at balancere i to verdener
• 12. feb. 2026 - Nyheder, der bringer håb på en mandag
• 11. feb. 2026 - Invitation til fællesskab

Find flere

Jesus sagde ikke meget om faste, men vi kender hans kilder. Det meste har rødder hos profeten Esajas (kap. 40-65). Her ser vi også, hvad Jesus mener med faste. Hos Esajas (kap. 58) springer to ting i øjnene: Hvad faste ikke er, og hvad ret faste er.

Faste består ikke i ’at presse kroppen for længe, hænge med hovedet og gå rundt i sørgetøj’. Derimod fastslår Esajas på Guds vegne: ’Fasten, jeg vil have, er at sætte de uskyldigt dømte fri, at gøre arbejdernes tunge slæb lettere, at give de undertrykte deres frihed, at udrydde tvangsarbejde, at I deler jeres mad med de sultne, giver husly til de hjemløse, giver tøj til de nøgne…’.

Faste er altså bibelsk set knyttet til at opfylde andres behov. Og så er vejen banet for fremtid og håb: ’Hvis I faster sådan, skal morgensolen lyse på jer, jeres sår skal hurtigt heles. Mit lys skal skinne på jer i mørket, den truende nat forsvinder. Den bliver til højlys dag’.

Årets fastemateriale fra BaptistKirken har titlen Forbøn for verden. Tak for det! Bøn er kristnes råb om, at Guds Rige må komme. Faste er kristnes livsmønster, der viser, at Guds Rige er på vej. Det er væsentlige dele af en bibelsk faste-tradition. Så er vi på vej mod påske…

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 02. feb. 2026 - Fem år efter militærkuppet styrer frygten fortsat: Bed for Myanmar!
• 22. dec. 2025 - Et blik på bekymringer inspireret af Skriften
• 15. aug. 2025 - Bibellæsning med Jesus som nøglen til at forstå teksten
• 21. nov. 2024 - “Hvad er det, der kommer?”
• 11. jul. 2024 - Sindssygt stressende at være kriminel

Find flere

Fakta
Christian Peter Heldgaard Bylund, 31 år
Præst i Tølløse Baptistmenighed
Uddannet cand.theol.
Gift med Louise, der snart er færdig med en ph.d. og pr. 1. september årsansat underviser i Ny Testamente ved Aarhus Universitet.
To døtre: Carla, 4 år og Ellen, 1 år

”Det bedste ved BaptistKirken er samtalen. Vi kan lære meget af hinanden – også af én, der åbner Bibelen for første gang og læser med nye øjne”, siger Christian Bylund i vores samtale om at være blevet valgt til BaptistKirkens ledelse. Han er blevet opfordret så mange gange, at han vidste, at han nok skulle stille op, når tiden var inde til det. Han har været et kendt ansigt, som formand for BBU (Baptisternes Børne- og Ungdomsforbund). Han har været med i Sommerstævnets programudvalg og Teologisk Forum.

”BaptistKirken er det sted, jeg er vokset op – og aktivt har valgt at blive i. Jeg blev udfordret i mine studier på Aarhus Universitet. Jeg gik fra en naiv barnetro til en reflekteret økumenisk (fælleskirkelig) tro. Den økumeniske samtale er vigtig for mig. Som teenager var jeg usikker på min tro, vidste ikke så meget. Nu ved jeg lidt mere og tror på, at Gud er midt imellem alle vores forskellige traditioner og holdninger. Vi har noget at lære af de andre kirker.”

Had og kærlighed

Han fortæller, at han har et had-kærlighedsforhold til BaptistKirkens frihedsideal:

”Jeg kan rigtig godt lide den frihed, der ligger i vores kirke. Vi er styret fra bunden og skal ikke forholde os til andet end Jesus og Bibelen. Alle kan være med i samtalen – bør være med! Det er skidt, hvis troen bliver privat. Det er vigtigt, at vi er sammen om at læse Bibelen og så må vi tro på, at Helligånden vejleder os i samtalen.

Den frihed udfordrer os samtidig og kan være utrolig svær at navigere i. Især hvis man stopper med at snakke sammen. Hvor samtalen fungerer, er det det mest fantastiske. Når man ikke længere kan finde ud af at snakke sammen, er det nærmest det værste.”

Han siger det ikke, men det virker som om Christian trives, når han er sammen med mennesker, han ikke er helt enige med.

”Vi finder jo altid ud af, at vi ikke er så forskellige alligevel. Hvis vi går ind til samtalen med et åbent sind.”

Vi finder jo altid ud af, at vi ikke er så forskellige alligevel.

Baptist-identitet

På spørgsmålet om, hvad BaptistKirkens vigtigste opgave er, svarer han:

”At udruste os som menigheder. Vi skal blive ved med at tale om, hvem vi er, og udruste vores præster og lægfolk. Det sker ikke andre steder. Vi har ikke længere en skole, så hvis ikke BaptistKirken tager den opgave på sig, mister vi vores identitet.

Der er relativt mange nye præster, som vi skal tilbyde den baptistiske identitets-teologi.

Vi har altid været et kirkesamfund med mange fløje. Ca. hver 10. år har vi et slogan: ”Enhed i mangfoldighed”. Men udfordringen er nok større i dag end i 1850.”

Han nævner også, at alle kirkesamfund mangler præster. Og spørgsmålet er, hvordan vi fortsat formidler et budskab, der stadig er relevant.

”Der er flere erklærede ateister i dag. Det positive er, at den kristne tro er noget af det allermest relevante i en tid med stress og frygt. Måske vi som kirkesamfund har valgt at være for meget i samfundet, mistet os selv i forsøget på at møde samfundet. Eller omvendt at vi har mistet samfundet, fordi vi har holdt fast i noget, som mennesker ikke kan identificere sig med, når vi har lukket os om os selv. Så opgaven er at finde sig selv i samfundet.”

Er flow-gudstjenesten yt?

Han er glad for søndagsgudstjenesten. ”Det er dér, vi oplever fællesskabet”. Man samtidig har Corona-tiden lært os at tænke i nye baner.

”Flow-tv er yt. Nu er det ”on demand”. Det gælder til dels også i kirken. Vi leverer tro og samtale i podcasts og gudstjenester på Youtube. Kirken må ikke være museum for døde ritualer. Det skal være det sted, hvor vi lever vores tro ud.”

Han nævner nadveren som eksempel.

”Det er det åbne bord, hvor alle er inviteret med og hvor vi kan dele tro og liv. Det sker, hver gang vi er samlet om et bord. Vi kan fejre nadver, når vi drikker en kop kaffe med andre mennesker. Det er lige så meget nadver for mig. Lad os bibeholde ritualerne, men erfare, at fællesskabet går udenfor ritual, rum og tid. Når vi fejrer nadver med dem, der gik før os, dem, der er med os nu og dem, der kommer efter. Vi skal vende tilbage til, at livet i Kristus ikke kun er i kirken, men også i vores hverdag.”

Hvad er din inderste bøn, når det gælder vores kirke?

”At vi må være et kirkesamfund, der bliver ved med at se mennesker udenfor vores kirkemure. Lad os blive mindet om, at vi ikke kun er kirke for vores egen skyld, men for menneskers skyld.”

Relateret

• 19. mar. 2026 - “Lad de små børn komme til mig” – nyt håb for unge mødre i Rwanda
• 15. mar. 2026 - I Holstebro kan du møde baptisterne fredag nat i gågaden!
• 20. feb. 2026 - Sebastian tog skridtet fra fællesskab til lederskab
• 03. feb. 2026 - En ny måde at tale sammen på: 80 deltagere til BaptistKirkens første læredag
• 22. jan. 2026 - Du bliver, hvad du spiser

Find flere