Dette billede kunne vi måske også bruge om den kirke, vi er en del af.

Jeg ser ikke det, du ser! Og så kan vi så stå der og være uenige om, hvad vi ser, og hvad vi skal bruge det til som lokale menigheder. Men uden samtale og uden at lytte til hinanden kommer vi ikke videre. Uenighed bør ses som en mulighed – en chance for at lære, at forstå hinanden og finde fælles grund. Men det kræver, at alle er villige til at lytte og bevæge sig. Ellers falder ”elefanten” fra hinanden!

Og lad mig så minde om ordene fra 2. Peters brev 1,7: ”Tjenesten for Gud skal udføres i kærlighed til de andre kristne, og den indbyrdes kærlighed skal suppleres med kærlighed over for alle mennesker”.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen
• 18. maj. 2026 - Demokrati som samtale
• 18. maj. 2026 - Baptister og demokrati
• 18. maj. 2026 - Kan dansk og vestligt demokrati overleve?
• 18. maj. 2026 - Demokrati i blå uniform

Find flere

Johannes Aakjær Steenbuch, f. 1982:

• medlem af Teologisk Forum i BaptistKirken
• ph.d. i patristik, studiet i kirkefædrene
• cand. mag. i filosofi

Den økumeniske bevægelse udfoldede sig i det tyvende århundrede ud fra et ønske om kristen enhed. At ’de alle må være ét’ blev set som forudsætningen for et troværdigt vidnesbyrd om Guds rige. Det græske begreb økumeni er dog ikke nyt, men betyder den beboede verden i sin helhed.[1]

Fra det fjerde århundrede kom økumeni til at betegne det, alle kristne har tilfælles. Det begyndte med det første økumeniske koncil i Nikæa i år 325. Her satte kejser Konstantin (272-337) Romerrigets kristne biskopper til at blive enige om kristendommens grundlag. Forinden havde der nemlig været stridigheder om centrale trosspørgsmål, især om Jesus’ identitet. Var han Gud selv, eller var han blot et menneske som andre?

Var Jesus Gud selv, eller var han blot et menneske som andre?

Mødet i Nikæa år 325

Det vigtigste produkt af dette økumeniske koncil var den nikænske trosbekendelse. Det slås fast, at Jesus er Guds enbårne Søn, og at det betyder, at Jesus har samme uskabte væsen som sin fader. At Jesus har samme væsen som Gud, var nødvendigt at understrege mod en række bevægelser i og uden for kirken, som benægtede Jesus’ guddommelighed.

Nogle afviste fx treenighedslæren med henvisning til, at Gud ifølge Bibelen er én. Men ifølge den teologi, der lå til grund for den nikænske trosbekendelse, udelukker Guds enhed ikke, at Jesus også er guddommelig. Gud består tværtimod af tre ligeværdige personer, Fader, Søn og Helligånd, i ét fælles guddommeligt væsen, som nogle af oldkirkens teologer, herunder Basileos af Cæsarea (330-379) formulerede det.

Kernen i evangeliet

Det er i grunden ikke meget mere mystisk, end at menneskeheden består af en mangfoldighed af personer med et fælles menneskeligt væsen. Treenighedslæren er ikke abstrakt teori, men angår kernen i evangeliet. Evangeliets kerne er nemlig, at Guds Søn blev menneske for vores frelses skyld, som det også hedder i den nikænske bekendelse. At alt er skabt ved det samme Guds Ord, som også blev menneske i Jesus for at redde mennesker fra døden, er helt afgørende i klassisk kristendom. Nægter man, at Jesus er Gud selv, nægter man også, at det er Gud, der er kommet os til undsætning i ham. Det er med andre ord selve evangeliet, der er på spil.

Derfor er det så vigtigt, at Jesus er Gud selv.

Afviser man den nikænske bekendelse eller treenighedslæren, har man ikke bare stillet sig udenfor kristendommen i en bestemt historisk formulering, men er også gået på kompromis med evangeliet. Jesus er mere end fx bare en lærer, der viser, hvordan vi kan omvende os til Gud. Vi kan ikke frelse os selv, men Guds Ord er blevet menneske for at tage del i vores død, så vi kan få del i hans liv. Sådan udtrykte en af den nikænske bekendelses fremmeste forkæmpere, Athanasius af Alexandria (296-373), det. Derfor er det så vigtigt, at Jesus er Gud selv.

Konstantin var ligeglad

Roden til kirkelig enhed er i sidste ende Jesus selv, ikke en bestemt dogmatik eller lære. Netop derfor er det så afgørende, hvem Jesus er. Man kunne mene, at den nikænske bekendelse og treenighedslæren var et produkt af politisk ensretning og indblanding i kirkens tro. Kejser Konstantin udtrykte dog selv ligegyldighed overfor striden om Guds væsen, så treenighedslæren blev ikke påduttet kirken udefra.

Treenighedslæren er ikke abstrakt teori, men angår kernen i evangeliet.

Protestanter vil ofte hævde, at Bibelen er den eneste autoritet i trosspørgsmål. Det efterlader dog spørgsmålet om, hvilke skrifter, der bør høre med i Bibelen, og hvordan de skal læses. Her bliver det klart, at Bibelen må læses som et vidnesbyrd om Gud, der er kommet til os i Jesus.

Den nikænske bekendelse er stadig rammen for det økumeniske arbejde. Ikke så meget fordi kirkernes enhed skal findes i en bestemt historisk formulering, men fordi den angår Guds identitet i Jesus, som altid er det fælles fundament.

[1] oikos betyder hus

Relateret

• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 16. apr. 2026 - Overbevisning
• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 07. apr. 2026 - Awake Worship II: Næsten 300 unge samlet til lovsangsfest i Herning

Find flere

To søstre:
Marianne Koch er cand.theol. og sognepræst i Viborg Domkirke
Vibeke Dalsgaard er pædagog og næstformand i Baptistkirken i Danmark

Jeg lægger ud: ”Marianne, for nogen tid siden, fortalte du, at du har haft udfordringer med dit bønsliv, og jeg tænkte: Hold da op, det har jeg haft hele mit liv. Det må jeg da vide mere om.” Marianne reflekterer lidt: ”Jeg har brugt mange kræfter på bøn – mediteret, taget på retræter og læst meget. Jeg oplever, at jeg havde en forestilling om, at bønner skal være lange og inderlige, og det kunne jeg ikke rigtig præstere.”

Vibeke funderer lidt: ”Nej, det er også min udfordring. Jeg har prøvet at skabe mig andagtsstunder, hvor jeg læser daglige bibelvers, men når jeg kommer til bønnen, er jeg tit endt med at bede Fadervor. Ikke at jeg føler det forkert, men jeg længes efter at magte den mere personlige bøn. Jeg kan huske, at da jeg for en del år siden lærte Kristuskransen at kende, fik jeg en befriende følelse. Her var løsningen, men det var det heller ikke. Det blev jeg noget deprimeret over.”

”Jeg bruger stadig kransen, men jeg beder en enkelt bøn”, fortæller Marianne. ”For mig hjalp det en del, at Luther siger, at man skal bede sådan, at man kan huske både begyndelsen og enden. Det er altså ikke hverken længden eller formen på bønnen, der betyder noget.”

Jeg har aldrig kaldt det bøn, men måske mere en samtale med Gud.

Bevægelse giver ro på

Marianne fandt også en anden vej. ”For en del år siden begyndte jeg at brodere, og jeg fandt ud af, at når jeg sidder der, og nålen går, så bliver der helt stille i mit hoved, og jeg er i en helt anden kontakt med Gud, end når jeg holder mere formel andagt. Når jeg har de stunder, kalder jeg Gud Abba og bliver 5 år gammel, og så kan jeg fortælle min Far alt muligt.”

Vibeke bliver lidt stille og svarer så: ”Jeg har den samme fornemmelse, når jeg går i naturen eller kører bil alene. Jeg har aldrig kaldt det bøn, men måske mere en samtale med Gud. Jeg kan egentlig godt forstå, at pilgrimsvandringer er blevet populære. Jeg får også ro i hovedet, når benene bevæger sig.”

Marianne smiler lidt: ”For os to virker det åbenbart med lidt kombination af Martha og Maria – at gøre noget aktivt og sidde ved Jesus fødder samtidigt. For øvrigt er der en anden ting omkring mit broderi, som er lidt sjovt. Da jeg læste teologi, var jeg meget skræmt ved at skulle lære hebræisk, fordi jeg er ordblind. Det behøvede jeg ikke at være, det gik glat. Min hjerne er åbenbart skruet sammen til at læse fra højre mod venstre. Jeg broderer også ’den forkerte vej’, og så falder der ro på, og både samtalen med Gud og bønnen kommer naturligt.”

Gud véd det hele i forvejen, men jeg kan fornemme klart, at min Far i himlen gerne vil høre det fra mig.

Gud ved det jo allerede

Vibeke tænker lidt og siger så: ”Jeg oplever, at mit problem også har været, at Gud véd alting. Gud véd  både, hvad jeg bekymrer mig om, og hvad jeg ønsker. Så jeg fortæller ham egentlig noget, som Han udmærket godt véd.” Marianne svarer: ”Ja, vi véd godt, at Gud véd det hele i forvejen, men jeg kan fornemme klart, at min Far i himlen gerne vil høre det fra mig.”

At tale om bøn

Vibeke spørger Marianne med en smule undren: ”Du og jeg har kendt og talt med hinanden i 60 år, og jeg oplever, at du er det menneske i verden, som jeg har størst fortrolighed med, hvorfor har vi aldrig talt om emnet bøn før? Især når vi nu kan se, at både vores udfordringer og vores løsninger ligner hinanden”. Marianne tænker lidt og svarer: ”Jeg tror ikke, det er manglende fortrolighed. Nogle gange har vi bare ikke ord for det, som nager os – det er bare, sådan det er.”

Marianne slutter: ”Når vi skal tale bøn med mennesker – både kirkevante og søgende – så er det vigtigt, at der ikke er én rigtig måde. Vi er skabt forskellige, og vi bruger også forskellige måder, når vi taler med vores Far, og alle måder er lige rigtige.”

Relateret

• 19. apr. 2026 - Acts2Movement: Et globalt blik på lokal mission
• 12. mar. 2026 - Fællesskab er vigtigt!
• 05. mar. 2026 - Find håb i bøn
• 06. jan. 2026 - Nytårshilsen fra BaptistKirkens ledelse – januar 2026
• 15. okt. 2025 - Bønnens magt er stor

Find flere