Lyt til artiklen

Den 1. februar 2021 blev Myanmars spæde demokratiske proces brat afbrudt, da militæret, anført af Senior General Min Aung Hlaing, tog magten ved et kup. Det, de fleste forventede ville blive kortvarigt, har udviklet sig til en langvarig national krise præget af vold, fordrivelse, stigende fattigdom og dybe traumer. Millioner er blevet berørt, og hele lokalsamfund er blevet tvunget til at flygte fra deres hjem. Familier lever som internt fordrevne i skove, i midlertidige skjul og i lejre. De lever i stor usikkerhed uden regelmæssig adgang til mad, uddannelse eller sundhedspleje. Frygt er blevet en del af hverdagen for både børn og voksne.

Fordrevne i lejrene i indiske Mizoram (Foto: Morten Kjær Kofoed)

Kuppet ramte demokratiet hårdt

De militære ledere begrundede kuppet i 2021 med valgsvindel ved det foregående valg, hvor militærets egne partier led et markant nederlag. Myanmars de facto leder, Aung San Suu Kyi, og præsident Win Myint, var blandt de første, der blev arresteret sammen med en lang række folkevalgte politikere, aktivister og menneskerettighedsforkæmpere.

Befolkningen reagerede prompte på militærets magtovertagelse. Titusinder gik på gaderne i fredelige demonstrationer over det meste af landet og mange offentligt ansatte deltog i civil ulydighed. Militæret besvarede de fredelige protester med ekstrem brutalitet, voldelige anholdelser og drab. Det fik modstanden til at ændre karakter. Det, der begyndte som fredelige protester, udviklede sig til en væbnet konflikt.

Udviklingen og situationen i dag

Siden kuppet er situationen i Myanmar kun blevet værre, og i dag taler mange NGO’er og hjælpeorganisationer om en humanitær katastrofe. Over 2,5 millioner mennesker er drevet på flugt internt i landet, og befolkningen kæmper med økonomisk kollaps og stærkt voksende fattigdom. For det kristne mindretal i Myanmar betyder militærstyret øget usikkerhed, restriktioner for kirkerne og blokering af internettet, hvilket gør det svært at samles til gudstjenester.

Siden efteråret 2023 har en alliance af etniske væbnede grupper vundet kontrol over store landområder, vigtige grænseovergange og over 30 byer. Det betyder, at militærjuntaen står svagere end nogensinde. Juntaen kontrollerer stadig de største byer og besidder overlegen luftstyrke, men moralen i hæren er dalende. I de befriede områder arbejder modstandsbevægelsen aktivt på at opbygge et føderalt demokrati nedefra.

I løbet af december 2025 og januar 2026 gennemførte juntaen et parlamentsvalg i flere etaper, der af blandt andre De forenede Nationer og Human Rights Watch betegnes som hverken frit eller retfærdigt, men snarere en skueproces for at fastholde magten.

Myanmars befolkning har de seneste år oplevet flere naturkatastrofer. I 2024 var det tyfonen Yagi og i 2025 var der flere meget kraftige og ekstremt destruktive jordskælv i området omkring Mandalay. Jordskælvene blev målt til henholdsvis 7,7 og 6,4 på Richterskalaen.

Skoleklasse i en af flygtningelejrene i indiske Mizoram i december 2024 (Foto: Morten Kjær Kofoed)

Håbet vokser blandt baptister

For nylig besøgte medlemmer fra Asia Pacific Baptist Federation (APBF) trosfæller i Myanmar. I en meddelelse skriver de: ”Vi blev mindet om, at bag hver eneste statistik er der virkelige mennesker: præster, familier, unge og børn, som fortsat står fast i troen. Den lokale kirke og baptistfamilien i Myanmar er blevet steder med tilflugt, modstandskraft og stille mod – og de tjener deres lokalsamfund med store personlige omkostninger.”

Repræsentanter fra Baptistkirken i Danmark har også besøgt landet, senest i december 2024. Missionssekretær Morten Kofoed fortæller:
”Behovene i landet er mange og til tider er vores samarbejdspartnere virkeligt udmattede over de forhold, de lever under og de overgreb, de bevidner. Når det så krydres med både tyfoner og jordskælv, er det virkeligt svært for dem. Men der er også håb. De motiveres både af vores finansielle støtte til fx indsatser efter tyfoner og jordskælv og ikke mindst af, at vi tænker på dem og beder for dem.”

Meddelelsen fra Asia Pacific Baptist Federation (APBF) fortsætter: ”Vi er privilegerede over at kunne gå sammen med vores baptistfamilie i Myanmar – lytte, lære, bede og reagere, hvor det er muligt. Vores tilstedeværelse kalder os ikke til at tale hen over dem, men til at stå sammen med dem og sikre, at de ikke bliver glemt.”

En opfordring til bøn

Asia Pacific Baptist Federation (APBF) opfordrer alle verdens baptister til at stå sammen med dem i bøn for Myanmar. En opfordring, vi som danske baptister gerne støtter op om. Det gør de med ordene:

Bed for Myanmars befolkning

• om trøst, heling og håb for dem, der har lidt tab og traumer
• om beskyttelse af børn, kvinder og de mest sårbare

Bed for fred og retfærdighed

• om en ende på volden og åbning af veje til forsoning
• om visdom og mod til fredsskabere og lokalsamfundsledere

Bed for de internt fordrevne

• om sikkerhed, husly, mad, lægehjælp og uddannelse
• om styrke til familier, der lever i langvarig uvished

Bed for kirken og baptistfamilien i Myanmar

• om udholdenhed, enhed og beskyttelse
• at kirken fortsat må være et lys, et fristed og en kilde til håb

Bed for fortalervirksomhed og global opmærksomhed

• at det internationale samfund ikke bliver træt eller tavst
• om vedvarende fortalervirksomhed, humanitær adgang og medfølende handling

Solidaritet med de udsatte i Myanmar

Ud over enkeltstående øjeblikke og kampagner forpligter de asiatiske baptister sig til vedvarende bøn, læring om og opmærksomhed for Myanmar. De lover deres søstre og brødre i Myanmar at huske frem for at glemme og udvise solidaritet frem for tavshed.

De skriver til baptister i andre dele af verden: ”Vi kan måske ikke ændre alt, men vi kan nægte at se væk. Må vores bønner føre til dybere medfølelse, trofast fortalervirksomhed og fortsat partnerskab, indtil freden får rod i Myanmar.”

Håbet består, selv i det mørke, der har sænket sig over Myanmar de seneste fem år.

Relateret

• 07. apr. 2026 - Awake Worship II: Næsten 300 unge samlet til lovsangsfest i Herning
• 04. apr. 2026 - ”Vær ikke forfærdede”
• 19. mar. 2026 - Krig og fred
• 24. dec. 2025 - Fred til dig, der længes – En fred, ingen kan tage fra dig
• 22. dec. 2025 - Nyd nordlyset

Find flere

Lyt til artiklen her:

”Jeg var seks-otte år, og det var en stjerneklar juledag. Jeg stod udenfor og så op på himlen, en kæmpestor måne fascinerede mig. Og jeg sagde til en fætter: ’Hvem tror du, der lavede den her kugle, vi står på, og den lysende kugle på himlen?’ Jeg var fyldt af glæde. Men jeg blev gjort til grin. Ingen i min familie var troende, de svovlede og bandede. Jeg var meget alene med min tro. Hver aften bad jeg Fadervor. Jeg havde lært nogle salmer i skolen, og det blev en besættelse for mig, at jeg skulle nå at synge dem, inden jeg faldt i søvn. Men jeg nåede aldrig dem alle sammen, og troede, at Gud så var sur på mig. En dag fortalte jeg om min pine til min mor. ’Du ved jo godt, at Gud tilgiver alt’, sagde hun. Hun havde hverken før eller siden talt om Gud. Jeg ved ikke, hvor det kom fra.”

Søren Sjøberg fortæller om sin lange åndelige rejse, der jo egentlig begyndte godt. Men han havde ingen at tale om tro med, selvom kristendomsundervisningen i skolen var de bedste timer. I 1977 mødte han baptistpræsten Chresten Eskildsen på Bornholm og inviterede ham med hjem. Men hans daværende kone modsatte sig kontakten, så det blev ikke til mere.

Fred midt i kaos

Siden da har han været ansat i Folkekirken som graver og kirketjener, men i ingen af kirkerne oplevede han reel bibelundervisning. Han fik derimod store åndelige oplevelser, når han efter klokkeringningen gik alene ind i kirken og var stille dér. Midt i sit eget kaos kunne han opleve en uforklarlig fred. Nu véd han, at det var Helligånden, han mødte, men der var ingen til at fortælle ham om den treenige Gud.

Midt i sit eget kaos kunne han opleve en uforklarlig fred.

”Gud svigtede mig aldrig. Når jeg blev alt for udsvævende med fest og ballade – jeg har været gift tre gange – har Helligånden talt til mig og mindet mig om min ungdoms kærlighed til ham”, fortæller han. ”På et tidspunkt begyndte jeg at gå den spiritistiske vej med tarotkort. Da begyndte dæmoniske, mærkelige ting at ske, fordi jeg åbnede sindet for dem. Men det var som om Gud beskyttede mig, og tog det væk, der kunne have skadet mig. Jeg havde stadig en hang til, at ting kunne erstatte Gud. Et lille trækors blandt andet. Men det blev simpelthen væk!”

Gud beskyttede mig, og tog det væk, der kunne have skadet mig.

Søren Sjøberg oplevede det, som om Gud sagde: ”OK, du vil ikke søge de rigtige steder, men du har brug for bibelundervisning”. Og så mødte han Lotte, som er vokset op i Jehovas Vidner, og han blev et meget aktivt medlem dér.

Jehovas Vidner

”Jeg lærte min Bibel at kende hos Jehovas Vidner. Dér fik jeg åndelig oplæring. Men Jesus var ikke en del af Gud. Hverken i min folkekirke-tid eller ved Jehovas Vidner. Og Helligånden var ikke-eksisterende. Så sagde Gud, at jeg skulle flytte mig, og jeg begyndte at komme i Baptistkirken i Rønne. Det var svært for mig med korset i glasmosaikkerne. Man brugte ikke korset i Jehovas Vidner. Jesus blev ikke korsfæstet, men fæstet til en pæl. Korset var ’vederstyggeligt’. Jeg fik også en reaktion på nadveren i Baptistkirken. Jeg bad Gud fortælle mig, om jeg måtte tage nadver. Hos Jehovas Vidner måtte kun de 144.000 ’tage af symbolerne’. Jeg fik meget konkret at vide, at det var OK. Jeg faldt hurtigt for lovsangen, den påvirkede mig intenst følelsesmæssigt”.

Mit gudsbillede nu er den treenige Gud. Jeg forstår stadig ikke, hvordan det fungerer.

Søren Sjøberg lutter: ”Lotte har respekteret, at jeg er skiftet fra Jehovas Vidner til Baptistkirken og den kristne tro. Det betyder meget for mig. Så mit gudsbillede nu er den treenige Gud. Jeg forstår stadig ikke, hvordan det fungerer. Men jeg accepterer, at det er sådan, det er. Jeg tvivler aldrig på Guds eksistens, men jeg kan ikke forstå, hvorfor han ikke gør noget ved al den lidelse, der er på jorden. Han svarer på bøn, men ofte ikke sådan som jeg gerne vil have det”.

Læs også “Om at tegne Jesus – interview med Peter Madsen”

Relateret

• 19. mar. 2026 - Krig og fred
• 02. feb. 2026 - Fem år efter militærkuppet styrer frygten fortsat: Bed for Myanmar!
• 24. dec. 2025 - Fred til dig, der længes – En fred, ingen kan tage fra dig
• 22. dec. 2025 - Nyd nordlyset
• 22. dec. 2025 - At leve uden at bekymre sig (for meget)

Find flere

Henrik List:

• psykoterapeut MPF
• aktiv i Fredens-Nazaret Kirke på Østerbro i København
• skriver også for ’Parvis’, der er en del af Agapes diakonale arbejde. https://www.agape.dk
• på sin hjemmeside henriklist.com lægger han ofte svar ud fra Agape som blogs.

”God dav, Henrik!” Jeg får straks ondt i maven. Jeg hører Bentes stemme bag mig ved kaffebordet i pausen til et foredrag. Jeg vender mig langsomt om og siger: ”Hej, Bente”. Samtidig tænker jeg på en måde at slippe væk på. Jeg ser for mig mit tilbagetog til salens fjerneste hjørne, imens hun ihærdigt fastholder kontakten. Den ældre kvinde kan ikke holde en passende fysisk afstand. Jeg føler mig klaustrofobisk og forsøger at skyde en stol ind imellem os på vejen mod et forløsende helle. En stol er ingen hindring for Bente, der næsten står på mine sko og billedligt talt er på vej ind i min krop, så jeg vælger at sige, at jeg skal på toilettet.

Grænseoverskridende

Hvad har det at gøre med seksuel grænseoverskridende adfærd? På den ene side absolut ingenting. Bente er hverken seksualiserende eller krænkende, som vi normalt forstår det. På den anden side viser eksemplet, at vores krop er langt mere end et hylster. Med den sanser vi, hvad der opleves rart, og hvad der er truende. Her mærker vi også, om der er overensstemmelse mellem vores værdier og vores valg – vores ja’er og nej’er.

Vores krop er langt mere end et hylster.

Det er vigtigt, for vi har brug for sammenhæng mellem krop, følelse og tanke. Når der er ubalance, bliver det ubehageligt eller forvirrende. Det er dét, der sker i historien ovenfor, hvor jeg – uden held – først forsøger at flytte mig og bagefter skærmer mig mod Bentes indtrængen i min intimsfære. Jeg håndterer det ved at gå på toilettet, da jeg véd, at hun ikke vil kunne forstå en verbal grænsesætning. Historien tager også udgangspunkt i, at jeg er et voksent og frit menneske, som råder over egen krop og har mulighed for at sætte nødvendige grænser op om den.

Positiv magt

I en ideel verden er det ikke særlig svært, men verden er mere kompleks. Vores værdier og vores kropssansninger er private og harmonerer ikke altid med andres. Når vi er meget tæt på et andet menneske fysisk – især i en magtrelation – skal vi italesætte det, når normale grænser af gode grunde bliver overskredet. Det kan fx være som patient og sygeplejerske[1], som terapeut og klient, som svend og lærling. Samtidig er det min erfaring, at åbenheden om den fysiske kontakt næsten altid bliver modtaget med ”Selvfølgelig, det kan ikke være anderledes – det er helt ok”. Man kan sige, at det at være bevidst om asymmetrien bør tvinge os til at anvende magten positivt. Vi har et medansvar for et andet menneskes trivsel.

Destruktiv magt

Siden 2017 har der været stort fokus på, hvordan magten i stedet har været anvendt meget destruktivt. I efteråret 2020 er eksemplerne kun tiltaget i antal og konkretisering. I næsten alle tilfælde er krænkeren pr. definition en mand og offeret en kvinde. Men kvinder krænker også, viser bl.a. undersøgelser blandt norske sygeplejersker[2] og danske læger[3].

Vi har brug for sammenhæng mellem krop, følelse og tanke. Når der er ubalance, bliver det ubehageligt eller forvirrende.

Uanset chikanens art og krænkerens køn er det godt, at der sættes fokus på, at vores krop er vores egen, og at det er OK at sige fra. Man kan altid spørge, hvor grænsen går, og enkelte eksempler virker patetiske og selvhøjtidelige. Samtidig er der ingen tvivl om, at alt for mange ledere har nydt at udnytte medarbejdernes manglende mod, evne eller muligheder til at sige fra. Skal kulturen på arbejdspladserne for alvor ændres, er det ikke nok med hensigtserklæringer eller retningslinjer. Medarbejderne bliver også nødt til at stå op for sig selv og stå ved deres kropsfornemmelser og værdier – også selv om det kan være svært.

Alkohol og fester

Er det svært i hverdagen, bliver det kun vanskeligere i en alkohol- og festkultur. Alkohol er eminent til ’det lille svæv’. Den gør os sjove og uovervindelige; og så ’hjælper’ den os til at undertrykke vores sansninger. Vores ja’er og nej’er bliver knapt så tydelige – hverken for os selv eller andre. Det sker i alle miljøer. Prisen kan være høj, fordi alkoholen medvirker til at forplumre og sløre invitationer og afvisninger, og fordi alkoholen bedøver eller forstærker kroppens signaler.

Er det svært i hverdagen, bliver det kun vanskeligere i en alkohol- og festkultur.

Den typiske historie er mænd og drenge, der er mere insisterende end normalt, og kvinder og piger, der ikke får sagt fra, som de ville. Derfor ser vi så mange eksempler på forskellige opfattelser af, om det var voldtægt eller ej. Den nye samtykkebaserede voldtægtslov, hvor begge parter aktivt skal give samtykke, er en konsekvens af det. Uden at forholde mig til det juridiske eller forståelsen af samtykket ser jeg loven som en konsekvens af alkoholkulturen.

Hvor det burde være oplevelsen af lyst eller ulyst, der styrer, hvem vi har sex med og hvornår, er loven sat ind som en ekstra nødbremse for at kompensere for overgreb og uklare signaler. Det kan man glæde sig over eller begræde. Allerbedst vil det være, hvis vi selv tager ansvar for eget liv og alkoholindtag, så vi kan vælge selv. Det skylder vi både os selv og vores medmennesker.

[1] Sygeplejersken årgang 2018 nr. 2: ”Du har taget vare på min blufærdighed”

[2] Sygeplejen årgang 2018 nr. 2: ”Mannlige sygepleiere mer utsatt for trakassering”

[3] Sundhedspolitisk tidsskrift 30/10 2020: ”Mænd i hospitalssektoren også udsat for sexchikane”

Relateret

• 02. feb. 2026 - Fem år efter militærkuppet styrer frygten fortsat: Bed for Myanmar!
• 24. dec. 2025 - Fred til dig, der længes – En fred, ingen kan tage fra dig
• 23. dec. 2024 - Kærlighedens magt over kærlighed til magten
• 03. maj. 2024 - Et forvandlet gudsbillede
• 18. feb. 2023 - Krigens stemme

Find flere