Deres erfaringer er forskellige. I Sæby, hvor Bente tidligere var præst, og nu i Brovst har tilgangen bestået af én samlet gruppe fra samme kultur. I Pandrup drejer det sig om mennesker fra mange forskellige kulturer.

Nogle er blevet døbt – alle til Jesus Kristus, men ikke altid til medlemskab af den lokale menighed.

I Sæby søgte en meget stor gruppe chin’er fra Myanmar kirken, og det endte med, at de dannede egen menighed. I Brovst har der i flere år været et stort mindretal i menigheden, som er kommet fra Bhutan. For øjeblikket er der 30 medlemmer og 15 børn og unge med den baggrund, som regelmæssigt deltager i menighedens aktiviteter.

I Pandrup har det været anderledes Her søgte mennesker fra mange forskellige befolkningsgrupper kirken. En del af menigheden er meget passionerede omkring modtagelse af flygtninge, og det har betydet, at der gennem en del år er kommet mange forskellige befolkningsgrupper i kirken – både kristne og ikke kristne. De er kommet fra bl.a. Iran, Congo, Ukraine, Bhutan og Afghanistan. Pandrup Baptistkirke har i flere tilfælde været første menighed efter flugten. Derfor er der også nogle, som er blevet døbt – alle til Jesus Kristus, men ikke altid til medlemskab af den lokale menighed. Det har sammen med forskelle i kultur og tankegang givet en del udfordringer.

Positiv udfordring

Tilgangen af mennesker af anden farverig herkomst til menighederne har mest haft en positiv indvirkning. Menighederne opleves meget passionerede i arbejdet med nydanskerne. Anders fortæller: ”Nogle gange kan vi godt opleve, at næstekærlighed og hjælpsomhed blandt kristne er tradition og noget, vi kun taler om. Her er der pludselig mennesker i vores midte, som helt åbenlyst har brug for, at vi handler på troen.”

Her er der pludselig mennesker i vores midte, som helt åbenlyst har brug for, at vi handler på troen.

Modtagelsen af mennesker med en anden kultur giver også udfordringer i menigheden. Bente oplever, at det er svært at få ny-danskere til at tage ansvar for menighedens arbejde. Det er ikke, fordi man skal arbejde for at være med i menigheden, men fordi det er vigtigt, at alle medlemmer er med til at sætte rammerne for menighedens liv og hverdag. Det er svært at få etableret et ligeværdigt samarbejde. Det kan Anders nikke genkendende til. Det har været svært at få de nytilkomne engageret.

At sige farvel

Det har været godt for menigheden i Pandrup at genopdage det at sige farvel uden skuffelser. Mange flygtninge, som har begyndt deres menighedsliv i Pandrup, er rejst videre og har bosat sig andre steder. Enten fordi de er blevet flyttet fra flygtningecentrene og ud i en bolig et andet sted i landet eller selv har valgt at søge mod steder, hvor de kom tættere på landsmænd. ”Vi har måttet lære, at det er en velsignelse at så uden måske at kunne høste”, siger Anders. ”Det er en glæde at opleve, at mennesker etablerer sig på andre steder og får kontakt til andre menigheder, efter at de er begyndt hos os.” I dag opleves det mere naturligt, at mennesker, som vi har taget hånd om, vælger at bo et andet sted.

Nødvendige forandringer

Også menigheden i Brovst har kunnet ændre sig efter forholdene: ”Først blev der etableret en lektiecafé, hvor både voksne og børn kunne få hjælp til skolearbejdet. Nu er integrationen nået dertil, at skoledelen fylder mindre, og vi har i stedet oprettet ‘Snak-dansk-café’. Vi håber at få fat i dem, som endnu ikke er så gode til at tale sproget. Det ser ud til at lykkes.”

Det er svært at få etableret et ligeværdigt samarbejde.

Både Bente og Anders håber på en udvikling, så menighedernes arbejde og hverdag bliver båret mere ligeværdigt af de etnisk danske og de tilkomne. De er begge overbeviste om, at tiden er en væsentlig faktor. Tiden vil give de to grupper en større indsigt i hinandens måder at håndtere livet på, og derved kan alle bedre møde hinanden på lige fod.

Relateret

• 18. maj. 2026 - Jesus gjorde demokratiet til virkelighed
• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen
• 18. maj. 2026 - Demokrati som samtale
• 18. maj. 2026 - Baptister og demokrati
• 18. maj. 2026 - Kan dansk og vestligt demokrati overleve?

Find flere

Bente Højris

• præst i Brovst Baptistmenighed
• uddannet i bibliodrama
• se http://www.bibliodrama.dk 

På Haiti bor Selpha på otte år. Indtil oktober levede hun en fattig, men tryg barndom sammen med mor og far og to mindre søskende. På få minutter ændredes hendes liv, og fra at være en 8-årig, glad pige blev hun en frygtsom ’voksen’, der prøver at tage vare på sine yngre søskende. Hun har ikke fundet sine forældre efter orkanen.

I Zambia bor Esther på fire år. Hver morgen bliver hun låst inde af sin mor, der går ud for at forsøge at skaffe mad. Hvis ikke hun bliver låst inde, risikerer hun at blive offer for sexmisbrug og vold.

I Danmark bor Jeppe på 14 år. Han har ADHD og vejer lidt for meget. Han har igennem skoletiden ofte oplevet at blive moppet, og ingen ville lege med ham. Nogle gange har han så ondt i maven om morgenen, at han ikke magter at cykle i skole. Så er han alene hjemme – bortset fra, han går ’ned på tanken’ og køber noget at trøste sig med.

Virkelighedsfjernt evangelium?

Sådan er livet for mange tusinde børn rundt om i verden. Derfor kan det virke som uden forbindelse til virkeligheden, når vi i Lukas-evangeliet[1] læser Jesus’ ord om, at han er kommet for at opfylde det positive og livsbekræftende løfte, som er skrevet i Esajas’ bog[2]:

Herrens ånd er over mig,
fordi han har salvet mig.
Han har sendt mig
for at bringe godt budskab til fattige,
for at udråbe frigivelse for fanger
og syn til blinde,
for at sætte undertrykte i frihed,
for at udråbe et nådeår fra Herren.

De fattige mangler jo fortsat livsvigtige fornødenheder, de undertrykte mangler oprejsning, og nådeåret kan det være svært at få øje på. ‘Et nådeår’ betyder et år, hvor Gud giver os dét gode, vi ikke har fortjent: Slaver bliver sat fri, gæld bliver eftergivet osv. Det var og er menneskers opgave at omsætte Guds nåde i praksis.

Det var og er menneskers opgave at omsætte Guds nåde i praksis.

Hvor bliver opfyldelsen af?

Det er sådan, at Gudsriget på en mærkelig måde er sammensat af to dele: Det, som kommer engang, og det, som begyndte med Jesus’ liv her på jorden. Den fuldstændige opfyldelse kommer, når vi ikke skal være her længere: Hjemme hos Gud i Himlen, hvor vi får lov til at træde ind i et nådeår, som aldrig nogensinde slutter. Det er noget, der skal ske engang; men allerede da Jesus kom, begyndte opfyldelsen af disse løfter: Jesus selv brugte sit liv på at bringe helbredelse og befrielse til mennesker, men han bad også os om at være hans hjælpende hænder.

Lad os huske det, når vi endnu engang oplever adventstiden og forventer en december fyldt med lys, glæde, sange, gavmildhed og gæstfrihed.

Julen er mere end en privat fest

Der findes mange mennesker, der ikke kan glæde sig over julen. Måske fordi de overhovedet ikke ved, at det er jul. Fordi de ikke ved, at Jesus blev født for at hjælpe dem. Det kunne fx være Stefano i Honduras eller Selpha fra Haiti.

Måske er der et menneske i vores nabolag, som er ramt af sygdom eller sorg. Det kan være umuligt at indse, at der skulle være nogen som helst grund til at glæde sig over, at det snart er jul, når virkeligheden er svær og problemfyldt.

Gudsriget er på en mærkelig måde sammensat af to dele.

Lad os benytte julen, ikke kun som en privat familieanledning, men lad den blive en tid, hvor vi hver især med Guds hjælp arbejder med på, at de løfter, som Jesus læste i synagogen, må blive opfyldt.

Må Gud hjælpe den enkelte læser, til at bringe det gode budskab til en verden, der måske endnu ikke har opdaget, at Guds gaver og løfter gælder både Stefano, Selpha, Esther, Jeppe, Kurt, Bjarne, Marie, Anne og mange flere.

Glædelig advent til jer alle! 

[1] Lukas-evangeliet kap. 14, vers 16-22

[2] Esajas kap. 61, vers 1-2

Relateret

• 02. mar. 2025 - Jean-Marie Bukeyeneza – BaptistKirkens medarbejder i Burundi
• 20. dec. 2023 - Julehjælpen hjælper mange til en glædelig jul
• 05. mar. 2023 - Lises rejsedagbog fra Rwanda
• 16. apr. 2020 - Verden er større end corona-virus
• 30. nov. 2017 - Menighed på tværs af kulturer

Find flere

Tidligere kom tusindvis at flygtninge hver uge til Chios, hvor de var en kort tid for at drage videre mod Nordeuropa. Nu er det blevet et trøstesløst foreløbigt hjem for et par tusinde flygtninge med en ukendt fremtid. De har to muligheder; at søge asyl i Grækenland eller tage tilbage til Tyrkiet.

De fleste organisationer har trukket sig ud, og tilbage står bl.a. en norsk nødhjælpsorganisation, Dråben i havet, som Bente sluttede sig til.

Hun skulle i de 12 dage bl.a. hjælpe med uddeling af mad i to af de tre meget forskellige flygtningelejre, en af dem fængselslignende. Dråben i Havet stod for morgenmad til 1250 personer i de to åbne lejre. Pengene til maden er udelukkende samlet ind bladet organisationens ca. 30.000 medlemmer i Norge. Det blev til noget hvidt brød, en croissant eller bolle, og et stykke frugt, æble, appelsin eller banan til morgenmad pr. person. Til at drikke var der vand fra vandhanerne.

Overlevelsesinstinktet

”I køerne oplevede jeg menneskets inderste drifter. Hvordan nogle snød sig foran for at få en ekstra ration – med undskyldningen om et sygt barn i teltet, mens de flinke stod bagerst i køen og måske måtte gå med uforettet sag,” beretter Bente. ”Hvordan mon jeg selv ville have reageret, hvis det var mit barn, der gik sulten i seng om aftenen?”

Hvordan mon jeg selv ville have reageret, hvis det var mit barn, der gik sulten i seng om aftenen?

”Jeg er ikke god til at blive vred, men jeg bliver vred over det problem, som EU har pålagt Grækenland. De magter det ikke. Det var tydeligt i den lejr, grækerne havde ansvar for. Læger uden Grænser havde trukket sig ud af lejren i protest mod forholdene. Børnene sultede. Babyerne fik kun én sutteflaske om dagen. Så måtte mødrene give børnene opløst franskbrød,” fortæller Bente.

Tolken blev tilbage

Bente fortæller om en kvinde, som har gjort indtryk på hende: Abeer var kommet som bådflygtning 3-4 mdr. før. Hun kunne lidt engelsk og blev brugt som tolk, også af Dråben i Havet. Hun nåede ikke at komme ud af Grækenland inden EU-aftalen trådte i kraft. Hun er derfor strandet i Grækenland, fordi hun var tolk. Hun har børn i Syrien. Bl.a. tvillingepiger på seks år. Hendes håb var bare at få et liv sammen med sine børn i et sikkert land.

Bente var imponeret af denne kvinde, som på trods af, at hun havde så mange problemer selv, var en utrolig hjælp. Hun kunne skabe ro i lejren, fortælle om kulturen og dilemmaerne, så der kunne tages hensyn. Som tak blev hun gjort til medarbejder og fik mad. Men da Bente sagde farvel, græd hun.
”Hver uge får jeg nye venner, og hver uge sender jeg dem hjem, mens jeg er nødt til at blive,” forklarede hun.

Født ”farveblind”

Bentes drivkraft er hendes tro – og så er hun født ”farveblind” – i forhold til hudfarver, som datter af et missionærpar.

Hun betalte selv alle udgifter til rejse og ophold, sågar leje af den bil, de brugte til at transportere maden. Flere af de ti frivillige, hun samarbejdede med, havde penge med til lidt ekstra, f.eks. et æg til alle. De blev kogt hos bageren og udleveret som supplement til brødet.
”Jeg vil gerne gøre det igen – og gerne i længere tid.”

Hjemme i Sæby har hun i mange år haft et tæt forhold til bl.a. en stor gruppe flygtninge fra Burma.
Har det så påvirket hendes syn på flygtningekrisen i Danmark?

”Det er jo en kompleks situation. Vi afviser mennesker, der har brug for et sted at leve i frihed og fred. Det er svært at skelne, hvem der virkelig har brug for det og hvem der bare vil møve sig ind i køen igen… De mange, mange virkelige flygtninge sætter livet på spil. Men menneskesmuglerne har bildt dem noget ind. Europa er ikke noget overflødighedshorn, og det avler utaknemmelighed.”

Relateret

• 11. jul. 2024 - Det ku’ være mig
• 06. mar. 2024 - Når baptister gør en forskel
• 05. feb. 2024 - Besøg har betydning for Chin-flygtningene i Mizoram
• 01. feb. 2024 - Flygtninge fra Chin Staten
• 24. dec. 2023 - Jul i murbrokkerne

Find flere