Lyt til artiklen:

For få måneder siden udkom Thomas Baldurs bog ”Byen kalder Gud”, med undertitlen “nybrud, urbane hjertesuk og uforfærdede bekendelser”. Bogen, som med forfatterens egne ord på omslaget “er mere end blot en bønnebog”, er Baldurs opfølgning til ”Jorden kalder Gud”, som udkom i 2015.

En vandringsbog

På flere måder fremstår Byen kalder Gud for mig som en vandringsbog. En vandring, jeg som læser inviteres med på. Og en rejsebeskrivelse af forfatterens egen vandring gennem livet, måske især gennem de 10 år, der er gået, siden hans første bønnebog udkom. Hvad enten det er bønner fra hjertet, fra Bibelen, fra reolen eller fra sangbogen, så inviteres jeg med på den vandring i bønner, salmer, refleksioner. En vandring som hele tiden kranses af Den Store Rejsebeskrivelse, dvs. Guds store frelsesfortælling og -plan. Som starter i en have, men slutter i netop en by.

Thomas Baldur

Født i 1973.
BA i religion og mission fra European Nazarene College, Schweiz.
MA i teologi fra Nazarene Theological College / University of Manchester.
Ordineret præst i Det Danske Missionsforbund (senere Evangelisk Frikirke Danmark), ordineret ældste i Nazaræerens Kirke.
Præst ved Vadum Frikirke 2012 -2023. Arbejder i dag som bedemand.

Har tidligere udgivet bønnebogen ”Jorden kalder Gud” (2015) og bidraget til ”På Herrens Mark” (2021)

Nybrud

Bønnerne i bogen er inddelt i tre dele. “Nybrud”, som er en vandring i bøn gennem Markusevangeliet. Disse bønner og dermed denne del af bogen virker stærkest på mig. Det er her, man som læser meget stærkt mærker Baldurs eget forhold til Bibelen, som han selv – med et citat fra forordet til en anden bønnebog – beskriver som at bære en uldfrakke, som “klemmer, kradser, krøller og strammer. Den er lidt for varm og ikke varm nok….” (s.19) Men som han under ingen omstændigheder vil leve uden.

Urbane hjertesuk

Den anden del er “Urbane hjertesuk”. Her bliver bønnerne meget hverdagsnære og jordbundne (hvis bønner kan kaldes det?) Det er nærværende bønner for enhver, som lever i relation til andre, og som ønsker at enhver jordisk relation og livets tildragelser i det hele taget må være gennemsyret af relationen med Gud. Om det så er, når hunden er død, når krydset skal sættes i stemmeboksen, eller når man ved køledisken overvejer, hvad Gud mon tænker om mit valg af kød i dag? Det er også i disse bønner, at Baldurs vandring – og vel til tider livtag – med syndsbegrebet får en betydelig plads. Som f.eks. i bønnen Nehushtan:

Tilgiv mig for de gange, hvor jeg har værdsat
kirke, musik, bibel, nadver, dåb, teologisk litteratur
– ting der skulle henlede min opmærksomhed på dig
og indgyde mig tillid til dig –
højere, end jeg faktisk værdsætter dig. (s. 278 – 279)

Bekendelser fra et uforfærdet hjerte

Bogens tredje del, “Bekendelser fra et uforfærdet hjerte”, er bønner som i min optik på en måde adskiller sig lettere fra de to første. Jeg synes, det især er i denne del, Baldurs dybe teologiske refleksioner træder stærkt frem i bønnerne. Det er muligvis også her, at bogens læsere vil kunne gennemgå en stor variation af følelser og oplevelser. Nogle vil sikkert føle stor glæde og velsignelse ved at få hjælp til at beskrive troen, Gud og bibellæsningen, som man måske har savnet. Hvor andre derimod må stoppe op og tænke: “Tror jeg egentlig således? Kan jeg bede denne bøn?”

Byen kalder Gud

Forfatter: Thomas Baldur

Sidetal: 396

Format: Garnhæftet indbundet

Udgivelsesdato: 08-07-2025

ISBN139788770682466

Forlag: ProRex
https://prorex.dk/

Varenummer, ProRex:
9788770682466

Men det er faktisk her, vi er inde og berøre, hvad jeg oplever som en af bogens vigtige søjler: At nok ønsker forfatteren at række mig en hånd, så vi sammen kan bevæge os ind i bønnens dimension. Men det er ikke en hånd, som vil holde mig fast. Det er ikke en hånd, som siger: “My way or the highway!” Men da bønnerne netop er gennemsyret af Baldurs egen personlige vandring, så er det faktisk helt okay ind imellem at slippe hånden og sige: “Denne bøn tror jeg faktisk ikke, jeg kan tage i min mund. Måske i morgen. Måske aldrig.”

At ”Byen kalder Gud” som opfølger på ”Jorden kalder Gud” har været 10 år undervejs skyldes forfatterens personlige grunde, lader han forstå. Men den har været værd at vente på!

Relateret

• 20. feb. 2025 - På vandring
• 16. dec. 2024 - Et folk på vandring
• 11. nov. 2024 - ”Bibelen for sjov” – en bog for børn og barnlige sjæle
• 19. sep. 2024 - Kaldets omveje: Fra Korea til Kristuskirken
• 28. apr. 2023 - Skal jeg lyse for dig?

Find flere

Frelse og fortabelse, arvesynd, udøbte børns skæbne, himmel og helvede. Så vægtige teologiske emner har indenfor det seneste års tid været genstand for intens debat i Kristeligt Dagblad samt de sociale medier. Anledningen var i første omgang en eventuel fornyelse af dåbsliturgien i folkekirken. Debatten er dog hurtigt blevet mere end et spørgsmål om form, for hvad er det egentlig for en teologi, der ligger til grund for den folkekirkelige praksis?

Folkekirkelige kritikere af den lutherske teologi påpeger, at mange af udsagnene i folkekirkens bekendelsesskrifter – især den augsburgske bekendelse – passer dårligt til den tro, der faktisk findes i kirken. Næppe mange præster og medlemmer af folkekirken mener fx i dag, at dåben er ”nødvendig til frelse” eller at børn går fortabt til evig pine uden dåb. Er det virkelig Guds vilje at ”alle mennesker skal frelses”,[1] som det hedder i Ny Testamente, eller vil Gud kun frelse nogle få udvalgte? Er det rigtigt, som Jesus siger, at Guds rige hører børnene til, eller skal de på grund af arvesynden først døbes for at Gud vil kendes ved dem?[2]

Diskussionen handler – indirekte – om baptister!

Man kunne mene, at diskussionen om de lutherske bekendelser var et ”indre anliggende” for folkekirken uden interesse for kirkesamfund udenfor. Imidlertid berører diskussionen også baptister, i hvert fald indirekte. Store dele af den omdiskuterede teologi i folkekirkens bekendelser er nemlig formuleret i polemik mod baptisternes forfædre, reformationstidens døberbevægelser eller ”gendøberne”, som de kaldes i den augsburgske bekendelse. For eksempel fordømmer den augsburgske bekendelse ”gendøberne, som misbilliger barnedåben og påstår, at børn frelses uden dåb”[3] og ”gendøberne, som mener, at der skal være ende på de fordømte menneskers og djævlenes straffe”.[4]

Når det i folkekirken diskuteres om børn kan frelses uden dåb, handler det altså også indirekte om baptisterne, eller i hvert fald om folkekirkens relation til baptisterne.[5] Reformationstidens døbere mente som regel, at børn kunne blive frelst uden dåb. Der findes måske nok en ”arvesynd”, men Jesus har jo med sin død på korset sat os fri af den synd. Korset er nok. Vi er fra fødslen af omsluttet af nåden. Gud har derfor et ”forspring” i menneskers liv, som nogle baptister i dag udtrykker det.

Gud har derfor et ”forspring” i menneskers liv, som nogle baptister i dag udtrykker det.

Det handler også indirekte om baptister, når det diskuteres om Guds vilje til at frelse gælder alle eller kun nogle få udvalgte. Kritikerne af luthersk teologi afviser i mange tilfælde læren om den dobbelte udgang, altså populært sagt troen på ”himmel og helvede”. I stedet peger flere på, at der i oldkirken fandtes alternative opfattelser, hvor håbet om ”altings genoprettelse” betød, at Gud til sidst ville blive ”alt i alle”, som Paulus skriver.[6]

Det håb synes også at have være til stede blandt nogle af reformationstidens døbere. Hos senere baptister findes eksempler på lignende tanker, der altså langtfra er fremmede, omend de dog ofte har været marginale. Uanset hvad man i dag måtte mene om diskussionen om den lutherske teologi, kan man som baptist glæde sig over ikke at have en tilsvarende hovedpine med at få troen til at gå op med bekendelsesskrifterne!

Læs også artiklen ‘Lang tradition for frelsesuniversalisme‘.

[1] Første Timotheusbrev 2,4.

[2] Lukasevangeliet 18,16.

[3] Den augsburgske bekendelse, artikel 9.

[4] Den augsburgske bekendelse, artikel 17.

[5] Ikke mindst fordi præsteløftet faktisk forpligter præster i folkekirken på at ”bekæmpe sådanne lærdomme, som strider mod folkekirkens trosbekendelse”. Se https://da.wikipedia.org/wiki/Pr%C3%A6stel%C3%B8ftet

[6] Apostlenes Gerninger 3,21. Første Korintherbrev 15,28.

Relateret

• 27. okt. 2024 - 185 års historie begyndte med 11 menneskers mod til at tro
• 09. feb. 2022 - Hvorfor døber vi ingen?
• 28. jan. 2022 - En lang tradition for frelsesuniversalisme
• 01. maj. 2020 - Døbernes kamp for tros- og samvittighedsfrihed
• 21. feb. 2019 - Guds kald – til hvad og hvorfor?

Find flere

På sommerstævnet i år havde vi besøg af den amerikanske professor Scot McKnight, som hver formiddag underviste om at genopdage de gode nyheder. ”De gode nyheder” er en betegnelse, vi som kristne ofte bruger… men hvad er de gode nyheder egentligt?

Det er Jesus selv, der er de gode nyheder! Han er selve evangeliet. De gode nyheder er ikke først og fremmest budskabet om frelsen, det er ikke kirken eller Biblen… Vi kan komme til at reducere Jesus til en mellemmand eller blot et middel, vi kan få frelse igennem. Men frelsen er en konsekvens af de gode nyheder – de gode nyheder er Jesus, hans liv, død og opstandelse. Jesus er centrum!

Vi skal kende Jesus

Det kristne liv handler derfor også om meget mere end at bede en ’frelsesbøn’. Det handler om at leve som Jesus, og at hans liv former vores liv i dag – vores tanker, beslutninger, handlinger og vores relationer til andre mennesker. For at kunne gøre dette må vi kende ham – han må være centrum i vores forkyndelse, og historien om ham må optage os og være noget, vi ofte taler om, når vi kommer sammen som kirke. Hver gang vi bringer Jesus på bane, taler om ham eller dykker ned i hans liv og historie, så deler vi de gode nyheder med hinanden – og forhåbentlig gør vi det også med dem, som endnu ikke kender ham. Jesus har nemlig en stor tiltrækningskraft!

Jesu trosbekendelse

Jesus selv sammenfatter sin tro og lære – og dermed hvad hans liv prædiker – ved at citere fra den jødiske trosbekendelse, som den står i 5. Mosebog kap. 6 vers 4-9, om at elske Gud af hele sit hjerte. Som enhver anden jøde har Jesus ofte reciteret denne. Men han tilføjer noget nyt: Elsk din næste som dig selv! (Se Markus kap. 12). McKnight kalder dette for Jesus-trosbekendelsen, og han reciterer den selv mange gange dagligt. På den måde er den med til at forme hans liv og hverdag. Den lyder således:

Hør, Israel! Herren vor Gud, Herren er én, og du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind og af hele din styrke. Dernæst kommer: Du skal elske din næste som dig selv. Intet bud er større end disse.

En evangelie-kultur

At recitere denne bekendelse dagligt som en bøn og en overskrift for vores liv og at fordybe os i, hvem Jesus er, og hvordan han levede, er ifølge McKnight et godt udgangspunkt for vores liv som disciple og kirke. Sammen må vi danne en ”evangelie-kultur,” hvor vi bliver mere og mere Kristus-lig, så både vi selv og verden omkring os kan opleve endnu mere af, hvor fantastisk Jesus er – og hvordan han er gode nyheder også for os i dag!

Er du blevet nysgerrig på at læse mere om Scot McKnight, og hvordan han ser evangeliet – eller vil du gerne have genopfrisket, hvad du hørte på stævnet, så er hans bog ”Evangeliet om kongen” et rigtigt godt sted af starte! Du kan også se videoer med Scot McKnights undervisning fra stævnet på dette link.

Relateret

• 23. apr. 2026 - Hvad er sandheden?
• 19. apr. 2026 - Acts2Movement: Et globalt blik på lokal mission
• 09. apr. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 04. apr. 2026 - ”Vær ikke forfærdede”
• 25. mar. 2026 - Erik Løvind Andersen – præst og livsengageret menneske – til minde

Find flere