Frelse og fortabelse, arvesynd, udøbte børns skæbne, himmel og helvede. Så vægtige teologiske emner har indenfor det seneste års tid været genstand for intens debat i Kristeligt Dagblad samt de sociale medier. Anledningen var i første omgang en eventuel fornyelse af dåbsliturgien i folkekirken. Debatten er dog hurtigt blevet mere end et spørgsmål om form, for hvad er det egentlig for en teologi, der ligger til grund for den folkekirkelige praksis?

Folkekirkelige kritikere af den lutherske teologi påpeger, at mange af udsagnene i folkekirkens bekendelsesskrifter – især den augsburgske bekendelse – passer dårligt til den tro, der faktisk findes i kirken. Næppe mange præster og medlemmer af folkekirken mener fx i dag, at dåben er ”nødvendig til frelse” eller at børn går fortabt til evig pine uden dåb. Er det virkelig Guds vilje at ”alle mennesker skal frelses”,[1] som det hedder i Ny Testamente, eller vil Gud kun frelse nogle få udvalgte? Er det rigtigt, som Jesus siger, at Guds rige hører børnene til, eller skal de på grund af arvesynden først døbes for at Gud vil kendes ved dem?[2]

Diskussionen handler – indirekte – om baptister!

Man kunne mene, at diskussionen om de lutherske bekendelser var et ”indre anliggende” for folkekirken uden interesse for kirkesamfund udenfor. Imidlertid berører diskussionen også baptister, i hvert fald indirekte. Store dele af den omdiskuterede teologi i folkekirkens bekendelser er nemlig formuleret i polemik mod baptisternes forfædre, reformationstidens døberbevægelser eller ”gendøberne”, som de kaldes i den augsburgske bekendelse. For eksempel fordømmer den augsburgske bekendelse ”gendøberne, som misbilliger barnedåben og påstår, at børn frelses uden dåb”[3] og ”gendøberne, som mener, at der skal være ende på de fordømte menneskers og djævlenes straffe”.[4]

Når det i folkekirken diskuteres om børn kan frelses uden dåb, handler det altså også indirekte om baptisterne, eller i hvert fald om folkekirkens relation til baptisterne.[5] Reformationstidens døbere mente som regel, at børn kunne blive frelst uden dåb. Der findes måske nok en ”arvesynd”, men Jesus har jo med sin død på korset sat os fri af den synd. Korset er nok. Vi er fra fødslen af omsluttet af nåden. Gud har derfor et ”forspring” i menneskers liv, som nogle baptister i dag udtrykker det.

Gud har derfor et ”forspring” i menneskers liv, som nogle baptister i dag udtrykker det.

Det handler også indirekte om baptister, når det diskuteres om Guds vilje til at frelse gælder alle eller kun nogle få udvalgte. Kritikerne af luthersk teologi afviser i mange tilfælde læren om den dobbelte udgang, altså populært sagt troen på ”himmel og helvede”. I stedet peger flere på, at der i oldkirken fandtes alternative opfattelser, hvor håbet om ”altings genoprettelse” betød, at Gud til sidst ville blive ”alt i alle”, som Paulus skriver.[6]

Det håb synes også at have være til stede blandt nogle af reformationstidens døbere. Hos senere baptister findes eksempler på lignende tanker, der altså langtfra er fremmede, omend de dog ofte har været marginale. Uanset hvad man i dag måtte mene om diskussionen om den lutherske teologi, kan man som baptist glæde sig over ikke at have en tilsvarende hovedpine med at få troen til at gå op med bekendelsesskrifterne!

Læs også artiklen ‘Lang tradition for frelsesuniversalisme‘.

[1] Første Timotheusbrev 2,4.

[2] Lukasevangeliet 18,16.

[3] Den augsburgske bekendelse, artikel 9.

[4] Den augsburgske bekendelse, artikel 17.

[5] Ikke mindst fordi præsteløftet faktisk forpligter præster i folkekirken på at ”bekæmpe sådanne lærdomme, som strider mod folkekirkens trosbekendelse”. Se https://da.wikipedia.org/wiki/Pr%C3%A6stel%C3%B8ftet

[6] Apostlenes Gerninger 3,21. Første Korintherbrev 15,28.

Relateret

• 27. okt. 2024 - 185 års historie begyndte med 11 menneskers mod til at tro
• 09. feb. 2022 - Hvorfor døber vi ingen?
• 28. jan. 2022 - En lang tradition for frelsesuniversalisme
• 01. maj. 2020 - Døbernes kamp for tros- og samvittighedsfrihed
• 21. feb. 2019 - Guds kald – til hvad og hvorfor?

Find flere

Johannes Aakjær Steenbuch:

• formand for Teologisk Forum i BaptistKirken
• ph.d. i patristik, studiet i kirkefædrene
• cand. mag. i filosofi

Da de sidenhen lod sig ’gendøbe’, og da barnedåben var lovpligtig, var den nye dåbspraksis et udtryk for det, vi i dag kan kalde civil ulydighed – en ikke-voldelig modstand mod politisk og religiøs undertrykkelse. For mange af døberne var konsekvensen, at de måtte lade livet.

En tid præget af konflikter

Baggrunden for døberbevægelserne var ikke kun ikke-voldelig. Tiden var fuld af konflikter og uro. I 1525 indledte bønder i Syd- og Midttyskland et oprør mod magthaverne, som følge af udbredt fattigdom og undertrykkelse.

Det tyder på, at mange af dem, der tilsluttede sig de døberbevægelser, der opstod i årene derefter, havde deltaget i bondeoprøret. Oprøret var præget af endetids-forventninger. Selvom bondeoprøret blev nedkæmpet, så mange stadig frem til et kommende tusindårsrige, hvor Kristus skulle herske med sine 144.000 udvalgte.

Døbernes ulydighed

Døbernes ulydighed mod sociale og religiøse magthavere var udtryk for en afvisning af den samfundsorden, der havde hersket i store dele af middelalderen, hvor kirke og statsmagt var tæt forbundne, men som nu var på nippet til at få sit dødsstød.

Nogle døbere som fx Hans Denck (d. 1527) opfattede troen som et rent åndeligt anliggende – det enkelte menneskes indre død og opstandelse med Kristus. Det førte til et stærkt individualistisk syn på troen, hvor kirken som institution måtte vige til fordel for den enkeltes direkte erfaring af Guds ord. Det betød en skepsis overfor påtvungen religion og et forsvar for den enkeltes ret til at følge sin samvittighed.

Et forsvar for den enkeltes ret til at følge sin samvittighed.

Pacifisme

De schweiziske døbere gjorde mere ud af menighedens fællesskab, som de så som det konkrete alternativ til det verdslige samfund. En stærk dualisme prægede synet på kirke og samfund. De vantro er en ‘vederstyggelighed’ for Gud, hed det i Schleitheim-bekendelsen[1] fra 1527.

Man kunne derfor ikke have fællesskab med mennesker uden for kirken, men skulle i stedet afsondre sig fra ’det onde, og den ondskab, som djævelen har plantet i verden’. Det indebar en afstandtagen fra pavekirken, men også et afkald på at bruge vold. I stedet for at gengælde ondt med ondt, skulle ondt gengældes med godt, jævnfør Jesus’ bud i bjergprædikenen.[2]

Modstand mod edsaflæggelse

Også modstanden mod edsaflæggelse var udtryk for det, vi i dag kan kalde civil ulydighed. Da Jesus forbød sine disciple at aflægge ed, kunne kristne ifølge døberne heller ikke aflægge ed. Deri lå en klar markering af, at kristnes loyalitet lå hos Gud alene. Det er den opfattelse, der var i sigtekornet, da den lutherske bekendelse, Confessio Augustana, fra 1530 fordømte ’gendøberne’, som forbyder ’borgerlige pligter for kristne’. For Luther var myndighederne indsat af Gud. Derfor var det kristnes pligt at adlyde magthaverne.

Døbernes pacifisme betød en afvisning af væbnet kamp mod tyrkerne.

Pacifismen var mere end blot teoretisk. De muslimske tyrkere havde indledt en offensiv og belejrede Wien i 1529. Døbernes pacifisme betød en afvisning af væbnet kamp mod tyrkerne, og det gjorde den alt andet end ufarlig. Den schweiziske døber Michael Sattler (d. 1527) understregede, at kristne ikke af den grund skulle hjælpe tyrkerne, men modstandskampen var åndelig. Kristne, der bruger vold mod andre kristne, er derimod i grunden værre end tyrkerne, mente Sattler.

Grænser for statsmagten

Andre døbere var knap så afvisende overfor verdslig magt. Balthasar Hübmaier (d. 1528) forklarede, at den verdslige magt har til opgave at straffe dem, som gør skade på svage og forsvarsløse. Myndighederne var, jævnfør Paulus[3] indsat af Gud, og kristne har derfor pligt til at støtte samfundsmagten – fx ved at betale skatter og om nødvendigt at tage del i magtudøvelse.

Hverken kirke eller stat kan tillade sig at straffe mennesker for deres tro og overbevisninger.

Der var dog grænser for, hvad den verdslige magt kunne blande sig i. Hverken kirke eller stat kan tillade sig at straffe mennesker for deres tro og overbevisninger: ’Den gudløse skal ikke straffes af nogen, heller ikke selvom han forbliver uomvendt og nægter at antage evangeliet’, skrev Hübmaier i sit forsvar for principiel trosfrihed. Derfor kunne civil ulydighed i nogle tilfælde komme på tale.

Arven fra døberne

De apokalyptiske forventninger om et forestående 1000-års-rige fik ny næring, da hollandske døbere hævdede, at ‘det ny Jerusalem’ snart skulle oprettes med magt. Det skulle ske i den nordtyske by Münster, hvor døberne fik magten i 1534. De, der ikke lod sig døbe, blev smidt ud af byen. De ‘civilt ulydige’ var nu dem, der modsatte sig døbernes ideologi.

Da døberkongeriget i Münster i 1536 var blevet nedkæmpet af lutherske og katolske tropper, antog døberbevægelsen igen en mere fredsommelig karakter. Den stærke dualisme mellem kirke og samfund blev påny central, da Menno Simons (d. 1561) forsvarede en pacifistisk grundholdning, hvor kristne skulle undlade at tage del i samfundsmagten.

Menno Simons forsvarede en pacifistisk grundholdning, hvor kristne skulle undlade at tage del i samfundsmagten.

Det er den grundholdning, der trods alt står tilbage som arven fra døberne: Kristnes loyalitet ligger hos Jesus alene, og civil ulydighed kan være nødvendig, når samfundsmagten vil regere over menneskers tro og samvittighed.

[1]     Schleitheim-bekendelsen er de schweiziske døberes bekendelse, der primært handler om kirkens karakter

[2]    Matthæus-evangeliet kap. 5, vers 39

[3]   Romerbrevet kap. 13, vers 1 ff.

Relateret

• 10. jan. 2026 - Unge vælger dåb og kirke til: Et skifte, der går under radaren
• 29. apr. 2025 - Påskefællesskab med undervisning
• 16. dec. 2024 - Camilla Steengaard fortæller om sin dåb
• 27. okt. 2024 - 185 års historie begyndte med 11 menneskers mod til at tro
• 10. jul. 2024 - Min dåb

Find flere

Bent Hylleberg, cand.theol., pensioneret efter præste-, lærer- og rektorjob i BaptistKirken. Formand for BaptistKirken 2013-2017.

Der er kommet noget mærkeligt dobbelt ind i vores måde at opfatte vores ’arbejde’ på. Nogle er ’kaldet’ til det. Andre går på arbejde uden bevidsthed om Guds kald. Atter andre har et arbejde, de ikke kan forbinde med Guds kald. Og hvad med de ’arbejdsløse’ – mon Gud kalder dem? Når vi spørger sådan – sprogligt og mentalt – har det at gøre med en historisk udvikling.

Guds kald blev ’det fine’ – for nogle

Kejser Konstantin har fået skylden for meget. Vores forvirring stammer fra kirken på hans tid. I Romerriget skulle alle efter år ca. 400 være kristne, dvs. de skulle døbes. Og hertil passede barnedåben som fod i hose – både for kejserne og for kirkens mænd. Men når alle sådan er kristne, bliver ingen kristne! ’Guds kald’ kom derfor til at gælde noget andet end det almindelige liv, som alle døbte levede. Gud ’kaldte’ nu nogle af de (barne)døbte til noget særligt: Til at gå i kloster (som munke og nonner), til at lede kirken (som præster) og til at udbrede evangeliet (som missionærer). Til disse ’særlige kald’ blev der indført forskellige ’indvielser’ med ’hånden på hovedet’ (forskellige former for ordination). Befolkningen var blevet et stændersamfund – nogle finere end andre: Præsterne (i kirken) og sygeplejerne (i klostrene) kunne især tale om ’Guds kald’.

Guds kald blev ’det almindelige’ – for alle

Hvor vi bor, er vi påvirket af, hvad Martin Luther gjorde ved en sådan udvikling. Han ville vende den 180 grader rundt! Først opløste han klostrene – og giftede sig med en nonne. Klostrenes formuer fordelte han – med præference for magthaverne. Dernæst nedbrød han det katolske præsteskab – alle, der var ’krøbet ud af dåben’, burde kalde sig ’præst, biskop og pave’! Det fik han dog ikke held med i dén kirkelige verden, der var hans. Men Luther prøvede at rokke ved de instanser i samfund og kirke, der byggede deres identitet på de særlige indvielser. Derfor måtte han også finde på noget nyt om ’Guds kald’.

Vi har alle fået en opgave, fordi vi er ’skabt i Guds billede’, nemlig at tage vare på hele skaberværket.

Luther levede i et statisk samfund, hvor alle skulle være barnedøbt. Hvis denne form for ’dåb af alle’ skred, frygtede Luther, at samfundets stabilitet faldt sammen – derfor bekæmpede han døbere. Hans opfattelse af, hvad ’Guds kald’ indebar, kom til at tjene den nye samfundsmodel, som han prøvede at opbygge: Alle, der er barnedøbt, tjener Gud i og med det erhverv, de har – præcis på den plads i samfundet, hvor de lever deres dagligdag. Kongen, læreren, bødlen – ja, alle opfylder ’Guds kald’ på den plads i samfundet, som de har fået! I Luthers samfund var der ingen plads til oprør. Thomas Kingo har fanget den teologi i én af sine salmer: ’Jeg i mit kald og stand/ min Gud og Fader kan/ tilbørlig dyrke’. Sådan forholder det sig – det er hertil, vi står op hver dag!

Han behøver en kirke – et ’Guds folk’ – som vil forny det skabte, hvor det har lidt skade, og som vil oprejse mennesker, hvor de lider nød.

Guds kald er dobbelt – til os alle

Når jeg læser Bibelen, ser jeg noget andet. Den taler dobbelt om ’Guds kald’ på en anden måde. Vi har alle fået en opgave, fordi vi er ’skabt i Guds billede’, nemlig at tage vare på hele skaberværket.[1] Den opgave får vi – hvad enten vi er kristne eller ej – ifølge den kristne teologis opfattelse af, hvad livet går ud på. Men hertil kommer det ’særlige’, der udspringer af det budskab om ’Guds rige’, der udgår fra Jesus. Han behøver en kirke – et ’Guds folk’ – som vil forny det skabte, hvor det har lidt skade, og som vil oprejse mennesker, hvor de lider nød.[2] Forudsætningen for at leve sådan er, at vi personligt hører evangeliet, tror på det og tjener det. Det er hertil, Jesus kalder mennesker, han møder. ’Guds kald’ gælder os alle – til en sådan tjeneste. Hertil indvies vi i dåben – for resten af livet! Her er plads til bevægelse og opbrud. Det er kald til ’radikal kristendom’.

[1] Vi har alle fået opgaven at værne om det skabte, se 1. Mosebog kap. 1, vers 26-28.

[2] Alle kristne har fået opgaven at bringe evangeliet til andre, se Matthæus kap. 28, vers 16-20.

Relateret

• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 13. mar. 2026 - TaNikka er sat på en uriaspost
• 29. dec. 2025 - Genstart2025 – færre papirer, klarere retning
• 23. sep. 2025 - Båret af et stærkt kald: Sambuh Langle er ny præst i Odense
• 04. sep. 2025 - Værdier

Find flere