Erik var helt afklaret på at skulle dø efter et langt og engageret liv som præst og menneske. Sidste år i februar fejrede han 80-års fødselsdag med mange gæster i sit hjem, heraf gratulanter fra alle danske menigheder, hvor han havde været ansat præst. Han var født på Bornholm den 14. februar 1945.

Aktiv præst, fritidsmenneske og politisk engageret

Da Nordjyske omtalte Erik i forbindelse med hans 80-års fødselsdag, var det som en politisk engageret baptistpræst og et passioneret fritidsmenneske. På det tidspunkt stadig ansat på deltid i Sindal menighed. Jeg har kendt Erik som en god præstekollega gennem mange år med fælles bornholmske rødder. Jeg svarede ja uden tøven, da han kort efter sin livstruende diagnose i juni 2025 spurgte, om jeg ville forestå bisættelsen, når den tid kom. Erik blev sendt hjem fra sygehuset med beskeden om, at han måske kun havde to måneder tilbage. Sådan gik det ikke. Bisættelsen finder sted fredag den 27. marts i Pandrup Baptistkirke. Erik forberedte selv programmet med salmer og bibeltekster. ”Prædiken kan jeg ikke lave for dig”, sagde han, da vi gennemgik det hele. Sådan var Erik. Engageret i det, han havde med at gøre, så langt kræfterne rakte.

Som pensionist meldte Erik sig ind i partiet Venstre og blev hurtigt lokalt engageret som formand for Brovst Venstrevælgerforening. Han stillede op til kommunalvalget i 2021 uden dog at blive valgt. Han lagde aldrig skjul på, at han var præst og blev omtalt som maratonpræsten, da han som 72-årig løb Blokhus Marathon efter at have løbet sit første maraton på Island året før og et halvmaraton i Litauen i 2015. Træningen bestod af lange løbeture i naturen nær hjemmet i Rødhus med sine dengang to schæferhunde. Netop det skønne ”Mosehuset” var Erik med til at designe og totalrenovere efter at have købt det i 2003. Her var flere arbejdsuger, mens Erik stadig var præst på Midtsjælland. I 2004 flyttede Erik og Bodil ind i huset og en bygning blev senere indrettet til ”Bed and Breakfast”.

Erik mødte sin hustru Bodil (født Eriksen) fra Østhimmerland på vinterlejren i Pandrup i 1969. De blev gift den 19. maj 1970 i Vaarst Baptistkirke og bosatte sig i Hasle på Bornholm. De fik tre sønner og otte børnebørn.

Opvækst på Bornholm og uddannelse i Tølløse

Erik voksede op på Bornholm. Hans far var politimand og engageret i den væbnede modstandsbevægelse på øen. Dette var dog ikke grunden til, at familiens hjem blev bombet under slutningen af 2. Verdenskrig, men tilfældigt ramt af en russisk bombe. En bror fik lykkeligvis reddet Erik ud af barnevognen, kort før huset lå i ruiner.

Erik blev døbt i Rønne Baptistkirke den 4. februar 1962 og var dybt engageret i menighedens spejder-, børne- og ungdomsarbejde og som lægprædikant. Han blev uddannet indenfor kontor- og regnskab og arbejdede som regnskabsfører nogle år i stenindustrien. Så fulgte en HF-eksamen med topkarakter for sin hovedopgave om Bornholms Baptistmenighed i 1920’erne. Den blev senere trykt i ”Bornholmske Samlinger”. Herefter var Erik klar til præsteuddannelse på Baptisternes Teologiske Seminarium i Tølløse i 1975-1978. Han fik efteruddannelse i pædagogik, teologiske studier på Københavns Universitet og ved Southwestern Baptist Theological Seminary i Fort Worth, USA.

Præstetjeneste i mange menigheder

Erik havde allerede i 1967-1968 fået en smag på en tjeneste som præst som Tid-til Gud arbejder på landsplan i DBUF og DBS (Ungdomsforbund og Spejderkorps). Efter tiden på seminaret i Tølløse gjorde Erik tjeneste (fuldtid eller deltid) i Nibe/Løgstør menigheder (1978-1980), Nørresundby Baptistmenighed (1980-91), Midtsjællands Baptistmenighed (1991-2004), Karmelkirken i Aalborg (2004-06), Thisted Baptistkirke (2006-08) og Baptistkirken Sindal (2011-25). Hertil en periode i Kaas Frikirke (dengang Missionsforbundet) i 2004-2015 og med faste aftaler i Frederikshavn og Skagen Baptistkirker (2016-25).

Illustrativ forkyndelse

Erik havde kunstneriske gaver, som gjorde, at han ofte tegnede bibelhistorierne, alt imens han holdt børnetale eller prædikede. Sidst i 80’erne havde han sit eget program i Aalborg Kristne TV, hvor han fortalte bibelhistorier for børn. Det fik Dagbladet på Midtsjælland til at omtale ham som ”Baptisternes svar på Jørgen Clevin”, da de skrev om den nye præst på Midtsjælland. Nogle år forinden havde Erik og familien deltaget på en familielejr i Sverige, hvor Erik kom til at stå for bibelundervisningen, da de øvrige præster blev syge. De svenske baptisters blad skrev: ”En dansk snabbtecknare var det som hade hand om bibel- og familietimman… Lika snabbt som han talade, illustrerade han sine ord”.

Erik og vennen Blung Dieu på talerstolen til søndagsgudstjenesten i Binh Long – uden jakker! (Foto: Privat)

Internationale relationer

Erik involverede sig i kirkeligt og humanitært arbejde i Hviderusland i forbindelse med Tjernobylkatastrofen, hvor han også har medvirket ved flere gudstjenester. I en årrække var han med til at afholde børnelejre på Midtsjælland for børn fra Tjernobylområdet. Gennem personlige relationer har han medvirket til gudstjenester i Togo, Skotland, Tyskland, Norge, Sverige og flere steder i USA.

I begyndelsen af maj 2024 realiserede Erik en mangeårig drøm om en rejse til Vietnam sammen med sin ven Blung Dieu fra den vietnamesiske baptistmenighed i Slagelse. De deltog i en kirkeindvielse i Binh Long med 4000 gæster. Erik fik mulighed for at prædike og undervise ved flere lejligheder. Det blev til stor inspiration at møde kirken i Vietnam. Nogle bibelord af Paulus i Ny Testamente inspirerede Erik så konkret, at de også læses ved hans bisættelse. Her tales om grundlaget for den kristne tro, budskabet om Jesus Kristus, og vigtigheden af at give troen videre.

Forkynd evangeliet

Paulus skriver i 1. Korinterbrev, kapitel 15, vers 3: ”Det, jeg selv har modtaget, har jeg givet videre til jer, nemlig at…”. Erik brændte for at give evangeliet videre. Derfor sagde han også, da vi gennemgik hans tanker for bisættelsen og diverse udklip og artikler fra hans aktive liv og gerne fortalte begejstret om i forskellige sammenhænge: ”Forkynd evangeliet. Det skal jo ikke handle om mig!”

Æret være Erik Løvind Andersens minde!

Relateret

• 10. jun. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 13. maj. 2026 - Mens vi venter…
• 26. apr. 2026 - Det haster med missionsbefalingen
• 19. apr. 2026 - Acts2Movement: Et globalt blik på lokal mission
• 15. mar. 2026 - I Holstebro kan du møde baptisterne fredag nat i gågaden!

Find flere

Emil Lauge Ibsen blev født i Give i Midtjylland, og som ung blev han uddannet gartner. Han blev gift med Birte Tylleskær Jensen fra Odense. Men han fik kald som præst, og derfor flyttede parret til det daværende præsteseminarium for Baptistkirken i Tølløse. Efter uddannelsen fik Emil Lauge Ibsen sit første embede i Thylands Baptistmenighed i 1961, og derefter flyttede familien og tjenesten til Brovst Baptistmenighed. I disse år kom børnene Lone og Jens også til.

I en periode tog familien Ibsen på efteruddannelse i Rüschlikon i Schweiz, inden kaldet kom fra den daværende Østervrå Baptistmenighed i 1973. Og beslutningen blev hurtigt taget om at flytte til Østervrå, endda så hurtigt, at det hjem, som Emil Lauge Ibsen boede i resten af sit liv endnu ikke var bygget færdigt. Så det var heldigt at kirkens ungdomslokaler kunne bruges som midlertidig bolig for familien.

De faldt rigtig godt til i Østervrå, hvor Birte arbejdede som lærer på skolen, mens Emil passede sin præstegerning med stor flid og altid god støtte fra sin kone!

I alle årene var Emil Lauge Ibsen også aktiv i Baptisternes Afholds Mission. I en del år endda som formand for BAM. Og han var i den forbindelse også med til at danne det kristne hjælpecenter ”Kildegården” i Ryslinge på Fyn.

Det var en stor glæde for præsteparret, at begge børn engagerede sig tidligt i mission, Lone i Nepal og Papua New Guinea og Jens i Kina, i USA og i Thailand blandt andet.

I 1995 var det tid til at give præstegerningen i Østervrå Baptistmenighed videre til yngre kræfter. Men selv om den lønnede tjeneste ophørte, og Emil Lauge Ibsen senere mistede sin elskede kone, stoppede hans engagement i kirken ikke. Heller ikke, da kirken flyttede til Sæsing og blev til Kirken i Kulturcenter Vendsyssel!

Især elskede han seniorarbejdet i ”Netværkscaféen”, hvor han stod i spidsen for mange hyggelige formiddage. Han tog også ivrigt del i bønneaftener og i vækstgrupper. I øvrigt stod han og Birte i spidsen for dannelsen af de første Vækstgrupper i menigheden helt tilbage i 1980. Og vækstgrupperne har fungeret siden i forskellige udgaver.

I løbet af de sidste par år skrantede helbredet mere og mere, og i de sidste måneder kunne han ikke længere gå. Han var dog for det meste klar og ville gerne have besøg. Og ingen var i tvivl om, at han var en ”Guds mand” og en ”Kirkens mand”, heller ikke de mange sygeplejersker og SOSU assistenter, der kom i hjemmet i de sidste år!

Så sent som lørdag eftermiddag talte han med begge sine børn, inden han faldt i søvn og derfra gled ind i evigheden!

Emil Lauge Ibsen overleves af de 2 børn, 2 svigerbørn og 4 børnebørn samt oldebørn.

Relateret

• 25. maj. 2026 - Fælles aktiviteter tager form i efteråret 2026
• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 15. maj. 2026 - Læs meget mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse
• 13. maj. 2026 - Sådan udfolder missionsarbejdet sig i Roskilde Baptistkirke
• 05. maj. 2026 - Kyle Henderson: Gud kalder os videre

Find flere

Lyt til artiklen

Kaldet bliver til virkelighed i Baptistkirken i Odense søndag den 7. september 2025. Ved en festlig indsættelsesgudstjeneste og efterfølgende fællesskab byder menigheden Sambuh og hustruen Bethlehem velkommen til tjenesten. Sambuh er blevet præst for en mangfoldig menighed. Vejen hertil har været lang og fyldt med udfordringer, men Sambuh har fulgt sit kald:
”Jeg kan huske, da jeg første gang tænkte på at blive præst: Jeg følte virkelig et kald fra Gud til tjeneste og jeg bad til Gud: ’Jeg vil gerne være præst for en dansk menighed.’ Det bad jeg altid. Og Gud hørte min bøn.”

Bethlehem og Sambuh ved indsættelsen i Odense (Foto: Sambuh Langles Facebookside)

Forfølgelse og flugt

I begyndelsen af ”nullerne” deltog Sambuhs far i politiske protester mod regimet i Myanmar. Han blev forfulgt og måtte flygte til Malaysia i 2003. Sambuh fortæller:
”Et år efter min far var flygtet, hørte vi i radioen, at han var blevet fanget og fængslet i Malaysia. Vi havde ikke talt med ham i et år og vi vidste ikke, hvor han var. Nogle sagde, at han måske var blevet dræbt. Men vi vidste ingenting.”

Hårde barndomsår

Årene inden farens flugt havde Sambuh tilbragt på en buddhistisk klosterskole:
”Første til fjerde klasse i Matupi i Chin-staten og senere fire år i hovedstaden Yangon. En af munkene havde tilbudt min far at betale for min uddannelse, fordi jeg var en af de dygtigste i klassen. Det var en stor udfordring at vende tilbage. Min familie var baptister og jeg kom hjem som 13-årig og tænkte som buddhist. En uge efter jeg kom hjem, flygtede min far til Malaysia.”

Farens flugt efterlod familien i store problemer. Moren var nu alene med seks børn: Sambuh, tre mindre brødre og to mindre søstre. Økonomien var presset og Sambuh overvejede at droppe ud af skolen for at arbejde og hjælpe familien økonomisk. Et ønske der blev forstærket af, at han blev mobbet i skolen og kæmpede med angst.

Hilsen fra Chin Chin (Foto: Sambuh Langles Facebookside)

Morens kærlighed

Men Sambuhs mor havde andre planer. Det fik konkret betydning for hans tro:
”Min mor kiggede mig dybt i øjnene og sagde, at jeg skulle passe på mig selv og passe min skole. Så skulle hun nok passe på familien. Min mor har en stor kærlighed til alle mennesker. Og lige dér ramte den kærlighed mig i hjertet. Sammenlignet med Guds kærlighed er menneskers kærlighed meget lille. Og når jeg oplevede min mors kærlighed så voldsomt, hvordan ville det så ikke være at opleve Guds kærlighed?”

I et helt år søgte Sambuh Gud i bøn. Hver aften bad han til Gud, som han ikke var overbevist om fandtes. Han bad og udfordrede Gud:
”Gud, hvis du findes og hvis du er en levende Gud, så lad mig mærke dig.”

Miraklet

En aften oplevede Sambuh miraklet:
”Jeg sad på min seng og græd. Jeg fortalte Jesus, at jeg blev mobbet i skolen og at jeg savnede min far. Jeg kunne ikke holde det ud længere. Jeg bad til den Gud, jeg ikke troede på. Jeg var desperat og kunne ikke gøre andet. Men den aften oplevede jeg det som om, jeg blev holdt om og krammet. Jeg blev varm og følte mig pludselig helt tryg. Der var en stemme, der sagde: ´Jeg elsker dig’. Der var ingen andre end mig i rummet, og selv om jeg ikke turde tro på det, vidste jeg, at jeg havde oplevet Jesus. Jeg sagde til Jesus, at jeg ville tro på ham resten af mit liv, hvis han ville hjælpe mig til at få det bedre i skolen og blive genforenet med min far, der stadig var på flugt.”

Efter mødet med Jesus oplever Sambuh, at livet begynder at få mening. Han får mere selvtillid, begynder at få venner og oplever, at troen er et lys i hans liv.

Velkomstgave til det nye præstepar (Foto: Sambuh Langles Facebookside)

En opringning, der ændrer alt

En dag sker det. Telefonen ringer, og i den anden ende af en meget lang forbindelse hører Sambuh farens stemme:
”Min far ringer og fortæller, at han er på Bornholm i Danmark. Jeg har aldrig hørt om Danmark før. Men det er jo helt vildt. Jeg spørger, om det der Bornholm og Danmark er i USA? Eller et eller andet sted i Thailand? Han fortæller, at det er i Europa og ikke så langt fra England. To år efter han flygtede, har vi endelig fået kontakt til min far.”

Flugt og fængsel

Familien beslutter at følge efter faren. Ingen af dem har et pas, og styret i Myanmar udsteder ikke pas til borgere, der vil flygte til Danmark! Flugten til Malaysia varer et par uger: Ud af Myanmar og gennem Thailand til Malaysia. Allerede efter tre dage i Malaysia går det galt: Familien bliver opdaget af politiet i en razzia: Uden pas og opholdstilladelse ender Sambuh og hans 13-årige lillesøster i fængsel. De er fængslet en måned. Det er hårdt: Morgenmaden består af syv kiks. Sambuh deler med søsteren, der har svært ved at holde sulten ud. Det er også i fængslet Sambuh erfarer, at han har en særlig gave til at dele evangeliet:
”Vi er måske 500 mennesker i noget, der ligner en idrætshal. Der er mange forskellige mennesker. Jeg sidder i et hjørne og læser i min Bibel. Så kommer der fem virkelig store personer og spørger, hvad jeg laver? Jeg er virkelig bange og tror, de vil have min Bibel. Jeg siger til dem, at jeg læser Bibelen og tror på Jesus. Så svarer de: ’Vi er også kristne. Skal vi ikke blive sammen?” Vi sætter os sammen og beder. Der kommer flere kristne til, og næste dag er vi 30. Inden for tre dage er vi 70 kristne, der mødes og beder og holder gudstjeneste. Jeg får lov til at dele evangeliet, allerede der i fængslet. På det tidspunkt vidste jeg ikke, at jeg skulle være præst!”

Sambuh prædiker ved indsættelsesgudstjenesten i Odense (Foto: Sambuh Langles Facebookside)

Fra Malaysia til Rønne

Tiden i Malaysia er hård. Sambuh forsøger at skaffe penge ved at arbejde i en restaurant. Politiet opdager, at han ikke har arbejdstilladelse og Sambuh oplever at blive fængslet endnu engang. Til sidst får familien endelig lov til at rejse til Danmark. Det sker efter Baptistkirken Bornholm har hjulpet familien både økonomisk og praktisk med kontakt til ambassaden i Malaysia. Efter mere end et år på flugt lander Sambuh den 1. november 2007 i Rønne Lufthavn.

”Jeg kan huske min første tur rundt i Rønne: Jeg gik en lille tur og alle hilste på mig. I Burma hilser man jo ikke, hvis man ikke kender hinanden. Jeg sagde til mig selv: Det er simpelthen så fantastisk, at de hilser på mig, selvom de ikke kender mig. Der beslutter jeg, at jeg skal kunne hilse tilbage på dansk. Jeg beslutter, at jeg skal lære dansk.”

Uddannelse med plan

Som flygtning kommer Sambuh både i modtageklasse og på sprogskole. Ligesom på den buddhistiske klosterskole i Myanmar er han flittig og indstillet på at følge sit kald til at blive præst. På efterskolen Skovbo får han sat danske ord på sin tro og sit kald. På Apostolsk Kirkes Kolding Internationale Højskole modtager han undervisning i at prædike.

Menighedens præst, Lone Møller-Hansen, er en stor støtte for Sambuh. Det er Lone, der anbefaler Sambuh at læse ”3K” – professionsbachelor i Kristendom, kultur og kommunikation på Diakonhøjskolen i Aarhus. Efter 3½ år på ”3K” får han job i Baptistkirken i Rønne. Først med kommunal støtte og efter et halvt år en fast stilling med to opgaver: Som leder og koordinator af den genopståede børnekirke og som pastoral- og integrations-hjælp til den del af menigheden, der ligesom Sambuh kommer fra Chin-staten i Myanmar.

Sambuh lever sit kald ud

Han rejser rundt som evangelist i Europa og USA og deler sin tro og det vidnesbyrd, der er i hans egen historie. Mere end 14 lande har Sambuh besøgt. Han elsker at prædike. Men han ved godt, at præstetjenesten er meget mere end prædikener. Han fremhæver et råd fra Lone Møller-Hansen, som det bedste åndelige råd, han har fået:
”Lone har sagt til mig, at et kristent liv ikke kun er at stå på prædikestolen. Det er også det liv, vi lever, når vi viser andre, hvordan vi lever som Guds børn og stoler på Gud.”

Bøn (Foto: Sambuh Langles Facebookside)

Jobbet i Odense

Sambuh hørte om muligheden for et job i Odense fra en god ven. Han skrev en ansøgning og var glad for at komme til samtale. Sambuh troede jobbet handlede om at være ungdoms- og integrationspræst. Men under processen havde menighedens præst Henrik Søndergaard fået andet arbejde, og menigheden tilbød Sambuh ansættelse som ”hele menighedens præst.”
”Jeg har jo altid gerne villet være præst. Jeg har bedt Gud om, at jeg engang skulle blive præst for en dansk menighed. Jeg var også præst på Bornholm – men det var som medpræst med bestemte opgaver. I Odense bliver jeg præst for hele menigheden.”

Ydmyg tilgang til arbejdet

Selv om Sambuh er meget bevidst om at være hele menighedens præst, fortæller han, at arbejdet med børn og unge vil have hans fokus. Det samme gælder arbejdet med de mange forskellige etniske grupper, der tilsammen udgør menigheden. Måske hjælper det, at menighedens nye præst taler fem sprog!

Vi er ved at løbe tør for interviewtid. Men inden vi slutter, skal Sambuh lige have med, at han er blevet rigtig godt modtaget i menigheden:
”Men jeg bekymrer mig lidt over, at jeg ikke er dansk: Jeg vil gerne blive bedre til at tale dansk, og jeg forsøger at lære mere. Selv om jeg har boet her siden 2007, har jeg af og til udfordringer med kulturen. Jeg håber, at menigheden vil hjælpe både med de sproglige og kulturelle udfordringer.”

Cirklen er sluttet

Som barn i Myanmar oplevede Sambuh at stå udenfor kammeraternes fællesskab. Det fik ham til at søge Gud. Det, der skilte ham ud, blev hans styrke.

Sambuh har ikke kun fundet sit kald – han har også fundet kærligheden. I 2023 blev Sambuh gift med Bethlehem og til november venter de deres første barn. Cirklen er sluttet: Fra en barndom med angst og usikkerhed til flugt og et liv som flygtning over uddannelse og udfordringer til nu at opleve, at kaldet til at tjene som præst er gået i opfyldelse. Sambuhs historie minder om et eventyr. Det er den ikke. Den er et meget virkeligt vidnesbyrd om tro, kald og kærlighed.

(Foto; Sambuh Langles Facebookside)

Relateret

• 09. jul. 2026 - Naboskab – om at bede for nabolaget
• 09. jul. 2026 - At vidne
• 09. jul. 2026 - Omsorg begynder med at standse op
• 05. jul. 2026 - ”… selv i vores lille korps kan de små blive store”
• 02. jun. 2026 - Trosanalysen 2026: Når unge søger mening, bør kirken lytte

Find flere

Lyt til artiklen her:

I 1958 ansætter baptistmenigheden i Pandrup ny præst. Børge Berntsen kommer fra Hjørring, så de gode folk i Pandrup har nok en idé om, hvordan præsten prædiker. Men de forestiller sig næppe, hvordan Berntsen de næste 13 år kommer til at forvandle deres traditionelle baptistkirkebygning til et kunstværk med glasmosaikker og kalkmalerier.

Mere end 60 år senere spørger de stadig sig selv i Pandrup, hvordan Berntsen fik ideerne og ikke mindst: Hvordan fik han overbevist menigheden om, at en af de smukkest udsmykkede baptistkirker skulle ligge i Pandrup?

Den første mosaik: Stjernen – skjult bag orglet – Klik for større billede (Foto: Astrid Melkær Andersen)

En kirke – ikke en katedral

Redaktionen er taget på udflugt. En regnfuld fredag eftermiddag er redaktøren og fotografen kørt nordpå fra Aalborg. Ud over den oversvømmede vildmose til Pandrup for at mødes med Erik Nielsen, menighedsrådsformand i Pandrup Baptistkirke og – ikke mindst – ophavsmand til denne beretning om Børge Berntsen og hans kunstneriske virke.

Baptistkirken i Pandrup ligger på byens hovedgade. Som mange andre baptistkirker på landet, syner den umiddelbart ikke af meget. Eller med Eriks ord: ”Det er jo ikke en katedral”. Mens fotografen pakker kameraet ud og vi løfter blikket en smule mod den regntunge himmel, får vi øje på det: Klokketårnet. Kirken har eget klokketårn. ”Lidt ligesom en folkekirke,” bemærker fotografen, der ikke tænker over, at netop den tanke kommer til at fylde en del i løbet af eftermiddagen.

Lige midt i kunstværket

Erik Nielsen dukker op og lukker os ind i kirken. Og der står vi så: Lige midt i kunstværket. Alle kirkens vinduer er udsmykket med glasmosaikker. Juleevangeliet breder sig i smukke farver ud over alle ruderne. På nær en – men det vender vi tilbage til.

Maria Bebudelse – Klik for større billede (Foto: Astrid Melkær Andersen)

Kirkebyggeri

Baptistmenigheden i Pandrup og Birkelse blev stiftet i 1856. I 1929 blev der købt byggegrund i Pandrup og i 1931 byggede menigheden kirker både i Pandrup og i Birkelse. Kirken i Pandrup blev indviet anden juledag 1931. I slutningen af 1950’erne trængte kirken i Pandrup til en kraftig renovering. Børge Berntsen gik forrest blandt de mange frivillige, der gav både tid og penge til renoveringen af kirken, der bl.a. fik ny prædikestol, ny korbygning med kalkmalerier og ny dåbsgrav.

Klokketårn og klokkespil

I forbindelse med renoveringen af kirkebygningen blev der opført et 17,5 meter højt klokketårn. I datidens presseomtaler roses klokkespillet og Vendsyssel Tidende skrev: ”Det nye klokkespil, der skal lyde morgen, middag og aften, skal løfte sindet og minde folk om, at kirken kalder.”

Hyrderne på marken – Klik for større billede (Foto: Astrid Melkær Andersen)

Ingen undrede sig

Tilsyneladende var der ingen i samtiden, der undrede sig over, at en baptistkirke blev udstyret med klokkespil og -tårn. En usædvanlig tilbygning til en ”landsbybaptistkirke”, der var opført for at give menigheden tag over hovedet, ikke for at være byens vartegn. Den slags ”ekstravagante” byggerier var normalt forbeholdt folkekirkerne og ikke de mere nøjsomme baptister.

I forhold til de øvrige ændringer ved kirken må klokketårnet have udgjort en betydelig udgift. Kilderne er ikke særlig gavmilde med oplysninger, hverken om ideen til eller finansieringen af klokketårnet. Måske har Børge Berntsen fundet inspiration, mens han var ungdomspræst i Købnerkirken i København i 1930’erne. Her opførte menigheden klokketårn under ledelse af den kendte præst F. Bredahl Petersen.

Maria, Josef og Jesus i krybben – Klik for større billede (Foto: Astrid Melkær Andersen)

Genindvielse og klokkeklang

Genindvielsen af kirken den 28. august 1960 samlede 350 mennesker. Mens klokkerne kimede for første gang, talte Berntsen: ”Vore nye klokker skal kalde til kirke, og klokkernes melodier skal minde folk om en salmestrofe, der kan løfte sindet opad, så det er Gud, der kalder.”

Efter gudstjeneste samledes de mange gæster til kaffebord på Hotel Pandrup. Der var lykønskninger fra nær og fjern og flere takkede pastor Berntsen for hans store flid og fremhævede, at han ”havde brugt hele sin ferie og fritid som altmuligmand ved byggeriet og forandringen.”

Berntsen ville mere

Børge Berntsens kirke havde fået klokketårn og klokkespil. Men Berntsen havde ikke fået nok. Der var mere, der trængte. Menighedens fine pibeorgel var placeret ved et af de store vinduer mod syd. I sommersolskin og varme fik det hedeslag og gik ud af stemning. Efter en større indsamling i 1945 havde menigheden rejst 10.000 kroner og indledt forhandlinger med orgelbygger Zakariassen fra Aarhus om et nyt orgel. Det fine instrument blev indviet i 1947 og nu – 13 år senere havde Zakariassen forsøgt at beskytte instrumentet mod sollyset med en ”cellotex”-plade i vinduet.

Det var Berntsen slet ikke tilfreds med!

De vise mænd på kamelerne – Klik for større billede (Foto: Astrid Melkær Andersen)

Pragten skallede af!

”Han sagde, at vi maatte dæmpe lyset, hvordan vi ville – blot vi ikke satte en blymosaik op, for den ville klirre, naar orglet gik for fuldt register,” fortalte Berntsen til Aalborg Stiftstidende i september 1966 om dialogen med orgelbygger Zakariassen.

Så gik Berntsen i gang: Han limede blylammeller på glasset og ”mosaikken” blev malet med glaslak mellem blylammellerne.

”Fabriksgarantien sagde, at imitationen kunne holde i mange år, men der gik kun ét, før hele pragten skallede af!” fortæller Berntsen til Aalborg Stiftstidende.

Fra præst til håndværker

Så gik Berntsen for alvor i gang. Han fortæller til avisen, at han fik hjælp fra orgelbygger Zakariassen til at lære at lodde bly. Menighedsrådsformand Erik Nielsen citerer Berntsen:

”Når en kvinde kan lære at spinde, så kan jeg også lære, hvordan man laver en blyrude,” og Erik fortsætter:

”Han kontaktede også fagpersoner. Han skriver selv ’bekendte’. Her i Pandrup havde vi et stort blytækkerfirma, Hermansens, der havde været her gennem generationer. Så jeg gætter på, han har kontaktet dem.”

De vise mænd ofrer “guld, røgelse og myrra skær” – Klik for større billede (Foto: Astrid Melkær Andersen)

Den første rude

Den første rude blev sat i 1962. Orglet var beskyttet mod sollys, hedeslag og ustemte toner. Men Berntsens projekt var knap nok gået i gang. Til Aalborg Stiftstidende fortæller Berntsen, at mange syntes, det var synd, at den smukkeste rude var skjult bag orglet. Det tog han som en opfordring til at videreføre projektet.

Fortsættelsen

Erik Nielsen fortæller om fortsættelsen:

”Berntsen havde allerede lavet skitser. I hvert fald til alle ruderne på sydsiden af kirken. Så han havde et håb om at kunne fortsætte.”

Berntsens valg af motiv afslører at den langsigtede planlægning var i fuld gang. Kirken blev indviet anden juledag – og motivet på den første mosaik var stjernen over Betlehem. Senere fulgte resten af juleevangeliet. Lukasevangeliets fortælling om den første jul breder sig over fire vinduer mod syd. Mod nord er det Mattæusevangeliet, der er sat på kulørt glas. I 1966 afslører Berntsen overfor Aalborg Stiftstidende: ”Fire af de otte spidsbuede vinduer har faaet glasmosaikker nu, og resten følger.” Planen havde været klar fra begyndelsen.

Flugten til Ægypten – eller hjemrejsen? – Klik for større billede (Foto: Astrid Melkær Andersen)

Menigheden sagde nej

Men der var bump på vejen. Erik Nielsen har læst op på historien i menighedens arkiv:

”Han havde jo et håb om på en eller anden måde at kunne arbejde videre. Men menigheden sagde nej! Nu har vi bygget klokketårn og vi har renoveret kirken. Og det greb om sig. Det blev langt dyrere, end vi havde regnet med. Så nu er der ikke mere til tant og fjas. Det var nok ikke sådan, de sagde det. Men det var bestemt nej. Og så måtte vores kære pastor Berntsen gå i tænkeboks endnu engang.”

Berntsen fandt en løsning

Berntsen foreslog menigheden en løsning for den næste rude: Han ville bruge sin fritid på arbejdet, hvis materialerne kunne finansieres ved en separat indsamling. Det er usikkert, hvordan resten af glasmosaikkerne blev finansieret, men efter den første mosaik i 1962 kom der en ny cirka hvert andet år. Interviewet i 1966 i Aalborg Stiftstidende afslører, at Berntsen på det tidspunkt havde finansieringen på plads til de sidste fire glasmosaikker.

Den sidste glasmosaik i fortællingen er inspireret af de sidste vers – Missionsbefalingen – i Matthæusevangeliet. Vi ser himlen eller lyser, der gløder om Jesus, når han siger: “Mig er givet al magt i himlen og på jorden.” – Klik for større billede (Foto: Astrid Melkær Andersen)

Glasmosaikkerne fik ikke meget opmærksomhed i menighedens protokol

Ligesom med klokketårnet er de historiske kilder sparsomme, når vi søger efter svar på, om der var folkelig opbakning til Berntsens mosaik-projekt. Erik Nielsens gennemgang af arkivet i Pandrup giver heller ikke svar, men fører til en forsigtig undren:

”Efterhånden vænnede menigheden sig til det. Og glædede sig over det. Men nu har jeg set i de gamle referater. Det er ikke nævnt én eneste gang over den ti-årige periode. Der er gået 10 – 11 år med en rude hvert andet år. Det er ikke nævnt på ét eneste menighedsmøde i ét eneste referat, at der er sat endnu en rude i. Så jeg ved ikke, om der har været lidt delte meninger om den sag her.”

Men Berntsens drøm gik i opfyldelse. Julekirken fik sit juleevangelium på otte smukke glasmosaikker.

Om billederne og artiklen
Besøget i Pandrup foregik en regnvåd og halvmørk eftermddag sidst på vinteren. Fotografen var ikke tilfreds med lyset: Det ydede ikke glasmosaikkerne fuld retfærdighed. Men solen skinner ikke på kommando, heldigvis! Så fra redaktøren og fotografen er denne artikel også en opfordring til at tage til gudstjeneste i Pandrup og nyde kunstværkerne.

Tak for hjælpen med at finde fakta i arkiverne til Erik Nielsen, Pandrup, Bent Hylleberg og Kurt Gjerrild, Tølløse.

Tilbage til Købnerkirken

Den sidste glasmosaik blev monteret i begyndelsen af 1971 og den 1. marts 1971 sagde Børge Berntsen sin stilling op. Han havde igen fået arbejde i Købnerkirken. Berntsen var over årene blevet meget afholdt både i menigheden og i byen. Erik Nielsen fortæller om Berntsen:
”Man kan sige, at der blev lagt mærke til ham i lokalsamfundet. Til daglig gik han med den hvide krave og i sorte tøj ned igennem byen. Vi unge kaldte ham ’Pater’, fordi vi syntes, der var noget katolsk præst over ham. Men vi havde en vis respekt.”

Der manglede en rude

Børge Berntsen flyttede til København. Men projektet i Pandrup var ikke helt afsluttet. Efter at have vist glasmosaikkerne frem og fortalt historien har Erik en tilføjelse:
”Det er så den sidste rude. Og det var det så ikke helt alligevel. For vi har jo en lille en dernede, bagest i kirken med påskens budskab. Med korset. Den kom i senere. Berntsen fik det sådan, da han var flyttet herfra, at han havde det skidt med, at det kun var juleevangeliet. Han ville godt lige have lidt af påskeevangeliet med. Så han kom senere og satte endnu en rude i.

Erik Nielsen, Pandrup (tv.) fortæller artiklens forfatter om Børge Berntsens kunst i baptistkirken i Pandrup (Foto: Astrid Melkær Andersen)

Hvordan kunne det lade sig gøre?

Fotografen er færdig med at tage billeder. Vi er nået til anekdoterne om stort og småt i BaptistKirken, mens Erik viser resten af kirken frem – og styringen til klokkespillet: Vi må forbi en dag og lytte til det. På vej hjem i bilen mellem de oversvømmede marker, taler vi om Berntsen: En baptistpræst med en kunstnerisk mission og vilje til at få sit projekt gennemført. En baptistpræst, der både kunne forkynde evangeliet i kirken og møde byens borgere i deres hverdag. Men også en mand, der ikke delte alle sine tanker: Hvor kom inspirationen fra? Og hvor kom pengene fra? Klokketårn, klokker og glasmosaikker – udelukkende finansieret af ”separate indsamlinger”? Det får vi ikke at vide. Men menigheden i Pandrup fik en af de smukkest udsmykkede baptistkirker.

Et langt liv slutter

I 1981 forlod Børge Berntsen BaptistKirken for at blive sognepræst i Slemminge-Fjelde pastorat på Lolland. Han døde 79 år gammel i 1994 i Sakskøbing.

Kirkens kor med kalkmalerier (Foto: Astrid Melkær Andersen)

Relateret

• 05. nov. 2025 - Emil Lauge Ibsen
• 23. sep. 2025 - Båret af et stærkt kald: Sambuh Langle er ny præst i Odense
• 15. apr. 2025 - Korsvejsstationerne illustreret af mænd på kanten af livet
• 20. dec. 2023 - Julehjælpen hjælper mange til en glædelig jul
• 09. mar. 2023 - ”Det må du ’rundstyk’!”

Find flere

Vidmar var kun fem år gammel, da hans mor døde af tuberkulose. Men allerede inden da, havde hun skrevet en hilsen til ham i en bibel, som han senere fik. ”Til min dreng Vidmar. ’Herre, her er jeg, send mig.’ kærlig hilsen din mor”. Ordene var hentet fra Esajas 6. Hermed udtrykte hun sit ønske for den dreng, som hun aldrig skulle se vokse op.

Det blev Vidmar Lynglunds livsrejse, som sluttede 23. december 2021. Han blev født i en købmandsfamilie i Sdr. Kongerslev i Østhimmerland, blev døbt i Vårst. Han troede han skulle være skomager, men opgav det og tog på Højskole i Tølløse. Her fortsatte han og uddannede sig til præst på Baptisternes Teologiske Seminarium. Han fik sin første tjeneste som ungdomspræst i Ringsted. Derefter drog han og hustruen Else Marie til USA, hvor han var sømandspræst i Skandinavisk Sømandsmission San Francisco. Det blev kun til et år, hvorefter han valgte at læse på Berkeley universitetet, mens Else Marie arbejdede som sygeplejerske på et hospital.

Billy Graham

Undervejs fik han en stor oplevelse ved at arbejde for Billy Graham i to måneder. Det fornyede hans kald, da han blev berørt og mødt af Gud. Hjemvendt til Danmark – de ventede deres første barn – fik han tjeneste i Østervrå og sluttede som præst i Thisted fra 1967 til 1988. Han og Else Marie blev boende i Thy, en egn de elskede.

Datteren Hanne fortæller:

”Far mødte mor, da han var spejder og skulle undervise spejderlederne i Norge. Senere kom hun til Danmark for at tage en barneplejerskeuddannelse – hun var sygeplejerske. Og så blev de kærester.

Far var meget aktiv. Han havde en spejderklub i Thisted med 70 børn. Han var et samlingspunkt. Men han havde altid tid til mig og min bror. Vi fik lov til at sidde på kontoret, mens han skrev prædiken. Jeg husker at sidde i gyngestolen og læse i hans små bøger.

Så var han også meget kreativ og havde et stort hjerte for børnebørnene.”

Gjorde indtryk på ministeren

Hun fortæller om hans sidste store oplevelse. Det var i august 2021, hvor social- og ældreminister Astrid Krag kom til Thisted for at studere værdighed i ældreplejen. Hun kom på besøg i forældrenes lejlighed i Dragsbækcenteret sammen med borgmesteren og et hav af mennesker.

”Han gjorde åbenbart et stort indtryk på ministeren, for hun har sendt en personlig hilsen til jul og en kondolence til os. Han delte sine gode tanker omkring livet. De gode værdier, han altid har troet på. Han havde et meget nedsat syn og dårlig hørelse. Ministeren spurgte: ”Hvad får du tiden til at gå med?” og han svarede: ”Jeg sidder faktisk og beder. Jeg kan næsten huske Bibelen udenad, og tænker over de skriftsteder, jeg kommer i tanke om. Og salmer husker jeg også mange af.”

Netop salmen ”Dejlig er jorden” som familien sang, var det sidste han hørte. ”…menneske fryd dig, os er en evig frelser født.”

Vidmar og Else Marie Lynglund

Tålmodig og taknemmelig

Det var Chresten Eskildsen, tidligere præst i Bethelkirken, der stod for begravelsen i Thisted Baptistkirke den 4. januar, og han sagde bl.a. ”Med stor tålmodighed, taknemmelighed og ydmyghed var han et sendebud – lige til det sidste. Han var klar og åndsfrisk.”

Chresten fortalte også, at Vidmar var børnenes ven. ”Han kendte alle børnene og havde tid til dem alle.” Stjernestunderne var ferierne i Norge. Han og Else Marie kom også helt til Nordkap og Finmarken i bil.

Også BaptistKirkens generalsekretær Torben Andersen havde et par ord til Vidmars efterladte. Fælles for de to, Torben og Chresten, er, at Vidmar har viet dem begge. Og Torben kunne fortælle, at Vidmar var med på den værste. Det var f.eks. ham, der lokkede Torben væk fra hans Else Marie aftenen før vielsen, så de unge kunne lave sjov med henholdsvis Torben og Else Marie.

”Jeg kendte Vidmar som en energisk, bibelsk rodfæstet og levende – bund evangelisk – forkynder,” sagde Torben.

Vidmar var en synlig præst lokalt, et kendt ansigt. ”Han kunne tale med alle – og gerne med en frisk og humoristisk bemærkning,” fortalte Chresten, og huskede Vidmar på prædikestolen med den åbne bibel i hånden og det kunne være med budskabet, som også var Chrestens ved begravelsen: ”Strid den gode strid, fuldfør løbet og bevar troen. Og du skal få Livets sejrskrans.”

Vidmar Lynglund efterlader sig hustru, en søn og en datter.

Relateret

• 14. nov. 2025 - Et fyrtårn, der lyste – Per Nørgaard til minde
• 05. nov. 2025 - Emil Lauge Ibsen
• 23. sep. 2025 - Båret af et stærkt kald: Sambuh Langle er ny præst i Odense
• 27. sep. 2024 - Et musikalsk geni og et hjertevarmt menneske
• 23. apr. 2024 - Børge Berntsen – fortællingen om en kunstnerisk visionær baptistpræst

Find flere

Bisættelsen fandt sted i Hjørring Baptistkirke fredag den 7. maj, forestået af Torben Andersen, menighedens præst. Den var ”for de nærmeste”, sådan at gældende restriktioner kunne overholdes, dvs. cirka 70 kunne deltage og mindes Niels Bjerg og hans nysgerrighed på livet og teologien. Han var en mand fuld af energi og livsmod, både akademiker og praktiker.

Et håbefuldt menneske

I talen lød det bl.a.: ”Niels havde mange evner og interesser og så var han humoristisk. Peter Plys var en af hans store favoritter. Hør bare dette opmuntrende citat: ”Lov mig, du altid vil huske, at du er modigere end du synes, stærkere end du ser ud til og klogere end du tror.” Og så var Niels det, jeg vil kalde for ”udpræget både boglig og praktisk begavet”. Han lavede det fineste snedker- og træskærearbejde, bl.a. byggede han fire violiner. Havde en enorm viden om antikke møbler og har selv afsyret og renoveret adskillige møbler og ure. I studietiden i Rüschlikon lærte han (foruden en masse teologi) også at indbinde bøger. Han holdt af musik og kunst. Især klassisk musik – og gerne Beethoven, som han også lyttede til fra sygesengen.”

Niels Bjerg i haven.

”Et håbefuldt menneskeliv i Guds store verden!” var overskriften på talen. Niels havde i tide skrevet forslag til salmer og bibeltekster, som frit kunne anvendes. Sammenfattende udtrykte de en glæde over livet, Guds skaberværk og menneskets plads i dette, men altid båret af håbet om ”de levendes land”. ”Så kan jeg godt give slip” blev de sidste klare ord, som Betty hørte Niels sige, inden der fulgte nogle dage og nætter dybt sovende.

Døbt som ung og præst i flere menigheder

Niels Bjerg blev født i 1930, voksede op i en søskendeflok på ni brødre, hvor han var nummer tre i rækken, på egnene nær Ingstrup og syd for Løkken i Vendsyssel. I en periode boede familien på Munkens Klit og det fortælles, at drengeflokken blev kendt som ”Munkens drenge”. Niels blev døbt i Ingstrup Baptistkirke den 19. maj 1946 og nåede næsten sin 75 års dåbsdag. Han uddannede sig i Tølløse og tog sin afsluttende eksamen på prædikantskolen som baptistpræst i 1956. Det var også i Tølløse, at Niels mødte sin kommende hustru, Betty, født Abildgaard. De blev gift i 1956 og ville have haft krondiamantbryllup til Sct. Hans i år. I 1956 blev de præstepar i Hals menighed inden nogle år i Rüschlikon i Schweiz og en BD-grad i teologi med en afsluttende opgave i emnet: Udviklingen af religionsfrihed i Danmark i første halvdel af det 19. århundrede med særlig reference til baptisterne. Derefter fulgte en tjeneste i Nørresundby menighed i 1965-1973, inden Betty og Niels slog sig ned i Hjørring i hjemmet på Solbakkevej. Det blev rammen for de mange aktive år, der fulgte. Først som præstepar i 1973-1979 og så som medarbejder på børnehjemmet Bakken i næsten 10 år. Inden pensionstiden blev det til et par år som ’midlertidig præst’ i Vrå. I en årrække sad Niels Bjerg i Baptistsamfundets ledelse, missionskomiteen, og engagerede sig især i Ydremissionsudvalget og folkemordet i Rwanda midt i 70’erne. Dette resulterede i, at Betty og Niels inviterede en flygtning fra Burundi til at bo hos sig i et år.

Niels Bjerg var gennem årene også engageret i økumenisk arbejde og han deltog på flere kurser på Løgumkloster Højskole og Refugium. Som pensionist fulgte han i flere sæsoner kirkehøjskolen i Hjørring.

En handlingens mand

Niels Bjerg var handlingens mand og satte gerne aftryk der, hvor han færdedes. Hans praktiske håndelag er kommet mange til gode – mange gange. F.eks. den nærmeste familie, som Betty og Niels altid gav førsteprioritet. Døtrene Lis og Brita fortæller, hvordan morfar ofte hjalp med etablering af legeplads, legehus, husbygning osv. En af Niels’ store interesser var kirkeorgler og flere menigheder, hvor han var præst, nød godt af dette og fik ”nyt” orgel i de perioder. I Hjørring var det også i årene med Niels som præst, at tilbygningen med nuværende menighedssal, ungdomslokaler og kælderrum fandt sted. Han var også var tovholder på en større renovering i forbindelse med kirkens 100-års jubilæum i 2008. Især en fugtbekæmpelse gjorde det noget dyrere end forventet. Niels Bjerg udtaler i en artikel i Nordjyske Stiftstidende i den anledning, hvilket også udtrykker hans evne til at have fingeren på pulsen: ”I dag er de unge mennesker jo meget engageret i deres arbejde, hvor der skal ydes og præsteres. Og bagefter skal de hjem og være sammen med familien, så det er naturligt, at medlemmerne ikke har samme overskud som tidligere til at hjælpe med en renovering af kirken. Men de har så i stedet vist deres gode vilje ved at spytte i kassen.”

Kontaktfamilie til flygtninge

Betty og Niels blev kontaktfamilie til nogle af de første vietnamesiske bådflygtninge i Hjørring i 1980’erne, hvilket betød, at familien hermed blev kraftigt forøget, da der blev tæt kontakt til 12 flygtninge. Senere kom også opmærksomheden på flygtningene fra Myanmar, hvoraf flere i dag er medlemmer af Hjørring Baptistkirke, og det glædede Niels meget.

Niels Bjerg rejste som pensionist rundt til mange steder og menigheder og holdt foredrag. Her viste han lysbilleder af egne foto og fortalte levende og engageret. Titlerne var: Mårup Kirke og Vendelboerne, Kirkekunst i Danmark og i oldkirken, Naturkræfter – vulkaner i udbrud. Til sidstnævnte hører en af de største rejseoplevelser; at stå på kanten af vulkanen Stromboli i udbrud.

Foruden Betty efterlader Niels Bjerg sig to døtre og svigersønner, fire børnebørn og tre oldebørn.

Relateret

• 14. nov. 2025 - Et fyrtårn, der lyste – Per Nørgaard til minde
• 05. nov. 2025 - Emil Lauge Ibsen
• 23. sep. 2025 - Båret af et stærkt kald: Sambuh Langle er ny præst i Odense
• 27. sep. 2024 - Et musikalsk geni og et hjertevarmt menneske
• 23. apr. 2024 - Børge Berntsen – fortællingen om en kunstnerisk visionær baptistpræst

Find flere

Christian er vokset op med en far, der er baptist og en mor, hvis familie er ”almindelige kulturkristne”. Han gjorde sin cand.theol. færdig ved Aarhus Universitet i 2015 og har siden arbejdet som kirketjener i Skt. Lukas Kirke i Aarhus, tæt på baptistkirken Immanuelskirken.

”Det har været en god måde at få indsigt i arbejdet i en folkekirke, men jeg blev også klar over, at jeg hænger fast ved det baptistiske, selvom jeg har stødt på mange forskellige kirkeretninger i løbet af min uddannelse. Især mit syn på dåb og nadver er afgørende,” fortæller Christian.

Han var ikke moden til en præstetjeneste, lige da han var færdig med sin teologiske uddannelse, og blev sådan set først bevidst om, at ’nu var han klar’, da han så stillingsopslaget fra Vaarst.

Han har dog prædiket jævnligt i flere baptistkirker, bl.a. i Silkeborg.

Intet kørekort

Der er flere omvæltninger på vej for Christian, når han 1. april tiltræder stillingen i Vaarst.

For det første er han storbymenneske. Han har boet i Randers de sidste to år. ”Jeg boede på et meget lille værelse, mens jeg læste. Hvis jeg ville have mere plads, måtte jeg flytte ud af Aarhus.” Men det med storbyen har betydet, at han aldrig har taget kørekort og derfor ikke har bil.

”Det har jeg aldrig haft brug for. Jeg har altid kunnet klare mig med offentlig transport.”

Det er han godt klar over, ikke går i længden i Østhimmerland, hvor menighedsmedlemmerne er spredt ud over et større område.

”Så snart kørelærerne må åbne igen, begynder jeg at tage kørekort. Så må vi se, hvor længe jeg er om det.”

Single

Så skal han finde sig et sted at bo. Han er single – det kan både være en fordel og en ulempe som ny præst i en menighed:

”Det kunne nok være rart, hvis man havde nogen, der flyttede med og som skabte en ramme om hverdagen. Men på den anden side, så kan det også være svært at skulle flytte en familie med en ægtefælle, der skulle finde noget at lave og skiftende arbejdstider,” tænker han højt. Det har ikke været udfordringen.

Nu vil han i første omgang finde noget at leje så tæt på kirken som muligt.

Savnet baptist-teologi

Christian har altså læst teologi på Aarhus Universitet, og har på en måde netop været målgruppen for det, der er opstået, efter han er blevet færdig med at læse. Nemlig Studiecenter for Menighedsbaseret Teologi – det sted, hvor frikirkefolk, der læser eller praktiserer bl.a. ’baptistisk’ teologi, kan mødes og få indsigt i det, man ikke lærer på universitetet, hvor det alt overskyggende er luthersk teologi, som bliver undervist. Han har savnet undervisning i baptist-teologi.

”Måske jeg skal læse noget videre på et tidspunkt,” siger han og tilføjer, at det nok ikke er lige nu. Nu er fokus på at finde sig til rette i præsterollen i en traditionel og meget velorganiseret baptistmenighed.

Menighedens tjener

”Det bliver spændende. Jeg kommer med den indstilling, som jeg også havde i mit folkekirke-job. Jeg skal være menighedens tjener. Som prædikant, teolog og sjælesørger – den klassiske præsterolle. Jeg har indtryk af, at der i Østhimmerland er mange forskellige arbejdsgrupper. De har spejdere, musik og ungdomsarbejde. Så skal jeg finde ud af, hvordan jeg kan være præst for den enkelte gruppe. Det glæder jeg mig til.

Og så skal jeg være præst for hele menigheden, og det gælder især gudstjenesten. Jeg skal være til stede og hjælpe dem med at gøre det, de gør, som sikkert er meget godt.”

Kirke og stat

Han er også glad for BaptistKirken. Især den baptistiske holdning, at kirken bør være adskilt fra staten.

”En af de største katastrofer i Kirkens historie er Teodosius’ beslutning om at gøre kristendommen til statsreligion i Rom. Deraf kommer for mig at se de fleste problemer for Kirkens integritet og mulighed for at reflektere teologisk. Kort ridset op vil jeg sige, at en kirke, der besidder verdslig magt, nærmest ikke kan undgå at blive korrumperet indefra, mens en verdslig magt, der besidder en kirke, ikke kan undgå at korrumpere kirken udefra. Hvis Kirken skal kunne repræsentere Guds rige, må den nødvendigvis være fri og selvstændig, uden vilje til at gennemtvinge sine synspunkter i det politiske, men samtidig uden vilje til at give efter for politik, der forsøger at betvinge kirken.”

Det lyder som et emne, Christian kan udfolde sig i i en spændende debat på et tidspunkt.

Foreløbig glæder han sig til at blive en del af præstefællesskabet i BaptistKirken, så vidt det nu eksisterer.

Og så er der samarbejdet med nabomenigheden Karmelkirken inde i Aalborg, som han håber at fortsætte.

Raymond takker af

Han afløser Raymond Jensen, der på søndag takker af efter 16 år i menigheden. Desværre bliver det med en online-gudstjeneste og ingen stor takkefest.

”Det med online skal jeg nok også lige vænne mig til. Jeg har aldrig prøvet at stå foran et kamera på den måde,” siger Christian. Som så samtidig håber, at det ikke bliver tilfældet, når han skal holde sin første gudstjeneste, som ovenikøbet bliver påskesøndag.

Relateret

• 08. nov. 2025 - ”Vi har kæmpet, men kræfterne rækker ikke længere”
• 05. nov. 2025 - Emil Lauge Ibsen
• 23. sep. 2025 - Båret af et stærkt kald: Sambuh Langle er ny præst i Odense
• 19. sep. 2024 - Kaldets omveje: Fra Korea til Kristuskirken
• 17. sep. 2024 - ”Når de unge søger rum for fordybelse i kirken, er svaret ikke lysshows og røgmaskiner”

Find flere