Lyt til artiklen her:

Vi bruger sjældent ordet mission, men taler om at være der for hinanden, at gøre noget for nogen, at lade ordet om Jesus’ liv og lære være levende i vores midte, at være vidner med vores liv og at lade Guds ord virke iblandt os.

Strik

Vi har gennem hele vores levetid – lidt mere end 20 år – haft fokus på Rwanda og Burundi. Flere fra menigheden har besøgt de to lande, og det har ført til stor offervilje både fra dem, der selv har været der, og dem, der er blevet fortalt om turene. Strikkedamerne har strikket gennem alle årene, og to damer har hver strikket mere end 1000 små trøjer til arbejdet i landene. Desværre er det nu svært at få de strikkede trøjer afsted, så det arbejde holder pause. Vi har samlet penge ind til kirkebyggeri og har bygget flere kirker gennem BaptistKirken.

Gennem årene har mere end 30 damer fra byen været aktive med strikkepindene.

Strikkedamerne har også strikket til Bulgarien, men også det ligger stille nu! Det har ellers været en god måde at få kontakt til folk i byen, for mange vil gerne være med til at gøre en forskel i et land, der har meget mindre end os i Danmark. Gennem årene har mere end 30 damer fra byen været aktive med strikkepindene. Vi har haft rigtig god kontakt til dem, så vores arbejde har bestået i at fortælle om landene, servere kaffe og hjemmebag og få tingene pakket og sendt af sted gennem Kvindenetværket.

Cafe Mandfred

Foruden strikkedamerne samler også Café Mandfred – Fred for mændene! – rigtig mange kvinder. En lørdag formiddag, hvor vi hygger os med brunch og lytter til et foredrag ofte med en kvinde med noget på hjertet eller med nogen, der har haft en oplevelse, som vi andre har godt af at høre om. Efterhånden er det blevet sådan, at der kommer kvinder fra hele Nordjylland for at være med, og det glæder os, at vi med vores arbejde her, kan gøre en forskel, så kvinder både får et fællesskab og en god oplevelse. Vi har nu kørt i 20 år, og det er de samme tre kvinder, der har været med gennem alle årene.

Tirsdagstræf har ligeledes kørt gennem alle de år, hvor vi har været kirke i byen. En gang om måneden fra september til marts indbydes byens folk til et foredrag og kaffe. Det er blevet taget godt imod, og der kommer altid en god flok!

Mad&Mening

Vi er en lille menighed med 20 medlemmer og kontakt til mange flere. Ikke mindst gennem vores Mad&Mening. Da vi flyttede i større og bedre lokaler for mere end 10 år siden, begyndte vi at lave et arrangement hver uge, hvor vi indbyder alle til at spise sammen.

Et arrangement hver uge, hvor vi indbyder alle til at spise sammen.

Det er rigtig mange, der har lyst til en friaften fra gryderne, eller til at have nogen at spise sammen med, så det er blevet en af vores succeser. Det er hårdt, og det kræver mange i arbejde, men heldigvis er der mange, der vil være med, og med en god planlægning kører det hele på skinner.

Skærtorsdag er blevet en speciel aften for os, fordi vi efter spisningen deler nadver sammen. I år var vi 31 – heraf halvdelen fra byen – der var sammen denne specielle aften. Og ikke én gik hjem inden nadveren! Vi har ellers et løst program, hvor det eneste, der ligger fast, er spisning kl. 18 og andagt, inden vi går fra bordet. Der er stor lydhørhed, og det er nok vores bedste bud på at være kirke for byen.

Vi føler os båret og vejledt af Gud.

At være en lille kirke i en by med stort aktivitetsniveau er ikke let, men vi føler os båret og vejledt af Gud, så vi med rette kan sige, at vi er i mission – på en måde, der passer til os og vores by.

Relateret

• 09. jul. 2026 - Gud gav Kyle en drøm
• 25. maj. 2026 - Fælles aktiviteter tager form i efteråret 2026
• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 15. maj. 2026 - Læs meget mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse
• 13. maj. 2026 - Serhiis hus ved vejen blev et hvilested for soldater

Find flere

Lyt til artiklen:

Militærkøretøjerne dundrede forbi huset igen og igen.

De kørte gennem Druzhkivka i Donetsk-regionen, tæt på fronten. Soldaterne kom fra kampene – beskidte, trætte og mærket af krigen. Nogle var på vej videre. Andre havde brug for et kort øjeblik, hvor kroppen kunne få ro, mad og rent tøj.

Serhiis hjem lå lige ved vejen.

Serhiis hus i Druzhkivka (Foto: The All-Ukranian Union of Evangelical Christian-Baptists Churches)

Serhii var frivillig i den lokale baptistkirke. Allerede ved begyndelsen af Ruslands fuldskala invasion i 2022 oplevede han et kald til at blive og tjene i sin hjemby og i det østlige Ukraine. Han organiserede evakueringer og bragte hjælp ud til de familier, der blev.

Mens krigen fortsatte, voksede en ny tjeneste frem – næsten på familiens dørtrin.

Serhii og hans familie åbnede deres hjem for soldaterne.

Her kunne soldaterne få et bad, vasket tøj og noget at spise. De kunne hvile sig, tale med nogen – eller bare sidde et sted, hvor ingen krævede mere af dem.

I to år fortsatte familien arbejdet. De vaskede hundredvis af kilo tøj, lavede mad og opmuntrede de soldater, der kom forbi. Baptistkirken i Ukraine fortæller om familiens hårde slid med arbejdsdage på ofte 10-12 timer og personlige afsavn. Tjenesten nåede tusinder af soldater, før familien til sidst selv måtte evakuere på grund af de konstante angreb mod byen.

Når usikkerhed bliver hverdag

Historien om Serhii og hans familie er en del af den seneste opdatering fra Baptistkirken i Ukraine. Opdateringen tegner et billede af et Ukraine, hvor krigen ikke længere er en undtagelse, men et vilkår i hverdagen.

Ud for Serhiis hus stod et skilt med teksten: “Bad – Tøjvask – Hvile – For Ukraines væbnede styrker – Gratis!” (Foto: The All-Ukranian Union of Evangelical Christian-Baptists Churches)

Druzhkivka beskrives som en frontlinjeby, der dagligt rammes af styrede flybomber og fjernstyrede droner. Men usikkerheden er ikke kun et vilkår i Druzhkivka. Baptistkirken i Ukraine fortæller, hvordan mange ukrainere i dag lever med en dyb følelse af hjælpeløshed og utryghed: Ingen steder kan man vide sig helt sikker mod angreb fra missiler og droner.

Ifølge opdateringen blev 556 civile dræbt og mere end 2.800 såret i Ukraine i første kvartal af 2026. Det er, skriver de ukrainske baptister, 20 procent flere end i samme periode året før.

Midt i den barske virkelighed fortæller baptisterne i Ukraine om mennesker, der søger Gud for at finde håb og mening. Brigadepræst Anatolii Kushnirchuk fortæller, at han på én måned – efter ønske fra soldaterne – har uddelt mere end 300 eksemplarer af Det Nye Testamente, 27 lydbibler og over 670 bønnebøger.

»Mennesker længes efter håb, fordi vi lever i usikre tider,« siger han.

Gudstjeneste ved fronten (Foto: The All-Ukranian Union of Evangelical Christian-Baptists Churches)

Omsorg i de små handlinger

Beretningen om Serhiis families tjeneste er sært hverdagsagtig. Familien tilbyder et bad, et måltid mad og adgang til en vaskemaskine. Der er ikke store ord om krigens galskab eller kirkens rolle i historien. De hjælper lige der, hvor der er behov for hjælp.

Måske er det netop derfor, fortællingen står så stærkt.

I krig bliver små handlinger store. Rent tøj er ikke bare rent tøj, når man kommer direkte fra fronten. Et bad er ikke bare et bad, når kroppen har været udsat for ugers stress, støv og frygt. Et menneske, der siger: »Kom indenfor«, bliver et tegn på, at man ikke er glemt.

På Baptistkirken i Ukraines sociale medier kom der mange taknemmelige beskeder fra soldater, der havde mødt Serhii og familien. Den åbne dør og muligheden for et bad blev beskrevet som en velsignelse og en uvurderlig gave for de soldater, der kom forbi.

Kirken fortsætter arbejdet (Foto: The All-Ukranian Union of Evangelical Christian-Baptists Churches)

Kirken fortsætter

Rundt om i Ukraine fortsætter baptistmenighederne deres arbejde på mange forskellige måder.

70 rehabiliteringscentre hjælper mænd og kvinder ud af alkohol- og stofmisbrug og ind i et nyt liv. Et af centrene er »Forsoning« ved Grace Church i Irpin, hvor mere end 150 mennesker har modtaget hjælp siden krigens begyndelse, og 16 er blevet døbt.

Andre steder fortsætter gudstjenester, børnearbejde, hospitalspræstearbejde og socialt arbejde – også i landsbyer tæt på fronten og tæt på Tjernobyls eksklusionszone.

Faktaboks: Tjernobyl 40 år efter

Den 26. april 1986 eksploderede reaktor 4 på atomkraftværket i Tjernobyl nord for Kyiv. Katastrofen blev klassificeret på det højeste niveau på den internationale skala for nukleare hændelser.

Området omkring værket er stadig præget af den 30 kilometer brede eksklusionszone. I landsbyer nær zonen – blandt andet Ivankiv, Krasiatychi og Mlachivka – bor der fortsat mennesker, og lokale baptistmenigheder holder gudstjenester, børnearbejde og sociale aktiviteter.

For mange ukrainere er Tjernobyl ikke kun historie. Det er endnu et lag i hverdagen i et land, der bærer følgerne af både sovjettidens katastrofer og den igangværende krigs ødelæggelser.

I Krasiatychi samler en lille menighed mennesker fra nabolandsbyer, hvor der ikke findes kirker. Menigheden har eksisteret i mere end ti år og har omkring 30 medlemmer. Landsbyen har været besat, og befolkningstallet er faldet. Alligevel driver menigheden både børnearbejde, lejre, mandearbejde, social indsats og tjeneste blandt soldater.

Arbejdet ude i menighederne er måske en af de vigtigste fortællinger fra Ukraine lige nu: At kirken lever og fortsætter arbejdet blandt mennesker. Ikke som om krigen ikke findes. Ikke som om frygten og usikkerheden er væk. Men fordi mennesker stadig har brug for brød, bøn, fællesskab, bibler, rent tøj og hinanden.

Den tjeneste har også fået støtte fra baptister i Danmark. BaptistKirken har gennem indsamlinger og gennem det europæiske baptistfællesskab EBF og Baptist World Alliance været med til at støtte vinterprojekter i Ukraine. Her har nødlidende mennesker fået hjælp med mad, tæpper, skolematerialer og varme i kirkerne, så menighederne kunne fortsætte deres udadvendte arbejde. I alt er der på den måde formidlet mere end en halv million kroner.

BaptistKirken har støttet hjælpearbejde blandt traumatiserede børn (Foto: The All-Ukranian Union of Evangelical Christian-Baptists Churches)

Derudover har BaptistKirken sammen med Baptistkirken i Ukraine gennemført to projekter til mere end to millioner kroner i alt. Projekterne har især hjulpet traumatiserede børn gennem sommerlejre og andet psykosocialt arbejde. En del af indsatsen er undervisningsrækken »Biblica«, der består af bibelbaserede materialer rettet mod traumebearbejdning og psykosocial støtte til børn.

Et åndedrag af håb

Serhii og hans familie måtte til sidst forlade Druzhkivka. Det blev for farligt at blive længere. De russiske angreb blev konstante. Men de mennesker, familien mødte, har stadig brug for forbøn og praktisk omsorg, skriver Baptistkirken i Ukraine.

I opdateringen fra Ukraine står der, at selv den mindste venlige handling kan blive »et åndedrag af håb« – en påmindelse om, at mennesker ikke er glemt eller alene.

(Foto: The All-Ukranian Union of Evangelical Christian-Baptists Churches)

Det lyder ikke af meget i en krig, der måles i missiler, droner, tabstal og ødelagte byer.

Men måske er det netop dér, kirken finder sin plads: Ikke ved at kunne standse krigen. Men ved at åbne døren, låne badeværelset ud, vaske en uniform, dele et måltid, lytte – og bede en bøn.

Og minde et traumatiseret, nedslidt og såret menneske om, at det stadig er et menneske. Set af Gud. Elsket af Gud. Ikke glemt.

Artiklen er blandt andet baseret på dokumentet “Ukraine update from the Baptist Union – April 2026″

Relateret

• 13. aug. 2026 - Deltag i online informationsmøder om forslag til Landskonferencen
• 12. aug. 2026 - Tacklet af Gud
• 09. aug. 2026 - Mission – hvordan griber vi det an?
• 17. jul. 2026 - Sammen ved Jesus’ bord
• 12. jul. 2026 - Ole er 90 år – og stadig bibelambassadør

Find flere

Lyt til artiklen:

I sommer var vi ni fra Roskilde Baptistkirke, som bl.a. besøgte Rubura, Musema og Kirundo. I Rubura blev vi den første aften mødt af et meget bevægende syn, da vi gik efter lyden af trommer og sang i den nærliggende kirkesal.

Menighedens 25 forbedere havde lagt måtter ud, smidt skoene og dansede, bad og sang for Herren i et hjørne af salen. Midt i ekstrem fattigdom, altødelæggende korruption og et de facto diktatur proklamerede de, at Jesus er Herre, og at Hans kærlighed altid vinder til sidst!

Sandheden er, at vi ofte får mere igen, både når det gælder tro, bøn, udholdenhed, familie og fællesskab.

Sådanne oplevelser indrammer international mission på fornemste vis. Vi kan komme med gode folk, vigtig viden og relevante ressourcer, men sandheden er, at vi ofte får mere igen, både når det gælder tro, bøn, udholdenhed, familie og fællesskab.

Missionsarbejde er win-win, og vi oplever en stor velsignelse gennem vores engagement. Hvert år investerer Roskilde Baptistkirke en kvart million kr. i Burundi og Honduras, og vi sender til stadighed teams ud til begge lande for at holde liv i visionen i vores menighed. På rejserne forsøger vi altid at have unge med for at give hjertet for mission videre til næste generation.

Bekæmpelse af uretfærdighed lokalt og nationalt igennem lokale menigheder

Jakob Vagner underviser på præsteskolen i Rubura.

I Honduras støtter vi projekt Timoteus, der arbejder med mentorordninger for tidligere børnehjemsbørn, Youth for Honduras, der arbejder på værdige liv for børn og unge og Association for a More Just Society, der modarbejder korruption på et strukturelt niveau.

I Burundi arbejder vi bl.a. med udgivelse af en læringsapp for fødselshjælpere, udgivelse af teologiske bøger på lokalsproget, undervisning på præsteskolen, sundhedsorienteret forskning, støtte til menighedsplantninger og støtte til udstødte stammer.

Mission i Danmark

Herhjemme yder vi missionsbistand bl.a. gennem fast økonomisk støtte til en menighedsplantning i Nakskov. Derudover mødes folk fra Roskilde her i kirken bl.a. til familienetværk, gospelkor, legestue og flere andre samlinger i løbet af ugen for børn, unge, voksne og ældre. Søndag eftermiddag mødes en større gruppe ukrainere til gudstjeneste og fællesskab.

Oplevelserne tvinger os

Bedemødet i Rubura endte med, at teamet måtte smide skoene, danse og bede sammen med vores burundiske trossøskende. Det var ikke noget kønt syn, men det er oplevelser, der altid vil være i vores hjerter, og det ’tvinger’ os til at blive ved med at rejse midler, sende teams og investere i mission.

Victorias møde med Burundi

At være til stede i et af verdens fattigste lande er svært at beskrive. Jeg var i sommer i Burundi med et team fra Roskilde Baptistkirke, fortæller Victoria Zielke Johannsen.

Trods min bevidsthed om fattigdom og uretfærdige forskelle, og min forforståelse – der bl.a. kom fra bemærkninger som ”husk på de sultne børn i Afrika” eller ”husk at være taknemmelig for det, du har” – var det en øjenåbner at se en virkelighed, der var så langt fra min hverdag i Danmark. Jeg så elendigheden, de støvede veje, huse bygget af jord, motorcykler med fem mennesker – og børn, der bar spædbørn langs farlige veje. Men at møde menneskene, fællesskabet, næstekærligheden og troen på Jesus var så berigende, at jeg dagligt længes efter at komme tilbage.

Victoria i Burundi.

At dele vælling ud

Den første aften i Rubura var vi med til at dele vælling ud til børn og kvinder, som stod i en lang kø med deres små kander for at få to kopper vælling, nok til to dage. Overalt hvor jeg kiggede, blev mit blik mødt af sultne mennesker, bare fødder og bedende øjne, der kiggede langt efter mere vælling. Jeg havde svært ved at holde tårerne tilbage og følte, at jeg ved min blotte tilstedeværelse som muzungu – en ’fremmed’ – fra Danmark hoverede med min velstand over for dem, som ingenting ejer.

Det vildeste bedemøde

Deres tro giver dem så meget glæde og mening, at den sejrer over elendigheden.

Men den aften blev vi vidne til det vildeste bedemøde, hvor Guds nærvær ikke var til at tage fejl af. Lovprisningen til vores Far i himlen var enestående. Der blev bestemt brugt mere energi på dans og sang end den, der kom fra en lille kop vælling, og jeg er overbevist om, at deres tro giver dem så meget glæde og mening, at den sejrer over elendigheden. Smukkest af alt var, da jeg fandt ud af, at deres lovprisning blot var udtryk for taknemmelighed over, at solen var stået op den dag.

Besøg på fødeklinikken.

Fokus på Gud

I Burundi lærte jeg, hvordan ydmyghed og hengivenhed til Gud, kan få alle ud af det mørke, som omgiver dem. Ved bedemødet i Rubura blev der rettet fokus mod det hellige, det evige – fremfor imod udfordringerne lige foran dem. Jeg beundrer menneskene i Rubura for, at de formår at rette fokus mod Gud og skabe rum til dans og lovsang, selvom de er blandt de dårligst stillede mennesker i verden. Det vil jeg huske på, når jeg synes, at 3.g er hård. Som mine venner i Burundi, husker jeg, at der er uendelig glæde og styrke at finde i troen, og at man formår alt i Ham, der giver kraft.

Relateret

• 25. jul. 2026 - Hvad kan kirken lære af nye troende?
• 09. jul. 2026 - Gud gav Kyle en drøm
• 25. maj. 2026 - Fælles aktiviteter tager form i efteråret 2026
• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 15. maj. 2026 - Læs meget mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse

Find flere

Torsten Wendel-Hansen

• formand for Integrationsudvalget siden 2017
• aktiv i Odense Baptistmenighed
• har arbejdet i bank, finansieringsselskab og Krifa

Trods store tab og nogle personlige nederlag har taknemmelighed for Guds virke i hans liv præget Torsten Wendel-Hansens livsopfattelse. At vokse op i et hjem med højt til loftet og en karismatisk tilgang til troen har givet ham engagement i sin menighed, i det tværkirkelige landskab i Odense og i migrantmenighederne i hele landet.

Torsten har tilhørt Odense Baptistmenighed hele sit liv og har altid været engageret fx i menighedsrådet igennem mange år. Bekymringen for aktivitetsmangel i forbindelse med efterlønnen var ubegrundet. Der er nu så mange aktiviteter, at han dårligt nok har tid til at se sine børn og deres familier.

Der er nu så mange aktiviteter, at han dårligt nok har tid til at se sine børn og deres familier.

Oprettelse af nye menigheder

Torstens erfaringer fra arbejde i henholdsvis bank, finansieringsselskab og Krifa er kommet ham til gode i arbejdet med migrantmenighederne: ”Jeg er forholdsvis god til det praktiske og vil ikke så gerne stå foran” – men det slipper han ikke altid for!

Engagementet i migrantmenigheder begyndte, da Torsten var i Hjemmemissionsudvalget. Siden blev Integrationsudvalget etableret, og Torsten blev formand i 2017: ”Vi har ikke ligget på den lade side”, siger han. Persondataforordningen og Trossamfundsloven betød, at de nødvendige dokumenter skulle være på plads. Da de fleste etniske menigheder valgte at blive optaget i Trossamfundsregisteret, var det en stor opgave.

Mange migrantmenigheder ønsker at være selvstændige for at kunne bevare eget sprog og kultur. Der er brug for integrationsudvalgets hjælp til vedtægter og valgregler, da kendskabet til dansk lovgivning er minimalt. Via de amerikanske missionærer havde de ’hjemmefra’ dog anvisninger på, hvordan man skulle organisere sig.

Sammen med Mogens Andersen, tidligere formand for BaptistKirken, har Torsten hjulpet ved de fleste etableringer af migrantmenigheder med vedtagelse af vedtægter, oprettelse af CVR-registrering, godkendelse i henhold til Ligningsloven til at modtage fradragsberettigede gaver m.m. Arbejdet er for komplekst til, at de danske kontaktmenigheder kan løfte den opgave uden hjælp: ”Nu har vi forsøgt at lave kassererkurser for migrantmenighederne på regionsniveau, og det har hjulpet en del.”

Stor hjælp vedr. lovgivningens krav

Nu er der store udfordringer, når menighederne er klar til at købe egne lokaler eller kirker. Det gælder finansiering, hjælp til forsikringer og kontakt til offentlige myndigheder m.m. I forbindelse med køb af kirke er det meget normalt, at man låner af hinanden, og så skal der jo udfærdiges lånedokumenter, men det er de ikke vant til: ”Det er fantastisk at opleve medlemmernes entusiasme, offervilje og tjenstvillighed”, når der skal indsamles til det formål.

Ved stikprøvekontroller fandt Told og Skat i 2021 ud af, at bidragsindberetningerne ikke altid var helt korrekte. Her var en ny stor opgave, og Torsten har glædet sig over kasserernes iver efter at blive dygtigere og af deres evne til at lære af fejlene. SKAT har desuden været behjælpelig med at få rettet fejl og givet anvisninger på, hvordan indberetningerne fremover skal foregå.

Lokale opgaver

Hjemme hjælper Torsten sammen med Mogens Andersen hver torsdag en gruppe på ca. 150 eritreanske flygtninge med deres helt basale behov for at kunne læse breve fra det offentlige og lave ansøgninger om forlængelse af opholdstilladelser m.m. Gruppen bor på Fyn og har nu fundet et tilholdssted i Odense Baptistkirke – undertiden også til gudstjenester kl. 5 lørdag morgen!

En del fra denne eritreanske gruppe og en gruppe svagt stillede danske familier – som bl.a. er fundet via Facebookgruppen ‘Næstehjælperne’ – kommer en gang om året på udflugt. Torsten og de øvrige medhjælpere har kaffen med, og bagefter er der mad i kirken: ”Jeg kan sige dig, de er glade – ja de er!”

Rækken af Torstens opgaver er lang. Han arbejder lokalt og tværkirkelig med seniorer, synger i kor, er medlem af gudstjenesteudvalget, praktisk mand til fællesspisninger og arrangør af mindestunder sammen med Christian Jørgensen i forbindelse med begravelser. Og så er han Gideonit sammen med Mogens Andersen, hvor de deler Ny Testamente ud på de skoler, som ønsker besøg.

Den glæde og taknemmelighed, som jeg møder, gør mig bare glad.

Hvor får du kræfterne fra?

Torsten ved det ikke rigtig, men ”udover en kræftsygdom i 2013 har jeg det for det meste godt. Kræfterne kommer af det meningsfyldte arbejde. Den glæde og taknemmelighed, som jeg møder, gør mig bare glad.”

En opfordring til politikerne?

Torsten har et anstrengt forhold til, at ca. 75% af Folketinget ikke ønsker, at vi skal have flere flygtninge: ”Der er ikke nogen, der taler flygtningenes sag. Vi kan ikke være bekendt at overtræde de vedtagne konventioner og lade hånt om de domme, der afsiges ved Menneskerettighedsdomstolen. Vores udrejsecentre er en skændsel.”

En opfordring til læserne?

Naturligvis kan vi ikke hjælpe alle, men langt de fleste flygtninge ønsker at klare sig selv.

”Som kristne er vi for tilbageholdende. Vi kunne godt tydeligere tilkendegive, at vi ikke billiger den udlændingepolitik, som føres i øjeblikket.” Torsten er glad for BaptistKirkens offentlige protest over hjemsendelser til Syrien. ”Naturligvis kan vi ikke hjælpe alle, men langt de fleste flygtninge ønsker at klare sig selv.”

Hvad er svært?

”Det er trist, når migrantmenighederne deler sig, og jeg tænker meget på den unge generation, der vokser op. De unge har tilegnet sig mere af den danske kultur og har ofte svært ved at finde deres plads i menighederne. Hvordan kommer den ældre generation til at takle den udvikling?”

De største glæder?

”Erfaringer med forbøn og oplevelse af bønnesvar, når Gud træder ind med sit nærvær og giver trøst og helbredelse, oplevelsen af, at mit arbejde gavner.” Torsten er dybt taknemmelig for de venner for livet, som han har fået via sit frivillige arbejde.

Torsten bliver snart 75 år og drømmer om at finde en afløser inden for en overskuelig årrække: ”Men der er ingen kandidater for øjeblikket, for det kræver en del tid.”

Det bliver nok også svært at løfte arven efter et så engageret menneske som Torsten Wendel-Hansen.

Relateret

• 13. maj. 2026 - Serhiis hus ved vejen blev et hvilested for soldater
• 13. maj. 2026 - Sådan udfolder missionsarbejdet sig i Roskilde Baptistkirke
• 02. feb. 2026 - Fem år efter militærkuppet styrer frygten fortsat: Bed for Myanmar!
• 29. apr. 2025 - Påskefællesskab med undervisning
• 11. jul. 2024 - Det ku’ være mig

Find flere