Lyt til artiklen

Kaldet bliver til virkelighed i Baptistkirken i Odense søndag den 7. september 2025. Ved en festlig indsættelsesgudstjeneste og efterfølgende fællesskab byder menigheden Sambuh og hustruen Bethlehem velkommen til tjenesten. Sambuh er blevet præst for en mangfoldig menighed. Vejen hertil har været lang og fyldt med udfordringer, men Sambuh har fulgt sit kald:
”Jeg kan huske, da jeg første gang tænkte på at blive præst: Jeg følte virkelig et kald fra Gud til tjeneste og jeg bad til Gud: ’Jeg vil gerne være præst for en dansk menighed.’ Det bad jeg altid. Og Gud hørte min bøn.”

Bethlehem og Sambuh ved indsættelsen i Odense (Foto: Sambuh Langles Facebookside)

Forfølgelse og flugt

I begyndelsen af ”nullerne” deltog Sambuhs far i politiske protester mod regimet i Myanmar. Han blev forfulgt og måtte flygte til Malaysia i 2003. Sambuh fortæller:
”Et år efter min far var flygtet, hørte vi i radioen, at han var blevet fanget og fængslet i Malaysia. Vi havde ikke talt med ham i et år og vi vidste ikke, hvor han var. Nogle sagde, at han måske var blevet dræbt. Men vi vidste ingenting.”

Hårde barndomsår

Årene inden farens flugt havde Sambuh tilbragt på en buddhistisk klosterskole:
”Første til fjerde klasse i Matupi i Chin-staten og senere fire år i hovedstaden Yangon. En af munkene havde tilbudt min far at betale for min uddannelse, fordi jeg var en af de dygtigste i klassen. Det var en stor udfordring at vende tilbage. Min familie var baptister og jeg kom hjem som 13-årig og tænkte som buddhist. En uge efter jeg kom hjem, flygtede min far til Malaysia.”

Farens flugt efterlod familien i store problemer. Moren var nu alene med seks børn: Sambuh, tre mindre brødre og to mindre søstre. Økonomien var presset og Sambuh overvejede at droppe ud af skolen for at arbejde og hjælpe familien økonomisk. Et ønske der blev forstærket af, at han blev mobbet i skolen og kæmpede med angst.

Hilsen fra Chin Chin (Foto: Sambuh Langles Facebookside)

Morens kærlighed

Men Sambuhs mor havde andre planer. Det fik konkret betydning for hans tro:
”Min mor kiggede mig dybt i øjnene og sagde, at jeg skulle passe på mig selv og passe min skole. Så skulle hun nok passe på familien. Min mor har en stor kærlighed til alle mennesker. Og lige dér ramte den kærlighed mig i hjertet. Sammenlignet med Guds kærlighed er menneskers kærlighed meget lille. Og når jeg oplevede min mors kærlighed så voldsomt, hvordan ville det så ikke være at opleve Guds kærlighed?”

I et helt år søgte Sambuh Gud i bøn. Hver aften bad han til Gud, som han ikke var overbevist om fandtes. Han bad og udfordrede Gud:
”Gud, hvis du findes og hvis du er en levende Gud, så lad mig mærke dig.”

Miraklet

En aften oplevede Sambuh miraklet:
”Jeg sad på min seng og græd. Jeg fortalte Jesus, at jeg blev mobbet i skolen og at jeg savnede min far. Jeg kunne ikke holde det ud længere. Jeg bad til den Gud, jeg ikke troede på. Jeg var desperat og kunne ikke gøre andet. Men den aften oplevede jeg det som om, jeg blev holdt om og krammet. Jeg blev varm og følte mig pludselig helt tryg. Der var en stemme, der sagde: ´Jeg elsker dig’. Der var ingen andre end mig i rummet, og selv om jeg ikke turde tro på det, vidste jeg, at jeg havde oplevet Jesus. Jeg sagde til Jesus, at jeg ville tro på ham resten af mit liv, hvis han ville hjælpe mig til at få det bedre i skolen og blive genforenet med min far, der stadig var på flugt.”

Efter mødet med Jesus oplever Sambuh, at livet begynder at få mening. Han får mere selvtillid, begynder at få venner og oplever, at troen er et lys i hans liv.

Velkomstgave til det nye præstepar (Foto: Sambuh Langles Facebookside)

En opringning, der ændrer alt

En dag sker det. Telefonen ringer, og i den anden ende af en meget lang forbindelse hører Sambuh farens stemme:
”Min far ringer og fortæller, at han er på Bornholm i Danmark. Jeg har aldrig hørt om Danmark før. Men det er jo helt vildt. Jeg spørger, om det der Bornholm og Danmark er i USA? Eller et eller andet sted i Thailand? Han fortæller, at det er i Europa og ikke så langt fra England. To år efter han flygtede, har vi endelig fået kontakt til min far.”

Flugt og fængsel

Familien beslutter at følge efter faren. Ingen af dem har et pas, og styret i Myanmar udsteder ikke pas til borgere, der vil flygte til Danmark! Flugten til Malaysia varer et par uger: Ud af Myanmar og gennem Thailand til Malaysia. Allerede efter tre dage i Malaysia går det galt: Familien bliver opdaget af politiet i en razzia: Uden pas og opholdstilladelse ender Sambuh og hans 13-årige lillesøster i fængsel. De er fængslet en måned. Det er hårdt: Morgenmaden består af syv kiks. Sambuh deler med søsteren, der har svært ved at holde sulten ud. Det er også i fængslet Sambuh erfarer, at han har en særlig gave til at dele evangeliet:
”Vi er måske 500 mennesker i noget, der ligner en idrætshal. Der er mange forskellige mennesker. Jeg sidder i et hjørne og læser i min Bibel. Så kommer der fem virkelig store personer og spørger, hvad jeg laver? Jeg er virkelig bange og tror, de vil have min Bibel. Jeg siger til dem, at jeg læser Bibelen og tror på Jesus. Så svarer de: ’Vi er også kristne. Skal vi ikke blive sammen?” Vi sætter os sammen og beder. Der kommer flere kristne til, og næste dag er vi 30. Inden for tre dage er vi 70 kristne, der mødes og beder og holder gudstjeneste. Jeg får lov til at dele evangeliet, allerede der i fængslet. På det tidspunkt vidste jeg ikke, at jeg skulle være præst!”

Sambuh prædiker ved indsættelsesgudstjenesten i Odense (Foto: Sambuh Langles Facebookside)

Fra Malaysia til Rønne

Tiden i Malaysia er hård. Sambuh forsøger at skaffe penge ved at arbejde i en restaurant. Politiet opdager, at han ikke har arbejdstilladelse og Sambuh oplever at blive fængslet endnu engang. Til sidst får familien endelig lov til at rejse til Danmark. Det sker efter Baptistkirken Bornholm har hjulpet familien både økonomisk og praktisk med kontakt til ambassaden i Malaysia. Efter mere end et år på flugt lander Sambuh den 1. november 2007 i Rønne Lufthavn.

”Jeg kan huske min første tur rundt i Rønne: Jeg gik en lille tur og alle hilste på mig. I Burma hilser man jo ikke, hvis man ikke kender hinanden. Jeg sagde til mig selv: Det er simpelthen så fantastisk, at de hilser på mig, selvom de ikke kender mig. Der beslutter jeg, at jeg skal kunne hilse tilbage på dansk. Jeg beslutter, at jeg skal lære dansk.”

Uddannelse med plan

Som flygtning kommer Sambuh både i modtageklasse og på sprogskole. Ligesom på den buddhistiske klosterskole i Myanmar er han flittig og indstillet på at følge sit kald til at blive præst. På efterskolen Skovbo får han sat danske ord på sin tro og sit kald. På Apostolsk Kirkes Kolding Internationale Højskole modtager han undervisning i at prædike.

Menighedens præst, Lone Møller-Hansen, er en stor støtte for Sambuh. Det er Lone, der anbefaler Sambuh at læse ”3K” – professionsbachelor i Kristendom, kultur og kommunikation på Diakonhøjskolen i Aarhus. Efter 3½ år på ”3K” får han job i Baptistkirken i Rønne. Først med kommunal støtte og efter et halvt år en fast stilling med to opgaver: Som leder og koordinator af den genopståede børnekirke og som pastoral- og integrations-hjælp til den del af menigheden, der ligesom Sambuh kommer fra Chin-staten i Myanmar.

Sambuh lever sit kald ud

Han rejser rundt som evangelist i Europa og USA og deler sin tro og det vidnesbyrd, der er i hans egen historie. Mere end 14 lande har Sambuh besøgt. Han elsker at prædike. Men han ved godt, at præstetjenesten er meget mere end prædikener. Han fremhæver et råd fra Lone Møller-Hansen, som det bedste åndelige råd, han har fået:
”Lone har sagt til mig, at et kristent liv ikke kun er at stå på prædikestolen. Det er også det liv, vi lever, når vi viser andre, hvordan vi lever som Guds børn og stoler på Gud.”

Bøn (Foto: Sambuh Langles Facebookside)

Jobbet i Odense

Sambuh hørte om muligheden for et job i Odense fra en god ven. Han skrev en ansøgning og var glad for at komme til samtale. Sambuh troede jobbet handlede om at være ungdoms- og integrationspræst. Men under processen havde menighedens præst Henrik Søndergaard fået andet arbejde, og menigheden tilbød Sambuh ansættelse som ”hele menighedens præst.”
”Jeg har jo altid gerne villet være præst. Jeg har bedt Gud om, at jeg engang skulle blive præst for en dansk menighed. Jeg var også præst på Bornholm – men det var som medpræst med bestemte opgaver. I Odense bliver jeg præst for hele menigheden.”

Ydmyg tilgang til arbejdet

Selv om Sambuh er meget bevidst om at være hele menighedens præst, fortæller han, at arbejdet med børn og unge vil have hans fokus. Det samme gælder arbejdet med de mange forskellige etniske grupper, der tilsammen udgør menigheden. Måske hjælper det, at menighedens nye præst taler fem sprog!

Vi er ved at løbe tør for interviewtid. Men inden vi slutter, skal Sambuh lige have med, at han er blevet rigtig godt modtaget i menigheden:
”Men jeg bekymrer mig lidt over, at jeg ikke er dansk: Jeg vil gerne blive bedre til at tale dansk, og jeg forsøger at lære mere. Selv om jeg har boet her siden 2007, har jeg af og til udfordringer med kulturen. Jeg håber, at menigheden vil hjælpe både med de sproglige og kulturelle udfordringer.”

Cirklen er sluttet

Som barn i Myanmar oplevede Sambuh at stå udenfor kammeraternes fællesskab. Det fik ham til at søge Gud. Det, der skilte ham ud, blev hans styrke.

Sambuh har ikke kun fundet sit kald – han har også fundet kærligheden. I 2023 blev Sambuh gift med Bethlehem og til november venter de deres første barn. Cirklen er sluttet: Fra en barndom med angst og usikkerhed til flugt og et liv som flygtning over uddannelse og udfordringer til nu at opleve, at kaldet til at tjene som præst er gået i opfyldelse. Sambuhs historie minder om et eventyr. Det er den ikke. Den er et meget virkeligt vidnesbyrd om tro, kald og kærlighed.

(Foto; Sambuh Langles Facebookside)

Relateret

• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 13. maj. 2026 - Mens vi venter…
• 13. maj. 2026 - Hvad velsignelse betyder for mig
• 05. maj. 2026 - Kyle Henderson: Gud kalder os videre

Find flere

Men for fem år siden opdagede præsten i Odense, Henrik Krak Søndergaard, at de mistede mange af de unge, der voksede op i kirken. En del droppede ud efter teenklubben eller efter at være kommet hjem fra efterskole og kom ikke længere i kirken.

Henrik er en handlingens mand og tog fat i problematikken. Det har betydet, at i dag er der personlig kontakt med de unge, når de kommer tilbage til Odense – og siden da har alle fundet en plads i f.eks. spejderarbejdet eller i gudstjenesten.

Men så opdagede han, at der var noget galt med dåben…

Men så opdagede han, at der var noget galt med dåben… altså ikke selve dåben, men hvad der skete med dem, der blev døbt, og at mange unge valgte ikke at blive døbt.

Et wake-up call

Han satte en undersøgelse i gang og på menighedens årsmøde sprang ’bomben’. Mange af de unge, der var blevet døbt, holdt op med at komme i kirken, og endnu flere af de unge, der er vokset op i menigheden, har ikke valgt at blive døbt. Menigheden var chokeret. Så kom Corona og satte alt på stand-by – men nu tager de fat på problematikken igen.

Faktisk kommer der flere af dem, der ikke er døbt.

”Vi har lavet denne dåbsundersøgelse, som viser, hvad der sket med de 41 unge, der er født mellem 1995 og 2005. 18 har valgt at blive døbt, mens 23 ikke er døbt. De fleste af dem, der er blevet døbt, kommer ikke længere jævnligt i kirken. Faktisk kommer der flere af dem, der ikke er døbt. Det er mærkeligt, tænkte vi, så vi lavede interviews med syv af de unge plus to ældre, der er blevet døbt.

Det positive er jo, at vi får mange ’udefra’, der kommer i vores kirke og vælger at blive døbt. Men det er da ærgerligt, at vores egne unge enten ikke bliver døbt eller, hvis de bliver døbt, holder op med at komme.

Vi har jo lavet en vision, der hedder at vi vil ”lede til, leve med og ledes af Jesus”. Når vi taler om tro, er der mange, der siger, at det er vigtigt at få mennesker til at komme til gudstjeneste. Men det er ikke nok. Vi skal være og gøre disciple.

Jeg har gjort meget ud af at udruste de nydøbtes åndelige vejledere. Alle får tilbudt en åndelig vejleder og siger også ”ja tak”, men af forskellige grunde bliver det ofte ikke til så meget. Nogle af dem finder en ikke-troende kæreste eller en muslimsk kæreste.

Forældrene ved ikke altid, hvad de skal gøre, så det bliver de unge selv, der tager beslutningerne. Forældrene holder sig meget tilbage af frygt for at presse deres børn.

Forældrene holder sig meget tilbage af frygt for at presse deres børn.

Så har vi haft et møde med Merete Dalsgaard fra Dansk Oase, som kunne fortælle om denne problematik. Der kom mange, og det viser sig, at forældrene efterlyser redskaber til samtalen i hjemmet. Så det arbejder vi på lige nu. Der findes nogle gode samtale-kort, som også kan bruges i f.eks. teen-klubben.”

Helstøbte tilbud

Odense Baptistmenighed har ellers et helstøbt tilbud til børn og unge. De har børnekirke, spejder, teenageklubben Sela og nu et todelt ungdomsarbejde med SALT for de 16-20 årige og LIGHT for dem på 20+ år. SALT er på dansk, hvor LIGHT er på engelsk, fordi ca. 70 pct. af deltagerne dér er udenlandske studerende.

”Vi har haft svært ved at få teenagerne fra Sela til at komme videre i ungdomsarbejdet, som tidligere var fra 18-25 år. I Sela har det mest været sociale arrangementer, hvor man i ungdomsarbejdet mere drøftede bibelske temaer. Det gjorde overgangen ’hård’. Vi har derfor delt ungdomsarbejdet op i to grupper og indført en andagt i Sela, så der er mere rum for at snakke tro i Sela.

Men hvis ikke de er vant til en samtale om tro hjemmefra, er det svært.

Vi har lige nu flere spørgsmål end svar,” siger Henrik Søndergaard. Det er ikke kun et spørgsmål om menighedens overlevelse, men mere om unges tro og efterfølgelse.

Berøringsangst

”Nogle mener jo, at det mest handler om, at der skal være nogen til at bære kirken videre. For andre er det vigtigste, at de unge kommer til en personlig tro. Motivet er vi altså ikke helt enige om, men vi er enige om, at dette er vigtige spørgsmål. Og så er der en vis berøringsangst, når det gælder om at tale om personlig tro.”

Og så er der en vis berøringsangst, når det gælder om at tale om personlig tro.

I aftes var ledere fra børnekirken, spejderne, teenage- og ungdomsarbejdet samlet for at tale om, hvad de ser af muligheder for at tackle denne udfordring.

Til næste år afholder BaptistKirken en lederkonference netop med fokus på trosoplæring af menighedernes børn og unge. Her kan vi givetvis høre mere om, hvad de har gjort i Odense.

Relateret

• 05. nov. 2024 - Matu Baptist Church: En menighed med tro på fremtiden
• 08. apr. 2024 - Spejderkorps i krise
• 22. sep. 2021 - Der er brug for os
• 13. jan. 2021 - Rasmus og Den Røde Tråd
• 21. feb. 2019 - En aktiv del af Odense

Find flere

”Hvis menigheden lukkede i morgen, var der så nogen i lokalsamfundet, der ville savne den?”
Sådan blev vi spurgt, da Baptistkirken i Odense i 2016 drøftede en ny vision for menigheden. Vi tror, vi i dag kan svare: ”Ja”, for vi har nu mange tilbud til mennesker i Odense. Vi er kendt i byen blandt dem, der har sociale aktiviteter. Foreningen Klosterbakken danner ramme om mange af aktiviteterne.

Caféer

Café Klosterbakken har åbent mandag-fredag kl. 14-17 og søndag kl. 9.30-12.30. Her kommer både stamgæster og nogle, der lige kommer forbi. Også menigheden bruger caféen. Nogle af caféens medarbejdere har hjulpet til i årevis uden anden tilknytning til menigheden. Der er et hold af kagebagere. De seneste år har vi oplevet, at nogle af caféens gæster og medarbejdere er blevet medlemmer af menigheden. Et nyt initiativ med en månedlig fællesspisning torsdag aften har været en succes. Et måltid mad til 25 kr. er populært.

Lær dansk.

TorsdagsCaféen er et tilbud om ‘lær dansk’ og praktisk hjælp vedrørende integration. En stor gruppe flygtninge fra Eritrea har behov for hjælp med fx familiesammenføring, jobsøgning, pas, visum og tolkning af breve fra det offentlige. To arbejder med de sager, og to arbejder med ’lær dansk’. Den ene uden tilknytning til menigheden.

Samarbejde med kommunen

Turen går til legoland.

Hvert år sender vi en busfuld børn, der ikke kommer på ferie, til Legoland. Ved hjemkomsten serveres aftensmad. Kommunens sagsbehandlere og andre, der arbejder blandt udsatte medborgere i byen, visiterer deltagerne. En samarbejdsaftale med KIT sikrer økonomien.
Hjælpepakker er et nyt initiativ. Vi vil uddele hjælpepakker til udsatte familier. Vi har præsenteret projektet for nogle af kommunens sagsbehandlere. Den første pakke blev leveret kort før jul til en syrisk flygtningefamilie med ni børn. Der var varer for 1.000 kr. Familien manglede bl.a. helt basale ting som sæbe, tandbørster og shampoo. Fattigdommen findes omkring os, og den vokser.

Kommunens Modtagenetværk er et forum bestående af foreninger og kommunalt ansatte, der arbejder med integration. Vi er en aktiv del af netværket. Det har gjort os kendt i kommunen. TorsdagsCaféen er med i kommunens folder over ‘lær dansk’ tilbud og i ‘Paletten’, kommunens oversigt over sociale tilbud.
Onsdags Træf hver anden onsdag samler mange mennesker til socialt samvær. Et spændende foredrag og et ord fra Bibelen samt en årlig udflugt. Det arbejde er støttet økonomisk af kommunen.

Vi vil uddele hjælpepakker til udsatte familier.

Sommerfest og Alpha-kursus

Den årlige sommerfest er en dag, hvor vi inviterer alle ind i kirken til loppemarked, koncerter, børneaktiviteter, frokost og aftensmad. Dagens overskud – omkring 8.000 kr. – går til det sociale arbejde.

Alphakurset samlede i 2018 op til 38 deltagere hver onsdag i 13 uger samt en lørdag. Vi oplevede et fantastisk fællesskab. Flere deltagere, som aldrig havde været i kirken før, ønsker at komme til cellegruppemøder.

Aktive i og udenfor menigheden

Det sociale vender også indad i menigheden. Besøgsgruppen besøger menighedens gamle. Menighedens præst Henrik Søndergaard besøger medlemmerne på mærkedage og ved sygdom. Han har også mange samtaler på kontoret både med medlemmer og andre.

Nogle af menighedens medlemmer er også engageret i aktiviteter udenfor menigheden fx biavlerforening, sportsforening, beboerforening og som besøgsven. De samme er meget aktive i menigheden, så det opleves ikke som om, menigheden mister ressourcer af den grund.

Relateret

• 17. nov. 2025 - Tag med i maskinrummet: Bibelselskabets nye podcast gør oversættelse nærværende – og underholdende
• 23. sep. 2025 - Båret af et stærkt kald: Sambuh Langle er ny præst i Odense
• 20. mar. 2025 - Om Gud vil
• 18. sep. 2023 - Sommerlejr for børn og unge i Chin Bethel Church, Skjern
• 26. jul. 2023 - Familie og fællesskab fylder hverdagen

Find flere

Før krigen havde Vesna og resten af familien ikke noget forhold til religion. Hun kendte ikke til tro, og det var ikke noget, hun var interesseret i. Interessen for den kristne tro blev født i en flygtningelejr i Kroatien, hvor hun boede med sin mand, Edin, og sine to børn. Her mødte hun missionærer fra en evangelisk kirke, som kom med hjælp i form af sko til hende og børnene – og med en invitation til at komme til gudstjeneste og høre mere om troen på Gud.

Vesna bad til Gud, og pludselig stod Jesus foran dem, og de fulgte ham til en lille købmand …

Familien kunne ikke blive i lejren, for der var ikke trygt, men de havde ingenting. Derfor samlede de den dåsemad, de fik, og tog til den nærmeste by for at sælge det. Men ingen ville betale det, maden var værd. Uden penge kunne familien ikke købe busbilletter til hovedstaden for at få nye pas, så de kunne komme til Danmark. Vesna bad til Gud, og pludselig stod Jesus foran dem, og de fulgte ham til en lille købmand, der ikke bare ville betale fire gange så meget, som varerne var værd. Han gav dem også æbler og chokolade. Især for børnene var chokoladen et sandt mirakel.

’Solgt’ i Svendborg

Da familien kom til Danmark, boede de først på et asylcenter på Langeland. Sidenhen flyttede de til Svendborg, hvor de blev en del af den lokale baptistmenighed. ”Da jeg kom der, blev jeg solgt”, sådan beskriver Vesna mødet med kirken i Svendborg. Både fællesskabet i menigheden og den undervisning, de fik her, betød, at det var et godt sted for dem at være. Faktisk blev de så glade for menigheden i Svendborg, at de forblev medlemmer, længe efter at de var flyttet til Odense.

Når Gud taler

Det var også i Svendborg, familien blev døbt. Kaldet til dåb viste sig på en helt særlig måde for Vesna. Hun oplever nemlig, at Gud taler til hende gennem tekst. På skilte og i blade, ved busstoppesteder og andre steder, hvor der er tekst, hører hun, hvad Gud har at sige til hende. En dag i år 2000 på vej hjem fra arbejde ventede hun på bussen foran en plakat med ordene: ‘Tiden er inde’. Vesna fortsætter: ”Jeg vidste med det samme, at det ord var til mig.” Påskedag 2001 blev familien døbt: ”Det var og er det bedste, der nogensinde er sket for os!”

Selvom Vesna og Edin i dag bor i Odense og er blevet en del af menigheden der, så har de stadig kontakt til nogle af dem, de lærte at kende i kirken Svendborg. Den modtagelse, de fik der, betød meget for, hvordan de oplevede det at komme til Danmark.

I Odense er der også et godt fællesskab, og begge er involveret i frivilligt arbejde. Vesna hjælper til i kirkens café og er besøgsven igennem Røde Kors. Edin er frivillig ved et cykelværksted, hvor han blandt andet sætter cykler i stand til flygtninge: ”Vi vil give noget tilbage af alt, hvad vi har fået af Gud”, er deres holdning.

Jeg ved, hvilke planer jeg har lagt for jer…

For Vesna, Edin og deres børn har det betydet alverden, at der var kristne, som tog imod dem. Det gjorde en forskel, da de boede i flygtningelejren i Kroatien. Det fik dem til at føle sig hjemme, da de kom til Svendborg, og det gav dem et nyt fællesskab i menigheden i Odense. Og ifølge Vesna er der da også mening med det hele. ’Jeg ved, hvilke planer jeg har lagt for jer, siger Herren, planer om lykke, ikke om ulykke, om at give jer en fremtid og et håb’[1] – ”ja, det vers har altid været med mig”, siger Vesna.

For Vesna, Edin og deres børn, har det betydet alverden, at der var kristne, som tog i mod dem.

Troen, på at Gud vil hende og hendes familie det bedste, har bragt hende igennem flere svære tider, og den har båret frugt. I dag er Vesna og Edin bedsteforældre. De har et hjem og en familie, som de holder af. De er en del af en menighed, hvor de kan blive udrustet, og hvor de kan være med til at give det videre, som de har fået fra Gud. ”Jeg kan ikke beskrive det med ord, den tillid Han har til mig, lille menneske”, lyder Vesnas konklusion.

[1]    Jeremias kapitel 29, vers 11

Relateret

• 07. maj. 2026 - Kast nettet ud
• 26. apr. 2026 - Det haster med missionsbefalingen
• 23. apr. 2026 - Hvad er sandheden?
• 19. apr. 2026 - Acts2Movement: Et globalt blik på lokal mission
• 09. apr. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?

Find flere

Caféen er socialt omdrejningspunkt for mange aktiviteter i kirken. Her drikker vi vores kirkekaffe eller spiser et rundstykke søndag formiddag. Her styrkes fællesskabet i ungdomsgruppen, gospelkoret, AA-gruppen eller brassbandet over en kop kaffe og en kage i pausen. Her mødes ’Kreative Kvinder’ til hygge og håndarbejde. Ja, jeg kunne blive ved.

En bro til byens folk

Det var den oprindelige tanke. Caféen skulle lukke op til kirken for folk fra gaden – og sådan er det stadig. Den skal være en oase midt i byen, hvor man kan opleve medmenneskelighed i et afslappet og alkoholfrit miljø som alternativ til byens øvrige caféer. Et sted, hvor der altid er nogen, der tager sig tid til at snakke.

En oase midt i byen.

Heldigvis kommer der dagligt ‘folk fra gaden’ i åbningstiden kl. 14-17. Ofte mødes en gruppe irakiske mænd for at være sammen med hinanden. En gang imellem kommer et par damer for at drikke en kop kaffe efter deres ugentlige tur i svømmehallen, som vi er nabo til. En skare af faste kunder kommer, fordi kaffen og kagen er billig, og de har brug for et fællesskab eller en ‘varmestue’.

Af og til udstiller en kunstner sine billeder i lokalerne – eller personer kommer og fortæller om interessante emner. Det trækker også kunder til. Det er et tilløbsstykke, når caféen holder julefest. Man nyder en dejlig julefrokost, spiller banko, synger og hygger sig. Lørdag aften bliver caféen omdannet til et hyggeligt ungdoms-miljø, som henvender sig til de unge i Odenses natteliv.

I de første år kom gæsterne fra byens mere belastede miljø. Det gav selvsagt problemer, når en gæst kom efter at have drukket hele ugelønnen op, eller en stofmisbruger efterlod en kanyle i boghylden. Der kan stadig opstå udfordringer, men den sociale opgave er blevet mindre, fordi Odense Kommune efterhånden har oprettet kontorer og væresteder for ‘socialt belastede’.

Caféen skulle lukke op til kirken for folk fra gaden – og sådan er det stadig.

Hvad fremtiden bringer …

Det bliver spændende at se. Et udvalg arbejder for tiden med at udtænke nye sociale tiltag, der kan tage afsæt i caféen. Vi har et hav af ideer, og vi kan selvfølgelig ikke magte det hele, men vi drømmer om at tilbyde lektiecafé for flygtninge og indvandrere, hjælp til folk, der har det svært med IT og digitalisering, lave vaske- og tøjcentral for hjemløse, som i ventetiden kan få en kop kaffe, lave bogbytte-café og/eller læsecafé, tilbyde ressourcesvage familier at holde børnefødselsdag, invitere ensomme handicappede til samvær i caféen. Vi vil gerne udvide åbningstiden en gang om ugen og tilbyde et måltid mad – både til menighedens medlemmer og til folk fra gaden.

At forkynde uden ord

En af de tidligere café-gæster er Massoud Fouroozandeh[1], som i dag er blevet kristen. Han oplevede vores café som et sted, ’hvor de ikke talte så meget om Jesus – men hvor de viste os, hvem Han er’. Det er netop sådan, vi gerne vil være. Caféen skal medvirke til, at Kristuskirken ses som en kirke, der ikke har nok i sig selv, men som møder mennesker med et budskab om Guds kærlighed omsat i praksis.

Mød kirkens mange nationaliteter i denne video fra 2012.

1 Forfatter til bogen: ’Den forbudte frelse’.

Relateret

• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 13. maj. 2026 - Fra mangel til muligheder
• 27. apr. 2026 - I Guds rige vender magten på hovedet
• 16. apr. 2026 - Overbevisning

Find flere