baptist.dk https://baptist.dk baptist.dk er Baptistkirken i Danmarks hjemmeside med aktuelle artikler om liv og tro blandt baptister, venner i andre kirker og sammenhænge – og fra vores indsats ude i den store verden. Her finder du også tidløse temaer og evigt aktuelle artikler fra bladet baptist.dk i en af de fem sektioner: teologi, personer, debat, kirkeliv og internationalt. Wed, 10 Jun 2026 17:40:57 +0000 da-DK hourly 1 https://baptist.dk/wp-content/themes/baptist/images/feed.png144144baptist.dkhttps://baptist.dk ”Lad hveden og rajgræsset stå side om side” https://baptist.dk/lad-hveden-og-rajgraesset-staa-side-om-side/ Thu, 12 Mar 2026 19:55:45 +0000 https://baptist.dk/?p=21038 Niels Lunding Andersen peger på sameksistens som en farbar vej for baptister, der er uenige, men stadig vil være kirke sammen


I efteråret 2025 har der været debat i flere menigheder om, hvorvidt homoseksuelle kan være fuldgyldige medlemmer af menigheden.

Da jeg for mange år siden sad i menighedsrådet, var også en fraskilt kvinde medlem af rådet. Der blev dengang snakket i krogene, om det nu også gik an. Nu til dags er den slags snak heldigvis forstummet i de bredere kredse, og mig bekendt er der i dag ingen opgave, som fraskilte ikke kan få lov til at varetage rundt omkring i de danske baptistmenigheder. Bibelen siger mere om skilsmisse, end den siger om homoseksualitet. Folk må mene, hvad de vil om homoseksualitet, men når man begynder at bruge Bibelen som facitliste til at udelukke enkeltpersoner fra dele af menighedens liv og virke, så må man i det mindste bede om, at man læser hele Bibelen.

At være homoseksuel er ingen straf
Jeg ville vælge at være homo igen, hvis man ellers kunne vælge det til eller fra. Jeg lever et rigt velsignet liv, som jeg er Gud taknemmelig for hver eneste dag. Jeg ser homoseksualitet som en kuriositet i skaberværket på linje med venstrehåndethed. Det kan mange heteroseksuelle kristne helt sikkert have en anden mening om – grundigt understøttet af velvalgte bibelcitater – men her vil jeg lige minde om, at det er mig, der er homoen, og det er mig, der må folde hænderne og bede Gud om vejledning til at tackle netop det livsvilkår.

Jeg skal på bedste vis forsøge at være Niels og leve mit liv til Guds ære ved Hans hjælp og vejledning på helt samme måde, som alle andre skal finde deres vej gennem livet.

At være homo er nemlig et livsvilkår, uanset om man kan lide det eller ej. Jeg skal på bedste vis forsøge at være Niels og leve mit liv til Guds ære ved Hans hjælp og vejledning på helt samme måde, som alle andre skal finde deres vej gennem livet. Jeg lever i stor og barnlig tillid til, at Gud altid står klar med hjælp og vejledning til den, der efterspørger den, og at Gud kommer den enkelte i møde personligt – og ikke via stedfortræder i form af bedrevidende medkristne. Til dem, der kunne finde på at bede for mig, så jeg kan blive omprogrammeret og lære at elske kvinder, så der igen kan komme orden i penalhuset, må jeg bare sige: Glem det! I beder og beder og helmer ikke før, det bliver, som I kunne tænke jer. I hører jo ingenting. Måske har Gud allerede svaret jer: nemlig at alt er, som det skal være. Hvis jeg kom til Gud og ville omprogrammeres, ville jeg føle det som en synd over for Gud, der med rette kunne sige til mig: Niels, jeg har velsignet dig rigt – alligevel er du utilfreds og vil have noget andet – lev i min kærlighed.

Hvis jeg kom til Gud og ville omprogrammeres, ville jeg føle det som en synd over for Gud, der med rette kunne sige til mig: Niels, jeg har velsignet dig rigt – alligevel er du utilfreds og vil have noget andet – lev i min kærlighed.

Skulle det ødelægge mit gode humør, at der rundt om i menighedernes ledelser sidder nogle, der vil mene noget om mit seksualliv? Jeg kunne ikke være mere ligeglad. Det er den måde, Kirken har undertrykt masserne på i århundreder. Det værste, der kunne ske, var, at de smed mig ud af kirken, og den risiko lever jeg fint med, men jeg bryder mig ikke om at blive betragtet som et andenrangsmedlem, der ikke længere kan varetage bestemte opgaver i menigheden, udelukkende fordi jeg er homo. Jeg har som allerede nævnt siddet i menighedsrådet, sunget i lovsangsgruppen og været redaktør af det lokale kirkeblad i over 10 år – alt sammen længe før jeg delagtiggjorde andre i min seksuelle orientering – så jeg har allerede gjort min indflydelse gældende (åben homo eller ej) på nogle af de områder, som jeg nu ikke længere vil kunne varetage. Gud ske tak og lov, at jeg ikke også var søndagsskolelærer – så ville rædselsfantasierne da have nået nye højder om letpåvirkelige småbørn, der var blevet besudlet af min blotte tilstedeværelse.

”Vi er alle præster”
Jeg har ingen grund til at tro, at den igangværende drejning mod en mere konservativ og bogstavtro tolkning af Bibelen skulle være drevet frem nedefra i menighederne. I nogle menigheder har præsten i dag en næsten pavelignende status, hvor præsten sætter menighedens dagsorden. Det er faktisk meget ubaptistisk. Tidligere lød baptist-mantraet: ’’Vi er alle præster”, både mht. den udbredte brug af lægprædikanter og mht. den åndsfrihed (smag lige på det ord), der altid har været baptismens kendetegn, nemlig at enhver må læse og tolke Bibelen, som de vil, uden at blive ugleset af den grund. Selvfølgelig må man kritisere præster, for hvem er det egentligt, de tror, der bliver glade, hvis de føler sig kaldet til at pålægge en homoseksuel m/k at leve i cølibat? Er det Gud? Dem selv? Den homoseksuelle? Er det min frelse, der ligger dem sådan på sinde? Er det, fordi de vil savne mig i Himlen, selvom de helst vil være fri for mig her på jorden? Er det i stedet et lidt kikset, men dog velment forsøg på at være ’jordens salt’?

Jeg kan ikke regne ud, hvad de konservative og bibeltro præster, søstre og brødre har i klemme, eller hvilken overtrædelse de gør sig skyldig i, hvis de bare lod mig passe min butik. Det overgår simpelthen min forestillingsevne, hvor de vil hen med al den nidkærhed, og hvad der er drivkraften bag. Tror de, at de får et klap på skulderen og ordene: Min ven, sæt dig højere op!1, når de engang skal mødes med Jesus ansigt til ansigt? Jeg tror, der er nogen, der vil få sig en slem overraskelse, når de ser den endelige bordplan. Strejfer det dem ikke i bare et enkelt klarsynet øjeblik, at det kunne forholde sig sådan? De bringer sig selv faretruende tæt på at ende i samme gruppe som farisæerne og de skriftkloge. Måske skulle de genlæse Bibelen med de briller og afgøre med sig selv, om det virkelig er der, de gerne vil befinde sig.

Hvor blev Lasse Åboms nådegave af?
Man talte meget om nådegaverne, dengang jeg sad i menighedsrådet – og nej, hvor var jeg rigt velsignet her. Det var mit indtryk, at jeg var kommet på den rette hylde som lem på legemet og gren på vintræet, og at folk var glade for min indsats og syntes, at jeg gjorde fyldest i de opgaver, jeg påtog mig. Nu kan jeg så forstå, at nådegaverne først og fremmest bliver tildelt efter seksuel orientering (den eneste rigtige, naturligvis), og at de ydermere kan geninddrages, hvis der på et senere tidspunkt skulle dukke noget op, som menighedens ledelse ikke bryder sig om. Der er næppe nogen i ledelsen, der ville løfte et bryn, hvis jeg deltog i rengøringen og den årlige havedag i kirken, men jeg kan nu forstå, at der er så vitale funktioner på legemet, at kun de helt særligt udvalgte kan få lov at varetage dem, men hvordan hænger det lige sammen med, at alle lemmer på legemet er lige meget værd, og at vi hver især udfylder en gudgiven funktion? Jeg kan ikke få det til at stemme overens med ordene om, at det er Ånden, der tildeler nådegaverne til den enkelte: ”Alt dette virker den ene og samme ånd, der deler ud til hver enkelt, som den selv vil” og videre ”Gud har nu engang givet hver enkelt del dens plads på legemet, som han ville det”2. Hvis Lasse Åbom har været en gudsbenådet præst indtil nu, skulle det da være højst mærkværdigt, at han pludselig over en nat har mistet enhver evne til at udlægge teksten, fordi han har fået en mandlig kæreste. Jeg tror ikke, det er sådan, nådegaverne fungerer.

Hvad bliver det næste?
Indimellem hører man så det sædvanlige om, at Gud hader synden, men elsker synderen. Hvad vil andre par sige til, at de i løbet af et splitsekund får stemplet deres mest intime samliv som syndigt? Jeg ved ikke hvilke kulørte forestillinger, der kører for deres indre blik, men de må have en betænkelig livlig fantasi på området, siden de så hurtigt kan fælde dom over mit. Jeg kan godt blive en anelse pikeret, hvis homoseksuelle som den eneste gruppe i kirken skal tvinges til at redegøre for de mest intime artigheder fra privatlivet foran hele eller dele af menigheden, men det må vel være vilkåret, når man i menighedsrådet vil skelne så skarpt mellem homoseksuel orientering og homoseksuel praksis, fx i forbindelse med valgbarhed til menighedsrådet. Hvordan har man tænkt sig, det rent praktisk skal foregå? Jeg synes godt, man kan efterlyse blot en smule god, gammeldags anstændighed i omgangen med andre mennesker her. Det forekommer mig uhyrligt og grænseløst nævenyttigt, at nogen overhovedet føler sig kaldet til at udtale sig og fælde dom over folks private aktiviteter i sovekammeret. Jeg er en voksen mand uden tildelt værgemål og med forstand inden for normalområdet. Skal vi en gang for alle have et Vogternes Råd, der kan vejlede os om, hvad vi må og ikke må på lagnerne? Tiden må være kommet til, at ganske almindelige baptister rejser sig op og tilkendegiver, at det vil vi ganske enkelt ikke være med til. Det er åndsforladt og ubaptistisk og hører ingen steder hjemme.

I det hele taget er der ikke meget at grine af ved den igangværende udvikling. Jeg synes, det er en farlig vej, vi begiver os ind på, når vi begynder at sortere i mennesker efter forgodtbefindende. Umiddelbart har jeg svært ved at se, at jeg personligt skulle udgøre en trussel for noget som helst – selv som menighedsrådsmedlem i fri dressur. Personligt skal jeg nok overleve både som glad homo og som glad kristen med frelsesvisheden i behold, men når jeg tænker på fremtiden, så er det desværre med meget bange anelser om, hvor dette paradigmeskift omkring et af baptismens allermest hæderkronede principper, nemlig åndsfriheden, vil føre os hen som kirke. Jeg er bange for, at vi kun lige har set begyndelsen af den polarisering, der også finder sted mange andre steder i samfundet og i verden.

Jeg er bange for, at vi kun lige har set begyndelsen af den polarisering, der også finder sted mange andre steder i samfundet og i verden.

Det personlige vidnesbyrd er ikke til diskussion
Det personlige vidnesbyrd har altid stået stærkt, fordi det er et indiskutabelt bidrag om, hvordan Gud arbejder i den enkelte. Nu har Christian (stammer fra det latinske Christianus, som betyder “tilhænger af Kristus” – blot nævnt her som bonusinfo) og jeg holdt sammen i næsten 25 år. Jeg vil nødig leve uden Guds velsignelse, og hvis man tager Guds velsignelse blot det mindste alvorligt, må man antage, at den har betydning, ja endda gør en væsentlig forskel på, om ens liv flasker sig. Så med de 25 gode år sammen med Christian kan jeg intet andet end at være glad og taknemmelig. At nogle kristne ikke kan få øje på Guds kærlighed i det, men i stedet ligefrem råder mig til – hellere i dag end i morgen – at gøre forholdet forbi, fylder mig mest af alt med dyb medlidenhed. Det er bare så trist. Tænk, at gå igennem livet så stæreblind for Guds nærvær i verden. (I parentes bemærket tænker jeg også, at det må være et tungt ansvar at bære, at man som præst eller anden kirkelig autoritet fremkommer med så radikale og sorgfremkaldende råd til andre, men lige den side af sagen forstyrrer tilsyneladende ikke deres nattesøvn).
Tænk, hvis mine brødre og søstre i Herren i stedet havde turdet tage mit vidnesbyrd for pålydende og udbrudt et dybfølt ’Amen’ og et højlydt ’Halleluja’ til det, fordi det kunne være dem et vidnesbyrd om, ”hvor stor kærlighed Faderen har vist os, at vi kaldes Guds børn, og vi er det”3. Det forekommer mig at have været en noget mere opbyggelig vej end det udskillelsesløb, man nu har sat i gang flere steder.

Troen overtrumfer alle skel
Hvorfor er det lige kombinationen ’homo – menighedsråd’, der problematiseres i nogle menigheder? Kombinationen er jo grebet ud af den blå luft uden skygge af bibelsk belæg. Hvis man endelig skal udelukke nogen fra særlige opgaver i menigheden, undrer det mig, at hor og utroskab slet ikke bliver nævnt. Det er nok ellers hyppigere forekommende.

Uanset om det er homoseksuelle, fraskilte, mænd i dametøj, personer, der kæmper en daglig og oftest ensom kamp mod en ufrivillig seksuel tiltrækning til børn, skatteunddragere med forkærlighed for sort arbejde, veganere, tatoverede med piercinger i unævnelige kropsdele, hidsigpropper, lystløgnere, pralhalse og topegoister – kun fantasien sætter grænser her – så kan det ikke være kirkens opgave at holde nogen ude fra fællesskabet.

”Herren er Ånden, og hvor Herrens ånd er, dér er der frihed”4. Den fælles tro på Jesus må overtrumfe alle andre skillelinjer, som vi kunne have lyst til at bruge mod hinanden efter forgodtbefindende. Da jeg var ung, sang vi med stor entusiasme med på: ” Til det mørke fængsel aldrig mer jeg går; al mit hjertes længsel mod din Himmel står”. Jeg agter at fortsætte med at leve mit liv i den dyrekøbte frihed, som jeg med evangeliet har fået del i. Jeg har ikke til sinds – hverken frivilligt eller ufrivilligt – at trisse tilbage til fængslet, og det er helt ude i hampen, når vi nu som kirke begynder at sætte nye fængselsmure/begrænsninger op for hinanden. Måske skulle vi i stedet prøve at komme lidt videre i teksten, og med sidste del af verset kan vi passende minde hinanden om, hvad der er vores egentlige kerneopgave: ”Glad jeg til de andre vinker, som jeg kan: Kom med os at vandre til det frie land”5.

Ingen bør udelukkes
Tænk, hvis vi alle sammen fra lokalmenighed til landsledelse i stedet for det, der foregår nu, havde taget den beslutning, at vi ville bruge al vores flid, tid og energi på at få alle med i fællesskabet. Tænk, hvis ledelsen fra start havde meldt klart ud, at de ikke ville bruge så meget som fem minutter på at udarbejde retningslinjer og paragraffer, der har til formål at udelukke nogen. Tænk, hvis vi i kirken havde haft noget reelt at tilbyde alle dem, der allerede nu møder marginalisering og dæmonisering andre steder. I stedet valgte vi at satse på loungemodellen, hvor der kun er fuld adgang for dem med guldkort.

Jeg kan sagtens se en fælles farbar vej for os som baptistkirke – og den er endda overraskende enkel og ligetil.

En fælles farbar vej
Jeg kan sagtens se en fælles farbar vej for os som baptistkirke – og den er endda overraskende enkel og ligetil. I debatten kan det svirre med mere eller mindre velvalgte skriftsteder, men lad os samles om én bibeltekst, nemlig lignelsen om rajgræsset og hveden6. Lad os minde hinanden om, at rajgræsset og hveden skal blive stående side om side indtil høsten. Det vil kræve selvbeherskelse fra begge sider, men er dog ikke en umulig opgave, hvis viljen er til stede. Hvis der skulle herske nogen som helst uklarhed om rollefordelingen, skal jeg gerne påtage mig den indledende rolle som rajgræs, selvom det på den yderste dag skal kastes i ovnen og brændes. På den dag vil det måske vise sig, at ikke alle var så superdygtige til botanik, som de selv gik rundt og troede.

Niels Lunding Andersen
Pensioneret farmaceut, for nyligt tilflyttet Korskirken i Herlev – hvor alle er velkomne, præcis som de er.

________________________________________________________

1 Lukasevangeliet kap. 14, vers 10

2 1. Korintherbrev kap. 12, vers 11 og 18

3 1. Johannesbrev kap. 3, vers 1

4 2. Korintherbrev kap. 3, vers 17

5 H.P. Mollerup: Du, som bryder lænker, Salmebog for de danske baptistmenigheder 1989, nr. 448

6 Matthæusevangeliet kap. 13, vers 24-30

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> Niels Lunding Andersen peger på sameksistens som en farbar vej for baptister, der er uenige, men stadig vil være kirke sammen


I efteråret 2025 har der været debat i flere menigheder om, hvorvidt homoseksuelle kan være fuldgyldige medlemmer af menigheden.

Da jeg for mange år siden sad i menighedsrådet, var også en fraskilt kvinde medlem af rådet. Der blev dengang snakket i krogene, om det nu også gik an. Nu til dags er den slags snak heldigvis forstummet i de bredere kredse, og mig bekendt er der i dag ingen opgave, som fraskilte ikke kan få lov til at varetage rundt omkring i de danske baptistmenigheder. Bibelen siger mere om skilsmisse, end den siger om homoseksualitet. Folk må mene, hvad de vil om homoseksualitet, men når man begynder at bruge Bibelen som facitliste til at udelukke enkeltpersoner fra dele af menighedens liv og virke, så må man i det mindste bede om, at man læser hele Bibelen.

At være homoseksuel er ingen straf
Jeg ville vælge at være homo igen, hvis man ellers kunne vælge det til eller fra. Jeg lever et rigt velsignet liv, som jeg er Gud taknemmelig for hver eneste dag. Jeg ser homoseksualitet som en kuriositet i skaberværket på linje med venstrehåndethed. Det kan mange heteroseksuelle kristne helt sikkert have en anden mening om – grundigt understøttet af velvalgte bibelcitater – men her vil jeg lige minde om, at det er mig, der er homoen, og det er mig, der må folde hænderne og bede Gud om vejledning til at tackle netop det livsvilkår.

Jeg skal på bedste vis forsøge at være Niels og leve mit liv til Guds ære ved Hans hjælp og vejledning på helt samme måde, som alle andre skal finde deres vej gennem livet.

At være homo er nemlig et livsvilkår, uanset om man kan lide det eller ej. Jeg skal på bedste vis forsøge at være Niels og leve mit liv til Guds ære ved Hans hjælp og vejledning på helt samme måde, som alle andre skal finde deres vej gennem livet. Jeg lever i stor og barnlig tillid til, at Gud altid står klar med hjælp og vejledning til den, der efterspørger den, og at Gud kommer den enkelte i møde personligt – og ikke via stedfortræder i form af bedrevidende medkristne. Til dem, der kunne finde på at bede for mig, så jeg kan blive omprogrammeret og lære at elske kvinder, så der igen kan komme orden i penalhuset, må jeg bare sige: Glem det! I beder og beder og helmer ikke før, det bliver, som I kunne tænke jer. I hører jo ingenting. Måske har Gud allerede svaret jer: nemlig at alt er, som det skal være. Hvis jeg kom til Gud og ville omprogrammeres, ville jeg føle det som en synd over for Gud, der med rette kunne sige til mig: Niels, jeg har velsignet dig rigt – alligevel er du utilfreds og vil have noget andet – lev i min kærlighed.

Hvis jeg kom til Gud og ville omprogrammeres, ville jeg føle det som en synd over for Gud, der med rette kunne sige til mig: Niels, jeg har velsignet dig rigt – alligevel er du utilfreds og vil have noget andet – lev i min kærlighed.

Skulle det ødelægge mit gode humør, at der rundt om i menighedernes ledelser sidder nogle, der vil mene noget om mit seksualliv? Jeg kunne ikke være mere ligeglad. Det er den måde, Kirken har undertrykt masserne på i århundreder. Det værste, der kunne ske, var, at de smed mig ud af kirken, og den risiko lever jeg fint med, men jeg bryder mig ikke om at blive betragtet som et andenrangsmedlem, der ikke længere kan varetage bestemte opgaver i menigheden, udelukkende fordi jeg er homo. Jeg har som allerede nævnt siddet i menighedsrådet, sunget i lovsangsgruppen og været redaktør af det lokale kirkeblad i over 10 år – alt sammen længe før jeg delagtiggjorde andre i min seksuelle orientering – så jeg har allerede gjort min indflydelse gældende (åben homo eller ej) på nogle af de områder, som jeg nu ikke længere vil kunne varetage. Gud ske tak og lov, at jeg ikke også var søndagsskolelærer – så ville rædselsfantasierne da have nået nye højder om letpåvirkelige småbørn, der var blevet besudlet af min blotte tilstedeværelse.

”Vi er alle præster”
Jeg har ingen grund til at tro, at den igangværende drejning mod en mere konservativ og bogstavtro tolkning af Bibelen skulle være drevet frem nedefra i menighederne. I nogle menigheder har præsten i dag en næsten pavelignende status, hvor præsten sætter menighedens dagsorden. Det er faktisk meget ubaptistisk. Tidligere lød baptist-mantraet: ’’Vi er alle præster”, både mht. den udbredte brug af lægprædikanter og mht. den åndsfrihed (smag lige på det ord), der altid har været baptismens kendetegn, nemlig at enhver må læse og tolke Bibelen, som de vil, uden at blive ugleset af den grund. Selvfølgelig må man kritisere præster, for hvem er det egentligt, de tror, der bliver glade, hvis de føler sig kaldet til at pålægge en homoseksuel m/k at leve i cølibat? Er det Gud? Dem selv? Den homoseksuelle? Er det min frelse, der ligger dem sådan på sinde? Er det, fordi de vil savne mig i Himlen, selvom de helst vil være fri for mig her på jorden? Er det i stedet et lidt kikset, men dog velment forsøg på at være ’jordens salt’?

Jeg kan ikke regne ud, hvad de konservative og bibeltro præster, søstre og brødre har i klemme, eller hvilken overtrædelse de gør sig skyldig i, hvis de bare lod mig passe min butik. Det overgår simpelthen min forestillingsevne, hvor de vil hen med al den nidkærhed, og hvad der er drivkraften bag. Tror de, at de får et klap på skulderen og ordene: Min ven, sæt dig højere op!1, når de engang skal mødes med Jesus ansigt til ansigt? Jeg tror, der er nogen, der vil få sig en slem overraskelse, når de ser den endelige bordplan. Strejfer det dem ikke i bare et enkelt klarsynet øjeblik, at det kunne forholde sig sådan? De bringer sig selv faretruende tæt på at ende i samme gruppe som farisæerne og de skriftkloge. Måske skulle de genlæse Bibelen med de briller og afgøre med sig selv, om det virkelig er der, de gerne vil befinde sig.

Hvor blev Lasse Åboms nådegave af?
Man talte meget om nådegaverne, dengang jeg sad i menighedsrådet – og nej, hvor var jeg rigt velsignet her. Det var mit indtryk, at jeg var kommet på den rette hylde som lem på legemet og gren på vintræet, og at folk var glade for min indsats og syntes, at jeg gjorde fyldest i de opgaver, jeg påtog mig. Nu kan jeg så forstå, at nådegaverne først og fremmest bliver tildelt efter seksuel orientering (den eneste rigtige, naturligvis), og at de ydermere kan geninddrages, hvis der på et senere tidspunkt skulle dukke noget op, som menighedens ledelse ikke bryder sig om. Der er næppe nogen i ledelsen, der ville løfte et bryn, hvis jeg deltog i rengøringen og den årlige havedag i kirken, men jeg kan nu forstå, at der er så vitale funktioner på legemet, at kun de helt særligt udvalgte kan få lov at varetage dem, men hvordan hænger det lige sammen med, at alle lemmer på legemet er lige meget værd, og at vi hver især udfylder en gudgiven funktion? Jeg kan ikke få det til at stemme overens med ordene om, at det er Ånden, der tildeler nådegaverne til den enkelte: ”Alt dette virker den ene og samme ånd, der deler ud til hver enkelt, som den selv vil” og videre ”Gud har nu engang givet hver enkelt del dens plads på legemet, som han ville det”2. Hvis Lasse Åbom har været en gudsbenådet præst indtil nu, skulle det da være højst mærkværdigt, at han pludselig over en nat har mistet enhver evne til at udlægge teksten, fordi han har fået en mandlig kæreste. Jeg tror ikke, det er sådan, nådegaverne fungerer.

Hvad bliver det næste?
Indimellem hører man så det sædvanlige om, at Gud hader synden, men elsker synderen. Hvad vil andre par sige til, at de i løbet af et splitsekund får stemplet deres mest intime samliv som syndigt? Jeg ved ikke hvilke kulørte forestillinger, der kører for deres indre blik, men de må have en betænkelig livlig fantasi på området, siden de så hurtigt kan fælde dom over mit. Jeg kan godt blive en anelse pikeret, hvis homoseksuelle som den eneste gruppe i kirken skal tvinges til at redegøre for de mest intime artigheder fra privatlivet foran hele eller dele af menigheden, men det må vel være vilkåret, når man i menighedsrådet vil skelne så skarpt mellem homoseksuel orientering og homoseksuel praksis, fx i forbindelse med valgbarhed til menighedsrådet. Hvordan har man tænkt sig, det rent praktisk skal foregå? Jeg synes godt, man kan efterlyse blot en smule god, gammeldags anstændighed i omgangen med andre mennesker her. Det forekommer mig uhyrligt og grænseløst nævenyttigt, at nogen overhovedet føler sig kaldet til at udtale sig og fælde dom over folks private aktiviteter i sovekammeret. Jeg er en voksen mand uden tildelt værgemål og med forstand inden for normalområdet. Skal vi en gang for alle have et Vogternes Råd, der kan vejlede os om, hvad vi må og ikke må på lagnerne? Tiden må være kommet til, at ganske almindelige baptister rejser sig op og tilkendegiver, at det vil vi ganske enkelt ikke være med til. Det er åndsforladt og ubaptistisk og hører ingen steder hjemme.

I det hele taget er der ikke meget at grine af ved den igangværende udvikling. Jeg synes, det er en farlig vej, vi begiver os ind på, når vi begynder at sortere i mennesker efter forgodtbefindende. Umiddelbart har jeg svært ved at se, at jeg personligt skulle udgøre en trussel for noget som helst – selv som menighedsrådsmedlem i fri dressur. Personligt skal jeg nok overleve både som glad homo og som glad kristen med frelsesvisheden i behold, men når jeg tænker på fremtiden, så er det desværre med meget bange anelser om, hvor dette paradigmeskift omkring et af baptismens allermest hæderkronede principper, nemlig åndsfriheden, vil føre os hen som kirke. Jeg er bange for, at vi kun lige har set begyndelsen af den polarisering, der også finder sted mange andre steder i samfundet og i verden.

Jeg er bange for, at vi kun lige har set begyndelsen af den polarisering, der også finder sted mange andre steder i samfundet og i verden.

Det personlige vidnesbyrd er ikke til diskussion
Det personlige vidnesbyrd har altid stået stærkt, fordi det er et indiskutabelt bidrag om, hvordan Gud arbejder i den enkelte. Nu har Christian (stammer fra det latinske Christianus, som betyder “tilhænger af Kristus” – blot nævnt her som bonusinfo) og jeg holdt sammen i næsten 25 år. Jeg vil nødig leve uden Guds velsignelse, og hvis man tager Guds velsignelse blot det mindste alvorligt, må man antage, at den har betydning, ja endda gør en væsentlig forskel på, om ens liv flasker sig. Så med de 25 gode år sammen med Christian kan jeg intet andet end at være glad og taknemmelig. At nogle kristne ikke kan få øje på Guds kærlighed i det, men i stedet ligefrem råder mig til – hellere i dag end i morgen – at gøre forholdet forbi, fylder mig mest af alt med dyb medlidenhed. Det er bare så trist. Tænk, at gå igennem livet så stæreblind for Guds nærvær i verden. (I parentes bemærket tænker jeg også, at det må være et tungt ansvar at bære, at man som præst eller anden kirkelig autoritet fremkommer med så radikale og sorgfremkaldende råd til andre, men lige den side af sagen forstyrrer tilsyneladende ikke deres nattesøvn).
Tænk, hvis mine brødre og søstre i Herren i stedet havde turdet tage mit vidnesbyrd for pålydende og udbrudt et dybfølt ’Amen’ og et højlydt ’Halleluja’ til det, fordi det kunne være dem et vidnesbyrd om, ”hvor stor kærlighed Faderen har vist os, at vi kaldes Guds børn, og vi er det”3. Det forekommer mig at have været en noget mere opbyggelig vej end det udskillelsesløb, man nu har sat i gang flere steder.

Troen overtrumfer alle skel
Hvorfor er det lige kombinationen ’homo – menighedsråd’, der problematiseres i nogle menigheder? Kombinationen er jo grebet ud af den blå luft uden skygge af bibelsk belæg. Hvis man endelig skal udelukke nogen fra særlige opgaver i menigheden, undrer det mig, at hor og utroskab slet ikke bliver nævnt. Det er nok ellers hyppigere forekommende.

Uanset om det er homoseksuelle, fraskilte, mænd i dametøj, personer, der kæmper en daglig og oftest ensom kamp mod en ufrivillig seksuel tiltrækning til børn, skatteunddragere med forkærlighed for sort arbejde, veganere, tatoverede med piercinger i unævnelige kropsdele, hidsigpropper, lystløgnere, pralhalse og topegoister – kun fantasien sætter grænser her – så kan det ikke være kirkens opgave at holde nogen ude fra fællesskabet.

”Herren er Ånden, og hvor Herrens ånd er, dér er der frihed”4. Den fælles tro på Jesus må overtrumfe alle andre skillelinjer, som vi kunne have lyst til at bruge mod hinanden efter forgodtbefindende. Da jeg var ung, sang vi med stor entusiasme med på: ” Til det mørke fængsel aldrig mer jeg går; al mit hjertes længsel mod din Himmel står”. Jeg agter at fortsætte med at leve mit liv i den dyrekøbte frihed, som jeg med evangeliet har fået del i. Jeg har ikke til sinds – hverken frivilligt eller ufrivilligt – at trisse tilbage til fængslet, og det er helt ude i hampen, når vi nu som kirke begynder at sætte nye fængselsmure/begrænsninger op for hinanden. Måske skulle vi i stedet prøve at komme lidt videre i teksten, og med sidste del af verset kan vi passende minde hinanden om, hvad der er vores egentlige kerneopgave: ”Glad jeg til de andre vinker, som jeg kan: Kom med os at vandre til det frie land”5.

Ingen bør udelukkes
Tænk, hvis vi alle sammen fra lokalmenighed til landsledelse i stedet for det, der foregår nu, havde taget den beslutning, at vi ville bruge al vores flid, tid og energi på at få alle med i fællesskabet. Tænk, hvis ledelsen fra start havde meldt klart ud, at de ikke ville bruge så meget som fem minutter på at udarbejde retningslinjer og paragraffer, der har til formål at udelukke nogen. Tænk, hvis vi i kirken havde haft noget reelt at tilbyde alle dem, der allerede nu møder marginalisering og dæmonisering andre steder. I stedet valgte vi at satse på loungemodellen, hvor der kun er fuld adgang for dem med guldkort.

Jeg kan sagtens se en fælles farbar vej for os som baptistkirke – og den er endda overraskende enkel og ligetil.

En fælles farbar vej
Jeg kan sagtens se en fælles farbar vej for os som baptistkirke – og den er endda overraskende enkel og ligetil. I debatten kan det svirre med mere eller mindre velvalgte skriftsteder, men lad os samles om én bibeltekst, nemlig lignelsen om rajgræsset og hveden6. Lad os minde hinanden om, at rajgræsset og hveden skal blive stående side om side indtil høsten. Det vil kræve selvbeherskelse fra begge sider, men er dog ikke en umulig opgave, hvis viljen er til stede. Hvis der skulle herske nogen som helst uklarhed om rollefordelingen, skal jeg gerne påtage mig den indledende rolle som rajgræs, selvom det på den yderste dag skal kastes i ovnen og brændes. På den dag vil det måske vise sig, at ikke alle var så superdygtige til botanik, som de selv gik rundt og troede.

Niels Lunding Andersen
Pensioneret farmaceut, for nyligt tilflyttet Korskirken i Herlev – hvor alle er velkomne, præcis som de er.

________________________________________________________

1 Lukasevangeliet kap. 14, vers 10

2 1. Korintherbrev kap. 12, vers 11 og 18

3 1. Johannesbrev kap. 3, vers 1

4 2. Korintherbrev kap. 3, vers 17

5 H.P. Mollerup: Du, som bryder lænker, Salmebog for de danske baptistmenigheder 1989, nr. 448

6 Matthæusevangeliet kap. 13, vers 24-30

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/lad-hveden-og-rajgraesset-staa-side-om-side/feed/ Når krigen bliver menneskers virkelighed https://baptist.dk/naar-krigen-bliver-menneskers-virkelighed/ Sun, 25 Aug 2024 10:35:13 +0000 https://baptist.dk/?p=17463 ”De overbevisninger, vi former i fredstid, bliver rystet i deres grundvold af krigen”


Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2024/08/hanne-kiels-interview-med-fyodot-raychynets.mp3

Da Fyodor Raychynets, baptistpræst i Bucha i Ukraine, underviste på årets sommerstævne, sagde han: ”De overbevisninger, vi former i fredstid, bliver rystet i deres grundvold af krigen.” Derfor spurgte jeg ham:

Fyodor Raychynets:

  • siden 2008 præst ved baptistkirken i byen Bucha udenfor Kiev – byen blev hårdt ramt af russisk besættelse i 2022
  • i 2021 hædret af det ukrainske bibelselskab med prisen: ”En mand, der forandrer verden”
  • fra 1995 har han undervist teologistuderende
  • uddannet baptistpræst i Ukraine 1992, Master of Theology i Prag 2001, Ph.D. i anvendt teologi i Amsterdam 2018

”Hvad sker der med vores opfattelse af Gud, når krigen bliver menneskers virkelighed?”

”’Gud beskytter os mod det onde’; ’Gud tager sig af vores behov som en god far’; ‘Gud  er allestedsnærværende og almægtig’. Alle de forestillinger bliver rystet, for i krigen oplever du, at du beder Gud hjælpe og beskytte dig, men det gør Gud ikke. Krig gør det onde meget virkeligt. Pludselig er det onde ikke længere abstrakt. Det onde får et konkret ansigt og en konkret lugt, og du undrer dig over, at Gud ikke forhindrer det onde. Især for dem, der bliver personligt ramt af krigen, bliver troen på Guds almagt og nærvær rystet.

Stillet overfor krigen forandrer alle de forestillinger om Gud sig. Jeg sagde ikke, at Gud forandrer sig, men vores forestillinger om Gud forandrer sig. Vi må gentænke de forestillinger, vi havde om Gud før krigen. Det er let at forestille sig, at Gud stopper det onde, når det onde ikke er nærværende, men når det onde bryder ind i dit liv, dit hjem, dit land, uden at det bliver stoppet, så er Gud enten ikke almægtig, eller også er dine tanker om Gud ikke tilstrækkeligt præcise og dybtgående.

”Jeg sagde ikke, at Gud forandrer sig, men vores forestillinger om Gud forandrer sig.”

I krigstid forandrer din opfattelse af Gud sig ikke nødvendigvis, men du bliver udfordret til at tænke dybere og bredere om Gud. Krigsoplevelsen kan være positiv og drage mennesker nærmere til Gud, men den kan også være negativ, fordi mennesker bliver skuffede – ikke over Gud, men over deres egne forestillinger om Gud.

Spørgsmålet er ikke, om der er krig. Der er altid krig – jeg har ikke oplevet en dag i mit liv uden krig. Det drejer sig om, hvor tæt på krigen du er, og hvor meget krigen berører dig. Spørgsmålet er ikke, om der er krig, men om hvad vi vil gøre i tider med krig?

”Spørgsmålet er ikke, om der er krig, men om hvad vi vil gøre i tider med krig?”

Jeg vil ikke generalisere. Generaliseringer taler aldrig sandt. Alle mister ikke troen på Gud i krigen – nogle gør. Alle kommer ikke til at leve Gud mere nær, men nogle gør. Man kan ikke tale generelt om, hvad krigen gør ved vores tanker om Gud, for krigen gør meget forskelligt.”

“Gud med os” – er Gud med dit land i krigen eller med fjenden? Vælger Gud side?

”Jeg vil gerne omformulere spørgsmålet: ’Er vi på Guds side i krigen?’ For jeg er ikke sikker på, at Gud vælger side i krigen. Ofte fordrer alle krigens parter, at Gud er på deres side. Selvfølgelig må man overveje, om Gud er på vores side, men for mig er det langt mere relevant at spørge:  ’Vælger jeg at være på Guds side midt i krigen?’

”Jeg vil gerne omformulere spørgsmålet: ’Er vi på Guds side i krigen?”

For mig er den alvorligste udfordring at undgå at miste sin menneskelighed midt i umenneskeligheden. Derfor bliver det vigtigste spørgsmål: ’Hvordan bliver jeg ved med at være menneskelig midt i krigen?’ Det gør man ved ikke blot at elske sine venner, men også sin fjende – og dermed vise sig som et menneske. Sådan kan man være sikker på at være på Guds side – midt i helvede.”

”Hvordan bliver jeg ved med at være menneskelig midt i krigen?”

Hvad gør krigen ved overvejelserne om at elske sin næste – for slet ikke at tale om at elske sin fjende?

”Jesus taler om at elske sine fjender i en konkret sammenhæng. Næsten – eller naboen, som det normalt oversættes på engelsk – er den potentielle fjende. Man kan også sige: Den farligste fjende er din nærmeste ven. Sådan er livet. Den, vi stoler på og tør være sårbar overfor, er også det menneske, der kan vende vores sårbarhed og åbenhed imod os.

Fyodor Raychynets (tv) på scenen i Mariager, hvor Lars Midtgaard tolker (Foto: Astrid Melkær Andersen)

Når Jesus siger: ”I har hørt, at der er sagt: ›Du skal elske din næste og hade din fjende.‹  Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender”[i] – så er mit første spørgsmål: ’Er det to forskellige personer?’ Det næste er: ’Taler Jesus om at elske abstrakt eller konkret?’ Endelig taler Jesus også om, at ’I vil blive forfulgt af regeringen og religiøse ledere, men fjenden er din familie’. Det rejser det næste spørgsmål: ’Taler Jesus om at elske et menneske, vi aldrig har mødt, eller taler han om igen at elske et menneske, som har vendt sig imod os?’ Sådan læser jeg ordene om at elske sin fjende. Det drejer sig om igen at elske et menneske, der har vendt sig imod dig. Det drejer sig ikke om en abstrakt fjende, men om at elske en konkret person, som jeg har en relation til.

Buddet om at elske sin fjende handler ikke om en krigssituation, men om hverdagslivet, hvor jeg er nødt til at genopbygge en relation, der er blevet brudt. Jesus udfordrer os til at tilgive og genopbygge fællesskabet den ene gang efter den anden – for sådan handler Gud overfor os.”

Livet på krigens betingelser kalder på handling snarere end på følelser – hvordan udtrykker man næstekærlighed i handling?

”Vi besluttede, at vi ville hjælpe enhver, der har brug for hjælp – hvad enten det er fjender eller ej – bringe vand til de tørstige, mad til de sultne og dele det, vi har med dem. På den måde bevarer vi vores menneskelighed midt i umenneskelighed og krig. Det har vi gennemført. Kirken er netop kaldet til at tage hånd om de lidende, og når vi gør det, kan de lidende se Gud.”

[i] Matthæusevangeliet kap. 5, vers 43-44

Links

Tre fortællinger fra Bucha

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> ”De overbevisninger, vi former i fredstid, bliver rystet i deres grundvold af krigen”


Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2024/08/hanne-kiels-interview-med-fyodot-raychynets.mp3

Da Fyodor Raychynets, baptistpræst i Bucha i Ukraine, underviste på årets sommerstævne, sagde han: ”De overbevisninger, vi former i fredstid, bliver rystet i deres grundvold af krigen.” Derfor spurgte jeg ham:

Fyodor Raychynets:

  • siden 2008 præst ved baptistkirken i byen Bucha udenfor Kiev – byen blev hårdt ramt af russisk besættelse i 2022
  • i 2021 hædret af det ukrainske bibelselskab med prisen: ”En mand, der forandrer verden”
  • fra 1995 har han undervist teologistuderende
  • uddannet baptistpræst i Ukraine 1992, Master of Theology i Prag 2001, Ph.D. i anvendt teologi i Amsterdam 2018

”Hvad sker der med vores opfattelse af Gud, når krigen bliver menneskers virkelighed?”

”’Gud beskytter os mod det onde’; ’Gud tager sig af vores behov som en god far’; ‘Gud  er allestedsnærværende og almægtig’. Alle de forestillinger bliver rystet, for i krigen oplever du, at du beder Gud hjælpe og beskytte dig, men det gør Gud ikke. Krig gør det onde meget virkeligt. Pludselig er det onde ikke længere abstrakt. Det onde får et konkret ansigt og en konkret lugt, og du undrer dig over, at Gud ikke forhindrer det onde. Især for dem, der bliver personligt ramt af krigen, bliver troen på Guds almagt og nærvær rystet.

Stillet overfor krigen forandrer alle de forestillinger om Gud sig. Jeg sagde ikke, at Gud forandrer sig, men vores forestillinger om Gud forandrer sig. Vi må gentænke de forestillinger, vi havde om Gud før krigen. Det er let at forestille sig, at Gud stopper det onde, når det onde ikke er nærværende, men når det onde bryder ind i dit liv, dit hjem, dit land, uden at det bliver stoppet, så er Gud enten ikke almægtig, eller også er dine tanker om Gud ikke tilstrækkeligt præcise og dybtgående.

”Jeg sagde ikke, at Gud forandrer sig, men vores forestillinger om Gud forandrer sig.”

I krigstid forandrer din opfattelse af Gud sig ikke nødvendigvis, men du bliver udfordret til at tænke dybere og bredere om Gud. Krigsoplevelsen kan være positiv og drage mennesker nærmere til Gud, men den kan også være negativ, fordi mennesker bliver skuffede – ikke over Gud, men over deres egne forestillinger om Gud.

Spørgsmålet er ikke, om der er krig. Der er altid krig – jeg har ikke oplevet en dag i mit liv uden krig. Det drejer sig om, hvor tæt på krigen du er, og hvor meget krigen berører dig. Spørgsmålet er ikke, om der er krig, men om hvad vi vil gøre i tider med krig?

”Spørgsmålet er ikke, om der er krig, men om hvad vi vil gøre i tider med krig?”

Jeg vil ikke generalisere. Generaliseringer taler aldrig sandt. Alle mister ikke troen på Gud i krigen – nogle gør. Alle kommer ikke til at leve Gud mere nær, men nogle gør. Man kan ikke tale generelt om, hvad krigen gør ved vores tanker om Gud, for krigen gør meget forskelligt.”

“Gud med os” – er Gud med dit land i krigen eller med fjenden? Vælger Gud side?

”Jeg vil gerne omformulere spørgsmålet: ’Er vi på Guds side i krigen?’ For jeg er ikke sikker på, at Gud vælger side i krigen. Ofte fordrer alle krigens parter, at Gud er på deres side. Selvfølgelig må man overveje, om Gud er på vores side, men for mig er det langt mere relevant at spørge:  ’Vælger jeg at være på Guds side midt i krigen?’

”Jeg vil gerne omformulere spørgsmålet: ’Er vi på Guds side i krigen?”

For mig er den alvorligste udfordring at undgå at miste sin menneskelighed midt i umenneskeligheden. Derfor bliver det vigtigste spørgsmål: ’Hvordan bliver jeg ved med at være menneskelig midt i krigen?’ Det gør man ved ikke blot at elske sine venner, men også sin fjende – og dermed vise sig som et menneske. Sådan kan man være sikker på at være på Guds side – midt i helvede.”

”Hvordan bliver jeg ved med at være menneskelig midt i krigen?”

Hvad gør krigen ved overvejelserne om at elske sin næste – for slet ikke at tale om at elske sin fjende?

”Jesus taler om at elske sine fjender i en konkret sammenhæng. Næsten – eller naboen, som det normalt oversættes på engelsk – er den potentielle fjende. Man kan også sige: Den farligste fjende er din nærmeste ven. Sådan er livet. Den, vi stoler på og tør være sårbar overfor, er også det menneske, der kan vende vores sårbarhed og åbenhed imod os.

Fyodor Raychynets (tv) på scenen i Mariager, hvor Lars Midtgaard tolker (Foto: Astrid Melkær Andersen)

Når Jesus siger: ”I har hørt, at der er sagt: ›Du skal elske din næste og hade din fjende.‹  Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender”[i] – så er mit første spørgsmål: ’Er det to forskellige personer?’ Det næste er: ’Taler Jesus om at elske abstrakt eller konkret?’ Endelig taler Jesus også om, at ’I vil blive forfulgt af regeringen og religiøse ledere, men fjenden er din familie’. Det rejser det næste spørgsmål: ’Taler Jesus om at elske et menneske, vi aldrig har mødt, eller taler han om igen at elske et menneske, som har vendt sig imod os?’ Sådan læser jeg ordene om at elske sin fjende. Det drejer sig om igen at elske et menneske, der har vendt sig imod dig. Det drejer sig ikke om en abstrakt fjende, men om at elske en konkret person, som jeg har en relation til.

Buddet om at elske sin fjende handler ikke om en krigssituation, men om hverdagslivet, hvor jeg er nødt til at genopbygge en relation, der er blevet brudt. Jesus udfordrer os til at tilgive og genopbygge fællesskabet den ene gang efter den anden – for sådan handler Gud overfor os.”

Livet på krigens betingelser kalder på handling snarere end på følelser – hvordan udtrykker man næstekærlighed i handling?

”Vi besluttede, at vi ville hjælpe enhver, der har brug for hjælp – hvad enten det er fjender eller ej – bringe vand til de tørstige, mad til de sultne og dele det, vi har med dem. På den måde bevarer vi vores menneskelighed midt i umenneskelighed og krig. Det har vi gennemført. Kirken er netop kaldet til at tage hånd om de lidende, og når vi gør det, kan de lidende se Gud.”

[i] Matthæusevangeliet kap. 5, vers 43-44

Links

Tre fortællinger fra Bucha

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/naar-krigen-bliver-menneskers-virkelighed/feed/ Tre fortællinger fra Bucha: Menigheden i Bucha efter besættelsen (3) https://baptist.dk/tre-fortaellinger-fra-bucha-menigheden-i-bucha-efter-besaettelsen-3/ Thu, 22 Aug 2024 13:35:38 +0000 https://baptist.dk/?p=17423 På Sommerstævne ’24 fortalte den ukrainske præst Fyodor Raychynets tre beretninger fra 32 dages russisk besættelse af hans hjemby Bucha, ti kilometer nordvest for Kiev


Lyt til historien her:

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2024/08/fyodor-historie3.mp3

Fyodors tre fortællinger fra Bucha blev fortalt tirsdag formiddag på Sommerstævnet. Fortællingerne blev fulgt op af en teologisk udlægning ved et seminar dagen efter.

Baptist.dk bringer de tre historier som en serie. Uden kommentarer eller fortolkning. Historierne taler for sig selv: Fra håbløshed til håb – fra grusomhed til omsorg. Læs den tredje historie om Fyodors menighed i Bucha efter den russiske besættelse.

Der er 2.012 kilometer fra Mariager til Bucha, men en verden til forskel for de mennesker, der oplevede 32 dages russisk besættelse i marts 2022.

Fyodor taler og Lars Midtgaard oversætter på Sommerstævnet (Foto: Astrid Melkær Andersen)

Historien om menigheden i Bucha efter besættelsen

Fyodor beretter:
”Vores menighed og kirke ligger lige midt i Bucha. Vi har den bedste beliggenhed. Da den russiske besættelse af Bucha begyndte, var kirken nærmest et epicenter. Den 22. februar 2022, to dage før den russiske invasion, havde vi et menighedsmøde. På det møde tænkte vi ligesom alle andre på det tidspunkt: ”Hvad nu hvis…?” Hvad gør vi som kirke, hvis det sker? Vi besluttede os for, at kirken skulle have et lager af mad og vand og kunne lave strøm. Hvis der skete noget, kunne kirken tage mod mennesker og forsyne dem med de mest basale ting for at overleve.

Og som I ved: Det skete jo!

Krigens første dage

I krigens første dage fandt 174 mennesker beskyttelse i kirkens kælder. De allerfleste af dem var ikke medlemmer i vores kirke. Men det var præcis det, vi ønskede, da vi forberedte os: Vi ønskede at tjene byens befolkning.

Mit personlige problem var, at jeg boede inde i Kiev kun ti kilometer fra Bucha. Og den 25. februar – inden jeg nåede tilbage til Bucha – sprængte vores soldater alle broerne på de veje, der fører til Bucha for at forhindre russerne i at rykke frem mod Kiev.

Massakren i Bucha

Bucha er en forstad cirka 10 kilometer nordvest for Kiev. I forbindelse med den russiske invasion i Ukraine i februar 2022 var Bucha besat af russerne i 32 døgn fra slutningen af februar til udgangen af marts. Da ukrainske tropper nåede ind i Bucha efter befrielsen, fandt de et antal mennesker myrdet på gader og veje. Enkelte var forsøgt begravet sporadisk. Den internationale presse blev inviteret til Ukraine for at bevidne uhyrlighederne. Ukrainske myndigheder oplyser antallet af dræbte i massakren, der fandt sted umiddelbart før den russiske tilbagetrækning, til 458. FN og andre uafhængige organisationer har et lavere tal. Senere er der udstedt internationale arrestordrer på en række navngivne russiske soldater, der menes at være ansvarlige for massakren. I alt mener man, at omkring 1.400 mennesker i og omkring Bucha døde under besættelsen: Enten ved direkte krigshandlinger eller som følge af krigen (mangel på mad, vand, medicin mv.)

Fyodors udfordring

Jeg kunne ikke rejse hjem til Bucha, det var helt umuligt. Russerne var i Bucha, broerne var væk og mellem Kiev og Bucha var der slagmark og ingenmandsland. Og mobilnettet var næsten brudt sammen. Alligevel fik jeg en aften en opringning fra en af kirketjenerne i Bucha. Han sagde: ”Der er flere end 100 mennesker i kirkens kælder, og de er alle sammen syge. Vi har brug for det mest nødvendige medicin.”

Jeg sidder inde i Kiev – kun ti kilometer væk – og jeg har tilgang til alt den medicin, de mangler i Bucha. Men jeg kan ikke få det til Bucha. Jeg forsøgte flere gange, men vores soldater ville ikke tillade det.

Soldaterne sagde:
”Er du ude på at blive slået ihjel? Du ved, du ikke kan krydse slagmarken, og selv hvis det skulle lykkes, så venter russerne i Bucha. Og de lader dig ikke komme videre!”

Hvordan ville du have det, hvis du havde alt det til rådighed, som dine venner og din menighed mangler desperat, men du kan ikke hjælpe?

En helt ny menighed

Tak Gud, at besættelsen sluttede! I Bucha varede den nøjagtig 32 dage og det var 32 dage i helvede! Vi kom styrtende ind med hjælp. Og da vi kom ind i Bucha, troede jeg, at jeg var kommet til apokalypsen – altings endeligt.  Jeg kom til vores kirke og den var fuld af mennesker. Der var flere end 800 mennesker i kirken. Vi kender faktisk det nøjagtige antal, for vi delte madpakker ud til dem alle sammen. Da jeg kom ind i bygningen, begyndte jeg at kigge efter mennesker, jeg kendte, mennesker fra menigheden. Før krigen var vi omkring 200 medlemmer i menigheden, nu var der pludselig 800 mennesker i kirken. Jeg ledte efter de 200 kendte ansigter, men jeg genkendte kun 37. Så mit første spørgsmål var selvfølgelig: ”Hvor er resten af min menighed? Hvad er der sket med dem? Har de overlevet? Hvor er de?”

Det var sådan livet i vores kirke i Bucha, forandrede sig fuldstændigt.

Nu er det sådan, at 60% af dem, der kommer til søndagsgudstjenesten, er nye i vores kirke. Det er mennesker, der fandt et tilflugtssted i kirken i krigens allerførste frygtelige dage. Det er mennesker, der har mistet noget eller mistet nogen. De har mistet alt hvad de ejer, eller dem de elsker – eller begge dele. De er dybt traumatiseret.

Pludselig er mere end halvdelen af vores menighed fuldstændig ny for os. Det er mennesker, der ingen baptistisk tradition har med sig – overhovedet. Vi var nødt til at forandre vores måde at tilbede på og vores måde at prædike på.

Et nyt formål med at være menighed

Vi indså, at vi er her for at tjene mennesker, der har haft de værste oplevelser i livet. Og vi gør vores bedste for at tjene disse mennesker, der slet ikke har fortjent deres skæbne. Mennesker, der er gået gennem helvede på jord, selv om de bestemt ikke var de største syndere.

Vores kirke har nu besluttet at tjene soldaternes familier og familier, der er socialt udsatte. Deres børn og deres unge, men også børn og unge, der har mistet deres forældre. Vi har militærpersoner til at undervise børnene og de unge: Ikke i at kæmpe eller slå ihjel, men i at undgå de miner, som russerne har efterladt overalt i og udenfor Bucha, og som ikke er fjernet endnu.

Bucha er blevet håbets sted

Når jeg deler disse historier med jer, så er det ikke kun for at fortælle om elendigheden, men også for at fortælle, at vi som menighed har besluttet, at vi vil være et håbets sted. Vi er nødt til at dele det håb, vi har i Kristus, det håb vi finder i de profetiske skrifter, selv om vi lever midt i en håbløs verden.

Rammerne

Inden Fyodor fortalte de tre historier fra Bucha delte han også tre tanker om krig, der sætter rammerne omkring de tre beretninger:

  • Krig ryster de overbevisninger dybt, som vi dannede i fredstid.
  • Krig afslører os for os selv på uventede måder. De, der troede, de var modige i fredstid, kan vise sig at være kujoner i krig, mens de, der ikke betragtede sig selv som modige i fredstid, viser sig at være helte i krig.
  • Krig afslører livets skrøbelighed og afslører, hvordan vi i tider med fred ofte prioriterer forkerte og unødvendige ting

Den var den sidste af Fyodors beretninger fra Bucha. Vi håber, at du er blevet klogere på livet, troen og krigen i Ukraine af at læse dem.

Links

Tre fortællinger fra Bucha

Interview med Fyodor Raychynets: ”Når krigen bliver menneskers virkelighed”

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> På Sommerstævne ’24 fortalte den ukrainske præst Fyodor Raychynets tre beretninger fra 32 dages russisk besættelse af hans hjemby Bucha, ti kilometer nordvest for Kiev


Lyt til historien her:

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2024/08/fyodor-historie3.mp3

Fyodors tre fortællinger fra Bucha blev fortalt tirsdag formiddag på Sommerstævnet. Fortællingerne blev fulgt op af en teologisk udlægning ved et seminar dagen efter.

Baptist.dk bringer de tre historier som en serie. Uden kommentarer eller fortolkning. Historierne taler for sig selv: Fra håbløshed til håb – fra grusomhed til omsorg. Læs den tredje historie om Fyodors menighed i Bucha efter den russiske besættelse.

Der er 2.012 kilometer fra Mariager til Bucha, men en verden til forskel for de mennesker, der oplevede 32 dages russisk besættelse i marts 2022.

Fyodor taler og Lars Midtgaard oversætter på Sommerstævnet (Foto: Astrid Melkær Andersen)

Historien om menigheden i Bucha efter besættelsen

Fyodor beretter:
”Vores menighed og kirke ligger lige midt i Bucha. Vi har den bedste beliggenhed. Da den russiske besættelse af Bucha begyndte, var kirken nærmest et epicenter. Den 22. februar 2022, to dage før den russiske invasion, havde vi et menighedsmøde. På det møde tænkte vi ligesom alle andre på det tidspunkt: ”Hvad nu hvis…?” Hvad gør vi som kirke, hvis det sker? Vi besluttede os for, at kirken skulle have et lager af mad og vand og kunne lave strøm. Hvis der skete noget, kunne kirken tage mod mennesker og forsyne dem med de mest basale ting for at overleve.

Og som I ved: Det skete jo!

Krigens første dage

I krigens første dage fandt 174 mennesker beskyttelse i kirkens kælder. De allerfleste af dem var ikke medlemmer i vores kirke. Men det var præcis det, vi ønskede, da vi forberedte os: Vi ønskede at tjene byens befolkning.

Mit personlige problem var, at jeg boede inde i Kiev kun ti kilometer fra Bucha. Og den 25. februar – inden jeg nåede tilbage til Bucha – sprængte vores soldater alle broerne på de veje, der fører til Bucha for at forhindre russerne i at rykke frem mod Kiev.

Massakren i Bucha

Bucha er en forstad cirka 10 kilometer nordvest for Kiev. I forbindelse med den russiske invasion i Ukraine i februar 2022 var Bucha besat af russerne i 32 døgn fra slutningen af februar til udgangen af marts. Da ukrainske tropper nåede ind i Bucha efter befrielsen, fandt de et antal mennesker myrdet på gader og veje. Enkelte var forsøgt begravet sporadisk. Den internationale presse blev inviteret til Ukraine for at bevidne uhyrlighederne. Ukrainske myndigheder oplyser antallet af dræbte i massakren, der fandt sted umiddelbart før den russiske tilbagetrækning, til 458. FN og andre uafhængige organisationer har et lavere tal. Senere er der udstedt internationale arrestordrer på en række navngivne russiske soldater, der menes at være ansvarlige for massakren. I alt mener man, at omkring 1.400 mennesker i og omkring Bucha døde under besættelsen: Enten ved direkte krigshandlinger eller som følge af krigen (mangel på mad, vand, medicin mv.)

Fyodors udfordring

Jeg kunne ikke rejse hjem til Bucha, det var helt umuligt. Russerne var i Bucha, broerne var væk og mellem Kiev og Bucha var der slagmark og ingenmandsland. Og mobilnettet var næsten brudt sammen. Alligevel fik jeg en aften en opringning fra en af kirketjenerne i Bucha. Han sagde: ”Der er flere end 100 mennesker i kirkens kælder, og de er alle sammen syge. Vi har brug for det mest nødvendige medicin.”

Jeg sidder inde i Kiev – kun ti kilometer væk – og jeg har tilgang til alt den medicin, de mangler i Bucha. Men jeg kan ikke få det til Bucha. Jeg forsøgte flere gange, men vores soldater ville ikke tillade det.

Soldaterne sagde:
”Er du ude på at blive slået ihjel? Du ved, du ikke kan krydse slagmarken, og selv hvis det skulle lykkes, så venter russerne i Bucha. Og de lader dig ikke komme videre!”

Hvordan ville du have det, hvis du havde alt det til rådighed, som dine venner og din menighed mangler desperat, men du kan ikke hjælpe?

En helt ny menighed

Tak Gud, at besættelsen sluttede! I Bucha varede den nøjagtig 32 dage og det var 32 dage i helvede! Vi kom styrtende ind med hjælp. Og da vi kom ind i Bucha, troede jeg, at jeg var kommet til apokalypsen – altings endeligt.  Jeg kom til vores kirke og den var fuld af mennesker. Der var flere end 800 mennesker i kirken. Vi kender faktisk det nøjagtige antal, for vi delte madpakker ud til dem alle sammen. Da jeg kom ind i bygningen, begyndte jeg at kigge efter mennesker, jeg kendte, mennesker fra menigheden. Før krigen var vi omkring 200 medlemmer i menigheden, nu var der pludselig 800 mennesker i kirken. Jeg ledte efter de 200 kendte ansigter, men jeg genkendte kun 37. Så mit første spørgsmål var selvfølgelig: ”Hvor er resten af min menighed? Hvad er der sket med dem? Har de overlevet? Hvor er de?”

Det var sådan livet i vores kirke i Bucha, forandrede sig fuldstændigt.

Nu er det sådan, at 60% af dem, der kommer til søndagsgudstjenesten, er nye i vores kirke. Det er mennesker, der fandt et tilflugtssted i kirken i krigens allerførste frygtelige dage. Det er mennesker, der har mistet noget eller mistet nogen. De har mistet alt hvad de ejer, eller dem de elsker – eller begge dele. De er dybt traumatiseret.

Pludselig er mere end halvdelen af vores menighed fuldstændig ny for os. Det er mennesker, der ingen baptistisk tradition har med sig – overhovedet. Vi var nødt til at forandre vores måde at tilbede på og vores måde at prædike på.

Et nyt formål med at være menighed

Vi indså, at vi er her for at tjene mennesker, der har haft de værste oplevelser i livet. Og vi gør vores bedste for at tjene disse mennesker, der slet ikke har fortjent deres skæbne. Mennesker, der er gået gennem helvede på jord, selv om de bestemt ikke var de største syndere.

Vores kirke har nu besluttet at tjene soldaternes familier og familier, der er socialt udsatte. Deres børn og deres unge, men også børn og unge, der har mistet deres forældre. Vi har militærpersoner til at undervise børnene og de unge: Ikke i at kæmpe eller slå ihjel, men i at undgå de miner, som russerne har efterladt overalt i og udenfor Bucha, og som ikke er fjernet endnu.

Bucha er blevet håbets sted

Når jeg deler disse historier med jer, så er det ikke kun for at fortælle om elendigheden, men også for at fortælle, at vi som menighed har besluttet, at vi vil være et håbets sted. Vi er nødt til at dele det håb, vi har i Kristus, det håb vi finder i de profetiske skrifter, selv om vi lever midt i en håbløs verden.

Rammerne

Inden Fyodor fortalte de tre historier fra Bucha delte han også tre tanker om krig, der sætter rammerne omkring de tre beretninger:

  • Krig ryster de overbevisninger dybt, som vi dannede i fredstid.
  • Krig afslører os for os selv på uventede måder. De, der troede, de var modige i fredstid, kan vise sig at være kujoner i krig, mens de, der ikke betragtede sig selv som modige i fredstid, viser sig at være helte i krig.
  • Krig afslører livets skrøbelighed og afslører, hvordan vi i tider med fred ofte prioriterer forkerte og unødvendige ting

Den var den sidste af Fyodors beretninger fra Bucha. Vi håber, at du er blevet klogere på livet, troen og krigen i Ukraine af at læse dem.

Links

Tre fortællinger fra Bucha

Interview med Fyodor Raychynets: ”Når krigen bliver menneskers virkelighed”

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/tre-fortaellinger-fra-bucha-menigheden-i-bucha-efter-besaettelsen-3/feed/ Tre fortællinger fra Bucha: Tro (2) https://baptist.dk/tre-fortaellinger-fra-bucha-tro-2/ Sat, 17 Aug 2024 21:59:13 +0000 https://baptist.dk/?p=17419 På Sommerstævne ’24 fortalte den ukrainske præst Fyodor Raychynets tre beretninger fra 32 dages russisk besættelse af hans hjemby Bucha, ti kilometer nordvest for Kiev


Lyt til fortællingen her:

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2024/08/fyodor2.mp3

Fyodors tre fortællinger fra Bucha blev fortalt tirsdag formiddag på Sommerstævnet. Fortællingerne blev fulgt op af en teologisk udlægning ved et seminar dagen efter.

Baptist.dk bringer de tre historier som en serie. Uden kommentarer eller fortolkning. Historierne taler for sig selv: Fra håbløshed til håb – fra grusomhed til omsorg. Læs den anden historie, der handler om tro.

Der er 2.012 kilometer fra Mariager til Bucha, men en verden til forskel for de mennesker, der oplevede 32 dages russisk besættelse i marts 2022.

Historien om tro

Fyodor fortæller:
“Da Bucha blev befriet efter 32 dages russisk besættelse skyndte vi os alle sammen tilbage. Vi blev forfærdet over det, vi så. Sammen med os, der rejste hjem, kom også 140 udenlandske journalister, der skulle bevidne russernes forbrydelser.

Fyodor taler og Lars Midtgaard oversætter på Sommerstævnet (Foto: Astrid Melkær Andersen)

”Hvordan kan man tro efter…”

Og så rejste debatten sig: Hvordan kan vi tro på Gud efter Bucha?

Jeg blev involveret i teologiske samtaler og jeg blev interviewet om emnet. Jeg måtte minde mennesker om, at det, der skete i Bucha ikke skete for første gang i historien. Og – er jeg bange for – heller ikke for sidste gang. Spørgsmålet: ”Hvordan kan vi tro på Gud efter…?” er lige så gammelt som vores kristne historie. Hvordan skal vi tro på Gud efter Auschwitz? Efter Rwanda? Efter Srebrenica? Jeg kan blive ved… og vi kan altid spørge: ”Hvordan kan vi tro på Gud efter…?”

Massakren i Bucha

Bucha er en forstad cirka 10 kilometer nordvest for Kiev. I forbindelse med den russiske invasion i Ukraine i februar 2022 var Bucha besat af russerne i 32 døgn fra slutningen af februar til udgangen af marts. Da ukrainske tropper nåede ind i Bucha efter befrielsen, fandt de et antal mennesker myrdet på gader og veje. Enkelte var forsøgt begravet sporadisk. Den internationale presse blev inviteret til Ukraine for at bevidne uhyrlighederne. Ukrainske myndigheder oplyser antallet af dræbte i massakren, der fandt sted umiddelbart før den russiske tilbagetrækning, til 458. FN og andre uafhængige organisationer har et lavere tal. Senere er der udstedt internationale arrestordrer på en række navngivne russiske soldater, der menes at være ansvarlige for massakren. I alt mener man, at omkring 1.400 mennesker i og omkring Bucha døde under besættelsen: Enten ved direkte krigshandlinger eller som følge af krigen (mangel på mad, vand, medicin mv.)

En hilsen

En af mine venner kom til mig en søndag og sagde: ”Jeg har en hilsen til dig.”
”Fra hvem?” spurgte jeg.

Det at bringe hilsner i krigstid er noget ganske særligt positivt. Du bliver klar over, at din ven fortsat er i live – og han eller hun husker dig stadig! Nu ved jeg ikke, hvordan det er i danske baptistkirker, men i ukrainske baptistkirker har vi et næsten helligt ritual: Når gudstjenesten er ved at være forbi, spørger vi altid: ”Er der nogle til stede, der besøger vores kirke for første gang? Måske I vil bringe en hilsen til os?” Så sker det, at folk rejser sig og bringer hilsner fra deres kirke eller det land, de kommer fra. Og så beder vi gæsterne tage hilsner med hjem fra os. Det er blevet en del af vores liturgi at bringe hilsner.

Min ven kom altså med en hilsen og jeg spurgte: ”Fra hvem?”. Og han svarede:
”Det er fra et menneske, du kender rigtig godt. Og det er ikke bare en hilsen, det er en hilsen med et særligt billede.” Så viste han mig et billede af en soldat på sin telefon. En soldat i fuld kampuniform med et stort gevær foran brystet. Min ven sagde: ”Hilsenen fra soldaten på billedet lyder: ”Fortæl Fyodor, at efter Bucha, så tror jeg ikke længere på Gud. Det er det her, jeg tror på.”

En hilsen, der er umulig at besvare

Soldaten på billedet, ham der sendte hilsenen, var en af mine studenter. En, jeg har undervist i teologi.

Jeg ved ikke, hvad min ven forventede jeg skulle sige til den hilsen, han bragte. Men lige i det øjeblik sagde jeg: ”Fortæl ham, at jeg elsker ham, giv ham et kram fra mig og giv ham mit hjerte. Og sig til ham, at jeg håber, at den tilstand han er i, må være midlertidig.”

I krigstid har vi en umiddelbar reaktion mod vores tidligere overbevisninger – og mange ting som tidligere har givet mening, mister deres betydning. Men jeg håber for min student, at hans nye overbevisning er midlertidig.”

Rammerne

Inden Fyodor fortalte de tre historier fra Bucha delte han også tre tanker om krig, der sætter rammerne omkring de tre beretninger:

  • Krig ryster de overbevisninger dybt, som vi dannede i fredstid-
  • Krig afslører os for os selv på uventede måder. De, der troede, de var modige i fredstid, kan vise sig at være kujoner i krig, mens de, der ikke betragtede sig selv som modige i fredstid, viser sig at være helte i krig.
  • Krig afslører livets skrøbelighed og afslører, hvordan vi i tider med fred ofte prioriterer forkerte og unødvendige ting

Den næste fortælling fra Bucha handler om menigheden i Bucha efter besættelsen.

Links

Tre fortællinger fra Bucha

Interview med Fyodor Raychynets: ”Når krigen bliver menneskers virkelighed”

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> På Sommerstævne ’24 fortalte den ukrainske præst Fyodor Raychynets tre beretninger fra 32 dages russisk besættelse af hans hjemby Bucha, ti kilometer nordvest for Kiev


Lyt til fortællingen her:

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2024/08/fyodor2.mp3

Fyodors tre fortællinger fra Bucha blev fortalt tirsdag formiddag på Sommerstævnet. Fortællingerne blev fulgt op af en teologisk udlægning ved et seminar dagen efter.

Baptist.dk bringer de tre historier som en serie. Uden kommentarer eller fortolkning. Historierne taler for sig selv: Fra håbløshed til håb – fra grusomhed til omsorg. Læs den anden historie, der handler om tro.

Der er 2.012 kilometer fra Mariager til Bucha, men en verden til forskel for de mennesker, der oplevede 32 dages russisk besættelse i marts 2022.

Historien om tro

Fyodor fortæller:
“Da Bucha blev befriet efter 32 dages russisk besættelse skyndte vi os alle sammen tilbage. Vi blev forfærdet over det, vi så. Sammen med os, der rejste hjem, kom også 140 udenlandske journalister, der skulle bevidne russernes forbrydelser.

Fyodor taler og Lars Midtgaard oversætter på Sommerstævnet (Foto: Astrid Melkær Andersen)

”Hvordan kan man tro efter…”

Og så rejste debatten sig: Hvordan kan vi tro på Gud efter Bucha?

Jeg blev involveret i teologiske samtaler og jeg blev interviewet om emnet. Jeg måtte minde mennesker om, at det, der skete i Bucha ikke skete for første gang i historien. Og – er jeg bange for – heller ikke for sidste gang. Spørgsmålet: ”Hvordan kan vi tro på Gud efter…?” er lige så gammelt som vores kristne historie. Hvordan skal vi tro på Gud efter Auschwitz? Efter Rwanda? Efter Srebrenica? Jeg kan blive ved… og vi kan altid spørge: ”Hvordan kan vi tro på Gud efter…?”

Massakren i Bucha

Bucha er en forstad cirka 10 kilometer nordvest for Kiev. I forbindelse med den russiske invasion i Ukraine i februar 2022 var Bucha besat af russerne i 32 døgn fra slutningen af februar til udgangen af marts. Da ukrainske tropper nåede ind i Bucha efter befrielsen, fandt de et antal mennesker myrdet på gader og veje. Enkelte var forsøgt begravet sporadisk. Den internationale presse blev inviteret til Ukraine for at bevidne uhyrlighederne. Ukrainske myndigheder oplyser antallet af dræbte i massakren, der fandt sted umiddelbart før den russiske tilbagetrækning, til 458. FN og andre uafhængige organisationer har et lavere tal. Senere er der udstedt internationale arrestordrer på en række navngivne russiske soldater, der menes at være ansvarlige for massakren. I alt mener man, at omkring 1.400 mennesker i og omkring Bucha døde under besættelsen: Enten ved direkte krigshandlinger eller som følge af krigen (mangel på mad, vand, medicin mv.)

En hilsen

En af mine venner kom til mig en søndag og sagde: ”Jeg har en hilsen til dig.”
”Fra hvem?” spurgte jeg.

Det at bringe hilsner i krigstid er noget ganske særligt positivt. Du bliver klar over, at din ven fortsat er i live – og han eller hun husker dig stadig! Nu ved jeg ikke, hvordan det er i danske baptistkirker, men i ukrainske baptistkirker har vi et næsten helligt ritual: Når gudstjenesten er ved at være forbi, spørger vi altid: ”Er der nogle til stede, der besøger vores kirke for første gang? Måske I vil bringe en hilsen til os?” Så sker det, at folk rejser sig og bringer hilsner fra deres kirke eller det land, de kommer fra. Og så beder vi gæsterne tage hilsner med hjem fra os. Det er blevet en del af vores liturgi at bringe hilsner.

Min ven kom altså med en hilsen og jeg spurgte: ”Fra hvem?”. Og han svarede:
”Det er fra et menneske, du kender rigtig godt. Og det er ikke bare en hilsen, det er en hilsen med et særligt billede.” Så viste han mig et billede af en soldat på sin telefon. En soldat i fuld kampuniform med et stort gevær foran brystet. Min ven sagde: ”Hilsenen fra soldaten på billedet lyder: ”Fortæl Fyodor, at efter Bucha, så tror jeg ikke længere på Gud. Det er det her, jeg tror på.”

En hilsen, der er umulig at besvare

Soldaten på billedet, ham der sendte hilsenen, var en af mine studenter. En, jeg har undervist i teologi.

Jeg ved ikke, hvad min ven forventede jeg skulle sige til den hilsen, han bragte. Men lige i det øjeblik sagde jeg: ”Fortæl ham, at jeg elsker ham, giv ham et kram fra mig og giv ham mit hjerte. Og sig til ham, at jeg håber, at den tilstand han er i, må være midlertidig.”

I krigstid har vi en umiddelbar reaktion mod vores tidligere overbevisninger – og mange ting som tidligere har givet mening, mister deres betydning. Men jeg håber for min student, at hans nye overbevisning er midlertidig.”

Rammerne

Inden Fyodor fortalte de tre historier fra Bucha delte han også tre tanker om krig, der sætter rammerne omkring de tre beretninger:

  • Krig ryster de overbevisninger dybt, som vi dannede i fredstid-
  • Krig afslører os for os selv på uventede måder. De, der troede, de var modige i fredstid, kan vise sig at være kujoner i krig, mens de, der ikke betragtede sig selv som modige i fredstid, viser sig at være helte i krig.
  • Krig afslører livets skrøbelighed og afslører, hvordan vi i tider med fred ofte prioriterer forkerte og unødvendige ting

Den næste fortælling fra Bucha handler om menigheden i Bucha efter besættelsen.

Links

Tre fortællinger fra Bucha

Interview med Fyodor Raychynets: ”Når krigen bliver menneskers virkelighed”

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/tre-fortaellinger-fra-bucha-tro-2/feed/ Tre fortællinger fra Bucha: Historien om to mænd (1) https://baptist.dk/tre-fortaellinger-fra-bucha-historien-om-to-maend-1/ Mon, 12 Aug 2024 20:00:30 +0000 https://baptist.dk/?p=17416 På Sommerstævne ’24 fortalte den ukrainske præst Fyodor Raychynets tre beretninger fra 32 dages russisk besættelse af hans hjemby Bucha, ti kilometer nordvest for Kiev


Lyt til historien her:

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2024/08/fyodor1fortaelling.mp3

Fyodors tre fortællinger fra Bucha blev fortalt tirsdag formiddag på Sommerstævnet. Fortællingerne blev fulgt op af en teologisk udlægning ved et seminar dagen efter.

Baptist.dk bringer de tre historier som en serie. Uden kommentarer eller fortolkning. Historierne taler for sig selv: Fra håbløshed til håb – fra grusomhed til omsorg. Læs den første historie om to mænd her og bliv klogere på livet og krigen i Ukraine.

Der er 2.012 kilometer fra Mariager til Bucha, men en verden til forskel for de mennesker, der oplevede 32 dages russisk besættelse i marts 2022.

Fyodor taler og Lars Midtgaard oversætter på Sommerstævnet (Foto: Astrid Melkær Andersen)

Historien om to mænd

Fyodor fortalte:
”Jeg vil starte med en historie om to mænd i vores menighed. Men først en betragtning om krigen: Det er meget farligt, når krigen kommer til dit land. For nylig fejrede en af mine venner 60 års fødselsdag og han sagde spøgefuldt: ”Ved du hvad, Fyodor? Den eneste fordel for en mand i min alder er, at man ikke kan blive indkaldt til hæren og man kan rejse frit.”

Helten

Fortællingen handler om to jævnaldrende medlemmer – to mænd – i menigheden. Ved fortællingens begyndelse var de begge omkring 40 år gamle. Præcis den alder, hvor hæren er interesseret i dig. De to mænd levede vidt forskellige liv. Den ene var soldat i en af hærens specialenheder. Han havde kæmpet ved den østlige grænse siden 2014, siden kampene begyndte derude. Han havde gennemført flere militære operationer med stort mod. Manden var en helt. Han havde mange medaljer hen over brystet på uniformen. Da den russiske invasion begyndte i februar 2022, forsvandt han. Ingen vidste, hvad der var blevet af ham: Nogle mente at vide, at han havde tilsluttet sig en ny kampenhed, andre var sikre på, at han var taget tilbage til sin egen hærenhed i det østlige Ukraine. Men ingen vidste noget med sikkerhed.

Massakren i Bucha

Bucha er en forstad cirka 10 kilometer nordvest for Kiev. I forbindelse med den russiske invasion i Ukraine i februar 2022 var Bucha besat af russerne i 32 døgn fra slutningen af februar til udgangen af marts. Da ukrainske tropper nåede ind i Bucha efter befrielsen, fandt de et antal mennesker myrdet på gader og veje. Enkelte var forsøgt begravet sporadisk. Den internationale presse blev inviteret til Ukraine for at bevidne uhyrlighederne. Ukrainske myndigheder oplyser antallet af dræbte i massakren, der fandt sted umiddelbart før den russiske tilbagetrækning, til 458. FN og andre uafhængige organisationer har et lavere tal. Senere er der udstedt internationale arrestordrer på en række navngivne russiske soldater, der menes at være ansvarlige for massakren. I alt mener man, at omkring 1.400 mennesker i og omkring Bucha døde under besættelsen: Enten ved direkte krigshandlinger eller som følge af krigen (mangel på mad, vand, medicin mv.)

Narkomanen

Den anden mand havde været narkotikamisbruger hele sit liv. Narkotikamisbrug har konsekvenser. Umiddelbart før invasionen i 2022 gik han til sin læge. Og lægen fortalte ham, at han var dødssyg og kun havde få måneder tilbage af sit liv. Så han besluttede sig for at dø som en helt. Han tænkte: ”Eftersom jeg har spildt mit liv og levet på en upassende måde, så kan jeg i det mindste dø på en passende måde!”

Han besluttede sig for, at han hver dag under den russiske besættelse af Bucha ville gå hen til den russiske forpost og provokere de russiske soldater. Og det gjorde han. Hver dag gik han hen og råbte forbandelser til dem. Han brugte sprogets værste gloser. Slet ikke ord, vi havde lært ham i kirken! Han tænkte, at ved at provokere russerne kunne han få dem til at slå sig ihjel. Han ville dø som en helt: Dræbt af russerne under krigen! Det er der såmænd mange ukrainere, der drømmer om: At dø som en helt.

Men ved I, hvad russerne gjorde? De råbte bare efter ham: ”Skrid, gå hjem – lad være med at spilde vores tid.” Manden blev ikke skudt og han døde ikke som en helt. Tværtimod overlevede han den russiske besættelse af Bucha.

Til sidst fandt vi soldaten

Da russerne rykkede ind i Bucha vidste vi stadig ikke, hvor den første mand – soldaten – var forsvundet hen. Men i maj måned 2022, næsten to måneder efter russerne havde forladt Bucha, så fandt vi den unge mand. Eller rettere: Vi fandt forskellige dele af hans lig forskellige steder rundt omkring i Bucha. Russerne havde besluttet, at det ikke var tilstrækkeligt at slå ham ihjel. De havde parteret hans lig og begravet det forskellige steder.

Soldatens mor

Men det er ikke russernes udåd, der er sagens kerne. For soldatens mor er også medlem af vores menighed. Og hun spurgte mig: ”Hvorfor? Hvorfor min søn, helten? Ikke bare en, der foregav at være helt ved at råbe ad russerne, men en ægte helt? Hvorfor skulle han myrdes på en så bestialsk måde, når en anden, der har levet et nyttesløst liv som narkoman, overlever. Hvordan vil du forklare det, Fyodor?”

Det kan jeg ikke!

For halvandet år siden mistede jeg min søn. Ikke i krigen – han døde i sin seng, mens han sov.

Ved en søndagsgudstjeneste efter min søns død kom soldatens mor til mig og gav mig et knus og sagde til mig: ”Måske forstår du mig bedre nu.”

Rammerne

Inden Fyodor fortalte de tre historier fra Bucha delte han også tre tanker om krig, der sætter rammerne omkring de tre beretninger:

  • Krig ryster de overbevisninger dybt, som vi dannede i fredstid
  • Krig afslører os for os selv på uventede måder. De, der troede, de var modige i fredstid, kan vise sig at være kujoner i krig, mens de, der ikke betragtede sig selv som modige i fredstid, viser sig at være helte i krig
  • Krig afslører livets skrøbelighed og afslører, hvordan vi i tider med fred ofte prioriterer forkerte og unødvendige ting

Den næste fortælling fra Bucha handler om tro.

Links

Tre fortællinger fra Bucha

Interview med Fyodor Raychynets: ”Når krigen bliver menneskers virkelighed”

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> På Sommerstævne ’24 fortalte den ukrainske præst Fyodor Raychynets tre beretninger fra 32 dages russisk besættelse af hans hjemby Bucha, ti kilometer nordvest for Kiev


Lyt til historien her:

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2024/08/fyodor1fortaelling.mp3

Fyodors tre fortællinger fra Bucha blev fortalt tirsdag formiddag på Sommerstævnet. Fortællingerne blev fulgt op af en teologisk udlægning ved et seminar dagen efter.

Baptist.dk bringer de tre historier som en serie. Uden kommentarer eller fortolkning. Historierne taler for sig selv: Fra håbløshed til håb – fra grusomhed til omsorg. Læs den første historie om to mænd her og bliv klogere på livet og krigen i Ukraine.

Der er 2.012 kilometer fra Mariager til Bucha, men en verden til forskel for de mennesker, der oplevede 32 dages russisk besættelse i marts 2022.

Fyodor taler og Lars Midtgaard oversætter på Sommerstævnet (Foto: Astrid Melkær Andersen)

Historien om to mænd

Fyodor fortalte:
”Jeg vil starte med en historie om to mænd i vores menighed. Men først en betragtning om krigen: Det er meget farligt, når krigen kommer til dit land. For nylig fejrede en af mine venner 60 års fødselsdag og han sagde spøgefuldt: ”Ved du hvad, Fyodor? Den eneste fordel for en mand i min alder er, at man ikke kan blive indkaldt til hæren og man kan rejse frit.”

Helten

Fortællingen handler om to jævnaldrende medlemmer – to mænd – i menigheden. Ved fortællingens begyndelse var de begge omkring 40 år gamle. Præcis den alder, hvor hæren er interesseret i dig. De to mænd levede vidt forskellige liv. Den ene var soldat i en af hærens specialenheder. Han havde kæmpet ved den østlige grænse siden 2014, siden kampene begyndte derude. Han havde gennemført flere militære operationer med stort mod. Manden var en helt. Han havde mange medaljer hen over brystet på uniformen. Da den russiske invasion begyndte i februar 2022, forsvandt han. Ingen vidste, hvad der var blevet af ham: Nogle mente at vide, at han havde tilsluttet sig en ny kampenhed, andre var sikre på, at han var taget tilbage til sin egen hærenhed i det østlige Ukraine. Men ingen vidste noget med sikkerhed.

Massakren i Bucha

Bucha er en forstad cirka 10 kilometer nordvest for Kiev. I forbindelse med den russiske invasion i Ukraine i februar 2022 var Bucha besat af russerne i 32 døgn fra slutningen af februar til udgangen af marts. Da ukrainske tropper nåede ind i Bucha efter befrielsen, fandt de et antal mennesker myrdet på gader og veje. Enkelte var forsøgt begravet sporadisk. Den internationale presse blev inviteret til Ukraine for at bevidne uhyrlighederne. Ukrainske myndigheder oplyser antallet af dræbte i massakren, der fandt sted umiddelbart før den russiske tilbagetrækning, til 458. FN og andre uafhængige organisationer har et lavere tal. Senere er der udstedt internationale arrestordrer på en række navngivne russiske soldater, der menes at være ansvarlige for massakren. I alt mener man, at omkring 1.400 mennesker i og omkring Bucha døde under besættelsen: Enten ved direkte krigshandlinger eller som følge af krigen (mangel på mad, vand, medicin mv.)

Narkomanen

Den anden mand havde været narkotikamisbruger hele sit liv. Narkotikamisbrug har konsekvenser. Umiddelbart før invasionen i 2022 gik han til sin læge. Og lægen fortalte ham, at han var dødssyg og kun havde få måneder tilbage af sit liv. Så han besluttede sig for at dø som en helt. Han tænkte: ”Eftersom jeg har spildt mit liv og levet på en upassende måde, så kan jeg i det mindste dø på en passende måde!”

Han besluttede sig for, at han hver dag under den russiske besættelse af Bucha ville gå hen til den russiske forpost og provokere de russiske soldater. Og det gjorde han. Hver dag gik han hen og råbte forbandelser til dem. Han brugte sprogets værste gloser. Slet ikke ord, vi havde lært ham i kirken! Han tænkte, at ved at provokere russerne kunne han få dem til at slå sig ihjel. Han ville dø som en helt: Dræbt af russerne under krigen! Det er der såmænd mange ukrainere, der drømmer om: At dø som en helt.

Men ved I, hvad russerne gjorde? De råbte bare efter ham: ”Skrid, gå hjem – lad være med at spilde vores tid.” Manden blev ikke skudt og han døde ikke som en helt. Tværtimod overlevede han den russiske besættelse af Bucha.

Til sidst fandt vi soldaten

Da russerne rykkede ind i Bucha vidste vi stadig ikke, hvor den første mand – soldaten – var forsvundet hen. Men i maj måned 2022, næsten to måneder efter russerne havde forladt Bucha, så fandt vi den unge mand. Eller rettere: Vi fandt forskellige dele af hans lig forskellige steder rundt omkring i Bucha. Russerne havde besluttet, at det ikke var tilstrækkeligt at slå ham ihjel. De havde parteret hans lig og begravet det forskellige steder.

Soldatens mor

Men det er ikke russernes udåd, der er sagens kerne. For soldatens mor er også medlem af vores menighed. Og hun spurgte mig: ”Hvorfor? Hvorfor min søn, helten? Ikke bare en, der foregav at være helt ved at råbe ad russerne, men en ægte helt? Hvorfor skulle han myrdes på en så bestialsk måde, når en anden, der har levet et nyttesløst liv som narkoman, overlever. Hvordan vil du forklare det, Fyodor?”

Det kan jeg ikke!

For halvandet år siden mistede jeg min søn. Ikke i krigen – han døde i sin seng, mens han sov.

Ved en søndagsgudstjeneste efter min søns død kom soldatens mor til mig og gav mig et knus og sagde til mig: ”Måske forstår du mig bedre nu.”

Rammerne

Inden Fyodor fortalte de tre historier fra Bucha delte han også tre tanker om krig, der sætter rammerne omkring de tre beretninger:

  • Krig ryster de overbevisninger dybt, som vi dannede i fredstid
  • Krig afslører os for os selv på uventede måder. De, der troede, de var modige i fredstid, kan vise sig at være kujoner i krig, mens de, der ikke betragtede sig selv som modige i fredstid, viser sig at være helte i krig
  • Krig afslører livets skrøbelighed og afslører, hvordan vi i tider med fred ofte prioriterer forkerte og unødvendige ting

Den næste fortælling fra Bucha handler om tro.

Links

Tre fortællinger fra Bucha

Interview med Fyodor Raychynets: ”Når krigen bliver menneskers virkelighed”

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/tre-fortaellinger-fra-bucha-historien-om-to-maend-1/feed/ Den røde Kirke https://baptist.dk/den-roede-kirke/ Fri, 16 Dec 2022 15:23:38 +0000 https://baptist.dk/?p=12992 ’Den røde kirke’ hedder den lokalt. Den er nu Danmarks ældste baptistkirke, som stadig er i brug.


Bygget i 1857 i landsbyen Oure, mellem Svendborg og Nyborg på Sydfyn, er Oure Baptistkirke stadig hus for en af de første danske baptistmenigheder.

For 167 år siden – i 1855 – havde Oure Baptistmenighed 23 medlemmer. I dag er de kun lidt flere med 32 medlemmer. Forskellen er, at flertallet af de aktive deltagere nu er over 58 år. Og den oprindelige bygning fra november 1857 har nok aldrig set så mange tamiler under taget, som den gør nu. Menigheden har nemlig et tæt samarbejde med Bethany International Church, som lejer sig ind. De har lige fejret 30-års jubilæum for den tamilske menighed, så der er stadig kristent liv i den 165 år gamle bygning.

Meget liv førhen

Baptisterne i Oure har oplevet megen fremgang igennem mange årtier, og det hang klart sammen med lokalområdet. Menigheden havde både plads og ressourcer til at lægge mark, hus og folk til i forbindelse med diverse aktiviteter. Menigheden har lagt utrolig mange kræfter især i børne- og ungeaktiviteter med blandt andet sommerlejre på to af medlemmernes marker. Senere blev kirken vært for spejdere i området. Et medlem fra menighedsrådet beretter: ”Mange af landsbyens børn har været igennem kirkens døre på grund af de mange børne- og ungeaktiviteter, og jeg har endda hørt en af dem, som ikke hører til kirken, sige med glæde i stemmen som voksen: ’Jeg har en gang været baptist!’”

De unge flytter

Som mange andre landsbyer oplever Oure en generel nedgang i antallet af børn og unge, for mange rejser og slår sig ned i de større byer, hvor ungdomsuddannelserne og universiteterne ligger. Det kan menigheden tydeligt mærke i 2022, hvor alle aktiviteter ud over søndagsgudstjenesten er nedlagte, selv bedegruppen.

Menigheden måtte lukke spejderkredsen i starten af 2020: ”Vi mangler baptistbørn og unge i byen, og de få, som er aktive, er enten ude at sejle med skibet Logos Hope med OM Danmark (Operation Mobilisation) eller flyttet til storbyen, hvor de læser”, fortæller en af de tilbageværende fanebærere. Dog sidder to unge kvinder i menighedsrådet.

Hvis man havde ressourcerne, er der mulighed for at lave mission blandt disse unge.

En anden ildsjæl ser en ny mulighed. Hun glæder sig over et større antal af unge i byen, der går på Skolerne i Oure Sport & Performing Arts, som udgør et af Danmarks største kostskolemiljøer med efterskole, kostgymnasium og højskole. Hun siger: ”Hvis man havde ressourcerne, er der mulighed for at lave mission blandt disse unge”. Hun har desuden i samarbejde med Borgerforeningen inspireret til, at ruten for juleparaden starter ved højskolen og slutter med æbleskiver i baptistkirken, når byens juletræ skal tændes.

Hjælp til nytænkning

Vi har penge og mange gode idéer, men for få hænder til at udføre dem.

Baptistfamilierne nægter at give op trods de sidste fire års udfordringer og behovet for at danne et nyt menighedsråd. De tænker især på de ældres indsats og gaver: ”Vi kæmper for dem, der er tilbage, og som gav os vores gode økonomi”, siger én af dem. Menigheden var klar over, at der skulle nytænkning til, og derfor har de gjort brug af Jan Kornholt, menighedsudvikler i BaptistKirken. ”Vi har penge og mange gode idéer, men for få hænder til at udføre dem”, fortsætter hun. De fortsætter, så længe de kan, med at finde forskellige til at prædike om søndagen og til at spille på det nye el-klaver, der var en gave, og med at besøge hinanden og yde omsorg, fordi de ingen præst har.

Der er fortsat et solidt samarbejde omkring aktiviteter for pensionisterne mellem ’den røde kirke’ (baptistkirken) og ’den hvide kirke’ (folkekirken), fortæller et andet medlem. Hun tilføjer med begejstring, at man i samarbejde med Borgerforeningen laver aktiviteter for alle aldre, herunder Sct. Hans, og for nylig Jan Kornholts ’I Walk the Line’. En tredje bekræfter, at sidstnævnte arrangement var en stor succes, og vedkommende håber på flere af den slags, så resten af beboerne oplever, at Oure Baptistkirke fortsat er en synlig drivkraft bag byens fællesskab.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> ’Den røde kirke’ hedder den lokalt. Den er nu Danmarks ældste baptistkirke, som stadig er i brug.


Bygget i 1857 i landsbyen Oure, mellem Svendborg og Nyborg på Sydfyn, er Oure Baptistkirke stadig hus for en af de første danske baptistmenigheder.

For 167 år siden – i 1855 – havde Oure Baptistmenighed 23 medlemmer. I dag er de kun lidt flere med 32 medlemmer. Forskellen er, at flertallet af de aktive deltagere nu er over 58 år. Og den oprindelige bygning fra november 1857 har nok aldrig set så mange tamiler under taget, som den gør nu. Menigheden har nemlig et tæt samarbejde med Bethany International Church, som lejer sig ind. De har lige fejret 30-års jubilæum for den tamilske menighed, så der er stadig kristent liv i den 165 år gamle bygning.

Meget liv førhen

Baptisterne i Oure har oplevet megen fremgang igennem mange årtier, og det hang klart sammen med lokalområdet. Menigheden havde både plads og ressourcer til at lægge mark, hus og folk til i forbindelse med diverse aktiviteter. Menigheden har lagt utrolig mange kræfter især i børne- og ungeaktiviteter med blandt andet sommerlejre på to af medlemmernes marker. Senere blev kirken vært for spejdere i området. Et medlem fra menighedsrådet beretter: ”Mange af landsbyens børn har været igennem kirkens døre på grund af de mange børne- og ungeaktiviteter, og jeg har endda hørt en af dem, som ikke hører til kirken, sige med glæde i stemmen som voksen: ’Jeg har en gang været baptist!’”

De unge flytter

Som mange andre landsbyer oplever Oure en generel nedgang i antallet af børn og unge, for mange rejser og slår sig ned i de større byer, hvor ungdomsuddannelserne og universiteterne ligger. Det kan menigheden tydeligt mærke i 2022, hvor alle aktiviteter ud over søndagsgudstjenesten er nedlagte, selv bedegruppen.

Menigheden måtte lukke spejderkredsen i starten af 2020: ”Vi mangler baptistbørn og unge i byen, og de få, som er aktive, er enten ude at sejle med skibet Logos Hope med OM Danmark (Operation Mobilisation) eller flyttet til storbyen, hvor de læser”, fortæller en af de tilbageværende fanebærere. Dog sidder to unge kvinder i menighedsrådet.

Hvis man havde ressourcerne, er der mulighed for at lave mission blandt disse unge.

En anden ildsjæl ser en ny mulighed. Hun glæder sig over et større antal af unge i byen, der går på Skolerne i Oure Sport & Performing Arts, som udgør et af Danmarks største kostskolemiljøer med efterskole, kostgymnasium og højskole. Hun siger: ”Hvis man havde ressourcerne, er der mulighed for at lave mission blandt disse unge”. Hun har desuden i samarbejde med Borgerforeningen inspireret til, at ruten for juleparaden starter ved højskolen og slutter med æbleskiver i baptistkirken, når byens juletræ skal tændes.

Hjælp til nytænkning

Vi har penge og mange gode idéer, men for få hænder til at udføre dem.

Baptistfamilierne nægter at give op trods de sidste fire års udfordringer og behovet for at danne et nyt menighedsråd. De tænker især på de ældres indsats og gaver: ”Vi kæmper for dem, der er tilbage, og som gav os vores gode økonomi”, siger én af dem. Menigheden var klar over, at der skulle nytænkning til, og derfor har de gjort brug af Jan Kornholt, menighedsudvikler i BaptistKirken. ”Vi har penge og mange gode idéer, men for få hænder til at udføre dem”, fortsætter hun. De fortsætter, så længe de kan, med at finde forskellige til at prædike om søndagen og til at spille på det nye el-klaver, der var en gave, og med at besøge hinanden og yde omsorg, fordi de ingen præst har.

Der er fortsat et solidt samarbejde omkring aktiviteter for pensionisterne mellem ’den røde kirke’ (baptistkirken) og ’den hvide kirke’ (folkekirken), fortæller et andet medlem. Hun tilføjer med begejstring, at man i samarbejde med Borgerforeningen laver aktiviteter for alle aldre, herunder Sct. Hans, og for nylig Jan Kornholts ’I Walk the Line’. En tredje bekræfter, at sidstnævnte arrangement var en stor succes, og vedkommende håber på flere af den slags, så resten af beboerne oplever, at Oure Baptistkirke fortsat er en synlig drivkraft bag byens fællesskab.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/den-roede-kirke/feed/ Oase-menighed i Viborg Baptistkirke https://baptist.dk/oase-menighed-i-viborg-baptistkirke/ Wed, 21 Sep 2022 09:03:43 +0000 https://baptist.dk/?p=12658 Viborg Baptistmenighed er nedlagt, men kirkebygningen skal stadig bruges til at forkynde om Jesus.


Viborg Baptistmenighed er lukket. Menigheden, der blev stiftet i 1947, har overladt en attraktiv kirkebygning i centrum af Viborg til BaptistKirken.

Kirkebygningen er lejet ud til Viborg Oase-kirke, og det har den faktisk været siden 2017.

”Vi er glade for, at bygningen stadig skal bruges til kirke,” siger BaptistKirkens formand Per Beck.

Fakta:
DanskOase er et kirkenetværk, der arbejder for fornyelse, udrustning og mission i Danmark på et luthersk karismatisk grundlag. Baglandet består af 17 medlemsmenigheder, tilknyttede fællesskaber, et stort netværk af præster og lokale ledere fra hele landet.
Læs mere på danskoase.dk.

Oasemenigheden er en menighedsplantning fra Silkeborg Oasekirke. Siden 2014 har Henrik Kildahl været ansat som præst med henblik på menigheden i Viborg. Allerede dengang mødtes en lille husmenighed i stuerne en gang om måneden. Henrik og hans familie flyttede til Viborg i 2015. I januar 2017 blev han indsat som præst, og siden da har det stille og roligt udviklet sig til et gudstjenestefællesskab. Nu deltager 50-60 børn og voksne i gudstjenesterne.

Dybt taknemmelige

Henrik siger:
”Vores historie med baptistmenigheden i Viborg er udelukkende positiv. Vi er blevet budt ind med åbne arme, da vi manglede et sted at være. Det er et kæmpestort tab for Viborg, at menigheden har måttet lukke. Det er trist. Men vi er taknemmelige for, at vi fortsat har et center i midten af Viborg, hvor vi kan forkynde Jesus ud fra. Det er stærkt at blive en del af den historie, hvor vi står på skuldrene af baptister, der har arbejdet her lokalt. Selvom det ikke er vores kirketradition, kan vi se al den energi, der er lagt i at være kirke i centrum af byen. Vi er ydmyge over at få lov til at fortsætte her.”

Han fortsætter med at sige, at de fortsat er ”måbende overfor den venlighed, de har mødt.”

”BaptistKirken kunne på 14 dage have solgt denne bygning, som ligger godt og smukt. Vi er dybt taknemmelige for alt det, BaptistKirken har velsignet os med.”

Mange børnefamilier

Oasekirken og baptistmenigheden har haft et godt samarbejde, hvor de bl.a. har holdt fælles julegudstjeneste.

Oasekirken er farvet af mange børnefamilier. De bruger krudtet på en børneklub, der holder til i kirken en gang om måneden. Der er gudstjeneste hver anden søndag, hvor der er fast børnekirke.

Og så har de engageret sig i Kirkernes Sociale Arbejde i Viborg, som har eksisteret siden 1877. Det hed dengang Viborg menighedspleje. De seneste mange år har det kun været folkekirkelige kirker, der kunne blive medlemmer, men nu er det åbent for alle kirkelige aktører

Stiftets diakonipræst er frontløber, og der åbner en genbrugsbutik, der holdes juleaftener og sommerlejre for udsatte, samtalegrupper og et unge-netværk.

”Som en lille enhed kan vi bidrage med de få kræfter, vi har – og gøre en forskel. Vi vil rigtig gerne være noget for vores by og især de udsatte familier, siger Henrik Kildahl.

Betaler alle driftsudgifter

Der er lavet en lejekontrakt for de næste tre år. Håbet og planen er, at Oasekirken kan købe kirkebygningen om fem år. Lejekontrakten skal genforhandles om tre år, og indtil da betaler Oasekirken for alle driftsudgifter for bygningen. Og det fremgår af kontrakten, at hvis den nedlagte menigheds ”fredagsfamilie” vil bruge kirken, skal de have lov til det vederlagsfrit, ligesom den kan bruges til kirkelige handlinger som f.eks. bisættelser.

Kirken lejes i øvrigt også ud til en eritreisk ortodoks menighed, en tamilsk menighed og en reformert baptistkirke, som har tidligere været i Bjerringbro.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> Viborg Baptistmenighed er nedlagt, men kirkebygningen skal stadig bruges til at forkynde om Jesus.


Viborg Baptistmenighed er lukket. Menigheden, der blev stiftet i 1947, har overladt en attraktiv kirkebygning i centrum af Viborg til BaptistKirken.

Kirkebygningen er lejet ud til Viborg Oase-kirke, og det har den faktisk været siden 2017.

”Vi er glade for, at bygningen stadig skal bruges til kirke,” siger BaptistKirkens formand Per Beck.

Fakta:
DanskOase er et kirkenetværk, der arbejder for fornyelse, udrustning og mission i Danmark på et luthersk karismatisk grundlag. Baglandet består af 17 medlemsmenigheder, tilknyttede fællesskaber, et stort netværk af præster og lokale ledere fra hele landet.
Læs mere på danskoase.dk.

Oasemenigheden er en menighedsplantning fra Silkeborg Oasekirke. Siden 2014 har Henrik Kildahl været ansat som præst med henblik på menigheden i Viborg. Allerede dengang mødtes en lille husmenighed i stuerne en gang om måneden. Henrik og hans familie flyttede til Viborg i 2015. I januar 2017 blev han indsat som præst, og siden da har det stille og roligt udviklet sig til et gudstjenestefællesskab. Nu deltager 50-60 børn og voksne i gudstjenesterne.

Dybt taknemmelige

Henrik siger:
”Vores historie med baptistmenigheden i Viborg er udelukkende positiv. Vi er blevet budt ind med åbne arme, da vi manglede et sted at være. Det er et kæmpestort tab for Viborg, at menigheden har måttet lukke. Det er trist. Men vi er taknemmelige for, at vi fortsat har et center i midten af Viborg, hvor vi kan forkynde Jesus ud fra. Det er stærkt at blive en del af den historie, hvor vi står på skuldrene af baptister, der har arbejdet her lokalt. Selvom det ikke er vores kirketradition, kan vi se al den energi, der er lagt i at være kirke i centrum af byen. Vi er ydmyge over at få lov til at fortsætte her.”

Han fortsætter med at sige, at de fortsat er ”måbende overfor den venlighed, de har mødt.”

”BaptistKirken kunne på 14 dage have solgt denne bygning, som ligger godt og smukt. Vi er dybt taknemmelige for alt det, BaptistKirken har velsignet os med.”

Mange børnefamilier

Oasekirken og baptistmenigheden har haft et godt samarbejde, hvor de bl.a. har holdt fælles julegudstjeneste.

Oasekirken er farvet af mange børnefamilier. De bruger krudtet på en børneklub, der holder til i kirken en gang om måneden. Der er gudstjeneste hver anden søndag, hvor der er fast børnekirke.

Og så har de engageret sig i Kirkernes Sociale Arbejde i Viborg, som har eksisteret siden 1877. Det hed dengang Viborg menighedspleje. De seneste mange år har det kun været folkekirkelige kirker, der kunne blive medlemmer, men nu er det åbent for alle kirkelige aktører

Stiftets diakonipræst er frontløber, og der åbner en genbrugsbutik, der holdes juleaftener og sommerlejre for udsatte, samtalegrupper og et unge-netværk.

”Som en lille enhed kan vi bidrage med de få kræfter, vi har – og gøre en forskel. Vi vil rigtig gerne være noget for vores by og især de udsatte familier, siger Henrik Kildahl.

Betaler alle driftsudgifter

Der er lavet en lejekontrakt for de næste tre år. Håbet og planen er, at Oasekirken kan købe kirkebygningen om fem år. Lejekontrakten skal genforhandles om tre år, og indtil da betaler Oasekirken for alle driftsudgifter for bygningen. Og det fremgår af kontrakten, at hvis den nedlagte menigheds ”fredagsfamilie” vil bruge kirken, skal de have lov til det vederlagsfrit, ligesom den kan bruges til kirkelige handlinger som f.eks. bisættelser.

Kirken lejes i øvrigt også ud til en eritreisk ortodoks menighed, en tamilsk menighed og en reformert baptistkirke, som har tidligere været i Bjerringbro.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/oase-menighed-i-viborg-baptistkirke/feed/ ”Vi danner nok en husmenighed” https://baptist.dk/vi-danner-nok-en-husmenighed/ Tue, 26 Apr 2022 13:45:35 +0000 https://baptist.dk/?p=12264
De har vidst det længe, at det var sådan her, det ville gå. Af de 10-12 medlemmer af Randers Baptistmenighed, der er aktive, er de fleste omkring 80 år gamle. Så tiden har modnet dem, og nu er kirken (næsten) solgt. Købers plan er, at den bliver revet ned, og der bliver gjort plads til boliger i det parcelhuskvarter i det nordlige Randers, hvor den blev bygget i 1966.

”Vi danner nok en husmenighed, for vi vil stadig gerne mødes”, fortæller Mariann Grarup, der bliver menighedens sidste menighedsrådsformand. Men medlemmerne føler sig knyttet til forskellige menigheder, primært Østhimmerlands Baptistmenighed i Vårst og Aarhus Baptistmenighed, som den gamle Randers-kreds oprindelig udsprang af. Så de melder sig nok ind i forskellige baptistmenigheder.

Præstepar i en menneskealder

Johannes Kjær har været Randers-kredsens præst i mange år, og er nu med i det menighedsråd, der lukker og slukker. Han og hustruen Inge kom i 1966, da kirken var nybygget, og de var menighedens præstepar igennem en menneskealder. Inge var inkarneret spejder og fik en pigespejderkreds op at stå – og der opstod også en drengespejderkreds. Der var en søndagsskole med 100 børn i menighedens storhedstid. Men det er mange år siden. Nu er det slut.

Søndagsskolen samlet i slutningen af 60’erne.

”Det må være lidt ligesom en fødsel,” tænker Johannes højt. ”Når det er overstået, er det en lettelse.”

Der skal afholdes andet menighedsmøde den 4. maj, hvor det endeligt skal besluttes at sælge kirken og derefter lukke menigheden. Køber vil give prisen, som ejendomsmægleren havde sat; 1.095.000 kr.

”Vi ville gerne have solgt til en kirke, men det viste sig ikke at være muligt,” siger Mariann og fortæller, at det gik stærkt. Allerede en uge efter, at den var sat til salg, kom første interesserede køber.

Sidste gudstjeneste i påsken

”Vi har haft en dejlig påskegudstjeneste. Charlotte Skræp fra Aarhus prædikede og vi havde nadver. Der er ikke planlagt flere gudstjenester og kirken skal overdrages 1. juni, så vi får lidt travlt,” fortsætter hun.

De fleste af de aktive i menigheden bor i Vorup i det sydlige Randers. Flere af dem nævner, at de måske kan leje lokaler hos Frelsens Hær, som har lokaler her, til særlige anledninger. Og så holde gudstjenester eller andagter i hjemmene. ”Men det har vi ikke talt om endnu, nu skal kirken først sælges,” siger Mariann.

Menigheden var en kreds under Aarhus Baptistmenighed i mange år. I år 2000 blev menigheden langt om længe enig med sig selv om at ville være selvstændig. Da var der stadig kræfter til bl.a. at stå for caféen på missionsstævnet i Mariager.

”Vi har prøvet mange ting for at holde liv i menigheden, men det lykkedes ikke rigtig. Vi har haft kontakt til flere afrikanske familier, og der er også kommet en ukrainsk familie og en ukrainsk kvinde,” fortæller Mariann.

I den ene af de afrikanske familier, som bor i Hobro, er der to døtre, der gerne vil døbes. Det bliver de formentlig i Vaarst, hvor de så nok også tilslutter sig – sammen med Johannes og Inge, der også bor nord for Randers, i Fårup, hvor de købte hus i 1972.

Tiden er inde

Mariann mindes især gudstjenesterne med glæde – og sommerens tirsdagsture. Her kom også mange, der ikke var tilsluttet menigheden. De kørte til et sted i Midtjylland eller Djursland, så noget interessant og drak kaffe og hyggede sig.

Mariann Grarup

”Det bliver da meget, meget hårdt, hvis ikke vi har vores fællesskab mere. Men måske vi kan mødes og sammen deltage i de streaming-gudstjenester, som Aarhus Baptistmenighed viser på deres Facebook-side,” fortsætter Mariann.

Hun fortæller også, at de har fået en henvendelse fra én, der gerne vil købe salmebøgerne. De er i høj kurs, for dem kan man ikke købe længere.

Sådan er der meget, der skal afvikles i den kommende tid.

”Men tiden er inde. Vi må gøre det, mens vi kan, selvom det gør ondt. Og så se, hvad Gud har til os derefter”, slutter den snart tidligere menighedsrådsformand.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]>
De har vidst det længe, at det var sådan her, det ville gå. Af de 10-12 medlemmer af Randers Baptistmenighed, der er aktive, er de fleste omkring 80 år gamle. Så tiden har modnet dem, og nu er kirken (næsten) solgt. Købers plan er, at den bliver revet ned, og der bliver gjort plads til boliger i det parcelhuskvarter i det nordlige Randers, hvor den blev bygget i 1966.

”Vi danner nok en husmenighed, for vi vil stadig gerne mødes”, fortæller Mariann Grarup, der bliver menighedens sidste menighedsrådsformand. Men medlemmerne føler sig knyttet til forskellige menigheder, primært Østhimmerlands Baptistmenighed i Vårst og Aarhus Baptistmenighed, som den gamle Randers-kreds oprindelig udsprang af. Så de melder sig nok ind i forskellige baptistmenigheder.

Præstepar i en menneskealder

Johannes Kjær har været Randers-kredsens præst i mange år, og er nu med i det menighedsråd, der lukker og slukker. Han og hustruen Inge kom i 1966, da kirken var nybygget, og de var menighedens præstepar igennem en menneskealder. Inge var inkarneret spejder og fik en pigespejderkreds op at stå – og der opstod også en drengespejderkreds. Der var en søndagsskole med 100 børn i menighedens storhedstid. Men det er mange år siden. Nu er det slut.

Søndagsskolen samlet i slutningen af 60’erne.

”Det må være lidt ligesom en fødsel,” tænker Johannes højt. ”Når det er overstået, er det en lettelse.”

Der skal afholdes andet menighedsmøde den 4. maj, hvor det endeligt skal besluttes at sælge kirken og derefter lukke menigheden. Køber vil give prisen, som ejendomsmægleren havde sat; 1.095.000 kr.

”Vi ville gerne have solgt til en kirke, men det viste sig ikke at være muligt,” siger Mariann og fortæller, at det gik stærkt. Allerede en uge efter, at den var sat til salg, kom første interesserede køber.

Sidste gudstjeneste i påsken

”Vi har haft en dejlig påskegudstjeneste. Charlotte Skræp fra Aarhus prædikede og vi havde nadver. Der er ikke planlagt flere gudstjenester og kirken skal overdrages 1. juni, så vi får lidt travlt,” fortsætter hun.

De fleste af de aktive i menigheden bor i Vorup i det sydlige Randers. Flere af dem nævner, at de måske kan leje lokaler hos Frelsens Hær, som har lokaler her, til særlige anledninger. Og så holde gudstjenester eller andagter i hjemmene. ”Men det har vi ikke talt om endnu, nu skal kirken først sælges,” siger Mariann.

Menigheden var en kreds under Aarhus Baptistmenighed i mange år. I år 2000 blev menigheden langt om længe enig med sig selv om at ville være selvstændig. Da var der stadig kræfter til bl.a. at stå for caféen på missionsstævnet i Mariager.

”Vi har prøvet mange ting for at holde liv i menigheden, men det lykkedes ikke rigtig. Vi har haft kontakt til flere afrikanske familier, og der er også kommet en ukrainsk familie og en ukrainsk kvinde,” fortæller Mariann.

I den ene af de afrikanske familier, som bor i Hobro, er der to døtre, der gerne vil døbes. Det bliver de formentlig i Vaarst, hvor de så nok også tilslutter sig – sammen med Johannes og Inge, der også bor nord for Randers, i Fårup, hvor de købte hus i 1972.

Tiden er inde

Mariann mindes især gudstjenesterne med glæde – og sommerens tirsdagsture. Her kom også mange, der ikke var tilsluttet menigheden. De kørte til et sted i Midtjylland eller Djursland, så noget interessant og drak kaffe og hyggede sig.

Mariann Grarup

”Det bliver da meget, meget hårdt, hvis ikke vi har vores fællesskab mere. Men måske vi kan mødes og sammen deltage i de streaming-gudstjenester, som Aarhus Baptistmenighed viser på deres Facebook-side,” fortsætter Mariann.

Hun fortæller også, at de har fået en henvendelse fra én, der gerne vil købe salmebøgerne. De er i høj kurs, for dem kan man ikke købe længere.

Sådan er der meget, der skal afvikles i den kommende tid.

”Men tiden er inde. Vi må gøre det, mens vi kan, selvom det gør ondt. Og så se, hvad Gud har til os derefter”, slutter den snart tidligere menighedsrådsformand.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/vi-danner-nok-en-husmenighed/feed/