For at forstå og beskrive, hvilke konsekvenser det kan have for tilværelsen at være baptist, har redaktionen stillet en række spørgsmål til en række personer fra forskellige menigheder:

• Prøv at beskrive, hvad der er vigtigt for dig ved at være baptist?
• Hvordan afspejler det sig i dit liv? Har det haft betydning for dit valg af erhverv eller for dit arbejdsliv?
• Hvad har det betydet for din måde at opdrage dine børn på?
• Er det mere vigtigt for dig, at du er baptist, end at du ’bare’ er kristen? Hvorfor?
• Hvordan fungerer dit tilhørsforhold til den lokale baptistmenighed?
• Hvor vigtigt er det for dig at gå i kirke og være engageret i menighedslivet? Hvorfor eller hvorfor ikke?

Det er der kommet en række meget forskellige artikler ud af, men fælles for dem er, at skribenterne reflekterer over, hvad det har betydet for deres liv, at de er baptister.

Kristen først – og så baptist

Anne Elleby Sørensen, Roskilde Baptistkirke

Baptistfællesskabet er underlaget for mit liv, og dér hører jeg til.

Baptistkirken er en paraply at høre under, selv om jeg ikke nødvendigvis er enig i alle beslutninger som helhed eller i den enkelte menigheds beslutninger. At være kristen afspejler sig i mit liv ved håbet om, at Kristus kan ses i mine ord og handlinger, og ved at jeg fortæller, at jeg kommer i baptistkirken.

Troen med på arbejde

Jeg begyndte med at ville læse på Seminariet i Tølløse for at blive børnemedarbejder i en menighed, men jeg endte med at arbejde med børn i udfordringer samt deres forældre. Jeg har taget min tro med på arbejde. Jeg har bedt for børnene, for at Gud måtte lede mig i min kontakt med dem og inden mine samtaler med forældrene.

Jeg har taget min tro med på arbejde.

I forhold til børnene

Det var vigtigt for mig, at mine egne børn lærte Jesus at kende. Vi sang aftensang, bad bordbøn og talte om tro i hverdagen, når det faldt naturligt. Mine drenge deltog i søndagsskole – med lettere pres i teenageårene, da der ikke var meget for den aldersgruppe. Jeg glædes over, at de tog personlig stilling og blev døbt, da de var i tyverne.

Jeg er først og fremmest kristen

Dernæst er jeg baptist. At være baptist er forskelligt for den enkelte. De nådegaver og tjenester, der beskrives i Bibelen, skal helst være en naturlig del af både mit og menighedens liv. Det skal helst fungere i samværet og kunne tales åbent om. Det skal kunne ses virksomt i både smågrupper og til gudstjenester, bl.a. ved forbøn, helbredelse og i det profetiske. Det er vigtigt for mig at være en del af sådan en menighed og et fællesskab, at have en eller flere tjenester og at blive brugt, hvor jeg har fået naturlige og Gudgivne nådegaver. Jeg er glad for besøgstjenesten og for at være opmærksom på nye i kirken. Jeg inviterer også til kirkens velkomst- og informationskaffe.

At være baptist føles trygt

Maria Klarskov, Kirken i Kulturcenter Vendsyssel

Jeg kan ikke huske, hvornår jeg begyndte at kalde mig ’baptist’; måske omkring 13-års-alderen, og det blev for mig et ’helle’. Det føltes som et sikkert ståsted, hvorfra jeg kunne være fri til at være den, jeg er.

Da de andre i klassen gik til konfirmationsforberedelse, gik jeg i kristendomsklasse, og det gav mig en større viden om den frikirke-historie, jeg var en del af. Det gav mig ballast og en følelse af at være i konstruktiv opposition til ’det etablerede’, hvad det så end måtte vise sig at være. Jeg følte, at jeg var en del af en frihedsbevægelse, både politisk og personligt.

Et formende forum

Min baptist-opdragelse har givet mig den gave, at jeg har fået muligheden for – måske endda retten til – selv at tage stilling til mine værdier og min tro. Som teenager og ung oplevede jeg, at jeg havde et forum i Baptistkirken, hvor jeg kunne sætte ord på mine tanker og oplevelser angående tro, liv, etik, værdier og moral. Det var meget formende for mig, og det er jeg meget taknemlig for. Det er en proces, jeg stadig er i gang med, og jeg tror faktisk aldrig, at jeg bliver færdig.

Jeg havde et forum i Baptistkirken, hvor jeg kunne sætte ord på mine tanker og oplevelser angående tro, liv, etik, værdier og moral.

Gennemsyret af frihed

Det er vigtigt for mig at være baptist, fordi min forståelse af det navn er gennemsyret af en oplevelse af frihed: Åndsfrihed, trosfrihed, tankefrihed. Frihed til at drømme stort. Frihed til at håbe på det, som ser umuligt ud. Frihed til at tro på, at jeg kan gøre en forskel i verden – både i den store og i den helt nære. Frihed til at være og tænke helt forskelligt og alligevel være lige – uendeligt værdifulde, elskede og vigtige. Frihed til at møde min næste og mig selv med forsonlighed. Frihed til at insistere på, at uenighed ikke er verdens undergang – hvis den mødes med nysgerrighed, kærlighed og barmhjertighed.

Om at være baptist

Bodil Hylleberg, Tølløse Baptistmenighed

Jeg har aldrig i mit lange liv sat spørgsmål ved, om jeg skulle være baptist – for det er og var jeg, både før og efter jeg blev døbt. Måske lyder det ureflekteret, men det er sådan, jeg har haft det.

I mit hjem gennemsyrede det at være kristen og baptist både hverdage, helligdage og festdage – og som det er for mig, sådan håber jeg også, at vores børn er positivt præget med den kærlighed, der er fundamentet i Kristustroen; den tro, som vi alle er inviteret til at bygge livet på.

En synlig menighed

Kristustroen udfolder sig for mig i Baptistkirken, hvor jeg er så privilegeret at være beriget med både familie og venner – og meget arbejde! For mig er både gudstjeneste og undervisning samt praktisk arbejdsfællesskab meget vigtigt. Alt dette er med til at opbygge mig som person og med til at give en forståelse af, at vi står sammen om at få menigheden til at være synlig i sin forkyndelse og sit virke.

For mig er både gudstjeneste og undervisning samt praktisk arbejdsfællesskab meget vigtigt.

Lærer af lyst og kald

Jeg har brugt mit arbejdsliv på at være lærer for børn og unge, og det tror jeg bestemt, at jeg valgte både af lyst og kald – det var en oplagt mulighed for at give noget væsentligt videre. Man kan så altid spørge sig selv, hvor godt det lykkedes, men det er jeg heldigvis ikke stillet til regnskab for her! I mit pensionistliv er det en gave at være en del af et menighedsliv. Der er altid nok at tage fat på i fællesskab med andre. Jeg drømmer om, at vores børn og unge kunne have lige så mange at dele kirkeliv med, som vi har som pensionister.

Det eneste rigtige?

Er jeg så baptist, fordi det er det eneste rigtige? Nej, det er jeg ikke, men min livsfortælling har i alle faser af mit liv formet sig sådan, at det er her, jeg hører hjemme og føler mig hjemme. Og det samme ønsker jeg for de næste generationer – at de lykkes med at vise trofasthed over for både deres hjem og deres kirke. Det giver ro i sindet og energi og overskud til at være Kristusvidne både med og uden ord.

Hvad er vigtigt ved at være baptist?

Charlotte Skræp, Aarhus Baptistmenighed

Det vigtigste er ikke at være baptist, men at være med i et fællesskab, der har Jesus som det centrale omdrejningspunkt, og som har en teologi, der er i tråd med Bibelen.

Min familie har været baptister i generationer, så mine forældre tog mig med i baptistkirken. Derfor blev jeg baptist og ikke medlem af en anden kirke.

Hvordan afspejler det sig i dit liv?

Det er svært at svare på. Jeg opfører mig ikke ekstra artigt eller afstår fra ting, men jeg har bemærket andres undren, når jeg gør noget frivilligt eller uegennyttigt. Det har måske noget at gøre med min opvækst i baptistkirken, som jo i høj grad er baseret på frivillighed.

Det har ikke haft nogen indflydelse på mit valg af erhverv eller mit arbejdsliv, for mit privatliv og mit arbejdsliv er to adskilte størrelser. På mit arbejde svarer jeg hvert kvartal på en medarbejderundersøgelse – bl.a. om der er overensstemmelse mellem arbejdspladsens værdier og mine værdier. Jeg svarer altid, at det kan jeg ikke; ikke fordi min arbejdsplads ikke er ordentlig, men fordi værdier for mig er en helt anden størrelse.

Hvordan fungerer dit tilhørsforhold til den lokale baptistmenighed?

Godt – jeg har været i Aarhus i to år og har fra første dag følt mig velkommen. På grund af mit arbejde har jeg boet flere steder og været medlem af flere menigheder, og jeg har altid haft et godt og nært forhold til min menighed. Man må også selv gøre en indsats for at komme i ’nærkontakt’ med sin menighed. Man kan ikke bare sidde hjemme og undre sig over, hvorfor præsten ikke kommer forbi; man må op af sofaen og afsted. Bevar mig vel, der er i alle menigheder personer, man ikke er enig med, men det er et vilkår, som ikke er enestående for en menighed, sådan er det jo også i livet som sådan.

Hvor vigtigt er det for dig at gå i kirke og være engageret i menighedslivet?

Det er supervigtigt, og på forunderlig vis kommer det helt af sig selv. Jeg behøver bare at møde op til menighedsmødet, så er jeg valgt ind i et eller andet. Jeg er med, fordi jeg ikke kan lade være.

Ingen har været i tvivl om, at jeg er baptist

Kurt Bøgsted, Korskirkens Baptistmenighed

Det kristne liv, du lever, er synligt for dem, du møder i hverdagen. Din væremåde er afgørende for, om de får lyst til at komme i en kirke.

”Lad ingen ringeagte dig, fordi du er ung, men vær et forbillede for de troende” – sådan indledes det skriftsted, jeg fik ved min dåb.[1]

På en spejderweekend opdagede jeg, at en ung havde gemt hash i en lampe. Jeg tænkte: ’Hjælp, hvad skal jeg gøre?’ Det blev en ’usagt bøn’, som Gud hørte, og mit dåbsord gav mig styrke til at klare weekendens opgaver og samtidig til at tage mig af ham, efter at han havde smidt hashen ud i toilettet.

Mit aktive liv i Odense Baptistmenighed med ungdomsforening og spejderarbejde har sammen med den oplevelse dannet grobunden for, at jeg næsten hele mit arbejdsliv har arbejdet med forebyggende arbejde.

Fokus på børn og unge

Jeg har været SSP[2]-koordinator i Ikast, Ishøj og Dragør. Alle steder har man kendt til, at jeg er baptist, selvom jeg aldrig af mig selv tog religiøse emner op, men jeg fik ofte spørgsmål til logo på tøj o.l.

I Ikast deltog jeg i konfirmandundervisningen, ligesom jeg også var med til at etablere DDS- og FPF/FDF-arbejde i mindre byområder.

I Ishøj var kriminaliteten mere alvorlig, og jeg havde op til 12 deltids-/fuldtidsmedarbejdere. Det gav respekt i moskeen og hos imamen, at jeg var baptist. Derfor fik jeg lov til at tale i moskeen og blev som den eneste kommunale medarbejder godt modtaget i hjemmene.

Må man bede Gud om at komme ud af narkohelvedet?

Tro, bøn og arbejdsliv

Den vigtigste bøn er for mig den personlige stille bøn og den bøn, man beder i nuet. I mit arbejde var jeg ikke altid særlig tryg, og undertiden gjorde antallet af opgaver, at jeg måtte fravælge unge, som havde brug for hjælp. Så bad jeg Gud om at vejlede mig.

En gang spurgte en prostitueret, som jeg havde fået ind i et afvænningstilbud: ”Må man bede Gud om at komme ud af narkohelvedet?” Vi bad sammen om det. Senere gav hun mig et billede af sindsrobønnen. Den blev hængt op på mit kontor og brugt til forældremøder.

Ja, Gud har været en synlig og usynlig del af mit arbejdsliv.

[1] 1. Timotheusbrev kap. 4 vers 12-14

[2] Samarbejde mellem skole, socialforvaltning og politi

Relateret

• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 12. mar. 2026 - Fællesskab er vigtigt!
• 19. dec. 2024 - Min bøn for julen
• 21. jul. 2024 - Sommerstævne ’24: Når temaet er nåde, sker der noget
• 10. jul. 2024 - Unges engagement i internationalt missionsarbejde

Find flere

Erik Tornøe:

• ingeniør, ansat i hhv. Brovst og Hvidebæk, Vamdrup og Glamsbjerg, flyttede tilbage til Brovst som pensionist 2007. Opvokset på Fyn
• spejder i DDS, projektansvarlig DDS´ Sudanprojekt 1976-78 og formand for fællesrådet for spejderne i Brovst 1976-79
• arbejdskraft ved byggeriet af BÆKKEN og ved moderniseringen af Brovst Baptistkirke
• aktiv i Rotary siden 1992 – siden 2008 i Han Herred Rotary Klub. Har forestået hjælpeprojekter i Danmark, Letland, Litauen, Sudan og Burundi

Jeg voksede op i et grundtvigsk miljø uden tradition for kirkegang og med vagtsomhed overfor mission. Det var fuldstændig uvant og nyt at møde aktive baptister.

Vi blev taget godt imod

Jeg og min familie flyttede til en ny egn med adskillige aktive frikirke-menigheder, herunder en veletableret baptistmenighed.

Åbenhed, venlighed og hjælpsomhed medførte, at vi hurtigt følte os velkomne. Som aktive spejderforældre fik vi også flere baptister som private venner.

To baptistspejdere fra Brovst deltog i Det Danske Spejderkorps’ SUDANMARK PROJEKT i 1978. Den ene af dem døde i Sudan. Det medførte en særlig kontakt til enkeltpersoner fra baptistmenigheden og har dannet baggrund for stærke, holdbare venskaber med de direkte involverede og en stor del af baptistmenigheden.

Frihed til at vælge

Vores tre børn fik deres livs skoleophold på Baptisternes Efterskole i Tølløse med det kristne budskab som en del af opdragelsen.

Jeg og hele min familie har bemærket, at friheden til at tage – og undlade at tage – sine egne beslutninger er uantastet. Og tak for det!

Missionsarbejde er naturligt for en fri kirke, der styrkes økonomisk af større tilslutning, men jeg og min familie har bemærket, at friheden til at tage – og undlade at tage – sine egne beslutninger er uantastet. Og tak for det!

Summen af familiens oplevelser af baptistkirken er, at vi stadigvæk ser den udefra, selvom vi deltager i særlige anledninger. Vi har mødt åbenhed og fordomsfrihed; venlig interesse, naturlig hjælpsomhed og støtte i pressede situationer. En åbenhed, som også ses i en massiv hjælp til integrering af kvoteflygtninge.

Fælles engagement

Flytning fra egnen betød mange år på fysisk afstand fra den kendte baptistmenighed. Men for otte-ni år siden blev det igen aktuelt at samarbejde om konkrete projekter i et fælles engagement i frivilligt arbejde for mennesker i nød.

Vi har mødt åbenhed og fordomsfrihed; venlig interesse, naturlig hjælpsomhed og støtte i pressede situationer.

BaptistKirkens arbejde i Rwanda og Burundi og den lokale Rotary-klubs ønske om at gennemføre et vandforsyningsprojekt medførte konkret samarbejde. Med Solveig og Niels Chr. Nielsens eksemplariske indsats som udgangspunkt er der siden 2013 gennemført projektsamarbejder om vandforsyninger, uddannelse, ambulance og udvikling for Batwa[1], som i alt har haft et budget på 1.355.000 kr. Hovedsagelig finansieret af Rotary og hovedsagelig udført under ledelse af danske og lokale baptister med mangeårigt kendskab til de lokale forhold og beslutningsmønstre.

Set udefra – men også set indefra – kunne de projekter ikke gennemføres uden administrativ hjælp og praktisk bistand fra baptistkirkerne i såvel Danmark som Burundi.

Set udefra skal der knyttes en forbindelse til artiklens indledning ved at understrege, at det at indtage måltider hos Solveig og Niels Christian i Musema gav anledning til at fokusere på, at mad og det at spise sig mæt ikke altid er en selvfølge. Vi, der ikke er opvokset med bordbøn, fik ved naturmetoden lært at sætte pris på den omtanke, der fulgte af at vente med at spise de få sekunder.

Tak for det samarbejde og tak for den lejlighed, der i den forbindelse opstod for en kulturkristen til ikke kun at se fysiske resultater og fremskridt som de vigtigste mål i et godt liv!

[1] Undertrykt befolkningsgruppe i Rwanda og Burundi

Relateret

• 07. apr. 2026 - Awake Worship II: Næsten 300 unge samlet til lovsangsfest i Herning
• 09. mar. 2025 - ”Burma skal være frit”
• 10. jul. 2024 - Unges engagement i internationalt missionsarbejde
• 17. feb. 2024 - Bethelkirkens legestue ”Aalborg C” fejrer et-års fødselsdag med succes
• 17. jun. 2021 - Genåbning

Find flere

facts]Jakob Vagner

• præst i Roskilde Baptistkirke
• tidligere lærer på Skovbo Efterskole, ungdomspræst i Pinsekirken København, lærer på Mariager Højskole
• BA i praktisk teologi fra SALT København og MA i praktisk teologi fra Harvest University Australien[/facts]

Den kristne dåb rummer så utrolig mange aspekter, og dåben for den enkelte kan betyde vidt forskellige ting. Hvilken rigdom!

Det er en udfordring, at vi skal forkynde evangeliet for en ny generation, og helst på en sund og kulturel relevant måde. Det betyder, at i enhver kultur og generation må forskellige aspekter af dåben betones.

Den mystiske dåb

Et kirkesamfund eller en lokal kirke er lidt som en udvidet familie. Der findes både gode og dårlige vaner. Vi kan ikke være perfekte eller skabe fejlfri fællesskaber. Der vil være tænkning, der er skæv, og handlingsmønstre, der er uhensigtsmæssige.

Reflekterer vi over dåben i frikirkelige sammenhænge, så er vi baptister historisk set en reaktion på middelalderens katolicisme – og til dels også den lutherske bevægelse. Katolikkerne havde det, man kan kalde et magisk forhold til både dåb og nadver. Blev et barn døbt, så var ’den hellige grav vel bevaret’. Vandet havde på magisk vis fjernet al arvesynd, og barnet var i al evighed frelst.

De første frikirkefolk reagerede under reformationen på det ved at gå i den modsatte grøft. Som en reaktion på religiøsitet og manipulation røg de over i en rent symbolsk forståelse af dåben. Dåben blev betragtet udelukkende som en bekræftende symbolsk handling, der stadfæstede det frelsende værk, som Gud allerede havde gjort i dåbskandidaten.

På forunderlig vis handler Gud med mennesket i dåben.

Her kan vi altså tale om, at vores kirkefamilie, baptismen, har en ubalance med sig. I reaktionen mod katolicismen fik vi ’smidt barnet ud med badevandet’, da vi mistede sansen for Guds mystiske tilstedeværelse i dåben. Vandet er selvfølgelig ikke magisk, men på forunderlig vis handler Gud med mennesket i dåben, og ofte er det faktisk også den oplevede virkelighed hos den, der døbes. Det er væsentligt at holde fast i!

Den omvendte dåb

En af deltagerne i vores gospelkor har fortalt, at hun er vokset op i et stærkt religiøst hjem med et meget hårdt gudsbillede. Desværre har rigtig mange mennesker det indtryk, at kristendommen er en lovreligion, og Gud er ’ude efter os’. Derfor har vi betonet den kærlige og rummelige Gud. Vi forkynder en barmhjertig Gud, der ønsker at tilgive og genoprette os, og glemmer måske ind imellem Guds hellighed og retfærdighed.

I forbindelse med dåben kan vi glemme omvendelsesperspektivet. At dåb er commitment – en forpligtelse – til Jesus; en omvendelse fra det gamle liv og opstandelse til et liv med Ham som Herre.

Derfor giver vi dåbskandidaterne mulighed for at skrive en liste med ting fra det gamle liv, som de ønsker at lægge bag sig, når de bliver døbt. Den seddel tager de så i lommen og med ned i dåbsgraven for at markere deres omvendelse til Gud. For mange er det særdeles meningsfuldt og giver en oplevelse af ny frihed.

Den sociale dåb

En ung mand, der gerne ville døbes, ønskede sidste år at blive døbt i Roskilde Fjord ved en dåb med kun præsten og ham selv. Som han selv udtrykte det: ”Det her er jo en sag mellem Gud og mig”. Vi valgte at sige nej til det scenarium, fordi det sociale aspekt af dåben blev overset. Heldigvis endte det med, at den unge mand blev døbt ved en gudstjeneste i kirken.

Dåb er også commitment til Guds kirke.

Det er selvfølgelig rigtigt, at dåben først og fremmest er en overgivelse til Gud, men i Bibelen er det sociale aspekt også stærkt understreget. Dåb er også commitment – en forpligtelse til Guds kirke. En tydelig tilkendegivelse af, at man hører til i Guds store familie, og at man er med i sin lokale menighed. I en meget individualistisk vestlig kultur er det perspektiv særdeles vigtigt at understrege.

Dåben har altså mange aspekter i sig, og mennesker har ofte mange forskellige grunde til at lade sig døbe. Dåb er både mystisk, omvendelse og en social handling.

Relateret

• 10. jan. 2026 - Unge vælger dåb og kirke til: Et skifte, der går under radaren
• 29. apr. 2025 - Påskefællesskab med undervisning
• 16. dec. 2024 - Camilla Steengaard fortæller om sin dåb
• 27. okt. 2024 - 185 års historie begyndte med 11 menneskers mod til at tro
• 10. jul. 2024 - Min dåb

Find flere

Hensigten var at give eksempler på, hvad vi siger i vores kirker om baptistisk identitet. Et par præster tog udfordringen op og sendte os en prædiken, som så er klippet til og beskåret.

Ikke i en prædiken

Flere præster takkede nej til opgaven at prædike over temaet: ’Hvad står vi som baptister?’ Deres begrundelse var dels, at det ikke ville være relevant for de deltagere i gudstjenesten, der ikke er baptister; og dels at prædikenen altid tager sit udgangspunkt i en konkret bibeltekst. Enkelte svarede: ’Beklager, vi har allerede planlagt temaer for alle efterårets gudstjenester.

Flere af dem påtog sig til gengæld at give deres bud på baptistisk identitet i en kort artikel.

Hvad er en baptistkirke?

Michael Frost, præst i Roskilde Baptistkirke

Roskilde baptistmenighed tilbyder alle ’nye’ et introduktionskursus til menigheden, hvor man fortæller om baptistkirken.

Vi fortæller kort om anabaptisternes historie og placerer anabaptisterne som den oversete ‘gren’ i reformationen, hvor man normalt kun fokuserer på katolicismen og Luther.

Anabaptisterne blev forfulgt i Tyskland og flygtede derfor til Holland og England. Da de også blev forfulgt i England, flygtede mange til USA.

De troendes fællesskab

De fleste fokuserer på anabaptisternes dåbssyn, men deres opfattelse af dåben er resultat af deres fokus på det forpligtende fællesskab og discipelskab. Anabaptisterne anså menigheden for at være helt central i den kristnes liv, og menigheden skal bestå af mennesker, der har valgt Jesus til og i fællesskab forsøger at følge ham. Derfor optages medlemmer ved dåb på et tidspunkt i livet, hvor de kan træffe en selvstændig beslutning.

Deres opfattelse af dåben er resultat af deres fokus på det forpligtende fællesskab og discipelskab.

Demokrati

Dernæst nævner vi, at i dag adskiller baptistkirker i Danmark sig meget fra hinanden i stil, men baptistkirken adskiller sig fra de fleste andre frikirkeretninger i Danmark ved vores menighedsdemokrati. På menighedsmøder træffer menighedens medlemmer beslutning om budgetter og andre store afgørelser, herunder ansættelser, mens mindre beslutninger foretages i menighedsrådet.

At lytte til Guds stemme

Bente Højris, præst i Brovst Baptistmenighed

”Hvad vi står for som baptister – det spørgsmål findes der rundt regnet 5.000 svar på; ligeså mange som der er baptister i Danmark”, siger Bente Højris.

Bente Højris er en af de præster, der tog udfordringen op og behandlede spørgsmålet i en prædiken, som redaktionen har klippet i.

”Jeg har grædt”, fortsætter Bente Højris, ”når baptisters holdninger til forskellige spørgsmål forekom mig uforenelige. Tænk bare på debatterne om homofile ægteskaber, vores holdning til Kirkernes Verdensråd, om abort, om at flytte sammen inden man er gift, om overført eller åbent medlemskab, om gudstjenestefejring, om Cross-Yoga og meget andet.

Derfor må jeg spørge mig selv: ’Hvad er det vigtigste for mig at få formidlet, når jeg stilles spørgsmålet om min baptistiske holdning?’”

Det vigtigste er at lytte!

At lytte til Guds stemme, som jeg hører den i Bibelen, men også som den kan komme til mig i form af tanker og indskydelser. Og når jeg lytter til Guds stemme, så taler den ofte til mig om at tage et socialt ansvar. Gud beder mig om at elske min næste og tage mig af den svage. Når jeg læser i min Bibel, ser jeg, at det var sådan, Jesus var. Han tog de svages parti og kæmpede for retfærdighed.

Bibelen er vores ståsted

Det har den været igennem hele baptistkirkens eksistens. Vi har fx ikke nogen fast trosbekendelse. Vi har Bibelens ord, som vi må læse med ansvarlighed og tage til os at handle efter.

Lederskab og demokrati

Når bølgerne er gået højt nationalt i Baptistkirkens liv, har nogle efterlyst en stærkere ledelse, der turde sætte stolen for døren, hvis menigheder bevægede sig uden for den norm, som andre mente var den rigtige. Men et af Baptistkirkens kendetegn er netop, at vi ikke er en kirke med et lederskab, der bestemmer over menighedernes liv og levned. Vi er demokratiske, og alles stemme har vægt.

Et af Baptistkirkens kendetegn er netop, at vi ikke er en kirke med et lederskab, der bestemmer over menighedernes liv og levned. Vi er demokratiske, og alles stemme har vægt.

Så kan man jo spørge, om dét så er godt. Mit svar er: ”Ja, det er det, hvis den enkelte lader sig lede af Guds stemme, spørger Gud til råds, og så vel at mærke ikke kommer tilbage og siger: ”Så siger Herren!” – som om denne person er den eneste, der har forbindelserne i orden. Demokrati er godt, hvis vi er parate til også at lytte til det, den anden part er kommet frem til i eftertanke og bøn.

Vær beredt

Det gælder livet igennem, at vi må være parate. Parate til de opgaver og udfordringer, som livet stiller os. Jeg tror, det er det, Gud ønsker af os: At vi er parate og hele tiden sørger for, at vores skat er i himlene. At vi lytter efter Guds stemme, og ikke bare har vores egne forudindtagede meninger. Hvad vi så hører og konkluderer og handler efter, kan ikke dikteres af et kirkesamfund. Dér står vi hver især til ansvar overfor Gud.

Hvad står vi for som baptister?

Henrik Krak Søndergaard, præst i Baptistkirken Odense

Jeg har valgt at fremhæve to kendetegn: Bibelen og det personlige valg.

Baptister har ikke en grundlægger eller nogle bekendelsesskrifter, som definerer vores tro. Vi har alene Bibelen. Som 17-årig blev jeg selv omvendt ved at læse i Bibelen. Jeg vidste ikke på det tidspunkt, hvad en baptist var. De kristne, jeg kendte var primært lutherske. I teologiske diskussioner fik jeg ofte at vide, at ’Luther sagde’, eller ’I kirkens ritual står der’ …

Det var en enorm befrielse for mig, da jeg mødte Baptistkirken, hvor alle de tillægsskrifter er skåret væk. Vi går tilbage til kilden og de første kristne. Efter 30 år fandt jeg ud af, at jeg uden at vide det, havde været baptist siden min omvendelse.

Bibelen – en bog for alle

I Baptistkirken giver vi plads til uenighed. Vi har Bibelen som eneste rettesnor, men vi tolker teksten hver især. Vi tolker den i enrum, og vi tolker den i fællesskab. Begge dele er vigtige. Vi tror, at Bibelen er inspireret af Gud. Det vil sige, at den er skrevet af mennesker, men det er Guds tanker, der afspejles i teksterne. Når vi læser skrifterne, finder vi sammen ud af, hvad det betyder for vores tro og vores måde at leve på. Baptister har altid lagt særlig vægt på at praktisere Jesus’ og apostlenes lære.

Bibelen er inspireret af Gud. Det vil sige, at den er skrevet af mennesker, men det er Guds tanker, der afspejles i teksterne.

Baptistkirken er en lægmandskirke. Præsten har ikke pga. sin stilling et større ord at skulle have sagt i teologiske diskussioner. Hver baptist har sin Bibel, og sammen erkender vi mere og mere af dens budskab.

Bibelen kan læses og forstås umiddelbart.

De første baptister blev ikke overbevist af en dygtig læremester. De studerede Bibelen sammen, og lod det ord, de læste, forme deres tanker og liv. Det har siden været baptisters kendetegn. Selvfølgelig kan det kaste lys over teksten at vide lidt om den tid, teksten blev skrevet i, og de menneskers situation, som var de første modtagere af teksterne. Men vores udgangspunkt er, at alle kan læse og forstå teksten umiddelbart – uanset baggrund, uddannelse og viden.

Det personlige valg

Vi vælger ikke for hinanden og er ikke dommere over hinandens tro. Vi giver hinanden frihed til at tage de valg i livet, vi er overbevist om, er de rigtige. Det betyder også, at vi ikke tager valget på vores børns vegne. Derfor døber vi ikke børn, før de selv vælger at ville tro på Jesus og følge ham.

Vi giver hinanden frihed til at tage de valg i livet, vi er overbevist om, er de rigtige.

Ved dåb i en baptistkirke lyder det ofte: ’På Jesu Kristi befaling, og på din egen bekendelse, døber jeg dig i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn’. Enhver må selv vælge Jesus og troen til i sit liv. Troen kan ikke arves eller læres. Det betyder ikke, at vi lader andre sejle deres egen sø. Vi betragter os som en familie, og i en familie støtter, vejleder og opmuntrer vi hinanden, for vi ønsker hinanden det bedste.

Det hele sker i frihedens navn. Frihed er et vigtigt begreb sammen med det personlige valg. Baptister har igennem historien været forfulgt alene pga. vores ønske om at give den enkelte frihed – især til selv at vælge dåb. Derfor har frihed altid været vigtigt for baptister sammen med det personlige valg. Ud af de to grundprincipper springer de fleste kendetegn, som har fulgt baptister overalt og til alle tider.

En lysende vej

Anne-Marie Winther, præst i Vrå Baptistkirke

Anne-Marie Winther er en af de præster, der i en prædiken har givet sit bud på, hvad baptister står for.

Anne-Marie Winther skildrer i sin prædiken den tidlige kirkes liv og mission og bruger apostlene som eksempler på kristne handlingsmønstre. Samtidig belyser hun tre væsentlige kendetegn ved baptisterne.

Frihed til dialog

Debatten om omskæring har huseret længe her i landet og er blusset op. Politikere har en tendens til at glemme, hvad religion betyder for mennesket, at ritualer betyder mere for sammenhængskraften end den frie vilje.

Vi baptister nyder godt af religionsfriheden og har gjort det i 170 år. Skulle vi ikke forsvare andre menneskers ret til at holde deres gudsdyrkelse og ritualer i hævd? Vi skal altid være foran med at forsvare religionsfriheden! Både for jøder, muslimer, hinduer og andre kristne. Ellers hopper vi nemt på den vogn, der kører jøder ud af vores land og stigmatiserer muslimer. Det er vi ikke kaldet til. Vi har frihed til at indgå i dialog.

Vi skal altid være foran med at forsvare religionsfriheden!

Noget af det fineste, der foregår i Danmark i dag, er Özlem Cekic og den gamle rabbiner Bent Melchior, der indgår i dialog og fælles fodslaw. De viser en indbyrdes forsonende forståelse og kærlighed, som er bemærkelsesværdig.

Den vigtige samtale

Vores menighed ledes helt demokratisk – hvert medlem, én stemme. Menighedsrådet er en teamledelse. Det har både fordele og ulemper. En kæde er som bekendt ikke stærkere end sit svageste led.

Peter og Paulus er troværdige som mennesker og ledere. De leder gennem handling og forhandling, ved at gå foran og gennem undervisning. Apostlenes Gerninger viser os en lysende vej, en Kristus-vej, som vi kan gå på også i dag. Apostlene er med deres sammenhold og stridigheder helt menneskelige. Deres liv var hårdt, men de brændte for at fortælle om Jesus Kristus, død og opstanden, levende og almægtig. Deres ærlige fortælling – om kursskifte, omvendelse og Kairos-øjeblikke – fik dem til at se verden med Frelserens øjne: Kærlighed og nåde. Paulus’ ønske – om med hele sit liv at følge sin mester og Herre, at ville følge Frelseren med ALLE sine evner og ALT i sig – er lysende.

Apostlenes Gerninger viser os en lysende vej, en Kristus-vej, som vi kan gå på også i dag.

Jeg var lykkelig for at blive døbt!

Det er min dåbsdag i dag. Jeg blev døbt som knap 11-årig i Bethelkirken i Aalborg. Ved menighedsmødet blev jeg interviewet af fru Vidmar, som spurgte, hvad jeg ville være, når jeg blev voksen. ”Jeg vil være missionær”, sagde jeg.

Jeg var lykkelig for at blive døbt! Og jeg er stadig lykkelig for det! Jeg er lykkelig for at være baptist. Jeg synes, det er det frieste i verden. Og jeg blev sendt ud i mission, som hver eneste kristen er. Jeg er ingen Paulus, men jeg er apostel. Jeg har bestemt ikke altid været et godt eksempel med min livsførelse, men Jesus elsker mig, og han tager mine synder på sig.

Frihed

Lars Midtgaard, præst i Bethelkirkens Baptistmenighed

Hvad står baptister for? Det kan ikke beskrives udtømmende på den plads, jeg har fået stillet til rådighed.

Jeg vælger at tage udgangspunkt i ét enkelt ord: Frihed! Frihed fra, frihed til …

Frihed til selv at relatere til Gud i tanke, ord og handling. Det er troen og overbevisningen om, at jeg selv er i stand til at høre fra Gud, lytte til Ham, tage imod fra Ham. Uden at der skal være en gejstlig eller kirkelig ’overbygning’, som skal tage sig af det. At Ordet er mig nær, og at jeg selv er i stand til at tolke og forstå Guds ords tale til mig.

Frihed fra en statslig styring af min tro og mit kirkelige engagement. Jeg glæder mig over, at det ikke er den til enhver tid siddende ledelse af mit land, som samtidig skal bestemme, hvordan jeg udfolder min tro. Men forankringen er placeret i den lokale kirke, hvor jeg sammen med brødre og søstre i troen finder rammerne. Og hvor vi sammen tolker på Evangeliets betydning for tro, lære og liv.

Frihed til at tjene. Men også ansvaret – ja, måske endda forpligtelsen – til at tjene. Ud fra overbevisningen om, at vi alle er blevet noget givet af Gud. Gud har velsignet den enkelte med gaver, evner, talenter. Dem er jeg samtidig også kaldet til at bruge i tjenesten for Gud og for andre. Det indebærer for mig at se kaldet til at give sig selv til et forpligtende, kristent fællesskab, til menigheden. At være baptist er at gå imod en hvilken som helst tidsånd, der frister til individualiseret privatreligiøsitet, som føler sig hævet over det forpligtende menighedsfællesskab.

Frihed, som ikke underlægges Kristus’ autoritet og herrevælde, kan køre af sporet.

Heri ligger også advarslen for enhver kristen, som så stærkt betoner frihedsbegrebet: At enhver styrke kan blive en svaghed! Forstået på den måde, at frihed, som ikke underlægges Kristus’ autoritet og herrevælde, kan køre af sporet. Frihed er ikke det samme som at frasige sig behovet for afhængighed – af Gud og af andre mennesker og relationer. Frihed er ikke ’jeg alene vide!’ Frihed er ikke fritagelse fra at underordne sig autoriteter, endsige at bede for dem!

Punktopstilling skrevet af Henrik Søndergaard, brugt i Baptistkirken Odense:

Bibelen

Baptister tillægger Bibelen afgørende værdi. Bibelen er vores rettesnor, som vi læser og tolker i lyset af  Jesus. Vi har ingen trosbekendelser eller stifter, som tillæg til Bibelen.

Autonomi i den lokale kirke

Den enkelte menighed er selvstyrende. Landsledelsen og andre menigheder har ingen beslutningsmyndighed over den enkelte menighed. Alle beslutninger tages lokalt.

Personligt bibelstudie

Alle kan studere og udlægge Bibelen, prædike, bede for andre og tilbede Gud.

Tro og efterfølgelse

Baptister tror på den samme Gud som alle andre kristne. Vi lægger særligt vægt på, at troen skal leves ud i hverdagen. Jesus skal både tros og efterfølges.

Individuel trosfrihed

Baptister kæmper for den enkeltes trosfrihed. Alle skal have lov at tro og mene, hvad de vil, så længe det ikke krænker andres rettigheder.

Skel mellem stat og kirke

En af baptisternes mærkesager er ånds- og trosfrihed. Vi går derfor ind for adskillelse af kirke og stat.

To praksisser – dåb og nadver

Baptister praktiserer som de fleste andre kristne dåb og nadver, som vi opfatter som Guds forkyndte ord i fast og synlig form.

En menighed af troende

Man bliver medlem af en baptistmenighed ved selv aktivt at vælge det. Efter at have aflagt sin bekendelse af Jesus som frelser og herre – normalt i forbindelse med dåb – bliver man optaget og budt velkommen.

Reelt medlemsdemokrati

I baptistmenigheder tages de fleste større beslutninger på menighedsmøder, hvor alle medlemmer har stemmeret.

Relateret

• 12. jul. 2026 - Ole er 90 år – og stadig bibelambassadør
• 29. jun. 2026 - Når trosfrihed bliver et spørgsmål om fred
• 02. jun. 2026 - Trosanalysen 2026: Når unge søger mening, bør kirken lytte
• 18. maj. 2026 - Jesus gjorde demokratiet til virkelighed
• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen

Find flere

Bent Hylleberg, cand.theol., tidligere præst, leder af BaptistKirkens præsteuddannelse og formand for BaptistKirken.

Meningen med at være ‘menighed’ – eller ’kirke’ – er at blive ’et fællesskab, som i vores verden spejler, hvem Gud er’.[1] Derfor er det godt at tænke over, hvad der kendetegner ’en flok folk’, så de kan blive en mødeplads for Guds kærlighed på jorden. Her kommer nogle kendetegn, der hører til de fleste baptisters kirkesyn.

’Kirke’ bliver altid til, hvor Helligånden blandt mennesker skaber en levende relation til Jesus Kristus. Det græske ord for sådan en ’forsamling’ betyder ’dem, der er kaldt ud’. Guds Folk bliver altid kaldt sammen for at fremhæve evangeliet om Guds Rige for andre – for naboer og venner, der også bør kende Guds store tanke med livet.

Når Ånden virker i mennesker, føres vi til Jesus Kristus, der omformer og forvandler os. Der er store variationer, men det indebærer en personlig erfaring, der har med tro og dåb at gøre. Pinsedag blev den menighed, som Gud ønsker, døbt med den samme Ånd, som virkede i Jesus. Og siden er enhver dåb udtryk for det samme. Her indvies vi til at tjene Gud – blandt mennesker.

Ånd tager form

Helligånden, der er Guds kærlighedsfulde nærvær hos os, skaber fællesskab mellem Gud og mennesker. Fællesskab er kropsligt og socialt. Da Guds søn kom til verden, skete det i en krop. Jesus skabte derpå et socialt fællesskab af mennesker, der skal kanalisere hans fortsatte nærvær til andre. Ingen kan gøre det alene. Det kræver et socialt fællesskab at være ’menighed’. Dét fællesskab bliver vi en del af, når vi bliver døbt.

Det kræver et socialt fællesskab at være ’menighed’.

Fordi det er Helligånden, der skaber kirken, bør der herske frihed for alle, hvor Guds folk er på spil. Menigheden skal bidrage til ’det fælles gode’ i folket. Derfor bør alt ske ved Åndens magt, ikke ved magtens ånd. Kunsten består i at sammenholde form og frihed, struktur og spontanitet, som udtryk for Guds ene og samme virke.

Større end kirken

Kirken som fællesskab er tegn på det Guds Rige, der kommer. Samtidig er den et redskab, der virker for, at Riget må komme. Kirkens forankring i Guds kærlighed understreger, at Guds fremtid for alle er langt rigere end kirken selv. Vi er nemlig bundet til dens Herre, der er opstået fra de døde, og som fuldender alt i sit rige. Som kirke skal vi altid holde os det mål for øje.

De kendetegn er ikke hentet ud af den blå luft. Det er ’fælles gods’ for baptister, fordi de springer ud af Jesus’ forkyndelse, som vi kender den fra Det Nye Testamente.

Vi går kun i kirke, når det passer os. Individualismen har sejret.

Menighedssynet nedsmelter

Tidligere fortalte baptister ofte om deres omvendelse. Deres troshistorier levede og blev fortalt. Gamle fotos viser tydeligt, at menigheden også betød meget. Det sociale fællesskab var i høj kurs. Menighed og andet godtfolk flokkedes til hus- og teltmøder – og til søndagens gudstjenester, der fortsatte i hverdagen med omsorg for nødlidende hjemme og ude. Kan vi hævde det samme i dag?

Arkivfoto fra indvielse af den nye Korskirken. Foto: Karin Carlsen

Hvis vores kirkesyn nedsmelter i disse år, har det flere grunde. I dag reducerer vi alt for ofte menigheden til en ’fritidsforening’ for folk med åndelige interesser. Eller vi opfatter den som en ’højtidstradition’, hvor vi går i kirke til jul, påske og (måske) pinse. Vi går kun i kirke, når det passer os. Lavpraktisk betyder det vel også, at (fri)kirken som bygning forfalder, hvis vi kun vil bruge den til fx barnevelsignelse og begravelse? Fordi vi ikke opbygger et gudstjeneste-fællesskab bliver centrum borte. Og uden centrum ingen periferi.

Tabet kan også skyldes den lutherske tradition, vi lever i. Folkekirkens bekendelse definerer kirken som ’de helliges forsamling, i hvilken evangeliet forkyndes rent, og sakramenterne forvaltes ret’. I dag siger man oftest, at kirken er ’dér, hvor evangeliet forkyndes og sakramenterne forvaltes’. Fællesskabet – ’de helliges forsamling’ – er faldet ud. Individualismen har sejret. ’Kirke’ forstås som ’betjening’ af en præst i livets marginaler (fødsel og død) og ved højtider (konfirmation og bryllup). Har den forståelse også ramt vores menigheder?

Kristendomskulturen på retur

Den kristne kultur, som vi lever i, har gjort noget ved os. Vi er blevet mere ’kulturkristne’ end ’kirkekristne’. Vi vælger kristendomskulturen uden kirkens fællesskab. I den vestlige verden er vi omsluttet af kristen kultur som en guldfisk af vand, siger Tom Holland og fortsætter: “Hvis kristendommen er det vand, vi svømmer rundt i, må man som fisk bekymres, hvis der ikke er mere vand i bowlen”.[2] I dag går kun få i kirke. Bibelens historier er ikke alment kendte. Tabet af kundskab er stort. Er vi også ramt af kristendomskulturens åndenød uden at vide det? Mangler vi også et myndigt Gudsfolk, der tilegner sig evangeliet på en sådan måde, at det ændrer kulturen?

Er overskriften sand?

Overskriften blev formuleret af Niels Højlund, kendt fra Forsamlingshuset i TV2 for en generation siden: ’Kirke vil de have, menighed vil de ikke være’. Han sagde det om danskerne, primært vel om Folkekirken. Men gælder det også traditionelle danske baptister anno 2020?

[1] Roland Spjuth: Om Gud och allt annat, Spricka 2020. Første del af min artikel bygger på Roland Spjuths nye dogmatik.

[2] Tom Holland: Herredømmet – da kristendommen skabte den vestlige bevidsthed, Kristeligt Dagblads Forlag 2020.

Relateret

• 25. jul. 2026 - Hvad kan kirken lære af nye troende?
• 09. jul. 2026 - Helt almindelige mennesker
• 09. jul. 2026 - Gud gav Kyle en drøm
• 09. jul. 2026 - Livsforvandling gennem bibellæsning
• 09. jul. 2026 - Naboskab – om at bede for nabolaget

Find flere

Min kirkelige baggrund var næsten lige så blandet som mine amerikanske gadekrydsgener. Og konkurrencen kirkerne imellem om at ’vinde sjæle’ havde gjort mig til en overbevist ikke-konfessionel kristen. Og hvis der var én kirke, som jeg ikke ville høre til, var det hvide baptister! For mine erfaringer med de fanatiske konservative baptister på min hjemegn var yderst negative.

Alligevel står jeg nu 23 år senere og er medlem både af en baptistmenighed og af redaktionen for baptist.dk. Opdagelsen af rummelighed, fællesskab og Helligåndens nærvær samt uddannede præster, der dog ikke har nogen særskilt autoritet i forhold til det enkelte medlems fortolkning, var med til at ændre min holdning til baptister og medlemskab. Den lokale og landsdækkende menighed blev min erstatningsfamilie, og jeg fortæller nu stolt om Baptistkirken i Danmark og mine oplevelser her.

Kendetegn og de fem F’er?

Fælles er følelsen af ikke at kunne lade være.

Med baptist.dk nr. 5, 2020: BaptistID, vil læseren opdage, at ovennævnte erfaringer og muligheden for selv at vælge at være engageret i menighedens aktiviteter – fx børne- og ungdomsarbejde og mission – er blandt de hyppigste kendetegn for baptister i Danmark. Nogle føler sig født som baptister. Andre har tilsluttet sig senere i livet, nogle endda som oprør og med personlige omkostninger. Men fælles er følelsen af ikke at kunne lade være.

I søgen efter et baptistisk DNA kommer der her bud på forskellige dåbssyn, historiske rødder og personlige beretninger. Man kunne være fristet til at koge baptismen ned til fem F’er forbundet i samme Gud, Ord og Ånd: Frihed, Forskellighed, Frivillighed, Fornuft og Fællesskab. Læs selv – og se, om du er enig! Eller nærmere uenig?

Relateret

• 17. feb. 2024 - Bethelkirkens legestue ”Aalborg C” fejrer et-års fødselsdag med succes
• 02. jun. 2021 - Skal vi trække os ud af International Mission?
• 06. jan. 2021 - Gud har aldrig vigepligt
• 02. dec. 2020 - Levede baptistliv
• 01. dec. 2020 - Set udefra

Find flere

Det, der imidlertid også kendetegner baptister, er en til tider utrolig optagethed af, hvad der netop kendetegner baptister. Den ene konference og udgivelse efter den anden – som jeg også selv har bidraget til – handler om ‘baptistisk identitet’, ‘baptistiske værdier’ og så videre. Onde tunger ville kalde det navlepilleri.

Troshistorier

En teologisk forklaring kan være, at baptister har det, som baptistteologen James McClendon har kaldt en ‘narrativ’ tilgang til troen. Det drejer sig om personlige troshistorier og fortællinger, snarere end abstrakt dogmatik. Og det kan være fint nok. I en tid præget af identitetspolitik er det nærliggende at dyrke sin identitet som religiøs minoritet. Men spørgsmålet er, om dét fokus er særlig brugbart, når kristendom i det hele taget marginaliseres i samfundet?

Identitetens dobbelte spor

Baptister har noget særligt at bidrage med, ikke mindst frihedssynet, som til stadighed er relevant i lyset af religiøs undertrykkelse og forfølgelse verden over. Men fokuserer vi for meget på vores egen identitet i stedet for på Gud, lukker troen sig om sig selv og forvitrer. Arbejdet med baptistisk identitet er vigtigt, men mindst ligeså vigtigt er det at være forankret i det fælleskirkelige arvegods. Det særlig og det universelle er de to ben, som vi må gå på.

Fælles gods

For mit eget vedkommende er studierne i tidlig kristendom vigtige. Her finder vi et teologisk arvegods, som er fælles for kirken som helhed. Det er baptistkirkens styrke ikke at være bundet af en bestemt teologi, men kun af det, som alle kristne har tilfælles, nemlig troen på den treenige Gud, som vi kender fra Bibelen. En vej igennem identitetskrisen kan derfor være at fremhæve vores fælleskirkelige rødder – selvfølgelig uden at glemme vores egen identitet.

Relateret

• 29. jun. 2026 - Når trosfrihed bliver et spørgsmål om fred
• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 23. nov. 2024 - Frihed til at tro – kampen er ikke slut
• 15. apr. 2024 - Religiøse ledere har fokus på organdonation
• 15. aug. 2023 - Pengene fylder for meget

Find flere