Lyt til artiklen her:

Chresten Eskildsen, f.1948:

• Bethelkirken, Aalborg 1988-2013
• Roskilde Baptistkirke 1978-1988
• Baptistkirken Bornholm 1973-1978
• Uddannet fra Det Teologiske Seminarium i Tølløse 1973

Selvom Chresten Eskildsen er gået på pension, prædiker han stadig mere end 35 søndage om året: ”Så længe jeg kan magte det, og menigheder sender bud, bliver jeg ved. Inviterer de mig igen, er de jo selv ude om det”, siger han med et smil.

Vi mødes til en snak om sjælesorg, evangelisation og et måske spildt fodboldtalent for at interviewe Chresten Eskildsen om hans virke gennem årtier, fordi han er en dygtig evangelist. Den betegnelse afviser han hurtigt: ”Evangelist? Nej, jeg har brugt mest tid på besøg og samtaler med folk – ofte i kriser.” Chresten læner sig frem og uddyber: “En krise kan gøre én af to ting: Du kan falde og blive liggende, eller den kan blive et springbræt, der tvinger dig til udvikling. Jeg tror, at mennesker ofte møder Gud i forbindelse med kriser.”

Evangelist? Nej, jeg har brugt mest tid på besøg og samtaler.

Fodbold var mere spændende

Chresten er født i 1948 og opvokset i en baptistfamilie på landet i Vendsyssel. Baptistrødderne går adskillige generationer tilbage: ”Hver søndag fyldte min far bilen op med alle os søskende og naboernes børn, op til 13 unger i alt, og kørte os i søndagsskole i kirken i Pandrup!”

Kirken var vigtig, men fodbold var alligevel mere spændende. Han trænede og trænede og ville hellere spille bold om søndagen end gå i kirke. Chresten blev dog døbt som 14-årig og involveret i ungdoms- og spejderarbejde: ”Men fodbold var altså stadig nummer et”, og drømmen var at blive professionel fodboldspiller og solgt til Italien som Harald Nielsen – eller at blive civilingeniør, for det var der penge i.

At lade Gud sidde ved rattet

Som nybagt student havde Chresten lånt sin fars bil, da han endte i et frontalsammenstød. Modpartens bil røg i grøften og brød i brand: ”De havde heldigvis sikkerhedsseler på, men det havde jeg ikke”, forklarer Chresten, som blev slynget ned i bunden af bilen og blot fik en ganske lille flænge i hovedbunden. ”Der blev jeg virkelig tacklet af Gud, kom til at tænke over livet, og over at lade Gud sidde ved rattet.”

Til en missionsuge fortalte han om ulykken og sagde: ”Jeg synes, jeg skylder Gud mit liv, så jeg kan måske ’betale tilbage’ ved at blive præst. – Det havde jeg ikke planlagt at sige, og Hanne, som jeg lige var blevet kæreste med, var ved at falde ned af kirkebænken.”

Hanne og Chresten Eskildsen

Ungdomspræst på Bornholm

I 1970 begyndte Chresten på præsteseminariet i Tølløse, og i 1973 fulgte det første kald til Bornholm. Det var en menighed i tilbagegang efter år med fraflytning og faldende medlemstal, men Chresten og menigheden begyndte at arbejde med ungdomsmøder, lejre og fællesskaber, hvor de unge medvirkede rundt om på øen, og mange blev døbt i den tid.

Kriser er udviklende

Efter fem år på Bornholm flyttede familien til Roskilde, og også her havde de den glæde at opleve, hvordan mange unge familier kom til: ”Der var brug for ekstra stole i kirken de fleste søndage”, smiler Chresten.

Vi vil så gerne fjerne smerten, men gråden kan være den bedste medicin.

I Roskilde var psykiater Flemming Baungaard medlem, og de mødtes hver uge og delte livets tildragelser: “Dér lærte jeg noget om sjælesorg, om at lytte, og at kriser er udviklende. Det handler om at acceptere at være i krisen og lære af den. Det drejer sig ikke om at komme ud af den hurtigst muligt.” Han holder en kort pause. “Vi vil så gerne fjerne smerten, men gråden kan være den bedste medicin.” Evnen til at være til stede hos mennesker i det svære ser Chresten som sin styrke: “Jeg har altid haft let ved at tale med folk om det, der gør ondt. At gå et stykke vej sammen med dem.”

At bygge noget op igen

Jeg har været så privilegeret at opleve medgang i alle de menigheder, jeg har virket i.

I 1988 flyttede familien – nu med fire døtre – til Bethelkirken i Aalborg. Her havde menigheden været igennem en turbulent tid: “Det var spændende at være med til at bygge noget op igen.” Via engagerede medlemmer oplevede kirken vækst og blev fyldt med liv og unge mennesker. I 2013 gik Chresten på pension efter 25 år i Bethel. ”Det har været en spændende tid, og jeg har været så privilegeret at opleve medgang i alle de menigheder, jeg har virket i.”

Altid mindst to sider af en sag

Chresten følger stadig livet i BaptistKirken tæt – også de uenigheder og den modgang, der fra tid til anden kommer op til overfladen: ”Jeg har altid den her ’filosofi-terning’ i lommen. Den minder mig om, at der er mindst to sider af en sag. Du ser én ting fra din synsvinkel, og jeg ser noget andet fra min. Man er tilbøjelig til kun at se tingene fra sin egen side, men vi skal være i stand til at se tingene fra andres vinkler. Det samme gælder bibelsynet. Jeg vil kalde mig selv bibeltro, men ikke fundamentalist, for Biblen skal jo tolkes, og vi skal lære af historien. Tiden går, og ting forandrer sig.”

Vi skal være i stand til at flytte os og se tingene fra andres vinkler.

Alt har sin tid

Til slut spørger jeg Chresten, om han er bekymret for baptistkirkens fremtid? Han ryster på hovedet: “Alt har sin tid. Det er ikke så dårligt endda at holde en god begravelse – vi tror jo på opstandelsen.”

Han smiler. “Det kan godt være, at den form for baptistkirke, vi er vokset op med, må dø. Men når et korn lægges i jorden, spirer det og bærer frugt. Jeg er ikke bekymret. Jesus skal nok klare sig.” Chresten holder en kort pause og tilføjer til slut: “Måske har vi for travlt med at frelse vores eget kirkesamfund i stedet for at frelse verden.”

Relateret

• 15. aug. 2026 - Vil du læse Bibelen på to år – tag med på Bibelstien!
• 13. aug. 2026 - Deltag i online informationsmøder om forslag til Landskonferencen
• 05. aug. 2026 - Pinseunderet er, at Gud taler til os i forskellige sprog, som vi kan forstå
• 31. jul. 2026 - Velsignelse uden noder
• 25. jul. 2026 - Hvad kan kirken lære af nye troende?

Find flere

Lyt til artiklen:

Støt

Du kan være med til at støtte MBCs fortsatte arbejde med jordskælvsofre ved at sende et beløb til MobilePay 330 048 eller kontonr. 3201 10042879 mærket ’Myanmar’. Gaver er fradragsberettigede efter gældende regler.

Epicentret for jordskælvene i marts 2025 lå i Sagaing- og Mandalay-regionerne i det centrale Myanmar. Omkring 4.000 mennesker mistede livet, mere end 5.000 blev såret, og hundredvis er stadig meldt savnet. Myanmar er i forvejen præget af konflikt og ustabilitet, og næsten 20 millioner ud af landets 55 millioner mennesker har nu brug for hjælp. Midt i denne tragedie rykkede Myanmar Baptist Convention (MBC) ud med nødhjælp i samarbejde med både lokale menigheder og internationale partnere – herunder Baptistkirken i Danmark.

Dansk støtte når langt ud

Baptistkirken i Danmark har dels bidraget med egne indsamlede midler og dels med cirka 1 mio. kr. fra Danish Emergency Relief Fund, som administreres af Civilsamfund i Udvikling. Støtten har finansieret mad, vand, tøj, midlertidige shelters, hygiejnesæt og kontant hjælp til familier, så de selv kan købe fornødenheder. Lederen af MBCs nødhjælpsindsats, Maung Khan Sum, fortæller: ”Bidraget fra Danmark har været en direkte livline til mange af de mest sårbare familier i de hårdest ramte områder. Mange har mistet alt, og hjælpen fra Danmark har været uvurderlig.”

Bidraget fra Danmark har været en direkte livline til mange af de mest sårbare familier i de hårdest ramte områder.

Mad, tag over hovedet og håb

Fra 20 lokale baptistkirker i området er der blevet uddelt mad, vand, tøj, presenninger, myggenet, madrasser og andre fornødenheder til tusindvis af familier. Over 3.500 familier har modtaget kontant støtte, så de selv kan købe mad og nødvendigheder. I alt er mere end 10.000 familier blevet hjulpet i perioden april til juni. MBC har arbejdet tæt sammen med andre organisationer for at identificere de mest trængende for at sikre, at hjælpen gik til de rigtige personer.

Over 3.500 familier har modtaget kontant støtte, så de selv kan købe mad og nødvendigheder.

Igen har kirken vist sit værd. De lokale kirker har fungeret som nødhjælpscentre, hvor både præster og menighedsmedlemmer har koordineret uddelingen af nødhjælpen og tilbudt samtaler og sjælesorg til de ofte traumatiserede overlevende. Maung Khan Sum fremhæver netop traumehjælpen som vigtig: ”De mange samtaler og støtte er vigtige for at give håbet tilbage, genskabe værdigheden og løfte modet hos dem, der har mistet så meget.”

Registrering af nødhjælpsmodtagere.

Samarbejde trodser forhindringer

Militæret har ofte besværliggjort hjælpearbejdet, som også har været udfordret af ødelagt infrastruktur og politiske spændinger. Da landet i forvejen er i borgerkrig, er der også sikkerhedsrisici at tage hensyn til. Alligevel er det lykkedes MBC at få hjælpen frem. I hele forløbet har der været et godt samarbejde med bl.a. Baptist World Alliance, Asia Pacific Baptist Federation, World Vision, ligesom de ungarske baptister har sendt flere nødhjælpsteams afsted til Myanmar for at assistere MBC med arbejdet.

En kærlighed, der varer ved

MBCs indsats er mere end bare nødhjælp. Også åndelig omsorg er vigtig.

MBCs indsats er mere end bare nødhjælp. Også åndelig omsorg er vigtig – udtrykt i mottoet ”From MBC with love”.[1] Når sikkerheden tillader det, er planen at åbne mobile sundhedsklinikker i landet, hvor sundhedssystemet i forvejen er i knæ efter militærkuppet i februar 2021. Mange steder er infrastrukturen ødelagt pga. borgerkrigen, og efter jordskælvet er der også et stort genopbygningsarbejde.

Uddeling af tandbørster.

Taknemligheden over støtten fra hele verden er stor. Maung Khan Sum slutter med at sige: “Jeres generøsitet bringer håb, glæde og opmuntring – og den gør det muligt for os at vidne om Kristus’ kærlighed i ord og handling og bringe håb til de mange, der lige nu oplever håbløshed.”

[1] Inspireret af 1. Korintherbrev kap. 13, vers 13

Relateret

• 29. jun. 2026 - Når trosfrihed bliver et spørgsmål om fred
• 13. maj. 2026 - Serhiis hus ved vejen blev et hvilested for soldater
• 13. maj. 2026 - Hvad velsignelse betyder for mig
• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 11. feb. 2026 - Når troen trues – Open Doors tjener forfulgte kristne

Find flere

Lyt til artiklen:

Søren P. Grarup, 76 år:

• gift med Pia, tre børn: Jonas og Sara, der er adopteret fra Columbia, og Silas
• præst på Bornholm, i Købnerkirken, Silkeborg og Vejle
• i BaptistKirkens ledelse 2009-13

Jeg sidder med Søren P. Grarup i den kirke, han har tjent i længst. Ikke kun som præst, men også som aktiv pensionist. Baptistkirken i Silkeborg, som sikkert har talte dage: ”Vi er blevet gamle, bærende kræfter flytter væk, ligesom de unge.” Han virker ikke ked af det, snarere afklaret. Søren var oprindelig uddannet gartner, før han blev baptistpræst. En stor del af sit præsteliv har han også haft et andet job:

”Jeg oplevede, at jeg som fuldtidspræst i Købnerkirken på Amager var ved at miste forbindelsen til livet udenfor kirken. Jeg var ’pakket ind i baptister’. Det blev lummert. I Silkeborg var der kun råd til en deltidsstilling. Her lavede jeg en cykeltrailer, hvor haveredskaberne stod på højkant. Jeg fik to slags kunder: Unge mennesker, der lige havde købt hus, og haven var groet til. Og gamle med en have med sjæl, som de ikke kunne klare længere. Det rodede i deres sjæl. Når de fandt ud af, at jeg var præst, havde vi mange gode snakke.”

Jeg var ’pakket ind i baptister’. Det blev lummert.

Salmedigter

Søren er også kendt som salmedigter (se http://www.spgrarup.dk). Selv siger han, at han ofte har skrevet en salme af nød: ”De gamle salmer springer fra omvendelsen og korset til himlen. Jeg vil gerne synge om livet. Når der ikke er en salme, der passer til gudstjenesten, må man jo skrive én. Jeg har flere gange oplevet det som en erkendelsesproces. Pludselig svarer salmen tilbage. Har jeg skrevet det? De sidste linjer i ’Over vor jord’: ’Underfuldt må selv synd og død sig føje, og opsummeres i din kærlighed.’ – Jeg forstår stadig ikke helt, hvad det betyder. Men jeg er blevet mere og mere klar over, at det er rigtigt. Til sidst skal alt sammenfattes i Guds kærlighed, også det, vi ser som skrupforkert.”

Når der ikke er en salme, der passer til gudstjenesten, må man jo skrive én.

Ikke særlig social

Søren og hans kone Pia har tre børn. Da den yngste, Silas, var 12 år, gik der en prås op for Søren. Silas fik stillet diagnosen Asperger: ”Da jeg lærte om det, genkendte jeg mange ting fra mig selv, og min mor og min morfar”, fortæller Søren. ”Jeg er ikke særlig social. Jeg kan slet ikke small-talke. Jeg siger ’godav’, men Kurt Sørensen i menigheden kan snakke med hvem som helst, og så hægter jeg mig på.”

Åndelig opvågning

Søren selv fik en åndelig opvågning i klosteret Taizé i 2002, da baptistpræsterne var dernede: ”Jeg havde Hortons hovedpine og ville være i stilhed frem for at tale med vildtfremmede. Jeg anede ikke, hvad det indebar. Til sidst fandt jeg et asketræ, sad i to meters højde og fandt ro. Skulle jeg læse i Bibelen? Det blev bare ord, ord, ord. Jeg gik en tur ned ad Memory Lane, og pludselig var det, som om der stod tyk, sort røg op fra mit indre. Da det var feset af, blev der helt stille. En jublende stilhed. Nu begynder jeg at tude, for alting omkring mig, skyerne på himlen, fuglene i busken, æbleplantagen to km væk. Afstand forsvandt. Alting fortalte om Guds grænseløse kærlighed.”

Alting fortalte om Guds grænseløse kærlighed.

Søren er meget rørt nu: ”Mens jeg sad i mit asketræ, kom en lille grå larve i en usynlig tråd. Den standsede foran næsen. Den skulle lige fortælle mig, at den grimme larve og jeg var lige elskede og små i forhold til den, der har skabt os. Og så fortsatte den. En dag efter aftenbønnen i kirken var jeg gået ud i mørket for at få en smøg. Et pindsvin piggede sig hen over mine skosnuder. Da forstod jeg 100%, hvad Frans af Assisi mente, når han kaldte alle andre skabninger for brødre og søstre.”

Senere blev Søren ’ramt at lynet’ i kirkerummet, da han så på kors-ikonet og erkendte, at ingen kan løbe fra Guds uendelige kærlighed: ”Vi mennesker tromler hinanden ned i krige, men Gud bliver ved med at elske. … Min gamle matematiklærer kom mig til hjælp. Uendelig divideret med to er uendelig. Uendelig divideret med 2000 – eller 6-7 mia. er uendelig. Guds kærlighed er grænseløs!” Som en af Sørens salmer også forkynder.

Jesus’ ansigt

Søren har også haft en anden grænsesprængende erfaring med Jesus, som har sat sig i ham og i hans forkyndelse: ”Jeg var begyndt at tage på stille-retræter, men kunne ikke få styr på Gud – og mig selv. Jeg blev introduceret til Ignatius af Loyola og det personlige bibelstudie. Jeg har modvilje mod systemer, men satte mig til at læse teksten den første dag om den blinde Bartimæus ved Jeriko – og skulle genfortælle den tre gange for mig selv. Pludselig – jeg var stadig i mit eget tøj, men jeg var i Jeriko. Jeg stod mellem folk, og Jesus var længere fremme, lige udenfor byporten. Jeg stod bagerst. Bartimæus står foran Jesus og har front mod mig. Alle var lavere end jeg, så jeg kunne se lige derhen. Jeg kunne se mandens ansigt. Et lukket ansigt, helt tydelig blind. De talte sammen, og så åbnede hans ansigt sig.”

Jeg var begyndt at tage på stille-retræter, men kunne ikke få styr på Gud – og mig selv.

Mens jeg stod dér, tænkte jeg: ”Her står jeg, har været præst i 25 år, har prædiket om ham deroppe. Jeg burde se ham i øjnene, men det er den blinde stodder, der får lov til det. Jeg blev flov. Kiggede rundt, mon nogen havde lagt mærke til mig. Og så er det hele min menighed, der står omkring mig.”

Igen bæver Sørens læber: ”Det var et rap over nallerne. Måske har jeg i min forkyndelse ladet mennesker se Jesus bagfra. Min prædiken hver søndag skal handle om at se Jesus i øjnene. Troen skal blive til en personlig relation mellem Gud og mig. Præcis som mellem dig og mig.”

Relateret

• 09. jul. 2026 - At vidne
• 25. mar. 2026 - Erik Løvind Andersen – præst og livsengageret menneske – til minde
• 19. feb. 2026 - Normer
• 13. jan. 2026 - En overvældende afsked
• 14. nov. 2025 - Et fyrtårn, der lyste – Per Nørgaard til minde

Find flere

Lyt til artiklen:

En for brat afslutning på en mountainbiketur resulterede i to måneders sygemelding, og at Ulrick Refsager Dam trods ansættelse først rigtig kom i gang med tjenesten i Holbæk Baptistkirke ved årsskiftet. Menigheden har et fantastisk VITAL-forløb bag sig og er meget indstillet på, at der skal investeres i de unge. Menigheden har også et stort fokus på omsorgsarbejde og er en engageret multikulturel menighed.

Ulrick Refsager Dam:

Uddannelse:

• bachelor i Kristendom, Kultur og Kommunikation (3K)
• master i Ledelse og Menighedsudvikling

Arbejde:

• præst i Kløvermarkskirken
• lederkonsulent for bl.a. Arbejdernes Landsbank, HedeDanmark og Messecenter Herning

Udgivelser:

• ‘Building the Basileia. Moving the Church into the 22nd century’ (2023)
• er pt ved at lægge sidste hånd på en ny bog om ledelse, der udkommer i efteråret.

Fra vordende civilingeniør til præst

Ulrick ville ikke være præst. Han er vokset op i Apostolsk Kirke med meget aktive forældre og begyndte at læse Fysik og Nanoteknologi på DTU, men trivedes ikke. Han kom i kontakt med Brorsons Kirke i København med mange unge mennesker, og Ulrick blev set og fik lov at udvikle sine lederevner, hvorefter han skiftede studie til ”Kristendom, Kultur og Kommunikation” med fokus på ledelse og organisationsudvikling.

Uddannelsen og det frivillige arbejde i et par ungdomskirker betød, at livet alligevel tog en drejning mod præstegerningen, og efter oplæring i Amagerbro Frikirke[1] i København og en ansættelse i Sjølundkirken[2] i Næstved er Ulrick nu præst i Holbæk Baptistkirke. Sideløbende har han hele tiden arbejdet som ledelseskonsulent, fordi han kan lide at udnytte fordelene ved kombinationen.

Konflikter kan hjælpe os til at åbne for det, der kommer bagefter.

Ulrick har aldrig følt sig knyttet til et bestemt kirkesamfund, men føler sig meget godt tilpas med den flade struktur i BaptistKirken, hvor præsten mere har en tjenende rolle og ikke står forrest som en person, man skal se op til. At BaptistKirken i øjeblikket også er i en genstartsproces, er for Ulrick kun motiverende: ”Jeg vil gerne være der, hvor der sker noget, og jeg véd fra min ledelseserfaring, at konflikter kan hjælpe os til at åbne for det, der kommer bagefter. Kirken kan lære af virksomhedernes vilkår, at de skal tænke udvikling for ikke at lukke. Hvis vi ikke udvikler, afvikler vi.”

Jeg vil gerne være der, hvor der sker noget.

Forskellige sider

På spørgsmålet om Ulricks stærke sider er svaret hans passion for relationer. Ulrick elsker at være sammen med mennesker, og det er naturligt for familien at have et åbent hjem og dele liv med mange mennesker. Det er også en styrke ikke at være bange for konflikter, men det har en bagside. Det sværeste for Ulrick at arbejde med er, at han er et positivt konfliktsøgende menneske: ”Jeg tror, vi udvikler os i det. Men det kan være vanskeligt at vide, hvornår man skal være varsomt afventende, inden døren sparkes ind. Jeg har lært, at jeg skal tænke lidt, før jeg træder ind i konflikten.”

Hvordan når vi de unge?

Ulrick brænder for at række ud og give plads til de unge. Tidligere vidste man tidligt, hvordan livet skulle forme sig, men i dag savner de unge holdepunkter og vil selv være med til at danne dem: ”Hvis vi fortæller de unge, hvordan de skal tro, mister de interessen.” Ulrick har i et tidligere interview nævnt, at nøglen til den nye generation er, at vi lærer at leve vores kristne liv mere autentisk. Han siger:

”Den unge generation er i stigende grad træt af, at kristendommen ikke afspejler det liv, Jesus kaldte os til at leve. Jesus kaldte os til ydmyghed, forsoning, radikal inklusion og fællesskab – ikke til splid, eksklusion og selvhævdelse, og alligevel ser vi ofte kristne fællesskaber skabe uenighed, hvor mindre forskelligheder i tro splitter familier og kirker. Det handler ikke om at være perfekt, men om at mødes som hele mennesker – med vores styrker og de dele af os, der stadig er i proces. Autenticitet betyder også at dele spørgsmål, tvivl og sårbarhed og finde styrke i fællesskabet. Det kristne liv bliver først autentisk, når vi lader Guds kærlighed forme vores hverdag der, hvor livet leves. Ved at mætte den sultne, klæde den nøgne, hele den brudte, løfte studiekammeraten, smile til kasseekspedienten, hjælpe den, vi møder, og være dem, der skaber en verden, der er en lille smule bedre i dag, end den var i går. Der tror jeg, at nøglen til et autentisk kristent liv findes.”

Fremtiden

Ulrick udfordrer tanken om, at vi skal skabe rammer, hvor alle føler sig godt tilpas: ”Jeg tror ikke på, at vi kan lave et arrangement, der favner alle. I stedet skal vi skabe fællesskaber for de forskellige grupper i menighederne, og så ophøje det store fællesskab ved særlige lejligheder, som påske, pinse, jul etc. Hvad er bedst: At vi hver uge går på kompromis, eller at vi hver uge har noget fantastisk for hver gruppe, og så mødes til fælles fest to-fire gange om året?”

Hvad er bedst: At vi hver uge går på kompromis, eller at vi hver uge har noget fantastisk for hver gruppe, og så mødes til fælles fest to-fire gange om året?

Ulrick har et højt energiniveau, og han fortæller, at samarbejdet med menighedsrådet omkring fokus og forventninger er vigtigt: ”Når forventningerne er klare, er det nemmere at sige nej til det mindst udviklingsgivende.”

Ulrick elsker at arbejde. Han begynder meget tidligt på dagen for at få ro og eftertanke, og det betyder, at han får god tid til familien og alle de andre gøremål i løbet af dagen.

[1] Amagerbro Frikirke er en del af Apostolsk Kirke

[2] Sjølundkirken er en forenet Apostolsk Kirke og Mosaik-kirke (tidligere: pinsemenighed)

Relateret

• 07. mar. 2026 - ”Alle har ret til et godt udeliv”
• 13. jan. 2026 - En overvældende afsked
• 14. nov. 2025 - Et fyrtårn, der lyste – Per Nørgaard til minde
• 31. okt. 2025 - Musik som sjælesorg – “Døden er ikke at elske” fylder Kløvermarkskirken
• 15. okt. 2025 - Jordskælvskatastrofe i Myanmar – Baptistkirker bringer håb og hjælp

Find flere

I de senere år, har jeg flere gange oplevet tegn på, at vi som kirkesamfund er kommet i splid med os selv. Jeg bliver så bedrøvet, når jeg hører om unge, dygtige teologer, der føler sig presset væk fra vores kirkesamfund, blandt andet fordi de beskyldes for at være ”for konservative” eller ”for karismatiske”.

De første danske baptister gik imod lovgivningen på flere områder – og blev straffet for det. Det var jo ligefrem grundlaget for at stifte vores kirkesamfund! Nu føler jeg, det er, som om vi prøver at tækkes det verdslige samfund på bekostning af vores værdier. I den forbindelse kan vi let komme til at underkende andres gaver fra Gud.

Jeg synes, vi som baptister skal være stolte af og turde stå ved vores standpunkter, vi skal ikke nødvendigvis forsøge at tilpasse os verden omkring os. Hvis vi gør det, har jeg svært ved at se vores berettigelse.

Jeg må indrømme, at jeg til tider tvivler på fremtiden for vores kirkesamfund. Men en samtale med en viis, ældre mand i sommerferien har givet mig følgende læring med: Vi kender ikke fremtiden, men vi skylder vores forfædre at forsøge at nå til enhed!

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 12. aug. 2026 - Tacklet af Gud
• 07. maj. 2026 - Kast nettet ud
• 29. apr. 2026 - Bøn i ventetiden
• 23. apr. 2026 - Hvad er sandheden?
• 16. apr. 2026 - Overbevisning

Find flere

Myanmar Christian Fellowship, MCF – der er en menighed (medlem af Baptistkirken i Danmark) bestående af burmesere, som har disse to ting til fælles: at de taler burmesisk sammen, og de tror på Jesus Kristus og ham som Frelser og Herre – har nu gennem en årrække holdt til i Baptistkirken i Odense og holder gudstjeneste her hver 2. og 4. søndag i måneden. – De kommer fra det meste af Danmark.

Det er ikke sådan, at MCF blot låner lokaler af os i Baptistkirken i Odense. Vi har gennem årene fået et godt fællesskab med menigheden, de deltager i vores arbejdslørdage og de har gennem de senere år hjulpet med mange andre praktiske ting. Desuden er to af deres medlemmer også med i vores lovsangsgruppe.

For nogle måneder siden kontaktede de mig og spurgte, om vi kunne lave en gudstjeneste sammen 26. november (i forbindelse med Thanksgiving). Dette var vi naturligvis helt med på, og MCF ønskede samtidig at stå for en fællesspisning efter gudstjenesten, blot vi ville optage en kollekt ved gudstjenesten til burmesiske flygtninge.

MCF dåbsgudstjeneste i Baptistkirken i Odense 25. november 2023.

Siden fik vi besked fra menigheden om, at de lørdag 25. november ville have dåb af fem unge mennesker fra deres menighed. Vi ønsker dem tillykke og glæder os med dem.

Gudstjenesten var sat sådan sammen, at der var indslag fra begge menigheder – og vores burmesiske venner havde dækket fantastisk op med alle mulige forskellige frugter og grøntsager.

Efter gudstjenesten havde vi fællesspisning med en fyldt menighedssal. En uforglemmelig gudstjeneste, som vi nok vil gentage.

Relateret

• 12. aug. 2026 - Tacklet af Gud
• 25. jul. 2026 - Hvad kan kirken lære af nye troende?
• 09. jul. 2026 - Helt almindelige mennesker
• 09. jul. 2026 - Gud gav Kyle en drøm
• 09. jul. 2026 - Livsforvandling gennem bibellæsning

Find flere

16-årige Van kommer til Danmark ved familiesammenføring i september 2007. Med fra Burma er også hans lillebror. Efter ophold i et modtagecenter bliver de genforenet med forældrene og lillesøsteren.

Det var en stor omvæltning at komme til et meget anderledes land, men det sværeste var sproget.

”Det var en stor omvæltning at komme til et meget anderledes land, men det sværeste var sproget. Det var meget vanskeligt at lære dansk!”. Det har ikke været og er heller ikke nemt at få etnisk danske venner. Men som Van i dag beskriver det: ”Det er jo svært at få nære relationer med danskere, når man altid er tæt med familien, og man er mange fra hjemlandet, der arbejder sammen og altid mødes i fritiden i fællesskabet omkring kirken”. Van har dog oplevet at få en rigtig god ven, som kom fra Marokko, men det gled lige så stille ud efter folkeskolen.

Da Van kom til Danmark, fik han gode oplevelser med meget hjælpsomme og gavmilde danskere. Det betyder rigtig meget, når man skal falde til i det nye land. Dog oplever Van, at de fleste danskere er mere lukkede og mere private end udlændinge.

Autoritær skole

Van blev tidligt familiefar og har nu tvillinger i 4. klasse og et barn i 2. klasse, og det er blevet meget tydeligt for Van, at Burma og Danmark adskiller sig meget fra hinanden på skoleområdet.

Burma og Danmark adskiller sig meget fra hinanden på skoleområdet.

Da Van var barn, var der megen udenadslære i skolen i Burma. Bøgerne skulle nærmest læres udenad, og intet stod til diskussion. Man skulle referere teksterne korrekt, indlæringen foregik ved at terpe, og der var en stram disciplin. I 10. klasse skulle man bestå seks fag for at komme videre, og lykkedes det ikke, var der ingen mulighed for uddannelse. I Burma er der en anden autoritet og tugt fra lærerens og til dels også fra forældrenes side. Van mener dog, at der er sket ændringer til det bedre, siden han selv var barn.

Inddragende pædagogik

I Danmark oplever Van en anden tilgang til læring med sine børn. Børnene opdrages til at formulere sig og må bidrage med egne overvejelser, ligesom børn og lærere evaluerer og retter i fællesskab. Der er forældresamtaler og klassearrangementer, og Van oplever, at der er et samarbejde mellem lærerne og forældrene om børnenes trivsel. Det er utænkeligt i Burma.

Fordi uddannelsesmulighederne er begrænsede i Burma, og fordi relativt få rent faktisk får en uddannelse, uddanner mange chinner sig i Danmark, efter de er blevet voksne. I Burma lever de fleste af deres landbrug, men Van er glad for sin ansættelse på en møbelfabrik, hvor han arbejder sammen med flere fra menigheden.

Van trives i Danmark med sin familie og menigheden i Skjern, men må også indrømme, at han godt kan savne venner i hjemlandet, ligesom naturen dér ikke kan sammenlignes med Danmarks.

Relateret

• 15. okt. 2025 - Jordskælvskatastrofe i Myanmar – Baptistkirker bringer håb og hjælp
• 15. okt. 2025 - At se Jesus’ ansigt
• 23. sep. 2025 - Båret af et stærkt kald: Sambuh Langle er ny præst i Odense
• 26. maj. 2025 - En positivt konfliktsøgende præst
• 09. mar. 2025 - ”Burma skal være frit”

Find flere

Med reference til Niels Hausgaard indledte Hanne med at fortælle, at hendes far var ”alt andet end praktisk begavet.” Det var ordet – det skrevne ord – der blev omdrejningspunktet i Børges liv. Salmer, spejdersange, digte om naturen, livet og kærligheden er det, vi kender Børge for. Men Børge var meget mere: Ægtemand, far til fire, skolelærer, forkynder og spejder. På forunderlig vis skabte Børge en næsten magisk forbindelse mellem skaberværket, spejderlivet og den enkelte spejderdrengs personlige tro.

Troen på livet

For de af aftenens tilhørere, der i forvejen kendte til Børge Andersens omfattende produktion, var det næsten naturligt at begynde med at synge ”I Guds verden”. Når man sammen synger:

”I Guds verden skal du leve,
på Guds jord der skal du bo,
gå blandt blomster, træer og fugle,
alt Guds værk skal om dig gro”

– breder der sig en forunderlig optimisme og tro på livet. Salmens sidste ord: ”… ved hans nåde tør du tro, i hans kraft du helt må være, evigt skal du hos ham bo” sender mange af tilhørerne sendt tilbage til ungdommens sene aftener omkring lejrbålet.

Opvækst og uddannelse

Børge Andersen blev født udenfor ægteskab i 1925 af en enlig mor, og de første ti år af sit liv boede han hos bedsteforældrene. Der var ikke meget, der pegede i retning af den Hausgaardske definition på ”boglig begavelse”. I dag taler man om ”de syv intelligenser”: For de fleste af aftenens cirka 30 tilhørere virkede det oplagt, at Børge Andersen var ”sprogligt / verbalt” intelligent. Ikke desto mindre fortæller Hanne Kiel, til de flestes overraskelse, at lærergerningen omfattede både formning – i varianten papirsløjd – og gymnastik. Begge fag inspirerede til digte, henholdsvis ”Formning” og ”Springet”.  Digtet ”Regning” fulgte, da netop dette fag blev en del af lærergerningen.

Et åbent hjem

Fra barnsben var Børge en del af den første spejderkreds i Aalborg. Han kom til tro gennem spejderarbejdet og blev døbt i 1944. Da Aalborgmenigheden blev delt i 1952, fulgte Børge med til den nye menighed, Karmelkirken. Sammen med Else skabte Børge et hjem, der var åbent i mere end en forstand.

”Døren var aldrig låst,” fortæller Hanne, ”man gik altid bare ind. Hvis mine forældre var gået tidligt i seng, skete det, at samtalerne blev ført på sengekanten.” Det var også i Else og Børges hjem, man kunne diskutere Klaus Rifbjergs ”Den kroniske uskyld”. Et værk, der ikke var velkomment i alle baptisthjem. I digtet ”Gæster” reflekterer Børge over ægteparrets gæstfrihed og deres altid åbne hjem:

Gæster
Tobaksrøg og snak
hænger i gardinerne.
Fyldte askebægre,
tømte kaffekopper og glas.
Ikke en dråbe
i kanden.
Timerne er små nu.
Sikke en aften.

Yndlingssangen

Spejdersangene er mange fra Børges hånd. Hanne driller sit publikum ved at annoncere, at vi skal synge Børges bedste spejdersang. Alle slår straks op på ”I vindens sus i høje graner” – Børges kærlighedserklæring til baptistspejdernes træningscenter Øksedal vest for Nibe. Men nej – Børges yndlingsspejdersang var den lystige vise om ”Ole og Pløk og Palle”, der viser vejen for deres spejderkammerater. Vi synger, og det ser ud som om, mange tænker på deres egen spejdertid.

Børge og Elses fire børn beretter om en barndom, der nok var fattig på penge, men rig på kærlighed og sjove oplevelser. Hannes foredrag er fuld af historier: Om hverdagens udfordringer og ”økonomi-ferie”, når børnene hver dag skulle vælge mellem jordbær og is. Det var ikke noget let valg!

Det svære valg

Børge skrev også kærlighedsdigte. ”Børge sagde, at kærlighed er kærlighed, uanset hvem kærligheden er rettet mod,” fortæller Hanne. Siden teenagealderen havde Børge vidst, at han var homoseksuel, og kærlighedsdigtene var også rettet mod hans eget køn. Børge valgte at leve efter samfundets normer, indtil han ikke længere kunne klare det. I 1981 skrev ægteparret et brev til familien, nære venner, Karmelkirkens menighedsråd og baptistspejdernes korpsråd, hvor de hver for sig redegjorde for situationen. Der var stærke reaktioner, men langt de fleste bakkede familien op, selv om det for mange var grænseoverskridende at kende et homoseksuelt menneske.

”Bekendelse”

Efter ønske fra publikum slutter aftenen med salmen ”Bekendelse”. Salmen er skrevet i 1958, men fjerde vers blev aldrig rigtig godt. ”Det holder ikke” sagde Børge. Og fjerde vers forsvandt, så salmen i mange år sluttede med:

”…
På den jord, der skulle være Edens have,
har vi sået had og griskhed langt omkring.”

Det var en slutning, der plagede Børge i mange år, men han havde opgivet at få ændret den. I 1990 overbeviste Hanne sin far om, at han skulle skrive et nyt fjerde vers. Børge nægtede, han var blevet for gammel, synet dårligt og hørelsen elendig. Men han overgav sig og det endte med, at han dikterede et nyt sidste vers til Hanne i telefonen, så vi nu kan synge:

”…
Giv os kærlighed til alle jordens tabte,
så at hele verden ånder i din fred.”

Arven

Børge døde i 2010 efter mange år med dårligt helbred. Denne aften på Sommerstævnet var der ubetinget glæde over, at vi har del i arven efter Børge.

Efterskrift

En samling af Børge Andersens udvalgte digte, ”Det som livet er” kan fås som pdf-fil ved henvendelse til Hanne Kiel, e-mail hanne_kiel@hotmail.com. Hanne kommer også gerne ud i din menighed og fortæller om Børge Andersens liv og digte.

Relateret

• 13. aug. 2026 - Deltag i online informationsmøder om forslag til Landskonferencen
• 12. aug. 2026 - Tacklet af Gud
• 17. jul. 2026 - Sammen ved Jesus’ bord
• 12. jul. 2026 - Ole er 90 år – og stadig bibelambassadør
• 29. jun. 2026 - Når trosfrihed bliver et spørgsmål om fred

Find flere

Jamie Lynn Cunningham:

• mag. fra Aarhus Universitet i Religionsvidenskab og engelsk
• tidligere gymnasielærer, nu førtidspensionist
• bor i Viborg, tilhører Immanuelskirken i Aarhus

Jamie Lynn Cunningham kommer fra et helt anderledes samfund og ser os, vores kirke og det danske samfund fra en helt anden vinkel.

På trods

Jamie involverer sig – når hun vel at mærke har kræfter til det! En rygmarvsskade har givet alvorlige følgevirkninger og begrænsede kræfter[1], men heldigvis udnytter Jamie tiden og har trodset udfordringerne og de fysiske begrænsninger utallige gange. For Jamie har valgt livet med alt, hvad det indebærer.

Siden 2015 har Jamie været en del af redaktionen af baptist.dk, fordi hun – som hun selv formulerer det – turde sige sin mening i debatten på landskonferencen. Da hun blev ’prikket’ til at stille op til ledelsen i 2022, smilede Gud, da hun spurgte ham, om det nu igen var en af hans jokes!

”Jeg har altid ønsket at vise min datter, at det er vigtigt at styrke fællesskabet både lokalt og nationalt. Førhen var det primært min datters liv og menigheden, det handlede om, men hun lever mere og mere sit eget liv, og jeg har fået så mange venner gennem baptist.dk og sommerstævnerne, så nu var det tid”, forklarer Jamie.

Jeg har altid ønsket at vise min datter, at det er vigtigt at styrke fællesskabet både lokalt og nationalt.

Hvem er Jamie?

”Jeg er vedholdende og udholdende og opnår altid resultater, også hvor det synes umuligt. Den egenskab har gjort, at min datter stadig har sin mor – en mor, der udfordrer sine grænser og tillærte mønstre, som er villig til at gøre det, hun siger, og efterleve det, hun ’prædiker’.

Jeg kan være noget af en mundfuld, fordi jeg ikke tøver med at påpege uretfærdighed og magtmisbrug. Det giver nogle gange tæsk, men jeg står ved mig selv og tager konsekvenserne. Mit engagement har altid været at kæmpe for andre og gøre andre glade og tilfredse. Det kan jeg ikke længere, og det har betydet og betyder en svær sortering i mit liv.

For nyligt er jeg blevet klar over, at jeg nyder havearbejde, fordi jeg kan lide at gøre plads, så planter – og også mennesker – kan gro og udvikle sig. Jeg bruger Facebook som en slags dagbog, hvor jeg forhåbentlig kan inspirere nogen med mine refleksioner over det uperfekte liv.”

Fra indoktrinering til dansk baptisme

Jeg er allergisk overfor enhver form for indoktrinering.

Jamie er vokset op i Ohio i et oprindelig metodistisk hjem med kulturkristne forældre: ”Vi lavede absolut intet kristent! Min mormor lærte os at bede bordbøn. Efter forældrenes skilsmisse begyndte mor og børn at komme i en evangelisk husmenighed, som Jamie i dag beskriver som en sekt. Det usunde ved religion, hvor ord og handlinger ikke hænger sammen, og hvor overgreb, indoktrinering og udskamning er hverdag, blev tydeligt her. Jamie genkender de mekanismer i vækkelsen i ´80erne, og det har givet en forståelse og accept af en mere karismatisk udlevelse af troen, men samtidig også vakt en hunger efter at lære mere teologi og have et historisk-kritisk blik på kristendom: ”Jeg er allergisk overfor enhver form for indoktrinering!”

Et helt liv i Danmark

Et år som udvekslingsstudent i 1995-96 blev til et helt liv i Danmark med undtagelse af et år tilbage på college i Ohio og to års udstationering i Ungarn sammen med hendes eksmand. Jamies dysfunktionelle barndom og ægteskab skabte en bund for at være med i baptistkirken. Her blev hun mødt med ros og anerkendelse af hende og hendes måde at udtrykke sig på. Det var med til at hele hendes brudthed og manglende selvværd.

På spørgsmålet om, hvad Jamie holder af ved Baptistkirken i Danmark, er hun meget klar: ”Jeg holder af, at der er plads til debat og diskussion; at der er fokus på uddannelse af præster og ledere, og at der ofte er meget praktiske løsninger på både lokale og internationale udfordringer; og at ’næsten’ ikke kun er dem, der kommer i kirken om søndagen.”

Der er plads til vækst, når man ikke længere sørger over det, der var engang.

Kaffebrygning, kagebagning og rengøring er ikke opgaver for Jamie, men at være repræsentant på landskonferencerne, deltage i ledermøder, lave kirkeblad, prædike, holde udeareal og være kontaktperson til menigheder, der lejer sig ind, har været en glæde for hende: ”Formidling og brobygning er nok det, jeg er bedst til i kirkeregi.”

Hvad tænker du om dit arbejde i ledelsen?

”At være med er som at lære et nyt sprog. Først vil jeg gerne lære BaptistKirken at kende fra et ledelsesperspektiv: Hvad arbejder vi helt konkret med? Hvordan støttes menighederne bedst, og hvordan formidles den politiske dagsorden, som en hjælp til menighederne, så de kan koncentrere sig om det, de gør bedst – at være menighed? Så drømmer jeg om, at baptistkirkerne i Danmark generelt kan komme videre fra minderne om ’storhedstiden’. At de kan tage udgangspunkt i den aktuelle identitet med de ar, der er, og se det som en styrke. Der er plads til vækst, når man ikke længere sørger over det, der var engang.”

Gud og energi

På spørgsmålet om, hvor Jamie får sin energi fra, svarer hun: ”Aner det ikke! Det MÅ være Gud, for jeg har altid haft overmåde meget energi og drive. Jeg har endelig accepteret, at jeg arbejder godt under pres, selvom jeg er blevet bedre til at acceptere, at mine bedste ideer kommer under søvn og hvile. Det har også sin pris, og man ser mig ikke de dage, hvor jeg har det dårligt eller zombiesover.”

[1] Se baptist.dk nr. 4 2022: ”Gå på dine ben”.

Relateret

• 10. jun. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 27. apr. 2026 - I Guds rige vender magten på hovedet
• 09. apr. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 20. feb. 2026 - Sebastian tog skridtet fra fællesskab til lederskab
• 06. jan. 2026 - Nytårshilsen fra BaptistKirkens ledelse – januar 2026

Find flere

Chin Chin

Gift og har tre drenge.
Menighed: Chin Bethel Church, Skjern
Uddannet sygeplejerske
Kandidat i diakoni ved Århus Universitet.
Siden februar 2022: Migrantkonsulent i Folkekirken i Haderslev Stift

Integration fylder Chin Chins liv. Siden 2004, hvor hun sammen med sin mand kom til Danmark som FN-kvoteflygtning fra Myanmar, har hun beskæftiget sig med integration. 20 år gammel og med længere skolegang inkl. lidt engelsk var hun bedre stillet end de fleste af sine medrejsende, og det var derfor indlysende, at hun kom til at hjælpe dem alle.

”Der var et behov, og det reagerer jeg på. Det begyndte med sproget, som var det vanskeligste ved at komme til et nyt land. Uden sprog er det svært at komme ind i kulturen, at være social og at tilegne sig færdigheder”. Selvom Chin Chin taler et meget fint dansk og har taget flere uddannelser samt bestået en kandidateksamen, synes hun stadig, at sproget er svært. Der ligger mere i sproget end blot ordene. Nu er tingene vendt om blandt immigranterne, idet dansk er blevet børnenes primære sprog, og menighederne er reelt bekymrede for, hvordan fremtiden ser ud.

Chin Chin oplevede at blive taget godt imod af danskerne. ”At vi er kristne gør, at danskerne tager godt imod. Især gør Indre Mission og Luthersk Mission en stor indsats for at tage imod migranter. Som flygtning oplever man en generalisering, og det er svært at blive set som det enkelte menneske, man er. Man bliver opfattet som en del af en ensartet flok. Men det ligger vel til alle mennesker, at tro, at man ved, hvordan de andre er?”

Hvor Chinmennesker kommer, opstår baptistkirker.

Senere var Chin Chin og hendes mand med til at danne Chin Bethel Church i Skjern. ”Hvor chinmennesker – vi kalder os chinmennesker! – kommer, danner vi baptistkirker. Det har vi med hjemmefra.”

Folkekirke og Baptistkirke

Chin Chin er migrantkonsulent i Haderslev stift, og i fritiden er hun både aktiv i sin kirke, BaptistKirken, i flere migrantorganisationer samt i Dansk Flygtningehjælp. Endvidere har Chin Chin modtaget priser for sit integrationsarbejde.[1]

Chin Chin er tilsyneladende utrættelig. ”Jeg får kræfter og energi af det, jeg gør, og jeg er et praktisk menneske, som tager tingene, som de kommer”. Chin Chin er glad for, at hun som konsulent har frihed til at lave projekter i de forskellige sogne og til at være ude af kontorerne, sammen med rigtige mennesker.

Jeg har brug for at være ude af kontorerne, sammen med rigtige mennesker.

På spørgsmålet, om det har givet udfordringer at være ansat i folkekirken og være baptist, svarer Chin Chin benægtende. Hun ønskede at arbejde med migranter indenfor det kirkelige felt, og da muligheden opstod, greb hun chancen, og hun kan nu virke både i Folkekirken og med de øvrige engagementer i sin fritid.

Blandt baptister

I et år har Chin Chin været en meget aktiv suppleant i ledelsen, og hun er glad for at have fået mulighed for at lære mere om BaptistKirken, også om sine landsmænd, for ”det er jo en stor procentdel af BaptistKirken, der er chin”. Nu glæder hun sig til endnu mere læring og har mod på at løse opgaver, hvor der er behov, ud fra de ressourcer, der er til rådighed.

Chin Chin drømmer om, at menighederne kommer til at kende hinanden bedre på trods af forskelligheder, og at ligeværdigheden kan vokse fx i inddragelse af medlemmer fra migrantmenighederne til forskellige fælles opgaver. ”De etniske grupper har brug for at være dem selv for at bevare egen kultur, men man kunne i større grad besøge hinanden i mindre grupper og trække på hinandens ressourcer”.

Indenfor ungdomsarbejdet efterlyser Chin Chin brobyggere fra begge sider. Der er mange engagerede unge i chinmenighederne med potentiale til at tage ansvar, og Chin Chin forestiller sig, at et større kendskab mellem de unge kan bringe udvikling. Drømmen er, at vi også i danske menigheder kunne ansætte unge chinmennesker.

Ligeret

Jeg spørger til, hvordan Chin Chins udadvendthed harmonerer med en kultur, hvor kvinder traditionelt set arbejder indenfor familien. ”Som kvinde skal man præstere mere for at opnå rettigheder i menighederne. Jeg gør intet for, at folk skal acceptere mig. Mit udgangspunkt er altid det aktuelle behov, og jeg udfører det nødvendige arbejde. Selvom flere kvinder end mænd har en uddannelse, er det stadig kun mænd, der er i menighedsrådene. Jeg underviser mine landsmænd i ligestilling, for at alle kvinder kan få de samme rettigheder som alle mænd og enkelte kvinder.”

Alle har ressourcer, og det er den enkeltes eget valg, hvordan de bruges.

Jeg spørger om et godt råd til de unge kvinder, og Chin Chin svarer. ”Jeg fortæller om, at Gud fra begyndelsen har givet os lige rettigheder – menneskerettighederne. Jeg belyser det, og så må den enkelte vælge og tage stilling til, hvordan livet skal bruges. Alle har ressourcer, og det er den enkeltes valg, hvordan de bruges.”

Chin Chin vil blive kendt af mange i fremtiden. Vi kan glæde os til hendes initiativer og engagement, og Chin Chin understreger, at man er velkommen til at aftale menighedsbesøg i grupper, både mellem de voksne og de unge.

Tillykke til Chin Chin med valget!

BaptistKirkens ledelse: Moses Lal Bawi Peng, Chin Chin, formand Per Beck, Jamie Cunningham, Vibeke Dalsgaard, generalsekretær Torben Andersen, Bodil Højbak Møller og Christian Bylund.

[1] Læs mere: https://baptist.dk/at-flygte-til-et-nyt-land-er-som-at-blive-foedt-igen/

Relateret

• 29. jun. 2026 - Når trosfrihed bliver et spørgsmål om fred
• 10. jun. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 27. apr. 2026 - I Guds rige vender magten på hovedet
• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 09. apr. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?

Find flere