Deres erfaringer er forskellige. I Sæby, hvor Bente tidligere var præst, og nu i Brovst har tilgangen bestået af én samlet gruppe fra samme kultur. I Pandrup drejer det sig om mennesker fra mange forskellige kulturer.

Nogle er blevet døbt – alle til Jesus Kristus, men ikke altid til medlemskab af den lokale menighed.

I Sæby søgte en meget stor gruppe chin’er fra Myanmar kirken, og det endte med, at de dannede egen menighed. I Brovst har der i flere år været et stort mindretal i menigheden, som er kommet fra Bhutan. For øjeblikket er der 30 medlemmer og 15 børn og unge med den baggrund, som regelmæssigt deltager i menighedens aktiviteter.

I Pandrup har det været anderledes Her søgte mennesker fra mange forskellige befolkningsgrupper kirken. En del af menigheden er meget passionerede omkring modtagelse af flygtninge, og det har betydet, at der gennem en del år er kommet mange forskellige befolkningsgrupper i kirken – både kristne og ikke kristne. De er kommet fra bl.a. Iran, Congo, Ukraine, Bhutan og Afghanistan. Pandrup Baptistkirke har i flere tilfælde været første menighed efter flugten. Derfor er der også nogle, som er blevet døbt – alle til Jesus Kristus, men ikke altid til medlemskab af den lokale menighed. Det har sammen med forskelle i kultur og tankegang givet en del udfordringer.

Positiv udfordring

Tilgangen af mennesker af anden farverig herkomst til menighederne har mest haft en positiv indvirkning. Menighederne opleves meget passionerede i arbejdet med nydanskerne. Anders fortæller: ”Nogle gange kan vi godt opleve, at næstekærlighed og hjælpsomhed blandt kristne er tradition og noget, vi kun taler om. Her er der pludselig mennesker i vores midte, som helt åbenlyst har brug for, at vi handler på troen.”

Her er der pludselig mennesker i vores midte, som helt åbenlyst har brug for, at vi handler på troen.

Modtagelsen af mennesker med en anden kultur giver også udfordringer i menigheden. Bente oplever, at det er svært at få ny-danskere til at tage ansvar for menighedens arbejde. Det er ikke, fordi man skal arbejde for at være med i menigheden, men fordi det er vigtigt, at alle medlemmer er med til at sætte rammerne for menighedens liv og hverdag. Det er svært at få etableret et ligeværdigt samarbejde. Det kan Anders nikke genkendende til. Det har været svært at få de nytilkomne engageret.

At sige farvel

Det har været godt for menigheden i Pandrup at genopdage det at sige farvel uden skuffelser. Mange flygtninge, som har begyndt deres menighedsliv i Pandrup, er rejst videre og har bosat sig andre steder. Enten fordi de er blevet flyttet fra flygtningecentrene og ud i en bolig et andet sted i landet eller selv har valgt at søge mod steder, hvor de kom tættere på landsmænd. ”Vi har måttet lære, at det er en velsignelse at så uden måske at kunne høste”, siger Anders. ”Det er en glæde at opleve, at mennesker etablerer sig på andre steder og får kontakt til andre menigheder, efter at de er begyndt hos os.” I dag opleves det mere naturligt, at mennesker, som vi har taget hånd om, vælger at bo et andet sted.

Nødvendige forandringer

Også menigheden i Brovst har kunnet ændre sig efter forholdene: ”Først blev der etableret en lektiecafé, hvor både voksne og børn kunne få hjælp til skolearbejdet. Nu er integrationen nået dertil, at skoledelen fylder mindre, og vi har i stedet oprettet ‘Snak-dansk-café’. Vi håber at få fat i dem, som endnu ikke er så gode til at tale sproget. Det ser ud til at lykkes.”

Det er svært at få etableret et ligeværdigt samarbejde.

Både Bente og Anders håber på en udvikling, så menighedernes arbejde og hverdag bliver båret mere ligeværdigt af de etnisk danske og de tilkomne. De er begge overbeviste om, at tiden er en væsentlig faktor. Tiden vil give de to grupper en større indsigt i hinandens måder at håndtere livet på, og derved kan alle bedre møde hinanden på lige fod.

Relateret

• 18. maj. 2026 - Jesus gjorde demokratiet til virkelighed
• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen
• 18. maj. 2026 - Demokrati som samtale
• 18. maj. 2026 - Baptister og demokrati
• 18. maj. 2026 - Kan dansk og vestligt demokrati overleve?

Find flere

Anders er også ansat i Baptistmenigheden i Pandrup. Han er 37 år, født og opvokset ved Vivild på Djursland. Hans familie er baseret i Indre Mission, og her i børneklubben hentede han et godt fundament for kristentro og kristenliv i de mange gode bibelhistorier. Fra 9-10 års alderen kom Anders desuden med på lejre 3 gange om året, og allerede som 14-årig var han med som leder.

Det er givende at arbejde sammen på tværs af forskellige opfattelser.

Her oplevede han for første gang glæden over, ’at Gud kan bruge mig’. Ligeledes oplevede han i sin ungdomstid forbønnens kraft i den forstand, at han følte, at han ad den vej fik mod til at bede højt, tilskyndelse til at læse regelmæssigt i Bibelen og ikke mindst til at tale til andre mennesker. Samtidig oplevede han det også som lidt skræmmende, at han følte et kald til tjeneste for Gud.

En beslutning modnes

I gymnasietiden på Det kristne Gymnasium var Anders med til at oprette et bønsfællesskab og karismatiske samlinger på skolen. Her fik han grundlagt en forståelse af, at det er givende at arbejde sammen på tværs af forskellige opfattelser.

Efter et år som volontør på efterskolen ved Espergærde blev Randers næste stop i Anders’ liv. Han færdedes i såvel IMU[2] som Den Evangeliske Frikirkes ungdomsafdeling Skywalk og oplevede igen en rigdom i at arbejde på tværs af kirkesamfundene, fx i arbejdet med nat-evangelisation. Anders fandt det meget lærerigt også at møde mennesker, der ikke nødvendigvis så sig selv som kristne, men som havde truffet nogle stærke valg for deres liv og valgt en vej væk fra en socialt nedbrydende adfærd for i stedet at arbejde for andre mennesker, ældre og svage. Det slog ham, at ’selvom man kalder sig kristen, behøver man ikke være bedre end andre’.

Efter et år i Randers finder Anders ud af, at han skal i gang med at læse teologi og begynder at læse på SALT[3] på fuld tid og med praktik i Den Evangeliske Frikirke. Men med et ønske om at ’få mere jord under neglene, går han ned på halvtids studium og bliver ved siden af studiet ansat som ungdomspræst i Citykirken i Taastrup.

Et vigtigt bibelvers

’Den tro, du har, skal være en sag mellem Gud og dig, og salig er den, der ikke dømmer sig selv med det valg, han træffer’.[4] Det bibelvers har været en stor hjælp for Anders både i spørgsmålet om barnedåb og voksendåb og i mødet med kristne, der har følt sig ledt eller vejledt ad andre veje, end han selv.

Det blev til 7 år i Citykirken for Anders, men da hans og Helles familie bor i Jylland, søgte Anders et menighedsfællesskab der, som han kunne få et samarbejde med. Efter samtaler med flere tog de imod et tilbud fra Pandrup-Birkelse og Brovst menigheder med hhv. 2/3 og 1/3 ansættelse. De valgte ud fra fornemmelsen af, at disse er åbne og udadvendte menigheder. Det seneste år har Anders kun været ansat i Pandrup-Birkelse. Familien bor i Pandrup. Helle er uddannet pædagog, og foruden de to voksne består familien af Noah på otte år, Jonathan på fem og Alma på næsten to år.

Når Anders skal beskrive menigheden i Pandrup, lægger han vægt på dens stærke, sociale profil. Mange i menigheden er engageret i arbejdet med indvandrere og flygtninge og andre sociale projekter, ligesom menighedens ‘Seniortræf’ er et samlingspunkt i byen i kraft af temaer, der som regel har almen interesse.

Opbakning til ungdomsarbejdet

To søndage om måneden varetager Anders gudstjenesten i Pandrup, så på det praktiske plan er han ikke bekymret for at få det nye job til at køre. Han føler sig godt rustet til tjenesten på baggrund af erfaringerne fra tiden som leder på de mange ungdomslejre.

Selvom man kalder sig kristen, behøver man ikke være bedre end andre.

Tanken, om at resultaterne måske ikke altid er så synlige hverken for ham eller hans omgivelser, virker som en større udfordring. Ligesom præstegerningen kan det føles lidt usynligt i hverdagen, men han glæder sig til opgaven og synes, det er særdeles vigtigt at styrke ledertræningen. Ikke at han ser sig selv som den store ’idégenerator’, men mere som den, der bakker op og giver de unge rygdækning i det gode arbejde, de gør.

Helt konkret skal han støtte projekterne Follow[5] og Jeremias[6] samt forsøge at søsætte et projekt for den næste aldersgruppe. Han skal også være en del af samarbejdet om ungdomssporene ved sommerstævnerne, hvor han glæder sig meget over samarbejdet med Missionsforbundets unge. En vigtig side af arbejdet ser han også i et samarbejde på tværs af BBU og BaptistKirken, fx gennem Mission i Danmark. Fundamentet for arbejdet ser han i de centrale værdier, vi alle deler, i troen på en levende Gud, der taler og virker i dag.

1 Baptisternes Børne- og Ungdomsforbund

2 Indre Missions Ungdomsforbund

3 Skandinavisk Akademi for Ledelse og Teologi, der var en fælles frikirkelig teologiuddannelse.

4 Romerbrevet kap. 14, vers 22

5 BBU’s træning for 13-17årige

6 BBU’s træning for 17-21årige

Relateret

• 02. jun. 2026 - Trosanalysen 2026: Når unge søger mening, bør kirken lytte
• 27. apr. 2026 - I Guds rige vender magten på hovedet
• 09. apr. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 20. feb. 2026 - Sebastian tog skridtet fra fællesskab til lederskab
• 16. feb. 2026 - Glæde i Chin Bethel Church i Skjern: 12 unge blev døbt

Find flere