Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2026/01/status-paa-jubilaeum-2028.mp3

”Ruinerne af de gamle huse, vi fandt, var umulige at gøre i stand. Derimod en mængde brugbare soltørrede mursten. Vi fik 12.000 sten frem og begyndte at opføre et hus. Desværre har de indfødte kun ringe sans for rette linjer, så min mand måtte lægge stenene selv. Efter tre ugers forløb er huset for så vidt færdigt, så vi kan flytte ind, men det mangler både loft og gulv. Men der er tykt lagt græs som tag, så i huset kan man opholde sig uden solhjelm på hvilket som helst tid af dagen. Huset er 4,5 meter bredt og godt 17 meter langt. Der er to små stuer og et lille rum til kasser og kufferter, et rum til poliklinik og et til opbevarelse af redskaber og værktøj. Så er herligheden, det første hus på de danske baptisters første missionsstation færdigt. Men det står endnu og har været i brug siden.”

Musema 1928 (Foto: N.P. Andersen)

I beretningen fra 1963 ser Johanne Andersen tilbage på rejsen i 1928 fra Danmark over Belgien til Urundi. Det land, vi i dag kender som Burundi (du finder lydfilen her). Johanne og N.P. Andersen var de første danske baptister, der blev sendt ud som missionærer. De nåede til Urundi den 17. maj 1928 og den 6. juni 1928 nåede ægteparret sammen med 80 bærere frem til Musema, hvor de byggede den første missionsstation.

I 2028 skal vi fejre 100 år i Afrika og forberedelserne er ved at komme i gang.

Fra Teams-møder til et spændende digitalt arkiv

I efteråret 2022 ringede Morten Kjær Kofoed, sekretær for International Mission i BaptistKirken, rundt til en flok særligt udvalgte. Hurtigt fik han samlet et lille udvalg, der siden har holdt utallige møder på Teams og gravet i arkiverne. Udvalget har efterhånden samlet et omfattende materiale om BaptistKirkens første 100 år i Afrika:

• Mere end 25 timers interviews med tidligere udsendte eller deres børn – og der er flere på listen!
• Alle årbøgerne fra 1895 (og enkelte ældre) frem til i dag er scannet. Det er muligt at søge i det digitale materiale.
• 27 mikrofilm med ugebladet – under forskellige navne – fra 1851 til 1961 er scannet og ved at blive gjort tilgængelige for alle interesserede. Udvalget arbejder på at digitalisere ugebladet fra 1961 frem til 2006. Nyere udgaver findes digitalt på baptist.dk.
• Der er oprettet et omfattende digitalt billedarkiv, der løbende bliver udbygget.
• Gamle bøger, breve og lydoptagelser er blevet digitaliseret.

Alt det digitale materiale er samlet på BaptistKirkens server, så alle der skal arbejde med jubilæumsforberedelserne, kan få glæde af materialet.

Johanne Andersen med en skoleklasse i Musema (Foto: N.P. Andersen)

Jubilæumsbogen tager form – redaktør og skribenter er i gang

BaptistKirkens ledelse har besluttet, at der skal udgives en jubilæumsbog i anledning af jubilæet. Der er samlet et hold af skribenter, der er i gang med de første udkast til tekst. Historiker Jens Wendel-Hansen har påtaget sig opgaven som redaktør: Det sikrer, at der bliver tale om professionel historieformidling.

Udvalget fortsætter arbejdet med at finde og indsamle materiale. For at skabe overblik og hjælpe skribenterne bliver der afholdt webinarer for skribenterne med information om BaptistKirkens egne arkiver (både de digitale og det fysiske i Tølløse), adgang til Det kongelige Bibliotek, Rigsarkivet og en række online-steder hvor der også kan findes information om missionærer og arbejdet i Afrika.

Stemmer fra syd: Jagten på fortællingerne i Rwanda og Burundi

Udvalget har forsøgt at etablere et samarbejde med vores partnere i Rwanda og Burundi. Det har været svært: Folkemordet i Rwanda i 1994 og gentagne uroligheder i Burundi har medført, at baptistkirkerne ikke længere har arkiver af betydning. For at få ”stemmer fra syd” med i materialet og i bogen forsøger udvalget at gennemføre en række interviews med personer i Rwanda og Burundi, der kan fortælle om mødet med BaptistKirkens udsendte.

Det andet hus i Musema – cirka 1932 (Foto: N.P. Andersen)

Fejringen i 2028: Vi fejrer det både nationalt og lokalt

En bog kan belyse og oplyse. I særlige tilfælde kan den begejstre og måske samle mennesker for en sag. Men en fælles fejring kan forbinde – på tværs i BaptistKirken og fra nord til syd. Derfor har Morten samlet endnu et udvalg, der arbejder med en fælles fejring af jubilæet i 2028.

Der er mange ideer på bordet: Flere af dem handler om at gøre det spændende arkivmateriale tilgængeligt for mange:

• digitalt på websider eller i podcasts.
• som nøglefærdige ”rejseudstillinger”, der kan cirkulere mellem menighederne –
• eller permanente mini-udstillinger til de enkelte menigheder.
• Der er ideer om at lave kulturel udveksling mellem nord og syd,
• besøg til egentlige jubilæumsfejringer (der kan transmitteres på Facebook og YouTube) og
• markering af jubilæet på Kirkernes Folkemøde i Hillerød i 2028.

Ideerne står i kø. Det bliver spændende at følge med i forberedelserne til fejringen.

Ventetid ved klinikken? (Foto: N.P. Andersen)

Har du materiale – eller vil du bidrage? Sådan hjælper du

Hvis du har materiale fra arbejdet i Rwanda og Burundi – billeder, lyd, dagbøger, breve eller andet, der kan være med til at fortælle historien, så kontakt Morten Kofoed. Listen med interview-emner er fortsat lang, så giv os gerne et praj, hvis du vil fortælle din historie.

Hvis vi har overset dig i vores søgen efter skribenter – eller hvis du på anden måde ønsker at bidrage til det fortsatte arbejde, er du meget velkommen til at kontakte udvalget.

Kontakt Morten Kjær Kofoed, e-mail: morten@baptistkirken.dk, Tlf.: 3011 2904

Læs mere?

“Det lille træ, Gud planter, kan ingen storm vælte” – baptist.dk, 29. november 2025
”Fra de første skridt til 100 år i Afrika” – baptist.dk, 7. maj 2024

Relateret

• 09. jul. 2026 - Helt almindelige mennesker
• 09. jul. 2026 - Gud gav Kyle en drøm
• 09. jul. 2026 - Livsforvandling gennem bibellæsning
• 09. jul. 2026 - Naboskab – om at bede for nabolaget
• 09. jul. 2026 - At vidne

Find flere

Lyt til artiklen:

På Sommerstævnet i 2024 kom Marianne Christophersen til udvalget, der arbejder med at indsamle materiale til 100-års jubilæet for BaptistKirkens arbejde i Burundi og Rwanda. Hun havde et lydbånd til en spolebåndoptager, men intet kendskab til indholdet på båndet, der lå i en fin, men temmelig gammel, papæske. Udenpå sad en seddel med teksten ”Johanne og N.P. Andersen”. Udvalget sagde ”Tak, det kigger vi på…” og båndet endte på en hylde, sammen med andre ting, som ”vi kigger på.” Et års tid senere spurgte Marianne, om vi havde lyttet til båndet. Det havde vi ikke. Men nu skulle der ske noget!

En kæmpe overraskelse

Stor var overraskelsen, da det viste sig at båndet indeholdt et foredrag, hvor BaptistKirkens første missionærpar i Afrika, Johanne og N.P. Andersen, fortæller om deres udsendelse til Urundi (i dag Burundi) i 1928 og de første år på missionsmarken.

Du kan lytte med

Optagelsen fortjener at blive delt med alle, der interesserer sig for BaptistKirkens arbejde i Rwanda og Burundi. Derfor kan du lytte med her på siden: Klik blot på linket nedenfor og glæd dig til 37 minutters engageret beretning om begyndelsen på BaptistKirkens arbejde i Afrika – for næsten 100 år siden.

Af N.P. Andersens foredrag fremgår det, at foredraget bliver holdt 35 år efter rejsen til Urundi. Derfor må optagelsen være fra cirka 1963. Det fremgår ikke hvor foredraget bliver holdt. Udvalget har selv nogle bud, men du er meget velkommen til at give dit bud. Skriv i kommentarsporet eller send en mail til webredaktion@baptist.dk

Lyt til Johanne og N.P. Andersen:

Det første telt i Musema (Fotorettigheder: BaptistKirken)

Den lange rejse

Optagelsen begynder med, at Johanne skildrer den lange og krævende rejse til Østafrika: Forberedelserne i Bruxelles, bådrejsen fra Genova til Dar es-Salaam, videre med tog til Kigoma på Tanganyikasøens østlige side og endelig nordpå med båd til Osumbura (Bujumbura). Herfra går turen til fods med en stor karavane af bærere ind i landet gennem bjergterræn og tæt befolkede landskaber med bananplantager.

Byggeri i Musema

Efter at have inspiceret gamle tyske missionsstationer og mulige områder for et dansk arbejde, finder ægteparret et egnet sted i Musema, hvor de sammen med lokale hjælpere rydder den overgroede høj. Det er begyndelsen til byggeri af hus, køkken, klinik og senere skole og kirke: Det hele med håndkraft og med materialer som soltørrede mursten, græs til tagene og hvad der kunne anvendes fra tidligere bygninger i området.

Arbejdet begynder

Johanne fortæller levende om de første møder med lokalbefolkningen, især de mange syge, der opsøger dem. Hun beskriver tropiske sår, underernærede børn og den første lille dreng, hun hjælper tilbage til livet – en dreng, der som voksen vender tilbage og minder hende om hendes omsorg. Skolearbejdet begynder småt, men vokser hurtigt, og især kvinderne viser stor interesse for undervisning.

Johanne Andersen med skoleklasse i Musema (Fotorettigheder: BaptistKirken)

Vækst trods udfordringer

N.P. Andersen overtager fortællingen og giver indblik i sprogarbejdet og begyndelsen på det egentlige missionsarbejde. Han har fundet ud af, at de fire evangelier findes oversat til kinyarwanda (sproget i Rwanda, der ligner kirundi, sproget i Burundi) og får skaffet 50 eksemplarer fra et engelsk missionsselskab. Evangelierne er med fra rejsens begyndelse.

Senere modtager de en uvurderlig grammatik og ordbog fra en katolsk præst. Det bliver fundamentet for de første prædikener, bibelundervisning og forberedelsen af de mange unge, der strømmer til.

Han fortæller om fejl, misforståelser og sproglige komiske episoder – men også om de stærke åndelige oplevelser: de første fælles fadervor-bønner, de spirende bibelklasser og den voksende længsel hos unge mænd og kvinder efter dåb og tro.

Det andet hus i Musema – cirka 1930 (Fotorettigheder: BaptistKirken))

Den første dåb

Højdepunktet i fortællingen er den første dåb i Musema den 1. januar 1931, hvor 34 unge bliver døbt. Få dage senere, den 4. januar, bliver den første baptistmenighed i Urundi stiftet. I dag – siger N.P. Andersen i foredraget – står menigheden stadig stærkt, og nye menigheder er vokset frem.

Relateret

• 25. maj. 2026 - Fælles aktiviteter tager form i efteråret 2026
• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 15. maj. 2026 - Læs meget mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse
• 13. maj. 2026 - Sådan udfolder missionsarbejdet sig i Roskilde Baptistkirke
• 05. maj. 2026 - Kyle Henderson: Gud kalder os videre

Find flere

Artiklen findes også som lydfil – lyt med her:

I 2023 omfatter Baptist World Alliance[1] 246 medlemsorganisationer fordelt på 128 lande og tæller i alt 51 mio. baptister. BWA vokser. Ikke i den vestlige verden. Her er der tilbagegang ligesom i Danmark. Det er i Afrika kirken vokser mest. Den er fordoblet på 10 år.

Vi hører ofte om, hvordan baptistkirken i Rwanda og Burundi vokser. Antallet af kirker afgøres dér ’kun’ af antallet af præster, hører vi. Men nu skal vi høre fra et andet afrikansk land, Nigeria i Vestafrika, et af de lande i verden med flest baptister. Ni mio. medlemmer fordelt på 14.800 kirker. Præsten Dickson O.E. Madoghwe, ph.d. og engageret i Nigerian Baptist Convention[2], fortæller.

Begyndelsen

De første forsøg på at introducere kristendommen i Nigeria var allerede i det 15. århundrede, hvor portugisiske katolske missionærer ankom til den nigerianske kyst. Af forskellige grunde kom der ikke noget ud af det.

I 1842 gjorde den anglikanske kirke et nyt forsøg. Samtidig begyndte katolske, metodist- og baptist-missionærer deres arbejde, mest i det sydlige Nigeria, for islam var blevet introduceret i det nordlige Nigeria. De traditionelle ledere i Nordnigeria ville ikke have sammenstød mellem kristne og muslimer, så de tog ikke imod de kristne missionærer.

Kirke og socialt arbejde

De tidlige kristne missionærer oprettede kirker, skoler, hospitaler og sociale velfærdscentre. De trænede lokale ledere, som var meget passionerede. Det betød, at kristendommen voksede hurtigt. Fra 1966 til 1970 var der borgerkrig i Nigeria. Det betød splittelse og en hård tid. Både politiske og religiøse ledere satte fokus på genopbygning af landet i 1970’erne. Kristne ledere som bl.a. ærkebiskop Benson Idahosa tog imod den karismatiske bevægelse og Pinsekirken. Det affødte en stor vækkelse, som bølgede igennem alle kristne kirker over hele Nigeria.

Målrettet arbejde betød en vækst for baptisterne.

”Operation nå alle”

I 1953 etablerede Nigerian Baptist Convention (NBC) et missionsudvalg for både national og international mission. Målrettet arbejde betød en vækst for baptisterne. Tiåret 1990-2000 fik i NBC målsætningen: ”Operation nå alle”. Der var stor passion for evangelisering og menighedsplantning, og mange menigheder opstod. NBC bruger stadig alle missionsområder: Hospitaler, skoler og kirkeplantning for at udvide sit arbejde.

Vi har også studenterarbejde, som er rettet mod studerende på videregående uddannelser. Vi har arbejde for alle aldersgrupper (det hedder bl.a. Sunbeam band, Girls Auxiliary, Royal Ambassadors, Lydias Fellowship, Youth Fellowship). Noget er altså kun for piger. Alt sammen rettet mod at lære, hvad det vil sige at følge Jesus, og ledertræning.

Kirkesamfundets program sørger for ressourcer til at træne præster, betaler for fælles mission; vi udgiver bøger og er engageret i social mission. Vi har ti teologiske skoler, som uddanner præster og ét universitet. Vi har skoler for de ældste elever, hospitaler og en mikrofinans bank.

NBC håndhæver som de fleste baptistsamfund, at den lokale kirke er autonom.

De kristne bliver forfulgt

Status er, at de kristne bliver forfulgt, specielt i det nordlige Nigeria. Men midt i det er de kristne udholdende og robuste. Men desværre lider de fleste kristne kirkesamfund i Nigeria under interne konflikter. NBC håndhæver som de fleste baptistsamfund, at den lokale kirke er autonom. Det har desværre en negativ effekt på det beløb, som de lokale kirker giver til det fælles arbejde i kirkesamfundet. Konsekvensen er, at NBC har problemer med at finansiere de enormt mange aktiviteter. Hvis alle lokale kirker følte sig forpligtede på det fælles missionsarbejde, ville baptisterne i Nigeria være i stand til at have en massiv indflydelse på vores land, og vi ville kunne missionere over hele verden.”

[1] Baptisternes Verdensalliance

[2] Baptistkirken i Nigeria

Relateret

• 09. jul. 2026 - Helt almindelige mennesker
• 09. jul. 2026 - Gud gav Kyle en drøm
• 09. jul. 2026 - Livsforvandling gennem bibellæsning
• 09. jul. 2026 - Naboskab – om at bede for nabolaget
• 09. jul. 2026 - At vidne

Find flere

Meget på hjerte og i hjertet

Der er ingen tvivl om, at opholdet har betydet meget for både dem og vores partnere dér. Lise og Jep har meget på hjerte og er kommet tæt på mange skæbner. Det relationelle har betydet utroligt meget under opholdet i et af verdens fattigste lande. Lise fortæller:

”Vi har ikke undgået at blive påvirket af, hvor mange der kæmper for at have råd til mad, tøj, lægehjælp og skolegang. Den konstante bekymring for, om der er mad nok, om der er råd til medicin til et sygt barn, om der er råd til at betale for skolegang, er svær at forestille sig, når man bor i et land som Danmark”.

Lise og Jep bringer en hilsen ved indvielse af en ny kirke i Tenga udenfor Bujumbura.

BaptistKirken afvikler en række projekter, med fokus på kvinders udvikling. Fra et besøg i et projekt om ’alfabetisering’ fremhæver Lise:

”Det gjorde stort indtryk på mig at høre, hvor meget det betød for kvinderne, at de havde lært at læse. Udsagn som “Nu er der ikke længere nogen, der kan sige, at jeg ikke har forstand på noget”, eller “Nu kan jeg læse små beskeder på min telefon” og “Jeg kan læse højt fra bibelen i kirken”, gik lige i hjertet.”

Selvværdet og livsdueligheden har fået sig et ordentligt boost gennem disse aktiviteter.

Arbejdsopgaver og livet i felten

Parret løste mange opgaver undervejs. Jep fik styr på praktiske ting i og omkring huset i Rubura. Vandforsyningen (fra 2018) blev serviceret, så nu er der igen vand nok i Rubura døgnet rundt. Jep assisterede økonomiafdelingen i UEBB[1] med at opbygge økonomiske rutiner og systemer til at få overblik over kirkens besiddelser. Også et nyt vandprojekt i nabobyen Nyantore blev projekteret.

Lise har brugt megen tid sammen med UEBBs projektfolk og besøgt projekterne, nogle gange langt ude på landet. Ligeledes har hun assisteret med udvikling af nye projekter og arbejdet tæt sammen med kvinderne i både Burundi og Rwanda.

Jep arbejder med vandforsyningen.

De lokales ukuelighed og kreativitet til at få dagligdagen til at hænge sammen, imponerer til stadighed Jep: ”Jeg har set butikker, hvis eneste ydelse er mobiltelefonopladning. Det er ikke ’big business’, men det giver lidt”, fortæller Jep. ”Burundi er et svært land at leve og arbejde i. Det er fattigt og kun få vover at investere. Landet har en ekstrem dårlig handelsbalance og megen korruption. Men på trods af det står folk op hver dag og prøver igen – eller prøver noget andet.”

Kaldet og fremtiden

Afslutningsvis berører Lise og Jep formålet med arbejdet og kaldsforståelse. Jep siger: ”Det at være en kirke i Burundi er, at man ud over det evangeliske arbejde, også skal deltage aktivt i landets udvikling. Det kræver ressourcer at tiltrække projekter for at ’retfærdiggøre sin eksistens’. Det er svært og lykkes ikke altid. Kirken har til gengæld en dyb forankring i lokalsamfundene, der gør, at de udfører deres projekter godt.

Der er brug for opbygning af stærke menigheder, der kan afhjælpe befolkningens behov. Vi er ikke længere nødvendige til at forkynde evangeliet eller helbrede de syge, men der er brug for sparring og uddannelse – både teologisk og organisatorisk – og det vil vi gerne bidrage med”, siger Jep.

Lise sammen med bestyrelsen i Kvindedepartementet i UEBB.

Og Lise supplerer: ”Vi har fortsat kaldet. Den ’lille insisterende stemme’ gør, at arbejdet med Burundi og Rwanda altid er i bevidstheden. Så er omstændighederne med til at afgøre, hvordan kaldet leves ud. Vi har i en periode været tæt på, men arbejdet fortsætter – uden os. Jeg prøver at være en god fortaler for arbejdet også i Kvindenetværket og i DBSU[2], ligesom der er opgaver, som kan løses på afstand. Og så håber vi begge på, at det ikke er sidste gang, vi har været afsted i enten kortere eller længere tid”.

Opdatering: Den 3. februar vender Lise Emming Weber-Hansen tilbage til det afrikanske kontinent. Lise udsendes af Baptistkirken i Danmark. Læs mere her om næste kapitel i Lises liv. 

[1] Union des Eglises Baptistes du Burundi – Baptistkirken i Burundi

[2] Danske baptister for sundhed og udvikling.

Relateret

• 12. jul. 2026 - Ole er 90 år – og stadig bibelambassadør
• 09. jul. 2026 - Gud gav Kyle en drøm
• 29. jun. 2026 - Når trosfrihed bliver et spørgsmål om fred
• 10. jun. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 02. jun. 2026 - Trosanalysen 2026: Når unge søger mening, bør kirken lytte

Find flere

Gilbert Rukundo:

• præst i International Baptistkirke på Amager
• arbejder som socialpædagog
• professionsbachelor i Teologi samt kandidat i Pædagogisk Sociologi

Jeg har levet en tredjedel af mit liv i Danmark, men den burundiske kultur fra min barndom og ungdom spiller stadig en stor rolle i mit liv. Jeg har danske uddannelser, har været aktiv i foreningslivet, har arbejdet frivilligt i mange år og er på arbejdsmarkedet. Det betyder, at jeg har forsøgt at gøre – og det gør jeg stadig – alt, hvad jeg kan for at begå mig i det danske samfund og har derved lært og lærer stadig den danske kultur at kende. Alligevel har jeg også den burundiske og afrikanske identitet. Den afrikanske kultur præger mig både i menighedslivet, i familielivet og i hverdagen.

Svært at finde balancen

Enhver kultur har sine egne værdier, som er mest betydningsfulde – værdier, som kan virke mindre betydningsfulde for folk med en anden kulturbaggrund. Værdier er kulturelt bestemt, og det er derfor forskelligt, hvad der opfattes som værdifuldt. Derfor kan det en gang imellem være svært at finde balancen, når man skal leve mellem to kulturer. Samtidigt synes jeg, at det er lærerigt og givende at have muligheden for at kombinere to kulturer og vælge at bruge det, jeg synes virker bedst.

Fordelen ved at være dansk-afrikaner, når det gælder om kulturforskelle, er, at man har muligheden for at vælge de bedste værdier fra begge kulturer. Noget kan være passende i en given situation, og så bruger jeg det. Her tager jeg hensyn til omgivelserne og omstændighederne: Hvor er jeg? Hvem er jeg sammen med? Hvilken begivenhed drejer det sig om? Og så videre…

Forskellige generationer

Det kan dog være svært at være dansk-afrikaner, når man har at gøre med en yngre generation af dansk-afrikanere, for de har ikke nødvendigvis forståelse af den afrikanske kultur. Det kan også være svært, når man har at gøre med ældre med anden etnisk baggrund, som ikke har begået sig i den danske kultur. Så er det ofte på grund af sprogbarrieren.

Jeg forsøger at navigere blandt de to kulturer på godt og ondt.

Jeg er blevet bedt om at beskrive de områder, hvor jeg er mest dansk, og de områder, hvor jeg er mest afrikaner. Det er svært. Men jeg ved, at jeg forsøger at navigere blandt de to kulturer på godt og ondt. Fra den danske kultur sætter jeg pris på de demokratiske værdier, på ærlighed, ydmyghed (Janteloven) og tillid. Jeg kan også godt lide at arbejde struktureret, at møde til aftalt tid og udføre mit arbejde indenfor de aftalte rammer.

Vi øver os på evigheden

Fra den afrikanske kultur sætter jeg pris på forskellige ting, men det er snarere burundisk kultur, da der er forskellige kulturer i Afrika. Fx at stå for det, man tror på, og at være rummelig. I International Baptistkirke på Amager er vi fra forskellige nationaliteter og kulturer, men vi er sammen som en kristen menighed. Som søskende i Kristus øver vi os i at være sammen på trods af forskelligheder, da vi kommer til at leve sammen i evigheden.

Vi synger og danser i menigheden på afrikansk vis, men vi holder ikke gudstjeneste i tre timer!

I menighedslivet opfatter vi en gudstjeneste som en fest, hvor vi som troende samles for at takke og lovprise vores himmelske Far for hans nåde og de gaver, som vi får fra Ham hele livet igennem.

I menighedslivet er jeg både dansk og afrikaner, og det sætter sit præg på den måde, vi fejrer gudstjeneste på. Vi har en kombination af dansk og afrikansk menighedskultur: Vi synger og danser i menigheden på afrikansk vis, men vi holder ikke gudstjeneste i tre timer! Vi synger danske salmer og spiser fx både afrikansk og dansk mad ved vores Agape-måltider.

“Afrikansk kirke på dansk”

Kom med til gudstjeneste hos Gilbert Rukundo og den Internationale Baptistkirke på Amager i 2012.

Relateret

• 13. maj. 2026 - Sådan udfolder missionsarbejdet sig i Roskilde Baptistkirke
• 09. apr. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 26. feb. 2026 - Kunsten at balancere i to verdener
• 20. jan. 2026 - 100 år i Afrika: BaptistKirken gør klar til 2028
• 29. dec. 2025 - Hjerte for mission

Find flere

Dan Brun Petersen: Spejder, Afrika-ven, akutlæge, ægtemand og far til fire – i ikke-prioriteret rækkefølge!

For tiden er min familie og jeg udstationeret for Danida i Tanzania, hvor jeg arbejder som rådgiver for sundhedsministeriet. Vi ville gerne bo og arbejde i udlandet, måske mest fordi vi gerne vil give vores børn et internationalt udsyn. Så da der blev en Danida-stilling ledig, søgte jeg – og fik den! Derfor er det mere eller mindre tilfældigt, at vi er netop her, og at jeg arbejder på et kontor (eller noget der ligner…).

Fascineret af Afrika

Men helt tilfældigt er det heller ikke. Siden jeg var helt lille, har jeg været fascineret og tiltrukket af Afrika. Og da jeg som teenager blev spejder, viste Danske Baptisters Spejderkorps sig også at byde på afrikanske oplevelser: Med Amahoro-hæftet i hånden flettede jeg ivrigt græsmåtter i mine bedsteforældres sommerhus og lavede kludedukker af genbrugsmaterialer sammen med hundreder af andre nysgerrige spejdere på Blå Sommer. Senere fik jeg mulighed for at kombinere mit medicinstudium med projektarbejde i Rwanda og Burundi og kunne på den måde bidrage til noget af det vigtige arbejde i Afrika, som inspirerende folk havde begyndt før mig – og som nye kræfter stadig fører videre.

Det rigtige match

Jeg har altid være meget engageret, både i mit arbejde og mine fritidsaktiviteter, men jeg ved egentlig ikke, om jeg nogensinde har tænkt det som et kald. Måske en drift eller længsel eller en forpligtelse, men nok allermest en følelse af det rigtige match mellem hvem jeg er, hvad jeg har brug for, og hvad jeg kan bidrage med. Sådan har det været med spejder, Afrika, Baptistkirken, min karriere som læge og min egen familie. Det handler om at finde mening og skabe mening – i et fællesskab, som jeg tror på.

Relateret

• 25. maj. 2026 - Fælles aktiviteter tager form i efteråret 2026
• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 15. maj. 2026 - Læs meget mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse
• 13. maj. 2026 - Sådan udfolder missionsarbejdet sig i Roskilde Baptistkirke
• 05. maj. 2026 - Kyle Henderson: Gud kalder os videre

Find flere

Bethelkirken i Aalborg har i mange år været engageret i missionsarbejde i Afrika. Specielt afdøde Kyt, Knud Erik Hansen, var en stor drivkraft i det internationale missionsarbejde, der har udgået fra menigheden. Nu har menighedens præst Lars Midtgaard og Heine Grünewald taget over, og de seneste uger har de vist det Afrika frem, som de selv er blevet forelskede i.

Heine fortæller: ”Den 7. februar rejste 19 medlemmer fra Bethelkirken fra Aalborg og blev modtaget af Edouard i Kigali, Rwandas hovedstad. I skrivende stund er vi på vej hjem med utallige billeder på nethinden, og de har gjort indtryk.

Turen har budt på flere kirkebesøg (Tomba, Karama, Mara og Bumba), som Bethel og Østervrå Frikirke har støttet. I Nyantanga besøgte de den danske missionærstation. De besøgte LLCCM (Let the little children come to me) – et børneprojekt I Huye.

Folkemordet

Naturligt har turen også omhandlet oplevelser fra folkemordet i 1994, både personlige beretninger og besøg på mindesteder har været med til at sammenstykke et billede af et fantastisk land.
Alle på turen er blevet berørt og bevæget af et smukt folk og en utrolig historie, og turen har bragt et perspektiv med hjem, som vi lige skal fordøje.

Fælles forståelse

Igennem flere år har menighedens præst Lars Midtgaard og jeg haft et ønske om at tage en del af menighedens medlemmer med på tur til landet med de 1000 høje. Formålet med turen har blandt andet være at vise Rwanda, Rwandas befolkning samt de forskellige projekter, vi har været involveret i – for at skabe en fælles forståelse for det mangeårige missionsarbejde, der er lavet i både Rwanda og Burundi, både som lokalmenigheder og som kirkesamfund.

Kirke-til-kirke

Sammen med Østervrå Frikirke har Bethel haft et kirke-til-kirke-projekt i Huye regionen, hvor vi har været involveret i omkring 15 kirkers opbygning og for anden gang gennemfører vi et ledertræningsprogram for 100 kirkeledere. Denne gang i Kibuye regionen.

Det program udruster præster og diakoner i de omkringliggende kirker til at undervise og lede.
En del af kirkerne har derudover lavet låne- og sparegrupper. Det er grupper, der fungerer som små andelsbanker, hvor gruppens medlemmer kan optage mikrolån.

Yderligere er Bethel og Østervrå Frikirke i gang med at etablere tre små landbrugsprojekter, så de enkelte kirker med tiden kan være bæredygtige og selvforsynende.”

Turen har bragt et perspektiv med hjem, som vi lige skal fordøje.

Alt dette har gruppen på 19 baptister fra Aalborg fået indblik i de sidste 10 dage – så mon ikke Afrika – og specielt Rwanda – har fået nye brændende ambassadører i kirke-Danmark?

Relateret

• 25. maj. 2026 - Fælles aktiviteter tager form i efteråret 2026
• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 15. maj. 2026 - Læs meget mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse
• 13. maj. 2026 - Sådan udfolder missionsarbejdet sig i Roskilde Baptistkirke
• 05. maj. 2026 - Kyle Henderson: Gud kalder os videre

Find flere

Torben og Rita er begge født i 1934. Torben i Odense og Rita i Århus. Torben har siden 12 års-alderen vidst, at han skulle til Afrika. Som et led i den plan valgte han lægestudiet. Rita gik i søndagsskole og blev spejder i Århus Baptistkirke. Da Torben flyttede til Århus pga. studierne, var Rita hurtig til at få øje på Torben. Hun fandt ham oprigtig, ærlig og troværdig. Torben var mere langsom i optrækket.

Et mål, som Torben havde haft i 15 år, og som Rita havde indrettet sig efter, så snart hun lærte Torben at kende.

Rita kendte Torbens tanker angående Afrika, og derfor valgte hun både latin og fransk på aftenskole. Hun tog en sygeplejeuddannelse, og parret blev gift i 1960. Efter studier af tropemedicin i Belgien rejste sygeplejerske Rita og læge Torben Roulund til Burundi med deres et år gamle søn Anders. Et mål, som Torben havde haft i 15 år, og som Rita havde indrettet sig efter, så snart hun lærte Torben at kende.

Udfordringer ved livet i Burundi

I Burundi blev Mette født. Hun var alvorligt syg fra fødslen. Hendes blod kunne ikke størkne, og da hun var 8-9 måneder, måtte Torben akut rejse til Danmark med hende. Rita blev i Burundi med Anders. Det var en af de værste kriser i Rita og Torbens liv. Det tog seks uger for et brev at nå frem. Torben måtte tage nogle drastiske beslutninger, som Rita pga. den langsomme kommunikation ikke kunne være med i.

Torben besluttede at lade Mette være hos hendes bedsteforældre, tæt på de danske sygehuse, mens Torben rejste tilbage til Burundi til Rita og Anders. I samtalen siger Torben: ’Jeg kan godt forstå, at min beslutning om at lade Mette blive i Danmark og rejse alene ud til jer har set fuldstændig tåbelig ud i dine øjne! Uanset hvad jeg gjorde, var det forkert!’ Situationen var ikke holdbar, og familien rejste hjem for at være hos Mette, som døde knap tre år gammel. Den orlov strakte sig over tre år, og i løbet af den tid blev Peter og Hanne født.

Så rejste familien ud igen, og Rita og Torben planlagde en tredje periode efter en opfordring fra Baptistkirkens ledelse, men sådan kom det ikke til at gå! Den anden udsendelse sluttede nemlig brat i 1972 efter 3½ år: Det begyndte med, at alle unge blev beordret ’i samfundstjeneste’ hver lørdag formiddag. Så begyndte folk at forsvinde. Hutuer overfaldt tutsier i det sydlige Burundi. Tutsierne sad på militæret og nedkæmpede oprøret. Alle videregående skoler blev tømt for hutu-studerende. På høj efter høj blev mænd samlet og smidt op på ladet af lastbiler og kørt til massegravene.

Arresteret i Musema

Rita og Torben med Peter og Hanne prøvede at nå til Rwanda for at være sammen med Anders, der var på kostskole dér. Men der manglede angiveligt en påtegning i deres pas. Under næste tur til grænsen landede en militærhelikopter tæt på. Torben vidste, at det var ham, de var ude efter. Han blev beskyldt for at være stukket af fra de syge på hospitalet og beordret til at køre tilbage.

Senere kom en officer til Musema og arresterede Torben. Torben fastholdt, at han havde fået besked på at blive på hospitalet, men da geværet blev afsikret, vidste de begge, at det var klogest, at Torben tog med. Anklagen lød på, at ’han havde startet krigen’. I et døgn uden mad og drikke befandt han sig i en celle tæt ved torturkammeret med dets grusomme lyde. Torben fik ordre til at forlade landet. Rita fik en halv time til at pakke.

Familien blev genforenet med Anders i Bujumbura, og da de sad i luften på vej til Kigali, vidste de ikke, om det var sorg eller lettelse, de følte, ved at rejse hjem til Danmark.

Uenighed, afgørelse og ansvar

Prøv at beskrive noget, som I ser forskelligt på?

Torben nævner straks spørgsmålet, om familien skulle rejse ud igen eller ej. Det diskuterede de fra hvert sit synspunkt. Dernæst nævner Torben det nytestamentlige princip: Kvinden skal underordne sig manden, og manden skal elske sin hustru. Han forklarer, at det i hvert enkelt tilfælde er manden, der står for den endelige afgørelse og for ansvaret.

”Det har sparet os for mange skænderier. Der har ikke været en uudtalt konkurrence om at være den dominerende. Vi kender begge to situationen under en operation. Dér samarbejder mange, men kun én har ansvaret. Det ville også være utrygt at være passager i et fly, hvis det er uklart, hvem der har ansvaret for flyvningen. Det betyder ikke, at kaptajnen ikke lytter til besætningen, men kaptajnen har den endelige beslutning.”

”Vi kan slet ikke finde ud af at skændes”, siger Rita. ”Man fortryder det efter fem minutter og har kun opnået at såre den, man elsker. Men vi kan diskutere!”

Vi kan slet ikke finde ud af at skændes”, siger Rita. ”Men vi kan diskutere!

Et godt ægteskab

Hvordan opnår man det?

Svaret kommer prompte: ”Bebrejdelser kan ikke bruges til noget. Man skal lade være med at spørge: ’Hvad får jeg ud af det her?’ Spørg hellere: ’Hvad vil han/hun blive glad for?’” Og en ting mere, indskyder Torben: “Kærlighed og sex hører sammen. Det er vor tids ulykke, at man skiller de to ting ad.”

De svære oplevelser

Hvordan har I kunnet støtte og hjælpe hinanden i de meget hårde situationer, I har oplevet?

”Vi klarede det kun, fordi vi stod midt i det! Vi tacklede sorgen over Mettes død meget forskelligt. Man må lære at acceptere, at den anden reagerer anderledes end en selv.”

”Undertonen i det hele er kærlighed. Banalt og sandt,” lyder det fra Torben.

Læs også Romantiske eller realistiske veje?

Relateret

• 26. feb. 2026 - Kunsten at balancere i to verdener
• 20. jan. 2026 - 100 år i Afrika: BaptistKirken gør klar til 2028
• 29. dec. 2025 - Hjerte for mission
• 15. dec. 2025 - Kollapset fredsaftale i DR Congo sender tusinder på flugt til Burundi
• 29. nov. 2025 - “Det lille træ, Gud planter, kan ingen storm vælte”

Find flere

Søren Dalsgaard

• koordinator for Folkekirkens Asylsamarbejde og Folkekirkens Mission under Folkekirkens Mellemkirkelige Råd
• uddannet teolog fra universitetet i Nairobi og cand.mag. i Afrika-studier fra Københavns Universitet
• formand for beboerforeningen i Mjølnerparken i København
• medlem af menighedsrådet ved Kingo Kirke på Nørrebro

Det var spørgsmål, som jeg ikke før havde reflekteret over. Og mine afrikanske medstuderendes svar var ikke nødvendigvis de samme som mine, for de udsprang af andre kulturelle normer og værdier. Og efterhånden, som jeg blev mere fortrolig med afrikansk kristendom, rejste et mere principielt spørgsmål sig i mig: Hvor meget af den kristendom, som jeg selv er vokset op med, er i virkeligheden blot et produkt af min kultur?

Evangeliet overfor kulturen

I Danmark oplever vi i stadig stigende grad, at der kommer folk fra hele verden, som bliver en del af vores samfund. Nogle bliver en del af kirken i Danmark. Andre ønsker at blive en del af kirken, men har svært ved at finde sig til rette i vores danske kirketradition og kristendomsforståelse. Derfor bliver vi som kirke nødt til at reflektere nærmere over forholdet mellem kirkens globale identitet og dens lokale udtryk.

Nøglen til forholdet mellem evangeliet og kulturen er at forstå forholdet mellem Jesus’ guddommelighed og Jesus’ menneskelighed. Gud forblev ikke i sin evige og uforanderlige verden, men iklædte sig menneskelig foranderlighed og blev knyttet til en bestemt kultur og et bestemt sprog. Sådan må evangeliet også til stadighed udtrykkes gennem en særegen kultur og et særegent sprog.

Uden sammenblanding

Hvor meget af den kristendom, som jeg selv er vokset op med, er i virkeligheden blot et produkt af min kultur?

I år 451 mødtes kirkeledere fra hele den kristne verden til et koncil i Kalcedon. De formulerede læresætningen om Jesus’ guddommelige og menneskelige natur. Den tjener som model for også at forstå forholdet mellem evangeliet og kulturen:

”Den ene og samme Kristus, den enbårne Søn og Herre, kendes i to naturer uden sammenblanding, uden forandring, uden deling, uden adskillelse, således at forskellen mellem naturerne på ingen måde udslettes ved enheden, men at hver naturs egenart snarere derved virker med den anden naturs egenart i én person og i én tilværelse, ikke fordeles på to personer eller skilles fra hinanden”.

Døbes for at blive dansk?

Kristendom og danskhed er altså ikke én og samme sag.

Den formulering siger blandt andet, at evangeliet og kulturen ikke må blandes sammen. Kristendom og danskhed er altså ikke én og samme sag. Den opfattelse møder vi undertiden hos udlændinge, der ønsker at blive døbt – primært fordi de vil være en del af det danske samfund. Og sandt er det, at kristendommen har bidraget med nogle af det danske samfunds værdier i dag. Men at være kristen og at være dansk er teologisk set to forskellige ting.

Forandres af kulturen?

Fra Kalcedon ved vi også, at evangeliet og kulturen kan forholde sig til hinanden, uden at det forandrer nogen af dem. Nogle steder i verden støder man på den opfattelse, at kristendommen er en vestlig religion. Når en person konverterer og bliver kristen, opfattes det som om, at vedkommende undsiger sig sine kulturelle rødder. Det er ikke hensigten fra et kristent synspunkt. Når vi fx i disse år oplever en stor kristen vækkelse i Iran, er det vigtigt at forstå, at kristendommen her netop ses som en genoplivning og fornyelse af persisk kultur, ikke som en fremmed importeret religion. At blive kristen indebærer ikke at forandre sin kultur, men at blive i den og forløse den.

Kristendom og kultur uden adskillelse

Af formuleringen fra Kalcedon fremgår det endvidere, at evangeliet og kulturen forholder sig til hinanden uden adskillelse. Som kristne kan vi komme til at leve vores liv i en spaltet tilværelse, hvis der opleves for stor forskel mellem vores kirkekultur og hverdagskulturen omkring os. Vi kan derfor komme til at leve med flere ansigter – et, som vi tager på i det kristne fællesskab om søndagen, og et andet, som vi har på resten af ugen.

Som kristne kan vi komme til at leve vores liv i en spaltet tilværelse, hvis der opleves for stor forskel mellem vores kirkekultur og hverdagskulturen omkring os.

Det kan blive en ekstra stor udfordring for udlændinge, der gennemgår en integrationsproces og gradvis bliver mere danske – måske især for efterkommere – fordi den kristne identitet er så tæt knyttet til kulturen fra oprindelseslandet. Hvis ikke de møder danske kristne og lærer, hvad det vil sige at være kristen på den nyerhvervede danske kulturs præmisser, risikerer de langsomt at blive fremmedgjort fra deres kristne identitet, efterhånden som tilknytningen til deres oprindelsesland bliver svagere.

En kulturel mangfoldig kirke

Det danske samfund og den danske kirke bliver mere og mere mangfoldig kulturelt set. Derfor må vi begynde at reflektere nærmere over forholdet mellem evangeliet og kulturen. Det bliver lettere at anerkende og inkludere vores kristne brødre og søstre, der er meget anderledes end os selv, når vi kan se bagom kulturforskellene og genkende evangeliets sande virke i dem. Og det bliver lettere at vurdere vores egen tro og kirkelige tradition, for i mødet med den anden trænes vi i kritisk skelnen mellem evangeliet og den foranderlige kultur, som evangeliet formidles igennem også til os.

Relateret

• 25. maj. 2026 - Fælles aktiviteter tager form i efteråret 2026
• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 15. maj. 2026 - Læs meget mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse
• 13. maj. 2026 - Sådan udfolder missionsarbejdet sig i Roskilde Baptistkirke
• 05. maj. 2026 - Kyle Henderson: Gud kalder os videre

Find flere

Birthe Munck-Fairwood

• er netværkskoordinator på Tværkulturelt Center, se http://www.tvaerkulturelt-center.dk/
• har udgivet bøger primært for Tværkulturelt Center, senest ‘Glem ikke gæstfriheden: Folkekirkens møde med asylansøgere – Diakoni over grænser’ (2016)
• Se http://www.danskekirkersraad.dk/om/oekumenisk-engagement/birthe-munck-fairwood/

Hvor længe er man fremmed? For mig varede det dengang tre uger. Så var jeg vel hjemme igen – med en ny forståelse for, hvad det vil sige at være fremmed. Fremmedhed er ikke en medfødt egenskab, men en status der afhænger af kontekst og selvforståelse. Hvis jeg var blevet i Kenya i tre år, ville jeg så stadig have været fremmed? Måske. Jeg ville stadig se anderledes ud og have en anderledes kapital af minder og livserfaring. Forhåbentlig ville jeg have lært sproget og så mange kulturelle koder, at jeg kunne begå mig uden at vække unødig opsigt eller anstød. Men svaret ville ikke være mit alene. Kenyanerne ville have det sidste ord. Ville de stadig se mig som en fremmed?

Indvandrere og efterkommere

I Danmark har omkring 740.000 personer ifølge Danmarks Statistik udenlandsk baggrund – enten er de selv, deres forældre eller bedsteforældre i sin tid kommet hertil et andet sted fra. Af dem har én ud af tre dansk pas, og hver fjerde er født i Danmark. Alligevel kalder vi dem ofte stadig de fremmede. Måske er det ikke overraskende, at mange siger, at de ikke føler, at de helt hører til her.

De taler sproget, har måske taget en dansk uddannelse, går på arbejde og betaler skat. Men samtidig fortæller de om en dybereliggende følelse af ikke helt at være accepteret – om efter mere end én generation i Danmark stadig at indgå i den officielle statistik over indvandrere og efterkommere. Her defineres ‘efterkommer’ besynderligt nok som en udlænding født i Danmark. Og de fortæller om igen og igen at blive spurgt: ”Hvor kommer du fra?” Underforstået: ”Vi kan se, at du ikke hører til her. Du er ikke en af os. Du er en fremmed.”

Samtidig fortæller de om en dybereliggende følelse af ikke helt at være accepteret.

Den gode integration

Vi kan alle være med til at gøre en forskel, så mennesker, der kommer hertil, får en god indgang i Danmark. Det er ikke nok, at nydanskere gerne vil integreres. Den gode integration forudsætter en indsats fra begge parter. Som en congoleser spurgte: “Når mine danske naboer ikke kender mig, hvordan kan de så vide, om jeg er en god eller dårlig nabo?”

Integration handler om empati og om at komme hinanden i møde, så det anderledes ikke længere er skræmmende.

Frygt for det fremmede og anderledes er en grundlæggende menneskelig følelse. Vi har ofte frygt for den mangfoldighed af mennesker, kulturer og religioner, som i dag er en del af den danske virkelighed. Men fordi frygt skaber afstand mellem mennesker, er det så vigtigt, at vi mødes. For integration handler om empati og om at komme hinanden i møde, så det anderledes ikke længere er skræmmende.

Holder man op med at være fremmed?

Her gives ingen enkle svar. Og måske er det ikke så vigtigt. Når man er født og opvokset i et andet land, vil der altid være en del af en, der er anderledes, selv om man i hverdagen føler sig på lige fod med landets indbyggere. For mange af vores nye medborgere er Danmark deres nye land. De taler stadig deres modersmål og har ikke glemt deres familiehistorie, men de føler sig meget danske og har lært at tage det bedste fra flere kulturer og traditioner. Hermed er de med til at berige Danmark.

Kendt af Gud

For mange af vores nye medborgere er Danmark deres nye land.

I den kristne grundfortælling bliver vi mindet om menneskelivets vilkår. Vi er alle på vandring. Når vi fejrer gudstjeneste, lyder den aronitiske velsignelse. Den gamle bøn om, at Gud må give os sin omsorg, sin nåde og sin fred minder os om, at vi alle, danskere og nydanskere, flygtninge og asylansøgere, er på rejse sammen gennem menneskelivet med velsignelsen som rejsekost. For Gud er intet menneske fremmed. I den kristne kirke er der ingen outsidere – ingen fremmede.

Relateret

• 29. nov. 2025 - “Det lille træ, Gud planter, kan ingen storm vælte”
• 16. okt. 2023 - Kirken i Afrika vokser eksplosivt
• 26. jul. 2023 - Familie og fællesskab fylder hverdagen
• 16. maj. 2023 - ”Brave Chin Mentor” – Jesse hjælper unge i gang med uddannelse
• 21. apr. 2023 - Vejen til integration, nyt demokrati og børneinstitutioner

Find flere