I efteråret 2025 har der været debat i flere menigheder om, hvorvidt homoseksuelle kan være fuldgyldige medlemmer af menigheden.

Da jeg for mange år siden sad i menighedsrådet, var også en fraskilt kvinde medlem af rådet. Der blev dengang snakket i krogene, om det nu også gik an. Nu til dags er den slags snak heldigvis forstummet i de bredere kredse, og mig bekendt er der i dag ingen opgave, som fraskilte ikke kan få lov til at varetage rundt omkring i de danske baptistmenigheder. Bibelen siger mere om skilsmisse, end den siger om homoseksualitet. Folk må mene, hvad de vil om homoseksualitet, men når man begynder at bruge Bibelen som facitliste til at udelukke enkeltpersoner fra dele af menighedens liv og virke, så må man i det mindste bede om, at man læser hele Bibelen.

At være homoseksuel er ingen straf
Jeg ville vælge at være homo igen, hvis man ellers kunne vælge det til eller fra. Jeg lever et rigt velsignet liv, som jeg er Gud taknemmelig for hver eneste dag. Jeg ser homoseksualitet som en kuriositet i skaberværket på linje med venstrehåndethed. Det kan mange heteroseksuelle kristne helt sikkert have en anden mening om – grundigt understøttet af velvalgte bibelcitater – men her vil jeg lige minde om, at det er mig, der er homoen, og det er mig, der må folde hænderne og bede Gud om vejledning til at tackle netop det livsvilkår.

Jeg skal på bedste vis forsøge at være Niels og leve mit liv til Guds ære ved Hans hjælp og vejledning på helt samme måde, som alle andre skal finde deres vej gennem livet.

At være homo er nemlig et livsvilkår, uanset om man kan lide det eller ej. Jeg skal på bedste vis forsøge at være Niels og leve mit liv til Guds ære ved Hans hjælp og vejledning på helt samme måde, som alle andre skal finde deres vej gennem livet. Jeg lever i stor og barnlig tillid til, at Gud altid står klar med hjælp og vejledning til den, der efterspørger den, og at Gud kommer den enkelte i møde personligt – og ikke via stedfortræder i form af bedrevidende medkristne. Til dem, der kunne finde på at bede for mig, så jeg kan blive omprogrammeret og lære at elske kvinder, så der igen kan komme orden i penalhuset, må jeg bare sige: Glem det! I beder og beder og helmer ikke før, det bliver, som I kunne tænke jer. I hører jo ingenting. Måske har Gud allerede svaret jer: nemlig at alt er, som det skal være. Hvis jeg kom til Gud og ville omprogrammeres, ville jeg føle det som en synd over for Gud, der med rette kunne sige til mig: Niels, jeg har velsignet dig rigt – alligevel er du utilfreds og vil have noget andet – lev i min kærlighed.

Hvis jeg kom til Gud og ville omprogrammeres, ville jeg føle det som en synd over for Gud, der med rette kunne sige til mig: Niels, jeg har velsignet dig rigt – alligevel er du utilfreds og vil have noget andet – lev i min kærlighed.

Skulle det ødelægge mit gode humør, at der rundt om i menighedernes ledelser sidder nogle, der vil mene noget om mit seksualliv? Jeg kunne ikke være mere ligeglad. Det er den måde, Kirken har undertrykt masserne på i århundreder. Det værste, der kunne ske, var, at de smed mig ud af kirken, og den risiko lever jeg fint med, men jeg bryder mig ikke om at blive betragtet som et andenrangsmedlem, der ikke længere kan varetage bestemte opgaver i menigheden, udelukkende fordi jeg er homo. Jeg har som allerede nævnt siddet i menighedsrådet, sunget i lovsangsgruppen og været redaktør af det lokale kirkeblad i over 10 år – alt sammen længe før jeg delagtiggjorde andre i min seksuelle orientering – så jeg har allerede gjort min indflydelse gældende (åben homo eller ej) på nogle af de områder, som jeg nu ikke længere vil kunne varetage. Gud ske tak og lov, at jeg ikke også var søndagsskolelærer – så ville rædselsfantasierne da have nået nye højder om letpåvirkelige småbørn, der var blevet besudlet af min blotte tilstedeværelse.

”Vi er alle præster”
Jeg har ingen grund til at tro, at den igangværende drejning mod en mere konservativ og bogstavtro tolkning af Bibelen skulle være drevet frem nedefra i menighederne. I nogle menigheder har præsten i dag en næsten pavelignende status, hvor præsten sætter menighedens dagsorden. Det er faktisk meget ubaptistisk. Tidligere lød baptist-mantraet: ’’Vi er alle præster”, både mht. den udbredte brug af lægprædikanter og mht. den åndsfrihed (smag lige på det ord), der altid har været baptismens kendetegn, nemlig at enhver må læse og tolke Bibelen, som de vil, uden at blive ugleset af den grund. Selvfølgelig må man kritisere præster, for hvem er det egentligt, de tror, der bliver glade, hvis de føler sig kaldet til at pålægge en homoseksuel m/k at leve i cølibat? Er det Gud? Dem selv? Den homoseksuelle? Er det min frelse, der ligger dem sådan på sinde? Er det, fordi de vil savne mig i Himlen, selvom de helst vil være fri for mig her på jorden? Er det i stedet et lidt kikset, men dog velment forsøg på at være ’jordens salt’?

Jeg kan ikke regne ud, hvad de konservative og bibeltro præster, søstre og brødre har i klemme, eller hvilken overtrædelse de gør sig skyldig i, hvis de bare lod mig passe min butik. Det overgår simpelthen min forestillingsevne, hvor de vil hen med al den nidkærhed, og hvad der er drivkraften bag. Tror de, at de får et klap på skulderen og ordene: Min ven, sæt dig højere op!1, når de engang skal mødes med Jesus ansigt til ansigt? Jeg tror, der er nogen, der vil få sig en slem overraskelse, når de ser den endelige bordplan. Strejfer det dem ikke i bare et enkelt klarsynet øjeblik, at det kunne forholde sig sådan? De bringer sig selv faretruende tæt på at ende i samme gruppe som farisæerne og de skriftkloge. Måske skulle de genlæse Bibelen med de briller og afgøre med sig selv, om det virkelig er der, de gerne vil befinde sig.

Hvor blev Lasse Åboms nådegave af?
Man talte meget om nådegaverne, dengang jeg sad i menighedsrådet – og nej, hvor var jeg rigt velsignet her. Det var mit indtryk, at jeg var kommet på den rette hylde som lem på legemet og gren på vintræet, og at folk var glade for min indsats og syntes, at jeg gjorde fyldest i de opgaver, jeg påtog mig. Nu kan jeg så forstå, at nådegaverne først og fremmest bliver tildelt efter seksuel orientering (den eneste rigtige, naturligvis), og at de ydermere kan geninddrages, hvis der på et senere tidspunkt skulle dukke noget op, som menighedens ledelse ikke bryder sig om. Der er næppe nogen i ledelsen, der ville løfte et bryn, hvis jeg deltog i rengøringen og den årlige havedag i kirken, men jeg kan nu forstå, at der er så vitale funktioner på legemet, at kun de helt særligt udvalgte kan få lov at varetage dem, men hvordan hænger det lige sammen med, at alle lemmer på legemet er lige meget værd, og at vi hver især udfylder en gudgiven funktion? Jeg kan ikke få det til at stemme overens med ordene om, at det er Ånden, der tildeler nådegaverne til den enkelte: ”Alt dette virker den ene og samme ånd, der deler ud til hver enkelt, som den selv vil” og videre ”Gud har nu engang givet hver enkelt del dens plads på legemet, som han ville det”2. Hvis Lasse Åbom har været en gudsbenådet præst indtil nu, skulle det da være højst mærkværdigt, at han pludselig over en nat har mistet enhver evne til at udlægge teksten, fordi han har fået en mandlig kæreste. Jeg tror ikke, det er sådan, nådegaverne fungerer.

Hvad bliver det næste?
Indimellem hører man så det sædvanlige om, at Gud hader synden, men elsker synderen. Hvad vil andre par sige til, at de i løbet af et splitsekund får stemplet deres mest intime samliv som syndigt? Jeg ved ikke hvilke kulørte forestillinger, der kører for deres indre blik, men de må have en betænkelig livlig fantasi på området, siden de så hurtigt kan fælde dom over mit. Jeg kan godt blive en anelse pikeret, hvis homoseksuelle som den eneste gruppe i kirken skal tvinges til at redegøre for de mest intime artigheder fra privatlivet foran hele eller dele af menigheden, men det må vel være vilkåret, når man i menighedsrådet vil skelne så skarpt mellem homoseksuel orientering og homoseksuel praksis, fx i forbindelse med valgbarhed til menighedsrådet. Hvordan har man tænkt sig, det rent praktisk skal foregå? Jeg synes godt, man kan efterlyse blot en smule god, gammeldags anstændighed i omgangen med andre mennesker her. Det forekommer mig uhyrligt og grænseløst nævenyttigt, at nogen overhovedet føler sig kaldet til at udtale sig og fælde dom over folks private aktiviteter i sovekammeret. Jeg er en voksen mand uden tildelt værgemål og med forstand inden for normalområdet. Skal vi en gang for alle have et Vogternes Råd, der kan vejlede os om, hvad vi må og ikke må på lagnerne? Tiden må være kommet til, at ganske almindelige baptister rejser sig op og tilkendegiver, at det vil vi ganske enkelt ikke være med til. Det er åndsforladt og ubaptistisk og hører ingen steder hjemme.

I det hele taget er der ikke meget at grine af ved den igangværende udvikling. Jeg synes, det er en farlig vej, vi begiver os ind på, når vi begynder at sortere i mennesker efter forgodtbefindende. Umiddelbart har jeg svært ved at se, at jeg personligt skulle udgøre en trussel for noget som helst – selv som menighedsrådsmedlem i fri dressur. Personligt skal jeg nok overleve både som glad homo og som glad kristen med frelsesvisheden i behold, men når jeg tænker på fremtiden, så er det desværre med meget bange anelser om, hvor dette paradigmeskift omkring et af baptismens allermest hæderkronede principper, nemlig åndsfriheden, vil føre os hen som kirke. Jeg er bange for, at vi kun lige har set begyndelsen af den polarisering, der også finder sted mange andre steder i samfundet og i verden.

Jeg er bange for, at vi kun lige har set begyndelsen af den polarisering, der også finder sted mange andre steder i samfundet og i verden.

Det personlige vidnesbyrd er ikke til diskussion
Det personlige vidnesbyrd har altid stået stærkt, fordi det er et indiskutabelt bidrag om, hvordan Gud arbejder i den enkelte. Nu har Christian (stammer fra det latinske Christianus, som betyder “tilhænger af Kristus” – blot nævnt her som bonusinfo) og jeg holdt sammen i næsten 25 år. Jeg vil nødig leve uden Guds velsignelse, og hvis man tager Guds velsignelse blot det mindste alvorligt, må man antage, at den har betydning, ja endda gør en væsentlig forskel på, om ens liv flasker sig. Så med de 25 gode år sammen med Christian kan jeg intet andet end at være glad og taknemmelig. At nogle kristne ikke kan få øje på Guds kærlighed i det, men i stedet ligefrem råder mig til – hellere i dag end i morgen – at gøre forholdet forbi, fylder mig mest af alt med dyb medlidenhed. Det er bare så trist. Tænk, at gå igennem livet så stæreblind for Guds nærvær i verden. (I parentes bemærket tænker jeg også, at det må være et tungt ansvar at bære, at man som præst eller anden kirkelig autoritet fremkommer med så radikale og sorgfremkaldende råd til andre, men lige den side af sagen forstyrrer tilsyneladende ikke deres nattesøvn).
Tænk, hvis mine brødre og søstre i Herren i stedet havde turdet tage mit vidnesbyrd for pålydende og udbrudt et dybfølt ’Amen’ og et højlydt ’Halleluja’ til det, fordi det kunne være dem et vidnesbyrd om, ”hvor stor kærlighed Faderen har vist os, at vi kaldes Guds børn, og vi er det”3. Det forekommer mig at have været en noget mere opbyggelig vej end det udskillelsesløb, man nu har sat i gang flere steder.

Troen overtrumfer alle skel
Hvorfor er det lige kombinationen ’homo – menighedsråd’, der problematiseres i nogle menigheder? Kombinationen er jo grebet ud af den blå luft uden skygge af bibelsk belæg. Hvis man endelig skal udelukke nogen fra særlige opgaver i menigheden, undrer det mig, at hor og utroskab slet ikke bliver nævnt. Det er nok ellers hyppigere forekommende.

Uanset om det er homoseksuelle, fraskilte, mænd i dametøj, personer, der kæmper en daglig og oftest ensom kamp mod en ufrivillig seksuel tiltrækning til børn, skatteunddragere med forkærlighed for sort arbejde, veganere, tatoverede med piercinger i unævnelige kropsdele, hidsigpropper, lystløgnere, pralhalse og topegoister – kun fantasien sætter grænser her – så kan det ikke være kirkens opgave at holde nogen ude fra fællesskabet.

”Herren er Ånden, og hvor Herrens ånd er, dér er der frihed”4. Den fælles tro på Jesus må overtrumfe alle andre skillelinjer, som vi kunne have lyst til at bruge mod hinanden efter forgodtbefindende. Da jeg var ung, sang vi med stor entusiasme med på: ” Til det mørke fængsel aldrig mer jeg går; al mit hjertes længsel mod din Himmel står”. Jeg agter at fortsætte med at leve mit liv i den dyrekøbte frihed, som jeg med evangeliet har fået del i. Jeg har ikke til sinds – hverken frivilligt eller ufrivilligt – at trisse tilbage til fængslet, og det er helt ude i hampen, når vi nu som kirke begynder at sætte nye fængselsmure/begrænsninger op for hinanden. Måske skulle vi i stedet prøve at komme lidt videre i teksten, og med sidste del af verset kan vi passende minde hinanden om, hvad der er vores egentlige kerneopgave: ”Glad jeg til de andre vinker, som jeg kan: Kom med os at vandre til det frie land”5.

Ingen bør udelukkes
Tænk, hvis vi alle sammen fra lokalmenighed til landsledelse i stedet for det, der foregår nu, havde taget den beslutning, at vi ville bruge al vores flid, tid og energi på at få alle med i fællesskabet. Tænk, hvis ledelsen fra start havde meldt klart ud, at de ikke ville bruge så meget som fem minutter på at udarbejde retningslinjer og paragraffer, der har til formål at udelukke nogen. Tænk, hvis vi i kirken havde haft noget reelt at tilbyde alle dem, der allerede nu møder marginalisering og dæmonisering andre steder. I stedet valgte vi at satse på loungemodellen, hvor der kun er fuld adgang for dem med guldkort.

Jeg kan sagtens se en fælles farbar vej for os som baptistkirke – og den er endda overraskende enkel og ligetil.

En fælles farbar vej
Jeg kan sagtens se en fælles farbar vej for os som baptistkirke – og den er endda overraskende enkel og ligetil. I debatten kan det svirre med mere eller mindre velvalgte skriftsteder, men lad os samles om én bibeltekst, nemlig lignelsen om rajgræsset og hveden6. Lad os minde hinanden om, at rajgræsset og hveden skal blive stående side om side indtil høsten. Det vil kræve selvbeherskelse fra begge sider, men er dog ikke en umulig opgave, hvis viljen er til stede. Hvis der skulle herske nogen som helst uklarhed om rollefordelingen, skal jeg gerne påtage mig den indledende rolle som rajgræs, selvom det på den yderste dag skal kastes i ovnen og brændes. På den dag vil det måske vise sig, at ikke alle var så superdygtige til botanik, som de selv gik rundt og troede.

Niels Lunding Andersen
Pensioneret farmaceut, for nyligt tilflyttet Korskirken i Herlev – hvor alle er velkomne, præcis som de er.

________________________________________________________

1 Lukasevangeliet kap. 14, vers 10

2 1. Korintherbrev kap. 12, vers 11 og 18

3 1. Johannesbrev kap. 3, vers 1

4 2. Korintherbrev kap. 3, vers 17

5 H.P. Mollerup: Du, som bryder lænker, Salmebog for de danske baptistmenigheder 1989, nr. 448

6 Matthæusevangeliet kap. 13, vers 24-30

Relateret

• 19. apr. 2026 - Acts2Movement: Et globalt blik på lokal mission
• 25. mar. 2026 - Erik Løvind Andersen – præst og livsengageret menneske – til minde
• 15. mar. 2026 - I Holstebro kan du møde baptisterne fredag nat i gågaden!
• 29. dec. 2025 - ”Vi skal være en kirke med fokus på det enkelte menneske”
• 29. dec. 2025 - ”Det gælder om at skabe en ramme, flest muligt kan se sig selv i”

Find flere

Lyt til artiklen:

Forestil dig, at det banker på hoveddøren. Du åbner og ind træder folkekirkepræsten sammen med politiet. Myndighederne skal hente jeres barn! I er ”døbere” – baptister. I har studeret bibelen sammen med andre troende og mener nu, at dåben er for den, der selv kan bekende sin tro. I døber ikke spædbørn. Politiet holder jer tilbage og truer med anholdelse, mens præsten bærer barnet til kirken og døber det.

Det var virkeligheden for baptister før trosfriheden blev indført med grundloven af 5. juni 1849.

Danmarks Riges Grundlov

Retten til at praktisere sin tro

Som baptister har vi altid kæmpet for retten til både den frie tanke og den frie tro. Når det gælder troen, står vi kun til regnskab for Gud. Hverken statsmagten eller statsmagtens kirke skal bestemme, hvad vi tror eller hvordan vi praktiserer vores tro. Frihedstanken er fundamental for baptister.

Trosfriheden er sikret gennem grundlovens §67: ”Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden.”

Friheden til at tro

Den 3. december 2024 afholder Foreningen Åndsfrihed debatseminaret “Friheden til at tro” i Vartov. Seminaret fokuserer på trosfrihedens rolle i det offentlige rum og de udfordringer, den står overfor i lyset af stigende polarisering og en kommende revision af trossamfundsloven.

Seminaret byder på et bredt program med oplæg fra eksperter, paneldebatter med religiøse aktører, politikere og repræsentanter fra kommunerne.

• Nogle af de emner, der vil blive behandlet, er:
• Trosfrihed i et dansk og europæisk retligt lys
• Rammerne for trosfrihed i kommunerne
• Religionens rolle i det offentlige rum
• Trossamfundslovens revision

Tag del i debatten og deltag!

Detaljeret program og tilmelding findes her

Fra trosfrihed til trossamfundslov

Fra 1849 og frem til 2017 levede religiøse samfund udenfor Folkekirken i Danmark stort set uden indblanding fra statsmagten. Deres forhold blev kun sporadisk reguleret i forskellige love og bekendtgørelser.

Det sluttede med vedtagelsen af trossamfundsloven, også kendt som ”Lov om trossamfund uden for folkekirken”, der blev vedtaget af Folketinget den 19. december 2017.

Trossamfundsloven opfylder løftet i grundlovens §69, der siger, at “De fra folkekirken afvigende trossamfunds forhold ordnes nærmere ved lov.”

Trosfriheden under pres

Desværre er trosfriheden under pres i dag. Den øgede religiøse og kulturelle polarisering skaber et politisk pres for at stramme trossamfundsloven. Tidligere formand for BaptistKirken, Per Beck, udtrykker det:
“Problemet er ikke, at der er nogen, der vil begrænse vores trosfrihed… Men begrænsningen ligger i, at man gennem trossamfundsloven gang på gang prøver at lægge begrænsninger ind. Ikke så meget for at ramme de kristne kirker, som måske for at ramme andre trossamfund. Men da vi jo er et samfund, hvor man ikke må diskriminere efter religion, så rammer det os alle.”

I modsætning til mange politikere ser Per Beck religion som en potentiel løsning på samfundsproblemer. Han ønsker at fremme en positiv opfattelse af religion og dens rolle i samfundet. Derfor var Per også deltager i høringen om forskellig tro uden polarisering som Folketingets Kirkeudvalg afholdt den 20. november i samarbejde med organisationen Religion og Samfund (Resam).

Kan religionen spille en positiv rolle i forhold til polarisering i samfundet?

Høringen lagde op til at tale om tro og religiøsitet som et konstruktivt udgangspunkt for at fremme gensidig forståelse og respekt og modvirke polarisering i samfundet.

Repræsentanter for forskellige religioner var inviteret til at give et kort indlæg om tro uden polarisering.

Kirkeudvalget og Resams høring om religion og polarisering den 20. november 2024 (Foto: Folketingets TV)

Jair Melchior, overrabbiner i Det Jødiske Samfund sagde blandt andet: “Religionen, som så mange taler om som kilden og nøglen til udfordringer og til konflikter, kan også være nøglen til løsningen.” Jair Melchior gav udtryk for, at religioner har potentiale til at bygge bro og skabe koalitioner netop på grund af forskellighed.

Naveed Baig, imam i Dansk-Islamisk Center havde fokus på det gode mellem mennesker: “Vi kan møde hinanden igennem godhed. Godhed er et ord, som er svært at definere, men jeg tror, vi alle ved, hvad det betyder. For igennem godhed kan vi også mødes på tværs af skellene i en tid, hvor der er meget polarisering.” Naveed Baig understreger vigtigheden af dialog og omsorgsfuld sameksistens for at mindske polariseringen.

Høringen gav også plads til andre stemmer end de religiøse. For eksempel sagde Eva Marie Lassen, seniorforsker hos Institut for Menneskerettigheder: “Der er ingen tvivl om, at religiøse aktører kan spille en meget vigtig rolle i kamp mod polarisering på grund af religion.” Hun pegede også på, at staten kan spille en aktiv rolle i at bekæmpe polarisering ved at inkludere religiøse stemmer i den demokratiske samtale.

Rune Løkkeberg, chefredaktør for Information bidrog med analysen: “Uenigheden i sig selv er ikke et problem. Uenigheden er, at vi står forskellige steder. Hver sin pol er heller ikke problem. Problemet opstår, når samtalen forstummer.” Hvis samtalen kan fastholdes argumenterede Rune Løkkeberg for, at polarisering kan være positiv, når den afspejler reelle konflikter i samfundet.

Trossamfundslovens indledning

Staten bør være medspiller

Per Beck er glad for høringens positive tilgang til at se religiøse samfund som bidragydere til mindre polarisering i samfundet. Derfor undrer det ham endnu mere, at staten gennem administrationen af trossamfundsloven i praksis lægger hindringer i vejen for de samme religiøse samfund:
”… det har ikke lige ramt os: Men i et tilsvarende trossamfund har en menighed fået frataget deres godkendelse, fordi de havde brugt et forkert ord i regnskabet. De har kaldt det menighedsbidrag i stedet for gaver.“

Det er Pers oplevelse, at kirkeministeriet fokuserer på kontrol i stedet for at vejlede trossamfundene. Hans ønske er:
”…at kirkeministeriet i højere grad ville se sig som vejleder end som kontrollant.”

BaptistKirken er med i kampen flere steder

I kampen for at sikre trosfriheden er Per Beck bestyrelsesmedlem i Foreningen Åndsfrihed. På BaptistKirkens vegne kæmper han her for, at ”Åndsfriheden forsvares ved at blive brugt. Den indebærer en forpligtelse til at kæmpe for den andens ret til samme frihed.” Foreningen siger også, at ”Åndsfriheden kan fremmes eller begrænses med lovgivning, men den kan – og skal – ikke sikres alene ved lov.”

Foreningen Åndsfrihed er medarrangør af debatseminaret: ”Friheden til at tro” i Vartov, København, den 3. december 2024. Her er der blandt andet fokus på en bred og grundlæggende samtale om religionens plads i det offentlige rum, og hvilke grænser der eventuelt er for trosfriheden. Seminaret stiller spørgsmålet: Hvordan skaber vi et samfund og lokalmiljøer, hvor der er plads til religiøs frihed uden at de religiøse udtryk skaber unødvendig konflikt?

Per opfordrer alle, der deler interessen for trosfrihed, til at møde op. Seminaret er gratis.

En kamp der aldrig slutter

Kampen for trosfrihed er en kamp, der aldrig slutter. BaptistKirken kæmper for at sikre, at alle har retten til at tro og tænke frit – nu og i fremtiden.

I foråret 2025 skal Folketinget revidere trossamfundsloven. Trossamfundene er blevet hørt. Men ingen ved om revisionen medfører stramninger i forhold til at være kirkesamfund og kristen menighed. Om trossamfundsloven i praksis begrænser trosfriheden. Der er fortsat en kamp at kæmpe.

Per Beck siger: ”Det er formålet med indsatsen at prøve at påvirke holdningerne derhen, at religionen ikke er et problem, men kan være en del af løsningen. Derfor er det vores opgave at være med hvor vi kan, for at prøve at påvirke, at trosfriheden fortsat er gældende.”

Relateret

• 15. maj. 2026 - Læs meget mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse
• 29. apr. 2026 - Bøn i ventetiden
• 26. apr. 2026 - Det haster med missionsbefalingen
• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 12. mar. 2026 - ”Lad hveden og rajgræsset stå side om side”

Find flere

Lyt til artiklen her:

Tidligere formand i BaptistKirken, Per Beck, fortæller, at BaptistKirken har tilsluttet sig støttekredsen for Foreningen Åndsfrihed, ”fordi det svarer helt til vores DNA.”

DNA-test på foreninger

Nu er det svært at DNA-teste foreninger for at se, hvor stor del af arvemassen der er fælles. Men på Foreningen Åndsfriheds webside, kan man blandt andet læse, at:
”Åndsfrihed i et samfund betyder, at enkeltpersoner og grupper har frihed til at have deres overbevisning i religiøse, politiske, livssynsmæssige og ideologiske spørgsmål, udtrykke denne overbevisning, formidle den og handle i overensstemmelse med den. Åndsfriheden afgrænses af medmenneskets ret til samme frihed.”

Per Beck siger:
”Det var netop det, vi som baptister kæmpede for op i 1830’erne og 1840’erne. Som baptister ønskede vi frihed til at praktisere vores tro og dele den med andre. Men vi har aldrig ønsket at påtvinge andre den samme tro. Andre mennesker har samme ret til frihed som os.”

Grundlovssikret åndsfrihed eller…

Grundloven af femte juni 1849 satte troen fri med ordene: ”Borgerne have Ret til at forene sig i Samfund for at dyrke Gud paa den Maade, der stemmer med deres Overbeviisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod Sædeligheden eller i den offentlige Orden.”

Per Beck peger på, at friheden til at tro og tænke frit de senere år har været under pres. For eksempel  havde baptister og andre trossamfund i mange år efterlyst, at Grundlovens §69, ”De fra folkekirken afvigende trossamfunds forhold ordnes nærmere ved lov” blev realiseret. Det skete med Trossamfundsloven i 2017. En lov, der har det klare politiske formål at kontrollere i stedet for at sætte fri.

Åndsfrihed contra sindelagskontrol

Foreningen Åndsfrihed mener i deres grundlag, at ”det modsatte af åndsfrihed er sindelagskontrol, dvs. at staten eller en anden magt forsøger at kontrollere, hvad mennesker tænker, føler, mener og tror.” Videre hævder foreningen, at ”Åndsfrihed er ikke blot forudsætning for den enkelte borgers uafhængighed, men er også forudsætning for et frit fællesskab.”

Åndsfrihed er mange ting

Det er måske sat på spidsen, at Trossamfundsloven er et forsøg på sindelagskontrol. Men på Foreningen Åndsfriheds webside findes links til artikler og udgivelser, der behandler og kommenterer en række tiltag i samfundet, der efter foreningens mening begrænser åndsfriheden. Foreningen dækker et bredt spektrum. Det handler ikke kun om politik men fx også om ”at søge viden de steder, der ikke bekræfter dig” og være opmærksom på at udbredelsen af ”fake news”, ”alternative fakta” mv. også er med til at begrænse åndsfriheden.

27 forslag til åndsfrihed

Tilbage til foreningens 27 forslag om mere åndsfrihed. Du finder dem på foreningens hjemmeside. De spænder fra krav om at maskeringsforbuddet skal afskaffes: ”I et frit samfund bestemmer borgerne selv, hvordan de vil klæde sig” til krav om, at navnelovgivningen skal liberaliseres, ”så navne ikke er bundet til køn”. Der er forslag om mere åndsfrihed i friskoler, på ungdomsuddannelser og universiteter. Og krav om at techgiganter som Google og Meta ”skal bygge på de demokratisk vedtagne principper for ytringsfrihed.”

Foreningen Åndsfrihed er et for forum for idealister. Men også et forum, hvor meninger kan brydes: ”Åndsfrihed giver ikke frihed fra at blive modsagt og kritiseret, herunder gennem satire.”

Et godt tilbud – men du skal være hurtig!

Foreningen Åndsfrihed inviterer til samtale om ånd og frihed i det offentlige rum tirsdag den 30. januar 2024, kl. 14-17 på Vartov i København. Der er enkelte ledige pladser. Tilmelding kan ske til Per Beck på per.beck@baptisk.dk eller mobil 24477668. Tilmeldingsfristen senest den 27. januar 2024.

Programmet har overskriften:
” Danmark efter koranafbrændinger – om ånd og frihed i det offentlige rum.”

Kl. 14.00

• Velkomst v. Ingrid Ank, formand for Foreningen Åndsfrihed
• Danmark efter koranafbrændinger – om ånd og frihed i det offentlige rum. Samtale mellem Jakob Holtermann, lektor i retsfilosofi, og Ingrid Ank, formand for Foreningen Åndsfrihed.
  Moderator: Michael Agerbo Mørch, næstformand i Foreningen Åndsfrihed.
• Drøftelse: Hvad betyder bevægelserne i opfattelser af ånd og frihed i det offentlige rum i de sammenhænge vi er i og arbejder i?

Kl. 15.30

• Kaffe og noget. Tid til at møde hinanden.

Kl. 16.00

• Orientering om initiativer i 2024 i Foreningen Åndsfrihed inden for foreningens tre ben: Forskning, Formidling & Debat v. næstformand Michael Agerbo Mørch
• Tid til diskussion, spørgsmål, input til foreningens arbejde – og tid til at møde bestyrelsen for Foreningen Åndsfrihed og hinanden

Kl. 17.00

• Tak for i dag

Relateret

• 02. jun. 2026 - Trosanalysen 2026: Når unge søger mening, bør kirken lytte
• 25. maj. 2026 - Fælles aktiviteter tager form i efteråret 2026
• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 15. maj. 2026 - Læs meget mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse
• 13. maj. 2026 - Serhiis hus ved vejen blev et hvilested for soldater

Find flere

Bertel Haarder:

• har bestridt adskillige ministerposter, sidst som kultur- og kirkeminister 2015-16
• initiativtager til Danmarkskanonen i 2015
• medlem af Folketinget for Venstre siden 2005 og i perioden 1975-1999
• yderligere oplysninger http://www.ft.dk[/facts%5D

De, der er ligeglade, behøver ikke frihed. Som højskoleforstanderen i Henrik Pontoppidans ‘Det forjættede land’, der var som en ‘åben ladeport’, hvor alting kan blæse igennem. Dem er der mange af.

Friheden er nødvendig

Friheden var nødvendig for dem, der i 16-1700-tallet forlod Europa og drog til USA for der at dyrke Gud efter deres overbevisning. De skabte verdens frieste stat, hvor respekten for andres tro er fundamental og grundlovsbeskyttet.

Derfor er det forvrøvlet at tale om, at stærk tro og ‘religiøs fundamentalisme’ er frihedens modsætning. Tværtimod. Den, der selv føler sig bundet til en stærk overbevisning, kan bedre forstå, at andre har samme behov og samme ret, end den, der er tolerant og ligeglad.

Frisind er netop det at have en stærk overbevisning og samtidig respektere, at andre har samme ret. Deraf kommer det, at jeg ofte har mødt religiøst forankrede mennesker med langt større rummelighed over for andre end de selvretfærdige humanister, der ikke tror på noget – ud over sig selv og deres egen fornuft.

Frihed til at tro

At sekularismen tager over, er på ingen måde ensbetydende med, at der bliver større frihed. Det oplevede jeg i Europa-Parlamentet, hvor også danske centrumvenstre-politikere i flok stemte imod en italiensk katolik og forhindrede ham i at blive EU-kommissær. Hans brøde var, at han havde helt almindelige katolske synspunkter på skilsmisse, abort m.v.

Jeg var og er uenig med ham, men respekterede hans ret til at være troende katolik. Jeg kunne slet ikke affinde mig med, at han ikke kunne blive kommissær, når han tilmed lovede at overholde alle vedtagne EU-regler.

Den, der selv føler sig bundet til en stærk overbevisning, kan bedre forstå, at andre har samme behov og samme ret.

Her viste det sig, at de frihedsdyrkende humanister og sekularister i virkeligheden var intolerante og totalitære. Én af dem elskede at kalde præsterne i Dansk Folkeparti for ’mulla’er’ og antydede derved, at de manglede frisind. Men det var jo hende selv, der manglede frisind, når hun ikke kunne tolerere en katolik som kommissær.

Frihed – vigtigere end demokrati

Ingen har som Grundtvig talt åndsfrihedens sag: Han anså friheden for at være vigtigere end demokratiet. Et flertal kan være lige så tyrannisk som en enehersker.

I bogen ’Den danske statskirke upartisk betragtet’ taler han for ubegrænset ytringsfrihed, også i kirken, men ”ikke ret til at krumme et hår på nogen kætters hoved”. Den frihed bryder de ’dorske’ og ’herskesyge’ sig ikke om. Men det skal just være det fine i folkets kirke, at både de dorske og herskesyge befinder sig ilde deri, skrev han. De dorske er de dovne, der ikke gider bruge åndens våben. De herskesyge er de intolerante, der vil bruge statens arm mod deres modstandere.

Munden fri, men hænderne bundet

Et flertal kan være lige så tyrannisk som en enehersker.

Sådan skrev Grundtvig. Det har jeg ofte citeret på ministermøder, når trangen blev for stor til at bruge statens arm imod dem, vi er uenige med.

Det er svært, når vores frihed bruges til at etablere parallelsamfund og modarbejde vores demokrati og vores borgerrettigheder. Så skal der sættes grænser for, hvad vi vil yde støtte til (fx friskoler og folkeoplysning), ligesom der naturligvis ikke skal udbetales kontanthjælp og arbejdsløshedsunderstøttelse til dem, der ikke vil give hånd eller insisterer på at gå skjult for deres medmennesker.

Tilsvarende er vi i vores gode ret til at kræve respekt for vores grundlov, demokrati, ligestilling og fundamentale rettigheder – og kræve underskrift på det – når der ansøges om statsborgerskab.
Men at forbyde troen, meningen, opfattelsen, kommer der ikke noget godt ud af.

Det er åndsfrihed, og det skal vi holde fast ved i Grundtvigs fædreland.

Relateret

• 07. apr. 2026 - Awake Worship II: Næsten 300 unge samlet til lovsangsfest i Herning
• 12. mar. 2026 - ”Lad hveden og rajgræsset stå side om side”
• 09. mar. 2025 - ”Burma skal være frit”
• 06. feb. 2025 - Trossamfundsloven til revision: Balance mellem kontrol og frihed
• 23. nov. 2024 - Frihed til at tro – kampen er ikke slut

Find flere

Definition på Åndsfrihed

Åndsfrihed i et samfund betyder, at det enkelte menneske og grupper har frihed til at have deres overbevisning i religiøse, ideologiske og etiske spørgsmål, udtrykke denne overbevisning, formidle den og handle i overensstemmelse med den. Åndsfriheden afgrænses af medmenneskets ret til samme frihed og indebærer en forpligtelse til at kæmpe for den andens ret. (Fra ’21 teser om åndsfrihed’).

Samråd om åndsfrihed

Formålet er at øge deltagernes indsigt, skærpe argumenterne, udruste til handlekraft og gøre sig nogle strategiske overvejelser, når det angår at fremme åndsfrihed især på lokalt og nationalt plan. Samrådet kan komme med fælles udtalelser i relevante tilfælde.
Foreløbig er det aftalt, at man vil holde et årligt seminar om åndsfrihed specielt for det kirkelige bagland, gerne meget bredt.

For 11 år siden erklærede daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen, at religion skulle ud af det offentlige rum. Siden har frygten for terror og manglende forståelse for religiøse mennesker skubbet på den udvikling. For fem år siden underskrev en lang række ledere i kirker og kristne organisationer 21 teser om åndsfrihed.[1] Siden er emnet blevet mere og mere aktuelt, sidst med de såkaldte Imam-love fra 2016. Men også debatten om bederum på uddannelsesinstitutioner er udtryk for en øget sekularisme.

I maj 2017 indkaldte Carsten Hjort Pedersen fra Kristent Pædagogisk Institut, der tog initiativet til teserne om åndsfrihed, til endnu et møde. Her deltog jeg sammen med andre kirkelige ledere. Vi er enige om, at der er brug for at skærpe vores argumenter.

Endnu et møde om åndsfrihed

Åndsfrihed er mere end religionsfrihed. Det er en paraply over frihedsrettigheder som fx ytringsfrihed, forsamlingsfrihed og religionsfrihed. Vi har brug for åndsfrihed for at kunne være uenige på en anstændig måde. Åndsfrihed er et af resultaterne fra 15-1600-tallets religionskrige, hvorefter europæerne lærte, at man godt kan leve i samme land uden at dele religion – og endda vise respekt for hinanden. Baptister har desuden altid ment, at den, der har et ønske om egen frihed, nødvendigvis også må give – og kæmpe for – den samme frihed til dem, man er uenig med.

Islamister vil ikke forstå og acceptere den slags frihed. Spørgsmålet er, hvordan vi får dialog med dem, og om det hjælper. På mødet om åndsfrihed blev det efterlyst, at vi står sammen med moderate muslimer i spørgsmålet om åndsfrihed. Personligt mener jeg ikke, at vi kan lovgive os til respekt for medmennesket. Kun igennem samtale og samvær kan vi påvirke hinanden.

Initiativer i kristne kredse, som sætter åndsfrihed på dagsordenen

• Evangelisk Alliances høring i Bethesda i april 2017. Her underskrev kirkeledere en fælles udtalelse.[2]
• Det såkaldte ’Hedaa-udvalg’ – opkaldt efter Jeppe Hedaa, som sammen med Daniel Rugholm tog initiativ til samtaler mellem kristne og jøder efter ‘enighedspapiret’ sidste sommer – inviterer til møde den 14. september på Vartov. Initiativet omfatter:
  • tænketank omkring religion i det offentlige rum (med ansat leder)
  • møde med religiøse ledere (også fra andre religioner)
  • årlig konference med politikere
• Det Mellemkirkeligt Råd arrangerer konference den 24. november på Christiansborg med temaet: ‘Danmark fri(t) for religion’.[3]
• Areopagos’ vinterseminar i april 2018 på Århus Universitet med tema: ‘Er religion med til at løse eller skabe konflikter i samfundet?’
• ‘Samråd for åndsfrihed’ afholder seminar om åndsfrihed i maj 2018, hvor ca. 110 kirker og kristne organisationer bliver indbudt.

Topbilledet:
På Severin Kursuscenter i Middelfart har de en gang, som bliver kaldt ”Tankegangen”, hvor der hænger en række tankevækkende citater.
I gangen ses to af dem, der skal arbejde videre med Åndsfrihed, Mikael Wandt Laursen fra FrikirkeNet og Carsten Hjorth Pedersen, fra Kristent Pædagogisk Institut.

[1] Se http://www.kpi.dk/media/16200/kpi_21teser_web_stor.pdf

[2] Se http://www.sameksistens.dk/fileadmin/user/files/pdf/religion/2017/2017-04-05_Udtalelse_fra_Evangelisk_Alliance_og_kirkelige_organisationer_i_Danmark.pdf

[3] Se http://www.interchurch.dk/aktuelt/kalender/danmark-fri-t-for-religion

Relateret

• 12. mar. 2026 - ”Lad hveden og rajgræsset stå side om side”
• 23. nov. 2024 - Frihed til at tro – kampen er ikke slut
• 15. apr. 2024 - Religiøse ledere har fokus på organdonation
• 24. jan. 2024 - ”Vi styrker forsvaret, men hvad er det, vi forsvarer?”
• 15. aug. 2023 - Pengene fylder for meget

Find flere