Normalt vil jeg læse temaet for dette nummer som en vrissen ordre fra et menneske med kort lunte, der maser sig frem med albuerne ude til siderne. Sådan er det ikke tænkt! Det er tænkt som en kærlig hvisken i hjertet: ’Kom. Det er meningen, du skal flytte dig.’

Der er en grund til, at vi er skabt med fødder og ikke med rødder. Det er meningen, vi skal flytte os. Derfor bliver vores samvær med Gud også betegnet som en vandring. Gud er med på vores livsvandring.

Vi kender det fra bibelhistorien om jødernes 40 år i ørkenen, hvor de bestandigt bevæger sig rundt som nomader, ledt af Gud fra en ildsøjle om natten og en røgsøjle om dagen. Jesus bevæger sig også konstant – i pendulfart mellem Galilæa og Jerusalem. Heller ikke han er længe på samme sted.

Der er en grund til, at vi er skabt med fødder og ikke med rødder.

baptist.dk beskriver i dette nummer flere åndelige vandringer. Metodistpræsten Anne Thompson skriver om ’Helliggørelse’. Præsten fra ’I Mesterens Lys’, Ole Skjerbæk Madsen, beskriver ’Christfulness’ som et kristent modstykke til Mindfulness – om, hvordan vi bliver ét med Kristus. ’Yogafaith’ er et nyt tiltag, hvor krop og sjæl kobles sammen i åndelige og fysiske øvelser – med kristent fortegn. Det fortæller Rie Skårhøj om.

Bladet rummer også personlige vidnesbyrd om, hvordan fællesskaber og enkeltpersoner er blevet flyttet igennem det, der kaldes huddling – et engelsk udtryk, der handler om at stå sammen og løfte hinanden i fællesskab. Johnny Wendell beretter rørende ærligt om sin vandring med både Gud og mennesker, og fra Vrå og Holstebro er der beretninger om, hvordan menigheder har flyttet sig fra krise til glæde og optimisme.

For at se, hvor du skal flytte dig hen, skal du se op! Det er budskabet fra Daniel Øhrstrøm. Hvis vi hele tiden ser ned, risikerer vi at gå vild eller gå ind i noget. Ved at kigge op får vi øje på Gud og hinanden. Og så får vi forhåbentlig lyst til at flytte os. Både personligt og som menigheder. Af lyst og glæde. 

Relateret

• 13. mar. 2017 - At leve ligesom Jesus
• 11. mar. 2017 - Man kommer først til sig selv ved at se op
• 11. mar. 2017 - Johnnys åndelige vandring – så langt

Find flere

”Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.” (Mattæusevangeliet kap. 28 vers 18b-20)

Den udfordring prøver vi at tage seriøst i Aarhus Valgmenighed. Vi er invitereret ind i en pagt med Gud, markeret i dåben – en ny identitet, som et retfærdiggjort og tilgivet Guds barn. Samtidig er der en oplæring, for disciplene har den fundet sted i deres tre år med Jesus på jorden, en oplæring i at leve som Guds børn og ambassadører for Guds rige. Med andre ord: En oplæring i at leve som Jesus. Det følgende er et udpluk af, hvordan vi gør det og nogle såkaldte livsmønstre, vi bruger i det.

Discipliner

Som mennesker har vi både stærke og svage sider. En er god til at snakke med mennesker og udfordre dem til at tage ansvar, mens en anden er god til at lytte og vise omsorg for den svage. For de fleste af os, er vores evner en kombination af vores personlighed og det vi har lært igennem livet. En evne er altså ikke kun noget, vi er født med, det er også noget vi kan lære! Derfor har vi en række forskellige discipliner, vi mener er vigtige, hvis vi skal vokse både som disciple og ledere.

Efterlign mig ligesom jeg efterligner Kristus

Målet er at leve som Jesus, men noget af vejen til det, går ifølge Paulus i 1. Korintherbrev kap. 11 vers 1 gennem Paulus selv. Der er altså et fælles mønster i livet i troen, som kan læres af andre – sammen med et individuelt aspekt, som åbenbares til den enkelte direkte fra Gud. Det fælles er ikke en endegyldig tjekliste, men vi må overveje, hvordan vores veje i Kristus ser ud. Hvilket forbillede sætter jeg f.eks. ift. forvaltning af mine ressourcer, økonomi, nådegaver og talenter eller hvordan kommer kærlighed, tålmodighed og gavmildhed til udtryk overfor familie, venner, modstandere, fremmede og folk i nød.

I disse spørgsmål formes vi, og former andre om vi vil det eller ej, en bevidstgørelse af den proces og en høj etik omkring den hører derfor nødvendigvis til for at undgå misbrug eller overførsel af negative mønstre.

Trekanten

Når vi læser om Jesus i evangelierne, ser vi, at han levede sit liv med tre typer af relationer – eller i tre dimensioner om man vil.

Op: Jesus havde en intim relation til sin himmelske far, som han talte med og brugte tid sammen med.

Ind: Jesus levede i fællesskab med andre mennesker, som han delte sin hverdag med. Som voksen samlede han en flok af disciple omkring sig, som han delte sin vision og sin hverdag med.

Ud: Sammen med disciplene rakte Jesus ud til sin omverden og gav det, han fik fra Faderen videre i ord og ikke mindst gerninger.

De fleste af os trives bedre i nogle af disse dimensioner end andre, men som disciple har vi brug for at leve i alle tre. At leve et liv i en levende relation til Gud (op), som en del af et kærligt fællesskab af disciple (ind), der sammen er på mission til den verden (ud), som Gud er i færd med at genoprette.

Cirklen

At være discipel af Jesus handler grundlæggende om at høre, hvad Jesus siger til os – og at gøre det. Det er noget sværere end det lyder. Og de fleste af os har vores styrke på den ene side af cirklen, nogle sidder fast i refleksionen, mens andre springer fra den ene uovervejede handling til den næste. Når vi bruger cirklen sammen med andre, bliver vi fastholdt på både fornuftig analyse og ansvarlig handling.

Halvcirklen

Gud har skabt os til et liv, hvor spændet imellem hvile og arbejde leves ud i en sund rytme. Halvcirklen beskriver denne rytme som et pendul, der svinger naturligt frem og tilbage. Som mennesker har vi nemlig brug for både arbejde og hvile – at være og gøre. I Johannesevangeliet kap. 15, vers 1-8 taler Jesus om vintræet som bærer frugt og bliver beskåret, for at bære mere frugt. En del af ansvaret er vores, halvcirklen hjælper os til at spørge os selv, om vi lever i en sund og holdbar livsrytme både på dags-, uge- og årsbasis.

Jeg er med jer

Dette er et udpluk af de livsmønstre, vi bruger. Vi bruger disse figurer, fordi vi tror, at der er et aspekt i at leve i Gudsriget, vi har brug for at lære og må være nemt at lære videre. Forudsætningen for det er dog altid først vores barnekår hos Jesus og den pagtsrelation, som Gud har med os. Hvis vi ikke har kærligheden, bliver enhver figur blot rungende malm og klingende bjælde (1. Korintherbrev kap. 13).

Relateret

• 13. maj. 2026 - Mens vi venter…
• 07. maj. 2026 - Kast nettet ud
• 23. apr. 2026 - Hvad er sandheden?
• 19. apr. 2026 - Acts2Movement: Et globalt blik på lokal mission
• 09. apr. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?

Find flere

Daniel Øhrstrøm, f. 1979

• Kulturjournalist på Kristeligt Dagblad
• Forfatter til bl.a. ‘Vejen til værdighed’, ‘Den forbudte frelse’, ‘Vild med dannelse – fra Goethe til Google’ og salmesamlingen ‘Det bedste er i vente’
• Medlem af Missionskirken i Rønne, som er en del af Det danske Missionsforbund

Det gjorde mig meget stresset og urolig, for jeg ville gerne have et godt forhold til hende, men det lykkedes aldrig. Og i stedet for kom jeg til at skælde børnene ud hver gang, der – naturligt nok – kom lyd på deres lege. Så var det nemmere at lade dem hænge over deres iPads.

Det ærgrer jeg mig mest over nu, hvor vi er flyttet tilbage til Bornholm – lykkeligt befriet for underboer. Børnene kigger stadig alt for meget ned i deres IPads, som de oven i købet har fået af deres nye folkeskole ud fra en moderne læringstanke.

De nye hjælpemidler er også smarte, men de skal jo bruges med måde. Og jeg er bange for, at jeg selv har været et dårligt forbillede for mine børn på det punkt. Jeg bruger også meget tid med min mobil. En dag spurgte en af mine drenge ligefrem, om jeg var mere glad for min telefon end ham. For jeg kiggede mere på den! Det gjorde ondt!

En dag spurgte en af mine drenge ligefrem, om jeg var mere glad for min telefon end ham.

Jeg øver mig derfor i at være mere nærværende – selvom denne tekst også er skrevet på min mobil! Men når jeg kigger rundt i gadebilledet, kan jeg se, at jeg ikke er den eneste, der kigger for meget ned. Overalt hænger folk over deres skærme. Det fik mig sidste år – mens vi stadig boede på Frederiksberg – til at skrive en lille bysalme om at kigge op i stedet for ned.

Kirkespir peger opad

Dengang brugte jeg ofte min daglige cykeltur fra Frederiksberg til Kristeligt Dagblads redaktion på Strøget til at bede – og sommetider også til at skrive små salmer. En del af dem er med i min samling ‘Det bedste er i vente’, men den her har ikke været trykt før. Jeg fik inspirationen til den, da jeg en dag opdagede, at der overalt på min cykelrute var kirkespir, der peger op mod himlen, mens alle, jeg så på min vej, i stedet kiggede ned i deres mobiltelefoner – tilsyneladende uden at opdage hinanden eller Gud på vejen.

Min tanke var, at Gud aldrig har for travlt til os, så vi bør heller ikke have for travlt til ham. Siden har jeg ofte brugt denne lille salme, når jeg holder foredrag om dannelse. For som Meir Goldschmidt sagde, er dannelse den udvidede evne til opmærksomhed. Man kan ikke være dannet for sig selv. Det sker i samspil med andre. Dannelse kræver, at man kigger op.

Det er også den blinde vinkel ved meget selvudvikling. Der kommer ironisk nok sjældent meget ‘selv’ ud af at være ‘selvoptaget’, som Joakim Garff siger i min lille interviewbog ‘Vild med dannelse – fra Goethe til Google’. Selvet styrkes nemlig også i samspil med andre og Gud. Og ‘man kommer først til sig selv’ i mødet med andre, og når man lægger sig tilbage i Guds hånd – ved at kigge op.

Et dannelsesprojekt

Det er blevet et stadig vigtigere dannelsesprojekt i vores digitale tid, hvor vi hurtigt afskærmer os fra andre med vores små skærme og alle de såkaldt sociale medier, som jeg selv er storforbruger af.

Man kan ikke være dannet for sig selv. Det sker i samspil med andre. Dannelse kræver, at man kigger op.

Det har desværre ikke ændret sig, selvom vi er flyttet til Bornholm, hvor man ikke – som på Strøget – nærmest bliver betragtet som psykisk syg, hvis man søger øjenkontakt med et medmenneske på gaden. Men her er jo også IPads og mobiltelefoner, der er skabt til at skabe kontakt med andre – men altså i hvert fald for mig typisk gør det modsatte. Og så prøver jeg at huske at kigge op i stedet for ned.

Du travle Gud, der kender milliarder
Mel: I Danmark er jeg født (i Sebastians version)
Tekst: Daniel Øhrstrøm

Du travle Gud, der kender milliarder,
der be’r til dig i stor elendighed;
du ser mig cykle over boulevarder,
mens byens kolde byger siler ned.
Du ser mig gå i stå på løbetur på Broen,
jeg løber for at løbe fra uroen.
Dér beder jeg:
Jesus, vis vej for mig!

Se kirkespir, der peger mod din himmel,
mens biler iler hvileløst forbi.
I busser nusser folk med flade skærme;
mobiler gør, at ingen holder fri.
Og alle kigger ned med kunstigt lys i øjet
og ignorerer tiggerne på Strøget.
Dér glemmer jeg,
Jesus, at det er dig!

Du fødtes i en stald, men kom til byen,
hvor du blev svigtet, dræbt og overhørt,
men kærligheden rejste dig til skyen,
og frelserplanen fik du gennemført.
Nu gør du Himlen klar med boliger til mange,
så dem, der tror, skal ikke være bange.
Dig takker jeg,
Jesus, så husk på mig!

Beton og stål og glas er vores verden,
men himlen pakker stadig byen ind.
Du følger kærligt vores travle færden
og blæser liv i byen med din vind.
Se træerne i blomst i maj i Kongens Have,
de viser smukt, at livet er din gave.
Dér mærker jeg,
Jesus, du elsker mig!

De gamle huse husker os på fædre,
der byggede, men nu er gået bort.
Nu prøver vi at bygge alting bedre,
men livet er en rejse, der er kort.
Men når vi køres rundt med kistelåg i biler,
så åbner Himlens porte, hvor du smiler.
Da vågner jeg,
Jesus, og møder dig!

Relateret

• 05. aug. 2026 - Pinseunderet er, at Gud taler til os i forskellige sprog, som vi kan forstå
• 31. jul. 2026 - Velsignelse uden noder
• 25. jul. 2026 - Hvad kan kirken lære af nye troende?
• 09. jul. 2026 - Naboskab – om at bede for nabolaget
• 09. jul. 2026 - At vidne

Find flere

Johnny Wendell, 57 år:

• født på Amager og bor nu på Bornholm
• gift med Ingerlise
• førtidspensionist efter en arbejdsulykke

Da jeg var 16 år, mødte jeg Ingerlise, som var baptistspejder. Så begyndte jeg at komme i Købnerkirkens ungdomsklub. Min familie var temmelig dysfunktionel, og ret hurtigt flyttede jeg hjem til Ingerlige og hendes familie. Vi var meget entusiastiske spejdere. Der var kun to ting i vores liv dengang, spejder og Ingerlises dans – det var i øvrigt til et afdansningsbal, vi mødte hinanden.

Vi etablerede et spejderarbejde, hvor vi nåede nogle af samfundets svageste børn og unge i en gammel slikfabrik. Vores nærmeste naboer var Hells Angels. Bedre hjælp kunne vi faktisk ikke have til det praktiske …

Jeg var døbt, men var jeg kristen?

Jeg fik arbejde ved militæret, vi flyttede til Bornholm, blev en del af Baptistkirken Bornholm og fik to børn. Hvis du havde spurgt mig på det tidspunkt, ville jeg sige, at jeg var kristen. Men egentlig var jeg det nok ikke. Jeg har været bange for at gøre folk kede af det. Folk var så søde. Det var pragtfuldt at komme i kirken. Vi snakkede meget godt med præsten Torben Andersen. Jeg bøjede hovedet, når der blev bedt, men tænkte på alt muligt andet. Jeg vidste jo, at Ingerlise troede, og vi var blevet døbt sammen. Dengang havde jeg brug for at tro. Men så gled troen i baggrunden, og har været det meget længe.

Jeg bøjede hovedet, når der blev bedt, men tænkte på alt muligt andet.

Faktisk er den først begyndt at blomstre igen i forbindelse med, at der kom en ny præst, og især efter at jeg er begyndt at komme i Gospelfællesskabet. Det er en kombination af, at min tro er blevet stærkere og samværet med de mennesker, jeg omgiver mig med til gospelgudstjeneste og gospelbrunch. Jeg har det dejligt. Jeg har fået en ro, jeg aldrig har haft før – med mig selv og mit liv.

”Hvordan har du det?”

Vi begyndte at huddle, dvs. at have åndelige og personlige samtaler en gang om måneden tre mennesker sammen. Inden jeg gjorde det, stillede jeg mig selv det spørgsmål, om jeg ville være interesseret i at åbne op for de traumer, jeg har haft i min fortid. Og jeg troede ikke, at jeg ville kunne gøre det. Jeg var ved at gøre det en gang til en brunch overfor en, jeg har kendt længe i menigheden. Og pludselig spurgte han, dybt fra hjertet: ”Hvordan har du det?” Jeg svarede: ”Det må du få at vide senere.”

Min tro er blevet stærkere. Jeg er begyndt at stole mere på folk og på mig selv.

Jeg blev chokeret – ja overrasket og bange – over at jeg havde lyst til at fortælle alt. Åbne for posen og hælde det hele ud. Jeg ville være bange for at blive totalt blottet, og det har jeg aldrig været før. Da jeg kom hjem, sagde jeg det ikke til Ingerlise. Jeg gik i flere dage og murrede. Hvad var det, der var sket? Hvorfor reagerede jeg så stærkt på, at Claus spurgte mig? Det har andre jo gjort før. Men der var mere end ord bag spørgsmålet.

Huddling blev nøglen

Efterfølgende blev jeg spurgt om at være med til huddling. Vi ville være personlige, men det ville aldrig komme videre. Jeg troede, jeg havde fået skubbet det med Claus fra mig. Men hele vejen hjem i bilen efter den første huddling, kæmpede jeg med, om jeg skulle eller ikke skulle lukke op. Gudskelov valgte jeg at lukke op.

Min tro er blevet stærkere. Jeg er begyndt at stole mere på folk og på mig selv. Det skyldes, at jeg har valgt at være åben overfor de to mennesker, jeg nu deler mit liv med. Jeg var rystende nervøs, da jeg begyndte at fortælle – især om mit komplicerede forhold til min mor, som jeg ikke havde set siden 1986.

Et eller andet sted tror jeg, at Gud greb ind, da jeg åbnede mig.

Lige siden har jeg følt mig fuldkommen tryg ved mine huddle-partnere. Når vi er sammen, skal jeg ikke foregive at være en anden, end den jeg er. Et eller andet sted tror jeg, at Gud greb ind, da jeg åbnede mig. Jeg svedte tran i bilen, og der gik flere dage, hvor jeg ikke var mig selv. Jeg tror, Gud fortalte mig, at jeg kunne stole på de to og åbne mig.

Forholdet til min mor

Efterfølgende snakkede jeg med Ingerlise. Måske var det Gud, der fik mig til at gøre op med mig selv, at jeg ikke kunne lave om på min mor. Hvis jeg ville være sammen med hende, måtte jeg acceptere hende, som hun er. Jeg genoptog kontakten med hende i 2014-15, lige før jeg begyndte at huddle.

Et eller andet sted fik jeg min mor tilbage. Det skulle være nu. Hvis hun lige pludselig var død, ville der være mange ubearbejdede ting. I dag er jeg glad for, at jeg har fået kontakt med hende igen. Jeg er blevet endnu mere glad, efter at det nu lader til, at hun er holdt op med at drikke. Mine børn føler, at de har fået en farmor. Jeg husker, at min datter var både spændt og nervøs, da hun kom første gang i vores hjem. Hun havde aldrig set hende.

Huddling

En huddle betyder en klump. Håndboldspillere huddler, når de stiller sig i en rundkreds og råber opmuntrende til hinanden. I kristen sammenhæng betyder huddling, at man står sammen, deler liv og beder for hinanden.

Jeg er begyndt at bede – have samtaler med Gud. Jeg har endnu ikke fået svar, men han rører mig. Jeg har en knugen i maven, når jeg læser bønner. Noget sker der, rent åndeligt. Der er ny grund, og jeg ved ikke, hvad jeg skal forvente. Men jeg er på vej.

Relateret

• 05. aug. 2026 - Pinseunderet er, at Gud taler til os i forskellige sprog, som vi kan forstå
• 31. jul. 2026 - Velsignelse uden noder
• 25. jul. 2026 - Hvad kan kirken lære af nye troende?
• 09. jul. 2026 - Naboskab – om at bede for nabolaget
• 09. jul. 2026 - At vidne

Find flere