Lyt til artiklen:

Hvad gør en menighed, hvis unge mennesker kommer til tro, men ikke ønsker medlemskab? Hvad betyder det, hvis de unge fortæller, at de har været til gudstjeneste – men taler om en oplevelse online, et møde i cellegruppen eller kristent indhold på sociale medier?

Det er nogle af de spørgsmål, Bibelselskabets nye rapport Gud og danskerne – Trosanalysen 2026 rejser. Rapporten har sat gang i samtalen om unge, tro og kirke. Den peger på markant større åbenhed over for kristendommen – især blandt unge mænd. Men flere kritikere advarer mod at bruge tallene som dokumentation for en vækkelse.

For BaptistKirken rejser Trosanalysen 2026 spørgsmålet: Hvordan møder vi de unge, der ikke finder vej til kirken ad de traditionelle veje, men alligevel søger mening, tro og fællesskab?

Tallene, der vakte opsigt

Der er noget i bevægelse. Det er en af de tendenser, Bibelselskabets nye rapport Gud og danskerne – Trosanalysen 2026 peger på. Rapporten undersøger danskernes forhold til Gud, tro, kirke og Bibelen.

Rapporten bygger på en nationalt repræsentativ stikprøve på 2.000 respondenter. Derudover har undersøgelsen inddraget 1.000 ekstra respondenter i alderen 16–30 år. Konsulenthuset Holst Mouritzen har gennemført undersøgelsen, mens firmaet Bilendi har indsamlet data.

Rapporten peger på, at unge under 30 år virker mere åbne over for kristen tro og Bibelen end ældre generationer. Blandt de 16–30-årige svarer 48,6 procent, at der helt sikkert eller sandsynligvis findes en Gud eller en højere magt. Næsten to ud af tre unge svarer, at de søger efter en følelse af mening med livet.

Trosanalysen 2026 kort fortalt

• Udgivet af Bibelselskabet i 2026.
• Gennemført af konsulenthuset Holst Mouritzen.
• Data er indsamlet af Bilendi.
• Rapporten bygger på 2.000 respondenter i en national stikprøve.
• Derudover indgår 1.000 ekstra respondenter mellem 16 og 30 år.
• 48,6 procent af de unge svarer, at der helt sikkert eller sandsynligvis findes en Gud eller en højere magt.
• 41,3 procent af de unge vil gerne lære mere om Bibelen.
• 33,8 procent af unge mænd siger, at de har deltaget i gudstjeneste den seneste måned.
• Tallene skal læses med forbehold om fx selvrapportering og frikirkelig overrepræsentation.

Interessen for Bibelen er også markant. Ifølge rapporten vil 41,3 procent af de unge mellem 16 og 30 år gerne lære mere om Bibelen. For danskerne som helhed gælder det 21,8 procent.

Bibelselskabets generalsekretær, Johannes Baun, understreger i en pressemeddelelse, at rapporten ikke viser, at Danmark som helhed er blevet religiøst, eller at alle unge er på vej i kirke. Men rapporten kan, siger han, kvalificere samtalen om “tro, dannelse, kultur og fællesskab i Danmark”.

Unge mænd skiller sig ud

Tallene for unge mænd har vakt mest opsigt: 54,5 procent af de unge mænd svarer, at der helt sikkert eller sandsynligvis findes en Gud eller en højere magt. 36 procent siger, at religion er vigtig i deres hverdag.

Men det mest overraskende er, at 33,8 procent af de unge mænd mellem 16 og 30 år oplyser, at de har deltaget i en kristen gudstjeneste inden for den seneste måned – enten online eller fysisk.

Kritikken: En strømpil er ikke et bevis

Kristeligt Dagblad bragte samme dag som offentliggørelsen af undersøgelsen en kritisk artikel med Brian Arly Jacobsen, lektor i religionsvidenskab ved Københavns Universitet. Han advarer mod at bruge rapporten som bevis for, at der er en særlig vækkelse blandt unge mænd.

“Ud fra denne rapport vil jeg være varsom med at konkludere, at der er en vækkelse blandt unge mænd,” siger Brian Arly Jacobsen til Kristeligt Dagblad.

Kritikken handler især om tre forhold: Undersøgelsen bygger på selvrapportering, data kommer fra et onlinepanel, og frikirkelige respondenter var oprindeligt overrepræsenterede i materialet.

Virksomheden Bilendi foretager markedsundersøgelser ved hjælp af spørgepaneler, hvor deltagerne selv har meldt sig. I rapporten står der, at metoden ”altid indebærer en risiko for bias”. Den oprindelige stikprøve havde samtidig en overrepræsentation af personer, der identificerede sig med frikirker, og en underrepræsentation af personer, der identificerede sig med folkekirken.

For at korrigere for skævheden blev respondenter, der primært identificerede sig med Adventistkirken, Baptistkirken, Apostolsk Kirke og Evangelisk Frikirke, sorteret fra. Rapporten vurderer, at frasorteringen giver “et langt mere repræsentativt udtryk”, men tilføjer, at rapporten “naturligvis” skal læses med dette forbehold.

Frikirkerne og den ømme pointe

Forbeholdet gør ikke rapporten ubrugelig. Men resultatet betyder, at den ikke kan bruges som bevis for frikirkelig fremgang. Derimod kan den bruges som anledning til at overveje, om unge i dag søger kristent fællesskab på måder, der ikke passer ind i fx BaptistKirkens traditionelle medlemsopfattelse.

Når “gudstjeneste” ikke nødvendigvis betyder søndag formiddag

Et andet centralt forbehold i kritikken handler om, hvad unge forstår ved “gudstjeneste”. Rapportens spørgsmål nævner både online og fysisk deltagelse. Derfor kan svarene ikke uden videre oversættes til ”unge på en kirkebænk søndag formiddag”.

I Kristeligt Dagblad bliver Jacob Holst Mouritzen spurgt, om det virkelig kan passe, at hver tredje unge mand har været i kirke inden for den seneste måned?

Han nævner flere mulige forklaringer på tallene: Unge følger danske eller udenlandske kirker på nettet. Ordet “gudstjeneste” kan blive fortolket forskelligt. Og nogle tæller måske noget “gudstjenesteagtigt” på TikTok med som en gudstjeneste. Han peger også på selvrapportering som forklaring.

På baggrund af rapporten vil det være “en fuldstændig forkert konklusion” at sige, at hver tredje ung mand har siddet på en kirkebænk den seneste måned, siger han til Kristeligt Dagblad.

Semper Magasin peger på samme forbehold. Kathrine Kjær Schmidt skriver, at ”selvforståelse og virkelighed er desværre to forskellige ting”. Pointen er, at tallene ikke nødvendigvis viser faktisk gudstjenestedeltagelse, men at det i sig selv er interessant, at unge mænd siger, at de går i kirke.

Kirke.dk: Skvulp eller tendens?

Hos kirke.dk læser Danske Kirkers Råds generalsekretær, Emil Hilton Saggau, rapporten som en indikation – ikke som en konklusion.

“Undersøgelsen sætter tal på en fornemmelse,” siger han til kirke.dk og henviser til anekdoter om unge mænd på trosrejser.

Undersøgelsen sætter tal på en fornemmelse

Men han tilføjer også et vigtigt forbehold:
“Udfordringen ved undersøgelsen er, at man ikke kan se, om det blot er et skvulp eller en reel tendens.”

Emil Hilton Saggau advarer også mod at tænke for fast i klassiske kirkelige kategorier. Når ældre generationer hører, at unge går i kirke, tænker de ofte på søndag formiddag. Men for unge kan kristen praksis også være bibelgruppe, onlinegudstjeneste eller Kristus-influencere.

“Når vi tænker, at de går meget i kirke, tænker vi automatisk på søndag formiddag. Sådan er det ikke nødvendigvis for de unge,” siger han til kirke.dk.

Hvad skal kirken gøre med nysgerrigheden?

Rapporten peger på en åbenhed hos de unge, som kirkerne bør tage alvorligt. Ikke så meget på grund af de absolutte tal i rapporten, som de spørgsmål, den rejser: For hvad er det, de unge søger, når de svarer, at tro, Bibel og gudstjeneste betyder noget for dem?

Søger de et fællesskab? Søger de en praksis? Søger de et sprog for mening, skyld, håb, identitet og retning? Søger de kristendom på nettet, i bibelgrupper, i frikirkelige fællesskaber, i folkekirken – eller på tværs af det hele?

For baptistmenigheder er spørgsmålet relevant: Baptister lægger vægt på det konkrete gudstjenestefællesskab, et stærkt frivilligt engagement i menighedens liv, det personlige ”ja” til Jesus som Herre og Frelser og dåben i den åbne dåbsgrav.

Derfor er det værd at spørge, om unge altid genkender disse værdier, når de selv taler om kirke og kristen praksis. For nogle søgende unge kan kirke være noget, man opsøger, prøver af og gør til sit eget i en kortere eller længere periode. ”At tilhøre en menighed” giver ikke altid mening på forhånd.

Derfor kræver samtalen ydmyghed. Det handler om at lytte til, hvordan de unge tænker kirke, før vi tæller dem på bænkerækkerne søndag formiddag.

Ikke vækkelse som facit – men heller ikke ingenting

Der er god grund til at læse Gud og danskerne – Trosanalysen 2026 med forbehold. Rapporten bygger på selvrapportering og et onlinepanel, og datamaterialet er korrigeret på grund af en markant overrepræsentation af frikirkelige respondenter. De mest opsigtsvækkende tal om gudstjenestedeltagelse kan ikke oversættes direkte til mennesker på kirkebænkene søndag formiddag.

Alligevel er der grund til at læse rapporten.

…tallene kan ses som “en form for signal”

Brian Arly Jacobsen siger til Kristeligt Dagblad, at tallene kan ses som “en form for signal”. Emil Hilton Saggau kalder rapporten en indikation, ikke en endelig konklusion.

Den mest redelige konklusion er måske, at det er for tidligt at tale om vækkelse. Men det er ikke for tidligt at lytte til de unge.

Når unge søger efter mening, undersøger troen og læser Bibelen, er kirkens første opgave ikke at diskutere beviserne. Kirkens opgave er at spørge, om den er klar til at tage samtalen med de unge.

Efterskrift

Efter udgivelsen af denne artikel har Thomas Willer, forfatter på bibelselskabets rapport ”Gud og danskerne – Trosanalysen 2026,” skrevet en artikel på webmediet kirkeforalle.dk, hvor han gennemgår tallene i rapporten og kommenterer på rapportens forbehold. Den er værd at læse!

Kilder:

• Bibelselskabet: Gud og danskerne – Trosanalysen 2026.
• Bibelselskabet: “Unge søger mening: Ny analyse viser markant åbenhed over for tro og kirke”, pressemeddelelse, 27. maj 2026. (Kræver abonnement)
• Kristeligt Dagblad: “Ny undersøgelse fra Bibelselskabet: Flere unge søger mening i Bibelen og kirken”, 27. maj 2026. (Kræver abonnement)
• Kristeligt Dagblad: “Ekspert er skeptisk over for undersøgelse, der viser eksplosion i mænds forhold til kristendom”, 27. maj 2026. (Kræver abonnement)
• kirke.dk: “Er der en vækkelse blandt de unge? Omdiskuteret undersøgelse drøftes på årsmøde i Danske Kirkers Råd”, 29. maj 2026. (Kræver abonnement)
• Semper Magasin: “Hver tredje unge mand siger, at han har været til gudstjeneste den seneste måned”, 28. maj 2026.

Relateret

• 25. maj. 2026 - Fælles aktiviteter tager form i efteråret 2026
• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 18. maj. 2026 - Jesus gjorde demokratiet til virkelighed
• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen

Find flere

Årets tema er ”GenOPDAGE det gode fællesskab”, og trods smerterne, så er det et fællesskab, som jeg kender godt nok efterhånden til at vide, at jeg kan bede om hjælp om nødvendigt med at få teltet rejst. Men det har datteren selv styr på, for hun har travlt med at kunne nå at rette op på mors forvirring om tilmelding af en kommende 7.klasses teenager-pige, hvor relationerne til dem, hun kender fra tidligere år, i højere grad spiller ind end de nye camp navne. Hun søger det kendte fællesskab.

En pause er tiltrængt og pludselig kigger datteren op fra Snapchat og siger, at der er mange nede i hallen. Jeg må fumle mig frem til papir-programmet for at se, at åbningsmødet allerede starter kl. 16.00, IKKE kl. 17.00! Ungdommens digitale fællesskab reddede mig, og vi træder ind til fællessang. Øjnene vænner sig til mørket, og hallen er proppet. Mange står op, da ledige siddepladserne er få. Ryggen har det bedst med at stå, så vi hopper ind midt i verset, men teksten på skærmen driller og jeg kan ikke de danske sange udenad.

Men lige ved siden af, næsten lige så høj som mig nu, hører jeg min datter synge med – hun kender sangene. Jeg bliver glad inderst inde i hjertet. Og på trods af, at jeg flere gange tilbyder hende, at hun kan finde sine veninder i mængden, lægger hun blot armen om mig og siger, at hun bliver hos mig. Hun ville vores fællesskab, og jeg nyder det mens det varer ved.

Jeg forsøger at koncentrere mig, da talen starter, men jeg kan ikke. Jeg befinder mig i et følelsesmæssigt kaos efter en uge med brudte relationer og sorg. Og jeg får stort set kun en ting med som sætter sig fast om at genopdage det gode fællesskab – det er i øjenhøjden, alle steder omkring os; vi skal blot se os omkring. Men da jeg er vokset op med en blind papfar, som altid var sarkastisk omkring den slags vendinger, hvisker jeg straks til datteren: ”Godt, vi ikke er blinde så!” Hun ryster blot på hovedet over sin pinlige mor.

Men denne iagttagelse spøger i mig igennem aftenen. Er vi blinde? Ser vi dem omkring os? Hvis vi manglede syn, hvilke sanser ville vi så bruge på at ’se’ det fællesskab omkring os? Og alle kan deltage i et hvilket som helst fællesskab, så hvad gør vi, Guds tjenere, anderledes? Ser vi med Guds øjne og Guds hjertet?

Sikkert ikke nok. Måske slet ikke. Måske ser vi kun folks fejl og mangler?

Vi blev opfordret til at smile til andre på stævnet, invitere ind til en kop kaffe og være opmærksom på at lukke nye ind, hvor de måske ellers føler sig udenfor. Og det er absolut også en god idé, for jeg var ’den nye’ for efterhånden mange år siden, og som enlig mor og alene-campist fra min menighed, har jeg manglet et naturlig og givet fællesskab på stævnet, også selv om jeg kender rigtig mange efterhånden. Jeg føler mig stadig som andres gæst eller som den, der står udenfor og kigger ind.

Men i et tilfældigt møde med min redaktionskollega, som har oversat et meget avanceret oplæg fra engelsk til dansk, opdagede jeg, at det er takket være andre, der følte sig udenfor og som fremmede – ja, som endda blev forfulgt – at vi overhovedet har fået evangeliet overdraget til os.

Jeg vil forsøge ikke blot at genopdage det gode fællesskab i det kendte her på sommerstævnet men se, hvor Gud leder mig frem til nye fællesskaber trods mine smerter og brudte relationer. Måske endda på grund af dem.

Relateret

• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 16. apr. 2026 - Overbevisning
• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 07. apr. 2026 - Awake Worship II: Næsten 300 unge samlet til lovsangsfest i Herning

Find flere

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 07. maj. 2026 - Kast nettet ud
• 29. apr. 2026 - Bøn i ventetiden
• 23. apr. 2026 - Hvad er sandheden?
• 16. apr. 2026 - Overbevisning
• 26. mar. 2026 - Valget – hvordan synes du selv…

Find flere

Jeg begyndte at deltage i kristne teenagelejre. Det var her, jeg begyndte mit eget tros- og tvivlsliv. Og det var her, vi øvede os i at skille os ud. Vi lavede mange fjollede ting. Det, jeg husker bedst, var en flok teenagere på et torv i Hjørring med cocktailpølser i ørerne. Når man først har gjort det, er man nærmest uovervindelig!

I de år traf jeg beslutningen om, at jeg ville døbes, og lige så vigtigt besluttede jeg mig – mere ubevidst – for, at jeg ville føle mig ok, som jeg var. Jeg ville ikke bare forsøge at gå i et med tapetet eller alle de andre. Jeg ville være mig selv, også selvom det var anderledes.

At samle modet

Jeg kan godt nogle gange tænke, hvorfor det skal være så svært at være anderledes. Hvorfor kan vi danskere ikke være mere rummelige og åbensindede? Men det er hver enkelts lod at samle modet til at være sig selv, også selvom det ligger udenfor normen. Jeg er glad for, at jeg havde et fællesskab, som hjalp mig til at træffe den beslutning, da jeg var teenager.

Dét er det meget fine ved at være opvokset som en del af en minoritet: Jeg har aldrig været i tvivl om, hvordan det er at være ‘den anderledes’, og det giver mig en samhørighed med alle andre, der står op for dem, dé er – også selvom dé er anderledes end mig. I bund og grund er vi jo alle et sammensurium af holdninger, handlinger og hobbyer, der indimellem placerer os i majoriteten og indimellem placerer os i minoriteten. Kassetænkning kan ikke bruges her.

I virkeligheden var en fest mere på sin plads!

Relateret

• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 13. maj. 2026 - Mens vi venter…
• 13. maj. 2026 - Hvad velsignelse betyder for mig
• 12. mar. 2026 - Fællesskab er vigtigt!

Find flere

Charlotte Rørths bog: Vi mødte Jesus – og hvad kommer det andre ved? (Gyldendal 2017)

Anmeldt af Johannes Aakjær Steenbuch, ph.d., cand.mag. i filosofi og patristik

I 2015 udgav hun bogen Jeg mødte Jesus om, hvordan hun to gange selv har oplevet, at Jesus har vist sig for hende. Siden da har Charlotte Rørth modtaget et utal af henvendelser fra mennesker, der har haft oplevelser, der ligner hendes.

Rørth beretter selv, hvordan hun havde en oplevelse af, at hun på tværs af tid og rum kunne se Jesus, mens han gik rundt i Israel omkring år 30, og tale ordløst med ham. Flere af beretningerne i Vi mødte Jesus ligner Rørths.

Hvorfor lige mig?

Oplevelserne er sjældent noget mennesker opsøger eller beder om, men noget, der kommer til dem. Det er vist det, vi i teologien kalder nåde. Folk beretter om en oplevelse af ro, accept og kærlighed. Men nåden er ikke altid lige behagelig. Samtidig kommer en vildrede til udtryk over, hvad man dog skal med de oplevelser. Hvorfor lige mig? Har jeg en opgave?

Rørth konkluderer, at oplevelserne typisk er noget, mennesker holder for sig selv. Det er noget, der ikke skal påduttes andre. De mange beretninger er karakteriseret af en afvæbnende ydmyghed og mildhed. Flere beretter ligefrem, at de kan føle en nærmest fysisk kvalme, når de formaster sig til at instrumentalisere deres oplevelser, hvis de skal ”bruges” til noget.

Målet er åbenhed

Rørth forklarer, at hendes anliggende er at skabe åbenhed om åndelige oplevelser, så de, der har haft oplevelser, ikke skal forblive tavse i frygt for at blive latterliggjort. Målet er samtalen. Ved at tale om oplevelserne kommer en fælles ydmyghed overfor det, vi mennesker ikke kan forstå og kontrollere.

Bogen indeholder flere interviews med forskere og teologer. For eksempel provst Thomas Reinholdt, der gør det klart, at præster skal have respekt, så folk vil tale, men samtidig slår fast, at det er åbenbaringen af Gud på korset, og ikke oplevelser, der er kristendommens kerne.

Men hvordan skal kirken forholde sig til religiøse oplevelser? Jeg tror, vi skal holde tingene lidt adskilt. I kirken er omdrejningspunktet troen på det, som intet øje har set og intet øre hørt[1]. Tro handler om de ting, vi ikke ser – ikke om ting, vi har oplevet og set.

Om det er den kristne gud, der åbenbarer sig, eller om det er ”altet” eller en kollektiv underbevidsthed, lader Rørth stå hen i det uvisse. Så må vi selv dømme – hvis vi vil.

[1] 1. Korintherbrev kap. 2 vers 9

Relateret

• 13. maj. 2026 - Mens vi venter…
• 07. maj. 2026 - Kast nettet ud
• 23. apr. 2026 - Hvad er sandheden?
• 09. apr. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 04. apr. 2026 - ”Vær ikke forfærdede”

Find flere