Lyt til artiklen:

Søndag den 30. august starter et langdistanceløb, hvor alle kan være med. Vi løber igennem Bibelen – sammen! Ved at læse to kapitler hver dag, kommer du igennem Bibelen på to år. Hvis du tænker, at du kun får læst ét kapitel om dagen, så når du igennem Det Nye Testamente to gange og udvalgte tekster fra Det Gamle Testamente i løbet af de to år.

Og det fantastiske er, at du kan gøre det sammen med andre. Derhjemme. Du kan nemlig koble dig på en digital læsegruppe, enten med nogle, du ikke kender eller med en gruppe, du selv har dannet.

Det er dét, den nye app, Bibelstien, tilbyder. Og du kan koble dig på allerede nu og være parat til den 30. august. Tilmelding til en digital læsegruppe sker i appen.

Hent Bibelstien til Android eller iPhone (IOS) allerede nu på linket: https://scriptajourney.com/Bid/hent-app.php. Linket sender dig direkte videre til henholdsvis Apple App Store eller Google Play, hvor du plejer at hente apps.

Hvis du ikke har en mobiltelefon, men gerne vil læse efter læseplanen, bliver den også lavet som PDF-dokument, der kan hentes fra siden Tro i bevægelse på BaptistKirkens hjemmeside.

En dynamisk læseplan

Den 30. august begynder Bibelstien at leve med en daglig læsning: Hvis du læser et enkelt kapitel, når du igennem Det Nye Testamente to gange og nøgletekster fra Det Gamle Testamente i løbet af to år. Hvis man er med på at læse to kapitler om dagen (i gennemsnit, man kan jo godt læse forud eller indhente det forsømte!), så når man igennem hele Bibelen på to år.

Vi starter ikke med 1. Mosebog og læser kronologisk. Vi læser et brev eller et evangelium sammen med en tekst fra Det Gamle Testamente, og somme tider er det en tekst fra f.eks. en af Mosebøgerne, Samuels Bog eller en af Salmerne, som knytter sig til situationen. Det er altså en meget dynamisk læsning, vi går i gang med sammen.

Læs sammen med andre

Vi ved, at det kan være svært at holde ved. Derfor opfordrer vi alle til at læse sammen med andre. Det kan man selvfølgelig gøre i menigheden: Lav læsegrupper, hvor I mødes. Men man kan også koble sig på en gruppe i appen, Bibelstien. Så bliver man sat sammen med et par andre læsere, og i appen kan I udveksle tanker og erfaringer, fordi I læser det samme. Det er også muligt at tilmelde sig som gruppe i appen.

Hver gang vi tager et nyt skridt på Bibelstien: hver gang vi tager hul på et nyt skrift, vil en af præsterne fra BaptistKirken give en kort videointroduktion i appen. På den måde skaber appen også kendskab til de præster, der er i baptistkirkerne rundt omkring i Danmark.

Tro i bevægelse frem mod 2033

Fra den 30. august opfordres menighederne også til at tage hul på Acts2Movement, Tro i bevægelse, ved at bruge de syv oplæg til prædikener, der ligger på BaptistKirkens hjemmeside. Acts2Movement 2033 har som grundidé, at vi ser frem til 2033: 2000-årsjubilæet for den kristne kirke, som opstod efter Helligåndens komme på den første pinsedag. Samtidig fejrer vi også 2000-året for Jesu død og opstandelse. Det gør vi sammen med mange andre kirkesamfund verden over. Acts2Movement er Baptist World Alliances initiativ i denne anledning.

Evangeliet skal helt ned på jorden

De syv prædikenoplæg handler om den opgave Jesus gav kirken: at forkynde evangeliet til alle folk i hele verden. Det er ikke lykkedes den kristne kirke at fuldføre den opgave endnu. Det er der mange grunde til: Der er stadig er sproggrupper, der ikke har en Bibel på deres modersmål. Der er mange mennesker – også i vores eget nabolag – der aldrig har hørt evangeliet fortalt af et menneske, der selv tror på Jesus, og hvor Jesus har betydning i hverdagen. Et troværdigt vidnesbyrd, helt nede på jorden.

Evangeliets forkyndelse handler også om, at vi i kirken skal kendes på at have omsorg for den by eller det lokalsamfund, vi er en del af. Og endelig handler Jesus’ bud om at kæmpe for trosfrihed for alle mennesker – og for andre menneskerettigheder, der følger af den kamp.

Der er mange stier, vi kan gå, når evangeliet skal ud til alle mennesker inden 2033.

Lige nu starter vi med Bibelen, og så kommer de andre stier til hen ad vejen. Måske har du fået lyst til at læse Bibelen sammen med én, der aldrig har læst den? Hent Bibelstien og tilmeld dig allerede i dag.

Her er links til meget mere information:

Hent Bibelstien til Android eller iPhone (IOS) allerede nu

Se og hør Christian Bylund og Jakob Vagner fortælle hvorfor:

Se og hør Michael Frost præsentere ”Bibelstien” og vise, hvordan den virker

”Bibelstien” er en del af Acts2Movment – Tro i bevægelse, som du kan læse mere om her

Oversigt over artikler om Tro i bevægelse på baptist.dk

Relateret

• 12. aug. 2026 - Tacklet af Gud
• 25. jul. 2026 - Hvad kan kirken lære af nye troende?
• 17. jul. 2026 - Sammen ved Jesus’ bord
• 12. jul. 2026 - Ole er 90 år – og stadig bibelambassadør
• 09. jul. 2026 - Helt almindelige mennesker

Find flere

Lyt til artiklen:

“Syv år, Niller, så ved man et eller andet!”

Sådan lyder en af de mindeværdige replikker fra den danske filmskat. Og selvom en ph.d.-afhandling måske ikke helt kan sammenlignes med Mulles livserfaring, var der alligevel noget om det, da jeg i marts forsvarede min ph.d.-afhandling efter seks års arbejde.

Afhandlingen udspringer blandt andet af min tid som præst i Bethelkirken i Aalborg, hvor jeg blev opmuntret til og fik mulighed for at begynde arbejdet. Sideløbende med forskningen ledte jeg det daværende Studiecenter for Menighedsbaseret Teologi, SCMT. Det blev seks år med fordybelse, interviews, analyser og mange samtaler om tro – og om, hvordan karismatiske frikirkers identitet formes i spændingen mellem kirkens fællesskab og en sekulær hverdag.

Mennesker er forskellige

Mennesker er ikke som vandhaner, man bare kan åbne, så svarene begynder at flyde. Det kræver overvejelse og metode at undersøge, hvordan mennesker beskriver deres trosrejse, og hvilken betydning kirken har haft.

Men mennesker er også historiefortællende væsener. Vi forstår vores liv gennem de fortællinger, det sprog og de fællesskaber, vi bliver en del af. Derfor kan livshistorier give indblik i, hvordan mennesker tilegner sig tro – og hvordan kirkens identitet bliver levet og formet.

Ti livshistorier om vejen til tro

Min afhandling undersøger ti personer, der er vokset op uden tro på Gud, men som i deres voksenliv er blevet troende i en karismatisk frikirke i København. Gennem deres livshistorier undersøger jeg, hvordan troen vokser frem, og hvordan kirkens fællesskab, sprog og praksis medvirker i processen.

Henrik Holmgaard (Foto: Privat)

Henrik Holmgaard

• cand.theol. og ph.d.
• sognepræst i Nebsager, Bjerre og Stenderup Kirker
• aktiv sejler
• gift med Mette og far til Isaac og Noah
• Tidligere:
  • Studerende ved  IBTSC: International Baptist Theological Study Centre i Amsterdam
  • Leder af StudieCenter for Menighedsbaseret Teologi (SCMT)
  • Præst i Bethelkirken i Aalborg
  • Formand for ”Tjeneste og uddannelsesudvalget” i BaptistKirken
  • Kirkeplanter i Apostolsk Kirke i Aalborg
  • Podcastvært og meget mere

Læs Henrik Holmgaards afhandling.

Hvad viste livshistorierne?

Undersøgelsen viste først og fremmest, at nye troendes vej ind i tro og menighed er en kompleks og erfaringsorienteret proces. I nogle frikirkelige sammenhænge, præget af vækkelsestraditionen, kan forståelsen af at blive troende være formet af omvendelse som en særlig øjebliksbeslutning, hvor “man siger ja til Jesus”. Det sprogbrug findes i de menigheder, jeg undersøgte. Livshistorierne viste, at troens tilegnelse ofte var mere kompleks. Men over tid lærte deltagerne at tolke deres tro som en beslutning. I deres fortælling var selve “beslutningen” ikke afgørende for deres tro. Den fungerede nærmere som en markering, der var vigtig for fællesskabet, fordi det dermed kunne genkende “de nye troende”.

Hjemkomst eller udforskning

I materialet tegnede der sig især to måder at fortælle om trosrejsen. Nogle fortalte om troen som en “hjemkomst”. Fortællingen afspejlede på en måde, hvad der kunne karakteriseres som en klassisk “omvendelseshistorie” med en u-vending fra noget dårligt til et godt liv som troende. I disse livshistorier talte deltagerne i nogen grad med et sprog, som indeholdt begreber som synd, frelse, nåde og et tydeligt før og efter.

Den anden gruppe fortalte om trosrejsen som en “udforskning”. Det var en mere lineær beskrivelse af en personlig udvikling. Her var fraværet af ord som synd, frelse og nåde bemærkelsesværdigt. I stedet udfoldede deres fortælling det, man kan kalde en selverkendelsesproces om “hvem er jeg?” sammen med Gud. Historisk har de karismatiske frikirker kritiseret andre kirkelige retninger for en “blodløs frelse”, som har negligeret Jesu objektive rolle i frelseslæren. Dette fund peger på, at der ligger en lignende nutidig udfordring i forhold til, hvordan frelse forstås og forhandles i mødet med en sekulær og individualiseret kultur.

Sognepræst i Nebsager, Bjerre og Stenderup Kirker, Henrik Holmgaard, prædiker ved indsættelsen den 14. september 2025 (Foto: Nebsager, Bjerre og Stenderup Kirker)

Kirken giver erfaringer – men mangler forklaringer

Hvis deltagernes beskrivelse af den udlevede kirkelige identitet kort skal opsummeres, så lykkes de karismatiske frikirker med at hjælpe mennesker til at genkende og leve med en erfaring af Gud som nærværende i et ellers sekulært hverdagsliv. Kirkens udlevede identitet beskrives som et fællesskab af mennesker, der samles om en særlig gudserfaring, hvor Gud er personlig, kærlig og aktiv.

Troens relationelle natur bliver særligt understreget gennem fællesskabet med andre nye troende og ved, at mere modne troende “investerer” tid i samtale og sidemandsoplæring i bøn og bibellæsning, enten en-til-en eller i mindre grupper.

Samtidig viser materialet, at nogle klassiske pentekostal-karismatiske udtryk – især tungetale og forbøn for helbredelse – kan opleves som fremmedgørende eller decideret overdrevne. Ligeledes viser undersøgelsen, at selvom disse kirker er gode til at give deltagerne “gudserfaringer”, så er de knap så gode til at forklare disse erfaringer. De nye troende bliver i særlig grad tiltrukket af erfaringen af Gud som en indre mystik, de kan erfare igennem kroppen i forbindelse med lovsang og bøn, og som kan hjælpe dem med at fortolke mening i hverdagen. Ligeledes afspejler livshistorierne den udfordring, at der kan opstå en for snæver forståelse af, hvad der er de “rigtige” gudserfaringer. Der er måske behov for en mere “generøs” forståelse, praksis og refleksion over gudserfaringens medierede natur, mangfoldighed og rolle, som integrerer erfaring, Bibel og tradition i den teologiske refleksion og praksis.

Henrik Holmgaard (Foto: Privat)

Fra klare grænser til et tydeligt centrum

Endelig viser undersøgelsen, at den udlevede kirkelige identitet er organiseret omkring et tydeligt defineret centrum. Dette centrum kan man som medlem være mere eller mindre tæt på eller længere fra. Det er en ændring fra den måde, karismatiske frikirker historisk har forstået sig selv på som tydeligt afgrænsede fællesskaber af bekendende troende, hvor dåb, medlemskab og menighedsetik markerer, hvem der er inden for og uden for.

Deltagernes livshistorier beskriver de kirkelige fællesskaber som åbne og nærmest som en genopdagelse af “teltmødets” funktion, hvor man kan komme og gå, som man vil. Kirkerne skaber rum, hvor mennesker kan undersøge troen, deltage i fællesskabet og langsomt orientere sig mod det definerende centrum af idealer om særlige gudserfaringer, praksis og etik. Medlemskab bliver beskrevet som forskellige niveauer af deltagelse med idealet om at deltage så ofte som muligt, hjælpe til så meget, man kan, bidrage og tage ansvar økonomisk, tale om og undersøge tro med andre og lade sig forme af fællesskabets definerende centrum.

Der er nye muligheder for, at man uforpligtende og undersøgende kan finde vej ind i kristen tro, uden at man skal tilegne sig “hele pakken”.

Denne organisering med et definerende centrum frem for en klar afgrænsning til samfund og andre kirker giver nye muligheder, men også markante ændringer i kirkelig identitet. Der er nye muligheder for, at man uforpligtende og undersøgende kan finde vej ind i kristen tro, uden at man skal tilegne sig “hele pakken”. Det definerende centrum holder et klart menighedsideal frem, men der er frihed til at vælge til og fra. Det betyder, at nye troende kan se sig selv som medlemmer i “periferien”, uden at de skal stå på mål for “særlige gudserfaringer”, kirkens lære eller særlige etiske normer om seksualitet m.m.

Denne ændrede struktur, hvor fællesskabet er centralt og ikke har en tydelig grænse til det omgivende samfund og andre kirker, minder på sin måde om en “abonnementsordning” som den, der for eksempel findes i fitnesscentre, hvor man kan være medlem på flere niveauer.

Denne forandring af strukturen og medlemskabet er en markant ændring, som kan tolkes som resultatet af forhandlingen af den udlevede karismatiske frikirkeidentitet i en sekulær kultur.

Forandringen kan også tolkes som en bevægelse fra en “bekendelseskirke” hen imod at være en “kirke med en bekendelse”, som denne bevægelse tidligere har taget kritisk afstand fra.

Hvad kan kirken lære?

Så hvad kan kirken lære af nye troendes livshistorier?

Deres livshistorier spejler den forhandling, der sker mellem samfund og religiøse minoritetsfællesskaber, når det kommer til, hvordan den erfaringsorienterede forståelse af Gud og kirke møder et mere eller mindre sekulært samfund.

Ligeledes spejler livshistorierne, hvordan nye troende individuelt forhandler den tro, de forsøger at undersøge og tilegne sig, og hvordan de forsøger at passe ind – en proces, der ikke er let i en sekulær kultur.

De gode nyheder er, at det fortsat sker, men nogle gange på trods.

Henrik og Mette Holmgaard i Amsterdam ved forsvaret af afhandlingen (Foto: Privat)

Relateret

• 12. aug. 2026 - Tacklet af Gud
• 09. aug. 2026 - Mission – hvordan griber vi det an?
• 05. aug. 2026 - Pinseunderet er, at Gud taler til os i forskellige sprog, som vi kan forstå
• 31. jul. 2026 - Velsignelse uden noder
• 09. jul. 2026 - Helt almindelige mennesker

Find flere

Lyt til artiklen:

Alt imens I kæmper med at elske og leve, så er Helligånden på banen i jeres liv, siger Jesus.

Den erfaring kan vi kalde frem fra ugen, der er gået i vores liv, for hvad var vi uden Guds kærlighed og tilgivelse i sidste uge? Hvordan kom vi videre fra dag til dag – fra i gårsdagens fortræd i livet med hinanden – uden vor far i himlens hjælp? Hvordan kom vi videre i tilværelsen, hvis det ikke var for den godhed, som Gud har nedlagt i skabelsen, og som overgår os alle nu og da?

Et bål der brænder

Vi propper ikke kristendommen ned i halsen på vores børn og unge, men vi viser, hvad vi selv brænder for.

Skolemanden Christen Kold sagde: ”Et barn er ikke en flaske, der skal fyldes, men et bål, der skal tændes.” Vi propper ikke kristendommen ned i halsen på vores børn og unge, men vi viser, hvad vi selv brænder for. Vi kommer ikke vores tro på flaske, lige så lidt som vi kommer Gud på flaske. Derimod erfarer vi gennem det kristne fællesskab, at vi lovpriser Gud for hans gerninger i Jesus Kristus: Jesus som heler, frelser, renser og fornyer mennesker.

Kærlighedens bål

Jesus siger: I kender sandhedens Ånd: ”I kender den, for den bliver hos jer og skal være i jer”. Det gælder her om at mærke efter, for Helligåndens kendetegn er frem for alt tydelighed. Når jeg eller min ægtefælle er syg, og jeg møder opmuntring og opbakning, bliver det tydeligt for mig, at det kristne fællesskab ikke bare er ord, men er båret af kærlighed og omsorg.

Helligåndens kendetegn er frem for alt tydelighed.

Sangerinden Dicte har skrevet en salme til pinsedag: ”En sang fra dig”. Den handler om kærlighedens bål, som Gud holder i gang, og som brænder i det menneske, som kommer til tro:

Og jeg har klovnet i hver en butik
blot for at opgi´ alt hvad jeg fik
gemt mig bag bjerge af håbløse mål
for at undslippe kærlighedens bål

På de ødeste stier for at finde
en dråbe af stilhed før storm
men hos dig er jeg endelig hjemme
så jeg håber…

Du er en tro i mig
du er en sang der kun kommer fra dig
du er et håb i mig
og en sang der kun kommer fra dig

Det er Helligånden, som skaber troen i os.

Helligånden er et levende vidnesbyrd om, at Ånden altid arbejder i os og med os. Også udover hvad vi selv kan skabe eller tænke os til. Vi skal ikke undfange Helligånden, men det er Helligånden, som skaber troen i os, så Gud Far, Søn og Helligånd bliver en tro i mig, en sang der kommer fra Gud, et håb der lever i os.

Friest er dit åndefang

Helligånden trøster os og skænker os en forklaring på det i vores liv, som vi ikke forstår lige nu. Sådan var det også for de første disciple på pinsedagen. Med ét blæses nederlagsstemningen væk, og opstandelsestroen blev sluppet løs.

I Helligåndens fællesskab er alt ikke evigt mistet eller tabt, når vi mister, men favnet i Guds nærvær.

Pinse er en uventet nyskabelse. Man tror, at alt er slut, og at man er alene, men så viser Gud os alligevel, at han er med os ved igen at blæse sin ånd ind i mennesket. I Helligåndens fællesskab er alt ikke evigt mistet eller tabt, når vi mister, men favnet i Guds nærvær. Nu og for evigt. Vi er favnet, vi er fyldt af ånd, og vi er friest, når dybt vi drager det i sang, så højt i sky det klinger:

”Min sjæl, du har af alt på jord
i tanken, og din tunges ord
de allerbedste vinger,
og friest er dit åndefang,
når dybt du drager det i sang,
så højt i sky det klinger.”[2]

Helligåndens mærke er tydelighed

Vi kan altså tale med hinanden om Helligånden og vores erfaringer af Guds nærvær midt i sorg og glæde. Helligånden er håndslag på fællesskabet og håndsrækninger.  Det er hånden på hjertet, det er hjælp i nøden, det er nødhjælp, det er fællesskab med alle, som sukker og stønner under åget fra undertrykkere i verden.

Helligånden og hverdagen

”Levende Kristus, din hånd på min skulder,
stilheden midt i mit stræbsomme jag
– pludselig ved jeg, at Skaberen under
alt, hvad der lever, en lykkelig dag.”[3]

Gud elsker verden så vildt, at hans kærlighed skal kanaliseres til alle mennesker.

Menigheden er Guds forlængede arm, som lægger hånden om skulderen på folk til trøst, til glæde og til opbyggelse. Helligånden er hverken flyvsk eller begrænset til det private, men skal bredes ud over hver en hverdag. Kristne peger på Guds nærvær i verden. Gud er levende og er på vej, og vi får til pinse at vide, at Gud elsker verden så vildt, at hans kærlighed skal kanaliseres til alle mennesker.

Dét var, hvad Kristus døde for, og hvad han som opstanden holder sine tilhængere fast på. Nu skal vi vise verden, at også vi er gået fra døden til livet, fra mørket til lyset, fra mismodet til håbet. Og den kærligheds ånd, som Gud skænker os, tager ikke pusten fra os. Gud handler nådigt og forsigtigt med os, og Jesus taler tillidsfuldt og konkret til os, så vi forstår alvoren: ”Elsker I mig, så hold mine bud”.[4]

I kender ånden og Guds kærlighed vil hjælpe jer til at folde jer ud og leve på Jesus’ løfte: ”For jeg lever, og I skal leve.”[5]

[1] Johannesevangeliet kap. 14, vers 17b (Bibelen 2020)

[2] Grundtvig: ”Alt, hvad som fuglevinger fik”, vers 2, Salmebog for de danske baptistmenigheder 1989

[3] Lars Busk Sørensen: ”Levende Kristus, din hånd på min skulder”, vers 1, citeret fra Salmer & Sange for Metodistkirken i Danmark 2006

[4] Johannesevangeliet kap. 14, vers 15

[5] Johannesevangeliet kap. 14, vers 19

Forrige

• 25. jul. - Hvad kan kirken lære af nye troende?
• 24. jul. - Helligånden bevæger
• 23. maj. - Når Gud giver os ord
• 05. maj. - Kyle Henderson: Gud kalder os videre
• 27. apr. - I Guds rige vender magten på hovedet

Find flere

Lyt til pinseinspirationen:

Skriftsted: Apostlenes Gerninger 2,1-13.

Vi kender alle sammen de øjeblikke, hvor vi mangler ord.

Ved sygesengen, hvor vi gerne vil sige noget trøstende. Over for et menneske i sorg, hvor ingen ord rækker. Eller i mødet med en ven, en nabo eller en kollega, der spørger, hvad troen egentlig betyder for os.

Vi har gudstjenester, traditioner, aktiviteter og gode intentioner i menighederne. Men indimellem mangler vi ordene. Hvordan taler vi om evangeliet, så mennesker hører det og forstår det? Hvordan rækker vi troen videre i en tid, hvor kirkens sprog er blevet et fremmedsprog – og ikke engang et, man lærer i skolen?

Pinsedag begynder dér. Ikke med mennesker, der har styr på det hele. Ikke med en færdigudviklet kirke med strategier og handlingsplaner. Ikke med disciple, der arbejder efter en fast plan og har svar på alle spørgsmål.

Pinsedag begynder med mennesker, der venter

Disciplene er samlet i Jerusalem. Jesus er ikke længere fysisk til stede. De har set ham som den opstandne. De har hørt hans løfte. Men de har ikke styr på den opgave, de har fået. De skal være vidner. De skal fortælle om Jesus. De skal række evangeliet videre til verden. Men hvordan?

Disciplene manglede ord. Pinsedag gav Gud dem sprog.

Apostlenes Gerninger fortæller om en lyd fra himlen som af et kraftigt vindstød. Tunger som af ild satte sig på hver enkelt af dem. De blev fyldt af Helligånden og begyndte at tale på andre tungemål, alt efter hvad Ånden indgav dem at sige.

Vind. Ild. Sprog. Forundring. Mennesker, der spørger: Hvad skal det betyde?

I Jerusalem er der mennesker fra mange forskellige folkeslag. De taler forskellige sprog, har forskellig etnisk baggrund og forskellige grunde til at være i byen netop den dag. Midt i forvirringen oplever de miraklet:

De hører disciplene tale om Guds gerninger på deres eget sprog – alle sammen.

Pinse betyder ikke, at alle bliver ens. Forskellene mellem mennesker forsvinder ikke. Men evangeliet bliver forståeligt på tværs af forskellene. Helligånden giver disciplene sprog, så mennesker kan høre om Kristus dér, hvor de er. Det skete for 2000 år siden, og det sker stadig.

Vi skal tale, så mennesker kan høre om Kristus. På dansk. På chin. På engelsk. På ukrainsk. På børnenes sprog. På de unges sprog. På de trættes sprog. På de søgendes sprog. Og på sprog for mennesker, der ikke kender kirkens ord, men stadig længes efter tilgivelse, håb, mening og fred.

Derfor er pinse også en stærk begyndelse for BaptistKirkens initiativ Acts2Movement – Tro i bevægelse. For troen blev sat i bevægelse pinsedag. Ikke som en planlagt kampagne, men som Guds egen bevægelse fra et lukket rum i Jerusalem og ud i verden.

Tro i bevægelse

Når vi i BaptistKirken taler om Tro i bevægelse, er det pinsens bevægelse, vi tager alvorligt. De fem stier i Tro i bevægelse er ikke fem ekstra opgaver, der skal lægges oven i alt det andet. De er fem enkle skridt, hvor pinsens budskab bliver til handling i vores hverdag.

Bibelstien begynder med, at vi lytter. Før kirken taler, må den høre. Disciplene forkyndte ikke deres egne tanker pinsedag. De talte om Guds gerninger. Også vi må igen lade Bibelen forme vores sprog, vores håb og vores blik for verden.

Vidnestien begynder dér, hvor troen får stemme. Ikke nødvendigvis i store taler, men i ærlige ord om det håb, der bærer os. Pinsedag fik disciplene mod og sprog til at fortælle om Kristus. Vi beder om ord, vi kan dele med mennesker omkring os.

Nabostien minder os om, hvor vi bliver sendt fra. De første kristne blev sendt til alle folkeslag, men de begyndte lige dér, hvor de var. Vi bliver sendt til naboen, kollegaen, familien, den ensomme og den, vi endnu ikke kender.

Omsorgsstien viser, at Åndens sprog ikke kun består af ord. Kærlighed er også hjælpende hænder, god tid, mad og nærvær. Når vi møder sårbare mennesker med konkret omsorg, bliver evangeliet synligt.

Frihedsstien minder os om, at det ikke er alle, der frit kan praktisere og leve deres tro ud. Derfor må vi både forkynde frimodigt og værne om menneskers frihed til at tro, tvivle, søge og samles.

Tro i bevægelse er at handle på budskabet i pinsefortællingen.

Gud giver ord. Gud giver mod. Gud sender sin kirke ud

Da disciplene manglede mod, gav Gud dem Helligånden.

Når vi vil dele evangeliet, mangler vi ofte både ord og mod. Det er let nok at tale om tro i kirkens trygge rum, hvor mange kender budskabet. Det er sværere at være vidne i en verden, hvor tro og overtro for nogle er to sider af samme sag. Hvor troens fællesskab betyder mindre for mange, og hvor fokus ofte ligger på det enkelte menneskes præstationer. Det er svært at sige, at vi håber, når så mange har mistet håbet. Svært at stå ved evangeliet, når vi selv er usikre.

Disciplene kendte frygten. De havde svigtet. De havde gemt sig. De stod ikke frem i et stærkt fællesskab. Alligevel er det dem, Gud fylder med sin Ånd.

Gud ventede ikke på, at kirken blev organiseret og stærk nok. Gud sendte ikke kun de modige eller dem, der havde ordet i deres magt. Gud sendte Helligånden til mennesker, der havde brug for den.

Da disciplene havde lukket sig inde, sendte Gud dem ud.

Helligånden kom for at sende dem ud med evangeliet.

Derfor er pinse ikke kun en kirkelig højtid, vi fejrer for at mindes det, der skete i Jerusalem for 2000 år siden. Pinse er en bevægelse, Helligånden trækker os ind i.

En bøn om hjælp til at bringe pinsens budskab ud

Vi har brug for ord. Vi har brug for mod. Vi har brug for hjælp til at række ud og fortælle om evangeliets budskab.

Gud, giv os sprog. Giv os ord, der åbner evangeliet for mennesker omkring os.
Gud, giv os din Helligånd. Giv os mod, når vi bliver tavse. Giv os frimodighed til at pege på Kristus.
Gud, send os ud. Ud på Bibelstien, Vidnestien, Nabostien, Omsorgsstien og Frihedsstien. Ud med et evangelium, der kan høres, deles, leves, mærkes og forsvares i frihed.

Pinsedag fortæller os, at vi aldrig er efterladt alene med opgaven. Da disciplene manglede ord, gav Gud dem sprog. Da de manglede mod, sendte Gud Helligånden. Da de var samlet bag lukkede døre, sendte Gud dem ud.

Det er stadig vores håb og vores bøn:
Kom, Helligånd. Gør Kristus levende iblandt os. Giv os ord, når vi mangler ord. Giv os mod, når vi tier. Giv os kærlighed til de mennesker, vi ikke forstår. Og sæt vores tro i bevægelse – så dit evangelium når mennesker.

Amen.

Læs mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse på baptistkirken.dk:

Acts2Movement – Tro i bevægelse

Andre artikler om Tro i bevægelse på baptist.dk:

Tro i bevægelse – Acts2Movement: Et globalt blik på lokal mission
Tro i bevægelse – Det haster med missionsbefalingen
Tro i bevægelse – Trosfrihed er mere end jura
En visionær plan for verdensmission

Relateret

• 13. aug. 2026 - Deltag i online informationsmøder om forslag til Landskonferencen
• 12. aug. 2026 - Tacklet af Gud
• 09. aug. 2026 - Mission – hvordan griber vi det an?
• 05. aug. 2026 - Pinseunderet er, at Gud taler til os i forskellige sprog, som vi kan forstå
• 31. jul. 2026 - Velsignelse uden noder

Find flere

Lyt til artiklen:

Kyle Henderson voksede op langt fra havet. Faktisk var han fem år gammel, før han første gang så havet. Til gengæld kendte han bjergene. “Jeg var helt sikker på, at det var der, Gud var,” fortalte han med et smil.

Men denne aften var det ikke bjergene, han ville tale om.

Det var strandene.

Som indledning fortalte han historien om et barn, der for første gang så havet. Barnet kendte kun bølger fra et vandland. Da barnet næste morgen så det virkelige hav uden for vinduet, løb det ind til sine forældre og råbte, at nogen allerede havde tændt for bølgerne.

For Kyle Henderson blev historien et billede på troen. Nogle gange opdager vi, at det, vi troede, vi kendte, kun var en lille del af noget meget større.

Og i apostlen Paulus’ liv er strandene ikke kun geografiske steder. Strandene bliver steder, hvor Gud kalder, sender, udfordrer og forandrer.

Lars Midtgaard (tv) tolkede Kyle Henderson med stort engagement og indlevelse (Foto: Henrik Andersen)

Frygtens strand

Efter mødet med Jesus på vejen til Damaskus begynder Paulus at prædike og undervise. Men modstanden kommer hurtigt. Flere gange bliver han truet på livet og han blive holdt fanget i Cæsarea i to år. Til sidst bliver han sendt mod Rom med skib fra kysten ud for Cæsarea.

Kyle Henderson kaldte det “frygtens strand”.

“Vi er bange for, hvad folk vil sige om os. Hvordan de vil tage imod os. Og om vi kan opnå noget,” lød det i prædikenen.

Det er en strand, mange kender. Ikke nødvendigvis som et fysisk sted, men som et indre sted. Dér, hvor man trækker sig. Dér, hvor man skjuler sig. Dér, hvor kaldet bliver for stort, og frygten får lov at bestemme retningen.

Kyle Henderson fortalte videre om Paulus rejse til Tarsus, hans fødeby. Han forsvinder nærmest ud af fortællingen. Paulus er allerede forfulgt af jøderne og han har brug for at skjule sig. Mens Paulus skjuler sig, arbejder Gud videre et andet sted. I Antiokia vokser en ny menighed frem. Mennesker begynder at følge Jesus og væksten er stor. Barnabas bliver sendt afsted for at finde Paulus og bringe ham til Antiokia. Missionen lykkedes og et helt år underviste de to ’en stor skare’ sammen, før de senere blev sendt ud på deres første missionsrejse.

BaptistKirkens Inspirationsdøgn

– fandt sted den 24. og 25. april 2026 i Fredericia. Formålet var at udruste og inspirere enkeltpersoner, ledere og menigheder til at fuldføre missionsbefalingen! BaptistKirken har besluttet at engagere sig i Baptist World Alliances initiativ frem mod kirkens 2000-års jubilæum i 2033. Initiativet hedder Acts2Movement. På dansk er det blevet til Tro i bevægelse.

Meget mere information følger til menighederne i menighedsforsendelser mv. Du kan følge med i Nyhedsbrevet, på sociale medier og i baptist.dk på web og i magasin.

Når Barnabas kommer til stranden

Barnabas finder Paulus og henter ham ind i tjenesten igen.

Det blev et af prædikenens stærkeste billeder. Ikke bare Paulus kald. Men Paulus, der bliver fundet.

“Mange af os har været på den strand, hvor der var et menneske, der ledte efter os og opsøgte os,” sagde Henderson.

Han pegede på Barnabas som den type menneske, der ser noget i andre, før de selv kan se det. En, der opmuntrer. En, der tror. En, der inviterer.

“Vi har alle brug for en Barnabas, der kommer til vores strand,” sagde han.

For Henderson var det ikke kun bibelhistorie. Han fortalte om en præst i sin egen ungdom, der så på ham og troede på, at han kunne blive leder. Troede på, at han kunne gøre en forskel. Og inviterede ham ind i et liv og en tjeneste, han ikke selv havde forestillet sig.

Det var en stille, men afgørende pointe i prædikenen: Kald kommer ikke altid som en dramatisk stemme fra himlen. Nogle gange kommer kaldet gennem et menneske, der tør sige: Jeg ser noget i dig.

Kyle Hendersons illustrationer til aftenens prædiken var langtfra kedelige! (Foto: Henrik Andersen)

Stranden, hvor man sendes

Barnabas tager Paulus med til Antiokia. Her underviser de sammen, og her bliver disciplene for første gang kaldt kristne. Henderson fortalte om et besøg i Antiokia, hvor han stod ved stedet for den første kirke. Ikke ret langt væk lå en ældre hedensk kultplads, hvor mennesker søgte svar på spørgsmål om døden og evigheden.

Netop dér forkyndte Paulus, at der er en anden vej: Jesus Kristus.

Senere sender lederne i menigheden Paulus og Barnabas videre på missionsrejse. De lægger hænderne på dem, beder for dem og sender dem videre.

Også den strand kendte Henderson fra sit eget liv.

I 27 år havde han været præst i den samme menighed i Athens i Texas. Han havde en god stab, en stærk kirke, et hjem, børn der var vokset op dér, og en plan om at blive i tjenesten frem til pensionen. Men så oplevede han, at Helligånden kaldte ham videre.

“For to år siden kom Helligånden til mig og sagde: Jeg vil, at du skal gøre noget andet. Jeg vil, at du skal rejse,” fortalte han.

Det er en sætning, der rummer både tro og tab. For at følge Guds vej kan betyde, at man må forlade det sted, hvor man er tryg.

Da lydighed blev vigtigere end tryghed

På en senere rejse stod Kyle Henderson og hans kone, Cindy, i byen Troas i Tyrkiet ved kysten over for Makedonien på den anden side af Det Ægæiske Hav. Fire dage tidligere havde de oplevet, at Gud kaldte dem til at rejse hjem og sige præstestillingen op.

De havde endnu ikke fortalt det til nogen.

“Vi stod på den strand, og tårerne løb ned ad kinderne på os begge to,” fortalte han. “Vi vidste, at lydigheden mod Gud var bedre end den tryghed, vi kendte.”

For Henderson blev stedet flettet sammen med Paulus’ syn i Troas: En mand fra Makedonien står og kalder: “Kom over til Makedonien og hjælp os.”

Det er let at tale om kald, når det handler om en anden. Sværere, når kaldet betyder opbrud i ens eget liv. Henderson fortalte, at hans forsøg på at følge Guds kald var fyldt med udfordringer og tvivl. Han talte om usikkerhed, tårer og det spørgsmål, der ofte melder sig, når man vender hjem efter at have oplevet et kald: Skal jeg fortsætte, som jeg plejer, eller skal jeg gøre noget andet? Skal jeg følge kaldet?

“Sound of Zion” stod for aftenens lovsang (Foto: Henrik Andersen)

Bundet af Ånden

Mod slutningen af sin prædiken vendte Henderson tilbage til Paulus i Apostlenes Gerninger kapitel 20. Paulus er på vej mod Jerusalem. Han ved ikke præcist, hvad der venter ham. Han ved kun, at Helligånden har gjort det klart, at der venter lænker og trængsler.

Alligevel fortsætter han.

“Men jeg tillægger ikke mit liv nogen betydning, når bare jeg må fuldføre mit løb og den tjeneste, jeg har fået fra Herren Jesus: at vidne om evangeliet om Guds nåde,” lyder Paulus’ ord i vers 24.

Henderson pegede på, at Paulus var “bundet af Ånden”. Ikke bundet af frygt. Ikke bundet af menneskers forventninger. Ikke bundet af traditioner eller egne præferencer. Bundet af Guds kald.

“Mange af os er bundet af mennesker. Eller vi er bundet af traditioner. Eller vi er bundet af vores præferencer,” sagde han. “Men hvad der overgår alt det, er Helligåndens kald.”

Det var prædikenens skarpeste udfordring. For de fleste ønsker, at frygten skal forsvinde, før de tager næste skridt. At planen skal være klar. At risikoen skal være væk. Men sådan beskriver Henderson ikke troen.

Tro er ikke at kende hele rejsen.

Tro er at stole på Gud, mens man tager det næste skridt.

Og måske begynder det netop på stranden. Dér, hvor man ikke længere kan blive stående. Dér, hvor man enten må vende tilbage til det kendte – eller gå ombord og følge sit kald.

Du kan læse mere om Kyle Henderson, Acts2Movement og Tro i bevægelse i artiklerne:

Tro i bevægelse – Acts2Movement: Et globalt blik på lokal mission
Tro i bevægelse – Det haster med missionsbefalingen
Tro i bevægelse – Trosfrihed er mere end jura
En visionær plan for verdensmission

Relateret

• 09. aug. 2026 - Mission – hvordan griber vi det an?
• 09. jul. 2026 - Gud gav Kyle en drøm
• 10. jun. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 25. maj. 2026 - Fælles aktiviteter tager form i efteråret 2026
• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord

Find flere

Lyt til artiklen:

Johannes Steenbuch ved godt, at ordet anarki får de fleste til at tænke på kaos, vold og sammenbrud. Men i hans nye bog The Kingdom of God is Anarchy er ordet ment som noget helt andet. Det peger på en virkelighed, hvor mennesker ikke hersker og dominerer: et Guds rige, som vender vores normale forestillinger om magt på hovedet.

Johannes kalder bogen en kortere og mere fokuseret udgave af sin tidligere danske bog om emnet. Han håber, den kan give læseren ”lidt inspiration og lidt luft” i en tid, hvor andre perspektiver sætter dagsordenen.

Foto: Johannes Steenbuch

Når anarki er den gode nyhed

Når Johannes skriver om anarki, er det altså ikke en hyldest til lovløshed. Han henter blandt andet inspiration hos den russiske filosof Nicolai Berdyaev, der taler om anarki som frihed fra menneskers magt over hinanden. “Guds rige er,” siger Johannes,
”… så radikalt forskelligt fra alt, hvad vi kan forestille os, at det ikke er noget, vi kan sætte i system med vores begreber eller bemægtige os med vores tankevirksomhed.”

Det gør også stoffet vanskeligt. For hvis Guds rige ikke kan forstås med vores tankevirksomhed, hvordan skriver og taler man så om det? Johannes’ svar er, at Guds rige ikke kan reduceres til et program, et system eller en formel, vi selv kan styre.

Netop derfor bliver Jesus’ ord om tjeneste så sprængfarlige. Når han siger: ”… den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener, og den, der vil være den første blandt jer, skal være jeres træl, …” så er det ikke kun fromme ord. Det er en radikal kritik af den måde, vi normalt indretter både samfund og kirke på.

Lokomotivet og det sidste får

Det bliver tydeligt, når Johannes Steenbuch taler om kirkelig ledelse. Han er kritisk over for, at frikirker ofte overtager et sprog om ledelse, som minder mere om erhvervslivets end om evangeliets sprog.

Han nævner et billede, han har mødt i kirkelig sammenhæng: Kirken som et tog, hvor ledelsen er lokomotivet, og dem, der ikke kan følge med, må blive stående på perronen. Det billede rammer ham hårdt.

”Et mere ukristeligt billede på kirken har jeg svært ved at forestille mig,” siger han.

Jesus’ billedsprog er radikalt anderledes. Han taler om det sidste får. Om hyrden, der ikke bare styrter afsted foran hele flokken, men går ud for at finde det får, der sakker bagud og farer vild. Johannes sammenligner det med læreren på klassens cykeltur, der cyklede bagest, så den sidste også kom med.

På det direkte spørgsmål om, hvordan Guds riges magtfri anarki kan fungere i et menighedsråd, der skal bestemme farven på de nye gardiner, svarer Johannes med latter i stemmen: ”Det handler om, at man ikke bruger sin position til at pådutte andre sine egne ønsker. Det handler om, at man møder hinanden med respekt.”

Johannes peger også på gudstjenesten som et sted, hvor vi kan tænke over, om vi giver plads til Guds riges anarki: I den gamle landsbykirke står orglet bagest i kirken. Herfra understøtter det fællessangen, som bæres af menigheden. I mange moderne frikirkelige sammenhænge står lovsangsbandet på scenen, og tanken er, at menigheden følger musikken og forsangerne. For Johannes er det ikke et spørgsmål om smag og stil, men et billede på to forskellige måder at forstå kirke på.

Foto: Johannes Steenbuch

Tjeneste er kirkens grundlov

Tjeneste som kirkens grundlov er ikke et fremmed ideal, der kommer udefra. Tværtimod peger Johannes på, at baptister historisk har haft netop denne tanke tæt inde på livet.

Det var baptistpioneren Julius Købner, der kaldte Jesus’ ord om tjeneste for ‘kirkens grundlov’. “Baptistkirken blev,” siger Johannes, “født som et forsøg på at bygge kirke nedefra som en græsrodsbevægelse. Derfor er det også et baptistisk selvopgør, når vi i dag taler mere om ledelse, effektivitet og vækst end om tjeneste.”

Johannes tror, at noget af forklaringen på, at vi kan glemme fortidens fokus på tjeneste, er træthed over flade strukturer og påvirkning fra især amerikanske og karismatiske miljøer, hvor synet på ledelse ofte er mere autoritært. Spørgsmålet er, hvad der sker med kirken, når den begynder at lytte mere til ‘denne verdens magter og denne verdens måde at forstå magt og ledelse og effektivitet på’  end til Jesus’ ord om at tjene.

At vidne – ikke frembringe

En hovedpointe i bogen er, at kirken ikke skal frembringe Guds rige, men vidne om det.

Johannes gør op med forestillingen om, at Guds rige kan skabes gennem de rigtige strategier, de rigtige projekter eller de rigtige kirkelige modeller. ”Spørgsmålet er, om man tror, man kan frembringe Guds rige … eller om vi skal vidne om Guds rige, pege på Guds rige i ord og praksis.”

“The Kingdom of God is Anarchy”

Forfatter:
Johannes Steenbuch

Forlag:
Cascade Books
An Imprint of Wipf and Stock Publishers
199 W. 8th Ave., Suite 3
Eugene, OR 97401

ISBN:
Paperback isbn: 979-8-3852-4395-2
Hardcover isbn: 979-8-3852-4396-9
Ebook isbn: 979-8-3852-4397-6

Kan blandt andet købes her:
https://wipfandstock.com/9798385243952/the-kingdom-of-god-is-anarchy/

https://amzn.eu/d/06mSnb3r

https://www.saxo.com/dk/the-kingdom-of-god-is-anarchy_bog_9798385243952

Mere end passivitet

Det er let at indvende, at Johannes’ tanker er svære at føre ud i virkeligheden. Hvis kirken skal holde sig ude af enhver magtrelation, hvad bliver der så tilbage ud over fromme ord?

Den indvending tager Johannes alvorligt. Han siger direkte, at det hurtigt kan blive ”luftigt og fluffy og tyndt”, hvis kirken bare nøjes med at sige, at den skal være et vidnesbyrd. Derfor afviser han også, at hans tanke skal forstås som ren passivitet.

Tværtimod understreger han, at kristne godt kan handle i verden. Forskellen ligger i måden. Er det kirken, der går ud i verden med budskabet om et ideal? Eller er det den enkelte kristne, der deler sin tro og sit vidnesbyrd i overbevisning om, at det kan gøre en forskel for andre? For Johannes er der forskel.

Han bruger Jesus’ ord om at bruge ”den uretfærdige mammon” til at skabe venner. Man må gerne bruge de midler, verden stiller til rådighed, også økonomiske. Men man må ikke bilde sig ind, at man dermed selv er blevet ren, eller at ens projekter står uden for de modsætninger og fristelser, som præger alt menneskeliv.

Johannes citerer også oldkirkelige stemmer med en skarphed, som stadig bider: “Basilios den Store siger, at den kappe, du ikke bruger, tilhører den, der mangler tøj, og at de sko, der står og rådner i skabet, tilhører den, som ingen sko har. Det er diakoni uden selvros. Ikke som moralsk overskud, men som erkendelse af, at vi ofte ejer mere, end vi har ret til.”

Et frirum fra præstation

Johannes holder meget af gamle kirkebygninger. Ikke som monumenter over kirkens magt: det ville også passe dårligt ind i ideen om Guds rige som anarki. Johannes ser kirkebygningen som et frirum. Et kirkerum kan være et sted, hvor man går ud af en stresset og effektivitetsfokuseret hverdag og får lov bare at være til stede. Johannes advarer mod at gøre kirken til et sted, hvor man kun åbner døren, når nogen skal ”hives ind” til et arrangement eller et projekt. Han foretrækker det åbne kirkerum, hvor man kan træde ind uden at blive påduttet noget.

Johannes har en pointe mere i forhold til kirken som en fast ramme. Nogle gange kan faste rammer, liturgi og strukturer faktisk sætte mennesker fri. Når vi ikke længere skal præstere, være synlige eller måle egen nytteværdi i kirken, kan der opstå et rum helt uden magt og dominans. Et rum, hvor vi finder Guds rige.

Johannes Steenbuchs bog giver ikke tre hurtige råd til hverdagen. Til gengæld stiller den et ubehageligt og nødvendigt spørgsmål: Er kirken blevet for fortrolig med magtens sprog?

Vil vi være lokomotivet, der kører, før alle er med — eller hyrden, der går tilbage efter det sidste får?

Foto: Johannes Steenbuch

Relateret

• 13. aug. 2026 - Deltag i online informationsmøder om forslag til Landskonferencen
• 12. aug. 2026 - Tacklet af Gud
• 09. aug. 2026 - Mission – hvordan griber vi det an?
• 25. jul. 2026 - Hvad kan kirken lære af nye troende?
• 17. jul. 2026 - Sammen ved Jesus’ bord

Find flere

Lyt til artiklen:

Da Baptist World Alliance lancerede Acts2Movement, var visionen en kirke i bevægelse, der lever som i Apostlenes Gerninger 2: med frimodighed, fællesskab, generøsitet og et levende vidnesbyrd. En af stierne handler om frihed – ikke kun som rettighed, men som kald til at leve evangeliet i samfundet og stå sammen med dem, hvis tro er truet. Trosfrihed er ikke bare et juridisk begreb, men en livsholdning, der forpligter os til solidaritet med dem, der forfølges for deres tro.

Acts2Movement

Du kan læse meget mere om Baptist World Alliance’s inititativ – Acts2Movement – i anledning af kirkens 2000 års fødselsdag i 2033 på websitet https://acts2movement.org/ (på engelsk). BaptistKirken holder inspirationsdøgn den 24.-25. april på Trinity i Fredericia med fokus på Acts2Movement: Overskriften er “Tro i bevægelse” og arrangementet sætter fokus på den enkeltes opgave. Kyle Henderson, BWA’s projektleder for Acts2Movement, giver et spændende oplæg om tankerne bag “A2M.”

Tro under pres – Danmark i et nyt lys

I Danmark er trosfrihed grundlovssikret, men kulturelt udfordret. Tro bliver ofte reduceret til en privatsag. Jan Áki Andreasen peger i baptist.dk(1) på, at udviklingen ikke er neutral, men formet af oplysningstidens skel mellem det private og det offentlige. Konsekvensen er en tavs norm: tro må gerne eksistere – bare den ikke fylder.

Denne “milde forfølgelse” er social. Den presser troen ud af det fælles rum og gør den mindre synlig. Udfordringen i Danmark er derfor ikke at overleve som kirke, men at bevare frimodigheden og tale klogt, respektfuldt og tydeligt ind i en kultur, der foretrækker tavshed.

Tro under pres – erfaringer fra Myanmar

For millioner af kristne verden over – blandt andet i Myanmar – er trosfriheden skrøbelig. Kristne udgør en minoritet i det overvejende buddhistiske Myanmar. I flere etniske områder – blandt andet blandt Chin, Kachin og Karen – er kristendommen udbredt, men ofte forbundet med marginalisering.

Efter militærkuppet i 2021 er kirker blevet bombet, ledere og præster arresteret, og mange lever som internt fordrevne eller flygtninge.

Illustration fra BWA’s materiale til Acts2Movement-kampagnen

Alligevel vidner kirker og missionærer fra flere missionsorganisationer, som chinkirkerne samarbejder med i Myanmar, om noget paradoksalt: Nu er det den bedste tid for evangelisation. Midt i nød, uro og krise søger mennesker håb. Når alt andet rystes, spørger mange efter noget, der kan bære. Evangeliet er ikke en teori, men en konkret trøst. Kristus er ikke en tradition, men et håb i mørket.

En missionær i en af vores kvindegrupper arbejder i et landområde omkring Mandalay. Husmenigheden i hendes hjem var vokset gennem fem år, da myndighederne forbød yderligere mødeaktivitet. Nu lejer hun lokale til møder og flytter med jævne mellemrum for ikke at vække opmærksomhed.

En tidligere missionær blandt burmesiske buddhister kommer i vores danske menighed. Hans vidnesbyrd er rystende. Lokale buddhistiske munke anmeldte ham til myndighederne. Flere gange blev han arresteret og tortureret af militæret. Hans tilstedeværelse minder os om, at trosfrihed aldrig må tages for givet. Han fortalte: “Lykken er ikke i et frit land, men der, hvor jeg lever i Guds kald.”

En global kirke – ét ansvar

Acts2Movement kalder os til at se kirken som én krop. Når én del af Kristi krop lider, lider alle (1. Kor., kap. 12, vers 26). Trosfrihed i Danmark må ikke føre til selvtilstrækkelighed, den skal føre til solidaritet. Trosfriheden udfordrer os til at se religions- eller trosfrihed som mere end fravær af forfølgelse. Det er friheden til at samles, bekende og tjene – og ansvaret for at stå sammen med dem, der forfølges for deres tro.

I Myanmar er Apostlenes Gerninger, kapitel 2, vers 47(2) ikke kun en historisk fortælling. Den bliver et nutidigt spejl.

De første kristne levede uden religiøs frihed og sikkerhed. De mødtes i hjem, delte det, de havde, og holdt fast i bønnen. Troen var ikke komfortabel – den var kostbar. Netop derfor var den synlig. Derfor er trosfrihed aldrig neutral – den kræver aktiv forvaltning. Spørgsmålet er ikke, om vi har frihed til at tro, men om vores tro er i bevægelse.

Læs mere i ‘Omsorg begynder med at standse op‘ (Omsorgsstien)

Og læs mere på baptist.dk:
“En visionær plan for verdensmission” om Acts2Movement m.m. af Lone Møller-Hansen.

Noter til artiklen:
1 Kronikken ”Tro er ikke en privatsag – men et offentligt kald” den 4. oktober 2025. Link: https://baptist.dk/tro-er-ikke-en-privatsag-men-et-offentligt-kald/

2Apostlenes Gerninger, kap. 2, vers 47: De priste Gud og var vellidt af hele folket. Og dag for dag føjede Herren flere til dem, som blev frelst

Relateret

• 12. aug. 2026 - Tacklet af Gud
• 25. jul. 2026 - Hvad kan kirken lære af nye troende?
• 17. jul. 2026 - Sammen ved Jesus’ bord
• 09. jul. 2026 - Helt almindelige mennesker
• 09. jul. 2026 - Gud gav Kyle en drøm

Find flere

Lyt til artiklen:

Da sabbatten var forbi, købte Maria Magdalene og Maria, Jakobs mor, og Salome vellugtende salver for at gå ud og salve ham. Meget tidligt om morgenen den første dag i ugen kommer de til graven, da solen var stået op. Og de sagde til hinanden: ”Hvem skal vi få til at vælte stenen fra indgangen til graven?” Men da de så derhen, opdagede de, at stenen var væltet fra. For den var meget stor. Og da de kom ind i graven, så de en ung mand i hvide klæder sidde i den højre side, og de blev forfærdede. Men han sagde til dem: ”Vær ikke forfærdede! I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her. Se, dér er stedet, hvor de lagde ham! Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer det.”  Og de gik ud og flygtede fra graven, for de var rystede og ude af sig selv. Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange.

Markusevangeliet, kapitel 16, vers 1-8

Når man som jeg har haft det privilegium at studere teologi, har man også haft et fag, der hedder homiletik, altså prædikenlære. Og en af de ting, vores lærer sagde flere gange, var: ”Lad være med at bruge tid i din prædiken på at fortælle menigheden, hvor svært det har været at skrive netop denne prædiken. Det kan menigheden ikke være tjent med at høre på.”

Og jeg er helt enig. Det har jeg forsøgt at efterleve gennem årene. Men her vil jeg alligevel bryde princippet.

For gennem det meste af min præstetid har det været sådan, at de allersværeste prædikener at forberede er dem, der skal holdes på kirkens største helligdage: juleaften, pinsedag – og ikke mindst påskedag. Hvorfor? Fordi jeg ofte oplever, at jeg ikke kan bringe noget nyt ind i de kendte beretninger. Jeg tænker tit: Hvordan skal jeg kunne sige noget, de ikke har hørt før? Hvordan skal jeg kunne komme med en ny vinkel eller en ny refleksion til dem, der lytter?

Det er let at få den tanke, at menigheden tager hjem og sidder omkring frokostbordet og siger: ”Ja, der var jo ikke noget nyt i det. Det har jeg hørt før. Mange gange.”

”Læs den igen, far!”

Sådan har jeg også tænkt forud for disse linjer. Indtil jeg forleden kom til at tænke på, hvordan det var, da mine børn var små, og jeg skulle læse højt for dem. Mange af jer, som har eller har haft små børn, har garanteret haft den samme oplevelse. Når jeg skulle læse højt, spurgte jeg ofte: ”Hvad skal vi så læse i aften?”

De valgte en bog og sagde: ”Du skal læse den her, far.”

Så kunne jeg svare: ”Jamen, den har vi jo læst mindst 100 gange.”

”Ja,” var svaret, ”men du skal læse den igen, far!”

”Jamen, vi har læst den så mange gange, og du kan jo hele bogen udenad. Du kan alle sætningerne, alle ordene.”

”Læs den igen, far!”

”Ja, men du skal læse den igen, far!”

Der er et eller andet ved børn: De kan føle en kæmpestor glæde ved at høre en god beretning igen og igen. Det gør tilsyneladende noget godt for dem, at de kan genkende næsten alt i en historie, som har gjort dem godt.

Og så slog det mig forleden: Tænk, hvis vi kunne nærme os påskens beretning præcis som et lille barn, der beder om at få læst den samme bog for 117. gang:

”Læs den igen, far!”

”Det var der ikke noget nyt i…”

Tænk, hvis vi kunne møde beretningen om påskedag som et lille barn og sige:

Fortæl mig det igen, far. Fortæl mig igen om den tomme grav. Fortæl mig igen, hvordan din søn led de frygteligste pinsler på korset for min skyld. Fortæl mig igen, hvordan du sejrede over døden. Og hvordan graven var tom, da de kom derud.

Fortæl mig igen, hvordan englen sagde til kvinderne: ”Hvorfor i alverden leder I efter den levende blandt de døde? Han er ikke her.” Fortæl mig igen, hvordan det, der skete dengang, og det, du gjorde, har sat mig fuldstændig fri. Fortæl mig igen, hvordan jeg er fuldstændig og for evigt tilgivet. At alt det forkerte i mit liv er vasket bort på grund af det, du gjorde dengang.

”Ja, det var der jo ikke noget som helst nyt i.” Og så kan vi tilføje: ”Nej, heldigvis.”

Jeg tror, at hvis vi kan tage påskens beretning ind på samme måde, som et barn vælger den samme bog for 117. gang og med forventning i stemmen siger: ”Fortæl den igen, far!”, så kan vi gå hjem fra kirken – eller hvordan du nu fejrer påskedag – og samles omkring påskefrokosten med familien og sige til hinanden:

”Ja, det var der jo ikke noget som helst nyt i.” Og så kan vi tilføje: ”Nej, heldigvis.”

Et eksistensgrundlag?

Er det – dybest set – ikke netop denne beretning, der er et umisteligt grundlag for vores liv? Er det ikke denne beretning, der er vores eksistensgrundlag?

Det er det. Selvom jeg må indrømme, at mit liv, sådan som det undertiden ser ud, ikke altid vidner om det. Men Kristus er mit et og alt. Det, han har gjort for mig, er årsagen til min eksistens. Det er denne beretning, der er grunden til, at vi findes, og at vi overhovedet har kraft til at leve det liv, Gud har skænket os. Og derfor er det også den beretning, der giver livet dets allerdybeste mening. Ingen er som han. Det skyldes den beretning, vi har foran os i dag – og som de fleste af os har hørt 117 gange. Vi behøver ikke høre noget nyt.

Det er den samme velkendte beretning, som viser os, at vi indimellem har det ligesom kvinderne på vej til graven: fyldt med frygt og ængstelse. Totalt chokerede over det, der er sket, og uden den mindste anelse om, hvad fremtiden vil bringe. Alt, de kan se for sig, er mørke og fortvivlelse. På vejen derhen siger de til hinanden: ”Hvem skal vi dog få til at hjælpe os med at få den tunge sten rullet væk fra graven?”

Er det ikke dit og mit liv i en nøddeskal en gang imellem? Er det ikke sådan, vi oplever livet fra tid til anden: Hvad skal jeg gøre? Hvem skal jeg få til at hjælpe mig? Jeg står med en byrde så stor, at jeg ikke selv kan klare den. Hvem kan hjælpe mig? Hvem vil hjælpe mig? Og så oplever vi – præcis som kvinderne – at stenen på mirakuløs vis bliver rullet væk. Uden at vi ved hvordan. Uden at vi selv gør det. Som ved en usynlig hånd. Ved en usynlig kraft.

Tre ord, der giver tryghed i livet

Det er også denne velkendte historie, som minder mig om, at jeg indimellem – ja, ikke så sjældent endda – er som kvinderne, der inde i graven møder den unge mand i hvide klæder. Ham, der siger til dem: ”Vær ikke forfærdede!”

Måske er det netop disse tre små ord, der udgør hele essensen, hele kernen i påskens budskab: ”Vær ikke forfærdede!”

Vær ikke forfærdet. Vær ikke urolig. Vær ikke bange. Vær ikke bekymret. Alting er nu faldet på plads. Du behøver ikke længere være forfærdet.

Hvilket fantastisk budskab. Midt i en tid, hvor der ellers er nok at være forfærdet over.

”Vær ikke forfærdede!”

Påskens måske mest centrale budskab rammer lige ind i det. Jesus sagde på korset langfredag: ”Det er fuldbragt!” Derfor kan englen sige til os ved den tomme grav: ”Vær ikke længere forfærdet!”

Jeg har gennem de seneste par år haft det sådan, at jeg har følt mig mere ængstelig og bekymret for fremtiden, end jeg tidligere har gjort i mit liv. Ikke så meget for min egen skyld. Når man fylder 63 næste gang, tænker jeg: ”Det skal nok gå for mit vedkommende. Jeg har haft et godt liv.” Men jeg er mere ængstelig og urolig for dem, der skal følge efter mig. Mine børn og mine børnebørn. Verden rundt omkring os: krig i Europa, krig i Mellemøsten, uro mange steder i verden, energikrise, inflation. Hvem er ven, og hvem er fjende? Hvordan skal det gå dem, der kommer efter mig?

Her kommer påskens budskab til mig – og til dig – fra den tomme grav: ”Vær ikke længere forfærdet. Vær ikke længere bange eller urolig.”

Jeg begyndte med at fortælle om børnene, der helst vil have læst op af en god bog, som de har hørt hundrede gange. Hvorfor vil de mon det?

Jeg tror, det giver dem glæde og tryghed at høre et velkendt budskab, som har gjort dem godt gang på gang. Det fylder dem med fred og ro indeni. Hvorfor jager vi så efter noget nyt? Hvorfor skal der hele tiden vise sig noget nyt, spændende og mere indholdsrigt rundt om hjørnet for dig eller mig? Er det, fordi vi har svært ved at finde fred i det, som Gud taler til os?

Det budskab, som stadig sætter fri

Påskedag samles vi om det gamle og meget kendte budskab, som de fleste af os har hørt rigtig mange gange før. Men det er stadig det budskab, som sætter fri. Det er det budskab, som sætter mennesker fri – mennesker, som måske hører det for allerførste gang i dag. Eller som forholder sig til det for allerførste gang. Som for første gang oplever: ”Det her gælder for mig. Det her kalder på mig…”

Da Jesus kom til denne jord, og kort før han forlod den igen, var – og er – budskabet det samme til mennesker: ”Frygt ikke. Vær ikke urolig.”

Lad os her i påsken komme til Gud som de Guds børn, vi er, og sige til ham: ”Fortæl det igen, far!”

Glædelig påske!

Relateret

• 05. jul. 2026 - ”… selv i vores lille korps kan de små blive store”
• 29. jun. 2026 - Når trosfrihed bliver et spørgsmål om fred
• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 13. maj. 2026 - Mens vi venter…
• 07. maj. 2026 - Kast nettet ud

Find flere

Lyt til artiklen:

Før Gutenbergs opfindelse af bogtrykkerkunsten i 1450 var det forbeholdt gejstlige og fornemme at læse de bibelske manuskripter, som regel på latin, oversat fra hebraisk og græsk. Bogtrykkerkunsten var en vigtig brik i de begivenheder, der førte til Reformationen tidligt i 1500-tallet. Siden tog det fart. Bibelen blev oversat til de enkelte modersmål, og som århundrederne gik, blev det almindeligt at eje en bibel, først en pr. hjem og i vores tid en pr. person.

Bibelens vigtighed

Bibelen er de vejledende, retningsgivende skrifter for kristen tro og praksis.

Bibelens vigtighed er åbenlys. Bibelen er ’Den hellige Skrifts kanoniske bøger’ – altså de vejledende, retningsgivende skrifter for kristen tro og praksis.

Det tog næsten 400 år for de første generationer af kristne at nå frem til den samling af skrifter, vi i dag kalder Bibelen. Den blev endeligt kanoniseret på et kirkemøde i år 393 i Hippo (i vore dages Algeriet) og stadfæstet på endnu et kirkemøde i 397 i Karthago (i vore dages Tunesien).

Senere, efter protestantismens fremkomst og de mange kirkesplittelser, der fulgte i kølvandet, kan man endda sige, at Bibelen blev mere og mere central – fordi den efterhånden blev kilde til mere og mere diskussion, ja, ligefrem kamp.

Bærer det, vi læser, frugt?

Men her skal det ikke handle om bibelsyn og kampen om, hvem der ’har ret’. Hvis vi tænker på Jesus´ lignelse om den store verdensdom[1], er det afgørende spørgsmål ikke bibelsyn eller dogmatik, men om vi har elsket vores næste – altså om Jesus´ forkyndelse har båret frugt i vores liv til gavn for vores næste.

Det afgørende spørgsmål er ikke bibelsyn eller dogmatik, men om vi har elsket vores næste.

Kanon

Det vigtige er, hvordan vi bruger Bibelen som vores retningsviser, når vi skal leve vores liv. ’Kanon’ betyder ’rettesnor’, ’retningsviser’. Ved siden af Bibelen udviklede den katolske kirke i middelalderen ’De kanoniske love’, som var bestemmelser om en lang række spørgsmål, som Bibelen ikke sagde noget præcist om, og som man derfor havde brug for at finde svar på. Det var spørgsmål som: Hvordan organiseres kirken? Hvordan fejres der gudstjeneste? Hvordan udnævnes biskopper? Hvordan forholder man sig i forbindelse med skilsmisse? osv. osv.

Bibelen som retningsviser

I protestantisk tradition har vi ikke sådanne nedskrevne love, men vi foretager naturligvis vurderingerne alligevel, bare på mindre formelle måder. Vi foretager dem igen og igen alt efter den tid og kontekst, vi befinder os i. Derfor er det, den ene tid finder ’bibelsk’, ikke altid det samme, som en senere tid finder ’bibelsk’.

Derfor er det, den ene tid finder ’bibelsk’, ikke altid det samme, som en senere tid finder ’bibelsk’.

Når vi finder vej i nye spørgsmål eller finder andre svar end dem, vi fandt tidligere, bruger vi Bibelen som retningsviser, for den er god at pejle efter. Vi bruger den ikke kun ved at finde sætninger og vers i Bibelen, der svarer på alt – for det moderne liv indeholder flere spørgsmål og dilemmaer end dem, Bibelen tager op. Vi bruger den ved at søge den ånd, der ligger bag ordene, når vi sætter os grundigt ind i den kontekst ordene hørte hjemme i og læser dem under bøn om Guds hjælp.

Ydmyghed

Vi må altid gå til Bibelen med stor ydmyghed. Bibelens skrifter har vi fået overdraget fra de første kristne, der – som nævnt – gennem flere hundrede år vejede skrifter mod hinanden og til sidst besluttede sig for de 39, vi har i Gamle Testamente, og de 27 i Ny Testamente. Det kalder på respekt og ydmyghed.

Inden vi i overmod fælder dom over det, vi læser – fordi vi mener, vi har udtømt betydningen, og der ikke er mere at snakke om – bør vi altid lytte endnu en gang i ydmyghed og med et åbent sind både til teksterne og til hinanden, når vi sammen søger at tolke og finde vej i vores tid og verden. Bibelens skrifter taler Guds ord til os, så vi sammen kan finde vej – også i nye tider. De er ikke tænkt som slagvåben, vi skal bruge mod dem, vi er uenige med.

Læs også ‘Men på hver sin måde’

[1] Matthæusevangeliet kap.25, vers 31-46

Relateret

• 05. aug. 2026 - Pinseunderet er, at Gud taler til os i forskellige sprog, som vi kan forstå
• 31. jul. 2026 - Velsignelse uden noder
• 25. jul. 2026 - Hvad kan kirken lære af nye troende?
• 09. jul. 2026 - Livsforvandling gennem bibellæsning
• 13. maj. 2026 - Mens vi venter…

Find flere

Foto: Carsten Laursen, Bibelselskabet og Arseny Togulev – Unsplash

Lyt til artiklen:

Vejledning til tro og efterfølgelse af Jesus findes i Bibelen, men desværre er teksterne også blevet misbrugt til at legitimere magtovergreb og til at male misvisende karikaturer af en krigerisk stammegud, som man for alt i verden skal ’holde sig på god fod med’.

Hvad er Bibelen for en bog?

Mens jeg skrev: ”Han åbner Bibelen igen – om at læse teksterne i lys af Jesus”, tumlede jeg konstant med at forme et så kort og dækkende svar som muligt på spørgsmålet: ’Hvad er Bibelen for en bog?’ Jeg landede på følgende: ”Bibelen er den samling af grundlæggende tekster om Gud og verden, som den kristne kirke ved en Jesus-belyst læsning genkender som inspireret af Helligånden til at lede til tro på og efterfølgelse af Jesus Kristus.” Lad mig sætte lidt flere ord på nogle af aspekterne:

For det første: Bibelen er ’en samling af vidt forskellige tekster’

Den er en varieret antologi, hvor mange forskellige stemmer og tankegange kommer til orde. Undertiden modsiger de hinanden. Et af mange eksempler er den store forskel på Nahums Bog og Jonas’ Bog. Hos Nahum skal assyrerne bare nedværdiges og ned med nakken – menneskeligt set for øvrigt helt forståeligt. Jonas’ Bog munder derimod ud i et budskab om Guds medfølelse med indbyggerne i Nineve, assyrernes hovedstad – forresten til Jonas’ ærgrelse.

For det andet: ’Ved en Jesus-belyst læsning’

En selvfølge at fortolke de vidt forskellige tekster i lys af Jesus.

Umiddelbart kunne man tro, at forskellene i teksterne kunne lede til forvirring og den rene vilkårlighed. Sådan så de første århundreders kristne, som samlede og blåstemplede netop disse tekster, ikke på det. For dem var det en selvfølge at fortolke de vidt forskellige tekster i lys af Jesus. De udelod ikke forskellighederne og modsigelserne, men de fortolkede alle historierne ud fra deres erfaringer med og kendskab til Jesus’ fødsel, liv, død og opstandelse. Så når de fx læste historier om ’Gud-villet’ barbarisk udryddelse af folkeslag, læste de det ikke som bogstavelig, faktuel historie, men fortolkede det i lys af Jesus – der tilgav ’fjender’, rørte ved ’urene’, opsøgte og frelste det fortabte og gav sit liv for verden – som budskaber om Guds radikale kærligheds sejr over alt ondt.

For det tredje: ’Inspireret af Helligånden’ eller ’indblæst af Gud’

Formuleringen er hentet fra 2. Timotheus Brev kap. 3, vers 15-17, som jeg ser som en central sammenfatning af, hvordan de første århundreders kristne forholdt sig til ’De hellige Skrifter’, som jo i denne sammenhæng var tekster fra Det Gamle Testamente. Her har jeg ikke plads til at gå nærmere ind på, hvad ’inspireret’ – som jeg forstår det – vil sige.[1] Men bare kort: Tilblivelsen af dem er på én eller anden måde igangsat af en tiltale fra Gud – også selvom ’hørelsen’ af det, Gud sagde, undertiden var upræcis og naturligvis præget af den givne tids kultur og af personlige erfaringer. Men tværs igennem det hele gør Helligånden det sådan, at Skrifterne kan ”give visdom til frelse ved troen på Jesus Kristus”. Og ethvert skrift er ”nyttigt til undervisning, … så det menneske, som hører Gud til, kan blive fuldvoksent, udrustet til al god gerning.”

Tilblivelsen af dem er på én eller anden måde igangsat af en tiltale fra Gud.

Bibelen er vel da ’Guds Ord’?

I min tradition er vi vant til at kalde Bibelen for ’Guds ord’, men vi har brug for at præcisere, hvad vi mener med det. Ellers står vi i fare for at gøre Bibelen til noget, som jeg tror, hverken Helligånden eller den første kirke, som samlede og gav os teksterne, havde tænkt, den skulle være. Vi risikerer at forkludre dens vigtige funktion: At guide os hen til Jesus.

Der peges i stedet ihærdigt på Jesus Kristus som Guds Ord!

Så vidt jeg kan se, lægger teksterne ikke selv op til at identificere Bibelen med Guds ord. Der peges i stedet ihærdigt på Jesus Kristus som Guds Ord![2] Brorson skrev det smukt: ”Men ak, hvad skal jeg sige/når jeg vil tænke på/at Gud af Himmerige/i stalden ligge må/at Himlens pryd og ære/det levende Guds ord /skal så foragtet være/på denne onde jord.”

Guds ord blev ikke til bogstaver, men til kød. Det var ikke skriftruller, der lå i krybben i Betlehem, men Gud, der var blevet menneske. C.S. Lewis skriver i ét af sine breve: ”Det er Kristus selv, ikke Bibelen, som er det sande Guds ord. Bibelen, læst i den rette ånd og under vejledning af gode lærere, vil bringe os til ham.” Bibelen er ikke selv den kilde, der giver liv, men den forsyner os med skilte, der leder os hen til kilden, til Jesus Kristus. Og til at få øje på disse skilte har vi brug for Helligånden.

Og relevansen?

Derfor kan vi slet ikke undvære nærkontakt med de bibelske tekster, og vi må med Helligåndens hjælp finde deres røde tråd, der leder hen til Jesus Kristus. Det var hensigten, da den tidlige kristne kirke for ca. 1700 år siden definerede de tekster som ”kanoniske”, dvs. rettesnors-tekster, altså pålidelige skilte. Det er gennem dem, vi kommer tættest på øjenvidnernes beretninger om Jesus og deres måde at fortolke de forskellige tekster på. At droppe den nærkontakt med Bibelen åbner for at påstå eller lade sig bilde hvad som helst ind og kalde det for ’kristen tro’. Og vi går glip af glæden og styrken ved gang på gang at blive mindet om evangeliet, som fortsat er Guds kraft til frelse.

At droppe nærkontakten med Bibelen åbner for at påstå eller lade sig bilde hvad som helst ind og kalde det for ’kristen tro’.

Læs også ‘Bibelens relevans’.

[1] Læs mere i Gunni Bjørsted: ”Han åbner Bibelen igen – om at læse teksterne i lys af Jesus” fra side 110
[2] Fx: Johannesevangeliet kap. 1, vers 1ff; 1. Johannesbrev kap.1, vers 1; Johannes’ Åbenbaring kap. 19, vers 13; Hebræerbrevet kap. 4, vers 12-16

Relateret

• 05. aug. 2026 - Pinseunderet er, at Gud taler til os i forskellige sprog, som vi kan forstå
• 31. jul. 2026 - Velsignelse uden noder
• 25. jul. 2026 - Hvad kan kirken lære af nye troende?
• 09. jul. 2026 - Livsforvandling gennem bibellæsning
• 13. maj. 2026 - Mens vi venter…

Find flere