Lyt til artiklen:

Før Gutenbergs opfindelse af bogtrykkerkunsten i 1450 var det forbeholdt gejstlige og fornemme at læse de bibelske manuskripter, som regel på latin, oversat fra hebraisk og græsk. Bogtrykkerkunsten var en vigtig brik i de begivenheder, der førte til Reformationen tidligt i 1500-tallet. Siden tog det fart. Bibelen blev oversat til de enkelte modersmål, og som århundrederne gik, blev det almindeligt at eje en bibel, først en pr. hjem og i vores tid en pr. person.

Bibelens vigtighed

Bibelen er de vejledende, retningsgivende skrifter for kristen tro og praksis.

Bibelens vigtighed er åbenlys. Bibelen er ’Den hellige Skrifts kanoniske bøger’ – altså de vejledende, retningsgivende skrifter for kristen tro og praksis.

Det tog næsten 400 år for de første generationer af kristne at nå frem til den samling af skrifter, vi i dag kalder Bibelen. Den blev endeligt kanoniseret på et kirkemøde i år 393 i Hippo (i vore dages Algeriet) og stadfæstet på endnu et kirkemøde i 397 i Karthago (i vore dages Tunesien).

Senere, efter protestantismens fremkomst og de mange kirkesplittelser, der fulgte i kølvandet, kan man endda sige, at Bibelen blev mere og mere central – fordi den efterhånden blev kilde til mere og mere diskussion, ja, ligefrem kamp.

Bærer det, vi læser, frugt?

Men her skal det ikke handle om bibelsyn og kampen om, hvem der ’har ret’. Hvis vi tænker på Jesus´ lignelse om den store verdensdom[1], er det afgørende spørgsmål ikke bibelsyn eller dogmatik, men om vi har elsket vores næste – altså om Jesus´ forkyndelse har båret frugt i vores liv til gavn for vores næste.

Det afgørende spørgsmål er ikke bibelsyn eller dogmatik, men om vi har elsket vores næste.

Kanon

Det vigtige er, hvordan vi bruger Bibelen som vores retningsviser, når vi skal leve vores liv. ’Kanon’ betyder ’rettesnor’, ’retningsviser’. Ved siden af Bibelen udviklede den katolske kirke i middelalderen ’De kanoniske love’, som var bestemmelser om en lang række spørgsmål, som Bibelen ikke sagde noget præcist om, og som man derfor havde brug for at finde svar på. Det var spørgsmål som: Hvordan organiseres kirken? Hvordan fejres der gudstjeneste? Hvordan udnævnes biskopper? Hvordan forholder man sig i forbindelse med skilsmisse? osv. osv.

Bibelen som retningsviser

I protestantisk tradition har vi ikke sådanne nedskrevne love, men vi foretager naturligvis vurderingerne alligevel, bare på mindre formelle måder. Vi foretager dem igen og igen alt efter den tid og kontekst, vi befinder os i. Derfor er det, den ene tid finder ’bibelsk’, ikke altid det samme, som en senere tid finder ’bibelsk’.

Derfor er det, den ene tid finder ’bibelsk’, ikke altid det samme, som en senere tid finder ’bibelsk’.

Når vi finder vej i nye spørgsmål eller finder andre svar end dem, vi fandt tidligere, bruger vi Bibelen som retningsviser, for den er god at pejle efter. Vi bruger den ikke kun ved at finde sætninger og vers i Bibelen, der svarer på alt – for det moderne liv indeholder flere spørgsmål og dilemmaer end dem, Bibelen tager op. Vi bruger den ved at søge den ånd, der ligger bag ordene, når vi sætter os grundigt ind i den kontekst ordene hørte hjemme i og læser dem under bøn om Guds hjælp.

Ydmyghed

Vi må altid gå til Bibelen med stor ydmyghed. Bibelens skrifter har vi fået overdraget fra de første kristne, der – som nævnt – gennem flere hundrede år vejede skrifter mod hinanden og til sidst besluttede sig for de 39, vi har i Gamle Testamente, og de 27 i Ny Testamente. Det kalder på respekt og ydmyghed.

Inden vi i overmod fælder dom over det, vi læser – fordi vi mener, vi har udtømt betydningen, og der ikke er mere at snakke om – bør vi altid lytte endnu en gang i ydmyghed og med et åbent sind både til teksterne og til hinanden, når vi sammen søger at tolke og finde vej i vores tid og verden. Bibelens skrifter taler Guds ord til os, så vi sammen kan finde vej – også i nye tider. De er ikke tænkt som slagvåben, vi skal bruge mod dem, vi er uenige med.

Læs også ‘Men på hver sin måde’

[1] Matthæusevangeliet kap.25, vers 31-46

Relateret

• 26. feb. 2026 - Kunsten at balancere i to verdener
• 19. feb. 2026 - Normer
• 11. feb. 2026 - For at guide os hen til Jesus
• 11. feb. 2026 - Bibelens relevans
• 11. feb. 2026 - Bibelsyn og bibelbrug

Find flere

Foto: Carsten Laursen, Bibelselskabet og Arseny Togulev – Unsplash

Lyt til artiklen:

Vejledning til tro og efterfølgelse af Jesus findes i Bibelen, men desværre er teksterne også blevet misbrugt til at legitimere magtovergreb og til at male misvisende karikaturer af en krigerisk stammegud, som man for alt i verden skal ’holde sig på god fod med’.

Hvad er Bibelen for en bog?

Mens jeg skrev: ”Han åbner Bibelen igen – om at læse teksterne i lys af Jesus”, tumlede jeg konstant med at forme et så kort og dækkende svar som muligt på spørgsmålet: ’Hvad er Bibelen for en bog?’ Jeg landede på følgende: ”Bibelen er den samling af grundlæggende tekster om Gud og verden, som den kristne kirke ved en Jesus-belyst læsning genkender som inspireret af Helligånden til at lede til tro på og efterfølgelse af Jesus Kristus.” Lad mig sætte lidt flere ord på nogle af aspekterne:

For det første: Bibelen er ’en samling af vidt forskellige tekster’

Den er en varieret antologi, hvor mange forskellige stemmer og tankegange kommer til orde. Undertiden modsiger de hinanden. Et af mange eksempler er den store forskel på Nahums Bog og Jonas’ Bog. Hos Nahum skal assyrerne bare nedværdiges og ned med nakken – menneskeligt set for øvrigt helt forståeligt. Jonas’ Bog munder derimod ud i et budskab om Guds medfølelse med indbyggerne i Nineve, assyrernes hovedstad – forresten til Jonas’ ærgrelse.

For det andet: ’Ved en Jesus-belyst læsning’

En selvfølge at fortolke de vidt forskellige tekster i lys af Jesus.

Umiddelbart kunne man tro, at forskellene i teksterne kunne lede til forvirring og den rene vilkårlighed. Sådan så de første århundreders kristne, som samlede og blåstemplede netop disse tekster, ikke på det. For dem var det en selvfølge at fortolke de vidt forskellige tekster i lys af Jesus. De udelod ikke forskellighederne og modsigelserne, men de fortolkede alle historierne ud fra deres erfaringer med og kendskab til Jesus’ fødsel, liv, død og opstandelse. Så når de fx læste historier om ’Gud-villet’ barbarisk udryddelse af folkeslag, læste de det ikke som bogstavelig, faktuel historie, men fortolkede det i lys af Jesus – der tilgav ’fjender’, rørte ved ’urene’, opsøgte og frelste det fortabte og gav sit liv for verden – som budskaber om Guds radikale kærligheds sejr over alt ondt.

For det tredje: ’Inspireret af Helligånden’ eller ’indblæst af Gud’

Formuleringen er hentet fra 2. Timotheus Brev kap. 3, vers 15-17, som jeg ser som en central sammenfatning af, hvordan de første århundreders kristne forholdt sig til ’De hellige Skrifter’, som jo i denne sammenhæng var tekster fra Det Gamle Testamente. Her har jeg ikke plads til at gå nærmere ind på, hvad ’inspireret’ – som jeg forstår det – vil sige.[1] Men bare kort: Tilblivelsen af dem er på én eller anden måde igangsat af en tiltale fra Gud – også selvom ’hørelsen’ af det, Gud sagde, undertiden var upræcis og naturligvis præget af den givne tids kultur og af personlige erfaringer. Men tværs igennem det hele gør Helligånden det sådan, at Skrifterne kan ”give visdom til frelse ved troen på Jesus Kristus”. Og ethvert skrift er ”nyttigt til undervisning, … så det menneske, som hører Gud til, kan blive fuldvoksent, udrustet til al god gerning.”

Tilblivelsen af dem er på én eller anden måde igangsat af en tiltale fra Gud.

Bibelen er vel da ’Guds Ord’?

I min tradition er vi vant til at kalde Bibelen for ’Guds ord’, men vi har brug for at præcisere, hvad vi mener med det. Ellers står vi i fare for at gøre Bibelen til noget, som jeg tror, hverken Helligånden eller den første kirke, som samlede og gav os teksterne, havde tænkt, den skulle være. Vi risikerer at forkludre dens vigtige funktion: At guide os hen til Jesus.

Der peges i stedet ihærdigt på Jesus Kristus som Guds Ord!

Så vidt jeg kan se, lægger teksterne ikke selv op til at identificere Bibelen med Guds ord. Der peges i stedet ihærdigt på Jesus Kristus som Guds Ord![2] Brorson skrev det smukt: ”Men ak, hvad skal jeg sige/når jeg vil tænke på/at Gud af Himmerige/i stalden ligge må/at Himlens pryd og ære/det levende Guds ord /skal så foragtet være/på denne onde jord.”

Guds ord blev ikke til bogstaver, men til kød. Det var ikke skriftruller, der lå i krybben i Betlehem, men Gud, der var blevet menneske. C.S. Lewis skriver i ét af sine breve: ”Det er Kristus selv, ikke Bibelen, som er det sande Guds ord. Bibelen, læst i den rette ånd og under vejledning af gode lærere, vil bringe os til ham.” Bibelen er ikke selv den kilde, der giver liv, men den forsyner os med skilte, der leder os hen til kilden, til Jesus Kristus. Og til at få øje på disse skilte har vi brug for Helligånden.

Og relevansen?

Derfor kan vi slet ikke undvære nærkontakt med de bibelske tekster, og vi må med Helligåndens hjælp finde deres røde tråd, der leder hen til Jesus Kristus. Det var hensigten, da den tidlige kristne kirke for ca. 1700 år siden definerede de tekster som ”kanoniske”, dvs. rettesnors-tekster, altså pålidelige skilte. Det er gennem dem, vi kommer tættest på øjenvidnernes beretninger om Jesus og deres måde at fortolke de forskellige tekster på. At droppe den nærkontakt med Bibelen åbner for at påstå eller lade sig bilde hvad som helst ind og kalde det for ’kristen tro’. Og vi går glip af glæden og styrken ved gang på gang at blive mindet om evangeliet, som fortsat er Guds kraft til frelse.

At droppe nærkontakten med Bibelen åbner for at påstå eller lade sig bilde hvad som helst ind og kalde det for ’kristen tro’.

Læs også ‘Bibelens relevans’.

[1] Læs mere i Gunni Bjørsted: ”Han åbner Bibelen igen – om at læse teksterne i lys af Jesus” fra side 110
[2] Fx: Johannesevangeliet kap. 1, vers 1ff; 1. Johannesbrev kap.1, vers 1; Johannes’ Åbenbaring kap. 19, vers 13; Hebræerbrevet kap. 4, vers 12-16

Relateret

• 26. feb. 2026 - Kunsten at balancere i to verdener
• 19. feb. 2026 - Normer
• 11. feb. 2026 - Hvorfor er Bibelen vigtig, og hvordan bruger vi den?
• 11. feb. 2026 - Bibelens relevans
• 11. feb. 2026 - Bibelsyn og bibelbrug

Find flere

Lyt til artiklen:

Der er ikke nogen bog, der betyder mere for mig, end Bibelen gør. Betyder det så, at jeg kender den tilstrækkeligt godt? Nej, heller ikke, desværre. Men der er alligevel ikke nogen anden bog, som har påvirket og forvandlet mig i en sådan grad som den. Ligesom der heller ikke er nogen anden bog, som inviterer mig ind i en fortælling og en efterfølgelse, som den gør. Og jeg har gennem mit liv lært at genkende, hvordan jeg alt for let rammes af forvirring, mismod, sortsyn og manglende vejledning i de perioder, hvor jeg forsømmer min bibellæsning.

Ikke nogen anden bog har påvirket og forvandlet mig i en sådan grad.

To rum for bibellæsning

I forholdet til Bibelen bevæger jeg mig hele tiden frem og tilbage mellem to ’rum’: Min tjeneste som præst og leder i en menighed, og mit personlige liv med de relationer, jeg nu engang indgår i. Begge rum har jeg i den grad brug for at fylde med bibellæsning. Hvis læsningen forsømmes i forhold til det ene rum, påvirker det uvægerligt livet i det andet rum.

Bibelen er Guds ord

Jeg har fundet stor glæde i bogen “Hvad mener vi med at Bibelen er Guds ord?” af Mikael Tellbe.[i] Han har med den bog hjulpet mig til at forstå mit eget syn på Bibelen bedre, ligesom hans forfatterskab inspirerer mig til at leve endnu mere i og med Bibelen.

Jeg har ikke brug for at bevise, at Bibelen er Guds ord.

Jeg tror og bekender, at Bibelen er Guds ord. Og ordene ’tror’ og ’bekender’ er vigtige for mig i denne sammenhæng. For jeg har ikke brug for at bevise, at Bibelen er Guds ord. For det kan være svært. Ligesom jeg heller ikke kan bevise, at Gud findes. Ligesom ateisterne heller ikke kan bevise, at Gud ikke findes. Det er en trossag. Jeg tror, og jeg bekender, at Bibelen er Guds ord. Jeg tror og jeg oplever, at jeg ved læsning af Bibelen hører Guds ord tale til mig. Jeg tror, og jeg oplever, at Gud møder mig gennem læsningen af Bibelen.

Jesus Kristus åbenbarer Gud

Jeg tror på, at Bibelen er Guds ord, fordi jeg tror på Jesus Kristus. Sådan vender det for mig. Det er ikke troen på Bibelen, som har givet mig min gudstro. Men det er troen på Jesus Kristus som Guds enbårne Søn og som min Herre og Frelser, som har givet mig troen på og bekendelsen om, at Bibelen er Guds ord.

Jeg tror på, at Gud er en Gud, som åbenbarer sig. Og jeg kan lære Ham at kende i det omfang, Han åbenbarer sig for mig. Jeg tror på en Gud, som har åbenbaret sig – og som stadigvæk åbenbarer sig. Det gør Han på flere måder. Men den stærkeste åbenbaring af Gud selv finder vi i Jesus Kristus. Og den åbenbaring finder jeg først og fremmest i Skriften, i Bibelen. Derfor tror jeg, at Bibelen er Guds ord.

Det stærkeste lys

Nogle gange – også indenfor vores eget kirkesamfunds rammer – støder jeg på mennesker, som siger noget i stil med: “Vi kan og skal ikke bruge Bibelen til at argumentere for vores synspunkter!” Måske er baggrunden for et sådant standpunkt, at man er stødt på mennesker, som billedligt talt har brugt Bibelen til at ’slå dem i hovedet’ på grund af deres synspunkter. Hvis det er tilfældet, kan jeg have en vis forståelse for deres udtalelse. For naturligvis skal vi ikke bruge Bibelen på den måde. Men hvis det er et udtryk for, at man lægger større vægt på verdslige og/eller humanistisk funderede argumenter end Bibelen, så må jeg tage afstand fra det standpunkt. Hvis ikke vi tror på, at Bibelen er vores stærkeste lygte for vores fod og lyset på vores sti, når det handler om at forstå Gud, os selv, dem vi er i relation med, og den verden vi lever i, hvad har vi så tilbage? Hvordan skal vi så finde vej?

Et kærlighedsbrev

Finder jeg alt det, jeg gerne vil finde, i Bibelen? Nej, det er ikke en matematikbog med en komplet facitliste. Det er et kærlighedsbrev med en invitation ind i en relation med – og efterfølgelse af – Ham, som både er min Frelser, min Herre, og min Ven.

Læs også ‘Hvorfor er Bibelen vigtig, og hvordan bruger vi den?’

[1] Michael Tellbe: Dr.theol. og lektor i Ny Testamente ved Örebro Teologiska Högskola (ÖTH) og Akademi för Ledarskap och Teologi (ALT)

Relateret

• 26. feb. 2026 - Kunsten at balancere i to verdener
• 19. feb. 2026 - Normer
• 11. feb. 2026 - Hvorfor er Bibelen vigtig, og hvordan bruger vi den?
• 11. feb. 2026 - For at guide os hen til Jesus
• 11. feb. 2026 - Bibelens relevans

Find flere

Lyt til artiklen:

Når jeg skal prædike, kan jeg godt lide at læse mindst to forskellige oversættelser af Bibelen, for det er forskellige fortolkninger og måder at udtrykke sig på. Oftest bruger jeg ’Bibelen 2020’ samtidig med Studieguiden til Bibelen på Hverdagsdansk. De fortæller jo det samme, men på hver sin måde. Om man er til den ene eller den anden version af en af dem eller foretrækker den gamle autoriserede 1992 udgave, er vel en smagssag.

2020 er bedst

Det er vigtigt, at vi følger med i en sprogbrug, folk kan forstå.

Jeg synes bedst om Bibelen 2020. Det er for mig et mere nutidigt sprog. Det er vigtigt, at vi følger med i en sprogbrug, folk kan forstå, når bare det giver den samme mening. Også selvom meningen udtrykkes på hver sin (gode) måde. Jeg er også så småt begyndt at bruge de prøveoversættelser af Bibelen, der er forløbere for den autoriserede Bibel, som vil blive udgivet i 2036 som erstatning for 1992 udgaven – i anledning af 500-året for reformationen i Danmark.

Et eksempel

Prøv at læse med på de forskellige oversættelser af Filipperbrevet kap. 4, vers 4-7.

I den autoriserede udgave fra 1992, underskrevet af Dronning Margrethe, står sådan:

”Glæd jer altid i Herren! Jeg siger atter: Glæd jer! Lad jeres mildhed blive kendt af alle mennesker. Herren er nær. Vær ikke bekymrede for noget, men bring i alle forhold jeres ønsker frem for Gud i bøn og påkaldelse med tak. Og Guds fred, som overgår al forstand, vil bevare jeres hjerter og tanker i Kristus Jesus.”

I de forskellige udgaver, jeg støtter mig til i forberedelse af en prædiken, står der sådan:

Fremhæver noget forskelligt

Ting kan siges på mange måder. Det viser ovenstående eksempler – og jeg kan lide dem alle. Hvis jeg skulle prædike over det, ville jeg nok vælge at fortælle om de forskellige udtryksmåder, for de fremhæver noget forskelligt – uden at det går ud over det egentlige indhold: At vi skal glæde os over, at vi tilhører Gud, og Han sørger for os i rigt mål.

Vi fik snakket om, hvad det egentlig er, der står i Bibelen.

En Bibel, der også har præget os i efteråret herhjemme, har været ”Bibelen for sjov” af Jakob Svendsen. Jeg synes dog, at man skal kende ’de sande historier’, inden man giver sig til at læse den. Men morsom er den. Skrevet som fri gendigtning over, hvordan det kunne have været. Vi fik i hvert fald ’et billigt grin’, og vi fik snakket om, hvad det egentlig er, der står i Bibelen.

I øvrigt: Til min daglige bibellæsning får jeg en lille reminder på telefonen, og her læser jeg dagens ord.

Læs også ‘For at guide os hen til Jesus’.

Relateret

• 26. feb. 2026 - Kunsten at balancere i to verdener
• 19. feb. 2026 - Normer
• 11. feb. 2026 - Hvorfor er Bibelen vigtig, og hvordan bruger vi den?
• 11. feb. 2026 - For at guide os hen til Jesus
• 11. feb. 2026 - Bibelens relevans

Find flere

Lyt til artiklen:

Jesus’ disciple oplevede alt andet end tryghed, da de en nat på Genesaret Sø blev fanget i et voldsomt stormvejr. Midt i deres desperation blev de mødt af Jesus, der opmuntrende kaldte: “Kom ud til mig!”

For i enhver situation – uanset om den er spændende eller hverdagskedelig – kalder Jesus os med et kærligt og opmuntrende kom. Jesus’ invitation til at gå på vandet må have været udfordrende. Det stred mod al menneskelig erfaring. Alligevel havde Peter tillid til Jesus og gik ud på hans ord.[1]

Meget af det, vi før oplevede som sikkert, er i opbrud. Usikkerheden præger vores samfund og påvirker os på mange niveauer. Mange mennesker søger tro, håb og tryghed. Det kræver mod at tage nye skridt i troen – for nogle føles det lige så usikkert som at træde ud af en båd midt ude på søen!

Peter blev ramt af tvivl og flyttede blikket væk fra Jesus – og han begyndte at synke. Men Jesus lod ham ikke synke. Han rakte hånden frem og løftede ham op. Sådan er vores frelser: Han griber ud og rejser os op, når omstændighederne, prøvelserne og synden er ved at tage magten over os.

Kirken som Kristus’ krop

I Jesus’ udstrakte hånd ser vi også det kald, han giver til sin kirke. Som Kristus’ krop på jorden er vi sat til at række ud med den samme bevægelse af nåde, løft og fællesskab. Men ligesom Peter kan vi miste fokus på Jesus og blive overvældet af omgivelserne. Vi værner om det kendte, det trygge, det velafprøvede. Vi holder af ’vores måde’ at gøre tingene på.

Uden helt at opdage det, risikerer vi at stille os tilfredse med at være en lukket forsamling for dem, der allerede er inde. Men kirken er ikke kaldet til at lukke sig om sig selv. Jesus’ fællesskab er altid på vej ud. Jesus spiser med dem, andre sorterer fra. Han inviterer dem, der står udenfor. Han taler troens ord til mennesker, som ingen andre regner med.

Jesus skabte ikke en klub – han skabte et levende trosfællesskab.

Jesus skabte ikke en klub – han skabte et levende trosfællesskab, hvor vi hjælper hinanden med at vokse i troen på Gud og spejle Guds kærlighed i livet.

En kirke med åbne døre

Fællesskab i Kristus handler ikke om at ensrette mennesker, men om at møde dem med evangeliet.

Det kræver mod at invitere mennesker tæt nok på til at troen kan deles ærligt.

Et åbent fællesskab er ikke uforpligtende, men vi tør tværtimod dele det, der betyder noget: tro, håb, tvivl og liv. Det kræver mod at invitere mennesker tæt nok på til, at troen kan deles ærligt. Det kræver generøsitet at give plads til, at andre kan komme med deres spørgsmål, erfaringer og egne måder at udtrykke troen på.

Derfor må vi som kirker øve os i at være mindre klub og mere krop.

Derfor må vi som kirker øve os i at være mindre klub og mere krop. Mindre optaget af at bevare det velkendte og mere optaget af at være et fællesskab, der spejler Guds gæstfrihed. Det betyder, at vi skal åbne vores hjem, vores gudstjenester, vores bibelstudier og vores liv – ikke som arrangementer, men som steder, hvor mennesker kan finde tilhør og troens sprog.

Når vi tør lade fællesskabet være både åbent og trofast, sker der noget smukt: Kirken bliver et sted, hvor mennesker ikke bare ’kommer’, men hører til. Hvor vi ikke kun deler aktiviteter, men deler liv. Og hvor Kristus bliver synlig midt iblandt os, fordi vi gør, hvad han gjorde: åbner døren, inviterer ind og går sammen.

Lad os tage skridtet sammen

Jesus kalder stadig: “Kom!” – ikke ind i det velkendte, men ud i det levende fællesskab, hvor troen får plads til at vokse. Han rækker hånden frem, og vi er kaldet til at gøre det samme. Lad os blive kirke, der åbner døre og hjerter. Lad os invitere mennesker ind – ikke til en klub, men til et fællesskab, hvor vi deler liv, håb og tro.

Det kræver mod. Det kræver generøsitet. Men det er her, vi ser Guds rige vokse: når vi tør stå ud af båden og sammen finde fodfæste i hans nåde. Så lad os tage skridtet – og række hånden ud. For Kristus går foran.

[1] Matthæusevangeliet kap. 14, vers 22-32

Relateret

• 19. mar. 2026 - Krig og fred
• 15. mar. 2026 - I Holstebro kan du møde baptisterne fredag nat i gågaden!
• 12. mar. 2026 - Fællesskab er vigtigt!
• 07. mar. 2026 - ”Alle har ret til et godt udeliv”
• 05. mar. 2026 - Find håb i bøn

Find flere

Lyt til artiklen:

Den nikænske trosbekendelse, år 325:

Vi tror på én Gud, den almægtige Fader, alle synlige og usynlige tings skaber.

Og på én Herre, Jesus Kristus, Guds Søn, født af Faderen, enbåren og det vil sige: af Faderens væsen, Gud af Gud, lys af lys, sand Gud af sand Gud, født, ikke skabt, samme væsen som Faderen, ved hvem alt blev til, både i himlen og på jorden, som for os mennesker og for vores frelses skyld steg ned og blev kød og blev menneske, led og opstod på den tredje dag, og opfor til himlen, hvorfra han kommer for at dømme levende og døde.

Og på Helligånden.

I den tidlige kristne teologi blev Jesus Kristus, Guds Søn, ofte opfattet som en slags kosmisk mellemleder. Det ændrede sig, da kirkelederne fra store dele af den kristne kirke mødtes i Nikæa år 325 og forfattede en trosbekendelse. Man var ikke enige om, hvad og hvem Jesus var. Den første trosbekendelse havde én sætning om Gud som skaber, og et langt afsnit om Jesus som Guds Søn. Og så kom de i tanke om Helligånden, som også lige fik én sætning. 56 år senere samlede kejser Theodosius igen kirkelederne – denne gang i Konstantinopel, og de blev bl.a. enige om, at Helligånden er Herre og Levendegører.

Man var ikke enige om, hvad og hvem Jesus var.

I de protestantiske kirker bruger vi mest Den Apostolske Trosbekendelse, hvis vi overhovedet bruger én. ”Men Nikænum er mest udbredt – dét, som stort set alle kirker har til fælles”, siger Johannes Aakjær Steenbuch. Bogen ”Lys af lys” rummer mange af de gode citater, Johannes har samlet i sin notesbog, når han har skrevet de andre bøger om oldkirken: ”Min tanke var, at i anledning af Nikænums 1700 års jubilæum i 2025 ville jeg skrive en kort indledning om treenighedslæren. Andre bøger om emnet fylder op mod 900 sider. Min blev så 160 sider…”, forklarer han.

Lys af lys

”Teologisk set er kernen i evangeliet, at Jesus er Gud, samme væsen som Faderen”, forklarer Johannes.

Jesus er Gud, samme væsen som Faderen.

Han valgte titlen ”Lys af lys” – hentet fra Nikænum – fordi det er en metafor for forholdet mellem Gud Fader og Gud Søn. Hvis man tænder et stearinlys med et andet stearinlys, er begge stadig lys. Det kan jo lyde ret poetisk.”

For Johannes Steenbuch er en masse brikker faldet på plads: ”Jeg har arbejdet med det i mange år, og det er komplekst at formulere forholdet mellem de tre personer i Gud. Tænk, at det tog så lang tid at nå frem til treenighedslæren. Man kan ikke bare uden videre hente det ud fra Bibelen.”

Hvad er frelse?

”Frelsen er det vigtigste spørgsmål. At frelsen allerede er realiseret, fordi menneske og Gud er blevet ét i Kristus. Det, vi skal frelses fra, er den brudte relation til Gud. Vi har vendt os væk. Den relation er genoprettet i og med, at Gud blev menneske. Derfor begynder frelsen i inkarnationen. Men det kan ikke adskilles fra fuldendelsen. Jesus tager vores død på sig langfredag, og i opstandelsen opstår vi med ham.” Jul, påske og pinse hænger sammen, og intet af det kan undværes.

At frelsen allerede er realiseret, fordi menneske og Gud er blevet ét i Kristus.

En anden pointe i trosbekendelsen fra Nikæa er, at Jesus ikke skal gøre noget for at blive Gud Søn. Det er han fra evighed af. Når han bliver døbt, gør han det ikke for sin egen skyld, men for os. Alt, hvad der sker med ham, sker for vores skyld: ”Som mennesker har vi en tendens til at miste, hvad vi modtager, men skal Guds nåde være umistelig, må Gud selv modtage den på menneskers vegne, som menneske.”[1]

Et ligeværdigt menneskesyn

Endelig er en tredje pointe, at Gud er tre ligeværdige personer. Som skabt i Guds billede er vi også ligeværdige. Det slår en af kirkefædrene, Gregor af Nyssa, fast i slutningen af 4. århundrede, hvor han er kritisk overfor magt og slaveri: ”Når et menneske gør sig til herre over et andet menneske, ødelægges enheden i menneskeheden. Den indsigt kommer fra treenighedslæren. At Guds tre personer er ligeværdige”, fortæller Johannes og nævner endnu en indsigt, der handler om Guds omsorg for os: ”Gud blev moder, da han ’fødte’ sin Søn for vores skyld.”[2]

Et amerikansk forlag udgiver i øvrigt hans bog. Johannes Steenbuch er ved at lægge sidste hånd på oversættelsen, da jeg besøger ham i Nylars.

[1] Johannes Aakjær Steenbuch: ”Lys af lys”, side 61

[2] ”Lys af lys”, side 37

Relateret

• 19. mar. 2026 - Krig og fred
• 15. mar. 2026 - I Holstebro kan du møde baptisterne fredag nat i gågaden!
• 12. mar. 2026 - Fællesskab er vigtigt!
• 07. mar. 2026 - ”Alle har ret til et godt udeliv”
• 26. feb. 2026 - Kunsten at balancere i to verdener

Find flere

Lyt til artiklen:

Daniel Øhrstrøm har skrevet en let læst, men ikke letbenet bog om sygdom, tro og uventede velsignelser. Den hedder ”Det er om natten, man ser nordlys”.

Vi følger ham igennem godt tre års hospitalsindlæggelser og utallige operationer, op og nedture, frygten for at dø fra sine tre, nu fire børn og sin kone. Mest af alt er det en trosvandring med store velsignelser i mørket – større end det er de fleste forundt.

Daniel Øhrstrøm, 46, er journalist ved Kristeligt Dagblad, en elsket foredragsholder, musiker og sangskriver.

Forfatter Daniel Øhrstrøm (Foto: Pelle Rink / Bibelselskabet)

Han fortæller i bogen om flere store åndelige oplevelser midt i mørket. Bl.a. møder han Jesus i menneskers ansigter – og sin elskede afdøde farmor – i en MR-scanners klaustrofobiske indre. Møder, der blev til velsignelser, gav trøst og håb.

Fangekoret

Det mest bevægende afsnit i bogen handler om Louise Adrian, der var Fangekorets ”mor” i 30 år og som døde i 2024. Hun og Daniel var hinandens livsvidner – Louise fik kræft et halvt år efter Daniel blev syg, og de fulgte hinandens liv tæt. Hendes sidste hilsen til ham handlede om hans nyfødte datter, Gerda Rose, der er født med Downs syndrom. En hilsen han fik kun få dage før Louise døde.

Jesus-bønnen er gennemgående i bogen, fra allerførste side til den sidste. Bønnen, han begiver sig ind i narkosen med, hver gang han skal opereres, og for det meste vågner han med en salme i tankerne.

Jesusbønnen stifter Daniel netop bekendtskab med, da han følger Fangekoret i et halvt år for at skrive en bog om koret og Louise i 2012.

Han skriver: ”Livets dybeste mening er fællesskab. Vi fødes og dør alene, men vi lever sammen og har brug for hinanden. Fællesskab fordriver frygt, fordi næstekærlighed fordriver frygt. Uden kærlighed er vi intet. For alting er ingenting uden kærlighed.”

Netop Louise Adrian formåede at se de store kriminelle bamser som mennesker, der er elskede uanset deres fortid.

Bogens omslag (Bibelselskabet)

Daniel skriver: ”Vi kan hurtigt dømme hinanden og alt for mange lever livet som korrekturlæsere, der kun går op i at finde andres fejl. (…) Louise var en tingfinder efter det gode i dem, der allerede var blevet stemplet som onde.”

Slægtninge i troen

Daniel bor med sin familie på Bornholm, hvor han også prædiker i Baptistkirken Bornholm. Netop her sætter han pris på fællesskabet. ”Det er gode folk i den kirke. Et utroligt godt fællesskab, fordi de lever som slægtninge i troen. Det er der noget smukt i.”

Jeg fanger ham på telefonen i en pause på pastoralseminariet, hvor han læser lige for øjeblikket. Han håber på at blive præst.

”Jeg vil være med til at formidle Guds kærlighed, trøst og håb. Vi lever i en frygtsom tid. Der bliver talt om åndelig oprustning og samtidig nedlægger regeringen Store Bededag. I stedet er der brug for flere foldede hænder og hænder, der rækker ud.”

Guds spørgsmål

I bogen sætter han ord på de to spørgsmål, Gud stiller mennesker allerførst i Bibelen. Han spørger Adam, der netop har forrådt Gud: ”Hvor er du?” og Kain spørger Han, efter at Kain har slået sin bror Abel ihjel: ”Hvor er din bror?” Det er de spørgsmål, Gud også stiller os. Han søger fællesskab med os uanset og ønsker, at vi står i relation til hinanden.

Daniel siger: ”Vi skal søge tilbage i fællesskab med Gud og med hinanden. Der er mange ensomme mennesker og kirke handler om fællesskab, når vi er bedst.”

Om ”Det er om natten, man ser nordlys”.

Forfatter: Daniel Øhrstrøm
Sidetal: 198 sider
Indbinding: Softcover med flapper
Forlag: Bibelselskabets Forlag
Varenummer: 978-87-7232-338-1
Mål: 14 x 20 cm.

https://www.bibelselskabet.dk/Webshop

Terapi at skrive

Han fortæller, at det med at skrive er en måde at tænke på for ham. Det er nærmest terapeutisk. Allerede da han lå på intensiv afdeling på sygehuset i Rønne begyndte han at skrive om sin sygdom på Facebook.

”Jeg vidste jo ikke, om jeg overlevede. Jeg læste min egen journal: der var mistanke om leverkræft. Det var det ikke, men jeg fik en blodforgiftning efter en kikkertoperation, der i stedet afslørede en autoimmun sygdom. Og siden fik jeg konstateret kræft i både tolvfingertarmen og blindtarmen, så den blev fjernet. Men jeg troede først, det var en dødsdom. Egentlig var det derfor et eksistentielt testamente til mine børn, jeg skrev. Jeg skrev mine pointer ned, så børnene kunne bruge dem, hvis jeg ikke var der længere. En slags flaskepost.

På Facebook fik jeg mange hilsner fra folk, der kunne bruge det, jeg skrev. Så da jeg kunne, begyndte jeg at holde foredrag om livsmod under alvorlig sygdom, og om håbet om evigheden…”

Det var disse Facebook-skriverier, der blev basis for både bogen og foredragene rundt i Danmark.

Sygehus som kirke

En af hans pointer er glæden over det danske sygehusvæsen, hvor man ikke regnes efter status. Her er fattig og rig lige værdige, og der sendes en helikopter efter dem begge.

”Når vi går ind i sygehuset, er det som at gå ind i kirken. Vi hænger vores titler i våbenhuset, og tager ens tøj på. Jeg har bedt aftenbøn med mange medpatienter, både direktører og førtidspensionister.”

Udtrykket ”Det er om natten, man ser nordlys” fik han fra frikirkepræsten Poul Kirk, som er en anden af Daniels livslange venner.

Den seneste skanning fra februar viser, at han nu stadig er kræftfri. Og lige nu er han glad og taknemmelig over at gå på pastoralseminariet – selvom det betyder, at han igen er væk fra familien i lang tid. Han har efterhånden rig erfaring i at prædike, og dog vil hans udfordring som folkekirkepræst nok være, siger han, at han skal skrive sine prædikener ned.

”Normalt har jeg bare en disposition, ligesom et foredrag, hvor jeg taler mere frit. Men jeg skriver hver eneste dag. Det er min måde at tænke på.”

Og det har altså manifesteret sig i mere end 15 bøger om andre mennesker, mens den seneste altså handler om ham selv. Jeg var ved at skrive sidste. Det håber jeg ikke, det bliver!

Relateret

• 19. mar. 2026 - Krig og fred
• 15. mar. 2026 - I Holstebro kan du møde baptisterne fredag nat i gågaden!
• 12. mar. 2026 - Fællesskab er vigtigt!
• 07. mar. 2026 - ”Alle har ret til et godt udeliv”
• 05. mar. 2026 - Find håb i bøn

Find flere

Lyt til artiklen:

Læredag i BaptistKirken om kirkens møde med LGBT+personer. En helt ny måde at mødes på. Et svært emne at mødes om. En samtale, der nemt kunne gå i stykker på vejen. De fleste deltagere følte nok en smule spænding inden dagen begyndte i Korskirken. Heldigvis var der rigelig kaffe og brunch til at begynde med. Og lejlighed til at tale med nogle af dem fra den anden ende af landet, som man ser alt for sjældent.

Det blev en god dag. Læredagskonceptet holdt, hvad vi var blevet lovet. Der var velforberedte oplæg, lyst til at stille udfordrende spørgsmål på den gode måde og vilje til at komme ud af ”ekkokammeret” og lytte til andre holdninger.

Vi er ikke færdige med at tale om kirkens møde med LGBT+personer. Emnet udfordrer fortsat både menigheder og enkeltpersoner. Men læredagen viste, at der blandt de fremmødte var lyst til at lytte til hinanden.

Det videre forløb

Det fortsatte forløb for arbejdet med inklusion er:

• Dagens oplæg blev filmet
• De fire interne oplægsholdere har lavet opsummeringer på cirka fem minutter
• Det hele lægges på BaptistKirkens YouTube-kanal
• Menighederne drøfter videre
• Tilbagemeldinger fra menigheder (med flere) senest medio maj
• Ledelsen udarbejder nyt forslag til ”punkt 4c”.

Konceptet forklaret

Læredag er en helt ny måde at mødes på i BaptistKirken. Princippet er lånt fra den akademiske verden, hvor forskeren fremlægger sin viden, bliver udfordret af andre forskere og til sidst udgiver sin viden, så alle kan kommentere.

Læredagen fulgte næsten samme model. Som ”appetitvækker” fik vi lov til at lytte til to eksterne oplægsholdere, inden fire baptister i løbet af 25 minutter gav hver deres syn på emnet. Hver oplægsholder fik herefter udfordrende spørgsmål af en af de andre oplægsholdere. Til sidst fik alle i salen mulighed for at stille spørgsmål.

Læredagskonceptet drager ikke konklusioner. Der var ingen afstemning, intet rigtigt eller forkert. Kun oplæg, samtale, eftertanke og refleksion. Og forhåbentlig inspiration til fortsat samtale.

To eksterne oplægsholdere

Læredagens første indlæg kom fra to eksterne oplægsholdere: Johannes Hansen (Apostolsk Kirke) og Jørgen Thaarup (Metodistkirken).

Johannes Hansen (Foto: Astrid Melkær Andersen)

Johannes Hansen repræsenterede et konservativt bibelsyn og argumenterede for, at Bibelen ikke anerkender fx homoseksuel praksis. Johannes pegede blandt andet på, at troslære (dogmatik) og etik hænger uløseligt sammen, og at etikken er en direkte konsekvens af troen. Konsekvensen af dette er, at praktiserende homoseksuelle ikke kan være ledere i kirken, da ledere skal være uangribelige forbilleder.

Johannes afsluttede med en observation af sammenhængen mellem bibelsyn og kirkevækst:
”Jeg kan se, at alle de steder, hvor man bliver liberal, der mister evangeliet sin kraft.” Og videre hævdede han:
”Det er faktisk dem, der har et konservativt bibelsyn, der fylder kirkerne, og de andre kirker, de tømmes!”

Jørgen Thaarup (Foto: Astrid Melkær Andersen)

Jørgen Thaarup vægtede tolkning og historisk kontekst og søgte en vej til kirkelig enhed trods uenighed. Han påpegede blandt andet, at alle parter står på Bibelens grund, men tolker teksterne forskelligt, da ord som “homoseksualitet” slet ikke findes i grundteksten.

Jørgen argumenterede også for at se på den kulturelle kontekst: De bibelske forbud var rettet mod afgudsdyrkelse, frugtbarhedsreligioner og tempelprostitution, ikke mod moderne kærlighedsforhold. I modsætning til Johannes Hansen mente Jørgen Thaarup, at etiske regler er kontekstafhængige og ikke har samme uforanderlige status som dogmatikken.

Fire oplæg fra baptister

Ole Lundegaard, Ulrick Refsager Dam, Lars Midtgaard og Kristian Bonde-Nielsen havde taget imod opfordringen til at bidrage med et oplæg.

Ole Lundegaard (Foto: Astrid Melkær Andersen)

Ole Lundegaard havde fokus på, at homoseksualitet er et medfødt livsvilkår, ikke et valg og slet ikke et bevidst oprør mod Gud. Med paralleller til at kirken over tid har ændret syn på fx slaveri, kvinder og skilsmisse, argumenterede han for, at vi kan bevæge os væk fra skrevne bibelord til en bedre erkendelse. Ole hævdede også, at det afgørende i et bibelsk ægteskab er pagten (troskaben) mellem to mennesker, ikke deres køn.

Ulrick Refsager Dam (Foto: Astrid Melkær Andersen)

Ulrick Refsager Dam fokuserede på kærligheden som den højeste lov og nøglen til fortolkning. Han definerede kærlighed som intentionelle handlinger, der fremmer “det fælles bedste” i relation til Gud og næsten. Derimod er synd de handlinger, der skader relationer og modarbejder kærlighedens formål. Ulrick forklarede, at Jesus brugte kærligheden til at føre skriften tilbage til dens hjerte, og at kirken skal gøre det samme i dag.

Lars Midtgaard (Foto: Astrid Melkær Andersen)

Efter kaffepausen blev det Lars Midtgaards tur til at gå på talerstolen. Med et meget velforberedt og gennemarbejdet oplæg satte Lars fokus på skabelsesteologi og ægteskabet som en hellig institution. Lars pegede på ægteskabet som symbol: Foreningen mellem mand og kvinde er et unikt billede på forholdet mellem Kristus og kirken. Han argumenterede for, at Guds oprindelige intention med to køn står over kulturelle svingninger og tidsbestemte eksempler. Lars ønsker at møde alle med kærlighed og respekt, men mener ikke, han har mandat til at velsigne samkønnede ægteskaber.

Kristian Bonde-Nielsen (Foto: Astrid Melkær Andersen)

Kristian Bonde-Nielsen argumenterede for fuld inklusion af LGBT+ personer i kirken. I modsætning til de tre andre oplægsholdere tog Kristian ikke udgangspunkt i skriftsteder, men i menneskers levede liv. Ud fra møder med mennesker pegede han på, at en afvisende holdning ikke ”bærer gode frugter”. Tværtimod fører den til depression og mistrivsel hos de afviste. Kristian kan ikke tro på en Gud, der ønsker, at Hans børn skal lide, og ser derfor ikke homoseksualitet som en synd. Af det følger også at LGBT+ personer skal have adgang til at blive viet eller velsignet i kirken ligesom de er velkomne i kirkens ledelse. Kristian kom med en konkret opfordring:
”Gør det tydeligt, offentligt, præcis hvor kirken står. Skriv det på hjemmesiden. Folk kommer til at spørge. Hvis man ikke har lyst til at sige det højt, så er det unfair.”

Sara Jalk fra Roskilde havde en god oplevelse på læredagen (Foto: Astrid Melkær Andersen)

Respons på læredagen

Læredagskonceptet lagde op til respons. Måske var det dagens svage punkt. ”Tamt” er en overdrivelse, men de skarpeste spørgsmål kom fra salen – ikke fra respondenterne. Det er måske for meget forlangt, at respondenten skal være knivskarp uden forberedelse, kun sekunder efter oplægsholderens sidste ord?

I kaffepausen fortalte Sara Jalk fra Roskilde, at hun savnede muligheden for forberedelse:
”Læredagen er et rigtig godt koncept, og der er en virkelig god stemning. Jeg havde med glæde modtaget oplæggene forud, så jeg kunne have forberedt mig bedre. Jeg kunne også ønske mig lidt mere balance mellem oplægsholdernes synspunkter.”

Bodil Nielsen fra Bethelkirken var også glad for konceptet (Foto: Astrid Melkær Andersen)

Bodil Nielsen fra Bethelkirken havde også en god oplevelse på læredagen:
”Det er en god måde at mødes på. Vi giver plads til forskellige holdninger og hinandens forskellighed. Jeg synes, det er meget positivt at alle prøver at være ærlige i forhold til deres holdninger og følelser.”

Skal vi prøve igen?

På læredagen afprøvede vi i fællesskab et nyt princip for udveksling af meninger og holdninger. I invitationen stod der: ”Målet er ikke ensretning, men gensidig forståelse på tværs…”. På deltagernes spørgsmål og engagement virkede det som om, læredagen nåede sit mål om forståelse. Enighed er nok for meget forlangt i BaptistKirken – og ensrettede: Det bliver vi aldrig!

Læredagen gav os et nyt værktøj. Måske skal vi tage det i brug til andre svære samtaler?

Relateret

• 15. mar. 2026 - I Holstebro kan du møde baptisterne fredag nat i gågaden!
• 07. mar. 2026 - ”Alle har ret til et godt udeliv”
• 20. feb. 2026 - Sebastian tog skridtet fra fællesskab til lederskab
• 13. jan. 2026 - En overvældende afsked
• 10. jan. 2026 - Unge vælger dåb og kirke til: Et skifte, der går under radaren

Find flere

Lyt til Benny Klarholts juleprædiken her:

Skriftsted

Lukasevangeliet, kapitel 2, vers 1-14

Når magten taler

Det almindelige menneske – du og jeg – har, fordi vi er mennesker mange ting til fælles. Forskellig farve, etnicitet, køn og nationalitet betyder, at vi ikke er ens, men vi er lige meget værd. Det gælder også det fattige par, vi hører om i juleevangeliet. Og for at give det kant og gøre det nærværende og levende for dig, vil jeg gerne, at du ikke bare lytter men reflekterer over, hvad det betyder for dig. For også de var undergivet magthavernes luner og forgodtbefindende. Heller ikke de blev spurgt, hvad der var godt for dem, eller hvad de mente om at være tvunget til at bryde op for at tage på en rejse fyldt af udfordringer og strabadser.

Og alt skete, fordi én havde magten til det.

Og magten var ikke blot ord, men bag ordet – dekretet kan man kalde det – var der vilje og militær magt til at knægte dem, der mente noget andet. I Gaza har det lydt: “flyt jer, eller I risikerer jeres liv”. I Ukraine høres lyden af droner og granater, mens mennesker, ofre for frygten, længes efter at sove en hel nat uden at skulle flygte i beskyttelsesrum som værn mod aggressorerne.

Frygtens vilkår for det almindelige menneske

Fra at verden var lille, og det par, vi hører om, fik ordre på at bevæge sig til slægtens udgangspunkt for at blive talt, og til lyden af dekreter, som et menneske valgt i en stor afkrog af verden udsteder, fordi han mener at herske over hele jorden, er der naturligvis et spring.

Men konsekvensen for den enkelte er frygt, og perspektiverne er underkastelse eller forsvind. Hvor kan et menneske forsvinde hen som resultat af sin frygt? Maria og Josef blev tvunget på vandring for at adlyde. En gravid kvinde, tvunget på vandring på øde veje og barsk natur, for at adlyde magthaverens dekret: Alle skulle tælles for at skabe overblik over skatteindtægter. Her finder du baggrunden for vandring og folketælling.

Et dekret fra højeste sted – en befaling – en udtrykt magt over mennesker.

En trøst i dette kunne være, at magthaveren slet ingen magt havde, uden at den var givet ham af Gud, som led i Guds plan om at frelse mennesket ved tro.

Vi har som mennesker mange ting til fælles. Vi deler frygten: angsten for det, vi ikke har indflydelse på, forstår eller kan finde mening i. Men vi deler også en grundlæggende følelse, et behov for at leve i fred. Vi lever med følelser, forventninger og håb. Og det er netop, hvad der i stor skala klinger ud af englenes budskab til hyrderne på marken og som et løfte ind i dit liv.

En fred, ingen kan befale

“Fred til mennesker med Guds velbehag”. Det er ikke at forveksle med dekretet fra en magthaver. Sand fred kan ingen udstede befaling eller dekret om. Det er noget indre. En fred midt i kaos og kaotiske tanker. En fred, som er det hele og udelte. Et syn på livet og en modtagelse af det, der er så meget større og dybere, så mere nært, at ingen kan tage den fred fra dig, som er en del af englenes proklamation til det almindelige menneske i hyrders skikkelse denne første julenat. En fred, som ingen magthaver kan herske over.

Er det ikke, hvad du behøver at høre?

Guds tilsagn om fred, som noget indre, noget som verdens uro og magthavere ikke kan ændre.

Fred til dem, der bærer frygten

Når Jesus i sit møde med mennesker siger “frygt ikke – tro kun”, handler det ikke om at tale menneskelig frygt eller angst for virkeligheden, som du oplever den, ned. Ordene finder deres fundament i den fred, der blev proklameret til mennesker med Guds velbehag. Og hvem er det? Er der en sammenhæng til dem ordene først lød over? Fortæller de, at dette ikke er noget, du skal præstere eller gøre dig fortjent til? Kan du se dig selv som modtager af den indre fred, som er Guds løfte talt ind i dit liv. Ordene lød til fattige hyrder på marken. De lød ikke til denne verdens værdige, til magthaverne med magt til dekreter, men til dem, der bar frygten i hjertet, frygten for morgendagen, for herskernes handlinger og deres egensindige manglende empati.

De lød til mennesker, der som du længes efter fred.

Mennesker, der vil dele budskabet om fred i en kaotisk verden fuld af frygt. Mennesker der vil dele budskabet om, at det kan være anderledes.

Mennesker der ønsker og har vilje til at tage freden ind trods verdens tydelige ufred og konflikt.

At leve med fred i en ufredelig verden

Er det budskabets egentlige adresse – fred til dig, som vil fred – fred til dig, der ønsker og vælger at leve med Gud som en kilde til fred? Fred til dig, der vil fred i dit liv og med dit medmenneske. Og skal budskabet tages helt ind, så du udfordres til at gøre noget, så giver hyrderne, helt almindelige mennesker, måske et hint. Efter oplevelsen kunne de vælge at læne sig tilbage, nyde varmen og et glas rødvin, eller de kunne vælge at søge det, de var blevet vidner til. Det tilbagelænede skaber eller formidler ingen fred. Med fred går du livet i møde. Fred er en tilstand – noget, vi giver hinanden. Guds fred er en indstilling til livet og til mennesker.

”Fred til mennesker med Guds velbehag” – Fred til dig.

Amen.

Relateret

• 05. mar. 2026 - Find håb i bøn
• 02. feb. 2026 - Fem år efter militærkuppet styrer frygten fortsat: Bed for Myanmar!
• 13. jan. 2026 - En overvældende afsked
• 22. dec. 2025 - Nu tændes tusind julelys
• 22. dec. 2025 - Julen er hjerternes fest – men også der, hvor de bliver knust

Find flere

Lyt til artiklen:

I dag vil jeg sige, at jeg lever et ret bekymringsfrit liv. Ikke, at der ikke er rigeligt, jeg kunne bekymre mig om, men jeg har lært, at det i høj grad er et spørgsmål om indstilling og at øve mig i at se på livet fra et Gudsrige-perspektiv, et evighedsperspektiv.

Jeg vil her give nogle eksempler på nogle af de erfaringer, erkendelser, visdomsord og tanker, som har haft en indflydelse på mit forhold til bekymringer.

Tillid

Jesus siger i Johannesevangeliet 14,1 ‘Jeres hjerte må ikke forfærdes! I har tillid til Gud, hav også tillid til mig!’ (πιστεὺω – stol på, hav tillid til, tro på)

I bund og grund kunne jeg godt nøjes med dette. For kan jeg virkelig leve et liv i dyb tillid til Gud, til Kristus, så er der intet at være bekymret for. Den tillid kan dog være virkelig svær at holde fast i, når jeg står midt i en situation som fylder mig med uro, frygt og bekymring.

Alting har en tid

En fortælling, som har inspireret mig, er en gammel kinesisk fortælling om en bondemand. Den lyder sådan her (frit genfortalt):

Der var en gang en gammel bondemand, som havde arbejdet med sine afgrøder i mange år. En dag løb hans hest væk. Da naboerne hørte det, kom de på besøg og sagde med sympati, ‘Hvor er du uheldig, du må være så ked af det’.

‘Lad os se’, svarede bonden.

Den næste morgen vendte hesten tilbage, og havde to vilde heste med sig.

‘Hvor skønt!’ sagde naboerne, ‘Du fik ikke bare din hest tilbage men du fik to mere. Hvor er du heldig!’

‘Lad os se’, svarede bonden.

Den næste dag prøvede hans søn at ride på en af de vilde heste. Han blev kastet af og brækkede sit ben. Igen kom naboerne for at udtrykke deres sympati for hans uheldige situation. ‘Nu kan din søn ikke hjælpe dig med høsten’ sagde de, ‘Hvor er du uheldig!’

‘Lad os se’, svarede bonden.

Den følgende uge kom repræsentanter fra hæren til landsbyen for at indskrive unge mænd til at gå i krig. Da de så, at bondens søn havde brækket sit ben, gik de videre.

Naboerne kom for at lykønske bonden for hvor heldigt alt var faldet ud for ham. ‘Hvilke fantastiske nyheder. Du må være så lykkelig!’ sagde de.

Bonden smilte til sig selv og sagde endnu en gang, ‘Lad os se’.

Dette kan være en måde at læse og forstå ordene i Prædikerens Bog 3,1 og 3,17b, hvor der står:

‘Alting har en tid, for alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt’ og
‘For alt, hvad der sker, og for alt, hvad man gør, er der en tid’

En anden måde at sige det på kunne være, at ‘intet i denne sanselige verden er uforanderligt’. Det lærte jeg at føle på egen krop på en meditationsretræte, hvor vi skulle observere følelser og fornemmelser i kroppen uden at reagere på dem. Blot observere med et roligt sind, med sindsligevægt. Det var seriøst hårdt, men også lærerigt, og da først sindet virkelig slap ‘kampene’ for at ændre på tilstanden, blev der helt roligt og fredeligt i både sind og krop.

‘Vær ikke bekymrede …’

I Matthæusevangeliet 6,24-34 (og Luk. 12,22-31) kan vi læse Jesus’ ord om bekymringer. Han siger, ‘Se himlens fugle’ og ‘Læg mærke til markens liljer’. En umiddelbar reaktion på det kunne være, ‘Ja, den er fin med dig, Jesus, men jeg er hverken fugl eller blomst, og i mit liv er der virkelig meget at være bekymret over.’ Men Jesus siger heller ikke, at vi skal være som fuglene eller markens liljer, men at vi skal se på dem og tage ved lære af dem.

Det har jeg prøvet at gøre over en længere periode og er slet ikke færdig. Fuglene er virkelig forunderlige. De flyver frit rundt, og når de finder føde, så sætter de sig fulde af glæde og synger, nogle gange inden de er begyndt at spise, så alle andre fugle ikke er i tvivl om, at nu har de fundet føde. De deler frit. Men også måden de bygger rede på, tager sig af deres unger mv. Jeg kan kun på det varmeste anbefale at prøve virkelig at se på dem og prøve at leve sig ind i deres ‘livsførelse’.

At studere planterne er næsten mere forunderligt. De er mere simple end dyrene, og længere væk fra at leve et liv som vores, men der er så meget visdom at hente i planternes udvikling og årets cyklus.

Men hvad mener Jesus med, at ‘End ikke Salomo i al sin pragt var klædt som en af dem’ Det, vil jeg påstå, kræver et dybere blik på planten, end vi er vant til.

At ‘se’ på Guds skaberværk

Hvis jeg skulle komme med en lille opfordring, som ikke er nær så let, som den måske lyder, så prøv at sætte dig og kig på en blomst i 10-15 minutter. Slip bedømmelser og vurderinger, slip så vidt som muligt tankestrømmen, og blot vær med blomsten, og vær mere opmærksom på, hvad der sker i dit indre. Det kan være i dit hjerte, men det kan være mange steder i kroppen, at du fornemmer noget. Det kan også være nye tanker eller erkendelser, som kommer til dig, men de får umiddelbart først plads, når sindet bliver stille.

Du vil, om end ikke første gang, så med tiden kunne opleve dybe forandringer i dit indre. Det er for mig en af de bedste øvelser i at slippe bekymringer, at leve bekymringsløst.

Det er en form for Lectio Divina, blot med Guds skaberværk som kilden.

‘Men søg først Guds rige …’

Jesus’ ord om bekymringer slutter med ordene om at søge Guds rige. Hvad vil det sige? Jeg læste på et tidspunkt nogle ord, som jeg oplever, er en anden måde at udtrykke det på:

                   ‘Lev hverken i nuet eller i fremtiden, men i evigheden’.

Igen er det ingen let udfordring, men en rigtig god øvelse kan være, hver gang jeg oplever at bekymringerne ‘får greb i mig’, og jeg ikke kan slippe dem, så lige at trække mig ud og se det hele lidt fra oven. At se det fra et ‘Guds perspektiv’. At se min situation i et evighedsperspektiv. Det er nogle gange lettere at gøre når man er faldet til ro igen, men med tiden bliver det også muligt at gribe sig selv i øjeblikket.

Paulus siger i Romerbrevet 14,17: ‘Guds rige er ikke mad og drikke, men retfærdighed og fred og glæde i Helligånden’, og i Filipperbrevet 4,4-7 kan vi læse, hvordan vi gennem bekymringsløshed, bøn og taksigelse kan opleve ‘Guds fred, som overgår al forstand’, en Guds riges ‘fred og glæde i Helligånden’.

Det kan være, at bekymringsløsheden kommer til os først, eller at det er retfærdigheden, freden og glæden, men et er sikkert, de går hånd i hånd, og søger vi dem og beder om dem, så vil de med tiden blive en naturlig del af vores liv.

Med ønsket om, at vi alle må finde hver vores vej til et mere bekymringsfrit liv.
Rune Funch

Læs også artiklen “Frygten i skoven og i livet”.

Relateret

• 05. mar. 2026 - Find håb i bøn
• 12. feb. 2026 - Nyheder, der bringer håb på en mandag
• 11. feb. 2026 - Invitation til fællesskab
• 08. feb. 2026 - Det er om natten, man ser nordlys
• 02. feb. 2026 - Fem år efter militærkuppet styrer frygten fortsat: Bed for Myanmar!

Find flere