Bent Hylleberg

født 25. maj 1946, gift med Bodil i 1969

Tre børn: Morten, Rasmus og Ane. Og ni børnebørn

Immanuelskirken Aarhus 1969-1985

Seminariet Tølløse og SALT 1985-2009

BaptistKirkens formand 2013-2017

Bent Hylleberg er af den største danske årgang. I 1946 fødtes 91.000 børn. Hans forældre blev gift i 1944 og ville ikke have børn, før krigen var slut. Så kom tvillingerne Asger og Bent. Tre år senere kom Carsten – ABC.

I Hvorupgaard nord for Nørresundby blev Bents økumeniske sindelag lagt. For de søndage, hvor Indre Mission og KFUM & K ikke havde søndagsskole, lagde baptisterne Marie og Peter Krabbe hjem til. Sådan blev der søndagsskole for børnene hver søndag …

Bents far var ansat ved statsbanerne, så familien flyttede en del rundt. Teenage-årene var i Østhimmerland. Bent cyklede gerne 18 km til ungdomsmøde i Vårst, for dér traf han Bodil – ”og så havde jeg jo set ’min pige’!” – inden andre 18 km hjem igen.

Lægprædikant

”Jeg har vidst fra jeg var helt ung, at jeg ville være præst. Asger og jeg var på lægprædikantkursus, da vi var 18 år. Som student i 1966 tog jeg direkte til Baptistkirkens Teologiske Seminarium i Tølløse.”

Præstefamilien på trappen til Immanuelskirken i Aarhus 1975

I 1969 kom han til Århus, hvor han læste videre på Århus Universitet. Samtidig var han ulønnet ungdomspræst i Århus menighed. Menighedens præst flyttede i eget hus, så Bodil og Bent fik en præstebolig, mens de begge læste, hun til lærer. I 1975 blev Bent menighedens præst. Dog blev han først militærnægter på kirkens kontor: ”Det hele blev en vældig god indgang til præstejobbet.”

Bent husker tydeligt sin ilddåb: ”Det var min første begravelse, en 12-årig spejderpige, der blev trafikdræbt i et lyskryds ved kirken. Det var hårdt.”

Tidlig søndag morgen

Bent har primært set sig selv som præst, også da han vendte tilbage til Tølløse som underviser og senere rektor på seminariet: ”Jeg har altid haft lettere ved at undervise. Der er en forskel i kroppen på, om jeg skal prædike eller holde et teologisk foredrag. Prædikenen er en proklamation af et budskab, som man ikke diskuterer i konteksten. Ved et kateder er det noget andet. Dér lægger man op til samtale.”

Min prædiken blev først skrevet søndag morgen fra klokken fire til otte.

Måske derfor var det svært at blive færdig med prædikenen. Liturgi og disposition var klar, men ambitionen om at være færdig, når Bodil kom hjem fra skole fredag middag lykkedes aldrig. Min  prædiken blev først skrevet søndag morgen fra klokken fire til otte. Da var der mest ro i huset. ”Jeg kunne ikke gøre den færdig før,” siger han. Det er noget helt andet med fx artikler, som han skriver mange af.

Bodil og Bent på besøg i Kenya i 2006.

Interessen for det historiske blev forøget i USA, hvor han læste et år i Boston. Her fandt han tilfældigt baptistpionéren A.P. Førsters breve, som oprindeligt var skrevet på engelsk. Bodil og han oversatte om aftenen, mens drengene sov – det var før, Ane blev født.

Overført medlemskab

Bents speciale på universitetet gav tankerne om overført medlemskab form. Han konkluderede, at dåben kunne have to forskellige former. Det var et brud med den gængse baptistiske opfattelse. Men han afviste åbent medlemskab: ”Jeg ville stå fast på vores fundament, at det er tro og dåb, der bygger kirke. I USA talte de om ’overført medlemskab’ – og det blev indført i Århus menighed i 1984. Man anerkendte dermed i særlige tilfælde barnedåben som dåb.

I 2015 havde 22 menigheder ’overført medlemskab’. 18 havde ’åbent medlemskab’. 12 havde stadig et klassisk dåbssyn, hvoraf de ti var vores nye etniske menigheder: ”I løbet af 30 år – én generation – havde det hele flyttet sig stille og roligt.”

Dengang ville nogle have mig og Århus Baptistmenighed smidt ud af BaptistKirken.

Signering af bogen om ›Dansk baptisme og tysk nazisme‹, 2021

”Dengang ville nogle have mig og Århus Baptistmenighed smidt ud af BaptistKirken. Det samme problem gentager sig med ’homo-problematikken’. Man har misforstået vores kirkesyn. Hos os tager fællesskabet en beslutning på baggrund af dialog – og så lever vi med forskellene. Det er trist, hvis vi lukker dialogen ned.”

Seminariet til København

Jeg spørger, hvad Bent er mest stolt af igennem sine mange års tjeneste for BaptistKirken: ”At få det teologiske seminarium flyttet fra Tølløse med salg til Skolerne, uden at det bragte andet end godt med sig.” Seminariet blev i 2000 til det fælleskirkelige SALT, Skandinavisk Akademi for Lederskab og Teologi. Bent flyttede med som studieleder.

”Der var flere gange tanker om at flytte seminariet til København. Modstanden kom fra bondesamfundets tænkning om en ’enhedsskole’, hvor de unge lærte prædikanterne at kende. Men da højskolen lukkede i 1986, var der ikke noget voksenmiljø i Tølløse. Med SALT kom vi ind i et økumenisk miljø med 20-30 studerende, da vi var flest. Det blev 10 gode år.”

Præstekollegiet

Inden Bodil kommer med frokosten, spørger jeg, hvordan kommende præster skal uddannes, og Bent svarer som sædvanlig klart: ”Der er to danske grunduddannelser: Den akademiske og professionsuddannelsen. Vil man være præst, skal man vælge den sidste: 3K – Kirke, Kultur og Kommunikation. Det er en grunduddannelse ligesom seminariets. Vil man følge det akademiske spor, så vælg universitetet. Hvis de studerende parallelt med studiet er engageret i en menighed, får vi gode medarbejdere.”

Vi har diskuteret, så det bragede, men mødtes bagefter i andagt, bøn og respekt.

Han tilføjer: ”Vi er ilde stillet, hvis vi lader hvem som helst blive præster, uden at vi uddanner dem. Nye præster skal have en vilje til at sætte sig ind i vores teologiske univers. Præstekollegiet har aldrig været ensrettet. Vi har diskuteret, så det bragede, men mødtes bagefter i andagt, bøn og respekt. Hvis den dimension udebliver, kan man måske bygge noget op lokalt, men man nedbryder fællesskabet.”

Forrige

• 13. maj. - Hvad velsignelse betyder for mig
• 05. maj. - Kyle Henderson: Gud kalder os videre
• 01. maj. - Fra spejder i Herlev til toppen af paraidrætten
• 27. apr. - I Guds rige vender magten på hovedet
• 25. mar. - Erik Løvind Andersen – præst og livsengageret menneske – til minde

Find flere

Velsignelsen er afslutningen på vores gudstjeneste, og ikke kun fordi den ligger sidst. Den giver styrke og ro, som kan hjælpe én igennem den kommende hverdag.

Dog er det ikke kun ved gudstjenesten, jeg føler mig velsignet, for jeg er så heldig, at jeg ret ofte føler mig velsignet. Når jeg står op, føler jeg mig velsignet over, at jeg har tag over hovedet og en familie at stå op til. Når jeg tager på arbejde som pædagogmedhjælper, føler jeg mig velsignet, når de sødeste og mest ærlige små børn kommer og giver mig kærlighed. Når jeg har det svært, føler jeg mig velsignet, for jeg har mange venner og en familie, som kan hjælpe, og som jeg kan snakke med. Og hver eneste dag er jeg velsignet med en ny dag på denne jord.

Og hver eneste dag er jeg velsignet med en ny dag på denne jord.

Ikke en garanti

Alle de ting, jeg nævner, er ikke garantier, men jeg tror, at hvis man lader Gud ”lyse sit ansigt over dig og være dig nådig”, så vil Gud velsigne alle sine børn på hver deres måde. Ikke alle kan relatere til dette, men nogle kan.

At forstå sit forhold til Gud

Jeg skriver fra mit eget perspektiv som 21-årig, men jeg mener ikke, at velsignelsen har noget med alder eller andet at gøre. Det handler i stedet om at forstå sit eget personlige forhold til Gud. Jeg tror ikke, man mærker velsignelsen ved at måle sig med andre, men ved at være glad for alle de små ting i hverdagen, som ikke er selvfølgelige. Ved at lægge mærke til og værdsætte de små ting, kan man ikke alene opleve sig velsignet, men man bliver også mere positiv over det liv, vi allerede har.

Relateret

• 12. mar. 2026 - Fællesskab er vigtigt!
• 26. feb. 2026 - Kunsten at balancere i to verdener
• 20. feb. 2026 - Sebastian tog skridtet fra fællesskab til lederskab
• 11. feb. 2026 - Hvorfor er Bibelen vigtig, og hvordan bruger vi den?
• 11. feb. 2026 - For at guide os hen til Jesus

Find flere

Lyt til artiklen:

Kyle Henderson voksede op langt fra havet. Faktisk var han fem år gammel, før han første gang så havet. Til gengæld kendte han bjergene. “Jeg var helt sikker på, at det var der, Gud var,” fortalte han med et smil.

Men denne aften var det ikke bjergene, han ville tale om.

Det var strandene.

Som indledning fortalte han historien om et barn, der for første gang så havet. Barnet kendte kun bølger fra et vandland. Da barnet næste morgen så det virkelige hav uden for vinduet, løb det ind til sine forældre og råbte, at nogen allerede havde tændt for bølgerne.

For Kyle Henderson blev historien et billede på troen. Nogle gange opdager vi, at det, vi troede, vi kendte, kun var en lille del af noget meget større.

Og i apostlen Paulus’ liv er strandene ikke kun geografiske steder. Strandene bliver steder, hvor Gud kalder, sender, udfordrer og forandrer.

Lars Midtgaard (tv) tolkede Kyle Henderson med stort engagement og indlevelse (Foto: Henrik Andersen)

Frygtens strand

Efter mødet med Jesus på vejen til Damaskus begynder Paulus at prædike og undervise. Men modstanden kommer hurtigt. Flere gange bliver han truet på livet og han blive holdt fanget i Cæsarea i to år. Til sidst bliver han sendt mod Rom med skib fra kysten ud for Cæsarea.

Kyle Henderson kaldte det “frygtens strand”.

“Vi er bange for, hvad folk vil sige om os. Hvordan de vil tage imod os. Og om vi kan opnå noget,” lød det i prædikenen.

Det er en strand, mange kender. Ikke nødvendigvis som et fysisk sted, men som et indre sted. Dér, hvor man trækker sig. Dér, hvor man skjuler sig. Dér, hvor kaldet bliver for stort, og frygten får lov at bestemme retningen.

Kyle Henderson fortalte videre om Paulus rejse til Tarsus, hans fødeby. Han forsvinder nærmest ud af fortællingen. Paulus er allerede forfulgt af jøderne og han har brug for at skjule sig. Mens Paulus skjuler sig, arbejder Gud videre et andet sted. I Antiokia vokser en ny menighed frem. Mennesker begynder at følge Jesus og væksten er stor. Barnabas bliver sendt afsted for at finde Paulus og bringe ham til Antiokia. Missionen lykkedes og et helt år underviste de to ’en stor skare’ sammen, før de senere blev sendt ud på deres første missionsrejse.

BaptistKirkens Inspirationsdøgn

– fandt sted den 24. og 25. april 2026 i Fredericia. Formålet var at udruste og inspirere enkeltpersoner, ledere og menigheder til at fuldføre missionsbefalingen! BaptistKirken har besluttet at engagere sig i Baptist World Alliances initiativ frem mod kirkens 2000-års jubilæum i 2033. Initiativet hedder Acts2Movement. På dansk er det blevet til Tro i bevægelse.

Meget mere information følger til menighederne i menighedsforsendelser mv. Du kan følge med i Nyhedsbrevet, på sociale medier og i baptist.dk på web og i magasin.

Når Barnabas kommer til stranden

Barnabas finder Paulus og henter ham ind i tjenesten igen.

Det blev et af prædikenens stærkeste billeder. Ikke bare Paulus kald. Men Paulus, der bliver fundet.

“Mange af os har været på den strand, hvor der var et menneske, der ledte efter os og opsøgte os,” sagde Henderson.

Han pegede på Barnabas som den type menneske, der ser noget i andre, før de selv kan se det. En, der opmuntrer. En, der tror. En, der inviterer.

“Vi har alle brug for en Barnabas, der kommer til vores strand,” sagde han.

For Henderson var det ikke kun bibelhistorie. Han fortalte om en præst i sin egen ungdom, der så på ham og troede på, at han kunne blive leder. Troede på, at han kunne gøre en forskel. Og inviterede ham ind i et liv og en tjeneste, han ikke selv havde forestillet sig.

Det var en stille, men afgørende pointe i prædikenen: Kald kommer ikke altid som en dramatisk stemme fra himlen. Nogle gange kommer kaldet gennem et menneske, der tør sige: Jeg ser noget i dig.

Kyle Hendersons illustrationer til aftenens prædiken var langtfra kedelige! (Foto: Henrik Andersen)

Stranden, hvor man sendes

Barnabas tager Paulus med til Antiokia. Her underviser de sammen, og her bliver disciplene for første gang kaldt kristne. Henderson fortalte om et besøg i Antiokia, hvor han stod ved stedet for den første kirke. Ikke ret langt væk lå en ældre hedensk kultplads, hvor mennesker søgte svar på spørgsmål om døden og evigheden.

Netop dér forkyndte Paulus, at der er en anden vej: Jesus Kristus.

Senere sender lederne i menigheden Paulus og Barnabas videre på missionsrejse. De lægger hænderne på dem, beder for dem og sender dem videre.

Også den strand kendte Henderson fra sit eget liv.

I 27 år havde han været præst i den samme menighed i Athens i Texas. Han havde en god stab, en stærk kirke, et hjem, børn der var vokset op dér, og en plan om at blive i tjenesten frem til pensionen. Men så oplevede han, at Helligånden kaldte ham videre.

“For to år siden kom Helligånden til mig og sagde: Jeg vil, at du skal gøre noget andet. Jeg vil, at du skal rejse,” fortalte han.

Det er en sætning, der rummer både tro og tab. For at følge Guds vej kan betyde, at man må forlade det sted, hvor man er tryg.

Da lydighed blev vigtigere end tryghed

På en senere rejse stod Kyle Henderson og hans kone, Cindy, i byen Troas i Tyrkiet ved kysten over for Makedonien på den anden side af Det Ægæiske Hav. Fire dage tidligere havde de oplevet, at Gud kaldte dem til at rejse hjem og sige præstestillingen op.

De havde endnu ikke fortalt det til nogen.

“Vi stod på den strand, og tårerne løb ned ad kinderne på os begge to,” fortalte han. “Vi vidste, at lydigheden mod Gud var bedre end den tryghed, vi kendte.”

For Henderson blev stedet flettet sammen med Paulus’ syn i Troas: En mand fra Makedonien står og kalder: “Kom over til Makedonien og hjælp os.”

Det er let at tale om kald, når det handler om en anden. Sværere, når kaldet betyder opbrud i ens eget liv. Henderson fortalte, at hans forsøg på at følge Guds kald var fyldt med udfordringer og tvivl. Han talte om usikkerhed, tårer og det spørgsmål, der ofte melder sig, når man vender hjem efter at have oplevet et kald: Skal jeg fortsætte, som jeg plejer, eller skal jeg gøre noget andet? Skal jeg følge kaldet?

“Sound of Zion” stod for aftenens lovsang (Foto: Henrik Andersen)

Bundet af Ånden

Mod slutningen af sin prædiken vendte Henderson tilbage til Paulus i Apostlenes Gerninger kapitel 20. Paulus er på vej mod Jerusalem. Han ved ikke præcist, hvad der venter ham. Han ved kun, at Helligånden har gjort det klart, at der venter lænker og trængsler.

Alligevel fortsætter han.

“Men jeg tillægger ikke mit liv nogen betydning, når bare jeg må fuldføre mit løb og den tjeneste, jeg har fået fra Herren Jesus: at vidne om evangeliet om Guds nåde,” lyder Paulus’ ord i vers 24.

Henderson pegede på, at Paulus var “bundet af Ånden”. Ikke bundet af frygt. Ikke bundet af menneskers forventninger. Ikke bundet af traditioner eller egne præferencer. Bundet af Guds kald.

“Mange af os er bundet af mennesker. Eller vi er bundet af traditioner. Eller vi er bundet af vores præferencer,” sagde han. “Men hvad der overgår alt det, er Helligåndens kald.”

Det var prædikenens skarpeste udfordring. For de fleste ønsker, at frygten skal forsvinde, før de tager næste skridt. At planen skal være klar. At risikoen skal være væk. Men sådan beskriver Henderson ikke troen.

Tro er ikke at kende hele rejsen.

Tro er at stole på Gud, mens man tager det næste skridt.

Og måske begynder det netop på stranden. Dér, hvor man ikke længere kan blive stående. Dér, hvor man enten må vende tilbage til det kendte – eller gå ombord og følge sit kald.

Du kan læse mere om Kyle Henderson, Acts2Movement og Tro i bevægelse i artiklerne:

Tro i bevægelse – Acts2Movement: Et globalt blik på lokal mission
Tro i bevægelse – Det haster med missionsbefalingen
Tro i bevægelse – Trosfrihed er mere end jura
En visionær plan for verdensmission

Relateret

• 13. maj. 2026 - Sådan udfolder missionsarbejdet sig i Roskilde Baptistkirke
• 27. apr. 2026 - I Guds rige vender magten på hovedet
• 26. apr. 2026 - Det haster med missionsbefalingen
• 19. apr. 2026 - Acts2Movement: Et globalt blik på lokal mission
• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura

Find flere

Lyt til artiklen:

Anne-Mette Bredahl var ikke glad for fysisk aktivitet som barn. Med hendes egne ord var hun ”klassens klodsmajor”.

Derfor havde hun glædet sig længe til sin tiårs fødselsdag. Når hun blev ti, måtte hun cykle de fem kilometer til spejdermøde i Korskirken i Herlev. Spejder var drømmen. Her vidste Anne-Mette, at der var plads til hende.

Men det første spejdermøde gik slet ikke, som hun havde håbet.

Anne-Mette Bredahl (Foto: Thale Hartmann)

”Da vi næsten var færdige, sagde de, at her til sidst skal vi spille rundbold. Jeg blev så skuffet. Jeg troede, jeg havde fundet en aktivitet, hvor jeg kunne være med, uden at nogen opdagede, hvor dårlig jeg var til fysisk aktivitet. Vi kom ud, og førerne skulle vælge hold. Der var nogle store drenge på 15 år og mange, der var meget bedre end mig. Men den spejderfører, der skulle vælge, valgte mig. Hun valgte mig allerførst. Je g fik et  chok. Det gjorde simpelthen sådan et indtryk: Tænk engang, at hun vælger mig først i stedet for alle de andre. Her vil jeg gerne være!”

”Det er nogle gange de små ting, der gør den store forskel for børn, der er usikre eller ikke trives,” siger Anne-Mette og fortsætter:
”… som at blive valgt først til en rundboldkamp, alle andre har glemt.”

Senere i livet blev Anne-Mette Bredahl kendt som guldvinder ved de paralympiske lege, Danmarks første blinde psykolog og hædret for sin forskning. Men til det første spejdermøde var hun et barn, der havde brug for at blive set. Ikke for det, hun præsterede, men for den, hun var.

”Det gjorde, at jeg blev i spejde rne i mange år. Min spejderfører kommer jo også i Korskirken. Og vi er stadigvæk gode venner.”

Korskirken blev Anne-Mettes sted: Her som Luciabrud med koret fra Korskirken (Foto: Preben Scott)

Korskirken blev Anne-Mettes sted

Her kom hun sammen med sin familie. Hun gik til spejder, spillede musik og sang i kor, og kirken blev et sted, hvor hun oplevede fællesskab.

”Selv om jeg følte mig lidt anderledes, var det et fint sted at være,” siger hun.

Barnet, der følte sig forkert

Som barn følte Anne-Mette tit, at hun var anderledes. Fysisk aktivitet mistede hun hurtigt lysten til, og som teenager blev livet kun mere kompliceret:
”Jeg var jo sådan en, der ikke kunne gribe bolden, før den ramte mig på næsen. Jeg faldt over alting. Hvad ingen vidste dengang var, at mit syn allerede var dårligt. Jeg havde dårlig selvtillid, når det handlede om min krop. Som ung turde jeg ikke danse til festerne: Når det er lidt mørkt for andre, gør min sygdom, at det er helt sort for mig.”

Anne-Mette følte sig anderledes, og hun tænkte tit over, hvorfor hun ikke var som de andre unge.

Da forklaringen kom

Først som 18-årig fik Anne-Mette Bredahl forklaringen: Hendes syn var dårligt og det ville kun blive værre. Diagnosen lød på Retinitis Pigmentosa, en genetisk betinget sygdom, der gradvist ødelægger nethinden. Senere mistede Anne-Mette synet fuldstændigt.

”Det var vældig hårdt, men det var på en måde også lidt godt at få diagnosen. Jeg fik en forklaring. De mange mærkelige situationer, jeg havde været i, gav mening. Det var derfor, at jeg var dårlig til at være med på natløb med spejderne. Pludselig stod det klart, hvorfor bolden var så svær at gribe. Hvorfor orienteringen svigtede.”

Diagnosen gav ny forståelse af det liv, hun allerede havde levet. For mange ville diagnosen betyde tab af fremtid. For Anne-Mette blev den et incitament til at finde ny retning i livet.

Anne-Mette finder retning i livet

”Jeg brugte de næste år på at rejse. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle med mit liv, så jeg rejste rundt i verden, indtil jeg mistede synet, da jeg var 22. Min tanke var, at jeg skulle skynde mig at opleve så meget som muligt, inden jeg mistede synet,” fortæller Anne-Mette.

Hjemme igen gik hun på kursus på Blindeinstituttet og tog senere på højskole. Et valg, der kom til at betyde alt, fortæller hun:

”Jeg havde mange lange tandemcykelture med forstanderen, som flere gange spurgte: Anne-Mette, hvad vil du med dit liv? Det ved jeg ikke rigtigt… Ja, men hvad ville du være, hvis du kunne se?… Så vil jeg være læge! Men det dur jo ikke, når man ikke kan se…. Nej, det var rigtigt… H vad kan du så være i stedet for?”

Samtalerne med højskoleforstanderen arbejdede videre i Anne-Mette. Langsomt tog en ny retning form. Måske kunne hun blive en slags læge, der ikke behøvede at  kunne se patienterne, men kun lytte til dem. Refleksionerne blev konkrete og senere blev hun optaget på psykologistudiet som den første blinde dansker.

Studiet var hårdt: Underviserne havde aldrig haft en blind studerende, der var ingen hjælpemidler til blinde studerende og Anne-Mette måtte selv finde sin egen vej gennem studiet. Alligevel elskede hun studiet og fik hurtig mange gode studiekammerater.

Hun understreger familiens betydning:
”Den støtte, jeg har fået af mine forældre og søster, har betydet utrolig meget. Jeg skulle gøre det, som gjorde mig glad. Uanset om det handlede om skiløb eller uddannelse. Alt det har de støttet mig i. De har hjulpet med at renskrive opgaver og alle de praktiske ting. Penge havde vi ikke så mange af, men der var meget kærlighed og støtte. Uanset om det gik godt eller skidt: Så længe jeg gjorde mit bedste, så var det fint.”

Anne-Mette fremhæver, at selvom det kræver meget mod og styrke at kaste sig noget nyt, så har det  været afgørende at have gode støtter:
”Jeg var heldig at have en god familie, gode venner, møde en forstående forstander og en fantastisk socialrådgiver – uden dem var det ikke gået”

Anne-Mette op ad bratte bakker med guiden Monica (Foto: Privat)

Da skiene ændrede fortællingen

Det mærkelige er, at den pige, der frygtede rundbold til spejdermødet, senere blev Danmarks største vintersportsparaatlet.

Vejen ind i skisporten begyndte ved et tilfælde. Som fattig studerende fik hun mulighed for en gratis ferie:
”Jeg så en annonce for en gratis rejse for to unge blinde danskere. Jeg elsker gratis rejser! Jeg læste den på punktskrift, og det gik nok lidt hurtigt, for jeg havde ikke lige fået med, hvad det var for en type rejse.”

Det var først senere, Anne-Mette opdagede, at det var en skirejse!

”Jeg havde hørt, at alle danskere, som tog på skiferie, brækkede et ben. Hvis man putter den største danske klodsmajor, som ovenikøbet er blind, på ski, så må hun mindst brække halsen. Jeg skulle ikke på nogen ski!”

Den korte version er, at Anne-Mette tog med til Norge. Hun kom også ud på ski. Og det viste sig, at noget helt nyt ventede hende dér.

På ski oplevede hun for første gang tryghed ved fysisk aktivitet. Kroppen svigtede hende ikke længere. Den kunne bære hende til nye oplevelser.

”Jeg havde fundet mig til rette med, at jeg var dårlig til idræt. Og så oplevelsen af, jamen, måske er jeg ikke så dårlig til i dræt alligevel. Måske er det fordi, at jeg har prøvet at gøre ting på en måde, som jeg ikke havde forudsætninger for at klare.  Der er mange måder at håndtere kriser på. For nogen er det godt at finde en ny måde at gøre noget på. For mig blev idrætten en helt ny arena. Det havde jeg altid været dårlig til, og nu var jeg faktisk bedre til det, end jeg nogensinde havde været.”

Anne-Mette blev grebet af skiløb. Biathlon (langrend og skydning) blev hendes idræt, og her viste det sig at hendes mangeårige interesse for musik og korsang var vældig nyttig. Når Anne-Mette skyder, lytter hun sig nemlig frem til centrum af målskiven. Hendes skitalent blev bemærket og hun kom på landsholdet. Hun blev støttet af Team Danmark og som forberedelse til sit tredje PL i Nagano i 1998, rejste hun til Norge for at få optimale betingelser til sin forberedelse.

Anne-Mette Bredahls PL og VM-medaljer

År	Turnering	Disciplin
1992	PL i Barcelona, Spanien	Sølv i goalball
1994	PL i Lillehammer, Norge	Guld i 7,5 km biathlon Bronze i 5 km klassisk teknik Bronze i 15 km klassisk teknik.
1998	PL i Nagano, Japan	Bronze i 7,5 km biathlon Guld i 5 km fri teknik.
1996	VM i Sverige	Guld i 7,5 km biathlon Bronze i 15 km langrend
2000	VM i Schweiz	Guld i 7,5 km skiskydning Guld i 15 km langrend

Guld, VM-titler og World Cup-sejre

Det, der begyndte som et frirum, udviklede sig til en usædvanlig karriere.

Anne-Mette Bredahl vandt sølv i goalball ved de paralympiske lege i Barcelona i 1992. Ved vinterlegene i Lillehammer i 1994 vandt hun guld i skiskydning og to bronzemedaljer i langrend. I Nagano i 1998 fulgte endnu et guld og endnu en bronze. Dertil kom fire VM-guld og tre samlede World Cup-sejre i biathlon.

Det er resultater, som i sig selv er bemærkelsesværdige. Men for Anne-Mette Bredahl blev medaljerne symbol på meget mere end sportslig triumf. Medaljerne blev det ydre tegn på en omvæltning i hendes liv:
”Det, at lykkes på et felt, hvor jeg troede, jeg var verdens dårligste, det gjorde noget ved min selvtillid. Jeg begyndte at vokse som person. Min familie sagde også, at jeg fik et helt andet kropssprog. I stedet for at være sådan en, der gik i ét med tapetet, så blev jeg en, der viftede med arme og hænder, når jeg snakkede. Jeg fik endda selvtillid nok til at danse. Jeg er ikke god til at danse, men nu er jeg jo lidt ligeglad. Jeg synes bare, det er dejligt. Jeg fik sådan en kropslig robusthed, der hjælper til at tackle livet.”

Bryllup i klitterne i Sæby (Foto: Privat)

Erfaringerne blev til et kald

For Anne-Mette Bredahl blev sporten ikke en afsluttet karrierehistorie. Den blev en del af hendes faglige kald.

Som psykolog arbejdede hun først med kræftramte mennesker og deres familier. Efter flytningen til Norge arbejdede hun som psykolog på Beitostølen Helsesportsenter. Siden kom forskning og et langt fagligt virke med fokus på psykologi, handicap, fysisk aktivitet, rehabilitering og sjældne diagnoser.

Anne-Mette har forsket i, hvad fysisk træning kan betyde for livskvaliteten for mennesker med handicap:
”Nogle gange tager vi kun udgangspunkt i diagnosen. Og tænker, at har personen den diagnose, så er det nok den her aktivitet, som er rigtig for vedkommende. Men det er vigtigt at undersøge hvad er det for mennesker? Hvor er de på vej hen i deres liv? Hvis den ene vil på landsholdet i kørestolsrace og den anden vil have gangtræning, og man kun har en løsningsmodel? Så kommer man i hvert fald til at fejle i mindst det ene tilfælde.”

Anne-Mette er også optaget af, at fysisk træning gør os mere robuste – uanset om vi er handicappede eller ej. ”Jeg har mødt mennesker, der siger: ’Det er nemt for dig, du har vundet så meget.’ Det er rigtigt, siger jeg så. Men ved du hvad? Jeg har tabt mindst ti gange så meget. Man taber en masse. Der er ingen, der altid vinder. Det kan lige så godt handle om at få gode karakterer i matematik eller i engelsk eller blive god til at spille på trommer. Det giver en robusthed at arbejde fokuseret med noget, man vil være bedre til.”

Anne-Mette med sønnen Marcus på et år på deres første skitur ( Foto: Paul Bowen)

Psykisk og fysisk robusthed er et emne, der optager Anne-Mette. Interviewet er næsten slut – men der er lige en ting mere:
”For fem år siden var jeg meget alvorligt syg af kræft. Jeg gik med rollator. Jeg plejer jo at løbe og træne hver dag, så jeg tænkte: ’Jeg kan ikke lade folk se mig med rollator!’. Men jeg blev nødt til at tage mig sammen – ligesom efter en idrætsskade. Man kan ikke hvile sig i form! Så det blev intervaltræning: 100 meter hen til en bom på vejen, hvile på rollatoren og tilbage igen. Tre runder! Det var ikke på medaljeniveau! Men jeg ville have parkeret rollatoren hurtigst muligt!” Heldigvis er hun tilbage i skisporet igen.

Korskirken er stadig Anne-Mettes sted

I dag bor Anne-Mette med sin mand Paul i Oslo. Sammen har de sønnen Marcus, der er flyttet til Danmark, hvor han går på internationalt gymnasium på Viborg Katedralskole.

Gennem egen erfaring og sin forskning har Anne-Mette lært, at det ikke kun er behandling, diagnoser og viljestyrke, der former menneskers liv. Det er også familie, venner, kolleger – mennesker omkring dig, der giver livet glæde, mening og fællesskab. Det handler ikke om at overvinde alle odds og stå alene på toppen. Det handler om at lade sig bære af familie, fællesskab og tro – og finde en vej, hvor både sårbarhed og styrke kan få plads:
”At arbejde som psykolog er utrolig givende og jeg oplever, at folk som står i vanskelige situationer lettere får tillid til mig. Måske fordi de tænker, at jeg, med mit handicap, også selv har erfaring med at have det vanskeligt i perioder. Måske er det også med til at give lidt håb”.

Selv om Anne-Mettes liv i mange år har været forankret i Norge, er Danmark, og alle de mennesker hun holder af her, stadig vigtige i hendes liv.

Korskirken.

Og de mennesker, hun mødte i sin barndom og ungdom. Mennesker, der så mere på, hvem hun var, end hvad hun kunne. Anne-Mette er fortsat en del af menigheden. Når hun er i Danmark hos sine forældre, kommer hun stadig i Korskirken.

”Det er mit sted. Det er der, jeg har rod, og det er der, jeg føler mig hjemme,” siger hun.

Familien samlet til jul – Anne-Mette, hendes forældre, Paul og Marcus (Foto: Privat)

Relateret

• 13. maj. 2026 - LÆREDAG om inklusion i BaptistKirken
• 27. apr. 2026 - I Guds rige vender magten på hovedet
• 19. mar. 2026 - “Lad de små børn komme til mig” – nyt håb for unge mødre i Rwanda
• 15. mar. 2026 - I Holstebro kan du møde baptisterne fredag nat i gågaden!
• 20. feb. 2026 - Sebastian tog skridtet fra fællesskab til lederskab

Find flere

Lyt til artiklen:

Johannes Steenbuch ved godt, at ordet anarki får de fleste til at tænke på kaos, vold og sammenbrud. Men i hans nye bog The Kingdom of God is Anarchy er ordet ment som noget helt andet. Det peger på en virkelighed, hvor mennesker ikke hersker og dominerer: et Guds rige, som vender vores normale forestillinger om magt på hovedet.

Johannes kalder bogen en kortere og mere fokuseret udgave af sin tidligere danske bog om emnet. Han håber, den kan give læseren ”lidt inspiration og lidt luft” i en tid, hvor andre perspektiver sætter dagsordenen.

Foto: Johannes Steenbuch

Når anarki er den gode nyhed

Når Johannes skriver om anarki, er det altså ikke en hyldest til lovløshed. Han henter blandt andet inspiration hos den russiske filosof Nicolai Berdyaev, der taler om anarki som frihed fra menneskers magt over hinanden. “Guds rige er,” siger Johannes,
”… så radikalt forskelligt fra alt, hvad vi kan forestille os, at det ikke er noget, vi kan sætte i system med vores begreber eller bemægtige os med vores tankevirksomhed.”

Det gør også stoffet vanskeligt. For hvis Guds rige ikke kan forstås med vores tankevirksomhed, hvordan skriver og taler man så om det? Johannes’ svar er, at Guds rige ikke kan reduceres til et program, et system eller en formel, vi selv kan styre.

Netop derfor bliver Jesus’ ord om tjeneste så sprængfarlige. Når han siger: ”… den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener, og den, der vil være den første blandt jer, skal være jeres træl, …” så er det ikke kun fromme ord. Det er en radikal kritik af den måde, vi normalt indretter både samfund og kirke på.

Lokomotivet og det sidste får

Det bliver tydeligt, når Johannes Steenbuch taler om kirkelig ledelse. Han er kritisk over for, at frikirker ofte overtager et sprog om ledelse, som minder mere om erhvervslivets end om evangeliets sprog.

Han nævner et billede, han har mødt i kirkelig sammenhæng: Kirken som et tog, hvor ledelsen er lokomotivet, og dem, der ikke kan følge med, må blive stående på perronen. Det billede rammer ham hårdt.

”Et mere ukristeligt billede på kirken har jeg svært ved at forestille mig,” siger han.

Jesus’ billedsprog er radikalt anderledes. Han taler om det sidste får. Om hyrden, der ikke bare styrter afsted foran hele flokken, men går ud for at finde det får, der sakker bagud og farer vild. Johannes sammenligner det med læreren på klassens cykeltur, der cyklede bagest, så den sidste også kom med.

På det direkte spørgsmål om, hvordan Guds riges magtfri anarki kan fungere i et menighedsråd, der skal bestemme farven på de nye gardiner, svarer Johannes med latter i stemmen: ”Det handler om, at man ikke bruger sin position til at pådutte andre sine egne ønsker. Det handler om, at man møder hinanden med respekt.”

Johannes peger også på gudstjenesten som et sted, hvor vi kan tænke over, om vi giver plads til Guds riges anarki: I den gamle landsbykirke står orglet bagest i kirken. Herfra understøtter det fællessangen, som bæres af menigheden. I mange moderne frikirkelige sammenhænge står lovsangsbandet på scenen, og tanken er, at menigheden følger musikken og forsangerne. For Johannes er det ikke et spørgsmål om smag og stil, men et billede på to forskellige måder at forstå kirke på.

Foto: Johannes Steenbuch

Tjeneste er kirkens grundlov

Tjeneste som kirkens grundlov er ikke et fremmed ideal, der kommer udefra. Tværtimod peger Johannes på, at baptister historisk har haft netop denne tanke tæt inde på livet.

Det var baptistpioneren Julius Købner, der kaldte Jesus’ ord om tjeneste for ‘kirkens grundlov’. “Baptistkirken blev,” siger Johannes, “født som et forsøg på at bygge kirke nedefra som en græsrodsbevægelse. Derfor er det også et baptistisk selvopgør, når vi i dag taler mere om ledelse, effektivitet og vækst end om tjeneste.”

Johannes tror, at noget af forklaringen på, at vi kan glemme fortidens fokus på tjeneste, er træthed over flade strukturer og påvirkning fra især amerikanske og karismatiske miljøer, hvor synet på ledelse ofte er mere autoritært. Spørgsmålet er, hvad der sker med kirken, når den begynder at lytte mere til ‘denne verdens magter og denne verdens måde at forstå magt og ledelse og effektivitet på’  end til Jesus’ ord om at tjene.

At vidne – ikke frembringe

En hovedpointe i bogen er, at kirken ikke skal frembringe Guds rige, men vidne om det.

Johannes gør op med forestillingen om, at Guds rige kan skabes gennem de rigtige strategier, de rigtige projekter eller de rigtige kirkelige modeller. ”Spørgsmålet er, om man tror, man kan frembringe Guds rige … eller om vi skal vidne om Guds rige, pege på Guds rige i ord og praksis.”

“The Kingdom of God is Anarchy”

Forfatter:
Johannes Steenbuch

Forlag:
Cascade Books
An Imprint of Wipf and Stock Publishers
199 W. 8th Ave., Suite 3
Eugene, OR 97401

ISBN:
Paperback isbn: 979-8-3852-4395-2
Hardcover isbn: 979-8-3852-4396-9
Ebook isbn: 979-8-3852-4397-6

Kan blandt andet købes her:
https://wipfandstock.com/9798385243952/the-kingdom-of-god-is-anarchy/

https://amzn.eu/d/06mSnb3r

https://www.saxo.com/dk/the-kingdom-of-god-is-anarchy_bog_9798385243952

Mere end passivitet

Det er let at indvende, at Johannes’ tanker er svære at føre ud i virkeligheden. Hvis kirken skal holde sig ude af enhver magtrelation, hvad bliver der så tilbage ud over fromme ord?

Den indvending tager Johannes alvorligt. Han siger direkte, at det hurtigt kan blive ”luftigt og fluffy og tyndt”, hvis kirken bare nøjes med at sige, at den skal være et vidnesbyrd. Derfor afviser han også, at hans tanke skal forstås som ren passivitet.

Tværtimod understreger han, at kristne godt kan handle i verden. Forskellen ligger i måden. Er det kirken, der går ud i verden med budskabet om et ideal? Eller er det den enkelte kristne, der deler sin tro og sit vidnesbyrd i overbevisning om, at det kan gøre en forskel for andre? For Johannes er der forskel.

Han bruger Jesus’ ord om at bruge ”den uretfærdige mammon” til at skabe venner. Man må gerne bruge de midler, verden stiller til rådighed, også økonomiske. Men man må ikke bilde sig ind, at man dermed selv er blevet ren, eller at ens projekter står uden for de modsætninger og fristelser, som præger alt menneskeliv.

Johannes citerer også oldkirkelige stemmer med en skarphed, som stadig bider: “Basilios den Store siger, at den kappe, du ikke bruger, tilhører den, der mangler tøj, og at de sko, der står og rådner i skabet, tilhører den, som ingen sko har. Det er diakoni uden selvros. Ikke som moralsk overskud, men som erkendelse af, at vi ofte ejer mere, end vi har ret til.”

Et frirum fra præstation

Johannes holder meget af gamle kirkebygninger. Ikke som monumenter over kirkens magt: det ville også passe dårligt ind i ideen om Guds rige som anarki. Johannes ser kirkebygningen som et frirum. Et kirkerum kan være et sted, hvor man går ud af en stresset og effektivitetsfokuseret hverdag og får lov bare at være til stede. Johannes advarer mod at gøre kirken til et sted, hvor man kun åbner døren, når nogen skal ”hives ind” til et arrangement eller et projekt. Han foretrækker det åbne kirkerum, hvor man kan træde ind uden at blive påduttet noget.

Johannes har en pointe mere i forhold til kirken som en fast ramme. Nogle gange kan faste rammer, liturgi og strukturer faktisk sætte mennesker fri. Når vi ikke længere skal præstere, være synlige eller måle egen nytteværdi i kirken, kan der opstå et rum helt uden magt og dominans. Et rum, hvor vi finder Guds rige.

Johannes Steenbuchs bog giver ikke tre hurtige råd til hverdagen. Til gengæld stiller den et ubehageligt og nødvendigt spørgsmål: Er kirken blevet for fortrolig med magtens sprog?

Vil vi være lokomotivet, der kører, før alle er med — eller hyrden, der går tilbage efter det sidste får?

Foto: Johannes Steenbuch

Relateret

• 13. maj. 2026 - Fra mangel til muligheder
• 13. maj. 2026 - LÆREDAG om inklusion i BaptistKirken
• 13. maj. 2026 - Sådan udfolder missionsarbejdet sig i Roskilde Baptistkirke
• 05. maj. 2026 - Kyle Henderson: Gud kalder os videre
• 01. maj. 2026 - Fra spejder i Herlev til toppen af paraidrætten

Find flere

Erik var helt afklaret på at skulle dø efter et langt og engageret liv som præst og menneske. Sidste år i februar fejrede han 80-års fødselsdag med mange gæster i sit hjem, heraf gratulanter fra alle danske menigheder, hvor han havde været ansat præst. Han var født på Bornholm den 14. februar 1945.

Aktiv præst, fritidsmenneske og politisk engageret

Da Nordjyske omtalte Erik i forbindelse med hans 80-års fødselsdag, var det som en politisk engageret baptistpræst og et passioneret fritidsmenneske. På det tidspunkt stadig ansat på deltid i Sindal menighed. Jeg har kendt Erik som en god præstekollega gennem mange år med fælles bornholmske rødder. Jeg svarede ja uden tøven, da han kort efter sin livstruende diagnose i juni 2025 spurgte, om jeg ville forestå bisættelsen, når den tid kom. Erik blev sendt hjem fra sygehuset med beskeden om, at han måske kun havde to måneder tilbage. Sådan gik det ikke. Bisættelsen finder sted fredag den 27. marts i Pandrup Baptistkirke. Erik forberedte selv programmet med salmer og bibeltekster. ”Prædiken kan jeg ikke lave for dig”, sagde han, da vi gennemgik det hele. Sådan var Erik. Engageret i det, han havde med at gøre, så langt kræfterne rakte.

Som pensionist meldte Erik sig ind i partiet Venstre og blev hurtigt lokalt engageret som formand for Brovst Venstrevælgerforening. Han stillede op til kommunalvalget i 2021 uden dog at blive valgt. Han lagde aldrig skjul på, at han var præst og blev omtalt som maratonpræsten, da han som 72-årig løb Blokhus Marathon efter at have løbet sit første maraton på Island året før og et halvmaraton i Litauen i 2015. Træningen bestod af lange løbeture i naturen nær hjemmet i Rødhus med sine dengang to schæferhunde. Netop det skønne ”Mosehuset” var Erik med til at designe og totalrenovere efter at have købt det i 2003. Her var flere arbejdsuger, mens Erik stadig var præst på Midtsjælland. I 2004 flyttede Erik og Bodil ind i huset og en bygning blev senere indrettet til ”Bed and Breakfast”.

Erik mødte sin hustru Bodil (født Eriksen) fra Østhimmerland på vinterlejren i Pandrup i 1969. De blev gift den 19. maj 1970 i Vaarst Baptistkirke og bosatte sig i Hasle på Bornholm. De fik tre sønner og otte børnebørn.

Opvækst på Bornholm og uddannelse i Tølløse

Erik voksede op på Bornholm. Hans far var politimand og engageret i den væbnede modstandsbevægelse på øen. Dette var dog ikke grunden til, at familiens hjem blev bombet under slutningen af 2. Verdenskrig, men tilfældigt ramt af en russisk bombe. En bror fik lykkeligvis reddet Erik ud af barnevognen, kort før huset lå i ruiner.

Erik blev døbt i Rønne Baptistkirke den 4. februar 1962 og var dybt engageret i menighedens spejder-, børne- og ungdomsarbejde og som lægprædikant. Han blev uddannet indenfor kontor- og regnskab og arbejdede som regnskabsfører nogle år i stenindustrien. Så fulgte en HF-eksamen med topkarakter for sin hovedopgave om Bornholms Baptistmenighed i 1920’erne. Den blev senere trykt i ”Bornholmske Samlinger”. Herefter var Erik klar til præsteuddannelse på Baptisternes Teologiske Seminarium i Tølløse i 1975-1978. Han fik efteruddannelse i pædagogik, teologiske studier på Københavns Universitet og ved Southwestern Baptist Theological Seminary i Fort Worth, USA.

Præstetjeneste i mange menigheder

Erik havde allerede i 1967-1968 fået en smag på en tjeneste som præst som Tid-til Gud arbejder på landsplan i DBUF og DBS (Ungdomsforbund og Spejderkorps). Efter tiden på seminaret i Tølløse gjorde Erik tjeneste (fuldtid eller deltid) i Nibe/Løgstør menigheder (1978-1980), Nørresundby Baptistmenighed (1980-91), Midtsjællands Baptistmenighed (1991-2004), Karmelkirken i Aalborg (2004-06), Thisted Baptistkirke (2006-08) og Baptistkirken Sindal (2011-25). Hertil en periode i Kaas Frikirke (dengang Missionsforbundet) i 2004-2015 og med faste aftaler i Frederikshavn og Skagen Baptistkirker (2016-25).

Illustrativ forkyndelse

Erik havde kunstneriske gaver, som gjorde, at han ofte tegnede bibelhistorierne, alt imens han holdt børnetale eller prædikede. Sidst i 80’erne havde han sit eget program i Aalborg Kristne TV, hvor han fortalte bibelhistorier for børn. Det fik Dagbladet på Midtsjælland til at omtale ham som ”Baptisternes svar på Jørgen Clevin”, da de skrev om den nye præst på Midtsjælland. Nogle år forinden havde Erik og familien deltaget på en familielejr i Sverige, hvor Erik kom til at stå for bibelundervisningen, da de øvrige præster blev syge. De svenske baptisters blad skrev: ”En dansk snabbtecknare var det som hade hand om bibel- og familietimman… Lika snabbt som han talade, illustrerade han sine ord”.

Erik og vennen Blung Dieu på talerstolen til søndagsgudstjenesten i Binh Long – uden jakker! (Foto: Privat)

Internationale relationer

Erik involverede sig i kirkeligt og humanitært arbejde i Hviderusland i forbindelse med Tjernobylkatastrofen, hvor han også har medvirket ved flere gudstjenester. I en årrække var han med til at afholde børnelejre på Midtsjælland for børn fra Tjernobylområdet. Gennem personlige relationer har han medvirket til gudstjenester i Togo, Skotland, Tyskland, Norge, Sverige og flere steder i USA.

I begyndelsen af maj 2024 realiserede Erik en mangeårig drøm om en rejse til Vietnam sammen med sin ven Blung Dieu fra den vietnamesiske baptistmenighed i Slagelse. De deltog i en kirkeindvielse i Binh Long med 4000 gæster. Erik fik mulighed for at prædike og undervise ved flere lejligheder. Det blev til stor inspiration at møde kirken i Vietnam. Nogle bibelord af Paulus i Ny Testamente inspirerede Erik så konkret, at de også læses ved hans bisættelse. Her tales om grundlaget for den kristne tro, budskabet om Jesus Kristus, og vigtigheden af at give troen videre.

Forkynd evangeliet

Paulus skriver i 1. Korinterbrev, kapitel 15, vers 3: ”Det, jeg selv har modtaget, har jeg givet videre til jer, nemlig at…”. Erik brændte for at give evangeliet videre. Derfor sagde han også, da vi gennemgik hans tanker for bisættelsen og diverse udklip og artikler fra hans aktive liv og gerne fortalte begejstret om i forskellige sammenhænge: ”Forkynd evangeliet. Det skal jo ikke handle om mig!”

Æret være Erik Løvind Andersens minde!

Relateret

• 26. apr. 2026 - Det haster med missionsbefalingen
• 19. apr. 2026 - Acts2Movement: Et globalt blik på lokal mission
• 15. mar. 2026 - I Holstebro kan du møde baptisterne fredag nat i gågaden!
• 12. mar. 2026 - ”Lad hveden og rajgræsset stå side om side”
• 19. feb. 2026 - Normer

Find flere

Lyt til artiklen:

Hun virker stærk og sårbar på samme tid, denne sorte kvinde med de lange fletninger og i cowboy outfit. TaNikka Sheppard, 45 år og single. Både som kvinde og sort er hun en mønsterbryder i den nordamerikansk baptistkirke, hvor der er kirker, der ikke accepterer kvinder som præster. Hun er regional sekretær for 19 mio. baptister, der har holdninger, som spænder fra at hylde præsident Trump til at hade ham.

Vi er sammen i Baptist World Alliance (BWA)’s kontorer i Washington for anden gang. Sidste år blev hun indsat og bedt for af det, der nu er det nye Leadership Council. Som den eneste kvinde af de seks regionale sekretærer, idet BWA er opdelt i seks regioner. De seks regioner, der binder den baptistiske bevægelse i verden sammen.

Fra venstre: Lynn Green, UK, Tanikka Sheppard, Jennifer Lau, Canada, og Lone Møller-Hansen (Foto: Merritt Johnson, BWA)

Hun er vant til at gå op imod vinden.

Vi deltog i det samme lille møde, hvor den tidligere formand for BWA, sydafrikanske Paul Msiza, udtalte en profeti over TaNikka: ”Du er en rollemodel for yngre generationer. Der er en grund til, at du er lige der, hvor du er”.  Det bragte tårerne frem. ”Han får mig altid til at græde”, var hendes kommentar.

Hun udstråler selvsikkerhed, feminint klædt uden at være udfordrende.

Blev baptist som ung

Hun er opvokset i en kristen familie, som ikke tilhørte nogen kirkeretning. ”De kan stadig ikke forstå forskellene”, siger hun.

Som ung kom hun tilfældigvis ind på et baptist-college. Hun syntes om holdningerne, faktisk elsker hun vores baptistiske værdier.

”Mit kald startede langsomt. Jeg kom i lederskab på campus, som 18-årig lærte jeg Jesus at kende,” forklarer hun. Hun læste først sociologi og afrikanske-amerikanske studier og siden teologi. Så hun ved, hvad hun taler om.

Jeg spørger forsigtigt om det med at være single. ”Jeg her endnu ikke fundet den rigtige. Jeg har været et trofæ for nogle mænd, der har set mig på scenen. Men det var ikke det.” Hun uddyber:

TaNikka Sheppard (Foto: Merritt Johnson, BWA)

Racisme og sexisme

”Det er en udfordring som kvinde og afro-amerikaner at have en magtfuld position. Der er stadig masser af racisme og sexisme i vores kultur, og det bliver forsvaret med Bibelen. Der er brug for, at vi aktivt og bevidst kæmper for at rense det ud af os selv først. Mange netop sorte kvinder har utrolig lavt selvværd. Og jeg har lært, at ingen, ingen, steder er sikre.

Hvordan jeg håndterer det? Det kan jeg ikke. Det kan kun Gud. Hvis du ikke har en stærk spiritualitet, har du intet fundament at bygge på. Det er som at være i et hus midt i et stormvejr. Du ved, hvad Jesus siger om det,” og henviser til lignelsen om at bygge på sand eller klippe. (Matt. 7:24-27)

”Vores ’huse’ er bygget på de mænd og kvinder, der er gået forud. Det skal vi manøvrere rundt i – blandt andet løgnen om racer. Det er en løgn, som vi skal bekæmpe. Og det skal vi nu. Jeg har kun kort tid til at gøre det, for alt lederskab er for en kort tid. Så jeg må ikke blive distraheret, men det er der mange der vil, altså distrahere mig.”

Hun tilføjer, at det ikke kun gælder en kvinde som hende, men gælder alle i lederskab. De skal fjerne forhindringer for den gode vækst.

Den dysfunktionel familie

Hvad der så gør hende så stærk?

”Gud viste mig mine talenter igennem Helligånden. Du skal vide, at du aldrig er nok eller har nok. Men det, du har, må du ikke begrave, men skal investere (endnu en henvisning til en af Jesu lignelser, Matt. 25:14ff).” Hun fortæller, at hun har gode mennesker, der beder for hende – uden at de nødvendigvis ved præcis, hvad det fortrolige handler om.

Jeg spørger, hvordan hun tackler at skulle repræsentere så mange forskellige holdninger i USA og Canada.

Men jeg vil ikke gå på kompromis med sandheden. Jeg vil kæmpe for frihed for alle, alle mennesker.

”Det er svært,” indrømmer hun. ”Men jeg vil ikke gå på kompromis med sandheden. Jeg vil kæmpe for frihed for alle, alle mennesker. Gud har skabt alle mennesker. Det er enkle sandheder; du skal gøre mod andre, det du vil, at de skal gøre mod dig. Du skal elske din næste. Det er svært at stå fast, og prisen er at miste magt, frihed, venner, penge og position. Jeg er blevet bortdømt fra vigtige fora på grund af løgne. Vi er som en dysfunktionel familie. Det letteste er at tie stille, men du kan ikke helbrede noget, uden at sige sandheden,” slår hun fast og fortsætter:

”Det er som at have et betændt sår. Hvis betændelsen ikke bliver fjernet, vil det forgifte hele kroppen.

Så jeg vælger at tale, være lydig og profetisk. Jeg vælger at stole på Gud frem for mennesker. Men det ødelægger mine muligheder og mit CV.”

Hun henviser til endnu et skriftsted – om at tage sit kors op. ”Jeg kan ikke vinde hele verden, men jeg har allierede fra alle kirkesamfund. Advokater, læger, socialarbejdere – der alle bruger deres positioner for ’disse mine mindste’, som Jesus taler om.”

Skoleskyderi

Hun hører til i Cleveland, en by i Ohio, i Bethany Church. ”Jeg ved, at min præst har oprigtig omsorg for mig. Hos ham finder jeg visdom og får feedback. Dér føler jeg mig tryg.” Hun er forkæmper for sunde menigheder. Menigheder hvor man ikke behøver at klæde sig pænt på for at gå i kirke, og hvor man ikke skal skjule, hvordan man virkelig har det.

Vi bliver afbrudt af en besked på hendes telefon. Hun blegner. ”Åh nej, der er en skoleskydning i Cleveland. Ingen er sikre…”

”Mit første arbejde var i en kirke, hvor præsten sagde til os ansatte: ’Ingen kan slå mig i hårdt arbejde’. Det så jeg som en udfordring, og det var virkelig usundt. Det er 20 år siden. I dag vil jeg tilhøre en kirke, som ikke skaber workaholics. Hvor man har sunde vaner med frihed og fritid. Jeg vil hellere, at man siger, at denne sunde kvinde kommer i en sund kirke.”

Vi bliver afbrudt af en besked på hendes telefon. Hun blegner. ”Åh nej, der er en skoleskydning i Cleveland. Ingen er sikre…” Og så blev der ikke mere af interviewet og hun gik også glip af udflugten til Bibelmuseet i Washington. Sådan er det også at være regional sekretær for baptisterne i Nordamerika.

PS.Udtrykket uriaspost henviser til 2. Samuelsbog kapitel 11, hvor Kong David gjorde soldaten Urias’ kone gravid og så satte kongen Urias forrest imod fjenderne, så han var sikker på, at Urias blev dræbt.

Relateret

• 05. maj. 2026 - Kyle Henderson: Gud kalder os videre
• 26. apr. 2026 - Det haster med missionsbefalingen
• 19. apr. 2026 - Acts2Movement: Et globalt blik på lokal mission
• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 29. dec. 2025 - Genstart2025 – færre papirer, klarere retning

Find flere

Lyt til artiklen her:

”Hvad laver du, hvis jeg møder dig en helt tilfældig aften?” Spørgsmålet får Sebastian til at grine højt:
”Hvis jeg ikke laver et eller andet bestyrelsesarbejde eller sidder til møde, kan jeg godt lide bare at være social sammen med andre. Min kæreste spiller klaver og nogle gange synger vi sammen, selvom det ikke altid lyder så godt, når jeg synger med.”

Liv i fællesskab fylder meget for Sebastian. Ved siden af statskundskabsstudiet på Københavns Universitet handler livet om kæresten, bofællesskabet, fællesskabet i den kristne fodboldklub FC Udfordringen og vennerne. Men lige nu er det især én opgave, der trækker: Sebastian er ny formand for BBU. Og han har et mål med arbejdet:
”Jeg tror meget på fællesskaber, der er inkluderende og attraktive, som er trygge og sjove at komme i. Det er det, der skal få børn og unge i kirken, fastholde dem, og få dem til at vokse i tro.”

“Der fik jeg lidt formandskasketten…”

Sebastian blev valgt til formandsposten i september 2025, men hans vej ind i BBU-ledelsen begyndte tidligere. I 2023 blev han næstformand, og da den daværende formand, Nicolas Fromsejer, rejste til Honduras i et halvt år, fik Sebastian “formandskasketten” i praksis.

“Der fik jeg prøvet det. Jeg kunne godt fornemme, at Nicolas godt ville give posten videre på en god måde. Så valget kom lidt naturligt. Jeg har svært ved ikke at engagere mig, når jeg først er i det,” siger han.

Sebastian Bækgaard

• Formand for Baptisternes Børne- og Ungdomsforbund siden september 2025.
• 24 år gammel, bor i København i et bofællesskab og læser statskundskab på 4. semester på Københavns universitet.
• Har rødder i Roskilde Baptistkirke, var ung i Pinsekirken i Odense i gymnasietiden og er i dag medlem af Kristuskirken på Nørrebro.
• Har gennem flere år været en del af BBU’s miljø – sommerstævner, ledertræning og som næstformand.
• Bestyrelsesmedlem i den kristne fodboldklub FC Udfordringen.
• Forsøger at dyrke sport, når lektierne ikke fylder for meget.

BBU som hjem – og en vej tilbage

Sebastian er vokset op i Roskilde Baptistkirke og BBU er næsten skrevet ind i familiehistorien. Både hans far og storebror har været engageret:
”Min far var med i ’gamle dage’, og min bror har også siddet som næstformand i en periode. Det var nok allerede dengang, da jeg var barn og teenager og kom med på Sommerstævne, at jeg for alvor fandt ud af, hvad BBU var”.

Sebastian peger på Sommerstævnerne og discipelskabs- og lederkurset SHIP som oplevelser, der har bidraget til hans udvikling som leder. Men også oplevelser, der har givet relationer på tværs af landet og oplevelsen af at være en del af noget større end kun den lokale hverdag.

Sebastian bruger sig selv som eksempel, da han peger på vigtigheden af at fastholde unge i foreningsarbejdet. ”Jeg flyttede med familien til Odense i 2019 og skiftede kirkesamfund til Pinsekirken. Men fordi BBU altid har været en del af mit tros- og kirkeliv, var det ikke svært at vende tilbage, da Nicolas opfordrede mig til at gå ind i arbejdet.”

“Det kan godt være, jeg sidder for bordenden…”

Sebastian er meget bevidst om sin manglende erfaring som formand. Netop derfor har han allerede gjort sig en del tanker om udfordringerne. På spørgsmålet: ”Hvilken type leder vil du gerne være?” svarer han:
”Det er vigtigt for mig at være inkluderende, når vi mødes i ledelsen. Jeg er nysgerrig på, hvad andre har at sige, og hvad vi hver især kan byde ind med. Det kan godt være, at det er mig, der sidder for bordenden, men det betyder ikke, at det er mine ord, der skal vægtes højst, eller at det er mig, der har ret”.

BBU rammer plet! (Foto: Astrid Melkær Andersen / Sommerstævne 2024)

Han er bevidst om sine egne kompetencer i forhold til økonomi og drift, men lige så bevidst om, at han ikke har den store erfaring fra livet i lokalforeningerne eller som leder på Sommerstævnerne:
”Det er jo noget af det, jeg som leder skal være god til: At se de kvaliteter, som vi hver især har i ledelsen, sådan at de kan blive brugt. Det tænker jeg over, hver gang jeg sidder og styrer en dagsorden eller et møde”.

Hvad er BBU? “Alt sammen starter jo ude lokalt”

Når Sebastian skal forklare formålet med BBU, har han fokus på det lokale arbejde. Det er i lokalforeningerne, i menighederne, de unge møder fællesskabet første gang:

”Jeg synes, at vi nogle gange overser det lokale arbejde: Det, der sker ude i kirkerne. Det er jo der, langt de fleste har det første møde med BBU. Sådan skal det også være! Vi er jo en organisation for lokalforeninger”.

Sebastian fortæller videre om bestyrelsens arbejde, der har fokus på to spor: et nationalt spor med kurser og lederskabstilbud – og et internationalt spor med projekter, der rækker ud over Danmark.

Men logikken er den samme, uanset om man vil noget i sin egen by eller i et andet land: BBU skal hjælpe med at gøre det muligt. “Vi har et slogan,” siger Sebastian, “der hedder: Vi tror på det, du brænder for.” Han folder betydningen ud: BBU er forbundet, der har midler, ansatte og kompetencer, som kan sættes i spil og understøtte lokale drømme, dér, hvor nogen vil noget.

(Foto: Astrid Melkær Andersen / Sommerstævne 2024)

Frivillige og synlighed

Mange ungdomsorganisationer er presset på medlemstal. Når Sebastian kigger fremad i “100 dage, 1 år, 3 år” er det ikke medlemstal, der bekymrer ham mest.

Udfordringen er det frivillige engagement.

”Det er noget, vi snakker meget om. Vi har et lederskabstræningskursus, KEFAS, hvor vi lige nu mangler en stab. Noget af det, som jeg rigtig godt kunne tænke mig, var at finde en god løsning til at få engageret nogle flere frivillige. Vi har mange gode tilbud, men vi mangler nogle gange de frivillige til at køre dem”.

Sebastian peger også på synlighed som et andet fokusområde for bestyrelsen:
”Der er nogle lokalmenigheder og foreninger, som er rigtig gode til at bruge BBU, både vores støttepuljer og andre tilbud. Der mange foreninger, som har deres lokale liv, men måske mangler engagement i de nationale og internationale tilbud, som BBU har”.

Sebastian peger på, at BBU især har haft svært ved at engagere lokalforeningerne i Chin-menighederne på nationalt plan, selv om de er meget velfungerende lokalt.
”Det er noget af det, jeg drømmer om, at vi har fokus på hen over det næste år, måske to år. Vi har allerede fået to repræsentanter med i ledelsen, som også er aktive Chin Christian Association Denmarks (CCADK) ungdomsafdeling”.

Samarbejde

Sebastian glæder sig over samarbejdet med Danske Baptisters Spejderkorps (DBS) om YEGOs arbejde i Rwanda. ”Der er faktisk lige blevet underskrevet et nyt projekt” fortæller han.

(Foto: Astrid Melkær Andersen / Sommerstævne 2024)

”I forhold til BaptistKirken var det et lidt turbulent tidspunkt, jeg kom ind i ledelsen på. Sommerstævnet, som jo ikke er der længere, var jo der, hvor vi havde vores primære samarbejde. Men jeg oplever, at vi stadig holder kontakten. BaptistKirkens ledelse har en kontaktperson til BBU, som jeg for nylig har haft møde med. Men vi skal finde en ny måde at samarbejde på, når nu Sommerstævnet ikke er der længere.”

Et nyt samarbejdsområde er Inspirationsdøgnet den 24.-25. april 2026 på Trinity Hotel & Konference Center i Fredericia:
”Vi har en ansat med i planlægningen af Inspirationsdøgnet, og vi giver tilskud til deltagelse,” fortæller Sebastian, der fortsætter: ”Vi reklamerer for Inspirationsdøgnet på vores sociale medier og håber, at mange vil deltage.”

Demokrati som en del af traditionen

Til sidst i interviewet vender Sebastian tilbage til kultur og tro: det handler om demokrati. BBU har arbejdet med, hvordan flere kan deltage i demokratiet, når alt for få fx møder op til landsmødet. Nu er vedtægterne blevet ændret, så delegerede skal repræsentere de enkelte lokalforeninger. For Sebastian handler det om at værne om en demokratisk tradition – også i en baptistisk forstand, hvor forskellige stemmer bliver hørt og ansvaret løftet i fællesskab. Derfor sender Sebastian en opfordring til sine medlemmer: Mød op, når der er generalforsamling, når der skal tages beslutninger, både lokalt og nationalt.

En organisation, der vil dig og dit trosliv

”Hvis jeg kun møder BBU en enkelt gang: Til en konference eller ved et besøg i en lokalforening – hvad ønsker du så, jeg skal tage med mig videre i livet?” Sebastian bliver en smule overrasket over spørgsmålet, men svaret kræver ikke meget refleksion. Det kommer hurtigt:
”Jamen, så vil jeg gerne have, at du tager med, at du har mødt et forbund, en organisation, som gerne vil dig og vil dit trosliv, som støtter og underbygger det, du brænder for. Jeg tror, at vores slogan, at vi tror på det, du brænder for, fanger det meget godt: Vi skal være med til at understøtte alle de gode aktiviteter og alt det gode trosliv, som er forskellige steder, lokalt eller internationalt.”

(Foto: Astrid Melkær Andersen / Sommerstævne 2024)

Relateret

• 13. maj. 2026 - Serhiis hus ved vejen blev et hvilested for soldater
• 13. maj. 2026 - Hvad velsignelse betyder for mig
• 13. maj. 2026 - LÆREDAG om inklusion i BaptistKirken
• 01. maj. 2026 - Fra spejder i Herlev til toppen af paraidrætten
• 27. apr. 2026 - I Guds rige vender magten på hovedet

Find flere

Lyt til artiklen:

Tema for baptist.dk nr. 1, 2026 er Bibelen og vores brug af den. Derfor har vi stillet to spørgsmål til ledelsens medlemmer: Hvordan har Bibelen taleret i dit liv? Hvilken indflydelse har Bibelen i dit liv? Her er deres svar:

Christian Bylund, præst i Tølløse Baptistkirke og næstformand i BaptistKirken:

”Bibelen taler sjældent til mig som et facit, men som en stemme, der kalder mig ind i Jesus’ måde at være menneske på – en måde, vi ofte overser midt i vores konflikter. Gennem teksterne og tolkningen af dem i tidens løb har Bibelen talt stærkest til mig om Jesus, og hvordan Jesus har blik for dem, der bliver gjort mindre værd; om hans mod til at sige sandheden, også når den er ilde hørt; og om hans nåde, der ikke kræver forbehold.

Jeg læser Bibelen som menneskers erfaringer af Gud og fortællinger om Gud. Det giver naturligt plads til nuancer og brudflader. Og derfor kan teksterne udfordre mig og blive steder, hvor Helligånden skubber til mig og mit forudindtagede ståsted – samt gøre mit hjerte blødere og rykke mig tættere på, hvordan Jesus ville leve sit liv i dag.

På den måde kan teksterne udfordre mig og blive steder, hvor Helligånden skubber til mig og mit forudindtagede ståsted.

Bibelen former min tro ved at åbne samtalen, ikke lukke den. Den giver mig et sprog for håb, når livet er skrøbeligt, og lader mig vandre med andre i troen. I bedste fald påvirker den mine valg ved at holde Jesus’ kærlighed frem som målestok. Derved kan den bygge op, skabe frihed og værne om menneskers værdighed på trods af min menneskelighed. For mig er Bibelen en bog, vi bruger i fællesskab med blik for den tid og kultur, vi lever i, og med opmærksomhed på de magtstrukturer, vi sætter op. En bog jeg læser for bedre at forstå, hvordan Jesus levede, så vi i bedste fald kan prøve at gå samme vej.”

Emmanuel Cinzah, præst i Chin Bethel Church i Skjern:

”Jeg opfatter Bibelen som Guds ord, og hver gang jeg læser i Bibelen, oplever jeg derfor, at det er Gud, der taler i mit liv.

Det er Gud, der taler i mit liv.

Baptister i hele verden tror på Bibelens uafhængighed og selvstændighed, og derfor har Bibelen indflydelse i mit liv.”

Flemming Vesth Nielsen, Bethelkirken Aalborg:

”Dine ord er en lygte for min fod, et lys på min sti”. Det stod på en plakat på mit teenageværelse.

”Det var vovet. Min kone og jeg var meget i tvivl om det større hus, vi havde brug for. Så jeg bad Gud give mig et tegn, slog tilfældigt op i Bibelen og landede på 1. Kongebog kap. 6 og versene, hvor Kong Salomon får at vide, hvordan og hvad han skal bygge. Det inspirerede til byggeriet af vores hus, der har været en velsignelse for os i 27 år.

I den mindre risikovillige afdeling elsker jeg jævnligt at sætte mig i fred og ro og meditere over de mest betydningsfulde vers for mig – og jeg har lært, at jeg må gøre Guds ord personligt: ’Fred efterlader jeg dig, Flemming, min fred giver jeg dig, Flemming; jeg giver dig ikke, som verden giver. Dit hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst, Flemming!’[1]  

[Gud] har iscenesat og instrueret skrifterne i Bibelen som sit skrevne ord.

Når Gud er Universets skaber, men samtidig en kærlig, himmelsk far, der blandt andet rejste sin søn Jesus op fra de døde for at vise mig hans nåde og godhed, er det helt logisk for mig, at han har iscenesat og instrueret skrifterne i Bibelen som sit skrevne ord, der skal vejlede og styrke os hver dag. Derfor har Bibelen for mig autoritet. Ikke blot til at styrke og opmuntre mig, men også til at vise mig vejen til efterfølgelse af Jesus.”

Pia Duebjerg Andersen, Lyngby Baptistkirke:

”Jeg ville ønske, jeg kunne sige, at det da naturligvis er i den bog, jeg hver eneste dag finder inspiration til at leve mit liv i overensstemmelse med Guds vilje. Og hvis jeg går og tumler med noget, så finder jeg altid svaret der. Det ville bare være helt og aldeles løgn.

Sandheden er, at jeg naturligvis læser i min Bibel, men mest når jeg skal forberede mig til en gudstjeneste eller en andagt. Men indrømmet, det er ikke noget, jeg har haft en fast rutine med. I 2025 fulgte jeg for (kun?) anden gang i mit liv en læseplan, så jeg er kommet Bibelen igennem på et år. Sidste gang jeg satte mig for at følge en tilsvarende, tog det syv år, før jeg var færdig!

Jeg har brug for at læse Bibelen sammen med andre. Sammen at tolke og forstå.

Begge gange har jeg naivt håbet, at nu åbenbarer evangeliet sig for mig på en helt ny måde, for nu dedikerer jeg daglig læsetid til Bibelen. Og begge gange har jeg siddet forvirret tilbage, måske mere nu end tidligere. Når man sidder og tygger sig igennem Det Gamle Testamente, bliver man ramt af, at Gud især holder med dem, der snyder. Tag bare Jakob, der snød sin bror for arven.

Jeg har brug for at læse Bibelen sammen med andre. Sammen at tolke og forstå. For på den måde får Bibelen – og Kristus – taleret i mit liv.”

Tine Kragh, Vraa Baptistmenighed:

”Jeg læser i min Bibel hver morgen. Det sker ikke altid i papir-udgaven. Jeg bruger app’en ’Holy Bible’ med guidet bøn hver dag med skriftsteder og længere bibellæseplaner. Her kan man også fx sammenligne med en engelsk Bibel-udgave. Teksterne får tit helt nyt liv, når jeg læser dem på engelsk.

Bibelen er et levende redskab for mig til at lytte til Gud. Jeg har erfaret, at vedholdenhed hjælper, når man ikke fatter, hvad man læser. Det skal ikke være en sur pligt at åbne Bibelen, men en vis disciplin er nødvendig. Og så kan man faktisk være velsignet med, at Gud af og til taler gennem et skriftsted.

Bibelen er et levende redskab for mig til at lytte til Gud.

På retræter har jeg haft tid til at fordybe mig i Bibelen. Jeg har også fundet en læseplan, hvor man skriver skriftstedet af og evt. tegner til, hvis man er lidt kreativ. I den proces har jeg fået nye tanker og inspirationer i forhold til gammelkendte tekster. Og igen: følt mig meget velsignet. Disse og flere ’tiltag’ har gjort, at jeg på et tidspunkt kunne skrive i min lille bog: jeg gen-elsker min Bibel! Jeg føler mig tit set, tiltalt, trøstet, taget ved hånden, ledt på vej eller revset, når jeg har læst i Bibelen.

Det er spændende at lære mere om Bibelen og teksternes tilblivelse, historie, originalsprog og fortolkninger, men det vigtigste er, at den er levende i dag.”

Vibeke Dalsgaard, Pandrup Baptistmenighed og formand for BaptistKirken:

”Bibelen er en vidunderlig bog og den vigtigste i verden. Den har fulgt mig, siden jeg som otteårig fik min første børnebibel, og den har givet mig trøst, inspiration, viden og indsigt i livet. Bibelen åbnede også litteraturen for mig, så jeg hele livet har været en stor læser af alle genrer. Bibelen har båret mig gennem svære tider i mit liv og lært mig at høre Helligåndens stemme.

Bibelen har båret mig gennem svære tider i mit liv og lært mig at høre Helligåndens stemme.

’Jeg tror ikke på Bibelen’, sagde jeg under synoden, og det står jeg ved. Bibelen er for mig skrevet af mennesker under Helligåndens vejledning til mennesker om Gud.

Gud har ikke skrevet Bibelen, så det er op til os at tolke Bibelens ord til os og til verden. Vi skal hjælpe hinanden til at tolke ordene og fortællingerne, så de bliver relevante i vores tid. Tolkningen skal også hjælpe os til at finde det væsentlige i vores tro og give det videre til mennesker, som har behov for at høre om Gud.

Vi, som tror på den treenige Gud, skal gå ud i verden. Det gør vi altid med Bibelen som rettesnor, men samtidig med det for øje at nå mennesker der, hvor de er.

Derfor tolker vi Bibelen ind i verden i dag og viser mennesker den store kærlighed, som Gud har til hver enkelt – fra skabelsens tid og evigt.”

Læs også ‘Bibelsyn og bibelbrug’

[1] Johannesevangeliet kap. 14, vers 27

Relateret

• 13. maj. 2026 - Hvad velsignelse betyder for mig
• 07. maj. 2026 - Kast nettet ud
• 23. apr. 2026 - Hvad er sandheden?
• 09. apr. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 04. apr. 2026 - ”Vær ikke forfærdede”

Find flere

Lyt til artiklen:

Daniel Øhrstrøm har skrevet en let læst, men ikke letbenet bog om sygdom, tro og uventede velsignelser. Den hedder ”Det er om natten, man ser nordlys”.

Vi følger ham igennem godt tre års hospitalsindlæggelser og utallige operationer, op og nedture, frygten for at dø fra sine tre, nu fire børn og sin kone. Mest af alt er det en trosvandring med store velsignelser i mørket – større end det er de fleste forundt.

Daniel Øhrstrøm, 46, er journalist ved Kristeligt Dagblad, en elsket foredragsholder, musiker og sangskriver.

Forfatter Daniel Øhrstrøm (Foto: Pelle Rink / Bibelselskabet)

Han fortæller i bogen om flere store åndelige oplevelser midt i mørket. Bl.a. møder han Jesus i menneskers ansigter – og sin elskede afdøde farmor – i en MR-scanners klaustrofobiske indre. Møder, der blev til velsignelser, gav trøst og håb.

Fangekoret

Det mest bevægende afsnit i bogen handler om Louise Adrian, der var Fangekorets ”mor” i 30 år og som døde i 2024. Hun og Daniel var hinandens livsvidner – Louise fik kræft et halvt år efter Daniel blev syg, og de fulgte hinandens liv tæt. Hendes sidste hilsen til ham handlede om hans nyfødte datter, Gerda Rose, der er født med Downs syndrom. En hilsen han fik kun få dage før Louise døde.

Jesus-bønnen er gennemgående i bogen, fra allerførste side til den sidste. Bønnen, han begiver sig ind i narkosen med, hver gang han skal opereres, og for det meste vågner han med en salme i tankerne.

Jesusbønnen stifter Daniel netop bekendtskab med, da han følger Fangekoret i et halvt år for at skrive en bog om koret og Louise i 2012.

Han skriver: ”Livets dybeste mening er fællesskab. Vi fødes og dør alene, men vi lever sammen og har brug for hinanden. Fællesskab fordriver frygt, fordi næstekærlighed fordriver frygt. Uden kærlighed er vi intet. For alting er ingenting uden kærlighed.”

Netop Louise Adrian formåede at se de store kriminelle bamser som mennesker, der er elskede uanset deres fortid.

Bogens omslag (Bibelselskabet)

Daniel skriver: ”Vi kan hurtigt dømme hinanden og alt for mange lever livet som korrekturlæsere, der kun går op i at finde andres fejl. (…) Louise var en tingfinder efter det gode i dem, der allerede var blevet stemplet som onde.”

Slægtninge i troen

Daniel bor med sin familie på Bornholm, hvor han også prædiker i Baptistkirken Bornholm. Netop her sætter han pris på fællesskabet. ”Det er gode folk i den kirke. Et utroligt godt fællesskab, fordi de lever som slægtninge i troen. Det er der noget smukt i.”

Jeg fanger ham på telefonen i en pause på pastoralseminariet, hvor han læser lige for øjeblikket. Han håber på at blive præst.

”Jeg vil være med til at formidle Guds kærlighed, trøst og håb. Vi lever i en frygtsom tid. Der bliver talt om åndelig oprustning og samtidig nedlægger regeringen Store Bededag. I stedet er der brug for flere foldede hænder og hænder, der rækker ud.”

Guds spørgsmål

I bogen sætter han ord på de to spørgsmål, Gud stiller mennesker allerførst i Bibelen. Han spørger Adam, der netop har forrådt Gud: ”Hvor er du?” og Kain spørger Han, efter at Kain har slået sin bror Abel ihjel: ”Hvor er din bror?” Det er de spørgsmål, Gud også stiller os. Han søger fællesskab med os uanset og ønsker, at vi står i relation til hinanden.

Daniel siger: ”Vi skal søge tilbage i fællesskab med Gud og med hinanden. Der er mange ensomme mennesker og kirke handler om fællesskab, når vi er bedst.”

Om ”Det er om natten, man ser nordlys”.

Forfatter: Daniel Øhrstrøm
Sidetal: 198 sider
Indbinding: Softcover med flapper
Forlag: Bibelselskabets Forlag
Varenummer: 978-87-7232-338-1
Mål: 14 x 20 cm.

https://www.bibelselskabet.dk/Webshop

Terapi at skrive

Han fortæller, at det med at skrive er en måde at tænke på for ham. Det er nærmest terapeutisk. Allerede da han lå på intensiv afdeling på sygehuset i Rønne begyndte han at skrive om sin sygdom på Facebook.

”Jeg vidste jo ikke, om jeg overlevede. Jeg læste min egen journal: der var mistanke om leverkræft. Det var det ikke, men jeg fik en blodforgiftning efter en kikkertoperation, der i stedet afslørede en autoimmun sygdom. Og siden fik jeg konstateret kræft i både tolvfingertarmen og blindtarmen, så den blev fjernet. Men jeg troede først, det var en dødsdom. Egentlig var det derfor et eksistentielt testamente til mine børn, jeg skrev. Jeg skrev mine pointer ned, så børnene kunne bruge dem, hvis jeg ikke var der længere. En slags flaskepost.

På Facebook fik jeg mange hilsner fra folk, der kunne bruge det, jeg skrev. Så da jeg kunne, begyndte jeg at holde foredrag om livsmod under alvorlig sygdom, og om håbet om evigheden…”

Det var disse Facebook-skriverier, der blev basis for både bogen og foredragene rundt i Danmark.

Sygehus som kirke

En af hans pointer er glæden over det danske sygehusvæsen, hvor man ikke regnes efter status. Her er fattig og rig lige værdige, og der sendes en helikopter efter dem begge.

”Når vi går ind i sygehuset, er det som at gå ind i kirken. Vi hænger vores titler i våbenhuset, og tager ens tøj på. Jeg har bedt aftenbøn med mange medpatienter, både direktører og førtidspensionister.”

Udtrykket ”Det er om natten, man ser nordlys” fik han fra frikirkepræsten Poul Kirk, som er en anden af Daniels livslange venner.

Den seneste skanning fra februar viser, at han nu stadig er kræftfri. Og lige nu er han glad og taknemmelig over at gå på pastoralseminariet – selvom det betyder, at han igen er væk fra familien i lang tid. Han har efterhånden rig erfaring i at prædike, og dog vil hans udfordring som folkekirkepræst nok være, siger han, at han skal skrive sine prædikener ned.

”Normalt har jeg bare en disposition, ligesom et foredrag, hvor jeg taler mere frit. Men jeg skriver hver eneste dag. Det er min måde at tænke på.”

Og det har altså manifesteret sig i mere end 15 bøger om andre mennesker, mens den seneste altså handler om ham selv. Jeg var ved at skrive sidste. Det håber jeg ikke, det bliver!

Relateret

• 13. maj. 2026 - Hvad velsignelse betyder for mig
• 07. maj. 2026 - Kast nettet ud
• 29. apr. 2026 - Bøn i ventetiden
• 16. apr. 2026 - Overbevisning
• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura

Find flere