Lyt til artiklen her:

Chresten Eskildsen, f.1948:

• Bethelkirken, Aalborg 1988-2013
• Roskilde Baptistkirke 1978-1988
• Baptistkirken Bornholm 1973-1978
• Uddannet fra Det Teologiske Seminarium i Tølløse 1973

Selvom Chresten Eskildsen er gået på pension, prædiker han stadig mere end 35 søndage om året: ”Så længe jeg kan magte det, og menigheder sender bud, bliver jeg ved. Inviterer de mig igen, er de jo selv ude om det”, siger han med et smil.

Vi mødes til en snak om sjælesorg, evangelisation og et måske spildt fodboldtalent for at interviewe Chresten Eskildsen om hans virke gennem årtier, fordi han er en dygtig evangelist. Den betegnelse afviser han hurtigt: ”Evangelist? Nej, jeg har brugt mest tid på besøg og samtaler med folk – ofte i kriser.” Chresten læner sig frem og uddyber: “En krise kan gøre én af to ting: Du kan falde og blive liggende, eller den kan blive et springbræt, der tvinger dig til udvikling. Jeg tror, at mennesker ofte møder Gud i forbindelse med kriser.”

Evangelist? Nej, jeg har brugt mest tid på besøg og samtaler.

Fodbold var mere spændende

Chresten er født i 1948 og opvokset i en baptistfamilie på landet i Vendsyssel. Baptistrødderne går adskillige generationer tilbage: ”Hver søndag fyldte min far bilen op med alle os søskende og naboernes børn, op til 13 unger i alt, og kørte os i søndagsskole i kirken i Pandrup!”

Kirken var vigtig, men fodbold var alligevel mere spændende. Han trænede og trænede og ville hellere spille bold om søndagen end gå i kirke. Chresten blev dog døbt som 14-årig og involveret i ungdoms- og spejderarbejde: ”Men fodbold var altså stadig nummer et”, og drømmen var at blive professionel fodboldspiller og solgt til Italien som Harald Nielsen – eller at blive civilingeniør, for det var der penge i.

At lade Gud sidde ved rattet

Som nybagt student havde Chresten lånt sin fars bil, da han endte i et frontalsammenstød. Modpartens bil røg i grøften og brød i brand: ”De havde heldigvis sikkerhedsseler på, men det havde jeg ikke”, forklarer Chresten, som blev slynget ned i bunden af bilen og blot fik en ganske lille flænge i hovedbunden. ”Der blev jeg virkelig tacklet af Gud, kom til at tænke over livet, og over at lade Gud sidde ved rattet.”

Til en missionsuge fortalte han om ulykken og sagde: ”Jeg synes, jeg skylder Gud mit liv, så jeg kan måske ’betale tilbage’ ved at blive præst. – Det havde jeg ikke planlagt at sige, og Hanne, som jeg lige var blevet kæreste med, var ved at falde ned af kirkebænken.”

Hanne og Chresten Eskildsen

Ungdomspræst på Bornholm

I 1970 begyndte Chresten på præsteseminariet i Tølløse, og i 1973 fulgte det første kald til Bornholm. Det var en menighed i tilbagegang efter år med fraflytning og faldende medlemstal, men Chresten og menigheden begyndte at arbejde med ungdomsmøder, lejre og fællesskaber, hvor de unge medvirkede rundt om på øen, og mange blev døbt i den tid.

Kriser er udviklende

Efter fem år på Bornholm flyttede familien til Roskilde, og også her havde de den glæde at opleve, hvordan mange unge familier kom til: ”Der var brug for ekstra stole i kirken de fleste søndage”, smiler Chresten.

Vi vil så gerne fjerne smerten, men gråden kan være den bedste medicin.

I Roskilde var psykiater Flemming Baungaard medlem, og de mødtes hver uge og delte livets tildragelser: “Dér lærte jeg noget om sjælesorg, om at lytte, og at kriser er udviklende. Det handler om at acceptere at være i krisen og lære af den. Det drejer sig ikke om at komme ud af den hurtigst muligt.” Han holder en kort pause. “Vi vil så gerne fjerne smerten, men gråden kan være den bedste medicin.” Evnen til at være til stede hos mennesker i det svære ser Chresten som sin styrke: “Jeg har altid haft let ved at tale med folk om det, der gør ondt. At gå et stykke vej sammen med dem.”

At bygge noget op igen

Jeg har været så privilegeret at opleve medgang i alle de menigheder, jeg har virket i.

I 1988 flyttede familien – nu med fire døtre – til Bethelkirken i Aalborg. Her havde menigheden været igennem en turbulent tid: “Det var spændende at være med til at bygge noget op igen.” Via engagerede medlemmer oplevede kirken vækst og blev fyldt med liv og unge mennesker. I 2013 gik Chresten på pension efter 25 år i Bethel. ”Det har været en spændende tid, og jeg har været så privilegeret at opleve medgang i alle de menigheder, jeg har virket i.”

Altid mindst to sider af en sag

Chresten følger stadig livet i BaptistKirken tæt – også de uenigheder og den modgang, der fra tid til anden kommer op til overfladen: ”Jeg har altid den her ’filosofi-terning’ i lommen. Den minder mig om, at der er mindst to sider af en sag. Du ser én ting fra din synsvinkel, og jeg ser noget andet fra min. Man er tilbøjelig til kun at se tingene fra sin egen side, men vi skal være i stand til at se tingene fra andres vinkler. Det samme gælder bibelsynet. Jeg vil kalde mig selv bibeltro, men ikke fundamentalist, for Biblen skal jo tolkes, og vi skal lære af historien. Tiden går, og ting forandrer sig.”

Vi skal være i stand til at flytte os og se tingene fra andres vinkler.

Alt har sin tid

Til slut spørger jeg Chresten, om han er bekymret for baptistkirkens fremtid? Han ryster på hovedet: “Alt har sin tid. Det er ikke så dårligt endda at holde en god begravelse – vi tror jo på opstandelsen.”

Han smiler. “Det kan godt være, at den form for baptistkirke, vi er vokset op med, må dø. Men når et korn lægges i jorden, spirer det og bærer frugt. Jeg er ikke bekymret. Jesus skal nok klare sig.” Chresten holder en kort pause og tilføjer til slut: “Måske har vi for travlt med at frelse vores eget kirkesamfund i stedet for at frelse verden.”

Relateret

• 05. aug. 2026 - Pinseunderet er, at Gud taler til os i forskellige sprog, som vi kan forstå
• 31. jul. 2026 - Velsignelse uden noder
• 25. jul. 2026 - Hvad kan kirken lære af nye troende?
• 17. jul. 2026 - Sammen ved Jesus’ bord
• 12. jul. 2026 - Ole er 90 år – og stadig bibelambassadør

Find flere

Lyt til artiklen:

Jeg har altid følt mig velsignet. Jeg er opvokset i et kærligt hjem med en glad gudstro og kirkens fællesskab som fundament i tilværelsen. Selvfølgelig har jeg mødt modgang, men altid er jeg blevet vist en anden vej og har oplevet, at Gud var med mig igennem alt. Jeg fik hjælp til at finde glæden og optimismen igen.

En særlig velsignelse som barn

Mine forældre var pedelpar i kirken, hvor jeg som 7-årig kastede min kærlighed på klaveret. Når mor gjorde rent, sad jeg og øvede mig i at spille melodier efter gehør. En dag kom et medlem af menigheden, Marie Petersen, ind og lyttede. Hun var en midaldrende pebermø, som tjente lidt ved at være spillelærerinde i Danmarksgade tæt på kirken. Jeg blev inviteret til undervisning to gange ugentligt og kom til at elske Marie, som lærte mig noder og at spille klassisk musik.

Desværre blev hun syg af kræft, og til sidst – da jeg var 10 år, og hun stadig underviste fra sengen – slap hendes kræfter op. Hun holdt mig i hånden, mens hun fortalte, at nu kunne hun ikke mere, og jeg skulle derfor afløse hende som pianist i søndagsskolen i Ferslev. Jeg fik hendes nodebog til Søndagsskolesangbogen. Få dage efter døde hun, og jeg græd, men huskede, hvad jeg havde lovet Marie, så jeg gik i gang med noderne til de sange, der skulle synges om søndagen.

Gud gav mig en velsignelse og styrede min stemme, mine ører og hænder.

Nodebogen var tæt trykt med 4-stemmige satser

Jeg græd over min afmagt, men så foldede jeg mine hænder, bad Gud hjælpe, og jeg gik i gang med at finde melodierne pr. gehør. Jeg øvede og øvede, og efter de første famlende forsøg kunne jeg lægge harmonier under melodierne. Ingen teori, ingen node. Gud gav mig en velsignelse og styrede min stemme, mine ører og hænder. Først 12 år senere lærte jeg musikteorien på lærerstudiet.

Guds særlige gave er stadig en velsignelse for mig i kirke, skole, hospice med mere. At bruge den giver mig glæde.

Relateret

• 05. aug. 2026 - Pinseunderet er, at Gud taler til os i forskellige sprog, som vi kan forstå
• 25. jul. 2026 - Hvad kan kirken lære af nye troende?
• 09. jul. 2026 - Naboskab – om at bede for nabolaget
• 09. jul. 2026 - At vidne
• 09. jul. 2026 - Omsorg begynder med at standse op

Find flere

Lyt til artiklen:

“Syv år, Niller, så ved man et eller andet!”

Sådan lyder en af de mindeværdige replikker fra den danske filmskat. Og selvom en ph.d.-afhandling måske ikke helt kan sammenlignes med Mulles livserfaring, var der alligevel noget om det, da jeg i marts forsvarede min ph.d.-afhandling efter seks års arbejde.

Afhandlingen udspringer blandt andet af min tid som præst i Bethelkirken i Aalborg, hvor jeg blev opmuntret til og fik mulighed for at begynde arbejdet. Sideløbende med forskningen ledte jeg det daværende Studiecenter for Menighedsbaseret Teologi, SCMT. Det blev seks år med fordybelse, interviews, analyser og mange samtaler om tro – og om, hvordan karismatiske frikirkers identitet formes i spændingen mellem kirkens fællesskab og en sekulær hverdag.

Mennesker er forskellige

Mennesker er ikke som vandhaner, man bare kan åbne, så svarene begynder at flyde. Det kræver overvejelse og metode at undersøge, hvordan mennesker beskriver deres trosrejse, og hvilken betydning kirken har haft.

Men mennesker er også historiefortællende væsener. Vi forstår vores liv gennem de fortællinger, det sprog og de fællesskaber, vi bliver en del af. Derfor kan livshistorier give indblik i, hvordan mennesker tilegner sig tro – og hvordan kirkens identitet bliver levet og formet.

Ti livshistorier om vejen til tro

Min afhandling undersøger ti personer, der er vokset op uden tro på Gud, men som i deres voksenliv er blevet troende i en karismatisk frikirke i København. Gennem deres livshistorier undersøger jeg, hvordan troen vokser frem, og hvordan kirkens fællesskab, sprog og praksis medvirker i processen.

Henrik Holmgaard (Foto: Privat)

Henrik Holmgaard

• cand.theol. og ph.d.
• sognepræst i Nebsager, Bjerre og Stenderup Kirker
• aktiv sejler
• gift med Mette og far til Isaac og Noah
• Tidligere:
  • Studerende ved  IBTSC: International Baptist Theological Study Centre i Amsterdam
  • Leder af StudieCenter for Menighedsbaseret Teologi (SCMT)
  • Præst i Bethelkirken i Aalborg
  • Formand for ”Tjeneste og uddannelsesudvalget” i BaptistKirken
  • Kirkeplanter i Apostolsk Kirke i Aalborg
  • Podcastvært og meget mere

Læs Henrik Holmgaards afhandling.

Hvad viste livshistorierne?

Undersøgelsen viste først og fremmest, at nye troendes vej ind i tro og menighed er en kompleks og erfaringsorienteret proces. I nogle frikirkelige sammenhænge, præget af vækkelsestraditionen, kan forståelsen af at blive troende være formet af omvendelse som en særlig øjebliksbeslutning, hvor “man siger ja til Jesus”. Det sprogbrug findes i de menigheder, jeg undersøgte. Livshistorierne viste, at troens tilegnelse ofte var mere kompleks. Men over tid lærte deltagerne at tolke deres tro som en beslutning. I deres fortælling var selve “beslutningen” ikke afgørende for deres tro. Den fungerede nærmere som en markering, der var vigtig for fællesskabet, fordi det dermed kunne genkende “de nye troende”.

Hjemkomst eller udforskning

I materialet tegnede der sig især to måder at fortælle om trosrejsen. Nogle fortalte om troen som en “hjemkomst”. Fortællingen afspejlede på en måde, hvad der kunne karakteriseres som en klassisk “omvendelseshistorie” med en u-vending fra noget dårligt til et godt liv som troende. I disse livshistorier talte deltagerne i nogen grad med et sprog, som indeholdt begreber som synd, frelse, nåde og et tydeligt før og efter.

Den anden gruppe fortalte om trosrejsen som en “udforskning”. Det var en mere lineær beskrivelse af en personlig udvikling. Her var fraværet af ord som synd, frelse og nåde bemærkelsesværdigt. I stedet udfoldede deres fortælling det, man kan kalde en selverkendelsesproces om “hvem er jeg?” sammen med Gud. Historisk har de karismatiske frikirker kritiseret andre kirkelige retninger for en “blodløs frelse”, som har negligeret Jesu objektive rolle i frelseslæren. Dette fund peger på, at der ligger en lignende nutidig udfordring i forhold til, hvordan frelse forstås og forhandles i mødet med en sekulær og individualiseret kultur.

Sognepræst i Nebsager, Bjerre og Stenderup Kirker, Henrik Holmgaard, prædiker ved indsættelsen den 14. september 2025 (Foto: Nebsager, Bjerre og Stenderup Kirker)

Kirken giver erfaringer – men mangler forklaringer

Hvis deltagernes beskrivelse af den udlevede kirkelige identitet kort skal opsummeres, så lykkes de karismatiske frikirker med at hjælpe mennesker til at genkende og leve med en erfaring af Gud som nærværende i et ellers sekulært hverdagsliv. Kirkens udlevede identitet beskrives som et fællesskab af mennesker, der samles om en særlig gudserfaring, hvor Gud er personlig, kærlig og aktiv.

Troens relationelle natur bliver særligt understreget gennem fællesskabet med andre nye troende og ved, at mere modne troende “investerer” tid i samtale og sidemandsoplæring i bøn og bibellæsning, enten en-til-en eller i mindre grupper.

Samtidig viser materialet, at nogle klassiske pentekostal-karismatiske udtryk – især tungetale og forbøn for helbredelse – kan opleves som fremmedgørende eller decideret overdrevne. Ligeledes viser undersøgelsen, at selvom disse kirker er gode til at give deltagerne “gudserfaringer”, så er de knap så gode til at forklare disse erfaringer. De nye troende bliver i særlig grad tiltrukket af erfaringen af Gud som en indre mystik, de kan erfare igennem kroppen i forbindelse med lovsang og bøn, og som kan hjælpe dem med at fortolke mening i hverdagen. Ligeledes afspejler livshistorierne den udfordring, at der kan opstå en for snæver forståelse af, hvad der er de “rigtige” gudserfaringer. Der er måske behov for en mere “generøs” forståelse, praksis og refleksion over gudserfaringens medierede natur, mangfoldighed og rolle, som integrerer erfaring, Bibel og tradition i den teologiske refleksion og praksis.

Henrik Holmgaard (Foto: Privat)

Fra klare grænser til et tydeligt centrum

Endelig viser undersøgelsen, at den udlevede kirkelige identitet er organiseret omkring et tydeligt defineret centrum. Dette centrum kan man som medlem være mere eller mindre tæt på eller længere fra. Det er en ændring fra den måde, karismatiske frikirker historisk har forstået sig selv på som tydeligt afgrænsede fællesskaber af bekendende troende, hvor dåb, medlemskab og menighedsetik markerer, hvem der er inden for og uden for.

Deltagernes livshistorier beskriver de kirkelige fællesskaber som åbne og nærmest som en genopdagelse af “teltmødets” funktion, hvor man kan komme og gå, som man vil. Kirkerne skaber rum, hvor mennesker kan undersøge troen, deltage i fællesskabet og langsomt orientere sig mod det definerende centrum af idealer om særlige gudserfaringer, praksis og etik. Medlemskab bliver beskrevet som forskellige niveauer af deltagelse med idealet om at deltage så ofte som muligt, hjælpe til så meget, man kan, bidrage og tage ansvar økonomisk, tale om og undersøge tro med andre og lade sig forme af fællesskabets definerende centrum.

Der er nye muligheder for, at man uforpligtende og undersøgende kan finde vej ind i kristen tro, uden at man skal tilegne sig “hele pakken”.

Denne organisering med et definerende centrum frem for en klar afgrænsning til samfund og andre kirker giver nye muligheder, men også markante ændringer i kirkelig identitet. Der er nye muligheder for, at man uforpligtende og undersøgende kan finde vej ind i kristen tro, uden at man skal tilegne sig “hele pakken”. Det definerende centrum holder et klart menighedsideal frem, men der er frihed til at vælge til og fra. Det betyder, at nye troende kan se sig selv som medlemmer i “periferien”, uden at de skal stå på mål for “særlige gudserfaringer”, kirkens lære eller særlige etiske normer om seksualitet m.m.

Denne ændrede struktur, hvor fællesskabet er centralt og ikke har en tydelig grænse til det omgivende samfund og andre kirker, minder på sin måde om en “abonnementsordning” som den, der for eksempel findes i fitnesscentre, hvor man kan være medlem på flere niveauer.

Denne forandring af strukturen og medlemskabet er en markant ændring, som kan tolkes som resultatet af forhandlingen af den udlevede karismatiske frikirkeidentitet i en sekulær kultur.

Forandringen kan også tolkes som en bevægelse fra en “bekendelseskirke” hen imod at være en “kirke med en bekendelse”, som denne bevægelse tidligere har taget kritisk afstand fra.

Hvad kan kirken lære?

Så hvad kan kirken lære af nye troendes livshistorier?

Deres livshistorier spejler den forhandling, der sker mellem samfund og religiøse minoritetsfællesskaber, når det kommer til, hvordan den erfaringsorienterede forståelse af Gud og kirke møder et mere eller mindre sekulært samfund.

Ligeledes spejler livshistorierne, hvordan nye troende individuelt forhandler den tro, de forsøger at undersøge og tilegne sig, og hvordan de forsøger at passe ind – en proces, der ikke er let i en sekulær kultur.

De gode nyheder er, at det fortsat sker, men nogle gange på trods.

Henrik og Mette Holmgaard i Amsterdam ved forsvaret af afhandlingen (Foto: Privat)

Relateret

• 09. aug. 2026 - Mission – hvordan griber vi det an?
• 05. aug. 2026 - Pinseunderet er, at Gud taler til os i forskellige sprog, som vi kan forstå
• 31. jul. 2026 - Velsignelse uden noder
• 09. jul. 2026 - Helt almindelige mennesker
• 09. jul. 2026 - Gud gav Kyle en drøm

Find flere

Lyt til artiklen:

Der er messe i Østerbrohuset: Mystikkens Univers med tilbud om clairvoyance, irisanalyse, tarotkort, dyretelepati og krystaller. Ved Bibelselskabets stand står Ole Engel med Bibelen i mange versioner, bøger om tro og farverige udgaver af Det Nye Testamente.

En midaldrende mand kommer hen til Ole, peger mod biblerne og spørger:

“Tror du på det pjat der?”

Ole ser sig lidt undrende omkring. Han mener ikke, han kan se noget pjat. Manden fortæller, at han for længst har gjort op med kristendommen. Ole spørger venligt, om han har læst Det Nye Testamente. Det har han ikke. Det Gamle Testamente? Heller ikke.

Læs om Oles oplevelser på Mystikkens Verden (Foto: Ole Engel)

“Så giver jeg faktisk ikke ret meget for din vurdering,” vover Ole at svare.

Svaret kunne have lukket samtalen. I stedet åbner det den.

“Der fik du mig sgu,” svarer manden overraskende ærligt.

Nu fortæller han om en streng religiøs opvækst i Jehovas Vidner, et brud med troen og om afstand til familien. Ole lytter. Og lidt efter vover han at gøre samtalen endnu mere personlig.

Ole fortæller manden, at han taler med Vorherre hver dag. Så spørger han forsigtigt, om han må bede for ham.

“Det er der fandeme aldrig nogen, der har tilbudt mig,” svarer manden.

Samtalen fortsætter lidt endnu. Men nu i en anden tone.

Selvom det blev deres første og eneste møde, husker Ole sit løfte. Han beder stadig for manden.

Ole Engel – BaptistKirkens repræsentant i Bibelselskabet i 30 år (Foto: Privat)

Det begyndte med en praktisk løsning

Ole Engel blev født i København og gik som barn i søndagsskole i Kristuskirken. Kort efter Anden Verdenskrig flyttede familien til Vejle, hvor Ole senere blev døbt i Baptistkirken i 1953.

Efter soldatertiden, der blandt andet førte til et års ophold i USA, kom han til Københavnsområdet. Sammen med sin hustru, Birgit, sluttede han sig til Korskirken i Herlev, som han stadig tilhører.

I 1995 blev Ole valgt ind i BaptistKirkens missionskomité. Her mødte han Torben Andersen, der var præst i Rønne og BaptistKirkens repræsentant i Bibelselskabet.

”Vi aftalte, at jeg kunne overtage Torbens plads som BaptistKirkens repræsentant i Bibelselskabet. Møderne blev holdt i København, og jeg boede herovre. Så var Torben fri for at rejse fra Rønne til København hver gang,” fortæller Ole.

Det begyndte som en enkel opgave: Ole skulle deltage i Bibelselskabets repræsentantskabsmøder. Men hurtigt voksede engagementet til mere.

Han mødte Hans Arne Jensen, en af ildsjælene bag Bibelambassadørerne – frivillige, der ville gøre Bibelselskabets arbejde kendt lokalt. Snart hjalp Ole med udstillinger, hentede bøger på forlaget og fortalte om Bibelselskabet dér, hvor mennesker kom forbi.

Bibelselskabets stand ved Gentofte kirkes basar i 2025 (Foto: Ole Engel)

Bibelen kom med ud

I mere end 25 år har Ole fortalt om Bibelselskabet på Sommerstævner, Folkemødet på Bornholm, lokale kulturarrangementer, i sognekirker, ved landemode i Helsingør Stift og på Mystikkens Univers i Østerbrohuset.

Et særligt højdepunkt var nok Bibelselskabets 200-års jubilæum i 2014. I Helsingør Stift arrangerede Ole og Hans Arne Jensen en indsamling af bibler med særlige historier. Biblerne blev fremvist ved en festgudstjeneste i Frederiksborg Slotskirke, fotograferet og registreret af Ole og Hans Arne, før de blev leveret tilbage til ejerne. Resultatet blev samlet under titlen ’Historiske Bibler i Helsingør Stift’.

For Ole har glæden ikke først og fremmest været arrangementerne, men møderne ved standen.

Bibelen til alle – i 80 år

Bibelselskabet er en del af det internationale fællesskab United Bible Societies, der arbejder for missionen ’the Bible for everyone’ – Bibelen til alle. Fællesskabet blev etableret i maj 1946 efter Anden Verdenskrig og består i dag af 156 bibelselskaber, der arbejder i mere end 240 lande og territorier. Bibelselskaberne udgiver og udbreder Bibelen og hjælper mennesker med at møde den på et sprog og i en form, de kan forstå og bruge.

Nogle kom nysgerrigt hen. Andre var skeptiske. Nogle ledte efter en bestemt bog, mens andre bare var på vej forbi. Uanset anledningen har Ole forsøgt at følge et enkelt princip:

”Ingen må gå forgæves til Bibelselskabets stand og de skal helst huske besøget!”

Alle skal have noget med. En bog. Et julekort. En kuglepen. En nøglering. En magnet med et skriftsted. En forklaring. En samtale. Eller bare en oplevelse, der gør, at de husker mødet med Bibelselskabet.

Når “åsyn” ikke siger noget

En fredag på Mystikkens Univers kom flere gymnasieklasser forbi. Ole faldt i snak med tre piger fra 3.g og spurgte dem undervejs, om de kendte ordet “åsyn”.

Det var ikke lige en del af pigernes ordforråd.

Ole spurgte, om de var blevet konfirmeret. Det var de alle tre.

Ole Engel – og Hans Arne Jensen – med Bibelselskabets stand på Mystikkens Univers i 2024 (Foto: Hans Arne Jensen)

“Kan I ikke huske præstens velsignelse?” spurgte han. “Herren løfte sit åsyn på jer.”

Pigerne kunne genkende velsignelsen, men ordet havde ikke sat sig fast. Ikke som noget forstået. Ikke som noget, de tog med sig videre.

For Ole blev det endnu et eksempel på, hvorfor Bibelens sprog hele tiden må forklares og oversættes.

En anden gang kom en ung kvinde hen til Ole med et bibelvers, hun gerne ville have forklaret. Ole fandt verset i Den Nye Aftale og talte med hende om betydningen. Først bagefter fortalte hun, hvorfor hun spurgte: Hun havde fået verset til sin konfirmation seks år tidligere, men havde aldrig forstået, hvad det betød. Dengang turde hun ikke spørge.

Siden har Ole ofte sagt til folkekirkepræster:

”Når I giver konfirmander et skriftord, så sørg for, at de også forstår det.”

Gamle ord skal høres på ny

Ole møder ofte spørgsmålet: ”Hvorfor bliver man ved med at oversætte Bibelen? Er den ikke allerede oversat?”

For nylig modtog Ole og Hans Arne Jensen Bibelselskabets årlige pris. De fik begge en indrammet side fra Christian IV’s bibel fra 1633. Ole har siden taget sin bibelside med på udstillinger. Den er smuk og historisk, men næsten uforståelig for de fleste moderne danskere.

Selv når man kan tyde de gotiske bogstaver, er sproget så anderledes, at teksten ikke uden videre giver mening.

“Kan I se, hvor nødvendigt det er, at vi oversætter Bibelen?” spørger Ole, når han viser siden frem.

Ole Engel og Hans Arne Jensen (ved bordenden i baggrunden) til Fællesskabsaften i Nyrup umiddelbart før menigheden lukkede (Foto: Privat)

En ny autoriseret oversættelse, DO36, er i gang og planlagt til at udkomme i 2036. For Ole er det afgørende, at nye oversættelser ikke ændrer Bibelens budskab, men gør det muligt at forstå det.

Dansk forandrer sig. Ord kan skifte betydning.

”Tag et ord som at spotte,” siger Ole. ”I bibelsk sammenhæng betyder det at håne eller gøre nar af. De romerske soldater spottede Jesus før korsfæstelsen. I dag kan det også betyde at få øje på eller fremhæve nogen – som når man spotter en talentfuld fodboldspiller.”

Derfor er det vigtigt hele tiden at prøve og justere Bibelens sprog. Ikke for at ændre Bibelens budskab, men for at mennesker kan forstå Guds ord.

Ingen skal gå forgæves

Engang stod Ole ved Bibelselskabets stand op mod jul med blandt andet en række farvestrålende bibler. To nydelige ældre damer kom forbi, elegant klædt og tydeligt skeptiske over for de udstillede bibler og bøger.

“Synes du virkelig, det er pænt med alle de farver?” spurgte de lettere opbragt.

Ole kiggede sig forsigtigt omkring og svarede lavmælt:

“Mellem os: Nej, det er egentlig heller ikke helt min smag.”

“Ingen skal gå forgæves…” er Oles motto for arbejdet med at præsentere Bibelselskabets udgivelser. Her på Mystikkens Univers 2024 (Foto: Privat)

Så var isen brudt.

Ole spurgte, om de skrev personlige julehilsner. Det gjorde de naturligvis. Så gav han dem hver en kuvert med nogle af Bibelselskabets smukke julekort.

Det korte møde ændrede tonen. De to damer gik fra standen i en helt anden og mere positiv stemning, end de kom med – og med noget i hånden, der kunne bruges.

En baptist i et større fællesskab

En stor del af Oles frivillige arbejde er foregået i folkekirkelige sammenhænge. Da han første gang blev foreslået til Helsingør Stiftsudvalg, gjorde han opmærksom på, at han var baptist. Det krævede en afklaring. Kort efter fik han at vide, at han var meget velkommen.

Ole glæder sig meget over et voksende økumenisk fællesskab, hvor Bibelen er fælles grund. Folkekirkepræster, lægfolk, katolikker, baptister og andre frikirkelige kan stå forskellige steder – men Bibelen samler.

For Ole er det en særlig glæde, at Bibelselskabets pris i år gik til både Hans Arne Jensen og ham selv: en folkekirkemand og en baptist, der som frivillige i mange år har båret Bibelen ud til andre.

Nu skal stafetten videre

Ole er så småt begyndt at trappe ned.

Han har gjort BaptistKirkens ledelse opmærksom på, at tiden er kommet til at finde en ny repræsentant til Bibelselskabet. Den næste repræsentant behøver ikke overtage hele udstillingsarbejdet, understreger Ole. Opgaven er først og fremmest at deltage i repræsentantskabsmødet, holde kontakten og formidle nyt tilbage til BaptistKirken.

Bibelselskabet var også med på Sommerstævnet i Lindenborg i 2023 (Foto: Ole Engel)

Oles engagement viser, hvad der kan vokse ud af en opgave, når den bliver båret af interesse og glæde ved arbejdet. For ham har det været en hjerteopgave at formidle Bibelselskabets oprindelige idé: At Bibelen skal være tilgængelig for alle mennesker på deres eget sprog og til en pris, de kan betale.

En samtale, der stadig fortsætter

Ole har aldrig set manden fra Østerbrohuset igen.

Han ved ikke, hvad samtalen kom til at betyde. Måske fandt manden en ny vej til troen, til Bibelen eller til fred med sin egen historie?

Om ikke hver dag, så hver uge er manden stadig med i Oles bøn.

Måske er det sådan, Oles tjeneste bedst kan beskrives: Bibelen på et udstillingsbord og en samtale, der får lov at vare lidt længere end forventet. Og et menneske, der ikke går tomhændet fra mødet.

Relateret

• 12. aug. 2026 - Tacklet af Gud
• 17. jul. 2026 - Sammen ved Jesus’ bord
• 29. jun. 2026 - Når trosfrihed bliver et spørgsmål om fred
• 10. jun. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 02. jun. 2026 - Trosanalysen 2026: Når unge søger mening, bør kirken lytte

Find flere

Lyt til artiklen:

Kyle Henderson var præst i en – efter amerikanske forhold – lille baptistmenighed i Texas, og her havde han regnet med at skulle pensioneres fra. ”Det er der så få præster, der bliver…”, forklarede han, da vi mødtes på hans hotel i København dagen før Inspirationsdøgnet i april.

Han fortæller, hvordan han vågnede en tidlig morgen på en skiferie i 2022 med en meget klar drøm. Han skulle kontakte Rick Warren – præsten fra Saddleback med ’40 målrettede dage’ – og melde sig til en 2033-plan. Han skrev til Rick Warren i seks uger og to dage, før der var hul igennem. ”Det er aldrig en god idé at ringe til en kendt præst med en vision”, konkluderer Kyle.

Helligånden siger mig, at du skal være med i vores team.

De mødtes et par gange, lidt modvilligt fra Rick Warrens side. Men den tredje gang – otte minutter inde i samtalen – spurgte han, hvor Kyle var præst: ”Jeg har været præst i 27 år i den lille by Athens i Texas”, svarede Kyle. Svaret åbnede døren. Rick Warren kunne fortælle, at 52 år tidligere kom præsten fra samme menighed, Curtis L. Mathis, til Californien og lærte Rick Warren at være evangelist: ”Helligånden siger mig, at du skal være med i vores team”, svarede Rick Warren, som selv er for syg til at rejse rundt længere.

Pinsen 2033

Siden år 2000 havde Rick Warren været en del af en tværkirkelig bevægelse med en vision om at nå alle verdens folkeslag inden kirkens 2000-års jubilæum, som man er blevet enige om, er pinsen år 2033: ”Vi ved godt, at den dato ikke er helt sikker, men nu har vi den kalender, vi har…”, forklarer Kyle.

Kyle blev altså en del af teamet bag ’Finishing the Task’ – ’Afslut opgaven’ – som Rick Warrens kirke havde kaldt det. Siden da har Kyle mødt lederne af de forskellige 2033-kampagner. Få dage efter sit møde med Rick Warren kontaktede han Elijah Brown, generalsekretær i Baptist World Alliance, og stillede sig til rådighed for det, han ikke vidste, at Elijah også havde en vision for: Acts2Movement. Han havde allerede løn til de tre første år: hans gamle menighed har sat ham fri med løn. Og hans kone, Cindy, der var med i Danmark i april, droppede også sit job som børnepræst i kirken i Athens. En ny præst skulle have et ’blankt papir’ at starte på.

Kyle og Cindy Henderson

Ikke første gang

Kyle tjener nu de to 2033-kampagner og mødes med dem fra andre kirkesamfund, som har samme vision. Den reformerte kirke kalder det JC 33. Pave Leo er begejstret og den katolske kirke kalder visionen for Global 2033. Pinsevækkelsen kalder det Empowered 21. Evangelisk Alliance og Kirkernes Verdensråd er også med på vognen. 1000 forskellige bede-organisationer er med. Den lutherske og anglikanske kirke tøver.

”Det er ikke første gang, kirken har haft visionen om at nå alle verdens folk. I 1976 ville sydstatsbaptisterne fuldføre planen i år 2000. Jeg var en teenager og ville være en del af det i min kirke. ’Vi’ besluttede at fokusere på alle de områder, vi så forskelligt på, i stedet for den fortabte verden. Da jeg var 20, havde vi forladt planen. Det mislykkedes ligesom de 700 andre planer for at fuldføre missionsbefalingen”.

Nu er det første gang

Den ortodokse og den katolske kirke arbejder på at fejre påske – og pinse – samtidig i 2033.

”Nu er det første gang, vi går sammen om det. Den ortodokse og den katolske kirke arbejder på at fejre påske – og pinse – samtidig i 2033, og fortsætte med det fremover. Det vil være et stort skridt mod kirkens enhed”, fortæller Kyle engageret.

Han er inspireret af Kirkernes Verdensråd, som har sat to mål: ’Every tribe, every nation’, der handler om bibeloversættelser til alle sprog. Ikke nødvendigvis trykt, men eventuelt oplæst eller digitalt.

Mennesker fra alle slags kirker er gæstfrie og gode.

“Jeg elsker mit arbejde. Jeg har fået fortalt, at andre kirker var onde og forkerte, men jeg har fundet ud af, at meget af det, jeg har hørt, ikke er sandt. Mennesker fra alle slags kirker er gæstfrie og gode”, slutter Kyle, der regner med at skaffe sin egen løn og fuldføre opgaven frem til pinsen 2033.

Relateret

• 25. jul. 2026 - Hvad kan kirken lære af nye troende?
• 17. jul. 2026 - Sammen ved Jesus’ bord
• 09. jul. 2026 - Helt almindelige mennesker
• 09. jul. 2026 - Livsforvandling gennem bibellæsning
• 09. jul. 2026 - Naboskab – om at bede for nabolaget

Find flere

Lyt til artiklen:

Dorte Brændholt Jensen:

• uddannet: pædagog, teolog og lærer
• lærer på Fuglsang Friskole, Fredericia
• medlem af Baptistkirken i Odense

Når man bekender sig som kristen, burde det være det mest naturlige i verden at forkynde evangeliet og være åben om sin tro. Men det er det ikke i alle situationer for mig. Jeg lægger aldrig skjul på, at jeg er kristen, men jeg ‘råber’ det ikke ud, og jeg er ikke altid modig nok til at forkynde. Derimod forsøger jeg altid at vise det i mine gerninger og levevis.

Jeg er ikke altid modig nok til at forkynde.

At tale med mine venner

Min omgangskreds ligner mange andres. Den består af medsøstre og -brødre i Kristus, af ‘ikke troende’ og tvivlere, og der er også nogle fra andre trosretninger. Mine relationer til dem alle er lige så forskellige, som de er. Nogle kan jeg tale åbent, ærligt og dybt med om tro – andre vil helst undgå at tale om tro.

I hverdagen er det ikke vidnesbyrd og forkyndelse, jeg bevidst formidler. Det er snarere en naturlig del af mig at tale om troen, når situationen byder sig. Samtidig er jeg bevidst i mine handlinger, om hvad der er rigtigt at gøre, men jeg er heller ikke perfekt.

Åben om min tro

Som lærer på Fuglsang Friskole, en ny kristen friskole i Fredericia, er det let at tale om tro og det at være kristen, men da jeg var i Folkeskolen, var det en balancegang. Jeg har aldrig lagt skjul på, at jeg er kristen, hverken over for kolleger, elever eller forældre.

Det er selvfølgelig lettere som kristendomslærer, men mine elever har altid fået at vide, at jeg er kristen. Alt efter hvilken årgang, så kunne det blive til dybe samtaler om tro og ikke tro, især i konfirmationsalderen. Jeg tror det og min måde at være på også har givet en vis tryghed og fortrolighed fra eleverne til at turde komme til mig, hvis der var noget, der var svært i deres liv, både store og små ting.

Det blev også en god indgangsvinkel til forældrene, når eleverne gik hjem og fortalte, at jeg også er uddannet præst. Så kom spørgsmålene, både de skeptiske og de nysgerrige.

Ærlig om min tvivl

Når jeg forkynder aktivt for skoleelever, spejdere og andre børn og unge, fortæller jeg ofte. Enten skriver jeg egne historier eller eventyr, der lige passer ind i konteksten og har det kristne budskab i centrum, eller jeg fortæller om mit eget liv og min vandring med Gud i medgang og modgang.

Jeg fortæller også om de perioder, hvor jeg har tvivlet, for dem har der også været. Jeg har ikke tvivlet på Gud, men tvivlet på om Gud også var der for lige netop mig. Jeg oplever især med teenagere og unge, at det er godt at være åben om egen tvivl, for det kan flere af dem relatere til. Jeg oplever, at det gør dem mere åbne og nysgerrige over for Gud, når vi taler sammen om det.

Jeg fortæller også om de perioder, hvor jeg har tvivlet.

Med Guds hjælp

Jeg vil gerne ‘råbe’ det ud, og jeg ønsker for alle mine relationer, at de også oplever et møde med Kristus. Jeg har længe været typen, der ‘putter sig lidt’. Jeg kan tvivle på, om det, jeg siger, er det rigtige, eller om jeg har noget at byde ind med. Så er det lettere ikke at sige noget. Det skal og vil jeg lave om på, for Jesus siger videre: ‘… idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.’[1]

Det gælder ikke kun for mig, men for alle mine relationer.

Læs også ‘Livsforvandling gennem bibellæsning‘ (Bibelstien)

[1] Matthæusevangeliet kap. 28, vers 20

Relateret

• 05. aug. 2026 - Pinseunderet er, at Gud taler til os i forskellige sprog, som vi kan forstå
• 31. jul. 2026 - Velsignelse uden noder
• 25. jul. 2026 - Hvad kan kirken lære af nye troende?
• 17. jul. 2026 - Sammen ved Jesus’ bord
• 09. jul. 2026 - Helt almindelige mennesker

Find flere

Lyt til artiklen:

I forordet til ’Trofast’ fortæller Jakob Vagner, præst i Roskilde Baptistkirke, om en samtale med Carl Otto Hansen under en ombygning af kirken. Carl Otto ville gerne bevare søjlerne i caféen. Ikke af arkitektoniske grunde, men fordi han kunne støtte sig til dem, når bentøjet ikke helt makkede ret.

Hændelsen giver anledning til at trække på smilebåndet. Men den er et meget præcist billede på Carl Ottos liv. Gennem årtier har han og hans hustru Inga været mennesker, andre kunne støtte sig til. Mennesker, der har båret familie og menighed – ikke med store ord, men med et langt livs omsorg og trofasthed.

Bogen er skrevet af Andreas Ravnsborg Daugaard i anledning af Carl Ottos 100-års fødselsdag den 20. maj 2026. Andreas er Carl Ottos barnebarn, jurist og bosat i Honduras. ’Trofast’ bygger på Carl Ottos egne nedskrevne erindringer og dybe samtaler mellem morfar og barnebarn. Bogen er selvudgivet og bærer undertitlen: ’Carl Otto Hansens liv og tjeneste gennem 100 år’.

En bog for den nærmeste familie? Helt sikkert. Men den er meget mere end det.

Carl Otto i uniform som soldat. Omkring år 1947 (Foto: Privat – fra ‘Trofast’)

Et liv uden rampelys

Andreas skriver om sin morfar, der aldrig har været berømt. Carl Otto Hansen har ikke stået på de store scener eller søgt opmærksomhed. Netop derfor bliver beretningen om hans almindelige liv i en nær, men ofte glemt, fortid interessant for andre end familien.

For ’Trofast’ fortæller danmarkshistorie gennem Carl Ottos liv. Fra barndommen på Bornholm, hvor livet var nøjsomt og arbejdet fysisk hårdt, over lærerige ungdomsår, arbejde, kærlighed, tab og familieliv til mange års tjeneste i Roskilde Baptistkirke.

Andreas har lyttet, spurgt, optaget, redigeret og skrevet for at bevare en stemme, før den forsvinder. Måske er det et af bogens vigtigste budskaber: Mange af dem, der har båret menigheder, efterlader sig ikke store arkiver. De efterlader sig spor i andre mennesker.

Plads til både alvor og humor

Carl Otto hedder egentlig Karl Otto. Men han begyndte selv at skrive sit fornavn med C, ‘fordi K’et var lidt for omstændeligt’. En detalje, der siger noget om bogens tone. Der er plads til både alvor og humor i fortællingen.

Der er også brylluppet med Inga i 1954, hvor de tre rum i Ingas barndomshjem på Lundergårdsmark i Pandrup blev ryddet for møbler, så der kunne dækkes langbord gennem døråbningerne. Det må, som Carl Otto selv bemærker, have været svært at komme rundt med serveringen, når bordet gik gennem døråbningerne. Men det gik.

Det er her bogen er bedst: Når den fortæller i billeder. Langbordet til brylluppet. Søjlen i kirkens café. De små praktiske besværligheder. Navnet med C. Vi får lov at forestille os, hvordan det var.

Humoren i fortællingen er som et lunt blik på livet: Sådan fandt man ud af det.

Bryllup, 1954 (Foto: Privat – fra ‘Trofast’).

Trofast – også når livet gør ondt

I bogen er der en tidslinje over Carl Ottos liv. Her står nogle af de tunge begivenheder helt nøgternt: Datteren Lena blev født i 1958, hun blev ramt af sygdom og døde, inden hun fyldte et år. I 1962 var Carl Otto plaget af stress forårsaget af et alt for stort ansvar på arbejdet på støberiet Maglekilde. Året efter investerede han i et støbegodsfirma, der gik konkurs. I 2025 døde Inga efter mere end 71 års ægteskab.

Det er store og livsomvæltende begivenheder, men bogen bruger ikke store ord for at gøre dem større. Det er en styrke. Sorgen får lov at stå, og tabet bliver ikke forklaret væk. Troen er med hele vejen – ikke som en let forklaring på det svære, men som det sted, Carl Otto og Inga igen og igen vender tilbage til.

Carl Otto var menighedsrådsformand i Roskilde Baptistkirke i en periode med uenighed og diskussioner. På et menighedsmøde blev der ligefrem krævet en afstemning om, hvorvidt Carl Otto kunne fortsætte som formand. I forordet beskriver Jakob Vagner ham som en samlende figur, der med sit rolige gemyt var med til at holde sammen på fællesskabet.

“Min morfar og jeg omkring 1995. Jeg så op til ham dengang – og det gør jeg stadig” (Foto: Privat – fra ‘Trofast’).

Menigheder kan blive rystet af spørgsmål, der udefra ser små ud, men indefra handler om identitet, tilhørsforhold og troens sprog. Her blev Carl Ottos trofasthed mere end et fromt ideal: Han blev stående, da fællesskabet kom under pres.

Med beretningerne om Carl Ottos tjeneste i menigheden bliver ’Trofast’ også et bidrag til baptistisk menighedshistorie: om mennesker, der passer økonomi, bygger kirke, holder møder, tager konflikter, beder, besøger, trøster og bliver ved med at møde op.

Bestil ‘Trofast’

Efter Carl-Ottos ønske går hele overskuddet fra salget af ‘Trofast’ til Roskilde Baptistkirkes internationale arbejde. Første oplag er udsolgt: Bestil bogen ved at skrive til andreas.daugaard@hotmail.com. Nyt oplag går i trykken, hvis der modtages tilstrækkelig mange bestillinger.

Bogen koster 150 kr. Betaling sker ved overførsel til kirkens MobilePay-nummer (20788 – markér overførslen “Bog om Carl Otto”). Bogen skal afhentes på kirkens kontor i Roskilde.

Et stille liv bliver synligt

Som bog er ’Trofast’ stærkest, når den stoler på Carl Ottos erindringer. Når han fortæller om gården på Bornholm, arbejdet, Inga, familien og menigheden, mærker man både tiden og mennesket. Her behøver bogen ikke forklare, hvad trofasthed betyder. Det viser fortællingen selv.

Enkelte steder er bogens pointe om trofasthed forklaret lidt for tydeligt. Læseren har allerede forstået den, når Carl Otto støtter sig til søjlen, når han bliver stående i menighedens konflikt, og når sorgen får lov at være en del af fortællingen.

Men det ændrer ikke ved bogens grundlæggende kvalitet: Den gør et stille liv synligt.

Andreas skriver med tydelig kærlighed til sin morfar, men bogen er ikke kun en privat hyldest. Den løfter et helt almindeligt menneskeliv frem som noget, vi kan lære af.

Carl Otto og Andreas ved udgivelsen af ‘Trofast’ (Foto: Privat).

I bogens forord fortæller Jakob Vagner om Carl Otto, der har brug for at støtte sig til søjlen i kirkens café. Efterhånden som bogen folder Carl Ottos liv ud, vender billedet langsomt: Carl Otto blev selv den søjle, mange støttede sig til.

“Det er en glæde at sende en hilsen i anledning af udgivelsen af Trofast – Carl Otto Hansens liv og tjeneste gennem 100 år.

Carl Ottos livshistorie er ikke blot en personlig fortælling, men også et stykke lokal- og Danmarkshistorie. Gennem årtier har han og Inga været en del af det levende fællesskab i Roskilde og har sat spor i både kirkeliv og lokalsamfund.

Bogen minder os om værdien af trofasthed, ansvar og engagement – kvaliteter, som også er fundamentet for et stærkt fællesskab.

Stort tillykke med udgivelsen.”

Tomas Breddam, Borgmester i Roskilde Kommune

Relateret

• 08. feb. 2026 - Det er om natten, man ser nordlys
• 11. dec. 2025 - Tro, politik og retfærdighed i Honduras
• 28. okt. 2025 - 100 til karismatisk-evangelisk lederdag
• 29. jun. 2025 - Hvad BaptistKirken kan lære af Honduras – og hvorfor vi har brug for en sag
• 25. apr. 2025 - Socialt arbejde giver værdighed og tro – et måltid ad gangen

Find flere

Lyt til artiklen:

Bent Hylleberg

født 25. maj 1946, gift med Bodil i 1969

Tre børn: Morten, Rasmus og Ane. Og ni børnebørn

Immanuelskirken Aarhus 1969-1985

Seminariet Tølløse og SALT 1985-2009

BaptistKirkens formand 2013-2017

Bent Hylleberg er af den største danske årgang. I 1946 fødtes 91.000 børn. Hans forældre blev gift i 1944 og ville ikke have børn, før krigen var slut. Så kom tvillingerne Asger og Bent. Tre år senere kom Carsten – ABC.

I Hvorupgaard nord for Nørresundby blev Bents økumeniske sindelag lagt. For de søndage, hvor Indre Mission og KFUM & K ikke havde søndagsskole, lagde baptisterne Marie og Peter Krabbe hjem til. Sådan blev der søndagsskole for børnene hver søndag …

Bents far var ansat ved statsbanerne, så familien flyttede en del rundt. Teenage-årene var i Østhimmerland. Bent cyklede gerne 18 km til ungdomsmøde i Vårst, for dér traf han Bodil – ”og så havde jeg jo set ’min pige’!” – inden andre 18 km hjem igen.

Lægprædikant

”Jeg har vidst fra jeg var helt ung, at jeg ville være præst. Asger og jeg var på lægprædikantkursus, da vi var 18 år. Som student i 1966 tog jeg direkte til Baptistkirkens Teologiske Seminarium i Tølløse.”

Præstefamilien på trappen til Immanuelskirken i Aarhus 1975

I 1969 kom han til Århus, hvor han læste videre på Århus Universitet. Samtidig var han ulønnet ungdomspræst i Århus menighed. Menighedens præst flyttede i eget hus, så Bodil og Bent fik en præstebolig, mens de begge læste, hun til lærer. I 1975 blev Bent menighedens præst. Dog blev han først militærnægter på kirkens kontor: ”Det hele blev en vældig god indgang til præstejobbet.”

Bent husker tydeligt sin ilddåb: ”Det var min første begravelse, en 12-årig spejderpige, der blev trafikdræbt i et lyskryds ved kirken. Det var hårdt.”

Tidlig søndag morgen

Bent har primært set sig selv som præst, også da han vendte tilbage til Tølløse som underviser og senere rektor på seminariet: ”Jeg har altid haft lettere ved at undervise. Der er en forskel i kroppen på, om jeg skal prædike eller holde et teologisk foredrag. Prædikenen er en proklamation af et budskab, som man ikke diskuterer i konteksten. Ved et kateder er det noget andet. Dér lægger man op til samtale.”

Min prædiken blev først skrevet søndag morgen fra klokken fire til otte.

Måske derfor var det svært at blive færdig med prædikenen. Liturgi og disposition var klar, men ambitionen om at være færdig, når Bodil kom hjem fra skole fredag middag lykkedes aldrig. Min  prædiken blev først skrevet søndag morgen fra klokken fire til otte. Da var der mest ro i huset. ”Jeg kunne ikke gøre den færdig før,” siger han. Det er noget helt andet med fx artikler, som han skriver mange af.

Bodil og Bent på besøg i Kenya i 2006.

Interessen for det historiske blev forøget i USA, hvor han læste et år i Boston. Her fandt han tilfældigt baptistpionéren A.P. Førsters breve, som oprindeligt var skrevet på engelsk. Bodil og han oversatte om aftenen, mens drengene sov – det var før, Ane blev født.

Overført medlemskab

Bents speciale på universitetet gav tankerne om overført medlemskab form. Han konkluderede, at dåben kunne have to forskellige former. Det var et brud med den gængse baptistiske opfattelse. Men han afviste åbent medlemskab: ”Jeg ville stå fast på vores fundament, at det er tro og dåb, der bygger kirke. I USA talte de om ’overført medlemskab’ – og det blev indført i Århus menighed i 1984. Man anerkendte dermed i særlige tilfælde barnedåben som dåb.

I 2015 havde 22 menigheder ’overført medlemskab’. 18 havde ’åbent medlemskab’. 12 havde stadig et klassisk dåbssyn, hvoraf de ti var vores nye etniske menigheder: ”I løbet af 30 år – én generation – havde det hele flyttet sig stille og roligt.”

Dengang ville nogle have mig og Århus Baptistmenighed smidt ud af BaptistKirken.

Signering af bogen om ›Dansk baptisme og tysk nazisme‹, 2021

”Dengang ville nogle have mig og Århus Baptistmenighed smidt ud af BaptistKirken. Det samme problem gentager sig med ’homo-problematikken’. Man har misforstået vores kirkesyn. Hos os tager fællesskabet en beslutning på baggrund af dialog – og så lever vi med forskellene. Det er trist, hvis vi lukker dialogen ned.”

Seminariet til København

Jeg spørger, hvad Bent er mest stolt af igennem sine mange års tjeneste for BaptistKirken: ”At få det teologiske seminarium flyttet fra Tølløse med salg til Skolerne, uden at det bragte andet end godt med sig.” Seminariet blev i 2000 til det fælleskirkelige SALT, Skandinavisk Akademi for Lederskab og Teologi. Bent flyttede med som studieleder.

”Der var flere gange tanker om at flytte seminariet til København. Modstanden kom fra bondesamfundets tænkning om en ’enhedsskole’, hvor de unge lærte prædikanterne at kende. Men da højskolen lukkede i 1986, var der ikke noget voksenmiljø i Tølløse. Med SALT kom vi ind i et økumenisk miljø med 20-30 studerende, da vi var flest. Det blev 10 gode år.”

Præstekollegiet

Inden Bodil kommer med frokosten, spørger jeg, hvordan kommende præster skal uddannes, og Bent svarer som sædvanlig klart: ”Der er to danske grunduddannelser: Den akademiske og professionsuddannelsen. Vil man være præst, skal man vælge den sidste: 3K – Kirke, Kultur og Kommunikation. Det er en grunduddannelse ligesom seminariets. Vil man følge det akademiske spor, så vælg universitetet. Hvis de studerende parallelt med studiet er engageret i en menighed, får vi gode medarbejdere.”

Vi har diskuteret, så det bragede, men mødtes bagefter i andagt, bøn og respekt.

Han tilføjer: ”Vi er ilde stillet, hvis vi lader hvem som helst blive præster, uden at vi uddanner dem. Nye præster skal have en vilje til at sætte sig ind i vores teologiske univers. Præstekollegiet har aldrig været ensrettet. Vi har diskuteret, så det bragede, men mødtes bagefter i andagt, bøn og respekt. Hvis den dimension udebliver, kan man måske bygge noget op lokalt, men man nedbryder fællesskabet.”

Forrige

• 31. jul. - Velsignelse uden noder
• 25. jul. - Hvad kan kirken lære af nye troende?
• 12. jul. - Ole er 90 år – og stadig bibelambassadør
• 09. jul. - Gud gav Kyle en drøm
• 09. jul. - At vidne

Find flere

Lyt til artiklen:

Velsignelsen er afslutningen på vores gudstjeneste, og ikke kun fordi den ligger sidst. Den giver styrke og ro, som kan hjælpe én igennem den kommende hverdag.

Dog er det ikke kun ved gudstjenesten, jeg føler mig velsignet, for jeg er så heldig, at jeg ret ofte føler mig velsignet. Når jeg står op, føler jeg mig velsignet over, at jeg har tag over hovedet og en familie at stå op til. Når jeg tager på arbejde som pædagogmedhjælper, føler jeg mig velsignet, når de sødeste og mest ærlige små børn kommer og giver mig kærlighed. Når jeg har det svært, føler jeg mig velsignet, for jeg har mange venner og en familie, som kan hjælpe, og som jeg kan snakke med. Og hver eneste dag er jeg velsignet med en ny dag på denne jord.

Og hver eneste dag er jeg velsignet med en ny dag på denne jord.

Ikke en garanti

Alle de ting, jeg nævner, er ikke garantier, men jeg tror, at hvis man lader Gud ”lyse sit ansigt over dig og være dig nådig”, så vil Gud velsigne alle sine børn på hver deres måde. Ikke alle kan relatere til dette, men nogle kan.

At forstå sit forhold til Gud

Jeg skriver fra mit eget perspektiv som 21-årig, men jeg mener ikke, at velsignelsen har noget med alder eller andet at gøre. Det handler i stedet om at forstå sit eget personlige forhold til Gud. Jeg tror ikke, man mærker velsignelsen ved at måle sig med andre, men ved at være glad for alle de små ting i hverdagen, som ikke er selvfølgelige. Ved at lægge mærke til og værdsætte de små ting, kan man ikke alene opleve sig velsignet, men man bliver også mere positiv over det liv, vi allerede har.

Relateret

• 05. aug. 2026 - Pinseunderet er, at Gud taler til os i forskellige sprog, som vi kan forstå
• 31. jul. 2026 - Velsignelse uden noder
• 25. jul. 2026 - Hvad kan kirken lære af nye troende?
• 09. jul. 2026 - Naboskab – om at bede for nabolaget
• 09. jul. 2026 - At vidne

Find flere

Lyt til artiklen:

Kyle Henderson voksede op langt fra havet. Faktisk var han fem år gammel, før han første gang så havet. Til gengæld kendte han bjergene. “Jeg var helt sikker på, at det var der, Gud var,” fortalte han med et smil.

Men denne aften var det ikke bjergene, han ville tale om.

Det var strandene.

Som indledning fortalte han historien om et barn, der for første gang så havet. Barnet kendte kun bølger fra et vandland. Da barnet næste morgen så det virkelige hav uden for vinduet, løb det ind til sine forældre og råbte, at nogen allerede havde tændt for bølgerne.

For Kyle Henderson blev historien et billede på troen. Nogle gange opdager vi, at det, vi troede, vi kendte, kun var en lille del af noget meget større.

Og i apostlen Paulus’ liv er strandene ikke kun geografiske steder. Strandene bliver steder, hvor Gud kalder, sender, udfordrer og forandrer.

Lars Midtgaard (tv) tolkede Kyle Henderson med stort engagement og indlevelse (Foto: Henrik Andersen)

Frygtens strand

Efter mødet med Jesus på vejen til Damaskus begynder Paulus at prædike og undervise. Men modstanden kommer hurtigt. Flere gange bliver han truet på livet og han blive holdt fanget i Cæsarea i to år. Til sidst bliver han sendt mod Rom med skib fra kysten ud for Cæsarea.

Kyle Henderson kaldte det “frygtens strand”.

“Vi er bange for, hvad folk vil sige om os. Hvordan de vil tage imod os. Og om vi kan opnå noget,” lød det i prædikenen.

Det er en strand, mange kender. Ikke nødvendigvis som et fysisk sted, men som et indre sted. Dér, hvor man trækker sig. Dér, hvor man skjuler sig. Dér, hvor kaldet bliver for stort, og frygten får lov at bestemme retningen.

Kyle Henderson fortalte videre om Paulus rejse til Tarsus, hans fødeby. Han forsvinder nærmest ud af fortællingen. Paulus er allerede forfulgt af jøderne og han har brug for at skjule sig. Mens Paulus skjuler sig, arbejder Gud videre et andet sted. I Antiokia vokser en ny menighed frem. Mennesker begynder at følge Jesus og væksten er stor. Barnabas bliver sendt afsted for at finde Paulus og bringe ham til Antiokia. Missionen lykkedes og et helt år underviste de to ’en stor skare’ sammen, før de senere blev sendt ud på deres første missionsrejse.

BaptistKirkens Inspirationsdøgn

– fandt sted den 24. og 25. april 2026 i Fredericia. Formålet var at udruste og inspirere enkeltpersoner, ledere og menigheder til at fuldføre missionsbefalingen! BaptistKirken har besluttet at engagere sig i Baptist World Alliances initiativ frem mod kirkens 2000-års jubilæum i 2033. Initiativet hedder Acts2Movement. På dansk er det blevet til Tro i bevægelse.

Meget mere information følger til menighederne i menighedsforsendelser mv. Du kan følge med i Nyhedsbrevet, på sociale medier og i baptist.dk på web og i magasin.

Når Barnabas kommer til stranden

Barnabas finder Paulus og henter ham ind i tjenesten igen.

Det blev et af prædikenens stærkeste billeder. Ikke bare Paulus kald. Men Paulus, der bliver fundet.

“Mange af os har været på den strand, hvor der var et menneske, der ledte efter os og opsøgte os,” sagde Henderson.

Han pegede på Barnabas som den type menneske, der ser noget i andre, før de selv kan se det. En, der opmuntrer. En, der tror. En, der inviterer.

“Vi har alle brug for en Barnabas, der kommer til vores strand,” sagde han.

For Henderson var det ikke kun bibelhistorie. Han fortalte om en præst i sin egen ungdom, der så på ham og troede på, at han kunne blive leder. Troede på, at han kunne gøre en forskel. Og inviterede ham ind i et liv og en tjeneste, han ikke selv havde forestillet sig.

Det var en stille, men afgørende pointe i prædikenen: Kald kommer ikke altid som en dramatisk stemme fra himlen. Nogle gange kommer kaldet gennem et menneske, der tør sige: Jeg ser noget i dig.

Kyle Hendersons illustrationer til aftenens prædiken var langtfra kedelige! (Foto: Henrik Andersen)

Stranden, hvor man sendes

Barnabas tager Paulus med til Antiokia. Her underviser de sammen, og her bliver disciplene for første gang kaldt kristne. Henderson fortalte om et besøg i Antiokia, hvor han stod ved stedet for den første kirke. Ikke ret langt væk lå en ældre hedensk kultplads, hvor mennesker søgte svar på spørgsmål om døden og evigheden.

Netop dér forkyndte Paulus, at der er en anden vej: Jesus Kristus.

Senere sender lederne i menigheden Paulus og Barnabas videre på missionsrejse. De lægger hænderne på dem, beder for dem og sender dem videre.

Også den strand kendte Henderson fra sit eget liv.

I 27 år havde han været præst i den samme menighed i Athens i Texas. Han havde en god stab, en stærk kirke, et hjem, børn der var vokset op dér, og en plan om at blive i tjenesten frem til pensionen. Men så oplevede han, at Helligånden kaldte ham videre.

“For to år siden kom Helligånden til mig og sagde: Jeg vil, at du skal gøre noget andet. Jeg vil, at du skal rejse,” fortalte han.

Det er en sætning, der rummer både tro og tab. For at følge Guds vej kan betyde, at man må forlade det sted, hvor man er tryg.

Da lydighed blev vigtigere end tryghed

På en senere rejse stod Kyle Henderson og hans kone, Cindy, i byen Troas i Tyrkiet ved kysten over for Makedonien på den anden side af Det Ægæiske Hav. Fire dage tidligere havde de oplevet, at Gud kaldte dem til at rejse hjem og sige præstestillingen op.

De havde endnu ikke fortalt det til nogen.

“Vi stod på den strand, og tårerne løb ned ad kinderne på os begge to,” fortalte han. “Vi vidste, at lydigheden mod Gud var bedre end den tryghed, vi kendte.”

For Henderson blev stedet flettet sammen med Paulus’ syn i Troas: En mand fra Makedonien står og kalder: “Kom over til Makedonien og hjælp os.”

Det er let at tale om kald, når det handler om en anden. Sværere, når kaldet betyder opbrud i ens eget liv. Henderson fortalte, at hans forsøg på at følge Guds kald var fyldt med udfordringer og tvivl. Han talte om usikkerhed, tårer og det spørgsmål, der ofte melder sig, når man vender hjem efter at have oplevet et kald: Skal jeg fortsætte, som jeg plejer, eller skal jeg gøre noget andet? Skal jeg følge kaldet?

“Sound of Zion” stod for aftenens lovsang (Foto: Henrik Andersen)

Bundet af Ånden

Mod slutningen af sin prædiken vendte Henderson tilbage til Paulus i Apostlenes Gerninger kapitel 20. Paulus er på vej mod Jerusalem. Han ved ikke præcist, hvad der venter ham. Han ved kun, at Helligånden har gjort det klart, at der venter lænker og trængsler.

Alligevel fortsætter han.

“Men jeg tillægger ikke mit liv nogen betydning, når bare jeg må fuldføre mit løb og den tjeneste, jeg har fået fra Herren Jesus: at vidne om evangeliet om Guds nåde,” lyder Paulus’ ord i vers 24.

Henderson pegede på, at Paulus var “bundet af Ånden”. Ikke bundet af frygt. Ikke bundet af menneskers forventninger. Ikke bundet af traditioner eller egne præferencer. Bundet af Guds kald.

“Mange af os er bundet af mennesker. Eller vi er bundet af traditioner. Eller vi er bundet af vores præferencer,” sagde han. “Men hvad der overgår alt det, er Helligåndens kald.”

Det var prædikenens skarpeste udfordring. For de fleste ønsker, at frygten skal forsvinde, før de tager næste skridt. At planen skal være klar. At risikoen skal være væk. Men sådan beskriver Henderson ikke troen.

Tro er ikke at kende hele rejsen.

Tro er at stole på Gud, mens man tager det næste skridt.

Og måske begynder det netop på stranden. Dér, hvor man ikke længere kan blive stående. Dér, hvor man enten må vende tilbage til det kendte – eller gå ombord og følge sit kald.

Du kan læse mere om Kyle Henderson, Acts2Movement og Tro i bevægelse i artiklerne:

Tro i bevægelse – Acts2Movement: Et globalt blik på lokal mission
Tro i bevægelse – Det haster med missionsbefalingen
Tro i bevægelse – Trosfrihed er mere end jura
En visionær plan for verdensmission

Relateret

• 09. aug. 2026 - Mission – hvordan griber vi det an?
• 09. jul. 2026 - Gud gav Kyle en drøm
• 10. jun. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 25. maj. 2026 - Fælles aktiviteter tager form i efteråret 2026
• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord

Find flere