Alt imens I kæmper med at elske og leve, så er Helligånden på banen i jeres liv, siger Jesus.

Den erfaring kan vi kalde frem fra ugen, der er gået i vores liv, for hvad var vi uden Guds kærlighed og tilgivelse i sidste uge? Hvordan kom vi videre fra dag til dag – fra i gårsdagens fortræd i livet med hinanden – uden vor far i himlens hjælp? Hvordan kom vi videre i tilværelsen, hvis det ikke var for den godhed, som Gud har nedlagt i skabelsen, og som overgår os alle nu og da?

Et bål der brænder

Vi propper ikke kristendommen ned i halsen på vores børn og unge, men vi viser, hvad vi selv brænder for.

Skolemanden Christen Kold sagde: ”Et barn er ikke en flaske, der skal fyldes, men et bål, der skal tændes.” Vi propper ikke kristendommen ned i halsen på vores børn og unge, men vi viser, hvad vi selv brænder for. Vi kommer ikke vores tro på flaske, lige så lidt som vi kommer Gud på flaske. Derimod erfarer vi gennem det kristne fællesskab, at vi lovpriser Gud for hans gerninger i Jesus Kristus: Jesus som heler, frelser, renser og fornyer mennesker.

Kærlighedens bål

Jesus siger: I kender sandhedens Ånd: ”I kender den, for den bliver hos jer og skal være i jer”. Det gælder her om at mærke efter, for Helligåndens kendetegn er frem for alt tydelighed. Når jeg eller min ægtefælle er syg, og jeg møder opmuntring og opbakning, bliver det tydeligt for mig, at det kristne fællesskab ikke bare er ord, men er båret af kærlighed og omsorg.

Helligåndens kendetegn er frem for alt tydelighed.

Sangerinden Dicte har skrevet en salme til pinsedag: ”En sang fra dig”. Den handler om kærlighedens bål, som Gud holder i gang, og som brænder i det menneske, som kommer til tro:

Og jeg har klovnet i hver en butik
blot for at opgi´ alt hvad jeg fik
gemt mig bag bjerge af håbløse mål
for at undslippe kærlighedens bål

På de ødeste stier for at finde
en dråbe af stilhed før storm
men hos dig er jeg endelig hjemme
så jeg håber…

Du er en tro i mig
du er en sang der kun kommer fra dig
du er et håb i mig
og en sang der kun kommer fra dig

Det er Helligånden, som skaber troen i os.

Helligånden er et levende vidnesbyrd om, at Ånden altid arbejder i os og med os. Også udover hvad vi selv kan skabe eller tænke os til. Vi skal ikke undfange Helligånden, men det er Helligånden, som skaber troen i os, så Gud Far, Søn og Helligånd bliver en tro i mig, en sang der kommer fra Gud, et håb der lever i os.

Friest er dit åndefang

Helligånden trøster os og skænker os en forklaring på det i vores liv, som vi ikke forstår lige nu. Sådan var det også for de første disciple på pinsedagen. Med ét blæses nederlagsstemningen væk, og opstandelsestroen blev sluppet løs.

I Helligåndens fællesskab er alt ikke evigt mistet eller tabt, når vi mister, men favnet i Guds nærvær.

Pinse er en uventet nyskabelse. Man tror, at alt er slut, og at man er alene, men så viser Gud os alligevel, at han er med os ved igen at blæse sin ånd ind i mennesket. I Helligåndens fællesskab er alt ikke evigt mistet eller tabt, når vi mister, men favnet i Guds nærvær. Nu og for evigt. Vi er favnet, vi er fyldt af ånd, og vi er friest, når dybt vi drager det i sang, så højt i sky det klinger:

”Min sjæl, du har af alt på jord
i tanken, og din tunges ord
de allerbedste vinger,
og friest er dit åndefang,
når dybt du drager det i sang,
så højt i sky det klinger.”[2]

Helligåndens mærke er tydelighed

Vi kan altså tale med hinanden om Helligånden og vores erfaringer af Guds nærvær midt i sorg og glæde. Helligånden er håndslag på fællesskabet og håndsrækninger.  Det er hånden på hjertet, det er hjælp i nøden, det er nødhjælp, det er fællesskab med alle, som sukker og stønner under åget fra undertrykkere i verden.

Helligånden og hverdagen

”Levende Kristus, din hånd på min skulder,
stilheden midt i mit stræbsomme jag
– pludselig ved jeg, at Skaberen under
alt, hvad der lever, en lykkelig dag.”[3]

Gud elsker verden så vildt, at hans kærlighed skal kanaliseres til alle mennesker.

Menigheden er Guds forlængede arm, som lægger hånden om skulderen på folk til trøst, til glæde og til opbyggelse. Helligånden er hverken flyvsk eller begrænset til det private, men skal bredes ud over hver en hverdag. Kristne peger på Guds nærvær i verden. Gud er levende og er på vej, og vi får til pinse at vide, at Gud elsker verden så vildt, at hans kærlighed skal kanaliseres til alle mennesker.

Dét var, hvad Kristus døde for, og hvad han som opstanden holder sine tilhængere fast på. Nu skal vi vise verden, at også vi er gået fra døden til livet, fra mørket til lyset, fra mismodet til håbet. Og den kærligheds ånd, som Gud skænker os, tager ikke pusten fra os. Gud handler nådigt og forsigtigt med os, og Jesus taler tillidsfuldt og konkret til os, så vi forstår alvoren: ”Elsker I mig, så hold mine bud”.[4]

I kender ånden og Guds kærlighed vil hjælpe jer til at folde jer ud og leve på Jesus’ løfte: ”For jeg lever, og I skal leve.”[5]

[1] Johannesevangeliet kap. 14, vers 17b (Bibelen 2020)

[2] Grundtvig: ”Alt, hvad som fuglevinger fik”, vers 2, Salmebog for de danske baptistmenigheder 1989

[3] Lars Busk Sørensen: ”Levende Kristus, din hånd på min skulder”, vers 1, citeret fra Salmer & Sange for Metodistkirken i Danmark 2006

[4] Johannesevangeliet kap. 14, vers 15

[5] Johannesevangeliet kap. 14, vers 19

Forrige

• 23. maj. - Når Gud giver os ord
• 05. maj. - Kyle Henderson: Gud kalder os videre
• 27. apr. - I Guds rige vender magten på hovedet
• 14. apr. - Trosfrihed er mere end jura
• 04. apr. - ”Vær ikke forfærdede”

Find flere