Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:
Efter 25 år har Gitte fortsat mod på meget mere!

Gitte ved hjemmearbejdspladsen

Efter 25 år har Gitte fortsat mod på meget mere!

Gitte Ellebys beretning om 25 år i Lærdalsgade er også fortællingen om en arbejdsplads med solide rødder men i stadig forandring.

Artiklen findes også som lydfil – lyt med her:

Åbn lyd i nyt vindue

Op mod jul 1997 er der julefest i Broholmkirken i Hvidovre. Gitte Elleby deltager og det gør Baptistsamfundets generalsekretær Ole Jørgensen også. Vi kender ikke Oles motiv for at deltage, men vi har en mistanke! For i løbet af festen lykkes det ham at ”headhunte” Gitte til en stilling som sekretær på Baptistsamfundets kontor i Lærdalsgade.

”Jeg valgte med hjertet”

Den 1. april er det 25 år, syv formænd, fire generalsekretærer, tre kasserere, tre internationale missionssekretærer og fire kommunikationsmedarbejdere siden, Gitte gik op ad trappen til Lærdalsgade 7 første gang. Hun har ikke fortrudt skiftet fra studieadministrationen på Københavns Universitet en eneste gang.

I dag har erhvervslivet fokus på balancen mellem arbejde og fritid, den såkaldte ”work life balance”. Selv om udtrykket ikke var opfundet i 1997, var det lige præcis det, Gitte prioriterede, da hun sagde ”ja tak” til Ole Jørgensens tilbud.

For sammen med accepten af jobtilbuddet fulgte også en advarsel om planer om børn. Oles kommentar til dette var: ”Hvis man ikke kan få børn som ansat i baptistkirken – hvor kan man så være ansat?” Gitte mente det med børnene alvorligt. Allerede otte måneder senere gik hun på barsel første gang!

Alligevel var jobskiftet det rigtige valg, fortæller Gitte:
”Jeg valgte jo med hjertet, men det var også et rigtig godt sted at arbejde, når man havde små børn. Jeg havde tit børnene med på arbejde, når de var syge. Det var ikke almindeligt dengang.” At generalsekretæren underholdt medarbejderens syge barn ved – under almindelig jubel – at skubbe hende rundt på kontoret i en papkasse, blev vist aldrig ført til referat.

Arbejdsopgaver i stadig forandring

Gitte fortæller, at mange spørger, om ikke så mange år på den samme arbejdsplads er kedeligt:
”Men det er det jo ikke: Af de opgaver, jeg havde i begyndelsen, er der jo kun et fåtal tilbage. Men der er kommet alt muligt andet til.

Dengang var ”Baptist” et 14-dages blad, det var der en masse administration med. Vi havde også Føltveds Forlag, hvor jeg stod for det hele: Fra at sende bøger ud til at lave momsregnskab.”

I dag er opgaverne i høj grad digitaliseret og Gittes arbejde handler meget mere om kommunikation end ekspedition. Gitte laver menighedsforsendelser, vedligeholder websider, hun er redaktør på det ugentlige nyhedsbrev, redaktionssekretær for baptist.dk – både på tryk og som webmedie, og så guider hun menighedskasserere og menighedsrødder, når forpligtelseserklæringerne eller flyttebeviserne pludselig er blevet væk på baptistkirken.dk!

Gitte har overblik over BaptistKirkens aktiviteter

I de gode gamle dage var kopimaskinen også en trofast hjælper på kontoret. Hver uge udsendte Gitte 18 breve til missionskomiteens medlemmer og en gang om måneden blev der kørt 185 breve gennem portomaskinen til missionskomite, menigheder og frivillige.

I dag er nærmest al papirkorrespondance erstattet af e-mails. Det var ikke gået sidst i ’90erne fortæller Gitte:
”Vi havde da en e-mail-adresse, da jeg startede. Orla Hylleberg (kasserer, red.)  tændte modem’et to gange om dagen og tjekkede, om der kommet var e-mails.

Der gik nu ikke lang tid, før vi fik kablet netværk på kontoret – kun nogle år efter Københavns Universitet! Vi var også rimelig hurtigt ude med elektroniske nyhedsbreve: Vi var kun lidt bagefter spejderkorpset!”

En særlig ekspertviden

Blandt de mere underholdende arbejdsopgaver nævner Gitte henvendelser fra skoleelever:
”Jeg mener, at jeg er lidt ekspert i at svare på, hvad forskellen er på baptister og kristne! Jeg har også en vis træning i at fortælle om forskellene mellem folkekirken og baptisterne.”

På dette område har arbejdet også ændret sig radikalt, fortæller Gitte:
”Når en klasselærer henvendte sig tidligere, sendte vi informationsfoldere om baptister og et brev med kontaktoplysninger på nærmeste baptistmenighed. Nu ringer børnene selv og spørger, og jeg henviser til vores websider for mere information.”

Fællesskabet betyder alt

Gitte syr patchwork og knipler: Det er hun også ret god til!

Kollegerne er det faste holdepunkt i hverdagen. Med kontor i Aalborg og København og mulighed for at arbejde hjemmefra, betyder moderne digitale løsninger alt i hverdagen.

Gitte fortæller om et godt fællesskab, som hun ikke kan forestille sig at undvære. Men en 100% hjemmearbejdsplads kommer ikke på tale – trods digitale løsninger: ”Jeg har ikke plads til lageret” lyder det konsekvent fra Gitte.

Når vi har fejret Gitte på fredag den 31. marts med en jubilæumsreception, skal der nok pustes ud i privaten i Tårnby. Lejligheden har i flere år huset bofællesskabet med døtrene Mikela og Linea. De har nu fundet sammen i et nyt bofællesskab. Det giver plads til at indrette et rigtigt arbejdsværelse med plads til patchwork i overstørrelse, kniplebræt og strikketøj.

Hvis det ikke er “nørkleriet”, der trækker, er der altid en chance for at møde Gitte på veje og stier på Amager, hvor hun iført lycra og løbesko prøver at holde sig i form.

For sådan er Gitte: Hun slapper bedst af, når der sker noget!

En kommentar til "Efter 25 år har Gitte fortsat mod på meget mere!"

Biak Chin Par Lian

Tillykke med jubilæum kære Gitte. Du er en klippe, en trofast medarbejde som er gaven og velsignelse for baptister. Tak for alt indtil videre og fortsat velsignelser i tjenesten.

2. april 2023 kl. 16:42

Giv din mening til kende