Bente Højris:
Når jeg ringer for at aftale et besøg, sker det, at jeg får svaret: ”Nej ikke lige nu. Jeg har det ikke godt. Vent til jeg får det bedre!”
Bente Højris,
Bente Højris:
Jeg undrer mig ofte over det svar, for det er lige netop min hensigt at komme til dem, der ikke har det godt. Måske forventer folk selv, at de skal være selskabelige og kunne varte mig op, men det er absolut ikke derfor, jeg kommer. Jeg kommer for at følges med et andet menneske et lille stykke af livets vej; for at lægge øre – og hjerte – til den andens smerte, trykke en hånd, bede for vedkommende. Nogle gange fornemmer jeg, at jeg kan komme med et trøstende ord og en hilsen fra Gud. Andre gange er mit svar, at heller ikke jeg kan se meningen med det, der er sket eller er ved at ske.
Det er såre menneskeligt, at vi gerne vil fremstå som nogle, der har styr på livet. Måske har gæstfrihed været ens varemærke hele livet, og så føles det fattigt, hvis man ikke en gang kan byde på noget, når der kommer besøg.
Artiklen her drejer sig ikke om at tage imod en anden i sit hjem, der måske roder lidt ekstra, men om at komme ud iblandt andre – komme og tage del i fællesskabet i kirken. Men den problematik, som jeg har indledt med, bliver ikke mindre, når det drejer sig om at være ude af huset.
Når man har det dårligt, kan det være fristende at lukke sig inde.
Når man har det dårligt, kan det være fristende at lukke sig inde, måske endda blive under dynen. Det bliver bestemt ikke lettere af, at man skal møde mange andre, og især ikke, hvis de fleste af dem har overskud og styr på deres liv. Ofte kan det med at have styr på livet i øvrigt være noget, man bare giver det udseende af, fordi alle de andre ser ud, som om de har overblik og kontrol.
Den er en familie, og i familien derhjemme er det svært at skjule, hvis man har det dårligt. Ægtefællen lægger med det samme mærke til det, hvis den anden har haft en dårlig dag. Forældre oplever uden besvær, hvis der er noget, der tynger deres børn, og børn fornemmer, hvis mor eller far er kede af det eller ikke er enige indbyrdes. I en familie har vi lov til at være sårbare, når det er det, vi er, og så er der tidspunkter, hvor rollerne bytter, og den, der var svag for et halvt år siden, er nu den, der har overskud til at hjælpe de andre.
Når menighedsfællesskabet beskrives med billedet af en familie, er det netop for at understrege, at det samme gælder her: I menigheden har man lov til at være svag, når det er det, man er!
I menigheden har man lov til at være svag, når det er det, man er!
Men så længe vi holder facaden og ikke lader os mærke med, at vi har et problem, eller måske endda bliver hjemme, fordi alle andre ser ud til at have styr på deres liv, så snyder vi både os selv og de andre. Når vi vover at være sårbare, så giver vi andre lov til også at vise deres sårbarhed. Og så viser det sig, at vi slet ikke er alene om i perioder at have det svært.
Når nogle i menighedsfamilien vover at vise deres sårbarhed, er det vigtigt, at vi andre ikke kommer med billige løsningsforslag. At vi ikke siger: ‘Du skal se, det går snart over’, eller giver os til at fortælle om et eller andet tilsvarende, som vi har hørt om eller selv oplevet. Intet er så dræbende for at lukke op for sin smerte, som at få fornemmelsen af, at det, den anden har oplevet eller hørt om, overstiger ens egen smerte med flere længder, eller at vedkommende ikke regner det for noget.
Men i menigheden har vi lov til at komme og være en fuldgyldig del af fællesskabet – også de dage, hvor livet er svært. Lad os blive bedre til at omslutte hinanden, både når det er os selv, der er svage, og når den svage vover at lukke op for smerten.
Læs også “Kan vi rumme hinandens smerte?”
URL: https://baptist.dk/at-holde-paa-facaden/