Bente Christa Hansen,  1. oktober 2020

Bente Christa Hansen

• baptistpræst, men pensioneret pga. kronisk sygdom
• blogger her om livet med Gud, om autisme-børn og andre udfordringer: www.bentechristahansen.dk

At skjule smerten kan blive til en form for uærlighed og derved en form for glansbillede, når vi kun viser et billede af overfladen – og kun deler det svære med de mennesker, som forstår os.

“Hvordan går det?” spørger vi, når vi mødes. Og vi opdager måske, at et “Fint, tak” er lettere at sige end et mere ærligt svar som “Det er tungt, lige nu”. For så skal jeg bære både min egen livssmerte og den andens frustration over ikke at kunne handle min situation væk.

Vi er gode til at rumme nogle, der har det svært, så længe vi kan handle. Vise omsorg. Gøre noget. Bare det går fremad. Men vi er ikke gode til de situationer, hvor noget bliver ved med at være svært. Måske fordi det er en uløselig situation – eller et vilkår, der ikke kan ændres.

Vi er gode til at rumme nogle, der har det svært – så længe vi kan handle.

Det gør især ondt i menighedens fællesskab, hvor vi gerne vil vise andre Guds kærlighed. Vi tror på, at Gud er kærlighed. Vi vil gerne vise verden med vores liv, at Gud har omsorg for os. Men hvordan kan jeg vise det, når mit liv ligger i ruiner?

Når jeg oplever, at andre ikke kan rumme perspektivet for mit liv, så trækker jeg smilet op på plads og siger: “Fint, hvordan med dig?” og spørger interesseret til den andens liv.

Vi er Guds forlængede arme

Vi handler gerne for at få den gode følelse af, at vi er hjælperne, der gør noget godt for andre. Så er kategorierne på plads: Jeg er hjælper, og du er den, der skal hjælpes.

Men vi er jo begge dele, både hjælpere og dem, der har brug for hjælp. Vi vil ellers så gerne sætte folk i bås og fordele rollerne mellem den barmhjertige samaritaner og det forslåede offer, så de ligger i faste kategorier. Men hvad så, når ‘Du skal bare…’- mennesket selv får brug for hjælp?

Glansbilleder?

Vi betror os kun til andre, så langt som vi føler os mødt og forstået. Vi åbner os ikke for dem, der kun viser os en fin facade. “Det er tungt lige nu”, er måske alt, hvad jeg har behov for at sige. Men jeg behøver ikke noget svar – en god øjenkontakt er nok, selv om et knus ikke skader.

Lige der mødte Gud mig med den fred, der overgår al forstand, og rummer al smerte.

“Se mig!”

Det er nok, at nogen ser mig – og tør være med mig i smerten over et liv, der ikke ligner et sted, hvor Gud gerne sender sin Ånd for at hjælpe med oprydning og et drys af velsignelse.

Det er helt ok, at vi ikke magter andres smerte. Det er ok, at du ikke kan rumme vilkårene for mit liv – og lige så ok, at jeg ‘kun’ fortæller dig så meget – eller lidt – som jeg mærker, du kan rumme. Selv om det næste menneske, jeg møder, får en anden version. Alle versioner er sande – men de bliver formidlet forskelligt. Som når du fortæller børn en anderledes version end den, du deler med din læge, din præst eller din mest fortrolige ven.

Måske er det bedste, vi kan gøre ikke at blive bange for det, der sker, når Gud møder os og al vores livsbagage?

”Foragtet og opgivet af mennesker,
en lidelsernes mand, kendt med sygdom,
én, man skjuler ansigtet for,
foragtet, vi regnede ham ikke for noget.
Men det var vore sygdomme, han tog,
det var vore lidelser, han bar;
og vi regnede ham for en, der var ramt,
slået og plaget af Gud.”
Profeten Esajas kap. 53, vers 3-4.

Bærbar smerte?

Når nogen tør se os, så kan vi bedre selv rumme det vanskelige i vores liv. Smerten bliver til at bære.

Det oplevede jeg på Rigshospitalet med mistanke om voksende tumor i hjernen. Her stod et menneske, som blev stående og så mig i øjnene, mens jeg hviskede: “Jeg vil ikke dø. Hvorfor griber Gud ikke ind? Jeg ved, Han kan!”

Måske sagde han nogle kloge ord, hospitalspræsten? De er glemt, men jeg husker nærværet af Guds nåde – og at det var nok. Gud mødte mig med den fred, der overgår al forstand og rummer al smerte.

Det tavse nærvær?

Jobs venner gjorde det rigtige. De sad sammen med ham – i tavs solidaritet.

Måske er det tavse nærvær det bedste, vi kan give hinanden? Men tør vi det? For i tavsheden giver vi afkald på at ‘fikse’ det andet menneske. Vi lader vores gode råd falde til jorden, usagte, for blot at være sammen.

Ofte gør vores velmenende ord mest ondt i situationen. “Du skal bare ..!” eller “Har du prøvet?” – og det har de fleste, men uden virkning.

“Kendt med lidelser”

Hvilken Gud møder mennesker i vores kirker? Møder vi den Jesus, som var kendt med det svære og smerten: ”En mand, kendt med lidelser. En, der var ramt, slået og plaget af Gud”?^[1]

Hvilken Gud møder mennesker i vores kirker?

Mange møder billedet af en anden Jesus i menighedens fællesskab. En Jesus, der sørger for de rigtig fromme, og derfor oplever vi at være en endnu større fiasko. For så er jeg uduelig, både som menneske og som et Guds barn. For ellers ville Gud vel gribe ind?

“Må du mærke Guds nærvær og nåde!”

Det er min bøn for alle, der kæmper med livet og de svære dele af det. Jeg har brug for at mærke Guds nærvær – Hans stærke arme, der holder mig så tæt og fast, at jeg igen mærker Hans hjertebanken.

At rumme andre er også at glæde mig over deres glæde. Kan jeg det? – eller skubber jeg dem væk, fordi jeg kun kan se min egen situation? Så er der behov for at sige: “Herre, forbarm Dig over os! Og lad os alligevel mærke din nåde og dit nærvær, så vi kan rumme hinanden helt!”

Læs også “At holde på facaden”

“Kirke er kærlighed og fællesskab” siger vi gerne, men er det kun et ‘glansbillede’?

^[1]     Esajas kap. 53, vers 3-4

URL: https://baptist.dk/kan-vi-rumme-hinandens-smerte/