'Kirken – det er en bygning', tænker vi. Måske et hvidkalket monument i landskabet, hvor troende mødes. Et sted for tilbedelse.
Christian Bylund, cand.theol og baptistpræst i Tølløse,
Bibelsk set er kirken mere end en bygning. Ja, faktisk er kirken slet ikke en bygning. Men hvad er kirken så?
Det græske ord for kirke er ‘ekklesia’. Det betyder en forsamling af mennesker. At være kirke handler altså om mennesker, der samles, og ikke om en bygning af sten.
På Jesus’ tid var der ikke en bygning, de kaldte kirke. Der var intet fast samlingssted. Der var en forsamling af troende, som lærte noget om, hvad gudsriget er fra Jesus selv eller fra hans disciple. I evangelierne forekommer ordet ‘ekklesia’ meget få gange. I alt bruges ordet kun tre gange – alle i Matthæusevangeliet.
Den første gang siger Jesus: ”Og jeg siger dig, at du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den”.[1] Kirken bliver altså pålagt Peter; han skal være den klippe, kirken skal bygges på. En del af ansvaret er lagt over på disciplen Peter, og dermed på mennesker. Kirken er et fællesskab, vi alle bliver pålagt at bygge med på.
Det betyder, at vi kan være i fællesskabet, at kirken er for menneskelige mennesker, ikke perfekte mennesker.
Det kan virke mærkeligt, at ansvaret for kirken gives til Peter. Manden svigter jo senere. Men det betyder, at der også er plads til os. At vi kan være i fællesskabet, at kirken er for menneskelige mennesker, ikke perfekte mennesker. Fra første øjeblik er kirken tiltænkt mennesker, som fejler, men mennesker som stadig vil Jesus.
I de første århundreder var forfølgelser en del af livet som kristen. Derfor mødtes man i hjemmene skjult for autoriteterne. For de første kristne var kirken derfor lokale husmenigheder, hvor man mødtes i det skjulte. Som tiden gik, og kristendommen blev accepteret i løbet af 300-tallet, kom bygningerne til. Og selvom det for kirken var starten på dens storhedstid, så havde det konsekvenser for de andre religioner. Templer blev overtaget af kristne, og de blev til kirker. Kristendommen blev den dominerende religion på godt og på ondt.
Allerede i kirkens begyndelse var den fyldt med konflikter. Paulus og de andre apostle kan ikke enes om, hvorvidt missionen blandt ikke-jøder skal være en del af kristendommen.[2]
Allerede i kirkens begyndelse var den fyldt med konflikter.
Ligeledes oplevede kirken konflikt i 1054. Her splittes en ellers relativt samlet kirke pga. en teologisk konflikt om brugen af meget få ord. Nemlig tilføjelsen af ordene ’og fra Sønnen’ til en af kirkens første trosbekendelser. Spørgsmålet var, om Helligånden udgik fra Faderen alene eller fra både Fader og Søn. Konflikten resulterede i den første af mange kirkesplittelser, som også har bidraget til, at vi som baptister i dag sidder i vores fraktion af den store fælles kirke.
Det ligger i kirkens natur, at alle diskussioner er sager om hjerteblod, og de har ikke altid vist sig at samle kirken. Det har resulteret i splittelser. Kirken i 2020 har derfor nok aldrig været så mangfoldig som nu. At være kirke udtrykkes vidt forskelligt selv inden for de enkelte kirkeretninger. Og Corona-epidemien har udfordret kirken, der er blevet tvunget til igen at ændre udtryk.
De forskellige udtryk ligger i kirkens natur, for ligesom kirken igennem tiden har været splittet over mange forskellige teologiske problematikker, så er menighederne også meget forskellige. For nogle er det vigtige, at kirken er tidssvarende eller smart, eller bruger den rette form for musik. For andre skal kirken fokusere på forbøn eller helbredelse og tungetale, og modsat er der dem, for hvem det er utænkeligt, at det kunne forekomme.
Nogle af de forskelle bunder i personlige præferencer eller kulturelle forhold. Andre hviler i velovervejede teologiske pointer, som har skabt kirker med bestemte synspunkter og dermed en bestemt praksis.
Selvom kirken er splittet i fraktioner og menigheder, som ikke nødvendigvis kan enes om, hvordan en kirke skal være, er der stadig noget, vi er fælles om. Nemlig at Jesus er kirkens centrum. Det er troen på Guds Søn og hans liv og lære, der er omdrejningspunktet. At Jesus kom til jorden med en ny agenda, en ny verdensorden. Et ønske om at tjene verden, ikke herske over den. Et budskab om at elske Gud og om at elske sin næste som sig selv – ja, sågar om at elske sin fjende.
Det er troen på Guds Søn og hans liv og lære, der er omdrejningspunktet.
Kirkens samlingspunkt er Jesus’ liv og lære. Det samlingspunkt går på tværs af teologiske, konfessionelle og kulturelle forskelle. Det var det fokus, de første disciple havde, da de gik med Jesus, og det er det fokus, kirker verden over har i dag, selvom vi ikke altid kan enes om detaljerne.
Kort sagt eksisterer kirken, fordi historien om ’den tomme grav’ ramte mennesker, og de blev grebet af den. Fordi der med Jesus indtraf noget, som er større end os. Som er større end døden. Og det gør noget ved mennesker. Kirke er derfor altid relationen mellem mennesker, som Jesus’ liv og lære, død og opstandelse, har bevæget og grebet, så vi vil forstå mere af Gud.
[1] Matthæus-evangeliet kap. 16, vers 18
[2] Apostlenes Gerninger kap. 15, vers 1 ff
URL: https://baptist.dk/hvad-er-kirke/