Søsterkirker
Dansk-amerikaneren Chr. Willerup, der var uddannet og ordineret som metodistpræst i Amerika, etablerede i 1859 den første metodistmenighed i København.
Vibeke Dalsgaard efter oplæg af pastor Jørgen Thaarup – Metodistkirken,
Den første forkyndelse i Danmark inspireret af ’metodisme’ stammer fra 1850’erne. Hjemvendte danskere aflagde vidnesbyrd og prædikede i private hjem og i kredse, som var en del af tidens såkaldte gudelige vækkelse. Efter 1859 fulgte en række menighedsdannelser over hele landet, og i 1865 fik Metodistkirken status som ‘Anerkendt Trossamfund’.
Bevægelsen opstod i England i 1700-tallet og den fik øgenavnet: ‘Metodister’. Bevægelsens leder, John Wesley, tog smædenavnet til sig. Han indså, at modstanderne – uden at vide det – havde genoplivet den oprindelige betegnelse for de kristne: ’Metodist’ er et græsk ord, met-hodos, der betyder ‘planmæssig fremgangsmåde efter en given vej’. I Apostlenes Gerninger benyttes betegnelsen, ‘dem, der fulgte Vejen,’ i naturlig fortsættelse af Jesus´ sprogbrug: ‘Følg mig!’[1] og ‘Jeg er Vejen!’[2]
Metodistkirken var altså fra starten kendt for at lægge vægt på disciplin og orden i bøns- og gudstjenesteliv. ’Metodisme’ er udtryk for et meget personligt forhold mellem det enkelte menneske og Gud, og det er samtidig et bud om at følge i Jesus’ fodspor i tjeneste for næsten. Et menneske, der tilstræber at praktisere kristen livsstil og leve helligt ifølge Bibelen, må nødvendigvis engagere sig i de udfordringer, som hører verden til. Individuel hellighed kan ikke trives isoleret fra medmennesket, for nerven i hellighed er netop relationen til Gud og relationen til medmennesket og verden. Kristentro er altid et dybt personligt anliggende, men kan aldrig være en privatsag. Wesley gentog ofte, at kristendommen er en social religion. Metodistkirken blev derfor fra starten stærkt engageret i samfundsproblemer som slaveriets ophævelse, kvinders og sortes rettigheder og undervisning af børn og unge fra alle samfundslag.
Kristentro er altid et dybt personligt anliggende, men kan aldrig være en privatsag.
Enhver kristen er forpligtet til at fremme kirkens enhed på alle niveauer. Kirkens opsplitning i mange kirker vidner om, at de adskillende og ødelæggende kræfter også har fundet vej ind i de kristnes rækker. Metodister er engagerede i al form for økumenisk virksomhed, og den klare tilslutning betyder, at mange metodistmenigheder og hele kirker er indgået i kirkesammenslutninger verden over. Man har valgt at ofre metodistkirken som organisation for at nå et økumenisk resultat til vidnesbyrd for verden. Metodismen som teologisk retning og bevægelse kan derfor udmærket leve og vokse under andet navn og anden struktur. Det gælder fx i Sverige, hvor metodistkirken siden 2011 har været en del af det nye kirkesamfund, Equmeniakyrkan. Også i Danmark har den holdning fået et umiddelbart udtryk gennem samarbejdsaftalen: ‘En tro – en dåb – en nåde’, som blev indgået mellem Folkekirken og Metodistkirken i 2018.
Enhver kristen er forpligtet til at fremme kirkens enhed på alle niveauer.
Metodistkirken i Danmark består af 11 lokale menigheder med ca. 2000 medlemmer. Børne- og ungdomsarbejdet omfatter 900 medlemmer spredt over forskellige aktiviteter fx spejderarbejde, ungdomsklubber, gospelkor og legestuer. Metodistkirkens Sociale Arbejde omfatter børneinstitutioner, et ungdomskollegium, en café, et herberg og bespisning af hjemløse.
Derudover har kirken idrætsefterskolen Lægården, ungdomsboliger og et plejehjem tilknyttet. Metodistkirken har tillige altid støttet forskelligt missionsarbejde udenfor landets grænser. I de senere år har engagementet samlet sig om Congo og Baltikum.
[1] Lukas-evangeliet kap. 5, vers 27
[2] Johannes-evangeliet kap. 14, vers 5-6
URL: https://baptist.dk/metodistkirken-kirke-med-hjerte-hoved-og-haender/