Da den nye coronavirus i det tidlige forår blev en global pandemi, reagerede mange forståeligt nok med uro og utryghed, hvis ikke ligefrem panik. Men efterhånden fandt vi ud af at indrette os under ”the new normal”.
Johannes Aakjær Steenbuch,
Vaccinerne går nu ind i sidste teststadie, så der er så småt lys for enden af tunnellen. Verden over har mange, især store lande med inkompetente ledere, været betydeligt hårdere ramt end det velordnede Danmark. Godt nok har danskerne været tilbageholdende med at gøre mere, end hvad myndighederne forlangte – måske af frygt for at virke hysteriske, for det ville da være pinligt, hvis alle andre i supermarkedet gik rundt uden maske. Til gengæld har vi kun i mindre grad set noget til de absurde konspirationsteorier, der i Tyskland og USA ligger bag modstanden mod masker og vacciner.
Ifølge de mest absurde teorier er det it-milliardæren Bill Gates, der står bag pandemien, i uhelligt samspil med en global jødisk elite, der – hold nu fast – er styret af reptiler fra det ydre rum. I de religiøse varianter er den planlagte vaccine dyrets tegn fra Johannes’ åbenbaring – og så videre. Behovet for forklaringer og klare fjendebilleder synes måske at springe fra utryghed og usikkerhed. Hellere være offer for en sammensværgelse, som man kan modarbejde, end en usynlig virus, som vi ikke kan stille noget op med.
Behovet for forklaringer og klare fjendebilleder synes måske at springe fra utryghed og usikkerhed.
Fra et teologisk perspektiv må vi grave dybere. Uanset hvad vi sætter vores lid til – myndighederne eller konspirationsteorier – kommer vores forhåbninger let til at skygge over den bagvedliggende virkelighed, nemlig at pandemien og vores reaktioner på den er udtryk for det, der i Hebræerbrevet omtales som ”dødens magt”.[1] Ifølge forfatteren til Hebræerbrevet holder frygten for døden os ”nede i trældom”. Vi er med andre ord underlagt en ”nødvendighed af stål”, for at parafrasere N.F.S. Grundtvig.[2] Store dele af vores liv er formet af kampen for overlevelse, men netop derved viser døden sig at have magt i vores liv. Det gælder også, når der ikke er pandemier, men den umiddelbare trussel sætter tingene på spidsen og får dødens magt til at vise sit grimme ansigt.
Og her kan det være godt at stoppe op, selvom vi er ved at være træt af virussnak og bare gerne vil leve et normalt liv. For uanset om vi sætter vores lid til vacciner eller konspirationsteorier, kan vores forhåbninger gøre os ude af stand til at se døden i øjnene – hvilket ellers er nødvendigt, for det er netop der, at vi for alvor bliver i stand til at høre evangeliet, som jo fortæller os, at Jesus har overvundet dødens magt. Derfor er der håb. Ikke bare håb om, at vi nok skal finde en vaccine, men et mere grundlæggende håb, som alt andet håb må komme af.
Den tro gav håb, som gjorde det muligt at handle i verden.
Det er kirkens opgave at fortælle om det håb i ord og praksis. Kristne har igennem historien spillet en rolle under pest og pandemier, hvor kirken har taget sig af de syge og døende – ikke ud fra en naiv forestilling om, at man ikke kunne blive syge, men ud fra en tro på, at døden ikke havde det sidste ord. Den tro gav håb, som gjorde det muligt at handle i verden. Spørgsmålet er, hvad det betyder for os i den nuværende situation?
Nogle steder, hvor kirkerne stadig er lukkede, insisterer kristne på at trodse myndighederne og holde gudstjenester i al offentlighed. Den praksis er blevet kritiseret for at gøre netop det, som Jesus advarede imod, nemlig at udstille sin egen hellighed på bekostning af de svage. Kirken skal ikke sætte andres liv på spil for at demonstrere sin hellighed, men skal være solidarisk med de udsatte ved at være der for dem.
[1] Hebræerbrevet kap. 2, vers 14.
[2] N.F.S. Grundtvig, ”Kærlighed til fædrelandet” i Den Danske Salmebog 710, vers 6.
URL: https://baptist.dk/haab-i-skygge-af-pandemien/