Renathe Zimmermann,
Der er mange spørgsmål. For nogle dukker spørgsmålet om meningen med livet op med jævne mellemrum livet igennem. Hver enkelt af os bliver nødt til at finde sit eget svar. Nogen tænker, at der ikke er nogen mening, at alt er tilfældigt. Nogle hviler i, at de er skabte i Guds billede. At vi er her, fordi Gud skabte verden i kærlighed og ønskede at dele ud af sin overflod. Andre igen finder helt andre svar.
Vi kan gøre livet besværligt og tungt ved at slå os selv i hovedet med alt det, vi ikke forstår og formår, og vi kan fremstå egoistiske og selvglade, når vi er meget fokuserede på at nyde livet og få flest mulige oplevelser i den tid, vi har.
Artiklerne i baptist.dk nr. 3, 2020 giver os gode bud på, hvad det vil sige at tage imod den gave, som livet er. Vi får opfordringer til at slappe af og nyde, at Gud har givet os livet i kærlighed. En gave, som vi hele tiden må modtage og give videre i taknemlighed. Jesus bad ikke sine disciple – og dermed os – om at løse uoverkommelige opgaver, men han bad os om at følge sit eksempel og elske vores næste. Vi kan også blive inspirerede af mennesker, der på forskellige måder lever kærligheden ud og tjener de svageste – enten det er børn i Danmark eller de nødlidende over hele kloden. Vi kan læse om, hvordan kærligheden fra Gud kan give styrke til den, der mister et barn pga. selvmord, og hvordan Gud kan opleves som en klar mavefornemmelse.
Du inviteres hermed til at blive mindet om, hvad Bibelen fortæller om meningen med livet, og til at blive inspireret af andres tilgang til at tjene med kærlighed.
URL: https://baptist.dk/hvad-skal-jeg-i-verden/